Oh Messy Life

Mørket var igen vendte tilbage og havde indsneget  sig over DI Morga - og sammen med dén var  børnene af natten stået op af deres dvale.
For især en af de nyskabte , en baby vampyr  , var det stadig ikke helt naturligt , ikke længere at skulle bevæge sig eller tage del i sollyset . Det faldt ikke naturligt stadig, at være overnaturlig.
Der var dog spæde tegn at mærke , tegn på det så småt var begyndt at vende . Hendes  krop blev ulidelig at være i ... så ugidelig træt og uoplagt ..når daggry var nær...that, she would tell you,  was no fun at all.
Modsat - gav  mørket et pust af liv og energi  og bragte hende en vidunderlig følelse af at være spil hamrende i live - trods mange stædigt insisterede på hun faktisk VAR død. Tsk.... Little did they know ?

Som hun stod der ved døren til trappe opgangen , lignede hun intet andet end en helt almindelig pige. Intet død skræmmende eller truende over hende - ikke visuelt da.
Det lyse hår var sat i en lang tyk  fletning skødesløst arrangeret,  dinglende ned af hendes ryg , over en blå duffelcoat . Under den havde hun en rosa lidt girlie agtig skjorte med ærmerne rullet lidt op og en hær af hægter ned over bryst og mave , der ville have gjort selv Napoleon stolt.... Hæren af hægter altså.
Ellers var det sort på sort. Den lange smalle nederdel , de  robuste snørre støvler og de finger løse vanter.
Ikke at hun behøvede bekymrer sig om kulde - men det føltes nu rart alligevel , at klæde sig efter vejret .
Vejret var gråt , en smule disetog køligt for de normale -  det duftede ikke helt af forår endnu.

Hun fiskede den nye hvide mobil frem, gaven fra hendes forlovet.
Forlovet ... Ja det var det blevet til da hun tog ringen på , så det ud til.
Hun trykkede på skærmen , og så klokken nærmede sig 22.

Et par klik mere og frem kom den SMS hun havde sendt Gordon , fra hendes nye mobil.  Den hun sendte fra Andrijas havde hun ikke modtaget svar på.
Hun læste den hastigt:

Hey you,
Her er mit nye nummer ... Tab det nu ikke :)
Jeg er lige kommet hjem fra et kort besøg .... Andrija tog mig hjem til mine forældre - og de overlevede at deres døde datter ,ikke var helt så død igen.De har taget imod mig med åbne arme, kan næsten ikke forstå det.
Hvad med dig ... Tog du katte sagen ? Og har du det godt , er du okay ?
Kærligst
Millicent

Svar.. Hmmm ..ja, dét havde hun så  fået på den her,,,nr to SMS - og retur svaret gav nu anledning til den lille rynke mellem hendes øjne , som hun nu skred op af de mange mange og rigtig flere mange trapper , til Gordons lejlighed.

Hun stak mobilen i lommen på den blå jakke og bankede på.
Fast og urokkelig - til han åbnede.
Så ville hun pænt spørge om lov til at komme ind.
Skete det ikke - ville hun kortslutte den elektriske kode han til hendes held havde fået installeret , at sparke en dør ind var ikke lige hendes stil.
Millicent ville så træde inden for og kalde hans navn, imens hun så sig omkring.

//Dedikeret simpelthen ? Jeg er beæret xD //

Mørket havde nu en gang sænket sig. Normalt betød det for Gordons lille lejlighed at månen oplyste rummet i kølige, men friske toner. Han holdt som oftest stedet pletfrit, og derfor blev stedet faktisk meget smukt om aftnen med udsigten over byen og nattehimlen. Netop på denne aften dog, havde lejligheden en diset og mørklagt stemning. Gardinerne var trukket for, og efterlod kun et mat lys fra månen der skinnede imellem sprækkerne imellem gardinerne. Rummet var badet i den lyse røg, som han en gang imellem pustede ud imellem læberne fra sin plads i sofaen. Et askebægre ved hans side ville vidne om at det ikke var den første cigaret han havde røget her til aften.
Stedets, som han ellers altid holdt så rent, så sjusket ud. Køkkenet var ikke tørret af, men opvask var der ikke meget af. Appetitten synes bare ikke at komme frem. Foran ham på stuebordet stod til og med en flaske cognac og et halvt fyldt glas. Han var skam ikke fuld. Den stærke drik tog bare tankerne fra andre ting, og synes at varme en krop der føltes fremmed for ham.

Fjernsynets flimren kørte, og en lampe var tændt i hjørnet, men ellers var der mørkt. Der kørte et eller andet åndssvagt program om ejendomsmæglere, et af dem der var så populære, men lyden var ikke ret høj. Hvad der skulle til at blive den 5 cigaret, blev mast ned i askebægeret, inden Gordon fik rejst sig fra sofaen. Han hostede kort og kiggede ud fra under gardinet. Byen virkede livlig i dag, måske var det fordi der virkede så dødt indenfor vinduet.
Han trak sin telefon op. Den store lysende skærm fik ham til at knibe øjnene lidt sammen. 21.52 stod der med store sorte tal. Burde han gå i seng? Han virkede udmattet, og det på trods af en ellers nem arbejdsdag. Hans fingre fik låst telefonen op. Mere behøvede han ikke gøre, før samtalen med Millicent dukkede op. Havde han været for kortfattet?

"Et kort besøg? Der synes jeg du underdriver.
Godt med dine forældre, hils omkring dig.
Katten er hævnet, og jeg er OK. - Gordon"

Det var hvad han havde svaret. Han ville ikke bekymre hende, men hans humør havde ikke just peek’et den sidste tid. Desuden ville han ikke forstyrre hende. Af hvad han kunne forstå havde hun ikke været ensom de sidste par dage. Romantisk 'ud at møde forældrene' tur and all.

Med et *click* blev telefonens skærm slukket, og telefonen lagt tilbage i lommen. Han fortsatte ud på badeværelset, for at vaske ansigtet og børste tænder inden han ville til drømmeland. Det kolde vand føltes frisk og rart imod hans hud, som havde siddet i et tæppe af røg de sidste par timer. Han så op imod spejlet, og hans egen refleksion stirrede tilbage. Selvom det var 3 dage siden han havde fået det, så kunne man stadig se de blå mærker omkring hans øje. Det måtte gerne snart gå væk. Han havde haft solbriller på på arbejde, og hans kollegaer havde drillet ham med tømmermænd. I det mindste havde han fået de 2 sting ud af læben igen, og nu var kun tilbage et diskret sår ned over den ene side af underlæben. Et øjeblik prøvede han et give spejlet et opløftet blik, men så vrængede han af sig selv. Hvem prøvede han at narre? Han så forfærdelig ud, som noget direkte fra et bar slagsmål. Et blik på hans venstre hånd fortalte ham at hans sår på håndfladen ikke var gået op. Bandagen var stadig spøgelseshvid. Det lange snit over fladen på hånden gav ham kvalme, og derfor havde han pakket det ind.

*BANK BANK BANK* lød det smerteligt højt fra hans hoveddør. Han sukkede. Langt og hjerteskærende. Hvis det var en eller anden fra Jehovas’ vidner, eller en eller anden sælger… Efter et par sekunder af bare at stå og håbe på de gik, opgav han og bevægede sig ud imod døren. Hvem kom også på denne tid? Den lille dørspion kom til god nytte. Han placerede øjet, som kun var blåt indeni, foran den, og hans hjerte sank hvad der synes som flere centimeter. Ikke nu. Han så ned af sig selv. Grå sweatpants og en sort t-shirt. Ikke så formelt, som hun ellers plejede at se ham i. Også var der det andet. Han lignede en der var mørbanket. Blåt øje, flækket læbe, blå mærker også en skadet hånd. Direkte ud af en zombie film.

Han tøvede lidt. ”Millicent det er ikke så godt i dag. Jeg er syg.” Løj han igennem døren, og håbede hun ville høre ham. Han sank en klump, og bevægede sig tilbage imod sin trofaste sofa. Ved siden af kunne man stadig se den nyslukkede cigaret der stadig røg lidt op fra askebægret. Ikke tids nok var han noget ind i stuen, før en knitrende lyd fortalte ham at hans elektroniske lås lige var blevet kortsluttet.

// Ja , sikke du er heldig hva xD //


* Ahva ? Ikke så godt idag?.... *
Hun lignede grisling i ansigtet, et stort spørgsmålstegn.* Syg?? *

KLIK , blev hendes adgangsbillet serveret med lyd , og hun puffede døren åbne. Med lydløse skridt trådte hun ind og forventede at se Gordon foran sig.
Men der stod ingen høj flot mand  og bød velkommen -  der var ganske tomt.
* syg? Måske er han løbet ud på badeværelset ?*

"GOOORDOOOON .... SKAL DU KASTE OP?" Råbte hun bekymret og begyndte hurtigt  at knappe sin jakke op, for at kunne træde til og hjælpe , hvis den var helt gal med ham.
Den blev hængt på knagen , ved siden af hans og som hun gik mod stuen , fik hun taget sig et kig omkring.

" Årh...DER sidder du... Undskyld , døren gik eeh op" løj hun og viftede en hånd mod døren bag sig.
Godt , så var han i det mindste ikke inkvarteret i selve toilettønden , tænkte hun og tog beskik af selve stuen.

Julepynten var naturligvis væk, julen var forlængest passé.
Men stemningen var mere trykket , mere mørk. En søvnig belysning, en pænt tilrøget  stue og en flaske sprut , fik hende til at se bekymret ud da det virkede .... Forkert .
Som  hun var ved at komme ind i center af stuen , og dermed tæt på ham, bukkede hun sig ned og drejede flasken,så hun kunne læse etiketten. Hun havde ikke kigget ordenligt på Gordon endnu - lidt pinlig berørt over at have raget en adgang til sig , som han faktisk ikke havde ønsker , undgik hun face to face ,  så få minutter der nu lod sig gøre.

" ... Sååå du helbreder sygdom med ... Cognac nu ?" Spurgte hun og klikkede med tungen , for så endelig at skyde hagen frem og rette blikket mod ham . Planen var at give ham et varmt smil og er rigtigt goddag, men det blev ikke til noget.
Ordene stagnerede i hendes hals og hun stirrede på ham i nogle sekunder , før hendes øjne begundte at vandre rundt over alt på ham.
" Mmen ... Gordon ... Åh Gud... " Millicent for over bed siden af ham , total forfjamsket over alle hans slag.
Øjet... Læben... Flænger alle vegne og hans hånd. Han duftede en dog svagt af blod , Hvilke gav hende en meget uheldig følelse i maven.
Det var ikke NU han skulle se bisser da !

En lys og let sval hånd , lagde sig over hans kind, slog Gordon den ikke væk.
" Hvad er der sket ?" Kom det som en hæs hvisken fra hendes lyse læber.
" Er du okay ?" Hun havde flyttet hånden til hans hage nu, for at styre ansigtet i forskellige retninger , for bedre at kunne se over det hele.

Hun var kraftigt uforberedt på det her.
Hun var kommet for at give ham en kærlig opsang over hans kortfattet  SMS - og så for at sætte ham ind i hvordan ringene reelt hang sammen.
Både omkring den måned hun havde været gidsel i den klæder , og så de få dage efter hun var kommet fri.
Så hun var Rystet over at finde ham i den her tilstand. Gordon .. Hvad havde han rodet sig ud i ? hvem kunne dog finde på det ? Og hun kunne slet ikke holde ud at det måtte gøre vildt ondt på ham -  stadig.
Han havde ikke fordelen af at hele hurtig op.

" Hvorlænge har du siddet her ? I den her tilstand ? Hvad er der sket ?" Spurgte hun blidt , og løftede hans forbundet hånd op, for kort at holde sine læber mod den , og sætte  skyggen af et kys derpå.

