Oh Messy Life

Hans blå øjne var rettet imod den gyldne drik i hans glas. Slyngede det lidt rundt bare for at gøre noget. Så tog han en ordentlig tår af den, og kunne ikke lade vær at lave en lille grimasse. Det var stærke sager, og han drak ikke så ofte.

Han smilede lidt da hun strøg halskæden. Det var godt hun var glad for den. Med alt det hun drak, havde hun også brug for effekterne. ”Jeg synes nu du skylder dem tak for bare at få dig ud. Så må det materialistiske komme i anden række.” Svarede han og betragtede lidt hår der var faldet ned over hendes pande. Han rakte frem og kørte det om bag hendes øre. ”Der var lige lidt hår der ødelagde udsigten” Drillede han og blinkede til hende. Hvem der havde pakket smykkerne havde han ingen ide om. Det havde han ikke stået for. Så havde ringen der nok også røget sig en tur.

Ved hendes fnys himlede han med øjnene. For gud ved hvilken gang den aften. Det sårbare og blide i hans blik var væk nu. Hun anede jo intet om det. Hvordan kunne hun sige sådan? Nu havde han næsten tigget og bedt hende om at lade det ligge, og alligevel? Hun havde da ret i at man kunne sætte spørgsmålstegn ved hvem der var provokerende. Det kunne man faktisk med de fleste ting. Forskellen i det lå bare at selv den dygtigste dommer i New York state counsil ville give ham ret. Kendte de betingelserne.
”Okay, men hvad hvis det røber mig og mit private liv at sige mere?” Skød han igen. ”Dilemma? Jeg har givet dig Graham.” Næsten snerrede han af hende. Hendes kommentar om at ødelægge stemningen irriterede ham bare mere, og han kunne mærke at han havde lyst til at rejse sig op, råbe af hende og smutte, men sådan fungerede det jo ikke. Stemningen var ødelagt. Den var anspændt og i laser, men i stedet for at give hende igen og blive yderligere tvær tog han en dyb indånding.

Det sidste i hans glas blev hældt ned. Det havde alligevel kun været et halvt glas. Måske det var det halve glas whisky, og cognacen fra hjemme der talte, men han besluttede sig i hvert fald for at rejse sig op. På trods af at de næsten lige havde sat sig.
”Jeg synes vi skal køle ned.” Sagde han så, og svarede ikke rigtig på mere hun havde spurgt om. ”Jeg ved ikke med dig, men jeg kunne trænge til en dukkert. Skal vi ikke tage til stranden?” Fortsatte han kørte en hånd igennem sit hår. Han smilede lidt igen. Vandet var sikkert iskoldt, men det var alligevel ved at blive forår, så der var da i det mindste ikke is på.

Formildet af den søde gestus , blødte Millicent op og sænkede paraderne for en stund , da en hårlok blev fejet væk af af Gordon.Han fik endog et lille smil ud af hende, et som kun kunne beskrives som hun fandt han var håbløs sød, selv midt I al deres mundhuggeri.

" Jeg ville gerne takke dem grundigt, de risikerede jo liv og lemmer for at fragte mig ud derfra." Tænkte hun højt og kløede sig lidt på næse ryggen.

" Graham ved nok hvem de er så"
konkluderede hun. Hun ville vende hver en sten i det her halløj.
Både for at få klarhed over de meget tågede erindringer, men også for at kunne den viden til at forbygge det skete igen, og passe lidt bedre på sig selv.Og på andre.

" Jeg VIL tale med ham anyway, for selv om jeg er ekstatisk over ikke at være mere død end normalt er....så er der jo grænser for hvor mange der skal risikerer livet for ...mig."

Men som samtalen skred frem, måtte hun sande at de sad fast.
Ingen af dem ville give sig, og Gordon var nu ved at hidse sig op over hende.
Millicent så ingen probleme i de delte private oplysninger, så hun havde en ironisk klang over sig,da hun snappede efter ham..

" Fiiint...skulle jo nødig dele noget af privat karakter med mig.Hvem ved...det kunne jo smitte eller være farligt" øffede hun og drak lidt vrissent af sit glas.
Givet og givet Graham til hende...var det ikke nærmere sådan det hang sammen , at Millicents pc havde foræret Graham til Gordon? Hendes logik kunne ikke finde takten i hans sætninger.

Hun lænede sig tilbage og satte sig til at se på Gordon, som var han et maleri.
Han var langt mere spændende at se på...og hun ville fortrække ham over et stykke kunst any given time.især hvis han kom med en volumen knap hun kunne skrue ned på, når han blev urimelig og stædig.Gordon havde et ansigt et camera ville elske.
Markeret , personlighed , kysægte læber og nogle meget dybblå intense øjne, omkrandset af tætte mørke vipper. Så var der hans hår. Millicent havd een svaghed for hår man kunne lade glide mellem fingrene, eller trække blidt i....eller hårdt hvis man var i humør til det.Derfor var hun hurtig til at følge hans forslag om at køle ned...hun var vist ved at koge over på samtlige niveauer lige nu?!

" Okay...undskyld ..J-jeg skal nok passe mit eget" faldt ordene dermed hurtigt, da det blev forslåget at de skulle køle ned.Hun tog imod fredspiben. Den kunne umuligt have samme slemme effekt som hun mente vandpiben havde.
Millicent havde været gennem Helvet...og var stadig ret på farvet af hændelsen.
Gordon havde fået en kæmpe røvfuld - hvis ikke det var regulære bank, og var ikke i så pisse fedt humør.
Så jo, Han havde helt ret, de skulle lige falde ned. De var på samme side. Ikke fjener.
" Jo...lad os tage ned til stranden...kom" hun fik tømt sit glas og var straks klar til at smutte og få himmel med stjerne i bytte for en lille bar med røg tyk luft.

Stilheden var ok. Den var ikke pinlig eller underlig- mere naturlig og som en del af af den stemning de prøvede at bygge op igen.
Hun små snakkede en smule om Senka.Den havde lært at få en godbid på næsen og først kaste den i luften og hapse den, når hun sagde SPIS.
Da de nærmede sig vandet, var hun ved at begynde på historien om da hun troede den var død, og gav hvalpen blod. Det var en længere sag, og det endte med hun troede den var vampyr...og dermed ekstrem farlig. Men thank god, kunne hun kun hele den, ikke forvandle den.

Bølgerne var grålige og lyden berusende.
De bød dem velkommen. Udover Gordon og Millicent var der ikke andre i miles omkreds. De havde stranden for dem selv. Lige nu- man kunne aldrig vide hvem eller hvornår der ville dukke andre besøgende op.
Men mørket var deres diskrete værn, og gav dem en smule privathed.
Så var spørgsmålet om han virkelig ville ud og bade? Millicent kunne ikke mærke kulden, så hun var ikke angst for temperaturen. Mange kunne bade hele året, men man skulle være lidt sej. Hun skævede til ham...

" So now what Mr.Matthews...a dive in the ocean , or..?" Hun så forventningsfuldt på ham.
Hun havde ikke badet i havet i lang tid.
Dave havde ikke brudt sig om sand ...generelt...og heller ikke hav.
Skulle han svømme, ville han altid i sådanne badelande og tropiske indendørs pools.Typen der kun gik i vandet hvis det var totalt varmt. Millicent derimod havde altid været en vandhund.
Hun fik vippet støvlerne af. De var alligevel røv og nøgler når der skulle spadseres i sand, der var høje hæle bare et no go.
Med ryggen til Gordon fik hun krænget op i både duffelcoat og kjolen så hun havde frit leje til af fange kanten af hendes silkestrømper der klistrede på hvert af de mælkehvide lår. Hun ville rulle dem forsigtigt ned så maskerne ikke begyndte at rende, før hun trak dem helt af sin fødder.
Uanset Gordons svar , ville hun som minimum stikke de bare fødder i vandet og spadserer ud , til vandet kyssede hendes knæ.

Han gad ikke mundhugges mere, og selvom han synes hun var urimelig, så kunne han også godt selv se at han ikke var helt fair. Specielt da han fik svaret hende på om det smittede. Han var for hård ved hende, og det vidste han godt, men når de nu allerede skændes som et gammelt ægtepar, så kunne alle kortene lige så godt komme på bordet.
”Ja gud fri mig for at smitte dig med at dele ud af dit følelsesliv. Jeg ville jo drukne i et hav af Andrija.” Det var det sidste han ville snappe af hende inden emnet ændrede sig.

”Nej det er okay. Jeg synes bare du skal tage den med en anden end mig.” Sukkede han og rejste sig sammen med hende. Der var to til tango, ligesom der var to til at skændes. Det var ellers sjældent at han skændes med nogen, men hun vækkede så mange underlige ting, og nogle gange kunne det også være mere aggressive ting. Stadig var det bedre end at føle intet.

De kom begge udenfor igen, og gåturen, som egentlig var lidt halvlang forholdt sig stille og rolig. Hun snakkede mest, vrøvlede af og til, og han vil smile og grine af billedet af Senka der hapsede en godbid når hun gav den lov. Imens ville han betragte hende som de gik. Hun var smuk sådan, mere ned ellers. Med stjerneskæret og månen. Han beundrede hvordan hun altid synes at kunne forbløffe ham med et eller andet, og selvom han allerede havde hørt historien om dengang hun troede Senka var forvandlet, så nød han den stadig.

