One of a kind //Nailyna//

Hun smilede til ham. ”Altså, hvis du foretrækker en kro, så kan vi altså godt finde ud af et eller andet, jeg vil jo ikke tvinge dig til noget du ikke kan lide.” Sagde hun og kiggede på ham og derefter op på skyerne. De så godt nok faretruende ud, hun håbede ikke at det blev til mere end bare et lille skyl, men det tvivlede hun stærkt på. Hun vidste ikke helt hvor de kunne gemme sig hende og tænkte mere og mere over at det nok ville være en god ide at tage til en kro som han havde foreslået. ”Men.. Ja, grotterne kan jo være taget af andre, måske var det en bedre ide med en kro, vi kan jo bare isolere os på værelset.” Sagde hun og kiggede på ham igen imens hun rejste sig. Hun blinkede da han snakkede. ”Jeg tror det ville være bedre at forblive dig selv, jeg synes vi skal tage en kro, så bare for at være sikker på at der ikke er nogen der komme efter dig, så kan vi bare forblive sådan her.” Sagde hun og nikkede en enkelt gang til ham med et smil. ”Men så føre du vej, jeg tror ikke at jeg kender den.” Sagde hun derefter.

Godric bed sig en smule nervøst i læben. ”jahh, men du kan jo ikke lide mange folk samlet på et sted, og det kan jeg heller ikke selv lide, men hellere det end torden.” sagde han og skælvede en smule. Da Nailyna foreslog at de kunne isolere sig på et af værelserne, skulle Godric lige tænke lidt over det. ”hvordan vil du skaffe et værelse?” spurgte han. ”Det koster jo penge, og for at være ærlig så har jeg ingen penge. Håber så at du kan betale for et, for det kan jeg ikke” han håbede ikke at hun ville dømme ham for at være fattig, men det var han nu en gang, og havde altid været det.

Da Nailyna siger at det ville være bedst at han forblev et menneske, måtte Godric give hende helt ret. Han skulle ikke nyde noget af at folk ville fange ham. han have prøvet en gang før at folk ville sælge ham, og fdet var ikke noget han ville prøve igen, ellers tak.

Godric brugte ikke mange sekunder på at svare hende. ”jo jeg skal nok vise vejen hen til kroen. Det er bare lige ud af skoven, og så et lille stykke ind i byen. Kom med mig.” han begyndte at gå, langsomt nok til at hun ville kunne følge med. Godric så nervøst op da han kunne mærke en regndråbe ramme ham. Der ville ikke gå så lang tid før det ville øse ned. Forhåbentlig var de nået frem før det blev alt for slemt.

Nailyna nikkede til det han sagde. ”Nej, det kan ingen af os, men jeg giver dig ret i at det er bedre end torden.” Hun smilede skævt til ham da han tænkte over det hun sagde hun sukkede. ”Nej.. Jeg har heller ingen.. Måske lige nok til et værelse, jeg ved det ikke.” Sagde hun og tænkte sig lidt om. Hun ville ikke dømme ham for at være fattig, da man ikke selv helt altid kunne bestemme hvad man ville være af fattig og rig og hun var jo heller ikke selv ret rig, hun havde fået alt af ham hun havde boet sammen med, men han var forsvundet for tiden. Så mon ikke..

Hun gik og tænkte og tænkte imens de gik hen af imod kroen. Hun kiggede op på himlen da hun selv kunne mærke en dråbe der ramte hende, hun kunne ikke lide tanken om at det snart skulle begynde at tordne, men der var noget der sagde hende at nu når hun var sammen med Godric, så kunne der vel komme noget hyggeligt ud af det? Så var de jo 2 og de kunne snakke eller sådan noget imens at regnen og tordnen rasede udenfor, så var det pludselig noget andet.

Da de var nået hen til kroen stoppede hun op. ”Vent..” Sagde hun og sukkede. ”Der er noget jeg ikke har fortalt dig.. Jeg..” Startede hun og kiggede sig lidt omkring. ”Jeg har faktisk en lejlighed.. Den er egentlig ikke min, det er en jeg deler med en, men han er der aldrig og jeg ved ikke hvor han er.. Vi kan tage.. Derhjem?” Spurgte hun imens hun blev lidt rød, det var ikke nemt at invitere en fyr med hjem i sin lejlighed.

