Sickly Disaster.

Bare det, at se Autumn smile til ham, fik dæmonen til at føle sig perpleks. Det havde været en absurd tanke for ham, at hun ville give ham en sådan gestus - ihvertfald efter deres andet møde, hvor han havde kunne fornemme frygten i hendes indre, og kunne se hvordan hun direkte var mærket efter handlinger han havde været skyld i. Deres historie - trods den måske var kort - var plaget af både angst og kyniske kommentarer, men også af forvirring og en form for taknemmelighed. Autumn havde trods alt hjulpet ham gennem det værste stadie en stofmisbruger måtte møde - trods det blot krævede at hun måtte give ham et kit med medicin... Deres forhold var meget kompliceret, og derfor kom denne lille gestus bag på ham. Ligesom han også havde overrasket sig selv på mange måder efter han havde afholdt sig fra stofferne i lidt tid. Han virkede mere menneskelig end nogensinde. Og han anede ikke hvorvidt han brød sig om følelsen eller ej.

Da Autumn sagde, at det var rart at have nogen omkring sig, måtte Derek anstrenge sig for ikke at sige + i lige måde´. For det var rart at føle at der var et behov for ham, for en gangs skyld. Men selvfølgelig var han ikke opsat på at tabe ansigt, eller udtrykke sine følelser i ord: "I've got nothing better to do." sagde han derfor og trak på skulderne, som om det var ligegyldigt og at han blot havde gjort dette fordi han var rastløs... Og det var jo ikke sandheden. Derfor anede han ikke om han lød oprigtig eller ej. Som regel var han en genial løgner, men igen - uden stofferne, kendte han knapt nok sig selv.

Han stod for foden af sengen, og betragtede hende, da hun igen lænede sig tilbage, og lod sig køle ned med kluden: ""It's odd..-." Begyndte han, "I've never seen anyone... supernatural - to burn up like you did." Ligesom Autumn havde sagt - havde han heller aldrig oplevet sådan noget hos overnaturlige før : "Maybe you should see a doctor about that...-" Det gik op for ham hvad han sagde, og hvor meget ironi der egentlig lå i det... "Sorry, I didn't really...-" Han rystede på hovedet af sig selv. At komme med bemærkninger som kunne føres tilbage til Blake - ja, det var nok ikke det Autumn ville høre, nu hvor hun skulle prøve at komme sig, frem for at skynde sig hjem, af frygt for denne læge.

Han gik over mod vinduet lidt derfra, og trak kortvarigt to af persiennernes dele fra hinanden. Logement var ligeså stille som altid. Hvis solen overhovedet var stået op, ville han alligevel ikke kunne se det før om eftermiddagen, på grund af bygningernes tæthed. Han rullede kortvarigt persiennerne op, for at åbne vinduet - og lod dem dernæst falde ned igen. Luften var frisk, kølig og gled roligt ind i lejligheden.

"You're somewhat resistant of my abilities.... If you weren't I might have had an oppurtunity to bring your fever down faster." sagde han roligt, mens han - med ryggen til sengen, stod og nød luften mod sit ansigt: "But it's great that you're feeling better now. I didn't really have a plan throughout all of this." Han følte sig stadig meget varm... Radiatoren under vinduet var slukket, men så snart han lagde hænderne mod den, kunne han mærke hvordan den varmede op. Det var dejligt at kunne overføre varmen til objektet, og få det til at forlade sin krop. En lille smule af varmen overførte han da, før han igen gav slip.

”Yeah… Maybe I should. But then again; it doesn’t happen that often.” Selvfølgelig påvirkede bemærkelsen hende. Bare tanken fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Hun havde faktisk intet imod andre læger. Hun var trods alt selv godt i gang med en lignende uddannelse. Hvis hun da fik lov til at gøre den færdig. Hun havde sikkert allerede utrolig mange sygdage. Det var nok det eneste tidspunkt Blake var der til hendes fordel. Hun ignorerede blot hans undskyldning. Han havde vel intet at skulle undskylde for. Det var jo ikke hans skyld at hun var påvirket på den måde. Ikke at det var hendes skyld, men det lå mere på hende end ham.

Som hun svagt kunne fornemme hans gang igennem lejligheden, kom hun igen op at sidde. Det var stadig besværligt. Størstedelen af musklerne i hendes krop var nærmest lammet. Ømme som bare helvedet. Det føltes underligt. Og det var egentlig blot svært at forklare. Men det lukkedes hende da at komme op igen. Kluden lod hun falde, inden hun tog den og lagde den ved siden af sig. Hun satte forsigtigt sine tommelfingre ned i sine bukserne kanter. Kørte dem hen til front midten, hvor hun igen besværet blev åbnet knappen. Der var bare ingen kræfter tilbage i hendes fingerspidser. Men da hun vandt den lille kamp, gik resten lidt nemmere. Hun trak langsomt ned, og fik til sidst endelig sine ben helt fri fra de stramme bukser. Det havde taget sin tid, men hvilken befrielse det ikke var. Hun lod blot bukserne falde ned på gulvet sammen med hendes trøje, der tidligere var blevet fjernet. Og selvfølgelig frøs hun nu. Typisk. Hun greb fortumlet ud efter tæppet, der også lå i den samme ende hun i øjeblikket sad. Svang det hurtigt omkring sig, og lukkede tæt til. Nu var hun i det mindste også lidt mere dækket.
”It’s not just your abilities. Not even healing have any effect on me. For some reason my body neutrali zes.. supernatural attacks or whatever they’re called.” Hun trak tæppet lidt mere om sig og var enorm taknemmelig for at Dereks varme stadig sad fat i fibrene. Hun følte sig lidt ynkelig, sådan at klamre sig til hjælpen fra dæmonen. Det var lidt som om hun begyndte at stole på fjenden. Hun kunne aldrig vide hvad der til sidst ville ende med hende. Han virkede bare så rolig. Som om der intet var at frygt omkring ham mere.

”Hey, Derek…” Endelig så hun hen imod ham, i stedet for ned i sit skød. Man kunne se på hende hvordan hun næsten forsøgte at skjule hvor dårligt hun havde det. Hun brugte en del energi på at føre samtalen, og på at virke nogenlunde frisk. Eller retter sagt, mere frisk end hun egentlig var. Hvis ikke hun var så anspændt som nu, ville hun sikkert stadig ligge og sove. ”How are you feeling? You seem to be in a much better condition now.”

Derek lyttede roligt til hendes ord, mens han - stadig med ryggen mod hende - stod og nød de kølige briser der formåede at trænge ind gennem persiennerne. Det var sjældent at disse var længe oppe ad gangen. Ganske vist gjorde det vel ikke noget, at tage dem op, når mørket havde sænket sig over Di Morga - men Derek tog sine forholdsregler i dette kvarter. Det havde trods alt ikke taget ham lang tid at opdage hvor infiltreret Di Morga var, af andre som ham og Autumn. Hans sidste hjem i San Fransisco havde ikke haft en så tæt befolkningstæthed af overnaturlige... Dette var bestemt en luftforandring. Hele kulturen her var... anderledes.
"So... It's both a blessing and a curse, huh?" Kommenterede han, da Autumn fortalte om sine evner. Han kunne ikke forestille sig et liv uden en krop der konstant regenererede sig selv for overnaturlige angreb. Ganske vist var den største skade alligevel foresaget af stoffer og alkohol, men gennem årenes løb, havde han alt for ofte været oppe og toppes med overnaturlige, med kræfter der oversteg hans betydeligt. Derek følte sig stærk fysisk... Men hans evner var ikke just noget han var stolt af. Der var der bestemt mange der kunne jorde ham.

Han kastede et kort blik over mod hende, ved hendes spørgsmål. Snart drejede han igen fronten mod hende, hvorefter han lænede sig lidt tilbage mod vindueskarmen, som han støttede sig til med hænderne.
"I'm not really sure, to be honest." Sagde han, med et lidt tragisk og dog komisk smil om læberne. Derefter trak han henslængt på skulderne. "The pain's gone most of the time - sure... And I don't feel constantly on edge." Han betragtede hende kortvarigt, som hun sad der - indhyllet i tæppet.
"But it's alot easier, you know... -" Han pressede den ene fod mod radiatoren, og fik derved sat sig op i vindueskarmen; "..- I remember everything I do now. I'm not used to that... So yeah...- I guess I'm feeling ´fine´, but I don't feel as great as I do, when I've-..." Han stoppede sætning og trykkede en enkelt gang på næsen for at indikere, hvordan han før havde været så afhængig af at kunne sniffe blandt andet kokain.
"I almost feel too human." Han strøg en hånd gennem sit hår, endnu en gang. Derefter rystede han på hovedet, med en lidt sarkastisk latter; "God, I sound like a tool... You wouldn't understand. I barely do myself."

Derek vidste ikke hvorfor det virkede så normalt, at fortælle Autumn denne slags ting. Ihvertfald ikke i det rolige tonefald han gjorde nu. Han plejede altid at føle sig hævet over alle andre. Nu lignede han - efter hans egen mening - en skygge af sig selv, trods han udadtil så bedre ud end han længe havde gjort.

”You can say that. But if you ask me then I see most of my abilities as curses.” Selvfølgelig så hun sine små evner som forbandelser. Lagt over hende ved hendes fødsel. Eller i hendes tilfælde var det siden hendes skabelse. Det var stadig underligt at tænke på at hun ikke var blevet født. At hun faktisk egentlig slet ikke havde haft en barndom, anden end den falske der var proppet i hovedet på hende. Hun havde altid set ud som hun gjorde. Ikke nogen store ændringer. Og så vidt hun huskede havde hun altid været en ynkelig lille spirvip. Det der havde ændret sig fra den gang, var nok mængden af problemer der havde hobet sig op igennem hendes liv.