Lidt flov, men uden at sige noget, blev han siddende i sofaen. Helt fuldstændigt overbevist om at alle underboerne havde hørt dét der. Skønt. Nu troede de alle at det stod ud af ham. Snart kom viceværten nok også op med en svupper, skulle der ellers være noget?

”Jeg er herinde.” Nåede han at sige inden hun så ham. *Døren gik op, yeah right* tænkte han til sig selv og himlede med øjnene. Han havde troet at en elektronisk lås var sikrest. Den var sværere at dirke op, og gik den op uden hans nøgle, så gik den af, men når den ligefrem kortsluttede, så var der jo ikke så meget at gøre. ”Nå, jeg må hellere få den lavet til næste gang så” Klukkede han ironisk. Så kunne hun kortslutte den også.

Julepynten var ganske rigtigt væk, lige på trods af porcelænsfuglen, som var normal nok til at kunne hænge der hele året, også en meget piget lys-nips ting på hans skrivebord, som ingen så alligevel. Alt andet var nydeligt gemt i en kasse og sat i hans opbevarings-skab. Der kunne det ligge ind til det blev jul igen. Da han havde pakket det ned havde han overvejet, om Millicent ville hjælpe ham pakke det op igen til jul, men han var faktisk i tvivl. Måske havde hun bryllup og alt muligt at se til til den tid.

Han fulgte hendes blik rundt i stuen. Det så ikke just godt ud nej, men på trods af hvad det måske kunne ligne, så var han kun en smule ved at gå op i limningen. Det skulle nok gå over. Han skulle bare lige samle sig. Var det fordi han var engel at han ikke kunne leve med det? Ting som andre væsner gjorde hver dag og for fornøjelse.

”Jeg ville have købt Fernet Branca. Det er lavet af urter du ved, men da jeg stod i kiosken virkede cognacen bare som det oplagte valg.” Svarede han og rakte ud efter glasset, for at rykke lidt med det. Den gyldne væske skvulpede et par gange. Blev cognac bedre af at blive iltet? Han ville have sagt noget mere, for at undgå et samtaleemne, som han vidste, ville komme op når hun fik øje på ham, men før han kunne nå det, så var hun allerede ved siden af ham. ”Det er ikke noget. Et værtshus slagsmål” Løj han ikke specielt godt. Lod hende, uden rigtigt selv at reagere, studere ham. Hun havde set det nu anyways.  Det gjorde ikke ondt mere, nu så det bare hæsligt ud. Specielt når han tog sit jakkesæt på på arbejde. Så lignede han for alvor American Pshyco.

”Rolig nu, jeg har været på arbejde i dag. Jeg har det ..-” Prøvede han at berolige hende, men den, for ham, pludselig bevægelse af hans skadede hånd ved hendes læber fik ham til at stoppe midt i sætningen, og trække hånden til sig igen. Ikke voldsomt, bare hurtigt. Han gned den i den anden hånd og lagde den på sofaen længst væk fra hende. ”Den er også okay. Det var faktisk et dumt uheld af mig der kom til at skære mig selv.” Prøvede han at smile til hende. Denne gang løj han ikke. Ikke rigtigt i hvert fald.

Et emneskift var påkrævet, og han tvang sig selv til at spørge om noget han godt vidste svaret på. Bekymringen var dog ægte. ”Hvor har du været? Jeg har ikke set dig i en måned.. Jeg var bekymret?” Lød det da han placerede sin raske hånd på hendes skulder og gav den et lille klem.

Et halvkvalt smil fra hende , viste at de de ofte delte humor.
" Yeah, Fernet Branca? Jeg hører det får som varmt brød, efter de er begyndt at sælge den som sampak med en ternet plaid og en pose Werters echt" hun hævede et bryn og kiggede på ham.

Hun vidste godt at hun ikke kendte Gordon ud og ind, men hovedtrækkene havde hun nu fået afluret...eller hvad? For et eller andet stemte bare ikke helt ind i det puslespil hun ellers havde lagt af ham.

Alle Gordons skader var slemme. Hun havde det dårligt med at han havde været i kamp , og ville gerne kende omstændighederne omkring det.
Som ofte var Millicent handling en pludselig indskydelse, og det var det også da hun ville kysse hans hånd , med forbinding på.
Hendes måde at få afløb for omsorg og vise affektion, og da hånden hurtigt blev trukket væk, rykkede hun ubevidst med forlegen et par centimeter baglæns.
Men hun sad stadig meget tæt på Gordon, da hun før nærmest havde været helt oppe i fjæset på ham, for at kigge sår og skader.

" På job....okay,..så er du nogenlunde fungerende " mumlede hun og begyndte hendes kunstige vejrtrækning igen.
" Værtshus? ....hvad lavede du der? ...." Hun så lidt betuttet på ham. Det var jo ikke som sådan en ting der vedkom hende, hvad han lavede på et værtshus....men ikke nok med det, hun tog den endnu et hak videre som den ublu lille rad hun var, når det kom til at følge med i livet på dem der gav hendes liv betydning.
" Hvem var du der med.....og hvad i alverden ...gik SÅ galt"
Hendes pegefinder ville duppe over hans læbe, hvor sting havde siddet før. Hendes eminente syn kunne udlede de små næsten usynlige ar, og igen ledte det til en handling af instinkt.

Da turen kom til hende, krympede hun sig kort.
Var det overhovedet tiden nu , at bringe det på banen?
Han skulle ikke få det dårligt med det jo.
Se! Alle hendes planer om at først skælde ham ud over den lamme sms...og så indvige ham i have hun havde været trukket igennem var jo ødelagt.
De blev ødelagt så snart han havde udtalt at han var syg.
Der døde den skideballe.
Hun sukkede og lænede sig tilbage.

Det lille klem på hendes skulder, fik hende til at tænke på massage. Ikke den der sensuelle en, men bare trangen til en dyb grundig muskelbeabejdende massage af nakke og skuldre...,how great would that be?

" Du kommer at dele den der med mig, hvis du vil høre ?" Sukkede hun så og
rakte ud efter hans glas. Så kunne han også få lov at dele det! Det var jo ikke fordi emneskiftet luge frem ville hjælpe lyse hans lejlighed op, eller deres humør.

"Der er sket en del ting...jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde"
En slurk af cognacen blev skyllet ned, inden hun begyndte at blotte den kedelige historie for ham. Hun var ...flov...over at skulle fortælle om de ting.
Ting hun aldrig havde forstillet sig at være en del af. Millicent pillede lidt ned nogle af hægterne , en urolig handling der afspejlede hvor nær oplevelsen stod for hende.

" Pixie udgaven er , at 1 januar...efter at have sagt farvel til Andrija og jeg var gået i seng, blev døren sparket ind. Maskeret mænd...nogle af dem djævle...smed en pose over mit hoved og sølvlænker omkring min krop....de...de tog mig med"
Hun gned den blege pande med et par fingre, da en trykken begyndte st snige sig ind...burde hun kunne få hovedpine som vampyr? Helt ærlig, var det ingen ting der fungerede bare nogen lunde inden for normalen med hende?'
Millicent fokuserede på en sygning i hendes nederdel, da hun fortalte videre...

" I næsten en måned beholdte de mig i en kælder....de ville have oplysninger om...FUN ..om Libra...navne...steder...de vidste jeg var Black Swan...mmen..."
Hun rettede nu blikket mod ham.Et formørket...trist blik, stadig med angsten lurende i krogene derinde "... De metoder de brugte...Gordon....sollys, kæder.... De...rørte.." Hun stoppede her, havde ingen lyst til at nedgøre sig selv mere ved at fortælle de ting de kropsligt havde muntret sig med , for de var ALT for nærgående, selv om det ikke var fuldbyrdet sex, så var det intim mishandling.
" De udsultede mig...gav mig ikke blod" talte hun meget lavt...inden hun gik istå.
" Ja...tortur i en måned inden....jeg ved ikke hvem det var, men en 6 måske 10 ...tallet varierer hver gang jeg forsøger genleve det, men jeg var nærmest udtørret og tæt på sulte døden OG i chok da de maskeret mænd pludselig tog kampen op med mafiaen, og ....fik mig fri."
Det første normale smil kom på hendes læber..." de må have været fra fun, for hvem skulle ellers vide jeg var der og kunne få mig ud- men jeg fik aldrig spurgt eller takket dem, j- jeg var i chok"
Forklarede hun og trak benene op.

" De installerede mig på hotel, men lidt kontanter og lidt fornødenhedder....og to dage efter kunne jeg igen bevæge mig ud, og ....ja....det var samme dag jeg sms dig fra Andrijas mobil " rundede hun lige en måneds forfærdelighedder af.

Han havde bare nikket og smilet af det med Fernet Branca mixen. Humor var ikke lige det der først kom til hænde lige nu. Det burde det måske være, for humør var en af de sundeste copingstrategier man kunne opdrive.

Den måde hun trak sig lidt væk, fik ham til at få det dårligt med at have virket så afvisende. Det var ikke for at gøre nogen utilpasse, men… Det var et grænseoverskidene emne med den hånd, og det havde hun ikke vidst. Desuden var han ikke sikker på at hendes kæreste brød sig om den tætte kropskontakt. Han kendte selvfølgelig ikke fyren, men havde det været ham selv havde han ikke brudt sig om det. Hvorfor tænkte han også på dette nu? Normalt var han fuldstændig ligeglad med andres forhold? Han slog tankerne væk.

”Du skulle høre hvordan de driller mig på arbejdet.” sukkede han og pegede på sit øje, for at lette stemningen lidt.
”Ja, hvad plejer man at lave på et værtshus? Jeg var der alene. Det var dumt, men jeg var ikke mig selv.” Svarede han, og prøvede at lyde overbevisende, men havde på fornemmelsen at han var nem at se igennem. At udvikle et spind af løgne havde vist sig ikke at være nemt. Ikke så nemt som han havde troet.

Han puffede glasset over til hende, da hun gerne ville snakke om det. Han havde ikke brug for mere. Ikke lige nu i hvert fald. ”Begynd ved begyndelsen.” Prøvede han at opmuntre hende, men det var svært. Han vidste udmærket at hun måtte have det forfærdeligt at snakke om det. Han selv ville have svært ved at snakke om det, og det havde ikke en gang været ham der havde ligget opskåret i den kælder. Selvom billedet var brændt ind i hans nethinde.

Imens hun fortalte sin historie lyttede han tavst. Han så ikke på hende, men hun prøvede nok heller ikke at få øjenkontakt. Og hvis hun gjorde det ville han undgå den. Bange for at hun ville se hvad han havde set, og bange for hun ville se hvad han havde følt. Det gav ham kvalme at høre hvad de havde gjort. En kvalme, som bundede i en dyb raseri, han ikke vidste hvad han skulle gøre af. Det overraskede ham på en måde at hun kunne huske en redningsaktion. Hun havde været langt væk, og havde højst sandsynligt ikke genkendt ham, om han så havde taget den sorte elefanthue af. *4..* rettede han hende inden i sit eget hoved. *Vi var kun 4.*.
Da hun var færdig ville han vente lidt, være sikker på at hun var færdig med at fortælle, inden han trak hende ind i et tæt knus. Det var det eneste han kunne komme på, som forhåbentlig ville dulme bare lidt af det. Engle var kendt for den beroligende effekt de havde på andre, men han vidste ikke om det virkede på vampyrer.