”Når, men vi finder nok på noget” Godric var overbevist om det, og mens de gik over mod kroen, gik han ved siden af Nailyna, men han viste dog stadig vejen, for den kendte hun ikke. Hun sagde ikke noget på hele turen der hen, og det passede faktisk Godric udmærket. De var nu nået helt hen til kroen, og Nailyna standsede op uden foran den. Vent? Hvad nu? Godric ventede dog til hun havde sagt det hun ville. ”En lejlighed siger du? Hmm.” Godric bed sig i læben. Han lagde godt mærke til at hun blev helt rød i hovedet, og sagde så, ”Hvis du virkelig ikke har noget imod at jeg kommer op i din lejlighed, så kan vi vel godt.” sagde han forsigtigt. ”Altså kun hvis det ikke er for besværligt.”

Hun nikkede til ham. Hun havde ikke rigtig vidst om hun turde at invitere ham op i den. ”Undksyld at jeg ikke har sagt det noget før, men jeg var usikker på om du overhvoedet havde lyst til at tage med derop.” Sagde hun og prikkede sine pegefingre sammen imens hun kiggede lidt ned på jorden. Hun var aldrig god til at invitere nogen hjem. Hun trak let på skuldrene og kiggede op på ham med et lille smil. ”Du er slet ikke til besvær, bare rolig. Du kan sove inde i sengen, så sover jeg på sofaen, det gør ikke mig så meget.” Sagde hun og nikkede en enkelt gang. ”Men så skal vi da i hvert fald til at gå hen imod lejligheden.” Sagde hun imens hun kiggede op på skyerne der var ved at trækk sig sammen. Hun glædede sig lidt til at være i hendes lejlighed sammen med ham, det ville være hyggeligt at sidde med en i tordenvejret.

”Det gør ikke noget at du ikke har sagt det før.” han smilede til hende, men kun kort, for han var stadig ikke sikker på om det var okay. Han bed sig i læben, og fik en jernagtig smag i munden, og han genkendte smagen som blod. Han nikkede kort til hende. ”Du føre vejen så.” sagde han. ”Og jeg behøver ikke at sove i sengen, jeg kan sagtes tage sofaen hvis det er.” sagde han, og fulgte efter hende over til hendes lejlighed.


//sorry for at det blev så kort, kunne ikk rigtig finde på så meget//

Hun nikkede til ham da de begyndte at gå. Hun gik lidt huritgt da hun ikke ville gå midt ude i regnen. Hun kiggede op et par gange imens han snakkede, men hørte dog stadig efter. ”Nej, det er okay. Hvis det begynder at torden, så er jeg ret sikker på at jeg ikke får sovet alligevel.” Sagde hun og kiggede over på ham med et smil imens de gik.
Efter et kort stykke tid var de endelig kommet til lejlighederne og det var lige i tide, da det så småt begyndte at regne. Hun kunne høre lidt buldren ude i det fjerne så det var hvad hun frygtede, det var torden og muligvis lyn. Hun lukkede dem begge to ind da de havde taget elevatorne op og kiggede sig omkring. Hun tænkte det nok, der var ingen hjemme. ”Det ser ud til at vi har stedet for os selv.” Sagde hun og smilede lidt hvorefter hun lukkede døren da de begge to var kommet ind. Nu var det jo så bare med hvad de lige skulle lave. ”Kunne du tænke dig et eller andet?” Spurgte hun imens hun vendte sig imod ham. Det var rart nok at have besøg så man ikke skulle sidde her alene. Hvis ikke hun vidste bedre, så havde hun sikkert siddet i en grotte lige nu helt alene så hun var glad for at han var kommet med.

//Går nok, mon ikke vi kan få liv i det :P//

Godric fulgte med hende til hendes lejlighed. ”Hvis det kommer til at tordne, er du ikk den eneste der ikke får sovet” sagde han. Han var rædselslagen for torden. Han var noget af en tøsedreng når det kom til torden. Han havde for det meste prøvet at søge ly på en kro når det tordnede, men det var ikke altid lige lykkedes, og så havde han altid været lige ved at dø af skræk. Han kunne ikke nævne noget som han hadede mere end torden. Han foretrak at være ensom, frem for at det tordnede. Det var ikke en speciel god tig at være bange for, når man levede udendørs.

Godric var glad for at de nu var nået frem til Nailynas lejlighed, da det var begyndt at regne så småt. Godric blev nervøs da han hørte buldren. Han ville nu gerne bare ind, og skyndte sig derfor efter Nailyna ind. Da de havde taget elevatoren op på den etage som Nailyna boede på, skyndte han sig ud af elevatoren og gik med hende ind da hun havde fået låst døren op. Godric så sig om da de var kommet ind. Det var en pæn lejlighed hun havde sig her. De var heldigvis alene, og det var Godric taknemmelig for. Han havde ikke lige mod på at møde nye mennesker lige nu. Han kiggede over på hende da hun spurgte ham om noget. Om han ville havde noget? ”Hvad har du?” spurgte han i stedet for. Han ville helst ikke være til for meget besvær.

