Back from War

Andrija sukkede højt og dramatisk. "Okay. Hvad så med at ..." Han havde absolut ingen anelse om hvad han så skulle vælge som sit tredje bud. Han havde ingen kreativ side på det punkt. Han sukkede dramatisk og greb ud efter sit glas for at tage en tår. 
Tænk at det var så svært! Det var helt latterligt! Irriteret gryntede han og satte så glasset fra sig. "Nej, du har de to valg." Slog han til sidst fast, da han ikke gad at være kreativ længere. 
Hvad Millicent så valgte, var helt op til hende. 
"Der er også tre valgmuligheder i alt." Andrija rejste sig op, forlod sofaen og gik lidt rundt i stuen mens han ventede på hendes beslutning og for at understrege - forhåbentligt - at han ikke gad at snakke om det mere.

" Men Andrija .." Begyndte hun at prøve at få ham til at indse , at det slet ikke gik..." Det er ikke passende for os, at rende rundt i ingen ting næsten...ikke med ...vores historie!" hamrede hun store søm ned med et stort smæk.
Hun så et glimt af overvejelse i hans øjne, og hun troede det ville lykkes.
Men ganske stille forvandlede han sig , og fik et meget beslutsomt udtryk og hun fik så et nej!
Nu kunne hun jo vælge at blæse hele legen et stykke, men hun havde selv indvilliget i den, og hun ville ikke være idiotisk barnlig, men...argh!
" Det bliver en meget kort nat så" mumlede hun tvært, og havde ingen hensigt at rejse sig fra bordet, ikke på noget tidspunkt.
DET havde hun da ikke skulle love.Så underkoppen fik ly af bordet, og den øverste en smule af hendes hår, men slet ikke så meget hun kunne ønske sig.
Hun sendte Andrija et tvært blik..." Nå...men hvad skal vi så finde på nu? Bytur er udelukket i undertøj og jeg kan desværre ikke tilbyde dig en massage da jeg ingen intention har om at rejse mig fra bordet" dryppede de kunstigt sødet ord fra hendes læber.

En lav latter kom fra Andrija, før han rystede let på hoved. "Vil du ikke rejse dig? Jamen du er jo smuk Millicent! Der er intet at skjule for dig." Han gik hen til hende for at kigge ned i hendes øjne, hvis hun da lige gad at kigge op. 
"Kom nu, jeg gør dig ikke noget." Rejste Millicent sig ikke selv, ville Andrija gå bag hende, gribe fat under hendes arme og trække hende op at stå. "Se, du er jo smuk som en gud. Ingen grund til at være bange for dit ve og vel." 
"Jeg syntes først og fremmest vi skal have dig til at værdsætte din egen krop!" Lød det klogt fra Andrija. "Det er jo klassisk teenager nu til dags, at de gemmer deres krop af vejen fordi de ikke tror den er flot. Det er slet ikke tilfælde i vores tilfælde." Fortsatte han.
"Du burde vise det mere frem det du har, ikke nødvendigvis vise det direkte til alle, men vis at du ved du er smuk!" 
Andrija farede ind på Millicents værelse og åbnede hendes skab. Efter at have været lidt rundt i kjolerne fandt han frem til en med en dyb udskæring forrest, der dog stadig kunne bæres i finere selvskab uden at støde nogle. Figuren var tæt og stram og skørtet ikke længere end næsten ned til knæene. "Tag den på, samt et par høje sko. Husk at sæt hårdet op - og rød læbestift! Det er vigtigt!" Andrija havde fundet på noget at lave.

