et særligt møde

Xander's far var faktisk ikke så slem som han altid beskrev ham, som en der bare hadet sin søn alt for meget. Faktisk passede det overhovedet ikke, hans far elskede ham så meget som nogen kunne elske sit barn og han ønskede bare det bedste for sin søn og det kunne Xander bare ikke se. Han gav vel et eller andet sted sin far skylden for at hans mor forlod dem, også selv om det overhovedet ikke var nogen af deres skyld at hun blev nød til at gøre som hun gjorde da Xander blot var en lille baby. Det betød dog ikke at Xander havde tænkt sig at indse det, det kunne ikke være andet end hans far's skyld i hans hoved. Det var derfor han havde et slags had til ham, også selv om det ikke ligefrem var et had han havde.
Han spiste bare sin mad i stilhed og kastede en gang imellem et eller andet over mod Dai, for ikke at lade sin nye ven sulte i sin ulveform. Det var ligefrem stille mens de sad og spiste, da de ikke ligefrem havde det store at snakke om. Det var jo også næsten dumt at snakke sammen, når Xander alligevel kom med en spydende kommentar til hver af de ord hans far kom. Han rejste sig bare til sidst op og begynde at gå hen mod døren "Xander skal du ikke noget?" sagde hans far som fik ham til at stoppe op, og vende sig om mod ham "tak for mad" sagde han med en kold stemme, før han bare gik videre ind mod sit værelse. Det var bare ikke det hans far ønskede fra ham, det var ikke fordi han var sød nok at fjerne sit opvask og havde aldrig gjort det. Han betragtede vel sin far som en tjener en gang imellem, uden endelig at tænke alt for meget over det. Han gik bare ind på sit værelse og lag sig med det samme i sengen, før han kom med et dybt suk.

Dai lagde hovedet på skrå da han bemærkede den anspændte stemning. Der udstrålede en hvis bekymring fra Xanders far, men det virkede ikke som om Xander så meget som ænsede det. Dai tænkte at hvis han nævnede det ville Xander ikke tro ham. Der var noget beroligende over denne voksne mand. Han virkede som om han var afklaret og fast, men samtidig blid og elskelig. Dai overvejede hvad der fik Xander til at være så afvisende over for sin far. Da Xander rejste sig og - uden at sætte sine ting over - gik, begyndte Dai at pibe lavmælt. Han kunne ikke lide den kolde tone Xander havde brugt overfor sin far. Han rejste sig på bagbenene og tog Xanders tallerken i munden for at sætte den over til opvaskemaskinen. Han undrede sig ikke over at der havde været så stille med den attitude Xander lagde for dagen. Det virkede som om han ville ønske han ikke havde haft faderen.
Dai gik over til Xanders far og puffede til hans hånd med snuden. Han lod sit store pjuskede hoved glide ind under hånden og slikkede ham en enkelt gang, før han med halen højt løftet løb efter Xander. Han lukkede døren med snuden og hoppede så op i sengen, hvor han lagde sig i nærheden af Xanders hoved. Han gabte og lukkede øjnene. Han lagde sin hale hen over snuden og slappede af. Han var opmærksom på alle lydene og bevægelserne i huset, men det var ikke bevidst. Det var bare en del af det at være ulv. Han sukkede og åbnede øjnene igen. De isblå øjne fokuserede på Xander og registrerede alle hans bevægelser.

Xander kunne ikke huske hvornår han sidste havde siddet sammen med sin far og snakket som far og søn, uden i det mindste at blive tvunget til det. Nok en gang når han blot var et lille barn og ikke forstod noget som helst, men det var ikke fordi han stod mere ved at blive ældre. De havde bare ikke det samme forhold længere, efter Xander begynde at komme i teenager alderen.
Xander's far sukkede ligefrem med en ulykkelig tone i sin stemme, en tone man aldrig ville føre fra sin far og noget han holde inde i sig selv. Han så lidt overrasket efter ulven, som valgte at fjerne Xander's ting for ham "øøh" mumlede han og rodet i det korte blonde hår som alligevel ende med at sidde perfekt igen, som havde han slet ikke rørt ved det "mange tak" sagde han og sende ulven et varmt smil, som viste store tegn på hvor Xander fik sit smil fra. Han rejste sig bare op når ulven vende ryggen til ham, og begynde at dække af bordet.
Xander lå bare i sin seng med øjnene svagt på klem, åbnede dem ikke engang mere når den store ulv hoppe op i sengen og fik ham til at vippe lidt i det. Han fulgte ham roligt med sine øjne, som han lag sig ved siden af ham "hvad tog dig så langtid?" sagde han med en mistænktsom stemme, han viste jo udmærket godt at alle dem han tog med hjem.. faktisk kunne lide hans far på den ene eller anden måde, og det var bestemt noget han hadet ved det. Som om de ikke havde ondt af Xander fordi han boet sammen med ham? bo sammen med sådan en mand som hans far var og som alle andre åbenbart ikke kunne se. Han sukkede bare kort og lukkede sine øjne kort i "hvor længe havde du tænkt dig at være det der?" spurgte han om og rettede sit blik mod ham igen, han følte sig næsten ligefrem syg at snakke med en ulv.

