Sickly Disaster.

Autumn krøb automatisk lidt mere sammen bare ved tanken om at skulle gøre endnu et forsøg. Hun kunne knap nok få sig selv til at dræbe en flue. Så det at have hænderne sølet i blod endnu engang skræmte hende. Gav hende direkte kvalme. Det var ikke det billede hun ønskede at blive vist frem på. Ingen ville jo turde nærme sig hende, hvis hun endte med blive på den måde. Hun havde brug for den omsorg man fik, når man var blandt andre behagelige mennesker. Det havde en hver deprimeret person vel. Alle med den rette mængde hjerneceller havde brug for tryghed bare en gang imellem. Eller havde hun fået det helt forkerte syn på livet?

Hun prøvede at forholde sig stærk nok til ikke at ligge og pive. Hun havde selv været med til at bringe emnet på banen. Så kunne hun ikke bare gå tilbage til din egen lille hule, hvor alt var rart. Hvor ingen af disse tanker bragte hende hen imod. Hun lå lidt og bare sprang små bobler der blev lavet af en smule af hendes egen savl. Ganske harmløst. Forsigtigt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Eller gøre. Efter lidt tid blev læberne presset hårdt sammen og hun åbnede igen øjnene. Men så blot ind imod hans krop foran sig.
”It’s… In the beginning it was really bad. As I remember I didn’t get the chance to see the outside of a basement cell in over a month. My whole body ached from the sick tests and I felt weak from the constant blood loss. And even if I can see somewhat perfectly in the dark… it was still almost frightening. I would never know when he would come back. And I could never figure out what was going to happen to me.” Hun forholdt sin stemme meget lav. Hun tænkte ikke rigtig over det. Eller om han rent faktisk kunne høre hende. I princippet ville hun ikke have noget imod det. Det var ikke ligefrem det hun ønskede at snakke om. ”But I guess I’m more use to it now. So it’s not that bad anymore. It’s weird. ’Cause one moment he’s hurting me with that big grin on his face. And then the next he’s buying me peanut butter and helping me with my studies.” Et svagt fnis lød kort fra hende. Der var dog ingen direkte glæde I det. Det var ligesom det ubekymrede smil; Eksisterede kun for skabe den atmosfære at alt var godt. ”Lucky for me..” Hun begyndte igen at bevæge på sig. Kun en smule. Og kun lige for at kunne komme om på den anden side at ligge. Fronten væk fra Derek. Krøllede sig stadig helt sammen, og lå lige i kurven af hans overkrop. ”..he hasn’t really done anything sexual to me. I’m just his guinea pig. At least that’s a plus, right. And I’m still alive.” Den ene vinge blev igen lagt hen over hendes krop. Svøbte hende. Skjulte den bare hud væk igen. Sammen med godt halvdelen af hendes ansigt. Øjnene lukket i igen. ”And being alive is always a good thing.” Hun gabte roligt og en smule højlydt, som forsøgte hun at bevise at hun havde det fint. Lige udover det faktisk at hele hendes krop igen var begyndt at ryste som bare helvede. "And I have already said too much. Sorry."

Han sagde ingenting i et godt stykke tid. Han lå bare med øjnene fæstnet mod det kedelige loft, mens han kunne mærke Autumn bevæge sig, til han ikke længere kunne mærke hendes blik mod sig. Alligevel kunne han stadig mærke hendes krop mod sin. Nu kunne han blot ikke mærke hendes åndedræt mod sin brystkasse, men derimod kunne han nu mærke hvordan hendes krop syntes at ryste. Om det var fordi hun stadig frøs, eller om det var en effekt af hendes egen fortælling - vidste han ikke. Dæmonen måtte dog indrømme, at det hun havde fortalt, havde fået hans nakkehår til at rejse sig en smule. Som om han netop var blevet mødt af en kold vind... Trods han aldrig havde stået i situationer der blot kunne ligne Autumns - var det som om han kunne sætte billeder på hendes oplevelser, mens hun fortalte om dem... Det gav ham nærmest kvalme, at kunne følge hendes historie. En kvalme som vel ikke kunne nærme sig den hun måtte føle på daglig basis, ved tanken om denne læge. At han ikke havde misbrugt hende seksuelt, lod faktisk til at komme bag på dæmonen... Ja, og alligevel ikke... En forskruet tankegang som den han formodede at lægen havde (ud fra Autumns fortælling) ville sikkert nyde alt andet ligeså meget. Af samme grund, havde han vel nok også grinet af Autumn dengang hun virkelig forsøgte at kæmpe for sin frihed.

"It's okay..." Kom det efterhånden fra ham; "Don't apologize." Igen trak han sin frie hånd op, og stak den under nakken, og under de korte mørke hårtotter.

"But I'm sorry... Sorry that you're in this... Mess." Han så stadig dovent op i loftet. Nu hvor hun ikke lå med front til ham, kunne han nærmest mærke hvordan han en gang imellem berørte hendes vinger. Det føltes underligt og fremmet for ham. Ligesom hele situationen her - selvom han dog måtte indrømme, at noget ved deres snak virkede mere reélt og virkeligt, end noget andet han havde oplevet ved sit ophold i Di Morga.

"Do you know what he really wants?" Spørgsmålet ville han gerne have taget i sig igen, hvis han kunne. For han vidste, at lægen sikkert allerede fik hvad han ville have, og ikke nødvendigvis blev træt af det, selvom han kunne få et nyt ´legetøj´.
"I mean... There most be some way...-" Igen gik han i stå, og måtte bare sukke lidt opgivende. "I don't have the answers... But yeah - I can listen. That's about the only thing I can do for you."

Han kunne høre et par biler køre forbi, fra det åbne vindue. Måske var det ved at være morgen...- Persiennerne gjorde det ikke ligefrem nemt at vurdere. Men måske var det derfor, at han følte sig så sløv. Ja, foruden manglen på søvn, der vel havde hersket i ham i ugevis, trods han syntes at sove konstant for tiden.

"If you could get that damn detector-thing out, you might have a chance of escaping this town..." Han rystede let på hovedet; "Alright, it's not as easy as I may make it sound - but... Yeah, it's about the only thing I can think of right now."
Han lukkede sine øjne i lidt tid. Blot for at få slappet lidt mere af. Trods han følte sig træt, var han mentalt mere klar og vågen end han havde været længe.

"You said he took blood..." Han gabte let, "Why..?"

