Oh Messy Life

...Men hun var ikke dum.
Det var sandt at de var to til at sidde tæt, men så sluttede det også der.
Millicent var sig sit ansvar bevidst.
Det var hende der havde nærmet sig ham og indtaget pladsen på hans skød.
Og det var hende med en kæreste.  
At hun ikke havde sagt ja til ægteskab betød mindre , for hun var bundet til Andrija, på alle tænkelige måder. Derfor var det nærmest smertende at finde sig selv i denne position , draget mod Gordon ... som  en viljeløs skabning.

" ... Bare glem.. dét" smilede hun tilbage , trods det kostede kræfter da de begge vidste hvad det var for bolde der var i spil.

Smilet kom lettere da hun mente at kunne se en 6 årig Gordon sidde med armene overkors og nægte at spise sin anrettede aftensmad.
Tvær og stædig.

" hvilke ord ville så behage dig ?" Kom det lidt genstridig , måske enda kampberedt. Millicent ville ikke lade ham gå en dag mere med alle de skræmmer. Der var for mange og for slemme - og når nu hun kunne få det hele til at forsvinde.

" Hmm er du SÅ bange så du gemmer dig bag Andrija nu ?" Gav hun tilbage og nu var der en lille flamme i øjenkrogen på hende . Den lignede mistænkeligt en udfordring.

" Hør nu her ... Jeg SVÆRGER at jeg ikke bider dig , Gordon.
Jeg ville gerne kunne overbevise dig om mit blod smager af  bolcher eller chokolade, men jeg har ingen ide om hvordan det er for en engel. "
Hun vidste at mange mennesker og væsner blev nærmest høje af vampyrens blod og men mon ikke det var i større mængder? Hun havde selv heftige reaktioner når hun drak , uanset mennesker eller væsen blod , men hun var også så sensitiv. -derfor holdte hun sig primært til donor blodet, men få undtagelser.

" Vi kan også finde en sandwich og så kan jeg dryppe ned i den , men helt ærligt .., selv jeg synes det er klamt !" Hun rynkede på næsen , og flyttede lidt på sig så hun sad næsten nede på gulvet igen , bortset fra hans ene lår der var i vejen.

Med mindre Gordon lystede en sandwich med det ' 6 krydderi' ville hendes sidste melding gå sådan her ..
" inden vi går herfra skal du være hele op. Det er det mindste jeg kan gøre for dig. Og jeg GØR det , så du kan lige så godt beslutte om du ønsker indflydelse på hvordan , eller du overlader det til mig. "

Hun var ikke selv sikker på hvilken metode hun selv ville byde ham længer , ikke efter hans lille Andrija tale.
Andrija ville enten gå efter Gordon eller Millicent hvis han var utilfreds - og hendes bud var hende!  Hvilke var langt bedre end Gordon.
Men det hun frygtede var han bare ville ... gå.  Det ville hun ikke kunne klare .
Omvendt var han en stærk fyr , og han ville måske forstå hendes behov for at give ham blod ? Blod - der vel og mærket blev i maven på Gordon.

"Glemt" smilede han som svar, og kørte et par fingre over hendes håndryg, for at understrege, at det virkelig var glemt. På overfladen anyway. Han kunne lyve for sig selv alt det han ville, hvilket han også gjorde, men der ville altid være noget dragende og forbudt over hende, og lige meget hvor meget han slog og sparkede for at lægge afstand imellem dem, så ville hun altid være netop en armsbredde væk. Altid lige uden for rækkevidde.

Ja hvilket ord ville behage ham? Han kunne ikke komme på et ord om at dræne andre for liv, som klingede positivt. Om han så skulle tage flugten, så ville han ikke suge noget som helst ud af halsen på hende, og føle sig som... en af dem.
"Mnhh hvad med 'slippe'? Slippe for at agere vampyr" han stemme var lettere drillende, og derfor ikke hård overfor det faktum at hun jo var vampyr. Ja, han hadede vampyrer, men alle regler havde undtagelser, og hun var sandelig den undtagelse.

"Nope. Det er ikke mig der er bange for ham." Skød han skarpt igen. Ingen dæmon ville kunne skade ham andet end fysisk, og hvad var det? Ikke grundlag for frygt. Han kunne tilgengæld skade millicent på en helt anden og dybere måde. Derfor gav det mening at hun ville være 'bange' for ham.

"Jeg ved da godt, at du ikke bider mig. Jeg stoler på dig you know" svarede han undrende. Det havde intet at gøre med hende. Skulle han drikke fra noget væsen, så skulle det var hende, men det ændrede ikke på, at han ikke var klar til at gennemgå en situation, så tæt op af den aften han blev erklæret død. Det var han dødsens ræd for.

Det med sandwichen fik en grimasse, nej det lød ikkr lækkert. Specielt ikke tanken om synet af den røde masse, der bredte sig over et hvidt toastbrød.
At hun var så fast besluttet underholdte ham. Han smilede, følte sig pirret til at prikke til hende. Drive hende ud til kanten, afprøve grænser.
"Okay så!" Smilede han provokerende, og lænnede sig frem imod hende, så der kun var få centimeter imellem deres næser. Han vidste at engleduften ville nå hende.
"Så vælger jeg vej nummer 3. Så ser jeg det ikke" smilede han flabbet og lænede sig tibage igen. Ret sikker på at hun nok skulle finde en undskyldning for at lade vær.

Han flyttede sin raske hånd, og vente hovedet da den ramte noget hult træ. Det var en gammel støvet guitar. Han kørte et par fingre hen over strengene, men de stemte forfærdeligt.

Hun fulgte hans strejf på hendes håndryg med øjnene. Underligt så tydeligt det hele var. Vampyrens sanser var i en særklasse, og alt var forstærket.
Når man så som hende, tilsatte det emotionelle oven i , så blev det en ret stærk ret.
Hun nikkede tilfredst. Glemt...det var godt.

" slippe? Det hedder det da ikke?!" Hun kastede et triumferende smil af sig.
" Det hedder sippe, og det kan så have helt to betydninger... hvoraf de begge vil begå sig helt fint i din lille situation her"

Millicent sendte ham et advarende blik. " skal vi lade mig om at pleje mit parforhold, and for the record...jeg er ikke BANGE for Andrija..jeg elsker ham!" Kom det som en meget trodsig bemærkning.
Hun var sådan set bange for ham...ind i mellem ...men aldrig om hun ville tilstå det hverken i en retssal, for en advokat, for Gordon og bestemt ikke for Andrija heller.

Millicent var i vildrede. Skulle hun stikke ham det pokkers blod, også når han ikke viste synligt interesse i det? Hendes trang til at hele ham var sikkert så stor, st man skulle tro det var hende med skytskasketten på.
Da Gordon lænede sig frem, så deres næser blev meget tætte, fornemmede hun en udfordring der blev sendt hende retur, og hun var parat til at lade den ryge , så hun ikke selv faldt i.
Havde det ikke været for duften der på en måde slørede hende tanker.
Gordon lænede sig tilbage- fuld af godt humør og havde nær taget livet af en halvdød guitar , som livredder hyggede sig med når de om aftenen havde deres små strand fester.

