Back from War

Millicent fulgte hans lead, og desværre måtte hun i sit stille sind indrømme at hun nød det lille teaterstykke han bød på. Den galante side af ham var dejlig, bare en skam at intet ved ham synes at være ægte, måske bortset fra hans rolex ur og det meget dyre tøj?
Hun nejede pænt og så ingen grund til at forsøge skjule sit lille smil, han havde lokket frem. Millicent så efter ham, da han gik tilbage til sofaen og rystede på hovedet.Hun burde vide bedre end at ....lade ham kigge ind af nøglehullet, selv det var farligt, selv om hun ingen døre ville åbne for ham.
" Tak for dansen....og for kjolen" sagde hun og stemmen var udelukkende fyldt med varme. Høflig faldt hende nemt.
Millicent krydsede benene og greb sin cognac. Den smagte hende vidunderligt, og det dæmrede hvor meget hun savnede....selvskab.
Ikke alene Andrija...men selvskab.Hun var al for meget alene.
Hans næste spørgsmål vækkede hende dog op fra de dejlige følelser fra dansen.
Hvor vovede han ? Havde hun haft en elsker eller flere , kom det absolut ikke ham ved, og hun ville aldrig bable ud med de juicy detaljer til hverken Andrija eller andre.
Men at han nænnede at bore i det. Hun havde ikke ret meget erfaring på det punkt, hvilke han så udmærket vidste.Hmmm....
Hun rynkede lidt på næsen og greb ned efter en bog, den samme som Alias var faldet over. Seducing Sophie, hed den....lidt mere ....erotisk...end hun lige havde troet til at starte med. Hun løftede bogen og viftede lidt med den...imens hendes øjne glødede da hun så på ham..." Leder du efter en saftig godnat historie, så læs den her!" Bogen fløj gennem luften, over mod Andrija.
" Du burde kende mig godt nok til st vide jeg aldrig afslører mit privat livs intime detaljer.....men...den bedste af dem jeg har hedder Salai....og så snakkes der ikke mere om det" kom det nonchalant fra hende , inden den gyldende stærke væske blev skyllet ned , og glasset refilled.
Havde Salai været tilstede, havde han nok liiiige haft en bemærkning at indskyde, men det var han så ikke, til Millicents held.

Andrija greb bogen og var så ellers meget tavs i en rum tid. Der kom ikke et pip fra ham mens han lod som om han kiggede på bogen, bladrede lidt rundt i den, for så til sidst at ligge den fra sig. Det lød forfærdelig troværdigt det der var kommet ud af Millicents mund, alt for meget til at han brød sig om det. Men hun kunne umuligt have noget med nogle. Ellers ville hun ikke have beholdt hans ring på sengebordet, med mindre hun slet ikke havde set det - eller denne elskningsmand godt kunne lide kvinder der var utro. Det var jo altid en mulighed. 
"Okay, så ikke mere om det." Han tog endnu en tår og kiggede så ned på Senka i lidt tid, før han så besluttede sig for at nu gad han ikke finde på mere og rejste sig derfor op og satte flasken i bordet.
"Men jeg vil sige tak for drikken - og håber du nyder både kjole og hund. Far-vel." Han sendte hende et kort over-høfligt smil og vendte sig så imod hoveddøren som han ville gå ud af, hvis der altså ikke kom noget i vejen. Det gjorde der så pludselig. Inden han blev anklaget for at blive kaldt tyv. 
Hans hånd rakte ned i bukselommen og fremdrog ringen, hans. "Du har ikke noget imod at jeg tager den tilbage - vel?" Smilet blev lidt større, før han stak ringen i lommen og ville så vende snuden mod døren i en fart, inden Millicent begyndte at råbe tyv, forbryder og alle mulige andre øgenavne efter ham.

Igen denne tavshed fra ham.
Millicent flyttede lidt uroligt på sig i lænestolen. Hvad den dækkede over , stilheden, var hun ikke i stand til at høre.
Tilfreds blev hun dog , da Andrija besluttede sig for at kastede det ømme emne bort.
Hun så kærligt på den lille hvalp og på Andrija der nussede den. Det var så skønt at have Senka tilbage og kun Andrijas tilstedeværelse kunne fraholde hende at tumle rundt med hvalpen. Hun havde hele natten til Senka og sikkert langt mindre tid med Andrija.
" Fint ..." Svarede hun til de lod emnet ligge. " Jeg tvivler alligevel på du finder noget der du ikke selv har ... Afprøvet ?" Hun hentydede til det sjov og spas man kunne finde på af lagen aktivitet , da fristelsen til lige at drille ham en lille bitte smule , var uimodståelig for Millicent.
Andrija gjore klart til at ville forlade lejligheden og Millicent måtte tage sig sammen for ikke at gøre endnu et ynkeligt forsøg på at forlænge hans ophold, bare med minutter hvis ikke andet.
Men Andrija fik held til at slå benenen væk under hende , for da ringen pludselig brillererede mellem fingrene på ham og han ønskede den med - var kontrol og disciplin ikke længere det der styrede Millicent. Han var igang med at skrue op for det eneste emne hun ikke lige have opskriften på.
Millicent kom i ekstra tempo over og indtog pladsen lige foran Andrija.
Flere følelser kunne afspejles i Millicents øjne , da hun greb fat i hans arm, dig ikke i en dans denne gang, men mere en handling der signalerede hun ikke ønskede han gik. Nu måtte han lige forklare hende noget....
" Hvad laver du med den? Andrija ?... Altså " en lille pause hvor Millicent kneb fingrene lidt mere fast i hans pæne jakke ærme.
" Hvad sker der Andrija? ... Jeg mener .. Du møde op her, med min hund... Forærer mig en kjole og ... Og nu ringen?... Hvad er du ude på?" der var ingen skideballe i luften, bare en bøn i hendes øjne , der tiggede ham om hans ærlighed , for once.
Det havde været er hårdt slag , deres brud. Især fordi hun ellers havde troet på hans søde ord. Den fejltagelse havde været meget svær at slutte fred med, måske var det derfor små bobler af vrede begyndt at danne sig inden i hende. Små bobler der skulle beskytte hende , hvis Andrija igen ville føre kniven i hendes hjerte, så var hun klar til at stå imod. Håbede hun.