”What he really wants..” Det var kun ment imod hende selv. Det fik hende til at tænke. Hun havde aldrig rigtig ladet sig selv stille det spørgsmål. Der havde aldrig været en grund til det. Der var kun få tanker omkring denne læge hos hende. Og de dominerede så meget over alt det andet. Så at der kunne være noget under at han holdt fast i hende, vidste hun ikke helt. ”I don’t know. He confuses me all the time. I can’t understand his thoughts.” Hun sukkede tungt og et kort øjeblik udstrakte hun sin ryg lidt. At ligge krøllet sammen som hun gjorde, havde sine negative sider. Men det kunne hun leve med, så længe hun følte sig tryg.

”You’re right. It’s not that easy as it sounds” kommenterede hun på hans lille forslag omkring chippen, der endnu sad i nakken på hende. Hun tog lidt tid til at forsætte. Eller et godt stykke tid. Hun krummede ryggen en del mere. Klemte sine øjne hårdt sammen, og i samme øjeblik vingerne begyndte at røre på sig, lød der et dæmpet smerteudbryd fra hende. Indtil de var væk, og hun bare lå tilbage i sin menneskelige halvnøgne form, uden monstrummer stikkende ud fra sin ryg. Det var næsten som om hendes krop faldt sammen, selvom hun lå ned. Hun åndede lettet op, og trak vejret forpustet. Det var altid værst at få dem ind igen.
”I have tried to remove it. It bled so much for some reason and when I tried to reach for it, it choked me. The next I remember was when I woke up in a hospital bed in the basement.” Hun talte som om hun ikke lige havde gået igennem en mindre forandring igen. Som om intet var sket. ”If you ask me, I guess he placed it one of the most fragile places in a body. Swirled in between veins and nerve connections. Slightly attached to the skull. I must say that I’m impressed of his work.” For ham lød det måske ikke så utroligt. Men hvis man som hende kendte til de forskellige niveauer indenfor lægekunsten, ville han nok have det som hende. Forundret.

”Huh?” Hun vågnede roligt op. Øjnene åbnede sig og hun så sig en smule hen over skulderen, imod Derek. ”Blood? Oh yeah… Drugs, is one thing. And reseach is another thing.” Hun vendte tilbage sin sin egen lille hule, med ryggen til dæmonen. Ikke at hun forblev sådan længe, eftersom hun kort efter drejede sig op at ligge på den ømme ryg. Med hænderne hvilende på maven. ”Since I’m a creation failure my blood is built differently. And my ability isn’t only something that lies on my skin. You can skin me off and I’ll still neutralize any magical hits without even thinking. Blake believes that he can make a drug that makes it possible for the taker to get the same ability. Unfortunate for me… It takes up a lot of blood. And the constant blood ‘donation’ is probably the reason why I’m here. Unable the walk probably. And a body out of control.” Hun holdt endelig en pause. Og det havde virkelig taget energi fra hende. Hun følte sig mere svag. Og hun havde igen problemer med vejrtrækningerne. Hun havde lukket mine øjne, og nu hvor hendes ansigt ikke mere var skjult trådte de røde kinder atter frem. En enkel tåre syntes at have fundet sin vej fra hendes øje og gled nu roligt ned over hendes ansigt.

”Why do you even listen to me? I can understand that it’s difficult to take in. I don’t typical look that the kind of girl who’s a part of something like that..” Igen kom den lettere usikre latter, som prøvede hun at gøre det hele komisk. Hurtigt drejede hun tilbage på siden med fronten væk fra ham. Tog sig ikke tid til at møve sig ind imod ham denne gang. Foldede sig bare sammen og gjorde sit bedste til at holde gråden lydløs, som ukontrollerede tårer pludselig faldt. Hun forstod ikke selv hvorfor. Måske var hun bare mere følsom i denne svage form.

"Can you bring me to the hospital? I'm starting to not feel so good."

”You're right... Who would be able to understand the intentions of a psychopath..?” Derek masserede sine tidninger med den den ene hånd, og gned dernæst sin håndflade mod panden, der stadig var let fugtig. Trods vinduet var åbent i lejligheden, syntes han ikke, at kunne mærke briserne trænge ind i rummet. Ganske vist kunne hans lettere hypersensitive lugtesans opfange, at nikotinlugten der altid hærgede - var dæmpet en smule. Af en eller anden grund, gav manglen på nikotinlugten ham dog en trang til at stikke en smøg i kæften... Han var rastløs... Træt... Forvirret... Han følte, at de var i to forskellige verdener, trods de kun lå centimeter fra hinanden. Autumns ryg var vendt mod ham, og det var som om det kreerede en barriere mellem dem. Som om hun kun ønskede, at dele sine kvaler med ham, når ingen kontakt var i spil. Han kendte følelsen... Trangen til, at kunne snakke til en lytter uden at falde fra hinanden, eller tabe ansigt. Dette var som at være i en confession-booth. De skulle jo nok ikke se hinanden igen, og derfor var det også bare meget... lettere.

Derek lyttede til hendes fortælling. Selvfølgelig var det ikke så let som han troet. At fjerne sporingen var tydeligvis ikke en let opgave. Det var naivt af ham at tro, at tanken aldrig havde faldt hende ind, eller at hun aldrig havde forsøgt. Bare tanken om, at forsøge at grave sådan noget ud af kroppen på egen hånd, gav ham kvalme.
”Impressed? That's fucking insane!” Bandede han, en anelse højlydt. Dog rømmede han sig straks, og sænkede stemmen: ”Why the fuck would one go through this much trouble to...-” Han stoppede sig selv, hvorefter et suk gled over hans læber. Dovent så han op i loftet... Det kedelige loft. Hans liv var nærmest problemfrit i forhold til Autumns. Hun var blevet frataget sin frihed, mens hans kvaler alle var selvforskyldt.

Det var som om Derek endelig forstod nogle af intentionerne. Det syntes at handle om magt. Magt og styrke. Hvis man besad en sådan mixtur kunne man nærmest være uovervindelig. Og for folk der i forvejen kunne leve for evigt – ville dette være en billet til, at blive en af de mægtigste i Di Morga. ”The strong one always wins.” Han huskede Autumns ord, fra deres første møde. Dengang havde hun forklaret, at det var den eneste måde, at overleve i Di Morga. Derek sank en klump i halsen, og rynkede brynene. Som om han endelig indså, at Autumn var fanget i noget større, end hvad hans fatteevne kunne begribe.

”Huh?” Derek vendte blikket mod hende, da hun spurgte hvorfor han overhovedet lyttede til hende. Han åbnede munden for at sige noget, men blev straks i tvivl om hvad svaret til hendes spørgsmål var. ”If I've learnt one thing from being in this fucking place – it's that looks decieve you.”

