Den nye lære.(Moka + Zhadalina)

"Min mor sang det for mig hver nat, jeg kan selve sangen i hovedet" Hun friste over det hun selv sagde.

Kunne han havde nået at få et barn på den tid hun havde været væk?! Var vel muligt, de havde ikke set hinanden længe, hun havde glemt meget af sit liv, men et barn, havde hun ikke glemt, det var umuligt.

"Mig og din far har ikke set hinanden længe, men har er en god mand, det kan jeg love dem, og har han en lille pige vil han gøre hvad han kan for at finde hende hvis hun var væk."

hvad hvis der skete noget med far, så han heller ikke husker mig, niku sagde han havde splittet vores familie. fået mor til at glemme, far til at glemme, spærret mika inde i mig" sagde moka.

Hun var så meget ude af den, at hun ikke kunne få luft. en ting moka altid havde døjet med, når hun gik i panik eller chok

"Okay mika, slap af og træk vejret" Zhadalina vendte sig blik mod Mr. niku.
"Hendes mor, Hendes far, Kan jeg leve med de har skades, men denne lille pige?! Hvor voger du! Holder de over hovedet af denne pige som de er sat til at beskytte?! Hvis ikke så kræver jeg at hun får en ny vægre! Og til der er fundet en til hende, skal jeg nok passe på hende! Sørge for hun holder sin skole."

Hun tænkte sig lidt om efter hun havde sagt det, Jo hun havde en fem værelset lejlighed inde i byen, der kunne de sagtens gøre plads til hende i noget tid.

Hendes øjne flakkede igen, hun vidste ikke selv hvad det var, men hver gang så hun nogen billeder, hun kunne stadig ikke tude dem, eller nå at se noget, før de var væk igen.

"Hendes far Shido, var min herres ynkelige søn, og ja, jeg faldt for pigens mor, så jeg slettede shidos hukommelse om sine piger og sin kode, slettede hans kones minder, men jeg kunne ikke slette mika og mokas hukommelse om dem, da de var børn, så jeg spærrede mika inde i moka og sørgede for at moka altid ville være den bange, og mika altid den rasende" sagde mr. niku.

Da han var færdig med at snakke kikkede Hun ned i jorden, "Code? heh, Jeg har en Codex, Onde personenr skal behandles som de behandler andre." Hun kikkede langsomt op, hvæsede af ham og blottede sine tænder, Hun kastede sin hånd frem mod døren, og lavede en illusion af den smækkede.

"De behandler folk som om at de ikke har en chance i livet, og så gør de den minder end hvad den er alligevel, forstil dig den smerte Mika har! Og så forstil dem af vores den der kan høre det hele dagen!" Hun hvæsede af ham igen, "giv mig en grund?"
Sagde hun alvorligt og gik et skidt tættere på ham.

"Jeg er den eneste som kender pigernes mors navn, selv ikke mika kender det, for det fik jeg slettet fra hendes hukommelse" sagde mr. niku og væste af moka.

Moka blev bange og for om bag Zhadalina.ligesom en skræmt datter ville gøre. ved sin mor.

"JEG VIL HUSKE MIN MOR!" skreg moka grædende. "Det kan du først når din mor husker dig svage moka" sagde mr. niku og grinede. moka begyndte at græde endnu mere og sank på knæ

Hun holdt op med at hvæse af ham, men fjernede sine tænder, hun kikkede surt på ham,

"Hvordan kan de døre noget så ondt mod en sådan sød pige, jeg forstå dem ikke, Hvorfor slette minderne på en pige de selv kunne lig! Det giver ikke mening."

Hun øjne flakkede igen, stadig intet af se for hende selv, andre kunne se hun flakkede med dem.

"De skal nok huske hende en dag" Sagde hun beroligende til hende, hun lagde sin hånd ned, og illusionen forsvandt.

