efter skole

Han gispede svagt og mærkede hvordan hans hud blev utrolig sensitiv, han lænede hovedet lidt tilbage og gispede svagt. ”Ahh.. Xander..” Han stønnede svagt hans navn, da han mærkede hans varme og våde tunge mod hans hud og han bed hans underlæbe hårdt da han prøvede hans bedste at holde hans tunge vejrtrækning tilbage. Hvordan kunne han være så sensitiv? Det var jo helt utroligt! Han havde aldrig prøvet at en person kunne få ham til at føle sådan, han kunne ikke forstå det. Han bukser begyndte svagt at stramme lidt, og var glad for at hans bælte sad lidt stramt, så det ikke var så åbenlyst igen. Han kiggede lidt op på Xander og holdte øje med hvad han gjorde.

Han elskede virkelig at mærke den bløde hud mod sine læber, og kunne sådan rigtigt dufte til hans glatte hud. Der var dog noget helt særligt ved at høre hans støn på den måde, fik hele hans krop til at reagere på det. Han ville så gerne høre noget mere af det, og håbede på at Jonathan ikke ville holde det tilbage. Han begynde at sutte på hans ar, som var det noget af det lækreste han havde smagt. Han åbnede langsomt sin egen skjorte, og prøvede at gøre det diskret så at Jonathan ikke så det. Selv om han var fuld og ikke tænkte lige så meget som han plejede, så var han stadig nervøs for at gøre et eller andet forkert.

Jonathan slap endnu et støn løs da han mærkede hans læber lukke sig omkring hans hud. Hold op det var rart! Han gispede og bragte hans hofter lidt op imod Xander’s så de var tættere på hinanden. Jonathan lukkede hans øjne og drejede hans hoved svagt så hans hals faktisk var blottet mere. ”Ahh..” Han trak hans mave lidt ind og knyttede hans hænder lidt. Han skulle virkelig koncentrere sig om ikke at blive mere hård nede i hans bukser, end han var allerede nu. Den her dreng tændte ham mere ved små kys end nogle tøser gjorde, selv efter de havde fået alt tøj af.

Xander kunne ikke stoppe sig selv og havde vel næsten heller ikke lyst til det, han havde sådan en stor lyst til at være i nærheden af ham. Han ville bare så gerne ligge tæt op af ham, mærke hans bløde hud mod sin. Han gav langsomt slip på hans hænder, og lod hænderne glide ned af hans sider. Han kyssede kort der hvor han havde suget, og træk langsomt sit ansigt tilbage og smilte ned til ham. Han træk langsomt sin skjorte af, og smed den ned på gulvet. Han rejste sig langsomt op og med lidt besvær bevægede han sig ind i soveværelset, og hentede en dyne før han kom tilbage. Han gik langsomt tilbage til ham, og lag sig halvt hen over ham og træk dynen hen over dem begge "jeg har savnet dig" hviskede han og åbnede langsomt Jonathan's bukser, da han svagt lag mærke til hvad han havde gjort ved ham.

Jonathan sukkede blidt da han mærkede at han løsnede grebet omkring hans hænder, han lod dem blidt glide over hans kinder og smilte til ham. *Årh de øjne.* tænkte han og kiggede lidt forvirret da han forlod sofaen. Han satte sig op, kiggede efter ham imens han tog skjorte og vesten af og smed det oven på hans skjorte. Jonathan kunne ikke lade vær med at grine lidt da Xander kom tilbage med dynen. *Hvor ser han smuk ud.* Tænkte han og sukkede glad da Xander lagde sig lidt hen over ham. Jonathan lagde sig tilbage på ryggen og lod hans arme glide omkring Xander’s nakke. ”Jeg har også savnet dig..” Hviskede han. Han rødmede utrolig meget og kiggede op på Xander med store øjne, da han mærkede at han åbnede hans bukser.