Millicent benyttede lige det sekundt han så væk og over på det støvede instrument , til at nærme sig hans mund.
Hun holdte en pause varende et spilt sekundt , lige før hun rørte hans læber hvor hun lukkede ikke bare sine øjne ,men hele verden ude.
Og så satte hun sine læber mod hans. Hvis han ikke væltede hende ned , måtte hun tage det videre endnu. For at indfri formålet.
Hun ville skubbe sig tættere på ham og hænderne finde op og rode i hans hår , som hun forsigtigt plirrede med sin tunge for at møde hans.
Gav han lov , ville hun stryge sin lyserøde tunge mod hans og presse deres læber sammen. Den lille fine rift i hun havde tilført sig selv , ville gøre at blodet ville blande sig i deres kys og langsomt ville han hver gang han sank , få en smule af det.
Hun var væk fra omverdenen.

Og ændrede han på det, så var det snart sandwich tid.

Han kom helt til at grine ved hendes sippekommentar. Af ren og skær morskab, slog han hovedet lidt tilbage og sendte hende et tandsmil.
Kulden var næsten helt glemt, på trods af hyttens tynde trævægge. Kaffen havde han næsten også glemt, og da han tog en slurk var den bitter og kold, men da det stadig var bedre end ingenting drak han det alligvel.

Der var så meget han kunne sige. Det irriterede ham det hun sagde, og hvorfor det var sådan turde han slet ikke overveje. Men istedet for at skyde på det eller knurre af hende, svarede han roligt, men uden øjenkontakt.
"Okay. Han er en heldig fyr."

Den støvede guitar sendte en halvskæv tone ud i luften omkring dem, og Gordon ville have kommenteret at den nok havde set bedre dage, men idet han vendte hovedet for at sige det, var hun pludselig meget tæt på. "Millicent, hva-" var det eneste han nåede at ytre, inden han blev taget med storm. Uden helt at forstå hvad der skete, mistede han balancen på grund af hendes vægt, og hans ryg ramte gulvet bag dem, med hende over sig. En kold fornemmele imod hans læber.

Verden stod stille.. eller snurrede den ude af kontrol? Himlen kunne falde ned i hovedet på dem, og han havde ikke mærket det. Fuldstændig paralyseret af hvad der var ved at foregå, lod han hende gøre som hun ville, indtil han imod alt logisk tankespil fik rettet sig lidt op igen, ved at lægge sin højre hånd imod gulvet, og presse sin krop ind imod hende. Så kyssede han hende igen. Pressede sine læber hårdt imod hendes, og skilte let læberne for at lege med på hendes leg.
Verden var væk. Ingenting synes at give mening, men lige nu var han ligeglad. Han var fanget i hendes spin af kærtegn. Duften af regn skylede ind over ham, blandet med en sød duft, som han forbandt med hvert et efterår han havde oplevet som barn, hvor bladene var faldet af. En simplere tid.

Han havde viklet sin frie arm tæt omkring hendes liv, og mærkede slet ikke sine skrammer forsvinde som sekunderne gik. Det eneste andet han var opmærksom på, var den pinefulde erkendelse af, at hun udelukkende havde gjort dette fordi han havde bedt hende om det.

En heldig fyr ? Måske.
Millicent var godt klar over hun var lidt af en sæk problemer at holde styr på , lidt loppe agtig og at Andrija ret ofte var utilfreds med hendes gøren og laden. Men han havde i det mindste holdt sig fra andre damer , hvilke havde været en ultimativ betingelse skulle han være sammen med Millicent.

Hun VAR trofast og hun gav alt hun havde til Andrija . Hun elskede ham og ville ikke miste ham, for det føltes som at miste sig selv. Hvor forskellige de end var på alle områder.
And yet, here she was...
Med læberne mod Gordons , engageret i hvad der skulle være et 'arbejdsmæssigt' kys , men bragte alt andet en arbejdsånd med sig , da de væltede omkuld og det første tøvende møde mellem dem var oplevet så hun kunne mærke Gordon stadig var i live , da han pressede sig mod hende.

Millicents indre boblede og hvis følelsen skulle navngives var det forbudt passion , for ingen tvivl om hun blev blæst omkuld helt ind i sin sjæl , da Gordon begyndte at kysse hende igen , fast og måske en smule krævende. Om det var en reaktion på Millicents kys eller englens reaktion på det særlige blod , vidste Millicent ikke . I øjeblikket var hun på ingen måde i stand til at tænke nærmere over det , da hun blev trukket ind i en anden verden ... En verden af.. Ham. Gordon.
Og det hele synes at svimle for hende.

Med et sagte støn lod hun ham holde omkring sit liv , og fulgte enhver bevægelse han end måtte lave , imens hun nød den vægtløse tilstand han bragte hende i , hvor hun blot gav sig hen til ham.

Hans smag var udsøgt og udover engle delen havde hun allerede formået at trække hans personlige smag frem , og den fik hende til at spinde ned mod hans læber.

Hun kunne have ligget sådan i en evighed - men da hun kunne mærke det blev for svært at stoppe , kunne mærke at hun var på randen af fortvivlelse over alle de følelser der spirede omkring hende, skrabede hun den sidste styrke sammen og nappede hun kort blidt i hans underlæbe og hviskede

" Nu har du vist fået nok "
Hendes hænder slap ham , og hjalp skubbe hende lidt ud fra ham.

Millicent kom så op at sidde og måtte kæmpe lidt for at se ' normal ud ' som intet important var sket.
Hun havde hjulpet ham som planen var, hans skræmmer var stort set ikke til at se længere og det listede et smil ud af hende, imens hun tørrede sine mundvige.
Du gode SÅ meget havde hun mistet sin selvkontrol ... Og holdt sin selvkontrol ... på en og samme tid.
Hvor kontrastfyldt var det lige ?

Da duften og smagen af ham stadig hang i hende og hun ikke havde genfundet en indre balance , blev humoren hendes lille forsøg på at lade dem igennem en lidt ...ømfindig.. Situation.

" ...nu skal du ikke lade dig sønder banke hver weekend Matthews... Det er ikke sikkert jeg reder dig hver gang , DET vil Andrija næppe synes om!"

Selv om det var sagt med humor og hun havde et glimt i øjnene, følte hun et behov for denne gang selv at gemme sig bag Andrija.
Det her var farligt ...og det måtte det jo ikke være.
Hun vidste hvor hun hørte til , hvad hun ikke vidste var hvor Gordon og hun hørte til.
Sikke noget rod da.

Gordon fandt sig selv i en tilstand af trance. Som den trygge tilstand man befandt sig i sekunder før søvnen indtraf, og smukke billeder flød ud for hans indre blik, som vandfarver der løb over og farvede et blankt hvidt papir. Hun var farverne. Han var papiret.

Også, lige så diskret som verden var forsvundet omkring ham, lige så brutalt ramte virkeligheden ham nu, da hun trak sig ud fra ham, og sagde et eller andet. Instinktivt ville han have lænnet sig frem, og presset sine læber imod hendes igen, men bevægelsen blev formindsket, og blev kun et let afslutningskys, der næsten ikke var mere end et strejf. Uden at være klar over det havde bevægelsen i lige så i grad kommet til udtryk i hans energier, og i samme øjeblik var både den gamle guitar på deres ene side, og gummibåden på den anden, væltet forover på hver sin side.

Han forstod ikke ordene. De virkede som snodede heroglyffer, som dansede afsted.
"Øh, hvad?" Sagde han hæst og følte sig hel ør i hovedet. Ikke underligt at nogen blev afhængige af vampyrblod.

Et par korte sekunder senere gik det op for ham hvad der lige var sket, og blodet steg til hans kinder, og gav dem en lyserød farve.
"Jeg.. undskyld jeg ved ikke hvad der gik af mig" svarede han forlegent, og kæmpede for ikke at møde hendes øjne. Bange for hvad han ville læse i dem.

