Back from War

Sted: Millicents lejlighed - stue
Tid: Halv tolv

Udenfor hørte man en bil i ny og næ en bil køre forbi, men inde i lejligheden var der så stille at man kunne høre en knappenål falde til gulvet med et brag. Selv ikke dæmonens åndedrat var at høre, trods Andrijas brystkasse hævede og sænkede sig med jævne mellemrum. Det  var roligt og afslappede, et tydeligt tegn på at han havde siddet i sofaen i lang tid, hvilke den halvt nedsunkne stilling også bevidnede om.
Månens lys trængte ind igennem det lukket vindue og faldt på gulvet, hvor Andrijas fødder var gemt i dyre italienske sko, der strålede omkamp med Rolex uret, der lige kunne skimes under et habijakkeærme. Endnu bar han også det skræddersyet jakkesæt han havde haft på fra om morgenen. Det var ting han var blevet udstyret med efter at være blevet en vigtig person i en ukendt mafia. Det passede ham ganske godt, for netop som Millicent selv havde sagt, elskede han det. 
At få den perfekte udstråling var Andrijas altoverskyggende hobby, som kun havde taget endnu mere af hans tid, efter han ikke var sammen med Millicent. Han var vild med at kunne få folk til at vende på en tallerken bare ved at smile eller presse kæberne sammen. At flere ikke brugte den magt forstod han aldeles ikke, men var også glad for det - for så havde han klare fordele hvis andre nu skulle prøve at gøre ham kunsten efter. 
Langsomt hævede Andrija hånden og lod hans gamle forlovelsesring overskygge både sko og ur. Langsomt lod han den glide imellem fingrene, til den smuttede imellem og landede på madrassen. Hans øjne havde fulgt den forgyldte ring, som kort efter blev efterfulgt af hans hånd der faldt mod madrassen. Et tungt suk forlod hans lunger, før han lage hoved tilbage og lukkede øjne. Ventede. Nysgerrig. 
Fordi han kunne, fordi han ville. 

Opgangs døren lukkede bag ved den kvindelige skikkelse, der allerede var i fuld fart på vej op af den lange trappe , mod første salen i den neutrale boligbyggeri.
I en rød coktail kjole skåret så den ene skulder var fri og den anden i et langt stramt ærme, vimsede Millicent op af trapperne så de høje røde sko gav en nlrmest ekko agtig lyd fra sig, i den ellers så tavse bygning.
En effektiv arbejds indsats var netop udført, denne gang for Desiré Noir.Det eneste hun manglede var at sy en lang smuk sort kjole en smule ind, så den hang i en plastikpose, over Millicents arm.Hun havde været alene i kostumier afdelingen, og da det var kedeligere end at studerer en sten, besluttede hun at færdiggøre kjolen hjemme. Den sad perfekt på Millicent selv, men da hun havde lidt mere fedt i de kvindelige depoter end de fleste stang tynde modeller kunne bryste sig af, så skulle der lige nappes nogle centimeter histen og pisten.
Millicents maske , var trukket fint op....facaden var i orden. Hun var blevet SÅ dygtig til det at hun nærmest selv var begyndte at tro på de løgne hun gav til omverdenen.
Selvbedrag kunne være en skånsom sutteklud.Hun satte nøglen i sin dør og lod den glide åben.Stilhed sprang hende ivrigt i møde og Millicent kiggede ind mod stuen, med blikket mod gulvet....helt af gammel vane.Åh gud hvor hun savnede den hund.
Døren smækkede bag hende og hun hængte kjolen på en af knagerne i entreen.
Uden at gøre sig den ulejlighed at smide sine sko, gik hun ind mod tuen og her stivnede hun i døråbningen.
Hendes læber adskildte sig langsomt og blikket blev mere vagtsomt.
Hun var ikke alene! Hvem i al helvede var dum nok ...eller uheldig nok...til at bryde ind hos en vampyr? Tænkte hun irriteret og greb for god ordens skyld en standerlampe der var placeret inden for rækkevide, inden hun med den i hånden begyndte at liste mod sit soveværelse.
Hun var helt ærlig ikke i humør til at skulle jage indbrudstyve nu- det var helt urimeligt, oven i købet efter en lang arbejds aften.
" Du har 20 sekunder til at løbe alt hvad du kan...ellers smækker jeg dig en med en lampe!" Forsøgte hun sig truende mod soveværelset.

Lyden af en nøgle der blev sat i hoveddøren fik Andrijas øjne til at springe op. Hele hans krop stivnede mens han intenst lyttede til Millicents skridt. Han kunne dufte hende. Bare at vide hun var nær ham fik straks hans hjerte til at hoppe rundt som en hysterisk kænguru i et alt for lille bur. Det gjorde næsten ondt. 
Hans hånd knugede hårdt om ringen mens han langsomt, så lydløst som han kunne trak sig op og forsøgte at ligge ansigtet i passende folder. Han vidste han kunne, han skulle bare bestemme sig for hvad. Hvilke valg han skulle tage, var han stadig i tvivl om, da Millicent slyngede sin trussel ud og et lille uvilkårligt smil vågnede op på hans læber. 
Hastigt gemte han ringen væk i bukselommen og trak sig op af væggen, med en pude i ryggen, mens bene blev lagt over kors i hvad der skulle ligne en afslappet stilling. Næsten en smugle overlegen, men slet ikke så det nåede håne-niveauet. Det mente han ikke var nødvendigt. 
Da Millicent endelig åbnede døren så Andrija kunne se hende, måtte han næsten kæmpe for at holde sig siddende. Han havde savnet hende, ikke at han nogen sinde ville indrømme det, men det havde han og mere end noget andet ønskede han at trække hende ind til sig. Undskylde og tigge om at få hende til at tilgive ham - og så måske bare et enkelt lille bitte kys? Ment hans stolthed stod i vejen, hvilke han et sted også var ganske tilfreds med. Han ville ikke ydmyges på den måde. 
"Godaften." Lød det i en nogenlunde afslappet tone.

