En rolig aften... - Zero.

han så trist ud "undskyld" sagde han meget trist og fløj ned mod jorden igen mens han så mod jorden og ikke på hende de nåede jorden roligt og slap hende før han begyndte at gå mod udgangen af kirkegården mellem gravstenene mens han roligt gik meget trist

Adriana tog sig til hjertet der hamrede afsted, det var godt nok lang tid siden at hun var blevet så bange. Hun stod lidt inden hun så efter Zero, var han trist? Over det hun havde sagt. "Undskyld hvis det lod lidt hårdt" sagde hun, "men blev bare så skræmt"

"nej det lød ikke hårdt det var den fakta jeg skræmte dig så meget" sagde han lidt trist og gik videre meget trist han stoppede ved endnu en stenbænk og satte sig ned på den mens han så ligeud for sig roligt og trist og kunne ikke stoppe hans tanker fra at være triste

Adriana begyndte at gå hen imod ham. "Du mente det jo ikke ondt" sagde hun venligt og prøvede på at opmuntre ham en smule. Adriana var alt for glad og positiv af natur til at kunne holde ud at se på nogle der var triste.

han sad bare stille og så lige ud for ham han trak ikke engang vejret lige nu men alligevel var han lysvågen han var ikke ved at falde om af mangel på luft han behøvede ikke luft når han sad stille han så bare trist på en gravsten der stod intet på den det var ikke gravstenen som gjorder ham trist men noget måtte han jo se på

Adriana lagde en hånd på hans skulder. "Kom nu, op med humøret. Der skete ikke noget" hun sendte ham et muntert smil. "Se selv" hun tog et skridt til bage og drejde rundt om sig selv. "Du mente det i sjov, det jo ikke din skyld at jeg bare er lidt af en kylling"

han faldt lidt i staver da hun drejede rundt så smuk var hun han tog sig sammen og rejste sig blidt op og så på hende "det var ikke kun det som gjorder mig ked" sagde han roligt hans vinger kom frem og lagde sig blidt om hende så hun ingen steder kunne gå mens han gik hen til hende og tog fat om hende vingerne kom tæt ind til dem som et slags telt og han så på hende og kyssede hende på kinden

"Hvad gjorde dig så trist?" spurgte hun og så på ham med venlige øjne. Hun mærkede hvordan hans vinger rørte hende og let, og afskar synet til kirkegården og det andet der var omkring dem. Hans kys mod hende kind, satte hendes tanker i stå. Godt nok havde han kysset hende i luften, men der havde hun tænkt på så meget andet til egentlig at lægge mærke til hvad hav havde gjort, det var også derfor hendes ord var blevet på den måde. De var bare blevet slynget ud uden nogen form for tanke bag dem.

"at du sagde jeg ikke måtte kysse dig" hviskede han ind i hendes øre og kyssede hende forførende på munden og brugte en af sine evner en speciel en han gav hende trang trang til at adlyde ham vis han sagde noget han gav hende trang til at sige at hun ville gøre alt han sagde han gav hende trang til det

Først ville hun skubbe ham væk, men noget underligt skete da hans løber ramte hendes. Hun blev blød i sine knæ og mærkede hvordan varm følelse steg op i hende. En følelse der var fremmed. Følelsen var en form for forblindelse i ham, noget der gjorde at hun ville adlyde hans mindste vink. Følelsen overtog Adrianas sind og overdøvede alle de små stemmer der prikkede til hende og sagde at følelsen var forkert. Adriana gengældte kysset.

han lod begge sine hænder glide ned af hende mens han kyssede hende den venstre hånd stoppede og tog hende blidt på røven mens den højre gik hele vejen ned til låret og agede det blidt og tændende mens han kyssede hende roligt og ventede på hvordan hun ville reagere nu

Adriana lod sig forføre, andet kunne hun jo ikke gøre. Hun lagde sine arme omkring han, mens hun gjorde kysset mere levende, ved at skille deres løber en smule med sin tunge. En lille invitation.

han tog hende blidt på underlivet mens han kyssede videre han lod langsomt sin tunge ind i hendes mund og fangede hendes blidt og legede med den mens han pressede hende ind mod sig så hans knæ var op i hendes underliv og ventede igen på reagtion

Adriana blev langsomt mere og mere tændt. Hun gav sig hen i kysset, og deres tunge-legeri. Hun mærkede hvordan han trykkede hende ind imod sig, og lod sig trykke ind, hun hjalp endda ved at flytte sine fødder helt hent til hans ankler, men de stod der ikke længe, hun rykkede sine fødder lidt til hver sidde så hendes ben var mere sprædt.