Xander var jo ligeglad med hvad de end lavede, for ham behøvede de ikke at gøre alt andet som kærestepar gjorde. Han havde det fint med bare at ligge tæt op af ham, og kigge på hans smukke ansigt også selv om det snurede lidt rundt i det. Han smilte kærligt til ham, som han kiggede på hans ansigt. Han nussede blidt hans mave imens, og lod et par fingre glide ned og lege med kanten af hans bukser. Der kom et svagt suk ud mellem hans læber, som han kyssede ham på kinden "jeg er så ked af det, at jeg har dummet mig så meget.. og vil gerne gøre det godt igen?" sagde han og lod sine øjne langsomt glide i, mens han kæmpede lidt for at holde sine øjne åbne.

Jonathan spændte svagt i hans mave, hans hjerte hamrede afsted og han kyssede blidt Xander’s kæbe. ”Behøver du ikke.” Hviskede han i hans øre. ”Det er du er her nu, er mere end nok til at jeg kan tilgive dig.” Han lod drillende hans tunge glide hen og hans kæbe og bed ham blidt i hans øreflip. Han lod hans hænder glide rundt og greb blidt fat i hans nakke hår. ”Det er helt i orden hvis du er træt Xander.” Sagde han med et smil og kunne tydeligt se at han kæmpede for at holde hans øjne åbne. Han ville hellere være sammen med en frisk Xander, end en som var ved at falde i søvn konstant.

Xander var først sådan rigtigt lykkelig når han var i nærheden af ham, det var som om alt glæde kom tilbage i hans krop og han ikke kunne gøre andet end at glæde sig. Han havde bestemt ikke lyst til at lægge sig til at sove, han var jo næsten ligefrem bange for at det hele var en drøm. Han var dog begyndt at hænge med øjnene, og havde endelig ikke lyst til at give slip på kampen "je.. jeg elsker dig" hviskede han og kunne til sidst ikke kæmpe mere, og lod sine øjne glide i. Han nussede ham blidt på maven imens, lod et par fingre glide hen over et par ar på hans mave.

Jonathan smilte, trak Xander ned over ham, så han lå på hans brystkasse og imellem hans ben, han holdte hans arme omkring hans nakke og lod dynen næsten dække dem. Han nussede ham blidt i håret og hviskede varmt og venligt i hans øre. ”Jeg elsker også dig.” Han kyssede hans pande venligt og lå faktisk ret godt der under ham. Jonathan var også selv helt bombet og lukkede hans øjne, imens han blidt plantede kys i Xander’s hår. Han trak vejret stille og roligt og håbede at Xander ikke ville flippe ud når han vågnede og lå der oven på Jonathan og de begge to kun var iført bukser.

Xander kunne virkelig ikke holde sig vågen længere, han lå jo så faktisk godt hen over Jonathan. Han følte sig sådan virkelig hjemme og tryg, som han ikke havde gjort et stykke tid. Han havde jo skammet sig over at kunne lide Jonathan, og havde været bange for at såre ham igen. Nu var han bare så fuld at han ikke kunne tænke sig om, og kunne ikke gøre andet end at handle. Det tog ikke langtid før han fald i søvn, og nussede forsat hans mave et stykke tid, det tog dog bare ikke længe før han stoppede op og faldt ordenligt ind i sin drøm.

Jonathan skubbede sig lidt mere ned i sofaen og puttede sig under Xander, så hans ansigt var begravet i Xander’s hår. Den dejlige duft af Xander og hans rolige vejrtrækning lullede ham blidt i søvn. Det var længe siden han havde sovet så godt og tungt, han lå med hans arme omkring Xander’s liv og trak vejret blidt imod Xander’s øre. Han drømte blidt omkring dem to være på skovtur ude i en varm og rolig eng, hvor fulgene sang og blomsterne var sprunget ud. Jonathan sov ret længe, for han var udkørt og helt brugt op, både fysisk og psykisk.

Han lå bare helt afslappet ovenpå ham, og kunne sådan rigtigt falde ind i sin drømme. Han havde ikke rigtigt kunne sove det sidste stykke tid, vågnede op hver nat og uden at føle sig tryg i det. Det var bare noget helt andet, når han var i nærheden af Jonathan og sådan rigtigt kunne sove i det igen. Han sov igennem hele natten og vågende først ved en 10 - 11 tiden næste dag. Han håbede sine øjne svagt, og gabte højt i det og tog sig hurtigt til hovedet "åh mit hoved" hviskede han med en hæs stemme.