”Jeg er så frygteligt ked af, at du skulle igennem det.” Lød det efter lidt. Han løsnede ikke sit greb i et stykke tid, heller ikke hvis hun maste eller skubbede. ”Jeg havde ingen ide.” Tilføjede han efter lidt, men det var løgn. Hendes gamle telefon og en stor håndpistol i hans skab ville vidne om at det var løgn. Det samme ville en eller anden fyr ved navn Graham fra FUN, og de 2 andre fyre han havde slæbt med. En af dem var vidst kommet ret slemt til skade. Tiden havde heller ikke været til at rydde op i hans fedteri med hendes computer i hendes lejlighed. Det ville være åbenlyst for en hver med bare lidt forstand på computere, at nogen havde hacket den ned til bunden for at finde information om Libra og FUN. Han spekulerede på om hun havde været hjemme endnu, og om hun havde set det. Det troede han ikke, for så havde hun regnet ud at han havde været der.

Millicent studsede over Gordon værtshus historie.
Nu var hun ingen sandsierske og besad ikke evner i den retning, og dog ...var der ikke noget der tydede på at Gordon ikke jonglerede med  hele sandheden her ?
En flig af tøven i hans stemme? Af tilbageholdenhed ?
Millicent forstod ikke hvorfor han skulle holde en historie tilbage fra hende, de talte jo om alverdens ting. Hun havde ikke fornemmet en privat grænse hos ham , ikke på en sådan måde at han heller ville lyve end at sige hende sandheden.
Så ville hun forvente at han havde sagt det direkte.
Hun lod det lige ligge og små simre ....hun ville bringe det i kog senere, det var da helt sikkert.

Med adgang til Gordons  sind , ville Millicent have blegne på stedet.
Og flippe ville hun formentlig også. Hun var ikke på samme side som Gordon lige nu, ikke engang i samme bog! Hun ville aldrig gætte han havde en rolle....at han vidste al dette.Hun ville måske ....tabe tråden lidt.
Men den luksus at læse hans tanker var ikke en hun havde.
Ej heller kunne hun få sig selv til at fortælle om Andrijas andel i festen, det var på en måde næsten for uvirkeligt for Millicent, der stadig kæmpede med at finde en hylde at ligge den viden på.

Så blev der stille mellem dem. Tavsheden virkede afslørende....blottende.
Hun var stadig mere mærket end man skulle tro, når man blot så hende.
Hun tog imod knuset..og lagde sine arme omkring hals hals for at gengælde det.
Millicent mærkede hvorledes hans arme spændtes omkring hende, og hans trøstende ord som kærtegn skulle berolige.
Men af en eller anden grund , virkede det farligt.
Farligt at give slip på sorgen og græde. Som hun ville miste sig selv lidt.
Så reaktionen faldt , og på en utaknemmelig måde forsøgte hun mase ham væk eller presse sig selv ud af hans favn.
Men grebet omkring hende blev holdt....ikke stramt og uvenligt- mere...fast og ubrydeligt. Og en snært af panik nåede at få hendes negle til at bore sig ned i Gordons skuldre, inden hun overgav sin mentalt til comforten og begyndte at græde og istedet klynge sig til ham.

" Det var forfærdelig...jeg var sikker på at skulle dø" hikstede hun ud mellem snøft og sin næse mod hans hals.
" Men ...jeg sagde intet...de ville alligevel slå mig ihjel...der var intet at vinde"
Hun var helt hæs, af sammenpresset gråd i den lyse hals af hendes.
Hun havde behøvet det. Det her. At få lov at græde ud og være den lille.
At få trøst.
Andrija havde hjulpet hende tage hævn, hvilke var et andet behov hun virkelig havde kæmpet med. Og hun var ham dybt taknemmelig for at få lov at udleve den indestængte agression der havde været nærmest levende i hende.
Andrija havde også passet på hende ved ikke at forcerer...sex.
Den mentale trøst....sårbarheden ...angsten havde de dog ikke adresseret sammen.

" Jeg har slet ikke kunne sætte fod i min lejlighed siden ...alene tanken..." Stoppede hun og tørrede nogle rågennemsigtige tåre der skinnede rødt væk med det tynde skjorte ærme.

Det var ikke svært at fornemme at Millicent ikke troede på værtshus historien, men hvem ville også det? Hun vidste godt han ikke drak på barer, og han var bestemt ikke den voldelige type. Ikke lige i den situation i hvert fald, men han var taknemmelig for at hun lod det ligge for nu. Det var uundgåeligt at Graham ville fortælle hende et eller andet på et tidspunkt. Han skulle have tigget ham om at holde mund, men i situationen virkede det så lige gyldigt. Måske han skulle skrive til ham på et tidspunkt? Efter den omgang verbal slåskamp, og de meget heftige trusler om at udlevere Graham til mafiaen hvis han ikke hjalp, så skulle han nok svare. Lige nu synes det dog ikke som det vigtigste.

Han holdt stædigt og roligt fast da hun strittede lidt imod. Normalt ville han måske være skræmt over de skarpe negle der borede sig ind i stoffet på hans t-shirt, men lige nu kunne himlen falde ned, og verden køre af sporet. Han var ligeglad. Det var sågar lige før hun ville kunne skrabe sine tænder imod hans hals uden han ville reagere. Og det sagde meget, for normalt ville det få ham til at fare sammen, som en mus i en fælde.

Han åndede dybt ud da Millicent slappede mere af. Det fik dem begge på en måde til at slappe lidt af. Ikke at det var en drømmeagtig følelser, for på en gang føltes det behageligt at kun hjælpe, trøste, være der. Og på en anden gang skar det som knive hver gang hun hulkede tungt. Forsigtigt strøg han hende over det lyse hår. Hun virkede så skrøbelig, på trods af at hun ville kunne knække ryggen på ham hvis hun ville.
”Så.. Jeg er stolt af dig. At du ikke sagde noget. At du holdt ud.” Fortsatte han lidt tøvende. Hvad sagde man i en sådan situation. Der ville vel altid være en mandlig refleks der gik i gang når piger græd. En panik-refleks der havde lyst til at løbe imod udgangen. Det var umuligt at vide hvad der var det rigtige at sige, men på trods af det, så var der bare en anden refleks, der neglede ham til stedet og råbte af ham, at han altså ingen steder skulle hen.

Efter hvad der synes som flere minutter hev han hende lidt ud igen, tørrede en blodrød dråbe væk fra hendes kind, og placerede ellers en hånd på siden af hver af hendes skuldre.
”Det ville jeg aldrig lade ske. Du dør ingen stedet.” Forsikrede han hende fast, og prøvede at tvinge et smil frem, men han kunne mærke en klump i halsen, der næsten gav ham lyst til at græde også. På samme tid var han rasende, og havde lyst til at flå livet ud af nogen ansvarlige for det. Udover det var han skræmt, over at han allerede have gjort noget der lignede netop det.
”Du skal ikke bekymre dig om lejligheden. Hvis du har brig for hjælp til at hente noget, så siger du bare til. Eller hvis du har brug for et sted at være – jeg har masser af plads. Selvom du nok allerede er flyttet ind hos Andrija.” Sagde han så, og tog fat om hendes håndled da hun tørrede de røde tårer ud over det lyserøde ærme. ”Argh, se nu din flotte skjorte. Lad mig lige..” Fortsatte han og rejste sig hurtigt for at hente køkkenrullen, som han tog med tilbage og gav hende et stykke af.

Stolt af hende? Der var da noget nyt...hun spidsede læberne lidt og rystede så på hovedet , så svagt at det ikke lod sig bemærke. Hvad gjorde man eller sagde i et tilfælde som dette? Det var ikke hverdagskost at blive taget til fange..eller at tale om det.." Tak... Det var det eneste jeg kunne for at holde lidt værdighed " tilstod hun og sukkede tungt. hun rynkede kort på næsen...det var da underligt.
Det føltes som en brise...en mild brise gled igennem hende og efterlod et træk af noget der føltes...beroligende? Var det Gordon der kunne det? Bevidst eller ...?
Nå ...hun lod den virke og slappede lidt af i hans arme, indtil han trak hende lidt ud.


Hendes øjne smilede gennem tårene..." Tak Gordon....men lige i DET spørgsmål tror jeg ikke du har et say " hun himlede med øjnene, men på humoristisk vis, ikke ironisk...hun forsøgte at lette hans humør lidt, det havde været dårligt da hun ankom- og hun havde ikke ligefrem højnet det.

" Jeg kan slet ikke holde tanken ud...det er jo.,,du ved ..ens hjem skal føles trygt, ellers fungerer det jo ikke og siden de hentede mig dér...så.." Hun holdte inde og igen kunne et glimt af vred lige nå at anes , bag de lange vipper inden hun limede blikket til sine fingre, og tænkte højt....." de kujoner...kom efter mig da jeg sov...lukkede solen ind, så jeg intet kunne...de kunne i det mindste have prøvet tage mig i vågen tilstand" mopsede hun , måske enda barnligt , da en hver kidnapper vel ikke vill planlægge at gøre det så besværligt for sig selv som muligt.
" Det er et dejligt tilbud, men Andrija tilbød mig at flytte ind...rigtigt...så jeg takkede ja og tog Senka med. Men når jeg skal have mine ting flyttet .så må du gerne give en hånd...mod en cowboyburger ?" Forsøgte hun igen bryde med alvoren der lå så massivt i luften .

En anden ting hun skulle tage stilling til var..Mon hun kunne betro Gordon at de to djævle der havde snuppet hende i hendes hjem, Gilbert og Roman, de VAR døde nu. Grundet hende. De havde haft fri, den dag hun blev hentet ud.
Befrielse var iøvrigt meget diset og tåget for hende.
Først måtte hun tvinges til at drikke...eller de blev nærmest dryppet blod ned i hendes hals...blod der selv gled videre ned..indtil hun så småt kunne føre tungen rundt og slikke lidt.
Lidt efter lidt...kom hun ikke til kræfter...nej...men vågnede da op, så hun i en små psykose, kunne kaste sig over de døde lig mændene havde skabt, og suge dem for blod...hun huskede også noget med afrevne lemmer.
Og at blive båret rundt efter at være kollapset, under blodrusen, af udmattelse,
Hun fornemmede bevægelse,..en bil...og at blive lagt på en stor blød seng...og så var alt meget uklart herefter.

Hun kiggede efter Gordon da han hentede køkkenrulle til hende...
" Nååå...ja...den var billig...det er ok" kom det, men hun begyndte at gnide lidt på sine ærmer...det var nu meget betænksomt af ham.
Hun kastede et blik på ham, skjult- ikke et han burde vide.
Hun var glad for ham. Naturligvis.
" De er døde nu...dem alle....dem der hentede mig ud...de klarede fangevogterne, eller hvad man skal kalde dem....men der var to der ikke var tilstede...to der hente mig i lejligheden...den den havde været...havde ...mange af bilmærkerne på min krop var fra ham...." Hakked hun sig lidt igennem det..." de er døde nu...nu må du ikke blive sur....eller ...bange ...mmen ..det var mig, den ene tog jeg livet af...den anden lever endu, men er ikke så glad efter Andrija og jeg var lidt efter ham" roede hun rundt.

”Ah ja, og har du brug for at afreagere, så har jeg jo 2 øjne.” Prøvede han at gengælde hendes humor. Håbede det ville hjælpe lidt. Desuden hjalp det ham at joke med hans egen situation. At ligne en panda med 2 blå øjne, var da bedre ned et asymmetrisk misfoster. Et kort sekund flashede et glimt fra 3 dage tidligere hen over hans øjne. En tung mand, som han gættede på var varulv, havde fanget ham ved overraskelse, og efter hårdt at have ramt stengulvet blev han kastet om på ryggen. Manden var hurtigt over ham i en regn af slag. Noget der på grund af adrenalinen ikke havde virket så smertefuldt, som man skulle tro. Lige indtil en høj skarp lyd imellem dem lød, og lugten af krudt og blod havde fyldt luften. Så var han tilbage i hans mørke, halvbeskidte og tilrøgede lejlighed.

