I kill alone...

Sted: Lutte a mort
Vejr: Grå himmel, det tegner op til regn.
Omgivelser: Stedet ligger ødet hen.
Tid: Four o'clock.




Adrenalinen som greb ham var stærk. I dette øjeblik pustede hans fjende ham i nakken med næverne fremme. Det var pinligt at den store Arthur Gargon skulle fældes i denne kamp. Men som en rigtig kriger fik han en ide. Hvad hvis han ikke skulle fældes. Smilet der bredte sig på modstanderens læber var kort da han så til imens at slagene bare prællede af på Arthur. "Du har måske glemt at jeg er dæmon?" spurgte Arthur koldt og vred sig fri af modstanderens lås. Nu var det Arthurs tur til at smile. Stor smile. For hvad modstanderen endnu ikke havde opdaget var at Arthur havde stukket sit muskuløse ben imellem modstanderens ben og nu tog fandt i modstanderens skulder og rev ham ned til at smerten fra at blive ramt af hans knæ i det helligeste udbrød i modstanderens krop. Et hyl fra modstanderen blev hurtigt afbrudt af en uppercut fra Arthur. Derfra skubbede Arthur ham ned fra sit knæ og tyngede ham ned imod jorden imens han stadig led under smerten. Da han først havde sit knæ presset ned imod modstanderens brystkasse kunne han gøre hvad han ville. Modstanderen opgav hurtigt at gøre modstand da Arthurs finger blev presset ned imod hans strube og drænede ham fra luft. Skrigende blev lettere og livet blev mast ud af modstanderens øjne. Han var død. Her ville Arthur nok forvente et bifald fra det fraværende publikum. Der var stille. Bænkene var tomme og lå øde hen. Der var jo en grund til at Arthur havde gjort der her alene. Han havde droppet sit falske id og kunne derfor ikke optræde som en borger og så havde han også barberet sit halvtykke fuldskæg af. Han skyndte sig at tage sin dræbte modstanders pung og nøgler og skred ud fra buret hvor de begge havde siddet og kæmpet bravt. Den grå himmel kunne godt byde på regn så han skyndte sig væk fra arenaen. Grunden til at Arthur også havde taget mandens nøgler var at han manglede et sted han kunne blive for han kunne ikke tage over til skoven nu.. Skoven lå for langt væk til at han kunne komme derover med det sårede ben han havde fået i kampen. Men smerten i hans ben var ikke alvorlig. Dog gjorde det for ondt til at han kunne risikere at blive angrebet i byen på vej over til skoven. Så han håbede blot at mandens hjem lå tæt på. Han manglede blot adressen. Og når man er sådan en stor idiot som hans modstander kunne man jo ikke lade være med at skrive adressen ned på sin nøgle... Yep. Arthur havde ret. Fastgjort til nøglen sad der en lille papir lap der røbede adressen. Det eneste Arthur nu skulle gøre var at finde stedet. Men da hørte han en lyd i det fjerne. Hvad? Var det andre her end ham? Han havde ellers sikret sig at han var alene. Men uanset hvad, skulle personen ikke slippe levende herfra. Arthur forberedte sig på et angreb.

