Welcome Mylady (Aubrei) (xxx)

Imens han sagde det, hvilede hans ene hånd stadig på hendes kind og han tommelfinger nussede hendes kind ganske forsigtigt

Aubreiane smilte ganske stille til ham, og bed sig blidt i læben. Vidste godt at det måske kunne virke underligt for nogen, men hun kunne godt li ham. og når nu hun kunne li ham, hvorfor så ikke vise det? Det var i hvert fald hendes måde at vise det på, og hun håbede at han ikke havde noget imod det. Ellers ville han vel sige det. Han virkede ikke som typen der ville lade nogen gøre noget han ikke kunne li, så hun regnede med at han kunne li det.

Hans hænder mod hendes kinder, fik hende til at rødme ganske let. Ikke specielt tydeligt, men hun kunne godt mærke det. Det gjorde hende helt glad at han ikke virkede vred.

Mærkede hans læber mod sine, og gengælde kysset blidt. Lod langsomt hænderne hvile om hans nakke. Han virkede faktisk meget mere afslappet lige nu, som om intet i verden kunne stoppe ham i at nyde det her. Det virkede underligt.. Og dog.. Så utroligt fantastisk.
"Overhovedet ikke.. Det var rigtigt dejligt" hviskede hun smilende og strøg ham svagt i nakken.
Hans spørgsmål kom bag på hende, men det fik hende til at nikke svagt. "Mener du virkelig det? det ville være rigtigt dejligt hvis du kunne lærer mig mere" svaede hun mildt.

Det kan du tro jeg vil... Evner er forskellige men kontrol er det samme nu skal jeg vise dig hvad mener... Bare stol på mig...


Han gik om bag ved hende og lagde sin ene hånd på hendes mave og den anden på hendes hjerte uden at røre hendes bryst direkte. Han hviskede forsigtigt og holdt sine læber du de næsten rørte hendes øre og hans højre hånd der hvilede over hendes venstre bryst: Alt kontrol starter her inde..... Du kan ikke mestre en evne du er bange for... Stol på du har modet..... Ilden er din.... 
Han lod forsigtig sin højre hånd glide ud af hendes højre arm og holdt hendes arm forsigtigt ud mod rummet. Hans egen arm flugtede med hendes og han gav hende et forsigtigt kys på kinden inden han hviskede: Lad ilden flyde..... Ikke være bange.... bare følg mig... jeg skal nok gøre mit...
Da hendes ild begyndte at komme frem, gjorde han det samme med den Arkane Flamme. Han formede sin flamme så det lignede en asiatisk drage og hendes flamme gjorde det samme og de to drager flettede sig nærmest sammen inden de fløj af armene og ud i rummet. Du klarer det rigtig flot.... Så omdannede han sin til en due der fløj rundt og kort efter gjorde hendes det samme. De to duet fløj nu rundt om hinanden og kort efter landede de igen Khá og Aubrei's hænder. Khá fik sin til at forsvinde og ikke længe efter forsvandt hendes. Han drejede hende forsigtig om mod sig og lagde en arm om livet på hende inden han så dybt i hendes øjne:

Det var første lektion..... Og det sjove er? Jeg gjorde absolut ingenting for at styre din ild.... Det var altsammen dig....

Aubreiane smilte for sig selv og så blidt på ham. Havde ikke troet han ville hjælpe hende med den slags.

Forsigtigt gjorde hun som han ville have, og virkede en kende tøvende i starten. Men det var nok også fordi hun så tit havde oplevet det gå galt. Hun frygtede at miste kontrollen, mere end noget andet. Ikke så meget fordi hun kom til skade, det havde hun prøvet før, men mere fordi hun ikke ville skade andre.
"Men jeg vil ikk skade nogen.."
Efter et stykke tid begyndte hun dog at slappe af ved hans hjælp. Han fik hende til at slappe af på en helt anden måde end det hun var vant til. Måske fordi han forstod hende. Fordi han godt forstod hvorfor hun var usikker omkring ilden.
Begyndte at følge hans bevægelser, og prøvede at slappe helt af. Ville gerne lære det her, for det kunne virkelig være rart ikke at være så bange mere. Det de så skabte, fik hende til at blive helt tavs. Hun havde aldrig skabt den slags ild før, ikke uden den gjorde skade på noget. Da duerne ramte deres hænder, smilte hun lidt for sig selv. Betragtede hans som den forsvandt, og så kort om imod ham. Mistede fokus, og derfor forsvandt hendes også.
"Hvorfor hjælper du mig så meget?" hendes stemme virkede ikke ond på nogen måde, nok nærmere undrende. Rygterne om ham havde gjort det ret tydeligt han ikke hjalp folk uden det kostede noget, og hun havde ikke så meget at give. Men hun havde nu aldrig rigtigt troet på de rygter.

"Tusind tark.. Jeg har aldrig gjort sådan noget før, uden at der skete.. knapt så heldige ting"

Han smilede til hende og lavede et ansigtsudtryk som om noget åbenlyst gik op for ham. Han kyssede hendes pande og sagde smilende: Jeg går ud fra at du henviser til rygterne om at jeg tager betaling? At djævle laver dyre handler? Det er der også noget om. Men der hvor betalingen bliver dyr er hvis jeg skal bringe nogen tilbage fra de døde. Der skal jeg bruge en reel offergave. Alt efter hvad der skal helbreddes kan jeg også kræve en betaling. 


