That's What's Up... - Skylar

Hun drejede sig forsigtigt og kiggede mod ham og sagde" Stop med at sig mit navn. ". Hun drejde sig derefter om på den anden side og prøvede at ignorer ham, dog da han blev ved.. rejste hun sig blot op og gik hen af mod døren, dog da hun mærkede den var låst, tog hun hårdere fast i håndtaget, mens hun sagde" hvorfor åbner den ikke?! ". Hun hev en smule mere og det gik så op for hende, at han havde låst den inde fra. Hun vendte sig forsigtigt om og så mod ham, før hun sukkede og sank ned af døren, med ryggen mod den. Hun betragtede ham, da hun endelig var kommet ned og sidde. " Kan vi ikke bare STOPPE med at snakke om det okay!?. Whats done is DONE.. slut!.. THE END ". Hun sukkede kort og gemte sit ansigt i sine ben.

Hun havde ikke lyst til at se på ham eller være fanget i samme rum. Det gjorde for ondt. " Mr. Watson, please.. forstå at jeg ikke er klar til at snakke med dig, om disse ting ". Vis der var en ting hun ville nu, så var det blot at være hans sub.. intet andet.. og når kontrakten så var færdig, ville hun ende alt med ham, ved mindre han valgte at ende alt med hende nu og her. Hun så på ham med et neutralt blik og sagde " Jeg tog en svømmetur.. der endte galt.. længere er den ikke. Det kommer ikke til at ske igen Mr. Watson, det lover jeg ". Hun smilede forsigtigt. Han ville ha en opdragen tøs, der tænkte på hans behov. HAN ville holde dette under lås og slå, at de kendte hinanden, så FINT.. hun ville give ham alt han havde ønsket sig. " Fra nu af, syntes jeg blot, at vi skal vende os til tanken om.. at du er min herre og jeg er din sub. Jeg vil forslå dig, at du begynder at betale mig, så vi kan lægge vores følelser et vis sted.. og holde dette professionelt.. ". Hun så kort over mod ham og rejste sig forsigtigt op og satte sig ved siden af ham og smilede falsk. " Lad os blot nyde, denne tur.. okay ".

"Du skal ikke bestemme hvad jeg vil kalde dig" sagde Lawrence og kiggede hen i mod hende, lige nu var hun bare en kælling, hun så sur ud og lignede mest af alt en bitch der bare havde leget med hans følelser igennem det hele og var komplet ligeglad, og et sekund skænkede tanken ham, var det hende der havde sladret til pressen? Dog skubbede han hurtigt tanken væk og kiggede så over i mod hende da hun begyndte at tale endnu engang.

Lawrence kom med et lille grin: "Du har misforstået noget" sagde Lawrence: "Man betaler ikk subs" sagde han og rystede på hovedet: "Det er egen fri vælge" sagde han og kiggede i mod hende inden han langsomt rejste sig op og kiggede over i mod hende: "Så du vil bare have dette professionelt?" sagde Lawrence.

Han tog langsomt sin jakke af der var ovenpå hans hvide skjorte og han lagde den så pænt på sengen: "Så smid tøjet... Nu" sagde han, det var ikke den samme dominante stemme som ellers kom op i ham, denne var mere vred, bitter. Som ville han teste hende eller udnytte hende nu hvor det var det eneste hun mente han kunne få ud af hende, hvis hun kunne spille kold og ligeglad så kunne han også og skulle hun alligevel skride, så kunne hun lige så godt få en grund til at gå.

Hun spærrede sine øjne en smule op, da han fortalte det om en sub. " Det mærkeligt, fordi så vidt jeg ved, så betalte du Kayla.. Eller er det blot også en af dine mange løgne ". Hun krydsede sine arme en smule og rejste sig op, i det han sagde disse ord, samt nærmest grinte af hende. Det gjorde ondt, hun havde lyst til at græde, men han skulle skam ikke få den glæde, glæden af at se hende græde, se hende blive total smadret, se hende være forgabt i ham, se hende.. der ikke mere kunne flygte fra ham. Han havde fået hvad han ville, så nu forlangte han skam også sex... som ville hun blot give ham det.

Hun gik hen af mod døren og så en smule vredt på ham, da han forlangte at hun smed tøjet. " Nej!. Tror du jeg en eller anden luder, en.. en du blot kan bruge og så.. så kasser!?. Jeg fatter ikke jeg fik følelser for dig, dit.. dit monster! ". Hun så vredt på ham og tog sin sko af og smed direkte hen mod ham, blot for at ramme ham. Han skulle ikke tro at han kunne komme her og prøve noget. " Du skal ikke teste mig, som er jeg din lille forsøgs kanin! ". Hun vendte vredt ryggen til ham og tog fat i døren, da hun mærkede den var låst. Hun hev i den endnu engang og prøvede at se hvor man kunne låse den op. " Kom med nøglen Mr. Watson ". Hun ville ikke sige hans navn, hun nægtede at sige hans navn, eftersom han var så led.

