That's What's Up... - Skylar

Sted: Casa El Dior (Lawrence's hus)
Omgivelser: Forvirring, mennesker.
Vejr: Solskin
Tid: 14.30

Det var D. 29. Januar, Lawrence havde ikke set Skylar i 20 dage og det gjorde stadig ondt i hans hjerte, han kunne faktisk rigtig got lide hende og selvom han havde lyst tl at opsøge hende så havde han ikke gjort det, han mente at han var nødt til at acceptere hendes beslutning og Lawrence's coach Frank havde på alle mulig måder været enig.

Normalt var det store hus altid i ro og fred, tingene gik altid på den samme rolige måde, men denne dag var absolut ingen i ro. Lawrence havde ikke været på kontoret i dag og hans hus var fyldt med mennesker. Han havde måtte få fat i sin pressechef, et par fra bestyrelsen på Desiré Noir var også mødt op, og naturligvis Lawrence's far som altid forsøgte at hjæpe sin søn. Alt var ramlet sammen under Lawrence da den lokale avis 'Monteur' havde valgt at starte dagen med overskriften 'Modemand har piger som sexslaver'.

Lawrence anede ikke hvor meget de rent faktisk vidste og hvor mange ting som bare var ting de havde hørt, men lige nu var der kun en ting på alles læber i det store hus: Damage control. Udenfor huset holde de første 15 pressebiler som hele tiden tog billeder hver gang Lawrence gik hen i mod et vindue, han havde kontaktet de første 10 tidligere submissive piger han havde haft og de forsikrede ham alle om at det ikke var dem, flere af dem var så mange år tilbage at Lawrence ikke kunne andet end tro dem, og andre havde grunde til hvorfor det ikke var dem, hvorfor ville de afsløre sig selv? Derfor var der kun en mulighed tilbage, nemlig Skylar. Lawrence havde sat Thomas og sin private detektiv Daniel på sagen og han håbede de to ville finde SKylar.

Der var mange taktikker på bordet lige nu, naturligvis så afviste Lawrence alle anklager men vidste at han nok var nødt til at køre en pressekonference den følgende dag. Pigerne på Desiré Noir blev afhørte, alle vidste det - men ingen vidste om det var sandt. Lawrence var i syv sind, han benægtede og benægtede selv overfor sin egen far, han turde ikke fortælle nogen sandheden og Lawrence vidste ikke hvor meget længere han kunne holde dem væk fra kælderen, han var i panik.

Skylar vinkede farvel til sin mor, da hun steg ombord på flyet. Skylar havde taget en lille rundtur, rundt her og der, til sin far, så sin mor og derefter rejst lidt for sin far´s penge. Hun var endelig på vej hjem til Terre. Hun følte at hun havde fået ny energi, samt det lange rubin røde hår, var som altid fantastisk, smukt og glat. Hun sad i flyveren og faldt hen, som var hun så småt ved at falde i søvn. Kim skulle møde hende i lufthavnen i Terre. Hun huskede stadig Lawrence, gud hvor hun huskede ham. Flyet landet endelig ved en 14:30 tiden ca. Der var solskin og vejret var ej så koldt som det havde været da hun tog afsted. Hun var iført hullede skinny jeans, i lyseblå, der viste hendes knæ og noget lår, samt hun havde almindelige allstars på. Hendes tanktop var miligrøn, samt hendes jakke sort og slank, burberry.. hendes mors. Den var en smule for stor, men ikke for meget. Hun gik igennem lufthavnen, som om intet var galt, før hun syntes at se et blad med en mærkelig title. Hun blev mødt af Kim, der kom løbende hen til hende og sagde" Skylar, du nød til at komme med mig hurtigt! ".

Skylar spærrede sine øjne en smule op, før hun betragtede Kim en lille smule og sagde" Hvad da? ". Hun så kort rundt, da hun syntes at se en hun kendte. * Thomas?.. *. Hun så derefter ned på Kim og sagde" Forhelved Kim!.. stop med at trække i mig, hvad er der galt? ". Som altid bar hun en rygsæk kun, aldrig en kuffert. Hun så undrende på Kim, i det kim viste hende bladet. " Hvad..... ". Hun så på det med store øjne og bladede hurtigt om på siden med Lawrence og skimtede siderne, i det hun så mod Kim og sagde" Hvad har du gjort!? KIM ". Hun så på hende, vred men forvirret. I øjenkrogen kunne hun se Thomas og en anden fyr nærme sig dem. Hun så på Kim og sagde" Jeg var OKAY!.. han.. ". Hun så på Kim og skubbede hende væk fra sig, i det hun sagde" Gå Kim... GÅ! ". Kim begyndte at gå væk fra Skylar som hun fik besked på. Skylar så mod Thomas og vendte så ryggen til dem, i håb om de ikke var kommet efter hende. * Nej, jeg kan ikke se ham nu.. *. Hun mærkede adrenalinen sætte ind, i det hun hørte folk klage, som løb nogen imellem dem. Hun satte i løb.

Thomas kiggede rundt i flokken af mennesker og der gik ikke længe før han fik øje på Skylar: "Jep hun er her" sagde Thomas til Daniel som var ham der havde ført dem på sporet af hende, klokken var lidt i tre og de havde ledt efter Skylar de sidste tre timer, ikke lang tid taget i betragtning af hvor stort landet var, men der var ingen tvivl om at skulle man finde nogen i dette land så skulle man ringe til Daniel.

"Ms. Lockhart" sagde Thomas som han nærmede sig med hastige skridt, han så en smule stresset ud, men hverken vred, glad eller nogen anden følelse, han så ud som han nu engang altid gjorde: "De er nødt til at følge med, det er vigtigt" sagde Thomas og kiggede i mod hende, den rødhårede mand så næsten en smule bekymret ud og kiggede så på hende.

Daniel var en let latinsk mand på omkring det fyrre, han var egentligt ganske flot af sin alder selvom hans hår så småt var begyndt at blive gråt: "Ms. Lockhart vi har travlt" afbrød Daniel deres samtale og tog venligt en arm bag hendes ryg og skubbede hende fremad mellem sine skulderblade, jo hurtigere de havde hende tilbage jo bedre var det: "Thomas" sagde Thomas da hans telefon ringede: "Ja? Jo jeg ved det ikke lige nu, hvad vil Mr. Watson?" spurgte Thomas, lige nu var problemet om de skulle forsøge at få Skylar ind i huset eller de skulle forsøge at få Lawrence ud: "Javel, ja" sagde han blot: "Skylar!" sagde Daniel bestemt da hun begyndte at opføre sig mindre pænt midt på dette offentlige sted: "Med mindre du er en komplet følelses kold idiot så råder jeg dem til at følge med lige nu inden vi får en politi myndighed til det" sagde Daniel, man kunne næsten høre at han blot ville hende det gode bag de alvorlige ord, men dette, det var alvorligt.

