Back from War

"Hele?" Udbrød Andrija, før han brød ud i en høj latter og næsten slog sig på låret. 
Det lille svage moment for Millicent ignorerede Andrija mere eller mindre. Han var stadig ikke god til dem og var også vældig omhyggelig med ikke at se hende ind i øjne, men da hun skulle snakke med tjeneren ville han vide om hvad, så i samme øjeblik tjeneren var forsvundet, greb Andrija ud efter hende for at trække hende hen til sig. 
"Hvad sagde du?" Forlangte han at vide, mens han stirre på hende med let sammenknepne øjne. "Fortæl mig det nu! Jeg er ikke god til sådan noget hemmelighedskrammeri, så bare sig det nu. Så slipper du også for at jeg bliver skubbet. 
Var Millicent endnu ikke interesseret i at fortælle det, lænede Andrija sig helt ind mod hende. "Bare husk det bliver værst for dig selv hvis du ikke kan lide det!" Truede han, før han så satte sig tilbage, drak og var så enorm forurettet over ikke at måtte vide hvad hemmeligheden gik ud på. Det ville han fortsætte med at være til den afslørede sig.

Et overdrevent trak på skuldrene..." en enkelt eller to var på orlov" sagde hun og holdte masken så fint.
Imens hendes humør ikke lod sig krølle af Andrijas lille trussel, ventede hun på tjenerens vink.
" Jeg må da tale med hvem jeg vil , må jeg ikke?" Lød hun underdanig og gav ham et så uskyldigt look hun kunne mestre, selv om hans tydeligt misbehag slligevel krøb under hunden på den lyse vampyr.
Men nu havde hun besluttet sig, og  han skulle ikke nå at ændre noget, ved at sige det var en dårlig ide.
Så hun gjorde sig mentalt parat til at forlade bordet.
Den ravne sorte kjole med snørebåndet var perfekt, så kunne hun rigtig give den gas og vrikke med popoen, når hun var væk fra Andrija.
" Ja ja...lad nu vær med at true mig, vi er ikke engang sammen, så slap nu lidt af" mumlede hun med Andrija halvt oppe i sig, altså i ansigtet.
Hun vristede sig ud af hans greb.

En rømmen fra en i bandet lød i højtaleren, og Miss Walker blev kaldt til Scenen .
Skal vi sige det sådan at Millicent ikke havde en egnet stemme til sang, men til lidt sjov og ballade vandt den fint på charme og personlighed, og da hun forlod bordet, og fik en afro paryk trukket ud over det lyse opsatte hår, vidste alle at det ikke var heeelt alvor.
En meget lækker sanger , en herre ...lidt mørk model materiale , trådte frem for at synge kor for Millicent, sammen med to kvinder.

Og sangen startede....


Millicent imiterede videoen , og dansetrinene...men havde nok flere små vrik og rul med hofterne , da hun havde det med at gøre tingene på den helt rigtige måde.


Da slutningen af sangen var nået, var Millicent nået fra sene og hen hvor Andrija sad.
Afro parykken sad lidt skævt, og enkelt lyse lokker var allerede faldet løst ud.
Opsætningen inden under var helt sikkert spoleret.
Klubbens gæster klappede og piftede, og Millicent blinkede til tjeneren og nejede , inden hun drejede sig mod Andrija, og smilede..." nå...kunne du lide min sang til dig?"

Andrija lod Millicent gå med et irriteret grynt. Hun behøvede ikke at afvise ham så meget og slet ikke i et offentligt rum! Han havde et ry at passe på og der duttede det ikke at man fik en hånd smasket i hoved fordi man kom for tæt på. 
Da det gik op for Andrija hvad det var Millicent havde i tankerne, kunne han ikke undgå at begrave ansigtet i hoved, som han let rystede med et højt suk. Kunne hun ikke lave andre ting, end at ydmyge ham endnu mere. Alligevel tog han sig sammen til at kigge op på scenen mens hun sang. Samtidig fik han hældt et par glas ned. 
"Nej." Svarede han ligeud på hendes spørgsmål, før han rejste sig op og gik hen imod baren for at betale for deres flaske. "Men det betyder jo ikke de andre ikke kunne." 
Derefter gik han hen imod hovedindgangen, hvor han udenfor tændte sig en cigarret, som han stak i munden og begyndte at slentre ned af gaden. 
"Lad os finde et sted uden scene og afro paryk, for det ser afskyeligt ud til dig."

