That's What's Up... - Skylar

Hun rejste sig hurtigt med et sæt og gik hen til ham og tog om ham " Nej please.. please bliv ved mig, blot inat.. ". Hun trak ham hen til sengen igen og fik ham lagt ned, før hun lagde sig ved siden af ham og sagde" Jeg glad for at vi ikke forblev venner. Lawrence, jeg ved ikke om du ved dette, men.. men jeg kan lide den anden side af dig.. rigtig meget ". Hun så flovt på ham og kyssede ham blidt op af halsen, indtil hun nåede hans læber, hvor hun fangede et kys. " jeg stjal et kys fra dig i Italien.. inden jeg gik ". Hun så flovt på ham og håbede ikke at han ville finde det creepy og ubehageligt, men nærmere mere nuttet og helligt. Hun satte sig forsigtigt op og betragtede ham en lille smule, før hun sagde " Du kan ikke tag hjem i den tilstand.. og jeg ved ikke om jeg tør at køre dig hjem.. vis der nu skulle være nogen udenfor dit hus og tag.. tag billeder ". Hun bed sig en smule i underlæben.

Kl 12.. der i nærheden, ville hun blive hentet og hevet med til denne presse ting, for at skulle fremstå som denne kvinde, der blev drevet af kærlighed, til at begår sådan en stor fejltagelse, at nærmest alle ville endten forstå hende, eller se ned på hende. Hun sukkede, da hun sad der og betragtede den halv nøgne Lawrence. " Du kan sove her i nat, så ringer jeg til Thomas og får ham til at hente dig imorgen, når du har sovet spruttet af... jeg har en presse at skulle snakke med imorgen jo ". Hun sukkede tungt.

Lawrence kiggede i mod hende og lod sig ligge ned på sengen, da hun kyssede ham holde han en hånd i mod hendes brystben for at holde hende lidt på afstand: "Skylar, det går ikke" sagde han i en næsten trist stemme over at han var nødt til at afvise hende, han anede ikke hvad han skulle gøre og egentligt mest så havde han lyst til at græde igen, og en enkelt tåre endte også med at snige sig vej ned af hans hoved, havde han været ædru havde han ikke haft et problem med at holde tilbage.

"Du skal ikke gøre det i morgen" sagde Lawrence og kiggede på hende med de grå og rolige øjne, han ville ikke have at hun gik ind og løj for dem og stillede sig selv i et dårligt lys. Lawrence nikkede til at han kunne sove her, selvom han ikke var sikker på at han kunne sove.

Lawrence trak hende ind til sig selvom han næsten havde skubbet hende væk og han kyssede så blidt hendes læber, også selvom han sikkert ikke smagte særligt godt at kysse ovenpå alt det han havde drukket, men lige nu havde han bare sådan en forfærdeligt lyst til at kysse hende: "Jeg elskede dig virkeligt Skylar" sagde han i datid og lukkede så roligt sine øjne, han var træt.

Skylar kunne ikke fatte, at han ville kysse hende, efter han lige havde afvist hende?. Hvad var det dog alkohol gjorde ved ham. Hun prøvede at huske på den Lawrence, hun så i huset.. den der havde smækket hende sådan en lussing, at hun faktisk havde mistet jordforbindelsen et kort sekund. Hun kunne ikke glemme, hvordan han ville hade sig selv, vis han vågnede op dagen efter, for så at se han var her. Hun smilede en smule, da hun kunne se han var ved at falde i søvn. Forsigtigt trak hun hans våde tøj af ham. Strømper, bukser, tørrede hans hår, før hun lagde sin dyne over ham. Hele natten, sad hun og betragtede ham, aede hans flotte naturlige hår. Hun drømte om da de var i italien, da de var hjemme ved ham.. det var så fantastiske minder.

Næste dag..
Da dagen endelig kom, var hun træt og udkørt. Hun rejste sig op, tog et langt bad, gjorde sig klar. Hun iførte sig nogle skinny jeans, hullede som altid.. en grå tshirt, der blev bundet en smule i den ene side, mens hun trak sig i sin hvide burberry jakke. Hun vidste at Lawrence ville stoppe hende, vis han vågnede. Hun ringede Thomas op fra Lawrence mobil og forklarede ham hvor hun boede..hun sagde at han kunne hente ham der, at nøglen ville lægge under måtten. Hun bad ham ha pistol, fordi der var ret så farligt hvor hun boede. Hun så kort ned mod Lawrence, gik hen til ham og placerede et kys på hans læber og sagde med blanke tåre klar øjne. " Undskyld Lawrence, men.. men jeg nød til at rette op på dette ". Hun havde taget makeup på, så man ikke kunne se den røde kind, samt det håndaftryk han havde efterladt, der kunne ses svagt, vis hun intet havde haft på.

Hun gik ud af døren og låste efter sig og lagde nøglen under måtten, før hun gik sin vej. Hun tog hen til pressen og var der præcis til tiden. Hun så kort mod Daniel.. og så nervøst rundt. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gør af sig selv, men.. hun måtte tænke på Lawrence. Hun trådte frem og så nervøst rundt, før hun bed sig en smule i underlæben og mærkede en tåre glide ned af hendes kind. Hun så ned mod sine papir... ventende... knugede dem i sine hænder. Hun krøllede dem sammen og smed dem væk, i det hun rettede mikrofonen en smule. " I samlet her idag, for at mætte jeres ulækre behof, af sladre, samt historie. Når jeg ser på jer, væmmes jeg dybt inde i mig selv, men lad os se det i øjnene.. jeg er ligesom jer, blot jeg er en lyst løgner ". Hun grinte en lille smule og rystede på sit hoved.. før hun trådte væk fra Lawrence´s folk. Hun så kort over mod dem og så derefter mod presse folkene.

