et særligt møde

Dai studerede ham fornøjet. Han kunne godt lide hvordan han var optaget af den. Han overvejede om Xander nogensinde havde set en pistol i virkeligheden og rørt ved en. Sikkert ikke. På den anden side var det heller ikke alle og enhver som gik rundt med pistoler, og da slet ikke ved højlys dag. Dai kiggede rundt og overvejede hvilken rute han skulle vise Xander hvis de skulle ud at løbe.

Han vendte dog opmærksomheden mod Xander da han bemærkede det chok den anden fik. Han kunne ikke lade være med at smile stort. Dai havde egentlig ikke specielt nemt ved at sotle på folk, men der var et eller andet ved Xander som gjorde at han slet ikke kunne lade være. Dai skældte sig selv lidt ud over at han fik den slags tanker igen. Han var ikke Xanders type. Og Xander virkede heller ikke som om han var gay. Dais øjne hang ldit fast ved xanders sensuelle læber. han overvejede hvordan det mon ville være at kysse dem. Han nåede dog at stoppe sig selv i at rykke frem mod ham. Han rødmede kraftigt og kiggede ned. "Det er nok ikke klogt at løbe med en ladt pistol. Jeg tror jeg lægger den ned i kassen igen før vi løber. Mine ting burde være sikre heroppe." Dai kiggede over på et lille træskur som stod lidt væk. Det lignede næsten et legetøjshus til små børn.

Dai rakte ud efter pistolen og kunne slet ikke lade være med at smile stort da han hørte hvad Xander sagde. Han blev helt ivrig, og kune ikke styre det i sin stemme. "Mener du det? Fedt! Det glæder mig at du synes vi forstår hinanden. For jeg har det på samme måde." Der kom en svagt rosa farve hende over Dais kinder. Han blev irriteretr på sig selv, men lod som ingenting.

//Undskyld længden//

Xander havde bestemt ikke lyst til at lægge pistolen, han var jo næsten ligefrem bange for at han ikke ville få lov til at røre ved den igen. Det så dog ikke ud til at Dai havde noget imod at han rørte ved den, så mon det var sidste gang? Det tvivlede han et eller andet sted. Han trykkede den dog alligevel mod sin brystkasse, når Dai rakte hånden hen mod ham. Der kom et lille suk ud mellem hans læber ”nej det er det nok ikke” sagde han og aflevede den, også selv om han ikke havde lyst til det.
Han kunne ikke lade være med at lægge mærke til farven på hans kinder, men sagde dog ikke noget til det. Hvad skulle han overhovedet sige til sådan noget? Der var jo intet galt i at rødme, også selv om han ikke kendte grunden til hvorfor han gjorde det. Han var dog bare glad for at Dai havde spurgt ham, og de nu havde planer om at skulle starte en bande sammen ”så længe du ikke opføre dig som min far igen” sagde han og gav et par grin fra sig, da han vel et eller andet sted blot mente det for sjov.

//selv undskyld//

Det var ikke ligefrem fordi Dai nød at skulle tage pistolen fra Xander. "Bare rolig, du kan godt få lov til at holde den igen senere Xander. Vi vil bare helst ikke have at den går af mens vi løber, vel?" Dai kunne ikke læse tanker, men havde alligevel en rimelig god ide om hvad der foregik inde i Xanders hoved, da han så hvordan han trykkede pistolen ind mod sig. Han tog imod pistolen, lagde den ned i kassen og lagde pistolkassen og guitarkassen ind i det lille træskur.

Han stod med ryggen til Xander lidt ekstra tid, og prøvede at få kontrol over sit ansigt. Det lykkedes næsten og han vendte sig om igen, med et smil på læben. Han kunne slet ikke lade være med at smile, han var simpelthen bare så glad for at Xander havde sagt ja. "Han er sådan en sød fyr." Dai rødmede stort da han opdagede at han havde sagt sine tanker højt. Han undlod at kigge på Xander, og lod sine øjne hvile på sine hænder i stedet. Dog kiggede han op da Xander snakkede. "Hehe det skal jeg nok lade være med. Men vi bliver nødt til at sørge for at vi ikke bliver opdaget." grinede Dai.