Jonathan lå under ham og sov stadig, han lå med let åbne læber og håret lidt rodet efter at Xander havde rodet rundt med ham. Der var et svagt sugemærke over det ar han havde haft ved aftenen før. Jonathan vred sig svagt da Xander vågnede og sagde noget. Han gabte og strakte sig under ham. Han havde dog stadig hans bukser åbne, efter at Xander havde åbnet dem og ikke lukket igen. Han havde sovet virkelig godt, helt utrolig godt og var helt udhvilet.

Der kom et svagt lyd ud mellem hans læber, da han mærkede hvordan hans underlag bevægede sig. Hans øjne blev så store som de overhovedet kunne, da han vende sit blik og så Jonathan der lå under ham. Han viste ikke om han skulle flygte eller blive glad, han havde jo savnet ham så utroligt meget og det havde åbenbart før ham hen til ham. Han bøjede sig dog langsomt ned, og lod sine læber mødes med hans. Han havde bare lyst til at mærke hans bløde læber, også selv om det kunne ende med at han flygtede til sidst.

Jonathan smilte svagt og mødte hans blik, nu kom øjeblikket, ville Xander flygte eller blive? Han kom med en overrasket lyd, da Xander kyssede ham. Nøj, den følelse igen. Han smilte i kysset, lagde hans arme omkring hans hals og kyssede blidt igen, stille og roligt. Han lod hans læber danse over de velkendte læber, som han havde kysset så mange gange før, den rare kilden i underlivet kom også og han trak vejret tungt.

Hvor havde han dog bare savnet ham i nærheden af sig, men det tog bare hårdt på ham at være i nærheden af ham. Han viste jo godt at han måske aldrig ville kunne give Jonathan alt af sig selv, bange for hvad folk ville tænke om ham. Han viste også at det nok i sidste ende bare var bedst at give slip på ham, og lade Jonathan finde kærligheden i en anden som turde at give sig fuldt ud og ligeglad med hvad folk tænkte. Han kunne bare ikke klare at give sig selv den tanke, at ende med at se en anden mand røre ved ham og gøre ham glad på den måde, som Xander så gerne ville. Han holde kysset et stykke tid, mens han begynde at mærke at de begge ikke havde så meget tøj på. Han træk hurtigt sit hoved ned, og kiggede ned af ham ”øh…” sagde han og satte sig hurtigt op, og fik øje på de åbne bukser som Jonathan havde ”ha… har vi lavet noget?” spurgte han om og kløede sig i nakken, også selv om han var bange for at spørge.

Jonathan sukkede lidt da Xander satte sig op, han lagde hovedet på skrå. ”Kan du intet huske?” Han sukkede lidt irriteret og kørte en hånd igennem hans hår imens han kiggede op på Xander. ”Nej, vi lavede ikke noget, du ville utrolig gerne og pillede selv mit tøj af mig, men faldt i søvn.” Han trak på skuldrene. Inderst inde var Jonathan ret træt af at Xander var faldet i søvn og endelig ikke kunne huske noget. Det havde været deres mest intense og intime øjeblik nogensinde, og så var han bare faldet i søvn. ”Er du sulten?” Han satte sig også op, placerede hans hænder bag sig i sofaen og holdte sig selv oppe, imens han kiggede op på Xander.