Hun så på Thomas da han nærmede sig med hastige skridt. Hun så sig over skulderen og råbte " Nej! ". Hun ville ikke. Hun kunne ikke klare at se Lawrence i øjnene. Det var kommet i bladene, hun kunne ha ødelagt hele hans liv. Dette var hvorfor man aldrig skulle sige det til nogen, hun fortjente dette. Hun sneg sig mellem folk, indtil hun mærkede en stor mand tage fat i hendes arm og trække hende mod sig. " Slip mig! ". Hun så vredt mod Daniel og mærkede sin arm komme bagved ryggen, i det hun prøvede at skubbe sig selv løs. Hun ville ikke, så hun begyndte at skabe sig. " Slip mig så fri!. En eller anden! ". Hun råbte dette, mens hun slog og prøvede at hive sig fri fra Daniels greb.

Da han sagde hendes navn på en hård måde, stoppede hun med det samme med at skabe sig. Hun betragtede ham blot en smule chokeret og mærkede så tårerne stømme op, i det hun sagde" Please slip mig fri.. jeg kan ikke.. jeg kan ikke se ham i øjnene ". Hun snøftede kort og prøvede at hive sig selv fri, dog kunne hun mærke, at han ikke ville slippe hende en eneste gang. Hun valgte til sidst at følge med, dog anede hun ikke hvad det ville gør godt. Hun sad en smule uroligt i bilen. Hun havde lyst til at stikke af, lyst til at skrige og tude... hun ville ikke se Lawrence, fordi den måde han ville se på hende.. hun havde ødelagt hans tillid forevigt, skønt.. den næsten ikke var der til at begynde med. Hun så forsigtigt op mod Thomas og tørrede sig under sine øjne, i det hun sagde med en grådkvalt stemme. " H-hvordan har han det.. ". Hun snøftede kort og sukkede dybt, i det hun gemte sit ansigt ved sine knæ, da hun bøjede sig frem. " Jeg sagde intet.. Kim.. min veninde hun må... hun må ha sagt det, da... ". Hun rystede på hovedet og slog hånden hårdt ned i læder sædet, før hun sagde" Forhelved da os!. Er der intet jeg.. jeg kan gør, for at få det rettet op.. please ". Hun så kort op mod dem.

Daniel kiggede bare på hende da hun beklagede sig: "Nej men når man laver lort i den så må må man rette op på det igen" sagde han bare alvorligt, hvis hun rent faktisk kunne lide ham så måtte hun tage sig sammen, og hvis hun ikke kunne lide ham så burde hun være ligeglad med at glo på ham, lige nu ville Daniel bare gerne fuldføre sit job og have pigen med tilbage.

Da hun fulgte med ud i bilen gik Daniel på den ene side af hende og Thomas på den anden og de satte sig så roligt ind og kørte afsted: "Du kan tage med og tale med Mr. Watson, jeg er ligeledes hans presseassistent og vi skal prøve at få skaden ned" sagde han: "Du må have lidt tålmodighed" sagde Daniel blot og sad så og kiggede lige ud.

"Når vi kommer frem så forvent presse, hvis du ikke vil i bladende så tag denne her over hovedet" sagde han og kastede et tæppe om til hende, som de kom ned af vejen til huset holde biler på begge sider og så snart den sorte bil nærmede så så stod fotograferne klar og forsøte at tage billed igennem vinduet, tre vagter kom ud af huset og holde dem så godt væk som de nu engang kunne imens bilen kørte igennem den høje gitter port, derinde kunne de i det mindste ikke komme, ikke lovligt og heldigvis gjorde vagterne deres job godt.

Daniel steg ud og hjalp ligeledes Skylar ud så hun ikke faldt, og de gik så indenfor i huset. Derinde gik folk forvirret frem og tilbage, men ingen Lawrence var at se: "Jeg går ud fra dette er vedkommende?" spurgte en sort mand med et amerikansk accent imens han diskret pegede i mod Skylar, Daniel nikkede: "Goddag, John Peew, jeg er Mr. Watsons advokat" sagde han: "Følg med" sagde han og vendte sig så om imens han gik hen af den lang gang, Daniel fulgte fortsat med og de gik ned i mod spisestuen.

Folk strøj frem og tilbage med papire og telefoner på gangene, alle var tydeligt i panik. John bankede på ind til spisestuen: "Ja" råbte en stemme og John åbnede døren: "Vi er klar" sagde han, Lawrence nikkede. John og Daniel holde døren for Skylar og gik sammen med hende ind i rummet hvor Lawrence blot sad og kiggede ned i bordet og kun ganske kort op på hende.

Skylar smed tæppet til siden og så alvorligt mod Daniel, som tog han pis på hende. " Det mig der har gjort dette.. og jeg har tænkt mig at rette op på det ". Hun var ligeglad om hun skulle ødelægge sit eget rygte, det var allerede i stykker, så hvorfor ikke lade dem se hendes sande jeg, så de kunne begynde at grænske op i hvem hun var. Måske når de fandt frem til, at hun havde dræbt Madison, ville alt opmærksomhed gå over til Skylar og hun ville blive beskrevet som en hævngerrig heks, der var stalker til Lawrence og at hun måske havde dræbt Madison med vilje, for at få Lawrence, men da han så afviste hende, fandt hun på en ond historie om ham. Hun tænkte tusinder tanker, inden de endelig var fremme. Hun kunne se kameraerne. Hun så slet ikke acceptabel ud. Hun havde hullede skinny jeans, løs hår, samt tanktop og jakke kun?.. de måtte tro hun var en eller anden form for en joke. Hun tog elastik frem og satte det smukke lange amazon woman, rubin røde hår op i en høj hestehale, før hun trådte ud af bilen. Hun så kort rundt, da folk tog billeder af hende.