Endelig lå stranden foran dem. Der var næsten vindstille, og havet var tæt på blankt. Det brusede kun når vandet gned sig imod sandstranden. Månen afspejlede sig i de mørke bølger. Han nød den friske havluft. Duften af salt og tang fik ham til at føle sig levende, det håbede han også det ville få hende til. Her var godt nok koldt, for havet havde bragt kolde vinde med sig fra andre steder fra.
”Jeg havde snakket om at hoppe i havde jeg ikke?” Lo han, og fortrød det ikke. Det ville blive mega koldt, men det var han nu ikke nervøs for. De blå øjne ramte hendes ansigt. Hendes lyse hud skinnede i måneskæret, specielt her hvor der intet andet lys var til at forurene de smukke månestråler.

Gordon hev jakken af med et smil. ”Sidste i er varulve savl?” Lød det så da han hoppede af sko og sokker. Han havde stadig sine sweatpants og en t-shirt på, men alligevel satte han i løb kurs imod det mørke hav. Han kunne mærke vinden tage fat, og prøve at sinke ham, men alligevel løb han videre igennem bølgerne, og snart forsvandt han ned under den blanke overflade i et hop.

Spade, havde hun nok mest en trang til at skænde, og måske puffe bare en smule til ham. " Drukne i et hav af Andrija....right...som om jeg ville give dig alle detaljerne. Du er jo SÅ glad for at kunne sove om natten siger du?" Nu måtte han snart give den op til hende, og ligge lå på. Den kløgtige lille advokat dér...og det gjorde han sørme, for emnet skiftede.

Vandet virkede meget levende på Millicent .Hendes følesanse var efter transformationen blevet meget hyper, nærmest som en tunet knallert fræsede den derud af..og vand var en af de ting der kunne give en helt unik oplevelse, når det gned sig op af hende, på den blide vuggende facon.
Selv om det var ben og knæhaser der fik fornøjelsen, var virkningen til at blive glad på, så da hun drejede omkring og afventende så på ham, var hun afslappet og let i sindet...endelig.
" Fedt!" Jublede hun , da Gordon stod ved sit ord, og begyndte at smide tøjet.
Hun tøvede kort....ville han smide det hele? Eller hvad var nu meningen ?
Hun satsede stærkt på at nøgen badning med en mand ikke ville styrke hendes forhold til Andrija, men det viste sig heller ikke nødvendigt. Desuden ville hun sikkert dø af et akut tilfælde af generthed...hvis det endelig kom til det.

Gordon jodlede derud af i vandet, stadig med lidt tøj på og Millicent stak i et hyl..
" heeyyyy du snyder! Jeg er ikke klar!"
Det voldte hende ingen problemer at se det sådan, heller ikke selv om hun selv stod i vand til sine knæ....for hun skulle først ind og smide sin jakke, da hun helst ikke ville ødelægge endnu en mobil.
Så tilbage gik det gennem vandet og så ud igen efter Gordon...
Hendes kjole sugede lystigt vand til sig, og var stort set gennemblødt før hun nåede ud til en dybde, hvor hun kastede sig frem og dykkede ned under den glinsende overflade, som månen brugte som spejl.
Wow....at være under vand nær det var mørkt! Endnu en sanse forstærker der fik det til st krible dejligt på hudens overflade.

Millicent poppede op et lille stykke fra hvor hun dykkede, og rystede på hovedet så vandet stod omkring hende, som et helt lille springvand.

" Varulveslim!! Yark...hm... Så pas du heller på jeg ikke gnider mig op af dig og slimer dig !" Grinede hun og drejde sig lidt rundt for at se hvor Gordon var blevet af ? " Kan du huske Slimie...hed den ikke det? Den der fra Ghost busters?" Lo hun.

" Bader du meget om aftenen ? .... hele året?" Ville hun vide lidt om ham, og svømmede i retning af ham, hvis han ikke allerede var omkring hende.

Der kom hele tiden nye små informationer frem om Gordon, hvilke hun virkelig godt kunne lide.
Lidt som at komme dybere og dybere ind i en rigtig god og velskrevet roman.

Gordon lo, da det sidste han hørte inden vandet omfavnede ham, var lyden af Millicent der beklagede sig over at han snød. Vandet smøg sig omkring ham, og i et øjeblik mærkede han ikke kulden, men kun den vidunderlige frihed det gav at boltre sig i hvad der synes som ophævet tyngdekraft.

Så slog kulden ind, og han kunne mærke sin krop brokke sig over den stikkende fornemmelse af det iskolde marts vand. Efter hvad der synes som mange sekunder under overfalden, men som i realiteten nok havde været ganske få, fik hans fod fat i sandbunden under ham, og skød ham opad.

Han fyldte lungerne med luft som han brød op igennem overfladen igen. Lydende, duftene og virkeligheden var tilbage. ”Kom nu Millicent, vandet er skønt!” Råbte han til hende. ”Specielt når man ikke kan mærke temperaturen kunne jeg forstille mig.” Tilføjede han mest til sig selv. Kuldegysninger var allerede hoppet frem på hans arme, men det gjorde ikke så meget. Ikke endnu.
Selvom hans t-shirt føltes klam som den smøg sig kold og våd om ham, så nød han stadig friskheden og virkeligheden af at være til stede netop her.

Han lod sig selv falde bagover i vandet da hun smed sig selv i tæt ved. Han befandt sig igen i en verden af løssluppenhed. Der var mørkt under den blanke overflade, men ikke langt derfra kunne han se Millicent lyse hår boltre sig i vandet. Ikke mere en silhuet. Det var svært at se så meget under vandet, men han var ret sikker på at hun kunne se langt mere end han med hendes nattesyn. Hvis hun altså kiggede hen imod ham. Han brød med overfladen igen ved siden af hende. ”Buh!” Udbrød han mest for at drille, og slyngede det våde hår væk fra ansigtet.
”Jo, og det er dig der er Slimie” Drillede han med et smørret grin. Han kunne se den hvide tåge der kom ud når han åndede og talte. Afslørede at hans åndedrag var en del varmere end den kolde luft over vandet.
”Jeg har aldrig gjort det før tror jeg ikke” afsluttede han til hendes spørgsmål, og tog et svømmetag på ryggen bagud. Lod sig flyde med af den bevægelse han havde lavet. Spontanitet.. Han elskede at finde ud af mere om det ukendte. Søge det nye. Desværre blev han bare tit fanget i vaner, også blev han jo nød til at prøve at bryde lidt med dem. ”Gør du dette tit? Tager ud at bade sådan her?”

Han kunne ikke lade vær med at bemærke vanddråberne, som havde sat sig i Millicents øjenvipper. De lignede små perler omkring hendes øjne, og lyste lidt op i lyset fra månen. Hun var smuk. På en måde de færreste formåede at være. Ikke den klassiske forførende vampyr, men heller ikke den uskyldige engel. Hun var tillokkende, ufuldendt på en måde der gav hende finesse. Uperfekt i netop den forstand at det gav hende, et pust af hvad han ville kalde perfektion.
…Også hjalp det lidt at vandet fik hendes kjole til at lægge sig tæt om hende. Idet tanken strejfede ham, gav han med et grin hende en ordentlig skyller af vand sendt af sted fra hans højre hånd. Bare for at hun ikke skulle se at han havde rødmet lidt igennem mørket.

" Yeah...one slimie little thing...thats me" lo hun og pjaskede vand efter ham med den ene hånd, som hævn for at prøve at skræmme hende.
Millicent tog en tur på ryggen, og lod sig flyde lidt i måneskind vandet ligesom Gordon, bare en anden retning. Hun smilede op til himlen.

Om hun tit gjorde dette?
" Nej...det kan man ikke just sige, men måske skal det være vores fælles passion, aftenbadning?" Hun fik vendt sig om og tog et par svømme tag, inden hun stillede sig op, med vandet der straks faldt fra de lokker håret nu engang var blevet formet i ."Næste gang skal vi dog forberede os bedre, tror ikke vi scorer top karakter på denne gang" hun gik hen imod ham, og lukkede den smule afstand der havde været, så de nu var ved hinanden side.

Millicent havde sit hyr med ikke at stirre. Hun håbede hun ikke afslørede sig selv, men naturligvis det lige på kanten af hvad hun burde fortage sig, sådan at aften bade med ham, også selv om de begge var påklædte.
Hun greb sig i at føle sig tiltrukket af ham, på alle måder som han stod der, og da Gordon sendte det halve hav efter hende, misforstod hun... og troede hun var blevet afsløret .
" Heeeey...do you mind" prøved hun forlegent , imens hun drønede lidt væk og drejde sig skævt til siden , for han ikke kunne sprøjte hende i ansigtet og øjnene.