Der kom intet svar i retur, faktisk ikke engang en bevægelse. Det lød mere som om stilheden tog til, efter Millicent havde sendt truslen mod soveværelset.
Nå...men så håbede hun ved gud at der lå en lille skræmt teenager og rystede i bukserne derinde, en der ville tage flugten ved først givende lejlighed. Hun orkede bare ikke at at skulle sætte halsbånd på en varulv eller få en djævle til at krybe til kors.Kræfter til kamp, mente hun var sluppet op for længest.Alligevel klargjorde hun sig, manede sig mentalt op til en ' måske kamp' med sin uindbudte gæst.

Døren blev puffet op, og hendes højre arm der holdte den lange gulv lampe i hånden , hævede sig- parat til at slå ned , flække eller brække legemesdele på en eventuelt modstander.
Millicent trådte ind ...beredt på alt.
Bare ikke på....dét.
Andrijas tilstedeværelse var omtrent det eneste hun slet ikke have regnet med at kunne blive budt på.
Ikke længere. Han havde hamret sit budskab ind i hende, på alle tænkelige måder og selv om hun havde kæmpet for at nå ind til ham, var det ikke lykkes.
Millicent var ikke bare blevet forbrændt i den proces, nej....forkullet var hun endt op.
En omgang mentalt aske havde han reduceret hende til.
Hun var aldrig sluppet over voldgraven der var omkring den dæmon.
Synet af ham på hendes seng, fik billedet til at flimrede for vampyrens øjne, og lyden af ...hans...stemme , det fakta at han var her , var en så stor overraskelse at hun tabte lampen,der gled ud af hendes hånd. Den var en lang og massiv messing lampe, sådan en rimelig tung en af slagsen.Syv opvarmede pære i toppen, og de to af dem knaldede deres brændende og smertelige varme lige ned over hendes bare skinneben,i lampens fald til gulvet.
" Andrija! " Det kunne ligeså godt have været selveste Gud eller tandfeen ,der lå mageligt på hendes seng.Det havde hun sikkert hurtigere kunne adopterer til.
Han ville noget...men hvad? Og da hun ikke selv kunne finde facit på det regnestykke, måtte hun få resultatet af ham.
Hun gned sit skinneben og skulede op mod ham. " Jeg husker ikke at have inviteret dig....derimod husker jeg helt klart at have bedt dig om at banke på...som alle andre" begyndte hun , men samtidig begyndte hun blive bekymret for noget alvorligt var galt.Noget med ham? Kunne dæmoner blive syge?
Hun rettede sig op og lod sit ben være.Hele opmærksomheden gik nu til ham, hans ansigt og øjne.
" Hvorfor er du her? Hvad er der galt Andrija?" var han syg eller havde alvorlige problemer ville hun formentlig ikke være stærk nok....umenneskelig nok...til at bede ham dappe af.Eller ville hun?

Langsomt gled Andrijas arm ud til sengebordet, som han slog på med sine knoer. 
"Nu har jeg banket på." Et lille næsten usynligt smil hvilede kort på hans læber, før han fejede det ind under gulvtæppet og satte sig op. Bene svang han ud over sengekanten for at rejse sig op og gå hen og fjerne lampen fra Millicents fødder. 
Synet af hende med lampen i hånden ville han nok bruge nogle hundrede år på at glemme, for det havde været et syn for guderne. Morsom og underholdende. 
"Nej nej, intet galt. Har du været til fest?" Han trådte et skridt tilbage, stadig med den ødelagte lampe i hånden, og gav et åbenlyst elevatorblik. "Du ser godt ud. Har du travlt i nat?" 
Ville Millicent få et hysterisk anfald, i frustration eller vrede over et eller andet, ville han med lampen forsøge at beskytte sig godt som muligt, hvilke var grunden til han havde taget den i første omgang. Forblev hun derimod rolig ville han sætte lampen fra sig henne i hjørnet af rummet og derpå igen vende sig imod Millicent. Stadig tæt på lampen. 
"Men hvordan går det? Vi har jo ikke set hinanden i noget tid." Åh jo, Andrija kunne stadig de gode gamle høflighedsfraser som en hver dannet person nu til dags skulle kunne. "En ny kæreste eller noget andet sjovt?" Han hævede et spørgende grin, mens han stak hænderne ned i bukselommerne. 
"Har du forresten fundet Senka?"

Millicent stod ret stille og ubevægelig nu, kun et brunt øjenbryn røg en smule længere op, da han bankede på hendes sengebord.
Så han skulle altså være morsom? Hun tvivlede dog på han var kommet for at prøvekøre materiale til et stand up show, så hun anede ikke rigtig hvilke ben hun skulle stå på. Derfor trak hun tiden ud, så længe hun kunne.
Det var ikke længe det var muligt desværre...lettet over der intet var galt med ham, begyndte hun næsten mekanisk at svare hans spørgsmål, efterhånden som de mødte hende.
" Jeg har været på job, Andrija...ikke fest" hendes øjne forlod ham ikke et sekundt, heller ikke da han opsamlede hendes lampe.
Da han komplimenterede hendes udseende , efter at have ladet blikket vandre op af hende, så Millicent kort væk, for første gang. Hun undlod at svare.
Hvorfor han gad spilde sin tid med at sige noget han ikke engang mente eller noget der havde en dyt betydning for ham, kunne hun ikke se.
Han havde en agenda...og indtil hun kendte den og kunne tage sine forholdsregler, var han dødsens farlig for hende.
Hun så tilbage , ind i hans øjne grå som stål , da han begyndte at betræde meget sprængfarlig grund." Det får fint....som du ser lever jeg endnu...eller. ..som du ser er jeg stadig død og oppegående" vrøvlede hun lidt rundt i fraserne. Det var sku også en hel del mere besværligt at være død end man lige gik og regnede med.
En gnist knitrede i Millicents klare øjne, da han stod og chit chattende som de var venner. De var intet for hinanden længere. Ikke fra hans side anyway...og hun havde kæmpet så meget for at rejse sig igen, efter hans gentagende gange havde slået hende i jorden.
" En kæreste? Nej.....men et hav af elskere du ...jeg tror dog ikke det er noget du behøver gå op i" sagde hun og anede ikke om han købte løgnen eller ej.
" Nej...vi har ikke set hinanden noget tid....at lege jord under din sko er ikke lige mit game" Millicent sendte ham et surt blik.
Troede han at hun var dum? At han bare skulle knipse så dansede hun for ham?
Hun ville trække sig ind i stuen, finde en drink... eller andet der kunne lege støttehjul, så hun ikke følte hun skulle alene i arenaen mod ham igen.Hun vidste hun var den der ville bløde , kom det til det. Hun havde lært lektien på den hårde måde.
Hun stivnede , da Senkas navn blev nævnt.., på vej ind til stuen.
" Gider du lade vær med at tale om ham? Du er komplet lige glad med bpde Senka og mig...og gad ikke hjælpe nogen af os,da Senka var døende....husker du det? Den samme lille bløde hvalp, der elskede dig og fulgte dig rundt...du skred bare"
Millicent gjorde det samme.Bare kun ind i stuen.
" Andrija...hvad laver du her?" Hun rev en flaske ud af sit skab og satte den på bordet, med en rasteløs bevægelse.