Han lagde hendes arme om bag hans egen nakke og lagde hans ledige arm om livet på hende også. Han trak hende lidt ind så hendes bryster blidt trykkede imod hans brystkasse. Han var stadig lidt kold, men det var ikke nær så slemt som da han lignede et lig. Han kyssede hende længe og virkelig blidt. Igen stod han i en situation han ikke ønskede skulle stoppe. Kyssede løsnede en ny eksplosion af vidunderlige følelser i ham. 

Han nød at stå med hende og sagde: Og du har allerede givet mig en større gave end jeg turde håbe på.... Hengivenhed og kærtegn i stedet for afstand og frygt.
Med et kækt, næsten flabet smil sagde han: Og når jeg lærer dig de her ting, har jeg en rigtig god undskyldning for at blive ved at nyde dit selskab ikke sandt?

Aubreiane så smilende på ham og trak ganske svagt på skuldrene. Hun ville ikke virke som om hun dømte ham, ud fra hvad han var. Det var ikke i hendes ret til at dømme, og hvorfor skulle hun tænke ondt om en, der allerede havde givet hende så meget? "Så.. alt efter hvad du gør, så vil det være dyrt? fortæl mig mere om det, det lyder så spændende" smilte hun blidt og lod hovedet glide blidt på skrå. Kunne godt li at høre om det han gjorde.

Blidt lod hun armene hvile om hans nakke, og mærkede hans arm om sig. Svagt rødmede hun da han trak hende ind til sig, men det gjorde ikke noget overhovedet. Normalt var hun slet ikke sådan her, men af en eller anden grund, var hun slet ikke nervøs sammen med ham. Måske var det fordi han var som han var, uanset hvad, var han nem at være sammen med. Ømt gengælde hun hans kys, og strøg ham ganske blidt i nakken.

"Åh måske jeg bare er lidt for naiv.. Men jeg ved ikk.. noget ved dig gør mig adslappet. Jeg har det virkelig rart her hos dig. " svagt grinte hun ved hans ord og rystede lidt på hovedet, inden hun kyssede hans kind. "Det er jo sandt nok.. Og da jeg ikke har noget tøj, går der nok lidt før jeg går nogle steder" grinte hun mildt og så om mod ham.

Han løftede hende op i sine arme og satte sig på sengen, hvor efter han satte hende på hans skød. Han glemte lige at tænke over det bragte hendes bryster ganske tæt på hans ansigt. Det fik ham til at rødme en del. En forsigtig latter forlod ham og han begyndte at fortælle: Lad mig tage et eksempel. Hvis jeg skal bringe en tilbage fra de døde. Så skal jeg først og fremmest bruge noget fra personen jeg skal genoplive. Jo mere personlig tingen er, jo længere tid er de levende igen. Hvis det er ting som en vielsesring eller en stor fysisk del fra dem så kan jeg gøre det permanent. Så skal jeg der udover bruge en form for betaling for at gøre det. Jo mægtigere væsen jeg skal genoplive, jo dyrere er det. Det er nemlig ikke helt ufarligt. Betalingen i sig selv, kan være alt muligt. Dog ikke penge. Der har jeg nok. Det kan være alt fra den førstefødte i familien til et specielt arvestykke. En typisk betaling for mennesker hvis jeg skal redde et liv eller genskabe et, er at de skal tjene mig som udød i 7 år efter de selv er døde.


Da hun nævnte tøjet, lagde han hende ned på sengen med en hurtig bevægelse og et smil. Så lagde han sig halvt ovenpå hende og kyssede hende inderligt. Med et varmt smil sagde han: Du tror da vel ikke jeg fjerner dit tøj, uden at have noget andet klar til dig? Vent her.


Han sprang nærmest op af sengen og gik hen til skabet for enden. Først trak han en lang sort kjole ud af fin silke. Den skulle bindes bag nakken og var sat sammen på ryggen af flettede snore nærmest som bag på et korset. Kjolen havde slids i den ene side op til begyndelsen af låret.  Langs kanten hvor kavalergangen skulle være, var der broderet mørkblå symboler ind i. Hvis ikke man kendte til det arkane kunne man ikke tyde dem. Der udover fandt han en rimelig kort natkjole frem. Den var af sort silke og med blonder i kanten. Han lagde dem på sengen og satte i den ende af sengen hvor hendes hoved var. Han strøg hende let over håret og sagde: Det er dit. Vi kan også sagtens finde nogle sko til dig. Jeg ville ikke lige give dig natkjolen på da du var besvimet da jeg ikke vidste hvordan du ville tage det. Han smilede ned til hende og sagde:Det er de mærkeligste ting man får i betaling i mit fag. Det er en hel garderobe jeg fik en gang fordi jeg helbredte en skrædder. Hun ville betale med hvad hun var god til. Håber du kan lide dem

Aubreiane lod ham løfte hende, og smilte lidt da han satte hende på hans skød, efter at have sat sig på sengen. let lod hun hånden stryge ham i nakken. Havde ikke troet hun ville tilbringe dagen på denne her måde. Men det var alligevel en hel del bedre, end bare at lave ingenting. "Så.. Du tager først din pris når de er døde? hvis det er at de skal tjene dig? det kan jeg egentlig meget godt li. At du venter" sagde hun tænkende og pillede lidt ved en tot af hans hår. Det virkede egentlig også meget fair, at han tog en pris for de ting han gjorde.