Det blev lidt lettere for ham at aflevere pistolen igen, når han fik lov til at høre at det nok ikke var sidste gang han holde den. Han nød vel lidt af have den magt, som man fik når man holde en pistol. Måske var han faktisk ved at blive sindssyg? Det var dog ikke fordi han havde haft nogle tanker om at slå nogen ihjel, så mon ikke han var okay fin i hovedet?
Han kiggede længe efter pistolen, og vende først sit blik mod Dai igen når han snakkede. Han så lidt undrende på ham, og lag sit hoved lidt på skrå ”snakker du om mig?” spurgte han om og viste ikke engang hvad han skulle sige, hvad nu hvis det var ham som han snakkede om? Var Dai til drenge? Var han blevet venner med en homoseksuel fyr? Nej det kunne da ikke passe, det var jo bare ulækkert. Han rystede kort på hovedet, og kunne ikke tro sådan noget om Dai. Det var da forkert at dømme folk for noget de ikke var?
Han nikkede bare kort ”selvfølgelig, ville da også være dumt og gå rundt og råbe det til alle mulige” sagde han og sende ham et venligt smil atter igen, mens han rettede på sit tøj. Han glæde sig vel ligefrem til at lære nogle nye ting, som det at springe fra tag til tag.

Dai rødmede svagt og kunne ikke møde Xanders blik. Han sagde ingenting da han ikke ville virke underlig. De havde jo nærmest lige mødt hinanden. Han kunne da ikke allerede have følelser for ham vel? Dai sukkede lavt. Der var jo nogle folk som var ekstremt homofobiske. Og det værste var næsten at man kunne blive enormt gode venner, og så stole så meget på folk at man kunne fortælle man var gay.. For så at blive lukket ude og behandlet værre end affald. Mon Xander var homofob? Dai betragtede ham diskret. Han lagde mærke til den lille hovedrysten han lavede.

Dai smilede svagt da han hørte det næste Xander sagde. "Jep." Han sørgede for at have så kort et svar som muligt.
Han gik ind midt på taget. "Okay.. Vi starter med at hoppe over på det der tag."Dai pegede på et tag lige udfor hvor han stod. Der var kun ca en halv meter fra de ene kant til den anden, men der var så på den anden side 3 etager ned."Jeg hopper først og så hopper du. Der er ikke ret langt, men det giver alligevel et godt sus i kroppen. Ved du hvordan man laver et rullefald? De er nemlig gode at lande med.. Så er det ikke så nemt at brække noget." Dai smilede større til Xander. Han ventede på svar fra ham. Dai ville være sikker på at Xander var klar på at de kunne brække noget, men at det var underforstået at Dai ville gøre alt hvad han kunne for at hjælpe Xander. "Og hvis du hellere vil ride ud over tagene kan vi også det." Dai tænkte på hvordan det ville se ud for normale mennesker. Han kunne ikke lade være med at slippe et grin ud ved tanken om deres ansigter når de så en tiger med en dreng på ryggen hoppe rundt på tagene.

Xander viste virkelig ikke hvad han skulle sige eller gøre, det hele føltes bare underligt i det. Han havde aldrig oplevet at høre sådan noget fra en anden dreng, og viste heller ikke hvad han synes om det. Han var dog glad for at de bare snakkede videre, og ligefrem glemte hvad der var sket. Hans blik gled hurtigt hen mod taget, som ikke var særligt langt væk fra det de stod på. Det var ikke fordi man skulle være mestre i at hoppe, for at kunne klare sådan et hop. Han glædet sig vel bare til at mærke det sus i sin mave igen, som hans krop næsten ligefrem hungrede efter at mærke igen. Han gik lidt tættere på kanten af taget, og vende kort blikket mod Dai ”det er helt fint med mig” sagde han og havde ikke noget imod at hoppe efter Dai, det handlede vel om at lære nye ting? Og Xander kunne da godt bruge det at lære at hoppe fra tag til tag til noget, altid en god måde at flygte fra når det kom til politiet. Han rystede kort på hovedet ”nej, sådan nogle ting har jeg ikke styr på” indrømmede han og havde aldrig været den bedste til idræt, og han havde aldrig haft lyst til at lære sådan noget ting. Det var heller ikke fordi hans tanker, havde faldet på at det var en god måde at flygte på at hoppe fra tag til tag. Han rystede kort på hovedet af ham, og smilte venligt ”nej jeg vil gerne lære det” sagde han og var vel mere tryg på sine egne to ben, end at sidde på en eller andens ryg.

