En dag i skoven //Keela//

Det var næsten helt mærkeligt for hende at se hans smil, det var der endelig igen. Det rigtige smil som hun havde bedt ham lave før, han kunne da godt lave det hvis han gad! Godric... Hun sukkede stille ved tanken om hans navn, det lød som et himmelsk navn, men alligevel virkede han til at være fanget i buret som en fugl. Hendes tanker flød meget igennem, så hun næsten glemte at tanke over sine bevægelser. Hun tog sin hånd til sig efter noget tid, hun ville nødig rive ham i håret når hendes tanker bare flød. Hun kom dog lidt til sig selv igen efter noget tid.
Keela kiggede opmuntrende på ham, det var svært at skulle overbevise ham om at hun ikk ville gå, men det var en ting han selv måtte bedømme. Hun kunne ikk bestemme over hans beslutninger. Hun blev lidt forskrækket over at han havde sat sig op igen. Hun var kommet lidt frem af, da han lagde sig. Så nu var der mindre plads, så hun blev skubbet lidt tilbage af hans krop. Hun satte sig til rette, en smule tilbage og kiggede på ham. Hun tænkte over det han sagde og nussede hans hår mellem fingrene. "Måske skulle jeg finde et lille elastik til dig og nogle spænder, så kan vi måske få tæmmet den manke du går rundt med." Hun kunne ikk lade være med at komme med en seriøs, men drillende tone imens hun sagde det. Hun kom en smule tilbage, men sad det samme sted, da han lænede sig op af hende. Hun kiggede overrasket på ham, men hendes ansigt endte opgivende og med et kejtet smil på læberne. "Hvorfor skulle du ikk må det?"

Godric så en smule fornærmet på Kella da hun sagde at hun måske skulle finde en lille elastik til ham og nogle spænder, så de måske kunne få tæmmet hans hår en smule. ”Ja da, og elastikken skal da helt klart være lyserød, og der skal være blomster på spænderne. Hvad tror du jeg er? En lille pige på 8?” han lød en smule irriteret. Han kunne ikk se sig selv med håret sat op. Han trak bare på skuldrende af hendes sidste spørgsmål om hvorfor han ikk skulle må det. Han satte sig ordentlig op, så han ikk mere lå op af hende, og så på hende med et lille drilsk smil, som hurtigt forsvandt igen. Der gik mange følelser over hans ansigt. Fornærmelse, sov, morskab, had som meget hurtigt blev forfulgt af kærlighed, som også hurtigt forsvandt igen og blev bare erstattet af hans normale udtryk. Han vidste ikk hvad han skulle føle. Han havde aldrig rigtig været god til det med følelser. Han kendte en del, men havde svært ved at sætte ord på dem. Han så ned i jorden og bed sig ganske let i læben, men alligevel hård nok til at det begyndte at bløde en smule. Han lagde sig helt ned i græsset, og så op på hende med sine blå/grøne øjne. Han smilede svagt til hende, og lagde sin ene hånd på hendes, og begyndte at ae den stille. Han kunne godt li den måde hun var på. Han havde ikk mødt nogle som hende før. Han så hende i ind i øjnene stadig med et lille smil.

Hun kiggede helt forventningsfuldt på ham og nikkede ivrigt, "Ja!!! Og så finder vi også noget blonder til det elastik så du bliver sådan en dejlig lille pussenusser!" grinede hun og nussede hans hår igen. Hun pustede kinderne op, da det viste sig at han ikk havde ment noget af det. Hun lagde armene over kors, "Nej! Jeg tror bare du er en sød prinsesse!" Hun kiggede surt på ham, men kunne ikk lade være med at grine. Det var svært at holde masken overfor ham. Især med hans udtryk, han så virkelig sur ud på hende. Hun lavede store øjne til ham, "Ikk være sur på mig?" sagde hun stille og kiggede uskyldigt på ham. Hun nussede sit ansigt mod hans brystkasse. "Ikk være sur på Keela..." sagde hun bestemt, men stadig med en mild stemme.
Da Godric begyndte at lave forskellige udtryk i ansigtet, begyndte hun at blive uforstående. Hvad betød alle de udtryk? Hun rynkede brynene og lagde hænderne på hans kinder, han havde sat sig til rette, men de udtryk... Hvad var der med dem? Der gik få sekunder på dem, fra hans blandede til det normale. Hun blev overrasket over at han bed sig læbe til blods og hun sukkede let. Hun lagde blidt en pegefinger på hans underlæbe og skubbede den ned af, så han ikk kunne bide i den længere. Hun kiggede stille ned på hans hånd som havde fundet hendes og aede den. Hun fik et lidt trist blik, indtil hun kiggede på ham og fik et let smil frem igen. "Du er virkelig din helt egen... Er du ikk det?" mumlede hun let til sig selv og aede hans kind med sin "frie" hånd.