Hun grinede lidt af hans kommentar og trak på skuldrene. ”Så kan vi da i det mindste holde hinanden med selskab. Så bliver det nok ikke så slemt.” Sagde hun og kiggede på ham imens de gik. Hun synes at det var lidt sødt at han indrømmede det på den måde, det var ikke mange mænd der ville indrømme at de var bange for noget, men det virkede ikke som om at han var. ”Du skulle være lidt stolt. Du tør i det mindste at indrømme at du er bange for noget.” Sagde hun da de var noget frem og på vej op.

Hun smilte da hun så hvordan han skyndte sig indenfor da man kunne høre at det buldrede ude i det fjerne. Hun kiggede derefter på ham da hun havde spurgt hvad han ville have. ”Det ved jeg faktisk ikke. Kom med.” Sagde hun og gik sammen med ham ud i køkkenet. ”Øhh.. Jeg ved der er alkohol, men.. Det har jeg ikke så meget lyst til... Juice? Vand?” Spurgte hun og kiggede derefter på ham. Køleskabet var lidt langt ned så hun havde været nødt til at bukke sig og rejste sig for at se på ham. Hun synes ikke at han var til besvær overhovedet. Nu var det jo så bare hvad de skulle lave.

Godric smilede til hende, og nikkede stille. ”Ja vi kan holde hinanden med selskab. Du har nok ret i at det ikke vil være så slemt så” Godric så på hende med et lidt spørgende blik. ”Så mænd er ikke så meget for at indrømme at de er bange for noget?” sagde han. Han havde aldrig rigtig kendt nogle mænd eller damer godt nok til at vide hvad mænd gjorde, og hvad damer gjorde, men han var faktisk også lidt ligeglad med hvad andre gjorde. Han var ikke som alle andre, og det var han kun glad for.    

Godric fulgte med hende da hun gik ud i køkkenet. Hun havde alkohol. Det drak Godric næsten aldrig noget af, men han vidste af erfaring at han var det man kaldte en svagdrikker eller svagpisser eller hvad man nu en gang kaldte dem, som ikke kunne drikke ret meget, inden det påvirkede en. Hun havde også juice og vand. Godric ville helst ikke havde vand. ”Øm Juice tak” sagde han lidt efter.

Hun kiggede på ham og nikkede med et smil. ”Det kan vi nemlig.” Hun ventede med at svare på det andet til at de allerede var oppe i lejligheden.

Hun gav ham et glas og hældte juice op hvorefter hun bare tog noget vand selv. ”Angående det jeg sagde inden vi kom herop. Så nej.. Mange mænd vil jo gerne spille modige og stærke for at prøve og imponere pigerne, så de vil ikke som dig indrømme hvis de var bange.” Hun rystede på hovedet og sukkede lavt. ”Men det de ikke forstår er at en kvinde gerne vil have ærlighed frem for at de prøver at stå frem som noget de ikke er.” Sagde hun og kiggede på ham. ”Ligesom dig, du er ikke bange for at sige du er bange for noget og det kan jeg godt lide.” Hun drak lidt af sit vand og kiggede ud af vinduet. ”Hmm.. Imens det tordner.. Hvad skal vi så lave? Jeg har hørt at det ikke er så smart at have elektronik tændt.” Hun kiggede på ham igen bagefter. En ting hun altid havde synes ville være hyggeligt, det var at sidde i sengen sammen med en imens det buldrede udenfor og så bare snakke og ikke tænke på andet, men hun vidste godt at han ikke var meget for nærvær så det var nok ikke lige noget hun havde tænkt sig at foreslå overfor ham.

Godric tog imod det glas Juice som Nailyna gav ham. Han tog en tår af det, og smilede forsigtigt til hende. Han lyttede til det hun fortalte ham om mænd. Han var godt nok selv en, men han fattede ikke at de skulle spille så cool, og lade som om de ikke var bange for en skid. Han var glad for at han ikke var sådan selv. Hvorfor dog lade som noget man ikke var, det var jo i virkeligheden det de gjorde når de benægtede at de var bange for noget, ikke? Godric blev glad for at høre at hun godte kunne lide at drenge/mænd indrømmede at de var bange for det de var bange for, helt ligesom Godric gjorde.