Hendes glade og legesye smil aftog ligeså stille, ved hans svar.
Andrija så ud som han var skåret i sten , intet smil eller lunt glimt i de stålgrå øjne. Millicent spidsede læberne og nikkede. Nå.. Så det kunne han ikke lide? Han så næsten ud til at være ... Fornærmet ?
" De kunne ikke lide det... De elskede det, se dig omkring , folk smiler og ser glade ud" hun rakte ned efter hendes taske, da hun så Andrija var ved at gøre klar til afgang. " de er glade.. Hvis du ved hvad det er ?" Mumlede hun mest ud i luften.
Først uden for huskede hun parykken , og trak den hurtigt af , da Andrija sagde den var grim.
Hun trak pindene ud af hendes hår , og lod det falde efter behag ned af ryggen, og stak hot spændende i sin taske.
Hun stod parykken med i hånden og kiggede lidt efter knudemanden foran hende . Hun havde lyst til at gå , sige hun ikke gad hans on off affektion og hans grovheder , men fulgte så alligevel efter ham, grundet.... Galskab? Det måtte det da være.
Hun overvejede om det var nu hun skulle bede ham om at buzze hende hjem ? Han var så død besværlig den mand. Aldrig var noget hun gjore godt nok. Ikke til Mr perfekt.
" Det kaldes humor ... En ting mennesker har .. Og mig - men så advanceret er dæmoner åbenbart ikke" sagde hun tvært og kasserede parykken i en affaldsspand de passerede på deres vej.

En lille næsten uhørlig latter kunne høres fra Andrija, mens hans arm gled omkring Millicents talje og trak hende ind imod sig. "Det har jeg også, det handler bare om at ramme samme sekvens jeg er på." 
Et hastigt klem blev givet til hendes hofte, før han slap hende og pustede en røgsky i modsatte retning. Fortsat med lange slentrende skridt, fortsatte han ned af gaden, ud fra centrum og ud i mindre gader som henlå i mørke, ud over et par gadelygter her og der. 
"Måske vi bare skulle tage forbi mig, der er der er kun hvad jeg vil have." Uden at vente på Millicents reaktion, mening, drejede Andrija ned af en sidegade og fik på en eller anden måde navigeret dem igennem et bolig kvarter på størrelse med hele jordkloden, så de endte i den rigtige ende af byen.
Efter en halvtimes gang, endte de foran Andrijas gamle lejlighed, som han stadig benyttede sig af. Det var dog så lidt soveværelset var tømt, så kun stuen og køkkenet var indrettet, sparsomt. Meget lys var der heller ikke længere. 
"Noget du kunne tænke dig?" Han stak sin hånd frem som en hentydning.

" Køb en ny, den må være krympet i vask og sidder i din røv nu- humoren" bed hun tørt da Andrija trak hende ind til sig. Hendes negle borede sig ned i hans jakkeærmer i en stille protest mod han trak hende tæt - bestemte hvem hvad hvor og hvordan.
Hans forslag om hans sted , fik hende til at vriste sig ud , og ud kom hun efter et klem op hoften. Hun var bange for han mente huset.. Dét hus.. men ruten viste hurtigt at det var lejligheden han havde i tankerne.
Det var fint nok, bedre end det andet anyway. Uanset hvor de havde taget hen , ville hun havde holdt masken på plads, men det lettede arbejder for hende.
Hun så sig nysgerrigt omkring. At soveværelset var tomt , undrede hende. At han beholde lejligheden men uden en seng ? Hun ville tro den var det sidste og måske det eneste han ville ønske at bevare her.
Hvor mystisk.
Millicent satte sig i en stol og smed sin taske fra sig på bordet.
" bare noget at drikke... Lige meget hvad du har . Det bliver en godnat drink og så... så bibber du mig hjem.. Som du lovede " mindede hun ham på.
" Hvorfor har du egenlig beholdt lejligheden ? Huset er da .. Perfekt.. Hvad skal du med denne? " hun så nysgerrigt på ham, ingen klager bare ... Nysgerrig på hans gøren og laden.

"Fordi jeg kan." Vrissede Andrija, før han forlod stuen for at gå ud og hente noget drikkelse. Han syntes ikke om at blive afvist gang på gang, selvom dette dog var i mere private omgivelser. Men det var ikke noget nyt og selvom han ikke brød sig om det, syntes han alligevel det var morsomt. 
Aldrig før havde Millicent prøvet at lave så meget direkte modstand som hun havde gjort den aften og endda også prøvet at stoppe hans humor op i hans egen røv. Han fandt det morsomt. Førhen var hun bare smeltet i armene på ham og selvom det var langt bedre end at blive afvist, var det alligevel et godt alternativt. Han var dog ikke helt enig med hans humor, men det var en helt anden sag. 
Tilbage kom Andrija med noget vin af den ene eller anden art. 
"Huset er skam fint, men jeg har nu aldrig været til så meget i den dur. Intet kan slå en lur på en sofa, heller ikke en elevator seng med et 62 tommer skærm for enden." I den omtalte sofa slog Andrija sig ned, smed fødderne op på bordet. "Har du da noget problem i det?"