Autumn holdt sit blik imod Derek. Lyttede til hvad han havde at sige. Hun havde forventet et lidt mere optimistisk svar, men et sted forstod hun hvorfor det ikke helt var muligt at komme fra ham. Han var sikkert også træt. Og smadret. Havde han ikke siddet hos hende, under al den tid hun havde sovet? Han havde i hvert fald været der da hun vågnede. Og han havde ikke bare ladet hende ligge på gaden. Dette var måske ret store skridt for ham, når man tænkte på hvor selvcentreret han normalt var. Hun savnede det vel lidt. Det var hendes indtryk af ham. Så at se ham - og opleve ham på denne måde, virkede ikke helt virkeligt. Var dette mon en drøm? Eller var hun bare heldig?
”Oh… It doesn take some time to get use to. Alot of time I have heard.” Hun bekræftede blot hvad han nu havde sagt. Hun kunne ikke sætte sig i hans sted. Hun havde aldrig været så langt ud som ham. På nogen måde. Ingen Panodil ville kunne bringe hende til drømmeland, hvor alt var bedre. ”But it’s amazing to hear that you’re feeling just a little better.” Hun var da virkelig en kær lille en. Selv i sin egen svageste stadie blev tankerne sat mere hen imod andre end hende selv. Måske var det bare fordi hun selv ikke ønskede at tænke på hvordan hun havde det, og konstant skiftede emnet om til noget andet. Hun hadede trods alt det billede hun havde af sig selv nu. Hun kunne knap nok stå op selv.

Pludselig forlod et nys hende. Svagt men ret kraftigt. Det var nok ikke kommet af forkølelse. Ikke nødvendigvis. Det kunne sagtens være den smule støv der hang i lejligheden, selvom den virkede en hel del mere ren end før. Det eneste der rigtig bekymrede sig, var hvad der valgte at ske på hendes ryg. Hun følte smerten af hud der åbnede sig, og knogler der rykkede på sig. Tæppet, der var svøbt omkring hende, bevægede sig gevaldigt et øjeblik, til hendes fine par flyvske venner faldt til ro igen og lagde sig bare imod hendes halvnøgne ryg. ”Shit…” mumlede hun en smule opgivelse, og slå blikket væk fra Derek. Hun havde ikke forventet at være så svag. Og kæft hvor var hendes ryg øm. Hun prøvede at lade som ingen ting, og trak blot sine ben op til sig på sengen. Op under hagen. Tæppet kom sammen med armene omkring benene. Skjulte hende helt. Udover hovedet. Dog blev ansigtet skjult lettere skamfuldt i mellemrummet mellem knæene og hendes brystkasse. Bekæmpede samtidig kvalmen og svimmelheden, der på en eller anden måde var blevet fordoblet.

Derek lænede sig lidt forover, så han kunne placere albuerne mod sine knæ. Derved gned han sin pande med begge hænder, og dækkede nærmest sine øjne i nogle sekunder. Han vidste ikke hvorfor han var så træt. Ganske vist havde han ikke fået meget søvn, men han ahvde da alligevel fået lukket øjnene lidt, da Autumn selv var begyndt at døse hen. Han lod dernæst den ene hånd trykke lidt mod nakken igen - bare for at få den ømme fornemmelse lidt på afstand: "What takes time? Getting sober and clean?" kom det fra ham, før han igen sad stille, og vendte de mørke øjne mod hende. "You don't acually expect that I want to stay this way, right?" Spurgte han dernæst, "This is a temporary solution." Okay, han vidste ikke hvor sandt det i grunden var. For pengene slap op, og han stod allerede i gæld i Di Morga. Ja, og så havde han været så åndssvag at tage et lån for at købe en ny guitar, fordi de solgte nogle specifikke eksemplarer hér, som han aldrig havde set i Amerika.

Da Autumn sagde, at det var rart at høre, at han havde det en smule bedre - hævede han den ene mundvige lidt højere end den anden. "Yeah... I was gettin' fucking tired of that headache." Blandt andre ting selvfølgelig. Der gik dog ikke lang tid, før smilet falmede om hans læber.

"Autumn, what is it?" Det var utroligt hvor megen bekymring der faktisk syntes at komme frem i hans stemme. Dog tænkte han ikke just meget over det, og det regnede han sgu heller ikke med at Autumn gjorde. Nej, det var som om hun virkede mere urolig nu - og da hun slog blikket væk fra ham og begyndte at skjule sit ansigt for ham - løftede hans øjenbryn sig højere op i panden. Det virkede bare som om hun forsøgte at kæmpe for, at han ikke bed mærke i det. Og hvis ikke det var fordi hans øjne havde været så opmærksomt rettet mod hende, ville han sikkert ikke have tænkt meget over det.
Han sprang roligt ned fra vindueskarmen, og gik over mod sengen. Han satte sig ned på sine knæ på gulvet foran sengen - så han muligvis kunne formå at se hendes ansigt. " 'You Getting dizzy again?" Han forsøgte at stryge noget af hendes hår tilbage, så han kunne se hendes ansigt. Han havde ellers håbet, at han ikke skulle døje med denne rådvildhed igen...

"Maybe I really should take you to the hospital..." Kommenterede han så, mens en overvejende grimasse gled over hans ansigt; "Do you want me to take you there?"

Al den tid hun havde haft sit ansigt skjult fra omverdenen, kom der ikke andet end meget tydelige mumlende lyde fra hende som et svar til ham. Det var uden tvivl med vilje. Hun ville pludselig ikke rigtig se på ham. Hvorfor følte hun sig skamfuld? Der var intet der havde kunnet føre hende hen i den retning. Og var der overhoved skam hun følte? Da hun kunne fornemme hvordan han igen var kommet tæt på, krøllede hun sig lidt mere sammen. Øjnene var klemt godt sammen og hun sank konstant, eftersom hendes spytkirtler var gået helt amok. Nok på grund af kvalmen, og manglen på mavefylde. Det gav et lille set i hende da hun kunne mærke hans hånd stryge noget af de tykke hår væk. Dog skjulte hun bare sit ansigt noget mere. Hun opførte sig underligt. Og det syntes hun selv endnu. Det var lidt som om hun ingen yderligere kontrol havde, og alle følelser og fornemmelser vadede rundt i mellem hinanden i kaos.

Det var først da han nævnte hospitalet at hun fik reageret lidt mere drastisk. Hurtigt kom det blege ansigt frem igen. Øjnene stirrede direkte imod ham. ”No! I’m fine. Perfectly fine!” Igen. En løgn. Hun var ikke god til at lyve. Overhoved. Hun var elendig. Så elendig som man kunne være. Hvis man tvivlede, kunne man altid bare se hende i øjnene, for så at se nervøsiteten dybt inde i hende. Hun sank besværet og så lidt fortvivlet ud i ansigtet. ”I… I…” Hun tog det vel tilbage. Hun slå blikket væk. Så ned af sig selv. Og så efterfølgende rundt i lejligheden. Hun kunne egentlig bedst lide tanken om at blive her. Men samtidig ville hun ikke være en større byrde for Derek. Han havde gjort nok. Usikkert bed hun sig fast i sin underlæbe, og så til sidst på dæmonen igen. ”It’ll probably be for the best.” svarede hun endelig. Stille og forsigtigt. Hun brød sig ikke om at sige det. Men hun havde det virkelig a’ lort til. Og det kom sådan i ryk hele tiden. Samtidig virkede bekymringen malplaceret omkring denne unge mand foran sig. ”But can we wait? Just for a little while? Just until I can get these in again…” Langsomt løsnede hun grebet om tæppet. Sørgede stadig for at dække hvad der nu skulle dækkes, men lidt efter lidt kom hendes ryg til syne. Sammen med de to sorte flagermuslignende vinger. Nogenlunde store. De så knap så uskyldige ud i forhold til Autumn. Modsætninger til en engels, sjovt nok.
Hun skød ryg et øjeblik, og fik sat det sidste knæk på plads. Sukkede tungt og så måske lidt undskyldende frem for sig. ”My back is still sore. But I’m sure I’ll be able to make them disappear in a moment.” Han var vist ikke det eneste monster. Havde han aldrig været. Og hun fik pludselig skyldfølelse, ved tanken om hendes tidligere beskyldninger. Men hun turde ikke bringe det op for at undskylde. Ikke nu. Og et sted virkede det ikke helt så vigtigt mere. "It'll be abit irresponsible to walk down to the hospital like this, don't you think..?"

Derek flyttede nærmest hånden som om han var blevet brændt, da han kunne mærke hvordan hun tyngede sig mere sammen. Selvfølgelig skulle han ikke røre hende. Tanken virkede absurd for ham nu, hvor Autumn netop havde været mere sig selv i nogle minutter. Derfor lod han sin ene hånd ligge på sengen, mens hans øjne afventende fulgte hende.