Hun lukkede kort sine øjne og prøvede at give et lille smil fra sig, så det blot kunne fremstå, som at det netop var dette her hun ville ha. Vis hun blot kunne styre pressen mod sig, så kunne hun ende Lawrence´s lidelser hurtigere, ved at lægge alt på hendes skulder. Da hun kom indenfor, var hun klar til at bryde i tåre, dog gjorde hun det ikke. Hun havde et koldt udtryk i sit ansigt, som var hun pist, men også en smule ligeglad med hele situationen, indtil der var en der talte til hende, så bløde hun en smule op. Hun så kort mod John, i det han pegede mod hende. Hun så kort på ham og trak ned under sit venstre øje, med den smukke fine smalle finger, der havde glas ligene skindende negle. Hun rakte kort tunge til ham og drejede så elegant om på sin hæl, i det hun vende ham ryggen og gik med Daniel. Hun hadet virkelig business folk, dog Lawrence hadet hun ikke ligefrem. Hun forstod ikke sagens alvor, men hun forstod det, at skulle se Lawrence i øjnene, at skulle stå ansigt til ansigt med ham.

Da de blev ført ind til spisestuen, stoppede hun blot brat op.. da hun så Lawrence, kunne hun ikke løsrive sit blik fra ham. De isblå øjne, så uskyldigt på ham, med blankhed over sig, som ville hun tude. Hun bed sig i underlæben og skulle til at adskille sine læber, indtil han pludselig kastede et blik op mod hende. Hun farede hen bagved John, hun tidligere havde sendt en flabet udtryk til. Hun stillede sig bagved den store mand og gemte sig. Hun rystede en smule over sin krop. Hun kunne ikke klare at se Lawrence såen. Hun tog forsigtigt fat i John´s ærme og prøvede at holde sig bagved ham. " Please stå her.. blot.. blot 2 sekunder... ". Hun tog sig en dyb indånding og åndede så ud, i det hun trådte frem fra bagved John. Hun havde sluppet ham og stod nu.. og betragtede Lawrence. Hun gik forsigtigt hen af mod bordet og stillede sig blot, så langt fra Lawrence, hun nu kunne komme til og skænkede ham ikke et eneste blik.

Daniel gik frem og satte sig og han drak en stol ud til at Skylar skulle sætte sg ved siden af ham og John satte sig over ved siden af Lawrence: "Jeg går ud fra i to kender hinanden" sagde John blot og kiggede i mod Skylar ogs å tilbage på Lawrence, hvilket fik Lawrence til at nikke. Han var meget stille og havde et udtryk han sjældent havde. Han var ikke sur, han var... Ja han vidste ikke engang hvad han var, ihvertfald havde han aldrig haft så meget lyst til at slå sig selv ihjel som lige nu, så deprimeret var nok det rigtige ord.

Daniel rømmede sig let: "Jeg ved dette er et svært emne, men vi er nødt til at få dette talt ud" sagde Daniel og kiggede i mod Lawrence: "Vi må ligge en plan, altså såfrem det er Dem der har sladret til presse?" sagde Daniel og kiggede over i mod Skylar.

De kunne jo ikke være sikre på at det var hende, men de kunne være sikre på at hun var den sidste mulighed de havde, så lige nu sad de blot og afventede hendes svar, hvilket fik Lawrence til at løfte sit ødelagde blik og kigge over i mod hende, han havde ikke ord for hvad han havde lyst til at gøre ved hende hvis det var hende, og denne gang ikke på en særlig seksuel måde, men på en måde hvorpå han var meget glad for at hun ikke kunne læse hans tanker.

Hun kunne ikke sige det var Kim, fordi sandheden var jo, at det var hendes skyld det hele, det var hende der havde fortalt alt dette til Kim. " Jeg.. ja ". Hun så ned mod bordet. Hun kunne ikke sige andet, end at det var hendes skyld. Hun havde sagt alt, alt for meget, hun havde brudt Lawrence´s tillid. Hun kunne godt forstå vis han aldrig nogensinde ville ha hende nær sig. Hun huskede episoden på værelset, episoden i rummet.. da han kyssede hende.. hvordan han havde holdt hende ved bordet og rør hende. Hun savnede de stunder, savnede at være alene med ham. Hun så forsigtigt op mod Lawrence, med de uskyldige isblå øjne. Hun anede ikke om folkene om hende, kendte til hans rum, så derfor sagde hun blot at det var hende der havde sagt dette. Hun ville ikke ha, at folk vidste dette om ham. " Jeg fandt på alt.. Intet af det er sandt ". Hun så ned mod bordet og mærkede tårerne presse på, før der faldt en ned af hendes kind.

Hun tørrede den hurtigt væk og snøftede, i det hun trak sin stol lidt ud, eftersom hun blot ville væk der fra. Hun blev siddende, men med afstand til dem alle. Hun ville ikke være nær dem. Hun kunne ikke sige foran dem, at hun havde sagt noget ligene til sin veninde, og at hun normalt havde kunnet stole på hende, men.. fordi hun blev så såret, havde hendes veninde måske troet.. at Lawrence havde været ond mod hende og derfor var alt dette sket. Hun så mod Lawrence endnu engang og pludselig faldt alle tåre, som kunne hun ikke stoppe dem igen. Hun bøjede sig frem over og der slap et hulk ud, i det hun sagde" Undskyld.. ". Hun rejste sig op. Hun kunne ikke tag presset at sidde der med dem. Hun farede ud af døren, forbi alle folkene, åbnede panorama dørene, før hun løb ud mod marken. Hun ville blot væk fra dem alle. Hun kunne ikke se på Lawrence.. sådan som han så på hende. Det var alt sammen hendes skyld. Hun gik ned til søen og satte sig i kanten, stirrede på vandet og ventede på at der kom en eller anden og slæbte hende ind igen. Hun tørrede sine tåre væk, prøvede at få dem til at stoppe.

Daniel og John måbede næsten i kor da hun indrømmede og ligefrem sagde at hun havde fundet på det hele, det fik Lawrence til kort at kigge på hende også kigge tilbage i bordet, hun havde rent faktisk gjort det. Lawrence havde lyst til at rejse sig op og stikke hende en knytnæve i ansigtet, var hun overhovedet klar over hvad hun havde sat igang?