" Jeg løg.. jeg solgte en løgn, der blev trykt, uden nogen som helst beviser.. hvilket blot beviser vores fuckt up verden idag ". Hun smilede en smule koldt til dem, før hun sagde" Jeg løg, fordi jeg var... nej, nærmere ER.. håbløst forelsket i Lawrence Watson. En succesrig mand, hvis penge, hvis ry, hvis omdømme, jeg med lethed kunne feje af bene, for at tjene nogle fantastiske penge, fordi som i alle sikkert har fundet ud af, er jeg bankaråt.. eller hele min familie er. Jeg skammer mig ikke for hvad jeg gjorde, fordi jeg er en kold og kynisk kælling, der kun tænker på mig selv, som i nok kan høre ". Hun så ned mod papirene med den tale, som hun skulle ha sagt rigtigt. " Men vis dette havde været sandt om Mr. Watson, vis blot et eneste gram af det havde været sandt.. why do you care?. Han er ikke jeres ejendom, han er IKKE jeres lille legeplads, i går til, når i keder jer!. ". Hun trampede hårdt ned i jorden. " Jeg løg, fordi jeg vidste, at ligeså snart der var snavs, om det var rigtig eller forkert.. om Mr. Watson.. så ville i ækle kakelakker komme kravlende, kravlende for at skrive i jeres klamme blade, om noget helt uvirkeligt, blot for at kunne leve et ligeså falsk liv, på en ligeså falsk løgn, som før.. i ligeså modbydelig som mig, ligeså kurropt, ligeså forskruet og utåelige.. ". Hun mærkede tårerne presse på. " Jeg opfandt denne historie, fordi jeg ville ha hans penge, fordi hvem kunne ikke tænke sig at stjæle fra de rige og give til de fattige, hvilket er MIG. Alle.. selv I ville.. fordi i stod klar til at trykke ALT i hørte.. selvom det var løgn ". Hun grinte lidt og rystede på hovedet og sagde" Så her har i jeres sandhed. Jeg er håbløst forelsket i ham og da han afslog mig, ville jeg have hævn i form af penge, fordi.. er det ikke altid de gode det går ud over ". Hun grinte lidt og smilede ondskabsfuldt, før hun rejste sig op og tog et glas og kastede ud mod folkene, for at høre det splintres mellem dem.. før hun gik forbi alle og sagde" Mødet er HER MED FORBI! ". Hun skubbede til Daniel, med vilje, for at virke som om hun var sur på dem, som havde de nået på hende.. siden hun tilstod.

Lawrence vågnede da klokken var ti minutter i tolv, pressemødet ville snart starte og han kiggede kort på sin mobil med sine knapt åbne øjne hvilket fik ham til at flyve op af sengen: "SKYLAR!" råbte han og kiggede sig forbrilsk omkring men kunne ikke få øje på hende nogen steder: "Åh pis" sagde Lawrence og ringede med det samme på sin telefon: "John, stop det pressemøde, lige nu!" sagde Lawrence hidsigt i telefonen: "Jeg er på vej!" sagde han.

Lawrence kørte ind i mod byen i den hast han nu engang kunne, han ønskede ikke at hun skulle udlevere sig selv til pressen og efterhånden som han nærmede sig prøvede han at tænke på præcist hvordan han skulle komme til stoppe det eller forklare sig, for han havde jo heller kke ligefrem lyst tl bare at sige at det hele var sandhed.

Lawrence kom frem til huset da klokken var tyve minutter over tolv, han gik ind af hovedindgangen hvor de mange andre pressefolk også var kommet og han nåede lige præcist at komme som Skylar sagde sin afsluttende ord: "STOP!" råbte Lawrence og stod ved udgangen i den modsatte ende af hvor Skylar var, alle blikke blv rettet i mod ham og det samme gjorde kameraene. Lawrence stod et øjeblik helt forvirret over hvad han skulle sige.

"I skal ikke tro på et ord Ms. Lockhart siger" sagde Lawrence og gik op af den miderste gang imellem de mange pressefolk og stillede sig nede foran talerstolen: "Ms. Lockhart lyver lige nu" sagde han og kiggede på de mange blitz der gik af i dette øjeblik: "Ms. Lockhart siger dette fordi hun ønsker at beskytte mig, fordi at ja, Ms. Lockhart og jeg har haft en kærligheds affære" sagde han blot og endnu engang gik de mange blitz af: "Denne affære blev afsløret af hendes veninde som kontaktede jer en og alle for at tjene kassen og som i alle nok ved så tog historien en drejning som ingen i min familie kan acceptere, det pute opspind i en teenage hjerne" sagde Lawrence ogg kiggede så kort op i mod Skylar såfrem hun stadig stod så han kunne se hende.

"Ms. Lockhart gjorde dette for at rense mit rygte uden nogen som helst grund, og hvis i har yderligere spørgsmål så stiller jeg gerne op til interview" sagde Lawrence, manden som ellers aldrig nogensinde gav interview, og der gik ikke længe før de mange pressefolk vrimlede hen i mod ham, først to timer senere fandt Lawrence sig selv siddende i salen,helt alene da alle pressefolkene var gået hjem. Paul, hans far gik hen til ham og klappede ham let på skulderen: "Det var flot gået Lawrence" sagde han og satte sig ved siden af ham: "Men hun gjorde det kun fordi hun holder af dig" sagde Paul og kiggede i mod sin søn der blot nikkede: "Det ved jeg godt far" sagde han: "Men jeg gjorde det også kun fordi jeg stadig holder af hende" sagde han og kiggede over i mod sin far.

