Hiding behind shadows.

Selvom han endelig havde fået sin vilje og det hele føltes fantastisk og han nød kyssene og Alexeis nærhed, så var der alligevel en lille stemme i hans hoved, der blev kraftigere og kraftigere for hvert kys. Den fortalte ham, at det var forkert, det her. At det ikke var ægte. Helt ærligt, så var det naivt af ham at tro, at det her ville blive til noget. Hvad det end var, der pludselig havde fået Alexei til nærmest at kaste sig over ham, så ville det ikke holde meget længere endnu. Det var, som om der var blevet kastet en fortryllelse over den anden, men så snart fortryllelsen ophørte, som den slags nu engang gjorde, så ville han genvinde sit had til Luke og bede ham skride sin vej.

Han forsøgte at fortrænge tanken af bedste evne, men det varede ikke længe, før den pressede sig på igen. Han gengældte de hede kys, men da Alexei skubbede hans hænder væk, blev det for meget.
Han greb ud efter sin jakke, men den var allerede halvvejs inde under spisebordet, før han fik reageret. Så placerede han en hånd på Alexeis brystkasse for forsigtigt at skubbe fyren væk, så ikke længere stod mast imellem væggen og ham; især sidstnævnte hjalp rigtig meget til, at han mistede koncentrationen omkring det, han havde tænkt sig at sige.

”Alexei, ærligt talt..." begyndte han. "Hvad er det så, vi har gang i? Hvorfor er det, at du pludselig er... sådan her? Det... det giver ingen mening..."
Han vendte de blågrønne øjne imod Alexei og rynkede på brynene. Før havde manden afskyet ham, og nu kunne han nærmest ikke få nok af ham. Det forvirrede Luke, der havde været for bange for at spørge før nu, for bange for at bryde magien... Men det var vist kun en magi, der eksisterede i hans hoved. For Alexei var det vist snarere en slags forbandelse, en eller anden havde kastet over ham.

Hvordan det kunne føles så rigtigt, vidste han ikke. At have en anden fyrs krop presset mod sin. I Alexeis familie havde homo- og biseksuel altid været ikke’eksisterende ord. Som om at, hvis man lod som om det ikke fandtes, ville det forsvinde. Alexei huskede engang, da han var lille og en af flokkens varulve, en 20 årig mand, var blevet forvist fra flokken. Han huskede ikke hvorfor, han huskede blot at have set gennem dørsprækken, ind i flokhusets stue, hvor han havde ligget på knæ, med tårerne løbende fra de ellers altid så hårde brune øjne. Og næste morgen, havde han været væk. Moderen havde fortalt ham, at han var blevet forvist. Men så igen.. Moderen havde fortalt ham så meget, der ikke var sandt. Dette havde højst sandsynligt bare været endnu en af hendes løgne.

Da Luke skubbede ham væk, rynkede han brynene en anelse og betragtede blot fyren, med et først forvirret, så ganske kort, blot i et glimt såret, hårdt og til sidst fuldstændig følelsesløst udtryk. Hele hans kropssprog ændrede sig. Blev hårdt, kantet.. Tomt. Han vendte sig væk fra Luke og gik med ryggen mod fyren hen til køkkenbordet, greb sin whisky og satte kursen ind i stuen, uden at nænne den anden et blik. Det føltes som om hans hjerte var landet tungt i bunden af hans mave og han prøvede at tænke gennem den mærkelige smertende, men samtidig utrolig tomme følelse, som han satte sig ned i sofaen og smækkede benene op på bordet, hvorefter han greb fjernbetjeningen og tændte fjernsynet. Gjorde sit alverdens bedste for at virke upåvirket af situationen. Og for ikke at vise noget form af kendskab til, at den anden var i lejligheden. Som var intet sket. Var han blot taget hjem fra arbejde, op i lejligheden, snuppet sig et glas whisky, for derefter at have sat sig til at se et eller andet TV-program om biler, som ligenu kørte på den 42’’ store fladskærm. Han kunne have reageret anderledes. Han kunne have fortalt Luke ét eller andet, der garanteret havde endt ud i, at han havde fået hvad der var hele grunden til at han havde givet ind. Det som ulven hungrede så voldsomt efter. Sex. Men, som så ofte, havde han ikke tænkt, før han handlede. Han havde blot gjort det første og det mest indlysende, der var kommet til ham. Flygtet. Den letteste og hurtigste måde, at undgå konflikter på. Lade som om de ikke findes. Han havde ikke andre steder at gøre af sig selv. Havde ikke noget at sige. Vidste ikke hvad han skulle gøre. Så nu sad han blot dér og ventede på at Luke forhåbentligt ville gå. Stadig med hjertet siddende som en kvalm prop, i mellemgulvet.

