Night.

Omgivelser: Ingen.
Sted: Parc d'attractions.
Tid: 03:45
Vejr: En smule blæst og køligt.

Det var tidligt morgen eller rettere midt om natten. Der blæste og vinden susende hylene omkring. Det var egentlig uhyggeligt. Det mindede lidt om en gyser film. I hvert fald det sted Maya befandt sig. Hun havde fundet hen til en forladt forlystelses park. Ikke særlig praktisk når man var fuld, og ikke vidste hvad man havde gang i. Maya kravlede hen over det lave hegn, der var en smule skarp begrund af det var rusten. Hudafskrabninger. Det var hvad Maya nu havde på hendes hænder. Hun tænkte at det kunne være lige meget, siden det ikke gjorde specielt ondt. Da hun fik kæmpet sig færdigt hen over hegnet, landede hun i en busk fyldt med dåser og skrald. Der sad hun i et par minutter, før hun tog sig sammen til at gå videre. Hvad var dette sted mon? Der var karruseller og diverse andre forlystelser. Dette måtte inden være et tivoli eller et gammelt cirkus. Et suk forlod hendes læber. Lige meget hvor meget hun drak, kunne hun ikke lade være med at ende sådan nogle steder. Ingen mennesker, Uhyggeligt og knirke lyde alle steder fra. Maya gøs og bed sig nervøst i underlæben. Hun frøs en smule da vinden ramte hendes barre arme. Hun var kun iklædt Jeans, Converse, og en hvid 'blonde' trøje. Blonderne havde et mønster der lignede roser. Selvfølgelig havde hun også hendes smykker på; En halskæde med et ur i, perlearmbånd, og hendes metal ringe i underlæben. Det var det eneste hun havde på denne dag. Hvorfor hun havde taget så lidt tøj på, når der var så koldt vidste hun virkelig ikke. Det havde hun ikke just givet en tanke. Før nu. Maya fandt frem til et tomt springvand, der stod lidt for sig selv. Selve figuren i springvandet var en engel. En lille tyk en. Den var ret så sød, men den gav hende alligevel kuldegysninger. Hun satte sig på kanten af bassinet, og kiggede sig lidt omkring. Derefter pillede hun lidt ved de lange blonde hårtotter. Hvad skulle hun nu gøre?

Det var sjældent, Cameron befandt sig i det her humør. Han følte sig utroligt ensom, usikker, efterladt... Den tomme lejlighed var ikke ligefrem opmuntrende at være i, og da der ikke var nogen at snakke med, var han begyndt at kede sig. Problemer var bare, at når Cameron kedede sig, begyndte han at tænke. Han tænkte over alle mulige latterlige ting. Ting som havde måske havde gjort forkert, ting han ikke skulle have sagt. Eller også tænkte han på sørgelige ting, som afdøde familiemedlemmer. Det fik ham ned i kulkælderen.
Til sidst var det blevet for meget. Han havde forladt sin lejlighed, låst den forsvarligt, og var derefter gået sin vej. I håbet om at tankerne ville forsvinde, havde han nu gået i flere timer. Sådan føltes det i hvert fald.

Med ét løftede Cameron hovedet og kiggede sig forvirret omkring. Hvor i alverden var han havnet henne? "Ikke igen...", sagde han irriteret. Det her skete af og til. Han gik og tænkte på samme tid, og så anede han ikke, hvor han var. Det var den hyppigste grund til, han farede vild.
Det lignede en forladt forlystelsespark. Ret trist at se på, og så var der selvfølgelig ingen mennesker. "Ja ja", mumlede han og stak hænderne i lommerne på sine jeans. Derefter satte han det ene ben foran det andet, og fortsatte med at gå. Lidt længere fremme var der et springvand. Et rigtig grimt springvand. Det var englens skyld. Af en eller anden grund havde Cameron aldrig brudt sig om de der engle. Han havde bare en forestilling om, at engle slet ikke så sådan ud i virkeligheden.
Der sad en pige. Cameron havde aldrig været den generte type, så han gik direkte hen imod hende. "Hej", hilste han, da han var sikker på, at hun kunne høre ham. Pigen så ikke ud til, at have noget fornuftigt tøj på. Faktisk så det lidt koldt ud. I det mindste havde Cameron selv taget fornuftigt tøj på. Eller... en jakke, var det vel kun.
Han satte sig ned ved siden af pigen og kiggede ud over de mange forladte forlystelser.