Skylar stoppede brat op, da hun hørte en råbe stop. Hun så kort forvirret rundt, i det hun opdagede Lawrence og sagde undrende " Lawrence?? ". Hun betragtede ham, da han kom op for at tale. Hun blev dog ikke glad for at høre hans ord, at hun løg for dem. " La.. Mr. Watson, hvad har de gang i!?. Du kan ikke bare komme og.. og ". Hun stoppede dog sig selv, da han ville tale ud, uanset hvad hun prøvede at sige, samt det ville måske blot skabe mere ubalance, vis hun gik ind og blandede sig foran alle og enhver. Hun stod der og lyttede til hvad han sagde. Hun kunne ikke fatte det.. af en der ikke ville være prinsen på den hvide ganger, så var han altså utrolig helt og aldeles utrolig. Hun kunne ikke fatte, at han stod der oppe nu og reddet hende. Hun så lamslået på ham og kunne ikke få et eneste ord frem, dog blev hun der indtil sidste ord var sagt. Tårerne gled ned af hendes kinder, i det hun så på ham og skjulte sin ansigt i sine hænder, mens hun betragtede ham.

Det var lige godt utroligt, at han altid skulle komme og redde hende, ligesom i italien. Hun vendte ham ryggen, da folk begyndte at sværme om ham. Hun vidste ikke om hun skulle blive der eller stikke af. Hun havde lyst til at tag tilbage til sine forældre, lyst til at løbe skrigende der fra, men hun blev der.. ventede til at alle var væk, indtil hun så Lawrence og Paul være alene sammen. Hun betragtede dem og kunne ikke helt høre hvad de sagde. Hendes øjne var ligeså røde, som Lawrence´s havde været den nat. Forsigtigt trådte hun frem og så mod Lawrence, ligeglad om Paul var der, fordi han kendte til hele historien. " Hvorfor Lawrence.. hvorfor kom du og reddet mig igen.. ". Hun snøftede kort, før hun så ned mod jorden og så op mod ham igen og sagde med tåre trillende ned af sine kinder. " Hvorfor skal du altid.. altid redde mig, selv når jeg ikke fortjener det ". Hun stoppede op et stykke fra ham, stod blot der og tudet. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men på en måde, var hun vel taknemmelig.

Lawrence og Paul kiggede begge op da de så at Skylar kom nærmere: "Lad os snakke senere" sagde Paul blot og lagde kort en hånd på Lawrence's skulder inden den ældre mand roligt gik ud af rummet, hvilket Lawrence nu nok egentligt satte pris på, for Lawrence vidste jo ikke at hans far havde fået hele historien fortalt, hvilket nok var meget godt.

Lawrence kiggede op i mod hende med det samme trætte blik som da de var inde i spisestuen og hun netop var ankommet, han havde nu egentligt nok også en smule tømmermænd, Lawrence trak på skuldrende over hendes spørgsmål: "Jeg hadede dig nok bare ikke nok til at lade dig dumme dig så meget" sagde han roligt for sig selv og kiggede så hen i mod hende.

"Aviserne vil snakke i et par dage nu, måske et par uger også vil de glemme det hele. Men de ville hunte dig ned forevigt" sagde han og rystede på hovedet: "Denne historie bliver nok heller ikke glemt" sagde han og kom med et lille grin, det var jo et stort rod: "Men forhelved alle må vel have et sex liv" sagde Lawrence blot og kom med et lille smil imens han tog en slurk af den vandfalske han sad med i hånden og han kiggede så op i mod hende: "Undskyld jeg opsøgte dig i går" sagde han roligt.

Da Lawrence havde stoppet det hele, da han havde forsvaret hende med magt og pragt foran alle, havde hun troet at der kunne være noget mellem dem igen, nej hun havde faktisk håbet at der kunne være noget mellem dem igen, men da Lawrence så på hende, på samme måde, som dengang i huset, dengang.. inden han havde slået hende. Hun kunne ikke tag at se ham sådan her. Det smertede hende, men hun måtte virke som en ven, det var sådan han havde snakket med hende igår. Hun gik forsigtigt hen og satte sig ved siden af ham. Hun grinte en lille smule og sukkede, da hun sagde " Så du hader mig.. ". Hun kunne godt forstå ham. Dette måtte være så hårdt på ham. Hun betragtede ham en lille smule, før hun sukkede og sagde" Det gør intet at du opsøgte mig igår.. der skete intet mellem os ". Da han havde sagt, at han elskede hende igår.. havde hun sagt det til ham også, men for sent.. han sov allerede der.

Hun så en smule mod ham, før hun rejste sig op og strakte sig en lille smule. Hun betragtede Lawrence lidt og sagde" Jeg... dette er vel.. farvel ". Hun havde det skidt med aldrig nogensinde at skulle se ham. Hun skulle tilbage til sin gamle lejlighed, den der var beskidt og kold.. den hvor Lawrence havde været, så nu blev hun måske nød til at flytte, fordi hun kunne heller ikke klare, at minderne forfulgte hende, i form af samme omgivelser. Hun betragtede ham en lille smule og rejste sig op, i det hun sagde " Tak fordi du reddet mig Mr. Watson ". Hun følte ikke, at hun var værdig nok, til faktisk at kalde ham Lawrence mere... nej, dette var farvel.. hun kunne intet gør, der nogensinde ville rette op på dette.

Lawrence kiggede roligt på hende og sukkede så endnu engang imens han rystede på hovedet: "Jeg hader dig ikke" sagde han og kiggede så på hende, det gjorde han virkeligt ikke, men alt det her havde taget meget hårdt på hans kræfter så hun ville vel ikke forventet at han bare ville kaste sine arme omkring hende og være død forelsket, for det kunne han ikke lige nu, han var død.

