The Second You Sleep - Millicent

”Slips it is” Smilede han og blinkede til hende, hvorefter hun ville blive tvunget til at binde det for ham. Noget han stadig var umådeligt dårlig til. De kun de nye lå udstrakte i skabet, for de andre lå konstant bundet, så de bare var til at tage på.

De var rullet ind på pladsen, og her fra var der ikke meget at se. Men bare porten, som man kunne se derfra, var intimiderende på den der storslåede måde.
At hun sparrede på formaninger var nok udmærket. Han VIDSTE godt hvordan man opførte sig omkring andre. Ja, måske lige bortset fra hendes forlovede, men det var så en HELT anden sag. De to kom bare ikke ud af det med hinanden. Havde han kunne se ind i hoved på hende, havde han nok været flad af ironiens grin. Hvor mange af hendes medlemmer, der ville være vilde med at hun bragte lederen af den organisation de kæmpede imod ind i hovedkvarteret, ja det var nok rimelig begrænset.

Med et smil bøjede han armen, så hun kunne hvile sin på hans. Lidt galant kunne det da lige så godt se ud, når nu de egentlig var her i et formelt henseende. Han tvivlede dog på at tonen ville forblive sådan.
Millicent havde sagt at denne Khá var engel. Ligesom ham selv. Hvordan mon han bar sig ad med det? Havde han fundet målet med det? Selv var Gordon i tvivl. På trods af opfordringer fra flere andre engle, var han stadig skeptisk overfor hele gude tingen. Hele hans liv som menneske, var han stædig ateist, og nu da noget der lignede en gud havde rakt hånden ud og givet ham en chance til? Han var ikke sikker på hvad han skulle tro mere. Hele hans verden var på hovedet. For bare 5 år siden levede han et helt almindeligt liv, og nu kunne han smide rundt med ting uden at røre dem, var i åben krig med en dæmon og havde fået et lidt for tæt forhold med en vampyr. Hvad var verden dog kommet til?

”Det fortalte du mig ikke.. Spændene. Det må være en større forandring end den vi gik igennem hva?” Imens hans øjne blev store som rundetårn, da de gik igennem porten. Det var sandelig noget andet end hans egen lille lejlighed. Ja eller egentlig Millicents lejlighed.
Fra hvor han var, kunne han ikke helt se manden derover, men den overvældende smukke pavillon var synlig, og selv på denne afstand var han imponeret. Millicent fik lov at føre ordet overfor tjenere imens han stirrede sine øjne trætte overalt. Lidt som et barn der havde fået en dobbelt espresso.

Endelig nåede de frem til fyren. Gordon følte sig en smule lille i forhold til, men en venlig aura strømmede fra manden, som intantly gav et godt førstehåndsindtryk. Måske det var engletingen? Han kunne da have lov at håbe at han selv gav samme vibe.
Gordon ville række en hånd frem, for at give et fast håndtryk. ”Gordon Matthews – en fornøjelse.” Sagde han først lidt mekanisk, som man nu gjorde når man hilste på fremmede, men så slog han over i en mere afslappet tone. ”Ja Millicent har jo talt ørene af over dig. Nok til at gøre en hver jaloux!” Smilede han stort, og ville køre en hånd igennem det mørke hår.
Hans ansigt blev lidt undrende, før han så på Millicent. ”Vent… Hvad har du nu sagt om mig?” Sukkede han lidt flovt, men dog stadig med et skævt smil.

Han kunne ikke helt lade være med at grine men det var nu venlig ment. Han kunne godt lide der var den afslappede fremtoning fra dem begge to. Han rejste sig hurtigt og tog imod håndtrykket fra dem begge to og sagde varmt: "Det er godt at høre du slapper lige så meget af omkring mig som Millicent gør. Jeg foretrækker det sådan når vi nu skal arbejde sammen. Man kan jo godt være sociale. Kom sid ned, tag jer noget at spise"
Som en lidt henslængt bemærkning, rakte han armen ud mod stalden og sagde: "Millicent? Der er en der inde der har savnet dig"


