The Second You Sleep - Millicent

Gordon nikkede til det med kaffen, men trak på skulderen af at hun skulle hjem. ”Eller du kunne blive – Andrija er alligevel på forretningsrejse?” Svarede han lidt efter, men kunne mærke at han selv misforstod den ordsammensætning, og hurtigt fortsatte han.
”Altså, hvad jeg mener, er at jeg intet har imod at sove på sofaen. Faktisk falder jeg tit i søvn der foran tv’et” Okay, det sidste var godt nok løgn. Efter de fleste lange dage, kunne han ikke vente med at vælte om i en blød seng, og havde slet ikke koncentrationen til at se tv inden han faldt i søvn, men han kunne godt ofre den lille løgn, på at stjæle lidt mere tid med hende. Også var soveværelset allerede mørklagt, så det var intet problem.

Havde hun fortalt den historie, som lige nu kørte i hendes hoved, højt, så havde Gordon nok tilstræbt sig, på at give Andrija et ordentligt slag imellem øjnene ved første givne lejlighed, men det skulle hun ikke vide, så det var nok fint nok. Egentlig kunne han ikke se hvad det havde gjort godt for. Lektien havde kun været med til at give hende en mistillid til andre, hvilket var ubegrundet, for han var den eneste af de af Millicents bekendte, som Gordon kunne forstille sig, kunne finde på at gøre noget så komplet idiotisk. Så var det da lige meget hvor sur man havde været, eller hvilket skænderi man havde haft.

Han sukkede og nikkede lidt tøvende. ”Lyd nu ikke så begejstret – du får ikke lov at hunse med mig af den grund.” Gav han igen, og måtte indrømme at han nok ikke var den nemmeste elev for Alessa heller. Han var stædig med hvordan han selv gjorde tingene, men var dog samtidig lærenem, og ville gerne suge information til sig. Når noget blev fortalt, ville han gerne til bunds og have alle uopklarede detaljer med.

Han kom til at smile og beroligede hende hurtigt, da hun surmulede over skytsengletingen. ”Nej jeg er ret sikker, men der er ingen andre ned mig, som kan mærke efter om det forholder sig sådan, og jeg ved ikke hvad jeg skal mærke efter” forklarede han, og var egentlig ikke så optaget af netop de detaljer. Om himlen officielt registrerede ham som hendes skytsengel eller ej, så gjorde det ikke så meget. ”Er det ikke lige meget egentlig? Så længe jeg føler det sådan?” Funderede han tænksomt videre, men besluttede at lade det ligge, og smilede i stedet bare fjollet over det hele. Hun skulle dog have held og lykke med at sælge dén til Andrija, for et skytsenglebånd var ensidigt, og i teorien ville hun kunne leve hendes liv uden at vide han var der. Der var ingen forpligtelse for hende, og ingen følelser hun behøvede at have.

Han drejede hovedet imod hende, som hun rørte hans hage, og skar en lille grimasse. ”Nah, det skal du ikke være bange for. Hvilket fyr med hovedet intakt ville kunne blive forelsket i dig hmmm?” Lo han for at lette stemningen lidt. At lave lidt sjov med situationen, og sætte den i et andet lys, var helt klart noget der hjalp med at tage spidsen af, hvilket var godt meget af tiden. Han nød at det ikke var noget som skulle berøres med en ildtang. Hun måtte dog aldrig forveksle hvor seriøs han var omkring det. Lige meget hvilket smil der blev klistret på.

”Du lyver.” Smilede han bare af hendes lille hvide løgn. Denne gang havde evnen bestemt reageret, og udover det, så var det tydeligt, at hun ikke var afslappet. Hendes krop imiterede det måske, men han vidste at hendes tanker farede rundt.
Takten i sangen var kringlet, men det generede ham ikke hvor meget ude af takt de strøg rundt. Hans berusede tilstand var alligevel mere løssluppen og klodset end han plejede. Lige nu var øjeblikket bare rigtigt. Han håbede ikke at hun stadig baksede med sine skyldige tanker, for de var ikke i hans hoved lige nu. Lige nu betød det ikke noget at der var en mur imellem dem, eller at hun ikke var ’hans’, for måske, lige i dét øjeblik, så var hun netop det, og den anden vej rundt.
Smilende lagde han sin pande imod hendes. Den var kold og våd, ligesom hans egen måtte være tilsvarende varm, men stadig våd. Tættere kom han dog ikke. Alkohol slettede ikke ALLE grænser. Trods alt.

I næste nu synes fortovet ikke at ville, som han ville det, og snart lå han med ryggen imod jorden.
”Undskyld? Var det ikke mig der snublede?” Lo han hjerteligt. At hun havde rørt ved hans hår var hverken nyt eller skræmmende. Fortovet havde bare angrebet ham, og desværre havde han ikke balance til at stå imod det øjeblik.
”Dette er et helt fint fortov” Sukkede han så næsten forelsket, og brugte sin frie hånd til at klappe blidt på den våde overflade, så små dråber fløj op og landede lidt væk.
Det lille klem fra hendes hånd, sendte små varmebølger rundt i systemet, selvom den var kold som sne. Selvom hun ville trække i den nogle gange, så burde hun vide at han ikke gav slip, medmindre hun mente det når hun trak den til sig, og det mærkedes det ikke som nu, hvilket fik et tilfredst udtryk frem i de lyseblå øjne.
”Arresteret? Giv mig den paragraf som konstaterer at det er ulovligt at lægge sig berusede på et fortov! Vi er ikke de første, vil jeg våge at påstå” Fik hun igen med det samme. Der var ingen grund til at tale sig ud af noget, som ikke kunne få dem arresteret. Gaden var også tæt på tom, så hvem skulle falde over dem.
”Never been better” Han havde selv skimmet om hun havde fået nogle ridser i lakken, men havde ud fra hendes kække kommentarer noget til den konklusion, at hun havde det helt fint.

Dråber fortsatte deres ufortrødne strøm over dem, og Gordon prøvede at kigge op imod dem, med sammenklemte øjne. Han rakte den frie hånd op over ansigtet, for at skærme det, men åbnede så fingrende for at lade de kølige dråber rende igennem.
En underlig tanke formede sig i hans lidt berusede hoved, og et trist skær skar igennem hans øjne. ”Du ved.. i en anden verden, hvor vi havde været sammen…” begyndte han lidt tåget, men brød så ud i et smil, og vendte hovedet for at se på hende igen. ”Så havde dette været det perfekte øjeblik, at spørge om du ville gifte dig med mig” Han følte ingen skam i at sige det sådan, og måske var det på grund af alkoholen, men det smertede ikke at sige sådan heller. Egentlig var det bare en indskydelse, som han synes hun skulle have del i. ”Too bad that’s not the case.”
Han ville give lidt slip på hendes hånd, for at få fingrende lidt ud, så han kunne flette dem sammen med hendes. Det var altså, hvis hun ikke havde revet den til sig, eller slået ham i ansigtet eller noget andet skørt endnu. Så ville han sætte sig en smule op, så han kunne lade den anden arm hvile på albuen, og få ryggen af asfalten. Hans skjorte var våd som bare fanden, men det generede ham nu ikke.

Millicent stod lidt stille, og overvejede hans tilbud.
Andrija ville slet ikke vide det, og måske ville han enda også være lige glad, besluttede hun at overnatte hos Gordon.
Det var fristende. Efter at være snuppet fra sin enge seng under daggryet - lagt i sølv lænker, og taget med til en mindre evighed i pinsel i kælder 'paladset', havde hun ikke helt den store fornøjelse ved at sove alene.
Oplevelsen havde ændret på det. Og selv om hun generelt ikke var så påvirket af det længere, ikke i dagligdagen....så var det helt klart ting der havde ændret sig meget. Utryghed var blevet mere nærværende, på det fysiske plan....før var det kun den følelsesmæssige utryghed hun skulle tumle med.
Alligevel var det nok at gå over stregen, ligefrem at planlægge en overnatning hos en anden mand, når der ikke rigtig var belæg for det. Millicent følte sig derfor nødsaget til at afslå, selv om det lød langt mere tiltalende, end at sove alene.
" Jo , han er ikke hjemme....men jeg tror det ville være ...nok ikke en så god ide " smilede hun . Gordon ville forstå. Hun rykkede i forvejen alt for mange grænser, til egenlig var ok, men hvad skulle hun ellers ?
" ...selv om du sover på sofaen er det nok usmart. Fortalte jeg nogensinde at han vidste du havde været ved huset...dén dag? En af hans ..ja hvad kalder man dem fra mafiaen, ansatte? ...en havde set din bil i indkørslen og tavet et tjek for at se hvad der skete. Og havde set os meget ophidset...Andrija spurgte ind til det, men ikke i dybden eller noget" oplyste hun , bare så Gordon vidste det.
Når det kom til skytsengle tingen , var hun ikke sikker på hvordan hun skulle forholde sig. Hun vidste ikke nok og var derfor ude hvor hun ikke kunne bunde .
Skulle hun vælge om Gordon syntes om hende fordi han var en mand der var tiltrukket af hende, eller fordi han var en engel hvis beskyttergen var chip mærket med Millicents navn- ja ...så fortrak hun da det første.
Men hvad skete der så den dag han blev skytsengel for en anden person?
Den del synes at optage Millicents tanker og give hende en meget ukvem stemning i hele kroppen. Hun blev lidt irriteret, havde slet ikke lyst til at tilstå at hun var bange for at glide ned af rangstien, og ikke længere være den havde lyst at passe på mere.
Hun forsøgte at knibe sig lidt uden om ved at svare..." måske er det ligemeget, men jeg går efter en dobbelt up lige med dét " prøvede hun at glide af, så hun ikke skulle forklare yderliger. Måske han selv kunne regne det ud.
Gordons dril om ingen ville kunne elske hende , lunede inden i.
Det var ikke ordene der i sig selv havde skarp kant ,men hun mærkede varmen i dem og kendte ' historien bag '.
Når det kom fra Gordon , vidste hun der intet hårdt og intet 'ikke anerkendende' lå i hans ord. Så var de aldrig blevet udtalt.
Desuden havde han selv udtrykt sine følelser, og hun vidste at de ikke klingede af på en måned ....de sad som en pil i hans hjertet, as did hers.

Pande mod pande , forsvandt alt ander bort. Og selv om de døde ville vende sig i deres grav - de RIGTIG døde altså, ikke dem der kunne vimse som Millicent - så havde manden ret. Hun var hans , lige der i ... Lige nu. De små øjeblikke der bare opstod mellem dem.

Også selv om de forsatte nede på jorden , hvor hun lå og grinede smørret. " i følge paragraf 124 afsnit 3 , i afsnittet regarding rainfull pavement , står der tydeligt at al uvedkommende opførelse dernede er helt uhørt og på alle måde strafbart , i følgende gældende regler for... Uforsigtig omgang med .. Regn " holdte hun masken.

Missende med øjnene og dybt taknemmelig over waterproof mascara, havde hun snuden oppe i regnvejret.
Afslappet igen nu hvor der ingen skader var hos ham og verden - eller i hvertfald den øde gade synes at tilhøre kun dem.

Hun drejede interesseret hovedet og så på Gordon , hans stemme var anderledes , så hun forventede et eller andet sjovt - Weird fra ham.
Hendes bryn hævede sig varsomt da han var få ord inde ' havde vi været sammen ' kunne leder samtalen i alle retninger. Hendes hånd holdte ubevidst en smule mere fat i hans.
Hun så ham ind i øjnene , som hun sagde ' du KAN forsætte , jeg ligger ned så du kan ikke få skovlen under mig Mr ' - men det kæp høje udtryk var væk med et trylleslag , da han fortalte hvad øjeblikket kunne have været.
Hun blev som et fyldt badekar , fyldt med følelser der bølgede og skvulpede.
Hvad ... Hvad sagde han dog?!
" Gordon ..." Lød det sløret af en konfus hær af tanker, der var begyndt at marcherer.
Der var noget af der smukkeste ... Og mest forfærdeligt han kunne sige til hende. for det lagde en fiktiv fremtid ligefrem for næsen af hende , en hun kunne ønske og drømme om om at række ud efter , men ikke tage imod. Da den hun havde ikke kunne slippes.

Millicent så på ham , og tiden føltes sat på pause.
Det var besynderligt de lå ned, for hun havde klart oplevelsen Af at falde.. Millicent blinkede er par gange og var faretruende nær at række ud efter ham og søge ind til hans bryst , hals og måske enda læber og da det gik op for hende , da hun i tankerne forstod hvilken rektion hans ord havde på hende.

Hun havde LYST til at slå, til at forsvare sig mod den stormflod han aktiverede i hende, i hendes liv.
Der var det eneste læværn hun kunne finde ud af , når det kom så ud af der blå ... Så forførisk uventet.
Hun var et sekundt fra at lange ud , havde han mærket det ? Var det derfor han nu flettede fingrene med hendes for at berolige hende ?
Det holdte hende fra at acte ud , lige nu da... Eller ? Nej ... Hun endte ud med at skubbe hårdt Og lyde vred D hun hissede...

" HVORFOR ... HVORFOR siger du sådan ?" Jaja det var ikke er frieri ,en der var sku godt nok meget tæt på , på en underlig sødmefuld forvrænget måde i hendes hjerte.
Måske hun bare hørte hvad en del af hende ville ... var livets kort delt anderledes ud.
Et hårdt slag mod hans skuldre - tildelte hendes frie hånd og hendes øjne skød lyn. Hun kæmpede mod sit eget forsvar der rystede og måske ikke var så klippe fast som det burde , og skylden gav hun GORDON.

" Du .. DU MÅ IKKE SIGE SÅDAN " snærrede hun og hendes hjerte næste maste sig op af Millicents bryst , klemte og spændte og lyttede med til hvad der skete derude , mellem Millicents og Gordon.

Gordon fnøs, men uden noget ondskab i det. Det lød mere som om hun var bange for ham, Andrija, frem for at respektere ham. Selvfølgelig kunne han da se, at det ikke havde været i orden, havde han tilbudt hende at dele en seng. Men han kunne ikke se hvordan det ikke kunne være okay, at han selv tog sofaen, det var trods alt hendes egen lejlighed. Der var virkelig ingen grund til at suse tilbage til et tomt hus ved daggry.
”Nej det sagde du ikke..” Svarede han lidt eftertænksomt, ved den oplysning, at de ikke havde været alene den anden aften. Måske det var godt at den fyr der havde set dem, ikke kunne høre dem også.
”Hvis han har et problem med at jeg besøger dig, så kan du sige til ham, at han kan komme og tale om det med mig. ” Røg det ud lidt uprovokeret. Først fortrød han selv at det kom så hårdt ud, men egentlig havde han jo talt pænt og voksent.

Stemningen løsnede list ved det næste, og han kom til at smile. Selvom hendes måde at gøre tingene på i forhold til deres forhold kunne være selvisk, så elskede han hende for det. Han vidste godt at hun ikke havde tænkt sig at slippe Andrija, imens hun stadig holdt fast i Gordon, men… Bare disse små øjeblikke det gav ham med hende.. Det var det værd. Snart ville øjeblikket være væk, gledet ud af hans hænder, og han ville længtes efter det næste, som der ingen garanti var på.
”Det ved jeg du gør. Det gør jeg også” Smilede han, og betragtede dråberne der faldt fra den mørke himmel. ”Det ser ud som om det virker bedre for dig so far huh?”
Det var selvfølgelig klart at han ikke havde ment de lidt drillende ord, som var undsluppet hans mund, og det vidste hun selvfølgelig godt. Det var ikke svært at se hvordan man kunne falde for Millicent, ja han skulle da vidne, hvis det kom til det. Det kunne siges så nemt, at hun fik det bedste frem i folk. Ja det bedste frem i ham i hvert fald, og hvert et sekund han tilbragte med hende, havde han det, som kunne han flyve.

