You're sleeping the wrong place, my dear

Sted- Biblioteket
Tid- Klokken er cirka 24
Vejr- Det er mørkt og køligt.
Omgivelser- Høje reoler med en masse bøger på. Både nye og meget ældre bøger.

Alt lyset i hele biblioteket var slukket. Ikke engang en eneste lampe stod tændt. Det var heller ikke så underligt, hvis man tænkte på, at biblioteket havde lukket for flere timer siden. Bibliotekarerne havde åbenbart ikke taget sig tid til at kigge sig omkring, for at se om alle de besøgende rent faktisk havde forladt stedet. Kun et hurtigt kig i diverse sofaer. Ingen fandt på at kigge på gulvet. Derfor opdagede de heller ikke Izobell.
Hun lå på ryggen, med en opslået bog ved siden af sig. Det var tydeligt, at hun sov. Det havde hun gjort i et godt stykke tid nu. Det var heller ikke speciel svært, når der nu både var stilhed og mørke. Det var en ret god kombination, til en rolig nattesøvn.
Hendes lange blonde hår, lå spredt som en vifte på gulvet. De klare blå øjne var lukkede, og hun så faktisk ret fredfyldt ud. Som var hun en eller anden prinsesse i et eventyr, der sluttede med 'og de levede allesammen lykkeligt til deres dages ende'.
Der var bare intet spor kongeligt over Izobell. Hun var en helt almindelig menneskepige. Opvokset i London, og så flytte hjemmefra og bosat sig i Terre.
Izobell rørte let på sig. De blå øjne åbnede sig, og hun blev et kort sekund bange for, at hun var blevet blind. Der var helt mørkt. Efter et lille stykke tid, hvor hun bare havde kigget op i loftet, så hun et lille lys. Det kom fra en gadelygte udenfor. Hun var ikke blind. Sikke da en lettelse. Hun satte sig op og måtte føle sig frem. Der var et bord på hendes venstre side og en sofa på hendes højre side. Langsomt kom Izobell på benene. Hun bukkede sig ned og følte sig frem til bogen. Da hun rettede sig op igen, havde hun den i hænderne. Den blev knuget ind til kroppen. Der var noget uhyggeligt over biblioteket om natten. Mørket gjorde det endnu værre.
Hun var latterlig, blev hun enig med sig selv om. Der var jo ikke nogen, så hvad havde hun at frygte? Ingen andre var vel så dumme at falde i søvn, glide ned på gulvet, og så blive liggende. Izobell fik sine ben sat i bevægelse, og gik langsomt i en eller anden retning. Med lidt held kunne hun finde en dør, og måske få den låst op.
Efter et lille stykke tid, hvor hun bare havde gået, uden at støde ind i noget, snublede hun ned af en lille trappe. Et forskrækket skrig undslap hende, og hun strakte hænderne ud foran sig, for at beskytte sig selv. Da hun ramte det hårde gulv, blev al luften slået ud af hende. Ret hurtigt tjekkede hun efter om hun havde brækket noget, men da det ikke syntes at være tilfældet, kom hun langsomt på benene. Bogen havde hun ikke længere, og hun havde egentlig ikke lyst til at lede efter den.
En kobber agtig smag fyldte hendes mund. Da hun havde ramt gulvet, havde hun også været så heldig, at bide hul i sin læbe. Hvor var det da bare fantastisk.