Dai lod bare som ingenting. Han ville ikke stødes væk, ikke nu. Han havde endelig fundet en at starte en bande med. Alt ville gå galt hvis Xander stødte ham fra sig. Dai lod Xander tale færdig. "Hmm. Det går nok alligevel.Men okay, hvis du er sikker på du ikke vil bæres så følg efter mig." Dai smilede skævt, gik et enkelt skridt bagud og begyndte så at løbe. Han sprang rimelig langt, selvom hullet var smalt. Han lavede dog alligevel et rullefald. Der var bare det at han havde bedømt længden af det i forvejen smalle tag forkert. Så han nåede næsten over til den anden kant af det før han lavede sit rullefald. Og da han var færdig med rullefaldet endte han med røven ude over kanten. Han nåede dog heldigvis at gribe fat i kanten af huset med den ene hånd og kunne så trække sig op til at få den anden hånd over kanten også. "Fuck..." Dai hviskede det chokeret. "Xander? Kan du give mig en hånd?"

Xander var faktisk glad for at de snakkede om noget andet, da han jo ikke havde lyst til at skubbe ham væk fra sig. Det var jo første gang siden han havde flyttet til Frankrig, at han havde fundet en som han svingede godt sammen med. Han havde derfor ikke lyst til at spørge alt for meget ind til det, og prøvede bare at skubbe det lidt væk. Han kunne godt ikke lade være med at lide det en lille smugle, at ikke bare blive beundret af pigerne.
Han blev bare stående og kiggede efter Dai som hoppede over taget før ham, men hans læremester så ikke ud til at klare det særligt godt. Han kunne mærke hvordan hans hjerte begynde at hamrede inde i ham, nok havde han ikke noget imod at overfalde og mishandle folk. Han havde dog ikke lyst til at opleve den der var død, det var ikke lige en af de ting som han havde tænkt sig at opleve. Han hoppede hurtigt over på det andet tag, og landede roligt på det. Han vende sig hurtigt mod ham og satte sig ned på hug, og greb fat i hans hænder. Han kæmpede lidt med at hive ham op, men klarede det til sidst og fik ligefrem trukket ham ned over sig og fik væltet sig bagover og lagt ned. Han gispede lidt efter vejret, og kiggede op på Dai. Han var faktisk en meget flot ung mand, nu når han kom så tæt på Xander. Han rystede kort på hovedet af sig selv, hvad fanden var det for en tanke af have? ”sådan” gispede han, og sende ham et lidt usikkert smil.

Dai prøvede at komme op ved at bruge benene til nærmest at klatre op af muren, men indså hurtigt at det krævede for mange kræfter. Samtidig med at han var bange for at falde ned, var han også virkelig bekymret på Xanders vegne. Han vidste jo ikke noget om, om han kunne klare sig over. På den anden side var der jo så kort at man næste bare ville kunne gå over. Han hørte fodtrin, og blev lettet da han så Xanders pjuskede lyse hår. Dai kæmpede for at holde fast men kunne mærke han gled. Han var derfor endnu mere lettet da han mærkede Xanders hænder i sine. Han prøvede at hjælpe og kunne mærke at hans ene sko røg af. Man kunne høre et svagt plonk da den landede på jorden under dem. Dai nåede dog helt op, uskadt. Han væltede ind over Xander og lå og kiggede på ham. Han beundrede hans smukke øjne og resten af det smukke ansigt. Han vidste godt det ikke ville være klogt, men han kunne simpelthen ikke lade være. Han blev nødt til at kysse de læber. Han registrerede kun svagt at Xander talte, og førte bare sit hoved ned mo Xanders. Han kyssede ham helt blidt og lukkede øjnene halvt i. Kort efter kom han dog i tanke om Xanders ansigtsudtryk da Dai var kommet til at sige at han var sød. Han så ansigtet for sit indre blik, det udtryk af væmmelse som havde været i det ellers kønne ansigt. Han flyttede sig hurtigt og rejste sig med et op, hvor han begyndte at gå rundt.

