et særligt møde

Dai åbnede øjnene da han hørte Xanders stemme. Han reagerede ikke på hvad han sagde, men sad bare og stirrede. Han så Xander komme gående over mod sig. Han kunne mærke bloddråber på sin pande. De trillede ned over hans øjne og videre ned og blandede sig med blodet på hans kinder. Dais blå øjne var blodskudte og han kunne ikke fokusere ordentligt. Dai havde en utrolig lav smertetærskel. Han havde fået kvalme og var blevet virkelig svimmel. Han nikkede. Han ville ikke sige noget, sa han var bange for at det ville få ham til at bryde sammen. Han tog fat i Xanders hånd og rystede. Det var ikke kun hans hånd, men hele hans krop som rystede. Det var tydeligt at se at han var ved at gå i chok. Han begyndte dog at gå. Han nåede ikke ret langt før han blev nødt til at stoppe op. Han støttede sig op af en af murene.

Han viste virkelig ikke hvad han skulle stille op med Dai, det var ikke fordi Xan var en af dem som var gode til at hjælpe andre. Han var faktisk utrolig dårlig til det, og viste ofte ikke hvad han skulle gøre for at hjælpe bedst. Han følte sig derfor også helt hjælpeløs i det øjeblik, da der ikke var nogen i nærheden der kunne tage overfor ham og hjælpe Dai videre. Han bare roligt efter ham og stoppede lige så hurtigt op "er du okay?" spurgte han om også selv om han udmærket godt viste at han nok ikke var det, hvem var okay når de næsten havde mistet hele deres ansigt ved at? ja hvad end Dai havde gjort af sig selv. Hal tog fat i hans arm og lag den omkring sin nakke, mens han selv lag armen om taljen på ham "kom.. jeg hjælper dig" sagde han og kiggede ud af deres skjul, for at være sikker på at ikke politiet var til at blive set nogle steder "vi skal bare nogle gader hen" sagde han og så lidt bekymret på ham, et blik som man bestemt ikke ofte fandt i hans øjne.

Dai var ikke meget for at blive hjulpet, da han ikke følte han kunne stole på nogen. På den anden side kunne han ikke blive her. Han åbnede munden og hviskede nogle få ord. "Ikke hospital.. Forsvinder.. snart." Han snakkede ekstremt lavt, og kunne ikke få alle ordene over sine læber. I stedet støttede han sig ind mod Xander. "Kan... tage.. til dig?" Han var irriteret på sig selv, fordi han ikke havde styr på sin stemme. Men lige nu var det vigtigere for ham at komme et sted hen hvor han kunne ligge og lade healingsprocessen gå sin gang. Det ville gå rimelig hurtigt, men også være ekstremt smertefuldt. Dai plejede at besvime når den slags ting skete. Han kiggede på Xander med et underligt blik i øjnene. Man kunne tydeligt se på ham at han havde ondt, men der var også noget andet ved ham. Han virkede... Glad. Det var han egentlig også. Der var ikke mange der vidste at Dai ikke var en ganske normal gadedreng.

Xander havde bestemt ikke lyst til at tage hen på hospitalet, og håbede vel på at det var noget de kunne klare selv. Han blev derfor også et eller andet sted glad for de ord som Dai kom med "okay men... hvis det ikke bliver bedre, tager vi på hospitalet" sagde han og lag sin arm tæt omkring ham for at være sikker på at han ikke ville falde igen, mens han langsomt træk ham med sig hen af gaden. Det tog dog lidt tid før de stod på gaden med familiehuse, en gade som bestemt ikke lignede et sted hvor rige mennesker ville bo. Han gik hen til et hus som han langsomt låste døren op til "du skal være helt stille.. min far slår os begge ihjel" sagde han også selv om han blot mente ham selv, han kendte jo sin far alt for godt til at vide at han ville få skylden for alt. Han træk ham stille ind af døren og lukkede døren bag dem, før han gik videre hen af den mørke gang og op af en bred trappe og videre hen til en dør som han roligt åbnede og træk Dai med sig ind "dette er så mit værelse" sagde han og fulgte med ham hen til sengen for at få ham til at sætte sig ned "jeg kommer om lidt" sagde han og smed tasken og jakkerne fra sig hen på en stol, før han forsvandt ud af døren og kom først tilbage lidt efter. Han kom tilbage med en skål med vand og håndklæder i sine hænder "så er jeg tilbage" sagde han og skubbede sin dør i med sin fød.

