"allways look on the briiiight side of life." //Thea//

Thea havde lidt svært ved at faldet ordenligt i søvn på grund af at den larm men efter et godt stykke tid kunne mna høre på hendes vejrtrækninger at hun nu sov tryg og tyngt. Hun var den type der bare pludselig kunne blive træt og når hun så var træt ville hun kunne sove hvor som helst. Dog havde hun haft sovet lidt tidlgere idag så hun forstod ikk helt hvordan hun ville kunne sove nu. Som om at der var kommet en slags sovemiddel i hendes te..?

Ashton smilede kort og rejste sig op og påtog sine handsker endnu engang og kiggede lidt på hende. Tja.. hvad skal man mon gøre? Han gik stille hen til hende og løftede hende op. En arm imod hendes ryg og en der støttede hende under knæerne. Han bar hende roligt i armene og lod ikke til at lide overlast af nogen vægt. Hun var vel let, ellers var det ham der var ret stærk.
Han gik roligt ud af butikken med hende efter han havde lagt drikkepengene på bordet derinde. Han betragtede hende kort. Han ante ikke hvor hun boede, så hans residens måtte være det næste stop.

Hun lå bare stille i hans arme og sov trygt. Hun kunne ikk fornemme at de bevægede sig ud af butikken som hun af og til kunne når hun sov men ikk denne gang.Da de var kommet udenfor puttede hun sig så plduselig blidt ind til ham. Hun tog forsigtigt fat i hans trøje et øjeblik og lignede lidt en killing. Hun vejede ikk særlig meget da hun ikk spiste de såkaldte 'søde sager'. Hendes små vinger blaftede meget svagt af og til under boleoen og han kunne sikkert godt mærke dem.

Ashton smilede kort og betragtede hende. "Cu-ty." sagde han med et legende smil og bar hende fortsat ligeså stille. Der gik sin tid før de kom til noget der mindede om en efterladt fabrik. Han gik ind af den rustne dør og fortsatte forbi ledninger og vandrør inden han kom til centeret af bygningen. Han hjem. Han åbnede døren ind til et meget stort lokale iklædt i røde og mørke tæpper og mange farvestrålende ting. Det kunne godt minde lidt som om der havde været en sindsyg maler rundt i et ellers dystert hekselignende lokale og derefter forsvundet igen. Der var ting lignende oldtidstingester fra woodoo over alt. Alt sammen i farver. Intet gråt eller sort.

Thea holdt stadig blidt fat i hans trøje og havde puttet til lidt mere ind til ham mens at han gik. Hendes anisgts udtryk var stadig helt fredsfyldt og der var ingen tivivl om at hun avr en engel. Dog en ung én. Hun mumlede noget helt utydeligt og det var ikk engang sikkert at hun sagde noget bestemt. Hun sov bare stadig trygt og godt mens at han stadig løftede hende.

Ashton lagde hende på en rød pudesofa ikke langt fra indgangen og tog blidt fat om hendes fingre hver for sig, så hun ikke stadig forsøgte at holde fast i ham. Han smilede stille og rettede sig op for at vende sig om og gå hen imod en skænk. Han rodede kort deri og fandt et lille cigeret itui op og løftede det til sin mund, hvorefter han fiskede en cigerat op med sine læber og fjernede ituiet og lagde det igen på skænken, hvorefter han med en rød lighter satte ild til spidsen. Der var intet filter i selve cigeratten. Det havde han ikke brug for.

Hun slap blidt men lidt utilfredst hans trøje igen og da hun gjorde drejede hun med det samme om på siden og krøllede sig let sammen. Hendes korte brune hår lå lidt hen over hendes ansigt og hun lignede bare en helt almindelig menneskepige på de omkring 15 år. Hun lå nu bare stille på den dejlige bløde pudesofa. Hun mumlede dog igen af og til noget helt utydeligt.

Ashton smilede kort over hendes søvnige pludren og fandt det ret kært egentlig. Han gik hen til en af ventillationsskafternes åbninger, så røgen fra cigeratten ikke ville påvirke hende betydeligt. Han satte sig i en lænestol og tog endnu et hiv idet han kort kiggede sig omkring på sine egendele.
Woodoo.. bøger.. endda et par kranier eller to. Når man havde de evner som han nu havde kunne man ligeså godt uddybe det så meget så muligt.