Dai kom til at tænke på sine egne forældre. Selvom det var så længe siden de var døde, og selvom han selv havde fundet dem, kunne han stadig ikke helt tro på at de virkelig var døde. Han var misundelig på alle som havde i det mindste en voksen person som kunne støtte dem. derfor fattede han heller ikke Xanders indstilling overfor sin far. For ham virkede det som om Xander ikke satte pris på ham.. Dai gad godt vide hvordan Xander ville reagere hvis han opdagede at hans far faktisk bekymrede sig om ham. Dai ville dog ikke være den som ville sige det. Ikke til at starte med i hvert fald.
Han rejste sig da Xander snakkede til ham, brummede og samlede forsigtigt sin taske op. Han kiggede på Xander, prøvede at komme til at få åbnet døren og kradsede så på den. Han indså at han blev nødt til at slippe tasken før han kunne komme ud. Da han havde sluppet tasken, rejste han sig på bagbenene og tog fat i håndtaget. Han fik på en eller anden måde åbnet døren og smuttede ud, efter at have fået fat i sin taske igen. Hans hale var højt løftet og han trissede ud mod fordøren. Han havde ikke tænkt sig at gøre Xander mere pinligt berørt end han allerede var. Da Dai nåede fordøren blev han overrasket over at se at den stod åben. Han vejrede op i luften, men kunne ikke lugte noget underligt. Han trådte ud af døren og ned med en lille gyde. Han forvandlede sig, tog tasken over skulderen og satte sig så ned ude ved vejen for at vente på Xander. Han havde endnu ikke taget den nye jakke på, så han så ud til at have det koldt. Dog havde han det ok pga han lige havde skiftet form.

Det var ikke fordi det var let at tilfredstille på Xander på nogen måde, det kunne man selv se på hans far som havde gjort alt for sin søn og alligevel tog Xander ikke imod det. Han så det blot som om han havde dårlig skyld for det som havde sket når han var en lille baby, og havde ikke tilgivet sin far i de mange år. Også selv om han havde gjort alt for ham, ikke efterladt ham på politistation de gange som Xander havde havnet der for den ene eller anden grund. Det var jo ligefrem forkert at Xander ikke kunne indse det, at han ikke engang forsøgte at se det.
Han fulgte langsomt Dai med øjnene og sukkede kort "hvad skal du?" spurgte han kort om og satte sig lige så langsomt op, mens ulven kræsede op af hans dør "du har allerede spist" sagde han og hævede det ene øjebryn, mens et par tanker fløj rundt inde i hans hoved *hvor meget kunne sådan en ulv spise? gik Dai på toilettet som en ulv? havde han været sammen med en anden ulv?* han rystede kort på hovedet før han rejste sig op, da det sidste han så var halen som forsvandt ud af døren "hej hvor skal du hen?" spurgte han om og skynde sig ligefrem med at tage jakken og skoene på, før han selv smuttede ud af døren og videre ud på gaden. Han var næsten ligefrem ved at løbe ind i sin egen far "hvor løb den hen?" snerrede Xander af ham og fik ikke andet end et peg mod den rigtige retning, før han satte i løb mod den vej og ikke engang lod sin far snakke ud. Han begynde først at gå igen, når han fik øje på ham og kunne puste kort ud. Han gik bare stille hen mod ham og lag sine hænder ned i lommerne "hvad skulle det til for?" spurgte han om og så kort ned af sig selv, tøj for dagen før og ikke engang havde haft muligheden for at sætte sit hår. Han kørte roligt en hånd igennem sit hår, for at få de til at sidde lidt bedre.

Dai havde stadig noget af den skarpe hørelse fra hans ulve form. Den var ikke så udtalt, men han kunne stadig godt høre Xander snerre af sin far. Han kom igen til at tænke på alle de forskelligheder mellem Xander og ham. Dai kunne ikke drømme om at opføre sig sådan overfor et menneske, hvor det var så tydeligt at personen holdt af ham. Eller det kunne han jo egentlig ikek vide noget om, eftersom der aldrig havde været en sådan person efter hans forældre døde. Han vidste dog, at hvis han kunne have snakket med sin mor eller far en gang til - selv med den viden at det var hans skyld - vidste han at de ikke ville bebrejde ham. De havde været sammen til det sidste, at dømme efter det håndjern de var lænket sammen med.
Han kiggede hurtigt op da han hørte Xanders hurtige skridt. Han så noget der lignede en udsplattet tomat ligge på jorden, men da han kiggede mere på det, lignede det mere blod. Han overvejede hvor gammelt det mon var og hvor det kom fra.
Dai sad stadig og kiggede på blodpletten da Xander kom ud. Til at starte lagde han ikke mærke til ham, fordi han var optaget af at tænke på blodpletten, og han blev opmærksom på flere blodpletter. Da Xander snakkede til ham kiggede han stadig ikke op, men sad bare og kiggede ud i luften. "Vi må ikke afsløre os. Normale mennesker må ikke vide at vi findes. Prøv at forestille dig hvis jeg var gået ud fra dit værelse i menneskeform og der ikke havde været nogen ulv derinde? Hvordan tror du din far ville have reageret?" Ved sidste sætning borede Dais øjne sig ind i Xanders. Han rystede hårdt på hovedet, for at få sit hår til at flytte sig fra hans øjne og så rejste han sig, åbnede sin taske og tog jakken op af den. Han stak hånden i lommen på den og tog sin mobil op for at tjekke klokken. *12.38* "Hmm. Jeg har noget jeg gerne vil snakke med dig om, men jeg bliver nødt til at hente nogle ting først.. Håber bare ikke det er blevet fundet.." Han slyngede jakken om skuldrene og lænede sig op af væggen, mens han ventede på Xanders svar. Det kunne jo godt være at han ikke syntes de havde mere at snakke om. Han overvejede at give Xander nogle penge, som tak for overnatningen, men kom så til at tænke på hvordan Xander havde reageret dagen før.