”Det er noget du tror.” Smilede han opmuntrende til hende. Så var der da noget han sagde i dag der var sandt. Han svarede ikke på det hun sagde om at de havde taget hende om natten, for han havde på fornemmelsen at det mere var til hende selv. Noget hun havde brug for. Der var vel desuden ingen der ville gå imod en vampyr uden sollyset i ryggen.
Skulle han være helt ærligt, så brød han sig ikke om hendes nye boligmulighed, men sagde det ikke højt. Det var hendes valg, og hvem ville ikke hellere blive hos dem man elsker, frem for en ven? Derfor nikkede han bare. ”ja jeg skal nok hjælpe.” Lød det lidt ligegyldige svar. Han betragtede sofabordet, som var det det mest fascinerende han længe havde set, så rakte han ud efter cognacglasset og hældte de sidste bare slurke i sig.

De næste informationer om fange vogterne og de to andre vidste han alt for godt, men det vidste hun jo selvfølgelig ikke. Han så stadig ikke på hende. Halvt fordi han huskede hendes blodrus i den kælder, og det skræmte ham, men også fordi han selv følte sig som et større monster. Klumpen i halsen pressede for at komme op, og et øjeblik, måtte han tvinge sine øjne til ikke at løbe i vand. Der var så mange ting han havde lyst til at sige. Råbe ud i hele lejligheden; *Det ved jeg!*, *Jeg er et monster!*, *Jeg har slået nogen ihjel!*, men ingen af de ting kom ud, i stedet lød der efter lidt noget andet: ”Jeg er ikke bange for dig, eller vred. Vi er hvad vi er.” var det eneste han sagde, med et lille beroligende smil. Han begyndte at få kvalme. Ikke kun over de ting der var sket for 3 dage siden, men også over hvor langt han var gået, ikke mindst dagen forinden. Det var skræmmende, og underligt, for det var aldrig noget han kunne have fundet på ellers. Hvis hun troede den anden djævel de havde ’været lidt efter’, hvilket forklarede hans knækkede fingre, var i live, så måtte hun tro om igen.

En bleg hånd blev kørt igennem det mørke hår. Han ville lægge en hånd beroligende på hendes, bare for trygheden, men skiftede mening da de blå øjne fangede hendes hånd. Minder fra den nat han havde mødt Millicent igen, kom tilbage. En ung smuk kvinde, der med et blik der mindede om et knust spejl, betragtede en lille sort æske. Den kvinde havde troet hun ville falde fra hinanden. Troet hun ville være ulykkelig altid, det havde været tydeligt, og det eneste man kunne have håbet, var at hun havde lært noget. What doesn’t kill you makes you stronger right?
Han sank den klump der havde været i hans hals. ”For 2 måneder siden fortalte du mig at i tog det stille og roligt.” Lød det så stille fra ham, stadig med blikket på hendes hånd. Så kiggede han væk igen. Væk fra hende, væk fra det hele. Ud af vinduet, som var dækket til af gardiner.
”Flot ring.” Fnøs han, måske lidt for hårdt.

"Mænd ... Tror altid i er Gud " mumlede hun undervejs , og smilede gennem de aftagende Hulk.
Selv om hun aldrig havde troet på Gud og efterhånden også var bed at miste troen på mænd , så var tanken alligevel dejligt at trøste sig ved.
At nogen faktisk passede på ... Hende... Og at det hele ikke bare var meningsløst og styret af blinde tilfældigheder.

" eeh tak " hun tøvede knap mærkbart ved hans svar.
Millicent studerede Gordon lidt. Han var ikke ligefrem glad på hendes vegne over hun boede hos Andrija nu.
Der var også stadig mange issues.
Millicent følte ikke selv de boede SAMMEN , men netop at hun boede HOS ham. Det var svært ... Især fordi huset havde de valgt samme som ramme til et fælles hjem. Men hun var blevet smidt ud af hans liv , imens hans selv var rykket ind og gjort huset til hans. Så DET hus skulle hun nu bo i HOS ham. Om det ville komme til at føles som et hjem ... Og ikke som hun var besøgende ? Oh my , det håbede hun sørme.
Gordon blik klistrede til bordet , ikke bare på samme sted , men som det var noget helt unikt. Millicent ville hjælpe ham lidt på vej , så hun lænede sig lidt frem , klappede to gange med håndfladen på bordet , hvor både reklamer , smøger , flaske og en pakke tyggegummi med ' my little pony på' i melon smag lå.
" Deeet ... Er et BORD' lød hendes hjælp og så blev et lille varmt smil tilsat.

Millicent var okay nu. Fysisk var hun hele op. Stadig blev hun enormt tørstig på ingen tid, grundet sultekuren hun havde været igennem. Men ellers var bare de psykiske men.. De helede også lige så langsomt. Snegle fart - hvor var turbo når man behøvede den ?

Hun var mere bekymret for Gordon lige nu, for han begundte at ændre sig , se mere dårlig ud - lige for øjnene af hende.
Hun nåede ikke at reagerer før han stikkede ...
Hun så ned på sin hånd ... " Vvi havde skændtes , nytårs aften ... Fordi jeg blev tilbudt gæstesengen " begyndte hun og vidste ikke om det var værre eller bedre hun gjore det.
" da jeg kom hjem var ringen der ... Andrija vil gerne giftes og du ved hvor glad jeg er for ham.... Men jeg tør ikke rigtigt . Så ja... Jeg går med hans ring , og mangler stadig at give ham mit ja " sagde hun meget lavt.
Det føltes ikke så godt at snakke med Gordon om det her. Det var da muligt han så deres relation udelukkende som venner , og de var jo heller ikke intime, men .... Der lå mere ... Andet mellem dem , der tvivlede hun ikke på.
"vi tager det stille , Gordon... Der er ikke en brudekjole på vej med posten..." Sagde hun afdæmpet og begyndte beslutsomt at stable et par puder op , for at ville puffe Gordon ned at ligge. Der VAR altså et eller ander helt galt.
" vis mig din hånd ! Jeg skal nok lade være og finde dig uimodståelig hvis du bløder .... Ingen bisser ... Men jeg vil se om der er tegn til infektion i den, du ser syg ud ... Ikke godt ud ihvertfald og der er ikke bare dine blodansamlinger og sår, der er noget der bare ikke er som det skal være.
Hun havde en flad hånd mod hans ene skulder , parat til at bruge kræfter og presse ham tilbage i puderne , hvis han ville protesterer.

" Lad mig så se den hånd ! Af med gazen , og ... Hvordan var det nu sket sagde du ?" Hun kneb øjnene lidt i og et sæt mistænksomme blågrønne øjne klistrede til ham.

"Jeg synes jeg har belæg for at agere gud, når nu jeg er engel. Vi må da have en eller anden førsteprioritet når der skal skænkes ønsker?" Svarede han lidt tåget. Han havde lært meget omkring engle i den seneste tid, og nogle af de ting han havde fået at vide bekymrede ham, specielt efter hvordan han fandt sig selv reagere på hele kidnapper situationen. Noget var ikke som det normalt var her. Ikke med Millicent.

Han blev slået lidt ud af tankegangen, da hans bord pludselig fik mange flere ting på. "Ja det er sørme et specielt bord." Svarede han og rakte frem for at tage melon tykkegummiet, med my little pony på. Han trak det lyserøde aflange tykkegummi frem og stak det i munden.

Han påtog sig et smil. Turde ikke sige ja. Han kunne ikke fornemme noget løgn idet hun sagde, og selvom Millicent var en lukket bog for ham, så troede han at hun taltr sandt. Han var bare ikke overbevist om at det hun selv mente var situationen, egentlig var situationen.
Han nikkede. "Hvorfor prøver du at forklare det? Det er dit valg. Jeg har ikke noget at sige, vi er jo bare venner ikke?" Svarede han hendes forklaring, og tykkede lidt på det overraskende velsmagende melontykkegummi.

Han kiggede lidt mistroisk da hun stablede puder. HVad lavede hun. Han trak hånden ind til sig. "Nej, det er ligemeget." Svarede han og gnubbede den med sin raske hånd. Det virkede dog ikke til at Millicent ville være tilfreds med dette svar, og selvom han prøvede at beholde sin siddende positur, så blev han tvunget ned at ligge af en alt for stærk vampyrhånd.

"Fint.." Sukkede han opgivende og rakte hende hånden. Så kunne hun selv vikle den ud. Han brød sig ikke om det, men kendte Millicent nok til at vide at han ikke fik lov at lade vær. Også vidste han at hun gjorde det i bedste mening.
Såret ville have skorpe på nu, med kun lidt blod på indersiden af bandagen. Det var et langt dybt snitsår tværs henover håndfladen.

"Jeg skulle skære rundstykker til morgenmad, og kom til at skære igennem ned i min hånd." Løj han. Bange for at hun ville kunne genkende duften af det blod han næsten havde tvunget ned i halsen på hende af ren desperation i den kælder.

Agerer gud og skænkes ønsker?" Hun så ham ind i øjnene og smilede.." Nå, jeg troede mere det betød du var forpligtet til at gå til korsang og bede din Fader Vor hver aften!" Det var lige før hun forskrækkede sig selv , og stemmen blev et hak lavere , da hun lige tjekkede.." Det gør du da ikke ...vel...fader vor ?"

Tyggegummiet havde en fantastisk smag, med det havde en syntetisk duft. Slet ikke en dum en..,men en smule plastik agtigt. Millicent var lidt sær, hun kunne godt lide de der besynderlige tyggegummi dufte .Måske fordi de slet ikke gav mening?

Et enkelt lille vred i overkroppen, var første reaktion på Gordons spørgsmål.
" Hvorfor jeg forklarer..men..." Hun kløede sig på sin kind. Det føltes som det var et samtale emne der kunne tage 101 drejning, nogle helt harmløse, nogle lidt besynderlige men også nogle lidt farlige...og hun ville nødigt ende op på en af dem.
Der var andre der havde anfægtet hendes forhold til Andrija.
Diego..var i hvert fald ikke en fan. Diego...hun savnede ham, men da hun af 'personlige årsager' sådan ikke lige kunne kontaktes, var set lidt svært.
Men mon ikke han kendte hende tilstrækkeligt godt til at vide, at hun ikke afskrev ham med vilje og at han var savnet? Han ville kunne lide Gordon, det var hun ret sikker på. Selv om han nok ville spise ham fordi han var engel .
Hun gippede et par gange med øjnene, da Gordon serverede ' vi er jo bare venner '
Det var NETOP her det kunne blive en smule akavet.

" Jeg ville bare forklare...du spurgte jo selv...altså du fnøs lidt med ringen" begyndte hun totalt ustruktureret at indlede sit forsvar.
For det føltes lidt som et angreb, hvilke i den bragte forvirring med sig, da der ikke var ET eneste fjendtligt ord at spore i Gordons sætninger. Det hele var mellem linierne.
" Venner.... Jeg ville gerne tro det rakte lidt ud over det " kom det bundærligt, indtil hun selv vågnede op og hørte lyden af sine egne ord.
" Altså...ikke på DEN måde, du må ikke tro...jeg ved godt at...vi bare er venner" trak hun hurtigt det hele med sig ind i snegle huset og lukkede døren.
IKKE om de skulle have den snak, no no no way!

Tilbage i sofapuderne , fik hun endelig lov at tage et kig på Gordons hånd.
Hun rettede på sin stilling , så hun sad lidt skråt i sofaen. På den måde kunne hun lægge hånden i sit skød, og langsomt vikle gazen af.
Den blev lagt på bordet. Stort set ren, og Millicent ignorerede den svage duft af blod, helt uopfangelig for mennesker, men meget genkendelig for hende.