Millicents eget tøj var ikke generende, for det var ikke koldt, men Gordons måtte jo være det.
Hun kiggede på ham og selv om hun drillede ham, var tonen varm og kærlig..." Aii sikke en lille kylling jeg har med i bad, du har jo gåsehud på armene ! ...
Ved du hvad...jeg tror livreddernes hus har alt vi kunne bruge lige nu.
Der burde være tæpper i stakkevis, varme puder og til at tilbede varme drikke, hvis de ikke har tømt det hele i vinters ?"
Hun traskede gennem vandet tilbage til hans side.
" Vi bliver indlagt på psyk hvis vi spadserer sådan her hjem....eller måske bliver du overfaldet af nogle teen piger der tror du er den nye poster boy i deres ungdoms magasin! " drillede hun og trak ham i den våde Tshirt, der trak sig ud fra hans brede brystkasse indtil hun slap den igen og den fløj tilbage, blot for at glatte sig ud over hans bryst igen. Irriterende tiltalende effekt.

" Vi eehhh går nu!" Blev konklusionen på det og hun ilede op mod strandbreden, for at få fat i sin jakke og støvlerne, som hun tog under armen.

Han løftede et øjenbryn. Fælles passion? ”Tjo, men måske skal vi lidt længere hen på året inden vi begynder.” Svarede han. Det var koldt ikke at bevæge sig i vandet, og når der endelig kom et vindpust føltes det som istapper imod huden. ”Hvad skal vi så gøre bedre næste gang synes du?” Smilede han til hende, og rejste sig også op, så han kun var i vandet fra livet og ned. Den fugtige t-shirt føltes klam, og den gjorde intet godt for varmen.

Hun drillede ham. Med kuldegysningerne. Ja han havde godt nok gåsehud, og resultatet af at have stået stille et stykke tid, havde fået ham til at ryste lidt. Hans negle og læber havde ligeledes taget en mere lilla nuance. Han lagde armene om sig selv for at prøve at bruge sin egen kropsvarme. Den var normalt varmere end de flestes.

De varme tæpper og pudder lød mere end tillokkende. Han sukkede imellem de lilla læber. ”Så du foreslår at vi bryder ind i livredderhytten?” Spurgte han, og måtte indrømme at det lød alt for fristende. ”Jeg er på.” Lo han og vuggede lidt frem og tilbage.
Han så ned af sig selv. Ja hans t-shirt lignede godt nok noget der var klar til en fotosession til årets strandløver. Hans bukser var dog heldigvis en del tykkere, og det eneste der afslørede at de var drivvåde, var at de var en tænd mørkere. ”Ja hold da op. De ville ikke kunne holde fingrende fra mig!”
Han lod hende tage fat i t-shirten, men fik kuldegysninger af da den ramte ham igen. Selvom øjeblikket var smukt, og selvom han selv ville blive her bare lidt endnu, så skreg hans krop på hans jakke inde på bredden. Han undrede sig over hvorfor hun var så forhastet.

Oppe på bredden igen satte han sig ved siden af hans ting. Sandet ville godt nok side på hans bag på grund af de våde bukser, men det kunne altid børstes af. Rystende trak han den våde t-shirt af, og lagde den ved siden af sig. Jakken ville varme mere uden den indenunder.

Det irriterede ham, at han havde flere tatoveringer på overkroppen, Deriblandt to bredde striber på venstre overarm, et semikolon på højre underarm og en stregkode på ryggen lige under nakken, men han anede ikke hvad nogen af dem betød. Det havde han helt glemt.
Den sorte jakke blev trukket om hans skuldre, og han klemte den tæt ind til sig. Sokkerne blev også hevet på inden hans fødder blev alt for sandede og til sidst kom skoene på. Så lod han sig dumpe ned på ryggen i sandet. Han betragtede Millicent fra hvor han lå. ”5 minutter? Så kan vi gå bagefter.” Bad han.

" Længere ind på året....og vores forbedring hænger sammen. Vi skulle jo have haft skiftetøj, cognac og kaffe med ....og en stak håndklæder " lo hun og hentydede til deres våde tøj.
" Du er da lige til en mande kalender...og her tøser, her har i advokat Gordon Matthews! ...og så et billed af dig i...dét" hun nikkede mod ham og hendes lille smil spillede drillende om læberne.Det var svært at lade vær, når han stod der midt i måneskin og lignede noget der burde være forbudt at ligne foran en forlovet pige.

" Men godt du er med på et par ulovligheder...." Grinede hun og trippede lidt i sandet, imens han skiftede blusen ud med jakken. Nu var det lige før øjnene trillede ud af hovedet på den stakkels vampyr.
" Du er tatoveret? " kom det virkelige intelligente udtalelse , da hun statede det åbenlyse.
Hold dog på, han forvoldte hende kvaler.bedre blev det ikke da han smed sig i sandet, og ville slappe af ...bare lidt.
Millicent nikkede , sagde ikke et ord, men satte sig ned ved siden af ham.
Hun kunne ikke gøre ham tricket efter, ikke med hendes tøj, så ville hun gå i jakke og trusser, hvilke nok var i overkanten....eller underkanten.
Så hun lagde jakke og støvler fra sig og regnede med at kunne finde nogle tæpper at vikle sig ind i , og så jakken udover. Sådan lidt...Scottish home made look!

" Gider du da lige lukke din jakke og dække dig til" hun rakte ind over Gordon der lå på ryggen og samlede jakkens kanter, for at forsøge lyne den op.
Det var enten det , eller tage et nærmere kig på hans tattos, og det virkede som et forbudt område at begynde interesserer sig for. Så hun var i færd med at udøve damagecontrol da hun begyndte med hans lynlås.

" Er du træt , eller har du det okay?" Spurgte hun blidt. Nu skulle de ikke glemme at Gordon ikke var på højkant, så han skulle jo også værnes lidt om.

" Uuuhhhh måske har de alkohol i livredderhuset! Hælder man ikke det i folk for at få det hele igang ?" Håbede hun forventningsfuldt.

”Du har ret. Noget varmt at drikke og noget tørt tøj ville gøre godt.” Rystede han, og drømmede sig væk til den varme kop kaffe han ville have når han kom hjem til den kop Millicent havde givet ham til jul.

Han lo af hendes præsentation. Åh ja, det ville være kønt. Men i det mindste ville det da give anledning til at han kunne finde sig nogle piger rent faktisk at gå efter, i stedet for at placere sig sådan et underligt sted. Midt i orkanens øje.
”Det eneste problem er, at jeg ville miste mine fangirls, når de fandt ud af, at jeg ikke går på arbejde i det her.” Lo han og markerede sin beklædning med en armbevægelse.

Han havde lagt sig tilbage for at slappe af. Hans hoved var stadig ørt, men det kolde vand havde afklaret hans hoved meget. Stjerne blinkede et sted deroppe. De synes at lyse meget kraftigere nu, når gadernes lys ikke blandede sig i udsynet. Et sted deroppe synes han at stjerne formede et billede. Han ville have rakt ud efter det, men det var allerede væk, og stjerne forstillede noget helt andet. Eller egentlig det samme, for de flyttede sig jo ikke sådan bare.
Tilbage i virkeligheden udbrød Millicent et eller andet. ”Øh hvad?” Mumlede han og åbnede øjnene, da det gik op for ham at de havde været lukkede. Så var det da pokkers at stjerne sådan luskede væk fra deres pladser.
”Nårh .. Ja.. Som sagt havde jeg ikke den mest stille ungdom.” Smilede han. Der var en del af dem. Mest ting han ikke forstod. Det eneste han havde en chance for at forstå, var en lille tekst øverst på hans venstre bryst. ’Lights will guide you home.’ Stod der.
”Jeg aner ikke hvad jeg tænkte da jeg fik dem. ” Små klukkede han. ”Har du nogle?” Spurgte han bagefter, og håbede ikke at det var for personligt at spørge om. Argh.. Så længe der ikke stod ’Andrija 4ever’ på hendes balle, så gik det vidst lige.

Han løftede et undrende øjenbryn, da Millicent begyndte at rode med hans jakke. Et flabet smil bredte sig da det gik op for ham at hun virkede … flov. ”Hvorfor? Generer det dig?” Drillede han hende. Han rettede sig lidt op. Bare for at drille tog han fat i hendes skuldre over ham, og trillede dem en gang rundt i sandet. De ville have byttet pladser nu, hvis han ikke allerede var kommet på benene, og ikke længere var over hende. Nu ville hun bare være mere fyldt med sand end han var.
”Hvad laver du dog Millicent, så klodset” Smilede han drillende. Regnede med at det var svar nok på om han var træt. Selvom han faktisk var træt, bare ikke nok til at gå hjem, for så ville han gå omkuld.

De blå øjne kiggede rundt på stranden. Der var en hytte der kunne ligne en livredder hytte lidt nede af stranden. ”Vi kan jo tjekke? Selvom en eller anden kommer til at dø næste gang de skal bruge alkohol til at få gang i nogen.” Han kløede sig i nakken, og lukkede endelig sin jakke.

Med et påtaget chokeret udtryk , smurte hun tykt på sin overraskelse..
" Aii, HVAD! ej helt ærligt! Ser du aldrig sådan ud på jobbet? Hmpf..om lidt siger du vel også julemanden ikke findes !" Legede hun skuffet og morede sig fint.

" Har DU været ung? Tænk jeg tænker udelukkende på dig som gammel" gav hun ham et gavtyv blik..." hvis vi leder længe nok på dig, kan det være du har en der står mit navn på? Du VAR ret vild med mig da jeg var 16 " slog hun klik med tungen og regnede med hun var i føre trøjen nu.
Hun havde en sindsyg vil lyst til at stryge en finger over teksten på hans bryst, men undlod af flere grunde. Når man lagde dem sammen blev summen= det er ikke passende.