Han satte sig op i sengen, ved hendes spørgsmål. Ganske langsomt.
”Sure... If that's  what you want?” Han gned igen sin pande, og derefter sine øjne. Roligt rejste han sig op fra sengen, og gik hen til vinduet. Han stod derved med ryggen til sengen, og hende. ”Get dressed, if you wanna leave. I'll take you there then.” Han stak to fingre ind mellem persinnerne, og blev straks mødt af morgendagens dovne sollys. På den smalle vindueskarm lå en halv pakke cigaretter. Han stoppede én i munden, og tændte dem med lighteren, der næsten var halvtom. Snart glødede cigaretten, og den første smule røg skød fra spidsen.
”Fuck, it's good...” Mumlede han til sig selv, mens han stadig stod med ryggen til hende. Der  var et eller andet i ham, der hellere en gerne ville have hende til at blive i lejligheden... men han vidste at det ikke var en langtidsholdbar løsning. De havde sikkert allerede udfordret skæbnen længe nok.

Autumn tøvede ikke med at adlyde ham. Men hendes bevægelser var stadig langsomme. Det var lidt som om det først var nu hun opdagede hvor lidt energi, hun havde i sine arme. Og sine ben. Hele sin krop. Hun havde ikke følte det, ved blot at dreje sig fra den ene side til den anden. Det var bare noget hun havde gjort, uden at tænke så meget over det. Hendes mavemuskler klagede markant, i samme øjeblik hun selv fik sat sig på med lidt hjælp fra sine arme. Hun sagde dog ikke noget. Og hun kom ikke engang med en lyd af udmattelse eller lignende. Hvis ikke det havde været på grund af lydende fra madrassen, ville man nok ikke tro hun var til stede mere. Eller jo, hvis man vidste hun var der lyttede godt efter, ville hendes besværerede åndedrag hurtigt afsløre hende. Men det gjorde ikke, det faktum at hun selv forsøgte at holde sit lydniveau til det minimale, anderledes.
Ganske forsigtigt fik hun skubbet sig ud til kanten af sengen igen, hvor hun fik lænet sig helt fremover, så hendes overkrop nærmest var helt nede og hvile imod hendes lår. Hovedpinen tog til med det samme, som blodet steg hende til hovedet, og med lukkede øjne begyndte hun med det samme at famle efter sin bluse. Til hendes held tog det hende ikke alt for lang tid, og hun kom atter op at sidde nogenlunde normalt. Stadig med øjnene lukket i, som hun trak blusen over hovedet. Dækkede sin overkrop endnu engang. Hun havde nok stadig ikke helt fattet, hvor let hendes påklædning havde været, mens hun havde lægget op ad ham. Det var nok heller ikke så dårligt igen. Hun ville ikke ende med at være forlegen i hans selskab. Trøjen var overraskende behagelig at have på. Den havde ligget og kølet godt af på gulvet, og det bløde stof imod hendes kogende hud, var en følelse hun ønskede ville forblive omkring hende.
Automatisk landede hendes blik imod Derek, der endnu stod ved sit vindue. Røgen var hans cigaret steg roligt op over ham, til dens synlige form forsvandt. En svag latter, brød pludselig stilhede, efter hans mumlen havde nået hende. ”You really find enjoyment in the worlds little things.” kommenterede hun blidt. For hende var rygning jo ikke en større ting. For hende var det bare noget der var der. Hun kendte i hvert fald ikke til afhængigheden.
Autumn vendte hurtigt tilbage til sin egen lille opgave, efter at have stoppet sin latter med en kort omgang hosteanfald. Hun satte sine hænder imod sengen, og pressede sig selv op at stå. For en gangs skyld havde hun kræfter i sine ben. På sin vis da. Man kunne stadig se hvor ustabil hun var, men hun fandt alligevel hurtigt vejen frem til sine bukser, inden hun faldt tilbage på røven imod det bløde underlag af hans madras. Hun rystede dovent bukserne, som ville det gøre dem lettere at tage på, men hun skulle lige overtale sig selv til at tage dem på. Hvor ville hun egentlig ikke. Bare tanken om det tætte stof sendte kriller igennem hendes krop. Men uden et ord, fik hun da stukket det ene ben ned i dem, efterfulgt af det andet. Hun lagde sig helt ned på ryggen, og fik efter lidt tid med kamp og besvær, trukket dem helt op over sin bagdel, og tilmed lukket både knappen og lynlåsen, inden hun til sidst satte sig op igen. Åndede lettet ud. Stadig med den største lyst til at flå bukserne af igen. Det var næsten som når man nussede en kat imod hårene. ”I’m ready if you are..” lød det fra hende, i samme øjeblik som hun for anden gang kom op at stå i sine fulde 160 centimeter. Mindst lige så usikker på benene, som før. Håret sad enormt uglet som forventet, og hendes ansigt havde samme blege facade med blussende kinder. Ikke meget havde ændret sig. Man manglede blot at sætte brillerne på hendes næseryg. Og fjerne det syge skær. Og hun ville forhåbentlig ligne sig selv.

Han balancerede cigaretten mellem sin pege- og langefinger. Hver gang han tog et sug af cigaretten, lod han sine lunger fyldes, og mærke røgen stikke og kradse i halsen. Fornemmelsen var noget der for en ikke-ryger kunne virke irriterende. Især fordi, jo længere der gik før man lukkede røgen ud - desto mere kløede det i lungerne og satte sine spor. Derek nød det... Det gav ham en følelse af at være i live. En følelse han også fik hver gang han drak og mærkede alkoholen i blodet - eller når han tog stoffer. Han undslap en sarkastisk latter samtidig med, at han lod endnu en lille sky med røg glide over læberne.
”That's the thing that keeps me going.” kommenterede han roligt, ”I reluctantly gave up the drugs – but nicotine..." Han holdt en lille 'kunstpause' og trak på skuldrene: "Well, that's something people would have to force out of my cold, dead hands."

Han lod hende blive færdig, og forsøgte ikke at forhaste processen med sin cigarret. Det gjorde altid lidt ondt, at være færdig med én, da det betød, at han var ét skridt tættere på, at skulle købe en ny pakke. Hvilket var svært, når man knapt nok havde penge til at købe mad eller betale huslejen.

”Yea... Yea – I'm ready.” Han skodede cigaretten på vindueskarmens plade. Måske ikke det mest hygiejniske valg - men stadig... Han tænkte ikke over det: ”Let's go.” Han vendte sig om, og gik hen mod hende.
”Can you..- Are you able to walk all the way?” Spurgte han, og så op og ned af hende, med et vurderende blik, ”I can carry you again if you're too weak. Or you could just grab my arm, if you need the extra support, okay?" Kommenterede han, og mødte kortvarig hendes øjne. Han kunne se hvordan farven i hendes kinder nærmest virkede feberagtig. Han følte en trang til at lægge en hånd mod hendes pande, for at måle hendes temperatur, som passerne på hans børnhjem havde gjort utallige gange med ham, når de bebrejdede hans varme, som værende en ´sygdom´. Alligevel gjorde han ingenting nu. Hans varme ville sikkert gøre hende utilpas.
Han trak hurtigt sine sko på, men lod jakken ligge, før han trådte ud af døren, og tillod hende at komme med ham ud i opgangen. Lyset derude ramte ham dog hurtigt. Han måtte klemme øjnene i, og et halvirritabelt udtryk gled over hans ansigt.

