efter skole

Xander viste udmærket godt at dette nok var den dummeste idé han nogensinde havde fået, men han var træt på at hele tiden skulle tænke på hvad han ønskede. Når folk alligevel rev og flået i ham, for at få hvad de ønskede. Han havde mest af alt bare lyst til at rejse væk, men hvordan ville det ændre sig? Så ville der jo bare komme nye mennesker som havde ønsker! Måske skulle han bare flytte ud på en øde ø, hvor han kunne være i fred og hvor det ikke var forkert at han tænkte på sig selv. Han svarede ham ikke engang, som han tog sine sko på. Han kunne bare mærke hvordan det blev svære for ham at trække vejret, men han kunne ikke træde væk fra det nu. Han ville give Jonathan hvad han ønskede og hvad han fortjente, også selv om han i sidste ende viste at det ville gå udover ham. Han greb hurtigt fat i hans ærme og træk ham med ud af døren ”bare kom” sagde han og hæver ham bare med sig hele vejen ned af opgangen, mens han begynde at gispe lidt efter vejret. Han kiggede kort op på den blå himmel, når de var kommet udenfor og greb forsigtigt fat i hans hånd og flettede sine fingre ind mellem hans ”kom” mumlede han og begynde at hive ham med sig ned af gangen.

Jonathan nåede kun lige at få låst døren da Xander rykkede ham med sig, hans hjerte bankede så hårdt inde i hans brystkasse og han var bange, bekymret for Xander, hvad ville der ske nu? Han mærkede hvordan Xander flettede hans fingre ind i hans og Jonathan rødmede svagt. ”Xander..” Hviskede han svagt og greb blidt fat i hans skjorte og trykkede sig ind imod Xander’s brystkasse, inden de nåede til døren der førte dem udenfor. ”Du behøver ikke at gøre det her Xander.” Han kiggede op på ham med store bekymrede øjne. ”Selvom jeg ville blive super glad, så ved jeg at det her vil ramme dig, og det vil jeg ikke have, du skal ikke.. Hvis du ikke vil..” Han krammede ham tæt ind til sig og begravede hans ansigt i hans hals. Han ville gerne have opfyldt hans ønske ja, men han ville også gerne opfylde Xander’s. Hvis Xander gjorde det her, ville Jonathan stå i gæld til ham.

Det var virkelig hårdt at være forelsket i en som man ikke forstod, at blive forelsket i en som ikke engang var i nærheden af at være som han var. Han følte ikke engang at han kendte Jonathan til tider, men nu havde de jo heller ikke kendt hinanden i særlig langtid før følelser var begyndt at dukke op. Der kom et svagt lille suk ud mellem hans læber, når han mærkede hvordan Jonathan stoppede dem for at gå det sidste stykke ud af døren ”ligeglad..” sagde han som han mærkede hans arme om sig, og hvor meget han endelig prøvede på at trykke sig ind ”jeg er ligeglad med mig.. nu handler det om dig, og om hvad du ønsker.. og du ønsker mig fuldt ud, så giver jeg det” sagde han og var træt af at høre at han bare skulle være sig selv, hvordan skulle han overhovedet have chancen for det? Hans venner, skolen og far forventede bare at han var den ballademager, hans bande forventede at han var en leder og Jonathan forventede vel at han bare kunne springe ud som gay, når det end skulle være. Han tog hans hånd i sin igen, og skubbede ham bare med sig blidt ud af døren "kom så" sagde han kort.

Jonathan sukkede svagt og fulgte efter ham ud i solen, varmen og den friske luft. Han kiggede bekymret op på Xander og mærkede hvordan hans hjerte bare bankede så hårdt i hans brystkasse. ”Jeg kommer til at skylde dig meget for det her.” Sagde han med et varmt smil til Xander, imens han blidt klemte hans hånd. Jonathan kunne ikke lade vær med at smile imens han kiggede op i himlen og lod solens stråler varme hans ellers kolde og følelsesladet krop op.