Han lagde hende på sengen, og hun så kort undrende på ham. Lagde sig på siden og støttede på albuen mens hun holdt øje med ham. Smilte drillende da han lagde sig på hende, Blidt lod hun hænderne stryge op af hans brystkasse og gengælde kysset ømt. "Måske du kan li at have halvnøgne piger om dig?"

Svagt satte hun sig op og så efter ham da han gik hen til skabet. Virkede lidt undrende. Da han tog kjolerne frem, smilte hun en anelse genert. "De er virkelig pæne, hvorfor skal jeg have dem? og hvad vil du have for dem?" spurgte hun mildt og tog langsomt natkjolen på. Rejste sig langsomt og så sig i spejlet. Den var egentlig rigtigt pæn, ganske afdæmpet og alligevel lidt speciel. Tog den anden kjole op og betragtede den. "De er virkelig smukke.. Sko? neij det skal du ikke tænke på, jeg har ikke noget imod at gå på bare tær. Og til en anden gang, kan du bare gøre det, jeg er ikke så genert af mig" hun smilte og satte sig på sengen hos ham. Han var slet ikk som alle gik og sagde. Lænede sig hen og kyssede hans kind. "Virkelig? hun var også god til det, det er da rigtigt tydeligt" svarede hun smilende og bed sig en anelse i læben. Det var ikke hver dag hun nød et selskab sådan.

"Men dit slot har ikke ligget her så længe, hvorfor valgte du det her sted?" spurgte hun tænkende og så blidt på ham.

Han grinede en lille smule og sagde: Haha nej at have mit slot fyldt med halvnøgne piger har ingen interesse. Men du har vakt min interesse på en måde jeg ikke troede mulig for en som mig.


Han vendte sig lidt mere om mod hende så han kunne se hende tage natkjolen på. Hendes former var ubeskriveligt smukke. Lige som hendes smil, og ja alt ved hende. Generelt kunne hun tage mælet fra ham, men han gjorde da hvad han kunne for hun nød hans søde ord. Han tog sig selv i at falde helt i staver over hende. Han var som fortryllet. Til det punkt hvor han var så betaget han måtte tvinge sig selv til at svare: Nu tog jeg jo dit tøj, så det er kun rimeligt jeg erstatter det. Og så gør det jo ikke noget jeg erstatter det med noget du bliver glad for.


Han kyssede hendes kind og rejste sig op. Han krydsede armene og kiggede ned på hende. Han havde et blik der fortalte han legende var ved at bedømme hende. Han stod nærmest som en dommer, men med et flabet og kækt glimt i øjet. Ja det er utroligt at en skønhed sidder sådan i en seng i mit slot af egen fri vilje. Normalt set ville en hver gæst være på vej væk eller ligefrem være ved at flygte. Men du? Smukkere end månens lys.... Og hvis jeg må være så fri? Mere sexet end jeg kan udtrykke nok. Hvorfor jeg valgte stedet her? Følg med så skal jeg vise dig det. Jeg var jo en gang en normal mand så jeg kan stadig sætte pris på ting som min art normalt ikke gør. 


Han hjalp hende op og stå hvor han smilede og gav hende et bind for øjnene. Han kyssede hende ømt og hviskede: Stol på mig...


Han tog blidt hendes hånd og ledte hende ind i hans egne gemakker. (Der kommer lidt beskrivelse til når hun får bindet væk fra øjnene) Inde til højre var der hans seng, selvom søvn ikke var noget han behøvede. Man kunne se det var en seng der passede til slottets herre og var helt i hans stil. Han ledte hende udenom det store Ibenholt skrivebord og den store stol i samme stil. Der var træudskæringer der mindede om symbolerne på hans kåbe. Rundt i rummet var der store reoler fyldt med alle mulige bøger og der var skabe og montrer med alt muligt i. Midt på skrivebordet stod et skitseret billede af en dreng på ca 3. Han åbnede en glas dobbelt-dør og hun kunne nu mærke den kølige aftenluft. Han ledte hende ud på altanen ud mod slotsgården. Han lod hendes hænder hvile på gærdet. Ikke kigge.... Han tog bindet væk fra hendes øjne og lagde sine arme om hende og kyssede hendes øre og hviskede: Der er jo ikke noget i vejen med at have en god udsigt.... Og her behøver jeg ikke flygte længere.... Nu må du kigge...


Når hun åbnede sine øjne, kunne hun blandt andet se ned i slotsgården. Der var helt stille lige nu og intet rørte sig der nede. Midt i det hele stod et stort dødt træ der nærmest var blevet hvidt med årene. I træets største gren hang der en gynge. Der var et par små bygninger rundt omkring. Der var ikke en eneste plante eller tegn på liv der nede. Og kiggede hun udover området, kunne man se hvorfor han havde valgt sit slot skulle ligge her. Man kunne se ud over bjergene og ud mod vandet. Og her fra så månen rigtig stor ud. Han kyssede hendes hals og sagde: Betagende ikke?