Lawrence rystede på hovedet: "Jeg har aldrig betalt Kayla! Jeg betaler hende nu fordi jeg ønsker at hjælpe hende" sagde Lawrence og kiggede hen i mod hende med et vredt blik, hun troede virkeligt at hun kendte ham, at hun havde regnet ham og resten af verden ud og han anede slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han havde lyst til at råbe, til at græde, til at skrige og til at slå hende - alt sammen på en gang.

"Nej, jeg ejer dig Skylar! Du kommer ikke ud!" sagde han vredt og kiggede over i mod hende imens han rejste sig og undgik hendes sko så den blot nåede at ramme hans overarm, han vidste slet ikke hvad han skulle sige til hende, han følte nærmest at han havde sagt alt som man overhovedet kunne sige, som kunne han ikke gøre mere, han magtede ikke mere.

"Du vil ikke snakke! Du vil ikke gøre som jeg siger... Er der overhovedet noget du vil gøre?" sagde han og følte lige nu at han var den eneste der kæmpede for at få dem til at have en samtale, hun var åbenbart fuldstændig ligeglad: "Mig! Et monster? Du kørte Madison ihjel, Du sladrede til din veninde, Du sladrede til Kayla, DU hoppede i vandet og skabte en scene foran Thomas og Elise... PLEASE fortæl mig hvordan JEG er et monster!" råbte han og kiggede over i mod hende med øjne der i et øjeblik slog en gnist af et rødt skær som var hans indre dæmon på vej frem, så gal og frusteret var han, og han havde det ufatteligt varmt som følte han at han snart eksploderede.

De isblå øjne, fik et glimt af vrede, samt forvirring, da han råbte at hun ikke kom ud, samt at han ejede hende. Han ejede hende ikke en skid. Hun mærkede sin krops muskler spænde, mens hun mærkede hadet stige mere og mere, samtidig med at vreden og irritation ligeså dulmede i overfladen af hende, som ville hun snart få et flip af de store, indtil hun hørte de ting han fortalte hende. Hun mærkede sit indre gør ondt, så forfærdelig ondt, før hun mærkede tårerne glide ned af sine kinder.

Hun kunne umuligt holde dem tilbage, da han påpegede alle disse ting, alle de ting hun havde gjort, alle de gange hun havde fejret. " Du ejer mig ikke en skid Watson!. Det et fucking stykke papir, du har ikke købt mig! ". Hun hentydet til, at hun ikke var en genstand og vis hun var, så havde hun i hvert fald ikke fået penge for sig selv. Hun knugede sine hænder og gik hen mod ham og slog sin hånd mod ham, i næsten blinde, på grund af de mange tåre der gled ned af hends kinder. " Hvorfor fanden lod du mig så blive!. Når du ved jeg aldrig nogensinde vil blive det du ønsker af mig! ". Hun var vild og utæmmelig, altid den der skabte kaos og uorden på sin vej. Han vidste dette næsten fra day one, så hvorfor beholde han hende, hvorfor slap han hende ikke. " Åben så den DØR!. NU! ". Hun så vredt på ham, med et blik der helt klart forlangte af ham, at HAN skulle lystre HENDE og IKKE omvendt,

Lawrence kiggede hen i mod hende, han kunne godt mærke at dette ikke kom nogen vegne og han mærkede hvordan hans hjerte hamrede med flere hundrede kilometer i timen: "Jamen hvordan fanden vil du have noget som helst skal fungere når du ikke engang gider have en voksen samtale! Du råber, eller også stikker du af eller spiller flabet!" sagde Lawrence i et tilsvarende højt toneleje og han var efterhånden ikke itvivl om at Elise og Thomas kunne høre hvad der foregik.

"Det eneste jeg ønsker af dig er at du holder din kæft og ikke ødelægger mit liv!" sagde han og sukkede så i vrede: "Du skulle forbedre mit liv, ikke smadre det ved at få verden til at hade mig fordi du ikke kan holde din mund lukket i mere end to sekunder!" sagde han og kiggede hen i mod hende, han bemærkede godt at hun græd og det stak ham i hjertet.

