En rolig aften... - Zero.

Zero gik hen og åbnede døren til sin bil han steg ind og startede roligt motoren

//vidste ikke hvad jeg ellers skulle skrive

Adriana så på Zero der langsomt forsvandt. *Hvad går ha nu for?* tænkte hun undrende, men hun blev revet ud af sine tanker ved lyden af Jasters stemme. "Øhh.. " hun så på ham og udstrålede bare at hun var lost. "Hvornår er du egenlig kommet? Og hvorfor går Zero nu? Han var ellers så venlig, han fløj mig en tur og alt muligt" sagde hun og prøvede at huske hvornår Jaster var kommet. *Har jeg været besvimmet eller noget?* fløj det igennem hendes tanker.

"du har været under hans magt men jeg er lige kommet og jeg sagde noget du ikke kan huske nu"sagde han og kiggede på hende med et smil og nærmede sig hendes ene øre "jeg elsker dig"hviskede han ind i hendes øre

//Er Zero over and out?

//ved ikke//

//nej tar en pause med emnet indtil der er brug for mig send lige en pm vis der er^^

//okay zero//

//Okay^^

Adriana stod helt stille, hun rørte sig ikke, sagde intet. Hvad kunne hun sige til det? Hun stod og så lidt på ham, stum af forbløffelse. Hendes tanker var et stort rod der prøvede at finde rundt i det som skete nu, hvad hun havde misset og hvad der skulle til at ske.

han kiggede på hende med et smil "håber du har det på samme måde"sagde han med et stille smil og kiggede på hende med et sødt smil og ventede på hende svar med et smil "og hvad du er gået glip af skal du ikke tænke på"sagde han med et smil

//hvad med at fortsætte emnet gutter^^

//Hov sorry folkens xD//

Adriana vidste ikke hvad hun skulle sige. Jo hun syntes vældig godt om ham, men hun havde ikke ligefrem den form for følelser for ham. Elsker dig genlød hans ord i hendes sind, det var hun slet slet ikke klar til. Der var stadig så meget der skulle prøves før end hun overhoved ville tænke på at tage de ord i sin egen mund og sige dem til andre end sin familie, men det var jo familiekærlighed. Adriana trådte et skridt væk fra ham. Hendes øjne flakkede fra ham til omgivelserne og tilbage til ham. "Jeg.. jeg.." prøvede hun at påbegynde sin sætning, men kunne ikke sige mere...

Zero rejste sig og steg ud af bilen roligt han gik hen til Jaster og så roligt på ham "kan du ikke se hun ikke er klar til at binde sig sådan til nogen" sagde han hårdt og så på Jaster "ikke for at være ond Jaster men du kan da ikke bare komme og sige jeg elsker dig og så håbe hun osse gør det samme"

jaster stod og kiggede på hende




//sorry men ved ikke hva jeg skal skrive//

Vinden tog fat i Adrianas hår og blæste det ind foran hendes ansigt. Adriana gik langsomt baglæns, væk fra stien og ind imod gravpladserne. Hendes øjne flakkede fra den ene til den anden, mens hun prøvede at få styr på sig selv og sine følelser, men det var ikke lige til. Især ikke pga. hver følelse råbte noget forskelligt, hver prøvede at overdøve de andre. Mig mig! lyt til mig, jeg gav dig jo ret i at du havde det godt med Jaster var der en lille følelse's stemme som råbte i munden på en anden der råbte lyt ikke til den, de er begge dæmoner, blodtørsige, sadistiske, dæmoner der kun venter på en chance for at sprætte dig op!, den følelse prøvede hun dog at lukke ude, da ingen af dem havde været sådan overfor hende. Jo Zero havde lavet lidt sjov som havde skræmt hende, men hun var jo ikke kommet til skade, og når hun tænkte nærmere over det så føltes det underligt dejligt at være helt fri i luften. Andre følelser's stemmer blandede sig og prøvede på at blive hørt mest.