//Jeg smider et svar i morgen^^//

Foran sig, kunne hun se en kamp, ud af hendes øjes blinde vinkel, kunne hun knap skimte skoven, også selvom den var utrolig langt væk og bag sig havde hun lige akkurat efterladt de dårlige sågar de gode minder. Hendes fortid eksisterede ikke længere og heller ej gjorde hun, men alligevel var hun tilstede. Hun var altså ikke hvor hun opholdte sig lige nu, men alligevel var hun der. Åh, der var så meget hun stadig manglede og dog så lidt. Hun savnede det hele, men på den anden side ville hun helst bare kunne hvile i fred til evig tid. Efter at have betrådt jorden i så mange år som hun havde, kunne man efterhånden godt begynde at blive træt af det. Der var ikke rigtig noget der forandrede sig, og dog… Den eneste forskel var at hun ikke længere betrådte jorden. Nej, hun svævede et sted mellem himmel og jord, betrådte lige akkurat ikke jorden med sine tær, hvor meget hun så end kunne strække sig. Kun to timer i døgnet, eller mindre, kunne hun få lov til at være normalt. Trække vejret og have begge fødder placeret på jorden, men tiden gik stærkt og de to timer var væk på et split sekund.
Et bulder hørtes fra himmelen, og regnen begyndte at skylle ned over landskabet, der efterhånden havde udviklet sig til noget helt andet. Det var ikke længere et bymiljø, men rettere en kaparena, eller hvad man nu valgte at kalde den. Angelin blev tiltrukket af stedet, men ikke på grund af de ting der skete. Faktisk, så var det minderne der trak i hende, selvom hun selv mente at hun havde smidt de væk, for kort tid siden. Alligevel begyndte minderne at blande sig med det virkelig hun stod overfor. Minder og virkelighed blandede sig, skabte hele sceneriet for hendes døde, næsten hvide øjne. Hun huskede en ung mand, der kæmpede. Hun huskede sig selv, som den smukke unge jomfru, der på ingen måde ønskede at nærme sig stedet, men gjorde det af kærlighed. Hun huskede det hele nu. Ringen.
Af ren refleks, blev hendes blanke øjne vendt mod hendes ene hånd, der blev hævet frem for hende. Det eneste hun så, var den døde hånd uden farve. Gennemsigtig, men det lignede stadig en hånd af silke, som den næsten havde været dengang. Hun udstødte et sørgmodigt suk, før hun yderligere nærmede sig stedet, hvor en kamp tydeligvis lige var afsluttet. Regnen silede ned, men berørte hende aldrig, da det ikke var muligt overhovedet. Hun var død. Lige så død som et spøgelse da kunne blive.
Angelin nærmede sig yderligere den skikkelse hun havde udset sig at holde øje med. Normalt ville hun blot gå lige til og forsøge at gøre personen skør, da det næsten ikke var muligt at se hende, men humøret var lavt efter at hun havde husket på alt det der var sket. Alle minderne havde gjort hende deprimeret i høj grad.
Hendes næsten hvide øjne betragtede stedet hun var svævede hen imod. Betragtede personen som hun havde holdt øje med på afstand. Han så ikke ligefrem bekendt ud, men jo tættere på hun kom, jo blev personen bekendt for hende. Og da hun kom helt tæt på, faldt brikkerne på plads for hende. Hun udstødte et lille hyl, før hun forsvandt bag den tribune hun lige havde passeret.
Det var ham.

Hva... Han syntes at kunne kende disse bevægelser fra skikkelsen. Måbene åbnede han de knyttede hænder. Stemmen der havde stemt hyllet i var... ejet af en person. En velkendt person. Arthur tænkte så det knagede og sagde så med lav stemme. "Angelin?..." Hans hjerte slog hurtigere og hurtigere hvor han til sidst råbte "Angeliiiiiiin!". Hans ekko rungede ud over tribunerne imens han satte i løb imod den tribune hendes skikkelse havde forsvundet om bag. Farten blev sat op og hans krop sprintede igennem burenes område. Men farten var dog sænket pågrund af hans ringbrynje og tunge læder sko. Da han endelig var nået om bag tribunen han havde set Angelins skikkelse forsvinde om bag standsede han forpustet op. Havde hans savn til denne kvinde overgået hans forstand? Var det en drøm? Han missede med øjnene og slog så øjnene op på det sted han forventede at se Angelin ved. Og misandten! Han troede at han skulle besvime. "Angelin? Er det virkelig dig?" gispede han forpustet og sank ned ved Angelins fødder. Han var stadig plettet af fjendens blod. "Angelin... hør på mig.. Jeg har savnet dig! Jeg har grædt mig i søvn... jeg fandt kun trøst i en kvinde ved navn Altena. For jeg troede jo aldrig jeg skulle se dig igen. Nicholé, tror jeg vidst nok hun hed, fortalte mig om din død. først troede jeg hende ikke og så gjorde jeg... det tog langtid for mig at fatte det og da det endelig skete.. Dræbte jeg alle de elvere jeg kunne se. Det kunne jo havde været at de havde dig... Jeg gjorde alt for at hævne dig! Og nu ser jeg at Nicholé løj. Du er jo i live? Ikke sandt?..." sagde Arthur og sukkede. Først nu mærkede han noget der ikke var som det skulle være. "Eller er du?..." Arthurs hjerte slog hurtigere. Billeder fra ting han ikke havde oplevet strømmede op i hans hoved. Angelin der drak for stærkt alkohol... vampyre.... Han spærrede øjnene forfærdet op. Hele hans krop rystede og hans svedte som bare fanden. Var Angelin virkelig død? Det kunne ikke være sandt. Han havde troet på det første gang.. men nu når hans så Angelin med egne øjne... "Du er et spøgelse? Ikke?" spurgte Arthur i chok imens han bankede næverne imod jorden. Maridtet med Angelins død spillede sig op for hans øjne igen og igen.

