The Second You Sleep - Millicent

At Carmen kunne blive genert, ville ikke være det gæt der stod først i køen hos Millicent. Men da Gordon vinkede ned til hende, havde hun opdaget at hele lokalet havde deres øjne på hende nu, og meget rød på en selvlysende scala, rejste hun sig op og forsøgte neje, men nederdelen var en forhindring, så det blev til et forfejlet lille knejs i stedet.
Millicent klappede og forsøgte ikke at grine hysterisk. Hun kunne godt finde på at få et af de der grine anfald der bare ikke ville stoppe, hvis først hun gav helt fri.
Men imellem to fremmed personer, ville hun ikke synes det var så fantastisk .
De ville tro hun var underfrankeret, eller på stoffer måske.
Hun så kort på Georgia der lidt casual legede med sugerøret i drinken hun havde gaflet.
" Du ved hvem jeg er ? " kom det lidt overrasket, før hun rankede ryggen en smule og et skævt smil kom til syne. " Aha.... I see....og hvad har Gordon så fortalt om mig ?" Udfrittede hun . Selv havde hun intet hørt om Georgia, eller om Gordon sommetider spillede med een, så hun havde da fået sin nysgerrighed pirret.

Gordon begyndte sin sang, og Millicent der i forvejen havde fået sit hjerte lunet op, ved hans lille hilsen fra scenen, lyttede nu til ordene i hans sang.
Kun Gordon kunne sige så meget, på en så enkel måde.
Imens ordene nussede hendes hud og hans stemme hendes øre, undrede hun sig hvornår han havde besluttet at spille netop den sang? Var det et øjebliks indskydelse, og havde han bare ramt hendes plet ved et tilfælde, eller var han mere...nøje?
Millicent fandt ham....smuk.
Inden i såvel som udenpå. Det var nogen gange svært for hende at skille de ting, for der var godt nok mange lækre mænd...skulle man følge andres meninger og mandelige modeller i blade, men ....for hende var de kedelige.Der skulle en interessant personlighed, en hjerne der fungerede og en der kunne give både modspil og føje sig en smule.Det var svært at komme uden om at Gordon havde netop al det. Og så var manden sindsyg talentfuld, som det andet ikke var pinfuldt nok at forholde sig til.

Alle kvinder i baren forelskede sig en smule i ham , som han sad der, det mente Millicent i hvertfald var helt uundgåeligt. Han strålede, og selv med en følsomhed i fortolkning af sangen, styrede han hele lokalet og forførte dem til den stemning han ønskede sangen skulle bibringe lytterne.
Millicent glanede dumt. Lidt teenager agtigt, skulle man være ærlig.
Hun måtte være i søvn underskud, for manden krøb virkelig ind under huden på hende, og det måtte han ikke.

" J-jeg...kan ikke beskrive ham. Han er lidt...overvældende, er han ikke ?" Lød den bløde og ucensureret første tanke som reaktion, på Georgias ' you tell me'.
Så blev smilet dog større hos Millicent , og hun lagde lidt flere ord til til .." men hold da op hvor han kan være totalt irriterende også " kun humor flød i hendes stemme, ihvertfald var der intet negativt at spore, selv hvis man var en gris på trøffeljagt.

Fred have lavet en grimasse , ved den første udtalelse. Han havde altid fundet Gordon en helt fin fyr, og kunne derfor ikke rigtig bringe sig selv til at anfægte dette.
Han lænede sig istedet resolut frem for han havde bestemt ikke smidt håndklædet i ringen, endnu. Han havde jo fået at vide hun ikke var med Gordon, så han mente ikke Gordon var en konkurent . Heller ikke selv om Millicent synes en smule FOR opslugt af ham, så var det ikke gengældt, mente Fred at kunne få ud af det hele.

" Har hende den smukke ikke sunget den sang også? Du ved ...Taylor something ....du minder mig om hende, Millicent....lige så sød og lige så flot hår " lød så hans skud og han kradsede sig ubevidst på den store bums der sad på hagen. Millicent kunne høre den bristede - en af vampyrens mange velsignelser - og så hurtigt væk for ikke at gøre ham forlegen, når han om få sekunder ville opdage pudsen på hans finger og negl, og begynde at duppe panisk på den åbne bums, med sit grønne bomulds tørklæde. Stakkels fyr.

Millicent var sikker på at Georgias tale forstummede, opdagede hun bumse affæren eller havde hun hørt det klodset forsøg på samtale, fra Freds mund, som hun selv. Skulle fyren have briller? Var der nogen Millicent ikke lignede , heller ikke i udstråling eller udtryk, var det da Swift sangerinden.
" Eeh..tak ...Fred, men jeg tror ikke lige..." Hun talte ikke færdigt, før hun igen var ' på scenen' hos Gordon og Chester.
Man måtte sige at de klædte og fulgte hinanden godt.
Da Gordon smilede og slog øjnene op, ville hun ønske hun kunne fryse øjeblikket fast. Stemningen...ham.
Men det lod sig ikke gøre , så imens hun sugede deres optræden til sig som en lille Lambi køkkenrulle, små snakkede hun høfligt med Georgia.

" Er Chester en fast del af dit band , eller hvordan kender i Gordon !" Fiskede hun efter dybere insight i deres lille konstallation.

Georgia lænede sig smilende frem og lagde en knyttet hånd under hagen. Hun tvivlede på at Gordon ville bifalde at hun videregav deres samtale. Hun kiggede smilende ned i bordet og rystede på hovedet. ”Lad os bare sige at hvis du er som beskrevet, så ville selv jeg føle mig forelsket i dig” Lo hun og kørte en hånd igennem sit rødbrune hår, for at få det væk fra ansigtet. En af totterne blev viklet rundt om en lys finger.
”Men jeg ville vide bedre” Sukkede hun så en smule dramatisk og blinkede til Millicent. ”Forlovet og det hele”. Ved det sidste Georgia sagde, var øjnene ved at trille ud af hovedet på Fred. Man kunne se at han skulle til at protestere og sige at Millicents altså ledte efter nyt kød, men da han fik øje på ringen holdt han inde. Ikke at det ville holde ham tilbage. Hun havde trods alt lovet ham ’senere’.

“The lingering question kept me up.
2AM, who do you love?
I wondered till I'm wide awake.
Now I'm pacing back and forth, wishing i was at your door.
You'd open up and i would say,
Hey it was enchanting to meet you.
Oh I was so enchanted to meet you.”

Gordon var sjældent intuitiv, og planlagde sit liv og job ned til alle de detaljer han kunne. Lige bortset fra når det kom til Millicent. Hun kunne blæse alt han havde planlagt i sit hoved væk. Lige meget hvor mange træk han havde set frem, så formåede hun altid at flytte sin skakbrik lige til at sætte hans konge i skakmat. En snigende løber, som pludselig var på hans side af brættet og inde i hans hoved, hvor den gevaldigt vendte tingene på hovedet. Derfor kom tingene som de poppede op i hans hoved, når det kom til hende. Måske det også var derfor hun kendte ham bedst?

” This is me praying that this was the very first page,
Not where the story line ends.
My thoughts will echo your name until I see you again.
These are the words I held back as you were leaving too soon.
I was enchanted to meet you.
Please don't be in love with someone else.
Please don't have somebody waiting on you.”



Det var sandt at sangen oprindeligt var af en Taylor Swift, som Fred forgudede, men at sige at hende og Millicent lignede hinanden var synd. Lige meget hvor smukke ord Taylor kunne komponere, så mistede de sin glans, så snart hun selv lukkede dem ud med en alt for poppet klang, som svingede tonerne mere for at fremstille hende selv end sangen. På den anden side var det lige meget hvilket fjollet bras Millicents valgte at lukke ud. Hun gav alligevel ordene en ny mening så snart de lå i hendes mund. Noget man måtte beundre hende for.
Det var nok også derfor at det var endt med at blive Adam Youngs version Gordon havde sat sig til at lære. Instrumenterne såvel som klangen lyste af en inderlighed, som Taylors aldrig ville have.
Men egentlig var det lige meget. Havde han valgt den mere pigede version, havde han nok skulle proppe en eller anden form for fortolkning ind, for hvert et ord i sangen ledte ham tilbage til en aften for flere år siden, som han på mange måder ville ønske havde endt anderledes.

Georgia havde set Freds lille uheld, og det første sekund havde hun kæmpet med ikke at se en smule væmmet ud. Derfor havde hun dog smilet overbærende og rakt ham et lille papirslomtørklæde fra hendes lomme. Fred havde efterhånden hjulpet hende et par gange på scenen. Når teknikken drillede.
Hun kiggede med et stort smil på Millicent igen, og lod Fred tage sig af den lidt snaskede affære, som de næste minutter holdt ham beskæftiget.
”Chester er fast inventar. Lidt lækker er han ikke?” Sukkede hun og rodede i sit hår igen. ”Gordon er stand in for Jamie, som ellers normalt spiller guitar med os, men han har lidt problemer med..” Hun mimede en flaske sprut ved munden for at forklare.

Imens var Gordon ved at runde af, og tangenter blev mere nænsomt strøget end før, for at give sangen en langsom nedtrapning, som endte med næsten at være en hvisken.
” This night is flawless, don't you let it go.
I'm wonderstruck, dancing around all alone.
And I'll spend my whole life wondering if you knew
I was enchanted to meet you.

I was never in love with someone else.
I never had somebody waiting on me.
'Cause you were all of my dreams come true
And I just wish you knew
That I was so damn much in love with you.”

Millicents øjne blev store , og man måtte næsten give stor kredit til Georgia , tænk at det kunne lykkes hende , at stjæle Millicents udelte Opmærksomheden , selv for et øjeblik .
" Hvad i alverden har den mand dog sagt ?" Spurgte hun blæste lidt ud af kurs.
* Hvor MEGET har har sagt * løb tankerne i langrend, og Millicent forsatte med at kigge forunderligt på kvinden, og den finger der legede med en hårlok. Så begyndte Millicent dog sagte at grine, og rystede let på hovedet.." Jeg kan love dig for at så er der intet af det der er sandt! " glattede hun ud med et stort smil.
Hvis han havde malet et så rosa billed at selv en pige ville få hjertebanken, så havde han helt klart taget gas på Georgia, big time.
Men en ting var dog korrekt, hun fulgte Georgias blik, ned til ringen på Millicents finger.
" ....eller næsten intet er sandt " fik hun sagt med en lille rynken på næsen. Gordon havde også forklaret at Millicent var forlovet? Det var ikke fordi det var en stats hemmelighed, men...at drøfte det med en fremmed?
Havde han også fortalt hende om halskæden omkring Millicents hals? Millicents hånd søgte op straks op, og lukkede sig beskyttende om de to vedhæng.
Et mere bekymret look trådte frem, sårbart og nøgent, og de lyse bryn trak sig sammen i en lille anstrengelse. Hun følte , hun burde forklare noget meget stort og kompliceret...for ikke at nævne privat...med et par enkelte sætning, overfor Georgia.
" ...Det er virkelig ikke så simpelt " forsøgte hun , men opgav dog at forsøge skabe en forståelse for den bikube sagen i dens natur efterhånden var. Man skulle ikke frivilligt stikke sin hånd ind i den, havde man et valg .

Fred tog imod den lille lommelet, og takkede Georgia med et stort smil.
Til Millicent forklarede han at en forkølelse vist var på vej! Hun nikkede medfølende.
Gordons stemme rev Millicent tilbage på scenen, og det var efterhånden en helt lille gyngetur hun svingede sig igennem lige nu.

Klaveret var som en spændt bue, ordene var den spidse pil.
Millicent var skydeskiven og Gordon....åh ja...Gordon var bueskytten der uden at ryste på hænderne sendte pilen afsted, og ramte bulls eye, Millicent midt i hjertet.
Selv uden af behøve luft , måtte hun hive en stor mundfuld ned i sine lunger, for at forhindre rummet begyndte at dreje en smule rundt. Hun afledte sig selv, ved at skubbe sin gin og tonic, tættere ind til sig, lænede sig frem og tømte glasset.
Årh ...det var straks bedre.

Et sted nede bagved lød en piftet. Millicent drejede hovedet og kunne se en smuk blondine , signalerer til Gordon . Ikke så hun spolerede sangen, bare diskret..tilpas uforstyrret, så hun kunne lade ham vide at hun var solgt til ham, hvis han ønskede at købe .
Millicent fnøs , og drejede sig om igen mod Georgia. " Oh...det var da en skam . Håber det...bliver bedre, lettere for ham" hvad sagde man lige når en fremmed havde problemer med alkohol ? Hun kunne tilbyde at lave en vampyr ud af ham, så kunne han tåle mere- men somehow virkede det iiiikke helt, som den løsning trioen ville have.
" hmm Chester, jo han er da ikke værst, men...han blegner da lidt ved siden af Gordon, synes du ikke " ville Millicent svare , da hun ikke ville træde nogen over fødderne. Chester var helt klart en pige magnet, bare ikke interssant når Gordon var nær, eller når Gordon var....født !
Millicent synes at opsnappe en tone i Georgias stemme,der ikke havde været der før..." sig mig...sidder du og crusher på din trommeslager ?" Fløj det ud af hendes mund , da hun i et glad øjeblik havde set ideen i at få ført Georgia sammen med den blonde Brad Pitt på scenen.


Sangen sluttede, og Millicent klappede anerkendende. okay okay...hun ville have spurtet op og kastete sig om halsen på Gordon, havde det ikke været for skams skyld, da hun var lidt ramt af øjeblikket, sangen og ham.
Men det lykkedes hende at blive færdig.
" skal jeg tone lyset ned så i tager pause nu, eller vil du på igen med det samme?" Var Fred på pletten, pligtopfyldende ung mand var han da.

Georgia lo af den sjove personlighed foran hende. ”Så du er ikke larmende, problematisk og uforudsigelig?” Smilede hun, og selvom det kun var en del af de ord der var kommet op, så var det de sjoveste at nævne lige nu.
Georgias smil falmede dog lidt da hun også rettede blikket imod ringen. ”En stor sten. Du må være heldig med en rig mand huh?” Prøvede hun at småsludre lidt. Nu kendte hun ikke andet end Gordons side af det hele, men hun havde på en måde ondt af ham. Det var tydeligt at mærke hvor tæt på, og alligevel så langt fra han var.
”Så simpelt? Åh jo. Det tror jeg skam det er” Smilede hun sukkersødt, men på ingen måde ondskabsfuldt eller bedrevidende. Hun forventede ikke et svar, og det var måske heller ikke på sin plads at fortsætte en sådan snak med en fremmed person. Hun kunne dog bare ikke se hvad der ikke var simpelt. Havde man en sådan ring på, så var man lovet væk for evig tid.