Xander kunne bestemt ikke huske hele aftenen, blot nogle små glimt igennem aftenen. Det havde dog været mere som en drøm for ham, men det var det måske ikke? Han gned en hånd over sin kind, som fik læbestiften til at blive lidt mere smurt ud i det. Han vende derefter sit blik mod de røde finger, og der kom et lille suk ud mellem hans læber. Han kunne udmærket godt huske det, og hvordan han havde fået det dårligt over at lade en anden kysse på ham. Han vende dog hurtigt blikket mod ham igen, havde det virkelig været ham? han havde bare troet at det hele var en drøm. Han kunne udmærket godt fornemme at Jonathan ikke havde været særlig glad for det, men hvad skulle han gøre ved det? Han havde ikke lyst til at skændes, han havde virkelig ikke lyst til at skændes med ham. Det irriterede ham dog at han skiftede emne, så grusomt at han ligefrem skulle holde sig tilbage for ikke at skælde ham ud. Han skubbede ham ned og ligge igen, og bøjede sig hen over ham "hvorfor sur over det? ville du virkelig have at vi skulle gøre det? og risikere at jeg ikke ville kunne huske noget som helst af det?" spurgte han om og hævede sit ene øjebryn, mens han satte en hånd ned i sofaen på hver side af hans ansigt.

Jonathan lavede store øjne og mærkede sofaen mod hans ryg igen. Han kiggede op på Xander og bed sig selv lidt i underlæben imens han kiggede væk og hans øjne blev bløde. ”Nej, jeg er træt af at du ikke kan huske noget, fordi.. Det var virkelig specielt i går aftes..” Han huskede tydeligt at Xander havde sagt at han elskede ham, det gjorde helt ondt i hans brystkasse. Ville han nogensinde høre det igen? Ville Xander nogensinde sige det igen? ”Xander..” Jonathan kiggede op på ham, hans kinder blev lyserøde og han rødmede kraftigt. ”Du.. Sagde i går aftes.. At.. Du elsker mig.” Han kiggede op på den blonde dreng over ham, den smukke blonde dreng, som Jonathan havde så stærke følelser for. Han håbede virkelig at han ikke flygtede nu, han ville så gerne have at han blev her.

Hvorfor havde han været så dum, hvorfor kunne han ikke bare give slip på ham? Det havde jo nok endt med at være bedst for dem begge, at bare glemme hinanden og komme videre. Han kunne bare ikke, han kunne ikke give slip på ham end hvor meget han ønskede det. Han var jo faldet for ham, også selv om det var virkelig dumt at gøre. Han var da også meget ked af at han ikke kunne huske noget, men samtidigt glad for at de ikke havde gået videre. Han fik ikke sagt noget, når han hørte hans navn og vende hurtigt alt sin opmærksomhed mod ham igen. Hans øjne blev så store som de overhovedet kunne blive, da han hørte hvad han havde sagt ”måske fordi det passede” hviskede han og bøjede sig en lille smugle ned mod ham ”men du fortjener at høre det fra en anden.. en der ikke kommer, når han er fuld og siger sådan noget eller prøver på at lægge an på dig… eller såre dig, fordi han er bange for at blive set ned på” hviskede han og viste at han fortjente at få noget bedre end ham, men hvorfor gav han så ikke slip på ham?

Jonathan sukkede svagt og kiggede op på Xander imens han sagde det. ”Hvem siger at du skal bestemme hvem jeg fortjener? Jeg gider ikke have andre Xander.. Er du klar over hvad jeg har lavet imens du har været ude af mit liv i den tid? Jeg har ikke lavet andet end at arbejde og været i den her lejlighed. Jeg har brugt alt min tid på at tænke igennem det her.” Han nikkede hen imod det store sorte klaver. ”Jeg har lært et nyt instrument, jeg har prøvet at finde andre, men jeg har kun haft dig i mine tanker. Jeg gider ikke andre.” Han grinte svagt og lukkede hans øjne i et kort stykke tid. ”Når jeg lukker mine øjne, ser jeg kun dig..” Hviskede han og åbnede dem halvt, smilte varmt og kiggede op på ham.