Xander gav et lille svagt nik fra sig, som tegn på at han faktisk forstod hvad han sagde. Dog havde han kort tid for inden troet at han havde gjort noget galt, noget som havde fået Dai til at forlade hans hjem. Det var dog ikke det han havde regent med, han havde mere regnet med at Dai var sur på ham og havde næsten ligefrem regnet med at blive skældt ud atter igen som dagen for inden. Som havde han været hans far som skælde ham ud, og som han stadig ikke forstod hvorfor han havde blevet skældt ud på den måde. Han var dog et eller andet sted glad for at Dai ikke var sur på ham, eller ikke sur nok til at fortælle ham det? Det var bare underligt at snakke med en ulv, som faktisk ikke kunne svare ham tilbage. Han havde næsten ligefrem følt at han var skør, når han snakkede til ulven som han var et menneske som svarede ham. Han blev dog overrasket over at Dai havde noget at han ville snakke om, og han kunne ikke gøre andet end at give et lille suk fra sig. Det lød atter igen som hans far, som ville skælde ham ud eller få ham til at forstå noget og ikke havde tid til at gøre det med det samme. Han gav dog et lille nik fra sig atter igen "okay? mødes vi hjemme hos mig eller?" spurgte han om og havde bestemt ikke tænkt sig at sidde og vente på at Dai ville komme tilbage, det havde han aldrig været særlig god til. Hvis folk gerne ville snakke med ham, så måtte de også tage den chance at han måske ikke var der når de ønskede det. Han gik et lille svagt skridt tilbage "men ellers kan du bare ringe.. også skal jeg nok fortælle hvor jeg er" forslog han og lag sit hoved lidt på skrå.

Dai kiggede på ham. Han lagde mærke til hvordan Xanders ansigtsudtryk ændrede sig lidt for lidt. Det var ikke ekstremt tydeligt, men Dai var rimelig vant til at kigge på små ændringer i ansigtsmimikken. Han hørte Xanders suk og rejste sig. Dai smilede skævt til ham. "Jeg overvejede faktisk om du ville med?" Han lukkede sin taske og lagde sin mobil ned i lommen. "Der er ikke så langt og skal bare have skiftet sted at have mine ting. Jeg er ikke så vild med tanken om at andre finder det, da det er mit kæreste eje. Det er også derfor jeg ikke har det med rundt." Han tænkte på den pistol han havde gemt i sin guitarkasse, og havde ikke just lyst til at andre skulle opdage den. Derfor flyttede han regelmæssigt rundt på sine ting. "Men vi kan også bare sige at jeg klarer det og du.. Laver hvad du nu end vil eller skal lave?" Han kom hænderne i lommen og fiskede sin sorte læderhandsker med nitter op, hvorefter han tog dem på. "Men du bestemmer." Dai kiggede ned på sine mudrede sko og kom til at tænke på at det nok snart var tid til at 'finde' nogle nye. Han overvejede hvilket mærke det skulle være næste gang, og blev enig med sig selv om at det kunne være fedt med et par sko som havde nitter og evt var en lidt federe farve en de kedelige mørkegrønne han havde på nu.

Xander så helt overrasket på ham når han begynde at snakke igen, ville han virkelig gerne have at Xander tog med ham? hvor end de nu skulle hen i verden. Han stod ligefrem og overvejede om han virkelig skulle tage med, eller om han bare skulle finde på noget bedre at bruge sin tid på end at hænge ud med denne Dai. Han var jo alligevel et eller andet sted så irriterende, at Xander næsten ikke viste hvad han skulle synes om denne dreng. Han viste dog ikke hvad han ellers skulle bruge sin tid på, hænge ud med nogle af dem fra sin klasse eller bare tage i byen og håbe på at der var nogen spændende piger at lægge an på. Han gav dog et lille nik fra sig "okay" sagde han kort og sende ham et venligt smil, før han gik et lille skridt tilbage væk fra ham "jeg skal bare lige.." sagde han og holde lige en lille pause, før han forsatte sine ord "jeg skal bare lige tage noget andet tøj på.. hvis det er okay?" sagde han og lod ham ikke engang svare ham, før han ligefrem vende sig om og forsvandt ind i sit hus. Det gik højt 5 minutter, før han atter igen kom ud med nyt tøj på sin krop og næsten ligefrem nyvasket hår som var kammet vådt tilbage over hans hoved. Han tog roligt sin jakke på, som han kom gående ud af døren og gav et lille nik fra sig "skal vi komme afsted?" spurgte han om og lag sine hænder dybt ned i lommerne på sine bukser, før han forsatte sin fært hen mod Dai. Han var vel en lille smugle nysgerrig omkring denne dreng, og hvad han endelig ville snakke med ham om. Han åbnede kort sin mund, for at sige noget. Før døren til hans hus blev åbnet og hans far stak sit hoved ud "jeg er ikke hjemme til aften.. men der står mad i køleskabet til dig" sagde han og sende et mere usikkert smil, mens han rettede på sit slips som havde en mørkeblå farve og ligefrem passede til den hvide skjorte som han havde på. Xander gav et højt suk fra sig, før han vende blikket mod sin far og nikkede kort "okay" snerrede han i det, og gik det sidste stykke hen til Dai "hvor skal vi så hen?" spurgte han om og kunne ligefrem høre sin far lukke døren i baggrunden, uden at sige et eneste ord til hvordan Xander snakkede til ham.