Da hun rejste sig op og gik rejste John og Daniel sig op som gjorde de klar til at følge efter hende: "Lad hende løbe" sagde Lawrence blot til dem, dog hørte Daniel ikke efter og gik ud af rummet, imens John blev siddende: "Lawrence, vi er nødt til at give noget til pressen" sagde han og kiggede i mod Lawrence, Daniel stoppede i døren da han ikke kunne se Skylar nogen steder.

Ude i haven gik en ældre mand rundt ude, han gik i sin egen verden og snakkede i telefon: "Ja jeg ved det godt, men jeg betaler hvad end de vil have.. Ja... Ja... Nej det vil jeg ikke, fint, klokken fire" sagde han og lagde på, Paul som efterhånden havde en flot grå hårpragt kiggede over i mod en ung dame der ligeledes bevægede sig rundt i haven: "Jeg formoder De er Ms. Hartlock? Eller Lockhart?" sagde han og huskede ikke helt navnet: "Huset har talt om Dem hele dagen" sagde han med et venlit og dog noget bekymret ansigt.

Forbandet tåre, de ville bare ikke stoppe, de blev ved og ved, hver gang hun havde fjernet dem og liiiige troede hun var færdig, så kom de igen. Hun blev helt rød over sine kinder, så mange gange fjernede hun dem. Hun så dog kort op, da hun betragtede manden der stod nær hende. Hun snøftede kort og rejste sig op, i det hun rettede en smule på sit tøj. Hun så lidt på ham og sagde" Bare.. bare kald mig Sky.. ". Hun snøftede kort og smilede en lille smule, dog falmede hendes smil ligeså hurtigt igen. Hun nikkede forsigtigt, da hun hørte ham sige, at huset havde talt om hende hele dagen. Hun vidste ikke, at dette var Lawrence´s far. " Ja.. og med god grund. Jeg vidste først alt dette, da jeg kom hjem, hvilket betyder i dag ". Hun så kort på ham og havde jo faktisk indrømmet, på en måde indrømmet, at det ikke var hende der havde sagt dette.

Hun måtte ud med alt dette stress, ud med alt der var at sige. " Årh gud, jeg kan ikke andet end at ødelægge ting om mig ". Tårerne begyndte igen, i det hun mumlede for sig selv, dog tydeligt nok til at Poul ville kunne høre det, vis han fokuserede på hende. " Hvorfor skulle hun også misforstå mig.. hvorfor sagde hun sådan noget til dem.. ". Hun snøftede kort og rejste sig op, efter at ha faldt sammen et kort øjeblik, af ren og skær nerver, der strøg igennem, hendes krop og gjorde det umuligt for hende at sidde stille. Hun havde samlet en sten op og kastede den hårdt ud af mod vandet, før den ramte nær midten og sagde plup. Hun betragtede ringene i vandet og sagde med gråd i stemmen. " Vis jeg havde vidst et eneste sekund, at dette ville ske.. havde jeg holdt min mund. Kim har aldrig nogensinde gjort dette.. men hun gjorde det sikkert for at beskytte mig ". Hun snøftede kort og sagde " Lawrence er ikke som der står i bladet, han er.. fantastisk. Hårdt arbejdende, hjælpsom, gavmild, en gentleman.. han er intet af det de beskriver.. ". Hun så kort op mod fyren og sagde" Hvem.. hvem er du egentlig, om jeg må spørge? ".

"Hvem er Kim?" spurgte den ældre mand og kiggede på hende: "Noget du vil... bekende?" spurgte han blot i en rolig stemme, Paul var en ganske flink mand med et varmt hjerte og han holde meget af sin søn ligesom han holde meget af Madison dengang hun levede, hun havde gjort Lawrence glad og Paul håbede at se ham sådan igen på et eller andet tidspunkt.

Paul forsøgte at følge med i samtalen: "Det bedste du kan gøre er at være ærlig..." sagde han: "Men så vidt jeg har forstået så er hele denne historie løgn" sagde Paul blot, han vidste ikke om han rent faktisk troede det var løgn eller han bare ikke havde lyst til at tænke på at det var sandheden: "Kom lad os sætte os" sagde Paul og pegede i mod en bænk langs med søen.

Paul kiggede roligt på hende og rystede så på hovedet: "Jeg er ingen, jeg er bare en der prøver at hjælpe. Men bare kald mig Paul" sagde han og smilede roligt til hende, han kunne godt fornemme det nok ikke ville gavne at sige hvem han var, og desuden så ønskede han ikke at hun skulle beskytte hans følelser, Paul ønskede sandheden og han ønskede ligeledes at hjælpe sin søn.

Hun så kort mod Poul og gik hen og satte sig. Hun anede ikke hvem han var, men han virkede som en man kunne fortælle sandheden til. Hun så kort på ham og sagde" Vil du virkelig høre hele sandheden? ". Hun vidste ikke om hun skulle fortælle ham sandheden, men eftersom han var inde i huset, så lod det til, at han var en, som Lawrence stolede på. " Lov mig, at du aldrig nogensinde fortæller dette til nogen. Vis du gør, så kommer jeg efter dig og slår dig ihjel. Færdig punktum!. ". Hun så alvorligt på ham og da hun var sikker på at han forstod hendes alvor, begyndte hun at fortælle. Hun fortalte om den dag hun havde mødt Lawrence, hvordan de havde mødt hinanden og hvor hjælpsom Lawrence havde været. Hun fortalte om hvor højt Lawrence skattede sin familie, samt sin søster. Hun fortalte også om den følelse hun havde været ved at bygge op, da hun havde mødt ham.. før hun stak af fra Lawrence.

Hun så kort på Poul og sagde " Han dukkede bare pludselig op en dag, da jeg arbejdede... ". Hun havde fortalt det med Madison, at hun havde slået hende ihjel, samt også hendes had til hendes forældre, at de betalte hende fri, fra fængsel. Hun fortalte om hvad hun skulle arbejde ved, ved Lawrence, dog også at han fik hende mødom, men hun undlod køkken episoden. " Sagen er.. jeg havde en uge til at bestemme mig ". Hun fortalte hvad der var sket.. at hun havde rådgivet sig ved en veninde og at hun så havde skændes lidt med Lawrence for at forlade ham. " Jeg turde ikke at.. at lade det komme til det styk, hvor jeg ville ende med at elske ham.. mere end jeg allerede gør ".