"Skulle jeg have vakt din interesse? hvorfor? jeg er jo bare... Mig?" hun grinte lidt undskyldende, og strøg hånden gennem sit lange sorte hår. Kunne ikke helt forstå at han sys hun var intressant.

Aubreiane kunne godt mærke at han kiggede hende, men det gjorde ikke hende ikke noget. Faktisk var hun meget smigret over at han kiggede på hende på den måde. Det fik hende til at føle sig smuk. Det lød måske mærkeligt for nogen, men hun var heller ikke som alle andre. Langsomt så hun hen imod ham, og smilte for sig selv. Lod ham kigge hvis det var det han ville. "Hm.. det kan der være noget om, og på den her måde er du også sikker på at du ved hvad jeg har på" hun smilte drillende.

Han rejste sig og kiggede på hende, hvilket fik hende til at lægge armene over kors. Rakte tunge af ham, "Ser du noget du kan li?" smilte hun legende og grinte lidt for sig selv. "Hm.. Folk ved ikke hvad de går glip af. Det kan godt være andre sys du er skræmmende, og måske er du også det til tider, men jeg kan godt li at være sammen med dig. Det er sjældent at jeg slapper så godt af i selskab med andre. Og så kan du læse mig på en måde jeg ikke helt forstår" smilte hun blidt, og lod hovedet glide en anelse på skrå. Han bad hende om at følge med, og derfor virkede hun kort lidt tænkende. Ikke fordi hun ikke ville, men bare fordi hun ikke helt vidste hvor de skulle hen.

Lod ham hjælpe hende op og stå, og smilte lidt. Virkede usikker da han gav hende bind for øjnene, men nikkede så svagt. "Jeg stoler skam på dig.."

Forsigtigt holdt hun om hans hånd, og fulgte med ham. Kunne ikke rigtigt fornemme hvor de gik hen, men mon ikke hun bare skulle lade sig selv slappe af, i stedet for at være så paranoid. Kunne høre nogle døre blev åbnet, og mærkede den kølige aftenvind mod hendes hud. Smilte lidt forsigtigt for sig selv, og hvilede hænderne på gærdet. Han fjernede bindet for hendes øjne, og hun holdt øjnene lukket som han bad hende om. Lod kort den ene hånd hvile mod hans hånd, da han holdt om hende. Da han sagde hun måtte kigge, så hun frem for sig og smilte lidt. "Det er rigtigt." svarede hun mildt, og så kort om mod ham.

"Jo... meget betagende" hviskede hun mildt og så frem for sig igen. Det var et dejligt sted han havde valgt, og hun forstod det godt nu. Svagt bed hun sig i læben, og sukkede mildt til ham.

Han gav hende et forsigtigt klem, som om han ikke turde give slip igen. Han havde heller ikke lyst til at give slip igen. Sådan som han stod der sammen med hende og kiggede udover det hele, kom han til at tænke en ting der for længst egentlig var opgivet. "Jeg er hjemme...." 
Lige nu var resten af verden ligemeget. Lige nu var der ikke andre. Han lod kort sine øjne blusse op. Det var sådan han kommunikerede med sine tjenere. Bach var intet sted at se for han skræmte hende og det ville Khá ikke have. 

Han var faldet lidt hen i sine vidunderlige tanker da han mærkede hun lod sin hånd hvilke på hans. Det gjorde ham underligt varm indeni. Men på en god måde. På en rigtig dejlig måde. Han sukkede tilbage til hende og stod bare der med hende og nød det her øjeblik. Han stillede sig med siden til gærdet og drejede hende forsigtigt om mod sig så de stod og kiggede hinanden i øjnene. Han stod kort som om han ville sige noget, men ikke kunne finde ordene.
Han fandt dem dog til sidst: Mere end betagende....


Han kyssede hende inderligt og lod sig igen fortabe i hendes skønhed. Med et varmt smil og en flabet glød i stemmen sagde han: Jeg skylder dig sådan set en middag. Nu har du jo også en ny kjole at prøve til?

Aubreiane smilte for sig selv. Det hele virkede så rigtigt lige nu, det var dejligt her hos ham. Og hun håbede inderligt at han havde det ligesom hende. At han også nød hendes selskab. En tanke slog hende dog pludseligt. Hun havde ikke set ham den uhyggelige et stykke tid. "Hvor er ham der.. Den uhyggelige?" spurgte hun langsomt og så om imod ham.
Ikke fordi hun savnede ham, for det gjorde hun overhovedet ikke, men det virkede bare mærkeligt at han var væk.

Blidt så hun på ham da han stilte dem så de stod foran hinanden. Lod hånden stryge ham forsigtigt over armen, inden hun smilte for sig selv.
Noget ved ham fortalte at det ikke var noget han gjorde tit, det med at stå sådan sammen med andre. Hun havde jo også selv set hvordan folk behandlede ham, til festen. Forsigtigt kyssede hun hans kind, og rystede lidt på hovedet. "Neij.. Jeg er ikke betagende" hviskede hun stille.