det var svært ikke at kigge tilbage på ham, når han lag mærke til hvor meget Dai endelig stirrede på ham "ska..." han fik ikke sagt mere, før han lag mærke til at Dai kom tættere på hans ansigt. Han kunne mærke hvordan hans hjerte, hamrede inde i brystet på ham *hvad har han gang i* tænkte han, også selv om han ikke fik lov til at tænke længe over det. Han mærkede de bløde læber mod sine, mens hans øjne sprang op. Han blev helt stiv i kroppen, og kunne ikke flytte sig en meter. Han kunne ligefrem mærke, hvordan hans læber begynde at kysse med i det blide kys *stop! stop!* skræg han inde i sit hoved, og viste ikke hvad han skulle stille op. Det var som om det gik en evighed, før Dai fjernede sig fra ham. Han blev bare liggende et stykke tid, før han endelig satte sig op og gispede efter luft "hvad fande skulle det til for?" sagde han og kunne mærke hvordan hans hjerte hamrede inde i ham, og det var som om der var stød i hans læber. han tørrede dem hurtigt af med bagsiden af sin hånd, og en lyst til at mærke den stødende følelse kom frem i ham. Han kunne ikke lide det, havde et had til sig selv der "jeg er ikke til drenge, er du med?" sagde han med en snerrende tone, og håbede bare på at Dai ikke havde mærket at han havde kysset tilbage.

Dai vandrede frem og tilbage som en tiger i bur. Han havde bemærket hvordan Xander havde kysset tilbage, og det havde også gjort at han ikke havde flyttet sig helt så hurtigt som han burde. Han var tydeligvis irriteret på både sig selv og på Xander. "Ikke til drenge? Du kysser med.. Og så siger du at du ikke er til drenge?!" Dai kiggede surt og irriteret på Xander. "Argh! Det her er da også bare noget rod." Dai overvejede virkelig at forvandle sig og løbe væk, men han tænkte at han blev nødt til at få det her ud af verden. Han rev sig irriteret i håret, og kiggede såret på Xander. Han burde da kunne se at det ikke var med vilje?
Dai var fuldstændig forvirret og kunne ikke fokusere. Han bed sig i læben og satte sig ca en meter fra Xander. "Okay kom bare. Slå mig. Spyt på mig. Lad mig se det fjæs som alle får når de ser noget de ikke kan lide.. Jeg skal nok lade være med at gøre noget.." Dai kiggede ned på sine hænder mens han snakkede. Han kunne mærke hvordan tårerne steg op i øjnene på ham og han kiggede på Xander med et endnu mere såret blik i øjnene. "Undskyld.. Jeg har ødelagt alt.." Dai kiggede ud for sig igen. Sad med tomme øjne og overvejede seriøst at hoppe. Men selvfølgelig kunne han ikke det. Han måtte indse at han havde fået følelser for Xander, og at de ikke ville gå væk igen.

Xander havde en temperament som man ikke ligefrem skulle løbe med hjørner med, det viste alle som kende ham. Det så bare ikke ud til at Dai kendte ham godt nok, til at vide at man skulle passe på med hvad man sagde til ham. Det tog ikke længe før han stod op, med sin trøje krøllet lidt sammen på hans ene hofte og hans hår der strittede lidt op i luften. Han var endelig ligeglad med hvordan han så ud, når han var sur og bare havde lyst til at sparke Dai af h til ”har i homoer ikke lært at spørge hinanden om i er homoer, før i begynder at kysse hinanden?” snerrede han højt og kunne mærke en smerte komme i hans bryst, hver gang han sagde homoer. Det var jo ikke fordi han mente det ord på en pæn måde, og derfor gjorde det ondt inde i ham at sige det. Inderst inde så var drenge mindst lige så spændede som piger i hans hoved, men han havde bare ikke lyst til at indrømme det. Han var så rasende at han ligefrem kunne se at en sort skygge var på vej foran hans øjne, men når han hørte hans ord så var det som om den forsvandt igen. Han kiggede bare hen på ham, og det tåre som begynde at blive vist i hans øjne. Åh hvor han godt hadet folk som græd, han viste aldrig hvad han skulle stille op med sådan noget. Han gik langsomt hen og satte sig på knæ foran ham, aldrig oplevet nogen som næsten ligefrem tiggede om at få tæsk. Han lag forsigtigt en hånd på hans kind og tørrede en af tårene væk fra hans kind, før han hurtigt fjernede sin hånd igen og stirrede ned på tåren på sin finger ”je... d... hmm” mumlede han og ikke viste hvad han skulle sige til ham, han kiggede til sidst op på ham og smilte lige så svagt ”du har ikke ødelagt noget.. je... må jo bare leve med at min partner er til drenge” sagde han og havde ikke tænkt sig at lade det stoppe noget som helst, han kunne ikke give slip på Dai! Han ville ikke ende på gaden igen, med nogen der ikke forstod ham i sidste ende.