Hun tog hans hånd mellem sine egne, og vendte og drejede den lidt." rundstykker...wow....adrenalinjunkie" teasede hun, og tænkte at det næsten lød som en lille hvid løgn.

" Såret ser rent ud...der er ingen rødme, ingen hævelse...intet puds...den hele som den skal" hun burde bare ' give ' ham sin hånd tilbage nu, men ....hun blev siddende med den.
Der var noget....som et minde prøvede at bryde igennem. Som om der var noget hun burde huske....burde vide...men det ville ikke komme fra.
Hendes øjne så uforståeligt på ham, imens hun nussede hans håndryg med en finger.
Vidste han hvad det var? Det både skræmte hende nu....satte en forudroligende spekulation i gang, som hende øjne ville være fulde af, imens hun var fanget i hans.
Langsomt , uden at vide eller forstå hvorfor, løftede hun hans hånd op og foldede de let bøjede fingre ud, så hun flat kunne lægge den over sin næse og ansigt.
Så nænsomt som var det et kærtegn, gned hun tippen af sin næse hen over såret, og snusede ind.
Millicent kunne ikke se det samlet billed. Hun kunne ikke forklare hvorfor hun opførte sig højest besynderligt....eller forstå de underlige tangenter der nu blev spillet på i hendes krop.
Men NOGET skete der.

Hun så næsten helt ulykkelig ud, og hun slap ikke hans hånd....men holdte sin øjenkontakt med ham i et tavst spørgsmål...
* hvad sker der med mig , Gordon? Hvad ved du om det her? Din hånd..??* hun havde det jo nærmest som hans hånd var kilden til hendes liv eller noget fuldstændigt surrealistisk noget.

Han løftede et brunt øjenbryn. Fader vor? ”Hvor vover du at bespotte min livsretning!” Svarede han, men kunne ikke holde masken, og kom til at smile lidt. Han gik ikke i kirke, og fandt generelt kormusikken for regelret og kedelig. Desuden havde han slet ikke en mørk nok stemme til at kunne synge bas i et kirkekor, måske han lige kunne nå op på tenoren, men den var alligevel lige lys nok. ”Nej tosse. Jeg beder ikke fader vor” Halv drillede han hende.

Han afventede hendes svar. Hvorfor hun ville forklare. Selvfølgelig var han klar over at det var en normal reaktion at forklare sig. Forsvare sig, for ja, det havde været et angreb. Efter flere dages næsten isolation og tungt sind, havde han brug for at snappe lidt. Han var forvirret. Over sig selv, over hende, over situationen, og måske det bare var et forsøg på at fremtvinge en reaktion, som ikke var en forsvarsmekanisme. Et forsøg på at fremtvinge noget virkeligt. ”Du kan ikke forvente at jeg ikke bryder mig om dig, falde i alle de samme huller du allerede er faldet i.” Lød svaret over hans fnys. ”jeg kan godt huske den knuste kvinde jeg mødte sidste efterår.” Han kørte en hånd igennem sit hår, og besluttede at lade den ligge der. Hvis hun ville træde på de samme miner igen, så var det hendes valg.

Også kom der noget. Noget han ikke helt havde set komme. De blå øjne betragtede hende stille. Skulle han sige noget til det? *Det rækker ud over det* havde han lyst til at sige. Ikke fordi han følte det som nogen form for kærlighedserklæring, men mere fordi han selv havde bemærket det, og det overraskede ham at hun havde. Så trak hun i land igen. Han brød øjenkontakten og rejste sig. Gik hen til vinduet og trak gardinerne fra, så byens natteliv blev synligt. Gadelygterne og vinduerne udenfor lignede stjernehimlen over dem. Det var stjerneklart. En af de store vinduer blev åbnet ud til altanen, så noget af røgen kunne komme ud. Han følte sig kvalt.
”Men.. hvad nu hvis vi ikke bare er venner?” Røg det ud af ham, og han håbede ikke hun ville misforstå hvad han sagde. Han havde ikke vidst det dengang, men hvad nu hvis den episode i baren den aften de havde mødtes igen, den med glassende der rystede fordi han spændte i kroppen. Den brændende følelse. Han havde en følelse af hvad det havde været, og han var ikke sikker på at det var sundt for hverken ham selv, eller hende.

Tilbage i sofaen havde han givet op med at kæmpe imod. Hun var stærkere end han var. Hvor ydmygende det end var at indrømme, når hun var et hoved lavere end han var. Hans arm slappede af, lod hende gøre som hun ville, selvom det bekymrede ham. Han havde renset såret efter han kom hjem. Vodka var altid et hit der, men det gjorde ondt af helvede til. Gad vide om han kunne dø af blodbetændelse hvis der ikke betændelse i? Det føltes i hvert fald, som om et eller andet farligt bevægede sig fra hans håndflade lige nu. Et øjeblik troede han faktisk at hun ikke havde bemærket det, men netop som man tror man er ovre det værste, så sker det. Noget i hendes blik ændrede sig, og han ville hive sin hånd til sig, men kunne ikke få sig selv til det. Han må have lignet en hjort badet i forlygterne fra en bil med alt for høj fart.
Hørte man historien, kunne man være fristet til at tro at det havde været helteagtigt og heroisk, men han var dødsens bange for vampyrer. Det er ikke noget man bare lige kommer over. Ideen havde da været hans, hun var jo ved at dø, men han var meget hurtigt blevet bleg og dårlig. På trods af at det ikke havde været SÅ meget blod. Om det var dét, vreden eller handlingerne der havde fået ham til at kaste op tilbage i hans lejlighed, var ikke til at vide, men det havde været grænseoverskridende. Det havde fået ham til at stille spørgsmålstegn ved hvorfor han havde insisteret på at gøre det selv, men havde også forvirret ham over hvorfor han uden tøven ville gøre det igen.

Hendes ulykkelige blik skar i ham, og hun fik et der lignede retur. Hvad han ikke ville give, for at have et ordforråd der ville kunne beskrive hvad han følte indeni, men det havde han ikke, og i stedet holdt han hendes øjne et øjeblik, og som svar på det spørgsmål hendes blik alt for tydeligt stillede lød en svag visken.
”Jeg.. Jeg kan ikke fortælle dig det.”

" Godt....ville nødigt beskyldes for blasfemi, bliver man ikke hængt te for det?" Ikke at en egenlig hængning ville gøre hende meget. Ubehag? Yessss big time, men da hun ikke kunne dø af luftmangel, var det vel bare et spørgsmål om at holde ud.
Og på det punkt var hun ubestridt mester.

Millicent spændte lidt i musklerne.Denne type af samtale var svær at engagere sig i, og den var af den karakter som hun ikke delte med mange.Hun var en åben person, stædig og livsglad....tillidsfuld selv når det galdt hendes liv...men når det galdt hendes hjerte var hun privat , usikker og famlende.
Desuden var hun ikke vant til folk omkring hende ytrede omsorg,og slet ikke direkte da. De forventede nok hun passede på sig selv...hvilke hun også ofte lykkedes i.
Eller indimellem...okay...hun PRØVEDE da !

" Jeg har aldrig sagt mit liv er rosenrødt" svarede hun sagte. Livet med Andrija ville altid være kompliceret, det var hun klar over. Det storespørgsmål var HVOR kompliceret...og om det lykkedes hende at finde den rette opskrift på ikke at få det hele til at koge over, eller brænde på?

Millicents øjne brød med hans efter at være spilet først en smule op.SÅ flakkede de rundt et par gange før hun begyndte at tale igen..." Er vi mere end det...så skal vi træde varsomt og passe på hinanden" blev de råd hun var istand til at vriste ud.
Det var jo både en dejlig ting at have affektion og kærlighed til nogen, problemet bestod i at Millicent simpelthen ikke kunne tillade sig at have det...ikke for en anden mand. Og da Gordon ikke var en shapeshifter , og ikke kunne forvandles til en lille pelset kanin, kunne hun ikke få lov at slæbe rundt med ham og kysse på ham. Det tvivlede hun stærkt på Andrija ville bifalde.
Men hun behøvede ikke bekymrer sig, ikke endnu anyway.
For Gordon brød op for at byde luften ind...og dermed slap han både Millicent og selve emnet af krogen.

Næste farlige emne var i fuld gang...

Millicent holdte stadig om Gordons håndled , med begge hendes hænder.
Hans hånd lå centimeter fra Millicents næse og kind nu, og hun var befandt sig stadig i mørket..et sted hun ikke kunne finde noget lille lys.
Var det den talefejl? Surely ...det måtte det da være....ik?
KAN ikke fortælle dig det, havde han sagt, men hvad betød dog det.

Hun følte hun var ved at miste forstanden. så hun spøgelser her? Hvorfor belv hun så påvirket af hans hånd ved hendes næse og læber? Eller værre endnu, hvad fanden havde fået hende til at tage Gordons hånd i det første sted, og sidde og gnide hovedet i den? Hun VAR nu officielt ved at være skør!

" Du må fortælle mig, hvis du ved noget...eller..." De lyse bryn fik en mere bølgende form...hun tiggede nu... " I det mindste fortæl mig om jeg er ved at blive skør " viskede hun næsten til ham, imens hun knuede hænderne om hans håndled, uden at vise tegn på at være klar til at slippe det.

Hun lukkede langsomt øjnene og lod de fyldige vipper dække for alle de følelser hun rummede i dem.
Duften af Gordon var ved at gøre hende sindsyg, det måtte hun bare indse, og hun gad godt....gad VIRKELIG godt...* NEJNEJ....DET KAN JEG LOVE DIG DU IKKE GIDER MILLICENT WALKER, DU DRIKKER IKKE AF DEN FYR!, MEN...*
Hun slog øjnene op igen...hun kunne hele ham! Hvis han fik hendes blod...ville hans sår hele op, og hans mærker aftage, inden natten var omme.Det gik jo stærkt med hendes enzymer.

”Jeg tror ærlig talt ikke man hænger folk i nutidens samfund. Måske du bliver gelatineret.” Lukkede han den. Det var trods alt gelatinender havde dræbte flest folk i Frankrig. Han tvivlede dog på at den stadig var en legit straffemetode. Ja han havde aldrig gået efter den i retten i hvert fald.

Han havde aldrig beskyldt hende for at sige at hendes liv var rosenrødt. Hun var vampyr. Kunne ikke se dagslyset, eller gå en uge uden at skulle drikke en anden persons blod. Med den tilværelse måtte det være svært at nyde livet fuldt ud. Med det sagt betød det ikke at hun ikke kunne gøre det bedre selv.
”Nej, men måske det på nogle punkter er din egen fejl” Gav han igen. Det virkede måske hårdt sagt, men for ham var det bare det han tænkte lige nu. Hun behøvede ikke at træde i de samme huller, og hun behøvede ikke gøre livet sværere end det var.

Den kolde aftenluft gjorde godt i stuen. Gardinerne blafrede let. Havde hun kunne fryse, havde han spurgt om han skulle lukke det, men det kunne hun jo ikke, og han selv kunne godt lide kulden. Det kølede en situation der var meget varm lidt ned.
Hendes ord gav ham en form for uro. Hun havde misforstået ham. Troede hun at han hentydede de havde en affære? Eller noget der lignede? Han kendte hende efterhånden, og hun var en god pige. Der var ingenting inden i ham, der havde den mindste tvivl om at Millicent aldrig ville lave noget med en anden, når hun allerede var bundet op.
”Det er ikke det jeg mener.” Følte han at han blev nød til at sige. I det mindste for at få den lidt akavede konstatering ud af verden. Han havde ikke behov for at hun slæbte ham rundt som en anden kanin. Hvad hun dog måske havde ret i, var at de skulle passe på hinanden, eller på hende anyway.
”Vidste du at engle får visse opgaver når de genopstår? Det gjorde jeg ikke.” Kom det i forlængelse heraf.