Hun fortalte om at Kim havde kørt hende til lufthavnen, samlet hendes knuste hjerte en smule.. og det måske var derfor hun havde sladret.. fordi hun troede Lawrence var ond. " Pointen i hele dette er at.. Lawrence er ikke ond, han er ikke syg i hovedet. De fleste har en fetish, eller noget de tænder på.. ved Lawrence, er det blot at gi nydelse.. han skadet mig aldrig. Han var så blid, så omsorgsfuld. Jeg ligeglad hvad folk vil mene om ham, men en ting er sikkert.. det var ikke sexslaver.. han tvang aldrig nogen.. fordi ligesom mig, ville de ejes af ham.. bindes af ham og var måske også faldet for ham. ". Hun snøftede kort, da en tåre gled ned af hendes kind. " Jeg aner ikke hvem der kender sandheden, men.. men jeg kan ikke sige noget, på en måde.. der får Lawrence til at fremstå uskyldig, ved mindre jeg ofre mig selv.. så det er hvad jeg valgte.. men den måde han.. han så på mig, da jeg sagde ja ". Hun tog sig kort til brystet, da hun mærkede et stik i sit hjerte, eller tusinder. " Da han viste mig sin hemmelighed, troede han.. at jeg ville dømme ham, men sandheden er.. at han faktisk er ret normal ". Hun smilede en lille smule og sagde " Desuden, normal er ja.. et vidt begreb.. fordi hvad er normalt, i en verden med væsner.. engle.. vampyr.. aspara som mig selv ". Hun så kort på sin hånd og tog en stren frem og prikkede hul i sin pegefinger, hvor så det hurtigt lukkede sig igen, på grund af hendes hurtige healings evne. " Lawrence er blot en af mange.. der fanget i kløerne, på hvad folk mener er rigtigt og forkert, men vis der noget jeg sikker på, så er det.. at du kan kalde en for dæmon i race, men.. det behøves ikke at være sandt. I mine øjne, er han en engle.. ". Hun smilede forsigtigt og snøftede kort, før hun så mod Poul og sagde" Men seriøs.. jeg mente det med at jeg ville komme efter dig, med alle skøts.. vis du nogensinde fortalte dette til nogen eller noget, der kunne skade Lawrence ".

"Jamen dog" sagde Paul i et lille grin da hun ligefrem truede ham: "Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ikke at du har kræfter til en sådan opgave" sagde han med et venligt smil, han var trods alt dæmon ligesom Lawrence og endog en meget stærk en der tidligere havde været i direkte kontakt med lucifer i hans unge dage: "Men jeg siger intet" sagde Paul dog og forstod at hendes trussel nok var et tegn på bekymring.

Paul forsøgte ikke at lade sig påvirke af de ord hun sagde, men faktisk fik han både en smule kvalme og på samme tid så havde han lyst til blot at ryste på hovedet og benægte at alt hvad hun sagde var sandt: "Skylar, du kan aldrig nogensinde fortælle nogen dette" sagde han og kiggede chokeret på hende som forstod han ikke engang hvorfor hun havde sagt det til ham: "Du må gennemføre og sige til pressen at du løj fordi du var håbløst forelsket i ham" sagde Paul og kiggede i mod hende: "Men du skal nok ikke forvente hans tilgivelse" sagde Paul og rystede let på hovedet, så godt kendte han trods alt sin søn.

"Mr. Watson" lød en stemme pludseligt, det var Thomas der nærmede sig: "Mr. Watson deres søn vil gerne tale med Dem" sagde Thomas, Paul nikkede roligt og undskyldte sig så overfor Skylar og gik så roligt ind i mod huset: "Ms. Lockhart, Daniel vil gerne tale med Dem" sagde Thomas blot og afventede at hun ville gå ind af så han kunne følge med hende og ude i hvad der normalt var køkkenet stod Daniel så og ventede på hende.

Skylar så mod ham og nikkede" Jeg vil heller ikke have tilgivelse, fordi jeg kan slet ikke tilgive mig selv, så hvorfor skulle han nogensinde tilgive mig. ". Hun så kort på Poul og smilede, da han sagde at hun skulle sige, hun havde løjet fordi hun var håbløst forelsket i ham. Hun så kort på ham og stivnede da Thomas pludselig sagde hans navn. Hun så på Poul og sagde" VENT!? er du.. ". Hun kunne ikke fatte at hun havde sagt alt dette til Poul, at hun havde fortalt hvem hun var og hvad hun havde gjort. Hun kunne vælge at redde sig selv, inden han forsvandt eller prøve at redde Lawrence. Hun tog kort fat i Poul´s arm blidt og så på ham i det hun sagde. " Please døm ham ikke... jeg så ham hver eneste nat, knokle og slide, for at være dette.. dette falske billede som folk vil ha ham til at være, mens han måtte torturer sig selv, skamme sig.. over det han.. han var ". Hun så bestemt på Poul og sagde " Vis der en der ikke fortjener verdens ondskab, så det Lawrence.. please lov mig, at du.. at du ikke vil dømme ham ". Hun så bedende på Poul, før hun hørte hvad Thomas sagde.

Hun slap blidt poul og løb så op mod huset, for at mødes med Daniel. Hun vidste ikke hvad der ville ske nu, men måske havde hun blot ødelagt endnu mere end hun burde. Hun gik indenfor og så forsigtigt rundt, med blodsprængte røde blanke øjne, samt rød næse, fra snue. Hun gik forsigtigt indenfor til køkkenet og kastede et forsigtigt blik mod Daniel, i det hun sagde" Jeg ville til at sige alt, for at rense hans navn, fra disse.. løgne ". Hun anede ikke om Daniel havde kendskab til Lawrence´s sande natur, men hun ville ikke mere ødelægge dette.

Daniel kiggede i mod Skylar som hun kom ud i køkkenet, og Paul drejede ind i mod spisestuen hvor Lawrence sad: "Planen" sagde Daniel og forsøgte at få hende til at forstå planen: "Denne her løgn er så organiseret at jeg tvivler på at pressen vil tage dig på ordet" sagde han og kiggede i mod hende: "Men du stiller dig op til pressemeddelelse i morgen klokken tolv og der fortæller du dem at det hele var opdigtet også har du til i morgen at finde på en god grund" sagde Daniel blot.

"Men du skal lige underskrive nogen papire først" sagde Daniel og smilede til Skylar som en hentydning til at hun skulle følge med: "Du skal vide at det ikke er mit job at tage stilling til hvad der er løgn og hvad der er sandhed, men det er mit job er at beskytte Mr. Watson og gøre mit job" sagde han til hende abre for at få tingene på det rene.