Åh gud. Nu gjorde hun det igen. Andrija kunne ikke lide det, men undlod at vise noget om sin utilfredshed. Han valgte at kigge tilbage på den forvirret Millicent. 
"Jeg forærer dig ikke ringen. Jeg tager den tilbage. Hvis du ville have haft den, så kunne du have taget den mens den var her." Bed han hende af og trak sin arm til sig. "Jeg ville da bare kigge forbi - og aflevere hunden som jeg jo har sagt." 
Ville Millicent have ærlighed, måtte hun grave langt mere efter den. Den kom ikke svævende ind af vinduet på et sølvfad, ikke fra Andrija. Men hun kunne selvfølgelig også begynde at forsøge at finde svaret, for det var jo ganske åbenlyst - ifølge Andrija. 
"... eller måske du kan finde ud om jeg ikke fortæller dig sandheden." Udfordrede han, før han så trådte nærmere døren for at gå ud af den, men besluttede sig så for at give en lille ledetråd. "Det er slet ikke så svært. Det er en hent normal menneskelig ting - og egoistisk."

Som blev hun brændt af hans udbrud , en smule brysk som det lød. Slap hun hans arm og foldede istedet sine arme. Beskyttende ... Afvisende... I forsvar.
" jeg mente ikke du ville tilbyde mig ' en ring' , jeg mente hvad du dog skulle med den nu? " så begyndte hun at le , det var faktisk lidt sjovt det han sagde.  " jeg kunne have taget den, hvis jeg ville have den? Men ... Jeg HAVDE den faktisk, der er da dig der lusker afsted med den i bukselommen. " hun sendte et trodsigt blik der udmærket turde modsige og spille op til ham. Så kunne hun altid fortryde senere hvis det var, men lige nu måtte han lige finde en balance.
Hans ord ... De var lige søde lige hårde , var de ikke. Altid fik hun svar .. Svar der ikke oplyste en disse.
" Sandt ... Du kom med Senka , men... Det forklarer jo ikke hvorfor du søgte byen i gennem efter ham og ..du retter mig bare hvis jeg er gal på den her... men nu VAR det jo ikke Senka der ønskede at se mig i den kjole hér" hendes hånd flugtede ned langs hendes talje og ud over hendes hofteskurve.
Hun kiggede på ham... Blev tavs og lod sine øjne glide fra hans og ned igennem ansigtet for at tage en hurtig spurt ned af hans krop.
Hun strakte sin arm ud og lænede sig op af dørkarmen, det lignede hun stod afslappet der , men spærrede egentlig for hans videre vej ud.
Som altid havde hun intet clue om sukker eller salt virkede bedst på ham, men nu var der jo heller ikke hendes opgave mere at tækkes eller formildne den kompliceret dæmon foran hende.
Hun krattede med neglene på den hvide lak dørkarmen havde som beskyttende farve, og fik små stykker til at falde af og drysse ned. Millicent ville have nogle svar. Og kun Andrija kunne give hende dem.
" Tal med mig, Andrija... Du forvirrer mig." Forsøgte hun igen at holde dialogen med ham i live.

Andrija kiggede lidt på hendes arm, derefter hånd og så ansigtet. Hans hånd lage sig over hendes, for at presse hendes fingre mod dørkarmen. "Lad være med det, det ser ikke pænt ud." Talte han til hende, før han fjernede hånden og stak den ned i bukselommen. 
"Jeg tror også Senka syntes du ser pæn ud i din kjole." Senka gav i samme øjeblik et bjef fra sig, men sikkert ikke for at bekræfte. Den var gået i gang med at løbe rundt om sin egen akse, for at forsøge at fange sin hale - som en hver anden dum hund. 
"Jeg har jo heller aldrig sagt jeg ikke ønsker at forvirre dig - og for at være ærlig. Så er det her ikke så kompliceret. Du ligger bare for meget i det. Måske er det et fint ord, men det dækker over noget meget banalt." Forklarede han og kiggede så igen på hendes hånd, lidt i håb om at den havde flyttet sig så han kunne komme ud, trods han kunne komme ud af lejligheden på tusinde andre måder.