"Skylar, vær nu sød ikke at flygte igen" sagde han da hun sagde farvel og han rejste sig så op fra sin stol, han lignede lort, nok fordi han ikke havde fået sovet nok og fordi at han havde haft drukket dagen før. Han trængte til at børste tænder, trængte til et bad og alle disse ting: "Jeg gjorde også dette fordi at jeg vidste at folk ville tvivle på min tillid hvis jeg viste mig offenligt med dig efter du havde løjet om noget så... Urealistisk" sagde han og kunne ikke lade være med at lade et lille smil komme frem på sine læber og et kort glimt af noget legesygt strejfede hans øjne.

"Undskyld jeg slog dig" sagde han og kiggede hen i mod hende men uden at nærme sig, han vidste snart ikke hvad han skulle sige: "Men ingen har nogensinde brudt min tillid på den måde før... Du lovede mig ikke at sige det til nogen" sagde han og kiggede i mod hende som forventede han at et magisk svar ville gøre det hele okay, selvom han godt vidst det nok ikke ville ske.

Hun så kort ned, for så at se op, med et temmelig overrasket blik. Hun forstod ikke helt hvad han mente, men det med at han viste sig offentligt med hende bagefter?.. hvad betød det. Hun så undrende på ham og rødmede, da et lille smil kom frem over hans læber, samt et strejf i hans øjne, et glimt.. af legesyg viste sig i hans øjne. Hun vidste ikke om han nogensinde ville stole på hende igen, men hun vidste ikke heller om hun ville blive der og finde ud af det. " Nej angående at du slog mig, det... det fortjente jeg ". Hun tog sig kort til sin kind, den han havde slået hende mod. Hun så kort væk fra ham og sagde " Det første gang at et slag har føltes så godt, men det vel fordi jeg også mente at jeg fortjente det.. hvilket jeg gjorde ". Hun grinte en lille smule og sagde " Desuden, så slår du som en pige, så det gjorde ikke så ondt igen ". Hun rakte drilsk tunge til ham og grinte en lille smule, før hun strakte sig en smule.

Hun var virkelig træt, så træt at hun sikkert ville gå direkte hjem og i brædderne, eftersom hun slet ikke havde regnet med at være vågen så lang tid her. Hun betragtede Lawrence en lille smule og sagde tøvende. " Det bliver skam også en sidste.. gang jeg bryder din tillid. Det var ikke med vilje, jeg troede ikke hun ville reager så stærkt på at se mig græde.. da hun hentede mig ". Hun sukkede en smule og sagde" Jeg burde ha forklaret hende situationen bedre.. jeg burde.. jeg burde slet ikke ha sagt noget om dig eller dette her i første omgang ". Hun så undskyldende på Lawrence og sagde" Jeg siger kun undskyld, når jeg virkelig mener det.. så.. så undskyld Law... ". Hun vendte ham derefter ryggen og så kort rundt, før hun smilede en lille smule og sagde" jeg virkelig træt. såh.. jeg vil smutte hjem ".

Lawrence kom med et lille smil over hendes kommentar, men rystede dog på hovedet samme tid: "Men det gør det ikke okay, Skylar" sagde han, han mente ikke det var okay at han havde slået hende, ligegyldigt om hun så havde slået hans nærmeste ihjel, på de måde ønskede han ikke at være, Lawrence mistede aldrig kontrollen, men det havde han gjort netop i det ene øjeblik og det skræmte ham, og på samme tid så fortrød han det inderligt.

Lawrence nikkede: "Jeg vil ikke sige at jeg ikke nogensinde kan tilgive dig" sagde han og kiggede op i mod hende: "Men det kan jeg ikke lige nu" sagde han dog, han vidste ikke hvad han mere kunne sige: "Jeg troede at hele min familie, alle mine venner og mine ansatte skulle kende til min hemmelighed, og jeg troede at du havde gjort det alt sammen for pengene" sagde Lawrence og vidste godt det ikke var sådan tingene hang sammen.

Han nikkede da hun sagde hun var træt: "Du... Vil ikke låne dit værelse ude ved mig?" spurgte han roligt, han anede ikke hvad han havde gang i og egentligt burde han nok give sig selv en lussing lige nu, hvad dælen havde han gang i? Han vidste det ikke, men han var ikke helt klar til at slippe hende endnu, selvom han burde.

Hun så mod ham og nikkede forsigtigt. Da han tilbød hende, om hun ikke ville låne et værelse ude ved ham, spærrede hun sine øjne en smule op og sagde" Årh nej jeg.. jeg kunne umuligt.. det ville være.. ". Hun skulle til at læne sig op af noget, før hun vidste af det, faldt hun til jorden. Hun var vist mere træt end hun havde troet. Hun skyndte sig dog op og gjorde fagter med sine arme, som var hun okay og at han ikke skulle komme og hjælpe hende op. " Jeg okay, jeg... jeg burde bare virkelig få sovet fordi.. jeg har kinda ikke sovet i.. over 2 dage nu.. såh ". Hun så kort rundt for at finde noget, et ur.. et eller andet hun kunne se tidspunktet på. " Desuden så går min bus også ". Hun havde langt hjem, samt der var ingen til at køre hende hjem.

Hun følte ikke rigtig at hun kunne tag imod Lawrence´s tilbud, ikke ved mindre han nærmest tvang det på hendes skulder, eller kom og sagde der var noget hun havde manglet at male færdigt nede i rummet, fordi han havde jo betalt hende for at lave det færdigt. Hun så kort på ham og mærkede søvnen tage til, i det hun pludselig følte sig svimmel.. " Måske burde jeg blot.. tjekke ind på et hotel eller... eller måske kunne Thomas eller Daniel køre mig hjem.. jeg tror ikke jeg er i stand til at.... at gå hjem i denne tilstand ". Hun havde ikke sovet en eneste gang, så netop derfor stod hun og blev lidt små svimmel samt hendes krop lukkede snart ned og sagde godnat for i dag. Hun så kort på Lawrence.