Hun kikkede hen i jorden, og så ud til at tænke sig om.

fordi den nar til shido fik hende, såderfor straffer jeg mika og moka for at ramme shido, det sjove er at shido stadig skriver sine åndsvage bøger, og ikke husker sine piger, selvom hans egen datter er hans største fan" sagde mr. niku.

moka tog sit billede af sine forældre op af sin lomme og kiggede på det. hun kørte en finger over kvinden på billedet. "Mor hvor er du....jeg er bange" sagde moka grædende. hun kyssede billedet

Hun kikkede på Moka, så kikkede hun tilbage på Mr. niku, "Hvem er hendes mor?! Hvem var han mig Utro med?! Nu gider jeg ikke mere, de skylder Moka og Mika svaret på dette, og det er lige nu!"

Hun flakkede igen, hun blev også lidt sur nu, hvor det gik op for hende at hendes tideligere kæreste havde været hende utro.

"Svar!" Råbte hun til ham før han overhovedet fik chance for at svare.

du er tosset, shido har aldrig været dig uro Zhadalina, moka og mika er dine piger, jeg slettede din hukommelse om dine piger, så du ville hade shido, og man det har lykkes, du tror han er dig utro" grinede mr. niku.

Moka stivnede, var Zhadalina virkelig hendes mor.

Hun vendte sig mod ham og kikkede ham i øjne, så ikke ud til han løj, den forbandede mand, men kunne det pass!

"Nej..Nej nej! Jeg ville huske hvis jeg havde et barn!" Sagde hun lavt, hun vidste ikke selv hun havde sagt det, hun tænkte højt igen, hendes øjne flakkede igen, nu gav de mærkeligt billeder mening! Hun kikkede ned i jorden, "Jeg brude slå dem ihjel! At de laver så meget smerte..Men nej..Jeg vil be dem gå nu..Lige nu! Før jeg skifter mening!"

Hun ventede ikke engang på at han gik, før hun vente sig mod Moka, og kikkede spørgene på hende..Kunne det virkelig passe?

moka så på hende, som en datter ville se på sin mor. "Shido vil aldrig huske jer" sagde mr. niku og gik. moka smed en stol på ham, for sørste gang var hun den vrede.

"Du ødelage min familie, du knuste os alle" sagde hun. "Skynd jer hellere, ellers smeder jeg shido sammen med en, måske får jeg mika til at overtage og tvinger hende til at gifte sig med shido, datter bliver til hustru" sagde han og gik

Hun hoppede ind mellem dem og grab stolen og stillede den ned. "Jeg sagde gå!"

Hun vidste ikke hvad hun skulle, Et barn ville hun gerne have, men, nej! manden måtte lyve, og dog, hendes billeder gav lidt mening nu, men, Moka var i det mindste sikker nu.

"Slap af i to, Det er ikke det vær." Hun satte sig op på et bord og kikkede igen på Moka. Det var en del af Shidu i hende, og først der fik hun øje på det, var også først nu pigen var bange, der var Zhadalina i hende, mens hun fik øje på alle de små træk der også var i hende selv smilede hun mere og mere, endda nogen af vampyrenes sjældne røde tåre løb ned af hendes kinder.

moka satte sig på en stol og trak sin ben op til sig. "Far vil ikke huske mig, selv ikke hvis jeg skreg efter ham, ville han høre mig" sagde moka bange. hun begyndte at rystede.

hun så på Zhadalina. hun måtte se om hun genkendte hende, ellers turde hun ikke gå hen og græde ind til hende. hun så ned og tørrede sine øjne

"Moka, Mika, slap af, og kik på mig, Jeg kan jeres far i jer, Jeg stoler heller ikke på Mr. Nidu. Men lige nu ser det ud til at jeg er jeres "mor", er ikke sikker på det passer, men er endelig ligeglad, jeg skal nok passe på jer til vi ved andet"

Hun kikkede roligt med de røde tåre på Moka, hun kunne ikke få sig selv til at fjerne sit blik fra hende.

hvis hans minder er slettet, så vil han jo ikke huske os" sagde moka trist. Hun havde svage minder om at blive løftet op som lille, af en kærlig og smilende mand. "Kan vi ikke tage hen til bog handleren" sagde moka bedende

"Sol, min ven, der er stadig en sol, og jeg har ikke sagt jeg er din mor. Jeg tror ikke på det, er jeg noget er jeg din søster, da begge vores mødre, sang den sang, og min mor lavede den." Sagde hun til Moka, hun så roligt op på hende. "Jeg følger dig gerne der hen, men target ikke med der ind, jeg kan ikke lig det her, og du kan bo hos mig til du finder dit eget sted." Sagde hun halv alvorligt.