Hans øjne begyndte at flakke lidt rundt. Fra tv’et til brødristeren inde i køkkenet. Han havde ikke lyst til at stå ansigt til ansigt med hendes blik, for han var sikker på at hun ville kunne næsten se filmen spille inde bag hans øjne.

”Jeg.. vil ikke fortælle dig det.” rettede han sig selv. Hvorfor egentlig? Svaret bekymrede ham.
”Du er ikke ved at blive skør, og.. Du finder nok ud af det snart kunne jeg forstille mig.” Mumlede han videre. Lidt forsigtigt tog han sin hånd til sig, som var den brændende varm. Han var overbevist om at Graham snart ville fortælle hende det. Eller regnede med at han selv havde gjort det, og ville røbe det i den tro at hun allerede vidste det. Faktisk var det ham en gåde hvordan manden ikke havde tjekket op på Millicent endnu. I det mindste for at høre om hun havde afsløret noget, og om han skulle få benene på nakken.
”Jeg synes godt vi kunne bruge noget mere luft. Skal vi gå en tur ? ” Sukkede han. Stadig med den kvælende følelse i halsen, og ude af stand til at se vampyren i øjnene.

Og det var så ved gelatine sætningen at han satte et raffinert lille punktum , for hendes udødelighed. Så meget var den altså værd. Hun smilede.

Smile ... Det gjorde hun ikke da Gordon troede hun troede at han flirtede med hende . Se! Det var jo det hun sagde ! Konversationer af den kaliber var ikke skudsikker , de gik af ... Helt uden man havde trykket på noget der lignede en aftrækker.
" nej ... Jeg har ikke NÆVNT kærlighed , chill lige " blev hun ved at vade i relationen til Gordon.
" Jeg er ikke så gammel , jeg skal lære ting " blev hun stædigt ved .
Det var ikke så simpelt som han spandt . Miner var skjulte og ikke til at se. Derfor havde man det med at stå en smule stille , blev hendes kvinde logik ved , for de skulle bestemt ikke til at desikerer hendes selvværd , så skulle Gordon nok se hende mopset da.
" Sååå... Hvad mener du ? Opgaver ?Guds fejemænd eller .., " hun himlede med øjnene , hun troede ikke på en Gud - ikke engang selv om hun sad med en engel. Talk about stubborn.
"Hva .. Er du så arbejdsløs?" Hun kom til at le. Gordon var måske en af dem hun kendte der arbejded aller mest. Og Med alle de timer han lagde på kontoret , var han stadig arbejdsløs.

Tilbage i sofaen trak han sin hånd til sig , og hun følte sig som et lille barn hvis sutteklud blev taget fra hende.
Millicent undlod dog at begynde at vræle, højt om Ikke andet.
" VIL ikke ... Gordon ... Det kan du ikke byde mig , jeg tror jeg er ... Skør" gispede hun.
At udvikle et forhold til en hånd var da lige til psykolog briksen , selv for hende.
Selv om hun fandt et støv korn af beroligelse i han sagde hun ikke var det , dækkede det slet ikke hendes behov der var langt større.

Hun accepterede dog at gå en tur , han ville havde godt af det. Hun var selv lige begyndt at øve sig da hun stadig var lidt utryg ved at færdes i omegnen. Mafiaen .... Turde de lave ballade igen , eller havde de forstået hun var en stor NOT TO MESS WITH?

" Lad mig lige ... Ligge det her på" Millicent gik ud på terassen med et nyt bind i hånden. Imens Gordon stod et Minut og hev luft ind , havde hun gennem rodet hans badeværelse til hun kunne trække den lille røde metal kasse med der hvide kors på frem. Hans førstehjælp boks.
" Giv mig hånden ... Saå øøøøh snakker vi lige om den senere. Jeg kan et triks så du ikke udvikler blodforgiftning" skubbede hun blidt til hans skulder og vimsede ud for at tage sin jakke på.
Da den var lukket - og de var kommet afsted - og de gik derud af , startede hun igen....
" Gordon ... Vær sød at fortæl mig hvad der sker " han vidste hvad det hele handlede om , and she .. She had to find out.
Graham og fun havde måske forsøgt kontakte hende , men alle øre dimser og kontaktgrej var i den ' urørte lejlighed ' og hun var væk fra hotellet. De kendte forhåbenligt ikke Andrijas adresse , og hvis de gjore stod huset jo tomt , da de havde været i Geneve hos hendes forældre.
De var netop kommer hjem,da hun opsøgte Gordon

Den akavede stemning synes at trække sig ud i evigheder. Måske det var nu han skulle gøre et eller andet åndssvagt, få et slag i ansigtet og bare få alt det akavede ud på bordet, nu da det meste alligevel var der.
”Det var der ingen der nævnte” gav han igen, og pillede lidt ved en sofapude. Bare for at få det til at ligne at han havde nogen som helst ide om hvad han lavede. Sandheden var dog en hel anden.

Han rejste sig op, og tog lydløst sine sko på. Tænkte lidt over det. Guds fejemænd? Han vidste ikke helt om han troede på en gud. Han havde i hvert fald ikke set nogen gud, og indtil han gjorde, ja så var det vel et mysterium. Ikke et ja, ikke et nej. En sort jakke blev smidt om skuldrene imens han prøvede at formulere et passende svar. ”Arbejdsløs?” han kom selv til at smile lidt. ”Faktisk vil jeg våge at påstå at jeg nok har fået den mest besværlige opgave af alle.” Fnøs han. Ikke hårdt, som han havde gjort med ringen, men mere for at understrege skæbnens ironi.
Først efter han havde fået jakken på, lod han hende vikle et nyt bind om hånden. Den gjorde ikke ondt mere som sådan. Kun de få gange den var gået op havde det gjort ondt. Og blødt af helvede til. Det var nu okay. Han havde det fint med blod, bare det ikke skulle ned i halsen på en vampyr, så var det fint.
”Jeg tror ikke der går betændelse i, men det kan vi da godt snakke om senere. Hellere på den sikre side ikke?” Svarede han, og åbnede døren ud til opgangen. Han havde ladt vinduet stå åbent, så der kunne blive luftet ud i lejligheden.

Der var køligere ude i opgangen, men kun lidt. Til gengæld følte han det uoverskueligt, at skulle ned af alle de trapper. Ikke desto mindre fik han taget sig sammen, og fik trasket ned af alle trinene, hvorefter de snart befandt sig ude i den friske aftenluft.
Himlen var klar, og det gav et dejligt udsyn til stjernerne foroven.
Efter lidt tavshed fortsatte han hvor han havde sluppet oppe i lejligheden. ”Ser du… Jeg fandt ud af, at alle engle her på jorden knytter sig til nogen. Jeg ved ikke hvordan det fungere. Om det er tilfældigt… egentlig tror jeg man vælger selv, underbevidst.” Det lød dumt selv i hans eget hoved. Han var ikke en gang sikker på noget som helst, for den eneste der ville kunne sige det med sikkerhed var ham selv, og han var pokkers forvirret over det hele. De blå øjne blev rettet imod stjernerne, der synes at smelte sammen med den midnatsblå himmel til et smukt maleri af en ukendt kunstner.

Han hev lidt af den kolde natteluft ind, og lagde i stedet sit blik på hende. Det hele mindede ham en sang han havde hørt en gang:

I will never let you fall
I'll stand up with you forever
I'll be there for you through it all
Even if saving you sends me to heaven

It's okay. It's okay. It's okay.
Seasons are changing
And waves are crashing
And stars are falling all for us
Days grow longer and nights grow shorter
I can show you I'll be the one.

“Milli jeg tror… “ Fremstammede han og sukkede. ”Jeg tror måske at jeg er din skytsengel.”
Et øjeblik så han lidt bekymret på hende. Afventede en reaktion.

Hendes bøn gjorde det svært. Han havde ikke lyst til at se hende lide i sin forvirring, men han ville heller ikke fortælle det. Hvis han gjorde, måske hun ville vide det, kunne regne det ud. Og selvom hun ville finde ud af det før eller siden, så kunne han ikke få sig selv til at antænde lunten.
”Jeg vil ikke fortælle dig det.” Slog han fast, og veg for hendes blik. Der gik nogle sekunder før han sagde noget mere. Hun havde jo ret til at vide hvad der var sket. Specielt fordi hun var hovedpersonen i det. Og egentlig havde han jo ikke gjort noget galt overfor hende, selvom han havde gjort nogle ting i den kælder, som han ikke var stolt af. Det var ikke episoden han frygtede, men hvad den ville sætte i gang.
”Men.” sukkede han så, og blev enig med sig selv i at det var egoistisk og kujonagtigt at holde på det, og efterlade hende i forvirring over hendes egen sanitet.
”Men jeg kender en der vil. Graham. Fra FUN.” Afsluttede han og fortrød med det samme at han havde sagt noget som helst.

Millicent med hoved på sned smilede svagt " Valgte du ikke en besværlig vej da du besluttede dig for at blive advokat? Jeg mener...det er vel et job med en del stress og mange timers indsats , uanset hvordan man praktisere det erhverv?"

Hun nikke..." nu ser vi på det " svarede hun omkring hans hånd.
Hun ville jo elske at få lov at fjerne alle hans bruises.
Faktisk skulle hun huske lige at tage en snak med ham omkring situationer som dette.
Nu havde hun været uden for rækkevide , da det skete for ham, men det havde han jo ikke vidst...og han skulle altså ringe til hende hvis han kom til skade.

Da de kom ud, missede hun straks med øjnene op imod stjernetæppet.
Det var svært ikke at falde i svime over det eller at se sig træt på.
Dét var da en ting hun ikke behøve de at undvære.
Hun tildelte dog Gordon al opmærksomheden og lyttede efter hans lille udredning om engle. Hun vidste intet om dem. José havde aldrig fortalt hende noget om det , og hun havde aldrig formået at stille de rette spørgsmål.
Så hun ville hellere end gerne vide mere....om engle, men især om Gordon.

" Sååå...i vælger en? Sådan...en i holder hånden over, eller ...passer lidt på, kan man sige det sådan?" Tænkte hun en smule højt.
Han kunne jo også mene at de valgte en kone eller Mand , en partner til hver engel?
Hvad vidste hun om den slags? Der var vel mere underlige ting end et engle arrangeret ægteskab, når alt kom til alt!
Men ...hun satsede nu ikke på det var det, når nu Gordon talte om opgaver.

-Så standsede hun op og de første sekunder gik da hun stirrede ind i de dybblå øjne han havde.
Indtil hun brød ud i latter..." DEN Pick up line har jeg godt nok aldrig hørt før"
Hun forsatte med at grine og tog sig til munden. Men efter måske tyve sekunder , slog det over i noget der næsten kantede til hysterisk, med et spor af gråd, selv om det aldrig brød ud, hvilke Gordon sikkert satte kæmpe pris på.
" HVAD FANDEN SKAL DET BETYDE? " kom det som et udråb, der skar selv i hendes øre, så hun sænkede stemmen påny..." skytsengel?... Men ...J-jeg troede vi var venner" lød det almost bebrejdende.
Hun vidste ikke helt hvad det betød at have en skytsengel?
Men kunne han kun lide hende fordi han havde nu det sig 'genetisk' til hende, vidste hun ikke om hun var vild med tanken om.
" Du skal ikke hænge uden for mit vindue og se på mig når jeg sover.." Rystede hun på hovedet, og havde nu overskud til igen at smile til Gordon.