Netop efter han havde spurgt hende om de ikke skulle tage til hospitalet, mødte han igen hendes øjne. Han var ikke forbavset over, at hun ikke ønskede at tage afsted, men det var hendes reaktion og den lodrette løgn, der selvfølgelig fik ham til at se mere bekymret på hende.
Dæmonen måtte anstrenge sig for ikke at tabe kæben, da Autumn afslørede vingerne på sin ryg. Han lod dog til at tabe mælet i nogle sekunder, før han så lidt mellem hendes ansigt og hendes vinger. "Fucking hell...." Bandede han lavt. Det mærkelige var, at antydningen af et smil formede sig på dæmonens læber. "You never fail to surprise me, girl." Han rystede let på hovedet, for at få det tåbelige drengede udtryk til at forlade sit ansigt, som mest af alt hørte til hos menneskebørn der lod sig fascinere af alt, der kunne virke den mindste smule bad-ass.
"Sure - you can stay, Autumn." Konstaterede han dernæst, og forsøgte at samle sig lidt; "I'm not chasing you out of here..." Han lod sin hånd forlade sengen ved siden af hende, hvorefter han satte sig lidt tilbage på gulvet. Af en eller anden grund turde han ikke længere røre hende. Der havde været noget anderledes ved det, da hun var i det meget sårbare stadie, som hun havde befundet sig i, i gyden... Med vingerne på ryggen virkede hun af en eller anden grund, knap så uskyldig for ham, trods hendes ansigt lå i samme folder som før. Hun havde det jo ikke godt, og dette var den eneste grund til at Derek ville have at hun skulle finde nogen der i det mindste vidste hvad de lavede. Derek kunne knapt nok vaske tøj, eller koge pasta... Hvordan skulle han kunne tage sig af nogen?
"It would be irresponsible for me, to let you leave now..." Sagde han dernæst, hvorefter han kløede sig i nakken; "Autumn - stay until your..." Han viftede mod hendes ryg; "-fucking crazy-ass wings, are gone or whatever.. Or stay even longer." Sandheden var vel at dæmonen i grunden godt kunne lide at have lidt selskab for en gangs skyld. Ja, der var skam egoistiske bagtanker, men han havde aldrig påstået at han var blevet fuldstændig blødsøden, efter at have droppet stofferne: "I'm just not the greatest caretaker.. that's all."

Af en eller anden grund varmede det at høre ham sige hun kunne blive. Fik måske endda hende til at lyse lidt mere op. Selvom man stadig kunne se hvordan virussen virkelig havde taget fat omkring hende, kunne hun stadig få et svagt mere muntert skær. For en kort stund. Hun ville helst ikke bruge al sin energi til at smile og være den samme lallende person hun normalt var. Hun vidste faktisk ikke selv om det bare var en facade når hun var omkring andre, eller om hun egentlig stadig kunne smile på den måde. Hun havde ladet som om intet har været galt i snart halvandet år. Sikkert længere, men hun brugte ikke rigtig tid på at tænke yderlige over det.
Hun holdt en svag latter inde. Hans små hentydninger til vingerne havde tydeligvis en af de bedre effekter på hende. Hun var ikke de bedste venner med dem. De var en del af hendes første stadie til det monster hun jo i princippet var. Skabt til at skabe kaos. Ikke noget hun var stolt af. Men hun tog hans ord som komplimenter, så et smil kom da i hvert fald frem på de nu mindre tørre læber. Fik igen vingernes måske lidt skræmmende tilværelse til at virke utrolig malplaceret på hende. Som var det et kostume til halloween. Udover de virkede umådeligt ægte. Og sat mere eller mindre godt fast på hendes skulderblade, der stadig havde et par tynde streger af blod, fra da vingerne var kommet ud. En åbning i ryggen var jo ikke bare noget der skete uden et par spor. ”They are not that bad..” Hun så sig selv hen over skulderen. Spredte dem en smule ud, inden de så bare faldt noget sammen. Hvis hun ikke engang havde kræfter til at stå op, var der heller ingen kræfter tilbage til at få dem udspredt helt. Hun nåede ikke engang at få basket med dem. De lå bare slapt ud til hver sin side. ”But the funny thing is… I can’t fly. Not yet that is.” Hun vidste vel ikke om hun ville ende med at kunne flyve. Hun var ikke ivrig efter det. Vingerne så hun helst forblev væk fra omverdenen. Derek var heldig at han havde nået at få et glimt af dem. ”Oh yeah…” Hun rettede igen blikket imod ham. Lidt bekymret. ”Please keep them a secret. I don’t wanna go around scaring people or something.”
Hun slap igen sine ben. Lod dem komme ud over kanten på sengen, men havde stadig tæppet mere eller mindre omkring sig, selvom hendes bare ben ikke var skjult super meget mere. Hun fumlede lidt med stedet der blev holdt sammen med hendes hænder. Fik til sidst gjort, så hun kun holdt fast med den ene hånd, imens den anden søgte sin vej ud fra tæppets svøb. Hun rykkede sig forsigtigt lidt længere ud på kanten, og støttede sig med fødderne på gulvet, så godt hun nu kunne. Hun rakte roligt sin hånd frem imod dæmonen. Stoppede ikke før den blev lagt oven på hans hånd, hvor hun et øjeblik nussede hans hår. ”I think you’re great. Even tho it’s still tough for me to fully trust you, I feel somewhat safe. And I’m pretty sure that you already have done more than those at the hospital would have. They would probably just have filled me with all kinds of drugs to calm me down.”

"Who the fuck should I tell?" Derek havde ikke selv noget reelt svar. Derfor rystede han også blot efterfølgende på hovedet; "You worry about scaring people here in Di Morga?" Igen virkede det absurd for dæmonen at forstå Autumns tankegang. Mest fordi hendes væsen generelt virkede så uskyldigt og åbenhjertet, at han ikke kunne identificere det med sine egne holdninger eller handlinger. "Maybe that could be your ticket to getting what you want for once... If you appear stronger, I mean..." Han så på hende med overvejelse i blikket. Hvis Autumn kunne formå, at fastsætte en stærkere glød i hendes udstråling, kunne hun ved sin urørlighed og sine evner, måske forhindre at folk - som lægen, og han selv -skulle kunne udnytte hende. Derek vidste dog, at verden måske ikke var så sort og hvid. Autumn virkede jo ikke ligefrem pavestolt af vingerne på hendes ryg... Hvorfor skulle hun tage godt imod dem? Derek huskede kun alt for tydeligt, hvordan Autumn tidligere havde kaldt ham et monster. Det var stadig noget der gjorde ondt i ham - som det altid havde gjort, når folk havde brugt det ord omkring ham... Måske ville Autumn ikke selv ses på samme måde. Men Derek forstod ikke hvorfor de stærke sider skulle udelades... Derved var ham og Autumn uendelig forskellige.

Da Autumn rørte ved ham, kunne han ikke lade være med at placere et ironisk smil over sine læber. "Don't say shit like that..." Hans stemme var ikke vred - han godtog blot ikke hvad hun sagde om ham, og hvad hun i grunden gav ham ros for: "I'm not really worth it you know." Han hævede blikket og mødte hendes øjne: "And I'm not expecting you to trust me.... But I still trust myself more than I trust a psycho doctor."

Kortvarigt kastede han et blik tilbage over den ene skulder. Dét medicin-kit som Autumn havde givet ham, lå ovenpå selvsamme skab, som hun engang havde tilbragt en hel nat i.
"I'm about to run out... I dunno what I'm gonna do, when I don't have any medication left." Han sank en klump i halsen, og vendte igen blikket mod hende: "When you're ready to leave, it might be for the best, if we don't cross paths again." Han vidste at deres møder havde været tilfældige, og at Autumn nok ikke villigt ville se ham igen alligevel. Han havde bare brug for at advare hende. "I'm honestly not sure I can go through this again without ripping someones face off." fortsatte han, før han kom med den sidste tilføjelse: "And I don't want you to deal with anymore trouble than what you're already in."

Han klarede sin stemme mod sin ene hånd - som for at få den mindste uselviske bemærkning til at skylles væk, med noget lidt mere mandhaftigt. "Can I do anything for you now?" Han vidste ikke om hun stadig var i smerter. Han kunne trods alt ikke se hendes ryg, og fra denne vinkel, gjorde han det vel også ganske svært for sig selv.

”I’m not stupid. If I didn’t think that you’re worth it then I would have kept it for myself.” Autumn havde med vilje ignoreret ham. Hun vidste jo allerede at hun var nød til at blive stærkere, for at kunne undgå udnyttelse. Det skræmte hende bare stadig. Hun brød sig ikke det mindste om den svage tilstedeværelse, men samtidig føle hun ikke at hun behøvede at være stærkere. Hun ønskede ikke at virke skræmmende overfor folk. Hun havde oplevet det før. Det at hun havde set andres blikke fyldt ud med frygt. På grund af hende. Billederne kom stadig til hende i drømme. Også selvom hun ikke helt huskede episoden helt klart mere. Den var blevet fortrængte. Langt. Langt væk. Og den del af sig selv ville hun egentlig bare glemme. Men samtidig også huske, så det ikke ville ske igen. Hun var ingen dræber. Det ville hun ikke være. Den glæde ved synet af blod foragtede hun. Netop på grund af hendes nærmest engleagtigudstråling, var der heldigvis ingen der mistænkte hende for at være det sande monster.

Den lille djævel så igen overrasket op imod Derek. Hun så nu ikke skrækslagen ud denne gang. Bare forundret. Hun blinkede et par gange, som skulle hun sikre sig at hun havde hørt ham rigtigt. Det skulle lige sive ind. Og hun forstod ikke helt hvorfor det virkede så sorgmodigt. Det var jo ikke meningen at hun skulle ende ud med at savne ham. Det ville nok være umuligt. Han havde jo ret. Det ville være det bedste. Hun trak sin hånd indtil sig igen. Ind i varmen under tæppet, som hurtigt blev svunget tættere omkring hendes krop. Hun bed sig igen fast i sin underlæbe. Sad et øjeblik. Prøvede at få sagt noget. Men endte bare med at nikke bekræftende. Hun vidste jo ikke hvad hun skulle sige til det. Det lå ikke meget mere i det.