Den kolde vind var bidende, imod hendes bare hud. Det glemte hun dog rimlig hurtigt, da der pludselig var nogen der snakkede til hende. Hvem i al verden kunne det være? Mystisk. Hun slog blikket op på personen. En dreng. En meget køn dreng. Hvad mon han lavede her ude? Midt om natten? "Hej" hilste hun høfligt tilbage og sendte drengen et stort smil. Nu var hun i godt humør! Det var hun generelt når hun havde drukket, eller når hun mødte nye mennesker. Da han satte sig ved siden af hende, vendte hun blikket væk fra ham. Det ville være lidt sært hvis hun bare blev ved med at stirre. Selvom hun syntes han var veldig pæn. Kulden begyndte at genere hende. Den ramte hendes hud, og gav hende gåsehud. Hun gøs og kiggede sig lidt omkring. Der var godt nok grimt og gammelt. Alle forlystelserne var rustne, og tæt på at falde sammen. Det var nok derfor at det var blevet forladt. Måske havde der været en masse mennesker? En masse smil og glade dage. Den tanke gjorde Maya glad. "Nå.. Men jeg hedder maya" sagde hun pludseligt og rakte en hånd hen imod ham.

Det lykkedes Cameron at frembringe et skævt smil, da pigen hilste tilbage. Han blev næsten glad. Selvom han ikke havde den fjerneste anelse om, hvem hun var, kunne hun måske få hans humør på rette køl igen. Bare det at snakke med nogen, ville være en stor hjælp. Især hvis personen var venlig.
Han vendte igen blikket over imod pigen. Hun var faktisk ret køn, men hun så også ud til at fryse. Uden at tænke yderligere over det, tog han langsomt sin jakke af. Indenunder jakken havde han en langærmet trøje på, så det ville ikke være det store problem for ham, at undvære jakken.
"Hyggeligt at møde dig Maya", sagde han smilende. "Jeg hedder Cameron, men kald mig endelig Cam". Han opdagede, at hun rakte hånden frem imod ham, så han trykkede den blidt. Derefter rakte han hende jakken. "Her, du ser ud til at fryse", sagde han, og sendte hende et venligt smil. Hendes påklædning undrede ham en del, og det gjorde ham også nysgerrig efter at vide, hvorfor hun havde lige netop dette tøj på.
"Nå, hvad laver du så her?", spurgte han og tippede hovedet let på skrå, imens han afventede et svar fra hende. Spørgsmålet blev sikkert slynget tilbage i hovedet på ham, for det blev de somregel.

Maya blev overrasket, denne person virkede jo rar! Det var ikke så tit at rare mennesker, var i forladte forlystelsesparker. Det var jo kun heldigt! Mhm... Cameron. Det var et navn der lå let i munden. "Det er bestemt også hyggeligt at møde dig Cameron" svarede hun muntert. Hvorfor hun lige pludselig var blevet i så godt humør vidste hun ikke. Maya spærrede øjnene op da han rakte hende en jakke. Folk plejede ikke at være så venlige. Hun tog imod den og stak hendes korte arme ind i den. Mhmm.... Varme. "Tak" sagde hun og sendte ham et sødt smil. Hendes kinder havde fået en let rosa farve. Det var godt nok ikke tit hun oplevede at folk var så.. Hvad kaldte man det nu? Hjælpsomme.. Det ord kunne man vel godt bruge. Hendes arme var ikke lige så lange som hans var, derfor var jakkeærmerne en smule længere end hendes arme. Det så vel på en måde sødt ud. Lidt ligesom den gang man var barn, og man tog sine forældres tøj på. "Ehm.. Jeg tror egentlig bare jeg endte her.. Jeg kan ikke rigtig huske det" mumlede hun flovt; som et svar. "Jeg troede ikke at der var andre, der fandt sådanne nogle steder! Men det er kun dejligt med selskab" tilføjede hun og kiggede på Cam. Nurh. Han så sød hun. Han lignede lidt en hundehvalp, når hans hoved var vendt på skrå.