Grinet der forlod hendes læber var ikke til at tage fejl af, han gjorde hende glad. Virkelig glad. "En middag? uuh det lyder da ellers ganske dejligt.. og ja nu har jeg noget fint og tage på" smilte hun og betragtede ham mildt.
Strøg hans fingre kort..

Han smilede blidt til hende. Det var underligt at nyde hendes selskab så meget, men det var på en virkelig fantastisk måde. Hun gjorde alting så let. Der var ikke noget han skulle bevise. Ikke noget han skulle slå fast. Det var nok at de bare var her. Sammen. Med en sjælden varme i hans øjne, sagde han: Jeg har sendt ham bort for at passe andre pligter. Jeg ønsker ikke han skal være nær dig, når han skræmmer dig. 


Som de stod der, kunne han ikke lade være med at nyde en rus af varme og lykke der fór igennem ham. Men han kunne ikke lade være med at ryste lidt på hovedet og med hans ene pegefinger løftede han hendes ansigt så hun kiggede mere direkte op på ham. Betagende er heller ikke passende... Perfekt er bedre.... Han kyssede hende blidt og nød hendes kærtegn.

Han gik ind mod sine gemakker igen og inden vendte han sig imod hende igen og sagde: Det vil jeg glæde mig rigtig meget til. Med et stort og varmt smil sagde han: Hvis du klæder om og møder mig nede i den lille spisestue når du er klar? Der skulle være alt hvad du kunne få brug for på dit værelse. Det er den anden dør på højre hånd nede i foyeren. 


Han skyndte sig hen og holdt hende tæt ind til sig og kyssede hende meget lidenskabeligt. Han kiggede på hende og sagde nærmest jublende: Hvor er du fantastisk!
Vi ses snart min kære. Han rødmede godt nok da det gik op for ham hvad han havde sagt, men det var jo for sent at gøre det om. Så nu kunne han kun håbe på hun kunne lide det. Han bukkede for hende og sendte hende et kys inden han selv gik ind og klædte om. Han tog et klassisk sort jakkesæt med rød skjorte og sort slips. Og dyre italienske sko. Der var stadig de arkane symboler i kraven. Det lå i at være Ærkemager. Så skyndte han sig ned i spisestuen og sikrede sig det så ud som det skulle. Det var et rimelig stort bord men de sad stadig så de kunne nyde hinanden. Midt på bordet var der en femarmet lysestage der lignede slyngplanter i sølv og guld. Bestik og tallerkner var også af sølv. Selve rummet var i mørkt træ, men passede til resten af slottet. Han var faktisk ved at være nervøs. Han var ikke helt klar over hvorfor. Der var vel egentlig ikke noget at være nervøs over. Ikke udover hvordan hun ville reagere med middagen. Han satte lidt rolig klassisk musik på. Nu kunne han ikke andet end at vente på hende.

Aubreiane så ham blidt i øjnene, og smilte lidt for sig selv. Mon han før havde været sådan her sammen med nogen? Mon han gjorde det med mange? han virkede overhovedet ikke sådan, så det tvivlede hun lidt på. Hans ord fik hende til at bide sig i læben. "Det havde du ikke behøvet, jeg ville ikke have du sendte ham væk for min skyld.. Han er jo så trofast.." mumlede hun undskyldende.

Svagt strøg hun hans arm, og sukkede mildt. Det var en helt perfekt dag.. Eller nat var det jo, Men det var stadig helt perfekt. Lige nu ville hun bare gerne bruge sin tid her, sammen med ham. Gerne så længe som overhovedet muligt, før han bad hende om at gå. "Hold op.. Du smigre mig jo.." hviskede hun smilende og gengælde kysset ømt. Lod armene hvile om hans nakke.

Kort nikkede hun, og kyssede hans kind. Efter at han var gået, gik hun langsomt hen til det værelse hun havde været på før, og skiftede tøj. Rettede lidt på kjolen da hun havde fået den på, og gik så langsomt ned til ham. Hun smilte lidt genert, og strøg hånden gennem sit hår. "Ser jeg så okay ud?" spurgte hun forsigtigt og bed sig genert i læben. Det var vigtigt for hende at han kunne li hvordan hun så ud, også selvom at de ikke havde kendt hinanden så længe. Men på en måde, havde hun det som om de havde kendt hinanden altid.

Snart kunne han høre hendes yndefulde skridt. Snart kom hun til syne i døren. Og hvilket syn det var. Endnu en gang tabte han mælet og stirrede nærmest på hende: Du.... du er.... s..smuk... en sådan skønhed har aldrig oplyst disse mørke haller....


Med faste rolige skridt, gik han fra sin plads og hen imod hende. Da han passerede lysene, tændte de alle med den behagelige blå flamme. Da han stod helt foran hende, tog han hendes ene hånd og kyssede den som en sand gentleman. Han fulgte hende hen til hendes stol og hjalp hende ned og sidde. Han kyssede hende inderligt og sagde: Du er langt smukkere end okay min kære... Du er magisk på en helt ny måde...