Dai smilede stort. Han nikkede bare til det Xander sagde og fandt sin vanddunk frem i mellemtiden. Han tømte den og lagde mærke til en han kendte på den anden side af gaden. Det var ikke just en person han var glad for at se, så han sørgede bare for at trække hætten over hovedet. Han nikkede anerkendende da Xander trådte ud. Han smilede stadig og nikkede så. "Ja. Selvfølgelig. Jeg venter bare her." Han begyndte at gå, men da han hørte Xanders far stoppede han kortvarigt op og kunne igen mærke den anspændte stemning, som også havde været rundt om morgenbordet. Han sukkede og begyndte at gå da han hørte at Xander snerrede af sin far. "Vi skal bare ned mod vandet. Ikke helt derned, men der ligger en lille forladt hytte som jeg har gemt nogle ting som er ret vigtige for mig i." Han smilede og gik i retning af vandet. "Det er egentlig underligt... Jeg har kun været her i nærheden en gang, og alligevel kan jeg huske hvilken vej jeg skal og den slags." Han satte farten lidt op. "Hvad laver du så normalt? Altså når du ikke har travlt med at stjæle? Og har du altid gjort det alene?" Dai sagde det meste for at undgår en lidt akavet stilhed, men også fordi han rent faktisk var nysgerrig. Det var tydeligt at høre på hans stemme at han geren ville vide det.
"Dai smilede og kiggede nysgerrigt rundt. Det var noget af et sted. Række efter række, en masse ens huse. De var rimelig små og Dai fattede ikke at man kunne leve sådan et sted. De virkede næsten på størrelse med en papkasse for Dai, især i forhold til hvad han var vant til at kunne råde over. Han havde jo en hel by, og ikke bare en lille murstensbygning. På den anden side, skulle menneskerne i disse huse nok ikke bekymre sig om at sulte, eller fryse ihjel, og de ville nok ikke kunne klare sig uden tag over hovedet. Sådanne tanker gik Dai rundt med og pludselig væltede han fordi han ikke havde kigget sig ordentligt for. Han slog sig dog ikke da han tog fra med hænderne, og han fik da også rejst sig op. Han kløede sig i nakken og grinede flovt. "Ups.

Xander ville bare gerne væk fra sit hjem, som han altid ønskede sig hver gang han vågnede op i det og kunne høre hans far udenfor døren. Han kunne ikke tilgive ham, ligemeget hvor meget han end prøvede på det. Det var derfor skønt at komme sådan ud, også selv om det blev med en fremmede person som Dai jo næsten var. De havde jo kun mødt hinanden dagen før, og det var allerede underligt at kende så meget om ham som han gjorde. Han kende jo allerede til den underlige ting Dai havde, at kunne forvandle sig til en ulv og det var allerede mere end Xander kunne klare. Det var ikke ligefrem fordi man lærte at kende mennesker så hurtigt, som Xander endelig havde lært Dai at kende.
Han fulgte dog bare stille efter ham ned mod den forladte hytte som Dai åbenbart opbevarende sine ting, som en som Xander nok aldrig ville kunne forstå. Han havde jo altid et trygt sted at opbevare sine ting, og forstod derfor heller ikke hvordan det var at leve på dagen som Dai endelig gjorde nok det meste af tiden. Det overraskede ham ligefrem at høre de spørgsmål som Dai kom med, som var han virkelig nysgerrig i at lære Xander at kende "mmh.. " sagde han kort og træk lidt på skulderne "jeg går i skole, fester og andre ting som man gør som ung" sagde han og vende kort blikket ned mod mod sine fødder, som han gik hen af gaderne ved siden af Dai. han vende dog til sidst blikket op mod ham igen, og rystede kort på hovedet "nej.. jeg har ikke boet her så længe, plejede at stjæle og gøre andre ting med mine gamle venner fra england" sagde han og havde aldrig haft noget imod at snakke om sig selv, han nød vel næsten ligefrem at have den opmærksomhed. At der faktisk var nogen der synes det var spændende i at lære ham at kende, som om han ikke snakkede nok om sig selv i forvejen "hvad med dig?" spurgte han om lidt efter, også selv om det ligefrem var svært for ham at spørge om sådan noget. Det var jo ikke ligefrem fordi han var en af dem, som gad høre omkring alle andre mennesker.

Dai nikkede til det Xander fortalte om skole og fester. Han vidste godt han ikke var en normal ung. Han havde jo aldrig haft råd til at tage til fester, eller haft lyst til at tage i skole. Og han syntes også selv at han klarede sig fint uden en uddannelse. Han havde ikke ligefrem tænkt sig at skulle have et ordentligt job, han syntes at denne levemåde var fantastisk. Dai smilede for sig selv, men da han hørte hvad Xanders dage havde gået med stoppede han op i et kort sekund. Han gik dog videre, mens han nikkede forsigtigt.
"Um okay. Det minder jo lidt om min hverdag. Bortset fra det med at du havde nogen at stjæle med. Havde I en bande eller hvordan? Og kunne du evt være interesseret i at lave en bande med en anden? Det er trods alt nemmere at få fat i værdifulde ting når man er flere om det." Der slap det ud, det Dai ville snakke om. Han sukkede lavt og kiggede op på Xander. "Æh mig? Tja mine dage går med at overleve. Sådan i store træk.. De går med at stjæle for at få tøj, penge, mad og med at finde et sted at sove og den slags. Det er længe siden jeg har haft en fast base som den du har. Men det gør mig ikke noget. Jeg har ikke nogen venner... Jeg stoler ikke ret nemt på folk... Og alligevel snakker jeg om det her med dig." Dai smilede til ham og stoppede op. Han stod foran den hytte hans ting lå i. "Nå. Det er her.."