Hun vågnede næste dag op, udhvilet og utrolig behageligt. Hun så kort rundt, i det rum der skulle ha været hendes lejlighed, men fandt sig selv et helt andet sted. Lawrence´s hus!?. Hun så måløst rundt, før hun trak dynen til side og rejste sig op kun iført undertøj. Hun så rundt flovt og fandt en morgenkåbe frem, eftersom hun ikke kunne finde sit tøj, der sikkert var endt til vask, vis Ella var hjemme. Hun smuttede ned af trapperne og så forsigtigt rundt. klokken var nær de 9-10 stykker. Hun så lidt rundt og hviskede " Ella??.. ella.. ". Hun kiggede nysgerrigt rundt, før hun dækkede sig endnu mere med morgenkåben og listede videre hen til køkkenet og kiggede lidt rundt. Hun var virkelig hjemme ved Lawrence... var det med vilje han havde bragt hende her, eller fordi han ikke kunne huske hvor hun boede eller hvor hendes nøgle var eller noget i den stil?.

Lawrence stod og lyttede til hende da hun talte: "Bare lad mig køre dig hjem" sagde Lawrence roligt og gik så efter hende ud til bilen, da han satte kurs i mod hendes lejlighed så han hurtigt at hun faldt i søvn og han vendte derfor bilen mod sig selv. Han lagde hende op på hendes værelse, og i seng.

Ella havde ryddet pænt op i huset så det lignede sig selv og der ikke var spor af al den ballade der havde været dagen før, Lawrence ville helst bare glemme det. Om natten havde han sovet godt, han var vågnet da klokken var lidt i syv og havde så sat sig ind på sit kontor for at arbejde som han nu oftest gjorde det om morgenen, han var efterhånden ikke så tit inde i firmaet mere, men arbejdede som oftest hjemmefra.

Ella kom hurtigt ind til Skylar da hun kaldte. "Ms. Lockhart" sagde hun og prøvede at skjule sin overraskelse om sin tilstedeværelse: "Mr. Watson er på sit kontor" informerede hun: "Kan jeg lave Dem noget morgenmad?" spurgte hun og kom med et lille forsigtigt smil. Lawrence havde tænkt hele natten, hvad der var op og hvad der var ned, han havde endda måtte emaile sin coach Frank og han havde fået svar her til morgen.

Skylar tog et glas fra skabet og tændte for vandet, i det hun var såh tørstig. Hun skulle lige til at tag noget vand, da hun hørte en sige Mr Lockhart. Hun spyttede kort noget af vandet ud og tog sig til munden, da hun opdagede Ella. Hun så overrasket på hende, dog ikke halvt så overrasket som Ella var. Hun spærrede sine øjne en smule op og sagde" Ella, er du på arbejde i weekenderne også? ". Hun grinte en lille smule, da hun spurgte om hun skulle lave mad til hende. " Jah, vis.. vis det ikke gør noget. Jeg skal nok stå for opvasken ". Hun smilede forsigtigt og satte sig på en stol og betragtede Ella en lille smule, mens de sad der i total stilhed. " Såh.. bare rolig, jeg.. mig og.. ". Hun sukkede kort og vidste ikke om hun skulle snakke med Ella om dette, dog viste hun jo egentlig godt at Ella faktisk kendte til alt og alle pigerne. " Min veninde sladrede... hun troede at Lawrence havde været ond mod mig, men.. men jeg ved godt, at jeg var skyld i alt dette.. ". Hun sukkede dybt og sagde" Ella.. hvordan var Madison egentlig? ". Hun vidste ikke om Ella kendte til Madison, men hun havde brug for en at snakke med.. en der kendte til alt og var temmelig neutral hvad angik.. ja alt egentlig.

Hun så krot rundt og sagde" Arbejder han stadig dag og nat.. ". Hun sukkede kort og betragtede sit vandglas, før hun pustede en lille smule ud. " Har han fået morgenmad?. Ellers kunne jeg altid bringe ham det, eller.. informere ham om at der.. er mad ". Hun så tøvende på Ella. Hun vidste ikke om Ella hadet hende, eller om hun stadig kunne lide Sky, blot en lille smule... hun håbede dog, at hun ikke var hadet her.. for meget.. rundt omkring. " Måske burde jeg bare tag hjem af.. det alligevel pænt tidligt og jeg tror det sidste han har brug for, er at se mig.. ".

Ella kiggede i mod med hende og kom med et afslappet smil: "Til tider" svarede hun da hun spurgte om hun arbejdede i weekenderne også, oftest gjodre hun også havde hun fri enkelte dage i løbet af måneden, Ella havde ikke så meget familie og med sine 58 år var det nok lidt sent at få børn nu: "Ikke tale om, om du skal tage opvasken!" sagde Ella og smilede til hende med en let hovedrysten.

"Ganske sød" sagde Ella blot og smilede varmhjertet "Altid glad og venlig, og Mr. Watson og hene var meget søde sammen" sagde hun og smilede let imens hun kort kiggede ned i jorden: "Ja det var ærgeligt det hele, og det tog hårdt på Mr. Watson" sagde hun og serverede så en kop the for Skylar: "Men nu er De jo kommet" sagde hun og smilede let: "Så bliver han nok levende igen" sagde hun blot og rystede så på hovedet og satte en hånd op som lavede hun et stop signal, hun skulle ikke tale over sig

Ella rystede på hovedet da hun spurgte om han havde spist morgenmad: "Han har ikke spist så godt på det sidste" sagde hun blot og indrømmede det dog, hun smilede så i mod Skylar: "Jeg må hellere gå igang med arbejdet" sagde hun afslappet og gik så ud af rummet med rolige skridt og kiggede kort i mod Skylar.