Da hun spurgte ham hvad de skulle foretage sig mens det tordnede trak han på skuldrene. ”Jeg er desværre ikke så god til at finde på ting at lave.” sagde han. Han ville på den ene side godt lære hende bedre at kende, men han havde svært ved at åbne sig over for andre personer, så det var nok lidt svært. Han bed sig i læben, men sukkede så da han ikke kunne finde på noget. ”Har du nogen forslag selv?” spurgte han forsigtigt.

Hun kiggede på ham efter hun havde spurgt og kunne nok se lidt på ham at han ikke have nogen ideer. Da han så spurgte om hun havde nogle ideer til hvad de kunne smilede hun lidt. ”Ja det tror jeg.” Sagde hun og gik stille hen ved siden af ham og tog forsigtigt om hans håndled hvorefter at hun gik med ham ind på hendes værelse. Det va ret lidt typisk pigeværelse. Væggen var dog hvid, men der hang plakater af forskellige ting omkring. Det var klart at hun var fan af den magiske verden, over hendes seng hang der et billede af en animagus der var midt i en forvandling til en ulv. Det var ikke billeder der var taget af kamera, men billeder der var malet. Der var også af en vampyr og varulv der kæmpede og en engel der stod med et sværd over skuldrene. Hun var glad for magiske væsner, trods at hun var bange for hendes egen form.

Hun tog ham med hen i sengen som stod under et vindue og satte sig ned og kiggede på ham. ”Nu hvor det alligevel tordner og sådan udenfor, så tænkte jeg at vi kunne lære hinanden bedre at kende. Jeg har jo trods alt lige taget en fremmed fyr med op i min lejlighed.” Hun blinkede til ham og smilede en lille smule da hun havde snakket. Hun ville godt lære ham bedre at kende. ”Så fortæl mig lidt om dig selv.”

Godric så på hende og blinkede en enkelt gang. Hun troede at hun havde noget? Så hun var ikke sikker? Hvad mon det var hun måske ville? Da Nailyna kom over til ham og blidt tog fat om hans håndled, stivnede Godric en smule men fulgte så ellers med hende ind på hendes værelse. Det var helt klart at der boede en pige her, og man var heller ikke et eneste sekund i tvivl om at hun var vild med alt det overnaturlige, med alle de plakater af det. Godric så sig omkring og udbrød et stille ”Waw”. Han gik med hende over til sengen, men blev ubeslutsomt stående. Skulle han sætte sig ned i sengen ved siden af hende? Han stod lidt tvivlende, men satte sig så ved siden af hende. Han kiggede over på hende, og smilede forsigtigt til hende.

Han vidste ikke helt hvad han skulle starte med, men begyndte derfor med begyndelsen. ”Tjo, jeg er født på gaden, og mine forældre var meget fattige. Jeg tror ikke de lige havde planlagt at få mig på det tidspunkt, for de havde knap nok mad nok til sig selv. Da jeg var sådan ca. 9 år, tror jeg nok det var, forlod mine forældre mig. Jeg har aldrig set dem siden den dag.” Godric sukkede da han i tankerne røg tilbage til den dag. Han ville faktisk ikke huske den, men nu var han kommet tilbage der til. Godric glemte helt at Nailyna var tilstede, men fortalte dog alligevel videre. ”efter den dag begyndte alle at svigte mig. Alle dem som jeg troede var mine venner, viste sig at være røvhuller, og skred fra mig.” han fik et smerteligt udtryk i øjnene. ”ikke længe efter der fandt jeg også ud af hvad jeg i sandhed var. En dag hvor jeg var ude og gå en tur i skoven, som jeg ellers havde gjort det så mange gange før, skete der noget. Jeg kunne pludselig mærke at min krop begyndte at forvandle sig, og pludselig var alting meget tættere på end det pegede. Jeg løb over til et vandløb lige i nærheden, og opdagede at jeg havde forvandlet mig til et kattelignene væsen, en los var det vist.” Godric stoppede med at fortælle. Han var stadig tilbage til den dag i sine tanker, og det kunne man nemt se på han blik, som stadig var temmelig fjernt i det.