Hun drejede sig så roligt om og ligge halvt på maven og halvt på siden. Hendes bluse røg så en smule ned over hendes skulder og lidt ned over hendes ene skulderblad hvor der sad en lille vinge stadig. Så nu kunne man svagt skimme de tegn hun havde på ryggen. Et af de samme tegn som ha ahvde på sine hænder men hun opdagede det selvfølgelig ikk da hun sov. Hun drømte ikk rigtigt eller i så faldt så var det ikk 'tydelige drømme'.

Ashton lagde hovedet på skrå da han så det lille symbol på hendes ryg. Han tog et langsomt hiv af smøgen, så mindst en tredjedel blev brændt væk. Derefter skodede han del på sin håndryg med en kort antydning af smerte derfra. Han smed stumpen og rejste sig og gik hen til hede, for forsigtigt at se på symbolet og dernæst ned på sin hånd. Det var mærket på den højre hånd, som lignede hendes. Tegnet for den fordrejede sjæl. Ashton kiggede på hende med et lettere dystert smil. Jamen jamen. Den lille engel var vidst ikke helt hvad hun udgav sig for?

Hun blaftede svagt med sine vinger i søvne og der gik heller ikk lang tid før at hun begyndte at vågne. Den let kolde aura han pludselig havde fået havde 'forstyrret' hende mens hun sov. Hendes øjenlåg begyndte at vibrere lidt og så åbnede hun roligt sine øjne i små blik. Hun lå bare stillet et 'øjeblik i samme stilling så hendes lille tegn eller sympol stadig var tydeligt. Hun lå bare og tænkte på hvor hun var. Så drejde hun roligt op på ryggen og fik så øje på ham. Det gav et set i hende da hun fandt ud at han nærmest stod helt bøjet ind over hende.

"Jamen godmorgen lille engel." sagde Ashton med et kækt smil til hende og rettede sig derefter op og lagde armene kort over kors imens han så på hende.
"En god lur?" sagde han derefter og kiggede roligt på hende med det samme venlige smil. Hans øjne havde dog ligget på symbolet i en tid.. Hvad indebærede denne lille engel mon?
Mørke?

Thea lagde sin ene hånd på sin brystkasse for at komme over forskrækkelsen. "Øhm..Godmorgen" sagde hun efter at have slappet mere af. Hun var venstre håndet som han sikkert allerede havde opdaget men det gjorde jo ikk rigtigt noget. Eller hvad? Hun satte sig ordenligt op i sofa'en og så lidt på ham. Han virkede lidt anderlede. "Ja det var det faktisk men jeg ved ikk rigitgt hvordan det kunne være at jeg pludselig blev så træt" Hun tog sig lidt til sit hovedet da hun stadig var lidt svimmel fra kroen.

ashton trak på skuldrene med et smil, hvorefter han bevægede sig lidt rundt og rettede på nogle ting på hylderne. "Hør. Har du en fordrejet sjæl?" sagde han så med et tænksomt smil hen til hende.. "Korrupt eller.. ikke hvad den skulle være?" sagde han så og lagde hovedet uddybende på skrå.

Hun så lidt forvirret på ham. "Hva-Hvad mener du med det?" spurgte hun ham og lagde sit hoved let på skrå. Hun trak diskret op i sin bluse så den ikk sad ned over hendes skulder. Selvom at hendes mørke havblå øjne var klare kunne man kunne ikk se helt ind til hendes inderste følelser. Hun bed sig så blidt i sin læbe og fulgte ham rundt i rummet. Hvor var hun?

"Ja.. tegnet på din ryg mener det ihvertfald." sagde han lidt ligegyldigt og tog en bog ned fra en af de farverige hylder og satte sig i stolen med den for derefter at slå op på en bestemt side.
Bogen havde intet navn, blot en masse tegn på omslaget samt en lille læderrem til at holde styr på alle de løstsiddende sider.
"Hvornår fik du det?"

"Hvi-Hvi-Hvilket tegn?" Hun blev pludsleig helt nervøs og trak lidt mere op i sin bluse. Hun begyndte så stille og roligt at rejse sig op fra sofaen. Hun sank en mindre klump der havde valgt at sætte sig fast i hendes hals. Hun ignorede så bare hans andet spørgsmål og undlod hans blik hvis han nu skulle komme til at se op på hende.