Millicent tømte sit glas, og begejstret skålede kvinden med. ”Op med bunden!” Også var den anden gin og tonic også væk efterfulgt af et lykkeligt suk.
Georgia kiggede også efter den piftende lyd, men trak bare på skulderen. Hun smilede dog sigende til Millicent. ”Jaloux?” Smilet blev bredere, men hun forventede igen intet svar.
Oppe på scenen var der dog ingen fare for at nogen af drengene ville høre det. De havde hver deres feater, som leverede den lyd de gav, tilbage til dem selv, så de kunne høre hvad de lavede. Derfor var alle smålyde lukket ude, var man først oppe over scenekanten. Desuden gjorde de 2 billige projektører, som cafeen havde, det svært at se længere end de forreste borde.

Et drømmende blik var spore i Georgias øjne, imens de var rettet imod scenen. ”Ved siden af hvem?” Mumlede hun lidt langt væk. Efter et par sekunder nåede de næste ord hendes øre, og hun hoppede en centimeter over sædet med opspilede øjne. De fløj over på Millicent med et bedende blik. No use in hidingit now.. ”Du siger det ikke noget til nogen vel?” Viskede hun, så Fred ikke ville kunne høre det, men han havde også travlt med at tørre sin hage.
Hun så langsomt over på Fred da han sagde noget. ”Nej ton det bare ned, og hent os nogle shots på min regning!” Lo hun – ivrig efter at komme væk fra forrige emne, alt imens begge drenge kom tilbage og begge satte sig ned ved bordet, hvor Fred nu havde lavet en ledig plads.

Millicent kunne alt for tydeligt kende Gordons ord . Hun var slet ikke i tvivl om de var serveret af ham , for det var lige sådan noget han ville sige om hende.
Et enkelt øjenbryn hævede sig i en skarpere bue, og hun havde et humoristisk glimt i øjnene, da svaret hurtigt lød til Georgia " Absolut ikke! ......HØRBAR, problematisk og uforudsigelig er mere rammende !" lo også Millicent . " Jeg har vist en lille kommentager til Gordon om de ord, senere " lød hun fjolleglad.

Millicent var glad for sin ring, men ikke af de årsager Georgia måske troede.
Hun var glad for den , fordi Andrija SELV havde udvalgt den og betalt den.Fordi han på eget initiativ havde gjort det og overrasket hende. Modsat deres første ring, hvor han havde fået hende til at bryde ind i en smykkebutik, udvælge og enda stjæle hendes egen ring.
Hun havde dengang været glad for han havde sagt ja , inderst inde...men havde måske håbet på et lidt større angagement fra ham.
Hun brød sig generelt ikke om fokus på penge, og Millicent kunne elske en fyr så fattig som en kirkerotte , ligeså godt som havde det været Gatsby himself. Det var hendes underordnet.
" Andrija er ikke rig. Han har to indkomster for tiden, og ville bare gøre mig glad ...den lå i et hjerteformet chokolade boks, faktisk " ikke at hun mente den var købt deri, men det havde da været sødt. Hun vidste hun forsvarede ham. Forsvarede sin relation til ham, og det ville hun gøre hvis der blev forsøgt kradset i lakken.
Mon ikke Georgia ville gøre det samme, var hun i et forhold ?
Georgia mente ikke det var kompliceret, men nu hun kendte heller ikke til Millicents kringlede sind og hjerte, så det var fint nok.
For Millicent var det kompliceret, hun var forelsket i to mænd, og mere forskellige fyre kunne man nok ikke opspore. Enkelte fællestræk havde de dog, stædighed var det ene.

En smule ukomfortabel ved at tale om Andrija nu, forsvandt hendes drink hurtigt.
Stemningen lettede igen , og Fred duppede stadig løs på bumsen der nu ikke længere spydede gullig ild, men drybbede rødt blod. Millicent fandt ud af at det faktisk VAR muligt for en vampyr, ikke at tænde spor på blod.
Det var en lettelse, for havde Freds lille uheld fået hendes begær til at boble , så troede hun ærligtalt ikke hun kunne leve videre i selvskab med sig selv.

Jaloux? Millicent sendte et påtaget forarget blik til Georgia , lagde hånden over sit bryst og mimede ' Miiig?' ...." Oh please" .
Millicent var stolt på Gordons vegne, og en smuk blondine der gjorde sig til, bekræftede bare hvad hun var helt på det rene med i forvejen. Han var attraktiv, intelligent og på alle måder et godt parti. Især hvis han kunne gabe højt nok op til man kunne presse et æble ind i hans MEGET snaksagelige mund, tænkte hun ved sig selv og trak sin lille taske frem.
Den blev hurtigt søgt igennem, til en lille sort elastik kunne fremdrages, og hun kunne skovle håret sammen og lave en hestehale. Her føltes meget varmt inde!

" argh JEG VIDSTE DET ! " udbrød Millicent , nu med opsat hår, med stor begejstring.
" nu må vi jo se, Georgia...det kan være en fordel at have en klemme på dig , så kan du holde Gordon i ørene for mig " drillede Millicent og lænede sig til siden, så deres skuldre støtte sammen, i et lille blødt puf.
" Chester eh ! Hvorlænge har du dog savlet passivt over ham ? Og hvorfor ...gør du ikke et eller andet ved det ?"

Fred havde nikket til Georgia og også fået et " I'm on it!" Klemt ind.
Han havde sikkert travlt med at bevise hvor effektiv han kunne være, og ansvarlig selv om han bare var 15 år.
På vej til baren passerede han Gordon og Chester, og løftede den ene hånd til hilsen, mens han med den anden stadig duppede et godt brugt papir lommetørklæde mod sin hage.

" arh...de hårdt arbejdende mænd !" Bød Millicent velkommen tilbage, og endelig var klapsalverne fadet ud, så det igen føltes en smule mere privat.
Hun huskede der altid var meget fokus på de optrædende. En aften havde hun været i byen, og et mægtigt godt live band havde trukket folk på dansegulvet aftenen igennem. Den flotteste fyr i bandet, var klart trommeslageren, der faktisk mindede en del om Chester fyren. Blond, veltrænet og lyse blå øjne.
Pigerne havde kastet lange blikke efter ham. Flirtende blikke.
Da musikernes job var endt, og de var erstattet af en DJ, havde Millicent senere stået oppe i baren, mast ind mellem to barstolen , for at købe en øl.

På den stol sad en fyr , med ryggen til hende...men langsomt havde han drejet rundt og serveret en eller anden indsmigrende line til hende, som hun ikke længere huskede. Det var trommeslageren.
Hun huskede han var sjov , opmærksom ...og hun huskede alle de blikke der stadig blev sendt til ham...men nu også til hende. Hun kunne næsten SE pigernes tanker.
Hvorfor hende ? Hun var ikke den mest sexet og nedringet, ikke den smukkeste i lokalet , ikke den med de dyreste smykker.....trommeslageren , der hed Nicklas, havde sagt at hun var den med de mest levende øjne , den mest interessant udstråling og den eneste der ikke havde budt sig til . Han syntes hun kørte en god stil, derfor var han nysgerrig på hvem hun var.

Millicent havde småsnakket , taget en enkelt dans med ham ....og de havde siddet sammen med venner, hygget sig - indtil de kun havde været fire tilbage.
Millicents veninde, og Nicklas ven. De to vfordampede og indledt en kysse og nusse seance, og nu havde trommeslageren fået samme ide med Millicent.
Hans fingre havde forsøgt spillet i hendes nakke, under hendes lange hår....og hun havde diskret med små ryk væk forsøgt lade ham mærke, hun ikke brød sig om det
Alligevel havde han ment det var en super fed ide, at nusse videre ned af hendes ryg og bagefter , efter meget få sekunder, prøve at snige en hånd ind under hendes top, for at nå til hendes bryst, imens hans læber havde nærmet sig og ville kysse på hende.

Millicent burde måske ikke være forarget, men det var hun!
Når hun ikke selv havde budt sig til, og ikke havde gjort andet end at snakke og være glad, tillod han sig alt for meget, og det resulterede i at Millicent hastigt brød op og efterlod ham alene. Hun huskede stadig hans total uforstående blik. Det skreg langt væk at han dårligt fattede hvad der skete. Afvisninger var vist ikke noget han mødte ofte. Og hun var sikker på, at selv om nabo bordets piger , hele aftenen havde set hvordan Nicklas havde bejlet til Millicent, ville de tage hans hånd....og mere til...rakte han ud efter dem. Det var så usmageligt.

Hun vidste at en stor del af de kvindelige gæster sad og glanede efter Gordon og Chester, men hun vidste også at Gordon havde lidt større krav til en en kvinde ,end at hun skulle kunne sige JA.
Hun lænede sig ind mod Gordon og hviskede..." larmende, problematisk og uforudsigelig?....årh du er i SÅ meget knibe nu " fiskede hun efter kontakt med hans intense blå øjne.
Chester blinkede til Georgia.." Skal jeg hente noget at drikke skat ?" Lød tilbudet.
Han havde ikke set den desperate Fred kæmpe med en giga bakke fyldt med shots...OG en hage der lige skulle duppes tør, på samme tid.
Det så godt nok temmelig risikofyldt ud, som både Fred og bakke svejede i luften.

Georgia smilede sødt og opmærksomt, men det var svært at ovenud være lykkelig for dette nye bekendtskabs vejne, når en af hendes venner var klemt ind imellem det hele.
”Awww… og han gik ned på knæ og det hele?” Svarede hun lidt hult, men stadig i en munter facon. Georgia havde sine egne forestillinger om hvordan hendes egen forlovelse være. Hun var allerede 25 og uden kæreste. Hvem skulle så træne den påskehare til at sætte ringen på hendes finger. Hun sukkede ind imellem tanker.

Hun var pludselig blevet ildrød i hovedet, og hvor hun før havde haft munden på gled, stammede hun nu en smule, imens hun viftede distraherende med én hånd. ”Ahhh kun et.. års tid eller noget” Svarede hun flovt, og ønskede at synke ned i stolen under sig. Hun ville til at svare på hvorfor det nu var, at hun ikke havde gjort noget ved det endnu, men før hun kunne nå det, var målet for samtalen kommet lidt for tæt på, og muligvis indenfor høreafstand, så hun holdt inde.
Fred havde passeret drengene og Chester kiggede lidt efter ham, imens han spurgte Gordon, hvem han gættede på havde pandet den 15 årige dreng sådan en på skrinet, hvilket udløste en latter og en rysten på hovedet.

De nåede tilbage til bordet, og Chester sendte et blik rundt til de omkringliggende borde, hvor buttepigens venner var logeret. Han trak en grimasse, og vendte blikket tilbage til sit eget bord, efter at have konstateret at det nok var det bedste han fandt.
Gordon sendte et fordømmende blik til Georgia. ”Nå så i har snakket sammen kan jeg høre.” Sukkede han, og gengældte hendes blik uden besvær. ”Men tænk dig, alle de adjektiver, og du fortryllede mig jo alligevel” Gav han hende igen, og vidste at det ville have større effekt, end begyndte han at benægte det. Chester havde svaret en SMS, men Georgia havde hørt det og fnisede en smule.

Selvom Georgia ikke havde nået at svare på Millicents spørgsmål om Chester, så ville hun snart finde svaret. Sagen var nemlig den, at problemet ikke lå i at få Chesters interesse. Det lå nærmere i at beholde den, og holde den fra andre piger.
”Hvad med dig snut? Drinks?” Blev det efter Georgia rettet imod Millicent. Han smilede forførende til begge piger. ”Du er Gordons ven … Millicent ikke? ” Fortsatte han , og Gordon kunne have kvalt ham. Han havde måske i sin fulde tilstand også fortalt Chester om Millicent, men i det mindste ikke i detaljer, og slet ikke intime detaljer, så for Chester var hun en mulig erobring. Man skulle dog ikke tage fejl af den stakkels fyr. Han var lidt for glad for damerne, men på bunden god nok, og det var måske det Georgia havde gennemskuet.

I mellemtiden var Fred nået hen til deres bord, og Gordon nåede lige at få fat i den ene ende af bakken, for at shotsene ikke ville få overbalance og ryge ud over bordet, Han smilede taknemmeligt og bakken blev sat på bordet, hvorefter Fred forduftede for at lukke lyd og lys ned. Han havde også snart fyraften, men måske han lige kunne lokke hende den flotte med det lyse hår med hjem?

Georgia smækkede 2 shot foran hver af dem, og udfordrede hele bordet til at tage dem med hende, hvorefter hun skyllede sine egne 2 ned. Gordon skålede hurtigt med hende, og skyllede sine egne ned med en grimasse. ”Er det ren rom?” Spurgte han så og prøvede at få smagen ud af munden.

Millicent rynkede lidt på næsen, og gav en kort rysten på hovede.
Han havde ikke gået ned på knæ...ikke sagt han elskede hende og aldrig sagt at han ville være sammen med hende i al evighed.
Han var slet ikke tilstede da hun fik ringen, for det skete nytårsaften....hvor hun var gået hjem, efter et skænderi. Det var udløst af hun var blevet tilbudt gæsteværelset at overnatte i. Det havde ellers været en dejlig aften, indtil da. Da hun kom hjem, havde han overraket hende, ved at ligge æsken hos hende. For andre lød det måske ikke så voldsomt, men F or en mand som Andrija - at skaffe en ring og lægge den i en hjerte chokolade æske, var det en hel del. Det vidste Millicent, selv om det ikke var det traditionelle frieri der var liret af.