Millicents øjne fulgte med Andrijas hånd , og så da den stærke hånd lukkede sig over hendes.
Hun tog sig i at være lige ved at undskylde, men istedet forsøgte hun kradse mere i lakken, for at sende han en pointe- men da hans hånd pressede sig ned og maste hendes hånd ud flad , blev dette umuligt.
" Ja.. Typisk .. I rotter jer sammen hva" smilede hun og trak sin arm hurtigt til sig , så snart han havde gjort det samme.
Millicent kunne have varpet sig selv en på låget. Han havde jo ramt Bulls eye. Hun tillagde ham følelser han ikke besad. Tilbage hans gerningen meninger der ikke var bag dem.
Hun satte sig selv op til at blive misledt og skuffet. Kunne hun ikke bare forstå det var en gave - uden bagtanker og uden et budskab?
" Naturligvis... Undskyld jeg .. Snuplede i hensigten " sagde hun og skjulte stikket i hjertet. For selvfølgelig kunne hun ikke være nær Andrija, danse og røre uden at det havde effekt og konsekvenser for hende. Men hun behøvede ikke vise ham det, vel?
Hun trådte tilside og smilede skævt. " jamen .. Så vil jeg se nyheder , selv om jeg nok er en smule overdressed til det" hun lod vejen være fri, så Andrija kunne forlade stuen hvis han ville.
Millicents øjne talte deres egen historie og inden Andrija ville gøre enten det ene eller det andet, spurgte hun ligeud " Hvad vil du opnå ved at forvirre mig? Hvorfor er det nu så sjovt?"
Det var muligt Millicent skulle grave dybere for at få ærlighed ud af Andrija... Og hun var da heller ikke bange for at få snavs under neglene... Men det var godt nok svært at grave dybere, når man ikke engang kunne finde jorden man skulle grave i !

"Forvirre dig?" Udbrød han. "Jeg vil da ikke forvirre dig. Jeg forsøger bare at klare mine sociale behov her, ikke andet." 
Nu måtte hun da snart forstå hvad han mente! Hvordan han ellers skulle sige det til hende vidste han ikke og ville hun stadig intet forstå var der nok ingen idé i at forsøge at forklare hende det. Ville hun ikke vide det, så kunne han ikke tvinge hende til det - selvom det dog ikke virkede til at være dét der var problemet. 
"... og med sociale behov mener jeg de stuerene." Tilføjede han med en kort tænksom mine, før han så vente sig fra døren og lænede sig op af dørkarmen med ryggen. "Det er en skam du ikke vil fortælle alle de dejlige detaljer. Det kunne jo ellers være vældig ophidsende." Tænkte han højt, før han brød ud i et kort grin og fjernede sig fra døren. "Men nej nej. Privat skal være privat." Slog han fast.

" Dine sociale behov, dem vil du pludselig have dækket ... Her... af mig?" Millicent læber bevægede sig let , idet hun forsøgte holde et smil nede. Der VAR altsår et eller andet med ham! " Andrija... Du ejer et diskotek , du er omgivet af personale og fest stemte gæster , like always sweetie... Jeg tror ikke der er risiko for du lider af isolering og manglende selvskab" han skulle bare sende et blik eller vifte med lillefingeeren , så stod kvinderne i kø for en nat med ham. Hun havde set det selv. Og det var helt klart en ting der var ekstremt udfordrende , eller havde været det , da de var sammen. Det var ikke lige fordi Andrija fik top karakterer i at give hans udkårende en følelse af hun var den eneste ene.... Men... Der havde hun heller ikke været , så måske der var en rød tråd ? Derfor var han også lidt næsten sød, ik? som han stod der ... Lidt casual lænet op af hendes dørkarm nu.
Måske hun skulle lege lidt med. Det var jo ikke fordi hun virkelig fortalte ham private sager af intim karakter. Hun lod bare som om.
"Mmmm ja... Ophidsende ... Det er nok et meget rammende og godt ord, men.... Er du sikker på du vil vide noget om det? Jeg forstår ikke hvad du opnår ved at høre Salai er sådan en ... Opfindsom elsker ... Du ved... Gør nye ting ved mig hver gang" Millicent slog blikket ned som hun blev en smule genert ved st fortælle de her ting , så smilede hun og trak lidt på skuldrene.
" sex er sex ... Du ved" hun sendte han et nysgerrigt blik. Havde lyst til at udfritte ham , men vidste at hun ville sætte en pistol på sin egen pande, hvis hun skulle høre om hans kvindelige eskapader.