Han mærkede den varme fornemmelse på sin kind, fra solens stråle når han kom udenfor. Han kiggede ikke engang ned på ham, kunne ikke få sig selv til at gøre det. Han mærkede dog bare det lille klem som hans hånd fik. Han rystede dog bare kort på hovedet ”hvis du ønsker det” sagde han og begynde at gå ned af gaden, og flettede langsomt sine fingre ind mellem hans "kom vi går denne vej" sagde han og vende kort sit blik mod ham, før han vende blikket mod vejen igen. Han mærkede hvordan smerten forsvandt ud af hans krop, og blev erstattet af en svag paniks følelse i kroppen.

Jonathan fulgte efter ham og kiggede bekymret på Xander, han kunne simpelthen ikke det her. Det her gjorde mere ondt på ham end alt muligt andet. Hvordan fanden kunne han være det her bekendt? Han vidste at Jonathan bekymrede sig for ham, så hvordan i al helvede kunne han gøre det her mod Jonathan? Han gad jo ikke have en panikslagen Xander ved hans side, lige nu udstillede han virkelig Jonathan på hen måde, så det så ud som om Jonathan havde tvunget Xander til det her imod hans vilje. Jonathan gik bare bag ham, med hovedet nede, hans lagde hår gemte hans ansigt og han holdte tristheden, vreden og skuffelsen tilbage. Ja han var glad for at Xander gjorde det her, men han ville hellere have ventet indtil Xander var glad, så de kunne gå i det her perfekte vejr, med smil på deres læber, så andre kunne se dem og blive jaloux over hvor glade de var for hinanden. Det her gjorde så ondt på Jonathan, han følte nærmest hvordan hans brystkasse blev flået op og hans hjerte trukket ud og trampet på.

Det var virkelig svært for ham at gå der unde med ham, det var næsten som om han kunne høre folks stemmer inde i sit hoved *føj.. hvor er de klamme* tankerne fløj rundt inde i hans hoved, og han prøvede på at holde den paniske følelse væk fra sig. Han vende kort blikket ned mod Jonathan, og der kom et lille suk ud mellem hans læber ”hej?” sagde han og stoppede op foran ham og greb fat i hans hage ”hvad har jeg nu gjort forkert?” sagde han og løftede hans hage op, før han trykkede sine læber mod hans.

Jonathan kiggede op på ham, der var ingen følelser udtrykket i hans ansigt. Han smilte da Xander kyssede ham, han lagde blidt hans hænder på hans brystkasse og kyssede ham så blidt tilbage igen. Han stod der og kyssede ham så venligt i flere minutter indtil han brød kysset. ”Jeg kan bare ikke lide tanken om at du gør det her kun for mig.. Jeg vil have at du gør det for os begge to, at du ikke skal føle dig tvunget til det, men at du rent faktisk har lyst til at vise verden at vi er samme.” Hviskede han og kiggede ned, det vat tydeligt hvor bekymret Jonathan var for Xander.

Han lag forsigtigt sine hænder på hans hofter, og træk ham tættere ind til sig som han holde kysset. Der kom et svagt suk ud mellem hans læber, som kysset blev afbrudt. Han kiggede bare ned på ham og træk lidt på skulderne ”du høre jo slet ikke efter på hvad jeg har sagt” sagde han og førte sin hånd op og nussede blidt hans kind ”je… det er ligemeget” sagde han og tog hans hånd i sin igen og begynde at gå videre ”hvor har du lyst til at gå hen?” spurgte han om og ville bare gerne snakke om noget andet, det andet var alt for svært at snakke om.

Jonathan kiggede lidt rundt. ”Det ved jeg ikke, har ikke rigtigt været ude og gå i lang tid.” Han gik op ved siden af Xander, flettede hans fingre ind i hans og krammede blidt hans arm i det de gik. Han stoppede blidt op, trak Xander lidt ned til ham, kyssede hans kind og hviskede varmt i hans øre. ”Tak Xander.” Han sagde hans navn så blidt og varmt. Han gik derefter videre og holdte blidt om hans arm. Jonathan var taknemlig for at Xander tog ham med udenfor, han ville bare ikke have at Xander var i smerte.