Dai fulgte bare efter. Han gik ret langsomt, men vidste at det ville blive bedre når han kunne sidde ned. Han prøvede at sætte farten en smule op. Da de stoppede foran huset og Xander begyndte at snakke nikkede Dai bare og sørgede for at gøre sig stille. Han smilede og nikkede til Xander inden denne gik. Han lænede sig bagover, sukkede dybt og kunne allerede mærke at smerten var blevet værre. Han kunne simpelthen mærke at huden prøvede at heale sig selv. Det gik langsomt men efterhånden var såret på den ene kind blevet lidt mindre. Han kiggede op da Xander kom ind igen. "Det skal nok gå.. Jeg dør ikke." Allerede nu havde Dai det en smule bedre, fordi han vidste at der efter smerten ville være en enorm lindring. Han ville nok stadig få ar, men han ville ikke behøve at være bekymret for sit sår hele tiden. Han smilede svagt til Xander. "Det var det jeg sagde.. Ikke noget hospital til mig." Han kiggede væk. "Undskyld. Undskyld jeg skældte dig ud og undskyld jeg skræmte dig. Det var ikke med vilje." Dai kiggede ned på sine hænder. Derefter kiggede han på den balje vand Xan var kommet ind med.

Han gik bare roligt hen og satte tingene fra sig ved siden af sengen, mens han holde sit blik på Dai som næsten ligefrem lignede en som havde haft et mord begået i sit ansigt. Han hævede sit ene øjebryn en lille smugle, og sende ham kort og dog varmt smil "håber jeg sgu heller ikke du dør, så vil den gamle først have et had til mig.. tro at det er mig som har slået dig ihjel" sagde han og havde bestemt ikke lyst til at blive beskyldt for at slået en anden ihjel, han kendte sin far godt nok til at vide at han aldrig ville tro på Xander hvis han sagde at han ikke havde slået nogen ihjel. Han satte sig langsomt ned på hug foran ham, og gjorde en klud våd i vandet som han havde taget med sig "du undskylder... hvorfor?" sagde han og tog blidt fat i hans hage med sin frie hånd, før han forsigtigt begynde at tørre blodet af hans kind "ikke med vilje at skælde mig ud? det tvivler jeg på.." sagde han og smilte svagt "men tror de fleste ville blive bange hvis en ulv kom løbende efter dem" sagde han og stoppede med det samme med at smile, før han træk sig en lille smugle tilbage fra ham og så lidt undrende på ham "hvordan gjorde du det?" spurgte han så om, lidt bange for at han ville spørge om noget forkert.