Ude i køkkenet stod en stor hvid kasse, med en stor rød sløjfe på. Da Millicent trådte ind i køkkenet hørte man nogle små lyde fra kassens indre, før låget blev lettet og Senka stak sit hoved frem, en smugle forvirret og betuttet, men da den så hvem der var kommet væltede den i iver ud af kassen og ned på gulvet, for derfra at kluntet komme på bene og ile hen imod Millicent. 
Hunden var præcist som da den døde. Ikke helt lille hvalp, men stadig med det hvalpet udtryk over sig, samtidig med at den var stor nok til stadig at kunne ligne en hund og ikke bare en klump pæls. 
"For at give dig din hund tilbage." Lød svaret på spørgsmålet, mens Andrija trådte hen i køkkendøren og betragtede Millicent. "Jeg har været hele byen rundt for at lede efter ham. Fandt ham i bunden af en container hvor han var faldet ned. Gud må vide hvordan." 
Efter endnu et øjeblik med stirren, drejede han rundt og gik ind i stuen, hvor han slog sig ned ved sofaen og kiggede ud i luften. 
Selvom han vidste, eller var ret sikker på, at Millicent fortalte en løgn omkring hendes måske ikke eksisterende elsker, syntes tanken alligevel at spøge i Andrijas hoved og han syntes absolut ikke godt om tanken. Han mente stadig at hun var hans, selvom han havde brudt forholdet og ikke havde været sammen med hende. 
At hun dansede efter hans ordre ville have været meget lettere, men det at hun netop ikke gjorde fascinerede ham. Den måde hvorpå han aldrig helt vidste om hun faktisk ville føje sig eller ej og at når hun gjorde det var det ofte af åbenlyst kærlighed. Det havde været.

Altså... Hvis det på nogen måde var muligt at det hele blev mere overraskende og underligt , end Andrija pludselig sad i hendes lejlighed og hyggesnakkede , så blev det netop sådan, da Millicent måbende så på den store kasse med sløjfe på låget.
Normalt havde hendes fantasi det med at lave en spurt der var et OL værdigt, men lige nu stod den fastfrosset og havde ingen forslag. Med de små lyde, fik Millicents stille hjerte til at slå taktfast hurtigt og hårdt. Dét kunne jo ikke passe ... Lydende...??
Med da Senkas lille hoved kiggede frem, sugede den kræfterne ud af hendes ben og Millicent snak ned på knæ. " Senka ......Senka lille skat...er du okay?" Fanget at situationens dejlighed, trak hun det lille dyr ind i sin favn og kælede løs med den, imens hun lyttede til Andrijas forklaring.
Hun kunne naturligvis have flået hans hoved af, for at lege med både Senka og Millicent på den måde her....og måske ville hun også forsøge på det senere, men netop nu strømmede kærligheden til hunden igennem hende, og hun var Helt bevidst om at det var Andrija der lige havde foræret hende den følelse, med en stor rød sløjfe omkring. " Tak , Andrija ....tak" hun vidste hun ikke behøvede sige mere.
For det første kunne Andrija ikke udstå rørstrømskhed og for det andet var Millicent bevidst om det stod tatoveret i ansigt og øjne , hvor vidunderligt det var at klemme Senka ind til sig igen.

Som blev der trykket på en stop knap, strittede Millicents arme ud til siden, og hun rejste sig op , dog ikke mere hurtigt end hun lod Senka glide ned af sit skød, i et behagelig tempo for hvalpen. Et sekundt efter stod hun foran Andrija, med fingrene på hans hage og kind for at vende og dreje hans ansigt, og bagefter var det hans hænder...dem begge..der ville få samme inspektion.
" har Senka bidt dig?" Lød hendes bekymrede tanker. Ville en lille vampyr hund angribe? Har du haft ham længe eller fundet ham i dag? H-har du givet ham blod?"
Du gode....skulle hun til at være bekymret for sin egen lille hund. Og de to uopklaret mord , tv havde omtalt ...lige nede i parken...kunne det have været....hendes hund?
Eftersom Millicent ikke anede noget om hendes blod havde helende egenskaber, altsår andet end hun kunne fjerne de huller hun lavede når hun en sjælen gang drak af nogen, så kunne hun jo ikke vide at blodet hun gav til Senka bare havde spærret banen for den døds og halet den tilbage til livet.hun troede fuld og fast på at den som hun , var blevet forvandlet.

Andrija spærrede øjne op, da Millicent pludselig stod foran ham. Han skulle netop til at sige noget, da hun begyndte at studere hans ansigt meget nøje og derefter hev fat i hans hænder. 
"Jeg har det fint. Fandt den for en lille uges tid siden. Den var ikke helt fornøjet over situationen, men den fulgte da med og blev vældig fornøjet over ... en skål blod." Han trak hænderne til sig og kastede et blik hen imod døre hvor Senka kom dappene, for så at springe op i sofaen. 
"... jeg kan også informere om at dyret kan løbe ligesom du, som du iøvirgt bedes stoppe med. Det er ikke spor sjovt." Surmulede han, mens han fløjtede ganske sagte og sekundet efter sad Senka ved hans fødder, med et forvetningsfuldt blik og logrene hale. 
"Men, det var mest det jeg var kommet for at aflevere - og husk den kan ikke tåle sollys. Den har fået svitset halen, men håret er vokset nogenlunde ud." Andrija rejste sig op, kløede kort Senka bag ørerne for så at gå hen imod døren. 
"Måske vi ses en anden god gang." Et kort smil, før han vente sig imod døren for at gå.