Godric grinede stille da hun pustede sine kinder op. Det så på sin vis faktisk ret sjovt ud.”Mig, en sød prinsesse? Aldrig i livet. Eller på en betingelse, hvis jeg godt må bestemme alt kan jeg da godt være en prenssese.” sagde han med et lille grin, men så så surt på hende, eller rettere det var ikk ment til hende. ”Jeg er skam ikk sur på dig” han så roligt på hende lige inden alle hans mange følelser gled hend over hans ansigt. Han lagde stile sin ene hån på hendes, og trak bare på skuldrende. ”Alle er vel i bund og grund deres helt egen eller hvad?” han så afventende på hende, og lænede sig stille ind mod hendes hånd, som stille aede hans kind, og lukrfr dinr øjne. Det var begyndt at blive en smugle koldere i vejret, og der begyndte stille at drive flere og flere sorte skyer ind over himlen. Godric gav et stort spjæt fra sig da man kunne høre en højt breg. Han så sig forskremt om og så op på himlen. ”jeg tror desvære snart at der komme regn samt torden.” sagde han med en lidt bange stemme. Han var meget bange for torden. Han så på Keela med et desparet udtryk i sine øjne der sagde *jeg vil væk herfra, og det kan kun gå for langsomt.* hvorfor skulle det begynde at tordne nu? Regn havde han intet imod, men torden. Som regel når det tortnede plegede han at søge ly på Den glade Sigøjner"

Hmm... At lade ham bestemme alt? Så skulle han da ihvertfald gøre alt hvad hun sagde at en prinsesse indebærer! Hun kom til at grine let, "Hvis du gør alt jeg siger du skal, for at være en prinsesse inden, så kan vi godt sige at det er en aftale." smilede hun lumsk. Der var et udfordrende blik i hendes ansigt, mon han turde lade hende gøre nøjagtig hvad hun ville med hans udseende inden han måtte bestemme alt? Hun smilede glad da han sagde han ikk var sur på hende, men hans ansigt gjorde det samme igen. Det var virkelig svært at tolke ham, når han begyndte på de forskellige udtryk.
Da han lænede hovedet mod hendes hånd, så nussede hun hans kind lidt mere og smilede glad. Han var vist ikk så meget imod at hun rørte ved ham på en aende måde. Hun tog sin hånd til sig lidt efter og gned sin arm. Der var vist blevet koldere. Da en torden lyd kom, kiggede hun op. Hvornår var de skygger kommet op på himlen? Hendes øjne faldt tilbage på ham, var han bange for torden. Hans øjne sagde det hele, dejligt at han endelig var til at forstå igen! Hun rejste sig fra ham og rakte ham sin hånd. "Skal vi søge ly hjemme ved mig?" smilede hun let. Hun kunne mærke nogle små dråber begyndte at komme fra himlen.

Han smilede til Keela, og nikkede så som svar. ”Du viser bare vejen, og så skal jeg nok følge efter” sagde Godric. Han havde lige brug for at tænke over det med prinsessen. Turer han virkelig at gøre alt det hun sagde før han måtte lege prinsesse? Han tvivlede en smule på det.

Han fulde i tavsheden efter Keela i gennem skoven. Han var ved at gå ind i et træ, men nåde lige at se det i sidste øje blik. Han rystede på hovedet over sig selv. Han havde åbenbart gået i sin egen lille verden han kom tilbage til tanken om prinsessen. Ville hun mon gi ham makeup på eller en kjole? Han kunne ikk lige se sig selv med det på, men det kunne da være sjovt at kunne bestemme. I hvert fald bare for en stund. Han sukkede, og åbnede så munden for at sige noget, men der kom ikk en eneste lyd ud, så han lukkede den igen, og standsede op. han grinte en smule over at han ikk kunne sige hvad han havde tænkt sig, men han prøvede igen, og denne gang kom der en lyd ud. ”Det aftal.” sagde han. Det var måske ikk helt grammatisk korrekt, men det var bedre end ingen ting. Han så over på Keela med et lille smil. Så længe han ikk behøvede at vise sig et offentligt sted, var det helt ok med ham at hun gjorder hvad hun ville med ham.