”Shit. Wait.” Han trådte ind i lejligheden igen - gik hen til klædeskabet (hvilket selvfølgelig sendte minder gennem ham), og fandt solbrillerne på hylden helt øverst. Snart plantede han dem over øjnene, hvilket dæmpede belysningen en hel del. "Did you want your backpack with you?" Spurgte han dernæst og fangede rygsækken fra sengen. Han rakte den mod hende - forventede at hun ville tage den. Alligevel var der noget i ham, der havde lyst til at trække hans reminder tilbage. Måske ville det give hende en grund til at komme igen...?
Fucking hell Han følte sig pludselig blødsøden. Hvorfor fanden skulle han forvente at hun nogensinde skulle komme tilbage? Han havde lyst til at ryste på hovedet af sig selv. Hvem skulle han narre? De var færdige med hinanden... Var de ikke?

”I can walk. My body seems to have inhaled a lot of energy for some reason. Probably from yours. Or something like that.” Selvfølgelig lagde hun den typiske ubekymrede attitude op igen. Også selvom det var meningen, hun ikke skulle bryde sig om Derek. Det var ikke meningen, at hun skulle skabe et bånd med ham. Så hendes opførsel var egentlig ligegyldigt. Men lige det punkt på hendes personlighed, var nærmest umuligt at slukke helt for. Og hun hadede ham trods alt ikke. Hvordan kunne hun? Han havde aldrig gjort noget voldsomt imod hende. Og han var blot stædig. En ting hun ikke kunne bedømme ham alt for meget på. Kunne hun vel? Hun fangede sig selv i at stå ved siden af ham og bare kigge på ham, som han fik taget sine sko op og gjorde sig klar til at gå udenfor med hende, alt imens hun var klar med bare fødder. Hun stirrede ikke, men hun havde et noget fraværende udtryk i ansigtet. Hovedet havde endda lagt sig på skrå, i midten af hendes forundring om ham. Han var underlig. Det her var underligt. Hvordan kunne hun føle sig så meget mere tryg hos denne mand end med så mange andre? Hun havde absolut ingen forhold til ham. Men det kom vel også ind under kategorien, han havde talt om tidligere. Det var altid nemmere at fortælle hemmeligheder til fremmede. Og det var meget vel det han var for hende. Og det han ville forblive efter i dag. Hun følte sig ikke direkte trist over det. Men hun var heller ikke helt tilfreds. Mere skuffet over hvordan landet lå.

Autumn rystede en smule voldsomt på hovedet, for at få sig selv tilbage til virkeligheden, i det som han luntede tilbage ind i lejligheden, og kom tilbage iført et par mørke solbriller. Hun knugede forsigtigt sin hånd omkring sine egne briller, som hun havde samlet op fra sengebordet på sin vej ud i opgangen. Hun tog lidt tid af til at sætte dem på næsen. Så kunne hun se igen. Klarere. Og det tykke sorte stel dæmpede heldigvis den blå farve i hendes øjne.
”Huh? Oh.. Yeah. Thanks.” Hun vågnede endelig helt op, som havde hun rent faktisk stået ret op og sovet. Hun trådte et lille skridt tættere på ham lukkede fingrene omkring hanken i toppen. Strejfede blødt hans hånd i processen. Den var overraskende tung, og hun faldt lidt sammen. Dog fik hun hurtigt kontrollen, inden hendes taske smadrede imod gulvet, og hun ville gøre den med selskab. Hun løftede med besvær tasken en smule mere op, og smed den forsigtigt på ryggen, hvor vægten blev fordelt lidt mere lige. Efterfølgende nåede hun ikke meget mere end at lige vende ryggen til Derek igen, ført hun fandt sig selv med hele sin krop lænet op ad den nærmeste væg. Og en hånd imod sin pande indenunder det pjuskede pandehår. I det mindste var hendes egen hånd endnu kølig som altid. Hun noterede i sit hovedet, at aldrig ønske sig en krop med samme kropsvarme som et menneske igen. Den hun allerede havde, og som var blevet skabt med, var meget mere praktisk. Og så frøs hun sjælendt sådan rigtigt. ”Can I borrow your.. arm down the stairs??” Hendes stemme virkede knap så overbevisende, som den havde da hun havde ligget ned. Og af refleks blev hendes knæ til gelé, og hun gled lidt efter lidt ned i en noget akavet siddende stilling på gulvet. Stadig med sin overkrop lænet imod muren. Præcis som verdens mest dovne teenager med det værste hangover. Bevægelsen havde i hvert fald været umådeligt slap.

”You sure?” Noget lidt tvivlende kom frem i dæmonens øjne, ved Autumns svar. Efter hans mening, var det temmelig entusiastisk af hende at formode, at hun kunne klare den hele vejen. Nej - der var ikke langt til Hospitalet, men det ville tage dem lidt tid, hvis de skulle gå i et roligt tempo. Han kom dog ikke med nogle indvendinger. Derimod skubbede han blot solbrillerne lidt ekstra ind over næseryggen, og lod hende 'overtage' rygsækken. Hendes lille anstrengelse med, at få den på ryggen, gav ham en lyst til, at foreslå, at han kunne bære den. Endnu en gang tiede han dog. Det virkede som om Autumn ihærdigt forsøgte, at overbevise sin omverden om, at hun var okay. Derfor ville han kun skride til, hvis hun 'gav ham lov'.
Deres forhold til hinanden var stadig noget der forvirrede ham. Generelt syntes alt at forvirre ham for tiden. Uden stofferne var han havnet i en identitetskrise, der bestemt gjorde ham i tvivl om, hvorvidt han skulle handle ud fra mavefornemmelsen, sine drifter eller sin fornuft. At være sammen med Autumn gav ham blandede følelser. Hun havde formået, at trykke på hans svage punkter, samt få ham op i det røde felt, eller overbevise ham om, at der var noget 'godt' i ham. Det var interessant... Mærkeligt... Og noget der gjorde dæmonen nysgerrig. Af netop samme grund generede det ham en smule, at sige farvel til hende og lade hende leve sit eget liv. Tænk, hvis han kunne lære noget om sig selv, gennem hende?