Flyveturen blev dog en kort indenrigsflyvning, for at snart ramte de begge den våde asfalt under dem.
”Jeg tror lige du har vundet din første retssag” svarede han højtideligt, og ville gerne se det afsnit med 124 paragrafer.. og omhandlede uforsigtig omgang med regn. Hun skulle nu nok blive en god arbejdspartner. Bare hun ikke brugte lige DEN paragraf mere. Lidt forsinket kom han til at grine. ”Du er skør.” Puffede han til hende med den fri hånd.

En af de bedste kvaliteter han synes han selv besad, var ærlighed. Og når tanker som disse kom op, så fortjente hun at høre dem. Han havde ellers altid hadet ’hvad nu hvis’er’, men når det galt hende… Det virkede bare som den bedre mulighed – at drømme sig væk.
Følelserne der kørte over hendes ansigt, var så tydelige som havde de været vist igennem en tv-skærm. Han kunne tyde de fleste af dem, og han ville næsten våge at påstå, at han vidste hvad hun tænkte. Måske fordi hvad der foregik derinde, ikke var så forskelligt fra hvad han selv oplevede?
Den sidste, vrede, havde han dog ikke selv, lige nu. Men han havde halvt forudset at hun ville bebrejde ham for at sige sådan. Måske det heller ikke havde været fair, men hun længtes efter at hun vidste det. Vidste hvor uendeligt meget hun ville have hende. Hvordan skulle hun se det, hvis han ikke fortalte hende det?

”Argh! Du er stærkere end du ser ud..” Mumlede han og tog sig med den frie hånd til skulderen, som netop havde følt et hårdt skub, og smerten bredte sig i et sekund, før den begyndte at fordufte igen. Det skulle nok give et blåt mærke.
”Slap af..” Sukkede han lidt tungt. ”Det er jo ikke fordi jeg er frier til dig – jeg har ikke en gang købt en ring eller noget” beklagede han sig, som om hun lige havde beskyldt ham for at slå nogen ihjel. Hun skulle se det som en gestus. Et forsøg på at gøre hende glad, men også sætte tanker i gang. ”Jeg prøvede bare at dele hvad jeg tænkte.. Og give dig andre muligheder.” Han satte sig lidt mere op, så han ikke længere lå på ryggen. Han gned sin skulder et par gange, men vidste at hendes udbrud kun var et tegn på frustration. Det var jo helt latterligt tydeligt hvor splittet hun var. Så langt at hun viste det fysisk. Han så ned på hendes hånd. Hun havde ikke givet slip på hans hånd endnu, men stadig slået ham med den anden. Det fik ham til ryste lidt på hovedet.

Hun behøvede ikke at tage det så tungt. Hans berusede hjerne havde allerede kørt af skinnerne, og han havde bare ikke plien til at tie stille. Ikke når dette øjeblik snart ville være ovre. Han ændrede derfor tonen til lettere drillende.
”Jeg har tænkt over noget.” proklamerede han og lagde sig lidt afslappet en smule tilbage. ”Det ville helt sikkert være forkert, hvis du kyssede mig. På grund af hele forlovelses situationen ikke?” Smilede han stadig drillende og vendte sig om på siden, så han kunne se på hende.
”Men jeg har ingen ring på fingeren” Lidt fjollet viftede han med sin frie hånd. ”Jeg kan ikke se det forkerte i hvis jeg kyssede dig” Han lagde hovedet lidt på skrå, som om han rent faktisk havde gennemtænkt det. De blå øjne hvilede et langt sekund på hendes læber, før han løftede blikket til hendes øjne igen. Alt sige hans stemme havde været alvorlig eller dyb, ville være synd. Han rykkede hellere ikke tættere på hende, så hun behøvede ikke at slå mere, men i stedet løftede han en finger, og prikkede hende blidt i panden en enkelt gang.

Millicent var ikke bange for Andrija. Hun var nok en af de personer der gav ham mest modspil, og ikke blot dansede efter hans ordre eller lyster.Hvilke sommetider førte Andrija til kanten af sindsyge, men sådan var hun nu engang.
Millicent var derimod bange for at brænde sig på ham,for at få følelserne i klemme i 'Andrija døren ' - for han kunne være hendes måne....eller hendes daglys, alt efter hans humør, og det synes at skifte ofte.

Hun nikkede til Gordon og havde naturligvis hørt den tilspidset tone.
Hård eller måske lidt vred ? Det var svært at adskille, men kant havde Gordon og det virkede som han også havde lyst til at slibe den af på Andrija ?

Hun vidste hans tolerance for Andrija nogle gange stod på prøve, men Gordon kunne udmærket kontrollerer sig, han kunne besinde sig...selv når Andrija direkte smed provokationer hans vej. Så Millicent kunne godt tillade sig at at vælge ironi, og den var smurt på i et gavmildt lag, som hun svarede .." klart , jeg sender ham da din vej Gordon - PRAGTFULDT forslag ! " hun rynkede lidt på næsen...

" Seriøst... Er du klar over de længder jeg vil gå til, for at holde netop jer to VÆK fra hinanden? Desuden...han lavede ikke ballade over det, Andrija er....meget large...når han lige er i det humør " smilede hun .
Var han i et andet ville han gå amok over langt mindre, men ....han var ved at arte sig en smule , en lille bitte smule..på det punkt, så vidt hun kunne se.

" Men bliver der alvorlig ballade , skal jeg huske tilbudet " lovede hun, men det ville formentlig aldrig komme så vidt. Hun mente at Andrija var så sikker på hende, så han ikke ville kaste en scene over de ting med Gordon. Det var ikke ham der døjede med komplekser, usikkerhed og utryghed- det var Millicents legetøj.

Hun ville ikke kommenterer mere på skytsdelen, det ville blive too close to home, og at hun var så nervøs for han tog en anden vej en hendes, var hun ikke stolt af at indrømme. Hun kunne være en bedre udgave af sig selv- hvilke hun ikke var blind overfor. Og at vifte med al det snavsede vasketøj, kunne blive FOR meget, også for Gordon.

På fliserne var alvoren midlertidig glemt, og Millicent grinede..." mon man kan snakke SÅ meget at de giver en ret, bare for at stoppe ord spurten ?Du ved....ellers ville man forsætte med de evindelige argumenter i en lang smøre" så hun snedigt på ham. Hun var allerede sikker på at det var en hår fin balance , skulle man procederer- og hun fandt den dragende og interessant.

Hun så lidt vredt på ham. Kun en lille smule skyld, hang ved hendes blik som hun så ham gnide på den ømme skulder.

" I should kick your ass" mumlede hun, og ja...holdte stadig hans hånd, meget intimt.
Hun havde da godt nok ikke til vane at flette fingre med nogen anden end Andrija. Og alligevel befandt hun sig her, med regnen sigende ned, på et fortorv....med et IKKE frieri rullet ud foran sig, og sine fingre flettet ind i Gordons. Han havde sluppet billigt med dét slag.
Hun sukkede , da han forsatte fordi han gjorde det hele så pokkers besværligt.
Hun havde BRUG for at være sur på ham nu...det var en del af modstanden, og det var saft susende ikke helt nemt, når han talte som han gjorde.
Millicent prøvede at fokuserer og ikke tabe tråden.
Stemmen haltede dog bagefter og var derfor noget sløret, da fokus ikke var helt så nemt, som ønsket.
" Jeg VED da godt det ikke var et frieri, og jeg er HELT afslappet...mere eller mindre...jeg kender da ordet !" Glimtrede en sparkel af humør i hendes lyse øjne, der dog var blevet lidt større da han nævnte han ikke havde købt ring eller noget.
Det kunne godt nok også se kønt ud - og SÅ kunne man da tale om et forklarings problem, der helt ville blæse alt andet væk, når den skulle præsenteres for Andrija der helt klart IKKE ville være ok med hun arbejdede for en der gav hende smykker og havde...tilbudt ægteskab . Hun blev helt forskrækket.
En lille tanke...brugte hun Andrija som værn igen....for at undgå at tage et kig dybere på sig selv? Hun skulede mod Gordon, endnu engang lykkelig over hendes tanker forblev private.

" Det er ...du må ... Du må gerne sige hvordan du har det, mmen det er måden , Gordon!" Hakkede hun lidt stadig.
Det gik jo ikke at han pustede til forbudte længsler og andet underligt inden i hende.
Han skulle slet ikke havde nøgler til hvad der var bag sådanne døre.
Naiv som hun sommetider tillod sig at være , mente hun at stormen var ved at være redet af.
Nu blev der mere ro.
Jaaaa indtil den provokerende og småfrække mand åbnede sin mund og IGEN lod en perlerække af ord og forslag tromme løs på den lille urolige tromme inden i Millicent, da han ændrede sin stilling.Millicents underlæbe røg lidt ned, da hun ikke helt vidste hvordan hun skulle forholde sig til ham. Afslaget ...OG slaget havde tydeligvis ikke helt ændret hans kurs. Millicent kunne mistænkte ham for slet ikke at HAVE en lige nu faktisk, men bare drøne derud af ..i frigear...for sjovt.

Hun kunne mærke hans ord, de listede sig ind som små dråber, hendes hud og sanser sugede til sig. Hun blev irriteret over hun reagerede på dem, han var ikke engang alvorlig lige nu.

Musklerne spændtes i hendes krop og hun trak vejret i en lille overfladisk rytme, da hans blik på hendes læber sørgede for at understrege hvilken hensigt han nu tirrede hende med.
For åh jo han tirrede hende lige nu, vækkede ting der burde sove - da det var 'WAY PAST BED TIME' for dem! - men Gordon drillede hende, udfordrede hende...trak 'dem' ud af sengen , jog dem op...gav dem liv.
og jov hun elskede udfordringer, elskede at VINDE dem, og lige nu var det bare ikke hende i den gule føre trøje vel! Hun var højest blevet proppet i den rød prikkede man fik når man var god til op af bakke!
Hans fingerspids ramte hendes pande, og Millicent blev et øjeblik skeløjet.

Sålænge hun kunne orme sig uden om , ville hun vride og vrikke sig til et forsøg , og det var selv om selviske tanker nu spandt søde tanke rækker i hendes hoved.

" Nej , du kan ikke kysse mig.... Det ved du godt ikke er tilladt" hun slog ud igen, men der var ingen kræft i slaget denne gang, det var blot et tjat til ham.
Han så irriterende sød ud, med hans drillende store smil, og sin våde skjorte der sugede sig ind til hans overkrop.
Hillemænd, der VAR heller ikke mange ting i dette øjeblik, ikke meget der her og nu gjorde det lettere for hende at bevare hovedet koldt, vel.

Hun daskede til ham.." ... Og Lad så vær med at dril mig, jeg VED godt hvad du laver...og det virker ikke! "
Hun satsede på at lyde overbevisende, hvilke ville være dejligt- men også helt utroligt var det tilfældet.

" Kom nu ....vi skal have købt den kaffe og fået dig tør, inden du fanger en lungebetændelse" prøvede hun at få ham med til at ændre emne, og redde dem
Begge i sikker havn. Der var ingen chance for hun ville ham kysse hende nu.

”Ja ikke? Vi ville blive de bedste venner” Smilede han igen med samme tykke lag ironi. Det var sandt at Gordon var meget kontrolleret. Han troede ikke på vold som løsning på noget problem. Desuden var han også overbevist om at Andrija ville kunne knække ham som en tændstik, hvis det kom til det. Kom det til et slag skak derimod…
Det var faktisk ærgerligt, for havde hele den tilspidsede situation ikke fundet sted, så var han faktisk ret sikker på at de havde kunne blive gode venner. De var meget forskellige, men man sagde jo at modsætninger mødtes.
Gordon kunne ikke helt forstille sig at der ikke var blevet lavet en scene ud af det, i deres ’lille’ hjem.
”Hvad så når det ikke er det humør?” Spurgte han lidt åndsfraværende, og kom i tanke om noget. ”Den SMS jeg fik med at skulle du af lejligheden. Hvad var det så?” Selvfølgelig havde han ikke adlydt. Han var blevet i lejligheden, og havde næsten håbet på at dæmonen mødte op. Endnu en udfordring, der sikkert ville give ham nogle knubs.

Gordon lo ved det med retssagen. ”På et tidspunkt beder de dig om at holde mund – tro mig” rystede han på hovedet. Normalt var det fordi dommeren var klar til at afsige dom, men generelt hvis man kom ud på et sidespor, som Gordon havde som vane, så fik man formelt at vide at man skulle holde mund. Nogle gange var det en fordel. Andre gange var det ikke.

Den ømme skulder blev stadig nænsomt gnedet, og han beklagede sig lidt mere med et utilfredst udtryk, før han gav hende ret, og slap sin skulder. ”Du har ret. Det burde du. Jeg fortjener det.” Kom det ud, imens han gav hendes hånd et lille klem.
Ja der blev skudt med skarpe skyts for at komme igennem det værn af hendes. Han havde på fornemmelsen, at selvom hun var en spontan og livlig person, så lå der nogle vaner under overfladen, som ikke kunne brydes af hende selv. Som om hun ikke havde øjnene op for, at hun kunne have en anden tilgang, og hun kunne leve et andet liv, og det irriterede ham som bare fanden, at han ikke kunne åbne hendes øjne for det. Hun satte et forsvar op for at holde ham ude, hvilket var forståeligt, men stadig hårdt.

Hans smil blev tørret af. Den måde han gjorde det på? ”Bryder du dig ikke om det? Hvad er det jeg gør forkert?” Sukkede han lidt opgivende. Han vidste da godt at han trådte over nogle grænser, men han havde på fornemmelse, at vadede han ikke hen over dem, så ville hun gemme sig bag dem resten af livet, og hvad var det sjove i det? Hun var den kinesiske mur, og han var Dhengis Khans’ hær, som skulle over for at bryde mønstrene derinde op. Han forstillede sig den forbudte by med alt sit guld, som bare ventede på ham derinde.

Gordon fortsatte, og man kunne forveksle at han kørte i frigear uden at tænke over hvor han var på vej hen, eller hvad han kørte inde i. En del af det var sandt. Forhindringer var intet problem, men det ville være fejlagtigt at antage at han ikke havde en destination. Lige meget hvor hasarderet han så kørte.
”Ikke tilladt? Du ville ikke have gjort noget, hvordan kan det så være forkert?” Han smilede stadig. Præcis ligesom han yndede at gøre, hvis han følte juryen var på hans side, og sagen næsten var afgjort.
Himlende med øjnene tilføjede han: ”Nej det virker sleeet ikke” Med samme søde ironi, som før havde præget deres samtale. Han beundrede hende meget. Måske han ville fortælle hende det endda. For alt. Også hendes loyalitet, for for fanden. Den var godt nok skide irriterende lige nu! Han tvivlede ikke på hendes loyalitet. Derfor var der heller ingen grund til at lyve, og sige at det ingen effekt havde, når han udmærket vidste det var løgn. Med eller uden evne.

