Hør vinden gennem træernes kroner - Allen

Al begyndte at grine, pga hendes reaktion. Han vidste hun ville blive overrasket, men han havde aldrig troet hun ville springe en meter væk. "Det uhøfligt at vende ryggen til den man snakker til" sagde Al med en løftet finger og stadig hans smøret smil

"Undskyld undskyld" sagde hun hurtigt og bukkede lige så som i Japan for at være høflig. Så så så roligt op på ham og hendes rødmen var helt tydelig tog hun sig ikk af det. Et lille drilsk smil kom så frem på hendes læber. Et uskyldigt men drilsk og lidt lumsk smil. Lidt efter stod hun ikk foran ahm men lige bag ham og nappede ham blidt i øret hvor efter hun gik to skridt tilbage med et sødt grin.

Al så hendes rødme men kommenterede det ikke hvad skulle han sige? Men han syndes dog rødmen klæde hende og hun kom til at se sød ud. Da hun forsvandt og pludselig var bagved Al imens hun nappede til hans øre tog han hurtig hånden op til øret og gik to skridt tilbage "h-hvad skulle det til for?.." spurte han lidt rød i hovedet hans øre var et af hans svage punkter, det kildede xD

"Ville bare lige se hvordan du reagerede" Hun grinte sødt et øjeblik igen og strøg endnu en gang noget af sit smukke brune hår om bag sit øre. "Men jeg havde ikk rigtigt tænkt på at det var den måde du ville reagere.." Hun lagde så sit hoved let på skrå og stod nu lidt afslappet. Sådan ed at støtte sig på det ene ben og det andet var let bøjet samt med den ene hånd i siden.

Al grinte og nikkede. Han hostede men det var mindre end før pillen så ud til at ha hjulpet på febern og faktisk var det ret så hurtigt at febern var faldet "vil du gå en tur?" spurte han med et smil og tog hans violintaske i hånden

Hun fik et betænktsomt ansigts udtryk og lagde tænkende en finger på sin bløde og let rosa'e læbe. "Hmm.. Det kan da ikk skade" sagde hun smilende med hendes rolige og blide stemme. Så gik han roligt hen til ham og videre forbi ham og hen af den lille hyggelige sti. Hendes hår flagrede efter hende mens at hun fik og hun stopepde så for at vente på ham.

Al gik efter hende og kiggede undrende på stien det var den vej han kom fra da han skulle over til skater parken. Hans hus lå ikke langt derfra så han kende vejen godt "pas på naboen har tit hans hund gående fri og den.. ja bider " sagde Al

"Øhm..Hund? Hey øhm vil du ikk abre være med til at gå en lille tur i skoven i stedet?" spurgte hun lidt usikkert og forsigtigt. Hun var ikk meget for at sge at hun var en smule baneg for hunde. hun vendte hurtigt om på hælen og begyndte at gå den anden vej hen mod skoven.

"er du bange for hunde?" spurte Al med et drilsk smil han ville dog kun drille hende lidt han ville aldrig køre videre på andre folks frygte og utrykheder. Han nikkede og begynde at gå imod skoven han kiggede på månen imens han gik og ende med at falde over hans egne ben så han faldt heæt strakt på jorden

"ØHm..Bange for hunde?? Naij det er jeg da ikk.. Eller jo måske lidt" sagde hun ærligt som svar på hans spørgsmål. Hendes blik blev så rettet mod jorden men hun så dog hurtigt op igen da han pludselig snublede oevr sine egne ben. Hun var hurtigt henne for at hjælpe ham op igen. "Er du okay?? Du har til jord der" Hun børstede blidt noget jorde væk fra hans kinder og hans pande og af hans bluse. "Sådan."

Al lyttede til hvad hun sagde og nikkede det var ikke nogle skam at være bange for noget alle havde jo en frygt "urggg!! hvorfor er jeg altid uheldig" klagede han og kigged på hende i mens hun fjernede jordet fra ham han smilte "tak" sagde han med en venlig stemme og et varmt smil. Han nyste lidt efter da han fik noget blomsterpolm i næsen.

"Ja måske men det er faktisk et nuttet" Hun tav. Hvornår havdehun lige taget modet til at sige det? Hun så lidt væk og rødmede en smule mere. Så så hun igen op på ham da han nyste. "Prosit" sagde hun så med sin rolige og blide stemme igen og et lille sødt grin kom fra hende da det havde lydt til sjovt. Det havde ikk været ondt ment.