Først da ik han taget sig sammen til at tage sig til øjet. Det gjorde ikke ondt. Han så spørgene på hende, var det væk?
Langsomt blev bandagen om hans hånd viklet af, og afslørrede kun et lille ar tværs over håndfladen. Healet med kun lidt arvæv.
Med store øjne vendte han hånden foran sig, som om han ikke var sikker på om den var der. "Du er fantastisk" viskede han, og skar en grimasse. "Din evne mener jeg" rettede han forlegent sig selv.

Millicents hånd gled gennem luften i en afvisende gestus , da hans ' Øøh hva' lød .." ingenting ... Eh intet !"
Kom det hurtigt ud ,da hun ikke ville gentage ! Det var slemt nok som det var.

Gordon begyndte at undskylde hvilke gjorde Millicent lidt befippet.

" Lad os nu bare ... Ehh glemme.." nåede hun til, før et lille brag lød , da hun af havde viftet afværgede med hånden ,så en lille stavlygte blev tippet omkuld . Hun havde slet ikke registreret hvor tæt på reolen Gordon og hun havde været .
Et lille udbrud og hun var ved at
at stille lygten op , da Gordon synes at undersøge om skaderne stadig var tilstede. Hun smilede åbenhjertet og var SÅ glad for at have kunne hele ham , så hun strålede ..." Det er væk nu ... Kan du ikke mærke det ikke gør ondt længer ?" Spurgte hun ind til .
Gordon fik tjekket hænderne og Millicent gav ham tid til selv at vurderer . Hun lyste igen op da han var tilfreds . Det var bare Så sjældent hun fik direkte ros og hun elskede at have helet ham op , selv om det var en dråbe i havet når man tænkte på havd Gordon havde kastet sig ud med for hendes skyld.
Hun lagde en finger under hans hage og bød ham til øjenkontakt .." ..så er der ikke noget med at komme ud i problemer det næste lange stykke tid - deal ?" Et lille drillende smil. Så kunne han tyde problemer som han selv ville .
Hun fik øje på båden der var tippet , og guitaren væltet , hvilke medførte en undren.. Hun havde da ikke væltet andet end lygten?!
" Gordon ... Øøh.." Hun nikkede i retning af de vælter ting.
" jeg tror du har ... Ommøbleret stedet " hun gav ham et nysgerrigt blik.. Havde han selv opdaget det ?

Glemme. Han nikkede med et tomt udtryk i ansigtet. Svært ved at tro, at det bare var noget han kunne glemme. Hendes duft sad allerede i ham. Hans tøj, hans hår, hans mund,og lige meget hvor meget han skiftede tøj, lige meget hvor meget han vaskede sit hår og lige meget hvor mange gange han børstede sine tænder, så ville den duft blive siddende. Han havde ikke lyst til at glemme.

Efter lige at være kommet ud af sin vidunderlige trance kom noget af humøret tilbage. Uheldigvis var hans ansigt stadig rosa. Hvert en skramme blev undersøgt, kun for at finde at alt var væk, med undtagelse af det lille ar på håndfladen.
"Det er meget bedre...tak" sukkede han med et smil i hendes retning. "Og jeg ved ikke. Med sådan en behandling kunne jeg godt komme til skade lidt oftere". Det var selvfølgelig sagt ironisk og drillende.

Da hun gjorde ham opmærksom på det, så han rundt med et flovt udtryk. "Argh ja.. jeg er ved at udvikle min evne, og den reagere bare nogle gange" svarede han og kløede sig på bagsiden af hovedet.
Han hev den gamle guitar op på skødet, og begyndte at lege lidt med at stemme den, bare for at lave et eller andet.

Som en lille lys killing , med hovedet på sned og vakse observerende øjne, sad hun og holdte øje med Gordon og reaktionen i hans blik. At det ville blive vanskeligt ligefrem at glemme, var da helt sikkert.De kunne jo ikke vaske hverken gerning eller mindet væk- det hun mente var nok bare at...de ikke skulle forfølge det.
Millicent smilede opmuntrende til ham. Gordons støbning hang ikke på træerne.
Måske skulle hun få sat ham sammen med Dajana , Andrijas søster? NEJ DET var da en forfærdelig tanke hun lige fik der, og droppet blev den da også lige inden hun fik tænkt den til ende. Et par forvirret blik og en erkendelse af hans blod servering nok ikke ville gå i glemmebogen så fandens let, var også Gordons humør tilbage til normalen, virkede det til.

Da han drillede med at ville komme til skade mere ofte, hævede hun hånden og legede med.." oh...you DO that sweetie....og du vil ELSKE mit håndled"
Hun så kort væk, imen hun fnøs, med det var hverken surt eller ironisk...mere som er morende lille et, en lyd der slog den sorte humor fast, de brugte i deres bump i livet. Om det så var skønne eller slemme bump.

Millicent kunne ikke dy sig. Måske var det fordi han altid virkede så fattet og i kontrol, og hun var det der lille pendul af emotionel energi der svingede rundt i alle retninger- så kunne hun rokke bare lidt ved ham, var det et hit ved hende.
Så hun lyste op i et kæmpe smil da hun blinkede og dryppede ordene ud med sødme.." Du Gordon...dejligt at se mit blod har givet dig kuløren tilbage...en meget fin kulør der.." smilet blev gemt da hun kort hvilede ansigtet mod begge sine hænder, og gned det. Holda op en dag...og hun som troede hun bare skulle leverer en lille skideballe...og så var det det.How wrong was that!

Millicent skar en forpint grimasse, fjernede hændrene for nu at dække sine øre ,som guitaren blev stemt. Hun drillede ham.." Du gode...du var da bedre på klaver...trods alt. Er den syg eller noget ?" hun rettede lidt på sit tæppe , dem begge faktisk ,så de stadig sad hvor de skulle.
Måske de snart skulle finde hjem ad , inden Gordon udviklede lungebetændelse eller andet grimt stuff ?
Millicents øjne fulgte hans hænder, og fingre som de legede med strengene, og tæmmede lyden så der nu var stil over det. Hun himlede med øjnene...ja ja selvfølgelig kunne han også det.Smart ass. Hun gav et varmt smil..."Dr. Gordon " lød det, som han havde kureret det syge instrument.

Han fnøs af hendes håndledskommentar. Sure thing. Han ville aldrig kunne få sig selv til at suge blod ud af et andet væsen, selvom det nu virkede fristende, hvis det havde samme effekt, som han lige havde oplevet. Et kort øjeblik dvælede hans blik på hendes bløde læber, men de veg hurtigt igen.
”Måske vi blander det i sandwichen næste gang” lo han hjerteligt. Selvom det ikke lød helt så lækkert, og slet ikke så rart, som den allerede prøvede metode, så var det vel bedre end at skulle sige blod ud. Måske han bare skulle bestræbe sig på at lade vær at komme til skade?

Hun drillede ham nu. Med hans kulør. Vidste hun hvad glød det satte i gang? Hvilke ting der var ved at tage form indeni? Han tvivlede. Ville hun virkelig pine ham på den måde, hvis hun vidste det? Og vidste han det selv. Han havde aldrig været skytsengel før, sjovt nok fordi det kun var muligt én gang. Blandede han noget sammen? ’Sjælebestemt’ havde han fået at vide, men hvad betød det?
”Jeg kunne sige i lige måde.” Gav han hende igen, og viftede drillende med sin hånd, så det lille ar kom til syne. De var to til at lege den leg.