Dai var ikke ligefrem en person med mest temperament, men når han først blev sur, blev han altså sur.. Lige indtil han begyndte at græde altså. Dai kunne ikke lide at være sur, og han vidste godt at han havde gjort noget der måske ikke var så klogt. Han lyttede uden at sige noget til hvad Xander sagde om homoer og ventede egentlig bare på at han begyndte at slå og sparke ham. Han blev overrasket da der ikke skete noget, men blev siddende uden at sige noget. Han kunne ikke benægte at han havde fået følelser for Xander og derfor gjorde det endnu mere ondt at han havde afvist ham så tydeligt og kaldt ham homo. Dai vidste jo godt at han var til fyre, men ordet homo havde en virkelig negativ ladning. Han kiggede op på Xander med lynende øjne. Det var tydeligt at han var både vred og såret. Han sagde dog stadig intet.
Da han mærkede den blide berøring af Xanders hånd på sin kind, blussede hans håb op, blot for at blive slukket igen da han fjernede den lynhurtigt. Han følte sig dum. Han kunne dog ikke lade være med at gengælde det svage smil, med et endnu svagere skævt smil. Han havde egentlig ikke lyst til at smile, men der var et eller andet ved Xander som gjorde han ikke kunne lade være. "Hmm. Det må du vel..Vent.. Vil du stadig lave en bande med mig selvom jeg er homo?" Dai vrængede det sidste ord, så det var tydeligt hvad han syntes om det. Han bed sig håbefuldt i læben, havde ikke lyst til at indse at det måske var forbi allerede før det startede. Dai var ikke vant til at være sammen med folk, og da slet ikke folk han stolede på. Han var vant til at være alene. altid alene, med intet andet end sin guitar og sine indre dyr. Han overvejede om han egentlig ville være død hvis han var faldet ned, eller om han kunne have forvandlet sig og derved overlevet. Han valgte dog ret hurtigt at skyde tanken fra sig og fokuserede i stedet på Xanders ansigt. Han håbede virkelig på at Xander stadig ville lave den bande. Han håbede bare ikke han ville blive skuffet.

Xander viste jo udmærket godt at det var forkert at bruge det ord, det gjorde jo også bare ondt inde i ham. Han havde jo bare mobbet alle dem som bare gav ham det mindste forkerte blik, så stemplede han dem for at være bøsser. Det gjorde også bare ondt at tænke på, at han faktisk havde kysset Dai tilbage. Hvorfor havde han overhovedet gjort det? han var da ikke i tvivl om hvad han var til? eller var han? Pigerne havde da ikke være spændende nok, til at han ville fortælle om sin hemmelighed. De kunne da heller ikke risikere at ødelægge deres venskab? deres bande? for at afprøve om Xander var til drenge. Det gjorde dog ondt at se hvor ked af det Dai var blevet, og hvorfor havde den mand overhovedet forandret sig så meget? blev ked af det fordi Xander ikke var til drenge, Dai kunne sikkert vælge hvem som helst og hvorfor så vælge en dreng? Han slog hurtigt tanken ud af hovedet igen, og kunne ikke tænke på sådan noget mere. Han måtte jo bare prøve at glemme det, hvis han nu kunne gøre det. Han holde bare smilet på sine læber, og nikkede helt svagt "ligemeget hvad du er til.. så vil jeg gerne" sagde han og kunne ikke få sig selv til at sige noget andet, han kunne ikke risikere at miste den eneste ven som kendte den del af ham. Han ville ikke ende alene igen, med de kedelige mennesker som han gik i skole med og som kun tænkte på fester og få Xander til at hjælpe dem med at score fra det andet køn.