Intet svar.
Et suk forlod Lukes læber, som hans blik fulgte Alexei, der bevægede sig væk med ryggen imod ham. Det var præcis den reaktion, han havde forventet. Selv efter ikke at have kendt fyren så længe, havde han opdaget, at det dér med følelser ikke var Alexeis stærke side. Han havde det med at lukke sig inde i sig selv, og selv i den tid, ham og Luke blot havde været venner, havde blandingsracen da heller ikke hørt noget fra ham om hans personlige liv.
Det eneste, der gav Luke et lille praj om, hvordan Alexei havde det i øjeblikket, var det sårede glimt, der i et kort sekund prægede hans øjne. Luke mærkede med det samme et sug i maven. Selvom det kun havde været et lille glimt, så havde det bevist, at Alexei trods alt følte noget. Måske… måske endda for Luke.

Luke bed sig i læben. Alexei havde sat sig i sofaen, og noget sagde ham, at selv hvis han pressede sig på, ligesom han havde gjort før – hvor det endda havde givet pote - så ville han ikke få noget ud af det nu. Alexei ville sidde og være lige så lukket som en kiste med tusind låse, før Luke gik sin vej.
Han gik med tunge skridt hen til spisebordet og samlede sin jakke op. Med mindst lige så følelsesforladte bevægelser, som Alexei før havde brugt, støvede han den af med sin hånd, før han tog den på.

På vej hen til døren passerede han bagom sofaen, hvor Alexei sad. Han bøjede sig ned og plantede et kys i det bløde, brune hår, indsnusede duften af mandens shampoo og mærkede Alexeis varme en sidste gang, før han rettede sig op.

”Bestemt dig nu, Alexei,” lød det hæst fra ham. ”Jeg har også følelser.”
Han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt for at få Alexei. Han ville lade den anden gå ud med dækdamer, lade ham kysse andre, lade ham holde om dem og kigge dem i øjnene, som om de var hans elskede, hans eneste ene… Alt det, og mere med, så længe Luke bare vidste, at det var ham, Alexei elskede. Så længe det var ham, Alexei ville komme hjem til efter mørkets frembrud, så længe det var ham, Alexeis tanker i løbet af dagen ville dreje sig omkring, så længe det var ham, Alexei ville hviske de tre magiske ord til…
At Alexei kun ville have ham for sexens skyld, og endda kun denne ene gang, det var ubærligt. Tanken alene var nok til at rive Lukes hjerte i tusind stykker.

Han lukkede døren bag sig.


// out

”Sindssygen reflekteres i dit blik. Når det kom til stykket, var vi slet ikke så forskellige, min dreng” det havde været moderens sidste anstrengte ord. Sindssyge. Den sindssyge, der aldrig helt havde forladt Alexeis krop. Den var blevet til en stærk facade. Men lakken var krakeleret. Og blevet bygget op igen. Ganske kort, havde Alexei været fuldstændig ude af stand til at kontrollere, hvad han gjorde. Lysten havde været så overvældende, at han havde mistet kontrollen. Men så snart hans handlinger var blevet synliggjort for ham, var tæppet blevet rullet for igen og han havde været i fuld kontrol. Ganske vidst var hjertet stadig som en sten i hans mave, men kontrollen var genvundet og inden længe ville også stenen være forsvundet. Han ville være tilbage til at være den gode gamle, hadefulde, ligeglade, arrogante Alexei, der var så kendt. Og elsket, af uforståelige årsager.