”Of course..-” Nåede Derek netop at svare til hendes forespørgsel, før han så hende glide ned i en lidt siddende stilling. Han kunne se svagheden i hendes mimik. Hvordan hendes krop nærmest svigtede hende. ”Autumn...” Han bøjede sig lidt ned – sad nærmest på hug. ”I need to get you there, okay? You can't give up now. We've not even left the appartment.” Han prøvede at komme med en opmuntrende kommentar, men forsøget virkede halvhjertet. Det lå ikke til hans natur. Af netop samme grund, havde han svært ved, at komme med kommentarer som han aldrig havde brugt før, men kun hørt andre folk sige. For det meste havde det været mennesker... Han havde levet for lang tid i skyggen. Det vidste han.
”Come 'ere.” Sagde han, og spurgte ikke, før han rakte ud efter hende – tog en hånd om hendes liv, og forsøgte at få hende op på fødderne. Hans greb i hende var fast. Formegentlig fast nok til, at hans styrke i overkroppen kunne holde hende oppe på fødderne, uden at hun knækkede helt sammen... eller var hendes krop virkelig for svag nu? Han var beredt på at gribe hende, og løfte hende op fra gulvet, hvis turen til hospitalet krævede, at han måtte bære hende igen. ”Stand on your feet.” Det var noget roligt og bestemt i hans stemme; ”Unless you want me to carry you.” Han vidste, at der var en risiko for, at vejen ned af trappen ville blive meget, meget lang og besværlig. Derfor rystede han blot på hovedet, og baksede hende op i sin favn. "Nevermind. This is the fastes way of getting downstairs."
Herfra, var det ikke vært at komme ud af døren. Det lykkedes ham, at lukke denne bag sig ved at skubbe hårdt med den ene fod, i forbifarten. "No time to lock it.... No one wants to steal from me anyway." Han forsøgte sig med en komisk kommentar. Lyset i opgangen var nu dejlig dæmpet gennem solbrillerne. Selvfølgelig kunne det være bedre, men nu kunne han da i det mindste se trinene foran sig.

"Here we go again..." Han strammede grebet lidt om hende, før han nåede trappetrinene.

Autumn skulle lige til at give op på sin vil-selv-prostation. Der var i hvert fald allerede slået store sprækker i det område, i det øjeblik han ikke ville vente på hendes svar længere. En svagt overrasket ud løb hen over hendes læber, og hun følte hvordan hun helt mistede kropslig forbindelse til jordens overfalde. Eller i hvert fald kom hun et stykke over gulvet. Hun vidste ikke med ham, men hans stærke arme fik hende nærmest til at føle sig så let som en fjer. Hun var ikke ligefrem vant til at blive båret som nu, men hun kom ikke med nogle afvisende ord eller lignende. Hun nød det egentlig bare. Hvad mere kunne man forvente? Nu skulle hun ikke bruge kræfter på at gå. Hun kæmpede skam heller ikke imod. De havde allerede ligget relativt tæt inde i hans lejlighed. Og det havde vist været hendes skyld. Ikke at hun ville have gjort det, hvis de havde været under normale omstændigheder. Men det havde været rart. Der var alligevel en lille del dyr i alle. Fordelt på forskellige måder.

Automatisk krøllede hun sig lidt mere sammen. Lænede sig op ad hans overkrop og forsøgte desperat ikke at komme alt for meget i vejen for hans hoved. Han var stadig varm. Hun kunne ikke helt finde ud af om det var en behagelig varme eller om den lå mere ovre i det ubehagelige. Den var der bare. Og den sitrende følelser i hendes krop kunne sagtens blot være det sidste af feberen der strømmede igennem hendes blod. I samme øjeblik som han begyndte sin færd ned ad trappen, greb hun ubevist fat i hans bluse. Præcis som hun havde gjort tidligere da mørket havde ligget over byen. Dog pressede hun sig knap så meget ind imod ham. Hun var ikke helt så anspændt. Og hun søgte i hvert fald ikke varme i øjeblikket. Hendes krop kogte stadig, som den aldrig havde gjort før. Føltes det i hvert fald som. Af en eller anden grund fik hun et smil frem på læberne på vejen ned. For hvert skridt han tog, hoppede hun ganske sagte i hans arme. Sikkert og let. Hun ville sikkert kunne give en rungende lyd, hvis hun holdt en doven tone. Men den barnlige sjæl i hende, forhold sig på afstand og hun lukkede blot øjnene et kort øjeblik. Som et langvarigt blink. ”The charming prince to the rescue once again..” mumlede hun med en lille komisk undertone. Hvor det var kommet fra, var hun ikke helt klar over. Det var bare poppet op i hovedet på hende, og i sit dejlig svage stadie, havde hun ikke kunne holde sin mund.

I samme øjeblik de kom udenfor, var det hendes tur til at misse med øjnene. Klokken var tydeligvis meget mere end hvad hun havde troet. Hun måtte ærligt indrømme at hun havde troet solen ikke var kommet helt frem endnu. Men nu stod den lavt på himlen og skinnede morgenen velkommen. Og den var ubehagelig skarp. Fik hende til at klemme sine øjne sammen, og danne små rynker imellem øjenbrynene. Hun kom endda med en utilfreds lyd, der mest mindede om den hun kom med når hun blev vækket alt for tidligt, og drejede i protest sit ansigt ind imod Derek’s brystkasse. ”Turn it off..” hørte hun sig selv sige noget utydeligt. Hun vidste godt det nok ikke var muligt. Hvilken skam.
Hun åndede endnu besværet. Og som hendes ånde ramte hans overkrop, blev den smidt direkte tilbage i hendes eget ansigt. Dannede den klamme fugtige fornemmelse, der dog ikke fik hende til at dreje sit hoved imod omverdenen. Hvor var hun ynkelig! Solen var jo ikke den eneste grund til hun skjule sit ansigt. Hvis ikke hun tog fejl, havde endnu mere blod fosset der op. Gjorde hendes fjæs helt rødt. Af ingen ordentlig forklarende grund

Der var noget meget koncentreret over udtrykket i hans ansigt. Han bed sig let i underlæben, og trykkede let øjenbrynene lidt ind mod hinanden, hvilket skabte en mindre rynke i hans pande. Dette var nøjagtigt det samme udtryk der lagde sig over hans ansigt, når han forsøgte at få en melodi til at passe med en sangtekst, eller når han stemte sin guitar... Svært var det, at gå ned i trappen, med nogen i armene. Faktisk havde det været lettere at gå opad. Nu måtte han prøvende, forsøge at bøje nakken til den ene- og den anden side, for at se hvor mange trin der var, og hvor langt der var ned. Alligevel var hans greb om hende sikkert...
”Call me that again, and I'll thrown you down the stairs.” Mumlede han med en humoristisk og ikke-så-truende tone i stemmen. Det var en mærkelig henvisning, ifølge ham. Især fordi den bragte ham i et lys, som han ikke var vant til, at blive kastet ind i. Alligevel formåede han da, at bringe hende 'sikkert' ned for foden af trappen. Han glædede sig nærmest til at komme udenfor... Ja, hvis man så bort fra hele 'sollys'-affæren. Dog var det luften han manglede. Den friske luft, der ville køle ham en smule, hvis det da overhovedet var muligt. Nu havde han ingen jakke på. T-shirten var dét der beskyttede hans hud, og tydeligvis også det som Autumn kunne klamre sig sikkert fast til.

