Den nye lære.(Moka + Zhadalina)

Sted: High school Di Morga: kælderen
Klokken: 12:00

Omgivelser: Zhadalinas klasse værelse, Dette halv cirkle formet lokale. har en lang sort tavle for enden af væggen, og ikke mange lamper i sig, lokalet kan nemt gøres helt mørkt.
Væggene er hvide, og der er border i lokalet, men ingen af dem er tæt ved væggen

Påklædning: Hendes lange sorte jakke med de mange hjemme lavet lommer, Sorte bukser og en Hvis Tøje der under.
håret sad helt naturligt dog skubbet bag øerne.
-------------------------------------------------

Zhadalina havde været på skolen i snart tolv timer nu, Hun kom der over for at se det lokale hun havde fået, det passede hende fint, Lokalet var perfekt til den form hun ville undervise i.

Ingen vinduer også, så ingen sol, selv her midt på dagen.
Hun kunne lave alt det hun ville med illusioner her inde, vise dem det hun havde set i gamle ruiner, Ja, endelig vise dem den historie hun ville lære dem.

Hun var kommer ud på skolen hele tre timer før solen kom op, og hun syntes stadig det var skønt at være her.

Hun havde brugt dagen på at flytte borden væk fra væggen så det hele kunne bruges i en illusion, den sorte tavle, Den kunne hun også lave mange sjove ting med hjælp af sin evne med at lave illusioner hen over den.

Hun gik stadig med en laserpointer i lommen, havde hun gjort siden det første gang hun hørte hun skulle arbejde med mennesker, samt en lomme lygte, Hvorfor hun stadig gik med dem havde hun ingen ide om, men sin laserpointer kom der nu gavn i igen.

Tænk hun nu fik penge for bare at stå og snakke om ting hun vidste? Og være omkring børn, nej hvor var det skønt! en skønt arbejde.

Hun stillede sig ved siden af sin kateter og kikkede ud over klasse værelset.
Dette var hendes, på skolen hvor hun selv havde læst, hun kunne ikke huske ret meget fra skolen ud over det hun havde lært.

Hun friste og smilede stort til værelset.

Døren gik op, og moka kom ind. hun havde en sort hætte over hoved, som hun trak ned da hun kom ind i rummet. hun havde lige været til engelsk, og skulle nu have historie.

Men moka virkede meget ulykkelig, for hun bar på en dyb hemmelighed. hun var tvilling, og hendes elskede søster Mika, var i samme krop som moka. en forbandelse en ond mand som moka var opfrostret hos havde kastet over dem.

"Goddag lærerinde" sagde moka meget blidt og gik hen og satte sig ved et bord. hun satte sin taske ved siden ag bordet. hun havde sat sit pinke hår op i en fletning, så hendes grønne øjne og lyse hud kunne ses.

"Mit navn er Mok Heart,..." sagde hun. *Undskyld mika, men kan ikke nævne dig endnu* tænkte moka og fandt sine bøger frem

"God eftermiddag, Mok Hearth" Sagde Zhadalina venligt, Pausen var stadig i gang, hvorfor kom pigen ind nu, en god flittig elve, tænkte hun.

Hun kikkede ikke i sine papirer, for at finde pigen navn, ville hun vente med til alle var inde i timen, tanken kom igen, Hvorfor var hun ikke sammen med sine venner?

"Unskyld mig Mok, må jeg spørger dem hvorfor de ikke er sammen med deres venner, men vælger at være her?"

Hun kikkede venligt mod pigen med et smil på sine læber, bare det ikke var fordi hun ikke havde venner, men så kunne man vel gøre noget ved det.

Hvordan skulle hun starte timen, først snakke om sig selv, kalde elvernes navne op.
fortælle dem hvad de skal nå i gennem året.
Hun drejede rundt på sin hæl og kikkede rundt.
Hendes plan var at bruge illusioner meget i sin undervisning, for at vægge elvernes interesse på emnet, hun glædede sig til at undervise første gang hvor det ikke bare var teori.

jeg har inen venner, de ser ned på mig...fordi jeg er vampyr...og at jeg ikke har min forældre og at min tvillinge søster mika er fanget i min krop af en dum forbandelse" sagde moka, og så ned i sit hæfte.

hun begyndte at skrive og nynnede en stille melodi. det var er vuggevise, som hendes mor altid havde sunget for hende og mika da de var små.

hun lagde en tot hår bag øret. "Undskyld, jeg burde ikke have fortalt dem det, jeg er bare ret ked, jeg tænker hele tiden på om jeg har mine forældre et sted" sagde hun

Ingen venner, og forbandet? Det var trist at høre tænkte hun.