Hun begyndte at varsomt træde ude om det hele med kaffe og lungebetændelse. Han kiggede bare lidt dumt på hende imens hun begyndte, som om hun virkelig troede det ville hjælpe. ”Millicent.” Afbrød han hende lidt hårdt, men ikke vredt eller noget.
Intimiderende lænede han sig lidt ind over hende, og tættere på, så der kun ville være et par centimeter imellem dem. Han smilede stadig, og kunne mærke hendes duft skylde ind over ham. Han kunne mærke den kolde ånde, fra når hun lod som om hun trak vejret, imod ansigtet.
”Du kan lade mig tage det nu, eller jeg kan bruge overraskelsesmomentet senere.” Lagde han ud, og hun kunne lige så godt droppe at tale ham ud af det. Hans blik var så stålfast som altid, og alkoholen udstationerede de grænser og den forståelse, som han måske ville have haft i en anden situation.

Det eneste der kunne forene eller forsone de to mænd , ville formentlig være hvis Millicent flyttede fra byen, Hendes død , eller trusler herom.
Så hun himlede med øjne og sagde riiiight da Gordon snakkede ironisk venskab.
Det kom aldrig til at ske.

" Når han ikke er i det søde eller ligeglade humør ? Ja ... Så vil man nok ikke stå i hans vej." Sagde hun stille.
At hun så selv var noget så stædig og nægtede at flytte sin røv , bare fordi den blev beordret rundt af Andrija , var en helt anden sag. Og også en væsentlig grund til Andrija og hende hurtigt fik en konflikt i nakken.

"Argh... Dig og din hukommelse. Jeg havde helt fortrængt den SMS !" Klagede hun.
Det var sørme rigtigt. Efter at de havde talt om .... Forskellige ting og noget sex der ikke ikke adlød Efter Andrijas ønske var Andrijas humør blevet formørket og han olm.
Andrija havde slynget trusler i retning af Gordon , og forladt deres hjem i et dystert og blodtørstigt humør.
Millicent og Zoran , Andrijas bror , havde været ladt tilbage i huset.
Millicent havde kastet sig over mobilen, naturligvis - og skyndt sig at sende en SMS til Gordon ,med besked om at tage væk fra lejligheden STRAKS!
Det viste sig dog at Andrija havde dog været sød nok til at lytte efter Millicents store bokstaver , da hun havde truet med bål og med brænd om at han ikke vovede at nærme sig Gordon.
Istedet havde Andrija besøgt en mand , de havde mødt på Millicent og senere i hans hjem- og tapetseret hans hjem i blod og slået nogle af de fyre ihjel , dem der havde ville have Millicent med i en loge . En længere historie.

" Han var gal og utilregnelig og fik det til at lyde til han kom efter dig - derfor den SMS. Det er svært med ham , for nogle gange kommer der ingen reaktion og andre gange bliver han meget ...barsk ... Og nu ikke mere Andrija snak , vel " ville hun runde af...hun ville aldrig kunne leve hvis Andrija sårede Gordon...eller omvendt for den sags skyld.
Hun ville ikke udstille Andrija. Alle vidste han var en hård mand , og det havde Millicent selv vidst fra starten. Hun så bare mere i ham, end hans ydre og kolde facade. At det så gik en smule mere langsomt med at smelte hans hjerte og nå helt ind end hun havde forstillet sig - another story.

Millicents hånd strøg kort over hans våde kind.
" Nej..du gør det ikke FORKERT..du...du gør det lidt for rigtigt og det er nok ikke så super godt. Du...forvirre mig " hun slog blikket ned . Det var uønsket at han skulle se...og finde ...for meget i hendes øjne. Millicent vidste at hun i forvejen afslørede way to much, og for hende føltes det som at miste kontrol over sig selv.
At slå stikket ned...lidt væk fra ham, tilbød også en mulighed for hun kunne få samling på sig selv.Det var lettere , skulle man mene, end når hun så ind i hans blik.
Og det lykkedes da også at begynde at tale om kaffe og indkøb - hvilke hun kunne have forsat med LÆNGE, da hun allerede var ved at liste på tåspidser ( mentalt) væk fra det 'mere farlige emne' .

Hans bestemte tonefald, trak blikket på på Gordons ansigt.
" HVAD ?!" Lød det lidt trodsigt, thi hun vidste at der ville komme en irettesættelse af en art.
Igen ...var hun dog slet ikke ...klar...til ham...til det han lavede.
Gordon smilede , han vidste han var oven på nu. Legen var igang sat af ham og han styrede slagets gang- sikkert også selv om Millicent hylede op omkring regler der skulle tilgodeses og overholdes.
Gordon var en del større end hun, og det virkede ..overvældende da han hævede sig lidt over hende, og lænede sig frem. Skulle Millicents udtrykt beskrives ; så virkede hun helt fortabt, som hun sad der og druknede i hans øjne.

Millicent var trængt ...hun følte sig fanget, trængt op i et hjørne ( et pandekagehus agtigt et- indbydende, fristende men farligt ) - og holdt fast der af hans tiltrækkende ansigt, det pjuskede våde hår, hans indbydende smilende læber og måden han var al for nær hende nu.
Men jerngrebet omkring hende, hvad der virkelig holde hende ude af stand til at bevæge sig - blev lagt af hans ord. De ting han sagde til hende, fik hendes hjerte til at rulle rundt og kostede nogle ekstra blink med de lange vipper .
Hun ville gerne feje dem ind under tæppet gjordt af pjank og pjat , ordene altså ...men hans blik..hans øjne synes at bore sig ind i hendes og forklare at han mente hvert et ord der fald fra hans læber . Selv når hun så på dem, hans læber, så mærkede hun hans øjne hvile på sig, og det gav en dyb glødende fornemmelse.

" Jeg tror ikke...Gordon " talte hun sagte. Kun Blikket skiftede mellem Gordons mund og hans øjne .Selv sad hun ellers stille som en mus,en der stirrede forblændet på en lille delikatesse firkant af en lækker ost- rædselsslagende for at fælden klappede om et lille øjeblik.
" Kan vi gå ?" Pippede hun ....og så bedende på ham. Det var som fortorvet og himmel var begyndt at gå ud i et. Han var virkelig alt for nær til hun kunne tænke en fornuftig tanke, selv om Millicent ihærdigt prøvede.
Hun havde et seriøst problem ved han talte som han bestemt og det kun var et spørgsmål om tid. Han fik hende til at længes .

Der var nok intet der ville gøre dem gode venner NU. Indtrykkene var lagt, og de ville nok nærmere bebrejde hinanden, hvis Millicent flyttede eller kom til skade. Selvfølgelig kendte han ikke Andrija som Millicent gjorde, og skulle sandheden ud, så havde han respekt for fyren. De var meget forskellige i alt, men han kunne trods alt sit kram når det kom til så meget. Hvad der gjorde udslaget for indtrykket, var nok de alt for mange øjeblikke han havde set det knuste udtryk i hendes øjne. Sårede blikke på tomme små sorte bokse, som måske en gang havde indeholdt forlovelsesringe.

”Han kan da bare komme forbi næste gang det lune lægger sig. Det bliver hyggeligt.” Fnøs Gordon ud imellem tænderne. Hyggeligt var nok den ting det mindst ville blive, men han var ikke bange for en blodtørstig dæmon. Desuden.. Hvis han skulle lade livet for det, så var han ret sikker på at det ville ødelægge deres forhold. Noget der var værd at ofre sit liv for, skulle han være ærlig. Så kunne hun i det mindste få øjnene op og komme videre.

Selvom han forstod hvad hun mente, så kunne han ikke se hvordan hans ord var tvetydige eller forvirrende. De var krystalklare, og med en helt bestemt hensigt. En hensigt han havde lagt ud for hende ærligt. At det så forvirrede hendes indre, det var noget andet. Men det var jo netop det han ville. Få hende til at sætte spørgsmålstegn ved de ting, som før havde været skåret i sten. At vende bunden op på det hele, og se om han kunne ruske noget fornuft ud ind imellem alt det andet.
”Undskyld, men du skal ikke regne med at jeg stopper med at forvirre dig.” Smilede han, og så væk et kort øjeblik. Han var efterhånden ved at blive god til at lægge en facade op, også for hende. Lige meget om hun så så igennem det, så havde han lært at undgå det sårede og skuffede udtryk, som nogle gange pressede sig frem i hans øjne.
Bare en gang imellem, ville han ønske at han kunne se noget mere igennem hende. For lige nu virkede det som om han omfavnede hende, imod hendes vilje. Han kæmpede virkelig for at komme igennem til hende, og selvom han måske også gjorde det, så var det meget svært at se. Hun undveg selv de harmløse uforpligtende ting han sagde, og afvisningerne kom efterhånden selv når han ikke prøvede. Det var dog ikke tilfældet lige nu. Lige nu prøvede han.

Han var meget tæt på nu, og fortrak ikke en mine da hun halvt begyndte en sætning, for så at give op. Måske overskyggede hele situationen hans fornuft,
Men han havde ikke tænkt sig på at lade hende smutte udenom. Hvis hun ville have han skulle stoppe, så kunne hun alvorligt fortælle ham det ligeud, hvad betød en afvisning mere? De små halve undvigelser hjalp hende ikke her.
”Det er da ikke et svar.” Afbrød han hende lidt opgivende. ”Hvis du ikke giver mig et svar, så gør jeg det bare” Halv drillede han med et lille smil, med en tone der næsten lød som en vittighed. Han lænede sig en centimeter tættere på for at afvente en reaktion.

Sikke en gyser Millicent ville se, havde Gordon været udstyret med et lille indbygget tanke tv i hans pande.
At kunne argumenterer for sagligheden i at han kunne ligge sit eget liv på offerbænken , for at bryde hendes forlovelse og forhold med Andrija, ville gøre Millicent mere lig bleg , end den flødefarvelade hun allerede var betrukket med.
" Skal han til dig, så skal han forbi MIG først " brølede den lille killing, som var den en tapper løve.Men hun var alvorlig omkring det emne. Hun ville ikke tillade dem mere kontakt, og hun insisterede på at have et say i det.
Hun skulle bare have een af dem til at gå med hende i den aftale, så ville et møde mellem Andrija og Gordon blive uaktuelt.
Spørgsmålet var så bare , hvem hun havde størst succes potientiale med af dem ?
Var Andrija RIGTIG vred, var hun af den overbevisning om at han gjorde hvad fuck han havde lyst til....så måske var det Gordon hun skulle satse på en aftale med , omkring ' no contact' mellem de herre ?

Hvorfor kunne Gordon ikke se det? Det var ikke en afvisning, ikke en RIGTIG en .
Han var jo som en tandlæge der sad og kradsede med hans instrumenter i emaljen på hendes bisser, og efterlod hans behandling .
I dette tilfælde var instrumenterne hans ord, og hans fysisk....og det var hendes hjerte og følelser han kradsede i.
Og eftersom han insisterede på at hun ikke måtte få bedøvelse eller være i halv narkose, så var Millicent edderspændt og urolig for hvornår det ville begynde gøre ondt. Enten på hende...eller hvis hun kom til at bide tandlægen i fingeren....by accident ofc.

Millicent havde snart forsøgt sig med alle de krumspring hun lige kunne udføre , for at hoppe videre i teksten og ind på sikker grund igen.
Men serien af gymnastiske spring var vist ved at være slut.
Lidt nødtvungen undlod hun at stikke af fra hans blik, og facede hans meget sande ord..." jeg VED godt du...gør det her med vilje...og at jeg på en måde gav dig Greencard til det arbejde DEN aften." Hun trak vejret dybt ind, da hun gav ham indrømmelsen.
"Men det er sværere end jeg troede..at...holde min balance i det her"
Millicent gled herfra over i den halve afvisning ' Gordon...jeg tror ikke..' hun nødvendigvis måtte give ham.
Hvad ville Andrija ikke tænke , sad hun her midt på et fortorv i regnvejr og møssekyssede med Gordon? Hun gned sin pande , og faldt herefter tilbage i sin 'Gordon trance' - hvor hun sad helt stille og lod alt det usagte der stadig lå i luften, holde fast på hende.

Hun behøvede bare læne sig frem, og række læberne en lille smule opaf, for at indlede et kys med ham. Gordons ånde var lun og berusende, engle duften hang deri og hun kunne følge den , som andre kunne følge duften af nybagte pandekager.
Tonefaldet var igen drillende , og hun lod sig distrahere af ikke at have helt styr på hvornår han drillede, og hvornår han oplyste hende helt seriøst.
" Det var da et glimrende svar!" Kom det hæst, ved hans lille klage.
De klare øjne lå nu limet ind i hans, og hun kunne mærke hvordan det spændtes i bare i kroppen, men i hendes hjerte- som havde Gordon en fast næve placeret omkring det.
" Du gør INTET jeg ikke giver grønt lys til Matthews, INTET!" Kridtede hun banen fuldkommen op for ham, men sin nu spinkle stemme der slet ikke nåede de fast ord til sokkeholderne.
Humor! Hun måtte endnu engang iføre sig nødudstyr og benytte humoren til at bjerge dem i land.
Så kunne hun også lette stemningen en smule...OG hans tonefald havde netop inviteret til lidt leg og dril, havde den ikke?

Han kunne måske se et lille glimt af sneaky tease bag Millicents klare øjne, da hun havde fået lagt sig fast på en beslutning.
" very well....as you please, Siiiir" trak hun ordet dramatisk ud.
Hun førte sin hånd op til hans kind og kort strøg den ned over. Mod Millicents hud føltes kinden baby glat, regnvejrsvåd, lun som nybagtbrød og silkeblød.Hun havde lukket sine øjne for at øge sanseindtrykket...en smule vampyrisk grådighed fra hendes side.
Millicent stak hagen lidt i vejret, lukkede øjnene op igen da hun rakte sin mund til Gordon. Hun lænede sig frem og den beskedene afstand ind til ham, blev skubbet til side, og gav hende lov at møde hans varme læber til et kys.
Og han fik det.
Et hurtigt smækkys, smukt sat liiige på midten af hans mund * møs og smask * og så var hun væk igen! havde trukket sig lidt tilbage.
Hendes øjne skinnede igen og Millicent smilede .Det skyldtes dog ikke at hun nød at pirre eller tease ham , eller jo det ville hun egenlig nok - under andre forhold altså- men ikke lige DETTE...glæden skyldtes den lille sejr ved at snyde sig en smule ud af det, men på samme tid føje og adlyde ham.
" Se...du FIK det enda!" rettede hun lidt på sin stilling , så hun sad mere rank nu.

Der var stadig en risiko forbundet ved det hele. Det gik sørme da ikke upåvirket selv at tantekysse manden, og hun kunne ganske udmærket fornemme hvordan der blev halet og trukket i de usynlige snore, som var hun en lille pinnochiolina.