Hun fik det med det samme lidt dårligt da han begyndte at fortælle da hun godt kunne se at han fik det rimelig dårligt med det. Hun bed sig let i underlæben og kiggede så på ham. Hun lyttede du stadig da han fortalte og da han så endelig var færdig kiggede hun på ham. ”Jeg..” Hun lagde derfter sin hånd ovenpå hans med et smil, nok kunne han ikke lide nærkontakt, men hun havde brug for at trøste ham. ”Det... Vidste jeg ikke.” Sagde hun og sukkede let. ”Jeg.. Ville ikke have spurgt.. Undskyld.” Sagde hun og kiggede lidt ned. Hun havde jo selv en rimelig sørgleig historie at fortælle når det kom til fortiden som hun heller ikke havde så meget lyst til at fortælle, men hun var jo nok nødt til det nu hvor han havde fortalt hans, det ville ikke være fair hvis hun bare holdt den skjult. Desuden var det nok også på tide at fortælle en om det nu hvor Shane ikke var her mere. ”Du er ikke den eneste Godric..” Sagde hun og satte sig lidt tættere på ham. Lige nu var hun lidt ligeglad med at han ikke kunne lide nærkontakt. Hun lagde sit hoved på hans skulder og derefter hendes hånd på hans brystkasse. ”Undskyld..” Sagde hun og havde lidt tåre i øjnene, hun havde det rigtig dårligt med at have spurgt. Nok havde hun heller ikke hendes forældre, men de forlod hende ikke på den måde som hans havde forladt ham.

Hun havde lyst til at gøre et eller andet for ham, men hun vidste ikke hvad. Hun så sig omkring i værelset, men der var jo ikke meget hun havde herinde der også kunne være noget for ham. ”Er der.. Noget jeg kan gøre for at gør dig glad igen? Kram? Dans? Et eller andet?” Hun tænkte at det var lidt underligt med dans, men hun havde gået til det før på et tidspunkt og det kunne jo være at det kunne få hans tanker et andet sted hen. Hun smilede til ham da hun satte sig lidt længere væk. Hun ville ikke give ham for meget nærkontakt, men hun håbede på at han på et tidspunkt stolede nok på hende til at han ville lade hende kramme ham. ”Jeg vil aldrig forlade dig, du er min ven.” Sagde hun og smilede.

Godric kom straks tilbage til virkeligheden da Nailyna talte til ham. Han smilede skævt til hende. ”Det gør ikke noget. Du…. Jeg valgte jo selv hvad jeg ville fortælle om.” Sagde han stille. Han havde det egentlig okay med at hun lagde sit hoved på hans skulder. Inderst inde havde han intet imod nærkontakt. Han ville faktisk gerne have det, men han var bare bange for at folk kom for tæt ind på livet af ham, og så bare skred fra ham igen. Han bed sig i læben, og sukkede stille. Han så bare uforstående på hende da hun sagde at han ikke var den eneste. Den eneste som hvad? Havde hun mon prøvet det samme? ” hvad… hvad mener du helt præcis med at jeg ikke er den eneste? Har du da også prøvet det eller hvad?” spurgte han forsigtigt. Godric måtte indrømme at han faktisk nød at sidde sådan her, med hende, men han turde ikke sige det højt. Da hun fjernede sig fra ham, blev han en smule trist, men viste det ikke. Han havde lært at gøre så andre ikke ville kunne læse hans følelser så nemt, for at de ikke skulle kunne såre ham. Da hun spurgte om hun kunne gøre noget for ham, trak han bare på skuldrende, og trak benene op under sin hage, og svang armene om benene. Han så noget skeptisk på hende da hun sagde at hun aldrig ville forlade ham. Den havde han vist hørt før, massere af gange før, og hvad havde de så ikke netop lige gjort? Forladt ham. han gad ingen gang at kommentere det hun sagde.

Nailyna kunne godt mærke at han ikke havde så meget imod at hun lå tæt på ham, men hun ville ikke gøre det alt for længe. Hun kiggede på ham og smilede. ”Ja, men havde jeg vidst det så havde jeg ikke spurgt.” Svarede hun og tog en dyb indånding da han spurgte om hvad hun mente. ”Altså..” Sagde hun og kiggede på ham. ”Da jeg var seks år gammel blev mine forældre slået ihjel af en tyv ude i skoven, jeg blev reddet af Shane som tog sig af mig lige siden...” Sagde hun og kiggede lidt ned, en tåre trillede stille ned af hendes kind, men hun havde besluttet sig for ikke at være ked af det. Det ville være træls hvis de begge to skulle sidde her og være kede af det nu hvor det ellers kunne blive så hyggeligt. Hun lagde sig ned med hovedet på hendes pude og kiggede på ham. Hun prikkede han med sin storetå bare for sjov og smilede til ham. Hun kiggede derefter ud af vinduet. ”Det varer nok ikke længe før det begynder at sige bum.” Sagde hun og kiggede på ham. Han klappede stille puden ved siden af hende for at vise ham at han nok måtte ligge sig ved siden af hende. Den måde han sad på kunne godt få det til at se ud som om at han var ked af det. ”Hey.. Da jeg var mindre, der troede jeg altid at en animagus var en form for varulv. Hvis jeg havde været mindre havde jeg kaldt dig for en varlos.” Sagde hun og grinede lidt i håb om at det smittede af på ham.