Hun skulle lige synke den nyhed, og ville så udentvivl vende til bage til skytsengel emnet inden lang tid.
Men Gordon svitsede tilbage til hendes bøn...man kunne roligt sige de havde mange issues mellem dem. I deres relation.
Millicent stak hænderne i de dybe lommer duffelcoaten havde.
Hun fumlede lidt med mobilen hun fandt i den ene, og en lille rund pung , en rød stof en med en gul blomst på, i den anden.
" Graham...du kender Graham? ...årh Gordon...hvad har du NU rodet dig ud i .FUN er de gode, men...jeg HAR jo sagt du skal passe på, for mafiaen spøger ikke, de er nogle fucked up personer" advarede hun med alvorlig mine.
" Graham er en big shot ...måske enda leder af FUN , jeg ved det ikke helt....men jeg har arbejdet lidt for ham nogle gange...uden om Libra...noget med Adriana har for travlt, hun er leder af Libra...men...Argh....kom NU ...fortæl mig hvad Graham vil sige?" Hun stak sin arm ind under hans og gav et blidt træk i den.
" Wanna go get a drink?.... Så kan vi lege du er Graham?" Et ryk mere...lidt hårdere end det første..." eller skal vi besøge Graham nu, og vække ham med dørklokken?" Smilede hun engle agtigt...han var næppe i tvivl om hun mente det.

”Jeg kunne have valgt noget der var nemmere jo.” Svarede han, og var ikke helt selv med på om han svarede på vegne af advokat jobbet, eller på vegne af englejobbet. Millicent var ikke lutter lagkage at holde øje med altid.
Udenfor igen var de begyndt at gå ned af en sidegade. Bare lidt tilfældigt. Der var ikke aftalt et sted at tage hen, så det var jo bare at gå hvor vinden tog dem hen.

Egentlig håbede han at Millicent havde fået fat på at han stadig ikke var helt sikker. Da hun brød ud i grin var han lidt urolig. Hvad skulle det betyde? Nu begyndte han næsten at hoppe med på ideen med at hun var ved at blive skør. Han prøvede selv at smile lidt bekymret. ”Ah nej, den er også noget for sig selv.” Nåede han lige at sige inden han næsten blev blæst bagover. Lidt forskrækket over hendes udråb trådte han lidt væk. Nogle folk på gaden vendte hovederne efter dem, da lyden havde været høj nok til at kunne høres langt væk fra.
”Shhh!” Tyssede han med en grimasse. Håbede hun ville dæmpe sig, for han havde ikke brug for at halvdelen af Terre vidste det han lige havde fortalt hende.
”Slap af. Det betyder jo ikke at jeg bliver nød til at gifte mig med dig vel? Det tror jeg i hvert fald ikke.” Svarede han. Det sidste var mest dril, men han vidste ikke hvordan det fungerede. Det var som havde sagt. Det var mere end venskab for ham. Mest fordi han var bundet til at komme rendende hver gang hun havde problemer. Det fungerede dog ikke den anden vej, og hun kunne gøre hvad hun havde lyst til.

”Det betyder bare at jeg ikke helt handler rationelt på nogle tidspunkter. Og jeg ved ikke hvad der sker med mig hvis du kommer galt af sted, men jeg tror ikke det er positivt.” Fortsatte han og så ned af sig selv. Hun havde været væk en måned og han var næsten gået i hundene.
”Jeg skal prøve at lade vær, men at kigge på dig når du sover, er allerede en vane. ” Gav han igen, og var taknemmelig over at de kunne grine lidt af det. Om det var en vildt formel ting, som man skulle tage seriøs vidste han ikke, men lige nu var det ikke noget han så som andet end underlige følelser han selv fik omkring hende.

Hun begyndte at forklare om FUN og Libra, og han kunne ikke lade vær med at himle med øjnene. ”Det VED jeg.” Afbrød han hende. Der var ingen ide i at skjule det nu. ”Jeg hackede din computer.”
Han hev en smøg op af lommen og stak den i munden. ”Jesus.. hvad ville du gøre hvis jeg arbejdede for mafiaen?” Drillede han og tændte cigaretten.
Det næste hun sagde, gav ham en dårlig følelser. Især fordi hun mente det. Ville hun banke på hans dør nu? Imens han var der? Det kunne jo kun blive underligt og akavet. ”Vil du det?” Svarede han lidt forvirret. Måske det var nu han bare skulle lade hende tage rettet. Han følte sig svag og magtesløs. Nu havde han allerede røbet det med hendes computer.

Millicent , stadig ubeslutsom i forhold til om det var vidunerlige eller forfærdelige nyheder han fortalte, forsøgte dæmpe sig da han tyssede på hende.
Men Gordon gjorde det ikke helt let at skylle ned...hans lille måske oplysning.
Alene DET at han bad hende slappe af, var nok til man kunne bide spids på at hun ville løbe en runde mere , inden hun satte sig- men det var nu det efterfølgende der bragte hende ud i en tilstand af måben.

" Gifte dig med mig ? næææ nej... så skal jeg nok snakke med dem..deroppe " hun viftede halv irriteret med en hånd op mod himlen.
Det var umuligt der var regler for det...var det ikke?Hun kunne desværre mærke pustet af tvivl, for alle de ting var lukket land og en stor manglende viden for hende.

Hun stirrede på Gordon. Tænk hvis det forholdte sig sådan at han var tvunget til at gifte sig med hende...og hun med ham ? ÅÅrhhh Andrija ville da bare ELSKE den ide. Ikke nok med hun måske havde en personlig skytsengel, det var også ` Gordon med kæden....og nu var der et krav om ægteskab. Andrija ville flå Gordon...næste han havde maltrakteret Millicent.

Millicent var bedre end gennemsnittet til at håndtere og rumme mærkelige ting, så hun strøg kort en hånd ned af Gordons jakke ærme og slog over i en trøstende smil..."Lad os håbe for dig at det ikke kommer til DET... jeg ved ikke om du ville accepterer min elsker boede hos os?" drillede hun og hentydede til Andrija, der så ville få tilskikket den rolle, hvilke han naturligvis heller aldrig ville tage- og af de grunde var tanken alene en god underholdning.

Gordon havde et dejligt sind, og han var i stad til at gå i takt med Millicents lidt forkvaklede humor. Hun gav ham derfor kun et ord, da han så flabet påstod at han allerde så på hende når hun sov, bare for at drille Millicent..." Mørklægningsgardiner...skat " og så regnede hun med den var lukket.

Det blev da mere alvorligt...var der en sammenhænge mellem Millicents tilstand og hans ? fysisk..eller også psykisk. NEJ NEJ...nu havde hun lige den dejlige evne at ingen kunne penetrerer hendes sind....hvor helt vildt typisk ville det bare lige være at sende Gordon ind a bagvejen ? At han bare fordi han så blev...tildelt...eller hva han gjore med hende, så kunne han også mærke hvordan hun havde det?

" Hvorfor Minder du mig nu om ulvene i twilight der imprinter på nogen...deres udkårende...de vil være alt for hende, alt hun har brug for..om det er en ven, en bror , en faderskikkelse , kæreste eller ægtemand...hvad end hendes behov er...og de vil offre alt for hende, når de først har imprintet" hvad der formentlig lød som volapyk i Gordons uøvet twilight øre, var helt logik for Millicent...selv om det var en stor overdrivelse at tro Gordons tiltrækning omspandt SÅ mangt og meget.

Millicent så skarpt på Gordon..." Du kan umuligt forvente at jeg lader dette hvile.Du ved tydeligvis en pæn del omkrig det her, og jeg vil langt hellere høre det fra dine velsmurte læber, end fra Grahams. men taler du ikke , slæber jeg din røv over til Grahams, og så tager vi den der! "

" DU hackede MIN com...ej ...for helvede...HVORFOR ?? Deeeet går altså ikke..."
Hans kommentar om at arbejde for mafiaen , lokkede ikke et sølle ord ud af hende, kun et kort eftertænksom stirren . Hvor kønt det ville være...de to væsner hun bekymrede sig mest om , Andrija og Gordon....begge arbejdede for mafiaen...begge ville hun beskytte og ikke udleverer. " Du ved bedre !" Sluttede hun med at sige , da hun fik mandet sig op til at sige noget.

Millicent nikkede i retning mod den mulighed for kaffe hendes næse havde opsnappet. " Kom nuuu...pleaseee...lad os gå ind og få lidt at drikke, så fortæller du mig lidt af det hele? jeg skal nok lade vær at råbe eller larme...og ..så kan vi måske prøve at google skytsengle og se hvad der står? med mindre du kan hacke guds pc også?" kom det udfordrende fra hendes mund til ham

Millicent ville trække Gordon mod kaffe baren, for at finde et privat hjørne til en snak.
Hun ville insisterer på sandheden , og så måtte hun se hvad der kom ud af det....og så skulle der findes en afklaring på om han faktisk var en skytsengel for Millicent og hvad de så skulle stille op med det....og hvad det betød?
Millicent halede Gordon mod baredisken.." hvad vil du du havde ?" Spurgte hun og lod sin hånd stryge flat over den glatte disk af klar glas, for så at markerer med en finger i vejret , til tjeneren bag.

Gordon himlede med øjnene. Hun tog hans drillerier for alvorligt. Selvfølgelig var der ingen lov der krævede sådanne ting. Og han kunne se på hende at hun næsten var nervøs for det. Egentlig kunne han slet ikke se sig selv involveret i sådanne ting. Ægteskab, famille. Måske han bare så sig selv om værende alene? Sikker og tryg. Måske brød han sig om at være alene.
”Behøves ikke snut, jeg har skam heller ikke lyst til at gifte mig med dig.” Gav han igen med et suk. Og tilføjede hurtigt efter. ”I kan få et værelse helt for jer selv.” Han svarede for sjov, prøvede at klemme et smil frem, men hans krop virkede ør og træt. Måske det var manglen på mad, og det at han havde drukket lidt? Han følte sig på en gang som sten, ikke i stand til at føle noget, og på den anden side følte han sig på rangen til at eksplodere i et vælg af forvirring og følelser. He sure was messed up.

Hendes nye emne om … twillight? Blev bragt på banen. Han havde ikke set den, men det virkede som om det var noget lidt for romantiseret noget. Han kom til at smile lidt. ”Du overvurderer mig. Så galant og ædel er jeg slet ikke. Jeg havde stukket halen imellem benene frem for at ofre mig for dig.” Drillede han hende, men vidste det var løgn. Han var ret overbevist om at det ville næsten slå ham ihjel.
”Og jeg vil ikke være din faderfigur. Det magter jeg simpelthen ikke.” Kom han til at grine.

”Okay..” Mumlede han bare til det med de velsmurte læber. Han lod hende bare hive ham med hvor hun ville hen. Hun virkede til at have overskuddet, på trods af det hele.
”Fordi jeg var bekymret.” Sukkede han. Hun fattede da heller ingenting. Hvorfor skulle han ellers gøre det? For at finde hendes feriebilleder med Andrija? Mnnnhhh how about, no? Til det med mafiaen svarede han ikke, men hun havde ret. Som engel fandt han mafiaen ret frastødene.

Han kunne mærke at han begyndte at blive irriteret. Det var den der boble af følelser der var ved at briste lidt. Han havde sagt det flere gange. Han ville ikke fortælle om det, eller snakke om det. Og for at undgå det havde han leveret hende Graham på et sølvfad.
”Millicent jeg vil ikke snakke om det.” Lød det lidt hårdt, og han trak sig lidt væk, men han gik alligevel med ind i cafeen. Hans hår synes at komme i vejen for hans øjne hele tiden, og han kørte en hånd igennem det. Det var begyndt at blive en smule fedtet, og et bad ville gøre godt.
”En dobbelt whiskey. Og jeg betaler.” Insisterede han da hun spurgte, og hev uden at sige mere sin pung frem for at lægge hvad han mente det ca ville koste for hans egen, og hvad end hun bestilte.