”No. I’m fine thanks.” Stadigvæk kunne hun ikke helt få sig selv til at spørge ham om noget. Ikke med mindre det var helt vildt nødvendigt. Og lige nu var hun da i live. Hun havde det tilpas i temperaturen. Sådan nogenlunde. Hun frøs endnu, selvom hun kogede som en sindssyg. ”I think I just need to rest for now. And then I’ll be out if here in no time.” Hun nød ikke at sige det. Det lå ikke rigtigt på tungen. Men hun forsøgte virkelig at lade som om alt var okay. Eller at alt nok skulle blive okay. Hun kunne jo ikke dø af lidt feber. Hendes krop var stærkere end det. Vingerne baskede slattent, men blev liggende på sengen som var de gået helt død. Hun flyttede sit blik fra ham. Afbrød øjenkontaten. ”But.. If you could get me some more water it would be amazing.” sagde hun så til sidst. Sagte. Og forsigtigt. Dog så hun ort efter op igen. En smule ivrig. ”By the way… Do you still have my bag here?” Hun huskede pludseligt den slidte rygsæk hun havde mistet siden hendes tur I hans skab. Det var først komme frem nu. Hun havde ikke tænkt over den før nu. Havde hun overhoved glemt den her? Havde hun husket forkert?

"Sure... I'll get you some."
Derek rejste sig op, og tog den tomme vandflaske fra pladsen ved sengekanten. Netop da han rettede ryggen op igen, gled et tænksomt udtryk over hans ansigt.
"Uhm..." Han erindrede intet om en taske, men han vidste, at han anyway ikke kunne stole på sin egen hukommelse. Derfor så han henkastet rundt i lejligheden, for at få et overblik, mens tankerne faldt på plads.
"I don't remember alot from... after that night, to be honest..." sagde han og kløede sig kortvarigt i nakken, bag det mørke hår, med sin løse hånd; "But I have a habbit of... like putting stuff in wierd places." En lidt ironisk grimasse løb over hans ansigt, og sendte næsten et barnligt udtryk over ham. Men kun i et splitsekund.
"I'll look for it in a bit. I don't remember shit." Klangen i hans stemme var nærmest komisk, og derfor rystede han let på hovedet af sig selv, før han satte mod køkken-arealet. Han tændte for hanen, og lod vandet løbe i en stund, før det endelig begyndte at blive koldt. Den ene pegefinger lod han berøre vandets stråler, så han kunne afgøre temperaturen. Dernæst vendte han flasken med bunden i vejret, for at få den sidste lille sjat ud, før han hældte friskt vand deri.

"Here you go." Han rakte hende flasken med vand, efter at have lukket for hanen, og kastet endnu et par blikke rundt i den lille lejlighed. Der var noget virkelig koncentreret over hans ansigtsudtryk. Som om han virkelig tænkte så det knagede. Det første sted han satte mod var skabet... Men foruden en stak aviser og bunkevis af tøj, var der intet at finde.
Snart gik han igen hen til sengen, og lagde sig ned på maven foran denne. Under sengen, var vel altid en mulighed... Især når han var typen, der kunne finde på at sparke ting derind, hvis de lå i vejen, og hvis blot han havde fået lidt alkohol i systemet.

"Yup... Something's here." Kom det fra ham, da han møvede sig lidt ind under sengen, så hans hoved og skuldre ikke længere kunne ses oppefra. Han strakte armene over gulvet, og rakte ud efter et omrids i mørket.

"Well, I hope it's yours." Kom det fra ham under sengen, mens han forsøgte at gribe fat i materialet med sine hænder: "But it wouldn't really surprise me if it weren't. I've found wierd stuff laying around sometimes." Ja... ofte ting, som ikke tilhørte ham. Snart trak han en slidt taske ud fra under sengen, og hævede sig op i en siddende stilling. Han holdt tasken op med den ene hånd, og så overvejende på hende.

"Is this it?"

Vandflasken blev forsigtigt taget imod, da den så flink blev rakt imod hende. Hun sad et øjeblik med den i hånden. Følte den lettere fugtige overflade på grund af få spildte dråber. Trukkede lidt ind på den, for at slippe så den velkendte poppende lyd opstod. Af en eller anden grund havde det altid beroliget hende. Ligesom folk der klikkede kuglepinde. Det gjorde hun vel også. Og hun var ret sikker på det drev alle omkring hende til vanvid. Hun havde i hvert fald ikke set en kuglepen i sit penalhus i længere tid nu. Hvilken skam.
Hun drejede roligt hovedet for at se hen imod Derek, der var godt på vej til at lægge sig på gulvet, som skulle han lige tjekke for monstre under sengen. Selvom hun godt vidste, hvad han ledte efter kunne hun nu ikke helt holde sig fra at få billedet op i hovedet. Hun studerede ham et øjeblik, men fjernede så ellers blikket fra ham. Igen rykkede hun tættere på kanten af senge, lænede sig så langt frem som hun kunne og fik lige præcis sat flasken korrekt på gulvet uden at vælte den. Så rettede hun sig op igen, kom længere ind på sengen som før og benene blev igen løftet op. Ikke helt op under hagen, men kun lige nok til at hun befandt sig med hele kroppen på sengen. Lige nok til at hun let væltede til siden. Trillede hele vejen om på maven. Og forsøgte at trække tæppet med sig. Men det gad ikke rigtigt, så det endte med at ligge akavet over hende. Vingerne lå stadig bare afslappet fra hendes ryg. Og der lå hun ellers og observerede hvordan han forsvandt under sengen i sit forsøg på at få fat på noget der forhåbentlig var hendes taske.

I samme sekund han op til syne igen og løftede et objekt op fra sig, lyste hendes sygelig blege ansigt igen op. Ja, hendes vinger syntes endda at give et let bask i stedet for at se helt døde ud. Hun lå lidt og bare stirrede imod den slidte rygsæk, hun ikke havde et i noget der nok svarede lidt over en uge. Hvis ikke mere. Hun tog sig så ellers sammen til at nikke. Lidt for energisk, men heldigvis påvirkede det hende ikke. ”Yes. That’s it.” Med det samme efter ordene havde forladt hendes mund, begyndte hun at kæmpe med at komme op og sidde igen. Hendes arme rystede stadig, som hun brugte dem som støtte og selvom hun sikkert virkede til at have det bedre, når man så bort fra den kropslige part, var hun tydeligvis svag. Det gog hende i hvert fald lidt tid før hun atter sad op i en stilling der nok bedst kunne forklares som havde hun før siddet på knæ men så vippet til siden. Hænderne var stadig ast ned i den bløde madras og holdt hende oprejst. ”I must have...” Hun holdt en kort pause for at hoste lige mere men forsatte hurtigt efter: ”… forgotten it the last time I was here. Thank god.”
Men som hun så rakte sine arme ud for at tage imod den, kom svimmelheden tilbage. Sammen med hovedpinen. Men den blev dog heldigvis dulmet lidt af forvirrelsen i hendes hjernen. Hendes arme faldt ned igen, hvor efter hele hendes krop faldt til siden, til hun igen lå helt ned. Med hovedet kun få centimeter fra puden. Øjnene var blevet lukket og de besværede vejrtrækninger var tilbage. ”I probably shouldn’t get excited at a time like this…” konstaterede hun svagt imellem de tunge indåndinger. Hun åbnede igen øjnene. Bare en smule, for at kunne rette deres blå iris og sorte pupil imod Derek. Hun smilede en smule. Ironisk. Som om hun syntes dette var komisk. Det var det vel også. Lidt. ”I guess I’m in a worse state than I though, huh…”

Derek lod de mørke øjne møde Autumns, med et nærmest bekymret udtryk plantet i dem. Han så hvordan hun ligesom faldt sammen igen, og hvordan hun tydeligvis var for svag til, at kapere følelses-tumulten. Derfor satte han tasken ved siden af sengen - nede på gulvet, før han rejste sig op i sin fulde figur.
"It'll be here when you're ready to leave..." Kom det roligt fra ham, før han igen lod øjnene hvile på hende. Noget alt for alvorligt var over hans ansigt. Som om han virkelig var så inderligt bekymret for hende, at han ikke vidste hvad han helt præcist skulle gøre. Sandheden var vel, at han skyldte Autumn en del. Hun havde befriet ham fra det værste af smerten, og hjulpet ham igennem de værste dage uden stoffer, ved at give ham sin medicin. Ganske vist, var Derek for stædig til at indrømme at han var meget taknemmelig for Autumns hjælp. I hvertfald var han for stædig til, at give hende mere end det ene ´tak´, han havde stukket hende. Men han var vel også stadig i tvivl... I tvivl om hvorvidt hans ædru jeg, var det værd. Han tænkte klarere end han plejede... Men skyldfølelsen overfor fortidens fejl og dumheder, stod også tydeligere frem end nogensinde. Dæmonen lignede ikke længere en skygge af sig selv. Rødheden og hævelsen i øjnene var fortid, og skyggerne der lå derunder var næsten væk... Nu lå de blot i den normale træthed, der havde domineret ham de sidste par dage. Han var ved at blive normal og det var som om dét faktum, åd ham op indefra.