Hun tog blidt hans hånd, "Så skal jeg da nok vise vej!" smilede hun bestemt og fik trukket ham op at stå. Hun gik en smule hurtigt, hun hadede vand. Hun gav hans hånd et lille klem, for at forsikre sig selv om at han stadig var med, da hun gik rimelig hurtigt.

Hun kiggede tilbage på ham, der var en form for pludselig bevægelse i ham da hun gik forbi det træ der lige var. Hun kom til at grine en smule, han havde vist ikk selv opdaget det. Hun trak ham lidt tættere mod sig bagfra, "Du er vist helt væk Godric..." lo hun let. Hun tog lidt bedre afstand til at gå forbi træer, og hun trak ham lidt mere i armen, for at være sikker på at han ikk ville ramme dem igen. Hvorfor var der også så mange træer? Ja det var en skov, men... det var stadig ikk rimeligt... De var endelig begyndt at komme tilbage til civilisationen, hun sukkede lettet og gik videre. Hun mærkede han stoppede op, så hun mistede grebet om hans hånd. Hun vendte sig om og kiggede undrende på ham. "Hvad nu?" spurgte hun stille og satte hovdet på skrå. En aftale? Hvad mon? Hun kom i tanke om det, og fik et meget overrasket blik. "Hvad i alverden, du siger rent faktisk ja!?" grinede hun let. Hun tog hans hånd igen, "Så må vi da hellere skynde os tilbage så du kan få lov at blive rigtig smuk og yndig!" grinede hun.

Godric så smilende på hende. ”Så længe vi bliver hos dig, og ikk skal noget offentlig sted hen er det en aftale med mig. Så må du må gøre alt med mig, og så må jeg bestemme alt bagefter.” Han grinede og fulgte efter hende resten af vejen. De var nu kommet ind i en by hvor der gik mange væsner rundt på gaderne, eller faktisk var der ikk så mange da de fleste allerede var løbet hjem i tørvejr, men det var mange for Godric. Han så på Keela med et lidt bange udtryk. Han holt sig som regel fra steder med alt for mange på samme tid. ”Er der lang endnu?” Han håbede det virkelig ikk, for han vil nok snart gå i panik. Tordenvejret var kommet meget tæt på, og bragende var meget høje. Hver gang der kom et brag, gemte han sig ind til Keela.

Hun satte hovedet på skrå, "Ej hvorfor ikk? Så skulle vi gøre alle jaloux med dit udseende når jeg var færdig med dig!" sagde hun utilfreds. Det var nu aldrig hendes plan, men det var da en god idé han lige var kommet med. Hun grinte let og rystede på hovedet, "Du er overhovedet ikk sjov!" sagde hun og kiggede frem igen. Hun skulle nødig gå ind i de få personer der var på fortovet. Der var heldigvis ikk så langt tilbage fra at de ville være hos hende.
Da han spurgte om der var langt, rystede hun på hovedet og pegede mod nogle bygninger. "Det er lige dér." svarede hun roligt. Hun kunne mærke på sin ryg at Godric gemte sig ind til hende, hver gang der kom et brag fra diverse torden i himlen. Vandet var godt begyndt at dryppe, og de blev begge rimelig gennemblødte. Hun skyndte sig lidt mere for hver gang, og endelig nåede de til døren der ville føre til opgangen mod hendes lejlighed. Hun førte ham op af trappen og videre mod 2. sal hvor hendes hjem var.

Da hun havde låst døren op, fik hun ham med ind, tog sine sko af og kiggede sig omkring. Der var en lille gang, der førte direkte til køkkenet. Til højre for indgangen, var en lidt bredere indgang til en stue. På gangen var der tre døre på hver side. En til hendes værelse, en anden til et gæsteværelse og sidst men ikk mindst, badeværelset. Hun vendte sig om mod ham. "Jeg henter lige nogle håndklæder." smilede hun og slap hans hånd. Hun gik ind på badeværelset og kom lidt efter tilbage, med et håndklæde over sit hoved, og et i hånden. Hun lagde det på hans hoved og tørrede hans hår en smule. "Du er i sikkerhed fra tordenen nu." smilede hun opmuntrende.