Xander kunne ligefrem begynde at lugte havet som kom med en stærk fiske duft, som næsten ligefrem var svært at holde ud. Man blev næsten ligefrem nød til at trække vejret igennem munden, også selv om det bare fik det hele til at smage af fisk i stedet for. Det var dog ikke fordi smagen gjorde ham særlig meget, mere tanken om hvis han kom til at lugte af fisk som han bestemt ikke havde lyst til. Det var jo ikke ligefrem fordi det ligefrem var lækkert eller sexet at gå rundt og lugte af ulækker fisk, slet ikke noget som Xander havde lyst til. Han holde bare sit blik ned mod jorden, mens han gik ved siden af Dai. Træk lige så svagt på sine skulder, da han ikke rigtigt viste om det faktisk var en bande de havde haft hjemme i england? hvor han dog bare savnede sin hjemby og sine mange venner "ved ikke.. var vi vel.. vi lavede en masse ballade.. som ende med at skyldes at jeg blev tvunget til at flytte her hen" sagde han og var bestemt ikke glad for at blive tvunget til at flytte til et nyt område, det var jo ikke fordi det hjalp på hans opførsel at sådan blive flyttet til en helt anden by og land. Han vende hurtigt blikket op mod ham igen "det ved jeg ikke.. kommer nok an på hvem det er" sagde han og havde bestemt ikke lyst til at lave en bande med hvem som helst, det var jo ikke fordi han stolede op hvem som helst.. heller ikke på de folk som faktisk troet de var hans venner. Han kunne ikke lade være med at smile, som han vende blikket op mod ham igen "venner? det er nogle man har, udnytter" sagde han da han vel ikke havde mødt en rigtig ven, og derfor havde han heller ikke noget imod at udnytte dem som troet de var hans venner.
Han stoppede op udenfor hytten sammen med ham, og betragtede den kort før han vende blikket mod ham igen "jamen så lad os hente dine ting" sagde han og havde bestemt ikke lyst til at stå der ude og stirre på hytten hele dagen, han gik bare roligt op af den lille trappe og åbnede den ødelagte dør som knirkede højt i det "er du venner med et spøgelse her inde?" spurgte han om og vende blikket mod ham med et drillende smil på læberne.

Dai kiggede på Xander og smilede skævt, da han så ham skære ansigt. Han var ved at være vant til at der lugtede ret grimt, men på en eller anden måde, virkede det værre end det plejede. Det var nok fordi han havde været hjemme hos Xander. Han var jo vant til at leve på gaden, og være i miljøer som dette stort set altid. De eneste gange han ikke var, var når han var ude at stjæle eller hvis han tog i skoven eller til søen, for at komme væk fra de andre gadebørn.
"Ah okay. Det er jeg ked af at høre. Hmm, det fortæller jeg mere om senere." Dai kiggede på Xander i smug for at se hans reaktion. Han spærrede dog øjnene op da han hørte det næste denne sagde.
"Har du det sådan med alle mennesker? At de bare skal udnyttes?" Dai mumlede det sidste ret lavt. Han var ikke sikker på om den anden hørte det, men det var også mest fordi det faldt ham underligt at betragte venner som nogle man bare udnyttede. På den anden side havde Dai jo aldrig rigtig haft nogle venner, så han burde egentlig ikke kunne udtale sig om det.
Dai fugte efter Xander. Han grinede lavt. "Ikke så vidt jeg ved. Det er bare et godt gemmested, da der ikke er ret mange som er vild med at komme herind. Jeg bruger heller ikke stedet her så meget." Dai satte sig på knæ ved siden af sin guitarkasse og rodede lidt rundt ned i den. Han sukkede beroliget og trak en lille æske op. Den lignede ikke ligefrem noget et gadebarn ville have. Dai åbnede den og smilede ved synet af den revolver som lå i kassen. Ved siden af revolveren lå der en del småmønter. Dai brugte dem når der blev så koldt at han ikke kunne sove udenfor uden at være i risiko for at dø af kulde.
Dai lukkede kassen igen, lagde den ned ved siden af guitaren og lukkede så guitar kassen. Han hankede op i den og kiggede smilende op på Xander. "Jeg er klar til at gå igen nu."

Xander var sikker på at han blev nød til at tage flere bad, før lugten fra havet ville gå væk fra hans tøj. Han havde dog ikke noget imod det overhovedet, og nød faktisk et eller andet sted at hænge ud sammen med denne Dai. Han havde det bare som om han havde noget tilfælles med ham, men det havde han vel også? Når de begge var  kriminelle, udover at Xander gjorde det for sjovt og Dai åbenbart gjorde det for at overleve. Han kunne ikke gøre andet end at nikke og sende ham et lidt nysgerrig blik, før han hurtigt vende det væk igen ”okay” sagde han og kunne jo ikke tvinge ham til at fortælle det med det samme, måske gjorde han det blot fordi han ikke ville væk fra Xander? Have en grund til at snakke med ham senere? Han sukkede svagt og kunne jo ikke gøre andet end at vente på det.
Han træk svagt på skulderne ”med de fleste.. de fleste mennesker udnytter andre, så hvorfor være en af dem som tror på alt det gode i mennesker?” spurgte han om og lag sit hoved en lille smugle på skrå, også selv om han faktisk var ligeglad med at få et svar på det ”som en som dig.. og alle andre som tror at min far er et godt menneske” sagde han og sende ham et køligt blik, før han lige så hurtigt vende det væk igen. Han begynde ligefrem at overbevise sig selv om, at Dai havde taget hans far side som alle andre gjorde og blot så Xander som en uforskammet unge.. som slet ikke fortjente at bo der hjemme, og bare skulle på kostskole eller militær skole som flere af hans far venner hjemme i england havde forslået.
Han lod sit blik glide rundt i den gamle hytte, mens han ligefrem overbeviste sig om at der var nogen der stirrede på dem ”hmm.. jeg tror der er spøgelser her” sagde han og kunne mærke hvordan hans nakkehår rejste sig, og en kulde gled op af hans arme også selv om han havde sin vinterjakke på. Han lod sit blik vende sig om mod Dai igen, som han sad der og rodet rundt i et par ting. Han blev dog bare stående og så nysgerrig på ham ”hvad har du der?” spurgte han om også selv om han ikke forlangede et svar, det kom jo ikke i sidste ende Xander noget ved. Og dog... han havde jo taget med der hen, så fortjente han vel at få at vide hvad det var Dai skulle hente?
Han gav et svagt nik fra sig før han bevægede sig hen mod døren ”så lad os smutte” sagde han og holde en kort pause ”før vi bliver slået ihjel” hviskede han for sig selv og vende blikket ind mod lokalet med et smil på sine læber, han gik dog bare hurtigt ud og kørte en hånd igennem sit hår ”hvad skal vi så nu?” spurgte han om og vende blikket mod sin nye ven igen. Hans blik blev dog fandet af jorden under hans fødder, som det altid blev når han blev alt for nysgerrig. Hans blik blev fanget af nogle fodspor *fra hønsefødder?* tænkte han for sig selv og træk lidt på skulderne, nah men fra en fugl var det bestemt.

