Oh Messy Life

//Jeg svarer lige, selvom du er fraværende Milli, så kan du bare svare når du en gang er klar til det, også lægger jeg måske lidt an til at daffe. Ellers ender dette vidst med at blive meget anspændt //

”Fint nok.” blev der svaret til Andrija. Hvis han ikke vidste hvad der var bedst for ham, så skulle han ikke tvinge ham. Sagen var nok at han ikke havde hjulpet ham alligevel. Om han følte sig trådt på? Nej, mere forbløffet over den direkte fjendtlighed der åbenbart blev vist gæster i dette hus.

Det var da meget muligt at Andrija så det som et svaghedstegn, at Gordon var engel, og at han begik sig som han gjorde, men sådan mente han ikke selv det forholdt sig. Han havde ingen dæmon muskler, penge eller mafia til at true med, men i modsætning til det barnlige eksemplar af en djævleskabning, så havde han rent faktisk forstand. Forstand på hvordan verden var indrettet, og forstand på hvordan andre væsner havde det. Det var en fordel når man ville tilfredsstille andre behov end sine egne, men så igen, det var tydeligt at mærke at Andrija vægtede sine muskler over sin IQ. Ikke tale om at Gordon ville stå i baggrunden bare fordi han beherskede den sidste af de to.

”Hvor… Humant.” sukkede han til det med teknikerne, og måtte indrømme overfor sig selv at dæmonen var en mand af få ord. Han var ikke sjov at lege med. Ikke når det eneste han kunne var at håne og true. Det havde været en dårlig ide at komme her. I forvejen havde han ikke brudt sig om hvad han havde hørt om denne mand, men nu? Nu var han bare lidt skuffet.. Skuffet over at han hverken synes at være sjov at duellere med, eller synes at være specielt god for en så følsom person som Millicent.
”Glat og problemfrit? Med mafiaen? Ja den må du selv bøvle med, jeg er nu mere bekymret for Millicent.” Svarede Gordon koldt, og lagde sine blå øjne hen på Millicent med et sigende blik. Han havde set konsekvenserne af deres forhold, og det var ikke kønt. Hun var fantastisk. Intet mindre. Og alligevel..
”Måske jeg skulle gå. Det var en dårlig ide at komme her.” Sagde han så, stadig med blikket rettet imod Millicent. Lidt ligeglad med om Andrija tolkede det som en overgivelse eller whatever. Hun ville vide at det var det bestemt ikke.

Uden først at sige noget lagde han an til at smutte, og rejste sig op. ”Du er en meget heldig fyr Andrija.” Smilede han så til dæmonen og nikkede i retning af Millicent. ”Det er bare ærgerligt du ikke kan holde hende lykkelig i mere end 2 dage af gangen.” Skød han skarpt som slut. Så nikkede han til dem begge, snurrede rundt på hælen og satte i retning imod døren.

// ... Jeg ved virkelig ikke hvad jeg burde skrive her.
Men nu der et indlæg anyway.

Kunne en hel verden og alle dens forstillinger falde sammen om ørene på en, på ét enkelt sekund ? Svaret var ja.

Millicent havde taget en afstikker fra sofa arrangementet ...bare for hurtigt at tjekke  arbejdsprogrammet på Desire Noir de følgende dage, men havde ved et uheld fået klikket på en af Andrijas andre sider der stod åbne på hans pc..
Blikket gled casual over skærmen, som hun lagde an til at lukke for siden, men hun nåede desværre at få et tilstrækkelig wiew over indholdet.
Hun følte et slag i nakken, mentalt og stuen begyndte at bevæge sig omkring hende. Langsomme uvirkelige uønskelige ord, borde sig ind i hendes hoved og fik
Millicents øjne til at tabte al glans og det blodrøde hjertet ...til at gå istå.

Hun rømmede sig og tvang sig til at rettede sig op. Dette var ikke noget der skulle tales om.
Slet ikke nu, og måske overhoved aldrig- og bestemt ikke her- men det ændrede jo ligesom ...alt...og bragte hele Millicents verden ned, sank den i grus.