Godric nikkede da Keela sagde at det var lige der. Han var glad for at de var fremme, og kunne komme ind i tørvejr. Han fulgte efter hende op af trapperne til 2. sal hvor hendes hjem var. Han ventede tålmodigt på at hun fik låst og, og fuldgte så med hende ind, og lukkede døren efter sig. Han stod lidt tøvende og kiggede rundt. Det var en lille gang, og Godric kunne se nogle døre, men vidste ikk hvor de førte hen. Han nikkede da Keela sagde at hun lige hentede nogle hådnklæder. Han vidste ikk helt hvad han skulle gøre af sig selv, men han tog sine sko af, og satte dem i et hjørne så man ikk lige faldt over dem. Han stod bare og gloede lige ud i luften da Keela kom tilbage med et håndklæde om håret og et i hånden. Godrik blinkede en gang for lige at vågne lidt op. Keela lage det ene hånklæde på hans hoved og begyndte at tøre det. Godric beklaede sig en smule over at det gjorde ondt. Da hun havde tøret hans hår vidste han ikk helt hvad han skulle. Om han skulle gå ind i stuen eller om han skulle blive stående hvor han var. Han tog en dyb indånding og gik ind i stuen hvor han igen stod lidt og gloede ud i luften før han så sig om. Han gik over til et af vinduerne og så ud. Der var langt ned syntes Godric, men han havde heller aldrig rigtig været så højt oppe før. Man kunne se rimlig langt, og han kunne godt li at ha et godt overblik over tingene. ”Det er en god udsigt du har” sagde han smilende. Han vendte sig om mod kela, og lænede sig op af vindueskamen, og stod bare og så lidt på hende. ”Når hvad så nu? Skulle du lave mig til en prinssese, så jeg kunne besteme alt?” sagde han med et grin. Han gik over og trak en stol ud og satte sig ned og betragtede Keela. Hvad mon hun havde tænkt sig at lave med ham? Når ligemeget bare han måtte bestemme bagefter. Han smilede stille for sig selv.

Man kunne nemt høre at regnen rigtigt havde taget fat, det regnede meget kraftigt. Det havde ellers været et sådan dejligt vejr om formiddagen til middag... Hun sukkede let ved tanken, hvad mon klokken var nu? Den var nok deromkring 13-14 ca. Hun smilede let til ham da han begyndte at beklage sig "Nu ikk så sart! Man må lide for tørheden!" sagde hun med et drilsk smil. Hun kiggede stille ned af hans krop. Det kunne være hun skulle finde ham et tæppe og tage hans tøj fra ham, så det kunne tørre. Det så rimelig vådt ud, hvilket han kunne ende syg af, hvis han ikk fik noget tørt på. Hun efterlod håndklædet på hans hoved, men hun så småt begyndte at tørre sit eget. Hun fik sit elastik ud efter lidt tid og hendes hår gik hende næsten til hofterne.
Da han gik ind i hendes stue, gik hun hen til dørkarmen og kiggede mod ham. Han havde med det samme fundet sig frem til hendes vindue. Hun grinede let, "Meget god, hvis du kigger ligeud, kan du se bjergene." smilede hun. Det var underligt at hun havde fundet sådan et sted der kunne se dem, men det var en fantastisk udsigt hun havde skaffet sig. Hun strakte sig og så ham sætte sig på en stol henne ved hendes spisebord. "Du må gerne ligge dig i min store sofa." sagde hun roligt og pegede hen af mod den. "Eller den lille hvis du hellere vil det." Hun havde lidt af en luksus lejlighed, hvad det angik størrelse. Men den var overraskende billig, da hun havde nogle kontakter og også fordi hun havde udnyttet pladsen på en måde så det virkede større. Hun tænkte lidt og rystede på hovedet, "Jeg vil hellere have at du giver mig dit tøj." smilede hun. Hun lod der være lidt stort mellemrum, så han rigtig kunne bekymre sig. Hun grinede lidt, "Du skal nok få et tæppe, men jeg vil godt hænge dit tøj til tørre, vi skulle nødig have du blev forkølet inden jeg kan gøre dig til en ordentlig prinsesse!" grinede hun let. Hun stod og ventede lidt på om han egentlig ville give hende det, det var ikk tvang, men han skulle vel ikk blive syg.