Måske skulle jeg bare lade ham være... han har sikkert et liv nu.. så en glemt datter har han ikke brug for" sagde moka og satte sig på stolen. hun tog en bog op, som hed "min jagt på mine minder". hun begyndte at læse den, og tårer løb ned af hendes kinder imens

Hun kikkede på moka, tåre løb af hendes kinder.
Hvad skulle hun sige til hende, hvad skulle hun selv gøre, en ting vidste hun at hun skulle, pigen...pigerne, skulle nogen tage sig af, og en del af hende ville meget gerne men samme tid ville hun endelig gerne have afstand til hende, men nej! Hun kunne ikke sende pigerne hjem til det menneske!

"Ved jeg ikke om i burde eller ej, men i skal være velkommen til at bo hos mig som jeg sagde til i har sted at bo." Hun kikkede på bogen og pigens øjne.

"Det er op til jer, og for en gangs skyld burde i også blive enige om hvad i to gør?"

hvis far har et nyt liv... så ødelægger vi det bare hvis vi siger ham hvem vi er.. vi må bare leve uden at have vores far hos os" sagde moka, selvom det skar i hendes hjerte, når hun sagde det.

hun blev til mika og lukkede bogen. "Moka tror hun ødelægger hans liv, hvis han ser os, men hvis han aldrig ser hvem vi er, så finder han jo aldrig ud af sine minder om moka og mig" sagde mika, hun lød blidt, lidt som moka, men hun var mika

Hun kikkede mod mika, fik lidt alvor i blikket.
"Jeg sagde i skulle blive enige om hvad i ville gøre, og det lyder ikke sådan."

Det lød ikke på moka så om hun lyttede, hvilken af pigernes plan hun syntes var bedst, måske en mellem ting, nej.. Hun havde en ide til hvad de kunne gøre, men ville gerne høre pigerne blive enige om ting de begge ville gøre.

og..undskyld jeg flippede sådan på mr. niku,men min vrede over ham kunne jeg ikke hole tilbage mere, moka minder mig om at være blid, men det er svært, når man er i hendes krop" sagde mika og sukkede.

Hun var engang som deres mor, og lidt som deres far. men nu havde hun intet liv, nu hvor hun levede i mokas krop

Hun kikkede på Mika og sukkede mildt, "Du sagde i havde været fanget i den samme krop 19 år ikke? Må jeg spørger jer omkring jeres kæreste? Hvad ville han have i skulle! Blev enige om hvad det er i vil!"
Sagde hun alvorligt til dem, da det ikke virkede som om de var van til at enes om de vil, det var på tide det blev det, bare denne ene gang.

Hun håbede bare at det kunne lukkes at få dem til det.

vi blev fanget i mokas krop, da vi ikkevar ret gamle, det sidste jeg husker er far der skriger at vi skal løbe, jeg husker frygten i hans blik, da mr. niku dukkede op og tog mig og moka fra far og mor, det sidste jeg så var fars tårer i hans øjne, da jeg blev spærret inde i mokas krop" sagde mika.

Hun kikkede alvorligt på Mika, "Mika! Moka! Så lyt hvad jeg siger til jer! Find en ting i begge to gerne vil gøre! Blev enige om en handle plan."

Hvorfor låste de sig sådan, hun blev irriteret på dem over det.
Men glad de ikke snakke om det småtteri hun finde noget der kunne rense deres tanker til hun følte de var klar til at tage det up igen.