Han lo igen da hun forslog at den var syg. ”Det kan man da godt sige. Så må vi fixe den. Giver du lidt blod?” Drillede han lidt videre, og drejede strengene ind på deres retmæssige toner. Det var en helt almindelig spansk guitar af lidt ringe kvalitet, men den gav sikkert meget morskab om sommeren, når livredderen skulle imponerer badegæsterne. Tonerne var snart i halsbånd, og han kørte igen en hånd ned af strengene, denne gang gav de en harmonisk lyd. ”Jeg er en mand af mange talenter.” Smilede han selvsikkert. Af ’Dr. Gordon.’
De ville snart skulle afsted, også før solen begyndte at stå op, så skulle de i hvert fald løbe hjem, men situationen virkede så naturlig at det virkede syn bare at lade den slippe.

”Jeg hørte en sang den anden dag, der mindede mig om dig. Det med at du altid må smutte når solen står op.” Lød det efter lidt, og han smilede skævt til hende. ”Må jeg spille den for dig?”

" En blodpølse?" Lød hendes forslag og opdagede hurtigt at dét bare klingede lidt forkert , selv i hendes øre.
" Vi må bare se at holde dig ude af problemer ....eller mig ude af dem, hvordan det nu lige hænger sammen" Millicent lod sin pegefinger læbe over et af hendes lyse bryn, og gned et par gange.
" Seriøst...vi bliver nød til at vide mere om det der skytsengle halløj? Om det overhovedet er det? Og hvordan det i så fald vil fungerer?... Tror jeg googler det når jeg kommer hjem! " lød hun glad og tydeligt ivrig , for at få uddybet hvilke betydning det eventuelt kunnetænkes at have..og hvilke indflydelse hun kunne forvente det fik på hende....hvis det viste sig at han VAR hendes . Skytsengel altså.

De lyse hænder lagde sig beskyttende over kinderne , og Millicent lænede sig op af ham, så hun kunne give ham et puf med sin ene skulder.
Nej...hun anede intet om hvad der forgik i hans indre...hun var al for beskæftiget med at ignorer hvad der var sket lige før...så hun kunne ikke..og ville ikke...lægge mere brænde på det bål. Stod det til at undgå.
" Arh...do you mind. vampyrer rødmer da ikke , det er dig der er ved at koge over... Indvendigt ..så alt du ser er i røde nuancer" skød hun tilbage, efter det lille puf og trak benene op så hagen kunnehviles mod hendes knæ, hun holdte om.

" Mmmm....nej...jeg giver deler kun ud af godterne til meget få udvalgte" lo hun stille og nikkede anerkendende da lyden begyndte at kæle frem for at nive hendes sanser.
" En sang....fright night?" Drillede hun.
Om der fandtes en sang med det navn? Der var sikkert kun en film...men alligevel...hendes humor var plat..." dødens gab?" Prøvede hun igen...og tav så, for at lade ham spille, imens hun bare bad til det ikke viste sig en al for makaber oplevelse. Hun havde selv lidt svært ved at forstille sig hvilken tune hun som vampyr kunne inspirerer til....sidste bud blev mere optimistisk, omend stadig fra filmene verden,..det blev sagt med ironi og et stort smil..." sleeping beauty!"

//læs det sidste med sangen på en computer, hvor du kan høre lyden jeg har lagt ind :)//

"Ikke lige min livret." Svarede han med en grimasse, og dog stadig en munter tone. Taknemmelig for at der ikke blev rodet mere i hans reaktioner på vampyrblodet. Rygning var én dårlig vane. Ikke tale om at han skulle til at være afhængig af hende også.

Han rykkede lidt ubekvemt på sig. Hun var meget ivrig.
"Millicent hør..." svarede tydeligt i en svær position. "Jeg ved ikke om det er rigtigt, og jeg er ikke helt sikker på hvad det betyder, men.." han prøvede at forklare, men det var svært. Selvfølgelig var der gode ting, specielt for hende, i det. Det betød jo at have nogen som man betingelsesløst kunne stole på, fordi de rent fysisk ikke var i stand til at udøve noget ondt imod en, men der var også en bagside, specielt for ham.
"Det er spændene og sådan, men det er ikke en dans på roser. Du må forstå at det ikke er noget jeg bare kan smide væk hvis det bliver for hårdt. Hvis jeg er din skytsengel, skal jeg være parat til at ofre mit liv for dig, føle alt det smerte du gør og ikke forvente noget tilbage." Afsluttede han. Det betød meget. Hans liv ville næsten være lige så meget hendes som hans, og det var han ikke sikker på at han brød sig om.

"Org ... dine kinder fortæller det ikke, men dit blik gør. Du er lige så påvirket som jeg er" skød han igen, og løftede lidt bedrevidene sit ene øjenbryn.

"Alle gode bud" smilede han varmt, og tilføjede hurtigt: " på nær det sidste, der drømmer du!". Den alvorlige tone var væk, og selvom han havde prøvet at gøre hende opmærksom på alvoren, så var det ikke noget de skulle rode rundt i.

æStrengene blev slået an i en D dur, og etablerede at det ikke var en trist serenade han skulle til at spille. Kun de få Bmol der dukkede op her og der afslørede at sangen ikke var lutter lagkage.

"Here i am waiting, i'll have to leave soon, why am i holding on? We knew this day would come, we knew it all along, how did it come so fast?" Sang han med et smil om læben.

"This is our last night, but it's late, and im trying not to sleep, cause i know, when i wake, you will have to slip away." Teksten var lavet lidt om fra originalen. Dels fordi han ikke helt huskede ordene, men også fordi det bare passede bedre.

Tempoet gik en smule op, og det samme gjorde tonerne.
"And when the daylight comes you will have to go, but tonight im gonna hold you so close, cause in the daylight ill be on my own, but tonight i need to hold you so close.
Oh-woah .. oh-woah .. oh-woah ohhh"

Gordon valgte at tage en langt mere pragmatisk tilgang til hele skytsengle ideen.
Måske burde hun , som en diskret hentydning , købe et par romantiske fantasy fictions bøger til ham og komme til at tabe på hans sengebord? Han lød jo så alvorlig.
Milliicent måtte sætte de sjove indfald i skammekrogen, da det gik op for hende HVOR seriøs han var omkring dette. Hans ord gav mening og hun var pisket til at udrede et par misforståelser, for det lød som han pludselig nærmest skulle give alt og modtage …intet. Tøvene lagde hun ud..” hey…jeg ville aldrig forlange det af dig..det ved du vel? Tror du jeg ville lade dig sidde og søppe rundt i min elendighed? Eller lade dig banke op på vegne af mig ? ” hun ville gøre hvad der skulle til , for at have ham glad…ikke fordi han var hendes engel, men fordi han var…ham.
”Du skal da aldrig tro du er foruden et valg ” sagde hun stille , overrendt af en oplevelse at hun virkelig måtte være en slem person at blive skytsengel for.
Igen satte hun humoren på spidserne, da de ikke skulle dvæle ved al det ulykke nu, og atmosfærden generelt var dejlig lige nu….” men…skal du til at dø i tide og utide på mine vegne…så er det da held i uheld at jeg er vampyr?..kan helbrede dig?” fik han et undskyldende smil.
”argh…øjnene er sjælens spejl, men Gordon snut, ma siger at vampyrer slet ingen sjæl er, så måske fungere mine øjne som spejl refleksioner af dig?” hun begyndte at små grine, da hendes forsøg på at rede den, var rimelig far out, by now.
før hun satte sig, så hun kunne ligge sin kind mod hans skulder, da han ville spille sangen for hende.
Tonerne tog over, og Millicent lukkede sine øjne. Hun havde rettet lidtpå sig, så hun nu sad elt op af væggen, for at han kunne spille ugeneret af hende, om den næsten sensuelle lyd af en nøgen guitar, tilsat nogle smukke ord, blev noget der rørte hende dybt, når det var Gordon der sang.
Hun kendte ikke sangen, eller ville Millicent havde nynnet med..sagte..i baggrunden, men hun måtte overlade al sangen til ham, og bare lade sig føre med .Dette gik bedre end hun sikkert ønskede det.
Da han var færdig, sendte hun en bølge af små ie høje klap, anerkendende ud i rummet. Millicent strøg hurtigt en hånd over hans arm…” Dammit…du er dytig, Gordon… meget smukt ” både hans spil og hans sang, var så…tilpas…så rammende…hvad hun så skulle gøre med en så fin sang der fik ham til at tænke på hende?Ja…den handlede om daggry og så måtte pigen gå, men Millicent syntes også den handlede om et par andre ting.Det turde hun bare ikke bringe op nu. Han havde jo også bare sagt den henledte hans tanker på hendeikke at det var en selv biografi.