" et års tid? Woow...og du har aldrig..." Millicent stoppede med spørgsmålene, og fulgte Georgias blik. De var snart ikke alene, og samtalen måtte der nødvendigvis låg på. Millicent kiggede en ekstra gang på Chester, da han tog plads. Hun prøvede at se lidt længere på ham , forstille sig hvordan han tog sig ud gennem Georgias øjne , men han forblev just another pretty boy, i Millicent's.
Hun drejede sig en anelse og gav Gordon en blidt dask på skulderen, der havde de to skøre , men syndigt klædelige tatoveringsstreger på.
Hun forsøgte at sprede lidt søstersolidaritet.." hey...vi har næsten ikke snakket!" Forsvarede hun Georgia, og et hemmelighedsfuldt smil kom frem.
Selv i en bar, med nedtonet lys lyste hans øjne på en gennemtrængende måde.
Millicent blev hængende ved dem, søgte at se lidt mere af dem...af ham, for han var glad i dag. Sidst hun havde set dybt i dem, var de begge såret og hudløse, men i dag virkede Gordon til at havde det dejligt, og hun ville se det afspejle i hans blik.
" ...og her troede jeg det var min kirsebær læbestift der havde fået dig i knæ , og ikke min evne til at...fortrylle folk " små lo hun og trak vejret dybt ind...og pustede langsomt ud. Hun opdagede at hun hyggede sig, havde det sjovt - hvilke hun ofte gjorde men...hun var ikke 'på vagt' , hun var ikke 'bange' og dén lille bagatel gjorde en stor forskel.

Chester kaldte hende snut, og selv om det ikke stak dybt, så kunne Millicent have vældig lyst til at forsvinde ned under bordet. Hun havde ikke hørt ham sige skat til Georgia, da hun snakkede med Gordon lige der, og nu hvor hun vidste Georgia havde ham i kikkerten, skulle han ikke smutte hende.
" True...den larmende, problematiske og var det CHARMERENDE veninde , Gordon ? " drog hun ham med ind i samtalen .
" Millicent !" Smilede hun så til Chester. Hun lavede et lille håndtegn, et slags vink og oplyste ham så at Fred var oppe og hente shots.
Chester kom igennem som lidt som en playboy. Om han var det i praksis, slæbte pigerne med hjem og ville lege nudistlege, eller om han bare var klar over hans appeal , ville hun slet ikke gisne om. Et færstehåndsindtryk var for spinkelt et grundlag , og tvivl burde komme folk tilgode.
I hvertfald var han meget naturlig afslappet og helt klart ved at flirte med dem begge, ellers havde hans smil og øjne ikke set sådan på både Georgia og Millicent, blev hendes tolkning.

" uh tak....jeg advare ...jeg er en champ når der skal drikkes !" Begyndte Millicent at pippe og trak de to shots til sig.
Hun kunne se Fred kaste sin godt brugte papirserviet i en skraldespand, og tage en ny oppe fra baren, da der åbenbart stadig var hul i hans krater.

Millicent havde besluttede sig for at prøve at hjælpe Georgia en smule.
Uden at udstille hende på nogen måde, de skulle bare vide lidt mere om ham, Chester.
Hun joinede skålen og drak de to shots på række.Varmen var elektrisk skøn at mærke , den lunede hendes krop så nænsomt igennem.
" Mmmm ROM med karamel krydderi, er mit gæt...delicious" klikkede hun med tungen og ville henvende sig til Chester igen.
" Så...du har vel også kendt Gordon her et par måneder , ligesom Georgia?" Lød det uskyldigt.... " Georgia og jeg talte lige om det, men hvor længe har du kendt Georgia? Et år...længere ? ....i må havde det så sjovt sammen " smilede hun.
Det havde set vidunderligt ud , der oppe på scenen, da de spillede og det virkede til der var god humor mellem dem, god atmosfærde.
Nu skulle Chesters øjne bare fange Georgia fra den helt rette vinkel.

Scenen var nu ryddet og anvendelig som dansegulv, takket være Fred.
Den swingede DJ havde allerede fået flere lokket derop.

Fred viftede med armene, og ville signalere ned til Gordon at han ville komme ned med en ny omgang til dem. Selv skulle han lige duppe hagen færdig, og rulle nogle kabler and stuff sammen.Der ville gå lidt tid , før han havde helt fri og kunne hygge med de andre.

Over ved buttepigens bord stod efterhånden en del flasker, og der blev gestikulerer ivrigt med arme. Millicent kunne høre på stemmerne der var uenighed. Men der var for mange stemmer i hendes oversensitive øre, til hun kunne trække netop deres ud, og lytte med.

Det var sandt at natten var ung, og Gordon havde pakket sine sorger ind i bobleplast. Bobleplast havde så bare den irriterende ting, at alle elskede at springe boblerne. De klikkede en af gangen, og til sidst ville der ikke være noget til at beskytte det der var gemt indeni. Han kunne ikke benægte at hvert glimt af hende sprang en af plastikboblerne. Sidst havde han været sårbar, og en sådan tid ville sikkert komme igen. Men ikke her til aften. Ja det regnede han da ikke med.
Han ville have været glad for at høre at hun ikke var på vagt. Det havde hun heller ingen grund til – ja andet end nok til at parere hans sædvanlige drilleri og udfordrende kommentarer. Men han ville aldrig såre hende. Aldrig miste den glød han fik i blikket når han så på hende, så hvorfor være på vagt? Holdt man sit skjold oppe for meget, kom ikke en gang de gode intentioner ind.

”Yderst charmerende! Andre kvaliteter må du selv bedømme Chester.” Smilede Gordon uskyldigt. ”Jeg kan komme på flere..” Blev svaret fra fyren, som også tog sine shots i stiv arm. Det var sjældent at han faktisk tog damerne med hjem. Han gik mere efter bekræftelsen og opmærksomheden der var i at charmere en kvinde.
Ved siden af var Gordon ved at blive kvalt i sit andet shot, da Millicent proklamere at hun var hård til at drikke. ”Du går under før 12 med garanti!” Hostede han drillende, men vidste godt at det ikke passede. Alkohol var ikke en fremmed ting for hende, men der var heller ikke ligefrem nogle af de andre som var nybegyndere. Selvom Gordon ikke selv havde drukket så meget siden han fik vinger, så hang den resistens han havde udviklet igennem sit forrige liv ved. Som om englekroppen vidste hvad der styrkede den, og tog det med.

Chester nikkede først til det med Gordon, men før han kunne nu at svare på det med Georgia, havde hun selv brudt ind. ”2 år! ” Sagde hun lidt nervøst. ”Vi har spillet sammen i 2 år” prøvede hun igen med et smil. Det var et år siden at de havde drukket sig fulde til en julefrokost, og efter at guitaristen var gået under, havde de to andre siddet udenfor og snakket sammen. Pæne piger havde været fraværende den aften, og derfor havde Chester været afslappet og mere dyb end hans sædvanlige flirteri. Hun havde været væk med det samme.

Gordon flyttede blikket fra Millicent, til Georgia, til Chester og tilbage til Millicent. Der var noget i hendes stemme. Og hvorfor spurgte hun ham om det? Blikket blev flyttet til Georgia igen, som nervøst bed sig i læben og prøvede at kigge væk fra Chester. Gordon havde en ide hvor Millicent var på vej hen. Lill efrøken giftekniv.
Han fik øjenkontakt med Fred, som så ud som om han havde travlt, og alligevel ville han behage dem. Hurtigt fik han signaleret tilbage at han selv hentede næste omgang, hvilket han rejste sig og gjorde, før han satte sig ned igen med en ny bakke.

En DJ var gået på, og lyset var blevet mere dæmpet oppe på scenen, så hele lokalet havde en varm glød ud i alle kanter. Der var ingen mulighed for at Gordon havde tænkt sig at bevæge sig derop før alkoholen begyndte at virke, og han vidste at Chester ville have det ligeledes. Georgia derimod kunne han ikke forstille sig ville holde sig på sin stol, hvis den rigtige sang kom på.

Millicent viftede deres kvaliteter bort med en hånd . Ikke om de skulle sidder der og blive morsomme nu.
Hun ville meget hellere drille Gordon, så hun tog den dråbeformet ametyst sten , mellem tommel og pege finger og trak lidt forsigtigt ud i kæden .
" Se den her lille fyr....den er på daglig overvejde " smilede hun i triumf...han havde selv sagt den ville hjælpe træffe bedre beslutninger, og hendes hverdag var fyldt med alkohol. Hende og Andrija drak....meget...faktisk var hun måske ved at overhale dæmonen, der var begyndt at stille flaskerne væk, når Millicent behøvede dem fremme. Med det vidste Gordon forhåbentlig ikke noget om.
Han ville nok indlægge hende til afvænning så.
" Årh søde skat, jeg TROR jeg har de HELT rette...gener...til at klare dig, og de to musikanter dér " lød det kækt.
Det var ikke fordi hun ikke kunne blive fuld. Hendes druktur med William var bevis derpå. Det var lige før en hovedpine blev udviklet , alene ved mindet derom.
" Tror nu ikke du vil udfordre mig !" Prikke de hun ham på brystet.

Millicent var ved at falde en smule for Georgia. Hendes stemme afslørede så meget for Millicent, og måde hun fumlede omkring de to år på.Millicent ville væde på , Georgia kunne datoen for deres første møde også. Kvinden var jo totalt skudt i ham.
Hun så på Gordon, ikke helt foruden bebrejdelse, for hvordan kunne han da have undgået at bemærke det ?
" To år...det var længe " Millicent var eftertænksom, men Chester havde ingenproblemer med at smigre en smule, så han lagde sin hånd oven på Georgias og gav den et klem. " Hun er sku også dejlig hende hér " sagde han og blinkede til Georgia. " ...Men hun har vist sig immun overfor min dødlige charme, er det ikke en skam !" Chester løftede Georgias hånd op, førte den til hans læber og kyssede nonchalant håndryggen . Han slap ikke Georgias øjne imens, og da de ikke ville være passende at holde den velplejet hånd til hans læber længere, rettede han sig op, og strøg med tommelfingerne i nogle bløde bevægelser, før han lukkede sin hånd op, og hun igen kunne tage hånden til sig.

Musikken var danse venlig og det første nummer var Counting Stars, og Buttepigen fik begge hænder i vejret ...kom op og stå og begyndte at vrikke, kunne Millicent skimte fra hendes plads, da hun kiggede sig over skulderen.

Gordons blå øjne kunne ikke helt bestemme sig for om de skulle kigge på ametysten eller Millicent. Han var glad fordi hun gik med den, og han håbede at hun sendte ham en tanke, når hendes blik faldt på den. Sådan havde han haft det med porcelænsfuglen, og det havde været smukt, men også hårdt. Han behøvede ikke noget til at minde ham om hende. Hun var i hans hoved hvert sekund af hver dag alligevel, og han havde ikke kunne holde til at betragte den fugl hver aften inden han lukkede øjnene i. Stadig håbede han dog at få den tilbage når tiden var rigtig. Nej, han var sikker på at få den tilbage.
”Jeg er begyndt at tvivle på om den virker!” Gav han igen, og besluttede at se på hende i stedet. Hvornår var det lige at de gode beslutninger slog igennem?

Gordon fnøs. Han havde sat sig ned med en bakke, og måtte se sig imponeret af hendes selvsikkerhed. Om han ville sende på afvænning hvis han vidste mængderne hun indtog? Muligvis, men han forstod nu godt at man havde brug for det, når man pludselig skulle leve af at drikke andres livsenergi.
”Nuvel..” Svarede han udfordrende, og satte med begge hænder 3 af de nye shots foran Millicent. ”Så hvis mig da hvad du kan” Han løftede te øjenbryn med et skævt smil. Havde det været en hvilken som helst anden pige, ville han ikke have gjort det, men han vidste at hun ikke ville bugge under for de 3 små glas. ” søde skat ” blev der lidt efter flabet tilføjet.

Gordon himlede diskret med øjnene af Chesters flirt. Han havde set noget der lignede før, og det havde Georgia tydeligvis også, og selvom hun rødmede og var smiget, så trak hun blidt hånden til sig igen, og daskede ham drillende på skulderen. ”Din idiot” Lo hun og så væk. Havde hun bare kunne tro at hun var den eneste han lavede de tricks med, så havde det måske sendt hende flyvende igennem loftet, men efter 2 år med at se hvad han kunne med de damer, så var hun skeptisk.

Ved bordet ved siden af fløj buttepigen op med et lidt mandigt råb, som alle ved bordet måtte vende sig efter. Hun maste sig besværligt igennem de andre stole og hendes nederdel strækkede sig faretruende meget da hun tog et par lange skridt hen imod deres bord.
Gordon gjorde sig så lille så mulig, og prøvede at kigge i alle andre retninger. Han messede endda næsten lydløst noget der lød som ”åhnejåhnejåhnejåhnej…” Men så snart buttepigen nåede han til deres bord holdt han inde.
”Min nye bedste veninde!” Råbte hun til Millicent, så selv en døv ville kunne høre det. ”Vi skal danse!” Han vrikkede et par gange og ville hive MIllicent op at stå. Ved siden af begyndte lettelsens søde rus at vælte indover Gordon og han smilede pludselig stort. ” Det var dog en fremragende ide” Smilede han uskyldigt. Han havde allerede været forberedt på at være offer, og blev han selv hevet op af buttepigen, ville han undskylde sig selv til toilettet for at undgå det.

Nu sad glasfuglen slet ikke og pippede i Millicents tanker, og det var heldigt nok.Humøret der ellers var glimrende , ville helt klart dale straks hun blev mindet om den.
Hvad der før udløste en varm og næsten kærlig følelse, når hun tænkte på den , udløste nu ikke andet end det nivende ubehag ved et åbent sår.
Det havde været en af hendes bedste minder længe, hele den aften. HELE den aften.
Og nu repræsenterede den en af de væreste.
Den lå hengemt i hendes kommode, pakket ind i bløde  beskyttende stoffer.
Kæden kunne hun sagtens gå med, den forlod stort set aldrig hendes hals.
Den fik hende til at tænke på Gordons omsorg og omtanke, hans gavmildhed og den tid og ulejlighed han havde lagt i gaven til hende. Tænk at finde det mistede led, og få det pudset op...og så den smukke sten. Hun værnede om den, ingen tvivl.
Men den var heller ikke blevet filtret ind i al det ulykkeligt, ligesom fuglen var blevet.
Nu var den et symbol på smerte.Kæden på noget der mindede om....kærlighed.

Hun kærtegnede kædens to led, med en finger og lod så kæden falde på plads på hendes bryst igen.
" Jeg er sikker på den gør sit bedste, ligesom resten af os" smilede hun til ham.