Hun løftede begge hænder og holdte dem ud for sig , for at dobbelt effekten af hendes " Bevares..." Og lod ham fordampe til køkkenet.

Millicent sørgede for omhyggeligt at sende ham et smil , så snart han kom tilbage med vin til dem.
Men han var ikke helt ... Modtagelig, og det bredte bare hendes smil endnu mere ud. Andrija radierede når han fil sin vilje, triumfen ligefrem strålede ud af ham og han fik det så ofte , at det nærmest var en del af mandens aura efterhånden. Millicent synes han var tæt på kær , når han blev vrissen over ikke at få det som han ville HVIS han vel og mærket ikke pludselig blev ond i sulet , og det kunne jo sagtens ske uden forvarsel.

Hun tog sig tid til hans spørgsmål.
Hvorfor betød det noget- for det gjore det jo.
Hæftet på hans fødder var hendes blik, og Millicent lænede sig fremover for at flytte lidt på sit glas der stod lidt for tæt på hans fødder, efter hendes mening.

" Nej det har jeg ikke, du kan da have alle de lejligheder du vil så .."
Hun stoppede sætningen , ville have sagt ; sålænge du ikke udstyrer dem med silkelagner og damer, men det var ikke hendes sag længere. Og det var ved at æde hende op indefra.

Livet var uretfærdigt- det burde havde været Andrija og Millicent, ik.
Sammen mod hele verdenen. Svøbt i kærlighed , selv om de ville tage deres ture i gladiator arenaen. Men det hele var klippet i stykker. Bokstaveligt talt. Det havde hun gjort ved brudekjolen. Måske var det sødt ment af Zoran at sende den, men det havde været et fælt stød at pakke den ud. Hun havde været .... lykkelig...medie en stund, imens illusionen stadig havde væver hende ind.

Hun smagte på vinen efter først at have duftede til den.
" hvad bruger du din lejlighed til da ... Sover du til middag her ?"

Hun tog endnu en tår og satte glasset fra sig.
" Hvad så nu, Andrija- når jeg om lidt beder dig zappe mig hjem? Så ser jeg dig ikke igen- eller dukker du op om tre måneder og skal have lidt normal social kontakt?"
Hun betragtede .. Nej studerede ham nærmest . Hans øjenbryn , vipperne der omkransede hans så grå næsten metallisk øjne, næsen og Andrijas kindben og kæber. Ved hans læber slog hun blikket ned, minderne om hvad de læber kunne gøre ved een som Millicent. Og sikkert alle andre.
Mon de reagerede lige så stærkt ved blot et enkelt strejf, eller var hendes sanselighed på en eller anden måde tunet så direkte ind på ham?
Hun vidste det ikke og heller ikke om andre mænd ville kunne havde den tilsvarende effekt på hende. Hvordan skulle hun vide det? Ingen havde fået lov at.. Røre.

"Sove." Svarede Andrija, der ikke kunne se hvordan han skulle få tid til middagslure, ellers var de i hvert fald lige så lange som når han sov om natten ... eller nærmere om dagen. Det med at arbejde for Salles gav mange søvnløse nætter, men dage fyldt med timer hvor han kun så solen en kort tur om morgenne og aftenen. Han var næsten helt inde i den døgnrytme han skiftede til når han var sammen med Millicent.
Et lille smil kunne skimtes i Andrijas mundvige mens han overvejede sit svar til spørgsmålet. "Tre måneder, skal vi sige det? Så skal jeg nok finde en gave der overgår den jeg kom med denne gang." Det var ikke lige hvad han selv ville, men hvad han egentlig ville, ville selvfølgelig aldrig komme frem i dagens lys. Det stod hans egen stolthed i vejen for, hvilke sikkert ikke gjorde nogle forskel. 
"Husk at sende mig en ønskeseddel, så har jeg et prej om hvad du kunne tænke dig - og i hvilke bane - eller seng mig en lille statusopdatering på Facebook, så ved jeg hvor du er henne. Er du gift kan du jo overtage huset!"