Derek gik over på den anden side af sengen - den modsatte side af dér hvor Autumn lå. Dernæst satte han sig på sengekanten, med ryggen til hende, hvorefter han lagde sig ned. Den ene hånd blev placeret bag nakken som dén ekstra hovedpude han aldrig havde haft.. Han lå tæt ude ved kanten. Som om han forsøgte at skabe så meget afstand mellem dem, som overhovedet muligt, trods de stadig delte den samme seng. Han ville ikke gøre hende voldsomt ukomfortabel, men han havde sgu heller ikke i sinde, at trippe rastløst rundt i lejligheden hele dagen.

"I think we all are..." Kommenterede Derek roligt, ved Autumns kommentar. Han smækkede blikket op i det kedelige, grålige loft og sukkede lydløst.
"I think you should just try'n rest, okay? Don't be in a rush... I don't even know what time it is, but maybe it's better if we don't know." Selvfølgelig kunne det vise sig at de havde været der længe. Derek var blot sikker på, at Autumn ikke skulle stresse over noget nu, hvor hendes krop tydeligvis gav efter.
Han begyndte at gnide sin pande, og gabte dernæst halvhøjt mod sin håndryg.

"If I had anything to eat, I would offer you something..." Han kunne selv mærke sulten; "Yeah... but I'm pretty poor, if you hadn't noticed." Derek var ikke glad for at indrømme det, men alligevel røg det bare roligt ud over hans læber. Han var alt for udmattet til at bekymre sig om sit image lige nu.

Det blev gjort ret ubevidst, og hun havde ikke ligefrem i sinde at gøre så meget ved det selv. Hun havde ikke brug for at sætte sit hoved på overarbejde i øjeblikket. Og i princippet var der vel intet galt med det. Men lige meget hvad begyndt hun igen at rykke på sig, kort efter han selv havde lagt sig i sengen. Vingrene blev trukket helt ind imod ryggen. Hun gad et sted ikke trække dem ind igen. Det var så meget energi der skulle til, og indtil videre generede de ikke. Det var nærmest lettende at have dem fremme, efter så lang tid i skjul fra omverdenen. Af grunde, som Derek nok selv havde regnet sig frem til omkring nu. Men de blev ikke der helt så længe. Kun lige nok til at de ikke kom i vejen, som hun drejede om på den anden side. Så slappede de ellers af igen. Hang nærmest ned fra sengens kant. Dog gjort vægten heldigvis intet til at hun ville glide ned igen. Hun blev solidt plantet på madraden. Med hovedet hvilende på hans pude.
Autumn’s øjne havde nu lukket sig i. Hun virkede til at allerede være faldet hen imod drømmeland, men samtidig var der ikke den form for fred over hende. Hun gjorde stadig udtryk for at have det a’ helveds til, til trods for at hun ikke lå og klagede. Jamrede og græd mere. ”It’s alright. I’m not hungry. And I’m sure I don’t even have the chance of keeping food in me for more than a second.” forklarede hun ham med den same rolige stemme. Svag og stille. Men der fandtes ikke noget spor af frygt i den mere. Virussen havde tydeligvis lammet hendes dømmekraft. Og der var forhåbentligt intet at frygte. Udover en bestemt person. Benene blev trukket en smule op. Efterlod hende i en nogenlunde afslappet fosterstilling. Armene lå slapt i nærheden af hendes hoved, og hænderne havde lukket sig ganske lidt. Hun tog et par tunge vejrtrækninger, som var hun faldet i søvn igen. Dog gik der ikke længe før hun åbnede øjnene igen. Så dog ikke imod ham. Hun fokuserede ikke rigtigt på noget.

”Derek?” Hun så stadig ikke imod ham. Pillede bare lidt i lagnet under sig. ”I should probably go to the hospital. I don’t want to bother you or anything. And I don’t wish for Blake to come here. It’ll be for the best if he doesn’t find you.” Hun sank tungt og så så endelig op igen. Med det bedende blik I de matte øjne. ”I don’t really care if people see my wings. I just don’t wanna see blood spiled. And I have no idea how long it’ll be before he figures that I’m gone.” Hun sankede forsigtigt sine tørre læber og fik igen det lille ubekymrede smil frem. ”It’ll be for the best..” gentog hun og trak sig efterfølgende lidt mere sammen. Hvor ville hun egentlig ikke fjerne sig fra den her seng. Det kunne godt være han ikke havde de fleste penge i lommen, men hans seng syntes at være så meget mere behagelig end hendes. Den syntes bare at holde hende nede. Med en nærmest tilfreds lyd gled hun sit hoved imod puden, strakte sin ryg lidt og kom så tilbage til den samme lettere sammenkrøllede stilling. Og blikket lå igen på dæmonen. "You know what? You're actually the first one that I have had the courge to talk to about... this. It's kind of weird, huh."

"Yeah..?" Kom det lidt søvndrukkent fra Derek, da Autumns sagde hans navn... Han var ikke på nippet til at sove, men kunne mærke den lette træthed i øjnene. Han ville ikke kunne lukke et øje helt, før hun var væk. Det var for risikabelt for dem begge, hvis denne læge havde tænkt sig at troppe op ved hoveddøren.
Derek gloede derfor blot dovent op i loftet, med hånden bag nakken - trykket let mod det lidt stride mørke hår, som strittede tilfældigt ud til siderne. Sengen føltes rar under ham når han lå sådan her... Før - da Autumn havde sovet, havde han jo ikke rigtig ligget ned, og derfor var nakken en anelse øm. Alligevel klagede han ikke. Dette var ingenting i forhold til alt det han var gået igennem for tiden. Desuden havde han jo selv valgt at tage hende tilbage hertil.
Derek lyttede roligt til hendes ord, og lod endelig sit ansigt vippe over i retning mod hende. De mørke øjne ramte hende roligt, og noget forstående formede sig i hende. Selvfølgelig vidste han hvad der var ´rigtigt´ at gøre... Eller i hvert fald mest sikkert for dem begge. På langt sigt kunne Autumn jo ikke være her. Ikke mens hun blev sporet i hvert fald. Tanken om sådant et fangeskab, var noget der kunne få dæmonen til at klemme øjnene sammen...

"I'll take you there, if you want me to." Kom det så roligt fra ham, mens han så på hende. Hans toneleje var dybt, roligt og fattet. Det var ikke hovmodigt og præget af selvtillid - eller kynisk, som det havde været mens han have været præget af stoffer.
"But unless you want me to carry you all the way - then stay put until you're strong enough." Det var en opfordring, og det virkede egentlig temmelig rationelt efter hans egen mening. Autumn lignede bestemt ikke en person, der kunne hoppe på benene lige nu.

"And if you were bothering me, I would have thrown you the hell outa here already." En lidt komisk grimasse gled over hans ansigt.

Ved Autumns kommentar, om at det var mærkværdigt, at hun kunne fortælle ham om hendes bekymringer, var der nærmest noget tragisk over hans ansigt. Som om han fandt det ganske ualmindeligt at nogen nogensinde ville kunne betro sig fuldt ud til ham. Dog forsvandt udtrykket snart, og blev erstattet med et ligegyldigt trak på skulderen, der selvfølgelig ikke var ret tydeligt i den liggende stilling.
""I guess..." Sagde han tænksomt, og lod igen øjnene møde loftet; "But honestly you've got nothing to loose, telling me all of these things." Han lagde dén hånd der ikke var placeret bag hans nakke - på maven.
"I'm out of your life anyway, when you walk out of here. Maybe it's the perfect oppurtunity to get some of one's troubles out in the open..."

Igen rettede han de mørke øjne mod hende; "Maybe you don't need someone to trust, when speaking of those things. You just need someone who can listen."

”I don’t mind you carrying me. Isn’t it every girls dream? To be carried around city by a strong guy.” Hun skulle til at give et svagt fnis fra sig, som afslutning på bemærkningen, men et kort host kom hende selvfølgelig I forvejen. Hurtigt dækkede hun sin mund, og rettede luftvejen væk fra Derek. Selvom hun ikke kunne smitte ham i dette stadie, var det aldrig lækkert at blive hostet lige i fjæset. Hun havde selv den indbildning efter egne oplevelser, så hun formodede at han heller ikke brød sig specielt meget om det.

Autumn virkede pludselig helt forundret, som hun lyttede til ham. Hun havde aldrig rigtig tænkt så langt omkring det. Det passede så godt ind, alt hvad han sagde. Hun havde altid været så bange for at nogle ville tage afstand til hende, hvis hun nogensinde sagde noget. Eller at hun ville miste dem på andre måder. Men Derek havde ikke det forhold med hende. Han havde rigtig nok hjulpet hende tidligere, men hun havde stadig problemer med at se ham som en der lå tættere end blot en bekendt. En bekendt som hun alligevel ikke ville se mere til, så snart hun var i de gode hænder, som ikke tilhørte ham. Det var vel lidt trist at tænke på, siden hun i øjeblikket var så afhængig af ham. Og den form for tryghed hun fik af blot hans tilværelse. Og bare det at han kendte til historien, fik hende til at slappe så meget mere af, end hun ellers ville. Hun lå nu bare der med øjnene åbnet godt op. Blinkede nærmest overrasket et par gange. Læberne svagt skilt ad som ville hun sige noget til det, eller blot måbede. Hvis hun skulle være ærlig, havde han skubbet hende ud til det sted hvor han havde fået gjort hende mundlam. Næsten.
”Yes..” startede hun forsigtigt ud. Fik endelig taget de blå øjne fra ham igen. Eller hun fik i hvert fald fjernet det lettere fangede blik. Det var lidt underligt at få det sagt til en. Det virkede så… rigtigt. ”You’re exactly right. That’s why I haven’t been comfortable talking about it.” Ikke at hun har haft det specielt godt med at fortælle det denne gang, men hun havde næsten uden tøven fået det ud og smidt i fjæset på ham. Lidt efter lidt begyndte det lille smil at vokse. Igen tænkte hun ikke helt over hvor hun var. Og hvem hun var i selskab med. Hende undviger blev bare ved med at stige op ad, indtil noget der var tæt på et muntert smil var blevet formet. ”I have never thought of that.” En meget sagte latter kom efterfølgende fra hende. Og lige meget hvor syg hun så så ud nu, virkede hun til at have det lidt bedre. Bare på grund af det smil, der bare skreg omkring menneskeligheden og uskylden i hende. Til trods for hun i sandhed var af en race, der ikke besad nogen af delene. Normalt. Som altid kunne man tvivle om hun ikke var af hybrids art eller ikke andet end et af de svage mennesker.
Det virkede ret komisk. At det egentlig var så let gennemtænkt, og at hun ikke selv var kommet hen på det svar. Hun havde nok været fyldt ud med for meget frygt og bekymringer, om ikke at være bekymret. "It really does feel good to let someone know.."