Hendes øjne brændte sig fast i Andrijas, da han trådte over til bordet.
" jeg sidder fint" blev hun ved, men måtte se sig halet ud af Andrija, under protester, men ud kom hun.
Millicent rankede ryggen og forsøgte se ud til at have styr på situationen.hun var slet ikke sikker på Andrija intet ville gøre.Hun ville tiltro ham hvad som helst efterhånden, men det var det der med skøndhed....det så de forskelligt på.
" Hele Terre er fyldt med overjordisk skøndhed Andrija, at finde en der ikke har det er snart lidt af en bedrift."
Hun lod sig forvirre af hans søde tale, hvorfor han nu begyndte på det kunne hun jo ikke aflure. " Jeg har det udmærket med min krop, men derfor behøver jeg jo ikke krænge den end over andre" kæmpede hun videre og holdte nøje øje med Andrija.
Vis du ved du er smuk, svirrede hans ord rundt, imens han gennem gik hendes tøj.
Hun syntes det var underligt at hun skulle dressed up, men lige nu var hun vbare taknemmelig for at få noget kluns på.
Meget hurtigt klædte hun sig i kjolen han havde valgt, en yderst feminine ...mere dristig end hun normalt gik med, men den var stadig sødmefuld og ikke tacky.
Hun stak fødderne i et par høje sorte pumps, og lave det smarte hår triks, med de fine hårnåle der blev spiddet igennem de lange lokker, så det blev hvor hun ønskede.
Øjenmakeuppen var på plads, og læbestiften ...tog hun i hånden, ikke sikker på om hun ville adlyde.
Hun gik ind i stuen igen til ham...og prikkede med pegefingeren på sin egen tindning.
" Andrija...skønhed for mig sidder her inde...ikke kun uden på" hun vidste Andrija ville dø over det udsagn, men sådan havde hun det altså.
Hun var godt tilfreds med sin krop....hun var da ikke blind, og ville være et skarn at himle op om de små bagateller hun ville ønske anderlede....hun var udmærket skåret....det var hendes selvværd der var problemet her.At hun aldrig følte hun var lige så god som.....de andre....og det gjore hende usikker...og genert.
Kunne han ikke se det? Ville Andrija opnå hun spankulerede rundt, uden hæmninger og følte sig godt tilpas.....så var det kærlighed,tillid og tryghed hun skulle iføres, ikke alt det ydre.
Hun gik hen til ham, med de rebelske umalet læber..." Hvad så nu?"

Hastigt gled Andrijas elevatorblik over Millicent, før han nikkede tilfreds. Næsten. "Læberne." Lød det formanende fra ham, før han så gik hen til hende og lage en finger under hendes hage, for at få den en smugle op. 
"Du skal have en selvsikker udstråling. Du behøver ikke hoppe i seng med alt og alle. Vis at du ved din krop er smuk, men hold folk fra den fordi du er som en kat. Smuk, men ikke en man skal hundse rundt med og tro man bare kan få. Få dem på udebane." 
Ville Millicent ikke selv tage læbestiften på, ville Andrija true med at give hende den på og det vidste alle at det ikke ville blive noget kønt syn, så det var uden tvivl bedst hvis hun selv gjorde det. For alles sikkerhed. 
"Kom så Millicent, ud og gå lidt. Gå som om du kan det hele og er så langt over alle andre at de slet ikke kan nærme sig dig." Kom hun ikke i gang hurtigt nok, ville Andrija nive hende i røven.

Millicent smilede indvendig , over hendes lille protest , selv da han med det samme forlangte det ændret. Modstræbende ig med langsomme bevægelser skruede hun låget af stiften , og lod hendes læber få den røde farve som han ønskede.
Ægte kysselæber der passede en femme fatale. Millicent mærkede hans finger hæve ansigtet op , og hun mødte barrikaderne blik , med en tavs bøn. * behøver vi gøre dette?*
Hun havde selv sat sig i den her suppedas , og desværre var der noget ved Andrijas måde der på en eller anden måde , ofte men absolut langt fra altid , fik hende til at adlyde.