Det gjorde virkelig ondt inde i ham at høre hans ord, han kunne mærke hvordan hele hans krop krummede sig sammen inde i ham for at klare smerten som kom frem. Det var som om Jonathan ikke engang ville høre efter på ham, se at forlade ham var noget han gjorde ham for ham og ikke for sig selv. Han ville ikke være skyld i at ødelægge hans liv, at tvinge ham til at være sammen med en som måske aldrig ville kunne give ham alt. En som kunne tage hans hånd, og ikke være bange for at vise ham stolt frem til hele verden. Der kom et svagt suk ud mellem hans læber ”jeg skulle aldrig have kommet her hen” hviskede han og mente det hele vejen ind i sine knogler, også selv om det gjorde så forfærdeligt ondt at sige det ”kan du ikke se det.. kan du ikke se at jeg aldrig vil kunne give mig helt til dig?” sagde han og lukkede sine øjne i, som han blottede den røde kind for ham ”det komme ikke til at være sidste gang en pige gør sådan.. og tvivler på, at jeg vil stoppe hende” sagde han og åbnede langsomt sine øjne igen ”for jeg vil være som alle andre normale drenge..” sagde han med en helt ærlig stemme, også selv om han udmærket godt viste at han nok aldrig ville blive helt normal.

Jonathan’s øjne blev mørke, det var som om noget i dem gik i stykker, det var hans hjerte igen. ”Hvis du er så fandens bange for at vise dit virkelige jeg, hvorfor er du her så nu?” Han kiggede op på Xander. Jonathan havde aldrig været ’normal’ på grund af hans kræfter, det gjorde helt ondt at høre Xander sige det, fordi Jonathan var jo ikke menneske, hvilket ville sige at han ikke ville kunne være normal på grund af hans kræfter. Tåre begyndte at dukke op i hans øjne, som normalt var sådan varme nøddebrune øjne. Lige nu, var de næsten sorte og tårerne gjorde det ikke bedre. ”Hvad er normal endelig? Det vigtigste er at være sig selv.” Han snøftede, skubbede blidt Xander af sig, og satte sig op. Han kørte en hånd igennem hans hår, placerede hans albuer på hans knæ og begravede hans ansigt i hans hænder. Alle de ar han havde, var fordi folk havde mobbet ham så voldsomt, at havde stikket, skubbet, slået ham og gjort alle mulige ting ved ham, fordi han ikke var menneske og fordi han ikke var normal. ”Nogen gange er normal faktisk det værste..” Hviskede han, og havde et kæmpe had for ’normale drenge’ fordi det var ’normale drenge’ som havde ødelagt hans hud.

Hvad fanden lavede han der overhovedet? Han gjorde jo ikke andet end at såre ham at være der, ødelagde alt omkring sig som smulrede alt mellem hans hænder. Han turde ikke at tage chancen længere, det var jo bedste i sidste ende at han bare gik sin egen vej og ikke havde nogen at bekymre sig om. I sidste ende var det som om Jonathan var den eneste som gerne ville lære ham at kende, men sådan var det måske ikke. Måske var han som alle andre, ønskede et eller andet fra ham. Det gjorde dog ondt at se ham græde, at det var hans skyld at han fik de tåre frem. Han satte sig bare hurtigt op, da han blev skubbet væk fra ham. Han havde sådan lyst til at røre ved ham, kramme ham og sige undskyld. Han kunne bare ikke få sig selv til at gøre det, det gjorde alt for ondt at være der. Han rejste sig bare hurtigt op og tog sin skjorte på ”tag tøj på” sagde han og vende ikke engang blikket mod ham, som han knappede sin egen skjorte. Han var så træt af det hele, var det så forkert at tænke på sig selv? Det gjorde jo alle andre, så hvorfor måtte Xander ikke gøre det? Han gik ud i gangen og tog sine sko på, før han lag sine arme over kors og kiggede efter Jonathan ”kom så” sagde han.

Hvad ville han nu? Jonathan kiggede forvirret på ham, men rejste sig op, lukkede hans bukser, tog skjorten hurtigt på, sammen med vesten, proppede skjorten ned i hans bukser og lukkede bæltet. Han gik derefter ud i gangen og tog hans sko på. ”Hvad vil du?” Han kiggede forvirret op på Xander og kørte en hånd igennem hans morgenhår og tørrede hans kinder i ærmet. Han tog hans mobil i lommen sammen med hans pung og nøgler. Det var godt vejr udenfor, solen var fremme og det var varmt og skyfrit. Jonathan var forvirret, hans øjne var stadig mørke og livløse, men de var mere forvirret lige nu.