En kort snak om  Millicents  gamle job, fyldte tiden ud , hvor Gordon hentede ny forsyning til bordet.
Georgia havde haft interesse i at gøre lidt om Lawrence Watson, men Millicent var meget påpasselig med ikke at bidrage med andet end hvad pressen i forvejen oplyste vidt og bredt om. Selv om hun egenlig ikke følte han havde ret til hendes loyalitet længere,  så var hun det såmænd stadig.
Millicent havde været så glad for sit job der, og ønskede stadig firmaet god vind.
Millicents egen baggrund var ikke flosset, hun var 'en god pige' ....det var Andrija der var 'skurken' og han var lykkelig over hun ikke arbejdede for Watson længere.
Eller....det ville han være indtil han fandt ud af hun skulle arbejde for Gordon.
Den nyhed måtte hun serverer på en meget fin anrettet måde, hun ønskede ham ikke sur.

Millicent skubbede tanken om Andrija væk, så snart Gordon kom tilbage.
Hun glædede sig til FORHÅBENLIGT at skulle arbejde sammen med ham, glædede sig til at skulle bruge de små hjerne celler. Gordon ville kunne lære hende meget, og hun skulle nok lære hurtigt, og give ham den sparring og støtte han behøvede.Hun glædede sig til at være så meget sammen med ham.
Når han altså lige havde givet Emilia  et ' sorry to let you know'  Call.

Millicents pegefinger kørte i små sammenhængende cirkler, lige ved siden af de tre små shots.
Gordons brug  af hendes eget lille verbale puf, fik hende til at skule til ham. " Jeg skal give dig SKAT, Matthews " skød hun mod ham, og så ned på de tre små glas
" Hmmm hvis nuuu du giver op før mig, så laver du min kaffe hele den første uge?" Uppede hun lige gamet en smule, med en utvetydig hentydning til jobbet var hendes , pakket fint ind i en lille dare.

Så imens Georgia fik sin lille flirt med Chester, tog Millicent sig kærligt af de tre shots.
Bum ,bum og bum kom de tre shots kom ned , Millicent pustede ud og øjnene gled i !
Varmen kildede i hendes krop, og hun tørrede sine mundvige , da hun så over på Gordon.
" Tilfreds...skat?" for at illustrere hun havde gjort sit, kørte hendes pegefinger de tomme glas over mod Gordon, et efter et.
Men så ....så kom buttepigen mod dem.

" Arh....vi får besøg nu!...hold på bukserne drenge " små grinede Millicent , og både Chester og Georgia stirrede lamslået på Carmen der trampede imod dem.
Millicents store smil, forsvandt som dug for solen, da hendes navn nærmest blev skreget ud i galaxen. Hun så desparat på Gordon, og Millicents øjne TIGGEDE ham om at flå Millicent op fra stolen, og med op på dansegulvet. Hun TIGGEDE om en udvej, det var jo helt forfærdeligt....og det havde da taget  sig meget bedre ud , havde det været Gordon hun skulle danse med.
Hun var SÅ panikken at hun enda skimmede Chester og overvejede at knappe skjorten helt ned for at sikre sig et ja dér, hvis hun inklinerede for ham- men hun håbede jo på at Gordon ville rede hende.
Det skete dog ikke, han nød åbenbart showet al for meget, og  med ét,  var tiden rindet ud og en escape exit var ikke længere indenfor Millicents rækkevide.

En Buttet hånd havde fat i Millicents arm og trak i et kraftigt ryk , hende op...ja hun trak hende OP af stolen, og begyndte at trække hende afsted op mod scenen- Vrikkende, med den ene arm disko agtigt pegende op mod loftet.
Millicent lænede sig bagud, de høje sko forsøgte at skrabe mod gulvet og lave modstand, men hun kunne spare sig kunne hun - for millicent blev trukket afsted over gulvet, som havde hun sæbe under et par flade ballerina sko.
Synet ledte mange gæsters tanker hen på en stædig hund der modvilligt ville ud at gå og derfor trak i snoren , og Carmen - ejeren der ikke gad hundens protester, og bare halende afsted med dyret.

Chester brød ud i latter. " Sødt kæledyr det der, måske man skulle have en selv!"
Han blinkede til Gordon og tog så et shot selv.

Oppe på scenen startede det ægte mareridt.
Carmen viste sig komplet blottet for synlig rytme eller flair for at bevæge sig bare minimum klædeligt.
Udover dette volte hendes disko bevægelserne Millicent store kvaler, for hun anede simpelt hen ikke hvordan hun skulle følge Carmen i hendes dans?
Intet passede sammen..
" kom nu !! Ryst den røv der! " råbte Carmen og lagde sine hænder på Millicents hofter og ruskede for at få lidt bevægelse og liv i dem.

Millicent kastede et sidste bedende blik i Gordons retning.Hun var jo ved at dø heroppe, så det var enten Gordon eller en bedemand hun behøvede ASAP.
Meget langsomt begyndte hun dog at PRØVE at se bort fra Carmen ( hvilke var MEGET optimistisk at forsøge, da en udspændt ladeport svang faretruende frem og tilbage , og det så ud til Carmen havde , ikke bare to ; men omkring hele otte arme der disko pegede i alle retninger - konstant)
Millicent lukkede øjnene, og lyttede efter sangen...lod melodien snige sig ind på hende, så hendes svej og bløde moves langsomt blev tilpasset sangens rytme.
Det gik bedre sådan, men det måtte se latterligt ud hun kun kunne med lukket øjne.
Første gang hun PRØVEDE at åbne dem, trippede hun hurtigt nogle skridt bagud - med en forskrækket mine. Det havde set ud til Carmen var ved at prikke Millicents ene øje ud- SÅ tæt var disko fingeren på hende, og Carmens mandige stemme brølede hende i møde, mens buttepigen trampede som sindsyg, NÆSTEN i takt  da hun sang...
" Take that PONY
Watch it LEARN
Sink in the RIVER
The lessons I BURNED"

Glasfuglen.. Han ville ikke sige at den ikke repræsenterede noget godt for ham, men det var også derfor den gjorde ondt. Ingen af de oplevelser han havde haft med hende, ville han sige var forfærdelige. Selvom om de afslappede og leende havde været de sjoveste, så følte han at de hårdere tider, havde bragt dem tættere sammen. Han havde givet hende den fugl tilbage for at være ærlig med hende. Selvom den også havde mindet ham om barndomsminder, og at han kunne gøre hvad han ville, så var hun et levende bevis på, at det kunne han alligevel ikke, og alt det blandet sammen forvirrede og smertede.
Han betragtede hendes fingre glide hen over kæden og smilede lidt diskret. ”Måske har du ret” Svarede han lidt hæst.

Over de 3 shotglas spillede hans øjne med et udfordrende skær. Afventede lod han en fingerspids slå blidt ned i bordet et par gange, også lade den køre hen over bordfladen. Han hævede et øjenbryn af hendes lille dare. Virkelig? Ville hun have skovlen under ham SÅ let.
”Næ nej!” Rystede han på hovedet og hævede satsen lidt mere. ”Lad os sige, at hvis jeg giver op før dig, for du jobbet.” Han smilede stort. Elskede deres magtkampe og små drillerier. Der var altid en udfordring og aldrig en kedelig aften. Da de 3 shots gled i hans retning igen, denne gang tomme, havde han lyst til at sige ’touché’, men var sikker på at hans blik ustrålede det alligevel.
”Tilfreds? Ikke helt endnu” Inden han nåede at sige mere, var Carmen på vej i deres retning.

Den store pige måtte kæmpe sig igennem borde og stole, og mange kiggede lidt fornærmet efter hende, da hun skubbede til deres stol eller bord, for at vælte et par drinks.
Gordon, som havde bukket sig lidt ned for at virke mere usynlig, rettede sig op igen og rettede på sit slips, da det var klart hvem målet i denne omgang var.
Han lagde hovedet på skrå og smilede engleblidt. Med et lille ubarmhjertigt vink, sendte han Millicents af sted med buttepigen.
Gordon grinede af Chesters kommentar. ”Ja hun er stædig som en stejlende hest.” Svarede han og tog et shot sammen med ham.

Efter at hele bordet havde leet voldsomt et par minutter af Carmen og Millicents dans, begyndte skyldfølelsen alligevel at nage Gordon lidt. Han stoppede med at grine efter et par forsøg og rejste sig op imens han hamrede et shot mere ned.
”Nå.. Onde er vi vel ikke.. Chester jeg giver næste omgang, hvis du danser med hende.” Han pegede på den buttede pige, og kunne se at Chesters ansigt ændrede sig imens Georgia tørrede en tåre af grin væk fra øjenkrogen. Han overvejede det et øjeblik, men tog så 2 shots og rejste sig op. ”Fint.”

Elegant og smedigt fik Chester danset sig ind i mængden, hvor han begyndte at danse lidt op til den buttede pige, med et forførende glimt i øjet. Nede ved bordet kunne han høre Georgia næsten skrige af grin.
Gordon havde lidt mindre elegant fået mast sig ind i mængden. Han rakte en hånd ud imod Millicent med den anden på ryggen og et lille drillende buk. ”Med forlov” Smilede han til hende, og ville gætte på at buttepigen ikke en gang ville opdage det, med den nye fyr ved hendes side.

Årh ...var der bare fortrydelsesret på de dumme forslag man kunne diske op med , så havde Millicent benyttet den med det samme. Var der noget hun IKKE havde lyst at gamble med så var det jobbet.Så skråsikker var hun alligevel ikke.
Efter hun havde strålet i sin en brudekjole , udvalgt brude accesories og udvalgt Andrijas tøj, siddet med champagne og skålet med ham en halv time senere, hørt ham sige for første gang at han elskede hende - for så få timer efter at ham smide sin ring og lagt på is i måneder...vraget, og ...ja...smidt ud ..tjah , så lære man ikke at tage ret meget for givet længere. Sådan havde hun lært dén lektie.
Men nu havde Millicent sagt A og så var der var bare no way hun kunne undlade at sige B.
Hun blinkede langsomt, og lod hans ord fordøje. Kunne hun klare ham? Hun burde , men hans indtag af alkohol stod ikke ret klart for hende.
Naaaa....Millicent var en regulær lille promillesluger, hun mente nok at kunne få Gordon i hegnet. " Deal ..du kan godt begynde at ønske tillykke nu, eller endnu bedre....ringe sulaima op og sige beslutningen ER taget, desværre Bambi....you didn't Cut it!" mente Millicent var en fed ide.

" Ikke helt...mmen.." Blev de afbrudt, og .......så var disko mania ellers en realitet.
Millicent have øjnene lukket en del. Hendes hørelse blev boostet, og hun kunne med lethed skilne de kraftige grin ud, fra hendes eget bord. Hun knyttede hænderne.
Måtte man give sin chef røvfuld? En lille en bare ? Hun havde lyst til det , og hvis Gud ville støde på Buttepigen en dag, ville han tilgive Millicent, og med det samme forstå det havde været nødvendigt at give Gordon tilbage for dette.
Hun huskede en sang...Murder on the dance flor ...den kunne blive meget aktuel , hvis hun om lidt fik en finger i øjet.
Næste gang Millicent kiggede ud, var Chester dansende foran hende, skulder mod skulder var han med Carmen.
Gordon nærmede sig, og Carmens blik lignede et sidelæns yoyo , som øjnene susede fra den ene fyr til den anden. Hun havde luret Chester var efter en dans, men så var der jo Gordon.Gordon var HENDES ....og Carmen havde et de luxe problem, nu skulle der vælges mand!
Men ...Chesters flirtende blik gjorde udfaldet, nååå jaaa...godt hjulpet af at Gordons opmærksomhed åbenbart blev skænket Millicent.
Carmen mente at Gordon kunne måned ud, for denne ene gang skyld. Det var jo ikke fordi der kunne nå at ske så meget på et dansegulv.
Så hun disko dansede , TUNGT, over til Chester og sange høje og helt malplacerede diskolyde imens armene på skift blev peget i forskellige retninger, som skulle hun udpege vej ( til det ydre rum måske) " Do doooo do doooo"

Carmen dansede tæt på Chester og råbte, så selv dj'en kiggede op fra hans mixerpult, og ud over forsamlingen for at se hvor den underlige lyd var opstået?

Millicent var lykkelig for Chester, og kunne have faldet ham om halsen for hans hjælp.Hun snurrede omkring, ville gå mod trappen ned fra scenen og var nær stødt ind i Gordons fremstrakte hånd. Selv her ...under de forhold var han bare elegant, god stil havde den mand da, det kunne man ikke frarøve ham.
Millicents hjerte slog en koldbøtte som ingen kunne se eller vide noget om, da hun tog hans hånd og kun meget svagt gik en smule ned i knæ.
" Det må du " svarede hun, uden så meget andet unødvendig fylde.
Hun var lettet. Både over at have givet Carmen til en anden, men også over at have fået lov til at nyde en dans med den mest attraktive fyr , i hele baren.
Hun var helt klar over øjnene lå på ham, selv om mange også fandt Chester og Carmen underholdene.

Millicent var så opslugt af Gordon lige der, så hun ikke bemærkede at Carmen ville gøre sig lidt lækker.NU havde hun en hot fyr på gaflen, måske enda over hendes standart...men så skulle man jo ikke spilde sin chance , vel !
Carmen vidste godt , fra magaziner om forhold og sex at mange fyre var til erotisk buttede piger, nogle der turde køre deres egen stil ...og hun syntes det passede som hun selv var ! Så det var det HELT rette tidspunkt , at vise hvad HUN havde at gøre godt med, når nu den blonde hotte trommeslager havde et crush på hende. Så Hun dansede , trampede omkring, så hun stod med ryggen til Chester, og satte hænderne på sine lår. Carmen lænede sig langsomt frem...det skulle jo se forførende ud.Nederdelen gav sig klagende, men gik ikke op, endnu...
NU skulle der TWERKES!

Chester virkede meget hurtigt til at fortryde at han var gået med til denne ide. Den lidt buttede piges ’kampråb’ skræmte ham en smule, og han sendte et blik i retning af Georgia efter hjælp, men andre der dansede kom i vejen for hans blik, og det nåede ikke sit mål. Ikke desto mindre havde han som barn gerne ville være skuespiller, og skuespillets kunst mestrede han stadig. Derfor bar han stadig en forførende maske, imens det nu var hans tur til at undvige diskohænderne, der fløj ud fra alle vinkler.