Antydning af et smil bredte sig på de nymalet læber. En del af hans instruks var nemt indfriet.
"..men Andrija, jeg HOLDER folk væk, de kommer jo ikke tæt på mig og de får bestemt heller ikke lov at hundse med mig" Forsvarede hun sig. Millicent var en helstøbt pige med ben i næsen. Hun var dog også meget opmærksom på andre omkring hende , deres velbefindende og måske hendes stræben efter at folk bare generelt skulle have det godt , gav et forkert indtryk. Men man skulle måske lede meget længe efter et sind så stædigt som hos den ellers så blide vampyr. Hun havde sat mange fyre og et par kvinder , konsekvent stolen for døren. Millicent trak på skulderen " tror bare ikke jeg tilskriver skønhed den samme værdi som du" sagde hun , men hun kunne da godt lege stolt og rank vampyr , hvis det gjore ham glad. Hun ville stadig føle det samme inden i.
"AV" brokkede hun sig og trippede afsted. " skal jeg lege catwalk model her ? - eller har du tænkt dig at lufte mig ?" Spurgte hun overdrevent underdanigt , så ironien ikke var til at misse.

Andrija sukkede dramatisk og vente irriteret ryggen til Millicent, for at sætte sig ned. "Du forstår mig ikke." Brummede han og tømte sit glas. Hans blik gled rundt i lokalet på jagt efter noget, men det fandt ikke hvad det søgte og luskede derfor hjem til mere kendte omgivelser igen. 
Flasken serverede for Andrija, der hurtigt gik i gang med at sænke væskestanden i glasset.
Det handlede ikke om hende selv, men om andre. For eksempel hans omdømme, men det var hun sikkert ikke så optaget af for tiden. Derfor var det ikke et argument han ville bruge. De andre argumenter syntes heller ikke at virke på hende, så han opgav at tage snakken med hende. Derimod valgte han at lade hende overveje det selv og måske til sidst finde en god løsning - på den ene eller anden måde. 
"Vær du glad for at du har tøj på." Skød han det væk og smed sine fødder op på sofabordet og kiggede imod den mørke skærm. "Er du så ikke glad?"

Havde Millicent kunne læse eller høre Andrijas tanker der ville oplyse det omhandlede han omdømme...at hun skulle være mere lækker, mere hovski snovski...at hun skulle opfører sig som en eller anden model diva der troede alle mænd begærede dem, så ville hans hoved sikkert , i læbet af 20 sekunder, stå i Millicents vindueskarm, med et bloklys i, som et andet græskar hoved.
At hun skulle ændre sig , være bedre ...anderledes...mere sexet...for hans ry ikke led , så kunne det jo tænkes at det bare ikke var hende der skulle skinne ved hans side. Og det var det jo så heller ikke, da ægteskabet var skyllet ud i lokummet, som en gang bræk.
Men nu kunne Millicent ikke se hans tanker.

Så hun lod hovedet sidder hvor det var, og holdte øje med Andrija istedet.
Da han var færdig med at brumme , gik hun over til ham.
Denne gang var det hende der lagde en flad hånd under dæmonens hage og bæd ham at se op på hende.
" Jeg...forstår ikke ret meget af det du gør, Andrija.....men jeg forsøger i det mindste" sagde hun blidt og trak stolen ud for at sætte sig ned.
Et lille glimt af morskab flakkede i hendes grønblå øjne..." jov...tak fordi du klædte mig på, det er jeg meget glad for " hun var på nippet til at spørge om han så også blev hængende til at klæde hende af, men det var nok slet ikke sjovt, så hun undlod.

" Jeg tror du gør tingene meget anderledes end de fleste.Du er også mere....barsk end de fleste Andrija. Men det ved du godt." Hun så lidt væk, i tvivl om hun dummede sig gevaldigt ved at forsøge forstå, da hun smed bikuben med de vilde stikkende hvips i hans hoved..." Hvad skete der....hvordan gik vi fra bryllup til....ingenting...på tre sekunder"