Jo... Det var ganske lyst udenfor. Heldigvis var Logement ligeså tomt som altid. Dagstimerne var næsten mere ubefolkede end nattetimerne. Men dette var jo også det typiske sted for 'rovdyrene' i Di Morga. Derek vidste ikke om han passede ind i den kategori.
”If I could – I would've done it years ago.” Mumlede han til hende, og begyndte at gå; ”I'll get you to the shadows. Just... be patient.” Den anden side af gaden var nogenlunde skyggebelagt. Dog ville solen stadig være bag dem – men dette ville nok beskytte Autumns øjne lidt ved hjælp af hans silhuet og de halvbrede skuldre. Derek kastede et blik til den ene og anden side før han gik over gaden. Ikke fordi han forventede at der ville komme en bil – men han holdt øje med gadehjørnerne. Typerne her kunne ofte blande sig i andres affærer, for at få lidt handling ind i deres eget liv. Alt for ofte, kunne man føle sig overvåget. Sandheden var vel også, at Derek var nervøs for at se en bestemt læge.... En der vist hellere end gerne ville have en høne at plukke med hvem-end-der-nu havde opholdt Autumn i timevis.
Dog lod der ikke til at være nogen der luskede rundt i skyggerne. Derfor gik det forholdsvist let, at få hende over gaden, og hen i det mere skyggebelagte område.
”Is this better?” Spurgte han hende, og løftede hagen en anelse for at orientere sig. Han havde været på hospitalet før – tiggende om lidt stærke medicinelle produkter. Men hvor fanden var det nu? Han huskede noget om en bestemt boligblok han skulle passere. Dog var han ikke sikker.
”Hey – am I going the right way?” spurgte han hende, da de havde krydset det næste hjørne... Han havde svært ved at vænne sig til Di Morga. Især efter han blev stoffri. Det var som om han så alt på en anden måde. En ny måde.
"Sorry, if I'm too hot..-" Han stoppede midt i sin sætning, og grinede dernæst over dobbeltbetydningen; "Oh... Okay, I'm not really sorry about that..." Han kunne ikke bedømme hendes temperatur i sine arme. Mest fordi, luften udenfor samtidigt kærtegnede dén del af hans hud der var bar. Følelsen var forfriskende. Han havde ikke sovet helt i noget tid, men luften var som et skud koffein for ham nu.

Selvom Autumn ikke så frem fra sit skjul med det samme, kunne hun sagtens fornemme hvordan solens lys var blevet dæmpet en smule. Den havde godt nok også kun generet hende i et øjeblik. Et øjeblik hvor hun havde nået at klage. Hun burde egentlig ikke komme med disse små krav. Hun burde bare ligge stille. Uden at sige et ord. Og lade ham om tingene. Selvfølgelig kunne han ikke slukke for solen. Ingen kunne. Og det ville have været en skam, hvis den en dag blev slukket. Så ville hun da i hvert fald ende med den blege hud Blake ønskede hun havde. Hun ville ende med at ligne et spøgelse. Eller blot have samme hvide overfalde som en vampyr. Så solen havde sine fordele. Udover morgensolen, udgjorde det bedste vækkeur, hvis den strålede igennem et vindue uden gardiner. ”Much better.” svarede hun roligt, og lidt efter lidt kom hun frem igen. Undgik at se op og imod hans ansigt. Hun så mere omkring sig. Boligkvarteret lignede sig selv. Hun var heldig at se det i dagslys hver eneste dag. Hun var heldig at hun havde ting at lave, der bragte hende ud i gaderne på de knap så dystre tider. Hun slap hans trøje igen. Lod sin hånd være imod hans brystkasse fladt et kort sekund, inden den gled en lille centimeter ned, så hun fjernede den i en mere blød bevægelse. Hun sank tungt og fugtede sine tørre læber, alt imens hun tog sig et mere orienteret blik på sine omgivelser.

”Just continue forward.” startede hun roligt og løftede sin ny frie hånd for at pege. Hun blev atter afbrudt af et host, men ellers fortsatte hun sin talestrøm, som var intet sket. ”Turn right right over there.” Hun pegede igen, og denne gang lykkedes det hende. Hun så selv hen imod det lille kryds for enden af Logenment. Hun havde gået nogenlunde samme tur et par gange nu. Tænkt at hun faktisk ikke boede helt så langt væk fra Derek. ”It should be easy to find. It’s a pretty big building.”
Endnu engang kom den dæmpede hjertevarme latter frem. Den kunne nok ikke høres så godt, men han ville sikkert kunne mærke vibrationerne i hendes krop. Og hun blev nok også afsløret af hånden, der havde fundet sin vej op foran hendes mund. ”I bet you aren’t.” kommenterede hun, ved at forsætte lidt på hans egen humoristiske bemærkning. Selvom hun nok et sted lukkede den. Hun var ikke i sit almene hjørne. Så hendes drillende toner, var ikke på samme niveau som de havde ved deres første måde. Eller i andre situationer. ”I’m starting to find your heat quite comfortable.” Det var ikke direkte løgn. Hun havde ikke trangen til at have afstand til hans varmeproducerende krop. Hendes egen var ved at vænne sig til det igen, nu hvor temperaturen var steget ved, hun havde iført sig tøj igen. Det var lidt som om hendes egen hud prøvede og synkronisere med hans. De var egentlig så vidt forskellige. Både ved det ydre og indre. Når han havde mørke øjne, havde hun klare. Når han var varm, var hun kold.

”You should smile some more.”