" Jeg kan testamenterer dig min urne , beslutter jeg at møde dagslyset" lød det mere eller mindre spydigt fra hende.
Om hun var lettet eller skuffet over hans svar kunne ikke engang Millicent gøre rede for, men hun havde jo lovet sig selv at være en go pige denne aften , ikke lave ballade og ikke tude eller larme.
Så hun tvang et smil frem ..." Tre måneder siger vi så, gider du give besked næste gang ?" Hun tømte sit glas og slikkede smagen af hendes læber. " Jeg tvivler nu på Senka kan overgåes " hun elskede. Hvalpen og selv om hun måtte indrømme at også hun var vild med ravnekjolen, og hemmeligt glad for at kunne trække i noget også Andrija kunne lide at skue, så var der nok ikke mange materielleting han kunne finde , som ville overgå vovsen.
Se... Nu begyndte han at blive problematisk, og krævende.
" Tror du selv på det der ? At jeg ville sende dig en ønskeliste ? Det er sådan noget kærester gør... Ikke ... Os... Og facebook status? Sæt den vin rfra dig NU , du tåler den ikke!" Drillede hun og rejste sig op.
Millicent gik over til et af de store vinduer og kiggede med på gaden og dens lys. Det lignede næsten Champs Elysees med alle de lamper, hvis man kneb øjnenes lidt sammen og slørede sit syn.
" Du tror jeg ville bo i dit hus? Med andre? Det hus skulle have været vires Andrija ... Et hjem for os... At du vælger at bo der selv eller med andre er ... Din sag- men for mig ville det ikke fungerer" sagde hun stille og lid distræt pegefingeren glide ned over den glatte rude.

Andrijas øjne voksede pludselig meget hurtigt, til de var ved at trille ud af hoved på ham. Det var kun til nød at de blev hængende inden han hurtigt blinkede med øjne og flyttede sit blik til et ikke Millicent-sted. Mens hun fortsatte at snakke, for døve ører, overvejede Andrija hvordan han skulle finde en passende reaktion. 
Da han var kommet til en beslutning, havde Millicent rejst sig op og snakkede om at noget ikke ville fungere for hende. Hvad anede han ikke, men det var sikkert heller ikke så vigtigt. Hurtigt rejste han sig op og gik hen ved siden af hende, for at kigge ned på lysene, intenst. 
"Hvorfor vil du se solen?" Pænt måde at sige det på, det vidste han, men sådan blev det. 
"Hvad vil du få ud af det?" Hastigt kastede han et blik ud af øjenkrogen for at se imod Millicent. Knap havde han set hende, før han flyttede blikket tilbage ud af vinduet, hvor lamperne igen blev intenst studeret. 
"Vi kan også sige om to måneder, hvis det passer bedre ind i dit program - eller tidligere."

Hun havde normalt stærke sanser og kunne føle bevægelse i sin nærhed , men at han dukkede op ved hendes side , gav et lille gip i Millicent.
Hun havde vist været ophængt af egne tanker. Da hun kiggede op på den høje dæmon ved siden ad hende , var det svært at stikke en løgn ud. Natten og mærket , stilheden fra gaden indgød til ærlighed , eller inspirerede til det.
" Fordi det er for hård ... livet lige nu.
Du tog det hele fra mig. Slukkede gnisten Andrija" betroede hun ham sandheden. Men det vidste han jo godt. Det havde intet nyhedsværdi for ham , der regnede hun i hvertfald ikke med.
Hvad hun ville få ud af det ? " At slippe for at forholde mig til det rod vi lavede, hver eneste dag i evigheden... Jeg ville blive fri" sagde hun sagte.
Hun kunne ikke længere tælle de gane hun havde grædt og tænkt på at gå ud for at møde den sande død. Men hun havde aldrig taget det sidste skridt til det. Not yet anyway.
Hun drejede sig og lukkede sine fingre om Andrijas hage , med hensigten at få ham til at se på hende. " Hvis du kunne klemme det ind ... Lidt før?... Jeg ved ikke hvor god jeg er til de her ... Spil.. du hiver mig ind i . Jeg ved ikke hvad der er du vil ? Hendes øjne skiftede fokuspunkt mellem hans øjne og Andrijas mund, til hun et øjeblik efter slap ham og facede mod vinduet igen, blot for at se meget indgående på en bil der stod parkeret dernede.

Imens Millicent fortalte om hvordan hun havde haft det - og virkede til fortsat at have det - var Andrija stille som graven. Næsten. Han trak stadig vejret. 
Hans førte tanke var at flytte hendes hånd da hun rakte ud efter hans hage, men den ville ikke rigtig sammenarbejde, så det endte med at han kiggede ned på hende. Stadig tavs, men kiggede til der blev sluppet igen. Derfra fortsatte han med at kigge på hende, bare ikke ned i hendes øjne, da de havde flyttet sig. 
"Vi kunne også sige ... imorgen nat?" Forslog han lidt efter, stadig med blikket hvor han var. Og nu hun spurgte direkte og han var igang: "Have dig tilbage." 
Okay okay, han vidste han skulle lave noget af et comeback show for at få bare den mindste chance, men det var altid et tegn at Millicent ikke havde slået ham ned med sine støvler - eller noget andet. Han var stadig i live og han kunne snakke til hende, uden han fik vredet hoved om. Så langt så godt.