Igen blev opmærksomheden rettet mere over mod Gordon igen. Khá tog en lille whisky og skålede mod den unge engel og sagde: "Tag endelig for dig.."
Khá kiggede ham lidt i øjnene som om han ledte efter de ting Alessa havde fortalt ham. Og Millicent for den sags skyld: "Ja både Alessa og specielt Millicent har rost dig til skyerne"
Han hældte et særligt glas med blod op til Millicent og satte stille hen til hende imens han smagte på sin egen whisky. "Hmmm.... Sandheden er ikke skjult for dig kan jeg se.... Og ganske imponerende telekinetiker? Ja du må meget undskylde hvis det virker stødende men jeg kan godt lide at have en ide af hvem der besøger mig"


Alessa havde godt fortalt om at Gordon havde været besværligheder igennem, men det var også særdeles tydeligt at han havde "rejst sig fra asken" og var ved at skabe sig et helt hæderligt liv. Khá blev altid imponeret når den slags skete. Der var desværre alt for mange der gav efter for en uheldig skæbne. Det varmede Khá's hjerte at de to der sad foran ham var nået længere end den skæbne der var lagt foran dem.
Han satte sig lidt til rette og sagde: "Forretning kan vi altid komme til. Lad os nu nyde hinandens selskab. Hvad har du så sagt om mig kære Millicent?"

Han var heldig at Millicent kunne binde et slips, så det sad perfekt. Hun havde vikarieret på det lokale plejecenter, som menneske i ferier og til tider weekender og her havde hun lært både at binde slips of barberer en mand , UDEN at efterlade ham som en plaster mumie.


Ved siden af deres vært, beamede Millicent stolt , da de hilste på hinanden.
Tænk at hun havde mulighed  for at lade så to pragtfulde mænd hilse på hinanden, og selv befinde sig i selvskab med dem.
Hun havde ikke mange personlige venner .Gordon var naturligvis helt  inde i hendes hjerte, men også Connor betragtede hun  først og fremmest som en ven , mere end Libra allieret.OG det var selv om de kun havde mødt hinanden een enkelt gang. I grunden ret vildt. Han var noget særligt, den havde hun luret.
Hun lod blikket suse over Connor, han var ulastelig klædt, og hestehalen var ret trendy til ham- så det var godt at hun havde valgt slipset til Gordon, han så både stilfuld og kompetent ud.
En smule surt though at hun ikke havde haft skiftetøj med hjem til Gordon,  måske  en sød sommerkjole at trække på ?  Istedet for en sort nederdel og hvid skjorte, det var lidt kedeligt. Kun alle hægterne der løb ned af hendes bag , pimpede sættet en smule op.


Hendes øjne var fyldt med varme da hun så på Gordon.Han vidste godt han ikke skulle være jaloux på nogen, kun Andrija hvis det endelig var.
" Årh.., jeg nævnte bare at jeg var stuck med den her stædige skytsengel , en meget kvik en af slagsen " drillede hun mens tonen forblev mild. Naturligvis havde hun talt udelukkende godt om Gordon , hun var ret glad for ham.
Men hun havde ikke spildt en masse private detaljer omkring ham...eller hendes relation til ham. Hun var længere tid om at åbne sig op, når det kom til hendes private affærede.

Hun sendte et genert smil til Connor.Det var sandt som Gordon sagde, hun havde nok talt en del om ham.
Men hun havde også været helt facineret af ham og meget ydmyg omkring hans gaver. Og så var der hele Libra organisationen, som han var med til at give et solidtfundament.Hun havde dog ikke fortalt khá's private navn var Connor, så derfor tiltalte hun selv deres vært som Khá, for nu.

" Det hele ser meget lækkert ud , Khá!" Komplimenterede hun det veldækket bord.
Man kunne ikke andet end at føle sig godt modtaget og meget velkommen hos ham.
" og pavillionen er blevet virkelig smuk, det hele passer ind til de ydre rammer" der var smukt på en fantasi agtig måde. Men uden at det blev overdrevet, det var stilfuldt og elegant.
Millicent havde sat sig og lagt benene over kors. Hendes øjne fulgte retningen af Khás arm, og et lille længselsfuldt glimt skød frem hende øjne.
" Jeg har også savnet ham ! Jeg vil gerne se til ham , lige om lidt....og måske ride en smut tur på ham " strålede hun . Thunder var en smuk og prægtig hingst, der dog lige skulle blive dus med Millicents facon.