Hun ville faktisk tale! Andrija var næsten begejstret, men det skulle bare have været et andet emne. Det hun svarede tyggede han lidt på, før han så nikkede en enkel gang. "Jamen det er da godt for dig, men når han nu er så kreativ, hvad er så det vildeste du har prøvet?" Til hans egen store irritation, følte Andrija at han lød som en teenager der aldrig havde prøvet noget farligt, hverken af den ene eller anden kaliber. Han ville ikke sammenlignes med en eller anden latterlig teenager.
"For har du ikke prøvet alle huller, så må du altså bede ham din gode ven om det næste gang." Tilføjede han flabet, med et stort grin, før han forlod Millicent, for at gå hen og snuppe sin endnu ikke færdige flaske. Den tømte han ved at ligge hoved tilbage og vente på at rasterne væltede ned i hans mund. Da det var sket, satte han flasken fra sig på bordet, lukkede kort øjne for at finde op ro, for så at slå dem op igen med et kort smil. 
"Ellers gør det jo heller ikke noget selv at være kreativ. Det er jo vældig ophidsende når kvinden også kan vise sine sider ... prøv med en pisk en anden gang, nogle finder det så ophidsende - men det er jo en skam når de så ikke selv kan komme op på hesten igen." Ævlede han, før han stak hænderne i lommen og spankulerede mod døren. 
"Men du må jo slå på tråden, når du ved hvilke af mine sociale behov jeg ønsker ... dækket."

Millicent ville gerne spille bold med de store. Eller nærmere Andrija, og hun burde havde været forberedt på han ' ville tyre bolden '.
Hun tabte underlæben og stirrede på ham. Det kløede i hendes hånd for at smække han en og kræve han talte pænt til hende , men ... han forsatte og hun stod som stenet ... " tak for dine sikkert ... Velmenende råd, men jeg tror nu Salai er ret tilfreds med mig, lige som jeg er"
At Salai sikkert ville brække sig i lårtykke stråler og føre hende en tur ud i solen , hvad kom der Andrija ved?
" Du er så ... Grov Andrija " mumlede hun og opgav at blive helt vred , da man er eller ander sted måtte beundre hans comeback.
" Jeg har ingen ide om hvilke behov du tror du skal have dækker her , jeg er derimod helt afklarer med dem du ikke skal" hævdede hun og prikkede ham i siden , som hun gik forbi.
Hun standsede op, havde fået en ide.
" Du kan jo inviterer mig ud, og så kan jeg lege gætte leg?" Hun så på ham Og viftede med hånden ned af sin krop. " Du behøver enda ikke engang at vente på jeg først skal klæde om" fedtede hun og sendte er meget svagt smil.

Hov vent! Nogle der sagde lege? Andrija snurrede så hurtigt rundt at han nær havde mistet balancen. "Gætteleg med hvad?" Han kneb sine øjne en smugle sammen. Mistænksom. 
Svarede afgjorde dog intet om hvad hans svar til forslaget med bytur ville blive. Han ville elske den.
"Okay, invitere dig ud. Noget bestemt sted du har i tankerne eller må jeg tage dig lige hvorhen jeg vil?" Han betragtede hende kort, før han så trådte hen imod hende og rakte hånden frem, som skulle de danse igen. Men tog hun den, ville han flytte dem ud af lejligheden og ned på gaden. 
Havde hun givet ham et svar, ville han forsøge at sætte kursen imod det ønsket mål. Havde hun derimod intet svar givet hende, ville han stå og gruble over det mens han kiggede på biler med et blinde øjne. Efter et par sekunders tavshed bestemte han sig for at sætte kurs mod den nærmeste kiosk. 
"Jeg skal lige have nogle smøger - noget du vil have med?" 
Efter at have 'købt ind', var Andrija tilbage på fortovet, hvor han tændte sin smøg og så gik med lange skridt ned af de øde nattegader uden noget direkte mål i sigtekornet. "Kan du lide at bade?" Spurgte han lidt efter, mens han pustede en røgsky ud og betragtede en stjernebelagt himmel.