" Nej...jeg har ikke nogen, men måske burde jeg få tatoveret et portræt af selveste Dracula ?....eller måske logoet fra True blood serien? " vrøvlede hun let ironisk.
" Jeg har aldrig fundet noget der ville ...passe...men måske kan du gå med mig hvis det en dag bliver aktuelt!" Forslog hun , da hun sikkert ville dø af skræk for nålen.
Hun var i den grad en vampyr.

Så hun trak i hans jakke, lidt for ivrig for at dække ham til..
* fandens ....er det SÅ tydeligt* rystede hendes tanker svagt og hun forsøgte se upåvirket ud. Hun var egenlig god til det, til at se udtryksløs ud....hvis man ikke så hende i øjnene that is....og hvis det ikke vedkom personlige sager, der var hun langt dårligere.
" Generer? Jeg ehhh er bekymret om du bliver forkølet , jeg kan jo ikke nusse om dig i al min fritid vel?" Mumled hun og klemte et lille udråb frem, da Gordon ud sf den blå luft , fik hende ned at ligge...stadig med hans jakke stående åben, og denne gang blev hun hårdt ramt af hans duft....hans egen personlige duft, blandet med racen engel, og det var tæt på en sanselig knock out for hende.

" Årh...ja JEG er meget klodset...bare vent , jeg skal nok få dig du!" Truede hun med et kæmpe smil, og kom også på benene og begyndte at børste sand af.
Men det var en håbløs opgave. Tøjet var stadig vådt, og hun kunne slet ikke nå hele sin ryg.

" Nu skal vi i hvertfald derned, og gang i nogle tæpper, jeg har sand...over det hele"
Hun begyndte at gå i retning af hytten. Det var ved at udvikle sig til et helt lille eventyr.Væk var den dårlige stemning fra før...og den lille kamp om magt.
Hun skævede til Gordon. Han var en stærk fyr. Mentalt.
Det var da muligt han så sig selv som i ubalance, men på hende virkede han nu ret meget i kontrol. På alle måder.

" Skal vi løbe derned, så får du varmen? ...jeg skal nok lade vær at snyde"
Med snyd mente hun at sætte gearet på vampyr hast og ikke andet, for knap var sætning sendt af sted, før end Millicent spurtede hen over sand og efterlod små fodspor efter sig.
Kort efter stod hun foran døren til hytten, og med et hårdt skulder skub, fik hun den åben. Det var åbenbart ikke noget de værnede meget om med sikkerhed.
Men ok....kontakt værdi var der nok ikke meget af her.....men for Gordon og Millicent viste det sig en lille bid af paradis.

Han himlede med øjnene. Åh ja han var såååå gammel. Hvor meget? 4 år ældre end hende? I vampyr år var det jo en hel håndfuld hundekiks! Han sukkede. Egentlig så han også sig selv som lidt ældre end hende, mentalt, men måske det var fordi hun altid rodede sig ud i dumme ting, som han aldrig nogensinde ville falde i. Han kunne ikke skjule et lille smil ved tanken.

Hendes næste sætning overraskede ham lidt. Var det DEN leg hun ville lege? En af hans ynglings, og til hendes uheld var han virkelig god til den. ”Ja nu når du siger det, så ja. Det var jeg egentlig. Hvor mindreårig du end var.” Svarede han med en seriøs mine, som måske kun var en smule påtaget. Indeni havde han lyst til at grine, for han var ret sikker på at han kendte hendes reaktion på det næste.
”Men spil du nu ikke uskyldig! Du var mindst lige så vild med mig! Jeg tør væde med at mit navn er ridset under dit skrivebord et sted!” Smilede han flabet, og havde selvfølgelig ingen ide om det var sandt, men tanken var god.

Han tænkte lidt over hendes tatoveringsforslag. Nej og nej. Skulle hun have en, skulle det ikke være sådan noget fjollet noget. Det var slemt nok at han havde en stregkode.. Ideen om at tage derind sammen var derimod god.
”Hvis du skulle have en.. Solen… Så den altid er der, selvom du ikke kan færdes i den.” Konkluderede han, men hun ville nok synes at det var en forfærdelig ide. Solen kunne trods alt slå hende ihjel, så hvorfor tatovere den? ”Hvis du får lavet en, så får jeg lavet en sammen med dig. En jeg rent faktisk ved hvad betyder.” Lo han som slut.

Han børstede lidt sand af sin ryg. ”Forkølet? Jeg tror skaden er sket hvis det kommer til det.” Svarede han kækt. Han havde trods alt lige badet i vand, med alt sit tøj på, som kun var få grader. Måske var han ved at blive syg? Sådan som han havde været den sidste tid. Hvad værre var… han var altid ynkelig når han var syg. Måske var det genetisk? Han havde fået at vide at han havde været en rigtig mors dreng førhen, og at hun altid stod der med det samme han var syg. Sådan noget slap man vidst aldrig af med. Nu havde han bare ikke det samme forhold med sin mor, som han havde haft dengang.

Da Millicent forslog løb ville han nikke og løbe. Hun var dog allerede foran, og da han endelig nåede derned, havde hun allerede stået der i mange sekunder. ”Så du snød ikke?” Brokkede han sig lidt forpustet.
Hytten fik Millicent hurtigt op, og de trådte indenfor.

Den seriøse mine han havde , rokkede ikke ved Millicents meget selvsikre smil.
" Ja...du var ret så hooked!" Stemte hun i og overhørte totalt den del med hun var mindreårig.
16 var ikke meget, men Millicent havde haft en kropslig fordel idet hun ikke lignede en skinny anoreksi model wanna be pige, men havde en langt mere formet krop, feminin de interessante steder og klædte sig piget med stilfuldt. Det havde åbnet dørene til alt der hed klubber og in steder for hende.
At hun så kun sjældent benyttede sig af det, var en anden sag. Hun var mest i stald hos sine veninder, kunne man sige det sådan.
Men den aften hvor Gordon og hans slæng af venner var mødt op, havde hun ikke kunne holde sig fra hans tavse kalden. For hun var HELT sikker på det var HAM der havde været efter hende- not the other way around.
Hendes minder var påvirket af den der vand pibe de havde røget!

Så stivnede smilet , temmelig meget.
Og hun gloede dumt på ham. DET kunne han umuligt vide.
Og alligevel følte hun varmen i sine kinder. Det var meget muligt de påstod vampyrer ikke kunne rødme. Men det blod hun havde i systemet kunne altså udmærket bevæge sig rundt i hendes legmesdele, til de der var i fokus...hvilke nok især var prisværdigt havde hun været en mand, for lige nu gjore det intet andet end at tillægge hende en lille skær af rosa langs kindbenene- hvilke ikke på noget sæt gjorde noget godt for hendes situation.

" DET kan jeg da godt nok love dig der ikke gør! HVORFOR skulle jeg dog det. tror du jeg sad der og dagdrømte om dig hver dag? Uuuhhhhh den ældre lækre fyr med skjorte og slips...uuuhhhh hvornår ser jeg ham igen ...uuuhhhhh han kyssede så godt " hun overdrev, nøjagtig ligesom med giftemålet, og fik måske afsløret langt mere end hun havde behøvet på den måde. Desuden studsede hun over sit ordvalg...hun kunne ikke huske de havde kysset...men så alligevel..NEJ...hun ville ikke spekulerer på det.

Det tog lige lidt tid, før Millicent havde rystet den af sig.
Han var god til hendes små julelege, det måtte hun give ham.
Ikke at det ville forhindre hende i at lave dem, hun kunne slet ikke lade vær.
" Solen?... Hmmm det skal jeg lige tænke lidt over. Måske er ideen ikke så tosset"
Ja, den slog hende ihjel....men hun så det ikke som solens skyld....mere som hendes skabers.
Og efter som den var en af de vigtige ting hun savnede fra sit mennekeliv, var tanken om altid at have den med sig....sådan set rigtig sød.
" Ville du få lavet en magen til?... Tager du ikke det der skytsengel lidt for seriøst " kunne hun ikke lade være, men både hendes stemme, øjne og smilet på læberne viste at hun blot drillede, og intet havde at brokke sig over.
Udover at hun nok ikke skulle oplyse Andrija om det var en ' fælles tatto' ....han ville nok snart dømme hende mental ustabil.

" Mænd og sygdom....det er SÅ synd for kvinderne " slog hun fast og vidste hun alligevel nok skulle pyldre om ham, hvis hun fik besked om han lå syg. Ellers var det jo vanskeligt.

Ved hytten, skubbede de døren langsomt op, og kunne træde inden for.
Der var ryddeligt, og enkelt..
Nogle madresser, båre, surf bræt, lidt livredder udstyr....og så var der et mini køkken og en reol der buldnede af tæpper og varme dunke.Det var store lygter, som Millicent straks begyndte at tænde for, så stedet fik lyskegler der næsten lignede disko belysning.

