Den nye lære.(Moka + Zhadalina)

Hun friste over historien, det var sandt hvad han sagde..

"Hør her Shidu, jeg kan huske nogen af de ting, men ikke det hele, men jeg er ikke det samme som den gang, og ved ikke om du er den samme. Men jeg kan sige at jeg ikke er, jeg har ændret mig meget, men er det der ikke lige lovligt meget at gøre ved de to piger."

Hun kikkede ned i gulvet, hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige ud over det.

Pigerne fortjener en far, som ikke altid giver sig selv skylden for hvad der skete.. måske havde niku ret... jeg skulle aldrig være blevet far" sagde shido og så ned. Det var det værste moka havde hørt, at shido ønskede at han ikke var far til hende og mika.

Hun løb grædene hen til Zhadalina, og græd ind til hende. hun var sønderknust, over at have hørt de ord fra sin fars mund. hun skiftede mellem moka og mika flere gange og begge piger græd

Hun tog arme omkring pigerne og kikkede over på Shidu.
"Jeg kan høre de hellere ikke er den jeg husker, men at sige det der foran dine egne piger er bare ondt." Hun lagde hovedet helt op af pigerne. "Så så, slap i to, det skal nok blive okay, bare slap af og lad mig og Shidu finde en løsning, bare hold op med at græde i to..." Hun førte hånden op til pigernes nakke mens hun forsøgte at trøste dem en smule.

"Shidu, hør her de har behov for at kunne huske dig, at du ikke vil være der for dem. At du vælger at de ikke har det er fint, men lad dem huske dig, de er Van til at du ikke er der, men nu husker de dig, lad dem i det mindste have det."

Sagde hun alvorligt til ham.

jeg har ledt de sidste 14 år efter pigerne, men det jeg ser er at de er smukke som deres mor, og jeg er bare en sølle forfatter, de fortjener en far som kunne forsvare dem dengang, hvis jeg havde været der, ville de være to istedet for en" sagde shido. han så mokas mappe og tog den op og kiggede i den.

moka tørrede sine øjne. hun fik et chok, da hun så ham stå og læse hendes historier. "Det er nogle fantastiske historier moka, du har talent" sagde han

Hun kikkede over på Shidu og sagde med et smil, "Se det er dine piger ikke mine, jeg eren lære, de er forfatter, men det er stadig op til dem, om du kan tage dig af dem eller om jeg skal tage dem." Hun kikkede på pigerne igen med et smil.

"Nej Shidu vent, piger? Hvem vil i to gerne være hos, dette bliver jeres beslutning og ikke vores, så hvad siger i to?" Sagde hun glad til dem med et smil, men der var en smule sorg bagerst i hendes stemme.

Jer begge" sagde moka. "Moka hvorfor os begge" sagde shido."Du er min far, og jeg er sikker på at...jeg holder af Zhadalina, hun minder mig om mor" sagde moka. "Det har du ret i, selvom hun intet husker..ligesom en i min historie Prinsen og tjeneste pigen" sagde shido. "Den kender jeg, den første bog som du fik udgivet" sagde moka. Shido nikkede. "Jeg skrev den mens jeg var sammen med Zhadalina" sagde shido

Hun kikkede på pigerne mens de snakkede med deres far.
"Undskyld piger men det er ikke muligt med os begge" sagde hun alvorligt til pigerne.

"I de sidste par år så af det jeg kan huske har ikke været en nogen vil have som hustru, da jeg har ændret mig meget fra de minder som mennesket har ødelagt, men jeg vil med glæde tage mig af dem, men det er stadig jer der skal tage beslutningen."

du var mit et og alt, du græd af glæde over at moka og mika var tvillinger, og du kaldte dem endda dine små piger, Elizabeth hør nu på mig, du gav mig troen på mine bøger igen, selv da jeg var ved at opgive" sagde shido.
moka så på dem. "Elizabeth, det var da..mors navn" sagde moka og blev forvirret. tårer løb ned af shidos kinder, det var lidt smertefuldt for ham at sige navnet. "Selv ikke når jeg bruger dit fornavn vil du huske mig, vil du vel Elizabeth" sagde shido

Hun vendte sig om hurtigt mod dem og rystede hovedet så håret sad i uroden, hendes øjne flakkede og hun tog langsomt øjne op på ham.
Billederne kom et efter et...de fleste af dem gav mening.