Det virkede ikke som om Millicent helt havde forstået alvoren i de ting han havde sagt til hende. For ham var det ikke et spørgsmål, men en trang til at ville gøre de ting. Måske var det skytsenglen i ham der snakkede, men det virkede som en selvfølge gerne at ville lade livet, for at hun kunne være glad. Han ville foretrække hende glad med ham, men det var ikke førsteprioriteten, og hun kunne forsvare hendes nuværende forhold så meget hun ville. Han købte ikke at hun var så glad og lykkelig, som hun kunne være.
”Argh.. Vi kun nok godt selv finde ud af det stille og roligt, hvis han vælger at komme forbi” Smilede han, og blinkede en enkelt gang til hende.
Hvad angik en aftale, så kunne hun glemme at Gordon ville indvillige i en. Og det var ikke kun på grund af Andrijas forhold med Millicent. Han havde fascineret ham en smule. Selvom Gordon bedre kunne lide Millicents små udfordringer og finesser, så havde dæmonen helt klart også udfordret ham, og han elskede udfordringer. Der havde måske ligget noget mere ondskabsfuldt i udfordringen, men der var noget usædvanligt over dengang han havde mødt dem begge i deres hjem. Det var svært at sige om man følte sig velkommen for… Ja altså dæmonen havde tilsidesat Millicent for at lege med Gordon, men det var ikke ligefrem en venligsindet leg. Måske han ville udfordre til en omgang skak en dag. Det kunne blive underholdende. Skulle han gætte, ville han gætte på at selv deres strategier var meget forskellige. Selv ville han taktisk prøve sig med en kongegaffel til at tage dronningen, og derefter omringe kongen. Måske Andrija ville gå efter at slå direkte igennem hans forsvar af bønner, og tage hvad han kunne ude i det åbne?

Gordon vidste skam godt at han kradsede i noget, som måtte være svært, og han forstod udmærket hvorfor hun afviste ham, for det var det det var. Det blev hun jo nød til. Men han havde den opfattelse, at hvis han prøvede nok, og fik nok fiktive drinks kastet i ansigtet, så ville han komme igennem på et tidspunkt.

Regnen var stilnet lidt mere af, men dråber trillede stadig ned fra himlen i store mængder. Fortsatte med at vaske alle synder væk fra jordens overflade, og efterlade alt uskyldsrent.

Han smilede lidt ved det hun sagde. Hun HAVDE næsten givet ham lov, og selvom hun sprang og undveg, som en mester atlet ville gøre det, så kunne hun ikke benægte at hun ikke hadede ham for det. Han var stadig overbevist om, at selvom han forvirrede hendes indre, og nok også fik det til at smerte en gang imellem, så var han en del af de små smil i hendes hverdag, og en faktor i når hun var glad. Ja det håbede han da i hvert fald. Om ikke andet måtte han da være et boost i selvtilliden, for han var ikke bange for at fortælle hende, hvor fantastisk hun var.
”Du undervurderede mig vidst – det er farligt.” Smilede han stort. Han havde i den grad skruet op for det hele siden den aften, og det kunne hun nok mærke. Men hvis han skulle overleve hvor meget han hadede det hele, så snart han kom hjem og var alene, så skulle stunderne han faktisk havde med hendes også være det værd, og lige nu, lige nu var det begrænset hvor meget mere lykkelig han kunne blive.
En kold hånd gled ned af hans kind, og sendte kuldegysninger ned af hans rygsøjle.

”I’ll do whatever I please! “ Gav han igen. Hun vidste udmærket godt, at hun ikke kunne presse en snor ned over halsen på ham, ligesom han ikke kunne på hende, men var det ikke en del af magien? Ja han ville da ikke kunne holde ud at være i et forhold, hvor alt gik efter hans eget hoved.

ENDELIG synes hun et give efter hans plageri, og han måtte indrømme, at var hun en lige så stor udfordring for ham, som for forsvareren på bænken ved siden af i retssalen, så var han ikke i tvivl om at hun ville kunne vinde nogle sager. Uheldigvis for hende, så var han bare lidt skarpere end flere af de halvgamle mænd, som sad på den anden bænk.
Han havde lukket øjnene med et MEGET tilfredst smil, og nød hånden på hans kind, som kunne føltes som en af de mange dråber, der i forvejen trillede ned over hans ansigt. Den var beroligende og en smule pirrende. Også… Smask! og hun var væk igen.

Han havde stadig lukkede øjne, men hans ansigt var begyndt at fortrække sig i en meget utilfreds grimasse. Det var da rart nok, måske lige bortset fra at det føltes som en lidt for fuld tante, som skulle give sin nevø et kys. Langsomt åbnede han øjnene og hans øjne skød små lyn, da de ramte hende igen. ”Ja noget fik jeg i hvert fald.” Mumlede han, som et lille barn der ikke havde fået den rigtige legetøjsbil i julegave. Han ville ikke indrømme det over for hende, at det faktisk havde føltes underligt afslappet og rart. På trods af høje smaskelyde og sådan. Han havde lyst til at lægge hende ned, og kilde hende indtil hun blev blå i hovedet. Desværre behøvede hun ikke ilt, så måske bare indtil hun bedte om nåde? Dette skulle ikke gå ustraffet hen!
Langsomt, men dog sikkert, begyndte han dog at smile, som om noget liget var gået op for ham. Han løftede et øjenbryn, og hans blik flakkede ned på det våde fortov og op igen.
”Man må give dig, at det var et rigtig godt forsøg.” Sagde han så og trak på skulderen. Der er bare det lille bitte problem” Fortsatte han og ført en finger op, for at prikke den et par gange imod sin egen mund, som om han tænkte sig grundigt om. ”Jeg bad om lov til at kysse dig, ikke den anden vej rundt vel? Og du ladte lige pistolen, og stak den i hånden på mig.” Smilet var kun blevet større. Hun burde vide by now, at han ikke var SÅ nem at snyde.

Lidt tøvende strøg han en våd hårlok væk fra hendes pande, og om bag øret. Han fulgte hårlokken med øjnene, selvom den praktisk talt hang lige ud for hans næse. Hånden gled ned og lagde sig på hendes kind, hvor den blev liggende lidt, imens hans øjne ramte hendes igen, da den lille tot hår var på plads. Han lukkede øjnene for anden gang, og lod hendes duft og kølighed kilde hans sanser. Så, uden at tøve mere, lukkede han selv de sidste centimeter imellem dem, og pressede sine varme læber imod hendes, på en mere insisterende, men bestemt også mindre uskyldig måde end hun havde gjort.
Hun kunne vælge at skubbe ham væk, give ham det rigtige slag i ansigtet, som han vidste hun havde overvejet før. De var lige meget. De 2 sekunder han kunne være heldig at overraskelsesmomentet lammede hende var det værd.

Det var nok forstået , Gordons tidligere forklaringer om at han ville gå langt for at føre hende glad ud af livets landevej -eller dødens kringlede stier. Skytsengel tingen var krævende på det punkt - men at Millicent ville accepterer det , ville lade ham ty til så drastiske metoder på hendes vegne - det var ingenlunde tilfældet, havde hun et say.

Millicent kastede et blik op mod den mørke våde himle og rystede på hovedet. " Stille og roligt ? Oh - helt klart ! Giv mig et ring når i har redt trådene ud så og har aftalt det videre forløb " drillede hun. Selv om det blot var fjol fra hendes side , kunne hun udmærket se det attraktive i den lille illusion. Befriet for ethvert ansvar - og fyrene måtte selv få aftalerne til at falde i hak. Det havde helt klart sin charme, et sted i never never land.

Besøget i Andrija og Millicents hjem havde ganske rigtig været ... Speciel.
De to mænd havde ikke helt svinget , men nu var de i hvert fald blevet formelt præsenteret for hinanden.
Ellers brød hun sig ikke helt om at huske lige den aften. Det havde været hårdt , af nogle helt andre grunde , Millicent ikke ville trampe rundt i på hendes høje hæle.

Hun lagde fortiden bag sig og så istede lidt på Gordon. Havde han ret i hun undervurderede ham?
Det mente hun ikke , men ... måske der var en smule om det , for han havde klart skruet op for varmen og spillede på flere tangenter end vanligt , det kunne hun slet ikke undgå at mærke. Han gjore sit til at efterlade både indtryk og tanker hos den unge vampyr.
Hun små grinede ..." nej - du gør som JEG vil , intet andet - nu er det sagt !" Slog hun fast , inden hendes Master plan om tante kysset blev ført ud i livet , på fineste og smarteste vis.

Hun holdte nøje øje med Gordon og hans øjne formørkedes. Tilfreds og glad var han ikke og for er øjeblik der , troede hun at han ville til at skælde hende ud , eller det der var værre.
Men så trak han ud i et smil som havde han besluttet at lege med musen , istedet for at daske den væk.
" Ja - DET var smart ... Og så lukker vi den der " lød det med et lille smil og hun ville gøre parat til at få hentet kaffen i biksen.
Hun fulgte hans finger , og den varslede ballade. Han havde narrestreger i øjnene og et alt for selvsikkert udtryk.
Hun havde lyst til at stilke af , men sad som neglet fast med søm til stedet .
Sekundere passerede og lyttede man godt efter kunne hendes manglende puls findes i luftens rislen og regnens sagte dryp , uregelmæssig og trofast.

" Gordon du Må ikke !" En tot af hendes hår blev strøget væk.
" Ikke noget med .."... Hans læber ramte hendes og hun lukkede sine øjne hårdt i. Som det ville udligne hvad han lavede, det var bare ikke helt tilfældet.
Det var ikke okay at kysse , det vidste hun og hun tog hænderne op for at skubbe ham væk, presse dem mod hans brede skuldre.
Hendes læber fulgte dog med hans , varme ,insisterende og meget mindre sky end hun ville have gættet på han ville gøre brug af.

Hun fik ved en fejl hænderne op i hans lange hår og de kom på af spor , farede vild i de fugtige totter , da hun sukkede mod hans læber og snusede hans duft til sig. Hun kunne sagtens komme til at ønske sig tættere på ham , smage på ham eller enda lade spidsen af hendes lyse tunge løbe i glidende leg hen over hans læber - og lysten forskrækkede hende.
Hun kunne enten vælge at give sig hen til den eller - at huske på hun var forlovet og selv om hendes forlovet øjensynligt ikke havde huserede helt de samme nære følelser for hende , som hun havde for ham - så var hun stadig hans.
Så Millicent stoppede dydigt sin leg med Gordons hår og lænede sig bagover hvilke ville bryde Gordons kys øjeblikkelig. Ikke nogens yndefulde leg her.
" SÅ DER NOK " knurrede hun og så betuttet på ham.
" Jjeg arkiverer den her under en ... Høre fejl , og så ... Så ... Taler vi ikke mere om det " kommanderede hun. Hun kunne ikke tillade det og ham vidste det også godt. Der var ikke engang blod involveret nu.
Ikke om han skulle få hende op i en mentalt hjørne af længsel - og ikke tale om hun ville kysse ham igen.

Ligenu kunne hun uden yderligere betænkningstid sværge at hun var HELT færdig med at kysse nogen igen. EVER !
Og ... Årh Gud hvor var det hele bare rodet.
Ikke nok med han stjal kys også hendes ord havde Gordon suget til sig. Hun kunne ikke finde dem da.

Millicent ville op og stå og få lidt styr over sig selv.
Hun holdte inde hvad hun tænkte og følte , havde ikke mere lyst at snakke - det var alligevel yderst sjældent man fik noget ud at oplyse nogen om det anyway, så nu var det slut med at lege blotter .... Ikke mere følelsestjavs.
" Kom SÅ... Kaffen kalder kyssesmølf" hundsede hun med ham.

Mon de nu ville få redt det ud? Han og Andrija. Der skulle et større mirakel til, så måske de to ikke skulle sætte sig ned og aftale på kryds og tværs. Med et suk følte han det lidt som om de skulle diskutere hvilke weekender han måtte have skilsmissebørnene.
”Jeg tror det er farligt at afgive kontrollen lige her, så tror det er noget dig og Andrija må finde ud af” Svarede han og kørte en hånd igennem det våde hår, så små dråber pilede ned over hans håndflade. Det var vel de to det stod til. I hvert fald virkede det ikke som om han havde en saying i det. I det mindste var han en god back up plan, hvis den lykkelige familie ikke kunne holde sammen mere. Ja i hvert fald facaden af en lykkelig familie.

Ja den aften havde været underlig. Han vidste stadig ikke hvad der havde forudsat at Millicent gik op i limningen, men han behøvede heller ikke vide det. Hendes blik havde været mere end nok. Spejlet der knækket bag facaden. Det havde ikke kun været dén aften. Hun vidste udmærket at sådanne aftner var hyppige.

Hendes lille plan havde udfoldet sig, som den skulle, men sejren holdt ikke længe, for Gordon var hurtigt tilbage med et modsvar. Så kunne han da være rablende ligeglad med hvilke trusler der kom ud af munden på hende, så længe hendes krop sagde noget andet, og lige nu protesterede den ikke det mindste. Derfor var det uden tøven at han udførte sin egen lille masterplan, som virkede forrygende de første par sekunder.
Øjeblikket var som et drop i en sang. Det øjeblik hvor det hele gik op i en højere enhed, og bare lod alting flyde af sted.
Et sted i baggrunden kunne han svagt fornemme musikken fra baren, der stadig illuminerede de omkringliggende fliser. Snow Patrol sang et sted på den anden side af de klare ruder.

”What do I have to say to you for God’s sake, dear?
For God’s sake, dear
For God’s sake, dear
For God’s sake, dear”

Han førte insisterende sine læber op af hendes, og mærkede noget der bedst kunne beskrives som et morfin skud, skylde ind igennem ham. Alt smerte der måtte være fysisk eller psykisk forsvandt som dug for solen, og han følte sig underligt svævende og døsig. Det varede ikke mere end et par sekunder af en mærkværdig rus, før fornuften synes at foræde ham, og få hende til at læne sig væk.
Han fulgte med hendes bevægelse de første bare centimeter, men slap hende så, ved at blive hvor han var. Et sekund følte han sig meget ædru og meget opmærksom, men det måtte være en fejl, for snart slog den ligegyldighed, som alkohol skabte, tilbage i ham.
”Orgh hold op. DU elskede det” Lo han, imens han undveg hendes blik, og var på benene før hun var. Han måtte slå armene til ud til siderne og balancere lidt, inden han var sikker på ikke at vælte igen.

”Og hvad så hvis det ikke var en hørefejl?” Smilede han flabet og trådte et skridt tættere på med et glimt i øjet. Truslen blev dog ikke mere end det, for han var allerede snurret rundt på hælen, og begyndt at løbe imod kiosken for enden af gaden. ”Hvem kommer først!?” råbte han barnligt, og havde i øjeblikket helt glemt at vampyrer var fandens hurtige. Selvom løbet ikke foregik i helt lige linje, så nåede han da frem i et stykke, og snart var han ude igen med 2 poser kaffe under den ene arm, og 2 pakker cigaretter i den anden hånd.
Meget koncentreret fik han åbnet den ene pakke ved hjælp af det eneste han lige kunne bruge, tænderne. Da den var åbnet fiskede han dybt koncentreret en af cigaretterne op med tænderne, og fik den på plads i munden.
”Jeg har en lighter i lommen, vil du ikke lige tænde den?” Mumlede han og prøvede ikke at tabe smøgen, imens han vendte sig, så hun kunne se hans jakkelomme.

Afgive kontrollen, så fristende det nu kunne lyde , især når ukrudtet voksede for højt i hendes lille have, vidste hun godt ikke var en god ide. Det føltes bare dejligt, lidt befriende ind i mellem at kunne fralægge sig ansvaret for det hele and just go along..men hun ejede det....ansvaret for hvad hun deltog i og hvordan hendes liv var skruet sammen, det var udelukkende Millicents'.
" Skal vi ikke sige at jeg selv tager mig af den del af butikken...Millicents corner...den bestyrer jeg , uden indblanding fra diverse herre" små lo hun , og tørrede de livlige dråber af regn, væk fra ansigtet, så godt det nu lod sig gøre.