Selvom det ikke var hans mening, kunne Cameron ikke lade være med at grine blidt. Jakken var alt for stor til Maya, og det så ret sjovt ud. Grinet lød på ingen måde hånligt, og det var jo heller ikke sådan, det var ment.
Da hun snakkede videre, sendte han hende et sødt smil. På trods af den korte tid de havde tilbragt sammen, kunne Cameron allerede lide Maya. Hendes svar overraskede ham en smule. Hun var ikke helt klar over, hvad han lavede her? Nå, så havde de da det til fælles. "Ja, min grund er vel næsten den samme som din", sagde han smilende. "Jeg er ikke engang helt sikker på, hvor jeg er", han kiggede sig lidt omkring, som for at understrege sine ord en smule. "Men... Det ligner ikke et sted, jeg normalt ville besøge", han kiggede igen tilbage på mennesket. Endnu en gang sendte han hende et sødt smil. Han kunne slet ikke gøre for det. At smile faldt ham bare så naturligt, og nu hvor han igen var i godt humør, var det oplagt at smile.
"Du aner ikke, hvor glad jeg er for, at du er her", sagde han glad. Det gik op for ham, hvordan det også kunne opfattes, og en rød farve bredte sig over hans kindben. "Ehm... Jeg mener... hvem som helst. Jeg havde virkelig brug for at snakke med nogen", han kløede sig lidt i nakken, og lod derefter den samme hånd glide igennem det sorte hår. Hvis man tænkte over det, passede Camerons navn og udseende ikke rigtig samme. Skønt det asiatiske udseende, havde han boet i Frankrig hele sit liv.

Så gav det hele pludselig mening. Sådan en sød dreng som Cameron, burde nemlig ikke færdes sådanne steder. Nu skulle hun jo ikke give en moralprædiken da hun os selv var på stedet. Det var nu hyggeligt nok, efter han var kommet. Så var der ikke så uhyggeligt længere. Hun kunne ikke lade være med at le, over at han var glad for hun var her. Det lød simpelthen bare for sødt. Hendes lille latter var sød og venlig. Ikke hånlig og ondskabsfuld. " Nu spolerede du jo mit ønske, om at vi skulle giftes imorgen" lo hun; ment som en joke selvfølgelig. Ikke at hun havde den bedste humor, men det gad hun ikke spekulere mere over. Hun lænte sig lidt hen imod ham, og gav ham et trykkys imod hans ene kind. Det var kun for at drille, og se om hans rødmen blev værre. Hendes læber var rosa røde og meget bløde. Sådan havde de altid været, og det ville de sikkert også blive ved med at være. Maya faldt kort ind i hendes egen verden, da hun kom til at tænke på hendes hjem. Hun kunne ikke huske hvor det lå henne. Hm.. hvordan ville hun så kunne komme hjem senere? Det vidste hun desværre ikke, men det måtte hun jo rode med senere. Hun trykkede den varme jakke ind imod sig, da den var dejlig varm. Den duftede også af Cameron. Hvilket jo var klart, siden det var hans jakke. Maya kiggede på ham og sendte ham et sødt smil. Hun var nu glad for at han var her. Det havde lige reddet hendes nat, da hun ikke længere var bange for stedet. Hun fjernede blikket så hun ikke ville komme til at stirre. Hun lod blikket søge ned på hendes hænder. Der var hudafskrabninger, fra episoden med hegnet. Det fik hende til at smile og ryste opgivende på hovedet. Sikke dog hvor uheldig havde man lov at være?

Cameron sendte hende et skævt smil, da han hørte hendes joke. Det kunne ikke være andet end en joke. Med rynket pande betragtede han Maya, da hun lænede sig hen imod ham. Hvad havde hun gang i? Det mindede ham om dengang han havde været lille. En pige skulle kysse ham på kinden, og da han var lidt småforelsket i den pige, havde han drejet hovedet i sidste sekund, så hun endte med at kysse ham på munden i stedet. Men ak ja.. Det var efterhånden meget lang tid siden. Han havde vel ikke været mere end 9 år dengang.
Denne gang drejede han dog ikke hovedet, men lod bare Maya kysse ham på kinden. Da hun igen trak sig væk, sendte han hende et sødt smil. "Hvad skulle det nu til for?", spurgte han med et lille grin. Det havde ikke generet ham, men han var nu blevet en lille bitte smule nysgerrrig. Hun var utroligt nuttet at se på. Især i den jakke.
Han smilede lidt mere, da hun kiggede væk. Han valgte så at gøre det samme. Igen lod han blikket glide ud over omgivelserne. Det her sted havde garanteret været super hyggeligt engang. Hvis han lukkede øjnene, kunne han næsten forestille sig det. Glade mennesker, som prøvede pariserhjulet. Duften af popcorn og candyfloss. Cameron sukkede lavt. Tænk at noget så hyggeligt, kunne blive til det her forladte sted. Der var en masse knirkende lyde. At være her alene, var sikkert ikke rart. Han var glad for, at Maya var her.