Hendes hjerte missede en takt, selv om det ikke var i stand til at slå, da Andrija ændrede hans flabede tre måneders tilbud til istedet at gælde den næste nat. Hun følte sig fanget i en drøm , et dejlig drøm eller et smukt mareridt.
Men hans næste sætning ... Den var udfordrende og sendte umiddelbart en rislen afsted, der bugtede sig ned af hendes semi bare ryg.
Hans ord... Så simple .. Og alligevel så sygelige i deres lyd at de formåede at blande en sødmefyldt smertelig længsel der flød igennem hendes krop og sind.Sød tortur af hende.
Hun vendte sig og en hård lussing ville ramme hans kind , hvis ikke han bremsede hende.
Hun sagde intet til ham, ingen ord ... Reaktionen var umiddelbar og udløst af en vrede og afmagt ... Og af de brændende følelser der truede med at blusse op til et flammehav og fortære hende helt.
Om slaget mod hans kind var gået ind , eller hans stod med hendes håndled i hans greb af jern ville kravet lyde det samme " Tag mig hjem, nu" bad hun, og bad til han ikke lugtede blod og kunne se hvor meget hans ord indvirkede på hende.

Et kort øjeblik syntes det hele pludselig meget forvirrende for Andrijas øjne. De syntes ikke rigtig at kunne holde fokus, men det lykkes til sidst at få dem til virke. Samtidig begyndte hans kæbe at brokke sig over slaget. Hvad der var sket med den vidste han ikke, men med en gulvlampe som støtte fik han fundet balancen - og synet. 
Én ting var at et menneske svang med lussinger, noget andet var en vampyr. Det måtte han lige huske til en anden gang, især at en følelsesmæssig berørt vampyr ikke var sjov at lege med. For Millicent virkede absolut ikke ligeglad med hvad han havde sagt. 
Forhåbentligt uden at løse endnu et slag, greb han fat i hendes hånd, hverken hårdt eller blidt, for så at få hende hjem. 
Andrija åbnede munden for at sige noget, for så straks at blive gjort opmærksom på sin ømme kæbe. Efter hurtigt at have kigget rummet igennem, greb han en kuglepæn og et stykke papir, for så at nedskrive: Vil du ikke være sød ikke at gøre det igen, jeg kommer hverken til at tale eller ryge den næste uge.
Forsigtigt mærkede han efter på at hans kæbe overhoved sad fast, mens han gik hen imod døren. Det syntes ikke helt så alvorligt som han havde frygtet, men ondt gjorde det. Måske et smut forbi sygehuset ville gøre godt, så skulle han bare lige finde på en grund til at hans kæbe var ødelagt, for han kunne ikke sige det var Millicent. Intet menneske havde samme styrke.

Hans blik blev lidt diset , men Andrija virkede ikke helt slået ud. Millicent kunne ikke se det , ikke fornemme hvor hårdt et slag det var lykkes for hende at smække ind.
Hun var for optaget af at sætte alt på plads inde i hende selv .
Han var stille da han tog hendes hånd led og det samme var Millicent.

Tilbage på eget domæne , måtte hun se hans forsøg på at tale slå fejl og en fæl mistanke begyndte at lyse.
Da han ligefrem skrev en hilsen til hende på papir, fattede hun budskabet og overhalede ham. Hendes hænder kølige og måske bare med en lille minderne effekt , lagde sig blødt og helt musseforsigtigt på hans kæbe , og hun mumlede undskyldninger af i flæng. " Du gode Andrija... Undskyld... D- det var ikke min mening" hun ville se ind i hans øjne , han skulle vide hun ikke havde ønsket at skade ham. Ikke sådanne her.. Hun ville bare levere et budskab.
" undskyld... Andrija .. Du gode.. Det går jo ikke ..." Hun flyttede hænderne farvand kæber og tog istedet hans hånd.
Andrija blev halet ind mod hendes sofa , hvor hun ønskede han skulle sætte sig. " Jeg kan hente is og pain killers til dig .. Men..." Hun rørte lidt uroligt på sig ved sit eget tilbud da det var en smule intimt.
" Jeg har noget der kan helbrede dig , med det samme så du stort set intet mærker. "
Hun så hvordan Senka vimsede rundt omkring benene på Andrija og peb en smule over ingen synes at have tid til den lige nu.
Millicent tøvede men endelig kom det ... " Mit blod ... Hvis du drikker bare en lille smule af det? Og det er ikke nu du skal spille kostbar Luzar.. Peg med din finger hvor du vil havde det fra... Mit håndled eller min ... Læbe" hun turde ikke lægge hals til hans dæmon bisser , det skulle være et sted hun selv havde kontrol, så læbe eller håndled var hendes umiddelbare bud. Den smerte kunne hun ikke have på sin samvittighed , så hun ventede pænt på hans svar.