Millicent var slet ikke tryg , da Senka kom luntende imod dem.
Da han satte kursen mod sofaen ....kiggede med hovedet på skrå op på Andrija og så hoppede op, nåede hun lige at smække en pude mellem Andrija og hvalpen , i et forsøg på at skærme Andrija mod et måske lille blodtørstigt bæst, forklædt i de mest nuttede hvalpe klæder.
" Han kan....alle de ting nu? ....ÅH PAS PÅ ANDRIJA!" Udbrød hun , da Senka satte forpoterne på puden og ville op og slikke på Andrija.
" Den kan lide donor blod?? Nå...men det øh...er da en start" mumlede hun helt fortumlet over de ting Andrija sagde. " Mon den stadig vil finde sig i at gå i snor?" Tænkte hun højt. At lufte den i dagslys var ligesom ikke aktuelt for Millicent,så det var ikke et problem med sollyset og svitsede haler.
Men hvordan hun på jobbet skulle forklare når hendes hvalp, pludselig sad med hugtænder og savlede over en kollega, dén kunne hun sku godt nok ikke lige svar på.
Senka peb, og Millicent reagerede instinktivt på Andrijas tilbagetrækkelse.
Hun bildte sig selv ind, at hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre med Senka, at det ville være rart hvis Andrija blev, bare en lille smule længere- men ....som altid med hende...handlede det om 100 andre årsager.
" Andrija.... Vil du have noget at drikke...som tak?" Hun skævede mod flasken, hun havde sat fra sig før.
Måske hun også lige kunne forsøge give Senka lidt blod i en skål , bare for at se...hvordan den var når den drak?
Hun vidste at det havde været bedst for hende selv, bare at lade ham ...gå.
Men det var Andrijas ting...at lade folk gå....Millicent var ikke dygtig til det.

Mens Andrija fortsat havde ryggen imod Millicent, voksede et lille smil på hans læber, men det var overfladisk høfligt da han vente sig om. "Måske, hvad kan du lokke med?" 
Han drejede rundt og gik tilbage til sofaen, som han lænede sig op af og betragtede Millicent med et stilfærdigt blik. Det gav ikke meget fra sig, ud over at han ikke var klar til at tænde bål og brænd fordi han ville lege. Det var kommet bag på ham at hun faktisk ville snakke med ham, for det var helt klart derfor han skulle blive hængende. 
Det var, bevars, en høflig ting at sige tak med en lille drink. Det skete jo også blandt normale mennesker, men det var jo ikke just fordi de var fremmed for hinanden. Hun behøvede ikke at gøre det, han var jo heller ikke så god til alt det høflige, altid. 
"Skal jeg tage det her som at du ikke har noget at lave resten af aftenen?" Han betragtede hende kort, før han så lænede sig ned mod Senka og skovede den op i sin ene arm for at klø den bag øret. "... for både mig og Senka vil da gerne hygge os lidt mere sammen, nu har vi jo boet under samme tag i lang tid, så det vil jo blive mærkeligt når vi ikke gør det." Begyndte han, før et lille grin dukkede op og hunden sprang ned på gulvet.

En lille håndgestus inviterede ham ind igen, tilbage til sofaen hvor Andrija fik sat sig ned. Millicent trak på skuldrene , han vidste hun sikkert havde en hel hær af forskellige flasker linet op i køkkenet. " Lidt af hvert...du kan næsten få hvad du vil have.." Hun gik ud og vendte tilbage med en whiskey, en cognag og den gin hun i første omhang havde tavet ud. For alle andre ville det måske virke ret overdrevet, med for både Andrija og Selv Millicent efterhånden! var det som at stille tre forskellige skåle guf på bordet! og det var da ikke så unormalt igen , så man det på den måde.
" Faktisk havde jeg planer...." Lod hun svæve lidt i luften og hentede to glas.
Måske han bare ville drikke af flasken, hvilke hun så ikke ville kommenterer på, og ellers ville hun vente til han sagde hvad han ville drikke, skænke for ham og række ham glasset.
" Planer om at sy en kjole ind, for Desiré Noir's nyeste hot model chick" smilede hun for første gang til ham, inden hun tog mod til sig og gik ud i køkkenet for at bide hun i en donor pose, og lade blodet strømme ned i en skål til Senka.
Imens hun lunede den i microovnen....endnu en ny hun lige havde pakket ud og sat til, svarede hun fra køkkenet.." Så nu savner du den pludselig? .... Du er god til at simulerer følelser Andrija , du skruer op og især ned..så let som andre benytter en volumen knap på deres mobil" hun satte skålen ned og kaldte Senka til sig.
Da hunden kom , snusede den til blodet i skålen.....gloede på Millicent ....og snusede igen....gloede på hende og....peb.
" kan du ikke lide det varmt? ... Ååå hvilken lettelse!" Udbrød hun lettet.
Så ville den jo ikke æde løs af folk og fæ...hvis den ikke brød sig om tempereret mad.Hun udskiftede måltider, med en pose direkte fra køleren....men resultatet var det samme. " Andriiijaaaaa? " kaldte hun...." hvad ehh plejer du at gøre med blodet? Tror der en noget galt med Senka, han vil ikke spise!"
Og en vampyr der nægtede at indtage blod der frivilligt blev serveret, skulle man lige have et ekstra øje på.Uanset årsag.

En enkel flaske havde været nok i følge Andrija. Han skulle nok klare sig. Med mindre Millicent selvfølgelig også gerne ville have noget. Men da hun begyndte at hente tre guf-skåle frem, begyndte han at få mistanke om at det hele ikke kun handlede om at sige tak, men måske lidt mere. 
Det kom, når sandheden skulle frem, bag på Andrija at Millicent skulle noget. Han havde troet hun bare skulle hjem og forsøge at få natten til at gå med et eller andet ligegyldigt. 
"Hot model chick?" Gentog han, før han besvare hendes smil ganske kort og rakte ud efter en flaske. Nej, at bruge glas tog bare for lang tid. Efter at have vurderet de tre flasker, endte han med at vælge den ene og åbnede, for så at drikke fra flaskehalsen. 
Først overvejede Andrija at sige noget til Millicent. Senka var ikke spor vampyr, men undlod det så til sidst. Han drejede hoved væk mens han slugte et grin med en grimasse og kiggede så tilbage på Millicent og endnu en utilfreds Senka. 
"Jeg plejer i hvert fald ikke at give det til hunden." Svarede han med et smørret grin, mens han rejste sig op for at gå ud i køkkenet. Efter lidt lusken i skabene fandt han noget som Senka sikkert kunne lide, helt almindeligt mad, som den ivrigt satte til livs. "der er intet magisk over Senka, han er som han plejer. Tåler endda stadig sollys." 
Andrija smed sig i sofaen endnu en gang og sendte Millicent et fornøjet grin, før han dykkede ned i sin whisky.