Dai nød at være sammen med Xander. Han var ikke vant til selskab og når han endelig var sammen med folk, prøvede de for det meste at slå ham ihjel. Han stolede ikke helt på Xander endnu, men dog nok til at vise ham et af sine mest brugte skjulesteder. Dai overvejede om den lille hytte mon ville kunne bruges som bandekvarter.. Hvis han da nogensinde fik startet en bande op.. Dai lukkede kort øjnene, og blev nærmest forskrækket da han så Xanders smukke ansigt med de endnu smukkere grå, fantastisk funklende øjne. Han blev forvirret over sine egne følelser. Han plejede ikke at føle sådan her overfor nogen. Sidst det var sket var med... Dai rystede på hovedet for at få tanken ud af hovedet. Han vidste han ville bryde sammen hvis han tænkte på det.
Dai nikkede næsten umærkeligt. Han ville fortælle Xander om sin plan, men ikke her. De skulle væk fra de andre gadebørn først. Han rullede dog med øjnene da han hørte hvad denne irriterende dreng sagde om at udnytte folk. Og det blev ikke specielt meget bedre af det Xander sagde om sin far.. Og Dai. Men med hensyn til forældre, var Dai nok ikke den bedste at snakke med. Han havde opbygget et fuldstændig perfekt billede af sine forældre, ubevidst. Dog vidste han godt at det ikke var så perfekt da de levede. Det havde an fået fortalt flere gange, og flest gange af sig selv. Alligevel var denne forestilling opstået. Simpelthen fordi han ikke kunne kapere tanken om at de skulle have noget dårligt i sig.
"Æh. Det ved jeg ikke. Men nu har jeg heller ingen venner.. Og prøver at komme udenom mennesker, så der er ikke så mange jeg kan udnytte. Jeg vidste bare ikke at det var sådan folk så hinanden. På den anden side må man jo selv om hvordan man vil være.." ordene tonede i takt med at det gik op for Dai hvad Xander havde sagt. "Du tror jeg godt kan lide din far?Jeg har mødt ham.. 1 gang.. I min ulveform. Jeg har ingen menig om ham.. Jeg ville bare ønske det var mig som havde en far jeg kunne skubbe væk." Dai kiggede væk. "Og.. Jeg har en del facader oppe." Han vidste ikke hvorfor han fortalte Xander disse ting.
Dai brummede bare da han hørte hvad Xander fortalte om spøgelser. Dai kiggede dog hurtigt op da han blev spurgt om hvad han sad med. Han sagde med en rolig stemme: "Min pistol, min guitar og de penge jeg skal bruge til at finde et sted at sove når det bliver rigtig koldt." Han var egentlig lidt ligeglad med om Xander vidste han havde en pistol. Nu lå den jo hvor den plejede, og Dai kunne ikke fiske den hurtigt nok op, til at redde sig selv, så han havde den egentlig mest som skræmmevåben. Det med at sige man har en pistol, det virker ret godt, hvis man ikke vil have de kommer for tæt på.
Han sukkede dybt før han rejste sig. Han gik over og åbnede døren, lod Xander gå ud først, mens han lod som om han ikke hørte hvad den anden sagde.
Han kiggede op på Xander, da han spurgte om hvad de skulle. "Det kommer an på.. Om du kender et godt sted vi kan snakke uden at blive forstyrret?" Dai hviskede det nærmest, han ville ikke have at nogen andre skulle vide, at han havde tænkt sig at forme en bande. Og da slet ikke med en dreng som boede med sin far. Han smilede dog skævt, kunne ikke være sur eller irriteret når vejret endelig var klaret op. Han gik ud af døren og blev nærmest glad indeni, da han følte vinden mod sit ansigt.

Xander viste jo udmærket godt at det var forkert at udnytte andre mennesker, men når man selv havde blevet udnyttet flere gange, så blev det bare en ting som man selv begynde at gøre. Han så det vel bare som en normal ting, at når man ikke brød sig særlig meget om nogle, så valgte man bare at udnytte dem i stedet for at skubbe dem væk og fortælle at man ikke gad være venner. Det virkede bare som noget helt andet når det kom til Dai, måske fordi han mindede så meget om hans venner tilbage i England også selv om han opførte sig mere voksen i det en gang imellem. Det var dog ikke noget som han havde noget imod, det var jo ikke første gang at han havde blevet skældt ud af nogen og nok heller ikke sidste gang. De fleste valgte jo at se Xander på en særlig måde, som en dreng som bare ikke kunne opføre sig ordenligt og andre ville have at han opførte som den engel som var en del af ham. Der var jo ingen der gad eller tog tid til at lære Xander at kende som den person han var, han kunne ikke engang selv huske hvornår han kendte sig selv fuldt ud. Han havde bare blevet den forfærdelig dreng som de fleste mente han var, og bare glemt den som han virkelig var. Han træk bare lige så svagt på skulderne ”mmh, nogle mennesker skal man også bare holde sig langt væk fra” sagde han og kendte flere typer mennesker, som bare ikke var noget som man skulle samle på. Han blev ligefrem overrasket når Dai fortalte hvad han gemte på, det var nok det sidste han havde regnet med. Dai havde en pistol? Det var ikke fordi det gjorde ham mindre nysgerrig i det ”må jeg se den?” spurgte han om med et lys i hans øjne, som næsten ikke var til at beskrive. Han lod dog sit blik følge ham hen mod døren, når han valgte at åbne den igen og forlod den lille hytte igen. Han fulgte bare roligt efter ham, ud af den og kiggede sig rundt omkring i den klare lys. Han så kort undrende på ham og træk kort på skulderne ”hmm.. jeg er jo ny, så kender ikke til så meget her rundt omkring” sagde han og viste virkelig ikke hvor de skulle tage hen, det var ikke fordi han havde fået tjekket det hele ud endnu. Han havde da også masser af tid, til at finde hele byen ud af.