Zero så på Adrianna "vent lige 2 sekunder bare lige lad mig være alene med hende lover dig jeg intet gør" sagde han til Jaster og løb hen til Adrianna han løftede hende op og lettede med sine vinger op i luften højt op hvor der var god med plads til at tænke "værsgo Adrianna her kan du tænke" sagde han og smilede mens han holdt hende oppe

"adrianna"sagde han og kiggede efter hende

//Ihh kan ikke vænne mig til at det er med to N'er, sorry for alle de fejl hvor der nu kun er 1^^//

Adrianna gjorde ikke modstand da Zero løftede hende op i den dejlige sorgløse vind. Hun kneb sine øjne i og massagere sine tindinger, det hjalp oftest når hun gerne ville have samling på sig selv. ”Tak” sagde hun til Zero. Adrianna begyndte langsomt at prøve at få den store filterknude af følelser til at gå i orden, det gik dog langsomt, og flere gange blev hun blot mere forvirret. Det var som om at Jasters tilsyneladende så harmløse ord havde udløst en masse, mere end det vel egentlig burde. *Hvad skete der egentlig?* tænkte hun, men tog sig selv i det *nej ønsker ikke at vide det* dette var henvendt til Zero, han havde jo ikke ligefrem lagt skjul på at han vidste hvad der forgik inde i hendes tanker.

Han kiggede på dem og gik hen til et træ *mig stor fjols jeg skulle også sige det*tænkte han og bankede sit hovede ind i træet *nu vil hun nok ikke se mig igen eller noget*tænkte han

//skal til at logge så håber i venter på mig og ikke bare køre vidre uden mig for så bliver jeg sur hader når folk gør det//

//okay, det er Zeros tur til at svare^^ *at vente*//

Zero lavede et lille surf board af kaos og lagde hende på det det holdt sig svævende i luften så hun kunne ligge der "tag det roligt Adrianna jeg kommer hen til dig vis du falder jeg skal lige bogstavelig talt bane fornuft ind i panden på Jaster" sagde han og fløj ned til Jaster og tvang ham væk fra træet "ROLIG FOR HELVEDE JASTER" råbte han vredt "det hjælper ikke Adrianna at tænke ved at du banker dig selv halvt fordærget" Zero lavede nogle reb af kaos som bandt ham fast til jorden og fløj op mod Adrianna igen

Boardet vippede let i takt med det vindpust der prægede luften i denne højde. Adrianna så lidt tvivlende på det, men hun havde jo ikke noget valg. Hun tog blikket fra det og så på Zero og nikkede. ”Okay” hun skulle til at tilføje noget mere men fortrød det, hun ville ikke lyde bedre vidende, eller som den ultimative kylling. Adrianna prøvede fortsat at fokusere på sine tanker, men alligevel gav det et lille gib i hende da hun hørte Zero råbe. Hun tvang sig selv til ikke at kiggede ned og hen på dem, det ville ikke just hjælpe. *Okay, og hvorfor er det lige at du reagere på den måde over at han siger at han elsker dig?* spurgte den lille fornuftige stemme i Adriannas hoved. Adrianna lukkede sine øjne mens hun svarede stemmen tilbage. *Fordi det er skræmmende! Kærlighed er skræmmende, især for en som...* hun kunne ikke tænkte sætningen til ende, før end små stumper af hendes liv hurtigt blev vist for hendes indre syn. Som en lang serie der er blevet kogt ned til kun at være brudstykker, som man knapt nok bemærkede, men alligevel var der små ting som hun nåede at bide mærke i, og som hver og en stak i hendes indre. Minder om den ensomme barndom pga. de alt for travle forældre. Forældre der sagde til hende at de ville være tilbage i løbet af kort tid, men der var som regel gået næsten et helt døgn før end de var kommet tilbage. Havde hun stået ved døren for at komme dem i møde havde de blot snerret vrissent af hende og fejet hende til side. Da hun var mindre havde det været sårende når de gang på gang gjorde det, men jo ældre hun blev jo mere van til blot at være en skuespiller i den ihh og åhh så perfekte familie. Det gjorde ikke længere ondt, for det måtte vel være en form for kærlighed ikke? At når de så gav hende en ny materiel gode så var det jo fordi de holdt af hende. Den form for kærlighed var hun vokset op med, så fra den front af kendte hun ikke den egentlige betydning af de ord som Jaster havde sagt...

//kom nu Jaster din tur

//han har lige sagt at han er Out, så bare svar x)//

han kiggede på hende og tænkte "sorry adrianna elsker dig ikke jo som en søster mit hjerte er kommet til at tilhøre en anden"sagde han og kiggede ned i jorden