”Åh, det vidste jeg ikk” sagde han. Så havde de begge to mistet deres forældre. Den ting havde di til fælles. Godric sukkede, og så over på Nailyna med et forsigtigt smil. ”håber at det er okay at jeg spørger om det her, men du behøver ikke at svare hvis du ikke har lyst, men hvem er Shane?” Godric var nysgerrig, men kunne også godt forstå hvis hun ikke gad tale om det. Det var heller ikke alle Godric fortalte sine egne historier til.
Han kiggede bare på hende, da hun lagde sig ned, og kunne ikke lade være med at smile til hende da hun prikkede til ham med tåen. Da hun klappede på puden som tegn på at han skulle ligge sig ned, gjorde han det. Han havde lagt sig så han havde front mod hende, men ikke alt for tæt på. Han havde prøvet at gøre så meget plads mellem det, som der nu en gang kunne komme.

Nailynas kommentar om at hun ville havde kaldt ham for en varlos fik ham til at trække på smilebåndet, men grinede så forsigtig med, da hun grinede. Hendes latter smittede, så det var faktisk svært ikke at grine med, da hun grinede.

Hun smilede til ham. ”Hey, det okay. Du fortalte om din tragedie og jeg fortalte om min, så det er kun fair.” Sagde hun og smilede til ham imens hun lå og kiggede på ham. Hun vendte sig om på siden og rykkede lidt ind til væggen, hun snyes det ville være synd for ham at han skulle ligge helt ude ved kanten. Hun gav ham et smil og en bevægelse der viste at han nok måtte rykke tættere på. ”Shane? Hm, han er en dæmon. Han er meget kold, viser ikke rigtig følelser, men af en eller anden grund har han stadig taget sig af mig lige siden mine forældre belv skudt ude i skoven.” Sagde hun og trak på skuldrene. ”Men som sagt så ved jeg ikke hvor han er henne nu, det gør heller ikke så meget, vi snakkede sjældent.” Sagde hun og kiggede stadig på Godric imens hun snakkede.

Hun førte langsomt sin hånd videre hen imod ham og prikkede ham stille på maven, men lige idet hun gjorde lød der et brag udenfor fra et lyn og hun sprang nærmest hen til ham og klamrede sig helt ind til ham, gemte hendes hoved ved hans brystkasse og lå i fosterstilling op af ham. Hun kiggede sig omkring bagefter og så op på ham med et forsigtigt smil. ”Øhm.. Hej.” Sagde hun og rødmede en smule da hun trak sig lidt væk, mest for hans skyld. Hun kiggede derefter imod vinduet og så ned af sig selv, hun havde stadig det jogging tøj på og ikke engang noget indenunder. Hun kiggede på ham. ”Så.. Ja.. Det sagde bum.” Grinede hun en smule og kunne høre regnen der ramte ruden.

Godric lyttede til det som Nailyna fortalte ham. Så Shane var simpelthen en dæmon. Ser man det. Godric havde ikke mødt nogle af den slags skabninger, og havde derfor ikke noget at forholde sig til. Shane lød ikke til at være så rar en fyr når det kom til stykket, men i det mindste havde han da taget sig af Nailyna da hun havde brug for det, og det var altid noget. Godric nikkede stille. ”Okay, så du har ikk set ham længe? ” spurgte Godric stille.

Da Nailyna prikkede til ham, så Godric bare mærkeligt på hende. Hvad mon hun… mere nået han ikke at tænke før der kom et højt brag. Godric’s reaktion på det var ikke meget bedre end Nailynas. Godric gav et kæmpe spjæt fra sig, og var lige ved at ryge ud af sengen. Han bed tænderne hårdt sammen s han ikke kom til at skrige. Han var meget lig en tøs når det kom til torden. Han hadede hadede hadede det. Han havde lyst til at gemme sig et eller andet sted, men det ville nok se lidt mærkeligt ud. Han så ned på Nailyna som var hoppet helt hen til ham, og havde gemt sig ind mod ham. Han kunne ikke lade være med at smile af hende, men han ville nok selv ha haft den samme reaktion. Han kunne ikke lade være med at grine da hun så op på ham, og sagde sit øhm.. hej. Det var virkelig komisk. De var vist nogle lunde lige bage for torden indså Godric. Han grinede igen af det hun sagde. ”Ja det sagde bum.” sagde han, og smilede stort. Hans smil nåde helt op til hans øjne. Han måtte indrømme at han ikke havde haft det sådan her i meget lang tid. Faktisk for lang tid. Han havde heller ikke vænnet sig til en anden person så hurtigt før. Han havde næsten vænnet sig helt til hende nu, og det var godt, eller var det mon en kæmpe fejltagelse? Det håbede Godric ikke at det var.