I mellemtiden havde Gordon fået fat i Millicents hånd, og svunget hende rundt et par gange. Musikken var glad og tempofyldt. Det samme var dansen. Han lo og betragtede hendes hår svinge omkring i hestehalen. Han måtte selv undvige den et par gange, for ikke at få den i hovedet. Men hvor gang den svingede forbi ham, gjorde hendes duft det også i overvældene bølger. Han kunne mærke alkoholens sødme gøre ham glad og en smule fjollet. Rummet snurrede lidt mere end det plejede.
Det var... rart. Selvom han vidste at hun ikke var hans, så kunne han lide at få det til at ligne at hun var. At få folk der ikke kendte dem til at tro, at han havde været så heldig at få fingrende i den smukkeste pige man kunne forestille sig, og klart den mest rapkæftede i klubben her. Det var lige før, i øjeblikke som dette, at han næsten selv troede på det. Indtil virkeligheden slog til. Men for nu sendte han hende et stort smil og trak hende lidt tættere på. For nu eksisterede verden udenfor ikke. Ikke for ham. Ja det var da lige indtil buttepigen skulle til at twerke!

Millicents havde været så heldig, at have ryggen til Chester og Carmen i øjeblikket, men det betød at Gordon, hen over Millicents hoved, havde fint udsyn til dem, og hvad der udspillede sig foran var… foruroligende.
Chester var stoppet med at danse, og kiggede underligt ned på buttepigen, som havde bøjet sig forover. Han sendte et forvirret blik til Gordon, og undrede sig over, om hun var ved at give ham en stående labdance, eller hvad det var der skete.
Men i næste nu begyndte den brede lædernederdel at knirke og knage, imens den numse, som et par timer tidligere havde været faretruende tæt på Gordons ansigt, at vippe op og ned og frem og tilbage i alle tænkelige faconer. Utroligt nok viste det sig at Carmen var et naturtalent indenfor twerking, og meget snart kiggede halvdelen af klubben på hende. Gordon var også stoppet op, for at kigge på den bizarre scene foran ham.
Carmen shakede og skreg uden at opdage noget omkring sig, pludselig besluttede hun at lave et halvt saksespark også, hvilket med en høj flængende lyd fik nederdelen til at give efter.
Chester, som stadig stod lamslået hvor han var, var begyndt at blive blå i hovedet, og på grund af en blanding af adrenalin, alkohol og .. rædsel.. faldt han sammen med det samme nederdelen gav efter, og landede på gulvet med et bump, bevidstløst.

Imens Carmen ubemærket twerkede videre, sendte Gordon Millicent et undskyldende blik, og hastede så hen til sin ven, for at hale ham op igen. Ved siden havde Georgia spurtet op på scenen, og lidt bekymret også begyndt at trække i ham. Snart havde de fået ham ned, og sat ham ned i en stol, hvor han forvirret kom til sig selv. ”Hvor er jeg?” Mumlede han forskrækket, og Georgia smilede overbærende til både Gordon og Millicent. ”Jeg for ham hjem nu, men tak for i aften” Nikkede hun til dem begge, og ville begynde at gøre klar til at få Chester på benene igen. Der ville nok gå noget tid inden han kom sig over oplevelsen.

Rytmen var straks mere medgørlig, da hun skulle følges med Gordon og ikke længere se på Carmen trampe rundt, off beat.
Gordon føltes ....rar at være hos. Han var ved at blive velkendt , ikke på den kedelige måde men på en forudroligende tryg måde. Og det kunne vise sig at være farligt. For meget kunne man sige Millicent have ...og følte ...i sin dagligdag, men tryghed var ikke blandt.Hun greb øjeblikket, var fri for bekymringer og følte sig tæt ved lykkelig , som hun blev svinget rundt af ham.
Øjeblikket føltes som en leg. Som fortid og fremtid var blevet slettet, og kun nutiden levede. Hun skulle ikke tænke over konsekvenser. Millicent så kun ham, følte kun ham.
Heldigt ikke at skulle tage hensyn til at miste pusten , selv om hun blev svinget rundt, så hun små grinede og sendte små pjattede smil til Gordon.
Millicents nederdel var ikke nær så kort som Carmens , den hørte tværtom til de længere af slagsen, men den var ålestram og udsmykket med hægter hele vejen ned, bag på.
Så hun vidste bedre end at forsøge sig med de vilde benspjæt og spagat skulle heller ikke afprøves. Hun trippede og vrikkede rundt, og hyggede sig ganske godt, da hun blev trukket en smule tættere på Gordon.
Alkoholen havde effekt, det måtte være det ! For hun havde lyst til at få lov at få et stille og tæt øjeblik med ham. Hun kunne se for sig hvordan hun kom helt ind i hans favn og puttede sig mod hans bryst og skulder. hun kunne mærke hans ene hånd beskyttende over Millicents hår, og den anden mod hendes lænd. Hans hjerte ville hun kunne høre sende den dejligeste lyd, små taktfaste salg der alle sang hans navn. Hun ville kunne mærke hans varme og ...føle ham.
MEN før hun kunne stjæle noget som helst , lød et bump og en lyd af stof der delte sig, og så skete der ellers en masse.

Millicent lod de to andre om at hjælpe Chester, det var jo deres ven, ikke hendes, og var han utilpas ønskede han nok mere dem omkring sig , end en fremmed.
Istedet var hun hurtigt ned efter sin jakke, og oppe for at hjælpe en pinlig berørt Carmen. Hendes ansigt var som en sprængfarlig bombe, og hun stirrede tomt ud i luften. Millicent begyndte lidt improviserende at stoppe jakken ned i nederdels kanten , for at dække al det bare hud- og der VAR meget.
Der måtte både elastikker og sikkerhedsnåle til at holde det hele sammen, men endelig kunne Carmen forlade scenen, dækket pænt til, og lignede noget skotte kilt agtigt trendy tøj, som lånt fra en infernal koncert.
Carmen så forvirret ud i blikket. Hun HAVDE haft luft i maven hele aftenen, men...hun havde holdt godt på det ! Hun kunne slet ikke huske at have sluppet en vind, ikke lige i hovedet på Chester da, men ....hun VAR jo optaget af at danse, og hvad nu HVIS hun var kommet til det. Årh guderne måtte have mercy , bad Carmen tavst.
" Jeg tror godt jeg vil have en cola" kom det lidt tamt, imens hun kløede sig i hovedbunden, der var godt fugtig.
Hun så op på Millicent..." Har jeg gjordt noget galt , Millicent ?" Lød en stille mandhaftig stemme.
Millicent strøg hende over det krusede mørke hår.." slet ikke Carmen....du var bare ... bare FOR meget kvinde for Chester drengen,ja - han gik liiige i gulvet over at se dine moves" trøstede hun.
Carmen tyggede lidt på ordene , og trak så lidt ned i sin top. " Ja! Ja det er rigtigt. Millicent, jeg HAR den effekt på mænd. Og hvor blev Gordon egenlig af?" Ville hun vide. Havet var jo ikke rømt for spæk , bare fordi den ene fik lidt iltmangel.

Millicent så sig omkring." ja...godt spørgsmål! Han var her da lige før" mumlede hun og så over mod deres eget bord. " Tror han hjælper Georgia med at få Chester ud i en vogn, hans aften er jo helt slut" forklarede hun og besluttede at overlade Carmen til hendes veninder, der var ved at danne ring om dem nu.
" jeg ser lige om jeg kan opstøve Gordon " gav hun besked, og listede så af...

De bedste øjeblikke måtte slutte, for at give plads for nye. Lige meget hvor meget man gerne ville holde fast på et enkelt øjeblik. Hvor ville han have elsket at have hele aftenen. Til bare at svinge hende rundt, og se de små fjollede smil af hendes blive til latter. Eller bare have hele aftenen et andet sted, det var egentlig lige meget. Så længe hun var der. For hans skyld kunne han bruge timerne på bare at ligge og betragte hendes ansigts’ folder, og det havde stadig været perfekt brugte timer.
Han ville have elsket hendes initiativ, havde tankerne nået virkeligheden. Uden at ville indrømme det for meget for sig selv, havde han måske haft en nagende følelse med at være en smule påtrængende eller ind masende. Han var bange for at hans iver pressede hende, selvom det måske også lidt var for at presse hende. Bare små affektionstegn fra hende føltes godt af mange grunde. Blandet andet fordi de forsikrede ham om at han ikke var for meget.

Men ak, Carmens kjole revnede. Det var en sjov ting med kjoler. De var helvedes upraktiske. Både at gå i, kunne han forstille sig, men det var også begrænset hvor mange andre måder man kunne sidde på, andet end benene over kors, uden at vise ’for meget af det gode’. Derfor var han nu glad for at drenge kun gik med bukser, medmindre de var fra Skotland selvfølgelig. Alligevel.. Kjoler.. Specielt de stramme slagsen… sexet af h til. Hvis man kunne bære det vel og mærke.

Efter hele optrinet var Chester meget rundt på gulvet. Han havde ikke regnet med at der var SÅ meget kvinde under den stramme kjole, og ilten havde forladt hans hjerne, men alt i alt var han oven på tumulten okay. Meget lydigt nikkede han da Georgia ville følge ham hjem.
”Kan vi tage på mcDonalds på vejen?” Mumlede han og tog sig til hovedet. Hun nikkede overbærende, og trak ham op at stå. Imens han vaklede lidt, sagde Georgia smilende farvel. Hun kiggede efter Millicent, men kunne ikke se hende nogen steder tæt på, og bad derfor Gordon hilse hende, med et lidt sleskt blik.
Så var de ellers på vej ud af caféen. Var det bare ham, eller holdt de også i hånden? Han havde haft mistanke om at de havde været i seng sammen et par gange, men at der var andet ind over, var faktisk lidt af et chok.

Med en let rysten på hovedet, fandt han vej hen imod Millicent og Carmen. Han stødte næsten ind i den flabede lyshårede frøken, da hun prøvede at liste af. ”Hey – De andre tog hjem. Jeg skulle hilse.” Hilste han selv.
Han opfangede noget over Carmen, som ellers ikke havde slået ham med den meget udadvendte pige. Hun så ned i jorden, og var rød i hovedet fra andet end dansen. Var hun… flov? Ærligt talt gjorde det ham lidt utilpas hvis hun var. Var der nogen han ikke havde forventet kunne være det, så var det da hende.
”Du dansede rigtig flot Carmen” Ville han prøve at smile opmuntrende til hende, men lagde samtidig en arm om Millicents skulder, og håbede at det ville annullere alle signaler den lidt buttede pige ville have kunne tolke ud fra det første.
Så henvendte han sig lidt udfordrende til vampyren igen. ”Såå.. Vi har stadig shots på bordet?”

Millicent var på vej ,og første stop blev direkte ind i Gordon , hvilke fik hende til at standse brat op.
" Her har vi ham jo !" Smilede hun stort og veninderne omkring Carmen , flyttede lidt på sig , så Gordon og Millicent igen kunne træde ind i 'veninderingen' hvor Carmen sad i midten , ved der runde bord.
" jaa , det er nok smart efter den omgang. Og så får Georgia ham også lidt for sig selv" smilende hun , helt sikker på Georgia ville nyde det max.
Millicent var imponeret over Chesters score ansigt , altsår at han kunne sætte det op og spille rollen som dansende forfører til perfektion, at dæmme udfra de små glimt hun havde fået set.
Alene med Georgia ville han dog være i gode hænder og hun ville måske benytte chancen til komme lidt tættere på ham.

"Jeg var ikke engang kommet til det bedste! Der var ..eh fejl i min nederdel , så jeg havde et uheld .... Og din ven blev syg ... Tror det var varmen eller MIG der var liiidt for hot " fnes hun lidt nervøst og fulgte Gordons arm, imens hendes øjne voksede sig store .
Hvorfor havde Gordon lagt armen om Millicents skuldre ?Ingen var da i tvivl om han flirtede med hende, Carmen !
Han havde jo LIGE sagt hun var total bootylicious, ik !
Carmen nåede til det resultat der i hendes verden gav bedst mening, nemlig at det nok bare var så Millicent ikke skulle føle sig udenfor.
Hun havde kun Gordon med , altså foruden Carmen selv.... Og Carmen havde HELE sit Crew bag sig i aften. Det havde været legende let at samle dem , da de først hørte om koncerten.

Millicents ene hånd gled bag om ryggen på Gordon og fik et blødt tag i skjorten , så hun holde fast i ham.
Den frie håndflade strøg ned over gordons bryst , stoppede ved hans mave og klappede to tre gange der. Millicent spillede lidt med på hans leg , da hun vidste at Carmen ville fyre helt op for charmen , med dén bemærkning fra Gordon. Det lød jo som en Pick up Line af høj kaliber , når man lyttede gennem Carmes øre , var Millicent helt nervøs for.

Gordons stemme trak Millicents øjen til sig , og et skævt lille smil fik han også.
" Okay ... Du er stadig legesyg ? Well Let's do it Then " der var jo ingen vej udenom , det job skulle i hus.
Desuden trængte hun til noget stærkt , efter dansen med Gordon og den stemning det havde sat hende i.
Hun trak Gordon med sig , tilbage til deres stole og kunne se Bakken var fyldt op påny.
Hun skævede til ham. Var det nu også så god en ide?
Millicent satte sig og en finger gled rundt , oven på bakkens kølige kant. Hun nappede to shots og satte foran Gordon og tog tilsvarende selv.
" Du VED vel godt min tørst ikke laser sig slukke sådan her ?" Drillede hun , men det uskyldige dril bragte mindet om hende , klistret ind til Gordon øverst på ham , frem.
Smagen af hans blod og dét at bide igennem netop hans hans ,skyllede ind over Milliceten som et minde der var stukket af og nu ikke ville tilbage i sin boks.
" Drik !" Kom der lidt fast , og hun tog selv et shot uden at vente.
Damn ... Den mand var mere farlig end hun var , selv om hun var den med skarp bisserne.
" Jeg har forresten haft et møde med en fyr der hedder Khá, ham der støtter ... Den største økonomiske støtter i hvertfald af libra. Vi har lokaler oppe i bjergene vi kan bruge til møder og så videre.
Han er engel ligesom dig. En serasomething...sød fyr. Een du kender ?"

Hun var ikke en gang kommet til det bedste. Han sank en klump. Thank God for det! Stakkels Chester havde ikke overlevet, havde hun skruet volumen op for hvad det end havde været.
”Jeg er sikker på at han klare den” Svarede Gordon lidt undvigende, og rodede lidt i det bagerste af hans brune hår. Noget i den buttede piges blik, synes at forsikre ham om, at hun havde taget det som en underlig scorereplik, men heldigvis holdt hun sig tilbage for nu.