Andrija tøffede tilbage i sofaen, hvor han blev placeret for at blive sat under en mere lægekyndig persons øjne, end ham selv. Han blev pænt siddende, til Millicent gjorde hvad hun ikke måtte. Fik ham til at grine. 
Først grinede han, i to sekunder, før hans krop gjorde ham opmærksom på smerten, hvilke resulterede i et gispende og hostende forsøg på både at grine, hvilke han ikke formåede at stoppe, et forsøg på at stoppe og sige av, på samme tid. 
Det tog ham en håndfuld minutter, før han var færdig og til sidst lå gispende op af ryglænet og stirrede op i loftet. Til sidst pegede en streng finger imod Millicent, som vippede sig belærerende. 
Han ville umuligt kunne kysse eller bide over Millicents håndled, så han forsvandt ud i køkkenet for at finde en kniv. Derpå greb han hendes hånd, for at skære let ved en blodårer, men inden han gjorde det, kiggede han formanende op på Millicent. Hun skulle ikke slå ham igen! 
Forblev hun passiv ville han skære, så hurtigt det nu en gang lod sig gøre. Derpå førte han håndledet op til sin mund, hvor han blidt slikkede blodet væk. Efter at have fået alt hvad han skulle, slap han og gik ud i køkkenet for at vaske kniven af. 
"Jeg tror alt er ved det gamle." Andrija dukkede op ved døren, hvor han kløede sig lidt på kæben. "Ses vi imorgen eller hvad?"

Orh nej...
Hun så betuttet på ham , da han begyndte både at grine og hoste og hvad der nu eller hørte med.
Det var da ikke morsomt. Hun rullede med øjnene og hissede en smule " Er vi heldige kan jeg også helbrede din sløje humor " men det fil bare Andrija til at vifte formanende med en finger som Millicent så bed ud efter , for sjov. Ellers havde den manglet nu.
Millicent snakkede ikke så meget , men da Andrija kom med kniven , blev hun en nuance mere bleg.
" argh jeg ved snart ikke" begyndte hun og ville trække hånden til sig. Hun kunne perforerer og trænge huden med sin spidse hjørnetande , en kniv havde hun ikke lige ønsket til ar skære sig. Men da hun var ansvarlig for hans smerte , lod hun han føre kniven . Selv lukkede hun øjnene og så den anden vej , da Andrija slikkede på hende.
Det var hurtigt klaret og hun strøg tungen over flængen han havde skåret , der stort set ikke kunne ses , da Andrija kom tilbage.
" Det er jeg glad for... Undskyld igen " sagde hun stille og rejste sig for at følge ham ud.
" ja.. Jov... Det kan vi godt... Hvis ikke jeg skal arbejde for Libr..eh hvis jeg ikke skal på job " hun skyldte sig at skifte emne.. " skal du ikke lige sige pænt farvel ? .... Til Senka mener jeg? " hun var glad for han ikke længere var i smerter og ... Egenlig nød hun bare det flig af ham, hun var blevet doneret.

"Hvad for noget libr?" Han kiggede på hende med mistænksomme øjne, men da hun ikke syntes at ville uddybe men hellere ville snakke om Senka, lod han den ligge. Men glemte det gjorde Andrija ikke. Han havde derimod en dårlig smag i munden.
Senka var hurtigt henne ved ham, da han satte sig ned til huden og slog armene ud. Efter lidt farvel-leg, rejste Andrija sig op for så, med et kastigt kindkys at sige farvel til Millicent. "Du skriver hvis der sker noget andet." Et hastigt smil, før han forsvandt ud af døren. 
Ude foran hoveddøren fandt han sin telefon frem og gjorde et opkald.

