The night is yours...

Sted- Gyderne
Vejr- Det er lidt koldt, og så er der en stjerneklar himmel
Tid- Klokken er cirka 00.30 om natten
Omgivelser- Hvad der nu er i gyderne. Rotter, lidt affald, den slags ting.

Det var første gang Emily nogensinde besøgte gyderne. Men nu var hun jo også næsten lige kommet til Di Morga. Det var begrænset, hvor meget hun havde nået at se.
Med den ene hånd førte hun en lok mørkebrunt hår om bag øret. De røde øjne scannede omgivelserne imens hun gik. Det her sted så lidt snusket ud. Der løb en rotte forbi hendes ben, men den valgte hun at ignorere. Da hun havde været menneske, ville hun nok have skreget og hoppet væk. Nu var hun ligeglad. Var hun blevet stærkere mentalt, eller var hun bare blevet kold?
Lyset fra en enlig lygtepæl ramte hende. Det var overhovedet ikke ligeså godt som solen. Men hun blev nødt til at vænne sig til det. Hun kunne aldrig mere gå ude i solen. Hendes hud var allerede bleg. Det skræmte hende nogen gange en smule. Der var bare så meget, der havde forandret sig. Hun kunne ikke længere spise almindelig mad og hun havde hele tiden lyst til det forbandede blod. Emily måtte dog indrømme, at det smagte helt fantastisk.
Hendes skridt afgav en dæmpet lyd. Hun havde flade sko på. Ligesom altid. Emily havde hørt om det her sted. Det var vidst et godt sted at jage. Men var hun klar til det? Hun var kun 2 måneder gammel. I hvert fald som vampyr. Som menneske var hun 19. Det virkede som en god alder at dø på. Nu ville hun være 19 for evigt. En mørkhåret skønhed.
Emily fortsatte med at gå. Hun havde ikke rigtig noget mål. Hun ville bare se sig lidt omkring. Det var altid godt at tjekke sine omgivelser ud. Især hvis man ikke ville overrasket af andre væsener.

Tæt omkring et hjørne stod der en person der i følge de få folk der gik forbi så meget mørk og grusom ud. Han havde lige moret sig med et nyt offer han stod med en et afhugget hoved og beundrede det lidt. Han valgte bare at lave et kort skuespil der gik ud på at det var et skelet og han begyndte at sige at være eller ikke at være. Derefter kedede han sig, og kiggede på hovedet"Du keder mig... Der er intet sjov og desuden kan jeg ikke bruge din krop til noget"sagde han bare helt afslappet og koldt. Derfor valgte han at kaste hovedet over skulderen så det landte for fødderne af den tilhørende krop. Han valgte at vandre lidt rundt mellem gaderne, og lygtepælene der var her, og self havde han hørt masser af pibende lyde fra mus, og rotter, og han vidste ikke hvad.

"Glimrende!! lige hvad jeg stod og manglede"sagde han fyldt med glæde næsten. Han fik hurtig fat i to rotter og valgte at drikke blodet fra dem begge to. Han slikkede blodet væk fra mundvigen og nikkede tilfreds"Hmm det kunne have været bedre men tak for mad i to!"sagde han bare og sendte de afdøde rotter et lille vink og begyndte at gå videre. Han endte op med at stå op ad en lygtepæl og kunne se en pige, han vidste ikke helt om han skulle gå hen til hende, men efter at have lugtet til hende derfra hvor han stod så tydede det på hun var en vampyr som ham.*self er der vampyrer herude*tænkte han bare inde i sig selv.

Emily fortsatte med at gå lidt rundt. Lidt efter opfangede hun færten af en anden vampyr. Så hun var altså ikke den eneste. Interessant information.
Hun vendte sig om imod ham og rettede let på sin jakke. Han så en smule dyster ud. En mennesker sikkert ville frygte. Det kunne Emily egentlig ikke betænke dem i. Skulle hun lade som om hun ikke havde set ham, og bare gå videre? Nej, hun stod og kiggede på ham lige nu. Hun kunne ikke bare lade som om hun ikke havde set ham. Det var umuligt.
Derfor valgte hun at gå hen imod ham. Hendes skridt var langsomme og elegante. De røde øjne hvilede på den mandlige vampyr, imens hun kom tættere på ham. Et par meter fra ham stoppede hun op. Hun var lidt usikker på hvad hun skulle sige, så hun valgte at forholde sig tavs. Indtil videre havde hun ikke mødt så pokkers mange vampyrer. Dem hun havde mødt, lod til at være flinke. Bortset fra en enkelt af dem. Han havde kastet sig ind i en kamp med hende. Da de begge to havde været rimelig uerfarne, slap de begge væk uden større skader. Var denne vampyr den rene ondskab?
Emily prøvede på, ikke at dømme ham. Det kom der næsten altid kun dårlige ting ud af. Men det kunne også vise sig at være praktisk. Nogle var faktisk ligeså slemme, som de så ud.
Imens hun kiggede på ham, lod hun tungen glide hen over den ene hugtand. Det var en vane hun havde fået. En dårlig vane måske. Hun var holdt op med at tænke over det. "Hej", sagde hun så endelig. Hendes stemme lød høflig, for det prøvede hun at være. Der var ingen grund til at gøre sig uvenner med fremmede væsener.