Tilbage ved bordet begyndte Gordon at tvivle på sin ide. Han kunne mærke den forløsende effekt, som det alkohol han allerede havde indtaget gav. Reaktionstiden blev langsommere, men til gengæld forsvandt hæmningerne. Derfor viftede han også sine tanker væk, og synes straks at det var den bedste ide han havde haft længe.
”Nej jeg ved udmærket godt, hvordan din tørst bliver slukket” Drillede han hende med et smil tilbage. Havde han været ædru, var det måske blevet sagt mere seriøst, men lige nu virkede det bare underholdende, så han kom næsten til at le. ”Men det ville være uanstændigt midt imellem alle menneskerne” blev der tilføjet lidt fjoget.

Han tog imod de shots hun stilte foran ham, og skyllede dem ned med en grimasse. ”ARgh.. Den er skarp” Mumlede han og støttede en hånd på bordet, for ikke at blive en smule svimmel. Det var efterhånden længde siden at han havde drukket på denne måde. Små skarpe i lange baner. Det mindede ham om en anden tid. En tid der næsten føltes som en lang fest, fyldt med stoffer, røg alkohol og piger. Tænkte han efter, var han ret sikker på at den livsstil havde fået ham til at hade sig selv til sidst. Selvom han hellere end gerne ville have undgået det, så var at dø måske lige det han manglede på det tidspunkt.

”Khá..” Gentog han da hun talte igen. Det lød underligt bekendt, som noget der lå lige foran en, men når man rakte ud efter det, kunne man ikke fange det. Måske han havde hørt nogen nævne det navn? Et ansigt kom ikke op, så han havde nok ikke mødt fyren.
”Det lyder bekendt, men tror ikke jeg har mødt ham? ”Blev svaret, da han skyllede endnu et lille glas ned, og rakte et andet til Millicent. ”Hvor kender du ham fra?” spurgte han så. Det var ikke på en jaloux eller mistænksom måde. Han vidste Millicents mødte de underligste mennesker de underligste steder, men dem der kom tæt nok på til at nå ind til hende, kunne højest sandsynligt tælles på et par fingre.

Millicent skar en grimasse til ham, ved hans ret så morsomme og endnu mere flabet svar. " Nå...så DET ved du , og nu er jeg pludselig i selvskab med en stand up komiker? Der er da bare ingen grænser for dine talenter hva!" Lød det syrligt , men uden spor at surhed , da hun kiggede over på ham.
" very funny Matthews!"
Millicent indfangede det næste glas. Når han ønskede 'krig' så kunne hun lige så godt vise ham hvordan det skulle gøres .
Han begyndte ...men det ville blive hende der afsluttede, med sejeren i sin favn.

" ....you know, nogle kan bedst lide det... midt i mellem alle menneskerne " gav hun igen , førte det indfanget glas til sine læber, og tømte glasset, bare for at virke en smule sejere.
Hun var ret sikker på hendes legemes temperatur måtte være forhøjet nu. med al det alkohol. Millicent havde svært med at relaterer til Gordons tidligere liv. Den del med al for meget alkohol og mange damer. Det var en anden side hun fik at se, og hun havde en mistanke om at han måske overdrev en smule , selv i de ganske få beskedene brudstykker han havde fortalt hende om.
Hun var sikker på han altid havde været en god fyr.

" Khás navn dukkede op, da jeg overtog filerne fra Libra. Der stod han var finansiel støtte og beskytter af gruppen.Jeg lavede en aftale om at møde ham, oppe i Bjergene hvor han bor. " Millicent tænkte at Gordon skulle informeres om de ting. Af tre årsager.
1. Han var hendes tætteste ven, og den hun stolede fuld og fast på...og så gav han kaffe med 'lidt ekstra i'.
2. Han var hendes skytsengel...og så fantastisk ud med slips!

3. Hun behøvede een i Libra hun kunne sparre alt med, og en der hjalp hende havde et clear sind, når beslutninger skulle træffes. Og så havde hun en undskyldning mere for at kunne Bosse rundt med. ' sin chef' - hvis hun nu var hans , i Libra.

Ok....LIDT fuld var hun nok blevet. Hun små grinede...
" Jeg skulle jo sikre at han stadig gerne ville samarbejde med en ny kaptajn ved roret OG sikre mig der ikke var nogle skeletter i skabet.Libra skal arbejde ...pænt nu. Ellers er vi ikke en skid bedre end Mafiaen, vel ?
.. Men ...Han var viiirkeliiig sød.
Altså , Libra støtter han fuldt ud, hvilke er det vigtigeste! men...han var også helt ekstrem sød ved mig. Jeg fik flere gaver af ham , generøse og store og ..,ja...han tilbød at være min mentor, at lære mig om mine evner enda.
Han var djævle , men er genfødt som en engel. Sød fyr....sidder og venter på hans kærlighed skal komme tilbage til ham, jeg blev helt rørt"
hældte hun en masse ud over Gordon. Hun kunne måske godt blive en tiny bit snaksagelig , når hun lige var kommet i det lille beruselses gear.

Millicents tunge var måske ikke smurt i olie nu, men så i promiller. Så hun væltede ud med det hele..." han var fantastisk,meget indsigtsfuld ... du ville kunne lide ham , Gordon! Jeg fik også en hest..en smuk hvid en , jeg døbte ham Thunder ."
Lyste hendes øjne op , da minderne kredsede om den flotte hingst hun havde reddet og navngivet.
" Og så har vi fået et møde lokale der helt er vores.Man kan træne evner derinde, og der er et bibliotek...og det bedste JEG FIK LOV AT OMMØBLERER DET HELE! " Millicent strålede som et lille barn.
Khá havde været fantastisk. Han havde ...ja ...hun forstod det stadig ikke helt, men det virkede til han bare havde taget Millicent til sig, og besluttet at hun var værd at støtte. Ikke Libra støtte ( den del var afklaret) men at HUN var værd at bruge tid på og hjælpe. Det kunne også skyldes at han havde fundet hende komplet sølle og fattet sympati ud af pity, haha ...så ville han ende med at forære sin bare røv i laser væk, når han skulle evne træne med hende . For hun vidste hun var en nederen elev, en der kunne drive alle mentore til randen af vanvid. Bare spørg Andrija om det.

" ...ved du hvad jeg også fik i gave....jeg fik EN dag hvor jeg kan gå i dagslys! Er det ikke bare for syret !" Sagde hun med et drømmende blik.
Tænk at mærke solen igen ! Men med hendes åndsvage held, ville det sku nok blive regnvejr den dag hun havde indfriet sin gave , smilede hun ved sig selv.
" En dag skal du møde ham ! " Millicent var klart en smule påvirket..en tipsy smule beruset, på den glade og energi fyldte måde.

Hun kvidrede løs, og nu topic jumpede hun også.
" Du snød mig for min dans før...bare fordi en dame tabte sin kjole og din ven faldt om- tænk at der ikek skulle mere til ! " Teasede hun og kastede et glimt over mod buttepigens bord.Der så alt ud til at ånde ro.

Gordon svarede ikke på hendes sarkastiske stand-up kommentar. Tiltede bare hovedet lidt på skrå, lo og kørte en hånd igennem sit hår, da nogle lokker var faldet frem i panden. Alting gik hurtigere omkring ham, med alkoholen i systemet, og han tabte ordene i munden.

Det næste var dog ikke svært at parerer. Han lænede sig lidt frem imod hende, imens han roligt fangede et glas imellem to fingre. ”Du skal ikke friste mig” Smilede han sigende, og nedlage likøren i glasset, denne gang uden at fortrække en mine. Hans øjne slap hende ikke imens.
Om han overdrev når han fortalte? Han var selv i tvivl. Det var det han huskede. De mest levende af hans minder fra før forvandlingen. Selvfølgelig havde han ikke været en anden person. Han havde stadig været sig selv, stadig læst på universitetet og stadig haft en form for fornuft, men det var som om det hele havde taget overhånd på et tidspunkt. Der var altid nogen der ville med i byen, og han havde ikke kunne sige nej. Lysten efter at føle et eller andet, havde trukket ham af sted, i håb om at alkohol ville være mirakelmidlet. Ikke desto mindre var han ikke stolt af hans tid på bunden af flaskerne. Bare det at han kunne møde en så fantastisk pige som Millicent, og alligevel overbevise sig selv om ikke at ringe. Hun havde ikke været den eneste der ikke havde fået et opkald, men hun havde været den eneste han nogensinde havde fortrudt ikke at tage kontakt til. Desperationen for at føle et eller andet, havde gjort ham næsten bange for det, og da hun endelig var der, så løb han sin vej. Han havde været en idiot, og ikke kun overfor hende. Noget han havde været fast besluttet på at ændre, da han fik en chance til.

Hun begyndte at fortælle, og han prøvede at fokusere på hvad hun sagde, selvom alkoholen fik så mange andre ting til at fylde i hans hoved. Han lyttede, og med hvert fjollet ord eller grin fra hendes side, smilede han lidt mere. Det gik op for ham, hvor meget han egentlig beundrede hende. Ikke mindst for det arbejde hun lavede i Libra for at hjælpe andre. Hun var så opsat på at forbedre samfundet.
Han løftede et øjenbryn. ”Mentor? Måske det er en god ide. Jeg har også en mentor der hjælper med mine evner.” Svarede han ind imellem hendes snakken. Et grin slap ud ved hendes romantiske søgen. ”Virkelig? Gad vide hvor hun blev af.” Egentlig var hans svar ikke så dybt gennemtænkte. Han var mere optaget af at betragte hendes berusede charme, og den måde tingene væltede ud uden hæmninger. Hendes begejstring over selv de små ting, og han blev igen og igen bekræftet i hvorfor det var at der aldrig ville være nogen som målte sig med hende. Hvorfor hun altid ville være hvad han sigtede efter. Åh hvor var han glad for, at hun ikke kunne se igennem hans lidt drømmende blik.

”En hest?” Lo han først, men besluttede ikke at spørge hvor hun skulle få plads til den. ”Vi kan træne derinde sammen en dag, hvis du vil. Jeg tror at min løgnedetektor ville være god at øve dit mindshield med.” Svarede han til det med lokalerne.
Det næste var dog lidt mere interessant. Gordon havde ingen ide om, at det var muligt at give sådanne gaver. Denne fyr måtte være speciel. Han følte sig.. glad.. på hendes vegne, og ønskede mere end alt andet at han ville kunne se hendes ansigt det øjeblik hun trådte ud i solen. Den måde strålerne ville omslutte hende og illuminere alt.
”Wow virkelig?” Lød det lidt mere energisk. ”Det er fantastisk for dig” Han tog et shot mere, men fortrød det lidt efter. Hans tanker var allerede begyndt at køre for meget rundt, og det samme ville hans hoved i det øjeblik han rejste sig op. ”Hvad har du så tænkt dig at bruge denne dag på – solbadning?” Han vidste egentlig ikke om vampyrer kunne få farve, og hans fulde hjerne cirkulerede et øjeblik på om de mon kunne gå i solarium, eller om det svarede til det samme, som gaskamre havde været for jøder.
”jeg ville elske at møde ham.” Smilede han til sidst.

De blå øjne fulgte hendes blik, og fangede buttepigens bord. Ah ja, han havde godt nok snydt hende for den dans. ”Du skal nok få din dans..” Smilede han, men måtte erkende, og sukkede lidt efter opgivende. ”Men for nu, tror jeg snart du bliver nød til at følge mig hjem.” Han kunne mærke at alkoholen havde nået sit mål, og han havde ikke lyst til at fortsætte, og bruge dagen derpå med hovedet på toiletkanten, bare for at udsætte hvad han alligevel vidste, ville blive hendes sejr. Så hellere tabe og beholde sit maveindhold.

Gordon synes at have fået Millicent fanget i en tube af super lim. Hun kunne ikke rive sig løs, ikke give slip på hans blik, der synes at have hende klistret til ham- og at kunne se straight through hende. At han tilmed fremstod totalt rolig, da han fyrede sætningen af, øgede egenlig bare virkningen og bekræftede sloganet ' less is more' , for hold da op....han var effektiv.
Hun VAR klar over han gassede hende, men det forhindrede bare ikke hans ord og hans lille markering i at have en effekt .Og dén effekt ville starte oppe i Millicents slanke nakke og trillede som var den dråber af vand, hele vejen ned til hendes lænd- en kildende og meget vågen følelse , der bugtede sig hele vejen ned af hendes rygs midte.
" Årh...hold dog op " mumlede hun tilbage over bordet, og var ganske utilfreds med at være så smør agtig , når hun burde være granit.
Hun rystede diskret på sine skuldre, og fik kigget lidt væk fra ham. Genfandt sin fornuft , der synes at være sæbe glad og hele tiden smutte ud mellem hendes hænder , denne aften.

Millicent bombarderede ham og fortalte næsten alt om mødet med Khá.
Hun havde ikke snakket med nogen andre om det endnu , og det kunne pludselig godt mærkes hvor stort et udækket behov det var. Hendes personlighed var en der aldrig ville trives på en øde ø. Hun kunne snildt underholde OG nyde sit eget selvskab, men....at dele oplevelser...være fælles om ting, betød ekstremt meget for hende. En ting mere at tilføje listen over mærkværdige og uheldige vampyr egenskaber.

" mentor , ja ! Det kom lidt tilfældigt , fordi han havde en vild evne ....tænk ..han kunne lave en rose uf af lysende ild og en drage på samme måde, han fremmanede det hele ud af den tomme luft. Dragen fløj rundt og tændte sterin lys! " smilede hun stort.
Millicent syntes det lød forkert...med roser og levende lys for sådan havde det jo ikke været. Derfor trak hun liiige Kha's kærlighed frem igen..." hun havde vist en mission af en slags. Jeg tror hun var engel også ...det var den fornemmelse jeg fik anyway. "

Millicent sukkede dramatisk og strammede på sin hår elastik.
" Ja...solbadning , klart! Nej...jeg ved det ikke helt . Jeg vil gemme ønsket til jeg har brug for det, hvem ved...måske jeg ender op i en kælder igen engang og så har mulighed for at stikke af i dagslys?" Vrøvlede hun. Hendes egenlige ønske var noget ganske andet , men meget uaktuelt. Så der var ingen grund til at trække det ind i en hyggelig samtale.
Hun tænkte lidt over Gordons forslag. " Jamen , så synes jeg vi skal planlægge et besøg til Kha's hus...med fokus på Libras lokaler. Måske du har lyst til at hjælpe mig bestille møbler og al det crap. Jeg har en ide om indretning, men det ville være fedt med en fyrs øjne....så jeg ikke drukner Libra i blonder og satin?" jokede hun.
" Måske kunne du hilse på Khá også , han bor jo på stedet! OG du kunne se Thunder.Jeg har lovet at komme forbi så ofte jeg kan, for at ride ham til. ...hesten, altså !" Sendt hun et stort smil.