Som de gik ind i spisestuen igen stod Lawrence nu over ved det store panorama vindue og kiggede ud i mod haven med ryggen til resten, John sad og skrev på nogen papire og Paul sad ved hans side og diskuterede hvad præcist der skulle skrives: "Ms. Lockhart, de bedes skrive under her" sagde John: "De enerkender at dette har været en løgn, go at De kan sagsøges og fængsles såfrem Mr. Watson vælger at ligge sag an" sagde han og rakte pen og papir frem i mod hende.

Efter et stykke tids stilhed og afventen på at hun skrev under så vendte Lawrence sig om med et let bøjet hoved: "Jeg vil gerne have lov at være alene med Ms. Lockhart" sagde han blot og kiggede i mod Daniel, John og Paul der roligt forlod rummet.

Hun nikkede til alt det som Daniel fortalte hende. Hun huskede hvad paul havde sagt og hun vidste at det ville blive let at sige, at hun var håbløst forelsket i Lawrence, fordi det var hun jo egentlig også til en hvis grænse. Hun nikkede da han sagde hun skulle skrive under på noget. Hun gik med ham og sagde" Så længe vi blot kan trække pressen af ham og slette det hele fra ham, så jeg lykkelig.. ". Hun var ligeglad med at lyve, lyve og ødelægge hendes eget rygte, samt ødelægge sig selv og blive hadet, så længe Lawrence var i sikkerhed.

Hun smilede uskyldigt til John og tog imod papiret og kuglepinden, i det hun sagde" Jeg håber virkelig at ryge i fængsel ". Hun ville blot væk, blot straffes.. dette var jo hendes skyld alt sammen. Hun tog forsigtigt papiret og skrev under på det, med en så smuk håndskrift som hun havde lært. Hun gav John papiret og så kort mod Paul og nikkede, som tegn på at hun nok skulle ordne dette og beskytte Lawrence. Hun så mod Lawrence og stivnede, i det hun blidt tog fat i Daniel og sagde" Nej nej nej!, please efterlad mig IKKE alene med ham! ". Hun så bedende på Daniel, som tegn på at hun ikke kunne se Lawrence i øjnene, men endte dog med at slippe Daniel, da han blot gik videre... hun stod nu der alene og gik så langt væk fra Lawrence hun kunne, før hun med en hård tone sagde alt for at undgå at græde foran ham. " Lad værd med at tal til mig, blot.. blot skrig eller råb eller hvad end du vil og få det overstået. Jeg skal nok holde mig så langt væk fra dig som overhovedet muligt, efter dette ". Hun så væk fra ham og mærkede alt inde i hende stramme.. mens hun følte at det blev hårdere at trække vejret.

Lawrence lænede sig op af den ene vindueskarm som de andre roligt forlod lokalet, han anede ikke helt hvad han skulle sige til hende, han ville bare gerne tale med hende. Lawrence kiggede hen i mod hende da hun råbte efter de andre at hun ikke ville være selv med ham kiggede han blot i mod hende, var hun bange for at han ville slå hende eller sådan noget? Eller var det virkeligt hendes dårlige samvittighed.

"Hvorfor gjorde du det?" spurgte Lawrence helt tømt for følelser og med en meget stille stemme imens de grå, nu halv døde øjne kiggede hen i mod hende: "Penge?" spurgte han, han kunne næsten regne ud af hun havde fået ret mange penge ud af sådan en historie: "Var det ikke nok ydmygelse bare at sige nej?" spurgte han, ville hun virkeligt se ham på gulvet sparket i maven.

Lawrence sukkede og kiggede hen i mod hende som afventede han at hun ville sige noget: "Min far sagde at du havde snakket med ham.. Og havde sagt det hele var løgn" sagde han, Lawrence's far havde intet sagt til ham om at hun havde fortalt ham sandheden, da Paul mente det var bedst at Lawrence's blot gik uden vished. Lawrence sagde ikke mere men kiggede så hen i mod hende, aldrig var han sikker på at han havde følt sig så såret i sit liv.

Hun åndede lettet op, da han fortalte, at hans far haavde fortalt ham, at alt var løgn, at det var hvad hun havde sagt i hvert fald. Hun kunne ikke lade være med at smile en lille smule. Hans farve havde accepteret Lawrence på en ny måde, hvilket ikke kunne få hende til at stoppe med at smile lidt nu. Hun så kort på Lawrence og smilede falmede hurtigt igen, i det hun sagde" Nej Lawrence du forstår ikke.. ". Hun sukkede dybt og tog sig en smule til hovedet og sagde" Jeg afviste dig fordi.. fordi jeg har følelser for dig okay ". Hun vendte ham ryggen og tog en stol og satte sig på den. Hun så ikke mod ham men sad blot der, med bene ud til siden, hovedet og det meste af sin overkrop hængende over ryglænet af stolen. Hun sukkede tungt ved hans ord, at han lød så såret.

" Kim fortalte dem det... hun troede at du.. at du havde såret mig, når det egentlig var omvendt ". Hun så kort over mod ham og sagde " Jeg fortalte hende ikke alt, intet om rummet, intet andet end.. end din kontrakt og at du ville eje.. eje mig ". Hun så undskyldende på ham og rejste sig op og gik hen i mod ham og stillede sig foran ham. " Slå mig vis du vil, slå mig vis du får det bedre.. jeg fortjener alt din vrede, alt din sorg.. ". Hun så på ham med tåre i sine øjne. " Please slå mig.. jeg kan ikke klare at se dig sådan her Law.. men jeg lover dig, jeg lover at uanset hvad.. så skal jeg nok rense dit navn, så ingen nogensinde vil stille spørgsmål eller tro på det der står i bladet ". Hun så bestemt på ham. Den rubin rødhåret unge kvinde, der aldrig nogensinde havde været sikker på noget i sit liv, stod nu og talte fuldt sandt til Lawrence. " Jeg lover at jeg aldrig vil lyve sådan her igen. Jeg lover at holde mig væk fra dig, eftersom jeg kun skader dig.. ". Hun strakte sin hånd frem mod ham, for at berør hans ansigt, men tog sin hånd til sig, da hun mente, at hun end ikke var værdig nok til at rør ham. " Undskyld.. vil du please gå.. jeg.. jeg kan ikke tag at se på dig mere ". Hun mærkede tårerne begynde igen. " Please.. jeg.. jeg har bare lyst til at dø ". Hun håbede at blive spærret inde, håbede at blive straffet for dette.