Da Derek så Autumns smil vokse, var det som om han igen stod foran pigen i musikforretningen. Hun havde ikke smilet sådan til ham siden da. Selvfølgelig var der stadig noget... mærkværdigt ved deres forhold til hinanden, men détte var et-eller-andet bevis på, at afstanden mellem dem måske ikke var så stor som den havde været tidligere. Dæmonen var i hvert fald lidt usikker på, hvordan i alverden de havde nået dette stadie. Men det føltes rart... Virkelig rart, endelig at have haft samtaler med en person, uden denne var tillagt eder og dødstrusler. Og uden at han behøvede at pumpe sig op, og skade nogen med ord eller handlinger. Alligevel gik der ikke længe, før dæmonen igen måtte vende øjnene væk fra Autumn. Han brød sig bestemt ikke om de mere bløde sider af sig selv, og derfor ville han helst ikke smøre tykt på, ved at give hende et smil tilbage, eller bevare øjenkontakten alt for længe. Han var alt for stolt af natur.. Og hvis dét at være ædru og clean var et nederlag - så kunne han ikke tåle meget mere af slagsen.

"Well, it feels good to finally be of some use." Indrømmede han - igen med en rolig tone i stemmen. Dog tilføjede han lidt efter: "Not that this would ever happen Again... So I better enjoy it while I can." Tydeligvis havde han ikke meget tiltro til sine egne evner, eller til at han i fremtiden, måtte hjælpe nogen gennem hårde perioder. Dette var trods alt første gang han nogensinde havde taget sig af nogen på denne måde... Og han havde følt sig så håbløs. At Autumn stadig var i live var bestemt ikke noget han følte at han kunne stå den mindste smule inde for. Efter hans mening, kunne enhver have hjulpet hende bedre end ham selv.

"It's odd how things turn out sometimes, huh?" Sagde han dernæst tænksomt, før han vendte blikket mod hende endnu en gang. Det var uvirkeligt at hun overhovedet var hér, når han tænkte over det... Og at hun tillod ham at ligge dér. Afstanden mellem dem var altså enten blevet formindsket, ellers var Autumn bare for syg til at gøre noget ved det.
"When I met you, I didn't know you could be so badass." En let latter kom frem i hans stemme, selvom den var svag. Men efter hans mening var situationen ret komisk, og han havde ikke i sine vildeste drømme kunne forestille sig, hvilke hemmeligheder Autumn bar på.
"Or that you could manage to say all of that crap to me, without me having to rip your head off.." Igen gled noget næsten komisk over dæmonens ansigt, hvorefter han lagde sig lidt bedre tilrette i sengen.

“Badass??” Igen havde hun problemer meda t holde den svage latter for sig selv. Hun vidste godt hun nok ikke skulle sidde og le og smile som hun gjorde. Hun burde i princippet bare ligge med øjnene lukket og ikke sige et ord. Men det var lidt som om hun konstant glemte at hendes helbred ikke var det bedste. Situationen var så behagelig lige pludselig. Hun tog sig ikke engang af hvordan deres afstand lå rent fysisk. Han kunne sågar gribe ud efter hende, og ende hendes liv med det samme. Men sådan lå hendes tanker om ham ikke mere. Ikke nu i hvert fald. Det virkede mere naturligt det her. Det var rart. Hun følte sig ikke rigtig alene. Men alt det turde hun alligevel ikke at fortælle ham direkte. Deres forhold kunne hurtigt tage en skarp drejning. Det gjorde det jo hele tiden.
”Well.. I don’t really give off that kind of vibe. You probably thought I was some boring ass girl, too caught up in school. And that you never would meet me again.” Det var ikke helt løgn det der kom fra hende. Hun var den kedelige type, ville folk nu til dags sige. Hun var konstant i bekymringer omkring skolen. Men nu var den vej hun gik heller ikke noget der bragte specielt meget fritid med sig. Hun blev latteren gjort om til hoste. Bare for en stund. Fjernede ikke smilet, men det var blegnet lidt. Der var ingen grund til at hun forblev helt oppe i det muntre humør hele tiden. Hun trak sig mere sammen for hvert host, men da det var godt og vel færdigt igen, strakte hun sig ud til samme stilling igen. Underligt nok følte hun sig stadig ikke det mindste nøgen, selvom størstedelen af hendes beklædning nok stadig lå på gulvet og blev støvet.
”Yeah.. That was a miracle. Believe. I was so scared that it was the end of me..” Hun holdt tonen lidt lavere denne gang. Og hun prøvede ikke at lægge for meget komik hen over det. Det virkede lidt for alvorligt til det. ”And listen..” Denne gang fik hun smilet helt væk, og et mere bestemt udtryk i ansigtet. Lidt mere… undskyldende. ”…I’m really sorry for calling you a monster.” Det var måske ikke det bedste at bringe op, men det sad og nagede hende som et frisk myggestik under foden. Lige der hvor det bare ville kilde, hvis man kløede. Hun pressede sine læber en smule sammen, og efter at have holdt blikket imod ham et øjeblik så hun væk igen. Så imod loftet. Lidt besværligt, nu hvor hun selv lå på siden, og ikke rigtig havde mulighederne for at trille om på ryggen. Men det lukkedes hende. Pustede roligt op ad sit ansigt, for at få fjernet en tot af de lange hår, men det blev blot ved med at lægge sig tværs over næsen. En fin kontrast imellem den blege hud og mørke brune hår. ”I’m more monster than you. I'm more likely the monster here.” Utroligt hvordan hun ikke lod trist omkring det. Hun havde vel selv indset det. Hun havde vidst det længe. Det var ikke først nu. Men lige netop denne ene ting, havde hun altid prøvet at benægte. Svagt baskede hun med vingerne, mest for at give dem lidt bevægelse, så de ikke bare hang slapt hele tiden, men også for lige at vide om de stadig var der. Hendes krop var så afslappet og så svag, at hun havde svært ved at mærke alle muskler og lemmer. Der ibland hendes storetå og gjorde flyvske venner på ryggen.

"I did think that about you." Vedkendte Derek uden omsvøb. Autumn havde virket som den største kontrast til ham selv. I grunden var det vel ikke noget der havde ændret sig meget... Ganske vist havde Autumn vist sig at besidde flere kræfter end han havde formodet, men hendes væsen virkede mere roligt og uskyldigt end dem af hendes slags han havde stødt på før. Det var sjældent at uskyldigheden lå over mørkets væsner, og dette virkede ikke blot som skuespil, som andre væsner kunne finde på at sætte op.
Selvfølgelig forstod Derek sig ikke på denne måde at leve livet på. Alligevel havde Autumn vist sig at besidde mere end blot denne lidt nørdede pige, som han havde mødt i musikforretningen. Autumn var en fange, og var blevet udsat for meget. At hun kunne smile, virkede til at forundre dæmonen, der selv havde for mange ar på sjælen til at bekymre sig om andre end sig selv. Alligevel havde han vel bekymret sig overordentligt meget om Autumn denne dag... Det virkede stadig absurd for ham, men han var ved at vænne sig til det hele. Vænne sig til tilværelsen som clean, hvis det var sådan han var nødsaget til at leve indtil han fandt en nødløsning.

"But, Autumn... - You didn't run from me. Most do." Sagde Derek ved Autumns kommentar om at det var et mirakel, at hun var overlevet. Han så på hende, og hev lidt op i den ene mundvige; "That proves that you might be a heck of alot stronger, than you think you are."

Da Autumn undskyldte, vendte han igen blikket væk fra hende. Det var stadig et ømt punkt for dæmonen, der stadig kunne mærke ordet bide i sig. Ikke nødvendigvis fra efter at Autumn havde brugt det mod ham, men efter at alle andre havde kaldt ham det, indtil han nåede teenageårene. Det var én ting fra sin fortid, han desværre aldrig ville kunne glemme.
"Calling me one..." Begyndte han roligt, mens han betragtede ledningerne i loftet, der vist engang havde været tilsluttet en eller anden gammel lampe, og som nu hang afstumpet ned fra et centralt sted i midten af rummet; "Well, I don't like it, but I guess it's true enough."

Han rettede igen de mørke øjne imod hende. Autumns udseende - ja, selv med vingerne - virkede for ham ikke som et monster. Hendes blå øjne rummede mere følelse end et monster kunne besidde. Mere empati...
"You're not...-" Han gik i stå, og forsøgte at formulere sig anderledes: "You're just... different." Igen hævede den ene mundvige sig lidt højere op end den anden, mens han lå med hovedet tippet lidt til den ene side, for at kunne se på hende; "You didn't kill me off when you could... And you didn't run, or call that psycho doctor on me."