Millicent lavede lidt trutmund. Alt i alt rå hyggede hun sig, og det kunne næsten ikke være bedre. Gordon var bare så sød ved hende og så helt igennem fantastisk.
" Jeg får min dans ?" Lyste hun op og kastede et langt længselsfuldt blik op på scenen. Der var gang i et nyt nummer af den afdøde Michael Jackson, hvilke i sig selv var lidt af en bedrift for en død mand , at lave en duer med Justin Timberlake.
Men inden hun kunne nå at eksploderer af forventning , var boblen punkteret...
" Du skal hjem ...nu ?" Lød det helt slukøret .
" Ja så må dansen vente, vi skal ikke have flere mænd der går i gulvet i aften da !" Kvidrede hun og greb ud efter hendes jakke.
Imens hun begyndte at tage den på, smilede hun til Gordon..." jeg skal nok følge dig hjem , og sørge for der ikke er nogle monstre under sengen"
Hun kom op at stå...og DER kom der liv i hjernecellerne.
" Gordon... Ddu har lige GIVET OP ! Har du ikke lige givet op ? ...du skal ikke drikke mere , vel ? Så...så betyder det at jobbet er mit ! Gør det ikke? ...kom nuuu.... Say it out loud " spandt hun og havde øjne fulde af ophobet spændning der ventede på en udløsning.


Foran hoveddøren stod hun pænt og ventede på Gordon fandt sine nøgler.
Helt ærlig...hvor mange lommer kunne der lige være i den lysebrune jakke?
Millicent stod med ryggen og af væggen og duppede lidt med skosnuden ned på det mørke gulv opgangen var beklædt med.
" En mentor...du sagde du har en mentor? ....Sååååå du er altså IKKE alvidende, det skuffer mig " kom det drillende , da hun trak et stykke af deres gamle samtale frem , for at tage en mundfuld af den . " Hvem er så din mentor, denne kloge skabning ? Jeg synes jeg kan huske noget om du har nævnt en ...men ...det var kun en gang og det er længe siden " fiskede hun lidt rundt og forsatte sine små drillerier...
" du ved....jeg ville have lært dig ALT jeg ved , for et beskedent beløb "

Tilfreds med at hans bemærkning var gået direkte ind, lænede han sig igen tilbage med et smørret smil. Hun kunne godt glemme det, hvis hun regnede med at være hård som granit i hans selskab. Han kendte hende, og han vidste hvilke knapper han skulle trykke på for at udløse en reaktion. Både den gode af slagsen, men bestemt også den mere negative følelsesstrøm. Det var vel i virkeligheden hvad det at stole på nogen gik ud på; at give en person magten til at såre dig, men at stole på at de aldrig ville gøre det. Sådan så han det i hvert fald, og han ville aldrig trykke på de knapper med vilje.

”Ilddrager og roser? Det lyder både farligt, og meget kunstnerisk.” Smilede han tilbage, og havde slet ikke overvejet at det lød romantisk, men måske det var hendes måde at fortælle det hele. Hun lød mere ivrig end hun ville have lydt, havde det været en romantisk oplevelse. Desuden ville hun nok have undgået at fortælle ham det, hvis det var sådan. Egentlig var det også lige meget. De kunne danse i måneskinnet, og det havde ikke rørt ham, så længe hun havde været lige så glad som nu.

Først trak han på skulderen og fandt det egentlig ganske fornuftigt at bruge den dag i solen, når det virkelig var nødvendigt. Der var dog noget i hendes stemme, som fik hans evne til at reagere. Ikke voldsomt. Han rynkede brynene et sekund, men glattede dem hurtigt ud igen, for at hun ikke skulle se hans forvirring. Løj hun? Ikke åbenlyst, så havde hans evne reageret skarpere, men der var helt klart noget hun ikke fortalte der. De havde ikke fysisk kontakt, så han havde ikke mulighed for at vide hvad der lå bag, men han havde en nagende følelse af at det havde noget at gøre med Andrija, når hun ikke ville sige det. Han sagde ikke noget, men klistrede et smil på og nikkede.
”Hvis du nogensinde befinder forsvinder sådan igen, så tracker jeg din telefon tidligere. Måske vi bare skal installere en tracker, så jeg altid kan holde øje med dig?” Det var selvfølgelig for sjov, for det ville hun ikke gå med til, og desuden, hvad var det sjove i det?

”Jeg bliver vidst nød til at hjælpe, så de mandlige medlemmer kan være der, uden at blive overdænget med østrogen!” Svarede han hurtigt, og indvilligede dermed til at hjælpe til. Hvis han skulle møde denne Khá kunne det med fordel ske af samme omgang.
”Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde har reddet en hest, så det må du også lige lære mig” Vrøvlede han videre, og regnede ikke med at det kunne være så svært. Måske var det godt nok at han ikke kunne huske sine dårlige oplevelser med heste fra sit tidligere liv, for der havde hans mor tvunget ham til at gå til ridning i 2 måneder. Det havde ikke varet længere, for den 12 årige Gordon havde været frygtelig dårlig til det, og havde faldet af 6 gange på de to måneder. Det stoppede da han brækkede en arm og blev meldt ud.

Han kom til at grine, da det lidt sent gik op for hende hvad han egentlig havde sagt. Han HAVDE bevidst givet op. Selvfølgelig kunne han godt have taget risikoen og drukket lidt mere, men egentlig havde hun haft jobbet lige fra hun søgte det. No use in denying that.
Han sukkede dramatisk og lod som om han tænkte sig om. ”Okay så, så giver jeg dig jobbet.” Smilede han og rejste sig for at tage sin jakke på. På benene virkede alkoholen værre, og han måtte lige finde balancen, før han lagde en arm omkring hendes skulder, og satte i retning mod døren.



Efter gåturen hjem, havde luften og bevægelsen clearet hans hoved lidt mere, og han havde det alt i alt helt fint, som han stod og rodede efter sine nøgler. Rusen havde stadig ikke forladt kroppen, og det efterlod ham i højt og lidt fjollet humør, imens han rodede sine lommer igennem.
”Her!” Udbrød han da nøglen kom til syne, efter at have ledt i en inderlomme. Lige som han satte nøglen i låsen sukkede han dog.
”Jeg husker lige.. Jeg har ikke mere kaffe” Han så på hende, som var det det mest ulykkelige der nogensinde var sket for ham. Han kunne måske have ventet til dagen derpå, til at traske ned i butikken henne på hjørnet, men lige nu virkede det som en livsnødvendighed at der var kaffe, så han ikke sov med det samme han satte sig ned.

”Der er en døgnåbent ikke så langt herfra – vil du med?” Han trak nøglen til sig igen, og snurrede rundt, for at bevæge sig ned af trapperne igen.

Udenfor var himlen så mørk som den havde været hele aftenen. Der var ingen stjerner at se, for store skyer dækkede over dem, som dyner. Lejligheden lå dog nogenlunde centralt, og derfor var gaderne stadig oplyst af et par barer og lygtepæle.
Ca halvvejs til døgnkiosken lød en rumlen over dem. Gordon kiggede op, og med det samme han gjorde det, mærkede han den første dråbe i panden. Så en til, og en til. Snart begyndte regnen at vælte ned, og han satte farten lidt op, og håbede hun kunne følge med.
Lidt længere nede af vejen havde en bar stadig åbent, og glade jazz toner strøg af sted igennem regnen. Hyggelige lys fra vinduerne strømmede også ud og oplyste de skinnende våde brosten foran baren.
Gordon stoppede op på trods af regnen, og smilede af hele ansigtet da han rakte hånden til hende. ”Nå, skulle du have den dans eller hvad?”

" årh ja...er der noget jeg ønsker mig er det da at du, eller andre for den sags skyld kan spore mig døgnets 24 timer !" Himlede hun op og fandt tanken klaustrofobisk.
Hvis hun selv var påkrævet at gå i marken for Libra, kunne Mother altid spore hende, da Millicents lille knap synlige kommusnegl ( som hun kaldte dimsen i øret hun kunne kommunikerer both ways med)  havde en slags tricker. Men dette var en sikkerheds foranstaltninger til red code Assignments, og hun ville ikke leve sit liv...sit private liv...under rød alarm. Møget ville jo alligevel bare bimle op, og lave larm, like all the time.
" Tænk...,jeg vidste slet ikke du var SÅ nysgerrig i at vide alt jeg laver" puffede hun blidt til hans skulder. Hun havde da gerne placeret en på ham....men det var jo en helt anden sag , kunne hun lede sig selv til at tro.

" så det en aftale , vi finder en dag og smutter i bjergene en tur. Ligger vejen forbi Kha's hjem , Libras lokaler.....og så ser vi om han har lyst til at stikke hovedet forbi ."
Hun tænkte efter et øjeblik..." Jeg glemte at spørge om jeg selv kan stikke din og andres hånd ind i løve munden ? Det er sådan en godkendelses ting af magi " hun lavede sin stemme til en hemmelig spøgelses agtig slag , og så konspiratorisk på Gordon, i leg.
Det var nu sandt nok , men stemningen tilførte det lille ekstra drama krydderi.
" Bliver man ikke godkent så HAPS så ryger hele hånden af!" Hun begyndte at le.
" ok ok...det er måske så meget sagt, men jeg ved ikke om jeg kan lukke dig ind eller om det skal være Khá den første gang? Men det finder vi jo ud af"


Det føltes  godt at have ham med, det var den der følelse igen af....tryghed.
Hun vidste han ikke ville gøre hende ondt.
Andrija ville som udgangspunkt heller ikke, han elskede jo Millicent. Men han var som en vild tiger, og hun vidste af erfaring at han kunne finde på at vende sig i od hende, stort set uden varsel og trække tæppet væk under hende, så hun faldt.
Nogle gange greb han hende , med et smil og havde bare ville more sig.
Andre gange.....
Dem ville hun helst ikke tænke på nu.

" Altså....heste..,jeg ved ikke, jeg satte mig bare op og så gik det fint. En veninde af mig havde nogle heste, men jeg husker ikke engang hendes navn længere, bare at hun havde hest og jeg kunne få lov at ride.
Men selve det at ride hang ved...ligesom jeg stadig kan cykle " sagde hun og fik et underligt look i ansigtet. Kunne hun overhovedet det? Cykle.
Det anede hun ikke, men hun antog det - skrev det til at være en selvfølgelighed.

Som de forlod cafeen , og Gordon udviste barmhjertighed og gav Millicent jobbet....endeligt og helt officielt ...slog hun spontant armene omkring halsen på ham og lænede soig frem. Millicent pressede et kys fast på Gordons kind.
" Tak....tak..det er jeg rigtig glad for " hun løftede hagen en smule og strålede  hun op imod ham .Bambi var valgt fra , og Millicent vidste at han havde frasagt sig  en partner / ansat med de bedste kvalifikationer, på papiret anyway.
At Millicent så var en kvik lille sag der nok skulle løfte opgaven , det vidste Gordon og der var ingen grund til at lade som det ikke var sandt. Hun ville knokle hendes lille popo ud af de mange nederdele, for at han skulle blive stolt af hende.


" My God....du er da en slowpoke, jeg tror at en nyfødt baby kan låse den dør op hurtigere end dig Matthews " løftede hun begge arme op mod  himlen...der i dagens anledning var et gulligt loft.
" Neeeeeej det BLIVER jo i dag !" Stønnede hun ud, da Gordon trak nøglerne frem.
" Eller ikke !" Små grinede hun da han ligned en hvalp der fik anlagt en Løkke om den lille hals. " Jamen....kaffe skal du ikke mangle, det er jo nærmest tortur snut."
Hun forsøgte lade vær med at grine , men han havde bare set så nuttet ud. Som havde hun fået et kort glimt af en bette Gordon, ikke mere end 6-7 år gammel.
" Right behind you " meldt hun ud, og gjorde enda honnør som en sød lille officer...så kunne han nemlig få lov at være GENTELMANDEN. Hæ.

Inden regnen troppede op og besluttede at joine festen, havde Millicent undret sig lidt over at Gordon ikke havde svaret på mentor delen.
Enten var han for opslugt af de manglende nøgler, da hun havde spurgt. men det kunne også være et diskret hint om han ikke lige følte for at tale om det ?
Derfor var hun ligesom nød til at spørge igen...ik?!
" Du ...din mentor ....fortæl mig lidt om hvad der sker. Hvad hed han nu?" Udfrittede hun igen, uden at mase for meget på.

Regnen ...
Hun elskede regn...og sne...ja og sol elskede hun også.
Millicent kunne lide når elementerne og vejret var en smule på sat på spidserne, det måtte gerne ' kunne mærkes' ...lidt ligesom selve livet. Det måtte gerne kunne føles...det skulle ikke søgen hen i grå intetsigende ingenting...det skulle have kant.
Hun kiggede på mod himlen, da de første dråber meget hurtigt blev efterfulgt af fler der faldt på ræd og række.
" Du...jeg tror ikke vi.." Som et æg der blev knækket åbent og blomme og hvide kunne falde ud , knækkede skyerne sig og regnen væltede ned .
" ikke vi når  det i tørvejr  " smilede hun og bemærkede de blæde toner fra det lille jazzhouse de nærmede sig.
Gordon ...kom lidt bag på hende da han stoppede op og tilbød hende den manglende dans.
Millicent ville gerne smile.Hun var glad.
Men små røde alarmklokker var begyndt at summe et sted i hendes baghoved.
Hun var bange for ikke at kunne.... Ja HVAD pokker var hun lige bange for?
De stod på gade i regnvejr, og det VAR jo ikke fordi han havde tilbudt at lave små børn til kommunen , vel ? Hvad kunne der seks ved ...en dans.
Hun ville ...gerne.
En smule tøvende gav hun ham sin hånd.
Millicent havde sænket blikket og holdte det på hans fremstrakte hånd..nu deres hænder. Langsomt så hun op på ham, hans hår en smule fugtigt.
Gordon lignede en fra en film . En god film.
Og hans duft..ikke bare engle og cologne...men duften af ham stod klart ud i den rene regnvejrsluft. Hun følte sig ...let i sit sind.
De bløde toner sneg sig ud , stak af indefra jazzhouse, som skulle de på hemmeligt stævnemøde med Millicent og Gordon.
En kvinde sad på en høj stol og den blide stemme fremføre  'Drown in my own tears ' - hun lød meget som Norah Jones.