Zero tog hendes ene hånd og førte den ned i hendes bukser mens han selv gik under hendes tøj og tog hende på underlivet mens han langsomt slap kysset med hende og så hende i øjne "du er smuk" hviskede han roligt og kyssede hende på halsen roligt

Adriana så holdt den øjenkontakt han havde skabt. "Tak, og i lige måde" sagde hun med en stemme der var blid, men samtidigt underligt mekanisk. Det mekaniske talte tydeligt sit eget sprog om at hun ikke var ved sin egen bevisthed. Adriana lagde nakken en smule tilbage så han bedre kunne komme til. En sjov lille lyd undslap hendes læber, da han førte deres hænder ind under hendes tøj.

han smilede og tog hendes anden hånd ned i hans bukser mens han kyssede videre han lod langsomt deres begges hænder glide hen af hendes underliv nede i hendes bukser mens han langsomt lod hendes fingre som han havde fået ned i hans hånd han fik hånden til at tage fat om hans p** som var stiv og nød det

Adriana gjorde som hans kropsprog sagde til hende at hun skulle. Hun gav ham et handjob, mens hun med den anden hånd lod sig føre af hans bevægelser.
Noget vådt ramte Adrianas ansigt, hun så ikke op. Zero havde ikke sagt elelr hentydet til at hun skulle, men alligevel vidste hendes andre sanser godt hvad det var, regn. Flere og flere af himlens tunge tåre faldt og gjorde det som de ramte vådt. Adriana var ingen undtagelse. Der gik ikke længe før end hendes hår var fugtigt og det samme med hendes tøj.

Han sad oppe i et træ "når når zero hygger du dig med en af mine piger"sagde han ondt for han havde siddet og holdt øje med ham "få fingerne væk fra hende og det er nu og jeg mener lige nu"sagde han og hoppede ned fra træet og gik hen mod dem han var godt sur på zero jaster havde forandret sig på en måde zero ikke kunne vide for det var noget nyt han kunne som zero ikke vidste noget om man kunne ikke se hans ansigt for den hætte han havde på over sit hovede han gik bare hen imod dem



//Adriana har givet mig lov//

Zero slap Adriana og vente sig roligt mod Jaster med et smil han hviskede hen til Adriana "kom ind til min ryg" mens han så på Jaster med et roligt blik "dine piger?" spurte han roligt "du lyder som om hun bare er noget legetøj" gav han roligt igen mens han smilede "du kan vare ikke styre dig fra at følge efter mig hva?" han grinte lidt hånligt og trak sit skilt frem "pas du hellere på søde ven eller jeg anholder dig for vold"

Adriana der stadig var underlagt hans trance-evne-dims gjorde som han sagde. Hun gik ind bag hans ryg og stod der blot som en form for udstillingsdukke. Havde hun været sit normale jeg ville hun have prokket sig højlydt over måden de begge talte på.

"Adriana er min pige har nemlig en følse for hende som jeg ikke har haft længe nu så du lader hende gå nu og hvis du anholder mig for noget kan jeg bruge noget på dig"sagde han surt og kiggede på ham "jeg elsker hende som du aldrig kan forstå"sagde han lige nu var der både følser fra vrede og den kærlighed han havde til Adriana "jeg elsker hende og hun skal ikke bruges som noget legetøj hun er en dejlig person og vil ikke ha der sker noget med hende og du skal slet ikke røre hende"sagde han han talte fra sit hjertet

Zero stod stille og lyttede roligt "okay så du elsker hende tror du ikke jeg ved hvordan det er" spurte han roligt og kom i tanke om sin elskover "men jeg har den forbandede forbandelse" han viste sin hånd en dæmon stjerne kom frem på hans håndflade "skal du måske prøve at have sådan en forbandelse" spurte han roligt "jeg har intet fået de sidste 3 dage og ved du hvad det er" spurte han vredt "DET ER DET SAMME SOM SELVMORD FOR EN SOM MIG" han råbte højt han slap kontrollen over Adriana og begyndte at gå sin vej

Adriana mærkede hvordan hun fik sin vilje igen. Hun tog sig fortumlet til hovedet. Hvad var der sket? Hun så sig omkring, der stod Jaster. Hvad lavede han her, og hvornår var kommet? Adriana så fra den ene til den anden og var tydeligt meget forvirret.

"Adriana"sagde han og gik hen til hende "har du hørt hvad jeg sagde"spurgte han og kiggede på hende med et lille smil og håbede på det men det var jo ikke sikkert men han stod og kiggede på hende med et smil og ventede på et svar fra hende af