"Folk ser ikke ned på dem fordi de er vampyr lille ven, jeg er også en vampyr. Det er en gave på samme måde som en forbandelse."

Den sang hun nynnede, fik hendes sind til at flakke for hende.

"At de ikke har nogen forældre passer ikke, De er sikkert der ude og kikker efter deres søde lille pige"

Hun vendte sig mod pigen og smilede stort til hende, vidste hende sine tænder, Der var et eller andet ved denne pige, der på virkede hende, hun vidste bare ikke hvad, og den sang, hvor kendte hun den fra? Den var en Zhadalina's mor sang for hende. Hun kunne den stadig, overvejede at nynne med, men kunne ikke få sig selv til det.

mr. niku siger min far dræbte sig selv og min mor, det sagde han efter han spærrede min søster inde i min krop, jeg tror det er fordi, hvis mine forældre levede, så skulle de ikke se tvillingerne mika og moka" sagde hun.

hun tog et billede frem af hende og mika. det var taget en uge før mika var blevet spærret inde i mokas krop. "Dette er mig og mika, det blev taget en uge før hun blev spærret inde i min krop, og en uge før mine forældre forsvandt" sagde moka.

Hun ville så gerne vise hende mika, men det var smertefuldt for moka at skifte over til mika. Hun rakte hende billedet, for at vise hende det

Hun gik ned og kikkede på billedet, hun rørte det ikke, men kikkede bare.

"De burde ikke stole på en mand, der vil gøre noget så slemt som at fjeren din søster."

Hun søgte pigens øjne, og smilede til hende "Så længe de selv går rundt og er glad, og smiler til verden vil verden også smile til dem min lille ven."

Hun vendte hovedet lidt på skrå, og kikkede ned på billedet igen, der var nogen ting i baggrunden hun havde set før.

"Hvor er det billede taget henne?" Spurgte hun så pige.

i min mors have, jeg drømmer om at blive forfatter ligesom min far var" sagde hun og viste hende et billede af hendes far. "Jeg er stolt af at være hans datter, dem jeg har mødt som kender ham, siger at han var en meget kærlig mand," sagde moka.

"Hvis du vil se mika...kan jeg godt skifte over til hende, selvom det er smertefuldt, vi leder stadig efter en måde at bryde forbandelsen, så vi kan leve som to piger, istedet for som to piger i en krop," sagde moka.

Hun sank kort, og skiftede så over i mika. blod løb fra hendes læbe, da det var smertefuldt for hende, men nu var hun mika.

"Goddag Mit navn er Mika heart, jeg er mokas tvillinge søster" sagde mika og tørrede sin læbe i et lommetørklæde. "Moka ville vise dig mig, selvom hun ved at det er meget smertefuldt at skifte over i mig, når jeg finder ham der spærrede mig inde i mokas krop, så knækker jeg halsen på ham" sagde mika

Hun kikkede på pigen som hun skiftede, hun mente ikke selv der var behov, men samme tid troede hun ikke på hun bare kunne skifte, men det kunne hun.

Hun stod og stirrede på pige under skiftet, det var en underlig men smuk forvandlig,
Da den "Nye" pige kom frem blev hun overrasket over hvor anderledes denne pige var nu, pige sagde kun en sætning og man vidste med det samme det ikke var den samme pige.

Hun forstod godt hvorfor denne "Nye" pige var så grov og offensiv.
"Forstår jeg godt, også en ond ting at gøre mod dem, men mord er ikke altid en løsning Mika, selv om den virkelig ligger langt ude i finder spiserne, så er det ikke smart, og vil næsten altid medføre lige så mange, hvis ikke flere, negative ting end positive."

Hun kikkede roligt på pige, hendes hoved var stadig lidt på skrå.
Hendes tanker fløj tilbage på haven der var på billedet, hun var meget sikker på hun havde set den før.

MOKA har opgivet håbet frøken, flere gange har jeg taget over og søgt, men ved du hvor smertefuldt det er at høre sin søster græde nde i dit hoved, det er meget" sagde mika rasende. hun blev igen moka og kastede blod op.