Han så kortvarigt over mod hendes let-baskende vinger, trods hendes krop dækkede en smule for lidt af udsynet, nu hvor de hang over sengekanten; "You have wings... So what? That's not what makes one a monster."
Han fjernede sin hånd fra pladsen bag nakken, så han lå mere fladt. Dernæst lod han den ligge sig lidt over den anden på hans mave; "It's the... way of thinking that makes one a monster, I guess. And the way of behaving."
Han krammede let om sin T-shirts stof med sine fingre; "You were in your every right to call me one... Even if it sucks for me to hear it."

Autumn havde ret svært ved at tro ham. Selvfølgelig var hun et monster. Hun havde ikke blot stået med et smil på læben hele sit liv. Hendes hænder var ikke helt rene. I hvert fald ikke så rene som han troede. Men den information var så fjern, at han ikke behøvede at kende til den. Kunne hun overhoved huske det korrekt. Og hun så ingen grund til at bringe det op. Ikke nu. Hun havde sikkert allerede sagt alt for meget. Selvom det føltes umådeligt rart, så var der ting der skulle forblive usagte.
Hvis hun havde haft stået op, og samtidig haft noget at pille ved, ville hun helt sikkert have stået med nervøse trækninger i fingrene. Lige nu var der kun lagnet, der tillod sig at blive fumlet ned. Selv hendes tær lavede en gentagende bevægelse med at tage fat om lagnet og slippe igen. Af en eller anden grund, var det enormt interessant. Og beroligende. Som når folk fik en bold som de gentagende gange pressede eller rullede imellem sine hænder. Hun var ikke helt sikker på hvorfor hun var nervøs nu. Det var sikkert bare den store forvirring i hele hendes krop. Den gik jo amok. Også selvom hun ikke ligefrem vidste det frem. Uden tvivl forsøgte hun at kæmpe mere eller mindre imod.

”People often called me a monster. Especially after I kissed them.” Hun kunne selv ikke holde en svag latter inde. Det lød så komisk, når hun sagde det på den måde. Det virkede så absolut absurd. Og underligt. Utroligt unormalt, med mindre man var Jennifer fra ”Jennifer’s Body”. Eller en goddamn dementor. Hun så stadig imod ham. Hun var atter vendt tilbage til den mere uskyldige og lettere muntre pige. Hun vidste da virkelig hvordan man skiftede humør fra det ene til det andet. På ingen tid.
Det virkede nu ikke helt til at hun holdt sig så godt igen. Kort efter forsvandt al varme omkring hende, og omringede hende igen i den klamrende kulde. Hun lukkede sine øjne i, og foldede sig lidt mere sammen. Rystede pludselig og hendes tænder klaprede svagt. Gemt bag de næsten blå læber. Som havde hun siddet og frosset i et is landskab i et godt stykke tid. ”Fuck…” mumlede hun opgivende, og famlede desperat efter tæppet, der forhåbentlig stadig lå et sted nede i fodenden. Hun fik af på det flere gange, men hendes tær kunne ikke rigtig få et ordentligt greb. Det var nok derfor hun til sidst bare opgav, og tog til andre midler.
Autumn kunne sagtens huske Derek’s kropsvarme. Og hun kunne nærmest mærke den allerede nu, hvor der befandt sig mellemrum imellem dem. Det tog hun dog ikke som nok. Med lidt besvær fik hun trukket sig lidt længere ind på sengen. Stoppede først som hun nærmest lå helt op ad dæmonen. Hun havde slet ikke tøvet. Hun søgte hun blot automatisk efter varme. Det ville en hver da Og ham her, brændte jo næsten som et lejrebål, efter hendes mening. Hun var jo ret sikker på hendes ellers kogende krop, var så kold som en istap i øjeblikket. ”I’m… I’m just gonna borrow..you for a… moment..”

"You must be a really bad kisser then." En komisk grimasse gled over dæmonens ansigt, og fik ham til at se mere barnlig ud. Der var noget næsten fjoget i udtrykket i hans øjne, og tonen i hans stemme havde skam også udstrålet noget humoristisk. Alligevel vidste han jo, at der lå mere bag. Dog yndende han ikke at spørge meget ind til det. Hvis dette var endnu en tilføjelse på listen over ´hvad Autumn kunne gøre´, så ville han da være klar til at tabe kæben igen... Hans evner var skam ikke noget han pralede af. Selvfølgelig var det fedt, at kunne mærke når folk fandt ham tiltrækkende - men hvordan skulle det hjælpe i en kampsituation? Når de derimod var bange for ham ville han selvfølgelig kunne regne ud, at deres stærke facade var falsk. Men de eneste angreb han kunne formå, var kortvarige og skadede på langsigtet plan - ikke de fleste overnaturlige. Hans evne til at overføre varme var ikke en langtidsholbar løsning, og desuden kunne mange regenerere sig selv. Nej.. Derek måtte benytte sig mere af de skærpede sanser og den stærke fysik, frem for smarte evner, som han vel alligevel - efter indtagelse af stoffer eller alkohol - ikke ville kunne håndtere. Det krævede vel en del...

Derek havde ikke ladet øjnene hvile mod Autumn, da hun begyndte at rode med tæppet. Egentlig formodede han bare, at hun prøvede at finde sig til rette. Snart kunne han dog mærke hende komme tættere på: "Oh..." kom det fra ham: "Well... Be my guest then." Tilføjede han, og fjernede dén arm der lå tættest på hende, og placerede den over sit hoved, så hun kunne komme helt ind til ham.

"Christ, woman..." Kom det dernæst fra ham, da han mærkede hvordan hun var koldere end han først havde antaget. Ellers var det bare ham der var blevet varmet godt op igen.... Egentlig havde han ikke styr på det. Varmen var noget han levede med, og ikke rigtig anså, medmindre den gav ham sved på panden.

"Wauw... This is the most action I've gotten on one day, while I've been in Di Morga." Kommentaren var lettere komisk, og kom bare over hans læber som det rene ingenting. Det virkede så naturligt for ham... Alligevel fortrød han det lidt efter at have sagt det. Autumn yndede nok ikke at lytte til hans dårlige jokes, når det derimod blot var hans varme hun søgte.

"But keep those toes under the blanket if you can... I hate when women have cold feet." Tilføjede han, og lod den anden hånd, stable sig under sin nakke igen, så han kunne løfte hovedet en smule. Ellers lod han hende bare få tilgang til at møve sig ind, alt det hun ville.

//Woop woop! Fjerde side! xD//

”You really are a lucky bastard, huh?” Selvfølgelig byggede hun bare videre på hans små jokes. De morede hende underligt nok. Og hun ønskede i hvert fald ikke at glide tilbage i den ynkelige tilstand, hvor alt syntes at gå hende på. Hun slog selv en kort latter af. Den var dog en hel del svagere end bare hans stemme. Måske endda en smule døsig. Hvordan var det overhoved muligt at være så træt? Bare lige pludseligt. Rigtig nok forstod hun en omgang influenza. Men det gik hende nu stadig på. Hun havde ikke den største lyst til at lægge sig til at sove igen. Hun var lidt for bange for om et mareridt ville angribe hende igen. Hun tøvede ikke med igen at komme tættere ind imod ham. Hun pressede sig næsten helt op hans ene side, og hvis hun lagde mere kræft i, ville han nok have risikeret at trille hele vejen ned af sengen. Og hun ville sikkert ende med at trille ned på grund af den åndsvage måde tyngdekræften havde sit tag i hende. Men indtil videre, lykkede det hende ikke rigtigt. Så vidt hun kunne fornemme, lå de begge endnu i sengen.

Autumn åbnede roligt øjnene igen. Lå lidt, men fik så ellers drejet sit bøjede hoved op, for at se imod hans ansigt så godt hun nu kunne. Hun smilede igen uskyldigt. Det syntes at have sat sig fast på hendes læber. Underligt nok. ”Sorry.. I’m cold by nature.” Men denne temperatur var da helt hen i vejret. Det var ubehageligt at kunne mærke kulden på denne måde. Den skiftede konstant mellem kulde og varme. Hurtigt. Frem og tilbage. Og det blev ikke neutraliseret. Det blev bare gjort værre for hver gang. Hun lod de blå øjne ligge lidt på ham et stykke tid endnu, inden hun så ellers foldede sig helt sammen. Og denne gang holdte hun bevidst sine små fine fusser for sig selv. Trods hun havde haft svært ved at holde dem væk fra ham i det han havde sagt det. ”Normally I can walk around in snow without shoes and stuff.. But right now..” Følte hun sig måske mere menneskelig en nogensinde før. Også selvom vingerne var frit fremme og alle andre ydre tegn lå fremvist. Vingerne baskede igen, men denne gang blev de ikke bare lagt slap som før. Hun brugte ikke specielt meget energi på det, men de løftede sig lidt mere end de nu havde gjort før. Eller den ene gjorde. Hvor efter den bare faldt ned igen. Nærmest omkring hende som et tæppe. Dækkede i hvert fald hendes overkrop fra hendes skuldre og ned. Den varmede hende ikke specifikt, men den hjalp vel med at holde på varmen hun fik fra Derek.
”You’re now my personally warming dunk for the night.” mumlede hun lige hørligt nok, hvis man var tæt på nok. Hun puttede sig lidt mere ind imod ham, og puttede sig samtidig godt ind under vingen. Den kom da af og til til gode. Hun kunne vel minde lidt om en flagermus, der var gået til ro for dagen. Igen hostede hun. Med denne gang var hendes mund lukket fast. Det kunne godt være det dæmpede lyden og blokerede for bakterierne, men hendes krops ryk var lidt kraftigere, end tidligere omgange med host. Ikke at hun til at have taget skade. Og det stoppede som forventet hurtigt igen.
"Remember what you told me ealier? About me getting what I wanted for once if I didn't hide my.... abnormal parts? Well.. I guess... I don't want to be able to reach what I want with fright and fear. I don't like the sound screams. And I don't enjoy the sight of tears. I don't wish to be strong on that account. It has just never felt right."