"Hvad så nu, hvis jeg åbner døren så ønsker du bare at stikke af, hoppe over bords svømme i land og aldrig se mig igen?" sagde han irriteret, fordi han vidste at det var derfor hun ville ud, hun ville væk fra ham: "Men jeg vil ikke have det ender på denne her måde, Skylar" sagde han og dæmpede roligt sit toneleje, som blev han træt af at råbe og han satte sig så tungt ned på sengen: "Jeg vil ikke have at det slutter med at du går ud af den dør og hader mig!" sagde han og kiggede så ned i gulvet i et forsøg på ikke selv at trille en tåre.

Hun betragtede Lawrence, som hun stod der, overfor ham, alt gik i slowmotion for hende. Tåre gled ned af hendes kolde kinder, mens de isblå dådyr øjne, så sårbart på Lawrence, med et såret blik, som havde han stukket hende i hjertet. Hun var stiv i hele sin krop, som kunne hun ikke rør sig. Hun adskilte sine læber og skulle til at råbe tilbage af ham, i det han sagde, at han blot ønskede hun holde kæft. Hun lukkede sin mund stramt i, da hun hørte hvad han sagde. For en gangs skyld, sagde hun intet, men lyttede blot. Hun havde det skidt over at ha ødelagt hans liv, ødelagt alt han havde bygget op, samt dræbt hans kone i et stort uheld, hun havde været skyld i.

Tankerne strøg tilbage til uheldet.
(Flashback)

Skylar trådte ud af bilen, der syntes at være krøllet som en dåse. Blodig, smerte der skød op af ryggen og direkte til nakken. En kvinde lå et stykke væk fra hende på vejen. Kvinden rørte ikke på sig til at starte med, men da hun endelig gjorde... Skylar styrtede hen til hende, så hurtigt hun kunne. Hun faldt på knæ foran kvinden og betragtede hende, i det hun sagde" Er du okay!?. Gør det ondt ". Kvinden hævede forsigtigt hovedet. Madison. Smukke grønne øjne mødte de uskyldige isblå, i det, de fine grønne øjne betragtede hende med ro i sindet. Forsigtigt strakte hun sin hånd ud og strøg Skylar over kinden. " Undskyld ". Skylar tog Madison´s hånd og betragtede hende. Madison´s pupiller var udvidet og store.. som havde hun drukket eller taget stoffer. Madison smilede forsigtigt og sagde med en hæs stemme " Undskyld... undskyld skat ". Skylar så forvirret på Madison, i det hun tog sin mobil frem og ringede 112. Hun tog dem i røret, de spurgte hende om ting. Madison så bekymret på Skylar, da de spurgte om Madison havde været påvirket. Skylar betragtede Madison og så panisk rundt, i det hun sagde" NEJ... jeg... jeg var påvirket ". Hun så mod Madison, der smilede som havde hun set en engle. Madison sagde med sin fordrukne stemme, et sidste " Tak... "... før hendes krop blev slap.. og pulsen forsvandt. Skylar tabte telefonen og begyndte på hjerte massage, men kunne ikke få liv i hende. Ambulancen kom.. og prøvede at hive Skylar væk, men hun ville ikke. " Nej!, slip mig... hun kan stadig!, jeg kan godt nå det! ". Hun så mod den engle ligene pige med smukt brunt hår.. læggende livløs. Fyrene tog Skylar med og tog ikke en test på hende, da hun løg sig igennem.. alt.

Skylar betragtede Lawrence og strakte forsigtigt sin hånd frem mod ham, for blidt at fange hans kind i sin hånds kolde håndflade. Forsigtigt strøg hun sin tommeltot hen af hans kind. " Undskyld alt... ". Hun så på ham med tåre i sine øjne. " Undskyld fordi jeg aldrig kan holde kæft... ". Hun snøftede forsigtigt og slap hans kind, før hun lod sig dumpe ned ved siden af ham. Hun sad blot ved siden af ham, ude af stand til at rør sig eller sige noget. Hun vidste ikke hvad hun skulle gør af sig selv, eller sige for at gør situationen bedre.

Hendes tanker fløj afsted igen.
(Flashback - Veninde/presse situationen).

Kim - " Hvorfor kan du ikke sige hvad du skal ude ved ham?. Skylar Wolf Lockhart, vis du har nogle hemmeligheder for mig, så afslør jeg hvad der skete med Madison.. ". Skylar sank en klump i sin hals, i det hun så kort rundt i legeværelset, før hun tøvende sagde " Jeg... jeg arbejder som stuepige hjemme ved ham, intet andet okay.. Kim, det pinligt for mig at indrømme, fordi jeg jo arving og alt det, så please sig det ikke videre. Jeg skrev under på en kontrakt med Lawrence, om at han ikke ville afslør for nogen, at jeg er stuepige, der går og gør rent og såen. ". Kim sukkede og sagde surt " Du ikke sjov Skylar.. her troede jeg der var noget snavs.. og så kommer du og skuffer mig ". Skylar grinte kort og sagde" Sorry, men der er intet snavs, andet end det i vindues karmene ".