Hun hørte sit navn blive råbt… flere gange endda. Der var ikke rigtig andre udveje end at flygte, gemme sig eller blot holde ham for nar. I det øjeblik han ville få øje på hende, ville dramaet begynde. Hvor skulle hun dog starte? Hvad skulle hun dog sige, når han fik øje på hende og indså at hun ikke var levende længere? Hvad ville han dog sige til, at hun ikke længere var i stand til at berøre noget? På meget kort tid, var Angelin blevet så forvirret at hun sank sammen på jorden. Hun kunne allerede høre hans løbende skridt og hans åndedræt, der nærmede sig hende. Hvad skulle hun dog gøre i en situation som denne..? Hvorfor var hun egentlig konstant så blødsøden?
Da hans skridt var tæt nok på, rejste hun sig op. Egentlig for at flygte, men så langt nåede hun ikke, før han stod foran hende. Det virkede ikke til at han kunne se hende i første ende, men efter at han havde blinket et par gange. Han så endnu flottere ud end han havde set ud, den aften hun forlod ham, for at dø. Efter det lange liv hun havde haft, ja helt præcist 372 år, ville man bare ønske at man kunne lægge sig ned, lukke øjnene og bare sove. Sove til evig tid, uden at skulle klare livet. Angelin var træt og havde brug for den evige søvn. Det var dog lidt svært, når hun nu var blevet spøgelse, uden at vide hvad hendes ’hemmelige mission’ var.
Det kvindelige spøgelse, der stadig lignede den unge pige lyttede. Lyttede til Arthur, der pladrede og pludrede om alt der var sket siden hun havde forladt ham, hvilket hun kunne forstå, var sket i hans dybeste sorg. Og hvor meget hun end ville, kunne hun ikke trøste ham. Sådan som han lå for hendes fødder… Hun ville så utrolig gerne bare kunne lægge en hånd på hans skulder og sige at det hele nok skulle gå. Problemet... Eller rettere problemerne var blot, at hun hverken kunne lægge en hånd på hans skulder, men hun kunne heller ikke sige, at det hele nok skulle gå, for det ville ikke ske.
Regnen piskede ned, men røg lige gennem hende, ned på jorden under hende. Den jord som hun knap nok kunne mærke under sine fødder. ”Arthur jeg…” Hun nåede ikke længere, før han afbrød hende ved at spørge hende om hun var spøgelse. Angelins blik blev øjeblikkeligt vendt væk i sorg og hvis det havde været muligt, ville hun have fælled en tåre og lade sig falde sammen på jorden ved siden af ham, for derefter at omfavne ham. Men hun kunne ikke… Det var ikke muligt.
”Arthur… Jeg er så ked af det der skete… Jeg var så ked af at leve. Jeg havde alt… Jeg havde alt for tredje gang i mit liv… Jeg er træt… Jeg vil bare gerne sove nu.” Med et sørgmodigt blik, sank hun ned ved hans side og lagde en hånd over den næve han havde banket i jorden for lidt siden. Selvom det ikke var muligt for hende at røre ham, var det alligevel som om varmen fra hans hånd, blev overført til hende. ”Jeg…”