Millicent fugtede læberne, ved at presse dem kort sammen.
Skulle hun være ærlig og ikke diplomatisk , var hun lidt fed up med alle de modeller .De fleste var så navlepillende og optaget af dem selv , så sig selv som eneste kvinde der var noget værd....mente de drev mænd til randen af vanvid af begær efter dem....det var jo lige til at grine af. Alle de modeller hun havde syet tøj til, de var sku ligeså alene og ensomme når natten kom, som den almindelige Mr og Mrs Smith . Alligevel var hun tro mod sit job, og klagede ikke...." Ja...du ved sidste nye poster girl på Desire Noir...husker ikke hendes navn, der kommer så mange af dem ned til mig. Kort gled hendes tanker tilbage til Nathan.Hvordan mon det gik med ham? Hun havde intet hørt fra ham i en mindre evighed.
Millicent fulgte Andrija med øjnene, da han gik i hendes skabe,i køkkenet.
Alle alarmer var røde og bibbede himmelhøjt. Det var en fejl.....en farlig en ...at have ham her.Det var for let for ham , han gled så let over det hele....og nu gik han rundt her, som det var i går de sad og hang og hyggede i sofaen.
Hendes blik blev mere fokuseret. Hun ville ikke lade sig væve ind i noget net af hans....uanset hvad det var for et.
Hun så på ham , med et spørgende blik...." Hvorfor giver du den dét?" Hun kiggede nysgerrigt på Senka og rystede på hovedet.
"Ej nu stopper du! Er han normal? .." Hun lignede et sekundt grisling i ansigtet...helt uforstående, for hvad han sagde ." er han...normal?" Hun stirrede på hvalpen og tilbage på Andrija og fulgte efter ham ind i stuen, som var hun selv en hund.
Tilbage der satte hun sig i en stol, og overlod sofaen til Andrija.
" ...Men hvordan kan han være...normal? Jeg sværger ..den her alternative verden den bliver min død, jeg fatter intet af den" sukkede hun og skyllede en ordenlig mundfuld cognac ned.
Om hun fandt det sjovt at han havde drillet hende eller irriterende, kunne hun ikke rigtig beslutte. Men hun kunne mærke glæden igen fyldte mere, ved at have fået sin hund tilbage fra døden, og den var helt normal som den plejede.
Hun lod sine øjne vandrere lidt rundt på Andrija.Selvfølgelig havde hun bemærket hans dyre og trendy tøj og hans kostbare ur, sekundet hun så ham...eller meget hurtigt da.
Hun vidste at Salles gik strygene, men SÅ strygene. Hun så ham ind i øjnene, men talte ikke....bare mødte hans blik og kiggede. Hans udstråling var....ændret en smule.
Mere standhaftig, mere....seriøs? Ej, mere seriøs ...det var nok forkert tolket af hende, men et eller andet var nu anderledes. Hun snusede ind og en berusende mikstur af Andrijas egen duft og en mande parafume fyldte i hendes næse.
Hun hævede et øjenbryn....stadig tavs. Ingen duft af damer....,han måtte komme lige fra bad, eller ville hun havde kunne dufte det.

En lav latter sprang fra Andrijas strube. "Det gør den helt sikkert. Det bliver også min. Men forhåbentligt først om mange år." Han lod hånden glide hen over betrækket på sofaen. Kort sad han og tænkte, før han så sukkede og mødte hendes øjne. "Jeg ved ikke hvad der vil ske hvis vi prøvede det, så jeg vil helst undlade at lege forsøgskanin på det punkt. Jeg kan ikke finde ud af jeres forvandlingshalløj, men en ting er dog klart for mig." Han lænede sig frem, lage albuerne på sine lår og flettede fingrene sammen. 
"Dit blod er helene, ligesom alle andre vampyreres. Det er derfor du kan fjerne bidesår når du bed mig, det er derfor du aldrig selv får sår og det er derfor du reddede Senka. Ved at give ham dit blod healede du hans krop til at være perfekt. Men du vil selvfølgelig ikke kunne heale en gammel dames krop, hvis den ikke længere er stærk nok." Forklarede Andrija. Han rakte ud efter sin flaske, drak noget mere og placerede den så på bordet igen, for at flette fingrene ind i hinanden igen. 
"Men hvordan går det, det svarede du aldrig på. Ud over at du er irriteret over de finker der kommer ned og skal have syet tøj. Må jeg se dit hot chick-et-eller-andet du skulle syg?" Endnu en slurk gled ned, mens han forsøgte at få tiden til at gå med flere alt for høflige spørgsmål. Dem der også var kedelige for mennesker og som ikke havde nogle interesse for nogle. Heller ikke afsenderen. Det ville han fortsætte med så længe han kunne.

Millicent slap hans blik og så ned på sin drink. Det gyldene indhold fik en tur i glassets tørretumbler inden hun lænede sig lidt frem og satte det fra sig på bordet.
Hun sad med benene over kors og en arm på hvert armlæn. Langt mere afslappet position, end hun havde det .
Men så begyndte hun at stråle, da Andrija forklarede om hendes blod.
" Jeg kan heale? ...jeg har helende blod!" Man kunne stort set se for sig, alle de forskellige billeder hun var ved at printe ud. Billeder af hvordan hun kunne hjælpe folk der var syge, børn der var døende ...ved at dryppe blod fra hendes håndled ned i deres svælg.Det var sjældent hun så noget særligt positivt ved at være vampyr.
Evig ungdom og god hud var hun da bedøvende ligeglad med, men...at kunne hjælpe små børn tilbage til et liv de ellers ville have mistet...se her var noget hun kunne bruge til noget.
Hun sagde ikke mere....Andrija ville hade ideen.Ikke at hun higede efter hans bevilligelse....og hvis hun gjore skullle han slet ikke prøve at give den alligevel.
Deres dans var ikke længere sammen.... Så han havde intet at sige til hvordan hun valgte at bruge sit liv, om hun så ville lege fucking Florence Nightingale eller Selveste ghandi!