Millicent viftede med hænderne , som tegn på hun vrøvlede.
Dumme dumme dumme vampyr! Messede hun i sine tanker, det var jo al for nær ved at gå galt. Ingen måtte kende hendes lille ... Sideshow.., og da slet ikke Andrija for pokker.
Han lod til at lade det falde , havde købt hun bare vrøvlede og det var jo smukt.
Hun smilede da han tig afsked med Senka og hun gaflede ham op i sine arme , og fik et hunde slik på sin hals og et kindkys af Andrija.
" Vi ses i morgen " sagde hun varmt og skulle til at lukke døren , da Andrija sagde hun skulle skrive hvis der skete noget andet.
Hvilke andet? Hvis hun skulle aflyse eller hvad ? Skulle hun ud på opgave ville hun bare sige hun skulle arbejde, der var jo så sandt som det var sagt. Det var så bare ikke for Desiré Noir.
" I Will " lød det mere end lydigt og døren blev stemt i efter ham.
Millicent kyssede ned mellem Senkas øre og snusede ind.
Hvor var det skønt at have ham tilbage.
Den næste time rumlede hun med ham og bagefter gik de en lang tur i parken. Inden de skulle sove ville Millicent liiiige tjekke hundes gebis igen, bare for at være helt sikker på de ikke... Overså noget ! Men der var ingen hugtænder at se. Det var der jo så heller ikke på Millicent lige nu, sååå måske var det en falsk tryghed? Naaa den virker helt normal.
Efter et hurtigt bad , og omklædning til en camisole og trusser , hoppede Millicent i seng og puttede med Senka tæt ind til sin krop.
Det var den bedst nats søvn længe. Og hun kunne dårligt vente til den var overstået , så hun igen skulle være i selvskab med Andrija.
Lige inden solen stod op og daggry bragte Millicent til drømmeland, tænkte hun over hvad hun skulle finde på at lave med Andrija den næste aften? Han var ikke så vild med hendes spontane ideer , så hvad ville han nyde ? Biograf var ude af billedet. Hun faldt i søvn , og drømte om hun daskede Andrija over nakken.

Dagen blev lang. Der var hele tiden noget. Hele morgenen brugte han på at snakke med Mafiaen om alverdens ting og hele aftenen brugte han på at fiske hoved og hale i en masse problemer på Salles. Det var derfor ham en befrielse da han ved solnedgang forlod stedet og gav alt ansvaret til hans højre hånd. Han ville have det hele ordnet og ordenligt når han mødte op igen den følgende aften, ellers ville han finde en anden der kunne fungere som hans sanser og fornuft i Salles, når han var væk. Det blev selvfølgelig aldrig lige så godt som når han selv var til stede, men tingende blev ordnet og det var det vigtigste. 
Netop som den sidste solstråle forsvandt ned bag hoisonten og efterlod byen i nattens mørke, bankede Andrija høfligt på hoveddøren. Ikke helt sikker på om han ikke bare skulle gå ind, men undlod det. Millicent ville gerne have at han kom ved at banke på døren og bortset fra hun sikkert havde flækket hans kæbe dagen før, så syntes det hele at gå godt. Hvad skulle dagens, nattens, mål så være? Et kys? Lød ikke så ringe.

Millicent havde lunet noget blod til 37 grader i hende microovnen nr xxxxxxxx .
Hun sad nu i sofaen og drak af det, ophældt i et termokrus med Wolwerine på.
Hun havde ikke haft lang tid til at tænke, eller fortryde noget i, men det var nok til at vide at hun var på vej ned af et side spor og skulle passe gevaldigt på sig selv.
Det var muligt hendes hjerte stadig bar hans navn, men hun kunne ikke klare en omgang mere i hans trædemølle, så....derfor....sad Millicent nu iklædt et par baggy armybukser og en sort tanktop. Bare fødder med en rosa lak på og en forholdsvis mørk øjenmakeup .Håret hang løst og afslappet. Ingen feminin kjole og ingen elegant nederdel. Tøjet var valgt udelukkende for ikke at vække Andrijas Luzars interesse.Det gjorde andre kvinder så lange bedre end hun, og hendes nye agenda var at vriste sig løs af hans greb.at Millicent var kendt for at sætte sig håbløse mål og at hendes planer sjældent virkede, deeeet var så en helt anden sag.
Hendes nye kjole fra aftenen forinden, hang i klædeskabet og var en kæmpekontrast til hendes street wear clothes hun nu var dækket til i.
Da en banken lød på døren, satte hun sit krus fra sig og rejste sig op, for at lukke dæmonen ind.
" Godaften....og velkommen....jeg regnede ikke med vi skulle i byen" hun trådte til side så Andrija kunne træde ind. " Jeg er løbet tør for afro parykker, så en hjemmeaften?" Hendes plan gik ud på at kede ha til døde, eller måske snakke ham ihjel. Andrija fik et smil.
" vil du af med jakken ?" Hun rakte hænderne ud for at tage imod.