Nogle gange skete der bare ting ' bag gardinet' ting der kunne bryde en verden samme på få sekunder.
Den aften var hun faldet over info på Andrijas personlige com, info der ikke passede ind i de løfter Andrija og Millicent havde givet hinanden, og hendes hjerte var splintret- sammen med den verden hun levede i med Andrija.
Det havde taget måneder at forsøge bygge den op igen. Millicent havde mange krav til sin partner og hun vidste hun ikke var en nem pige at stille tilfreds, omvendt kunne en fyr have det som blommen i et æg, når kærligheden mellem de to var gensidig, for hun var helt sikkert en pige der intet havde imod at lade hendes fyr stå i lime lightet og lade ham stråle, for at forkæle ham sidenhen.Sålænge fyren ikke havde noget imod lidt feist i hans udvalgte pige, og ikke ønskede en nikkedukke.

Selve kysset kom bag på hende. Ikke at det burde, da han ligesom havde bjæffet og oplyst om det ville ske.Men at hans læber var så levende og insisterende, at han have så meget styrke i sit kys til hende, tog pippet fra Millicent.
Hun var alligevel overrasket over at han turde.
Den sødmefyldte smag fra læberne lagde sig over hendes mund, på samme tid duften af ham overvældede hende og sendte hende til ' et andet sted' så længe det nu varede ved.Ordene spillede om og om igen, som var de sat på repeat.* For God's sake ,dear....for God's sake dear*

Bagefter måtte hun kæmpe for at genfinde balancen.Det gik ikke at Gordon trak hende rundt, at hun ønskede at blive trukket rundt af ham.
" Elskede og elskede...det tangerede til overfald " prøvede hun, men kunne bare ikke mobilisere kræften bag, så det rent faktisk stod frem som den skideballe det burde være.
" Jeg GARANTERER dig at det var en HØREFEJL" blev hun stædigt ved at fastholde ham , men trådte hurtigt tilbage med hjertet hoppende , nu i hendes hals, som han trådte frem.
God...hvad var der lige sket med hendes 'pæne og stille ' engel? Hun skulede en smule til ham , hans flabethed klædte ham....desværre ...lidt for meget, men nu måtte hun vende situationen om.
Hvad kunne hun ellers gøre ? Spanke manden, til han hylede om nåde og skreg at det ALDRIG ville ske igen ? Tanken gav hende et stort smil på læberne.

Da han nåede kiosken, stod hun derinde og viftede med en pose kaffe i hver hånd.
Hun stak dem til Gordon.
". Lets face it Matthews, der er bare NO way at slå mig....sådan generelt set!" pralede hun da en sejr endelig var i land, og det tabte område med kysset allerede skudt bag dem.
Millicent skulle have melon tyggegummi, fordi det...var sjovt.
Snart forlod de den lille biks igen.
Hun fulgte hans show med øjnene og lavede et utilfredst fjæs, da han skulle til at ryge.Hun rakte dog ud, for at føje hans ønske og hjælpe ham med smøgen.
Imens hånden dykkede ned i hans lomme for at søge efter lighteren, stødte hun på noget andet dernede.
Hendes øjne blev kugle runde da hun trak det op, og det var ret nær ved hun fortrød - for pludselig virkede det ikke spor morsomt længere.
" Et kondom...well well well...laver du med et kondom ?" Teasede hun big time, da den lille sølvfarvet pakke blev flashet foran hans øjne.
" Men dog men dog - DET havde jeg da ikke troet om dig....løs på tråden lille engel ?"
Jaja...bevares det var skam ikke hendes sag, når regnskabet blev gjort op- but still.
Hvordan skulle hun kunne lades som ingenting ?
Rendte han rundt med det stads i lommen sådan bare ...hvis et dagligt put lige bød sig til? Det vidste hun altså ikke lige om var noget en skytsengel burde !
Personligt mente hun de burde være....afholdsmænd! Ja - afholdsmænd....det måtte være rimeligt , morede hun sig med.
" Giv mig den smøg " vrissede hun ikke helt upåvirket, de muntre ord til trods.
Hun dykkede i lommen påny, denne gang med en fin sort lighter at fremvise da hun trak sin hånd op.
Cigaretten blev placeret mellem hendes læber, og hovedet lagt en smule på sned da hun med en hånd tændte lighteren - og den anden supplerede lidt læ for regnen,der dog var på det sidste nu.
Den blålillae flamme blev ført op til cigaretspidsen, og hun hev en dyb vejrtrækning ind- lettere irriteret over Gordons løse omgang med.....beskyttelse.
Hun var ikke helt sikker på hvad det betød. Ikke beskyttelse altså- men at han rendte rundt med det , i en jakkelomme enda.
" Jeg kan godt sige dig at der kommer andre boller på suppen, når vi skal arbejde sammen hr.
Der bliver ikke de der mande ting ...altså ingen kalender med bikini babies på toilettet eller kondomer der ligger og flyder " løsnede hun lidt op og drillede.
De var efterhånden tilbage ved Gordons lejliged, og regnen nu helt flad og gået iseng.
Luften var frisk....alting duftede så godt efter en ordenligt regnskylle.

”For der klare du jo sååå flot” Blev sidste kommentar til ’Millicents corner’, og han havde ikke i sinde at uddybe det. Det var hendes hoved i fin stand til selv at kunne. Ingen hemmelighed var der i hvad Gordon synes om den måde hun førte sit liv.

Efter en omgang slingrende løb fandt han sig selv foran kiosken. Lidt forpustet skubbede han døren op, kun for at finde hendes triumferende smil, med en pakke kaffe i hver hånd. Han måtte se sig slået, og fnøs utilfreds.
”Hvad spiser du til morgenmad kvinde? Atleter?” Beklagede han sig, imens han hev efter vejret. Kondien var ikke hvad den havde været, og på trods af at hans helbred var bedre end nogensinde som engel, så gjorde cigaretterne sit for hans vejrtrækning.
”Jeg tørrer gulvet med dig næste gang!” besvarede han hendes lille udfordring, og de vidste nok begge at det ikke ville ske, EVER. Hans race var imod ham der. På den anden side havde han altid fundet det sødt når hun brugte hans efternavn. Specielt fordi det var så… uformelt, som det overhovedet kunne være. ”Det er Mr. Matthews for dig!” Drillede han lidt kort for hovedet, og gik hen for at betale kaffen, og købe smøger. Hans dejlige lille pusterum.

Millicent ville åbenbart have en eller anden underlig grøn pakke med syntetisk melontyggegummi, og imens de gik ud ville han stirre på den med et bredt smil. ”Melon, virkelig? Jeg kan ellers bedre lide kirsebær” så han sit snit til at få et stød ind med en drilsk mine. Selvfølgelig med en skjult reference til de sidste 5 minutters begivenheder.

Udenfor igen var Gordon hjælpeløs om en hundehvalp med begge hænder optaget og en kold cigaret. Han nikkede et par gange med hovedet, så smøgen bevægede sig op og ned, som tegn til at hun gerne måtte skynde sig en smule. Han havde trods alt ikke røget hele dagen.
Det hun fik fat på i lommen, var dog ikke ligefrem en .. eh… lighter. De blå øjne fulgte den lille sølvfarvede pakke, som fulgte med hendes hånd, og et øjeblik var han i tvivl om han skulle grine eller græde.
Guilty as charged, og ja, som de fleste andre mænd, så rendte han også rundt med små fornødenheder i lommerne. Nej han var ikke løs på tråden, men han foretrak at være beredt på det meste, og selvom han på ingen måde havde lyst til at tage på bar og samle tilfældige fulde piger op, så havde det efterhånden varet meget længe siden han sidst havde været intim med nogen. Situationen som den var nu, ville ikke vare evigt, og han kunne ikke garantere at han kunne vente for evigt heller. Derfor tog han sine forholdsregler.
Bedst som han skulle til at afvikle det og benægte alt, besluttede han at vende den om.
”Ja? Hvad er der med den?” Fremtvang han stædigt, og ville have grebet ud efter den, hvis han havde haft hænderne fri. ”Foretrak du at jeg rendte rundt og forplantede små Gordonere, for så at blive nød til at gifte mig med en tilfældig gravid pige?” Gned han lidt ekstra i det, som om det sagtens kunne ske. Fakta var dog noget andet.

Efter et øjebliks tavshed tilføjede han lidt påtaget henkastet, at ’hun da selv havde sagt han kunne tage piger med hjem’. Han stolede dog på at hun vidste han ikke gjorde det. Ja slet ikke i den lejlighed hvor hver en kvadratcentimeter duftede irriterende sødt af Millicent. Stolede på at hun vidste at han aldrig ville se nogen måle sig med hende. Stolede på at hun kunne se alt det bag de blå øjne, som så beundrende fulgte hver en bevægelse hun kastede sig ud i.

”Næ nej du!” Udbrød han, da det gik op for ham, at hun ville til at tænde cigaretten med egen inhalering. Han smed poserne med kaffe fra sig, og hapsede smøgen fra hendes fingre, lige efter hun havde tændt den. ”Som din skytsengel er din min pligt at holde dig fra den slags synder” Plaprede han smilende, og stak selv cigaretten i munden, før han samlede kaffeposerne op igen. ”Åh nej, skal skynde mig at fjerne alle de ting fra kontoret inden du starter så!” Sukkede han dramatisk ved hendes ’andre boller på suppen’.

Tilbage foran lejligheden var nøglen pludselig dukket op, og det tog derfor ikke så lang tid som sidst. Døren blev åbnet og en hyggelig varme slog dem i møde.
”ja.. Lad som om du er hjemme” Lo han lidt ironisk, og tog sin jakke af.

" Jern...jeg får meget jern, det er den hemmelige ingrediens !" Grinede hun og skyndte sig tilføje, for at slemme misforståelser ikke skulle snige sig ind ..." blod du ved, meget jernindholdigt " så var den vist på plads.
Millicent slentrede hen til disken ,satte den ene albue på det blanke stål og lænede sig lidt ind over den. " Årh ja...du vil vaske gulvet med mig , det må være en wet Dream fantasy du har der, for du ville aldrig nå at fange mig MR. Matthews " lod hun ham få den officielle titel med.
Millicent gik i gang med at folde papiret ud og stoppe melon tyggegummiet i munden.Et stykke blev rakt ud mod Gordon.
" Mmmm kirsebær er blevet banlyst , det kan ikke længere fåes, noget med ulovligt indhold ,følger du ikke med ?" Drillede hun og vendte sig om , for at vinke farvel til den lille afrikanske kioskejer, der nok var omkring de 65 år , skulle man komme med et skud.

Med kondomet sirligt vippende mellem sine fingre, var Millicent lidt spilttet på hvad hun egenlig skulle sige, tænke og mene om det.
Hun vidste det jo godt- uanset hvad...så var mænd mænd og Gordon ville naturligvis ikke lade sit liv gå passe, uden at have den del med i rygsækken af oplevelser. Uanset hans ord i andre situationer.
" Tjah....jeg kan da have fortrudt jeg ikke fik en flok unger, om det så var med tilfældige mænd " smækkede hun tilbage i hans hoved, lidt tungt da Gordon udmærket ville fange alvoren bag de ord der kunne virke drillende. Hun trak på skuldrene , og lod kondomet glide ind og ud mellem sine fingre,som en tryllekunstner med en mønt.
" Ærlig talt , så er det ikke min sag....og ja...du er da velkommen til at tage nogen med hjem , det er dit private valg og slet ikke noget jeg har en holdning til " bed hun igen , da han valgte liiige at fremhæve det var hendes eget forslag, at trække dame bekendtskaber med hjem i hans lejlighed.
Millicent stolede egenlig ikke ret meget på hvad der kom ud af folks mund. jo ...generelt var tillid til andre en grundlæggende egenskab hos hende, men der var nogle situationer...som kærlighed ... hvor hun havde svært ved det.
Det var også ligegyldigt...i sidste ende behøvede hun kun sig selv, hvis regnskabet en dag skulle gøres op og hun stod alene tilbage med de røde tal på bundlinien.

Nu HAVDE hun faktisk lyst til at prøve dén smøg, og en klagende lyd var derfor straks ude, da Gordon farede over hende og kaffen fløj i alle retninger.
Millicent gispede og begyndte som reaktion at skænde lidt , men ikke for vredt på ham " Helt ærligt...Gordon, seriøst ? Du kan UMULIGT mene jeg ikke MÅ ryge? Og DU er den mand der proppede en vandpibe i min hals nærmest. hvad bliver det næste - ingen sex før ægteskabet ?" overdrev hun og små grinede.
Han var slet ikke klar over når han gjorde sådan ,gav han Millicent lyst til at købe en hel PAKKE smøger, og pulse løs bare for at provokerer ham ...bare lidt.
Nå, men der var ingen smøger her, og med et smil fik hun rakt ham poserne tilbage, da de var ved opgangen.

Det var weird at træde ind i sin egen lejlighed, når den nu tilhørte Gordon.
Millicent fik spændt de høje sko af, vippede lidt med tærene og forsatte ind i stuen på de bare fødder. Nylonstrømper var der ikke på denne aften, da vejret var så sommerligt- selv med regnen der havde duschet alt og alle.
" Det er sjovt at være her igen. Jeg kan se dén er mere DIG nu" hun så sig omkring,og nikkede i retning af en stak juramagaziner, der bare var en ud af mange små ting, der viste at Gordon var den der boede her nu. Lejligheden var blevet 'gordoniseret'.

Millicent satte kurs mod køkkenet, og ville give sig til at lave kaffe til dem, var det okay med Gordon.Hun ville ikke rode løs, men gerne vise hun respekterede stedet som hans domæne nu. Omvendt - i hans gamle lejlighed ville hun også have lavet kaffen , så det gik nok med det.
" Bare en kop...så er jeg smuttet , inden daggry kommer. Surt...jeg ville ellers gerne have hørt din samtale med Bambi " små drillede hun.
" ....men hvad er så planen? Hvornår forventer du jeg starter- og er der noget jeg skal sætte mig ind i eller på andet vis tage højde for inden jeg tropper op ?" Ville hun gerne vide, imens hun tog et par krus ud fra et skab, og riggede an til kaffen.

”Jeg tror jeg har demonstreret, hvor effektivt jeg kan nedlægge dig” Gav han drillende igen, og kiggede op imod en tv-skærm i den ene ende af butikken. Et nyhedsprogram advarede om en mistænkelig bande, som skulle have undsluppet et røveri. En chokeret ekspedient forklarede hvordan de unge mænd havde talt om at bide hende. Gordon sukkede. Væsner var ikke så diskrete, som de havde været. Specielt de nyfødte vampyrer virkede aggressive. Ja bortset fra den kvindelig fjollerik, han selv rendte rundt med, men han havde en anelse om at han ikke så, når hendes instinkter slog til. Han så ikke den anden side.
”Bandlyst? Jeg tror desværre ikke jeg kan leve uden. Måske det skulle være vores første sag. At få kirsebær tyggegummi tilbage på markedet” Svarede han, og tog imod et tyggegummi, som han proppede i munden. En sødlig og lidt syntetisk smag fyldte hans mund.