Åndsfraværende , indviklet i en tåge af uvirkelighed - en tåge der prøvede at hjælpe hende så benene ikke bare forsvandt under hende, vendte hun tilbage til sin store polstrede lænestol, og følte sig uendelig lille , da hun atter gled ned i den.
Lille....betydningsløs.
Hun hørte derfor ikke halv delen af mændenes verbale ord kløveri og de moderate skjulte hentydninger der lå deri.
Først ved Andrijas ord, at det hele nok skulle gå glat..så hun ind i hans smukke stålgrå øjne og nikkede , som var hun fjernstyret eller programmeret til at gøre det rigtige.
" Selvfølgelig...du ved vel hvad du laver " sagde hun i en dæmpet tone , en ren farve palet af følelser der var flettet sammen, inderligt , frustreret og lidt i sin egen tilstand af chok.

Hun gled tilbage i egne tanker...indtil Gordon som den næste bragte hende ud af dem ...
" gå? " mumlede hun ..." ja, naturligvis...det er sent.." Hun så forvirret imellem dem, og bemærkede at hun nok burde havde været en smule mere OB's på situationen. En elefant havde sat sig på tværs, ikke blot i Millicents hals men i hele hendes univers, der ellers for første gang længe havde haft potientiale for at kunne klare en fremtid, bygge en fremtid med substans og noget der kunne holde.
Hun så på Andrija, men var nød til at tvinge sit blik væk igen.
Han havde sikkert ikke opdaget hvad hun var snuplet over på hans com, men havde han....ville han vide hvorfor hun ...hvorfor det hele ...hvorfor det blev hendes sidste nat i det her hus.

" Du skal ikke være bekymret...jeg klare mig " ..kom det mere anstrengt end ever, og Millicent rejste sig for at ville tage ordenligt afsked med Gordon. Det var forfærdeligt at han skulle trækkes ind og oven i købet ende med at møde Andrija NU, lige hvor det hele væltede ....på et hjerteløst sekundt.

Hendes øjne blev større...hvad lavede Gordon dog lige? Den bemærkning til Andrija var måske ...rimelig provokerende. Måske Gordon havde set der var noget helt galt i hendes blik, og egenlig skyldte sig at gå, fordi han vidste der var uvejr på vej ?
Var det en advarelse?
Heldig og heldig , tænkte Millicent....det afhang jo nok meget af hvad man ønskede sig her i livet - og hvad man ønskede at udfylde sin tid med ?

Millicent strøg forbi Gordon, og lagde kort en hånd på hans kind.
Hun ville ikke behøve mere, for han havde en underlig udviklet evne for at mærke hvor hun var hende , når hun selv farede vild på
Livets landevej.

" tak...for i dag...kom nu godt hjem... Vi tales ved" mumlede hun og prøvede at undgå for dyb øjenkontakt.måske han ikke ville gå, fandt han ud af HVOR galt det faktisk stod til inden i hende.
Hun tøvede kort...gik over til Andrija, ville se lidt ind i hans øjne, vidende at han kunne læse ALT i hendes. Hun stillede sig på tær , lænede sig frem og blev konsumeret af hans duft og ro.. Hun ville lægge sine læber mod hans i et let pres. Andrija ville kunne mærke hvordan hendes underlæbe dirrede, trak han sig ikke væk. Det ville blive sidste gang formentlig hun kyssede ham.
Omkring hende kunne Millicent høre alle de mentale glasskår af splintret drømme og håb , der ramlede ned om hovedet på hende.Hun kunne mærke dem på sin vej ud af stuen, mærke dem trænge op i hendes nøgne fødder i hvert et skridt hun tog- og mærke hvordan de satte sig som nåle ville i en pude, blot satte de knuste skår sig i hendes hjerte.

Hun kendte slutningen...efter hun havde sovet og stået op....ville det hele være forbi.
Andrija ville slå  hende så hårdt tilbage, at de ikke engang ville være venner længere.
Ikke engang venner....Manden hun elskede og havde tilbudt så meget af sig selv.
Slut.
Hun ville gå som i dvale op- ovenpå, ville i seng- fristede dagslyset ikke for meget og trak hende ud til dommedags ende.Hun tog sin ring af, og lagde på kommoden. Han så jo sig selv som singel alligevel.

Så kunne de to fyre afslutte som de selv ønskede.

// collecting history //