Derek fik det måske til at se legende let ud. Han var jo dæmon, og stærkere end et menneske. Selvfølgelig var Autumn ikke tung. Tværtimod. Alligevel kunne han sagtens mærke den strækkende fornemmelse i underarmene, efter at have gjort sit tag om hende stærkere. Og sollyset... Ja, som altid svækkede det hans kræfter en anelse. Af netop samme årsag, var der let styrke i hans solbriller. Solen forringede hans syn, svækkede hans krop og kunne nemt gøre ham halvirritabel. Heldigvis var det sidstnævnte vel noget, der altid herskede lidt i ham – og ikke noget der ville virke som om det var øjensynligt forandret... Men måske havde det været stofferne...
På grund af den lette svækkelse, var skyggerne nærmest noget der fik energien til at vende lidt tilbage til dæmonen, så snart solen var bag ham, og skjult lidt bag nogle af hustagene fra boligblokkene. Derfor gjorde han det ikke fuldt ud for Autumn. Nej – han kunne selv slappe lidt mere af, så snart de var nået over på fortorvet i de lette skygger.
Han gjorde som hun sagde... ”Alrighty.” Kom det fra ham, før han fortsatte ad vejen og dernæst drejede til højre. Okay... Det begyndte at se bekendt ud. Af en eller anden grund, sagtnede han dog farten en smule. Han vidste ikke hvorfor – og ville ikke begynde at ransage sin sjæl for at finde svar på ting han alligevel ikke forstod om sig selv.

Igen måtte han krydse lidt af vejen, for at få dem til at gå mere i skygge. Heldigvis var solen nu skjult bag de høje bygningsværker, og efterlod Logement i den sædvanlige dunkle atmosfære.
”Don't get too cosy. You'll have to let go of your personal warming dunk soon.” En lille grimasse gled over hans ansigt. Hvis ikke hans øjne var dækket af solbrillerne, ville noget lettere skuffet sikkert vise sig i dem. Som om han faktisk var glad for – for en gangs skyld – at føle sig behjælpelig. Han havde altid været den der skulle hjælpes. Aldrig omvendt. Følelsen var uvant og gjorde ham rådvild – men bekræftede også, at han var i stand til mere end han gav sig selv credit for.

”I should, huh?” Det var som om han forsøgte at lade være med at smile ved hendes kommentar. Blot for ikke at fange sig i at gøre det igen. Alligevel var der noget ved hendes kommentar, som han fandt direkte komisk: ”Well... A gig, a beer and a guitar will definatly help there.” Han trak en smule på smilebåndet. Bare en ganske lille smule. Smilet falmede kort efter.
”But you should care less about me smiling.” Kommenterede han roligt; ”Maybe I'm not the smiling-type.” Hvis han kunne trække på skuldrene i denne stilling, ville han sikkert have gjort det. Og hvis ikke øjnene var skjult bag brilleglassene – ville han sikkert have mødt hendes blik. Dog var hans mørke øjne fast rettet mod vejen foran dem. Nogle personer vandrede rundt i disse dele af byen nu. Dog lod alle til at være sløve nok til ikke at registrere Derek med Autumn i favnen. De færreste ville nok alligevel undre sig over det, i netop denne by.
”I can see it now.” Mumlede han så. Bygningen tronede sig op lidt derfra. Stedet var langt flottere end de andre bygninger i området. Det var der vel nok også en grund til.... Mange af patienterne på hospitalet var sikkert mange der havde været udsat for beboerne i Logement, eller mange af disse beboere, der var kommet ud i problemer. ”You don't think he's working now – do you?” Spurgte han dernæst, mens han roligt satte kursen mod hospitalet. ”I mean... I don't wanna 'hand you in' like that.”

”You don’t seem to be needing a gig, a beer or a guitar to smile right now.” konstaterede hun, selv med et lille smil. Hun slog kort blikket op imod ham, men drejede ikke længe efter sit hoved væk igen. Blot for at se fremad. Et gab angreb hende, og tvang hendes kæber halvt ad led, og hendes hånd op for at skjule hendes åbne mund fra omverdenen. Hun kunne da umuligt være træt. Hun havde allerede sovet flere timer hjemme hos Derek. I overraskende tryghed. Det var nok på grund af hendes behov i hendes ynkelige tilstand, der havde gjort det hele muligt. Selv hun var ved at blive for blød omkring ham. Igen mindede hun sig om at der ingen bånd måtte dannes. Hun mindede sig om at hun egentlig blot skulle glemme om deres tidligere møder, så snart han havde fået hende til hospitalet. Hun så automatisk imod den store bygning foran sig. Tiden mærkede sig. Det var der deres bekendtskab ville ende. Heldigvis havde de ikke været de bedste venner i gennem tiden. Og hun nød stadig hans musik. Men igennem gamle CD’er ville nok være den eneste tråd der ville være tilbage. Lød det hele ikke lidt sørgeligt, nu hvor det blev remset op. Igen kom det fraværende udtryk tilbage i hendes ansigt, som tankerne fløj rundt. Hun hørte ikke rigtig efter, hvad der ellers kom ud af hans mund. Hun hørte det kun som en svag mumlende lyd i det fjerne. Men en afslutning ville nok være det bedste. Han ønskede ikke at have hende om nakken mere, og hun ønskede ikke at føle sig utryg i selskab med en anden af det modsatte køn på grund af hendes trofaste ven af en psykopatisk læge. Hvor var hun taknemlig for ikke at være svag på det mentale mere.

Med ét lykkedes det Derek at trække hende tilbage til virkeligheden endnu engang. Hun åbnede sine øjne, eftersom hun åbenbart havde ladet dem falde i. Havde hun faldet hen? Hun drejede roligt sit hoved, og så for en gang skyld mere direkte imod hans ansigt. Og de mørke øjne. Opfangede først lidt efter hvad der var blevet sagt. Hun pressede sine læber sammen til en lige linje, og tænke lidt over situationen. Han havde ret. Det ville ikke blive kønt, hvis det gik sådan.
”If he’s working at the moment I doubt he’d be available. It wouldn’t surprise me if he’s too busy to notice anything until your gone.” forklarede hun forsigtigt, og så tilbage imod hospitalet, der kom tættere og tættere på dem for hvert skridt. Hun krøllede sig pludselig en smule mere sammen og som forventet af den dybe indånding kom hosteriet igen. Hun hamrede sig selv på brystkassen, som om det ville hjælpe med at få det til at stoppe igen. Det var jo ikke fordi der sad tonsvis snot nede i hendes lunger, der skulle hostes op, når man var forkølet. Både hendes hals og brystkasse begyndte at smerte for hvert host, og man kunne virkelig se lettelsen lyse op i hendes kønne ansigt, i samme sekund det stoppede igen, og hun faldt ned. Hun rømmede sig af nødvendighed, og rettede igen de blå øjne imod ham. ”But if you don’t wish to take the risk you can always just leave me at the frontdoor.” Det lille ubekymrede smil dannede sig på ny, og hvis man tjekkede efter, var det tydeligt at hun ikke jokede omkring det.