Maya kiggede hen på ham idet han talte. "Jeg syntes bare det var passende" lo hun let og sendte ham derefter et smil. Hun var så dejligt random når hun havde drukket, og ikke spor genert. Det var egentlig ret underligt. Selvom hun var ved bevidsthed, kunne hun ændre hendes selvtillid. Det var altså ret sært, men ikke kun på en negativ måde. Hun træk let på skuldrene, da hun ikke brød sig om de knirkende lyde. De gjorde hende bange. Hun var også generelt bange lige for tiden. Der havde været så mange ting. Så mange nye oplevelser. De havde skræmt livet ud af hende. Specielt den aften med Emily. Den havde sat sig som et traume. Desværre. Hun kiggede hen på Cam igen. "Ville du have noget imod jeg satte mig tættere på dig? Jeg er lidt bange for den knirken?" spurgte hun og kiggede på ham, med hendes store dådyr øjne. De var grønlige. Med et skær af gul. En lidt underlig blanding. Maya kiggede igen ned af sig selv. Hun var ret lille. Kun 149 cm, det var hun bestemt ikke glad for. Den pokkers højde. Hun rystede på hovedet igen, da hun havde for mange tanker i hovedet.

Cameron var faldet lidt ind i sine egne tanker, da Maya snakkede igen. Det tog ham et lille stykke tid, før hans hjerne registrerede, hvad hun havde sagt. "Åh ja", sagde han, "Ehm... Jeg mener nej.. Eh... Nej, jeg ville ikke have noget imod, hvis du satte dig tættere på mig", han lo kort af sig selv. "Undskyld, jeg var lige væk et kort øjeblik". Nogle gange faldt han bare i staver, og kiggede lige ud i luften. Nogle gange i flere minutter af gangen. Som regel var det, når han var alene, men det var også sket, når han var sammen med andre mennesker. Det skræmte ret mange.
"Fryser du stadigvæk?", spurgte han og tippede hovedet let på skrå. Den jakke han havde haft på, var blevet godt opvarmet til sidst, så forhåbentlig ville hun ikke fryse, men hvem vidste? Kun Maya. Cameron kunne ikke bedømme det, men hun rystede ikke længere, så mon ikke, hun havde fået det lidt varmere.
Imens han kiggede på hende, skiftede hans øjne farve til blå. Det var noget de gjorde en gang imellem, og han havde absolut ingen kontrol over det. Han lagde også sjældent mærke til, når det skete, for han kunne ikke mærke det. Hvis de så bare havde skiftet efter hans humør, ville det måske være en smule mere normalt, men nej. Det at de skiftede farve, havde nok noget at gøre med det faktum, at han var halvdæmon.

Maya lo let over, at han sad i sin egen verden. Det gjorde hun nemlig også selv indimellem. Hun rykkede nærmere så nu rørte deres ben næsten hinanden. Der var i hvert fald kun få centimeter imellem dem. Om hun stadig frøs? Hm.. Hun havde fået varmen, meget endda. Hvilket kun var rigtig rart. "Nej overhovedet ikke! Din jakke er fantastisk" svarede hun; med et sødt smil. Denne jakke havde gjort hende varm, hvilket var ret fantastisk lige nu. Hvorfor hun lige præcis brugte det ord, havde hun ingen anelse om. Ordet var bare dejligt! Hvad?!? Lige pludselig skiftede hans øjne farve? Det gav da ingen mening. Hun blinkede et par gange og kiggede så igen. "Du... du ved godt at dine øjne skiftede.. skiftede farve?" stammede hun da hun blev veldig forskrækket. Maya blev ved med at stirre på hans øjne. Det var altså ikke normalt? Eller det kunne hun jo ikke vide om det var, men det mente hun bestemt ikke at det var. Hun bed sig selv i underlæben. Det så lidt retarderet ud, da man så ikke kunne se den ene ring i læben. Efter et par sekunders koncentrations pause, slap hun underlæben igen.