Skylar kom tilbage til virkeligheden og betragtede nu Lawrence igen.

Lawrence sagde ingenting, han huskede alt for tydeligt den aften han fik at vide Madison var borte. Han sad hjemme, aftenen for dem var ikke sluttet helt fantastisk, de havde deres op og nedture, ikke helt så store udsving som ham og Skylar havde lige nu, men det var nu alligevel ikke altid som de begge ønskede. Lawrence huskede også uniformen der havde spurgt efter ham, han huskede turen til hospitalt og han huskede synet af hende der lå der, helt stille som var hun faldt i søvn. Der gik flere timer før Lawrence kneb den første tåre efterfuldt af tusinde andre, som gik det ikke før op for ham hvad der faktisk var sket og som gik det ikke op for ham før at han aldrig skulle se hende igen.

Da hun satte sig over ved ham blev han afbrudt af sine tanker og han lod en arm glide omkring hendes skuldre imens han trak hende ind i mod sig og lænede så siden af sit hoved i mod sit, imens han bare sad og tænkte lidt for sig selv, de mange ting der var skete, gode som dårlige igennem de her uger, måneder.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige" sagde Lawrence blot og sad så i stilhed, som var hans hjerte stoppet med at slå og tanker stoppet med at tænke, han var helt død lige nu, han ønskede ikke at skændes med hende, han ønskede ikke at hans liv skulle være så fucked up lige nu og han ønskede ikke at alt skulle være som det var, derfor sad han bare i helt stilhed: "Undskyld" sagde han så stille, mest fordi han godt vidste at han var gået over stregen.

Skylar rystede forsigtigt på hovedet, i det hun betragtede Lawrence og sagde så " Du skal ikke undskylde for noget Lawrence. ". Hun så kort ned, anede ikke helt hvad hun skulle sige mere, om det var klogt at sige mere. Hun lænede sit hoved forsigtigt op af hans arm, mens hun blot stirrede mod den store dør, der stadig var låst. Den virkede ikke så tiltalende mere, som den havde gjort tidligere, men hun vidste, at hun måske burde tag en beslutning for dem begge. Hun havde gået og fyldt ham med løgn, for hans eget bedste, især efter hun fandt ud af, at han var Madison´s mand.

Skylar lukkede forsigtigt sine øjne. Hun huskede, da hun havde fået et opkald i Paris. Hun huskede en fra hendes bolig, havde fortalt hende ting og sager, samt spurgt hende om det var rigtigt, om Lawrence virkelig havde været sådan mod hende, om det var derfor hun var rejst i en periode, men hun havde blot sagt nej og anede ikke helt hvad tøsen havde snakket om, før Thomas og Daniel havde ventet på hende i lufthavnen. Hun vidste hun ville få skylden og så længe hun ikke anede hvem der havde lagt alt over på hende.. kunne hun umuligt sige nogen navne, dog.. vidste hun at Kim havde en finger med i spillet.. lige siden hun havde afslået at fortælle noget som helst om Lawrence, som den eneste hun aldrig havde sagt noget om.

Hun rejste sig forsigtigt op og strakte sig en lille smule, i det hun betragtede Lawrence og sagde tøvende. " Måske burde vi holde en pause.. blot for at få klaret vores hoveder, så vi ved hvad der bedst.. ". Hun så nervøst på Lawrence og sagde " Så.. måske skulle vi tage hjem, eller vi kunne nyde denne tur og så gå hver til sit.. når vi når hjem. Vi kan altid tag kontakt til hinanden, når alt har dæmpet sig ned ". Hun kunne ikke tag flere hemmeligheder på sine skulder, samt hun kunne ikke klare at høre Lawrence, altid beskylde hende for noget, som hun ikke havde gjort.. hun var uskyldig i dem alle.. skønt hun var den eneste der altid havde været der, hver eneste gang der var et problem, så hun bebrejdede ham ikke for at tro sådan om hende. " Jeg har alligevel også nogle malerier.. jeg skal få solgt inden næste måned ". Hun huskede at Kim havde skyndet på hende, ellers ville hun spytte hemmeligheden ud om Madison, på sin netblog.. måske give det til pressen og det var det sidste Lawrence havde brug for. " Jeg har en ret så vigtig kunde, der.. der har brug for pengene, en jeg hjælper i ny og næ ". Hun smilede undskyldende og fandt bh og trusser frem, eftersom hun ikke havde det på indenunder sine hotpants og lille mini tshirt.