Hvis folk så dem danse her...hvad ville de så ikke tro.
Hvis nogen fra mafiaen så dem her....
Millicent så ind i hans øjne .." Sålænge det ikke er vals " mumlede hun .

// ooc. Sorry kunne ikke modstå- håber du kender sangen ellers er den jo slet ikke sjov - hvilke så ikke vil være noget nyt XD //

”Jeg tror du laver de særeste ting, også ville det også være en fordel at vide når du har tænkt dig at møde op til mine jobsamtaler ” Lo han, men det var nu løgn. Han elskede uforudsigeligheden, som han ikke helt selv besad. Han elskede den glæde og spænding det skabte når hun pludselig bare var der, og inviterede til sjov og nye eventyr.

Han nikkede til det med turen i bjergene. Selv kunne han godt bruge træning. Det havde været længe siden han og Alessa havde trænet sidst, men hun havde lært ham en del. Med øvelse begyndte hans evne næsten at blive nyttig. Han begyndte at kunne bruge den, selvom den stadig havde sit eget liv til tider.
Det næste fik ham både lidt overrasket og lidt nervøst til at le. ”Så hvis jeg ikke er god nok, så mister jeg hånden?” Bekræftede han og var ikke sikker på om hun mente det. ”Hvor melder man sig ud igen?” Smilede han drillende. Han var ret overbevist om at han nok var en af de mest uduelige i Libra når det kom til fysisk kamp og styrke. Men hvad han ikke havde i muskelmasse, gjorde ham op for i mod og intellekt. Han tænkte hurtigt og logisk. Kom det til nærkamp, så var han klog nok til at løbe sin vej. Noget mange ville se som uhæderligt, men han så ingen hæder i vold.

”Jaja, jeg regner med at sætte dig på meget hårdt arbejde!” Formanede han lidt drillende, og gengældte kort hendes klem. ”Og lige så du ved det: Sort med lidt sukker” Tilføjede han. ”Sådan kan jeg bedst lide min kaffe.”



Han ignorerede stædigt hendes kommentarer, imens han prøvede at finde sin nøgle. Hun havde ikke 1 million lommer at holde styr på. Faktisk undrede han sig over hvordan hun opbevarede værdigenstande i hendes tøj. Ikke at han klagede over det.
”Jeg har været i gang siden kl 8 imorges og nu er det midt om natten. Uden kaffe er det at være vågen tortur!” gav han igen, og havde allerede sat i gang efter døgnkiosken.

I kampens hede, med den drilske nøgle, havde Gordon helt overhørt hendes spørgsmål om mentoren. Han mente ikke at de havde snakket om det før.
”Ah ja undskyld. Jeg var lidt distraheret før” Smilede han med et lidt dumt udtryk over sin egen distræthed. ”Jeg anede ikke ret meget om engle da jeg vågnede som en. Faktisk havde jeg ingen ide om hvad min opgave var. Derfor gjorde jeg bare som jeg fandt bedst. Du har jo selv set børnehjemmet som eksempel” Forklarede han, og man måtte roligt sige at han havde været meget grøn bag ørene når det kom til alt overnaturligt. Nu vidste han da lidt, men spurgte man ham om englenes rangorden, som Alessa forgæves havde prøvet at forklare ham, ville han være blank. Han vidste kun at han var bunden af fødekæden.
”Hun hedder Alessa. Også engel. Skide irriterende til tider. Hun kom ud af det blå, og ville have mig til at gøre mere som engel, så nu hjælper hun med mine evner, og lære mig om hvad det vil sige at være engel.” Fortsatte han ud i en lang køre.
”Det var hende der fortalte mig om skytsengle. Jeg var meget i tvivl i starten, og stadig er en smule, om jeg nu var din skytsengel, eller om det bare var fordi…” Selv i den lidt berusede tilstand kunne han godt selv fornemme at den ikke skulle uddybes, så han stoppede sig selv, og regnede med at hun godt kunne regne resten af sætningen ud.

Gordon havde altid bedre kunne lide regnvejr end sol og sommer. Der var noget spændende over det. Den måde det vaskede alt rent, og efterlod fugten i luften, som en reminder om hvad der var hændt. Han elskede også regnbuer. Den måde lyset spillede i forskellige farver for det blotte øje.
Han rakte hænderne ud til siden, og drejede omkring en gang, for at mærke de kolde dråber imod hans håndflader. Da han var yngre, havde han elsket at fange dråber med tungen, ligesom med snefnug.

Han havde rakt hånden ud imod hende, og så udmærket tvivlen i hendes blik. ”Slap af – mist dig selv et øjeblik” Smilede han. Det var jo netop ikke fordi han havde bedt om hus, have og hund. Øjeblikke var flygtige, og de hellige han havde med hende, ville han ikke bruge på at være genert og tilbageholden. Hun behøvede ikke at tænke på alt hele tiden. Resten af verden kunne stå på hold, bare i et par minutter.
Han foldede fingrene sammen om hendes hånd da hun rakte den til ham, og trak hende lidt ind til sig, men ikke for tæt. ”Held og lykke med at danse vals til 4/4 deles melodi” Himlede han med øjnene af ren refleks. En vals blev som regel danset til sange med 3/4 deles rytme. Det var derfor man kunne sige ’1 2 3’ når man dansede rundt. Det passede rytmen til.
Med et lidt fjollet smil svingede han hende rundt et par gange. Ikke seriøst eller tungt, men bare for sjov. For at nyde øjeblikket, og forhåbentlig fremtrylle et smil på de så smukke læber af hendes. Regnen havde efterhånden gennemblødt hans hår, og vandet løb ned over hans ansigt. Det var svært ikke at knibe øjnene lidt sammen, for ikke at få vand i dem.

Efter et par vers af ’drown in my own tears’ og flere lidt fjollede dansetrin, skete der det at alkoholen slog til igen. Balancen, som ellers havde klaret sig overraskende godt hidtil, slog sig sammen med tyngdekraften, og Gordon snublede halvt over sine egne fødder.
*bump* og han lå på asfalten med ryggen nedad. I faldet havde han ikke givet slip på hendes hånd, så hun var højest sandsynligt røget med. Det havde ikke gjort ondt, men måske det igen var procenterne der slog til? Faktisk lå han ret godt på trods af den hårde asfalt, og så op imod det mørke hav over ham, som ufortrødent slyngede sine dråber ned. Ville hun prøve at hive ham op, ville han protestere og blive liggende lidt endnu.

" Vejen til helvede skulle være brolagt med undskyldninger, så watch it my Angel " drillede hun .
Havde han været så tidligt oppe, var det ret sejt at han stadig hang på, med eller uden kaffe, mente Millicent. Især fordi det kræve de en del at have ansættelses samtaler, men skulle være meget PÅ , når man skulle have fremmede mennesker til at åbne sig op. Ikke at hun havde fået det mest dybtegående interwiew, men helt klart det mest sjove. Hun var sikker på Emilia ville være ærgelig meget længe, og Millicent kunne ikke undgå at føle lidt småskyld, og at snupse jobbet foran Bambis smukke næse.
" ...Men lad os bare handle lidt , jeg kunne da også godt bruge en kop, nu du inviterer.Inden jeg skal hjem sove " funderede hun lidt . Der var god tid endnu , til solen skulle møde på job, men hvis tiden løb fra dem, så vidste hun jo at soveværelset var helt mørklagt .

Det gjorde at hun ikke behøvede være panisk. Millicent huskede da Andrija havde forladt hende i gaderne i Paris, efter et mindre skænderi...daggry var stort set kommet, det varede i hvertfald ikke længe, og han skulle have zappet dem hjem i den store sorte bil. De var på weekend , en slags mini ferie. Med han efterlod hende til solen. Uden penge.
Så hun havde faktisk måtte betale med sin krop, sort off...til hotel bossen...for en overnatning. Der var gået lang til før hun kunne tale med Andrija igen, uden at græde eller råbe. Og det var endnu en af de gange hendes hjerte var blevet knust. Hun kunne have været død.
...men hun havde dog lært noget. Aldrig være afhænig af at andre skulle sørge for sol skygge, det var livsnødvendigt hun havde dét - og derfor noget hun selv skulle have styr på.
Den lektie kunne hun takke Andrija for, selv om prisen havde været skyhigh, på flere måder.

Millicent kunne næsten ikke få armene ned , da Gordon afslørede at hans mentor var en kvinde. Det var jo ...perfekt.
" Gordon...du ER vel klar over du er omgivet af kvinder der skal lære dig ...ting...og herse rundt med dig? Det er jo FANTASTISK " det var næsten som at få en gave.
Hun gad godt se ham blive sat en smule på plads, efteralt vidste hun alt om hvor meget det krævede....og der var ikke medfølgende garanti for det lykkedes.

Millicent trippede efter Gordon. * Alessa...Alessa..Alessa*
Hun rynkede brynene lidt sammen , kunne det være et tilfælde? Helt ærligt ...det var da lidt for weird.
Hun ville lige mærke lidt efter , finde ud af hvad hun selv mente om det sammenfald, før hun trak det ned over hovedet på Gordon.
" Er du stadig i tvivl om du er min skytsengel ? Guuud....dét har jeg da bildt alle ind at du er !" lød det lidt beklemt. og skuffelses lod sig heller ikke helt skjule.
Alle og alle...hun havde da sagt det til Khá. Og det ville måske hjælpe Andrija at forstå og ikke være så hård ved hende, når hun en skønne dag måske var nødsaget til at stå fast på ikke at slippe Gordon.
Man kunne ikke slippe sin skytsengel.

Hendes hånd gled kort under Gordons hage, i et blidt lille kærtegn...
" eller var det dit romantiske sind der bedrog dig , så du ikke Var MIN engel?" Sluttede hun hans lidt akavet bratte ende, med et lille skrøbeligt smil.
Nej....de skulle ikke rende rundt og erklære hinanden deres kærlighed, hver gang de mødtes.
Det kunne hun simpelthen ikke.
- men det kunne heller ikke ignoreres eller trues til tavshed, ikke uden at skabe kunstig samvær mellem dem, og det ville hun jo meget nødig have skulle ske.
Så ...med en smule humor, kunne emnet nok godt strejfes, så var det til at berøre- så længe det ikke blev overdoseret.

Overdosere... Hans nærhed kunne hun meget vel OD på, og alle vidste hvor farligt dét var.
Øjeblikket emmede bare af den rette stemning, og det fik hendes lille hjerte til at hoppe rundt.

" Jeg er ...meget...afslappet" løj Millicent hvidt , da hun lod Gordon trække hende længere ind til sig, og alle sanser i hendes vampyriske lille krop, blev helt kvikke .
Hun burde ikke danse med ham her..men Millicent lod hans ord finde vej ind og hun omfavnede budskabet....slap af et øjeblik, lad vær at tænke over ALT hele tiden.
Hun trak vejret ind, hev det dybt ned i maven og blinkede langsomt for ligesom at tune sig helt ind på hans frekens.

Regnen var ikke spor generende, den virkede meget stemningsskabende. Det var LIDT skørt og MEGET luksus, at danse med ham , udenfor i regnen...i det varme bløde lysskær indefra jazzhouse , som spillestedet lod dem bade i.
Millicent slappede mere af, for hver linie af sangen og hvert lille trin han lod hende tage. Hun førte hånden op , og strøg nogle af de lange hår lokker væk fra Gordons pande, strøg dem tilbage istedet så vandet ikke ville samles og trille ned som fugtgivende perler- han lignede en model med det iltre våde hår.
Hun smilede til ham .
Måske han blev forvirret eller forsøgte lægge lidt afstand til Millicents hånd .
Takten var ikke den nemmeste, men Millicent syntes også luge den sang var sådan et nummer man bare skulle lade sig bevæge af, istedet for at at ramme rytmen på hvert et slag. Vals havde været udelukket dog, der var trods alt lidt rytme at mærke .
" Me..HEEYYY" lød det lille udbrud, da jorden forsvandt fra under hendes sko, og hun var på vej ned mod jorden.
Halvt landede hun på Gordon, og reflekserne bød hende at trække armene til sig, men i hvertfald den ene havde han stadig et fast greb i.
" Aiii undskyld ...jeg ville bare..." Kiggede hun på ham med store øjne .Var manden blevet SÅ nervøs ved hun pillede ved hans hår? Så var det godt hun ikke havde haft planer om en hyrdetimer, det ville da tage livet af ham- lød hendes tanker MEGET morsomme, efter Millicents personlige mening.
Hun prøvede selvfølgelig at rejse sig...og få ham med, men Gordon synes at være blev best buddies med fortorvet, på ingen tid.

Det passede jo ikke at han IKKE var uforudsigelig. Gordon overaskede ofte, og det skete i mange forskellige situationer. Hans hukommelse strakte sig langt og holdte fast i selv mindre detaljer - detaljer andre slet ikke vil give opmærksomhed....dem huskede han længe efter.
Og selvom han var en fornuftig og klog fyr, så var han legelysten og simpelthen ikke i stand til at takke nej til en dare.
Men at han ikke ville op fra de regnvejrs beklædte fliser, fik hende IGEN ud , hvor hun ikke havde været før. Drillede han hende, eller var han helt alvorlig?
Alt anspændthed var sprængt i tusindstykker, som var den lavet af krystal , der splintredes.
Hun havde ham stadig i hånden og hun gav den et klem.Millicent havde anrettet sig, og lagt sig på siden .Albuen var placeret i jorden og kinden hvilede hun mod sin håndflade, der var buet som en lille skål.
" Nogen kunne falde over os? ...eller få os arresteret! Er du så veltalende nok til at få os ud af den kattepine Mr. lawyer ?" Smilede hun ned til ham og rykkede blidt i hendes hånd et par gange, for at se om han slap hende fri.
" Du slog dig ikke vel ?" Så ned på ham. Blikket med et undersøgende og stemmen tilsat et drys bekymring.