Cameron lo blidt til hende, da hun fortalte, at hans jakke var fantastisk. "Det er jeg da glad for at høre", sagde han smilende. Så hun frøs altså ikke længere. Det var godt. Det var rigtig godt. Slev frøs han heller ikke rigtig, for den langærmede trøje holdt ham varm.
"Åh..", sagde han, da hun nævnte hans øjne. Han førte sin venstre hånd op til dem, og dækkede øjnene med den. "Det er jeg frygteligt ked af. Du må ikke være bange", sagde han stille, næsten trist. Hun virkede ret forskrækket, og havde da også stirret ret meget på hans øjne. Lige indtil han dækkede dem med hånden. "Jeg aner ikke hvorfor de gør det, men altså... det gør de bare en gang imellem. Måske har det noget at gøre med, at jeg er halvdæmon", fortsatte han. Hvordan hun så ville reagere på dét, anede han ikke. Han drejede hovedet, og lavede en lille sprække, så han kunne kigge på hende, uden hun kunne se hans øjne ordentlig. Hvis de skræmte ham, ville han ikke vise hende dem. Det var der jo ingen grund til. Desuden kunne han rigtig godt lide Maya, så han ville ikke skræmme hende væk.

Nu faldt hele Mayas verden ned omkring hende. Fandtes der nu også dæmoner? Hun tog sig til tindingerne, da hele denne lille verden forvirrede hende. Hun fik tåre i øjnene af frustration. Hun var bange nok siden hun fik af vide af hendes veninde, at der eksisterede vampyrer og elvere. Det havde været nok til at skræmme hende, men nu fandtes der åbenbart også dæmoner. Dette kunne hendes lille hoved ikke holde til. Derfor trak hun benene op til sig og lagde armene omkring dem. Hun gemte hovedet imod hendes knæ. Sådan gjorde hun når hun tænkte for meget. Eller når hele verdenen bare blev for meget. I denne uge var der sket mange ting. Hun trykkede sig stadig i tindingerne. Det virkede beroligende på hende. Hvorfor vides ikke. Det var bare noget hun havde gjort siden hun var lille. Hver gang hendes far havde misbrugt hende, satte hun sig sådan. For at glemme alt det der gjorde hende bange; eller utilpas. En enkel tåre eller to forlod fustreret hendes øjne. Det kunne Cameron heldivis ikke se.

I overraskelse, åbnede Cameron munden let. Hvad havde han gjort? "Maya", sagde han stille, "Det må du virkelig undskylde. Det var ikke min mening at skræmme dig", han kiggede væk fra hende. Måske ville hun hellere være alene? Hun krummede sig sådan sammen. Det fik hende blot til at se endnu mindre ud. "Hvis det hjælper, så har jeg gået hele mit liv, uden at vide hvad jeg var. Ingen har fortalt mig, at jeg var halvdæmon. Ikke indtil jeg mødte min kusine, som er en hel dæmon, fuldblodsdæmon, hvad man nu kalder det", han holdt en lille pause og lod hånden falde ned i skødet.
"Jeg anede faktisk ikke noget som helst om den her verden", han fnøs let. "Tænk at gå i 20 år, uden at se den her side. Det er utroligt, synes du ikke?", han tav igen. Hvis han skulle beskrive sig selv, ville han ikke kalde sig selv for farlig. Han var vel nærmest det modsatte. Det eneste tidspunkt han brugte vold, eller noget i den dur, var hvis nogen angreb ham, hans venner, eller bare folk i det hele taget. Selvfølgelig kun hvis han kunne se, at personen var hjælpeløs. For ganske nylig havde han gjort netop dette.
"Jeg er ikke en ond person...", sagde han triste og lænede sig frem, for at støtte albuerne på sine lår. Han burde være kommet med en eller anden løgn om, at det var lysets skyld. Men nej, han brød sig ikke om at lyve.

Maya Løftede hendes hoved igen. Nu havde hun mest bare brug for et kram. Selvom det virkede ret barnligt, men sådan var det bare. Man havde vel lov at være lille indimellem. Hun lod hendes ben falde til jorden. De kunne lige præcis nå jorden. Hun kiggede hen på ham. "Det okay. Der er bare sket så mange underlige ting, efter jeg flyttede her til" sagde hun så, derefter blev hun kort tavs. Altså imens han forklarede. Hun trak let på skudrene til han spørgsmål. Det var vel ikke så underligt. Ingen havde jo fortalt ham noget, hvordan skulle han så ellers vide det? Sådan var det jo indimellem. Maya vidste godt at han ikke var ond. Eller i hvert fald ikke indtil videre. Han virkede som en rigtig dejlig en. En rigtig bassemus! Det var hendes ord for skønne mennesker. Kælenavne. "Må jeg godt få et kram?" spurgte hun ynkeligt og sendte ham et lille smil. Hun ville ikke lade sig skræmme væk, da hun virkelig godt kunne lide Cam. Han var bare ekstremt sød, og nem at snakke med. Det var rigtig skønt. At han var der.