Begge bløde øjenbryn , skød fluks op da Gordon ' afslog' at ville gifte sig med hende.

" Oh really? Jamen jeg kan da garanterer dig for at om du så var det sidste væsen i hele dimensionen, så ville jeg absolut heller ikke gifte mig med dig! ...om der så var dødsstraf for at lade vær!"

Kom hun til at gå helt over gevind, hvilke desværre vred al ' hævnen' ud af bemærkningen, da det blev for tydeligt havd hun prøvede at skjule over. Det lille ego der var blevet kvast...bare en smule.
Det var jo ikke fordi hun ville giftes, hverken med ham eller med hendes forlovet.
Hun havde brændt sig på Andrija...al for hårdt, og det havde efterladt hende med ar.
Ikke at hun peb over det- sådan var det bare. Og halvdelen turde hun ikke engang fortælle nogen om. De færreste ville kunne forstå deres forhold- Andrija og Millicents- hun kunne ikke engang selv.
Hun havde opgivet, og fulgte ligesom bare med nu....og trak i snoren ind i mellem , når hun fik lyst til at gi et bjæf .

" Du meget gavmild ...et helt værelse....men vi behøver skam bare en seng!" Bed hun , da hans svar fra før stadig spøgte i Millicents tanker.
Det havde da også været et irriterende svar.
" .... Du skal nok være galant , når jeg er færdig med dig !" ...der kom hun dog til selv at grine, for Gordon var faktisk en meget galant og betænksom fyr....selv om hun var begyndte at finde ud af manden også kunne stikke, Hvis ånden var over ham.

På baren , var der opstået en ny dynamik mellem Gordon og Millicent.
En lidt interessant en. Gordon synes at være forhippet på ikke at give sig, hvilke på en måde var synd for ham, da Millicent ville trække englen gennem helvede og tilbage , indtil at fik anrettet sine ord, og serveret for hende alt han vidste .
Millicent himlede med øjnene, da Gordon sukkede tungt..." klart...du var bekymret og så hackede du det mest personlige jeg havde? Tjekkede du også min kommode med undertøj, ud af ren og skær omsorg?" ...hun kunne bare ikke modstå, hvilke var et direkte resultat af den nye energi der dansede mellem dem nu.
Da Gordon bestilte , ønskede Millicent sig en vodka med blodappelsin, og selv om hun tiltalte tjeneren, var det Gordon der fik et smil der var en engle værdig, da Millicent sagde.." og Jean? ....er du sød sætte det hele på min regning!" ...hvorefter hun vimsede ned til det bord hun havde valgt ud til dem.

Millicent vidste godt hun optrådte en kende provokerende.Men det huede hende ikke at Gordon holdte sine kort så pokkers tæt ind til brystet- især fordi det i den grad synes at om handle hende.

" Kom nu og sæt dig..." Bad hun og trak sågar en stol ud for ham.
Hans stemme havde fået en mere hård kant nu, og hun var straks lidt på mærkerne.
Ikke at det ændrede meget, men hun måtte træde mere varsomt med ham nu.

Millicent smilede ...tøvende...var han meget sur på hende ? Ville han blive det, fordi hun var for insisterende? Hun håbede det ikke....og ellers måtte hun ty til google...' how to sweet talk an Angel into forgivesness' .

" Gordon...jeg ville ikke presse dig, hvis ikke jeg ....fornemmede...der er noget helt galt her....vil du ikke godt være sød...jeg forstår ikke jeg skal snakke med Graham, hvorfor sender du mig til ham, når vi to sidder lige her? Hvorfor vil du ikke snakke med mig?" Prøvede hun at tigge et svar ud af ham.

En pludselig indskydelse væltede ud af hendes mund, og hun troede dårligt selv sine øre..." Du? ... De der skader du har....er du sikker på de er fra en bar...eller...?" Hun var helt klart styret af underbevidstheden og al det mystiske der stod mellem hver en linie. ville Gordon fastholde barslåskampen, ville hun tro ham, sålænge han ikke afslørede andet.

”Godt så, jamen så lad os aftale at det ikke kommer til at ske!” Svarede han med et tilfredst smil. Tilfreds fordi han vidste at det var hendes måde at bebrejde ham for det han havde sagt. Hun var sød på den måde. Nogle gange var hun en lukket bog, og andre så gennemsigtig som glas.

”Så længe jeg kan få lov at sove om natten for en gangs skyld.” Lød svaret til det med sengen. Det irriterede ham, ikke at han ville indrømme det overfor hende. Måske det var den engleting igen? Der var ikke meget med nattesøvn når Millicent sov om dagen jo. Problemet var jo bare, at der skulle han altså op på arbejde.

”Uhhh I’m sooo scared” Lo han af hendes lamme forsøg på at være truende. ’Gøre ham galant’ hvad var det for noget? Hun kunne galante en eller anden. En eller anden der ikke havde fået den utrolig besværlige opgave, at passe på det paphoved, det ment i den kærligste forstand.

Hun snappede lidt efter ham med computeren, men det var okay. Han var selv lidt kort til hovedet her til aften. ”Ja. Hvis du mangler de lyseblå med blonder, så er de hos mig.” Lød svaret. Hun fik ingenting ud af at grave i det. Han havde sagt hvad han ville, og mere havde han ikke lyst til. Hendes computer var blevet brugt til at opsnappe hvem lederen for FUN var, og hvordan man fik fat i ham. Udover det havde han sporet hendes telefons cyberstrøm, men hun behøvede ikke at vide at han havde fundet den.


Da Millicent vimsede hen til bordet ville han rulle øjne af denne Jean, og stikke hende penge til drinksene. ”Behold resten.” Smilede han lidt anstrengt, og gik over til bordet. Han havde et princip med altid at smile til folk der stod bag en kassemaskine. Specielt så sent. De havde formegentlig arbejdet mange timer, og havde flere endnu.
”Stamkunde her? Hvorfor er det at det ikke overasker mig?” Han placerede begge albuer på bordet foran sig og lænede sig lidt frem. Der var en underlig stemning imellem dem lige nu. En form for magtkamp, eller magtdemonstration. Respons på nogle spændinger der var kommet ud i luften. Det kunne vel ikke undgås.

”Millicent.. Jeg har fortalt dig mere end jeg havde planlagt. Hvis du har brug for at vide det, så forstår jeg det godt, men jeg ville virkelig foretrække hvis du kunne glemme det. Jeg ..” Han sukkede og kiggede ned i bordet. Vidste godt at han afbrød deres magtkamp ved i den grad at vise en svaghed. Så skød han blikket op i hendes klare øjne. ”Jeg er bange for at du vil høre en historie, drage nogle konklusioner, og åbne en dør, som jeg ikke synes er en god ide at vi kommer tættere på. Som vi holder lukket, okay?” Hans stemme var blød, næsten bedende da han sagde det.
”Snak med Graham hvis du virkelig vil vide det, men jeg vil ikke tættere på nu. Lad nu vær at provoker mig.” Det sidste var mest ment som en advarsel til at hans indre var underligt, og som en teenagepige på hormoner kunne humøret meget nemt slå over. Fortsatte hun ville han blive vred.

Han gned sig over læben da hun nævnte det. Havde det dårligt med at lyve, men gjorde det alligevel.
”Ja. Det var på en bar.”

Tilbage ved bordet, tog Millicent lige et halvt minut til at hæfte sig ved Gordons held.
Han var enormt heldig med lige at ramme de rette ord, det der kunne få hende til at forstumme og lade ham om at smile det der særlige ´sejrsrige smil. Som nu med hans lille tilføjelse om trusserne.Den havde efterladt hende med et fjollet udtryk. Hun vidste da godt at Gordon ikke havde snuppet hendes blå trusser, selvfølgelig havde han ikke det, men at han så liiige havde ramt farven og udseende på de nye trusser hun havde fået af en model på Desire Noir…en af kvinderne altså…og som hun vidste havde ligget helt øverst i kommoden -det var alligevel …lidt af et tilfælde!

Millicent havde krydset sine ben, og sad nu afslappet med den ene arm liggende hvilende på borden, og den anden hang lidt dovent over stolens lille arm læn. I den hånd holdte hun sin drink og uden af have en grund sad hun og lod promillerne skvulpe tæt op af glassets kant, imens hun tænkte lidt over det med at være stamkunde. Der var gener steder i byen der kendte hende efterhånden , var hun ifærd med at etablerer en for usund livsstil ? Hendes hånd satte drinken og fandt vej til hendes halskæde istedet , som den strøg ned over.
" Den skal jo lige have lov at virke " smilede hun . " Faktisk skylder jeg mine anonyme hjælpere en kæmpe tak .. Ja eh det siger jo sig selv , men tænk hvor heldigt det var for mig at de havde lagt både kæde og min ring ned i den bagage de havde sat til mig på hotellet. " hun smilede varmt - ville have været ganske ulykkelig var smukkere gået tabt. De repræsenterede de vigtigeste mennesker for hende , Gordon , hendes mor og Andrija.

Tilbage i Gordons blik , hjalp hans tale ikke spor på Millicent. Han talte om lukkede døre der ikke skulle åbnes. Om hun ville fejltolke og om at være for tæt på. Ikke noget der fik hende til at synes det da kunne vente lidt så. At hun snuppede en snak med Graham ved lejlighed.
Nej ... Noget var da helt off her.
Og det involverede Millicent og fun - og på en eller anden måde også Gordon.
Hun var snart et kulørt uge blad af følelser , der virkede Til at repræsentere lidt af alt og hun kunne i princippet tippe til alle sider nu.
Vrede , lave en sene , tigge , trække sig tilbage , presse eller respekterer ham , tage hensyn til Gordons ønsker , inden han blev rigtig vred.

Millicent ændrede måden hun sad på , så den afspejlede Gordons.
Hun takkede med et lille fnys da hun hørte hans lille advarelse , om ikke at blive ved at presse på. Hun var provokerende ?
Oh my ...
Hun måtte lige hive en stor syntetisk mundfuld luft ind , da hun skulle bekæmpe lysten til at tage dén op med ham på en ret diskussions lysten måde. Istedet lykkedes det for hendes at dæmpe sig og tale ordenligt til ham.

" jeg ØNSKER ikke at irriterer dig. Men man kan da godt tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved hvem der PROVOKERER hvem ? ..., det er da dig med en masse viden der faktisk handler om mig og mit private liv , der ikke vil fortælle det. Er det ik en smule mere provokerende end at ønske den Info ... Eller hva synes du !" Skød hun læberne ud i en mopset lille trutmund.
Hun var bestemt ikke tilfreds. Muligvis heller ikke færdig. Men hun fornemmede hans utålmodighed med hende nu , og måtte i det mindste forsøge at tøjle sig selv lidt.

Situationen ville være meget utilfredsstillende , uanset hvem hun sad overfor der ikke ville delagtiggøre hende og løfte sløret for hvad der skete - man at den mand Lige var Gordon drev hende jo nærmest vanvittig.

" Jeg finder jo ud af det alligevel , hvad er du så bange for ? At det ødelægger den gode stemning ?" Stak sarkasmen så alligevel af med hende , da det var tydeligt at Millicent allerede var i færd med at trække det hele ud på dybt vand , i samme båd med sin dyne frustration .
Hun sukkede , og kiggede slukøret væk fra ham.
I et øjeblik havde hun fået den skøre ide at de knubs han havde .... Nej nej ... Ideen var jo oz dum og hun troede på Gordon lige nu.

Tænk at han dog skulle have SÅ meget kant. Og så netop nu.
Hun kunne ligeså godt gå op til den morderen pc der stod og styrede stedets musik - og koncentrerer sig om at strangulerer Pink der dominerede højtalerne - inden hun kom til at strangulerer Gordon, mente hun sukkede anklagede.