"nuttet??" gentog Al og grinte det var første gang der var nogle der havde sagt det var nuttet at være klodset dog havde han ikke noget imod det "suk jeg hader blomsterpolm" klagede ham og rejste sig op igen "skal vi gå videre " spurte han

Hun nikkede og rejste sig selv op. Hun samlede sine hænder bag på sin ryg og skød blidt sit bryst en smule frem mens hun roligt gik hen af den lille hyggelige sti. Hun så mod himlen og på den skinneden fuldmåne. Hun kom stille til at tænke på om vampyre og andre væsner havde lagt sig på lur ved hendes hytte i skoven.

langt væk kunne man høre en ulvs kald. Det var nok en varulv, men den var langt væk og skulle ikke være til nogen fare lige nu, men alligevel var Al opmærksom. "Varulve her ude?" spurte han tænkende det var vel rigtig nok de var i en skov hvilke var varulves hjemmebane en hvid kat kom hen til Al "Aoi ?" sagde Al og tog katten op i armene

"Øhm..Ja man vænner sig dem" forklarede hun ham roligt og forsatte bare videre. Hun gik så til højre sti da der kom en skilt sti. Denne vej førte dog ikk mod skoven men hen mod forlystelses parken. Hun vidste ikk rigtigt hvorfor men nu gjorde hun det. Hun havde ikk været der længe siden at hun sådan havde været sammen med en som ham.

*vender sig til det?* tænkte han og fik gåsehud. Han ville ikke kunne vende sig til tanken om varulve der gik rundt hvor man bor. "huh? er det her ikke vejen til forystelses parken??" spurte Al lidt forvirret han havde ikke været der i langgggg tid siden hans familie aldrig ville og han gad ikke gå alene.

Hun så sig roligt over skulderen da han var sakket lidt bagud. Hun så så op ham med et sødt og uskyldigt smil. "Jo..Jeg tænkte at det måske vil blive sjovt?" sagde hun spørgende og stoppede op for at vente på ham. "Der er stadig åbent.. Idag er der 'open by night' og hvis bare vi er gode til at skjule vores aura'e finder ingen ud af at vi er anderledes"

"hmm ? Jeg er ikke god til det der med aura men det går nok , vil du med i spøgelses huset når det er?" spurte Al med et smil og behyndte at halvløbe. Han ville godt der hen hurtigt, siden han elskede forlystelser.

"Øhm.. Spørgelseshuset?" Hun sank en mindre klump og løb dog efter ham til hun var kommet op på siden af ham igen. "Det..Det kan vi da..godt" sagde hunså med sin blide stemme men hun var en lille bitte smule usikker. Hun havde aldrig prøvet den forlystelse.

"Det er uhyggeligy selv jeg kan blive forskrækket" sagde han og grinte. "Det er okay ikke? du er ikke bange for spøgelser vel??" spurte han og så undrende på hende

Hun rystede hurtigt på hovedet som om at hun ikk mente det som et nej men mere som et ja. Så så hun op på ham og hendes kinder var stadig svagt blusset op. "Første gang skal jo komme før eller siden" sagde hun helt roligt og med en blid og sød stemme samt det varme smil var på hendes bløde og let lyserøde læber.

"bare rolig jeg er her jo" sagde Al sakanstiak og grinte "Det er jo også falske spøgelser ,så der er ikke noget at være bange for, vis det er går vi jo bare ud igen" sagde Al og lag hånden på hendes hovede, han nussede hendes hår og smilte

Amelia nikkede og grinte sødt da han nussede hende hår mens at hun stadig ikk kunne skjule den rødmen der endnu en gang blussede op i hendes kinder hvilket egentligt bare fik hende til at se mere nuttet ud. "Ja du har ret.. Du er her jo. Og det er jeg glad for" sagde hun med hendes blide og varme stemme mens at hun selv blev en smuler overrasket over hvad hun lige havde stået og sagt. Hun bed sig så blidt i sin underlæbe og kunne på en eller anden måde ikk få sit blik fra ham. Og hun blev så bare mere paf da deres blikke mødtes. Dog havde hendes smil ikk være væk.

Al begyndte at grine. Hun var nuttet det var hun i hans øjne. Han kiggede ind i hendes øjne og stilheden kom han gloede på hende. Til sidst blev han selv rød i hovede og kiggede hurtig væk. Hans pandehår dækkede øjnene og han vende ryggen til hende pga han var rødi hovedet "kom vi burte nok gå ind og få det overstået" sagde Al og begyndte at gå stadig med ryggen til Amelia. Al var ikke den coole type han viste hans følser når han var glad , ked af det og sur.