Dai trak lidt på smilebåndet da Xander sagde det med at han squ ikke håbede at Dai døde. "Hmm. Hvorfor blive hvis du har det så slemt med ham?" Dai kiggede forvirret på Xander. "Jeg mener, hvis du ikke føler han stoler på dig, hvis du alligevel ikke får noget ud af ham på nogle punkter, hvorfor så blive, frivilligt?" Dai flyttede hovedet da han mærkede kluden. Det sved, men det var nærmest ingenting i forhold til den ekstreme smerte, som stadig var der, fordi hans krop stadig arbejdede på at redde sig selv. Dai kunne mærke at det tærede meget på hans kræfter, men han ville ikke sove. "Jeg skælder normalt ikke folk ud. Jeg blev bange for at blive opdaget, så det blev til vrede da vi endelig var udenfor farezonen." Dai sukkede da Xander rykkede sig væk fra ham.. "Æh ja. Men nu løb jeg ikke. Jeg luntede. Jeg ved ikke om du så den måde jeg nåede ned til strisseren på? Sådan ser jeg ud når jeg er sur." Dai smilede skævt. "Jeg skal nok lade være med at spise dig. Og du skal nok få lov at vågne op i morgen." Dai kiggede ned. "Jeg er en animagus. Der er flere derude, men det er forskelligt hvilke dyr vi kan forvandle os til." Dai holdt en pause og kiggede direkte på Xander. Det var tydeligt at hans sår var blevet noget mindre. "Som du kan se healer mine sår af sig selv 50 gange hurtigere end et menneskes. Hvis jeg sov, ville de nok allerede være blevet til ar nu. Derfor skal jeg ikke på et menneske hospital, da de ville opdage der var noget galt, og give mig til videnskaben."

Xander viste jo godt at i sidste ende så var det hans skyld det hele, at hans far ikke stolede på ham som en far skulle på sin søn. Det var jo hans skyld at de havde endt med at blive nød til at flytte, blot fordi han ikke kunne opføre sig ordenligt og gøre hvad folk bad ham om. Han var vel bare en af dem som ikke var gode til at få givet ordre om hvad han skulle og ikke skulle. Det var dog ikke noget han havde lyst til at sige til nogen, ingen skulle tro at han mente at det han gjorde var forkert. Det var vel også bare en måde at få opmærksomhed på, som han vel tvivlede på at han ville få uden at lave ballade "hmm.. han er jo min far, og her har jeg tag over hovedet" sagde han og havde bestemt ikke lyst til at ende på gaden, hvad ville folk dog ikke tænke om ham? så ville de først mene at han var et fjols, hvis han bare sagde nej til en varm seng og mad på bordet hver dag.
Han satte sig bare ned og lag sit hoved lidt på skrå "Lunte? jagter? når man ser en person forvandle sig til en ulv, angribe en og derefter lunte efter en.. så er jeg sikker på at alle stadig ville blive bange" sagde han og kunne ikke gøre andet end at håbe på det, for i hans hoved var det ikke normalt at nogen kunne forvandle sig til en ulv. Han sende ham dog alligevel et svagt smil "godt.. så kan du godt få lov til både at få mit nummer og et billede" sagde han og mente stadig at det var en underlig ting, men bestemt ikke noget han havde lyst til at spørge alt for meget indtil. Han så bare lidt undrende på ham, før han vende blikket ned mod gulvet "ah okay" sagde han også selv om han ikke lød overbevisende, han troet vel stadig at det bare var en underlig drøm og han ville vågne hvert et øjeblik det skulle være.

Dai sukkede. "Så du vil hellere have mad og tag over hovedet, end du vil slippe for din far? Okay. Det vil jeg så lade være med at blande mig i." Han smilede skævt og nikkede for sig selv. Han blev overvældet af smerten og lukkede øjnene hårdt i. Han hørte ikke resten af det Xander sagde. Han tog hænderne op foran sig og gemte sig ansigt. Han pev som en lille hvalp. Da han flyttede hænderne efter ca 5 minutter i smerte var der kun nogle meget små sår tilbage. Han så helt fortumlet ud og kiggede forvirret rundt. Først vidste han ikke hvor han var, men så fik han øje på Xander. Han hørte et 'ah okay', men registrerede ikke hvor det kom fra. Han kiggede rundt i rummet og kunne mærke at han nok snart ville falde i søvn. Han satte sig derfor op. Han var ikke vild med at skulle sove et sted, hvor der boede en rig mand. Dai var pludselig blevet bange for om han ville vågne med en kæde om halsen.
Dai rejste sig og gik over til væggen.