Hun stak ham sin hånd…” Du får top karakter af mig…både som sanger, musiker, engel og…ja…hele vejen rundt ” bremsede hun sig inden hun fik overskredet flere grænser. ” Skal vi se at finde hjem ?” undersøgte hun hvad han havde lyst til, og ville dernæst føje ham.

"Here i am staring at your perfection, in my arms, so beautiful. The sky is getting bright, the stars are burning out, somebody slow it down.
This is way to hard, cause i know when the sun comes up you'll leave. This is my last glance, that will soon be memory."

Han smilede til hende, men hun så det næppe med de lukkede øjne. Han havde ikke kommenteret mere på skytsengle halløjet. Hun forstod det ikke. She jumps, he jumps. Det var ikke noget han selv kontrollerede, men noget der skete helt automatisk. Ikke noget han havde lyst til, men det blev han nød til.

"i never wanted to stop, because i dont want to start all over.I was afraid of the dark, but now it's all that i want."

Han sluttede af med et stille omkvæd, og lod sangen klinge af på grundakkorden D.
"and when the daylight comes you will have to go, but tonight i'm gonna hold you so close, cause when the daylight comes i'll be on my own, but tonight i need to hold you so close."

Tonerne ringede ud i denne lille hytte, og der blev stille igen.
Han smilede skævt. "Ja sjovt nok blev jeg meget bedre efter min genopstandelse" det var sandt nok. Han sang bedre, ramte tonerne bedre, og hans instrumenter var blevet mere flydende. Hvorfor vidste han ikke. Det beroligede vel folk mere end normale musikere gjorde. Der var en ro i det, som var svær at finde.

Han nikkede af hendes forslag. "Ja lad os komme hjem før jeg dør af forkølelse" svarede han, og ville få hende til at kigge væk, imens han skiftede til sit halvvåde tøj. Ville hun skifte ville han kigge væk, og ikke peeke - særlig meget i hvert fald.

Millicent så ikke hans smil, men hun kunne mærke hvordan luften og stemningen var fyldt med det. Hun smilede selv, ud i rummet uden en egenlig modtager, men bare fordi det fik hende glad...og stoppede hende ud med gode følelser.
Det var en af de små stunder hun ville huske, altid.

Da sangen var endt, og hende lille bifald givet, purrede hun op i hans hår.
" Så du fik boostet dine talenter da du fik vinger ? hmm det er da ret interessant.
..Er det too much hvis jeg siger du er guddommelig ?...a little? " drillede hun bidt og vendte sig, så han kunne skifte tilbage til hans tøj.
Efter nogle små trusler om at blive første vingeløse engel og begynde at cliffdive, dyrke ekstrem sport , springe med faldskærm og svømme med hajer ( så han ville få virkelig noget at se til som skytsengel) hvis han lurede når hun skiftede, fik hun også løsnet de to tæpper og skiftet dem ud med kjolen.

da de var klar, ville de efterlade livreddernes lille hytte bag sig, og begynde deres tur hjem ad. " Jeg ved ikke om vi siger farvel i byen ? Jeg ville gerne byde på en godnatdrink, men ...jeg bor hos Andrija nu, så ...jeg ved ikke om det lige er i dag du skal møde ham " selv fandt hun det slet ikke en god ide at de skulle møde- på noget tidspunkt- det var mere godnat drinken...noget med promiller der lød hyggeligt sammen med Gordon.

"..hey.." hun puffede til ham.." Tak..fordi du gav mig sandheden...nu behøver jeg ikke flænse Graham " gav hun et lille garvtyvesmil fra sig. ikke at hun ville det...Graham var ok, så vidt hun vidste da.

Andrija var begyndt at fundere over hvor Millicent var blevet af. Han mente hun havde sagt at hun ville komme hjem inden dagen stod og bankede på døren, hvilke betød at det ville være snart, men måske havde hun skiftet planer? Næppe. Ikke uden at hun ville skrive en eller anden besked med en masse ansigter.
Med et glas sprut havde han slået sig ned på teressen og kiggede ud over en veltrimmet have. Den ansatte gartner fandt deres have et paradis. Det eneste krav Andrija havde sat, under ansættelsen, var at haven skulle passe i stil med huset og ellers var der fri leg. Det havde resulteret i hvad han selv ville kalde for Frankrigs mest velholdte have.
En smugle irriteret og rastløs skævede han ned til sin mobil, der lå i hånden. Ingen beskeder. Skulle han ligefrem selv tage hen til englen og redde vampyren? Det ville kun være noget han kunne prøve med Millicent, for ingen andre vampyrer ville stå skakmat til en engel. I hvert fald ikke hvad han vidste af.

//velkommen til Andrija. Jeg laver lige et fast forward emne//

Gordon trak på skulderen. "Hvorfor ikke? Jeg tror det er en fin ide at jeg møder ham" svarede han hende med et skævt smil.
De havde forladt den lille hyggelige hytte, sammen med minderne i den, og det var nu bag dem. No looking back.

"Så lad os tage hjem til dig.., jer" blev konklusionen lidt indædt. "Vi skal bare lige forbi mig og finde noget tørt tøj, så kan vi tage min bil derfra" Så satte han retning imod sin egen lejlighed.

Tilbage i lejligheden var den før så tætte stemning af røg fjernet, og tilbage var kun en kølig stue. Den friske vind havde skyllet fortidens ar væk, ligesom hun havde healet hans.
"Jeg skifter lige" mumlede han da han lukkede soveværelsesdøren bag sig, og forlod hende i stuen. Selv skiftede han til et par mørkeblå adidas sweatpants, en hvid t-shirt og en sort overtrøje.

I tilfælde af at hun ikke ville komme hjem plaskvåd, smed han et par grå sweatpants og en lyseblå hættetrøje ud til hende med ordene. "Trøjen kan du beholde, den kan jeg ikke passe mere". Det passede ham egentlig fint ikke at kunne passe den. Hans mor havde strikket den for længe siden, og endda broderet en hundevalp på forsiden. Hæslig rent ud sagt.
Havde hun brug for yderliger pleje kunne hun altid låne badeværelset.

Uden yderligere tøven var de ude ved hans bil. Måneskinnet speglede sig fint i hjelmen på den sorte audi A3 imens de kørte. Millicent viste vej.