Godric så på hende og nikkede så med et lille smil. Nej han skulle nødig blive forkølet, så han tog sin våde bluse over hovedet, og gav den til Keela, så han stod i bar overkrop. ”Jeg vil gene ha tæppet før du får mine bukser” sagde han en smule tøvende. Han rejste sig op fra stolen, og gik hen til hendes sofa, den største af dem, og lagde sig på langs i den med et grin. Han havde aldrig før ligget i en så god sofa. De eneste sofaer han havde ligget i var dem som var helt ødelagte og var blevet smidt ud. Det her var en rigtig luksus sofa i forhold til dem han havde brugt. Godric begyndte at klapre tænder, og trak benene op under sig, så han kom til at ligge i fosterstilling. Det skyldtes nok de våde bukser at han var begyndt at fryse. Han satte sig op med benene trukket helt op om hagen, og havde slået armene rundt om benene. Han så sig lidt rundt i stuen mens han ventede på at Keela skulle komme med et håndklæde til ham.

Hun gik hen til ham da han begyndte at tage hans trøje af. Hun kunne se på hans overkrop at det vist ikk var den tykkeste trøje han havde haft på. Hun tog imod hans trøje og kiggede på ham. "Ej... Øv!" sagde hun drillende og nikkede stille. Hun kunne ikk lade være med at drille ham, hun følte sig mere tilpas når hun var hjemme, så hun følte det nok nemmere at fjolle rundt. Da han gik hen og lagde sig i sofaen, så gik hun ind på sit værelse, hen til skabet og fandt et tæppe frem i skuffen. Hun gik ind til ham, han frøs hvis, siden han begyndte at krølle sig sammen. Hun sukkede let, "Det der hjælper dig ikk Godric, du gør det sådan set bare værre..." sagde hun opgivende og fik tæppet lidt over ham. Hun vendte sig om, så han kunne tage sine bukser af. Lidt privatliv skulle man vel have, selvom hun skulle have dem bagefter. Hun fik hænderne bag ryggen og rakte fingrene mod ham så han kunne give hende dem bagefter. "Tag dig god tid..." sagde hun roligt Hun kom i tanke om noget, "Husk også dine strømper, det hjælper ligelidt hvis jeg ikk også får dem."

Godric rejste sig op fra sofaen og tog i mod det tæppe som Keela havde fundet til ham. Da hun vendte sig om tog han hurtigt sine bukser af og svang tæppet om sig før han også tog sine strømper af og gav det til hende. Han satte sig ned i sofaen igen, stadig med klaprende tænder, men tæppet hjalp faktisk på det, og efter lidt tid holdt han op med at klapre tænder. Han smilede stile til Keela inden han spurgte ”Hvad har du tænkt dig at gøre med mig for at jeg bliver en prinsesse?” han grinede en smule ved tanken om at være en prinsesse for en dag. Han havde ikk helt været sig til tanken endnu. Han strakte sig en smule, og tog tæppet tættere om kroppen. Han frøs ikk mere, men det var en rar fornemmelse at side med et tæppe. I sær når man jo ikk var van til det. Han lagde sit hoved en smule på skrå, og så på hende. Et højt brag hørtes, og Godric farede forskrækket sammen. Selvom han var inden for var han stadig bange for tordenvejret. Han satte sig langsomt op igen, men han havde knapt nået at sætte sig før endnu et brag hørtes, og han igen farede forskrevet sammen. Denne gang blev han siddende helt krøllet sammen, for han ture ikk at sætte sig ordentlig op hvis der nu skulle komme et brag mere.

Hun strakte sig, før hun lagde sine hænder bag ryggen igen så han kunne give hende sit tøj. Da hun mærkede det kolde og våde tøj ved sine hænder, begyndte hun at gå. Jo hurtigere det blev sat til tørre, jo hurtigere kunne han også få det tilbage igen. Hun gik ind på badeværelset, fandt en snor frem og hang det op ved de to kroge der var på tværs af rummet. Hun fik sat hans tøj op at tørre, og fik også lige sit eget op, nu hun alligevel var igang. Hendes tøj var også gennemblødt. Da hun fik det hængt op, gik hun hurtigt igennem gangen uden at han kunne se hende og ind på sit værelse. Hun fik en en langærmet top på, og nogle joggingbukser, hun frøs sine ben meget. Da hun havde fået strømperne på, gik hun ud fra værelset og ind i stuen igen.
Hun grinede let, "Det ved man aldrig." svarede hun og blinkede til ham. Det skulle da være en overraskelse, men først skulle han da lige have varmen først. Hun gik hen og satte sig på armlænet på sofaen. Hun smilede til ham, "Du ser ud til at have fået noget varme igen." Hun kiggede ud da hun hørte den første torden, det var rimelig højt. Hun fik blikket tilbage på Godric og blev helt forbavset. Hun rakte hånden mod ham og aede hans skulder. "Er du ok?" spurgte hun bekymret. Hun havde for længst regnet ud at han var bange for torden, men hans reaktion var stadig meget voldsom.

