Thought to always be alone

Hendes mening om udsigten var ikke til at tage fejl af. Hun syntes det var fantastisk at jorden havde noget så fint at kigge på lige uden for deres vinduer. Hvis hun kunne, ville hun sidder og stirre imod det resten af dagen, men de tanker og forhåbninger blev hastigt brudt, som han stoppede fremgangen med et brat holdt.
Lavi drejde halvt rundt for så at kigge forvirret på ham, som han forklarede sig. Hun forstod det ikke.. Var det ikke derfor hun havde skulle svare på alle hans scenarier? For at være klar til at kunne følge med ham? Han ville være der til at fortælle hende hvilke veje hun skulle gå, hvilke der var rigtige, for det var sjældent hun selv havde gættet rigtigt på dem. I hvert fald i følge hans teorier og meninger.

Det var hans næste ord, som slog pulsen ud af hende. Han ville forlade hende, og som hendes hånd faldt i chok, bevægede han sig nærmere havnen, og længere væk fra hende. Blikket fulgte hans ryg, ventende på at han ville vende sig, sende et af de der smil, og komme tilbage. Som om det bare var endnu en test, men det skete ikke.. Ikke før hun selv havde sat fødderne i bevægelse, for at indhente ham. Hun ville ikke være alene allerede..

Han var stoppet op, hvilket gav hende mulighed for at indhente ham, og det gjorde hun. Hendes fingre lagde sig imod hans arm, og trak prøvende i den, for at få ham til at vende sig. Hvis han gjorde det, og kiggede på hende, ville han modtage et forvirret, såret og trist blik.. Hun havde ikke tænkt sig at lade ham slippe så let.
Blikket ville bore sig ind i hans, og forhåbentlig få ham til at indse, at han ikke bare kunne lade hende tilbage her. Hvordan skulle hun bære sig ad med at kommunikere med folk? Han havde efterhånden lært hvad nogle af hendes fakter betød, han havde været der, den dag hun faldt.

Hendes arme ville derefter lade sig glide omkring ham, for så at presse ansigtet ind imod hans arm, imens hun rystede forsigtigt på hovedet. Hvorfor kunne hun ikke følge med ham? Hun ville ikke være en belastning for ham.. Hun ville ikke sinke ham, og ikke gå i vejen.. Hun ville bare.. med.
Hovedrystende ville hun klinge sig fast til ham, og først give slip, når han praktisk talt tvang hende væk fra sig.

Alt den glæde hun havde udstrålet. Havde han revet fra hende, kastet til jorden og stampet derpå. Han ville tage en del af det hun havde forstand på. En ting der var bekendt for hende. Noget hun kun havde meget lidt af på nuværende tidspunkt. Hun kendte kun til ham i denne verden, og selv han havde umuligt kunne have lært hende nok endnu. Alt det. Ville han rive, og smide fra hende, og blot for hans behov for at være alene. Hans behov for ikke at have nogen tæt.
Var det virkelig den han var? Den der tog fra andre, blot for at se dem lide? Eller blot for at han selv skulle have det godt? Præcis som -hun- havde fortalt ham? Hende der lod ham kende den han sandelig var. Skulle han være den ondskabsfulde skabning, hun havde forsøgt at overtale ham til at tro?

Da hun nåede hans side, og tog fat i hans arm, skød hans blik hurtigt ned imod hendes hånd, for at betragte den, i det hun hev i ham. Blikket gled så langsomt op imod hende, for at lade hende forklare. Ingen ord, ville kunne tale det, hendes øjne viste ham. Og man kunne næsten se et hint af en tåre i hans øjnkrog, men han slog hurtigt blikket væk.
"Lavi..." Sagde han klagende, og rystede en anelse på hovedet, inden han mærkede hendes arme glide omkring ham, og hans blik gled frem for sig. Han sank dybt en klump, og de brune øjne fik en rødlig farve. Denne farve forsvandt dog hurtigt, i det han lagde sin ene hånd oven på den ene af hendes, og lod blikket falde imod hende.
"Lavi, I am not someone for you to trust. You've seen and heard my ways.. I'm not an Angel.. I'm not a protector.. I'm.." Han stoppede hans sætning, som han betragtede Lavi. Hans blik blev så undersøgende, og tænkende.

Nej.. Han skulle ikke være den, -hun- havde sagt han skulle være. Den -hun- havde malet ham som. Nej, han ville være den, han havde det bedst med at være. Han lod en finger blidt stryge imod hendes hånd, og talte for at få hendes opmærksomhed. "Lavi.. If you are going to follow me.. We will follow my rules.. And if I say we are in danger, we get out of it -my- way.. There is no other.. We can talk about my choices after the mater. But during it.. We do as I say we do.. Understood?" Spurgte han, med en lettere seriøs mine, inden et lille smil gled over hans læber. "But let's hope things won't come to that, ay? One thing though.. When we travel through human settlements, you will keep your eyes low. Do not stare upon others. Do not cause more attention, then your beautiful wings already will.. And in the future, we'll have to find a way, to make e'm look fake.. I'd never suggest klipping them.. Their far too beautiful for that." Klukkede han, og nikkede en enkelt gang ned imod hende. "Will.. You follow me?" Spurgte han så til sidst, med det lille smil, der kendetegnede ham så godt.

Hun havde ikke regnet med at blive sendt bort af ham på den måde, og at dømme ud fra hans opførsel virkede det heller ikke til at det var hvad han ønskede indvendigt. Hendes blik udsendte nysgerrighed, da han startede sin sætning om hvem han var, men den blev aldrig fuldendt. Hun ventede et kort øjeblik, men valgte ikke var tvinge ham i at udføre den.
Hun mærkede hvordan han strøg hendes hånd, imens hun stadig klingede sig fast til ham, som ville han forsvinde imellem hendes fingre, hvis hun stoppede i blot et kort øjeblik.

Hans ord trængte med det samme ind til hende, og hun nikkede allerede inden han havde fuldendt hele sætningen til sidst. Hun ville indfinde sig på hans betingelser.. for nu. Med tiden ville hun måske kunne ændre nogle af dem, men dette var ikke tidspunktet at forsøge på det.. For hvad nu hvis han ombestemte sig.. At han ikke ville bringe hende med sig, hvis hun strittede imod nogle af hans meninger..
Hun løftede dog en sigende pegefinger, da han sagde fare, for at indikere, at det kun var den allersidste udvej, og de skulle virkelig være i fare, før hun ville skyde dådyret for at overleve selv. Og kun fordi han sagde, at sådan skulle det gøres.

Som bemærkningerne lagde sig på hendes vinger, trak hun sine arme til sig, for derefter at lade dem falde beskyttende ned over den højre vinge. Klippes skulle de i hvert fald ikke! Hvilket han også bekræftede bagefter, at de ikke ville blive.. Lettet åndede hun op, da tanken forskrækkede hende et kort øjeblik, men hun slap alligevel ikke grebet om dem, imens hun sendte ham et strengt, og næsten opgivende blik, for at fortælle at hans humor bestemt var dårlig på dette tidspunkt.. Især på det eneste vante hun havde tilbage.

Til sidst nikkede hun igen, inden hun greb fat omkring hans hånd, for så at forsøge at trække ham med sig ned til vandet.. Hvilket af gode grunde kun ville lykkes, hvis han faktisk valgte at følge med.
Drilsk ville hun baske let med vingerne, for at få fjerene til at stryge sig imod hans ansigt, inden en klukkende lyd kom fra hende, imens hendes øjne gjorde sig store, for at indfange alle detaljerne, som hun ville få at se om et enkelt lille øjeblik.