Kondomet vippede provokerende frem og tilbage imellem hendes lyse fingre. Det var jo ikke fordi han havde behov for at gå ud og få en masse intime oplevelser med random piger med i rygsækken. Hele den intime del af livet var ikke et stort behov, men han savnede den psykiske forbindelse med nogen, og de ting var forbundet for ham. Det var muligt at han en dag ville få øjnene op for nogle andre. Give tabt på at friste Millicent fra Andrija, men lige nu virkede det umuligt. Han var alt for viklet ind i hende. I det hele. Var det en leg for hende? Når hun kastede noget efter ham, var han ikke sikker på at hun vidste helt hvor mange følelser han selv havde i klemme. Kunsten var det meste af tiden, at sætte et smilende ansigt på, og prøve at skubbe det ubehagelige væk.
”Khá kunne give dig en dag i solen, hvorfor ikke en baby til dig og Andrija?” Skød han efter en smule tøven igen. Hans tone matchede hendes. Tung. Bare at presse de ord ud, gav ham ondt i maven. Det var unfair at hun satte det sådan. Han havde gerne givet hende 100 babyer, hvis det var det hun ville. Selv med Andrija, hvis det gjorde hende glad, men den magt havde han ikke.

Også.. Smækkede hun en dør i hovedet på ham. Han stoppede op et sekund, for at se hende glide forbi ham. Måden hendes hår svingede elegant frem og tilbage over hendes ryg. Han havde lyst til at række ud efter hende, men han vidste at han ikke ville nå hende. Lidt tøvende kom han op på siden af hende igen.
”Det har du ingen holdning til.. Det er… Godt at vide.” Prøvede han at smile, men egentlig havde han lyst til at vende sig rundt og løbe sin vej. Det var et af de øjeblikke, hvor han følte sig fuldkommen hjælpeløs. En af de øjeblikke hvor han havde lyst til at smække hende i hovedet at hun da bare kunne gifte sig med Andrija, og han ville være ligeglad. Det ville være løgn, men det ville føles godt... i ca et halvt sekund. Så ville det være forfærdeligt. Kom det så langt, stak han halen imellem benene og løb, det var han ret sikker på at de begge vidste.
Han følte sig lidt som en tryllekunstner, uden flere esser i ærmet. Uden flere kaniner at hive op af hatten, for at imponere publikum. Ærlig talt var han helt blank på hvad han skulle gøre. Det virkede umuligt at nå ind til hende. De dansede i et brændende rum. Lige meget hvor tæt de kunne være i nogle øjeblikke, så kunne han mærke flammerne ånde i hans nakke, og se dem slikke op af væggene. Det var kun et spørgsmål om tid, inden de ville nå midten af rummet, og han begyndte at være meget usikker på, om hun ville hive ham ud, eller lade ham brænde op.

Hun kunne bilde sig selv ind alt hvad hun ville, at hun sagtens kunne klare sig selv, skulle regnskabet gøres op. Han ville ikke gøre det samme. Han havde brug for hende. Den lille lyskegle i alle mørke rum. Ikke taæe om at han ville bilde sig selv andet ind.

”Du skal ikke havde mine dårlige vaner.” Forsikrede han hende, og tog et hiv af cigaretten, for at slippe en tyg røg ud af munden, som dansede lidt i luften, inden den forsvandt opad.
”Frist mig ikke, jeg ville gerne forbyde sådanne ting, meeeeen lad os være realistiske. Det løb er vidst kørt” Blinkede han til hende, og tog smøgen ud af munden, for at hvile den imellem pege-og langefingeren. Så gik turen hjemad. Regnen var stoppet, ligesom øjeblikket, og han havde intet behov for at papre en hel masse på vejen tilbage. Det blev aldrig akavet med Millicent, heller ikke selvom der intet var at sige. Det var … afslappende.

Tilbage i lejligheden fandt han et håndklæde frem, for at tørre sit eget hår, som stadig var drivvådt, han rakte også et til Millicent, just in case.
”Helt ærligt Millie.. Jeg har rent sengetøj i skabet, og skal alligevel noget i morgen, så jeg ville ikke være her halvdelen af tiden. Du kan lige så godt blive, så kan jeg foretage det opkald i morgen når du står op.” Sukkede han, og kunne virkelig ikke forstå hendes logik. Det var da det MINDSTE. Skulle nogen blive sure og trådt over tærende, så var det nok ikke på grund af lige det.
”Så snart du kan, og du kan jo tage nogle af mine magasiner med hjem og læse lidt i?” Svarede han på det med arbejde, og dumpede ned i sofaen.

Også Millicent fulgte tv indslaget , med en bekymret mine.
Hun brød sig bestemt ikke om det. At true folk på den måde, hun gik selv lyst til at opsøge de fyre og give dem en seriøs røvfuld.vodt pigen var sluppet med forskrækkelsen. Millicent sagde ikke noget, men udvekslede et blik med Gordon,der også havde taget nyheden til sig.

De småsludrede lidt videre og hun smurte kondomet rundt i hans ansigt.
" Jeg bad ikke om dagslys og ville aldrig bede om en baby...eller andre gaver.
Men jeg tror ikke Khá ville kunne skaffe mig een , eller få min døde krop til selv at gøre noget der kunne hold og er ære en baby? " hun så ned i jorden..." Andrija vil ikke have børn...aldrig. På nogen måde - det står ikke til diskution" sagde hun stille i en tone der ikke lød mere munter end til en bisættelse, så der var ingen grund til at forfølge den snak.Hun havde skam forsøgt, på alle måder at snakke ham til en løsning men ..nej....Andrija ville æde babyen frem for at fostre den, så de ville aldrig blive en familie.

Stædig , prøvede hun at opbygge sin lille mur af usynlige mursten." ingen holdning overhovedet" gentog hun og trak først sit blik væk, da underlæben begyndte at citre. Skide følelser, altid i vejen.
Ikke om hun ville indrømme at bare tanken om ham med en anden kunne gøre hende både mopset og dårlig tilpas. Hvis han ville rende rundt med den slags i sin lomme, hvad ret havde hun så til en holdning? Ingen!
Så hun måtte bare stoppe sin holdning langt væk og var det ikke hoved forskellen på Gordon og Millicents tilgang.HAN kunne tillade sig at have holdninger, hun var den der bar forlovelsesringen og den fratog hende ligesom alt der duftede af det.
Så hun gjorde sit bedste for at skjule det. Hun troede dog ikke hun var SÅ god, for hun var ret sikker på hendes tilknytning og det hun havde med Gordon kunne ses i både hendes øjne og smil...sikker på det kunne høres i ord og enda mærkes i de små fysiske situationer de somme tider var i- tydeligt .
Selvfølgelig ville hun trække ham ud, stod han i flammer- hun ville stille sig selv i dem istedet, det var slet ikke et dilemma. Problemet bestod i at vide hvornår tiden var rigtig, hvornår flammerne blev for altopslugende for ham?

I lejligheden fiskede hun et par magaziner op og skimmede dem.
" hold da helt op, du kommer SÅ meget til at fortryde du har hyret mig " blev det første hun sagde, da det gik op for hende hun kun fattede halvdelen af hvad der stod.det skulle nok blive udfordrende, især fordi hun bare hadede når han vidste mere end hende, og derfor havde 'magten'. Den ville hun nok komme til at sluge et par gange.

Millicent sukkede ..." Okay okay...og det er ikke fordi du behøver skifte sengetøj! Men ....så må du hælde noget stærkere i min kaffe, for den er blevet lidt tynd" forhandlede hun .
Hun kunne vel sove her om dagen, især når han alligevel ville smutte.
Andrija ville forstå og ikke blive vred.
" Hvad skal du egenlig, siden du smutter!" Ville hun vide.
Millicent kom op og stå og gik langsomt ind i soveværelset der engang var hendes.
Nu var sengetøjet mørkeblåt og virkede mere maskulint.
Hun lænede sig op af dørkarmen og betragtede det, prøvede at se ham ligge og sove der. Det rørte hende....hun vidste han ville se ung og fredelig ud...som et stort barn, en der var glad. Gordon havde for mange spekulationer i sin dagligdag , og hun gjorde det ikke meget lettere for ham.
" Har du en tee shirt jeg kan sove i ?" Spurgte hun ind til. Hun kunne ligeså godt hoppe i den, og ud af den våde nederdel og skjorte. Den lille blazer jakke havde ikke kunne skærme for regnen, så det gav god mening.
Solen var nær nu....hun skulle snart trække sig i hi, og det kunne mærkes i den lille krop der begyndte at føles som bly.
" Gosh, jeg er træt " mumlede hun " .mon Carmen kom godt hjem ? Jeg er ret sikker på du snart høre fra hende igen !" Smilede Millicent , noget søvning at se på.
" du ER vel klar over jeg tager sofaen ?"

Gordon undrede sig. Han var overbevist om at der måtte være nogen der kunne lave det sådan, og når man kunne give en vampyr gaven til at gå ud, i hvad der normalt ville være en meget smertefuld død, hvorfor så ikke give dem evnen til at fostre et liv?
Han lod den dog ligge, og skulle til at sige at børnehjemmet altid søgte forældre til de yngste, men hun kom ham i forkøbet med nyheden om at hendes forlovede havde udelukket det. Se DET var der ikke rigtig noget at gøre ved. ”Det er jeg ked af at høre.” Kom det en smule tørt, men velment. Det var ikke første gang hun havde givet udtryk for sin fortrydelse over ikke at kunne få børn.
Børnehjemmet sad dog i hans hoved et par sekunder. Han havde ikke været der nogen uger nu. Han ville gerne spørge om hun ville med, men ville vente lidt, for at det ikke lød som et forslag om at de skulle til at adoptere.

Han vidste udmærket godt at hun ikke mente det.. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Mekaniske ord, som skulle ud. De blev nød til at lægge afstand imellem dem. Nogle gange følte han hende bare så langt væk, når det var sådan. Som om tidevandet kom, og skyllede det sandslot han havde bygget, tilbage i bølgerne. Han blev bange når han betragtede hende. Bange for at hun havde fået øjnene op for hvad hun lavede, og fået øjnene op for at han ikke var værd at risikere hendes forlovelse for. Lidt på samme måde, som han håbede hun en dag ville få øjnene op for at han var det værd.

Tilbage i lejligheden smuttede han om bag hende, for at skimte, hvad hun kiggede på.
”Argh, du har også lige fået fat i en artikel om den internationale erhvervsret fra 2011. Det er en tør en” Lo han og rystede på hovedet. ”Du lære sikkert hurtigt, og jeg er der til at hjælpe dig igennem det” Smilede han opmuntrende. Desuden regnede han med at han selv tog sig af det meste juridiske.

Et triumferende smil havde spredt sig over hans mund, da hun alligevel gav op. Let kom han på benene fra sofaen igen, og gik hen, for at hive en bailey ud af et af køkken skabene, og satte den ved siden af krusene, så hun kunne hælde i. Han vendte sig, så han havde ryggen imod køkkenbordet, og lænede sig afslappet deropad med hænderne placeret bag ryggen, så den hårde stenflade fra køkkenbordet ikke gik imod hans ryg.
”Jeg skal ind og tjekke det lokale jeg har lejet til firmaet, og ordne nogle småting med mails og sådan.” Svarede han, og var egentlig godt tilfreds med lokalet, småt men behageligt, og beliggende tæt på centrum.

De blå øjne betragtede hende, som hun betragtede hvad der plejede at være hendes eget soveværelse.
”Ja du kan bare ikke i skabet ved siden af sengen. Der er både t-shirts og skjorter” smilede han, og tog en tår af den kaffe, som hun havde lavet. Så tog han et par skridt hen imod stuen. Han havde hørt en gang at ens t-shirt på en pige var som et trofæ. Det virkede som et fejlskud i dette tilfælde.
Han sukkede af det med Carmen. ”Hun fik aldrig mit nummer, så det håber jeg da ikke” Mumlede han også selv overraskende træt, nu hvor alkoholen var ved at dampe af.

Med det samme hun gjorde krav på sofaen, var han selv dumpet ned i den.
”Ikke medmindre du planlægger at dele den med mig” Svarede han med et flabet smil. Velvidende at det nok skulle skræmme hende til at tage sengen.

" Det er fint nok , ikke alle skal have børn" afsluttede hun det emne , med et lille skuldertræk. Hun havde egenlig ikke opgivet at omvende Andrijas tanker , men nu var hun heller ikke ligefrem kendt for at vælge realistiske battels i hende liv...og åbenbart heller ikke i hendes død.

Bladet blev rystet lidt, og hun lænede nakken bagover, støttede den på stolens bløde og tykke polstring. " Ja, den krummer jo nærmest. " hun sukkede.
" Hvad skulle jeg gøre uden dig " og løftede en hånd for at lukke fingrene omkring hans hage og ruske blidt.
" Jeg nupper et par stykker med hjem, og snuser lidt i dem, men nu er det DIG der skal stå for alt det, jeg skal bare vimse rundt og drikke kaffe og være lækker- var det ikke det der stod i jobannoncen ?" Drillede hun lidt.
Baileyen blev gavmildt skænket op i begge kopper, hun vidste han ville nyde hendes lille last. Sålænge hun ikke drak konstant var det vist ok med ham.
" Jeg havde en nålepude med Watsons ansigt på, du ved...min gamle chef. Skal jeg nu til at have noget tilsvarende med dig ? Det må jeg lige tænke over. Måske en dart skive med dit foto. ?" Små fjollede hun sig igennem sin bailey med kaffe.

Nogle gange ville livets gryderet bare ikke tage den rette smag. Uanset hvilke ingredienser man brugte, om man fulgte opskriften eller var omhyggelig med at justerer varmen, så brændte retten bare på og smagte derefter.
Sådan syntes hendes livs at være - nogen gange.
Andrija var på forretningsrejse, et sted uden net. Han kunne ikke nåes, der var ingen mulighed for at nå ind til ham hvis hun forsøgte at række ud- skrive , ringe, sms.
Der ville være tavshed fra ham.
Hvorfor Tristheden var begyndt at kradse lidt nu, hvor sengetid nærmede sig, var svært at sige. Måske den manglende net forbindelse mindede hende en smule , ledte hende tanker til irl situationer. Uanset hvor meget hun forsøgte, hvor hårdt hun anstrengte sig synes hun bare ikke at være tilstrækkelig til at nå igennem hans skjold af is, og give et lille stød til hans hjerte for at varme det op.
Somme tider virkede det godt nok mere dødt end Millicents der slet ikke slog - fysiologisk set- men det vejede hun så op for psykologisk , for dér var det spil levende.Hun tvang de triste tanker i baggrunden, så godt det lod sig gøre, men stemningen havde egenlig fået et greb i hende. Hun ville dog gerne gemmen den væk, for Gordons skyld mest.

Hun bevægede sig over i retning af skabet, og lod en låge åbne.
" Carmen virker som en meget ressourcerig persona , så det ville jeg ikke være helt sikker på " lo Millicent tappert, og kiggede nysgerrigt ind i hans klædeskab. Der var mange slipse, mest ensfarvet med også nogle med mønstre. Hun smilede uden at bemærke det det selv.
Skulle hun vælge en skjorte eller en T- shirt? Skjorterne virkede mest sexet, måske fordi hun selv fandt dem så pokkers indbydende på en fyr? Så hun rakte ud og valgte en blå T-shirt, i en stor størrelse, så var de ingen udskejelser der, fra hendes side.
" Dig og din mund ! Det kommer aldrig til at ske ! " ville hun da lige understrege, men et sted var det næsten lige meget. Om de lå ved siden af hinanden eller ej, det var en overnatning intet andet. Hun havde ikke sagt ja til at sove der, for at indlede en flirt.
Hun VAR Andrijas, og sålænge hun var det ville hun aldrig sove med andre.
" Jeg er stærk nok til at varpe dig ud af sofaen....bare lige en info jeg fik lyst at dele med dig " blinkede hun og kastede et nik mod badeværelset.