Millicent modtog glasset med vin. Khá var den eneste der havde serveret dette for hende, når hun var ude- og hun satte stor pris på han ikke fordømte hendes nødvendige dårlige kostvaner. Hendes mad pyramide var noget mere flad end deres.
Hendes øjne blev et øjeblik store, da Connor lod vide  at  også Alessa havde snakket om Gordon. Millicents nysgerrighed blev elefant stor og det blev ikke bedre da Khá også lige smed på bordet, at han vidste alt om Gordons evner. Men det var jo een af Kha's evner , kunne man sige ...at han kunne udlede det fra andre væsner.
Hun lagde hovedet en smule på sned, og betragtede Gordon. Hvordan ville han reagerer på det ? Hun var sikker på det ville blive positivt.

Hun lod  blikket blive lidt på Gordon. Hvorfor påvirkede det hende sådan at være her sammen med ham ? Det føltes...rart.  Hyggeligt.
Hun så kort væk  ....hun burde måske have mere bobbelplast omkring de følelser af hendes, mere isolering? Men sådan fungerede hun bare ikke. Blev de lukket af- følelserne, så var hun ikke længere sig selv.
Et svagt smil gled frem , og hun skiftede over og fangede Connors øjne, da han talte til Millicent . Hun var ikke den eneste der ejede en nysgerrighed så det ud til.

" Jeg har pralet af dig , kan du tro" hun spidsede læberne...tænkte sig hurtigt om , og forsatte så lidt mere seriøst..

" Gordon er den i Libra jeg vil betro mit liv til, den der vil have flest samlet info , de øvrige medlemmer vil blive specialiceret i hver deres område...hver deres sag, men jeg ser Gordon som den der får det største overblik" forklarede hun Khá.
Gordon vidste ikke alt, fik ikke alle informationer - bland andet havde hun intet nævnt om denne Grin der havde udviklet en sær interesse i Millicent, fordi hun var kommet til at maile til ham, og så var spillet mellem dem begyndt.

" ...så jeg har fortalt ham om din rolle i forhold til Libra, om din generøse hjælp til organisationen - han er orienteret om at du er den der financierer størstedelen af Libra, men vi har naturligvis flere allierede , samt FUN der støtter.
Gordon er sat ind i hovedsædets belæggenhed og jeg har nævnt der er mulighed for at kunne træne magi og evner her... " begyndte hun at tabe tråden en smule .Millicent vred sig lidt ukomfortabel for det var HER det begyndte at blive liiidt pinligt...
" Og så har jeg nok pralet en smule af dig ...dig og dine evner .Jeg siger det som det er , jeg
VAR ret facineret! Så Gordon ved ...mere eller minder det hele , KHÁ " lagde hun trykket på hans navn, for at lade ham vide hun respekterede den del med Connor som privat.

Millicent så på skift på de to mænd.
" Jeg ....stoler på jeg begge, og derfor har jeg ikke noget imod hvis relationen og samarbejdet kunne strække sig bredere og dybere end blot Libra. Men det vil jeg lade Gordon fortælle dig om" smilede hun til dem begge og løftede sit glas.
" Tak ...fordi du ville se os Khá..." Så førte hun glasset til sin mund og bød en sød  lun tyktflydende tår blod velkommen. Hun så lidt fåret over på Gordon. Bare han ikke ville blive ilde til mode.Blod drikkeriet var en udfordring for ham, og han var bestemt ikke vant til at se hverken blod i et glas eller se Millicent drikke.

Lidt fumlende rettede han på det slips, som Millicent havde bundet hjemmefra. Selvom denne nye mand virkede både venlig og kompetent, så blev han altid en smule nervøs omkring nye mennesker, og det fik varmen i hans krop til at stige et par grader. Han smøgede de lyseblå skjorteærmer op til lige under albuen.
Millicent synes måske ikke at hendes lidt simple outfit var passende, men han kunne nu godt sætte sig tilfreds med at se hende bevæge sig rund i en stram nederdel hver dag. Hun så pragtfuld ud. Intet mindre.