heh, så han var blevet nysgerrig nu, dæmonen ? Hun gav ham et lille ordspil i sit svar, måske fangede han det? " Ikke noget der er særligt interessant, bare hvad der er for ...sociale behov du bliver ved at trampe rundt i. Jeg er jo åbenbart fatsvag siden jeg ikke lige har gættet pointen endnu, men det kan jeg så få aftenen til at fornøje mig med ".
Millicent lagde hovedet lidt på skrå, og kunne mærke sit hjerte enormt tydeligt, bare ved at se ind i Andrijas øjne. Hun pustede lidt tungt ud af næsen, da hun burde afvise den mand , hårdt og kynisk...men det var bare ikke de adjektiver der passede på Millicent, hun var al for eftergivende og blød, når det kom til de få der havde fået nøgle til hendes hjerte. "Hmmm jeg ville gerne hen et sted med mennesker, lidt musik måske...men ikke et diskotek, orker ikke det kødmarked, måske der er noget mere stilfuldt?" ønskede hun sig, inspireret af hendes elegante kjole og Andrijas helstøbte look.
" ..Men vi kan da godt sige at du bestemme, med den klausul at du bringer mig tilbage her, lige så snart jeg beder dig! " på den måde var hun vel rimelig sikker.
Hun rakte ud efter hendes lille taske, og blev så tilbudt Andrijas hånd , som hun lagde sin egen i, og trådte et skridt længere frem, for at finde dem på fortorvet.
" Underligt...man ikke får uglet hår af sådan en tur" mumlede hun , da hun med den ene hånd klappende på sit hoved, kunne konstaterer at frisuren sad som den skulle.
om hun skulle have noget med , spurgte han.."Hmmm lidt frisktappet kioskejer?" lo hun ...men råbte efter ham, for at han ikke skulle få nogle gode ideer.."For sjov, det var for sjov Andrija" Millicent løb gennem sin mobil og tjekkede beskederne.
Den ene der var kommet fra Operation Libra, sørgede hun omhyggeligt for at slette , med det samme. det gik altså ikke de sendte på hendes private mobil, det skulle hun lige huske at fortælle Mother eller Dux ved lejlighed.
Andrija kom tilbage, og mobilen blev stoppet i tasken igen, da de spadserede ned af gaden.
Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, hendes tanker kredsede mest om hun burde lade sig mentalt undersøge, siden hun ikke bare havde pandet Andrija ned...men...for helvede...han var jo som et drugg for hende, det store spørgsmål var så bare...hvorfor? Hvorfor var han det, hvis han efterlod hende i tåre hvert andet øjeblik?Andrijas spørgsmål, rev hende fri fra de tunge tanker, og hun smilede op til ham. "Hmmm jo...jeg kan godt lide at bade, både i havet og en pool...men skal jeg være helt ærlig, så er karbad det mest tiltalende" hun fortrød sit svar lige da det var serveret, for det bragte minder frem til tiden lige inden deres brud. Badet i Zorans hus, og planlægningen af deres bryllup. Den smukke sensuelle brudekjole, med en virkelig dyb udskæring, som hun havde lagt så meget arbejde i at finde. En der skulle passe til Millicents mere romantiske sind men også en Andrija ikke ville falde i søvn at at se på.
"Vil du til stranden nu?" udfrittede hun ham nysgerrigt og eller blev det mon en jazz klub måske?

Andrija ville aldrig bryde sig spor om havet, pools eller badekar og derfor ville han heller aldrig selv bade hvis han kunne undgå det. Derfor var han vældig tilfreds med Millicents svar om ikke at være den store vandhund. Så kunne de i det mindste blive enige om det. 
"Nej." Han satte kursen ind mod byen, men ikke hjertet hvor man ofte fandt alle de vilde diskoteker og klubber. Millicent ville have noget mere afslappet og det ville han så finde til hende.
Selv havde Andrija aldrig været til jazz klubber og andet i den boldgade, men de var hyggelige. Det havde han erfaret de få gange han havde stukket snuden ind og med deres tøj ville de ikke være helt malplaceret. Derfor endte deres tur ved en dunkel jazzklub, hvor væggene bestod af rå sten og farven der gik igen var en blødrød behagelig farve. 
Oppe på scenen stod et tørt band og spillede noget baggrundstøj, som Andrija valgte at kategorisere det som. 
Der var ikke mere end et par håndfulde af mennesker, så der var nogle, men ikke så det blev et 'kødmarked' som Millicent så fint havde udtrykket sig. "Noget at drikke?"

Millicent så sig nysgerrigt omkring i klubben. Et ret så fedt sted, efter hendes mening. Kontrasterne mellem det rå og hårde og det mere bløde og varme udgjorde en god helhed.
Hun var bestemt ingen jazz entusiast, og kunne ikke snakke kloge ord om lige den genre, men nogle af klassikere kendte hun, som Gershwins Summertime, bandet var i færd med at kæle for nu.
Hun faldt med den samme for ånden stedet synes at have.
" Mmmm en ROM og cola , tak " bad hun Andrija om , og lod for en gangs skyld diskutionen om hvem der skulle betale passere.
Med deres drink i hånden, og et smil fra tjeneren fik Millicent peget et ledigt bord ud, for Andrija.
Bordet var af rug sten, pladen ovenpå ag gennemsigtig glas, og de to stole og den lille sofa sag, var at blod rødt stof,der så både polstret og velholdt ud.
En laterne med et stort sort bloklys, var placeret på bordets midte.
" Hmmm....nu skal jeg jo huske hvorfor vi er her! "
Hun satte sig ned, i en af de mageligt stole, og lagde benene over kors.
" Jeg skulle jo gætte dit sociale behov, ik? Lad mig se....endnu et skud kunne være at det er virkelig hårdt at være chef, og du mangler en skulder at græde ud ved?" Hun så drillende på ham.
Den ville han uden tvivl ikke godkende som grund, da han ikke ville se sig selv som svag.
Og at kunne græde var svaghed i Andrijas univers, that she knew very well.