Dai kiggede op på Xander med et venligt udtryk. Han overvejede kort om han ville vise pistolen til Xander. "Lidt senere. Vil ikke nuppes for at rende rundt med et våben. Det ville være dumt at lade sig nuppe for det. Især i forhold til hvad jeg ellers har lavet." Dai smilede skævt til Xander. "Nå jamen hvis du ikke kender et sted, så har jeg et. Det kræver bare at man er lidt smidig." Han begyndte at gå i retning af et 3-etagers hus.
Han tog sin guitartaske på ryggen og gik over til en stige som sad skjult på siden af huset. Den var tydeligvis gammel, boltene sad ikke ret godt fast, alt var rustet og det var besværligt at komme til stigen, da der stod en del affald omkring den.
Han smilede skævt, sikker på at han stadig ville kunne kravle op af den. han havde i hvert fald ikke taget på siden sidst han havde brugt den. Han kiggede på Xander. "Tror du at du kan komme op her? Og hoppe fra det her tag til et andet?" Han grinede lavt og begyndte så at klatre op af stigen. Han nåede toppen på rimelig kort tid, hoppede over kanten og kiggede udfordrende ned på Xander. "Kommer du?"


(undskyld det meget korte svar, men kunne ikke skrive mere :c )

Xander kunne virkelig ikke gøre for at han var så nysgerrig som han var, det lå ligefrem i hans natur at være så nysgerrig. Hans engleside var jo heller ikke en særlig stor del af ham, eller det var jo ikke en del som han kendte til. Han var jo bare som alle andre af hans menneskelige venner, og ikke glemme den menneskelig far som han havde som havde passet ham hele hans liv. Han nikkede dog bare kort til det ”okay” mumlede han og kunne næsten ikke vente på at få lov til at se den, han viste dog at det ville være dumt at vise den frem når de var et offentligt sted, så heller vente til de var alene igen og sådan rigtigt kunnne snakke om alt. Han fulgte bare efter Dai hen mod stigen som hang på siden af huset, og kunne ikke lade være med at kigge kort op af bygning. Han var jo ikke bange af sig, eller ville ikke have at folk skulle tro at han var en som var bange for noget som helst. Han nikkede bare kort og smilte til Dai ”selvfølgelig kan jeg det” sagde han og ventede på at Dai havde kravlet op, før han selv bevægede sig op af stigen mod taget. Det tog lidt længere til for ham at komme op af stigen, og derefter lige skulle børste sit tøj rent igen ”åh jeg kommer” sagde han og gav et kort grin fra sig, før han gik lidt tilbage og løb hen mod kanten med fuld fart på. Han fløj næsten ligefrem igennem luften, eller det var sådan at han havde det. Han landede også lige præcis på kanten, og rullede det sidste stykke ind på taget for ikke at falde ned.

Dai gispede da han så hvordan Xander kun lige præcis landede på kanten. Han skyndte sig over så han kunne gribe ham, men var lettet over at det ikke var nødvendigt. Han satte sig inde mit på det rimelig flade tag. Der var en smule hældning, men det føltes alligevel næsten som et fladt tag. Han smilede til Xander og tog sin pistol op af guitar kassen, hvorefter han lagde den foran sig. Den var egentlig en revolver, som dem man så i westernfilm, men Dai havde altid bare kaldt den for en pistol. Den havde et smukt gyldent skaft, med nogle forskellige udskæringer. I bunden af den stod 'Du er stærk. Husk det'. Dai havde fået pistolen af sin far, et par dage før de blev taget, nærmest som havde han vidst at det ville ske. Det havde været hans brors, men faren havde passet på den efter Sagi døde. Dai ville helst have kunnet bringe revolveren med sig alle steder, men havde måttet indse at det ikke kunne lade sig gøre. Men han havde den altid i sin guitarkasse.
Af en eller anden grund stolede Dai på at Xander ikke ville skyde ham. Han kunne dog ikke vide det, så han sad og kiggede opmærksomt på den anden dreng. Han smilede dog skævt og trak så sin guitar op af kassen også. Han begyndte ikke at spille men sad bare med den og nød fornemmelsen af det velkendte træ mod sine lår. "Hvad synes du om den?"

Xander rejste sig langsomt op og børstede atter igen snavset af sine bukser, også selv om det ikke hjalp særlig meget. Han vende blikket udover kanten, og kunne ligefrem se hvor langt ned det endelig var. Det gav et sus igennem hans mave, som var der sommerfugle som fløj igennem den. Han kunne ikke lade være med at smile, og lukkede kort sine øjne i. Han vende hurtigt sit blik mod Dai, når lyden fra når han lag pistol fra sig kom mod hans øre. Det var som om den lyd kunne vække ham fra hver eneste dejlige drømme, som nu kunne finde på at komme ind til ham når han lå og sov. Han vende hurtigt blikket mod pistolen, og gik lige så langsomt over mod ham. Han satte sig ned på knæ som et eller andet barn, som lige havde set det nyeste fede legetøj som man kunne finde. Han så lidt tøvende på Dai, før han samlede den op i sine hænder og betragtede den nærmere ”wow” sagde han flere gange, som han fandt noget nyt ved den, eller hvad han mente var nyt i hans øjne ”den er flot” sagde han og vende blikket mod ham igen, i det han lag den fra sig igen. Han ville jo ikke røre alt for meget ved den, hvis nu Dai ikke ville have at han gjorde det.