Lawrence slap hende roligt og rejste sig op for at låse døren op, mest fordi han heller ikke gad det mere, han gad ikke kæmpe og han stilte sig så op af væggen ved siden af døren imens han roligt kiggede over i mod hende som hun talte: "Jeg kan altså godt give dig pengene" sagde han og kiggede i mod hende da hun sagde at hun havde brug for pengene, hun havde jo trods alt også hjulpet ham og ville have taget skylden dengang denne debat om Lawrence's liv var på sit højeste.

Da hun foreslog at de skulle holde en pause kom et suk ud imellem hans læber og han nikkede så let, måske havde hun ret, lige nu anede Lawrence slet ikke hvad der var bedst og han anede ikke om han skulle sige frem eller til siden, han vidste bare at han ikke havde det godt lige nu, på nogen som helst måde. Han gad ikke hun gik, han gad ikke hun blev, generelt gad han bare ingenting andet end sove de næste hundrede år.

"Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige Skylar" sagde han og rystede så roligt på hovedet: "For på den ene side så vil jeg så gerne at vi fungere... Men jeg syntes bare hele tiden at ting taler i mod det, og..." sagde han og tøvede let for at sikre sig han formulerede sig korrek: "Jeg er blevet tvivl om hvornår du mener hvad du siger, jeg ved ikke helt hvor jeg har dig" sagde han og kunne jo ikke afvise at hun havde det på samme måde.

Alle disse hemmeligheder.. vis han kendte den rigtige hende, den der intet havde gjort, sandheden.. ville han så elske hende mere, eller ville han hade hende for det?. Hun så kort væk fra ham og stod blot lidt og anede ikke hvad hun skulle gør af sig selv, men hun måtte gør det, for hans skylkd og for sin egen. Hun gik forsigtigt hen til ham og klemte forsigtigt hans hånd, i det hun kyssede hans læber, som var det sidste gang de skulle ses. Hun tog imod hans læber, grådig som hun var.. sugede hver eneste følelse til sig, før hun slap hans læber og så ham i øjnene. " Jeg tror det bedst for os begge, vis vi ikke ses mere. Du kan aldrig vide hvor du har mig Lawrence Watson, fordi jeg aner det ikke selv ". Hun trådte forsigtigt forbi ham og gik op på dækket.

Hun vidste ikke hvad hun skulle, men hun kunne se Spanien. Hun så kort over mod Thomas og Eli, der var gået op på dæk for ikke at høre dem skændes sikkert. Hun smilede forsigtigt til dem og gik hen og krammede Thomas og sagde" Please pas på ham fra nu af.. ". Hun så kort over mod Eli og sagde " Du modig af dig, sådan at råbe af en halv død person ". Hun grinte kort og uglede blidt op i hendes hår og sagde " Tak Eli.. held og lykke med din drøm ". Hun så derefter ned mod kahytten og derefter mod Thomas og sagde " Du kunne vel aldrig lægge til, i Spanien?... ". Hun hentydet tydeligt til, at denne hyggelige tur, desværre var slut for nu. Hun ville ikke tag imod Lawrence´s penge, fordi hun havde sit eget kort med, vis han da havde pakket hendes ynglings bukser.

Da de endelig kom frem, hoppede hun af båden og over på broen. Hun så kort op mod Thomas og Eli... samt Lawrence(Vis han var der).. før hun forsigtigt vinkede farvel til dem. Hun havde skiftet til bukser og tshirt, der gik ned over maven næsten. Hun tog sin rygsæk over skulderen og begyndte så småt at gå ind mod byen, hvor hun ville hæve penge, til et hotel.. og så skaffe fly billetter tilbage til Terre. Hun kom ind på sit hotel og sad nu blot i sengen. Mobilen lå foran hende.. forsigtigt tog hun den op og ringede Kim op, for at fortælle hende, at pengene ville blive sendt til hendes konto. Hun sendte pengene over en bærbar, som hun brugte ved det lokale bibliotek, før hun smuttede tilbage til hotellet den gang. Hun gik hen til sit vindue, da det var aften, for at se om båden var til at se, fra hendes hotel.. men hun kunne ingen båd se. Hun mærkede tårerne begynde, før hun vendte sig om og landede i sin seng.