Skylar lod sin pande ramme bordet kant, i det hun uddrog et stort og nærmest udmattende suk. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gør af sig selv, i denne situation. Så Ella regnede med at vis hun blev, ville det måske gør Lawrence´s dage bedre?, skønt hun næppe troede på det, fordi indtil videre havde hun ikke gjort andet end at skade ham igen og igen, om og om. Hun sukkede en smule igen, inden hun tog sin kop og gik en lille tur rundt i huset, indtil maden var færdig. Hun gik ikke ned mod rummet, fordi hun følte at det var off limits for hende nu, samt hun gik ikke op mod Lawrence fordi hun turde ikke.

Da Ella informede hende om at maden var færdig, rejste hun sig op og sagde at hun nok skulle hente Lawrence. Skylar bar en fin silke rød morgenkåbe, der gik til lige over hendes knæ af hende. Hun gik med hurtige skridt, samt bar fodet.. hen til hvor Lawrence skulle sidde. Hendes lange hår, var flettet til den ene side, så hun så fransk ud, som hun jo egentlig også var. Hun lignede en skønhed, især nu da hun havde fået sovet igennem. Hun betragtede døren en lille smule, før hun forsigtigt bankede på og skubbede døren blidt op. Hun stod i døråbningen, op af dørkarmen, med det ene ben let flettet hen foran det andet, før hun bed sig en smule i underlæben, tøvende.. inden hun sagde med en blid stemme. " Morgenmad.. er klar, vis du skulle være sulten ". Hun vendte ham derefter ryggen, eftersom hun helst ville hurtigt væk fra ham. Hun kunne ikke se på ham, uden at rødme og mærke sommerfugle i sin mave, men skam heller ikke uden at skamme sig.

Lawrence rejste sig roligt op da han hørte Skylar's ord og han gik ud fra kontoret, denne morgen havde han blot en lyseblå skjorte på med sorte bukser på og et mørkegrå slips der var på kanten til sort, han havde egentligt et møde inde i byen senere en overvejede at aflyse, i dag ville han helst bare slappe af ovenpå alt det der var sket den foregående dag.

Lawrence gik ud i køkkenet med en avis i hånden og holde den op så hun kunne se den: "Har du set dagens avis?" sagde han 'Hemmelig affære afsløret' var overskriften 'Indhylet i løgne og bedrag, læs det hele i dagens udgave' stod der lige nedenunder: "Indeholdet bskriver egentligt baer hvad der skete til pressemødet, hvis nogen kontakter dig så skal du ikke udtale dig" kommanderede han hende, og han håbede at han kunne stole på hende denne gang.

Lawrence kiggede roligt op på hende som han lagde avisen sammen på bordet: "Har du sovet godt?" spurgte han roligt og kiggede så stille på hende, han anede ikke hvad han skulle sige, han følte at stemningen var så akavet og anspændt på samme tid, han elskede hende, det vidste han nu, men han kunne ikke stole på hende og det gjorde ham ret så usikker.

Skylar tog sin kop med varm te og tog en lille tår, før hun hørte hvad Lawrence sagde. " Oh nej, jeg har slet ikke... nope ". Hun gjorde en fagte med sin ene hånd, mens hun drak af sin kop. Hun gjorde som om hun sagde, at det intet var for hende, at hverken se eller vide. Hun nikkede da han kom med sin kommanderende tone. " Ey ey Hr kaptajn ". Hun grinte en lille smule og satte sig til bords, før hun stillede sit te fra sig og drog et lille suk, som nød hun virkelig at sidde her og blot slappe af, med Lawrence i nærheden af sig. Hun kunne ikke forstå, hvor dejligt det var at ha en at snakke med. " Jeg har desuden heller ikke noget som helst at sige til dem, såh.. Desuden, kender du mig alt for godt ": Hun grinte en smule. Hun hentydet til hendes små stunts med hele tiden at stikke af, så vis pressen ville hende noget, så ville hun blot stikke af fra dem i stedet for at stikke af fra Lawrence.

Hun nikkede kort, da hun havde taget noget i munden, som hun hurtigt fik tygget færdig og slugt, inden hun fortsatte med at tale. " Ja, faktisk har jeg sovet som en baby.. og jeg fandt ud af hvorfor ". Hun gjorde kort gesture med sine hænder, mod selveste huset eller rummet. " Hvorfor kørte du mig her hjem?. Kunne du ikke finde nøglerne under måtten??" . Hun lagde hovedet en smule på skrå og betragtede ham lidt. For en gangs skyld, havde hun hverken mobil på sig eller noget andet, blot hende selv, sexet undertøj, samt silke morgenkåbe i rubin rødt, som hendes elskede hårfarve. Hun smilede en lille smule og sagde " Jeg bange for at se på min mobil samt tag hjem.. det vrimler sikkert med dem. Dog er jeg så heldig, at min elskede far, har lovet at hente mig, vis jeg skulle få brug for at stikke af fra alt dette her... i nogle uger, vis han da nogensinde ville turde.. at lade mig gå igen ".

"Ja det troede jeg jo at jeg gjorde" sagde han blot da hun sagde at ha kendte hende, det var fint nok at hun kunne joke og alle disse ting, men Lawrence var ikke klar til det endnu. Pigen han sad overfor havde kørt hans kone ihjel og afsløret hans hemmelighed, også sad han alligevel overfor hende og kunne ikke give slip? Han havde officiel stemplet sig selv som sindsyg.