De fleste ville nok ikke forstå Xander hvorfor han valgte som han gjorde, men han elskede jo stadig sin far også selv om han havde en underlig måde at vise det på. Han gav ham vel bare et eller andet sted skylden for at hans mor forlod dem, for hvem ville dog efterlade deres nyfødte barn på den måde? men i det mindste var det hans far som valgte at blive hos ham, at tage det gode og det dårlige som Xander kom med. Han kunne da ikke bare forlade ham, som betød det slet ikke noget. Det blev jo næsten ligefrem stille mens Dai så ud til at have det forfærdeligt, men han viste bare ikke hvad han skulle stille op. Det var som om det gik flere 1000 år før at han bare begynde at ligne mere sig selv, ikke så stor smerte at se i hans ansigt igen. Han rejste sig hurtigt op når Dai valgte at gøre det, og slingede hen mod væggen. Xander skynde sig hurtigt hen til ham og greb fat i ham for at støtte ham "hvad laver du? kom over i sengen og slap af" sagde han med en bekymret stemme og prøvede på at føre ham hen i sengen.

Da Xander kom over tog Dai hænderne op foran hovedet da han havde det som om han ville blive slået. Han fulgte dog med over til sengen, lagde sig på den og rullede helt ind. Han mumlede noget, før han tog sig sammen og sagde det lidt højere. "Lover du at du ikke sælger mig? Jeg vil hellere dø, end jeg vil sælges som slave eller underholdning. Man kan ikke vænne en fri fugl, til kun at måtte flyve på et lille område." Dai kiggede ned mens han snakkede, med da han var færdig kiggede han bedende på Xander. Han vendte sig om og kiggede bare. Han var virkelig træt, men ville ikke sove, hvis ikke Xander lovede ikke at sælge ham.

Han så lidt bekymret på ham som han fik ham til at lægge sig ned, og træk roligt sin dyne hen over ham som puttede han et lille barn i sengen. Han blev helt overrasket over hans ord og lavede kort store øjne "okay.. jeg sælger dig altså ikke til nogen som helst, det lover jeg dig.. kunne jeg da aldrig finde på" sagde han og havde bestemt ikke nogle tanker om at sælge ham til nogen som helst, og hvem skulle han overhovedet gøre det til? det var ikke fordi han kendte nogen indenfor menneskehandlen. Han træk roligt sine sko af og gik om på den anden side af sengen, og lag sig hen over dynen og med sit blik mod ham "der sker dig altså intet her.. det lover jeg dig" sagde han og sende ham et venligt smil. Han havde det virkelig svært med at smile til ham, da han bestemt var bekymret over denne åbenbart tossede unge mand?

"Tak.. Det ville nogen folk gøre. Er derfor ikke så meget for at sove hos folk. Jeg plejer at sove som ulv i stedet. Så sover jeg ikke så tungt.." Dai gabte og lukkede øjnene. "Skal du ikke også sove?" Dai smilede skævt og åbnede øjnene igen. Han var ikke vant til at sove foran andre, men til sidst blev han nødt til at overgive sig til søvnen. Han drømte om dengang hans forældre var blevet fanget og om hvordan han havde fundet dem døde i en container. Drømmene fik ham til at rulle rundt og sove uroligt. Han skreg i søvne uden selv at vågne af det. Han begyndte også at tude.. Drømmen kom fra det øjeblik han faldt i søvn, og kørte igen og igen.

Xander kunne finde på at lave en masse mærkelige ting og dumme ting, men at sælge en eller anden person til nogle mennesker var noget han bestemt ikke havde tænkt sig. Det var jo heller ikke fordi han havde nogen at sælge ham til, hvor mange ville tro på at Dai kunne forvandle sig om til en ulv? Han gabte svagt og nikkede "jo jeg skal også sove" sagde han og vende sig om på siden før han lukkede sine øjne i, de var ikke fordi han havde tænkt sig at dele dyne med ham. Det ville da bare være underligt at være to drenge som delte dyne, og hvis hans far kom ind så ville han da godt nok glo? Det gik heller ikke langtid før han faldt i søvn, men dog så det ikke ud til at han fik lov til at sove igennem hele natten. Han satte sig flere gange om af chok, når Dai skreg midt om natten. Han sukkede kort, men fik dog lov til at sove til sidst. Det gik dog bare et par timer før solen begynde at skinne ind af vinduerne, og Xan vågnede op med en solstråle lysende hen over sin øjne. Han sukkede højt og træk puden hen over sit hoved, i håb om at han kunne få lov til at sove lidt længere.