Cameron nikkede langsomt, til det hun sagde. Der var også sket en del underlige ting for ham, siden han flyttede til byen. Han havde mødt en dæmon og en aspara. Indtil for nylig havde han ikke engang vidst, hvad en aspara var.
Det næste hun sagde, overraskede ham en lille smule. Et kram? Det var ikke det han havde regnet med. Der gik lidt tid, inden han svarede. "Ja..", sagde han stille og rykkede tættere på Maya. Derefter lagde han forsigtigt armene om hende i et kram. Det var ikke tit, han krammede folk, som han lige havde mødt. Kun hvis han virkelig syntes om dem. Som Maya. Hende kunne han virkelig godt lide. "Hvis du ikke kan lide mine øjne, kan jeg godt tage nogle solbriller på", sagde han stille. "Altså til næste gang", tilføjede han hurtigt. Han havde ingen solbriller på sig lige nu, så han kunne ikke tage nogen på. Han regnede dog med, at de ville mødes igen. Det var derfor han havde sagt næste gang.
"Det må du altså virkelig undskylde", mumlede han, og blev bare ved med at kramme hende. Det var vidst, hvad hun havde brug for lige nu. Et dejlig varmt kram. Det kunne han give hende. En fornemmelse af tryghed. På en eller anden måde i hvert fald.

Maya mærkede de varme arme omkring hende, og den velkendte duft fra jakken. Nu var det så bare ham; der bar duften. "Mhm.." mumlede hun stille. En nydende lyd. Hun lagde selv armene omkring ham, så krammet blev en smule mere intimt. Det var lige hvad hun havde brug for, det der med at krølle sig sammen hjalp alligevel ikke. Dette var meget bedre. Derefter begyndte hun at le over hans lille spørgsmål. "Nej det behøver du ikke" svarede hun og lagde hendes hoved imod hans brystkasse, da det cirka var der hun nåede ham til. Hun bed sig selv blidt i underlæben, og lukkede kort øjnene. Der var ikke noget at undskylde for. Det lå til hans natur. Selv var hun blot kun et menneske, og havde ingen magiske kræfter. Endnu. "Du skal ikke undskylde" mumlede hun og nussede sig blidt ind til ham. Han var dejlig varm. Utroligt at han ikke frøs. Selvom han havde en langærmet trøje på. Hvorfor var de egentlig stadig her? Altså på forlystelsesparkens springvand. Det var ret underligt. Der var stadig vand i springvandet, men det var efterhånden blevet grønt og grumset. Klamt. "Tak" mimede hun et stykke tid bagefter, for at vise hendes taknemmelighed.

Cameron sukkede lettet. "Godt, for jeg hader solbriller", det blev efterfulgt af en lille latter. Han lukkede kort øjnene, for at nyde krammet lidt mere. Det var faktisk lang tid siden, han havde krammet nogen. Sådan føltes det i hvert fald. Han havde helt glemt, hvor rart det egentlig var. "Men det gør jeg altså alligevel", mumlede han, dog med et lille smil. Han kunne bare ikke lade være med at undskylde. Hun var jo tydeligvis blevet meget forskrækket, og det var hans skyld. Derfor undskyldte han.
"Er du okay?", spurgte han stille og trak sig igen lidt væk fra hende. "Vil du gerne et andet sted hen? Det her er ikke ligefrem særlig opmuntrende", han sendte hende et sødt smil. Denne forladte forlystelsespark, var faktisk lidt uhyggelig. Alle de knirkende lyde, og den spøgelsesagtige stemning, som lå over hele stedet. Cameron rejste sig op og rakte en hånd ned imod hende, for at hjælpe hende op. Dtev ar tydeligt, at han var meget højere end hende. Med sine 1.79 var han faktisk ret høj. Maya så meget lille ud. Men det ændrede jo ikke på hendes personlighed. Hun virkede utroligt sød. Sådan en person, man gerne ville blive rigtig gode venner med.
Han sendte hende endnu et sødt smil, imens han ventede på, at hun tog hans hånd, så de kunne forlade den forladte park.