"Mhm hvor var det nu henne?" mumlede Ashton lidt ligeglad med at hun ikke svarede, da han var i fuld gang med at lede efter noget i sin bog.
Derefter vendte han siden, så hun kunne se det. En nøjagtig kopi af tegnet var deri. "De fordrejedes sjæles tegn." sagde han så.
"Hvornår fik du det?" spurgte han igen.

Hun spærrede sine øjne op da hun så tegnet i bogen. Hun lagde hurtigt sin hånd ca der på hvor hun havde det. "Jeg..Jeg er født med det" sagde hun lidt stammende men der kunne iden høres en smule kulde i hendes stemme. "Og..Hvor ved du fra at har har det?" Hun trådte så lidt usikkert et skridt tilbage mens at hendes blik stadig vare rettet mod ham nu.

Ashton smilede stille. "Så det på din ryg. Det er identisk med mit eget." sagde han og drejede håndryggen så hun kunne se det.
"Det tegn er nærmest et stempel på de personer, som har det der kaldes en omsyet sjæl. Når sjælevæverne finder splittede sjæle i Abyssen, genskaber de den, men ikke hundrede procent. De bruger lapper fra andre ødelagte sjæle for at gøre det nye liv intakt."
"Ergo.. sjæle der har fået en ny chance for at undslippe Abyssen."

"Hvad snakker du om!?" udbrød hun så pludselig en smule højt og tog sig til hovedet med begge hænder. Hun stod let foroverbøjet med sine øjne hårdt klemt sammen. "Jeg forstår ingen ting! Jeg ved ikk hvor jeg har det fra eller noget!" Hun trak vejret i små dybe gisp og prøvede at holde sit blodtryk nede da hun hvade svært ved at styre sig ordenligt når det steg. Og det steg ret hurtigt.

Ashton rejste sig og stilte sig overfor hende. Han lagde en kølig hånd på hendes pande. "Oi! Fald lidt ned, engel." sagde han med et roligt smil.
Han prikkede hende kort på næsen. "Du forstår det ikke? Vil du ikke forstå det eller kan du ikke?" sagde han så og betragtede hende i en tid.
Han havde i sinde at fortælle sig om det, hvis hun ville.
"Forresten, engel. Mit navn er Ashton."

Hun begyndte stille og roligt at slappe mere af da hun kunne mærke hans dejlige kølige hånd på hendes pnade. Hun gav så slip på sit hoved og holdt lidt om sig selv med sine arme som om at hun ahvde ond i maven. Hendes pandehår havde lagt en skygge for hendes øjne men pludselig kom en lille skinnede dråbe trillende ned af hendes kind. Hun rystede en smule. "Jeg..Jeg ved det ikk selv.. Jeg er ..bange" fik hun fremstammet, lidt svagt og med en lille smule gråd i stemmen. "Jeg er levet i uvidenhed om hvor jeg er som jeg er men samtidig er jeg utrolig bange for sandheden.."

"Jamen..." sagde han så. "Hvad nu hvis sandheden ikke er en dårlig ting." sagde han så og smilede roligt til hende. "Vil du hellere leve i uvidenhed end at få at vide hvad du befinder dig i, engel?" sagde han så og strøg kort hendes tåre bort.
Lige nu havde ashton svært ved at bedømme hende.. trods engle var meget gamle, så sad hun fast i sine unge år rent mentalt.. stadig meget ung og uparat til at stå til regnskab for alting selv, eller hvad? "Sandhed behøver ikke være skræmmende."

Hun stoppede så småt med at ryste og så stille og roligt op på ham med de mørks havblå øjne som stadig var klare men staidg ikk helt som et vindue til sjælen. Hun rettede sig så ordenligt op og tørrede sine øjne lidt. Hun syntes selv at det var lidt ynkeligt at stå og græde foran en nærmest helt fremmed. Hendes kinder begyndte dog så pludselig at blusse lidt op i en svag lyserød farve. Hun nikkede roligt men sagde ikk noget. Så trådte hun pludselig et skridt frem mod ham og puttede sig lidt indtil ham uden at sige noget. Hun vidste faktisk ikk rigtigt selv hvorfor hun gjorde det.