Dai rullede rundt i et par timer indtil han vågnede midt om natten. Han havde det for varmt og kunne se at Xander lå uden dyne på, så han lagde dynen over ham, smilede for sig selv og gav sig til at kigge rundt. Det var længe siden han havde sovet i menneskeskikkelse. Han rørte ved sine kinder og smilede da han kun kunne mærke nogle få ar.
Dai kiggede lidt rundt. Han var stadig træt, men havde det altså bedst med at sove i sin ulveskikkelse. Han satte sig op, forvandlede sig og lagde sig nede i fodenden på dynen. Han rullede sig sammen og lagde sin hale hen over hovedet. Han vågnede ved at Xander sukkede. Han løftede hovedet, men da Xander hev en pude hen over hovedet lagde han sit hoved ned på poterne igen. Han kunne høre en gå omkring i huset, men eftersom Xander boede sammen med sin far, lod Dai som om der ikke var noget.

Det tog endda lidt tid før Xander faktisk opdagede at han havde fået dynen hen over sig, og varmen fra tøjet og dynen fik ham til at gispe lidt efter vejret under puden. Han fjernede hurtigt puden og kiggede på pladsen ved siden af sig, som var blevet efterladt helt tom "Dai?" mumlede han og gned sine øjne, for bedre at kunne se rundt i sit værelse. Hvor havde han forsvundet hen? havde han bare gået uden at sige farvel. Han sukkede en enkel gang og træk puden under sit hoved i stedet, før han lag sit til rette atter igen. Hans blik blev dog stadig trukket til fodenden af sengen, som bestemt ikke virkede til at have lige så meget plads som han huskede. Hans øjne blev hurtigt store når han fik øje på den store ulv "dai?" hviskede han stille og prøvede ikke på at have frygt i sine øjne.

Dai løftede hovedet da han mærkede Xander rykke på sig. Han gabte og kiggede over på Xander da denne sagde hans navn. Dai overvejede hvornår Xander mon ville opdage at han havde forvandlet sig. Dai smilede et ulvesmil, tungen hang ud af munden og han så glad ud. Der var nogle få ar at se på hans pande, men bortset fra det, kunne man ikke se at han havde haft slået sig. Arene var rimelig usynlige mellem al hans pels. Dai krøb lidt op mod Xander da denne sagde hans navn igen. Han slikkede ham stille på hånden en enkelt gang, før han lagde sig om på ryggen. Grundet han havde ligget på ydersiden af Xander, hang hans hoved nedad, hvilket han ikke var vild med. Derfor rullede han rundt så han røg ud af sengen. Han landede på gulvet med et bump. Han satte sig op og slikkede Xanders hånd igen. Han gik over imod Xanders hoved, slikkede ham på armen og begyndte så at slikke ham i øret. Han prøvede at få Xander til at blive tryg og få ham til at grine.

Det var nok ikke en af de der ting man havde lyst til at vågne til, at der lå en ulvfor enden af ens seng. Dog kom han hurtigt i tanke om at det nok var Dai, som havde forvandlet sig "jamen godmorgen" sagde han og skulle lige til at sætte sig op, når Dai fald ned på sengen og dog rejste han sig hurtigt op igen "du skal passe på med hvad du laver" sagde han og gav et lille gab fra sig, før han begynde at grine "Dai det kilder" sagde han og lag en hånd ovenpå hans hoved og nussede ham bag øret "dette er meget underligt" sagde han og havde bestemt aldrig regnet med at sådan noget kunne være virkelig, at han ligefrem ville møde en som kunne forvandle sig til et dyr. Han skubbede ham blidt væk fra sig eller i det mindste prøvede på det "smager mit øre godt?" spurgte han om og hævede det ene øjebryn.