" Jeg låner lige dit badeværelse " forlod hun ham med og vimsede afsted. derude fik hun hurtigt gurglet mund og hængte det våde tøj op , på de stænger ment for håndklæder, og soigneret sig ....renhed skulle der til.
Det var en større kunst at vaske makeup af, da stadset til vipperne var vandfast, men med lidt sæbe lod det sig gnide af til sidst. Hun så derfor lidt 'forhutlet' ud, da hun igen kom ind.

" Jeg tror jeg går i seng nu " lød det stille og hun skuede igen iretning af sengen.
" Sov godt Gordon, og tak for i dag " smilede hun svagt og smuttede ind for at ligge sig.Hun tjekkede først at der var tætnet helt , så dagens lys ikke ville snige sig ind på hende og så gled
Millicent ned under dynen,der nu duftede mere af ham end af hendes egen duft, i hendes næse.
Hun slukkede den lille lampe på senge ordet og rullede sig lidt sammen i sengen der virkede som et helt hus.
Hendes tanker var ikke rolige. De var triste. Hun savnede Andrija, sådan var det bare, også selv om Gordon kunne få hendes tanker væk fra ham, når de var sammen. Men når hun var træt smuldrede hendes mod, værn, maske, kræfter.
Måske var der helt forkert...måske ville han kende hende nok og sige nej, men det eneste hun søgte lige nu , var ikke romantik ,ikke kærtegn eller kys....blot ... En smule tryghed i den dis der truede med at ligge sig over hende så hun mistede det hele, inklusiv sig selv.
" Gordon ?" Hviskede hun ud i stilheden. " Vil du ikke godt ligge der her ved mig. Bare og sove ?! " hun håbede at han forstod. OG at han ikke ville lege snedig, for så ville der gå to sekunder før hun ville prøve at løbe hjem, med eller uden dagslys i røven.

”Du skulle.” Kom hans svar lidt for hurtigt. Af en eller anden grund provokerede emnet ham lidt, men han ville ikke sige mere til det. Det var deres sag.

Han fnøs lidt underholdt da hun viftede bladet rundt. ”Højst sandsynligt gå i opløsning” Smilede han, og fik fat om hendes håndled, for at løfte hånden væk fra hans hage. Han nikkede og strakte sig lidt søvnigt. Klienter ville alligevel kigge lidt, hvis en uden den rette uddannelse skulle behandle deres sager.
”Det ville da i hvert fald give bonuspoints fra chefen.” Drillede han, og tænkte, at han nok godt liiige kunne holde til at kigge på hende der vimsede rundt hele dagen. ”Andre opgaver får du dog nok også”
Baileyen blev skænket op, og han havde intet imod den gavmilde sjat. Han havde prøvet siden han blev engel, at holde igen med sådanne ting, men her på det sidste, var det blevet et tilflugtssted for ham. Et sted han bare kunne slappe af, og glemme det hele.

”En dartskive?” Gentog han lidt påtaget forfærdet. ”Du kan få en krammebamse, hvis du skal have noget!” Lo han, og tog noget af kaffen, som Baileyen havde forhindret i at være kogende varm. Den smagte sødt og dog skarp af alkohol.

Det var ikke ligefrem svært at mærke på hendes stemme, såvel som hendes kropssprog, når Millicent var trist. Heller ikke nu, selvom hun prøvede at skjule det. Måske det var hele skytsengletingen, der fik hans egen stemning til at ecco’e hendes til tider. Men han havde ingen måde at vide hvad det var der kradsede inde under huden, så han sagde ikke noget. Betragtede hende bare, som hun gik hen imod skabet.
Buttepigen… Hendes ord gav ham en nervøs følelse. ”Åh nej.. hvad har du gjort?” Sukkede han, og forventede det værste. Det kunne ligne hende, at lade ham pine på den måde. Hvis hun havde givet hans nummer til Carmen, så skiftede han hans telefon ud, dette blev et lille løfte han gav sig selv.

Han havde plantet sig i sofaen med et tæppe, og rystede smilende på hovedet. ”Det ved jeg godt at det aldrig gør” Svarede han uden at se på hende. Aldrig var et stort ord, men han var begyndt at være tilbøjelig til at give hende ret. Han var i hvert fald ved at miste håbet.
Men han bebrejdede hende ikke. Faktisk beundrede han det. Lige meget hvor mange blikke, kærtegn og kys han kunne stjæle, så var det udelukket at han gjorde mere end det, så længe hun var sammen med en anden. Han havde sine grænser, og desuden ville han være så dum, at lokke hende til utroskab. Hun ville hade ham for det senere hen. Han beundrede hende skam for at være tro. Nogle gange ville han bare ønske hun overvejede at tage en chance, og bryde rammerne. For det virkede aldrig helt som en mulighed for hende.

”Det skal jeg se før jeg tror det” Mumlede han, og var fast besluttet på ikke at lade hende få sofaen. Desuden var gardinerne i soveværelset mere tætte end dem i stuen. Og han ville ikke risikere at vække hende, nå han skulle op.
Han rejste sig, imens hun var på badeværelset, og gik ind for selv at finde et par sweatpants at sove i. Efter at være trukket i dem, var han tilbage på sofaen, hvor han knappede skjorten af, og lagde den ved siden af sig på en stol. Så blev tæppet hevet op over skulderen, og han rullede om, så han havde ryggen imod stuen.

”Sov godt” Mumlede han da han hørte hende gå i seng. Og så snart hun var smuttet ind for at sove, rullede han om på ryggen, for at kigge op i loftet. Der var helt mørkt i rummet, og alligevel kunne hans øjne lige skimte omridset af objekterne i lokalet. Han kunne nu godt lide følelsen af ikke at være alene i lejligheden. Lyden af biler der susede forbi udenfor var beroligende. Det var det bedste ved at leve i byen. Lyden af civilisation, og at verden kørte rundt, selvom han ikke kunne se det.
Selvom hendes hvisken, ikke var ret høj, så kunne han ledt høre hendes stemme flyde igennem lokalet. ”Mnh?” Svarede han tilbage igennem mørket. Stemningen han før havde mærket , var malet i hendes stemme. Der var noget galt. Han havde et prej om hvad det indebar, men det var umuligt at vide mere end det, hvilket pinte ham.

Han tøvede lidt og rejste sig op, stadig med tæppet omkring sig. En sofapude blev slæbt med i den ene hånd. Han sagde ikke noget, men satte sig bare ned på siden af sengen, hvor han hvilede ryggen imod væggen bag sengen. Hun undervurderede ham, hvis hun troede han ville lege charmør nu. Han kendte hende, og han kendte den tone. Det var det sidste hun manglede.
”Skal jeg læse dig en godnathistorie eller hvad?” Smilede han hæst til hende, men det var mest for sjov. For at få smil frem, i hvad der end tyngede derinde.
Han besluttede sig for at sidde her indtil hun var væk i drømmeland, så kunne han sove bagefter. Som ny vampyr burde der ikke gå længe, inden hun var helt flad for kræfter. Men han ville alligevel ønske at der var noget han kunne gøre eller sige, for at lette hvad der skete indeni hende.
”Millie.. Jeg ved ikke hvad du kæmper med, men..” Han startede, uden helt at vide hvor han ville hen med den sætning. På en eller anden måde, følte han bare at han skulle formulere noget der kørte i hans hoved.
”Det allervigtigste for mig er at du er glad. Lige meget hvad” Han prøvede at smile til hende igennem mørket, og håbede hun forstod hvad han prøvede at sige til hende. Hvis hun følte at hendes forlovelse med Andrija gjorde hende glad, så burde hun tage af sted i morgen og ikke se sig tilbage. Det ville han kunne leve med. Var det ikke hans job i sidste ende, at sikre hun var glad?

Han tøvede lidt og rejste sig op, stadig med tæppet omkring sig. En sofapude blev slæbt med i den ene hånd. Han sagde ikke noget, men satte sig bare ned på siden af sengen, hvor han hvilede ryggen imod væggen bag sengen. Hun undervurderede ham, hvis hun troede han ville lege charmør nu. Han kendte hende, og han kendte den tone. Det var det sidste hun manglede.
”Skal jeg læse dig en godnathistorie eller hvad?” Smilede han hæst til hende, men det var mest for sjov. For at få smil frem, i hvad der end tyngede derinde.
Han besluttede sig for at sidde her indtil hun var væk i drømmeland, så kunne han sove bagefter. Som ny vampyr burde der ikke gå længe, inden hun var helt flad for kræfter. Men han ville alligevel ønske at der var noget han kunne gøre eller sige, for at lette hvad der skete indeni hende.
”Millie.. Jeg ved ikke hvad du kæmper med, men..” Han startede, uden helt at vide hvor han ville hen med den sætning. På en eller anden måde, følte han bare at han skulle formulere noget der kørte i hans hoved.
”Det allervigtigste for mig er at du er glad. Lige meget hvad” Han prøvede at smile til hende igennem mørket, og håbede hun forstod hvad han prøvede at sige til hende. Hvis hun følte at hendes forlovelse med Andrija gjorde hende glad, så burde hun tage af sted i morgen og ikke se sig tilbage. Det ville han kunne leve med. Var det ikke hans job i sidste ende, at sikre hun var glad?


Det var SÅ fristende at tage ham på ordet. Millicent lavede en lille fiktiv billed serie over, hvordan hun kunne fare på Gordon, kilde ham og hale ham ned af den store sofa. I tankerne så det både hylende morsomt ud - og MEGET let. Men hun vidste at hendes krop var doven og afkræftet nu. Dagene tog hårdt på den unge vampyr krop og lige så stærk og powerfull hun kunne være, ligeså sårbar og uden kræfter var hun på særlige udsatte tidspunkter af døgnet. Lige før daggry, var en af disse tider.
" Dont tempt me Matthews " smilede hun , og trak i hans bukse ben , da hun gik forbi.

I soveværelset, under dynen var det tid til at give slip og lade sig føre bort af søvnen.Men ....hun havde kaldt ud til Gordon.
Hun lå stille, ubevægelig.
Ingen kunne mestre dette til mere perfektion end vampyren.
Hun lyttede...alle de stimuli , alle de indtryk hun kunne opfange , hvis hun ønskede det men nu var fokus rette mod Gordon , der gassede sig inden på sofaen.
Ville han reagerer ? Og hvordan ville han modtage hendes bøn?
Hun håbede han ville forstå hende, og hun undervurderede ham bestem ikke.
Hvis hun gjorde, havde hun aldrig sat ord på sine følelser og formuleret dem til et behov for ham at dække, hvis han ville.
Mørket indrammede det lille værelse og virkede skærmende på hende.
Det var en illusion at mørke kunne beskytte , kunne dække for kaos i et sind, men fordi det slørede for den visuelle facaden, havde man måske fundet en form for fake trøst i skyggerne.
Kunne man dække sig ind under dem, kunne man gemme...og dermed måske glemme?
Et lille svar lød inde fra sofaen, så havde han da hørt hende. Hun ville ikke have haft modet til at kalde ud til ham, og spørge ham flere gange.

Hun lå forsat uden bevægelse, da hun hørte hvordan sofaen gav sig en smule, ved at sige farvel til Gordon , og hørte hvordan fibrene fra tæppet sang omkring hans liv og ben, da han var på vej ind til hende.
Trygheden kunne allerede mærkes da han satte sig ved hende.
Hun smilede ud i mørket, men stemmens klang var tøvende , afventende.." Neeeej, ingen godnat historie" sætningen blev efterfulgt af en lille pause. Indtil Gordon ville snakke.
Millicent lyttede til at begynde med, med ville så slå en bremse i.
Var der noget hun ikke ønskede lige dér , var det at samtale...at skulle sætte ord på de mare der red hende.
" Shyysss....Gordon, bare..hold lidt om mig ?" Hviskede hun med en halv usynlig stemme.
Ville han gøre det, ville Millicent bevæge sig en smule mere bagud i hans retning, og ligge sig helt tilrette. Hun ville hviske sit tak, før Millicent så måtte overgive sig til dagen , se sine energi depoter lukke ned til dvale stadie- og falde hen i en dyb søvn.
Valgte han at springe over, ville hun forblive ubevægelig, klemme sine øjne i og vente utålmodig på at falde i søvn, så en ny aften kunne bydes velkommen.

Det var ikke fordi han havde forventet en samtale. Mere en konstatering, for forhåbentlig at give hende lidt ro til at sove. Derfor sagde han heller ikke noget, men gled lidt længere ned, og lagde en arm omkring hendes talje.
Der gik noget tid inden han sov. Søvnen synes ikke at ville nå ham, for hans hoved ville hellere køre rundt til de fjerneste afkroge af verden. Millicent føltes kold, som en vampyr nu gjorde. Hendes dvale gav en illusion af at hun var død. Ingen vejrtrækning og ingen puls, men når natten igen overtog, ville hun igen slå øjnene op. Lige nu virkede hun dog som et lig. Sådan havde han det også selv. Selvom han trak vejret.
På trods af det, var selskabet alligevel betrykkende. Måske han burde få sig en kat? Den ville heller ikke kvæle ham i dens hår, som en hund ville gøre det.
Langsom begyndte søvnen at tage til, og han fyldte sig selv glide væk til et andet sted. Et sted, som kun var til for et kort ophold, for efter hvad der kun virkede som få minutter, men som nok i realiteten var timer, slog han øjnene op.

Rummet var stadig kulsort, og hans lyse øjne, blinkede et par gange imens han satte sig op i sengen. Vækkeuret på natbordet viste at klokken var ved at være 10. Det var heldigt nok, at han havde egen forretning nu, så han ikke var tvunget til at møde kl. 8.
Et gab afslørede at han nok burde sove lidt videre, men han havde planer for dagen, og han havde en fornemmelse af, at hvis han faldt i søvn igen, ville han sove hele dagen.
Vampyren lå stadig ubevægelig ved hans side under en tyk dyne. Hun så fredelig ud, som et barn. Et kort øjeblik gemte han sit ansigt i hænderne, hvis albuer hvilede på hans knæ. Begge ben på gulvet ved siden af sengen. Ikke fordi han følte sig trist, eller havde behov for at tude, hvilket hans stolthed alligevel aldrig ville tillade. Det hele var bare blevet så snoet og indviklet. Han havde så meget lyst til at vågne op sådan hver morgen, men det var ikke en mulighed.
Lidt tøvende strøg han en hårlok væk fra hendes pande, og gav den et kort kys, inden han fik mast sig op af sengen, og tumlede sig frem til skabet, hvor han tog ud, hvad han håbede var noget decent tøj. Så blev døren meget omhyggeligt åbnet, for ikke at slippe noget lys ind, og lukket igen. Da dette var gjort hev han et gardin til side i stuen, og lukkede solen ind i rummet. Et hurtigt bad, kaffe og morgenmad, så var han ude af døren.