"Well... I've got nothing better to do." Kommenterede dæmonen, da Autumn sagde, at han var hendes varmedunk for natten. Dernæst lagde han sin arm omkring hende - med en vis forsigtighed selvfølgelig, da han næppe ville strejfe de ømme steder på hendes ryg, eller de flagermuselignene vinger. Dog var dette en måde til at han selv ville kunne ligge mere komfortabelt i sengen... Hendes krop virkede ganske kølig mod hans. Om det var en abnormal kulde - vidste han ikke. Temperaturer var han vidst ikke den bedste til at bedømme. Dog føltes det næsten rart, da hun puttede sig mere ind til ham. Det kølede i hvert fald lidt mod ham, og selvom han hadede kulde, var dette noget han kunne bære.. Effekten af hendes kølige hud, ville nok være mere gåsehudsfremkaldende, hvis ikke det var fordi der var stof mellem dem, i form af det tøj han bar. Det fungerede som en lille dæmper på hendes kolde hænder.

"That proves it..." Begyndte Derek ved Autumns kommentar, om at hun ikke brød sig om at skabe frygt. Han lod øjnene glide ned mod hende, ved at bøje hovedet lidt, så han kunne se hende. Stillingen var måske en anelse akavet, men heldigvis var hans nakke ikke så øm som før. "You're no monster, Autumn. You know te difference between right and wrong. Most of the dark creatures don't." Han sendte hende et lille, men opmuntrende smil. Noget der virkede så reelt, og som ikke engang bar præg af noget selvhøjtideligt.. Dæmonen havde virkelig flere sider af sig selv. "Including me." Tilføjede han dernæst, og lagde sig lidt bedre tilrette med sin arm, der lå omkring hende.

"But if you can save yourself by embracing the darkness in our kind's nature - then maybe you can finally be free to control your own life." Han vidste at deres racer i grunden var vidt forskellige, men de havde begge mørkt blod i årene. Autumn virkede dog meget mere empatisk... Han havde ikke mødt en djævel der sandfærdigt kunne prale af sådanne kvaliteter.
"Maybe you don't like to make people fear you - but perhaps it's a risk you should take..?" Sagde han dernæst, med en tænksom klang i stemmen. Han betragtede hende kortvarigt, før han igen lod blikket vandre op mod loftet.
"You'll never be free if you don't...- try."

Autumn lå lidt og lyttede bare til hvad han sagde. Hun holdt sine reaktioner lidt på afstand, og tænkte sig lige en ekstra gang om, om de overhoved var nødvendige i situationen. Det hele virkede så dejligt stille og roligt. Hvor længe siden havde det ikke været at hun bare havde haft sådan en? Dette var anderledes fra samtalen i musikforretningen. Ingen tvivl om det. Dette var lidt mere personligt. Og hun lavede ikke sjov med over halvdelen af hvad hun sagde. Måske kunne det godt være hun bare brugte ham i øjeblikket. Til at få løftet bekymringer af sine skuldre, men hun måtte indrømme at hun virkelig nød det. Og det var ikke følelsen af magt og højere stående hun fik. Det var ren tryghed. Hvilket tydeligvis forvirrede hendes tanker. Det var jo ikke mere end et par uger, siden de havde stået og råbt af hinanden som et mislykket ægteskab. Der havde nærmest været direkte had i deres stemmer den gang. Og nu ville de færreste nok tro det omkring dem.
”You do know the difference too, you know.” Hun førte et kort øjeblik sin ene hånd op på hans overkrop. Kun for lige at give ham et par svage klap, før den kom tilbage på sin almindelige plads imellem. Det havde virket ret dovent, som havde hun ikke helt fuldt hundred procent med. Men samtidig gav hun stadig udtryk for at have hørt hvert et ord. ”You didn’t just leave me alone in the ally for some weird dude to find me. Whether you like it or not, then you aren’t always a cold asshole.” Hun strakte sig lidt, men uden rigtig at bevæge på sig alt for meget. Hun vidste ikke ligefrem hvordan det hele lå. Hendes øjne var trods alt stadig lukket i, som var hun klar til at lægge sig ind i en dyb søvn, og først vågne når virussen var ude af hendes krop. Det var bare ikke sådan hun havde det. Hun ville ikke sove. Denne samtale virkede overraskende nok alt for interessant.

Endelig blev hendes øjne så ellers slået op igen. Hun lå et sekund og bare så ufokusseret ind imod Dereks armhule, inden hun langsomt satte hovedet i en vinkel der gjorde hendes blik automatisk landede på hans ansigt. Selvom hans igen var væk fra hendes. Hans ord rungede lidt i hendes hoved. Hun vidste godt han aldrig ville forstå hende. Men bare det at han prøvede varmede lidt. Hun vidste godt det var svært at forstå hvad hun gik igennem. Hun holdt jo altid detaljerne for sig selv. Og det var ikke alle der var skabt med samme tænkning og personlighed som hende.
Langsomt begyndte hun at flytte sig lidt fra armen omkring hende. Også selvom det tog lidt for hende at komme væk fra den behagelige plads hun havde lavet imod hans krop. ”I doubt that I can people fear me just like that. Even with my wings and stuff..” Hun sad igen halvt oppe på sine ben og med hænderne støttet imod madrassen. Vingerne blev for en gangs skyld spredt. En hel del mere end tidligere. Denne gang var de fremme som var hun klar til at flyve væk. Ud i sin nogenlunde fulde størrelse. ”Wragh..” kom det så fra hende, alt imens hendes hænder blev løftet op. Præcis som når man i sine barndoms dage lejede farlig tiger. Hendes ’farlige’ forestilling blev dog afbrudt. Af endnu et par host. Den ene hånd blev ført ned imod sengen igen, mens den anden var oppe for at blokere for hostene. Vingerne lå igen bare slapt ned af hendes ryg. ”Maybe it’s not the best idea to practice now..” mumlede hun lettere opgivende med en svag latter og kom så atter tilbage. Sneg sig forsigtigt ind under hans arm igen, og som en kat møvede hun sig vej ind til ham.

”Actually… I’m not really proud if it… But I have tried to kill him before. That’s why I’m so afraid of him. He just laughed at me the whole time. It seriously gave me the creeps.”

"Oh, thanks..." Fnøs dæmonen på en måde der var mere komisk end fornærmet, ved Autumns kommentar, om at han rent faktisk ikke kun var en følelseskold idiot. Alligevel lod han til at tænke ekstra godt over hendes ord. Det var som om den unge dæmon i adskillige minutter overvejede muligheden for, at der faktisk var gemt noget ´godt´ i ham. Noget der havde en moral. Alligevel rystede han nærmest mentalt på hovedet af sig selv. Det forekom ham fuldstændig absurd, at noget i ham rent faktisk var så humant, som det udadtil havde fremstået denne aften.
"I don't think I can take credit for any of my actions lately..." Sagde han så henslængt, før han skævede ned mod Autumn. Hendes øjne var lukkede, og derfor lagde han sig kortvarigt lidt bedre til rette, i tilfælde af at hun skulle falde i søvn i hans favn, uden han kunne tillade sig at bevæge sig en smule.

Alligevel åbnede hun snart øjnene og kom op i en halv-siddende stilling. Han fulgte hende opmærksomt med øjnene, og kunne ikke lade være med at lade blikket ramme hendes vinger da de spredte sig. Alligevel så han jo tydeligt hvordan illusionen krakkelerede så snart hun begyndte at hoste, og... Ja, han anede ikke hvad det var hun lavede med mimikken. Forsøget plantede blot et skævt smil på dæmonens læber.
"Practise later. You'll get there." Sagde han dernæst, med et lille nik, trods han måske ikke troede hundrede procent på sine egne ord. Dernæst lod han hende krybe ind til sig igen. Det var faktisk ganske rart, selvom han nok ikke ville indrømme det for sig selv.

"He's a psychopath, Autumn." Kommenterede Derek med en tone i stemmen der mest af alt virkede som en lidt søvnig brummen. Det var et ihærdigt forsøg, på ikke at himle op med åndssvage kommentarer om lægen. Han kunne vel ligeså godt være rolig omkring det, frem for at gøre Autumn mere nervøs eller trippende, nu hvor hun burde slappe fuldstændig af.
"But you tried. You can't expect to succeed every time. I don't know how strong he is, but every man or supernatural has a weakness. I'm sure someone can take him down for good."
Derek havde en teori om, at Autumn ikke ville kunne gøre det på egen hånd. Derfor gled tanker om lejemordere og overnaturlige gennem hovedet på ham. Dog var det ikke just fordi han havde megen erfaring. Eller... Dem han havde dræbt, havde han selv dræbt i en rus af en art. Og i et væld af stærke følelser. Han følte sig derfor ikke istand til at give hende de svar, hun måske behøvede.

"Can't imagine how it must be... Being trapped like that." Han gned sin pande med den hånd, som ikke lå omkring hende; "Some supernaturals can be assholes... Well, humans can to - but they are easier to get rid of."