Han kyssede blidt hendes hånd og satte sig ned ved hans egen plads overfor hende. Den første tallerken og bestik var af bronze. Der var allerede hældt vin op til hende. Et par tjenere kom ind og serverede forretten. Det var en let kyllingesalat med friske krydderurter. Han havde også fået en flaske "Djævletårer" bragt til bordet i tilfælde af hun ville have et glas nu hun ikke blev afhængig af det. Tjenerne gik igen og han skålede til hende og sagde: Så længe du er min borddame, kan aftenen ikke blive bedre... Sammen med dig? Perfektion...


Han kyssede sin hånd og pustede forsigtigt. En lille blå flamme fløj stille hen og landede blidt på hendes kind

Som hun stod afventende på hans reaktion, nåede hun at blive bekymret for at hun ikke var pæn nok. Han fortjente helt klart det bedste. "Hvor var det sødt sagt.. Tusind tark" hviskede hun smilende.

Da han gik hen imod hende, bemærkede hun at lysene tændte. Hun smilte og så ham kærligt i øjnene. Hendes kinder blussede op, idet han nu stod foran hende, og kyssede hendes hånd. Hun var ikke vant til at folk var sådan. Det var utroligt rart. Hun lod ham hjælpe sig ned at sidde, og kyssede ham længe og ømt. "Mener du virkelig det?" spurgte hun stille.

Blidt smilte hun for sig selv, og så længe på ham. Han havde virkelig sans for detaljer, og gik tydeligt meget op i at det hele skulle være perfekt. Da maden kom ind, smilte hun og betragtede det. Det hele så virkelig dejligt ud. Jah også ham når det egentlig skulle frem. "Det ser skønt ud" sagde hun kærligt og så ham i øjnene. Bemærkede godt at han havde fået en flaske djævletåre ind, og hun følte sig en kende fristet til at prøve igen. "Du sød.. Men du har jo også noget af æren for at aftenen bliver dejlig" Smilte hun tænkende.

Da den lille blå flamme ramte hendes kind, grinte hun. Kyssede sine fingre, og pustede en lille orange flamme hen der ramte hans kind.

Han sad og nød maden, men øjnene forlod sådan set ikke hende. Han var virkelig betaget af hende og havde ikke lyst til at aftenen skulle ende. Han besluttede sig for at hun altid skulle være velkommen i hans hjem, for hun havde allerede taget en stor plads i hans hjerte. Han rejste sig og gik hen imod hende med den ene hånd i lommen og sagde: 

Jeg har en lille ting til dig... Kald det en lille erkendtlighed for at du giver mig så vidunderlig en aften. Han tog forsigtigt hendes hånd og satte en sølvring på hendes finger. På ringen var der en obsidian-sten med en lille blå flamme indeni. Han kyssede hendes hånd og sagde smilende: Med den på, vil mine tjenere anerkende dig som en del af mit hof og tjene dig hvis du beder om det også. Han lagde kort hænderne på hendes skuldre og masserede dem kort inden han bed hende meget forsigtigt i øret og sagde: Tror vores hovedret er klar...


Han satte sig ned igen og ikke længe efter kom et par tjenere ind med en vogn. Deres bronze-tallerkner blev skiftet ud med nogen lavet af sølv. Hovedretten vildt-gryde med dampede grøntsager og råstegte kartofler. Der var en let krydret sovs til. Han skålede endnu en gang til hende og sagde: Jeg har set nogle af verdens mørkeste hemmligheder, der er ikke den magiske hemmlighed jeg ikke kender til... Og alligevel.... Har du mig tryllebundet. Så længe du sætter pris på aftenen

Mens de spiste i tavshed, holdt hun blikket på ham. Maden smagte dejligt, men det betød ikke så meget for hende lige nu. Mere at hun kunne nyde aftenen sammen med ham. Han var virkelig fantastisk, og hun var glad for hun havde sneget sig ind til hans fest. Ellers ville hun aldrig have lært ham og kende. Da han rejste sig, så hun blidt på ham og smilte lidt.

"En ting? Khá.. du har allerede givet mig så meget.. Jeg har aldrig haft det sådan her." hviskede hun smilende og lod hovedet glide på skrå. Da han tog hendes hånd og gav hende en ring på, rødmede hun og så smilende på ham. "Den er virkelig virkelig smuk.. Tusind tark" svarede hun og kyssede hans kind blidt. Hun var glad for at være sammen med ham. Tøvende så hun lidt væk, som overvejede hun sine ord. Svagt smilte hun og så ham i øjnene. "Hvad nu.. hvis jeg gerne ville være her sammen med dig, for altid?" spurgte hun forsigtigt.

Da tjenerne skiftede deres tallerkner ud, smilte hun. Det duftede dejligt. Forsigtigt spiste hun en smule, og tog så en lille tår af sin vin. Betragtede ham med et tænkende blik. "Har jeg dig tryllebundet? mmh.. Det tror jeg godt jeg kan vænne mig til" smilte hun drillende.

Han var en smule tavs det første stykke tid af hovedretten. Ikke fordi der var noget i vejen, men fordi han var ovenud lykkelig. Tænk sig at hun måske ville blive hos ham for altid? Der var intet i verden han hellere ville. Og det betød uendeligt meget at hun faktisk spurgte af sig selv. Han blev enig med sig selv om at det bedste han nogensinde havde gjort var ikke at smide hende ud fra hans fest.