Fin ide og fin ide ... Tvivlen klistrede ved ordene , som tyggegummi under en rillet sål.
Millicent havde fortalt Andrija om Gordon og han vidste halskæden var en gave fra ham. Skoene og kjolen havde hun endnu ikke fået fortalt , men når kæden ikke var et issue , burde tøjet ikke være det overhovedet. Gordon havde også hørt lidt om hendes kæreste , så en præsentation var måske på sin plads.
Selv om hun ikke ligefrem fandt iden.., fin.
" Du skal være velkommen. Jeg skal bare lige venne mig til jeg også bor der- det er lige aftalt i aftes , så jeg føler mig stadig som en gæst" undskyldte hun sig med.

Hjemme hos Gordon greb hun tøjet og drejede lige den tanke er par omgange. Det var lidt spøjst at møde op i gordons tøj , men det var nu meget rart at kunne trække ud af det våde. Så den kom i en plastikpose og kort tid efter stod Millicent med en hund på maven og kørte fingrene rundt i de grå buksers linning. De hang lidt omkring endes hofter , men var bløde og behageligt.
" Man skulle tro du kendte min mor !" Smilede hun og lod sin hånd stryge over brystet og lidt af maven, for at ' kæle ' hunden. Millicent tog lidt vand i ansigtet og lånte en hår børste til at tæmme det væreste , men et bad måtte Vente.

" lad os smutte afsted , så vi ikke skal sluge drikken. " forslog hun så snart hun kom ud derfra .millicent vidste at Andrija ville forvente at hun tjekkede ind omkring nu - senest.

Hun nød turen i en varm bil - nu med tørt tøj også.
Dovent lænede hun sig tilbage og lukkede øjnene i. " Når vi nu kommer frem - så eh .. Tror jeg helst jeg vil nævne det med skyts tingen når jeg er alene med Andrija." Her var hun alvorlig nok , selv om hun forsatte med at spøge.. " og det dér med du hænger og stirre på
Mig mens jeg sover , dén skal nok også udelades
! " så jokede hun lidt , men mon ikke han alligevel fangede et budskab der.

Da de endelig kunne køre ind og parkere, kunne hun se lys på teressen og halede Gordon i den retning.
På teressen fandt hun Andrija og et smil beklædte automatisk de lyse læber af hendes.
" Kom og mød ham " hviskede hun nærmest til Gordon og satte tempoet en smule op , for at nå Andrija først.
" Undskyld.. Det blev lidt sent Andrija ." Var det første hun skyndte sig at sige, da hun havde spottet mobilen ved hans side.
Hendes arme fandt omkring hans hals og hun ville trække ham ind i et lille varmt kys , et der absolut sagde goddag skat , men uden at gøre en tilskuer ilde til mode.
Hun så op i Andrijas øjne og smilede ... " jeg inviterede Gordon med for at møde dig .. Tænkte vi kunne tage en godnat drink ." Forslog hun og nussede kort Andrija over kinden inden hun slog hånden ud mod Gordon. " Andrija , dette er min ven Gordon Matthews .... Gordon , mød min ... Forlovet Andrija Luzar"
At det ikke var hendes ide at de skulle herhjem NU var der ingen grund til at vade i. Nu var de her - og måske kunne de blive venner og hygge sig lidt.

Hun tog en dyb indånding og ville så prøve at finde ud af hvad folk ville drikke- selv kunne hun mærke et kæmpe behov for en stiv sjus'!

Den fremmed bil der kørte op i indkørslen fik straks Andrija til at skule lidt til den. Hvem kom vadende hjem til ham før fanden var stået op? Det kunne umuligt være et menneske og en vampyr ville ikke bevæge sig ud så sent, så nær morgendagen. Det hele blev dog til lettelse da det viste sig at være Millicent, i den mest hæslige overdel han nogensinde havde set. Forhåbentligt ville hun smide den ud når hun en gang gik til ro.
At der så fulgte en engel med i hendes kølvand, kom som en overraskelse for ham. Han regnede sig hurtigt frem til at det måtte være hendes engle ven Gordon - og så hans bil. Ikke dårlig smag. Det hjalp helt klart i det længere regnestykke.
Et kys blev givet til Millicent, før Andrija så vente fronten imod Gordon. Øjne fulgte med, mens ørerne lyttede til præsentationen af ham - og ikke mindst hans egen præsentation. Det ville han tage som et ja, når han pludseligt var blevet opgarderet fra kæreste til forlovet. Med et vældig tilfreds smil, rakte Andrija sin hånd frem og trykkede Gordons, hvis han var til sådanne høfligheder. "Dejligt at møde dig. Kom indenfor."
Sprit i en fin flaske blev sat frem, sammen med tre glas. "Har i haft en god aften?" Svaret interesserede ham ikke, han ville hellere have Gordon så han kunne triumfere over sit ja, men han holdte pænt inde med det til englebassen var smuttet. De skulle jo nødig have at manden forvandlede sig til Amor for øjne af dem. Kønt ville det næppe blive.

OOC: Tak :)

"Måske vores mødre har mødtes? Den var fra min mor" blev der svaret. Kvinden var jo skør at tro han nogensinde ville gå i den.

Længere ude af byen, hvor husende kostede det dobbelte, trak Gordon ind til siden, derhen hvor hun nu guidede ham hen.
"Behøver han vide det overhovedet?" Sukkede han lige inden hun smuttede ud af bilen, selv blev han siddende et par sekunder mere inden han klappede sin bildør op.

Han kom gående lidt bag Millicent, og ventede pænt til de havde sagt hej. Han prøvede at fokusere på sine sko. Lade som om gruset under dem, som han sparkede lidt til, var det mest spændene i verden. Han vidste at hvis han kiggede ville det lede hans hoved tilbage til tidligere, og ville sikkert blive helt rød i hovedet. Nårh ja, at kysse hinanden var trods alt forbeholdt parforhold, ikke?

Da de var færdige ville han række hånden frem til Andrija, i håndfladen havde han et visitkort, som han ville slippe til dæmonen hvis han trykkede hans hånd.
"Ja Milli har vist præsenteret mig... Gordon Matthews, hvis du nogensinde har brug for en advokat.." smilede han skævt. Gordon havde skam hørt om Andrija før, og ikke kun fra Millicent, også i forbindelse med mafiaen. Fyren skulle nok få brug for en advokat før eller siden.

Han takkede for indbydelsen, og fulgte med ind i huset.
"Så... hvornår skal jeg forvente at få en bryllupsindbydelse?" Spurgte han efter lidt. Prøvede at virke lidt ligeglad, og så over på Millicent. De havde diskuteret dette. Hun vidste hvilken tilgang han havde til dette.

Det med aftnen ville han lade hende svare ordenligt på, og mumlede istedet noget med at den da havde været interessant. "Åh, ingen procenter til mig, jeg skal køre hjem. Har i cola light?"

"Måske vores mødre har mødtes? Den var fra min mor" blev der svaret. Kvinden var jo skør at tro han nogensinde ville gå i den.

Længere ude af byen, hvor husende kostede det dobbelte, trak Gordon ind til siden, derhen hvor hun nu guidede ham hen.


" Strikkeklubben Den uldne snor ? Der gik min mor hver lørdag formiddag " tænkte hun tilbage på hendes mor ugentlige ture til husmødrenes paradis i strik.
" Angående skytsenglen...nej, lad os holde det helt ude. Jeg vil gerne fortælle ham det en dag, men indtil vi ved hvad det betyder...sådan i praksis, synes jeg vi skal vente" konkluderede hun endeligt. Med mindre altså Andrija kunne fortælle hende om hvad det ville sige? Han havde jo et par år på bagen efterhånden, så helt utænkelig var det jo ikke.