Hun tog en stak lune tæpper og smed dem over til Gordon.
" Dig først...ud af det våde, jeg kigger ikke " meddelte hun og gik over til mini køkkenet, og ville koge vand til den guldkaffe hun havde set fremme.
Hun tog et par stykker af varme dimserne , dem man skulle give et lille KNÆK og så bredte varmen sig så dejligt.
Hun vendte sig og rakte dem til Gordon..." Tag dem her....så er kaffen snart klar"
Millicent snuppede også et par tæpper, og ventede på Gordon begravede sit ansigt et sikkert sted, så ville hun hægte sig ud af den lyserøde skjorte og den sorte nederdel, der klistrede så tæt så de lignede en bobypaintet kjole efterhånden.
Hun ville dog bruge to tæpper, et hun viklede fra livet af og et hun hapsede fast omkring brystet .
Surt der ikke var en tørre tumbler, men der var dog en grænse for husets inventar trods alt.

Han følte et væld af sejr, da netop det udtryk han havde håbet på fik fat i Millicent, men han havde ikke regnet med en hær af benægtelser, som egentlig kun bekræftede ham selv. Og talte højt for at han måske havde ramt hovedet på sømmet.
”No way… Det er der faktisk!” Grinede han endnu mere, da det næsten var læseligt i hendes hoved at hans gætteri havde givet pot.
”Og for the record, så kysser jeg godt – det spøger man ikke med! Spørg du bare omkring! Det vilde singleliv wuup wuup.” Fortsatte han fjollet. Hun vidste nok godt at han ikke gik ud hver weekend, men det skete da at han tog i byen uden procenterne. Få dates havde der da også været siden forvandlingen, men intet seriøst.

Han kiggede dumt på hende. ”Jeg jeg kan love dig vi ikke skal have matchende tatoveringer, men du kan da komme med et godt bud på hvad jeg skal have.” Svarede han. Ingen sol til ham, hvad skulle han også bruge den til? Hans samling af meningsløse graveringer?
”Og før du begynder så nej.. Jeg skal ikke have Millicent stående et sted.” Lo han. Det kunne ligne hende at forslå sådan noget, for sjov.

Døren til hytten gik op, og en lugt af indelukkethed og plastic gik dem i møde. Han gættede på at det var redningsvestene og en gummibåd der lugtede sådan. Gordon hev nogle varme tæpper til sig, og lukkede døren bag dem. Lukkede de for meget lys ville en eller anden bare komme farende og råbe at der måtte de ikke være.
Imens Millicent kiggede væk, skiftede han ud af det våde tøj, og hang det op, så det kunne nå at tørre lidt inden hjemturen. Ikke tale om at han ville gå hjem kun iført tæpper, så hellere halvvåd. Jakken havde han stadig på for den var dejlig varm, og ellers et tæppe svøbt fra livet og ned og et tæppe over jakken også.
Han kunne ikke umiddelbart se noget alkohol nogen steder, og satte sig i stedet op af den halvflade gummibåd.

”Hvordan har du det nu?” Mumlede han efter lidt. ”Sådan.. Med de sidste par uger?”

Hun lavede en lille grimasse. En der ligende nogen havde puttet spinat i hendes mund.
Ikke tale om de skulle diskuterre hans kysse kompetancer....eller begynde at se nærmere på hans ungkarle liv. Det måtte han dyrke når han var alene. alene med de andre, altså!

"Jamen...du sagde jo selv lige du ville have en magen til! Nu skuffer du mig!
Er du ikke dømt ...eller påkrævet til at adlyde mig eller noget? Der må da være nogen fordele ved at have en skytsengel? ....skal du ikke lave bare LIDT for den titel?" Jokede hun og kunne ikke forstille sig hvad det skulle være.
" Hente mig morgen brød om søndagen ?" Hun smilede.
Hun kunne jo også bare sætte tænderne i Gordon, og spare ham en tur til bageren?

" Millicent ville se smukt ud, det er et perfekt navn at tatovere at du ved det....fyldt med krummelure" daskede hun til ham, og forstod ham så fint. Never ever ville hun have en mands navn i ink på hendes krop. Kærligheden var al for svigefulde til dette.

Gordon havde fået indrettet sig i et hjørne sammen med gummibådene.
Millicent fik kopieret looket af en gammel tyrkisk kone , smurt ind i tæpper, og kæmpede brevet med at holde det hele på rette plads, da hun også havde de to krus med rygende varm kaffe med sig.
Hun rakte det ene til Gordon, og kom ned at sidde ved siden af ham.
Hun gumpede sig en smule tættere ind mod ham. Kun for at holde lejerbåls stemningen i ave.
" hvordan jeg har det? Lige nu..helt fantastisk , men generelt , lidt bedre efterhånden.
Men der er ting jeg forsat har svært ved.At være alene, så vender tankerne tilbage. Jeg ser mig mere over skulderen, er mere mistroisk...men ...det går frem ad. Der er noget jeg ikke har fortalt dig "

Millicent så lidt ned i kaffen...og rynkede sine bryn. Hvorfor hun fortalte det til Gordon? Måske fordi hun behøvede sætte ord på. Hun havde jo tilgivet Andrija . Og han vidste ikke det var HENDE de ville udspørge.

" Det var ham...hans penge...Andrija havde betalt dem for at de skulle skaffe info"
Hun fnøs stille og blikket blev ved hendes kaffe." Han anede ikke det var MIG det siger sig selv. Men det var stadig ham der betalte for ...opgaven"

Hun kiggede op , denne gang på hans skulder i lidt tid.
" Han tog mig med...og...lod mig hævne mig selv...men det har jeg nok fået sagt lidt om. Andrija var også ...utilfreds...det hele bliver så rodet. Hvorfor skal han også arbejde med dem?" Små brokkede hun sig. Men hun kendte grunden.
Andrija var blevet hård gennem et liv der havde varet en evighed.
Han ville altid havde de skarpe kanter, og hun måtte bare filen lidt på dem ind i mellem, så godt hun nu kunne. Hvis han ikke lykkedes med at betale for hendes død en skønne dag.
Hun lænede sit hoved ind mod Gordons skulder. Sådan ...katten var ude af sækken.
Nu kendte han alle detaljerne omkring kidnapningen. Også den del med hendes kæreste, som hun ellers havde forsøgt skjule.
" Confession tiiiimeeee" sagde hun som et lille spøgelse, og man kunne næsten høre kæderne rasle imens.

”Jeg sagde jeg ville få lavet en, men hvorfor skulle jeg få en sol? Jeg har altid bedre kunne lide månen.” Desuden vidste han ikke hvor han skulle få sat en sol. På siden af hovedet eller lige omkring navlen? No way.
”Nej jeg ved det. Jeg laver jo ingenting!” Smilede han til sig selv. Ingenting som ingen andre ville gøre i hans sted altså. ”Søde ven.. Du glemmer at bageren ikke har åbent når du står op kl 21. Ellers havde jeg skam gjort det for dig HVER søndag.” Spøgte han lidt videre. Ville hun blive forskrækket eller sur, hvis han vækkede hende med morgenbrød kl 21 når solen var gået ned? Nu var nok ikke det bedste tidspunkt. Både fordi hun var jumpy over det med overraskelser i hjemmet lige for tiden, også fordi hun boede med Andrija. Han kunne selvfølgelig tage med til ham også, men egentlig havde han en følelse af at det ville være upassende.

”Jeg ved ikke om jeg har lyst til at vide hvad krummelure er.” Var hans eneste svar til det med hendes navn. Han havde altid været modstander af at tatovere en partners navn. En smertefuld reminder om en knust kærlighed. De kunne selvfølgelig fjernes… For hvad der synes som en million og et lille ar.

Det undrede ham hvor hun havde fundet kaffe, men tog gladelig imod den. Den varme kop gav følelsen tilbage i hans fingre, og han bevægede dem lidt i sin frie hånd. Neglene var stadig blålige.
Hendes ord varmere. At det var bedre. At være lidt paranoid var vel forståeligt, han måtte dog løfte et mørkt bryn da hun afslørede at hun heller ikke havde været helt ærlig. Det undrede ham, for hun virkede ikke som personen der ville lyve. Det viste sig også at det mere var noget hun havde udeladt frem for løjet om.
Han kunne først ikke helt forstå hvad hun sagde. ”Har den nar betalt for næsten at få dig henrettet?” Røg det ud af ham, og det var nok første gang han direkte havde talt grimt om hendes kæreste. Han havde heller ikke mødt ham, men dette var for meget. En følelse der mærkedes som ild i hans mave fik ham til at udtrykke noget der mindede om væmmelse. Han spændte musklerne i den ene hånd i en knyttet næve, men håbede ikke hun opdagede det. En farlig trang til at handle steg op i ham, men at gå efter Andrija ville ikke gøre Millicent godt. Hun ville hade ham for det. Desuden skulle han være heldig hvis han skulle få et slag ind på en dæmon.
”Undskyld..” Sagde han så og slappede mere af. Han burde ikke have fornærmet hendes forlovede. ”Det er bare en frygtelig ting at gøre… Lige meget om han vidste det var dig. Det er en frygtelig ting at gøre ved en hvilken som helst person.” Mumlede han, og lagde sit hoved over hendes, da hun lænede sit på hans skulder. Han trak vejret ind. Nød duften af saltvand og falmet parfume.