Andrija kiggede lige en ekstra gang, da han så Millicent. "Er der noget galt?" Han pegede på hendes kluns. Han troede ikke hun ejede bukser og slet ikke nogle der fik hende til at ligne ... noget ikke feminint. Et par stramme jeans ville have været langt bedre, sammen med en stram top og høje hæle. Så havde han da stadig lidt af hende. 
En pludselig tanke, fik ham til at tøve endnu mere med at træde ind i lejligheden, men hastigt skubbede han den væk. Det ville han finde ud af og hvis intet var ændret, ville han se om han kunne nå sit andet mål. Hvis det ikke var tilfælde måtte han finde på en plan B. 
"Passer fint for mig. Nej tak, det er lidt køligt her inde." Svarede han og trådte ind af døren. Der greb han fat i sine smøger og tændte en til sig selv. Derpå vente han sig imod Millicent og rakte pakken frem. "Vil du have en?" 
Efter Millicent havde taget, eller ladet det ligge, ville Andrija gå hen til sofaen, hvor han ville skove Senka op i sin arm og kæle for den. For ham var det dejligt at se hunden igen, for det med at den ikke længere boede hjemme ved ham, måtte han indrømme var lidt underligt. 
"Nå, men siden vi ikke skal i byen, hvad står der så på programmet? En film?" Han drejede hoved for at kigge imod Millicent, mens han puste røg ud imellem læberne. Glad for at hans kæber stadig fungerede. 
"Jeg glemte helt at sige tak, selvom det var dig der skabte skaden."

Som spået bemærkede han skift af stilen og hun gav den bare yderligere gas. " Noget galt ? Nææ , men jeg ville bare gøre mig det lidt afslappet " sagde hun og gav Andrija et over look. " Du er ligeså pæn som altid... Slapper du aldrig af ?" Hun forsøgte forstille sig Andrija som Christian Grey, i et par forvasket jeans, med meget lavthængende talje - bar overkrop og bare fødder. My og my... DET var intet der fik Millicent til at slappe af , så det billed blev hurtigt kasseret igen.
" Du ved da jeg ikke ryger " takkede hun nej og fik lukket døren bag ham.
" Koldt siger du? Hmm mystisk" hun var ikke lige så temperatur følsom som Andrija var, så en termostat kunne udmærket være i udu, uden hun ænsede spor, så Milicent for over til stuens radiator , knælede og begyndte at banke lidt på den og de tilstødende rør. Hun anede ikke hvad hun fortog sig, men havde da set noget der mindede om det , engang på film.
" øhm... Film... Eller bygge en ny radiator?tror sørme den her er død..." Næsten som den svarede hende , afgav radiatoren en mærkværdige lyd ... Om det var godt eller skidt vidste hun intet om." Den øh .. Siger .. Noget ?" Med et udtryk af håbløshed
rejste Millicent sig og så på Andrija.
" Ja ja , lad nu det lille uheld ligge JEG har sagt undskyld " lod hun svæve i luften som en hentydning , til at dét kunne hun nemlig.
"Helt præcist hvor meget koldt virker her ? for jeg tror ikke vi får noget varme ud af den i aften." Hun sukkede og gik over til sofaen og satte sig. Senka kastede sig ned mellem dem begge og rullede om på ryggen og vred sig, henrykt over at have både Andrija og Millicents opmærksomhed. Hun kløede hvalpen på maven og smilede.
" Kan vi være her, eller bliver det for koldt ?" Hun spurgte Andrija hvad han ville.

"Så koldt er det eller ikke." Svarede Andrija, da han så Millicent gik helt amok med at forsøge at få mere varme. "Jeg beholder bare jakken på - eller ligger sammen med Senka." Han snuppede hunden fra Millicent og lage sig ned, for at placere hunden på sit bryst. Fødderne lage han ovenpå Millicent.
"Bare find en film, det er lang tid siden jeg har kunne slappe af." Han undlod at tilføje noget om den plan om en lur han havde. Det var bare en lille detalje.
Mens Millicent rodede rundt, lå Andrija og legede med dyret, til hans øjenlåg blev trætte og han lukkede dem. Hunden havde brugt hele dagen på at sove, så den hopppede ned fra sofaen og smuttede hen til Millicent. Han stak sin fugtige snude frem, for at se om der måske var noget interessant oppe i hendes skød. Var det ikke tilfælde ville den løbe rundt og vente utålmodigt på at der ville ske noget.
Over i sofaen havde Andrija trukket tæppet op omkring sig, for så at blunde videre. Når tankerne lige var til det, undrede de sig over at Millicent havde taget det tøj på hun havde. Han kom også frem til at han ikke syntes det klædte hende godt, i hvert fald ikke lige så godt som det tøj hun plejede at gå i. Det kunne han godt lide.