Ved evnen at kunne læse tanker havde Andrija reageret modsat Millicent. Han ville med glæde have klædet hende af igen og fortsat et lille eventyr. Lse tanker kunne han bare ikke, så det var i bund og grund ligegyldigt. Han sad med sine egne tanker, der ikke stak ud til højre eller venstre med ophidsende idéer. 
Om han skulle tage det som et kompliment var Andrija usikker på, men valgte at gøre det. Det lød ikke som noget direkte negativt, selvom nogle nok ville se det. Han så det næsten som noget godt, for så var han i det mindste i blød som smør eller det der var værre. 
Det næste spørgsmål fik Andrija til at trække i mundvigen, men ikke af glæde. "Det ved man jo ikke rigtig." 
Det var selvfølgelig ikke helt fair at det kun var ham der vidste hvorfor han havde trukket sig tilbage, men der var så lidt der egentlig var fair, så det var nok helt okay - i følge ham selv. Ellers måtte hun tvinge det ud af ham, hvilke uden tvivl ville blive lidt af en opgave.

Det var lettere at åbne en dåse tun , uden at have en dåseåbner end det var at få Andrijas tunge lidt på gled, viste det sig.
Hmmm....men så måtte hun jo skabe et undertryk i Andrija dåsen, så den ville eksplodere af sig selv , hvis det var den eneste måde hun kunne finde ud af hvad der gemte sig inden i.
Millicent nikkede stille og rakte ud efter hendes glas , for at drikke en stor tår af indholdet. Det næste lille overtalelses angreb tog form i tankevirksomheden.
* biiing, round two*

" ...men...der har jo været noget, et eller andet der skiftede din mening ? Men mindre du vil erklære dig momental sindsyg i gerningsøjeblikket ?" Udfordrede hun ham.

Millicent forsøgte fange de stål grå øjne og holde dem fast i et skruestik, med en bøn i hendes øjne. Han måtte have en dør...et eller andet sted...en der førte lidt dybere ind i hans indre.

" Synes du ikke jeg fortjener at kende årsagen , efter alle de små stykker jeg blev hakket til, på dit onde hakkebræt ?" spurgte hun insisterende , dog uden at være vredladen.
Hvis Andrija troede hun ville forlade emnet nu, så tog han fejl.
Det var overlegent af ham at tro hun overhoved gad tale med ham , da han havde indtaget hendes lejlighed , aftenen forinden.Efter hans pryglen af hende, kunne han ikke forvente det , men det var meget tydeligt hvor store følelser hun rummede for ham, at hun indvilligede i at ....bare være nær ham nu, imens hun skulle passe på sig selv.

Nok var Millicents blik intenst og et forsøg på at holde Andrija fast, men hastigt trak han blikket for sig og koncentrerede sig om at flette sine fingre sammen. Albuerne havde han hvilene på sine knæ i en foroverbøjet stilling. 
"Du kan kalde det hvad du vil." Svarede han, som om der hang en stor tung sky over hoved på ham, hvilke også var tilfælde. Psykisk for ham. 
"Onde hakkebrat?" En flad falsk klukken kom fra ham, mens han trak vejret dybt ind igennem næsen, fortsat betragtende sine hænder. 
"Det kan være du funder ud af det en dag, men der er mange dele i det sammenkog." Han skævede op til hende, før han så fortsatte med et næsten nyt emne. "Igår var min plan at jeg skulle overleve mit besøg med dig. Det virkede bedre end jeg havde troet. Ingen flyvende støvler. Måske er jeg lidt for ivrig, men i dag har jeg endnu større forventninger. Mennesker kan jo godt lide der er lidt fart over feltet, i hvert fald i bøger og film, ikke at det nødvendigvis er det samme i virkeligheden, men jeg kan nu også godt lide fart. Kan du?" Han drejede hoved helt og var nu interesseret i længere øjenkontakt.

Noget pirrede Millicents nysgerrighed. Andrija var langt mere ' trukken tilbage' end han plejede.
Alene at han trak sig fra hendes graskende blik og ikke bare stirrede igen , var interessant. Glad så han ikke ud til at være og hans latter lød påtaget.