"Jeg hader at mika er så kold, hun var engang ligeså kærlig og blid som jeg, men at blive spærret inde i sin svage søsters krop var ikke sjovt for hende, for hun har kun et liv når jeg skifter om," sagde moka og tog sig til maven.

Hun blev så dårlig efter at have været mika. "Jeg vil så gerne bryde den forbandelse" sagde moka og satte sig ned på sin plads. Hun var nu meget flov

Hun tog hånden op foran sig da hun kastede blodet op, sikke en offensiv pige, men hun forstod godt hvorfor, hun ville heller ikke være venlig hvis hun blev fandet i anden krop.

Hun tog langsomt hånden ned igen og kikkede på pigen.
To unge piger i samme krop, måtte være træls, alle de problemer det ville skabe, hvis den ene blev forelsket og den anden ikke gjorde, det ville lave problemer lige meget hvad, da pigerne var så forskellige.

Hun kikkede ned på blodet, hun vidste stadig ikke hvad der var i klassen af væsner eller om resten var mennesker.
Hun kikkede rundt i lokalet, hun vidste der var papir et sted, der over ved kateteret var det, hun gik stille over for at hente det.
"Må give jer mange problemer at være fanget i samme krop, specielt da i ikke er ældre end i er, må jeg spørge hvor mange år i har været sådan?
Og af de forbandelser jeg har læst om, så kan de fleste kun fjernes af den person der har lagt dem, eller måske nogen med meget forstand på dem, hvilket ikke er mig."
Sagde hun mens hun gik.

19år, men vi har været sådan her siden...vi var fem. hvis jeg husker rigtigt, så var far meget beskyttende overfor os, især mika fordi hun altid faldt, og det endte altid med at jeg også faldt...men....jeg kan ikke længere huske mine forældres navne" sagde moka.

hun huskede så at hun havde et billede af hendes forældre fra den gang. hun tog det hurtigt frem og viste hende det. "Det er mig og mikas forældre," sagde moka.

hun tog en bog frem, og en fjerpen og noget blæk. hun vidste at det var en gammel måde at skrive på, men hun huskede at sådan skrev hendes far, og det var også hans fjerpen og blæk.

Da pigen havde svaret tog hun hånden om papiret og vendte sig om og gik tilbage igen, hun havde stadig væk ikke set det billede pigen havde taget frem, men hun så pinden og blækket, det fik hende til at frise glad og kikkede smilende på hende.
"Så man kan lig de gamle måde at gøre tingen på, den er også ofte den bedste, de moderne gør de bare ofte nemmere"

Hun var glad for pigen var mødt op inde ved hende, og samme tid ville hun gerne have at pigen fik venner, en skam hun ikke havde det, men hun forstod godt hvorfor det var svært, da det lyt på Mika at hun kunne høre Moka, og den anden vej, så den ene var sur på en person ville den anden kunne høre det.

Min far skrev altid med fjer pen, hvis jeg husker rigtigt fik mor et flip, når han havde blæk på sin skjorte" sagde moka og kom til at grine. men hendes latter lød med et som om to grinede. "Nå da da, mika griner også over det" sagde moka.

hun havde en bog i sin taske, som der var skrevet af hendes far. hun kiggede i blæk huset. "Pokkers det er ved at være tomt...og jeg tør ikke bede mr. niku om penge til nyt blæk" sagde moka trist.

Hun friste over latteren fra pigerne, "Det kan jeg godt forsta, det er da også umuligt at få af" Sagde hun for sjov og grinede lidt sammen med pigerne.

"Hvem er Mr. niku om jeg må spørge?"

Hun havde en form for tiltrækning til pigen, hun vidste ikke rigtigt hvad der gjorde, men hun følte en lyst til at tage sig af hende.

Hun rev noget papir af og gav det til pige, "kan jeg be dem tøre munden?"
Hun tog noget mere af til sig selv, og gik i gang med at fjerne det fra bordet, hun beholdt sit smil hele tiden, blodet var begyndt at dufte rigtigt godt, men hun havde spist, gjorde hun i nat.

mr. niku er ham som der tog mig... og han siger han styre min fars penge, så jeg kan ikke bede om penge til blæk. det er også ham, som der spærrede mika inde i mig" sagde moka.

hun fik med et kvalme, hun kom i tanke om at mika jo kunne overtage, især når moka nævnte mr. niku. moka bad til at mika ville blive hvor hun var, bare til at dagen var omme.

moka rystede på hoved, og skrev ned i sin bog, til hun ikke havde mere blæk. hun sukkede, for så måtte hun finde noget andet at bruge. med et tog hun en lille kniv i sin taske og et lille bære og gav sig et snit i håndledet, så blodet løb ned i bæret. hun forbandt sig hurtigt bag efter.