Dai ville have grinet over Xanders ansigtsudtryk hvis han havde været i menneskeskikkelse. Xander så simpelthen så sjov ud i det øjeblik hvor han gik fra noget der lignede skræk, til noget som nærmere var forbløffelse. "Vuf." Dai bjæffede et godmorgen da han nåede gulvet. Han nød Xanders hånd på sit hoved og kiggede på ham med glade øjne. Han så så smilende ud som en ulv kunne. Han slikkede sig på næsen, lagde pludselig mærke til at han var sulten. Han pev lidt. Nu han tænkte efter havde han ikke fået noget at spise i et par dage. Oven i det havde han jo løbet en del i går, så han var så sulten at han kunne have spist nærmest hvad som helst. Han snusede op i luften og kunne lugte mad. Han lod sig skubbe væk fra Xander og løb over til døren. Han havde det mærkbart bedre. Han bjæffede en enkelt gang, for at blive lukket ud så han kunne finde noget at spise. Han håbede også at Xanders far ville være venligere stemt overfor en sort ulv, end for en dreng.

Xander fulgte hurtigt sin nye ven med sine øjne, som han løb over til døren og åbenbart gerne ville ud. Han sukkede kort og gav et par brokkende lyde fra sig "godt at jeg ikke har et dyr til dagligt" sagde han og rejste sig langsomt op, også selv om han bestemt ikke havde lyst til det. Han gik bare udmattet hen til døren og åbnede den "du må selv finde ud af det med min far" sagde han og gik tilbage over til sin seng, og lod sig bare falde sammen over den og lukkede sine øjne i. Han viste ikke engang hvordan han skulle forklare sin far det, han ville nok bare blive beskyldt for at have stjålet den fra en eller anden.

Dai logrede med halen og kiggede op på Xander. Da han åbnede døren, smuttede Dai ud, men da Xander ikke fulgte efter løb han ind igen. Han lagde hovedet på skrå og satte sig ned. Han lagde mærke til at Xander så ekstremt udmattet ud, så han rejste sig og smuttede ud mod køkkenet. Han fandt det ved at følge duften af mad. Da han kom derud opdagede han en stor mand, og løb ind under bordet. Han ville helst ikke opdages, da det højest sandsynligt ville betyde at han blev smidt udenfor. Dai stak halen mellem benene, men da han så et stykke kød falde på gulvet løb han hurtigt hen og snuppede det før han løb ind på Xanders værelse. Han gav sig til at gumle på det her kød og kiggede med logrende hale op på Xander.

Xander kunne ligefrem mærke hvor udmattet han endelig var, det var jo ikke fordi han havde sovet særlige meget om natten på grund af Dai og hans skrig når han sov. Det var nok også første gang han havde prøvet det, sove ved siden af en som faktisk skriger i søvne. Man skulle jo også prøve alt for første gang, men det var en af de der ting som han godt kunne leve uden. Han lå bare helt opgivende i sin seng og træk stille vejret ind, men pustede hårdt ud. Han satte sig først lidt op når han hørte den smaskende lyd som ulven lavede "smager det godt?" spurgte han om og smilte roligt til ham, før han rejste sig helt op "hvad med at vi får morgenmad?" sagde han og gik hen og klappede ulven på hovedet "du kan vælge at møde min far.. eller blive her?" sagde han og viste godt at hans far nok ikke ville blive særlig glad for at se en ulv i sit hus.