*Timejump*

En lang og mere begivenhedsrig dag, end han lige havde regnet med. Nu var klokken ved at være 21, og han vidste at solen ville gå i seng om en halv times tid. 2 store indkøbsposer under armene, blev mast igennem den åbenbart meget smalle døråbning.
Lejligheden var som han havde efterladt den. For en sikkerheds skyld havde han låst døren til soveværelset, så ingen der kunne forvilde sig ind, ville kunne lukke solens lys derind. Der var dog også en nøgle inde i værelset, så hun kunne komme ud, på kommoden ved siden af døren, med en lille seddel han havde lagt om morgenen.
’Godmorgen prinsesse – cya når solen går i seng.’

Den lange aften dagen før, og de svage tømmermænd, havde ikke gjort dagen mindre hård, og han følte sig umådeligt udmattet, da døren til lejligheden blev lukket bag ham. Hans sorte blazer blev efterladt på køkkenbordet, imens han satte en kande kaffe over, og slipset blev smidt på vej ind i stuen, hvor han helt glemte kaffen, imens han dumpede ned i sofaen. Først der smed han et par blanke sko, og knappede den øverste knap i halsen på den hvide skjorte op.
”Årgh..” Stønnede han veltilfredst og tændte for tv’et imens han ventede på at Millicent ville vågne. Nyhederne var gået i gang et par minutter i forvejen, og de beklagede sig endnu en gang om en blodsugende bande, som bevægede rundt i byen. Denne gang var det gået ud over et par unge piger, som havde været i byen aftenen i forvejen. 2 af pigerne var nu forsvundet, imens den sidste rædselsslagent vidnede om aftenens begivenheder.
Gordon hørte dog ikke efter, for snart var han gledet ind i en let søvn, halvt siddende og halvt liggende i sofaen.

Hun havde sovet længe, sovet al for godt så det ud til, men endelig kom der liv i tornerose og hun strakte sig af gammel vane. Først  var hun af den overbevisning at hun var hjemme, men bit by bit huskede hun Gordons stærke og trygge arm,der lagde sit tilrette omkring hende, og hvordan hun var forsvundet i hi, under hans favntag - i hvad hun nu betragtede som hans lejlighed og soveværelse.
Millicent svingede benene ud over sengekanten og fandt den lille seddel.
Hun havde allerede hørt at Gordon måtte være kommet hjem fra job, da tv'et var tændt. Hendes øjne løb over noten , og selv om hun burde skælde ham en smule ud for dét kælenavn, så bragte det istedet et smil over hendes læber. Hun var den væreste prinsesse EVER, men derfor var det stadig sødt.
Hun hankede lidt ned i den store T- shirt hun havde sovet i og luntede ind i stuen.
Arh...så han sad og slumrede. Millicents næse sniffede. Thank god der var jo frisklavet kaffe. Hun kunne se Gordon ikke havde nået en kop, før han var faldet hen, så hun tip toede ud i køkkenet og bragte to store krus, denne gang uden de stærke promiller iblandet, tilbage til stuen og satte dem på bordet.
Så luskede hun bagved Gordon og hendes kølige hænder gled foran hans lukkede øjne. " Wakeee Wakeee Matthews, tid til morgen kaffe...eller...kaffe bare !" Fjumrede hun lidt rundt.

Hun ville spørge ind til hans dag, efter at have sat sig i havfruestilling ,med benene trukket op i den store lyse sofa, med den velduftende mokka i hånden.
Det var jo helt hyggeligt.
Gordon fortalte om ideen med en sponsor, eller nødvendigheden var det nok.
Millicent strøg en hånd igennem det noget uglet 'aftenhår' , imens hun gennem gik hvem der kunne være på tale. Malzahar var udelukket, han var for utilregnlig, selv om han var pengestærke og Alexander Lazarow skulle hun ikke i gæld til- desuden afventede hun en mail fra Abraham Borzakov vedr Alexander....men Connor aka Khá, han virkede som en rigtig god mulighed. Og Gordon skulle jo alligevel med og præsenteres for Libras hovedsæde, så hvorfor ikke slå to fluer ...eller tre for Millicent skulle også ud og nusse lidt og ride på Thunder...tre fluer med eet smæk ville hun kunne klaske!

Hun satte koppen fra sig. " Jeg har en ide...ham englen jeg fortalte dig om , Khá , som tager sig af Libras økonomiske affære, måske kunne han være interesseret ? Jeg ved det jo ikke, men det da et shot værd ? Og så kan du også se hovedsædet!" Kom det begejstret fra Millicent .
Hun fiskede sin mobil frem og uden at tænke yderligere over formulering, fik hun hurtigt og spontant afsendt en mail.


Millicent brugte herefter lidt tid på at sætte Gordon ind i at der VAR en spæd mulighed for at. Gordons engle mentor Alessa, KUNNE være den samme Alessa der havde nøglen til Khás hjerte.

Så kom en and der rappede, hendes nuværende mail tone( needles to say, hun skiftede ofte dem )
Hun tappede et par gange og et stort smil dukkede op .
" Fedt !" Så læste hun højt.


Millicent ville flyve op, og styrte ud for at tage et bad. Hun havde kun den samme stramme nederdel, med hægterne bagpå, og hendes hvide figursyet skjorte , emd den lille blazer jakke uden på, men det var rent og velduftende, stadig( et gave til kvinder at sved ikke var et issue som vampyr) .Så hun fik vasket sig i alle Gordons sæber , og satte det fugtige hår i en franske fletning der laaaang, men make up måtte hun undvære, da hun intet havde med i sin lille taske.
Så det var en renskuret og blid udgave  af Millicent at skue, da hun nede i Gordons bil en lille time senere var i færd med at give diverse køre instruktioner OG tigge om at måtte få lov at køre hans bil !

Nain des, tonede sig frem og snart var de ved det lille palads agtige sted af Khás.

Søvnen havde overmandet ham, og han var gledet længere væk end det havde været meningen. De lange nætter og arbejdsdage passede ikke så godt sådan som han arbejdede nu, men han ville blive nød til at arbejde om aftenen, når han fik Millicent om bord. Det burde hjælpe på søvn underskuddet.
I søvne smaskede han lidt, og vendte på sig. Havde hendes kølige hænder ikke lagt sig over hans ansigt, havde han nok sovet natten ud. Den trætte hjerne var dog ikke helt indstillet på, hvad der blev sagt omkring ham. Kun at der duftede af frisk morgenkaffe, og mærke at nogen prøvede at vække ham, men det var det eneste.
”Neeeej mooor.. bare 5 minutter mere..” Slumrede han, indtil det gik op for ham, at han var 24, og ikke boede derhjemme mere. Hurtigt, og dog søvnigt, fik han rettet sig op.
”Godmorgen.. eller aften” Smilede han, da han blev klar nok i hovedet til at fokusere på Millicent, og kaffen foran ham. Den blev slupret ned, så hurtigt som den varme drik nu tillod, og snart begyndte koffeinen at skyde noget energi ind i de trætte kogler.

”Min dag?” Gentog han, og vendte den i hovedet. ”Jeg mødte en gammel bekendt” Startede han ud, og var ikke sikker på hvordan han ellers skulle betegne hende. Han havde aldrig kendt hende, men hun havde jo åbenbart kendt ham. En engel som før hans ’uheld’ havde advaret ham om døden. Nu var hun så tilbage for at tjekke op på ham. ”Også var jeg henne i det lokale jeg har lejet til os. Det ligger og er godt, men..” Han tøvede lidt og kiggede ned i sit tomme krus. ”Jeg er bange for at jeg ikke kan bruge flere penge af egen lomme, og jeg kunne godt bruge lidt til hjælp med inventar og leje af lokalet.”
Han lænede sig lidt tilbage i sofaen og hvilede øjnene et sekund, imens hun tænkte over en sponsor.

Han havde selv overvejet denne Khá, som han ikke selv havde mødt endnu, men som havde givet Millicent nogle overvældende gaver. ”Det lyder som en god ide. ”Smilede han først og sendte hende et udfordrende blik. ”Kan du overbevise ham om at sponsorere os, må du dekorere kontoret.”

Imens Millicent fik sendt sine mails af sted, skyndte Gordon sig at gå i bad. I modsætning til hendes vampyr krop, blev han stadig svedig og klam efter en lang dag. Håret blev hurtigt strøget en smule tilbage med lidt voks, og det klassiske jakkesæt. Blev skiftet ud med et mørkegråt sæt sammen med en lyseblå skjorte. Han lod jakken blive hjemme, for det var en fandens varm aften.
Ude af badeværelset knappede han resten af sin skjorte op, for at skjule de sorte tegninger, som var blevet graveret i hans hud, for hvad der synes om uendeligt lang tid siden.
Imens han valsede ud af badeværelset, holdt han et sort slips, som ikke var bundet, ud fra hans hals.
”Slips eller ikke?” Spurgte han hende, stadig med halv vådt hår.

Han satte sig ned i sofaen igen, og måtte se sig overrasket. ”Alessa?” Gentog han, og kunne ikke rigtig forestille sig at hun var sammen med nogen. Lidt ligesom et lille barn ikke kunne forstille sig at forældrene havde et seksuelt liv.  
”Så må jeg huske at spørge ham om hun har nævnt mig” Smilede han bare, og tænkte på hvor lille verden var. Mere nåede han ikke at sige eller tænkte, før en rappen afbrød ham, og han kiggede først lidt underligt omkring, før det gik op for ham, at det var hendes mobil. Hvilket fik ham til at le.
”Du er et fjollehoved… Synes du jeg skulle få mig en kat?” lød det så ud af det blå.

En lille halvtime senere befandt han sig bag rettet i sin bil, på vej imod et sted, som Millicents forvirrende navigation nu førte ham hen. Han ville blive overrasket, hvis de faktisk nåede frem.
De var allerede kørende da hun begyndte at plage om at køre. Den øde landevej på vej opad imod hvor de nu skulle hen, var helt øde, og han så ingen skade i at efterkomme hendes forespørgsel.
”Så kør da.” Smilede han og slap pludselig rattet, så måtte hun række over. Hans fod holdt stadig speederen nede, og bilen gassede op.

Snart efter holdt bilen stille et sted han aldrig havde været før. Pænt blev bilen parkeret, og de steg begge ud. Så skulle de bare finde ham Khá fyren.

Havepavillionen ude i slotsgården var nu blevet færdig. Flotte motiver af vinger og et par blomster var skåret ind i træet. Han ville gøre noget særligt for i aften men det var jo også lidt hans hyggeprojekt at skære pavillionen ud. Det hele var skåret ud af et stort stykke træ. Han stod kort og tørrede sine hænder efter at have lagt sidste hånd på nogle af detaljerne. Med et tilfreds smil om han var stolt af sig selv, gik han ind i bad. Nok var han holdbar og stærk, men et godt langt bad efter man havde lavet noget hele dagen var altid lækkert. Efter det lange bad, skulle der vælges tøj. Han var stadig ikke så god til det. Men han måtte hellere vælge noget formelt. Det blev et hvidt jakkesæt med sort skjorte og hvidt slips. Det sad ganske godt på ham hvis han selv skulle sige det. Håret blev sat i en perfekt hestehale. Så var der styr på det

Han sørgede for at gå ned til tjenerne og se hvad de kunne finde på af lækkert mad. Han ville gerne være en rigtig god vært så lidt skulle der da på bordet. Det endte med at blive et overdådigt fad med alt fra frugt af diverse art til små pindemadder. Han sørgede selv for at hjælpe til med madlavningen der hvor han nu kunne. Dem der arbejde for ham var meget ærbødige selvom han gjorde hvad han kunne for at det skulle være noget mere familiært. Så blev der sat et lille ekstra bord der ud med forskellige drikkevarer på. Alt fra whisky til cola. Og en ganske særlig flaske til Millicent med blod. Tingene var sat klar og nu var det bare at vente på hans gæster

Portene til det store slot blev åbnet så de bare kunne komme ind når de ville. Khá havde kort været ovre og kigge til hestene, og klappede kort den Millicent skulle passe. Khá valgte dog at vise sig som et normalt menneske ind til andet viste sig nødvendigt. Nu var det også noget unikt at se en Seraphim. Men Khá var meget entusiastisk med at møde dem, specielt den unge engel Alessa havde fortalt ham om. Han satte sig hen i havepavillionen og fik et par tjenere til at stå klar til at tage imod dem

Millicent lod en finger glide over hendes overlæben amorbue, da hun så Gordon an.
"Med eller uden slips? ...argh selv om det ender med jeg bliver under dressed, så tag slipset.Det klæder dig !" Komplimenterede hun ham. Millicent kunne nu godt lide hans tatoveringer, trods de ikke havde det høje symbolske værdi , havde Gordon betroet- så så de stadig juicy ud og klædte hans krop. Dem hun havde set altså- hvad han eller måske gemte på , anede hun ikke noget om.

I Bilen gav hun et lille fryde fuldt hvin fra sig, og kastede sig over rattet, da Gordon slap. " Du har STOR tiltro til mine reflekser, for det kan umuligt være min køre evne ,den er virkelig slatten" grinede hun, imens bilen slingrede derud af.Efter lidt tid- fik han overrakt rattet igen, så de kunne komme frem i et helt stykke.
Millicent behøvede ikke formane Gordon om en god opførelse, nær de nåede frem.
Dem ville hun spare til når Andrija skulle med. Han havde også udtrykt ønske om at besøge Khá sammen med Millicent, og med Andrija vidste man aldrig heeeelt hvad der ville ske.

De gik imod indgangen , Millicent stak sin arm under Gordons.
Hun befandt sig ganske afslappet, selv om der VAR en lille sommerfugl ved at skulle møde Connor igen. Han var en ganske særlig fyr...eller Seraphim, var det ikke sådan det hed? Når det kom til guddommelige ting , var Millicent stædig ateist, og det ville hun forblive til den dag hun drak dus med Gud himself. Og så kunne der være nok så mange engle i denne verden. Hun troede jo heller ikke på en satan, bare fordi der var djævle. Verden var en lang historie bog, havde hun fundet ud af. Et fantasy univers uden mage.Men en gud? Så havde hun en høne at plukke med ham !

" Jeg er spændt på hvad du synes om ham, Gordon. Khá er en virkelig sød fyr...klog og ...ja , han var djævle førhen- fortalte jeg det ?" Hviskede hun , som hun trak ham nærmere. Nu kunne de se pavillionen et stykke fra dem, og med sit gode syn kunne Millicent se at Connor, havde taget plads.
Gordon kunne nok blot et en skikkelse af en mand.
" Godaften....Millicent Walker og Gordon Matthews , jeg tror Mr. Khá venter os " smilede Millicent høfligt til den ene tjener, og den anden fik et venligt lille nik.
Det var spændende at skulle præsenterer dem for hinanden.

Tjeneren bukkede med et lille skævt smil .
" Frøken Walker og Mr. Matthews følg med denne vej, så vil Mr. Khá tage imod "
Han ledte dem i en lige vej mod pavillionen og standsede først da de var nået helt derop. " Deres gæster er ankommet hr" lød det ærbødigt, og fik han ikke andre ordre, ville en diskret tilbagetrækkelse ske.

" Khá...tusind tak fordi du ville modtage os med så kort varsel. Dette er min ven ...som jeg fortalte dig om " Millicents øjne skiftede plads mellem de to mænd et par gange, mens hun med et smil, overlod Gordon at præsenterer sig selv.

// Velkommen til Khá, så dejligt at du ville joine :) //