"Jamen tro mig... Jeg har mange ord for det "
fulgte et tørt svar der dog blødte lidt op i kanterne , da hun forsatte...

" Jeg vil hellere høre hvad du kalder det ?"

Endelig fik hun et glimt af hans øjne, men kun kort.
Millicent rykkede lidt rundt på sit glas , trak det et par centimeter frem og tilbage på bordets glatte overflade , inden hun slap det og lagde begge hænder i sit skød. Det kunne sagtens være tegn på hun var ved at blive urolig men at hun forsøgte bekæmpe eller sågar skjule det.
" Jeg har god tid til at høre om din ....sammenkogte ret , faktisk tror jeg ikke der sker meget andet før opskriften er smækket på bordet "
bed hun sig fast i emnet, som en stædig lille kamphund i et bukseben.

At han kunne skifte emne og samtidig blive på samme boldgade virkede ikke provokerende. For Millicent hang de to ting sammen. Og hun fattede ikke en disse af nogen af dem.
Hun strøg en pegefinger et par gange hvor en lille kilden irriterede, lige under underlæben.
Så kom et micro smil frem ved hans plan og hans 'jeg overlevede i aftes'.

" du havde overraskelsesmomentet på din side i aftes. Ingen siger du slipper helskindet herfra i dag. "
- truede hun med solskins i stemmen.

" jov Ehh...Jeg kan lide fart ... I nogen sammenhænge ... Er du ved at inviterer mig en tur på din motorcykel nu?"
det undrede dog meget , hvis det var det han ville frem til, for så havde han nok nærmere kommanderet hende tilbage i bukserne , og ikke i en feminin tæt kjole og syle høje sko. M

" Hør her Luzar, du skal snakke med mig, forklare for mig hvad der skete den dag. Je-jeg behøver det Andrija. Vil du ikke nok?"
Tiggede hun og sagde han blankt nej...ville hun tilføje
" Såå...tror jeg ikke jeg har mere at sige!"

"Nej, ikke lige det." Millicent syntes pludselig alt for direkte, hvilke Andrija syntes var mærkeligt. Hun plejede altid at være så dyb og helt umulig at forstå. 
"Måske en anden god gang." Hastigt tømte han sit glas og rejste sig op for at tage sine sko på. Derpå greb han sin jakke og trak den på. 
"Jamen så tror jeg også jeg vil smutte. Tak for i aften." Han bukkede let, før han gik hen imod døren og ned af trappeopgangen. 
Han måtte lige hjem og genoverveje hele sin plan. Se om det overhoved var en god idé at gøre som han havde troet ville give pote. Måske havde Millicent ikke ændret sig så meget, men det havde føltes sådan. Forkert.

Millicents skuffelse stod bøjet i neon , da hun blot nikkede.
Hun kunne slet ikke presse et ord ud , det der gik op for hende at Andrija heller ville gå sin vej , efterlade hende - igen - end at give hende årsagen til han havde afbrudt deres forhold.
" Kom godt hjem " hendes ord var ikke andet end en monoton indøvet hvisken , da hun fornemmede han bukkede ved hans afsked. Hendes øjne var stift rettet mod gulvet.
Så snart hun blev alene, blev hendes glas tyret ind i væggen og resterne af det mørke alkohol lavede spor ned at vægen , på samme måde Millicents mascara gjorde af hendes kinder, da de blodrøde tåre piblede frem. Glas splintredes , som hendes hjerte .
Hun rejste sig , tværede sin læbestift ud med en hidsig håndbevægelse og flåede sin kjole op, så den revnede i sømmene og var lige til at kassere.
Han legede med hende. Sådan følte hun det. Han legede med hende, igen!
Hun smed kjolen , skoene og med sorte panda forgrædte øjne , og blodspor ned af hendes kinder , hals og bryst, krøb Millicent i ly for smerten , i hendes seng.
Her forbandede hun hendes liv langt væk, endnu en gang, mens hun græd sig selv i søvn.

// out .

:)