Hun rystede på hovedet. ”Nej, jeg kan faktisk ikke engang huske hvornår jeg sidst så ham. Det er nok.. Ja jeg ved det ikke helt.” Sagde hun og trak let på skuldrene. Det lød næsten som om at Godric var bange for at Shane skulle dukke op, men det kunne også bare være hende der tog fejl.

Hun kiggede på ham og kunne godt mærke at han var bange, men det gjorde hende ikke noget eftersom hun nærmest lå i hans arme. Af en eller anden grund følte hun sig tryg i hans arme selvom han også var bange. Hun kiggede sig omkring efter at hun havde vredet sig lidt ud af hans arme. ”Det.. Må du undskylde.. Det er min reaktion når der kommer et brag, kommer nok til at hoppe hen i armene på dig et par gange.” Sagde hun og rødmede lidt og kiggede ud af vinduet. Sengen stod op af et hjørne på værelset, det var en dobbeltseng og der var et vindue lige ved siden af dem. De kunne faktisk lægge sig på siden og kigge ud. ”Gad vide hvor lang tid det bliver ved.” Sagde hun still og rykkede sig tættere på ham, hun ville se hvor tæt hun kunne komme på ham før at han begyndte at synes det var ubehageligt. Hun kunne godt lide at være i nærheden af ham, men hun vidste jo ikke om han følte det samme. Hvis han ikke gjorde modstand ville hun lægge sit hoved op af hans brystkasse og nusse sig selv ind til ham og så bare ligge der. ”Godric?” Sagde hun og sukkede stille. ”Jeg er gald for at du er her lige nu.” Hun smilede til sig selv imens hun snakkede.

”Når, fint nok” sagde Godric bare, og smilede stort. Han var egentlig også ret ligeglad med Shane lige nu.

Godric så bare på hende, og havde lukkede sine øjne halvt. Han lå og betragtede hende stille, og smilede bare forsigtigt til hende. ”Det gør ikke noget.” sagde han. ”Jeg har lidt på fornemmelsen at det ender med at jeg til sidst ligger nede på gulvet.” sagde han med et smil i sin stemme. Han ville helst ikke ende der nede, men kom der for mange brag, ville han helt sikkert trille ud over kanden af sengen. Da Nailyna rykkede tættere på, blev han en smule mistænkelig, men lod hende dog alligevel ligge sig helt op af sig. Han var allerede begyndt at stole mere på hende end han brød sig om at indrømme. ”Mhm” mumlede godric da Nailyna nævnte hans navn. Han så på hende, og smilede af det hun sagde. ”Jeg må nok også indrømme at jeg er glad for at være her sammen med dig lige nu” sagde han.

Hun kiggede på ham med hovedet lidt på skrå og et hævet øjenbryn. Det buldrede i det fjerne, men der havde ikke været andre der var tæt på, ikke endnu. ”Jamen så må du hellere sove inderst, du kan ikke falde ud hvis du sover op af væggen.” Sagde hun og grinede inden at det faktisk gik op for hende at hun lige havde sagt indirekte at hun vil sove i den samme seng som ham. Hun blinkede et par gange, men ville ikke til at rette det hun sagde eftersom hun virkelig ikke ville have noget imod det og det var ikke kun fordi det lynede, det var fordi at hun gerne ville sove i samme seng.
Imens hun lå og havde nusset hovedet ind til ham greb hun stille fat i hans trøje og smilede af det han sagde. ”Det er faktisk ikke så slemt. Synes du?” Spurgte hun og kiggede op på ham. ”Når man ikke er alene så er det pludselig ikke så skræmmende mere.” Tilføjede hun bagefter og kiggede ud af vinduet igen inden hun kiggede på ham. Hun lå faktisk rigtig godt her sammen med ham og kunne kun forestille sig hvordan det mon ville være en hel nat, hvis han da sagde ja til at ville sove i samme seng som hende.