Inden for forløb det fint. Millicent syntes det var sødt af Gordon at tilbyde hjælp, kom Andrija nogensinde i knibe. Ikke at hun håbede det ville blive aktuelt.
Men en god advokat var altid god at have ved hånden.Hun vidste at han levede i en risiko zone, men håbede at han ikke overtrådte for alvorligt paragraffer, hvor tåbeligt en tanke det så end var for en vampyr at tænke..og så om en dæmon!

Millicent smed skoene i entreen på vej til stuen, så hun var barfodet.Nylonstrømperne lå i plastposer, med det øvrige tøj af hendes.
" Sid ned  Gordon . " slog hun ud med hånden imod den enorme læder sofa og de to stole. Millicent smilede varmt. Det var vigtigt for hende at han befandt sig så godt som muligt. Alt andet ville gøre hende utilpas.

Lettet over Andrija  viste sig i godt humør , begyndte hun at slappe en smule mere af i de noget spændte muskler.
Hun skævede kort til ham og det var lige ved hun rullede med øjnene , for hun så udmærket hvordan han hyggede sig ved at have fanget  hende i den lille præsentation af ham før. Argh... For katten da!
Det var jo efter besøget hos  hendes forældre dén var blevet hængende, den med at præsenterer han som sin forlovet.Og ringen på hendes finger skubbede også i den retning - ja ! Men hun havde altså ikke givet ham et ja , ikke endnu ...af den årsag hun var bange for det var for hurtigt efter sidste grimme omgang.

Millicent så over på Gordon med forbløffede øjne. Hvorfor bragte han nu det op?
" Der er ikke en dato på noget endnu....Andrija er en meget tålmodig mand...desuden ville det blive uden gæster af nogen art, jeg vil helst gå helt stille med dørene " hun lod den bemærkning hænge lidt i luften- uvillig til at uddybe, da Gordon vidste bryllupet havde været planlagt- og aflyst een gang før og hun derfor trådte varsomt nu. Omvendt ville hun ikke have Andrija fik en oplevelse af hun ikke stod ved ham...så Gordon fik sendt et ' noooo nooo' blik og Andrija et lille kejtet smil.
Så regnede hun med det emne var dødt og begravet for nu.

Hun henvendte sig til Andrija og lignede en lille grisling ...deres aften?!
Hun snakkede i munden på Gordon.." den har været fint...faktisk var Gordon lidt...sløj , så vi gik en lang tur og endte op ved vandet. Jeg var et smut ude at bade..MED tøj på..derfor lånte jeg lige Gordons tøj til hjemturen, forklarede hun sig med det lidt for store sæt tøj. "... Hans mor strikker også!" Tilføjede hun som det forklarede ALT.


Millicent var hurtigt til at hente lidt kolde sodavand, heriblandt cola light, men også fanta og lemon. Ved bordet, stillede hun det klart, med lidt oliven og nødder i små skåle - for så at fylde de glas Andrija havde sat .
Gordon fik hans sodavand og Andrija et glas.
" Salut" lød det melodiøst, inden hun indtog den ene store lænestol.

" Så hvad har du lavet Andrija ?... Været på Salles?" Spurgte hun ind og mumlede til Gordon.." Andrija ejer Salles de Banquets...har du været der?" Begyndte hun at small talke, imens hun håbede de var ude af den lurende lille storm.

Andrija havde holdt facaden da han fik visitkortet stukket i hånden, men han brød sig absolut ikke om det. Selvom han havde lovet at opfører sig ordenligt, kunne han alligevel vælge at provokere Gordon, så han blev reagere i selvforsvar, det ville hun ikke kunne modsætte sig. Med Millicent ude af billedet kunne Andrija henvende sig til Gordon uden risiko for at blive afbrudt. "Jeg tror ikke jeg er den du skal lege med. Hold du dig bare til din side af loven, vi skulle jo nødig have en engel ud i uføre."
Efter sodavandende var blevet serveret, han vidste ikke engang de havde nogle, gik han hen og hældte op fra flasken til sig selv, for demonstrativt at drikke fra sit glas med et blik rettet imod Gordon. Efter at have sluppet glasset med læberne, vente han sig imod Millicent. "Ja, lidt arbejde og sådan lidt."
Han smed sig i en af lænestolende hvor han lænede sig tilbage med sit glas hvilenede på hans ene lår. Han studerede visitkortet han havde fået før han flabet placerede det imellem fingrene og bøjede det til det selv sprang fra hans fingre og fløj ned på gulvet. Det ville han ikke få brug for. Han sendte et kort hånligt smil i Gordons retning, før han så igen drak af sit glas igen.

Gordon så sig omkring. Det var jo nærmest en hel villa. Man var ikke i tvivl om at pengene hang på træerne i dette hjem. I forhold til hans lille lejlighed virkede stedet som et slot. Han måtte dog indrømme at han selv ville blive ensom af at bo her alene.
"Her er pænt. Hvis man er til det luksuriøse" smilede han venligt, som han blev tilbudt en plads. Snart ville han sætte sig, men han blev stående lidt.

"Du skuffer mig Milli." Blev svaret til brylluppet, men ironien hang i luften, selvom den ikke gjorde i tonen. Det ville hun vide. Han var ikke dukket op om hun så tiggede ham om det.

Millicent forlod stuen for at hente sodavand. Hvad sagde man her ? Han kendte jo ikke manden, ikke personligt i hvert fald. Derfor var det næsten en lettelse da Andrija... pissede territorium af? Gordon kom til at smile.
"Du er meget bestemt. Hvem siger jeg leger med nogen?" Svarede han så høfligt som det lod sig gøre. Så fortsatte han lidt mere bestemt. "Men du har ret, jeg leger vel lidt. Leger du med, kan du være heldig at finde ud af hvordan jeg kom igennem din computers firewall" det var ikke håndligt, mere med et udfordrende glimt i øjet.
Nok var han advokat, men på den rigtige side af loven? Ikke altid. Selvom det oftest var for et bedre formål at han hoppede ved siden af.

Millicent kom tilbage med drikke, og han tog imod sin cola, hvorefter han satte sig i den enorme sofa. "Tak" smilede han uberørt til hende.
Hun sagde noget om Andrijas job. Han ville svare, men måtte rette hans opmærksomhed imod dæmonen da hans visitkort røg på gulvet.
"Jeg kan ikke huske om jeg har været der, men jeg ved han ejer det. Det og andre sidejobs ikke?" Smilede han til Andrija, og tilføjede hurtigt: "jeg tror du tabte mit kort, intet problem. Jeg har masser." Også trak han roligt et nyt frem, og kørte det over stuebordet hen til Andrija hvor han slap det.

"Er politiets computerteknikere bare halvt så opmærksomme som jeg, så får du brug for det." Han ville ikke gengælde det hånlige smil. Det var et helt andet niveau at spille på, et niveau han ikke fandet specielt underholdene, eller gavnene for stemningen. Istedet blinkede han en enkelt gang med venstre øje, og satte sig tilbage i sofaen, som den gennemtrængene lyd af en cola light dåse der blev åbnet, fyldte luften.

Engle og dæmoner kunne virkelig ikke sammen huh?