Han smilede til Khá og tog imod tilbuddet om at sidde ned. ”Du virker ikke som en person jeg bør frygte for dine intentioner, så selvfølgelig er jeg afslappet.” Der var ingen tvivl i hans stemme. Millicent havde givet ham et grønt stempel, og indtil nu kunne han ikke læse andet end gode intentioner i manden foran ham. Noget han stolede på. Når man havde løgndetektor som evne, så blev det nemt at læse sådanne ting.
”Åh så det har du! Jeg tror ikke det var dig der trak det korte strå i den aftale” smålo han. Deres egen lille måde at drille hinanden på. Han kendte hende nok til at vide hvad hun havde sagt og ikke sagt. Noget han satte pris på. At hans lidt klemte position ikke blev slynget ud med middagen. Selvom det måtte være pinefuldt åbenlyst for en hver der kom i en radius af 2 meter af ham, hvordan han havde det med hende.
Hans blik fulgte de andres imod hvad der lignede en stal. Han mente ikke at han nogensinde havde reddet på en hest.
”Du kan jo smutte ned og hilse på den heldige herre om lidt, så kan Khá og jeg få det forretningssnak overstået imens” Bød han ind, og nikkede imod stalden.

Gordons blik lyste op, da Khá nævnte hans engle mentor. ”Så det ER den Alessa du kender!” Udbrød han glad. Millicent havde nævnt noget om at de vist var sammen, men han ville ikke spørge lige nu. Det virkede underligt at spørge om som det første. ”Jeg har ikke set hende i evigheder!” Blev der så sukket.
De lyseblå øjne blev endnu en gang store, da hans evner også lige blev remset op. ”Imponerende” Smilede han ærligt, så hans øjne skinnede. ”Så må du vel have en form for evne der kan se igennem folk? Hvad de kan? Du lavede dog en fejl” Gordon vidste ikke hvad Alessa havde sagt om ham, eller om det var sandt. ”Jeg er ikke ligefrem imponerende til min telekinese. Klodset som en elefant i en porcelænsbutik” Trak han leende på skulderen.

Han lod Millicent forklare alt om hvad de havde snakket om. Han kom til at smile over alt det ansvar hun lagde over på ham. Velvidende at han kunne komme til at tabe det på gulvet. Forretning ville han hellere vente lidt med at snakke om.
”Ja tak fordi du ville se os. Jeg må sige at hendes fortælling om evner og generøse gaver vakte min nysgerrighed.” stemte han i sammen med Millicent. Et glas whisky var blevet hældt op, og han førte det langsomt op til munden for at tage en tår.
Der var specielt én ting, som han havde fundet meget imponerende. ”Undskyld hvis jeg er meget ligefrem, men jeg var meget forundret over hvordan du kunne skænke en vampyr en dag i solen?” Hans øjne var fulde af nysgerrighed og beundring. At gøre noget der var umuligt stort set. Var det en evne? Eller anden magi? Og i så fald, hvad kunne den ellers bruges til.

Khá kastede i første omgang hovedet let tilbage i en varm latter da Gordon begyndte at snakke om han havde taget fejl. Khá havde blot udtrykt sig anerkendende overfor den unge Engel som en gestus af venskab. "Jeg kan godt forstå at du ser det som jeg tog fejl. Jeg er godt klar over at du ikke har fuld kontrol over den. Men det gør den ikke mindre imponerende. Kontrol er noget man med tiden kan lære. Angående det...."
Han vendte kort blikket over til Millicent hvor han blinkede drilsk til hende. Så holdt Khá sin hånd frem og den klare hvide flamme voksede den der nu hang en rose af hvid ild over hans hånd. Så løftede han sin hånd og rosen fløj op og blev til en fugl der satte sig på hans finger. Imens flammen langsomt forsvandt begyndte han igen: "Alessa var været så elskværdig at spørge for dig om jeg vil hjælpe dig. Og selvfølgelig vil jeg det. Siden Millicent gjorde så heldigt et indtryk på mig sidst så har hun også set mig som jeg virkelig ser ud. Det kan du også komme til såfremt du vil"