Godric så forsigtigt op på Keela, og nikkede langsomt. Han fik sat sig helt op igen, og så meget lyttende ud. Han lyttede efter om der kom flere brag, men efter et minuts tid uden noget så han på Keela med et lille forsigtig smil. Han var ikk helt okey, men lod bare som om. ”Når skal vi komme i gang med at lave mig til en prinsesse eller hvad” Der kom et brag mere, ikk så gjort som de andre havde været, men Godric fik alligevel et chok, og gemte sig ind mod Keela. ”Kunne det ikk bare forsvinde meget langt væk i stedet for at genere mig?” Sukkede han let opgivende. ”Har du ikk nogen ørepropper, og et høreværn så jeg ikk kan høre bragende?” sagde han med et grin. Han mente det selvfølelig ikk alvorlig. Han satte sig op igen, og så på hende med et smil. ”Skal jeg blive siddende her eller skal jeg sætte mig over på stolen?” Han nikkede i retning af hendes spisebord.

Hun kiggede stille på ham, da han fik sat sig op igen, aede hun ham blidt på kinden. Han så helt ude af den ud, men hvordan mon han har klaret det andre gange? Han virkede slet ikk vant til andre personer, så har han ikk siddet alene alle andre tordendage og bare frygtet det værste uden nogen form for støtte? Da han snakkede til hende, kom hun til sig selv. Med et let rysten på hovedet, han var hoppet ind til hende da der kom endnu et brag fra den onde himmel. Hun fik blidt armene om ham og aede hans hoved, "Vi kan gøre det, når vejret lysner op..." smilede hun let og kiggede ned på ham. Han virkede fuldkommen forsvarsløs når uvejret stod på. Hun kom til at grine og kyssede hans pande, "Det kunne du nok godt li!" hun rodede i hans hår og fik sine ben om hans liv. "Jeg har ikk sådan noget, men vi kan sætte noget musik på, så du måske ikk kan høre bragene så kraftigt som nu?" spurgte hun let og slap ham da han gerne ville sidde almindeligt igen. Hun grinede, "Hvis du vil sidde der, må du da gerne, men vi kan altid få dig gjort til en prinsesse!"

Godric nikkede langsomt. ”Hvilken slags musik har du?” Han var nysgerrig nu. Han var ikk van til musik heller, på nær de få gange han sad alene på en kro eller lindende hvor der af og til blev spillet musik. ”Vi kunne da også bare skru så højt op for musikken at man ikk kunne høre andet?” forslog han med et lille smil. ”og så kunne du jo gøre mig til en prinsesse i mens? Hvad siger du til det?” Han så på hende med et forventningsfuldt udtryk i øjnene, men skyndte sig at gemme sig hos hende da endnu et brag lød.

Hun kløede sig i håret, hvad slags musik? Hun tænkte lidt, hun havde vel egentlig alt muligt. Hun trak på skuldrene. "Vi kan bare tage radioen? Eller er der en du gerne vil høre, kan se om jeg har den sanger." smilede hun let til ham. Hun satte sig til rette på lænet og smilede glad til ham. Hun tænkte lidt over det han sagde og fik et kejtet udtryk. Hun rystede på hovedet, "Desværre..." Hun pegede ned af og mod døren bagefter, "Jeg er ikk den eneste i bygningen og vi har sådan nogle love om larm og sådan noget. Så alle kan leve med hinanden." smilede hun og aede ham i håret. Han virkede ikk til at kende til så meget lejlighed. Hun rynkede lidt på brynene. "Hvor bor du? Jeg troede du havde lejlighed som også havde sådanne regler...?" sagde hun stille. Da han stillede hende et spørgsmål, åbnede hun munden for at svare, men inden hun fik sagt noget, var han væk. Han havde gemt sig ind til hende igen. Hun fik blidt armene om ham og aede hans ryg blidt. "Kan jeg spørge hvorfor du er bange for det?" spurgte hun næsten hviskende for at berolige ham. Hun hvilede sin kind mod hans hovedbund og fik armene godt om ham. Hun klemte sine ben om hans sider så han skulle føle sig mere tryg.