Dai var egentlig mere såret end han viste. Han sad og overvejede hvordan Xander kunne sidde og lyve. "Xander?" Han tøvede. "Jeg kan ikke få det ind i mit hoved. Vil du ikke fortælle mig at du ikke føler noget for mig? Det er nemmest at gemme følelserne væk, når jeg ved at de ikke er gengældt." Dai løftede hovedet og kiggede på Xander. Det var ikke fordi han ville ødelægge noget, han blev bare nødt til at høre det fra Xander, for det hjalp ikke noget at han selv sagde det til sig selv. "Og.. Jeg vil gerne kunne være din ven i stedet for at tænke på dig som et crush. Det bliver jeg nødt til hvis vi skal kunne lave en bande sammen.." Dai sukkede svagt. Han kunne mærke at han rystede en smule, men lod som ingenting. Han kunne ikke give slip på Xander. Den dreng var jo hans eneste ven.. Han kunne simpelthen ikke lade ham gå. Han sukkede igen. Han måtte overvinde sine følelser, gemme dem helt inderst inde i sig selv, og først tage dem frem når eller hvis Xander en dag ville gengælde dem. Han rejste sig og gik over til den anden kant. Han kunne ikke lade være med at grine da han så hvor lille hullet egentlig var. Det var kun ca 50 cm bredt og så havde han alligevel sprunget så langt. Dai gik over det lille hul uden at tænke over det. Han vendte sig om og så på Xander. "Forresten.. Det jeg gjorde før.. Sådan skal man IKKE hoppe fra tag til tag." Han grinede igen.

(Undskyld længden :/ )

Det kom ligefrem et chok når Dai spurgte ham sådan en ting, det var jo ikke ligefrem noget han havde regnet med at høre. Mest af alt fordi han ikke kende svaret, han havde da ikke tænkt over sine følelser til Dai og hvordan de lå ”nej overhovedet ikke” sagde han og kunen mærke hvordan den hovedpine angreb han hoved, havde han virkelig følelser for Dai? Det kunne da ikke passe. Han gispede efter vejret og tog sig til hovedet, mens han prøvede at bekæmpe den. Han kiggede op på ham, som han prøvede at bekæmpe den smerte ”je... jeg ved ikke hvad jeg skal sige” sagde han og prøvede på at rejse sig op, mens han kæmpede for at trække vejret ordenligt. Smerten forsvandt dog langsomt, som han fortalte lidt mere sandheden end han allerede gjorde. Han kiggede kort efter ham og smilte svagt ”nej det fandt jeg ud af” sagde han og fulgte bare langsomt efter ham, som han tog sig til hovedet og kiggede ned efter Dai’s sko ”skal vi hente den?” spurgte han om og sende ham et svagt smil.

Dai kiggede forskrækket på Xander da han så hvordan dennes ansigt fortrak sig i smerte. Han var hurtigt ovre ved ham og lagde en hånd på hans skulder. "Er du ok?" Dai lød forfærdet. "Det var ikke for at tvinge dig til noget du ikke selv ville." Han overvejede om det var det lidt overnaturlige han kunne fornemme ved Xander, som var skyld i denne smerte. Han slog det dog hurtigt hen og blev irriteret på sig selv. Det kunne jo også være at han bare ønskede at der var noget specielt ved Xander? Han kiggede bekymret på Xander, men løsnede lidt op da han så hans smil. Han nikkede svagt. Han hørte en lyd fra sin mobil og tog den op. "Jeg bliver nødt til at smutte. Der er lige en jeg skal snakke med. Sorry. Skriv til mig hvis du finder noget fedt du gerne vil have. Finder selv lige min sko." Han smilede stort og kunne ikke lade være med at give Xander et stort kram. Han gik over på det tag de allerførst var kommet op på og smuttede ned ad stigen.