Andrija skiftede emnet, hvilke var helt fint med Millicent.
Det ledte dog til en del af hendes liv hun ikke ønskede at beskrive, med mindre han ønskede at se Di morges største ar ,springe op og lave et blodbad.
Hvordan hun havde det? " Jeg har det fint....alt taget i betragtning" sagde hun med en stille stemme.Det var vel så tæt på sandheden hun kunne komme, uden at åbne for pandoras æske. Hun var i live...eller ...hun var stadig død og oppegående, trods fristen til at møde solen...så hun havde det vel fint , alt taget i betragtning.
Uden at ville det, var hun på vej rundt i hans manege igen, som en god lille pony.
Men det var ok....her var ro og ikke krig, lige nu da....selv om hun vidste der stak noget under.Han var ikke interesseret i at se en kjole.
Ikke med mindre han skulle pille den af en eller anden trunte.
Tanken stak som en hvips, og fik hende til at skynde sig ud efter kjolen, der blev tavet ud af plastikken.
Den var sort med et blåt skær, der mindede om fjerene fra en ravn.
Kjolen havde en corsage som overdel, og længden nåede til midt på hendes lår, da hun havde prøvet den. Ryggen var nedringet, men den detalje hun elskede var de bindebånd der løb fra det rygstykke der var, og hele vejen ned over rumpetten, en blå silkestof der endte ud i en sløjfe midt på popoen.
Hun havde fyldt den ud på fin vis....men nu skulle der så et par centimeter af, så den passede den åle tynde pige,der skulle poserer i den.
" Tror du jeg lyver, siden du vil se kjolen?" Drillede hun en smule.." Jeg får ikke herre besøg før i morgen" sagde hun og supplerede med et lidt trodsigt blik.

Det lykkes ikke helt Andrija at holde et overrasket udtryk væk fra sit ansigt. Det var i første gang åbenlyst, men hurtigt fik han skrabet sine ansigtsudtryk til sig, så det blev mere behersket. Alligevel sad han og glanede på den i et godt stykke tid, før han så rejste sig op og gik hen imod Millicent - og kjolen, som han havde forelsket sig i. "Hvad vil du have for den?" Han kiggede fra kjolen og op til Millicents øjne. "... og hvad vil du have for at tage den på?" 
Han var påpasselig med at holde sig et skridt længere væk end helt tæt på. Hvilke også tjente det gode formål at han så kunne se på hans nye store kærlighed. Normalt var han ellers ikke typen der faldt pladask for tøj - og da slet ikke kjoler, men nogle ting havde bare noget fantastisk over sig. 
"Hvorfor har du først syet den til dig selv, hvis det ikke er til dig selv?" Igen sugede Andrijas øjne ivrigt kjolen til sig og var det muligt var den helt sikkert blevet suget hen til ham, hvis hun ikke havde holdt fast. Han ville have den, koste hvad det ville og skulle det hele være perfekt ville han have Millicent i den. 
"Det virker lidt mærkeligt i mit hoved, men måske er der en logisk grund?" Han kiggede op på Millicent, ventede på svar, især prisen. Hans fingre var næsten allerede på vej ned i pungen efter sedler.

Selv en der havde mistet sit syn, kunne se at der skete et eller andet, da tog kjolen under opsyn.
Millicent havde mest lyst til at trækkes en væk fra hans blik, men hun blev stående helt stille og bare så på ham.En enkelt gang flyttede hun lidt på kjolen, og så rejste han sig op og kom over til hende.
" J-jeg ved da ikke hvad den er sat til, der er kun en af slagsen så den vil sikkert være dyr" hun trådte lidt tilbage og holdte kjolen ind til sig.Om det var den eller hende selv hun forsøgte beskytte, who could tell ?
" Hold nu op Andrija...du kan sku danske købe mig til at tage en kjole på? Hvad forstiller du dig lige...?" Hun gippede i hende og tankerne snurrede rundt.
Hvad spil havde han gang i nu? Hvad hvis han købte den til en anden?
Til hvem? Hvem ville han forære den til? Og ville han stadig gøre det hvis hun havde haft den på? Det var ret forvirrende. Tilbage på safe Ground , da emnet skiftede lidt.." Jeg syede den ...ud af noget stof jeg fandt på nettet...jeg har lavet designet den selv , for Desire Noir's nye linie...og derfor har den mine mål...men....stoffet er dyrt...og aftalen er at de betaler for det jeg køber og syr....og modellerne får kjolerne.På den måde kan jeg øve mig , uden det koster mig penge. " det var ret meget sandt, håbede hun.
Hun manglede lige at lave aftalen med Watson nemlig, og det var første og eneste kjole hun selv havde skabt fra bunden.Faktisk var hun selv ret vild med den, fordi den var så enormt feminin i al sin enkelthed....og snørebåndet ned over bagen, gav den et dekadent udtryk.
Hun vidste den ville blive solgt hurtigt og ville koste en mindre formue.
" 698 euro... Kan du stadig lide den?" Hun var ved at vende om og ud med den i plastikposer igen. Andrija havde nok tabt interessen efter at havde hørt hvad den kostede, desuden ville hun ikke være med til at klæde hans ...piger...på.
Egenlig troede hun også at han bare drillede hende, om lidt ville han sikkert grine og sige den var afskyelig.
Hun fik et nyt hvipse stik.