Den spøgelsesagtige stemme vækkede en dårlig følelse i ham. Frygt og skyldfølelse. Måske det var stemningen der rev ham med, men før han nåede at tænke over det, røg det ud af ham.
”Jeg har heller ikke været helt ærlig overfor dig. Jeg har ikke været oppe at slås på en bar.” Sagde han så, og kiggede ned på sin skadede hånd, med forbindingen omkring. Først nu mærkede han at salten havde sviget i det. Det var også gået lidt op deraf, og var blødt en lille smule igennem.

Ivrig efter at komme væk fra emnet om fælles tatoveringer, som hun helt havde misforstået , lo hun stille ad morgenbrøds snakken. " Der er en del ulemper ved den her døgnrytme....morgen brødet vil aldrig være HELT friskt kan jeg godt se, Tilgængæld er køen aftaget ved ishuset efter en varm sommerdag"

" Du er SÅ male.." Rystede hun på hovedet af ham,da han ikke forstod hun mente at hendes navn og bokstaver var ideelle til at se pæn ud, men en smuk snoet elegant skrift....frem for hvis man hed Bo, hvor der var lidt mindre at arbejde med.

Millicent fornemmede Gordon ikke modtog den nyhed med stor glæde.
Han blev anspændt hvilke i situationen gav udmærket mening.
Hun blev det stadig også selv, når hun åbnede døren indtil det.
" Han er ikke en nar....han er bare ...anderledes...hård.." Lød hendes forsvar.Fakta var hun altid savnede ham når han ikke var omkring hende. Hendes tanker fyld op af ham...om det så var glæde, vrede , tristhed, bekymring eller savn.

Hun løftede en hånd op og strøg den kort over Gordons hår, og ned af hans hals, før den igen var væk- da han hvilede sit hoved mod hendes.
Hun var et rod inden i.
" Oh messy life , huh.....nå men ellers er der ikke sket noget siden sidst ? " endte hun ud i et totalt malplaceret lille grin.
Tal om hurmor når den var værst.

" Hmmmm har du ikke? Hvad kan en engel som dig possible have fejet ind under gulvtæppet?"
Hendes lille indre alarmklokke tikkede så snart Gordon nævnede bar fighten der så alligevel ikke havde fundet sted.

Det fik hende også til at se ned på hans hånd...ellers var det duften af frisk blod der gjorde...og ganske som forventet, kunne en lille plet nu ses på forbindningen.
Åh nej! Det var ikke et godt tidspunkt, de havde vist rigeligt at se til.
Det ville blive meget svært for hende at ignorer ham, hans duft... Men..hvad hvis hun helede ham? Så ville han undgå blive bidt, hvis hun blev fristet over evne.

" Hvad skete der så med den hånd?" Spurgte hun lidt hæst nu, og fandt sig selv siddende med den indbundnes hånd, mellem hendes hænder.
Tilbage var følelsen af at overse måske en af de vigtigeste brikker , et eller andet der hang lige for snuden af hende, men forsvandt hver gang hun kiggede efter.
Hun begyndte at vikle hans hånd ud af gazen, imens hun ventede på en forklaring.
Nu skulle hun ikke miste kontrollen ved den tiltagende duft af blod, men holde sit fokus stramt på at hun var her for at hjælpe ham nu, ikke indfri sin egen presserende trang til at komme i ekstase via hans blod.

Gordon fnøs. Neeeej da. Han var ingen nar. Fik bare næsten henrettet sin egen kæreste - so sensitive!
Det var svært at forstille sig at denne kæreste var det bedste menneske i verden, og selvom han havde undskyldt overfor Millicent at han havde sagt det højt, så mente han nu hvert et ord.

Noget spændene der var sket? Han tænkte tilbage på de sidste par uger. Han havde trænet med Alessa. Lærte hvordan man var en god engel, hvad så end det betød. Han havde stadig ikke lært at bruge sin evne ordenligt, men de gjorde da fremskridt.
"Ikke andet end at jeg har fundet kuren på kræft, og lært at windsurfe." Blev der svaret med et fjoget smil

Ja hvad kunne sådan en engel holde hemmligt ? Han sukkede da en varm følelse bredte sig i hans mave. Havde han ikke lovet sig selv ikke at sige det.
"Jeg blev bekymret og besøgte din lejlighed da jeg ikke havde kunne få fat på dig." Begyndte han, og fik kuldegysninger. Selvom hytten var varmere end vandet udenfor, så kogte de ikke ligefrem herinde. Hans kaffekop var blevet sat ved siden af ham.
"Da jeg ikke kunne finde tegn på dig nogle steder, så hackede jeg først din telefons gps system med din computer og ... stedet var et af de mere skumle kvartere, så jeg lagde to og to sammen, og hackede mig frem til FUN, som jeg afpressede til at hjælpe..." prøvede han at forklare, men klumpen i hans hals fik hans stemme til at knække.

Det med hånden svarede han ikke på, men trak den istedet til sig igen med en blid bevægelse. Den var stadig et ømt punkt.

De lod emnet Andrija droppe som var det ild, da hverken Gordon eller Millicent selv havde stor lyst at forfølge det. Hun forstod godt at nogen kunne tænke sådan om ham.Hun gjorde det selv jævnligt, men hun så også andre sider af ham....og ja...man styrede ikke altid selv hvad vej vinden blæste. Sådan var det bare.

Tilgængæld styrede hun lige ind i Gordons humor, uden slinger.
" Hvad! Windsurfing....coooool dude" lød hun som en hash dummie, da hun slørede sin tale og gjorde den 'tung'.At ignorer kuren mod canser, gjore det bare endnu mere skævt og morsomt.
Angående Alessa og hans små kurser, ville hun helt sikkert havde været nysgerrig.
Måske end bedt om lov at overvære sådan en seance. Hvis han skulle til at hægte sig på hende , i tide og utide som skytsengel, burde hun måske også have et aftryk på han opdragelse,...øøhhh....læring. Men hun vidste stadig intet om samarbejdet.

Millicent blev lutter øre og alle sanser rettede sig mod Gordon.
Hun frygtede lidt hvad der ville komme. Fik en ide om hvor det bar hen, men kunne slet ikke tænke tanken, så den forblev ubegribelig for hende.
Hans beskrivelse satte fine billeder for Millicents øjne, og hun kunne se ham for sig....inde i den tomme lejlighed. Snuse...finde...hacke...knække og opsnuse alle de info han skulle bruge.
Først efter lidt snakken , begyndte det at trænge meget langsomt ind, HVAD det var han sad og fortalte hende. HVAD han havde gjort, og HVORDAN informationerne var brugt.
Hun trak sig lidt væk fra ham. Ikke vred. Ikke imponeret. Chokeret var det hun blev.
Gordons ord cyklede i ring.De kørte ud og ind mellem små uklare flashed fra befrielses aktionen. En fornemmelse af nogen pressede blod i hende.
Nogen der bar hende ud fra et rum fyldt med død og spor af kamp.
Millicents hjerte begyndte at banke hårdt mod hendes bryst- selv uden at slå et eneste slag, kunne hun mærke dets kræft presse mod hende.
En tråd af panik begyndte at rulle sig fri af dens indkapslede nøgle, ved tanken om Gordon på en eller anden måde havde delt denne oplevelse med hende.
Været der. kæmpet?
Millicent kunne stadig ikke fordøje hvad han lagde ud for hende.
Hun rystede nej nej, på sit hoved , og så ned på Gordons hånd, han nu havde trukket tilbage.

" Du var...der" lød det åndeløst.
" Ddet var ddig" hviskede hun og slog et tåget blik op på ham.
" Mmen..." Hun kæmpede med at få et hold på det hele.

Havde HAN orkesteret det? Var det GORDONS skyld hun slap ud i live?
Af en eller anden grund var det en langt sværere ting at sige højt, end at hendes forlovet havde betalt for hendes raw deal.
Hun havde siddet der...mishandlet og udtørret og fantaseret, håbet...nej TROET at Andrija hvert øjeblik, ville komme og sparke døren ind og zappe hende væk derfra, så let som ingen ting.
Men timerne gik. Dagene gik. Fucking uger gik - og ingen spor af ham.
Tilsidst havde hun opgivet og troet at det var ved at være tid at kysse livet farvel...eller døden, alt efter perspektiv.
Andrija havde ikke ledt efter hende. Gordon havde. Og af en eller anden grund føltes det som en lussing. Lige i starten....det ville ændre sig når chokket lagde sig.

" Alle dine sår..." Mumlede hun og så lidt anklagende på ham.
" Var min skyld?"
Det dæmrede endelig helt...hvordan det hang sammen, og hun førte en hånd op for sine sitrende læber.." Gordon" hviskede hun , rystet over hvor hvilken risici han havde løbet. For hende.

Gordon fik smilet lidt af at hun tilsyneladende helt valgte at ignorere at kuren på kræft var fundet. Windsurfing var også så meget coolere. Han mindede sig selv om at han skulle prøve det en dag.

Hvad angik træningen med Alessa, så var det jo ingen hemmelighed, og hun skulle skam nok blive indviget. Tidspunktet til at snakke om dét var bare ikke lige nu, og desuden følte han at der var rigeligt engle-halløj i luften lige her til aften. Hun behøvede heller ikke at vide, at han indtil videre var sådan en ringe skytsengel, at han ikke ville kunne beskytte hende imod flyvende småsten.