"Du er ikke vant til at springe fra tag til tag, vel? Det er noget af et rush det giver, ikke?" Dai smilede skævt. Han kunne ikke lade være med at grine lavmælt da han så hvordan Xanders øjne lyste op. Han kom til at tænke på den gang han fik pistolen og hvordan han havde haft samme lys i øjnene, indtil han var kommet i tanke om at han kun kunne få den fordi Sagi var død.
Dai rystede tanken væk og betragtede Xander. Da denne lagde pistolen fra sig smilede han opmuntrende. "Det er ok. Du må gerne kigge på den. Jeg har ikke travlt. Ikke lige nu i hvert fald. Og hvis du lover du ikke skyder mig, kan du også sagtens have den mens jeg fortæller min plan." Dai smilede større. Han regnede virkelig ikke med at Xander ville kunne skyde ham. I hvert fald ikke sådan ud af det blå. Han løftede spørgende et øjenbryn. "Skal jeg fortælle? Og hvis du ikke bliver sur på mig over det jeg har at sige, kan vi evt løbe på tagene bagefter." Han rynkede kort brynene og tog sig selv i at tænke om det nu også ville være klogt at tage denne dreng med på en løbetur ud over tagene. Han rystede dog tanken af sig og smilede stort.

Xander samlede med det samme pistolen op, når han fik lov til at beholde den i sine hænder. Det var bare svært at holde sit blik på ham igen, når han var så nysgerrig over at kigge på hver eneste lille del af pistolen. Han lod nogle fingre glide hen over den, mens han holde blikket mod den. Det måtte jo være noget alvorligt som Dai ville snakke med ham om, siden at han var bange for at Xander ville komme til at skyde ham. Han kiggede dog langsomt op mod ham igen, med et undrende blik i sine øjne ”hvad er der da?” spurgte han om og hævede sit ene øjebryn, da han vel ligefrem var overrasket over at det åbenbart var noget så alvorligt som Dai ville snakke med ham om. Han nikkede kort og smilte svagt ”det kan vi da godt” sagde han og var sikker på at han ikke ville blive sur, eller i det mindste hvad han håbede på. Han blev jo heller ikke så sur hurtigt, eller måske gjorde han? Han sad bare og kiggede på ham, mens tankerne fløj lidt rundt inde i hans hoved.

//undskyld længden//

Dai kiggede fornøjet ned på Xander. Han fik en helt speciel glød i øjnene, da han så hvor nysgerrig den yngre dreng var. Eller han virkede i hvert fald yngre. Det kunne selvfølgelig godt bare være fordi Dai havde oplevet en del ting, som man helst gerne ville undgå. Dai havde overhovedet ingen anelse om hvor gammel Xander var. Han sad bare og betragtede Xander og gengældte hans undrende blik da han kiggede op. "Hmm.. Jeg regner med at det betyder du ikke vil skyde mig.." Dai smilede skævt. "Hmmm.. Hvordan skal jeg formulere det.. Hmm.." Dai sukkede irriteret over at han ikke kunne formulere sig ordentligt. Han smilede dog hurtigt til Xander for at vise at det ikke var ham der var noget galt med. "Okay.. Jeg har længe gået og overvejet at forme en bande.. Du ved sådan en som stjæler.. Og.. Efter det bræk jeg kom til at blande mig i.. Efter du var gået i gang, og med det du fortalte om hvad du lavede i England, tænkte jeg vi kunne forme en bande sammen? Det vil nok ikke være særlig svært at finde medlemmer eller noget Her er nemlig ikke rigtig nogle bander pt." Dai smilede større, kunne slet ikke lade være. Han rejste sig. "Men du kan få lov til at tænke over det, mens vi løber fra tag til tag. Dai grinede lavmælt. "Forudsat at vi ikke dør selvfølgelig." Han kunne allerede mærke hvordan hans krop var 'spændt'. Det var længe siden han havde løbet på tagene, og der var næsten ikke noget han nød mere end det.

//Det er helt i orden :) //

Xander havde aldrig prøvet at holde et våben i sine hænder, så det var faktisk ret så spændende at endelig få lov til at prøve det. Skolen ville knap have at han hørte en gaffel, så hvorfor skulle de tillade at han rørte noget som faktisk kunne dræbe ved blot et enkelt skud. Han var også sikker på hans far aldrig ville tillade det, faktisk så var det nok kun Dai som stolede på Xander på det punkt. Det overraskede ham faktisk ret så meget, at denne unge mand faktisk stolede på ham. Hans fingre undersøgte hver en eneste lille del af pistolen, mens han holde blikket på ham samtidigt. Det kom ligefrem som et chok, når han hørte hans ord. Ville Dai virkelig lave en bande sammen med Xander? Han huskede ligefrem dagen før, hvor han ligefrem blev skældt ud som om han var et lille barn. Det var jo en stor ting at forme en bande sammen, det handlede jo om at stole på hinanden og Xander var ikke ligefrem en af dem som stolede på hvem som helst. Han skulle lige til at sige noget, når Dai snakkede videre og han ikke kunne gøre andet end at nikke ”ja lad os det” sagde han og viste ikke om Dai var til at stole på, nu var det heller ikke fordi Xander stolede på hvem som helst. Han havde dog heller ikke haft noget at bruge denne mand til, så hvorfor skulle han hænge ud med ham? Hvis han ikke stolede på ham? Han rejste sig langsomt op og smilte venligt til ham, mens han holde pistolen tæt ind til sig ”det ville være fedt, at lave en bande sammen med dig.. være sammen med folk som forstår mig bedre end dem i skolen” sagde han og var sikker på at han ville have det bedre sammen med folk af sine egne, end hvad han havde det med folk fra skolen.