Hvorfor er de stadig hos ham der forbandt dem? hvis jeg må spørge om det? Siden Mika ikke kan lig ham, må det være belastede for jer."

Måtte være træls for Moka at hver dag høre på Mika med at hun ville skade ham.
Høre på en råbe en hel dag af ham.
Men han havde da ikke forladt dem, og havde ud fra hvad hun sagde endelig taget sig af dem, så lidt venlig var han jo, så måske tog Mika fejl, og han endelig var mere venlig end hvad de sagde, nu manglede hun bare at finde ud af, men det havde endelig ikke en betydning.

moka gned sin nakke med sin hånd. der var blå mærker og kvæle mærker på hendes hals. med et bevægede hendes hånd sig og hun skrev en besked på en sedl, men håndskriften var anderledes, det var mikas håndskrift.

moka stivnede da hun så sedlen og lagde den hurtigt i sit hæfte og lukkede den. hun så ned. "Mika.. det må ikke komme ud" mumlede hun stille, og håbede hun ikke blev hørt.

Hun kikkede op og fik øje på hendes hals, stakkels pige, hvad kunne finde på at lave sådanne mærker på en så sød pige.
Hun tog øjne tilbage på bordet og fjerede det sidste af blodet og så kikkede hun op.

"Hvorfor vil hun ud? Hvis de ved det? Og vigtigtisk, hvem har give dem de mærker?"
Hun kikkede op på klokken, de andre kommer her om lidt.

"jeg vil be dem vente i værelset til efter timen, vil gerne snakke omkring det jeg spurgte dem om, jeg tror de vil lig mine timer" Sagde hun og friste da hun vente sig om, de andre elver var i gang med at komme ind da hun sagde den sidste sætning.
hun lod papiret blive på hendes bord.

Hun gik ind midt i lokalet, og ventede på alle elver var kommet ind i værelset.
Da den sidste havde sat sig. Hun tog en klar gennemsigtig rubin op af lommen og kyssede den og kastede den op i lokalet, da den kom op faldt den ikke ned igen, den blev der oppe og hun smilede, og pegede på den med sin laserpointer, da lyset ramte den, blev hele lokalet mørkt, lyset blev ikke slukket, men væggen blev sorte og lyser så ikke ud til at komme ind i lokalet, selv om man stadig kunne se hende helt klart.

"God eftermiddag! og velkommen til mine timer! Mit navn er Zhadalina" Imens hun sagde sit navn tegnede hun det på den sorte tavle, med sin laserpointer, men det røde forsvandt ikke da hun flyttede den, så nu stod der med rød på talven "Zhadalina"

"Det er ikke et fuldt navn, men det er det i vil kalde mig, Jeg vil undervise jer i old tids historie, I dag skal I ikke lære noget, ud over noget om mig og måske jer selv!"

Hun knipsende med den hånd hun ikke holdt laserpointen i, og de mørke vægge blev til små clip af de forskellige steder hun havde været som arkæolog, og hvorfor hun forstillede de så ud den gang de blev brugt.

"Jeg har arbejdet som arkæolog i flere år, og har været mange steder i verden, dem vil jeg vise jer, men i skal ikke være bange for noget i ser i mine timer! intet af det er ægte, men i dag, som jeg sagde skal I ikke lære noget der ikke er om mig, eller jer selv.
Så det i skal i dag! er at skrive noget ord omkring jer selv, Jeres navn, jeres race, og nogen få ting omkring jer selv, og hvad i internerer jer for. Gider ikke høre noget negativt i de papirer, dem skal i så ligge på jeres bord og så vil jeg læse dem til næste gang, Imens vil jeg vise jer de steder jeg har været, som de så ud, ikke den gang, men den gang jeg var der, jeg vil ikke sige mere end hvad jeg har sagt, jo en ting."

hun ventede lidt med at sige noget, og efter fem sekunder snakkede hun igen.
"Jeg er en Vampyr, ved navn Zhadalina, jeg elsker naturen og jeg er god til at lave illusioner, jeres tur, håber i nyder timen, næste gang skal i nok lære noget."