Han kunne føle at stemningen var blevet anspændt igen - han skulle ikke have fortalt hende det, var hans konklusion.
De lyseblå øjne var fikseret imod kaffekoppen på gulvet, så han ville ikke kunne tyde hvad der foregik bag de smukke øjne af hendes. Pokker tage dem.
Han vidste ikke hvad han skulle sige, og anede ikke hvilke tanker der kørte rundt i hendes hoved. Var hun vred? Fordi han havde brudt ind? Eller fordi han havde handlet så irrationelt?

"Ja..." mumlede han så. "Ja jeg var der"
En hovedpine borede sig som nåle ind i hans tining, og han tog sig til den med sin raske hånd.
Han så op på hende igen med et undskyldende blik. Hvorfor vidste han ikke, men alt var efterhånden kaos inden i, så det var intet nyt.
Efter at have fulgt hendes blik ned imod sin hånd fik han en smule kvalme. Meget faktisk.
"Du var sulten.." viskede han lavmælt og afveg igen fra hendes blik. Det føltes som en brænd i hans mave at se på hende nu.

"Og.." fortsatte han hæst og var pludselig meget tør i halsen. "Jeg dræbte nogen.. det har jeg aldrig gjort før." Egentlig var det mest det der havde trukket ham så meget ned. Han var engel, og burde beskytte, ikke slå ihjel. Men det værste havde været hans irrationelle adfærd bagefter, og hævntørsten. Var det normalt for en engel?
"Ikke kun nede i kælderen. Den djævel du ikke tog dig af også." Han havde pludselig lyst til at kaste op igen, men gjorde det ikke. Billedet af ham selv der trykkede på aftrækkeren kørte på repeat inden i.

//jeg undskylder for stavefejl og korte indlæg. Skal lige lære tableten at kende xD//

Første tanke var en slags ... flovhed ... en ilde til mode følelse over han havde set hende i den tilstand , en komprimeret tilstand.
Men også de andre følelser som forbløffelse , bekymring og taknemmelighed var der ,side om side.
Beundring ville komme lidt senere , men endnu stod andre forrest og dækkede for det .

Millicents øjne skiftede mellem den beskadiget hånd og og et forsøg på øjenkontakt med Gordon.
*jeg var sulten ... Yeah right ..du passer på mig nu* hun tænkte han forsøgte værne om hendes blufærdighed eller tage broden af hele alvoren , for det var en kraftig underdrivelse. Hun var ved at dø af under ernæring og i alvorlig smerte- og han ... Han bragte hende tilbage til livet igen. Han havde skåret sig selv åben, ved synet af hende og havde nurset hende tilbage til livet : ved at tvinge hende til at føde fra ham.

Ubevægelige , uden at røre en muskel eller uden tegn på at være andet end lyttende , tog hun alle hans ord ind og de begyndte give menig .
Millicent havde hele tiden vidst at omgangen havde været brutal og uhyre farlig. Der var efterladt et blodspor og et ekko af katastrofe over hele affæren.
Og at han havde været hoved aktør ...
Hun lod nu ham sætte ord på hans vinkel og hvordan begivenheden havde set ud med hans øjne. Og hun FØLTE ham. Følte hvordan det måtte have været .

Måske det var en komplet malplaceret reaktion hun fik, da hun begyndte røre på sig - men hun var ved at drukne inden i , og måtte forsøge få både sig selv og Gordon lidt i land. For han så godt nok også ud til at være ved at drive lidt væk, da han kom til den sidste djævle. Gilbert .. Roman ... Hun var for distræt til at huske hvem var hvem lige nu. Så Millicents rykkede på sig , langsomt og glidende kom hun ham helt nær , og placerede sit ene ben over begge hans , for at kunne sætte sig tilrette på hans skød, puffede han hende ikke ned.
Hun ville ligne et barn der med tøven Søgte trøste en voksen , ved at indtage hans skød og ligge armene omkring Gordons hals og knue ham ind til sig.
Med begge hænder ville hun række ud efter ham, fysisk såvel som mentalt , ved at lade dem glide ind i hans bløde kraftige hår og tage et blidt tag for han ikke bare skulle trække sig væk. Hun kærtegnede ham .. Blide bevægelser eller strøg i han hår - og hviskede så indlevende hun nu kunne , uden det lød sukker sødt eller cliche.
Det forfærdelige hændelse, de barske gerninger sørgede for det slet ikke lod sig gøre , da de delte de samme grusomme billeder nu.

" Det okay ... Gordon .. Det okay , du fik mig ud .. Du... Du redet mit liv . J-jeg ... Tak " halv snøftede hun med læberne ned i hans hår , imens hun stadig prøvede at holde ham tæt ind sig.

Var hun blevet skubbet ned af hans skød , ville Millicent respekterer hans behov for hun holdte sin afstand, men ordene ville være de samme regardless.

Stilheden synes øredøvende, da hun først ikke sagde noget. Han vidste alt for godt hvordan hun måtte have det. Han følte sig selv flov, over hans egne reaktioner. Sikken en elendig engel han var. Et øjeblik overvejede han om hvad der vejede mest i hver vej. Var det okay at dræbe nogen, for at beskytte andre? Han var ret overbevist om at hævn ikke var okay. Hvad nu hvis nogle af dem i kælderen selv havde haft skytsengle? Han tvivlede. Kunne ikke forstille sig at nogen ville knytte sig så stærkt til så rædselsfulde personer.

En nervøsitet lå under huden. Hvad tænkte hun på? Hvad kørte indeni? Han bed sig nervøst i underlæben, en vane han ellers aldrig havde haft før.

Lidt overrasket lænede han sig tilbagd da hun næsten klatrede ind over ham. Hendes krop var kold, og alligevel føltes hun så brændene varm. Han gjorde ikke noget først. Intet for at skubbe hende ned eller trække hende ind til sig. Det var farligt det her. Indeni var han ved at flyde over. Af følelser. Af ord der ikke måtte udtales. De ord kunne slippe ud. De lå i luften som tyk tåge, der gjorde det svært at se noget andet.

Så lagde han armene rundt om hendes liv, og trak hende lidt tættere på, for at begrave ansigtet i hendes hals, og indånde hendes duft. Beroligende og tryk. Et par fingre legede med nogle af de løse lokker der faldt fra hende. De var stadig halvvåde og lidt uglede.
Alt det indeni boblede, og lige som han troede det skulle til at løbe over, og spille ud i virkeligheden, lød kun et enkelt tørt hulk. Han pressede øjnene sammen, og slap en enkelt tåre ud. Håbede det ville ligne en af saltvandsdråberne fra hans hår, så han i det mindste kunne holde noget af sin værdighed intakt.
"Jeg ved ikke hvad der sker.." indrømmede han stille ud i rummet.

"Hvad tænker du på?" Spurgte han så, og trak sig ikke væk endnu. Desperat for at høre at han ikke var den eneste der følte at han var ved at falde fra hinanden.

Luften mellem dem, omkring dem var intens . De virkede begge usikkre, og Millicent var uden tidligere erfaringer at kunne trække på. Luften føltes levende , som om den sitrede, og hun havde en oplevelse af alt nu skete i en slow motion.
Som om en tyk dyne pakkede det hele ind.

Hun havde haft blikket på Gordons læber, og så han bed i underlæben.Han virkede lige så famlende som hende lige nu. Og det var måske det sidste der gav hende modet til at kravle op på skødet af ham. Og så føltes det bare rigtigt, selv om det var helt forkert.
Hun var ikke altid den bedst dommer eller guide i eget liv, og at skelne ret fra vrang kunne hun kun når det omhandlede et strikket halstørklæde, som hendes mor lavede i et horribelt antal og forsynede hele Geneve med, havde Millicent en ide om.

Hun hev i små ryk efter vejret.En handling hun ikke havde fralagt sig fra sit menneskeliv, når hun var påvirket i sit følelsesregister.Ellers sad hun nogen lunde tavs, og afventede et slag....signal? Var hun helt forkert på den nu?
Millicent havde slået tankerne fra, og kørte på autopilot nu. Da Gordons arme fandt omkring hende, gav alt for et øjeblik mening. Alt føltes rigtigt, og tid og sted var for en stund ophævet.
Hvorfor hun følte sig så ulykkelig på et tidspunkt hvor kabalen synes at gå op, som hun sad der? Dén del ville hun slet ikke ind på.Hun fortrængte det, lavede et hjørnespark og filtrede fingrene dybere ind i Gordons halvlange lokker.

Det var en lise at høre Gordon var lige så lost som hun. På en måde styrkede det at være to.
" Jeg ved det ik, Gordon..det hele virker blurred lige nu" sukkede hun med læberne nær hans øre.
Millicents røst blev til en gennemsigtig klang, måske var det enda lidt vampyrisk dazzle effekt over den, måske bare umaskeret " Må jeg sidde hos dig lidt?.. Jeg ...Jjeg behøver dig"
Ja ja....lidt sent at spørge, men det var også mere hendes måde at udtrykke at hun higede efter en form for nærhed med ham. Lige nu var det sluppet ud af æsken. Ikke pandoras, den behøvede hun skam ikke...den falmede helt ved siden af Millicents, men hun skulle skam nok indfange det og smide det tilbage i den lukkede kasse, så snart hendes hjernebølger gik i sving, for hvad hun lavede her var alt andet end ...ok.