Der gik lidt tid inden at der kom endnu et lidt større brag end de andre og Nailyna gemte sit hoved endnu engang imod hans brystkasse imens hun havde grebet fat i hans trøje. Det var ret skræmmende, men havde hun været alene så havde hun reageret ved at gemme sig under sengen eller sådan noget, men det var ikke lige noget hun havde lyst til at fortælle ham. Hun kiggede ud af vinduet igen da braget var overstået. Hun kiggede derefter op på ham med et smil og satte sig still op med ryggen imod væggen og kiggede ned på ham med et smil. ”Har du lyst til at lave et eller andet?”

Godric så overrasket på hende. Sove inderst, betød det at? Hvis det gjorde, så vidste han ikke helt hvad han skulle sige til hende. Han var nemlig ikke sikker på at han havde opfattet det korrekt. ”Øh?” sagde han bare, og blinkede en smule uforståen. Hvis han havde opfattet hendes lille budskab korrekt, så var det et ’okay med mig’. Han ville på den ene side gerne, og på den anden side ville han ikke, men det var nok mest det første. Uden at han nåde at tænke nærmere over det, smilede han stort til hende, og nikkede. ”Helt fint.” sagde han, uden egentlig at ville sige det. Han kom til at grine en smule af hende, men ikke på den onde måde. *Hvorfor skal hun dog ogs være så rar at være sammen med?* tænkte han for sig selv, men havde ikk det mindste imod det. Han havde savnet en som han kunne have det hyggeligt med.
Godric så ned på hende da hun stille greb fat i hans trøje. Han rystede på hovedet af det hun sagde, og smilede stort til hende. ”Du har ret i at det ikke er så skrammende, men det er dog stadig noget skrammende.” indrømmede han. Men selvfølelig det var ikke ligeså skrammende som hvis man var helt alene.

Da der igen kom et brag udenfor fik han endnu et chok. Det fik ham næsten til at falde ned af sengen. Han slog automatisk armene om Nailyna for at beskytte hende lidt, eller prøve på det. Han havde egentlig ikke haft i tankerne at gøre det, men han havde alligevel gjort det, og det overraskede ham noget. Han bed sig hårdt i læben. Han kunne smage blod, og vidste at han havde bidt hul, men han var ligeglad. Godric slap hende da hun satte sig op, og han kiggede bare på hende. Han trek på skuldrende. ”Hvad skulle det så være?” spurgte han. Han havde ikk regnet med at der ville komme et andet brag så tæt på det forrige, og han regnede heller ikke med at Nailyna var forberedt på det. Braget, gav ham så stort et chok, at han faldt ned på gulvet. Han slog faktisk hovedet rimelig hårdt af faldet på trods af at der ikke var så langt ned. han satte sig op, og gned den ene hånd mod sit baghoved.

Det så ud som om at Godric havde forstået det på den måde som det skulle, men det var bare ikke lige på den måde hun havde tænkt sig at spørge ham, men det gjorde ikke så meget. Han ville gerne og det var hun glad for. ”Så må jeg ligge yderst, jeg falder nok ikke ud.” Sagde hun og smilede op til ham. Hun lå utrolig godt sammen med ham, det var lidt mærkeligt når de ikke kendte hinanden særlig godt, men det betød vel nødvendigvis ikke rigtig noget? Hun kunne jo godt ligge godt sammen med ham uanset hvad. Det der interesserede hende mere var hvad han tænkte omkring det hele, nogen gange ville hun ønske at hun kunne læse tanker så hun vidste hvad han tænkte. Hun ville jo så nødig gøre noget han ikke ville have.

Braget var overstået og hun åndede lettet op. Hun vidste faktisk ikke hvorfor hun fjerende sig fra ham hver gang der havde været et brag, måske håbede hun at han ville hive hende ned til sig eller bede hende om at ligge sig igen, så hun i det mindste vidste hvad det var han ville med det hele. Hun trak let på skuldrende da han spurgte hvad de kunne lave. ”Jeg ved det ikke. Der er ikke så meget at lave her, men det kunne jo være du havde en ide, eller måske noget du gerne ville spørge om så vi kunne lære hinanden bedre at kende.” Sagde hun og kiggede på ham med store øjne da der kom et mere brag og skulle til at kravle ned til ham da han fald ned fra sengen. Hun fniste en lille smule og kiggede på ham da han sad på gulvet. ”Er.. er du okay?” Spurgte hun og kravlede ned af sengen for at sætte sig ved siden af ham. Hun lagde sig hoved på hans skulle imens han gned sit hoved. ”Skal jeg kigge på det?” Spurgte hun lidt efter.