Da Cameron trak sig væk fra hende, valgte hun at gøre det samme. Det var utroligt hvor tætte man kunne blive; på så kort tid? Hun havde allerede tillid til ham, hvilket var ret sjældent fra hende. Derefter nikkede hun til hans spørgsmål. Begge to. Da hun var okay, og gerne ville væk fra dette uhyggelige sted. Maya tog fat i Camerons hånd, da han rakte den til hende. Da hun kom op at stå følte hun sig som en dværg. Han var cirka. 30 centimeter højere end hende. Pinligt. Det var der jo ikke så meget at gøre ved. Hvorfor havde hun ikke valgt at tage høje stilleter på? Så ville hun i det mindste få en normal højde. Maya valgte ikke at slippe hans hånd, da hun sikkert ville blive bange igen. Det var nok fordi hun ikke var lige så beruset som før. "Du simpelthen rigtig sød!" sagde hun pludseligt og sendte ham et lille smil. Hendes kinder fik en rosa farve, hvilket irriterede hende. Hun var så bleg, at man sikkert ville kunne se det. Albinoen maya. Titlen på hendes livs historie. Inden det eller; gnomen der altid kommer galt af sted. Et suk lød fra hende, da de tanker dukkede op. Hun rystede dem ud af hovedet, og vendte blikket op imod Cam. Han var nu en dejlig fyr.

Jep, han havde haft ret. Maya var meget lille. Hele 30 centimeter. Det var ret meget... Det skulle dog ikke gå ham på. Maya var sød, basta. Også selvom hun var lidt lille. I det mindste havde hun ikke nogle høje sko på, så hun kom til at virke højere. Af en eller anden grund, havde Cameron aldrig rigtig brudt sig om stiletter. De virkede på en måde falske, og falskhed havde han aldrig brudt sig om.
"Åh... Øh... Tak", sagde han og rødmede let. Han var ikke vant til at få komplimenter, så når han endelig fik dem, anede han sjældent, hvordan han skulle reagere. "I lige måde", han sendte hende et sødt smil og gav derefter hendes hånd et lille klem.
"Kom", sagde han så og begyndte at gå. "Har du nogen anelse om, hvor udgangen er?", spurgte han så. Det håbede han virkelig hun havde, for selv anede han det ikke. Hun var på en måde deres eneste håb. Medmindre de skulle gå rundt og lede efter den. Det havde han ikke ligefrem lyst til.
Det faldt ham overraskende naturligt at kigge ned på Maya. Men han kiggede ikke 'ned' på hende på den måde. Han talte bare med hende. Helt normalt. Cameron sendte hende et lidt tvivlende blik.

Maya fulgte med Cameron, da han begyndte at gå. Han hånd varmede hendes; hvilket var ret så behageligt. Hm.. Ja.. hvor lå udgangen? Hun havde jo kravlet hen over det lave hegn. Hvilket resulterede i blåmærker og hudafskrabninger. "Ehm.. Ja. Det er et godt spørgsmål" svarede hun derefter og smilede forvirret. Hvordan ville de kunne komme ud? Hvis ikke nogen af dem vidste hvordan? Et suk lød fra hende, da hun prøvede at gennemskue hvilken vej de skulle gå. Hun kiggede sig lidt omkring. Der var mange gamle forlystelser. Der var Bla. en kærligheds tunnel, spøgelses hus, og fritfald. Selvfølgelig også de normale rutsjebaner, med loop og sådanne ting.
En regndråbe faldt ned på Mayas næsetip. Det var bare løgn. Der begyndte at regne. Utroligt. Regn kom altid på de mest upassende tidspunkter. "skal vi søge i ly der?" spurgte hun, og pegede på et faldefærdigt halvtag. Halvtaget hang ved siden af en forlystelse. Man kunne jo ikke regne med andet, og de var nød til at tage den bedste mulighed. Selvom det ikke var særlig fristende. Himlen bulrede. Hvilket betød der sikkert også ville begynde at tordne. Det var ikke lige det hun havde regnet med. Maya sendte ham et opmuntrende smil.