Dai kiggede bekymret på Xander. Han lagde hovedet på skrå og peb lidt. Han var ked af at have gjort det svært for Xander at sove. Da Xander satte sig op kiggede Dai nysgerrigt på ham. Han nikkede og fulgte efter Xander da denne rejste sig op og gik over til ham. Han fulgte Xander i hælene, havde bestemt ikke tænkt sig at blive efterladt herinde. Han følte allerede en slags samhørighed med den anden unge mand. Der var et eller andet over Xander som gjorde, at selvom han var skide irriterende og virkede som om han var vant til at få sin vilje, kunne man ikke lade være med at holde af ham. Dai lagde eftertænksomt hovedet på skrå mens han tænkte over dette. Gad vide hvad det var ved den unge mand, som gjorde at man holdt af ham så nemt? Dai var ikke ligefrem vant til at få nye venner, men det ville nu være rart med en som kunne dække hans ryg, når de arbejdede. Han blev enig med sig selv om at han ville snakke med Xander samme dag.. Så snart de havde fået noget at spise. Så ville han forvandle sig tilbage til menneskeform og finde ud af om hans idé ville kunne blive til en realitet.

Xander håbede da heller ikke på at Dai heller ville blive inde på værelse, for så skulle han sidde alene og lytte på sin far's stemme og som man bare ikke gad. Det blev bare svært for ham at forklare hvad denne hund lavede i huset, også selv om han udmærket godt viste at han ikke ville lade sin far bestemme hvad man måtte og ikke måtte. Han rodet sig bare lidt i håret mens han gik ned i køkkenet "godmorgen" mumlede han og satte sig hen på en af stolene, mens den høje bredskulede mand bare forsatte med at lave mad "har du sovet godt?" spurgte han med en mere venlig stemme end Xander gav tilbage "mmh" svarede Xan bare og tog et stykke bacon fra en skål på bordet og rakte hen til Dai "har haft en ven sovende" mumlede Xander bare og smilte til Dai, mens Xander's far vende sig om "gud... he..." han fik ikke sagt mere før han fik øje på ulven og sukkede "synes vi skal snakke.. inden du tager dyr ind i mit hjem" sagde han og skubbede brillerne på plads som sad perfekt på hans næse. Han lignede næsten Xander på en prik, bare højere og nok mere mandelig med de skægstubbe han havde og det fine tøj. Hans blonde hår var også meget kortere, og sad i en fin frisyre "men den er nok sulten" sagde han og smilte svagt, mens Xander bare mumlede utydelig ord. Han fandt dog en skål frem og lag et spejlæg ned i, før han rakte den hen til Xander "så må du give den noget mad" sagde han og smilte også selv om han ikke ligefrem fik et venligt smil tilbage, og dog tog Xander bare imod skålen og lag de forskellige ting ned før han satte ned på gulvet "her min ven" sagde han og sende Dai et smil.

Dai kiggede op. Han var ikke vant til at være sammen med folk når han var i sin ulveform. Derfor syntes han det var en lidt speciel måde at se faderen på. Han havde af en eller anden grund allerede vænnet sig til at se Xander fra den vinkel. Han satte sig ned med et bump og 'smilede' til Xanders far. Hans hale dunkede mod gulvet og han sad med tungen ude af gulvet.
Han sad og overvejede hvordan han selv ville have reageret hvis han havde været menneske og der havde siddet en stor ulv med unaturlige blå øjne i hans køkken. Han grinede for inden i sig og blev enig med sig selv om at Xanders far nok klarede det bedre end han selv ville have gjort.
Han lagde hovedet på skrå mens de snakkede og lavede sine øjne så nuttede som muligt da Xanders far sagde det med at Xander skulle sige til før han tog dyr med hjem. Han prøvede på at virke som en nuttet hund, i stedet for som en stor ulv, som havde overfaldet en person natten før.
Han kiggede langt efter maden og logrede endnu mere med halen da Xander kom hen mod ham og så satte maden foran ham. Han slikkede Xander på hånden og spiste glad ægget, før han kiggede op som for at sige 'er der ikke mere?'.