"Hvis du ville sove...så er der da ingen grund til at genopstå som spøgelse.... Kort sagt, hvis du ville have fred så hvorfor genopstå? Jeg forstår ikke.." sagde Arthur og tørte tårer væk fra sin kind. Tænk at han en gang havde troet på det med at drenge godt måtte græde men piger var stærke og holdte ud. Det var flere år siden han sidst havde grædt og han så kvinder græde hver dag... Men i dette øjeblik kunne man da godt bruge sætningen som eksempel. Eller, Angelin begyndte da ikke at græde. Fordi hun ikke kunne lide mig... Hun ville kun efterlade mig i ulykke og sorg. sagde en fjern tanke i hans hoved. Tanken vakte en smule had op i ham og standsede tårene. Men inderst inde vidste han at det var løgn. Hun elskede ham men måtte træffe en beslutning.. Og det forstod Arthur i bund og grund godt. Hans rejste sin over krop op. Han pressede øjne i og så forskellige ting forestille sig op for hans lukkede øjne. Ånder, dæmoner, engle og djævle.. "Angelin.... jeg ved at du måtte træffe en beslutning.. men jeg har virkelig lidt under det! Jeg prøvede at overbevise mig selv om at Nichole løj. Jeg var også vred på dig så jeg tillod mig selv at elske en anden kvinde. Jeg er så ked af det, Angelin. Kunne du ikke bare have lagt et brev eller noget..." sagde Arthur og kom så i tanke om hans manglende evne til at læse. Ringbrynjen klirrede let da han rejste sig op. Hans kæmpe greatsword raslede også let i dens skede på hans ryg. "Hvor jeg savner at kunne berøre dig..." sagde Arthur og lagde prøvende sin hånd på hendes skulder. Men hans hånd ramte intet andet end luft. Arthur sukkede og fjernede sin hånd. Det var kun hendes skikkelse og stemme der var tilbage nu. "Jeg havde ellers så store forventninger med vores ægteskab. Men nu føder du vist aldrig min søn... Eller giver et kram eller et kys. Jeg... magter ikke følelser mere. Det er svært nok i forvejen at elske Altena. For det kræver tid... og tid er vigtig lige nu hvor jeg arbejder imod Zane." sagde Arthur trist og slog blikket ned. "Sig mig... hvornår er mine pinsler ovre? Jeg blev født i et kaos og blev endda født som varulv! Jeg har dræbt siden jeg var fem, jeg er blevet sultet og løjet for af min egen plejefamillie da mine rigtigte forældre er døde. Jeg har dræbt min plejesøster. Jeg er blevet udstødt af mit hjem og har flygtet ind i en skov. Jeg har kæmpet imod elvere siden jeg var tretten. Jeg har levet i Forét i mere end tre år. Jeg er blevet mobbet i Lycée og har aldrig kunne læse! Jeg har set dystre minder i øjnene og har kæmpet og stjålet for mit liv! Jeg er blevet jagtet ind på en dyster kirkegård fyldt op med sølv! Jeg har boet i ruiner og har set dig græde.. Jeg er blevet skudt af en vampyr og har været i Pandemonium. Jeg har kæmpet for Lucifer og har vendt mig imod ham igen. Jeg har forsørget og skaffet tag over min forlovede. Jeg har kæmpet i frygt for at folk skulle tag dig! Jeg har stillet mig op imod Zane og har udfordret Malakel. Jeg lever med at være Arthur Gargon.. Men det her kan jeg ikke magte..." sagde Arthur imens han remsede op af de ting der havde sket for ham de sidste sytten år. "Angelin.. Det her klarer jeg ikke. Jeg har haft det hårdt nok i forvejen..." sagde Arthur og strøg en lok af sit brune hår væk fra panden.