”True... But maybe it's just because I'm tired.” Kom det afvigende fra Derek. At han oprigtigt havde smilet gennem disse mystiske omstændigheder, var måske ikke noget der ville have kommet bag på hans gamle jeg. Men nu hvor han var ædru og clean, virkede det mere... reelt. Han følte sig splittet. Og han var i sandhed træt, selvom morgenluften syntes, at hjælpe en smule på det. Så snart han kom hjem, ville han sikkert falde om i sin seng - nej... Ryge et par cigaretter - og så falde om. Han kunne sove dagen væk. Om natten ville han sikkert begynde at vandre rastløst rundt. Som han havde gjort da han havde fundet Autumn i gyderne. Tænk, hvis han ikke havde....

”I'm not worried about myself, right now.” Kommenterede Derek, da Autumn nævnte, at han kunne sætte hende af ved hospitalets hovedindgang... Han kunne allerede se døren, og fornemme aktiviteten bag denne. Det var som om det var det eneste sted i denne del af Di Morga der officielt syntes at summe af liv. Sikkert fordi det var på dette tidspunkt om morgenen, at man fandt nattens ofre.
”But maybe it would be better for you, if I don't go in there. If he asks who brought you in...-” Han tøvede, før han fortsatte: ”That's a risk I would'nt take. Your life is too screwed up already. I don't wanna make it even worse.” Og det var af netop samme grund, at han også havde en intention om at bryde deres forbindelse fuldstændigt efter det her. Deres møder havde været tilfældige... Og havde alligevel haft en stor betydning. Hvad end det så havde ført ham til en 'clean' tilstand, eller nogle grov raseriudbrud...

”I better put you down now.” Sagde han så endelig, da de var få meter fra hovedindgangen. Han stoppede lidt til venstre for stedet - for ikke at spærre indgangen for forbipasserende. Han baksede hende ned på benene - stadig med en hånd solidt plantet omkring hendes talje, for at hun ikke skulle falde, over den pludselige kontakt med jorden: ”Do you think you can get inside, without my help?”

Han skubbede solbrillerne op i panden. Solen var skjult godt væk, og han følte - af en eller anden grund - at han blev nødt til at fjerne lidt af 'masken'.

”I'm sorry you have to live this way..." Han kunne ikke lade være. Han blev nødt til at sige et: "I'm guessing it's not the first time his actions have made you this ill...” Havde han virkelig oprigtigt ondt af hende? Det havde han vel. Han forstod det bare ikke... Forstod ikke, at se verden fra 'offerets' point-of-view. Han havde altid været en af dem der stod for smerten - ikke en af dem der modtog den:
”You told me you'd leave this place if you could... It sucks that so many people – including me – who don't give a shit, can go as they please.” Hans blik fangede kortvarigt jorden, før han igen forsøgte at møde hendes blik.
”I'm glad I could be of help to you in that alley. But I most likely won't be the next time, you know. This place really is fucked up. And so are most people living here. You're different. I dunno why, but you are." Han kunne forestille sig, at dette ville ske igen. Og hvem skulle så være der? Ville hun blive offer for andre af mørkets væsner der ville udnytte noget der virkede så.. uskyldigt?

"So... Take care of yourself, Autumn." Han slap hende roligt. Håbede at hun selv kunne stå på benene. Han vidste at han måtte vende om, og gå tilbage. Alligevel blev han stående. Han skulle ikke flytte sig, før hun var gået ind gennem døren. Det nægtede han.

Autumn ville lyve hvis hun sagde hans ord ikke rørte hende lidt. Det var ikke mange de kendte til hvad hun gik igen. Blot fordi hun havde svært ved at dele den information, uden at få negative reaktioner fra andre. Der var disse få der forstod hende. Eller prøvede at forstå. Og dem var hun udenom glade for at have mødt. Lige som Derek, til trods for det ikke havde startet bestemt godt ud for dem. Men i det mindste sluttede den på en tilpas behagelig måde. Hun dannede et lille mellemrum imellem sine ben for bedre balance, i stedet for hendes typiske stilling med benene helt samlet. Hun var godt klar over at alle hendes evner og sanser var markant svækkede. Og hun havde opdaget et par gange, hvor dårlig hun pludselig var blevet til at stå op selv. Hun tog sig så også godt af hans arms støtte, selvom det virkede lidt akavet på grund af deres højde forskel. Endnu en ting der var så forskelligt fra hinanden. De var som vand og ild. Det ville ingen sige hende imod omkring. Nok ikke engang denne dæmon selv.
Hun tvang sig selv til at lade sit blik forblive på ham. Hun stod helt forundret, over hvad der forlod hans mund. Hun trak vejret en ganske lille smule hurtigere. Ikke fordi hendes hjerte begyndte at galoppere, men hun var umådelig forundret over det. Og det kunne man nok sagtens se i den måde hendes blå øjne synes at skinne som julestjerner. Og udtrykket i det blege ansigt, kunne nok mest minde om et lille barns. Og lidt efter lidt som han nåede enden, krøllede hendes mundviger op i et lille smil igen. Hun forsøgte desperat at få det til at ligne det muntre hun havde sendt ham for lang tid siden i den lille musikforretning. Selvom der stadig hæng den tunge mørke sky over hende. Forhåbentlig ville den forsvinde igen med tiden.
”You have no need to be sorry for my life. Because of my failure in creation, I somehow dedicated my existence to be a guinea pig. And I’m still able to smile, you know. That means I’m not completely unhappy. I’ll learn not to give a shit either. Someday I’ll stop feeling jealous of others freedom, and make my own.” Hun tog lidt tid til at slå blikket væk, for så kort efter rette det direkte imod hans. Holdt for en gangs skyld øjenkontakten. ”And you told me youself. Someday I’ll break free. I’m not gonna live in hell forever. Even tho my race tells me to.”

Hun trådte et lille skridt tættere imod ham. Kæmpede for at holde sig oprejst. Og for ikke at virke det mindste syg. Hun ville ikke virke svag eller svækket i dette øjeblik. Hun løftede sin ene hånd så højt hun nu kunne, til hendes fingerspidser svagt strejfede hans ene kind. ”I’m gratefull for your help, Derek. But I’ll not tell you to never forget that. This is where our path split. And this is where we start to forget each other. I know you’re with me on that it’s the best plan up to date.” Hun trak sin hånd tilbage og tog igen et lille skridt bagud, inden hun vendte siden til ham for at så med fronten imod hovedindgangen. ”You better take care of yourself, too.” Hun drejede hoved endnu en gang for at smile, inden hun med overraskende sikre skridt kom op ad trappen, hvor automatdøren åbnede for hende. Hun gik stadig med sikre skridt, lige indtil døren havde lukket bag hende. Og midt i forhallen kollapsede hun igen, som blot resulterede til akut assistance.

//Out.//