Lawrence kiggede i mod hende: "Du så kontrakten Skylar! Du skrev under på ikke at sige det til nogen!" sagde han frusteret og kgigede så på hende imens han sukkede dybt og gik rundt så hun var nødt at kigge på ham: "Skylar!" sagde han irriteret som en hentydning til at hun ikke skulle gemme sig fra ham, ikke denne her gang, der fortjente hun at se ham i øjnene når han talte til hende

Lawrence kiggede på hende med et suk: "Skylar, jeg ønskede dig alt godt. Men det her det kan du simpelthen ikke være bekendt... Er du klar over hvor emget du har skadet mig, mit firma, min familie... Alt!" sagde han og måtte tage sig sammen for ikke at råbe af hende: "Jeg vil skide på hvor meget du retter op, det er ødelagt nu om du så overbeviser dem om det var løgn, så er skade sket" sagde han og kiggede på hende med et blik der ikke bare var hidsigt men som var... Så meget mere.

"Det eneste fremmede menneske jeg ikke troede ville skade mig har lige bevist det modsatte" sagde han og kiggede på hende, Lawrence kiggede i mod hende som hendes sidste ord faldt lod han en syngende lussing flyve henover hendes ene kind og han trådte så et skridt tilbage i chok over sig selv, han ahvde aldrig slået nogen, kke på den måde... LAwrence bakkede tilbage og forsvandt så ud af døren.

Hun mærkede slaget, det var forventet men så igen, så uventet. Hun mærkede det og faldt til jorden med et brag. Hun nåede lige at se Lawrence´s fødder forsvinde ud af døren. Hun kunne ikke fatte hvad der var sket, det samme kunne hendes syn og balance heller ikke. Hun blinkede nogle gange, fordi alt var sløret. Hun tog sig forsigtigt til kinden, der brændte og sved som bare fanden. Hun så chokeret mod døren, som havde dette ikke lige været rigtigt. Var hun i en eller anden form for drøm?. Hun rejste sig langsomt op og mærkede tårerne falde til jorden som tusinder perler, der var tabt fra rystende hænder. Hun hulkede, højlydt, så folk sikkert ville kunne høre det, dog hulkede hun ikke for sig selv, men for ham.. for de ord han sagde. Han havde ret.

Hun tog sig sammen og til tilbage til de andre. Hun blev mødt af Paul´s blik, John.. Ella.. Thomas.. Alle´s. Vis de så på hende, ville de kunne se blanke røde øjne, et kæmpe håndaftryk på hendes kind, samt tåre der gled ukontrolleret ned af hendes kind. Hun så ikke op mod nogen af dem. Hun gik hen til sin jakke og tog den forsigtigt ned, før hun så hen mod Daniel og sagde" Kør mig hjem.. og sørg for de intet ser ". Hun ville ikke ha, at de så han havde slået hende, han havde ikke brug for sådan en omtale. Hun tog sin jakke over hovedet, så hun var umuligt at se, i hvert fald ansigtet, så ingen ville kunne se eller tag billeder af hendes kind eller det røde mærke fra Lawrence af. Ella gik hen mod hende, men Skylar stoppede hende, i det hun sagde" Det ligemeget.. jeg har fortjent det ". Hun gav hende et kram. De var kommet tæt på hinanden, i den tid hun havde passet hende. Hun gik ud af døren, holde ved Daniel, for at kunne gå hen til bilen og sætte sig ind, først da hun var kommet hjem og indenfor sine døre.. tog hun jakken af og faldt sammen på gulvet i gråd.

Flere timer gik, uret tikkede... regnen udenfor slog mod ruden. Maling lå rundt omkring, mens et maleri stod og blev oplyst af gadelyset fra gaden, igennem de beduggede vinduer. Maleriet, viste en mand med ryggen til en kvinde, der lå ned og tåre flød som en flod fra hende af. Skylar lå i sengen, hun havde grædt sig selv i søvne. Hun lå med maling over sig, over sit tøj, samme tøj som hun havde mødt Lawrence i. Hun havde dog taget makeup på, så håndtrykket ikke var tydeligt, så kun hun kunne se det, vis man var tæt nok på. Hun lå halvt og sov.. halvt og var vågen.. tankerne strømmede som dråberne udenfor.. hurtigt og tusinder.

Lawrence gik ud og bad så alle folk om at gå hjem, han ville gerne være alene i sit hus lige nu og de kunne alligevel intet gøre før pressemødet i morgen, og efterhånden som aftenen kom så forsvandt folk stille og roligt og snart var der kun Thomas og Ella tilbage i huset præcist som der plejede. Lawrence gik ind i sin seng allerede da klokken var ni, men han kunne ikke sove, han vendte og drejede sig og ligemeget hvor hårdt han prøvede så holde tankerne ham vågne.

Lawrence rejste sig op og gik så ned i kælderen, ind i rummet der stod så flot og færdigmalet. Lawrence gik roligt rundt blandt de mange forskellige ting, han rykkede dem på plads ind til væggen og som Lawrence gik der i stilhed kunne han mærke hans indre bryde sammen, han gik hen til et af de mange skaber og trak en to flasker vodka ud og han lod sig så langsomt glide ned af væggen imens han mærkede tårene strømme, Lawrence havde ikke grædt siden Madison døde, Lawrence græd aldrig, men lige nu anede han ej hvad han skulle gøre af sig selv.

Halvanden time og en flaske vodka senere befandt Lawrence sig i sin Audi R8 og kørte i en alt for høj fart i mod den adresse han havde fået at vide at hun boede på. Han slingrede på vejen men han kørte dog ikke galt, men alkoholen påvirkede tydeligt både hans dømmeevne og hans balance på speederen. Lawrence stod ud af bilen som han nåede adressen. Hans skjorte var åben for oven, hans hår pjusket og hans ansigt rødt og han bankede så ganske voldsomt på døren ind til Skylar.