Han sukkede stille og blev siddende ind mod Keela. Det virkede meget afslappende på ham. ”Lad mig starte med at svare på dit første spørgsmål om hvor jeg bor.” Han tøvede en smugle ”Man kan godt sige at du har set det sted hvor jeg bor. Jeg ved at det lyder forvirrende, men jeg bor alle vejende men intet sted. Hvis vejret er godt sover jeg i skoven som los, men hvis vejret er dårligt så lejer jeg som regel et kro værelse hvis jeg har råd.” Han sukkede igen og fortsatte så. ”Det vil sige at jeg er hjemløs, og mine forældre ”forsvandt” da jeg var 9 år.” sagde han en smule forsigtigt. Han vidste ikk helt hvordan hun vil reagere på det, men han håbede virkelig på det bedste. Han havde lavet anførselstegn i luften ved ordet forsvandt. Han havde godt regnet ud at de havde efterladt ham fordi de ikk kunne klare ham mere. Det gjorde ham faktisk en smugle trist at tænke på.

”Når men angående dit anet spørgsmål er jeg ikk sikker.” Han sukkede, og gav et forskrækket spjæt fra sig da der kom et nyt brag. ”Jeg har været bange for det så længe jeg kan huske, men det blev værre efter mine forældre forsvandt.” Sagde han trist. Han rystede en gang på hovedet for at komme til sig selv igen. ”Hmm. Har du nogle af de her sange? I dont care, Geordie eller My life is a party?” Han vil helst gerne glemme sin familie. Dat var den eneste måde han ikk ville bryde helt sammen på, men han var ved at være mere van til at tænke på dem uden at bryde sammen men det var alligevel en smule svært. Han satte sig en smugle bedre til rette, men blev ind mod Keela.

Hun kiggede stille på ham, det var næsten helt hyggeligt at sidde med ham. Selvfølgelig var omstændighederne nok ikk så fantastiske, men det var på en måde dejligt lige at kunne få lidt varme fra hinanden. Hun fik et undrende blik da han snakkede om hvor han egentlig boede. Han boede åbenbart ikk i en bygning? Hun sukkede stille og rystede opgivende på hovedet. "Det går altså ikk at det er sådan du lever..." Hun gav ham et blidt smølfespark på panden, "Du burde finde dig noget arbejde, eller i det mindste få nogle lommepenge ved at gøre ting for andre." sukkede hun og kiggede lidt strengt på ham, som om det skulle være en forælder der gav sit barn et råd til livet. "Og hvem har behov for forældre? Jeg har heller ikk nogen som lige umiddelbart passer på mig..." sukkede hun og kiggede lidt udenfor. Hun kløede sig i nakken, inden hun vendte blikket mod ham og smilede. "Vi har ikk behov for sådan nogle voksne, vi kan sagtens selv!" grinede hun let.

Hun blev overrasket over hans spjæt, men fik ham blot mere til sig og hvilede sit hoved på hans. Hun lukkede stille øjnene, "Det måtte have været frygteligt at skulle stå alene når der kommer sådan nogle dage... Det ser nemlig ud til at være svært for dig at håndtere som det er..." mumlede hun stille til sig selv. Gad vide hvad han gjorde alle de andre gange? Sad han bare og rystede af skræk alene, eller havde han en metode så han ikk kunne høre de brag? Hun trak på skuldrene ved tanken og smilede til ham. "Så du kan godt lide lidt Italo Brothers?" smilede hun og nussede hans hoved før hun slap ham. Hun gik hen og fandt en lille kasse frem, da hun åbnede låget kunne man se en masse disketter, hun søgte indtil hun fandt deres cd med nogle forskellige hits. Hun satte den på og skruede op, så meget hun måtte for at folk ikk ville klage. Hun gik hen og satte sig på armlænet igen mens hun kiggede ned på ham med et glad smil.