Det irriterede Andrija grænseløst at han ikke bare fik prisen. Han ville have kjolen og det kunne ikke gå stærkt nok. Han nikkede utålmodigt til hendes fortælling om historien bag kjolen. Det gjorde jo bare det hele langt mere attraktivt. At have noget ingen havde og aldrig ville få. Det var altid det bedste. 
Endelig! Endelig kom prisen. Den var dyr, men han ville have den og han kunne købe et rolex ur og en sportsvogn hvis han ville, kjolen kunne han også. Godt nok var pengene ikke helt lovlige, men han burde heller ikke eksistere ifølge naturens love, så der var flere problemer ved alt og alle. 
hans hånd gled ind i habitjakkens inderlomme, hvor han fiskede et bundt sedler frem. Efter en lynhurtig optælling stod han med 700 euro i hånden, som han stak frem imod Millicent med et afventede blik. "Bare behold rasten - og kjolen. Det er en gave. Jeg håber du kan lide den." 
Efter at have afsat pengene snurrede Andrija rundt og satte sig i sofaen. Livet i en mafia gjorde det hele ubesværet og let, især når intet menneske kunne røre ham. Det var også de færreste væsner der overhoved kunne nå ham til sokkeholderne, det var han ganske overbevist om - og skulle der alligevel blive problemer havde han en veletableret bror, der havde nok kontakter til at vende jorden på hoved. Sådan virkede det i hvert fald. 
"Tag den på, jeg vil gerne se dig i den."

Hun standsede op, og så på ham.Fulgte hans hånds bevægelser og rynkede brynene sammen, ved synet af hans mange pengesedler.
Andrija var spræng farlig som ' normal' , med en masse magt og penge blev det kun værre....og hun vidste at han ikke normalt rendte rundt med så store summer af penge . Noget var ændret.
Han slog hende hele tiden ud af kurs...men ville han købe, kunne hun så forhindre det? Hun kunne henvise til åbningstid , men han ville sikkert bare ringe og vække en eller anden stakkels sjæl, for at få tværet Millicents afslag ud i hendes hoved, og alligevel vade derfra med ' hans' kjole.
Hun sukkede uden lyd, da hun modtog pengene.
" jeg kan ikke give dig en kvitt---een gave?" Begyndte hun og nærmede sig punktet hvor hendes lille mentale elastik , begyndte at blive spændt.
Hun havde lyst til at hive den midt over, og kaste den i hans gudeskønne fjæs, men...hvorfor ikke se hvor han bille hen med al det her? Sålænge hun ikke faldt for Noget af det...sålænge hun ikke slikkede hans løgne i sig,som en lille killing gan gav fløde....mon ikke det så gik?
Om hun kunne lide den? " Den går an" svarede hun ....hun var dog vild med den, følte sig godt tilpas og pæn i den...og...elskede snørrelukningen." Ja ja...den er pragtfuld og jeg elsker den" krakkelerede hende forsøg på at være ligeglad.
Men hun kunne vel vise affektion for kjolen, sålænge det INTET havde af gøre med ham? Hendes øjne blev større, da han begyndte at dikterer.." Andrija...jeg er ingen påklædningsdukke...og slet ikke en du bestemmer legen med" hun burde gå...ud med kjolen....hænge den væk....de opførte sig jo begge besynderligt med den i nærheden. Hun kunne frygte hendes forsvar begyndte smuldre, og det kunne ikke ske.ALT andet end det.
Men hun flyttede ikke på sig...blev stående og så på ham, som et kid ind i jægerens riffel.

Andrija blev et kort øjeblik ildevarslende stille mens han blot kiggede på hende, så rejste han sig igen op og gik hen imod hende med sine rolige skridt, som for en gang skyld ikke var spankulerende eller havde noget hånligt over sig. "Jeg vil bare gerne se dig i den." Lød hans svar, mens han forsigt førte sin hånd op til hendes læber, han ganske let berørte. 
"Jeg har savnet dig." Sagde han så til sidst, før han så slap hende, drejede rundt på hælen og vente tilbage til sofaen. Til sikkerheden. Mens han gik, lage han igen ansigtet i rette folder og så ganske normal ud da han slog sig ned i sofaen og drak fra flasken. 
Hvordan Millicent havde reageret havde han ikke set, med mindre hun ikke havde nået at fået samlet sig mens han gjorde det samme. Det betød ikke så meget. Han skulle tidsnok finde ud af om han skulle flygte med hænderne over hoved eller om han måske kunne finde et smuthul ind imellem dem der fra tid til anden kom. Det handlede bare om snilde og kunnen. 
"Hvis du får problemer med din chef, om at have solgt kjolen. Skal jeg nok snakke med ham. Det er jo mig der har købt den - udenfor åbningstid." Et smil lage sig til rette i hans mundvige, mens han ventede spændt på hvad Millicent kunne finde på at gøre. Ville hun stadig modsige sig at iklæde sig kjolen eller ville hun føje sig? Begge dele ville blive spændede, for han var sikker på at dresset ville være perfekt til hende. Forførende elegant.

Hvor meget pondus Andrija besad , kunne tolkes udfra hvor stort et impact hans tavshed havde . Millicent måtte tvinge sig til at blive stående, da hun udmærket fornemmede temperaturen i rummet lige droppede et par grader da Andrija sendte stilhed afsted som en tavs trussel.Han var ikke tilfreds med svaret, og hun kendte ham, måske bedre end de fleste...hvilke ikke sagde meget, men nok til at vide han var utilregnelig. En lille gysen løb gennem hende. Han kunne gøre hende bange , alene ved at være tavs....så stor en magt burde han ikke have, ikke over hende.
Hun holdte sin kunstige vejrtrækning, da Andrija nærmede sig, og kunne konstaterer at han ikke så ud til at være vred. Hun troede at han måske ville snuppe kjolen fra hende, tage gaven tilbage ...som straf, og var derfor ganske uforberedt på den blide tone han talte med og det lette strøg over hende læber, med hans finger.En berøring der gav efterskælv i hele hendes krop. Han slap hende , og lod sætningen hænge lige foran hendes næsetip ' jeg har savnet dig' - inden han vendte sig og indtog Millicents sofa igen.Upåvirket, at dømme efter hans udtryk.

Et svar ville jo være på sin plads, men hvad skulle hun svare?
Hvad VILLE den mand havde fra hende nu?
Millicent havde ikke overskud på den psykiskekonto, havde ikke råd til at falde i hans kløer igen, så hvad svarede man? At sige hun ikke havde savnet ham, ville være en løgn på kanten af det uanstændige. At synge sin klage sang om ulykkelig kærlighed , var ikke et alternativt....Andrija havde valgt hende fra, og hun slikkede stadig sine sår, efter hans hårhåndet behandling af hende.
Med det sidste i erindring, sagde hun stille..