Hvor pladsen blev anvist, slog Andrija røven i sædet og nippede næsten forsigtig til sin drink. Han havde absolut ingen anelse om hvad det var, han havde bare taget det der lød bedst. Det var slet ikke så slemt, men det var slet ikke noget han ville fortsætte med at drikke, det var så sikkert som alt muligt. 
Millicent begyndte at skyde med gæt, hvilke vakte Andrijas interesse, men hun skød langt over mål. Han sukkede kort som svar og drak så noget mere som svar. Det var alt for kompliceret det hun var ude i. Han skulle nok vælge en anden skuldre at græde ved, ikke Millicent, det ville jo være helt latterligt. 
"Drik nu bare noget." Hun syntes tydeligvist ikke at kunne ramme rigtig, men hvis det var skæbne bestemt at hun skulle finde ud af det, så skulle hun jo nok før eller siden. Problemet var bare at Andrija ikke troede på skæbnen, men det var en helt anden historie. Endnu et nip forsvandt.

Millicent så lidt misfornøjet ud. Så hun havde skudt forkert?
Jamen så måtte han da lade vær med at blindfolde hende, dreje hende rundt og rundt for så at forvente hun skulle kunne skyde en myg lige i hjertet, ik?
" jeg drikker ...jeg drikker" sagde hun og tog et ekstra stort slurk, bare for at putte handling bag hendes ord.
" Du får mig dog ikke til at drikke mig fuld, jeg er her bare for at ..eh...aflure hvad det er du tror du har gang i" forklarede Millicent og pressede læberne en smule sammen imens hun tænkte ..." Altså...det var så en ommer...det er ikke for at græde ved min skulder, så langt så godt...men Andrija...helt ærlig, du har været.." Hun ville egenlig sige en hel masse meget grimme ord, men for ikke han bare skulle gå sin vej med næsen i sky, valgte hun en ekstrem light udgave.." Du har været ret så uvenlig...og udover det komplet tavs....og så står du her pludselig, og snakker om sociale behov"
Det var altid en kamp med ham, var det ikke ? Selv når det var ham selv der skulle opnå et eller andet.
" Hør nu her....hvorfor kan du ikke bare sige hvad det handler om? Hvorfor sagde du at du havde savnet mig? Synes du det er fair at dukke op og sige? Det var dig der smed mig væk, remember? " hun var liiige ved at sige at hans chance var spildt , men da hun ikke rigtig mente han var interesseret i hende...ikke på en ordenlig måde...så var der ingen grund til at vade rundt i det.
Måske hun skulle droppe emnet helt. Det var vel ikke hendes opgave at afdække Andrijas behov? Havde han noget at sige, kunne han spytte ordene ud...og ellers ville aftenen gå på hæld, og i når morgen solen kom, ville deres vejen være skildt igen, og denne nat blot et kærkommen minde.Så hun kunne vel ligeså godt få det bedste ud af det.
" Andrija.....jeg ....du har aldrig fortalt mig hvorfor..." Hun standsede.....der var ingen svar på det spørgsmål hun næsten havde fået stillet...kun at han aldrig havde elsket hende...og det havde hun fattet, så hun lod det faldet til jorden med et hårdt smæld, og ændrede drastisk emnet.." dans med mig?" Kom det stille fra vampyren med den bløde sjæl.

Hvad der lige var sket med Millicent forstod Andrija ikke, men pludselig snakkede hun som et vandfald. Han kiggede næsten bestyrtet på hende, mens hun forklarede. Det sidste hun sagde fik ham til at se helt forkert ud i ansigtet. "Danse, til dét musik?! Glem det." Lød det frastødt fra ham, før han skiftede emne og lænede sig helt ind mod hende, så de kunne ånde hinanden i hoved. 
"K.o.n.t.a.k.t. Du burde være smigret, men det er du nok ikke længere." Han rykkede tilbage og drak noget mere, mens han kiggede op på baren hvor han skimmede flaskerne. De havde jo ikke noget interessant. Salles var langt bedre, men der var det også ham der udpegede hvad der skulle købes til baren. 
"Når man savner en person, vil man så ikke gerne i kontakt med vedkommende, eller er jeg gået helt galt i skoven?" Han kastede et kort blik imod Millicent, før han tømte sit glas. "... ellers må du lige fortælle mig hvordan man så får dækket sine sociale behov, med en person man har savnet."