Godric fulde stille Keela med øjnene, da hun gik hen for at finde noget musik med forskellige sange fra Italo Brothers. Han smilede glad tilbage til hende, og da der igen kom et brag, reagerede han ikk så voldsomt som før. Han nøjedes bare med at kigge over mod vinduet. Han smilede glad til hende da han så på hende igen. ”Vi kan godt gøre det nu tror jeg. Reagere ikk så voldsomt på det mere” han smilede varmt til hende og satte sig en smule bedre til rette, men fortrød så og lage sig en smugle ned i stedet for, dog stadig så han sad en smule op. ”Du har måske ret med at jeg skal få mig et job, men jeg er ikk rigtig så glade for fremmede i starten som du nok har fundet ud af.” Han smilede trist.

Hun satte sig lidt bedre til rette på armlænet, det overraskede hende utrolig meget hvor lidt han reagerede på braget. Hjalp det med noget musik allerede? Hun trak på skuldrene og nussede ham i håret. Han fandt det måske ikk så skræmmende når han havde vænnet sig til at det var sådan vejret ville være. Da han snakkede om at de kunne lege prinsesse, rystede hun blot på hovedet. "Lad os nu bare vente til at vejret er væk, det er meget sjovere hvis du ikk lige pludselig krøller dig sammen af chokket over af et brag." smilede hun opgivende. Han behøvede nu ikk at lade som om at det ingenting ville gøre ved ham, prinsessen ville jo ikk løbe nogen steder alligevel. Hun grinede da han så småt lagde sig ned, måske var det ikk så godt da hun afbrød hans lille lur? Hun lagde en hånd på hans skulder og fik ham helt ned at ligge, "Læg du dig nu bare, det kan være du kan sove væk fra uvejret." smilede hun opmuntrende til ham.

Godric rystede insisterende på hovedet. Han skulle da i hvert fald ikk sove nu. Han så på hende. ”Nej jeg vil ikk sove nu” sagde han som en lille dreng, men gabte så. Han var fast besluttet på at holde sig vågen, men hans øjenlåg blev langsomt tungere. Han var van til en lille lur midt på dagen, men nu gad han ikk at sove. Han regnede ikk med at han kunne, men han tog åbenbart helt fejl. Han smilede søvnigt til hende, og faldt så i søvn.

Han var alene. Han så sig desperat om efter nogle, men der var ingen. Han var helt alene i en stor mørk skov, og dog. Der var noget. Han kunne mærke det. Han begyndte at løbe væk fra det, men det kom langsomt tættere og tættere på. Hvad skulle han gøre for at slippe væk? Han tænkte sig om, og kom i tanke om at han jo bare kunne forvandle sig til en los og løbe væk fra det som var efter ham. Han prøvede desperat, men kunne af en eller anden grund ikk huske hvordan man gjorde. Det var kommet tæt på nu, og han begyndte at løbe så hurtigt han kunne, men kunne så mærke noget på hans ben. Han skreg.

Han vågnede stadig skridende med angsten malet i ansigtet. Han så sig om og kunne ikk hel kende det sted han var før han fik øje på Keela og smilede svagt til hende.

Hun kiggede stille på ham, hun lo let da han allerede gabte efter at have sagt han ikk ville. "Sikke overbevisende du er..." Hun fik et opgivende smil frem og nussede ham stille på kinden, han var ikk langt fra at falde i søvn, så hvorfor ikk hjælpe lidt til? Det ville nok være nemmere for ham at sove det væk, og hvis han alligevel var træt, så kunne han jo ligeså godt falde i søvn.

Mens han sov, fik hun tage tæppet af ham og fik det ordentlig over ham, så han kunne ligge og holde varmen. Hun kiggede stille på hans sovende ansigt. Hun hvilede sine hænder mod hver sin albue og rejste sig fra sofaen. Det var lidt sjovt at tænke på at hun igen havde nogen til at sove ved hende. Det var nogle mærkelige typer hun fandt sig, de var mange hjemløse eller fortabte på sin vis. Hun trak på skuldrene, det ville da egentlig også være kedeligt hvis de bare var helt almindelige. Hun gik ud i køkkenet og fandt sig en banan, som hun skrællede og spiste.

Hun hørte et skrig komme fra Godric, og hun hostede da hun fik resten af sin banan galt i halsen. Hun skyndte sig ind i stuen for at se til ham, det lettede hende at han kun havde mareridt og der intet var sket ham. Hun gik forsigtigt hen til ham og bukkede ned ved siden af sofaen. "Hvad skete der?"