"Den navn lagde jeg bag mig for længe siden og gik i gang med at kalde mig selv Zhadalina, jeg kan huske mere end hvad de tror, og det er derfor jeg vil be dem om ikke at søge mig mere, jeg er ikke den samme mere, Mr nidu udnyttede mig til at få fat i Mika og Moka, Og var jeg ikke som jeg var den gang ville det ikke have sket, Så ville jeg have forsvaret dem, men jeg gav ham for meget af min tilid, hvis jeg havde tænkt mig om ville hun kunne forud sige det, men nej! jeg valgte ikke at gøre det!"

Først nu gik det op for hende hun havde sagt det.
Hun kikkede hen på pigerne med sorg i øjne, "Undskyld Mika, det er min skyld at mine engle er fanget i samme krop, Mine smukke piger." Hun fik vampyres sjældne røde tåre frem igen og kikkede ned i gulvet, og fjernede arme fra pigerne.

moka gik ind i hendes arme. "Så du er vores mor?" sagde moka og blev til mika som græd ind til hende. shido så på dem og lagde en scrapbog, og gik. han skulle afsted til en bog messe, om hans nyeste bog. han havde sørget for at pengene for hans bøger ville blive sendt til moka og mika. "Vi ses, jeg skriver til jer" sagde shido og gik helt.

mika hørte ham ikke, hun græd bare, så tårerene løb ned af hendes kinder. hun følte det var helt uvirkeligt dette her, men hun vidste at mr. niku skulle bøde for det han havde gjort

Hun nikkede til shidu som han gik, og førte armende omkring Mika, og førte hendes hoved hen til sin skulder, og lod hende græde på den.
"Så så i to, Mika, Ved dette må være hårdt for dig, Må det være for jer begge, men du har ikke engang din egen krop, og da i er i jeres aldre må det være meget svært, men jeg er hos jer så længe der er behov for det." Sagde hun roligt til sine piger.

hvorfor skal det være så svært, jeg kan ikke engang få en kæreste ligesom moka, ved du hvor træls det er at høre moka stønne sammen med sin kæreste" sagde mika og tørrede sine øjne. "Jeg vil ønske moka aldrig havde fundet sig en kæreste, så skulle jeg ikke pinens ved det" sagde mika. hun begyndte at hade moka mere og mere

Hun fjernede hovedet lidt fra pigens hår og sagde så stille og roligt.

"Jeg aner ikke hvor hårdt det er, Mika, men jeg kan forstille mig den sorg det må være hver gang, men tænk på Moka her, Tænk på hvor træls de må være at have en der brokker sig inde i ens hoved når man er sammen med den man elsker, det må være hårdt for jer begge" Sagde hun og tog hånden igennem hendes hår.

hun kunne bare have ladet være med at forelske sig" sagde mika. hun fandt mokas billede af mokas kæreste. hun tog fat i det og ville rive det itu. "Det burde ikke være den skrøbelige der havde en fyr, det burde være den stærke af os" sagde mika. hun rev billedet itu. og moka skreg inde i hoved på mika

"MIKA! Opfør dem ordenligt overfor din søster! Ja! Det var ikke venligt af hende, men det er ikke hendes skyld! Slap så af" Sagde hun og tog armende omkring Mika i et forsøg på at få hende til at slappe lidt af.