Hun sukkede...
Hun syntes faktisk selv hun var rimelig large i forhold til ham.
At hun strakte sig langt , men ok...måske var hans afslag til hendes egen bedste? Sådan lidt held i uheld agtigt , at han ikke brød sig om musikken.
Den var langsom, og nærværende- alt i alt meget usundt for hende når det var Andrijas favn hun skulle have befundet sig i. Så måske han havde gjort hende en tjeneste ved at afvise den følsomme musik?
" Åh,ja...jeg bliver ved at glemme at følelser ikke er din stærke side" bed hun, dog uden at hendes øjne var vrede.
Også Millicent tømte sit glas, og tjeneren der helt tilfældigt havde et øje på deres bord, blev med håndtegn gjort opmærksom på , de gerne ville have en hel falske ned. Eller kunne de jo rende der i fast rutefart, for at fylde glas hele tiden.
Millicent ænsede slet ikke tjeneren, der dukkede op og satte en flaske på deres bord. Hendes øjne var beskæftiget med Andrija, der med et var al for nær, så tæt at hun kunne læne sig centimeter frem og lade sine læber strejfe læber...kind...kæbe..havd end hun lystede, men hun sad istedet ret meget ubevægelig, imens hans ord cirkulerede rundt, som var de på en pc pauseskærm.
" Kontakt ...og savn ? " Hviskede hun næsten og havde lagt en hånd på Andrijas arm, for at kunne holde ham væk, skulle han få sjove ideer.
"Smigret? Ikke meget du siger stoler jeg på....ikke mere " smilede hun vagt..." er du i stand til at føle det overhovedet , savn?" Han måtte forstå at der intet hånligt lå i det spørgsmål, det var et realt et. Millicent havde troet på de ting han sagde til hende før, og selv når han sagde noget crap ind i mellem havde hun stolet på sin intuition, der sagde at Andrija havde et hjerte derinde, og at Millicent var den der kunne få det til at virke igen.Men ...sådan var det ikke helt gået, vel....og nu sad han her og talte om ...savn ?
" Fint ...så siger vi du har savnet mig...og nej..du er ikke helt galt på den Andrija " hun havde fået lænet sig en smule mere tilbage , så nu var hun istand til at tænke igen og enda se lidt humoristisk på det..." Nej nej, det er skam en fin måde, at oprette kontakt til den man har savnet...og nu har du den...kontakten...du har mig her..all dressed up til ære for dig, hvad så? " spurgte hun og knuede ubevidst hans jakkeærme en smule strammere mellem hendes fingre.

Et eller andet sted havde Andrija forventet at Millicent ville blive hidsig. Han havde smidt hende ud, eller noget i den stil, og kom så luskende for at samle hende op noget tid efter. Det var de færreste kvinder der fandt sig i, især ikke efter alt det andet. Det ville han ikke selv, men Millicent var tydeligvis en abstrakt person. 
"Til ærer for mig?" Han kiggede på hende med et bryn hævet, før et sjofelt grin kom frem på hans læber. "... og hvad skyldes æren?" 
Hvad de efterfølgende skulle, anede Andrija ikke. Det havde han ikke lige lagt plan for. Han ville jo bare være sammen med hende. At sidde på en jazz klub med elendige drinks og musik passede ham ganske fint, så længe han vidste hvor han havde hende, Millicent, men det var bare ikke helt tilfælde. Han kunne ikke finde ud af hvad det var hun ville - eller hvad han håbede på hun ville. 
"Hvad vil du, nu har du drik, ja en hel flaske, og din fantastiske dæmon, samt hund. Hvad så nu?" Han lænede sig mageligt tilbage, hvor han diskret lage sin hånd til rette, så hvis Millicent stadig ville holde fast i ærmet, havde hun fri mulighed for det.

Hun gav ham et par længere sekunder , hvid deres øjne kunne være på hinanden og sagde så ikke foruden humor i stemmen " Nu skal du ikke overfortolker det jeg siger vel? Det er mig der har den rolle ved du... Jeg mener bare at siden jeg fik den af dig , kunne jeg tage den på.. For din skyld. Så du kunne SE den, nothing more nothing less - så pak det smil sammen Luzar " beordrede hun selv om antydningen af et smil var vedhæftet hendes egne læber.
Andrija var mere påstandig, han blev ved at spille bolden tilbage til Millicent og hun havde nok at se til. Ikke nok med hun han ikke skulle score , hun ville da heller ikke ud i et selvmål, så reglerne skulle der spilles efter nu.
" MIN fantastiske dæmon ? Ham mistede jeg forlængesiden , lad vær at lege med mine følelser " afklapsede hun ham verbalt.
" og ... Skal vi sige det sådan at mit billed af dig er blevet mere... Nuanceret efter vores ... Brud" hun slap hans ærme og blev rimelig usikker på om hun havde taget et kæmpe hop i forkert retning, med Andrija her? Hans hensigter var uklare og om han selv kendte dem , om de var tydelige for ham selv , det tvivlede hun på.
Hvorfor ... HVORFOR brugte hun overhovedet tid på at finde ud af det? Svaret blev skubbet væk , hun ville ikke høre sig selv tænke det.
" Hvad har du selv lavet siden sidst ? Udover at købe nyt fornemt ur?" Fiskede hun løs og krøb som en killing rundt om emnet der var den røde garnnøgle. Kvinder.

Interessant. Andrija sad lidt tavs og lyttede, uden at komme med indskud. Så hun havde syntes han var fantastisk?! - Med mindre hun snakkede om en anden dæmon, men det tvivlede han på var tilfælde. "Er det godt?" Lød det kækt fra ham, trods han selv kendte svaret. Det lød ikke lige som tilfælde, men man kunne selvfølgelig altid gøre sig et lille forhåb. 
"... intet. Købt et par jakkesæt, ur og en motorcykel ... og så selvfølgelig passet mit job. Som en dydig mand, uden besøg af en eneste kvinde, ud over jobsamtaler. Men det var altså med alt tøjet på." Han slog kort ud med armen, før han brugte den til at række ud efter flasken og hælde op. 
"Men hvad har du så lavet?" Han trak vejret igennem næsen, før han kort så drak fra glasset. "Bedre." Gav han hende, før han så tømte glasset og hældte op igen.