Hun var overvældet...og søgte støtte , kunne hun lyve for sig selv.
Men hun var draget mod ham, og HUN havde ikke noget badge hvor der stod Skytsengel på, så hvilken undskyldning skulle hun støtte sig op af?

Hans personlige duft, pirrede hendes følsomme næse og det begyndte blive en udfordring at se bort fra den.Selv med al det andet de var i sving med, insisterede blodet på at kilde hende næse og vække hende interesse.endnu en grund til at få lukket det sår af hans.

" Din hånd...lad mig hele den ? " mumlede hun og lod hænderne slippe hans hår, for at flugte ned af halsen og lande på hans brede skuldre , som hun brugte som anker, ved at holde fast der.

Ikke kun det store sår men alt andet ville hele op og blodansamlingerne aftage, han ville få det pragtfuldt i sin krop igen, vidste hun.
" Ville du være i stand til at drikke af mig tror du ?"
Der var jo 101 en måde at gøre det på, for Gordon ville ikke behøve meget blod.

Hun hev efter vejret i små ryk. Hendes bevægede sig efter det, og han undrede sig lydløst over om vampyrer ikke burde kunne overleve uden at gøre netop det.
Måske det var en vane? Det eneste han selv var sikker på lige nu, var hvordan man trak vejret, og selv det følte han at han var i overhængene fare for at glemme og helt stoppe med.

Han rykkede lidt frem og tilbage med hovedet, og gned panden med det våde hår imod hendes hals. De blå øjne gled i et øjeblik. Han følte sig hjælpeløs, og på kanten af en afgrund, som han ville falde i, hvis han gav slip på øjeblikket, men han var klar over, at han snart ville blive nød til at give slip. Det var ikke passende
at være så tæt på hende. Han var involveret nok, og hun skulle giftes med en eller anden dæmon. Så han ville blive nød til at slippe.. snart. Det var som man sagde; man blev nød til at tage skridtet fra den sikre grund, og bevæge sig ud i det farligt ubekendte, for igen at finde en ny fast grund.

"Tja, jeg har da ikke skubbet dig ned endnu vel?" Smilede han svagt, men måtte snart erkende vægten af hans egne
ord, og hvordan de ikke stemte overens med hvad han vidste var rigtig og forkert.
"Men Milli..." tilføjede han tøvende, og trak sig ud fra hendes hals. "Jeg kan ikke det her.. det er forkert. Forkert af os... dig" han sukkede, og følte en form for ulykkelighed i kroppen.
Han vidste at han var millimeter fra at blive sindsyg.

Han ville ikke skubbe hende ned eller noget, på trods af sine ord, men ville i stedet lade hende afgøre det. Det var hendes beslutning på alle måder man så på det.

Hendes næste ord fangede hans interesse, og han flyttede blikket til sin hånd. Alt for opmærksom på, hvordan duften af det søde engleblod måtte pirre hende.
"Hvordan?" Nåede han lige at svare, men svaret var allerede på hendes læber. Han skar en grimasse. Tanken om den klistrede, varme, røde livseliksir ned igennem hans hals, gav ham kvalme.

Kaffe , mad , berøringer, dyr , børn....alt hvad der fik hende at bounde med hendes forgangende menneskelige liv, var ting Millicent værnede om.
Vejrtrækning, hvor unødvendig den var for ilt, var nu ekstremt nødvendigt for at kunne færdes ude blandt almindelige folk, uden at de løb skrigende væk , hvis de var vakse og opdagede den manglede.
Udover det , var den limet sammen med hele følelsesregistret. Hun kunne jo påstå at være en sublim vampyr og dermed mestrede at raffinerede hende lille maskerade til perfektion, ved at lade følelser reflekterer i vejrtrækningen, men ....det var hun ikke...det skete af sig selv, idet det føltes som menneskeligheden var riet fast i hendes kant, som et klæde der ikke ville slippe sit tag.


Han havde ikke skubbet hende nej , endnu...nej...men hun hang også som en hjælpeløs panda unge på ham, plæderede for at være tæt på ham.
Kort spandt hun , næsten som en mis.." det er fordi jeg er for stærk" med en drillende tone, midt i al virvaret...men det muntre Varede kort.

Kun i meget få situationer kunne Millicent slå empatien fra, og lade vampyrer dominerer hver en fibre i hende.
Situationen med Gordon var ikke en af dem.
Hun skød sin hage en smule frem , og følte der sad en klump i hendes hals, da hans ord lige så stille, lagde sig i mellem dem, og dannede en så fin tynd afstand, at øjet ikke kunne se den....men mærke den kunne de begge.
* han kunne ikke! - hvad betød det? Ville hun selv overhovede kunne? Brød hun sig om kende svaret?* Millicent førsøgte synke , et par gange men det føltes som nogen var....død.
Hans ord var de afgørende, hun ville aldrig gøre noget der var forkert...og blev oplevet sådan.Det var jo ikke fordi hun var ved at forføre manden...det...det var stemningen og hele den forfærdelig situation. Andrija ville forstå! Han ville vide hvor påvirket hun blev af..Gordon og over hvad han havde gjort for hende.
Han ville forstå! Håbede hun.
Men de lyse hænder gav langsomt og stift , som havde hun leddegigt, slip på Gordon og det eneste hun fik klemt ud, med hæs stemme blev "Naturligvis....Undskyld."

Hun ændrede straks kursen til hans hånd. Kæmpede for at finde fodfæste efter en tur i fritfald , så tæt på ham.
Det var lige før hun ønskede at Andrija zappede sig frem og tog hende med, uden hun kunne nå at blinke. Hun var frygtelig flov over for Gordon nu, hvor hun sad og hvad hun lavede.
Eller hvad han troede hun lavede. Selv var hun al for i tvivl til at det var okay.
TVIVL var ikke ok. "

Imens vejrtrækningen var anstrengt og hun forsøgte ikke at lige en der var blevet al for afvist, kunne hun se afskyen i hans blik. Over tanken om blod.

" Du vil skulle have en smule af mit blod...det er den eneste måde...men den er rigtig effektiv" hun slog blikket ned på hans bryst, hvor buen af de tatoverede ord kunne ses.

"Ville det ikke hjælpe dig, ville jeg aldrig tilbyde det" sagde hun stille.

En dis af bedrøvelse hang omkring hende. Hun var ikke beredt på den aften her. På ham.

Lige fra hun havde banket på hans dør...var intet helt gået som hun havde haft en forstilling om.
" Du kan ...suge...på min hals eller fra mit led" hun vrikkede med håndledet, foran ham. Millicent havde omhyggeligt brugt ordet SUGE istedet for drikke, da det sikkert ville betyde opkast på stedet, efter at have set hans blik førstegang.

Der var også en anden måde, apropos sensuelt...men den havde han stort set vel lige afvist ,så hun tøvede med at nævne den .
Han ville misforstå hensigten og afvise hende igen.
Men han burde kende den...
" Den sidste måde, ser man ikke så meget blodet...jeg ved det virker " hun kiggede væk fra ham nu, fokuserede på en trekant de kunne råbe ind ind, når budskabet virkelig skulle ind.Hun huskede ikke hvad den hed sådan een.

" Jeg kan lave en lille bitte rift i ...min tunge" så kunne han regne ud hvad det betød.
Det var som når man prøvede at kamouflere hostesaft i saftevand til børn, så de ikke tænke over de fik det.
Blodet ville være i kysset , et dybt kys der stjal modtagerens tanker væk fra bloddelen.
Millicent regnede dog med han ville tage håndledet, der virkede mindst personligt.
Blodet skulle han have, det var hun fast på.

*Naturligvis... undskyld* han vejede hendes ord. Hvad skulle det betyde? Han håbede hun forstod meningen. Det var jo ikke fordi han havde ment at hun var synderen. Det var lige så meget ham selv, og uanset hensigten med det, så vidste han at han ikke havde været okay med en så tæt kontakt med en anden fyr, havde ringen om hendes finger været hans.
"Nej.. det var lige så meget mig." Lød svaret med et lille smil, som han håbede ville opmuntre lidt.

Næste emne kørte over skærmen, og hvor god ideen end havde været, så var 'suge' heller ikke et ord der faldt i hans smag. Den metaliske smag, som han vidste det ville ha', sendte ham tilbage til fjerne erindringer, om at ligge hjælpeløst i en grøft. Kun i stand til at lugte blodet der flød ud af ham. Han gøs.

"Jeg vil ikke suge noget som helst ud." Svarede han svagt, og vidste at han nok var blevet en smule bleg. Tanken om at de ville have byttet pladser, var dog interessant.

Hendes næste... alternative... forslag fik ham til at smile lidt. Han vidste hun ville det bedste for ham, og hun kendte til hans forhold til blod. Hun havde ret. Det ville virkelig tage hans tanker fra blodet, men... " Det ville Andrija elske" prøvede han at smile. Det var lige før han havde taget imod forslaget, havde han ikke vidst at hun ville komme til at fortryde det.
"Jeg... jeg dør ikke af lidt småskrammer" afsluttede han og bevægede sin skadede hånd lidt, som stadig sved af salten.