Da hun ikke kunne sove, havde hun smidt sig selv ind i bruseren, iført tøj og maling. Hun var dog endt med at falde i søvn inde i bruseren, så da hun vågnede var hun varm, samt våd. Hun hørte banken og rejste sig lettere hurtigt op, i det hun hørte det. Hun tog et baseball bat hun havde, eftersom dette var den mere snuskede del af Terre, den del hvor folk handlede med stoffer, malede, udtrykte sig selv, den del der blot passede sig selv. Hun gik langsomt hen af mod døren og sagde tøvende" Hvem er det!?.... jeg.. jeg har et baseball bat og jeg ikke bange for at bruge det ". Hun så afventende mod døren, ventende på at høre hvem det var og hvad de ville. Dog da hun hørte en en flabet kommentar tilbage, snøvlede noget i stil med ' hvem tror du '.

Hun slap baseball battet og gav et hop fra sig, da hun ikke ville ha det over sine tær. Hun så skræmt på døren og skubbede sit rubin røde hår bagud, i det hun tog elastikken om sit håndled og satte det op i en stram fletning, hvor hun forsejlede med elastikken til sidst. Hun gik forsigtigt hen af mod døren og tog blidt fat i håndtaget og sagde" L-Lawrence.. hvad laver du her.. ". Hun tænkte at det måske var bedst at lukke ham ind, inden nogen så ham her. Hun var bange for at han var kommet for at slå hende igen, men så måtte det være sådan. Hun åbnede døren med et snuptag og tog fat i Lawrence, før hun trak ham ind og lukkede og låste døren efter sig. " Hvad laver du her!? ". Hun betragtede ham en smule og kunne tydelig se på ham, at han havde drukket. " Og så i fuld tilstand!?. Har du ikke lært en skid fra min side af historien ". Hun blev vred over at se ham sådan.. han havde sikkert kørt, fordi at hun ville væde med, at ingen af de andre ville køre ham i fuld tilstand. " Forhelved Lawrence! ".

Lawrence kiggede på hende som hun åbnede døren, hans øjne var helt røde og han måtte læne sig op af dørkarmen for ikke at vælte, helt køn var han heller ikke og han lukkede sikkert heller ikke særligt godt: "Jeg... Er kommet for at besøge dig" sagde han med en meget snøvlet stemme der nok fik sætningen til at lyde mere som 'jaj ear ckomet for at besørge daj'. Han havde nok drukket liiidt for meget.

"Jeg vil snakke" sagde han bare og gik forbi hende og ind i hendes hjem trods han aldrig nogensinde havde været derinde før. Lawrence vendte sig op og kiggede i mod hende og var tæt på at snuble som han gik hen i mod hende: "Lært noget? Jeg tror nok liiige jeg har lært rigeligt de sidste... mange timer" sagde han og orkede ikke lige at regne ud hvor mange timer alt dette har stået på.

"Jeg har lært meget!" sagde han med et lidt for hårdt tryk på meget og kiggede på over på hende, hans øjne var røde både fra alkohollen og også fordi han havde grædt: "Hvadfor gjorde du det?" sagde han og fik ændret hvorfor til hvadfor, igen nok på grund af alkohollen, generelt var det bare en dårlig idé at snakke med hende lige nu, men han havde brug for det, fordi han savnede hende og lige nu pinede verden ham mere end han nogensinde havde været pint før.

Hun betragtede Lawrence. Vis man stod med ryggen op af hendes dør indenfor.. ville der være en halv lang gang. Højre side, ville der være toilet, med badekar/bruser i en, samt toilet og håndvask. På venstre side af en, ville der være et lille køkken. Vis man fortsatte, ville der være en seng op af højre hjørne, i en slags udhuling.. og til venstre ville der være små kasser med tøj og arbejdes sager her og der, samt på væggen ville der være malet et kæmpe maleri med mange farver. Hun betragtede Lawrence en smule og sørgede for at døren var låst, før hun blidt tog om hans håndled og sagde " Du alt for fuld til at snakke med ". Hun trak ham ind i stuen, der også var et soveværelse. Hun gik hen til sin seng og fik ham til at sætte sig ned i den, før hun begyndte at tag hans skjorte af, fordi det var vådt, fra da han stod udenfor hendes dør. Hun boede på 3 sal i lejligheden. Hun betragtede Lawrence en lille smule og sagde " Bliv siddende.. ". Hun fandt håndklæde frem til ham og tæppe, før hun begyndte at sætte sig bagved ham og tørrede hans hår, efter at ha taget tæppe over hans smukke halv nøgne krop. Dog havde hun ikke taget hans bukser af eller noget.

" Jeg havde brug for støtte.. brug for en at snakke med tingene om. Jeg troede ikke Kim ville sladre ". Hun sukkede dybt og uglede lidt op i hans hår med håndklædet, før hun sukkede endnu en gang, ligeså dybt. " jeg ville aldrig nogensinde ha dette skulle være sket Lawrence.. ". Hun sukkede dybt og mærkede en tåre glide ned af sin kind, før hun rejste sig op og begyndte at strippe foran ham, for selv at få tørt tøj på. Hun frøs ikke, samt der var en dejlig lun varme i hendes lejlighed. Hun iførte sig trusser og tshirt. Hun bandt tshirten i den ene side og rullede for af vinduerne, blot for en sikkerheds skyld. " Har du husket at låse din bil.. samt ved nogen at du er her??" .

Lawrence nikkede til at han havde låst hendes bil og rystede så på hovedet, nok en smule mere voldsomt i forhold til hvad der virkede normalt, ingen anede hvor han var og lige nu ønskede han heller ikke at nogen skulle vide det: "Du skal ikk være ked af det" sagde han og trak hende hen til sig for at lade en hånd tørre hendes ene silkebløde tåre væk.

"Det er også min skyld" sagde Lawrence der rystede på hovedet over sig selv: "Jeg skulle ikke have vist dig den side af mig, jeg skulle bare have været en ven" sagde Lawrence og kiggede på hende imens han lagde sig tilbage på ryggen med et suk: "Jeg er svimmel" konstaterede han og lagde en hånd på sin mave imens han kiggede op i loftet: "Jeg... Det var nok dumt jeg kom" sagde han.

Lawrence rejste sig pludseligt og var tæt på at falde: "Jeg køre igen" sagde han med sin snøvlede stemme og kiggede så i mod hende, han ville gerne væk fra hende, det var nok alt for dumt at være i så stor nærhed med hende, han havde slået hende. Lawrence forsøgte at komme ud u mod døren selvom han skiftevis bankede ind og den ene og den anden væk, hans promille var uden tvivl på toppen lige nu: "Undskyld jeg kom" sagde han og rakte ud efter hoved døren.