Millicent havde faldet for huset ved første øjekast.ikke at det var stort...men det var buerne og atmosfærden der gjorde det hyggeligt, og familie egnet- selv om hun desværre aldrig ville kunne få liv at fylde det til randen med børn.
Indretningen bar præg af maskulinitet. Ikke mange nips og sager- ikke endnu.
Andrija havde jo selv stået for indretning og al det tjavs.
Tingene var uden tvivl meget kostbare....og Millicent ville hen af vejen få stablet lidt af de prangende malerier væk og stillet de dyre vaser til siden...både fordi hun var en kende klodset til tider, og hun skulle jo gerne kunne slappe af i eget hjem- men også fordi hun ville introducere en lidt mere feminin stil til det øvrige møblement.
Ja- Andrija havde meget at glæde sig til !

" Ja....her er dejligt" sagde hun varmt til Gordon , for det var virkelig indrettet smagfuldt og stilrent, meget maskulint- meget Andrija.


Millicent havde antænderne slået helt ud , da hun vendte tilbage til stuen.
De blågrønne øjne hæftede sig ved at Gordon havde alle sine lemmer endnu og ingen bidmærker fra Andrijas dæmon bisser, og det så sørme også ud til at Gordons lille evne ikke have ommøbleret stuen by accident. Arh...børnene legede pænt ! Hun smilede ved denne konstatering.

" Jeg sætter lige noget musik på...kryds fingre" lød det.
Drengene ville vide det omhandlede at hun ikke kortsluttede det hele i forsøget på lidt baggrundslyd. Hun var jo stadig lidt ukoncenteret, og så gik det ofte lidt galt.
Men det lykkedes ...og kort efter gled tonerne frem og snoede sig omkring i stuen .
*Yes! Nu lignede det noget! Musik, drinks, nødder og hyggesnak * Millicent trak op i kanten på de grå sweatpants der insisterede på at bevise hun HAVDE hofter derinde et sted, og vimsede over for at sætte sig i en stol, igen.

Hun rakte ud efter sin gin, og lænede sig tilbage i den store stol.
Årh..det var mageligt, efter det kolde og lidt hårde livredder skur.
..og så fik hun da ellers travlt med at følge med, for samtidig med hun småsnakkede om Andrijas job, tabte han Gordons visitkort på gulvet.
Hun valgte at tro han tabte det, men der var kommet noget over Andrijas holdning, hun ikke havde opsnappet før nu.
Gordon nævnte noget med sidejobs bagefter, og det fik hende til at tilføje

" Andrija laver meget forretning ..." Mens Gordon fik et hævet øjenbryn , der burde sige det meste.

Det ville slet ikke være en god ide at komme ind på at Gordon vidste rimelig meget om Andrijas gøren og laden...nåde fordi Andrija kunne finde på at lange ud efter Gordon, og oven i det...var det vel en direkte hovedvej til snakken om hendes fangeophold, Andrijas betaling for det og hele Gordons redningsaktion.
Dét var nok ikke det mest neutrale emne at bringe frem nu.
Det hele var så....underligt.
Andrija burde faktisk takke Gordon....var det ikke for ham, ville Andrija ikke have en kæreste lige nu. Eller jov.,,det ville han nok, men det ville ikke være Millicent- hun ville være død.

Hun tog en tår af sin drink....og hostede det nærmest ud igen, da ved Gordons næste sætning.
Hun kiggede forbløffet på Gordon. My god , hvad havde han lige gang i?

" Politiets computerteknikkere?" Udbrød hun helt spontant , efter at have tørret sig om læberne , med strikblusene bløde ærme.Nu var hendes stemme så meget mere vågen og parat til enten at snappe eller glatte ud, alt hvad hun nu kunne for at dumle de vander der begyndte at synes oprørte.
Hvad havde de lige nået at fyre af , på de få minutter hun var i køkkenet?
Gordons ord var en advarelse til Andrija. Hun så ham køre et nyt kort over til Andrija.
Hendes øjne fulgte visitkortet, og gled videre til Andrijas ansigt.
Havde han smidt det andet kort med vilje? Det var også blevet bukket...som et led i en lille tavs provokation måske? Hendes øjne søgte Andrijas.
Hun vidste hun kunne advare ham , han læste det meste i hendes blik.
De var for afslørende , og kun få gange var det lykkes for hende at holde følelserne ude af hendes øjne.Da Andrija og hun skulle møde hendes overfaldsmænd var een af disse gange.
Øjnene forblev dog generelt Millicents achilles hæl. Og hendes svageste led, i vampyr øjemed - ud over hendes bløde hjerte der åbenbart ikke lod sig kapsle ind uanset hvad hun forsøgte.
Hun appelerede til at Andrija om ikke at tage de bolde Gordon nu kastede, for så ville Gordon nok ikke smide flere? Eller oz ville han? Hun kendte udmærket den kant englen havde, der måtte være medfulgt fra hans tidligere lidt broget liv.
Men ...Andrija var nok den man mindst kunne styre handlingerne på vegne af. Ingen vidste det bedre end Millicent.Og hun kendte ham....chancen for Andrija ville lade muligheden passere for at spille barenlidt med musklerne var ringe.
Risikoen for han ville finde en vej at provokere big time var langt større.
Han sneg sig ikke så ofte væk fra en udfordring.Men måske han ville denne gang ?
" Hvad snakker i om ?" Spurgte hun Andrija stille.

Så det havde været en engel bag angrebet på hans system. Det lød så fint at sige system, men det var hvad folk kunne lide at høre, så det var hvad Andrija normalt betegnede det under. Intet fancy, bare lidt sikkerhed som havde virket til der kom en langnæset engel forbi. Hans idé med at lade det være diskret havde ellers forløbet så godt.
"Jeg tror ikke jeg får problemer med at kontakte dig, skulle det blev nødvendigt, så spild endelig ikke mere regenskov og blæk på mig." Lød det som kommentar til visitkortet, som han ikke selv rørte. Han var mere begejstret over hans plan havde virket og ikke mindst Gordons samtidige forsøg på at udglatte det hele ved ikke at fare op eller hvad engle nu gjorde for at vise de følte sig trådt på.
Millicent måtte slå sig til tåes med kun at være tilskuer og blive totalt ignoreret, for selv han nød sin tid med hende, når de ikke var sammen med svigerforældrene, så kunne hun ikke give ham den samme udfordring og fornøjelse det var at lege med folk som for eksempel Gordon. Dem der mente de kunne en masse, men egentlig ikke var så farlige når det kom til stykket. Normalt var det mennesker der spillede på det, for engle var det så åbenlyst at de ikke kunne noget som helst, at det til dels overraskede Andrija at englebassen alligevel forsøgte sig - men alle skulle vel have lov til at prøve Andrijas karrusel.
"Teknikerne er ikke et problem." Blev Andrijas eneste kommentar til dét emne. Hvad han så mente med det, måtte de to andre selv finde ud af. Han havde ikke i sinde at lufte hvorfor nu, men havde englen bare lidt omløb ville han sikkert hurtigt forstå hvad han mente. Det var selvfølgelig et problem at have mennesker under sig, men fordelen var også at man hurtigt kunne skille sig af med dem og de færreste, især i Terre, ville bemærke hvor de var forsvundet hen.
"Gordon er bare bekymret, men helt uden grund. Det hele skal nok gå glat og problemfrit." Han nippede til sit glas, som han havde rakt ud efter.
Andrija var fristet til at tage sig af Gordon lige nu og her, men han viste Millicent absolut ikke ville blive vild med det og hun havde lige været en tur igennem hans maskine, så måske han lige skulle vente med at sende flere igennem den. I hvert fald af nogle hun kendte. Det ville nok alligevel være en for stor mundfuld for hende og det ville absolut heller ikke være godt på hans allerede rustne forlovelsestitel. Han burde nok have advaret hende før.