Han studerede hende nærmest imens hun spiste. Den måde hun bevægede hænderne på. Den havde han kun set ved virkelig dygtige malere. Måske var det et talent hun også havde

Hvis jeg ikke tager helt fejl, så maler du også? Kunne du så ikke tænke dig at male mig? Det vil være mig en fornøjelse. 


Han rejste sig og gik hen og satte noget andet musik på. Det var stadig klassisk men langt mere lidenskabeligt. Han vendte sig om mod hende og smilede legende til hende. Han rakte hånden ud mod hende som en gestus til om hun ville danse med ham. Der var alligevel lidt tid til desserten kom. 
Han lukkede kort øjnene og nød musikken og kiggede afventende på hende. 

Jeg kan også godt vænne mig til at være tryllebundet af dig. Men så skal du også kende sandheden. Khá er faktisk en titel. Må jeg præsentere mig ved navn. Mit navn er Connor McAndrews. Og vil de byde mig denne dans? Det lød meget højtideligt, men han smilede drilsk til hende

Han svarede ikke på hendes spørgsmål, hvilket gjorde hende tavs. Men hun valgte dog at håbe det bedste stadigvæk. For hun ville virkelig gerne blive sammen med ham. Det kunne også godt være at han ikke ville have det, men det måtte hun jo se på. Det var ikke op til hende at bestemme. Det var jo hans hjem, og måske han nød at være alene. I så fald, ville hun nyde deres aften sammen.

Han kiggede på hende, hvilket gjorde hende en smule genert. Hun var ikke vant til at folk stirrede på hende, mens hun spiste. Det gjorde dog ikke noget, så længe det var ham.

"Hvordan kunne du se det? men ja.. det gør jeg.. " smilte hun og grinte lidt. Det var første gang nogen havde kunnet se det på hende.

Da han satte noget andet musik på, så hun hen imod ham og smilte for sig selv. Rejste sig langsomt og gik hen og tog hans hånd. Hendes bare tær var ikke til at høre mod gulvet, og en god del af stilheden stammede fra hendes tid, som vampyr. Blidt kyssede hun hans kind.
"Ja.. jeg vil meget gerne danse med dig Connor" Sukkede hun glad, og så ham i øjnene.

Han tog hende blidt i sine arme og førte hende rundt i en meget lidenskabelig vals. Han havde trods alt haft ca 400 år til at øve sig. Han var en ganske habil danser. Han løftede hende op i luften ved hendes hofter og svingede hende rundt. Han satte hende forsigtigt ned igen og kyssede hende meget forsigtig mellem hendes hals og kavalergang. Han rettede hende op og førte hende videre i dansen. 

Imens de dansede der, smilede han varmt ja næsten forførende og sagde: Jeg kunne se du malede på grund af den måde du bevæger dine hænder. Når man er et væsen som jeg, lærer man at læse selv de mindste signaler for at se farer før de kommer. 

Musikken blev mere kraftfuld og han satte tempoet op i dansen. På intet tidspunkt kiggede han væk fra hendes øjne. Magi... Intet mindre. Han dansede og nød bare at det var hende i hans arme. For han ønskede ingen andre der. Lige nu var alting som det skulle være.
Musikken lakkede mod enden og han satte hastigheden ned igen indtil musikken stoppede og de kiggede dybt i hinandens øjne. 

Han trak hende ind til sig og kyssede hende og lagde armene om hende. Hun skulle have en følelse af han ikke ville give slip på hende. Da deres læber langsomt skiltes ad igen, gled hans lukkede øjne op igen og han sagde med en lykke i stemmen: Aubrei min kære.... Der er intet der ville gøre mig mere lykkelig end hvis du ville blive hos mig på slottet...

Aubreiane smilte til ham, hun lod ham føre sig rundt, og fulgte ham. Muligvis ikke ligeså godt som han, men hun gjorde sit bedste. Dans var ikke noget hun havde gjort specielt meget i nogensinde. Han løftede hende og svingede hende rundt, hvilket fik hende til at grine blidt. Hvilede hænderne mod hans skuldre, indtil han satte hende ned igen. så mildt på ham.

Hans ord gjorde hende varm indeni. Ikke pågrund af det han sagde, men måden han sagde det på. Hans stemme. "Du havde helt ret, så du kan stadig lidt endnu.. Jeg nyder at male, det gør mig meget afslappet. Mens jeg var vampyr, var det alt jeg havde. Jeg vil meget gerne male dig" hviskede hun mildt i hans øre.

Svagt rødmede hun da han fortsatte dansen, og sukkede smilende for sig selv.
Var bare glad for at være sammen med ham, at han gad at være sammen med hende. Da musikken stoppede, så hun ham i øjnene. Stille nussede hun hans nakke, og så ham i øjnene.

Han tog hende ind til sig, grinte hun lidt genert. Kyssede ham længe og ømt igen, og nød bare at stå der sammen med ham. Det hele var fantastisk sammen med ham. Han forstod at sætte pris på hende, uden at hun behøvede at være noget hun ikke var.
Det ville være svært for hende hvis han bad hende om at gå. Det ønskede hun overhovedet ikke.
"Mener du virkelig det?.. Jeg vil virkelig gerne blive her sammen med dig.." mumlede hun en anelse genert og så kort væk.