" Det har jeg ret svært ved at finde troværdigt"

Alle hans ord op til deres brud...ingen havde han ment, så hvorfor han stod nu og talte om savn, blev for meget for Millicent at forsøge forstå, så hun tog flugten tilbage til soveværelset, væk fra ham og hans berøring af hendes læber , hun stadig kunne fornemme som en lav hvisken.

" Jeg skal nok prøve den " blev hendes dække for sin lille flugt, så han ikke opdagede hvad der skete.

Hun ville prøve den, vise ham den...sige pænt tak igen....og så intet mere!
Det sluttede dér! Altså med mindre hun lige kunne lokke ud af ham, hvad han rendte og lavede og brugte sin tid på?

Hun var hurtig til at afklæde sig sin kjole, og en lille blonde sag af en bh.
'Ravnekjolen' skulle bæres uden top, og Millicent fik hurtigt vrikkede sig ned i den , og med smidige bevægelser strammet den nogenlunde til bagpå.
Silkesnørren var lidt svær at binde selv, men det lykkedes nogenlunde da.
På vej til stuen, fangede hun sit eget spejlbilled og besluttede for at fuldendte looket, lige at hapse håret op.
To store sorte pinde med en fake diamant i spidsen, blev brugt til at spidde Millicents lange hår med, så det sad i en dresseret blød kunstfærdig frisure, og det smarte ved den måde var, at så snart men trak de lange nåle ud, ville håret falde ned af ryggen, på helt naturlig og enkelt vis.
Hun anede ikke hvad Andrija fortrak....og var hun ikke lige glad? Det burde hun da være, tænkte hun da hun igen spadserede ind i sin stue til ham.
" Du var heldig, den skal vist ikke byttes....størrelsen passer " lød det lidt drillende.

Andrija blev en smugle overrasket over svaret. Ikke på grund af svaret, men mere at hun svarede. Han havde ikke forventet hun ville og forlangte det heller ikke. 
Mens Millicent var på sit værelse, sad han og drak af sin flaske, for så at betragte væsken og drikke igen. Sådan fortsatte han til hun var tilbage og han kunne indtage hende med øjne. 
Ingen tvivl om at han kunne lide hvad han så, især hendes lyse øjne og hud. Det stod i stærk flot kontrast til kjolens mørke. Hans øjne drev rundt på hvad han havde set i flere sekunder, før han så så endelig kommenterede: "Smukt." 
Langsomt rejste han sig op, mens han lod flasken glide ned mellem hans fingre for at sætte den på bordet. Efter at være kommet frem til Millicent, rakte hånden ud efter hendes, for elegant at snurre hende ind i sin favn, hvor blev svunget ud igen. Derpå trådte han ind til hende, helt ind i det personlige rum. 
"Den passer perfekt, det kan du godt komplimenter din syriske for." Han to et par danskeskridt tilbage, mens han holdte om hende, som skulle de danse pardans. "Men du har ikke andet at lave i aften så, nu hvor du ikke behøver at sy kjole - eller er der kommet noget nyt på programmet?"

Hun havde en oplevelse af at være mere nøgen nu, end da hun stod og klædte om inde i sit soveværelse. Det skyldtes hans rangsagende øjne, som en sencorer der skulle bedømme det færdige resultat. Da karakteren endelig faldt, smilede hun spontant til ham, og glemte lige lidt at det ikke betød noget...ikke længere...hvad han mente.Det var bare som hendes krop havde en helt anden mening om den sag.
En lille frydefuld rislen , bugtede sig ned af hendes bare ryg da Andrija rejste sig, og den bredte sig i hast, da han tilbød sin hånd. Hun så på den...tøvede nogle sårbare sekunder, inden hun lagde sin egen hånd i hans, og blev kort hvirvlet ind i hans favn....og gudskelov også ud igen, inden hun fik et anfald af en art.
Andrija var meget elegant og stillig, når han gad. Ellers var han en rigtig gadedrengerøv. Men han havde tillært sig hvordan en stilfuld mand var, og lige nu var det den version han udsatte stakkels Millicent for. Hun var som et lam, i løvens store gab.
Det væreste var, at deres kroppe synes at passe, hun fittede så fint ind i hans favn, som var hun støbt til den....men det nægtede hun at tænke på, tænkte hun og pressede tanken væk igen." Jeg skal fortælle hende du var tilfreds"
Med hovedet en smule på skrå, og en meget let kulør fra donerposerne i kinderne, så hun op på ham og skød hagen en smule frem.
" Nej....mit arbejde kan få et flueben...så ...der er intet i min kalender" hun smilede til ham. Hun kunne jo altid krølle sig sammen med Senka.Faktisk glædede hun sig til solen stod op, og hun ville slæbe den lille sag med sig i seng, og putte hele dagen væk.

"Ov, det var da godt." Igen tog han et par skridt, denne gang med mere rytme og fulgte Millicent efter ville han føre hende rundt i hele stuen. Først da den ikke eksisterende musik var færdig, stoppede han. Bukkede galant og takkede for dansen, før han snuppede sin flaske og satte sig hen ved siden af Senka der gloede dumt på dem. 
Med en hånd begravet i Senkas pæls og den anden omkring flaskehalsen på hans flaske, sad han mageligt tilbagelænet og kiggede lidt rundt i stuen, før han forsøgte at fange Millicent med øjne. Han kiggede på hende i tavshed, før han så brød stilheden med at drikke fra flasken. 
"Men du siger du har mange elskere, fortæl mig da om dem." Lød det fra Andrija, som om det var helt normalt at spørge om. "Fortæl mig om alle de saftige detaljer, er de lige så fantastiske som mig?" Han var på nippe til at tilføje at så skulle han da nok vise at hun tog fejl, men han bed det i sig, inden det hele blev lidt for kinky.
Igen tog han en tår og ventede så tålmodigt på et svar, hvor han formåede at holde masken trods sit mærkelige spørgsmål, der måske var blevet stillet lidt for direkte. Det havde flere funktioner. For at se om hun egentlig talte sandt, hvilke han stadig benægtede, og for at se om hun ville lyve for ham ... og om hun var blevet bedre til det.