Lawrence kiggede roligt på hende og rystede så på hovedet: "Skylar jeg ved det virkeligt ikke" sagde han: "Jeg ved ikke hvorfor jeg har kørt dig hertil, jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan give slip på dig og da SLET ikke efter alt det her. Jeg burde jo smide ud ud af mit hjem" sagde han og kiggede op på hende med et sårbart og dog alvorligt blik: "Jeg aner ikke hvorfor at jeg kørte dig hertil, eller hvorfor jeg stadig er forelsket i dig efter alt det her" sagde han og kiggede en smule skamfuldt i bordet.

Han anede ikke hvor han skulle begynde, var det normalt at have lyst til at smide nogen ud af vinduet på samme tid med at man kyssede dem? FOr det var lidt den følelse som Lawrence havde lige nu: "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, Skylar. Jeg føler mig til grin, dum, deprimeret og som en gammel gnaven mand" sagde han og kiggede op på hende.

Skylar skulle næsten til at smile en lille smile, dog falmede hendes smil endnu mere end nogensinde før, da han sagde hvordan han havde det. Så han følte sig ligefrem til grin, ved at beholde hende i huset... havde hun sådan en effekt på ham?. Hun sukkede dybt og så ned mod tallerken, før hun rejste sig op og sagde" Jeg.. ikke sulten mere ". Hun tog sin kop og tallerken og gik hen til vasken med det, før hun stillede det der. Hun så sig kort over skulderen mod Lawrence og vendte sig så mod ham, før hun sagde" lad mig hjælpe dig med alt det du føler så. Jeg rejser fra Terre Lawrence.. ". Hun så tøvende på ham og bed sig en smule i underlæben og sagde" Dette her, os to.. det vil aldrig gå, det ved jeg nu.. jeg har gjort alt for megen skade og at se.. at høre dig ha det sådan der, det piner mig mere end noget andet ".

Hun havde en smule lyst til at tude igen, fordi hun ville gerne være ved ham, men når han sagde det på den måde, så var det måske bedst at hun blot skred. Hun smuttede forbi Lawrence og vis han prøvede at stoppe hende, ville hun sætte sin evne igang, så hun kunne nå at undgå hans bevægelser, nå nærmest at se dem, inden han gjorde dem. Hun smuttede neden under i kælderen, ned mod vaskerummet, hvor hendes tøj var. Hun gik forbi et rum, før hun næsten var helt nede ved det forbudte rum, dog drejede hun af inden det. Hun gik ind i vaske rummet og så kort rundt, før hun fandt sit tøj, pænt lagt sammen og klar til at kunne få et på. Hun åbnede kåben og tog sine bukser frem, for at iføre sig dem. Hun havde ikke lyst til at være nær Lawrence, når hun skadet ham så meget.

Endnu engang sukkede Lawrence, var piger bare fuldstændig døde i hovedet og fattede ingenting? De kunne umuligt være særligt kloge for enten hørte hun ikke efter eller også hørte hun kun det som hun ønskede at høre, Lawrence rejste sig så snart at hun begyndte at gå men fangede hende først da de stod nede i gangen i kælderen og hun var på vej ud igen.

"Undskyld mit direkte spørgsmål men er du dum?" spurgte han irriteret og lod de dominerende grå øjne kigge på hende: "Jeg har lige fortalt dig en masse ting som irritere mig, og de ting irritere mig fordi jeg er forelsket i dig på trods af alle de ting, og alligevel tager du det som noget negativt og skrider?" sagde han og kiggede på hende: "Jeg ved snart ikke om jeg skal tigge dig om at blive eller du snart fatter det er hva jeg prøver på" sagde han frusteret og kiggede så hen i mod hende.

"Er jeg virkeligt sådan et monster at du føler du er nødt til at løbe?" sagde han og sukkede så for sig selv imens han roligt betragtede hende og spærrede hende vejen, han kunne ikke lade hende løbe igen, for denne gang var han ikke sikker på han havde modet til at jagte hende.

Skylar spærrede sine øjne en smule op og sagde " Er det kærlighed?. Er det sådan du føler kærlighed er, fordi så har du meget at lære endnu Lawrence! ". Hun så en smule surt på ham, før hun stillede kurven fra sig. " Nej jeg ikke dum. Jeg ikke dum nok, til at blive og se dig være ' til grin ' som du så smukt udtalte det selv ". Hun var begyndt at hæve sin stemme samt snappe af ham igen, som hun altid gjorde, når hun mente at han ikke rigtig fangede hvad det egentlig var hun prøvede på. " Jeg rejser!, fordi jeg IKKE vil såre dig mere Lawrence. Du sagde det selv, vi to vil aldrig kunne fungere, samt du føler dig til grin, PÅ GRUND AF MIG ". Hun så en smule stædigt på ham og sagde " Så hvem er egentlig dum her.. mig der vil gør dit liv bedre, ved at skride, eller dig der holder fast, i netop den ting som gjorde dit liv et helved ".

Hun sukkede og begyndte at tage sit tøj på foran ham. Hun tog sine bukser på og lynede dem, for derefter at finde sin tshirt frem blandt alt tøjet nede i kurven. Hun tog den på, mens hun så i ny og næ hen af mod Lawrence. " Du ved vi kunne stå her og snakke om alt dette hele dagen, men jeg har til sinde at forlade dig, selv vis jeg elsker dig okay.. ". Hun så flovt væk fra ham. Hun anede ikke hvad hun ellers skulle gør, fordi vis hun blev.. så ville hun helt klart blive hooked på ham, mere end hun måske allerede var.. og så ville hun først ende med at blive hans at eje.