Han førte hendes ansigt med en finger så hun kiggede ham i øjnene igen inden han sagde: Selvfølgelig mener jeg det. Der findes ikke nogen mere lykkelig end mig, fordi du lige har truffet det valg. 

En lille klokke lød og han smilede varmt og tog blidt hendes hånd: Så er vores dessert klar, kære
Han gik med hende hen til hendes plads og hjalp hende ned og sidde igen. Han lod sin hånd glide op af hendes hals og da den hvilede mod hendes nakke, hev han hende blidt ind til et ømt kys. Han satte sig ned på sin plads og inden længe kom et par tjenere med en vogn. Der blev ved hver af dem sat et lille glas kirsebærvin og sølvtallerknen blev erstattet med en af guld. På den var der en anretning af forskellig frisk frugt omkring en luftig chokoladekage. 

Tjenerne gik igen og han tog den første bid samtidig med hende. Han lod flammen fra et af lysene hoppe af og omformes til en rose der stod foran hende og drejede rundt nærmest som i en spilledåse. Han tog en drue og skålede med hende i kirsebærvinen. Han satte glasset fra sig og satte sig til bare at kigge på hende. Ikke for andet end at nyde synes af hende. Hans øjne blussede op et par sekunder inden han drilsk sagde: Vil det være uhøfligt af mig at foreslå at efter maden, ville vi fortrække til mine gemakker hvor du kunne male mig?

Forsigtigt så hun ham i øjnene igen. Hun ville ikke vise hvor meget det betød for hende, hvis han ikke havde det helt på samme måde. Hans ord fik hende dog til at slappe af. "Hvor er det sødt sagt.." hviskede hun blidt.

Blidt smilte hun og holdt om hans hånd. Nikkede lidt. "Jaa det er den vidst" svarede hun tænkende.
Let fulgte hun med ham hen imod bordet igen. Flettede for en stund deres fingre, inden hun rødmede lidt. Kærligt gengælde hun kysset da han kyssede hende, og strøg ham svagt over kinden. Det var dejligt at have det sådan her. Og hun ville ikke have noget imod at tilbringe tiden sammen med ham. Som før så maden virkelig lækker ud. Normalt var hun ellers ikke så god til at spise, men det virkede så naturligt lige nu. Måske var det fordi han var som han var.

Efter at have taget den første bid, smilte hun og skålede med ham. Tog en tår af sit glas, og holdt blikket på ham. Grinte blidt ved hans ord, og trak en anelse på skuldrene. "Uhøfligt? neij på ingen måde. Men er det virkelig hvad du har i tankerne? og jeg har jo ikke noget med her hos dig? hverken maling eller pensler" svarede hun kærligt.

Han kunne ikke lade være med at grine en smule, men kan sagtens forstå hende. Du undervurderer mig kære... Vi ser hvad tiden bringer. Jeg er helt sikker på at hvadend vi beslutter os for så skal det nok blive vidunderligt. 
Han nød det sidste af maden sammen med hende og da de var færdige, gik han hen til hende. Han hjalp hende op og kyssede hende inderligt. Følg med så skal du se...

Han ledte hende endnu en gang op til hans kontor og siden hen ind i hans private gemakker, hvor den før beskrevne seng stod. Den var virkelig stor og passede til slottets herre. Inde ved siden af sengen i det store rum, stod der et staffeli med et lærred på. Ved siden af var der sat et bord med alle mulige pensler og en palet. Ydermere var der et stativ med alle mulige farver.

Han stod bag hende og lagde armene om hende. Efter et kærligt nap i øret, sagde han: Her skulle være hvad end du skulle få brug for. Jeg håber det er tilfredsstillende at arbejde med?

Han gik om foran hende og smilede. Han bredte armene ud til siden. Hvordan maleriet bliver, hvordan jeg skal stå eller hvad jeg skal have på, vil jeg lade være op til eksperten

Svagt smilte hun til ham og lod hovedet glide på skrå. Han virkede ganske venlig, men hun var stadig usikker på det hele. "Det er sødt af dig .. jeg er så glad for at jeg har mødt dig, selvom det ikke var noget jeg havde regnet med" sagde hun blidt, og så ham i øjnene.
Hun lod ham hjælpe hende op, og fulgte langsomt med ham. Gengælde hans kys ømt, og smilte lidt.

Da han fulgte hende hen til hans værelse igen, så hun sig omkring. Alt ved hans hjem var som hun kunne forvente. Det passede til ham, på en dyster men ikke skræmmende måde. Et rum ved siden af, med en masse maler ting fik hende til at grine lidt. "Det er fantastisk.." sagde hun mildt, og så om mod ham. Derefter tilbage på alle tingene, og gik hen og valgte sig et lærred.

Han lagde armene om hende, og hun holdt blidt om hans hænder. "Hvad jeg ellers skulle få brug for? Intet.. Det er helt perfekt.. Jeg kunne ikke bede om mere" sagde hun mildt.

Hun gik hen og stilte ham lidt hen mod vinduet. "Vil du holde en flamme i hånden? det vil virkelig være godt til billedet" sagde hun mildt og rettede kort på hans jakke, inden hun kyssede ham ømt. Gik tilbage til lærredet og gik igang med at male, efter at have valgt farver.