Alexei ænsede ikke Lukes bevægelser. Han sad blot og stirrede tomt på TV’et. Som var han så dybt optaget af det, at koncentrationen var for stor, til at han overhoved kunne vise de følelser programmet vækkede. Men i virkeligheden var kilden til denne tomhed, tomheden han følte. Han var så chokeret over sine egne handlinger, så overvældet, at det først nu rigtig begyndte at gå op for ham. Og det sendte ham ind i en slags trance, der ganske simpelt gjorde ham så svimmel, at han følte han kunne dejse om til hver en tid, samtidig med at døse ham så meget hen, at han slet ikke ænsede hvad der foregik omkring ham. Ikke engang i TV’et, som han sad og stirrede stift på.
Først da han mærkede følelsen af, at være overvåget, sænke sig over sin krop, kom han til sig selv. Hjertet var sprunget fra mave, til hals, men hans holdning havde ikke ændret sig. Ikke andet end hans ansigtsudtryk, der var gået fra tomt, til observerende, så det faktisk så ud til at han så programmet i TV’et og prøvede at lære af det, havde ændret sig. Dog blev hele holdningen en smule mere anspændt, som han mærkede Luke komme tættere på. Suget i maven, hjertet der faldt på plads og lysten til at kaste op, af ren og skær anspændthed, overvældede ham, da kysset blev placeret i håret. Men fortsat virkede han fuldstændig upåvirket af situationen. Ikke engang anspændtheden var markant nok til, at man lagde mærke til den. Ikke engang ordene, fik han til at rokke sig ud af flækken, trods hans indre var på nippet til at koge over.

Så snart døren lukkede bag Luke, pustede Alexei den vejrtrækning, han havde holdte inde så længe, ud og sad i nogle sekunder blot og stirrede tomt ud i luften, mens han knugede glasset i hånden hårdere og hårdere, indtil det var nært bristepunktet. Da forlod et voldsomt, smertefuldt brøl varulvens læber og glasset blev kylet gennem rummet, hvor det ramte væggen og splintredes i tusinde stykker. Derefter lænede han sig tilbage i sofaen og lukkede de grå øjne i, med en rolig, kontrolleret vejrtrækning.

Hvorfor det lige netop var Alexei, hans hjerne havde valgt at falde for, var også en gåde for Luke. Jo, han så enormt godt ud og var typen, som de fleste piger ville have plakater hængende af på deres vægge; men der var mere i det end det. Luke var ganske vist ekstremt kræsen når det kom til folks udseende og valgte sine elskere med omhu, men når han så endelig valgte at forelske sig i nogen, så gjorde han det i mere end bare deres udseende. Det var trods alt kun toppen af bjerget. Udseende var en midlertidig ting, og Luke havde efterhånden erfaret, at folk aldrig virkede lige så smukke dagen efter en aften i byen.
Det var så her, at den egentlige gåde begyndte. For hvad var det ved Alexeis personlighed, som Luke fandt tiltrækkende? Det meste af tiden virkede han iskold overfor alting og rimelig ligeglad med folk omkring sig. Luke mindedes ikke nogensinde at have set ham smile, ikke helhjertet og ægte, i hvert fald, og han virkede altid følelseskold, som om han hverken kunne mærke smerte eller glæde. Ikke ligesom Luke selv, der rendte rundt med følelserne udenpå ærmet.
Det måtte være nysgerrigheden efter hvad, eller ligefrem håbet om, at der fandtes noget inde under facaden, der tiltrak Luke. Han havde set glimt af det fra tid til anden, men han havde aldrig oplevet Alexei bare være Alexei sådan rigtigt. De største glimt, han havde fået, var stadig dem under deres kys.  

Det føltes som en evighed før kysset stoppede. Men det var en god evighed; ikke ligesom den slags evighed der opstod, når man sad på arbejdet og kun ventede på, at man ville få fyraften.
”Måskeee,” svarede Luke, der slet ikke kunne lade være med at smile. Som altid fik han et rus af lykkefølelses af at kysse Alexei, men denne gang varede den ved. Denne gang gik det ikke skævt, og denne gang gik de ikke hver til sit.
Selvom vinden efterhånden var blevet temmelig kølig, følte han sig stadig varmt. Brændende. Kysset, kun hjulpet en lille smule på vej af øllen, havde fået sat gang i hans blodomløb og han kunne mærke, hvordan varmen bredte sig ud til hver en del af hans krop, helt ud i fingerspidserne.

”Måske tog jeg fejl, og måske er du i virkeligheden heller ikke så slem, som du selv går og tror.”
Der måtte jo være en årsag til Alexeis kolde opførsel, noget psykisk, som fik ham til at holde sine følelser tilbage. Hvad vidste Luke dog ikke, men han havde i sinde at finde ud af det. Det kunne dog vente til et senere tidspunkt, for nu havde Alexei endelig åbnet op, så der var ingen grund til at skubbe mere til ilden end højst nødvendigt.

Han lænede sig ind imod Alexei og hvilede sit hoved på hans skulder, alt imens han nussede hans hels med sin næse.
"Jeg sagde jo, du ville kunne lide mig, hvis bare du gav mig en chance..." hviskede han i hans øre.