Selvfølgelig havde hun fundet ham fantastisk...og en hel del mere end det.
Hun havde sagt ja til at blive hans hustru, og elsker ham og kun ham...og en hund...så lang tid evigheden tillod. Andrija var ikke en ukompliceret,sorgeløs og glad fyr, der kastede om sig med solskin,roser og lyserøde kærlighedes erklæringer.
She got that!
Han var en perpleks, ustabil, hård og advanceret fyr...men hun havde troet på der biede kærlighed i hans hjerte...til hende...at hun kunne vække den og hun havde været så bange og skræmt og bjergtaget af den store forelskelse han havde sat fri i hende. Hun havde naturligvis ment sit ja.
" Nej...det var ikke til det mere positive Andrija...andet end du gav mig en livs lektie jeg nok ikke glemmer i den evighed her." Hun rakte ud efter sit glas, og ridsede op , hvad hun havde lært..." Stol ikke på en eneste person i hele denne rådne verden og tro aldrig på et eneste ord der kastes i din retning" hun satte glasset til sine læber og tømte det. Christ ...det var lækkert. Hun var ved at blive afhænig af de promiller, men igen...de gjore jo ingen skade i hendes krop, so what was the big deal?
Millicent begyndte at le...ikke en munter latter, mere en sagte lidt ' årh ja...sikkert'
Andrija med ingen kvinder, i al den tid? Så var vi vist tilbage til ' tro ikke på de ord der bliver givet dig'?!
" Ingen damer? I SÅ lang tid?" Hun kunne jo ikke kigge væk fra ham, nysgerrigheden var for stor og sådan var det bare. Muligvis ville man enda kunne se både forundring, lidt mistro men også et ønske om han for een gang skyld dog talte sandt, i hendes øjne.
" Årh....så du er kommet , fordi du er bange for du nu er ved at eksploderer?" Drillede hun så istedet. Hun kunne ikke dy sig. Og da Andrija i første omgang forsøgte ignorer det, trak hun ham til bage til drillerierne , ved at svare på spørgsmålet om hvad hun så have lavet, med et glimt i øjnene og et stort smil på læberne " Punkteret balloner?"
Så håbede hun han fangede den...selv om det nu ikke var sandheden.
Hun lænede igen smule frem, for at ville tage flasken og fylde op sit glas.

Hvis Andrija kendte Millicent ret, afslørede hun at hun ikke havde haft nogle hyggelig nat, måske slet ikke med en eneste mand. For havde det været aktuelt, ville hun slet ikke tale om det. Det var han sikker på - plus. Hun ville aldrig være taget med ham i byen. 
"Jamen ..." Han rynkede på bryne. Vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han havde fået et lidt for bogstavligt billed af Millicent, der 'sprang balloner'. "Det er da godt." ... og han fandt det ikke spor charmerende på nogle måde. 
Derefter kløede han sig lidt i nakken og drak så videre, mens han overvejede hvad der kunne vaske hans tavle helt ren. Der styntes ikke rigtig at være nogle andre måder, end at finde et andet emne at omtale, men hvad skulle det så lige være? Hun ville jo tro at han ikke gad snakke om emnet, hvis han skiftede, hvilke han egentlig heller ikke ville, men det måtte hun ikke vide! Derfor lod han hende om at tage det næste træk og drak selv noget mere.

Hun studerede ham lidt, da samtalen synes at holde en lille pause.
han virkede ikke vred, og så heller ikke ud til ligefrem at more sig.
Måske han alligevel ikke fandt det så sjovt.
"Arh..come on Andrija, lad nu vær...det er jo ikke fordi jeg har ordnet hele marinekorpset, vel ?" Hun kom til at tænke på Alias, årh hvor han ville elske en voksen film med titlen Millicent does the military , haha... hun lænede sig ind imod hans skræddersyet habit og puffede med sin skulder,blidt til hans - og i et al for svagt øjeblik, hvor hun glemte at holde sine parader oppe, men istedet snusede og fik hans velkendte berusende duft suget ind, fik hun indrømmet med en sløret stemme, da hun ikke lige var helt klar i øjeblikket.
" Det var hårdt...al for hårdt , da du gik, Andrija "
Millicent rettede sig hurtigt op igen, hun var fast besluttet på ikke at blive sentimental, men holde det forholdsvis lette humør, idet mindste så længe hans selvskab strakte sig til. Og dog kunne sårbarheden, hendes skrøbelig sind som kun Andrija kunne hakke itu ,som var det kakkelakker på et hakkebræt - det kunne ses i hendes øjne. Som oftest var de alt for udtryksfulde.
Hun rynkede brynene, blev bekymret da hun mærkede , had hun havde lyst til.
Hun ønskede det så så meget at hun kunne finde på at tigge, og at dømme efter hans optræden i aften, ville han sige ja....og hun kunne få det.
I aften.
men hvad med den næste dag, og næste dag og næste dag? nej, vel...
Alene tanken var jo idioti.
Millicent vinkede tjeneren ned, og hviske noget i hans øre. han nikkede og forlod bordet igen, med det samme.