"Men i to burde finde ud af at enes mere end det i gør nu" Sagde hun roligt.

hun kan intet, selv ikke hendes bøger bliver udgivet" ssagde mika og så på billedet og mærkede tårer, men det var mokas tårer. "Har vi noget tabe? jeg vil lave billedet igen, jeg gik måske over gevind" sagde mika trist. for hun vidste at hvis moka græd, så havde hun været alt for ond mod moka

Hun kikkede på pigerne og fjernede sine arme fra dem, hun gik lidt tilbage og satte sig på bordet igen.

"Hvad siger i to til at vi smutter hjem til mig og fixer et sted hvor i to kan hvile jer når solen kommer frem igen?" Sagde hun roligt til dem, hendes tanker gik over på hendes lejlighed, var den ren? Ja hun havde for nyligt gjort rent.

Hun kikkede smilende på pigerne.

ja, men har vi tabe, jeg vil lave billedet, jeg ødelage, jeg vil lære ikke at være så ond over for moka, hun har ret til lykke, også selvom jeg ikke har den lykke" sagde mika og samlede mokas ting sammen. hun lagde billede resterne på bordet og samlede det

Hun kikkede smilende på Mika og sagde så rolig "Godt i to holder af hinanden, i skal være glade for at i har hinanden, og ved i har hinanden tæt ved jer, og altid den anden klar til at hjælpe jer, det skal i være glade for, Er i to klar til at vi tager hjem til mig?"

hun kørte hånden igennem håret og satte det lidt pænere efter hun havde rystede hovedet, hun ventede bare på at pigerne var klar så ville hun tage dem med hjem til deres midletidelige bolig, hvis ikke permanent.

misa fik samlet billedet og klisteret det ind i en lille foto bog, og gik så med hende. hun blev til moka, men moka så ned. hun vidste ikke at mika havde gjort alt for at lave billedet.

Hun studerede pigerne, som de gjorde sig klar til at gå. hun glædede sig til at tage pigerne med hjem, give dem noget tid til at slappe af.
Hun gik lidt langsomt og lod pigerne kommer op tæt på hende. Før hun tog sit normale tempo igen.

"Okay piger, der er en lille gå tur hjem. Klar til at tage afsted? Glæder mig til at vise jer, jeres nye hjem."

Hun førte dem ud af skolen, og ud på parkerings pladsen. "Jeg har ingen bil, Så vi skal gå lidt, sikker på at i jer klar?"
Hun vendte sig mod hende og smilede stort til dem, som hun ventede på deres svar.

vi er klar" sagde moka og holdt sin taske over sin ryg. hun vidste at hvs hun blev træt, så ville mika tage over. "men jeg bor jo på kostskolen" sagde moka stille. hun tænkte lidt på den modbydelige forrstander på kostskolen

Hun gik lidt ud før pigerne nævnte det med kostskolen.

Hun drejede rundt på sin hæl, og kikkede over på dem. Hun førte sit blik på deres øjne.
"så må vi hente jeres ting der, hvis det er muligt og tage dem med. den blev sagt med en venlig stemme. Hun tog hånden frem mod dem, og nikkede invitende til dem.

okay.. vi skal bare fordi ham den modbydelige" sagde hun og tog armene om sig selv. hun var bange for den mand. "Rektor tager på flere af pigerne" sagde hun og så på hende og tog fat i hendes arm

Hun tog armen over pigerne skuldre, og gik lidt med dem, hun virkede ikke til at reagere på det der blev sagt omkring det. Hende øjne gik i, samt en smil kom på hendes læber.
"Så må vi gøre noget ved det. hvis der bliver behov." det blev sagt uden føles i stemmen. Nærmest koldt.
"hvor ligger kost skolen? Og hvad skal vi først?
Hun kikkede spørgende på pigerne, og fjernede sin hånd fra deres skuldre kort tid efter hun havde lant den over hende. Det virkede som om det væggene et minde hos hende, og det fik hende til at fjerne hånden.