Lawrence han kiggede i mod hende og kunne mærke hvordan hans indre blev mere og mere frusteret, Lawrence han følte sig magtensløst, og han var aldrig magtesløst, han havde altid styr på både sit sex, kærligheds og abejdsliv og lige nu havde han ikke styr på nogen af delene, hvilket fik ham til at føle han brændte op indvendigt, nu kunne man da ihvertfald sige at penge ikke gjorde lykkelig for han byttede dem gerne væk for at spole tiden tilbage.

Lawrence kiggede i mod hende: "JAMEN HVAD FANDEN VIL DU HAVE JEG SKAL GØRE?" råbte han så hele gangen næsten rungede: "Hvad vil du have? Skal jeg betale dig for at blive?" spurgte han irriteret og rullede øjne af hende, lige nu ga han ikke engang at hun blev men han ønskede heller ikke at hun gik.

"SKylar hvis du går nu..." sagde han nærmest som forsøgte han at advare hende: "Så er det slut, jeg opsøger dig aldrig mere, du ser mig aldrig igen... Det er det du gerne vil have ikke?" spurgte han og kiggede i mod hende, han var færdig med at tikke og falde på knæ, for selv hvis han gjorde ville hun sikkert bare trampe på ham alligevel. Hun måtte hade ham, hun havde gjort skaden og nu stak hun af igen.

" Jeg vil ikke ha du skal gør noget Lawrence.. please bare glem alt dette okay ". Hendes stemme var rolig igen, som anede hun ikke hvad hun mere skulle sige. Han havde været så hurtig til at starte alt muligt op, og nu opførte han sig, som om at det hele var ligemeget. Hun blev sku aldrig klog på ham. Hun så alvorlig på ham, da han spurgte om han skulle betale hende for at blive. " Jeg ville aldrig synke så lavt, til at ville betales! ". Hun så vredt på ham og og bandt sin tshirt i den ene side, før hun rettede en smule på sin fletning, hun satte op i en høj hestehale i stedet. Hun stod blot der foran ham, med krydset arme, ventende. De isblå øjne så alvorligt på ham, mens han sagde hvad han havde at sige.

Hun mærkede et stik i sit hjerte ved hans ord, at vis hun gik.. så var dette slut, så ville han ikke komme løbende efter hende mere. Hun så på ham og stod blot der og så sørgmodig ud. Hun anede ikke hvad hun skulle sige eller gør. Ella... troede at hun kunne gør Lawrence glad, men der var ingen mulighed for hende, til at gør ham glad. Hun så ned mod jorden og sagde " Jeg tager afsted Law... jeg gør ikke andet end at skade dig ". Hun kom dog til at tænke på noget, da hun stod der... han havde tilbudt hende penge for at blive, samt han havde reddet hende.. de havde ikke sagsøgt hende?, såh måske. Hun så bekymret på Lawrence og sagde " Jeg bliver kun, vis det er muligt for mig, at skrive en kontrakt med dig, som din.. som dengang ". Hun havde svært ved at sige ordene, men der kom de. Hun så op mod Lawrence og sagde " Men når kontrakten udløber, så tager jeg afsted.. ".

Lawrence havde aldrig i sit liv følt at han mistede så meget kontrol og lige nu skulle der mange tæv i rummet til før at han blev normal, det følte han ihvertfald. Han havde mistet sig selv fuldstændig og alene det at han rent faktisk stod her og talte af hende, og var så ærlig frem for at lege en eller anden juleleg, det var tegn på at han ikke fungerede som han gerne ville. Han var ligeglad med pressen lige nu og han var endda lige glad med sine egne tanker, han kunne bare ikke få sine følelser ud af kroppen og det frusterede ham, hvorfor skulle han dog også lige falde for netop hende af alle i denne verden?

Lawrence tarv da hun snakkede om kontrakten og hans udtryk var både en smule overrasket og en smule bekymret: "Du skal ikke blive her fordi du skal" sagde han: "Jeg har sagt den kontrakt ikke er bindende og at du kan gå hvornår du vil" sagde han blot og kiggede i mod hende, men på den anden side så var det jo bedre end ingenting og måske han kunne overbevist hende imens det hele gik til: "Men fair nok, hvis det er det du vil.. Jeg lad os gå op i stuen" sagde Lawrence blot og flyttede sig så hun kunne gå forbi ham og han kunne følge efter.

Det var det han hele tiden gerne ville ha fra hende, så hun ville give ham det, fordi hun mente ikke at han ville ha hende, efter kontrakten var slut. Hun så sig kort over skulderen mod ham, da hun trådte forbi ham. Hun forstod ikke helt hvad hun gik ind til, men hun forstod dog så meget, at han ville eje hende på papir, som han jo altid havde længdes efter. Hun ville så gerne blive ved ham, men hun vidste hvordan han ville føle sig med hende nær sig, som var han blevet til grin, som ville folk blot pege finger og hviske i hjørnerne. Hun gik med op i stuen og satte sig i sofaen og betragtede nervøst Lawrence.

Hun anede jo ikke hvad hun gik ind til, men dette var vel hvad han altid havde ønsket sig, så hvorfor ikke tag springet.. desuden kunne hun altid forlade ham, som han jo selv havde sagt. " Det var dette du ville ha mig til i starten... at skrive en kontrakt med dig, så du ejede mig.. korrekt? ". Hun så kort op mod ham og bed sig en lille smule i underlæben. Hun kunne ikke indgå et forhold med ham, så ødelagt hun havde gjort ham, det ville være som at misbruge ham.. ifølge hende. Vis han fandt papiret frem, ville hun skrive under på det.. uden at læse det igennem. Hun vidste nogenlunde hvad hun gik ind til. " Såh nu da du ejer mig.. hvad kunne du så godt tænke dig? ". Hun så flovt på ham og sagde " Og jeg skrev ikke under, fordi jeg følte mig tvunget til det ".