Imens hun sagde det stod det på tavlen, i den samme røde farve som laserpointen.

Mens hun gik hen til sit katretor blev alle billeder ens, de vidste det ene tempel, den ene ruin efter den anden, det gik ikke hurtigt, havde en god hastighed så man kunne nå at se det hele, hun satte sig ned og kastede sine ben op over sit bord, efter en halv time gik hun i gang med at nynne en sang hun hørte tideligere på dagen, en sang hendes mor sang for hende.

Hun sad stadig ved sit bord som time sluttede, da den gjorde klappede hun i hænderne over sit hoved og illusionerne faded væk, og rubien i midten splintre sig i luften og forsvandt.

"Tak for i dag, håber vi ses næste gang"

moa pakkede sin taske da timen var færdig. hun lagde sine ting i sin taske. "Jeg må hjem.. mr. niku bliver rasende hvis han høre jeg ikke dukker op på kostskolen hvor jeg skal bo...mr. niku er kostskolens rektor, og hvis jeg ikke kommer hjem, så slår han mig i aften" sagde moka.

hun lukkede sin taske og rettede sin nederdel. hun sank da hun åbnede den yderste del af sin trøje. "JEg må afsted, men det var ret at møde Dem" sagde Moka.

Hun var bange for når hun skulle hjem, for mr. miku slog bare ikke, han ragede også på moka. hun var bange for om han ville gøre noget værre når hun kom hjem

Hun kikkede overraskende på pigen.
"Det er højlys dag uden for min lille ven, klokken er kun lidt over et, du kan ikke gå uden for."

Hun holdt sin front mod pigen, mens hun gik i gang med at samle papirer ind.

"Må jeg spørge hvem der gav dem de mærker min lille ven?"
Hun ville endelig ikke vide det, men hun følte stadig hun skulle passe på pigen.

Det gjorde mr. niku igår, jeg kom ikke hjem til den aftalte tid.. da jeg havde en aftale men en fyr.. hvilket mr. niku forbyder mig, og jeg må afsted, selvom det vil slå mig ihjel" sagde moka

*slå er ikke det eneste.. han rager også på mig...jeg må ikke fortælle hvad staf han ville give mig hvis jeg kommer sent hjem igen* tænkte hun trist.

hun tog sine flade skole sko af, og tog så nogle sko på med høj hæl. "ingen kan ændre det liv jeg lever, han er min værge selvom.. jeg har en fyr at tænke på" sagde hun og tog sig til hoved. for mika skrev vredt i hendes hoved

Hun kikkede op på pigen, en skam af en sådan skøn pige havde det så hårdt.

"Han må vide bedre end at sende dem hjem om dagen, de vil aldrig overleve det! Lille ven så lyt dog, jeg kan ikke lade dem gå så længe solen er oppe, vil deres fyr have de går hjem hvis de kan lade værre?"

Hun standsede op og kikkede på pigen med et bekymrende blik, hun søgte pigens øjne.
Mika vil gerne ud og råbe kunne hun se på pigens måde at opføre sig på.

jeg ved jeg ikke kan solen, men der går en kloark herfra og hjem, og mit værelse er i kælderen" sagde moka. "Hvis min mor levede, så ville hun sætte en stopper for ham, også det med han vil have jeg skal arbejde på en strip bar, og så det med at han rager på mig" sagde moka.

Hun stivnede, for det sidste ville hun ikke have sagt, der havde mika taget over. moka så ned, for at skjule at hun var begyndt at græde igen. Hun sukkede.

"Glem lige det sidste som jeg sagde, det skulle ikke have været sagt, han er bare ikke særlig rar over for mig og mika, især ikke når han sætter mig i et rum, hvor solens stråler kan komme ind og ramme mig" sagde moka trist

Sikke en stakkels lille skønhed.
"Undskyld lille ven, men det har jeg ikke tænkt mig, de kan ikke lade det blive ved sådan! Du kan ikke lave ham behandle dem sådan! Du bør være i stand til at klare dem selv! Livet er ikke nemt, var det det ville jeg vide mere omkring mig selv! jeg ved næsten intet omkring mig selv! det gør de i det mindste!"

Hvorfor blev hun sådan over for pigen, hvorfor gik denne pige hende på? hvorfor ville hun passe på hende?

"Undskyld, ville ikke blive offensiv, men fortæl mig om det, så er de sød."