Det prøvede virkelig at gemme den paniske følelse væk inde i sig, så Jonathan ikke ville komme til at se den. Han vende flere gange sit blik ned mod ham, og sende ham et par korte smil. Han stoppede hurtigt op når han blev stoppet, og vende langsomt sit blik mod ham igen og smilte svagt ”det var så lidt” sagde han og fulgte bare efter ham, og prøvede at holde det mere skjult at han kiggede flere folks blikke som faldt på dem ”jeg kender en lille café.. ikke så langt her fra” sagde han og havde det bestemt lidt bedre at snakke imens, så forsvandt hans tanker en gang imellem ”de laver gode pandekager?” sagde han og vende kort sit blik ned mod ham.

”Lyder godt.” Smilte han. ”Jeg giver så.” Han grinte svagt og så et gammelt ægtepar, som smilte til dem. Han kunne ikke lade vær med at rødme. Han kiggede rundt og lagde hans hoved lidt imod Xander’s skulder imens de gik. ”Vejret er virkelig lækkert, rart med noget varme for en gangs skyld.” Han kiggede op imod himlen, den var helt lyseblå og det var gode tegn på at sommeren var på vej imod dem. Han fulgte efter Xander og kunne godt mærke behovet for et godt måltid.

Xander lag ikke engang mærke til det gamle ægtepar, han søgte kun efter folk som så på dem med et afskyldigt blik. Han gik bare roligt ved hans side, og rystede kort på hovedet "nej jeg giver" sagde han og havde ikke tænkt sig at lade ham betale, det skulle jo være Jonathan's dag og derfor skulle han ikke engang få lov til at betale. Det gik ikke længe før de stod udenfor cafeen, og han åbnede langsomt døren "hvad har du lyst til?" Spurgte han om og gav slip på hans hånd, før han gik op for at bestille.

”Pandekager og en kop kaffe.” Han kiggede efter Xander, da han gik op for at bestille. Jonathan gik derefter hen i et lidt mere privat hjørne og satte sig ned ved et lille bord. Han hev han mobil op, han onkel havde haft skrevet. Han smilte da han læste igennem beskeden og svarede tilbage. Det var snart hans lillebrors fødselsdag, han skulle have fundet en gave og skulle så snakke med dem på Skype derefter.

Han gav et kort nik fra sig, før han gik op og bestilte. Det gik ikke særlig længe, før han havde betalt og gik derefter hen og satte sig ved siden af Jonathan. Han vende blikket mod ham og lag sit hoved lidt på skrå ”hvem skriver du med?” spurgte han om og smilte svagt i det, måtte næsten ligefrem tvinge et smil frem. Det var jo underligt at sidde der sammen med ham, hvor andre kunne se dem. Nok gjorde de ikke noget kæreste halløj, men Xander viste jo hvad de plejede at gøre og det var nok for ham.

”Min onkel. Min lillebror har snart fødselsdag, så skulle bare lige høre, om hans ønsker.” Sagde han imens han låste hans mobil og lagde den i hans lomme. Han smilte varmt og kiggede op på Xander. ”Det er et hyggeligt sted, han kiggede rundt og sad med hans hænder i hans skød, han truer ikke røre ved Xander ret meget, nu hvor de var et offentligt sted, specielt fordi han stadig var bekymret for Xander. ”Skal vi smutte tilbage når vi har spist?” Han lagde hovedet på skrå og holdte øje med den blonde dreng ved siden af ham.

Der kom en svag lille lyd fra ham, før han smilte helt så svagt. Han havde virkelig brug for det at bare at snakke med ham, det gjorde at han forsvandt lidt væk fra verden og bare kunne tænke på Jonathan i stedet "oh" sagde han kort og træk svagt på skulderne "ska.. skal du så hen og besøge dem?" spurgte han om og holde sin lille bekymring væk fra det, da han udmærket godt viste at han ville komme til at savne ham. Han havde jo brugt det lange sidste stykke tid, sammen med ham og det ville nok blive svært at undvære ham. Han nikkede kort, og lag forsigtigt hånden ind på hans lår under bordet.