Cameron sukkede lavt. "Du ved det ikke?", spurgte han lidt fortvivlet. Det betød at de måtte lede efter udgangen. Hvor lang tid kunne de ikke bruge på det? Flere timer, hvis de var uheldige. I håb om at udgangen var i nærheden, kiggede han sig omkring. Men nej. Han kunne ikke se den. Hvor langt inde i parken var de lige? Og endnu vigtigere, hvor stor var parken?
Det eneste han kunne se, var en masse forladte forlystelser. Et ret trist og håbløst syn. Det gav et sæt i Cameron, da en regndråbe ramte hans hår. Dét havde han ikke lige set komme. Skulle det ny også begynde at regne? Hans blik søgte op imod himmelen. Skyer, og massere af dem. Regnskyer. Forhåbentlig drev de hurtigt videre, men hvis de var uheldige, kunne de blive fanget her i lang tid.
Han nikkede til hendes spørgsmål. Han ville gerne i ly. Sidst han havde været ude i regnen, var han blevet syg, og det havde taget ham lang tid, at blive rask igen. Sådan en gentagelse behøvede han ikke. Cameron begyndte derfor at trække Maya hen imod det halvtag, hun havde udpeget, men han stivnede så midt i en bevægelse. Buldren. Torden. Nej. Nej, nej, nej. Det skulle ikke ske. Ikke nu. Han vejrtrækning blev lidt hurtigere. "Kom", sagde han stille og trak hende hurtigt med hen imod halvtaget.

Maya fulgte med som en lille hunde hvalp. Hun var også selv lidt skræmt af tordenvejeret. Hun lod mærke til at han så ekstremt bange ud da der først begyndte at buldre. Da de endelig nåede halvtaget, begyndte der at regne som en sindssyg. Hvorfor lige nu? Det var en af de mange spørgsmål, der dannede sig inde i hendes hoved. Nu tænkte hun for meget igen. Det var da irriterende. Maya bed sig selv blidt i underlæben. "Fanget i en gyser" mumlede hun sarkastisk og sendte et opmuntrende smil. De stod en smule tæt. Det var nu også meget smart når der var køligt. På den måde kunne de vel varme hinanden op? "Skal jeg varme dig?" spurgte hun og smilede sødt til ham. Først bagefter bed hun mærke i, at det kunne misforstås. Eller så havde hun bare en meget.. pervers tankegang. Det kunne selvfølgelig være en af grundende. Nu var det jo op til ham, hvilken måde han tolkede det på. Hun lod blikket falde ud mod den åbne plads. Sjask.. sjask..sjask. Det var den eneste lyd, udover knirken fra forlystelserne. Selvfølgelig lavede de jo også lyde. Når de gik, eller snakkede.

Sikkerhed. De var i sikkerhed. Men ikke helt, for de var stadigvæk udenfor. Midt om natten. I regnvejr, og muligvis tordenvejr. Hvorfor havde han forladt sin lejlighed? Det var noget af det dummeste, han længe havde gjort. Så begyndte det at regne. Virkelig regne. Det stod ned i stænger.
Da Maya igen snakkede, blinkede han overrasket og kiggede ned på hende. Han smilede skævt. "Varme mig?", han trak hende ind til sig. Tæt. "Maya..", sagde han stille. "Jeg kan ikke lide torden". Lige da han havde sagt det, begyndte det igen at buldre. Det fik ham til at stivne fuldstændigt.
Forsigtigt slap han hende, og gled ned på jorden. Han trak benene op til sig og lagde armene om dem. Præcis ligesom Maya havde gjort henne ved springvandet. Han følte sig bare ret ynkelig. Han var fyren. Han burde trøste Maya og sørge for, at hun ikke var bange. Alligevel var det nu ham, der sad her som et lille barn, blot fordi han var bange for torden.

Maya nød det ene sekund han trak hende ind til sig. Det var en dejlig følelse. Hvilket tordenvejret fik ødelagt. Hun krøb ned foran ham, og lagde hendes arme omkring ham. "Det okay.. Træk vejret. Jeg passer på dig" hviskede hun beroligende til ham, og strøg hendes fingre hen over hans kind. Et kærtegn. Hun strøg ham blidt op og ned af armene. Det ville måske få ham til at føle sig mere sikker. Hvordan ville hun kunne gøre ham tryg igen? Bare hun vidste hvad han elskede og hvad der fik ham til, at føle sig godt tilpas. Hendes grønne øjne blev ved med at studere ham. Så hun nogenlunde havde styr på hvordan han havde det. Hun lagde armene omkring ham i et omfavn. Det gjorde altid tryg. Mon det også virkede på ham? Det måtte hun finde ud af. Selvom det var lidt svært at kramme en, der var krøllet sammen. "Skal vi gå hjem til mig? Hvis jeg nu lover at holde om dig hele vejen?" spurgte hun i håb om at han ville få det bedre, hvis han kom indenfor. Dette møde mindende hende om en af de der romatiske dramaer. Selvfølgelig uden romantikken. Men det med at den ene var bange, og de var forvildet sig ud i dette vejr.