Han tog endnu en tår af den dyre whisky inden han skålede til de to. Det stod klart i hans øjne at Millicent var knapt så glad ved at drikke i nærheden af Gordon. Så Khá nikkede beroligende til hende. Lige så meget for at vise han satte pris på hendes diskretion omkring hans rigtige navn. Det var jo en oplysning der var følsom. Khá kunne heller ikke lade være med at smile når han så de to kigge på hinanden. De havde nu noget ganske særligt, hvilket kun varmede Khá's hjerte. I en by som Di Morga var folk der stod en nær, mere værdifuld end ellers

Glasset blev sat ned og lige inden han skulle til at tale, kom en ung mand hen til dem og ventede til Khá fik øje på ham. "Undskyld Herre? Jeg er færdig for i dag..... Så jeg vil gå hjem nu?" Khá rakte hånden ind under jakken og fandt et par pengesedler og rakte den unge mand. "Du kan altså bare kalde mig Khá. Men her, du har klaret det rigtig flot. Vi ses i morgen"
Den unge mand smilede stort, bukkede for dem, og smuttede.
Så vendte Khá igen blikket tilbage på de to og forklarede: "Den korte beskrivelse af en del af mine evner er: Jeg kan helbrede en hver lidelse bortset fra døden. Jeg bruger den magi til at beskytte vampyren i en dag. I det her tilfælde skal Millicent bare sige til mig hun vil have gaven"

Millicent var helt tilfreds med forløbet indtil nu. Hun havde ingen forstilling om at hverken Connor eller Gordon kunne finde på at være ubehøvlet, men kemi lod sig aldrig dikterer , så derfor var der altid en X factor at tage under hensyn.
Det kunne være spændende at se Khá også sammen med Andrija, for der var ingen tvivl om Andrija ville trykke på helt andre knapper, og Ville det udløse reaktioner fra Khás fortid mon - eller var selvkontrollen så stor nu?
Gordons stemme guidede hende ud af tankeland og hun mødte hans øjne.." Oh- really? Sender kvinden væk så mændene kan tale politik " kom det i et dril til Gordon- hun gled dog over i et normalt svar straks " ja , jeg synes også jeg smutter ned til Thunder om lidt ""hun kunne mærke hvordan det kriblede i hende for at komme ned og kæle den bløde mule og mærke musklerne arbejde under hesten, som de susede afsted og genererede vind .

Khás drillende attitude, løsnede op for Millicents få spekulationer omkring mødet.
Hun havde nogen gange set folk opfører sig meget forskelligt, alt efter selvskab- det kunne være påkrævet, men hun fandt det personligt betryggende at folk var sig selv, uanset hvem de socialiserede med.Så hun smilede stort da Khá fremmanede ild rosen ,og lod den forvandle til en rose. Hun kunne godt lide denne evne...anvendelig i forsvar og så dejlig smuk når det kun var for hyggens skyld.

Millicent var efterhånden ret hook på at møde Alessa . En slags 'over engel ' der havde et greb i Gordon og også have fået ram på Connors hjerte.Hvordan kunne hun undgå ikke at blive nysgerrig på den kvinde ? Hun var sikker på Alessa var spektakulær.
Og hun havde bedt Connor på Gordons vegne om at træne med ham? Se NU blev det interessant, og hun havde nær indledt en ti minutters monolog omkring alle de muligheder det gav , men hun ente med at skåne dem , ved at stikke sit glas til munden, endnu engang.
Hun opfangede Connors beroligende blik, og lod nikkede næsten ubemærkeligt tilbage til ham.
Det føltes ...sært...at sidde mellem to mænd der begge have rene hensigter og gode intentioner. Oftest var der en masse usagt og sjove egenskaber mellem linierne, men i denne 'have' virkede alt til at være fred og ro.

" Så det fri , nyd din fyraften"Kom hun til at sige med et lille smil,til den unge mand der var kommet op til Khá.Hun så ham lyse op, ved Connors ord og hvad der lod til at være en yderst generøs betaling på fyrens arbejde, at dømme efter tjenerens ansigtsudtryk , da han modtog og trak sig tilbage med et lille buk og et ..." så ønsker jeg dem alle en forsat god aften . På gensyn ."

Millicent benyttede den lille naturlige pause , til at sætte glasset fra sig, og rejse sig op.
" Med forlov, så vil jeg trække mig ned til Staldene nu.Jeg kan næsten ikke vente med at se Thunder igen !" Hun så ud som ikke en bekymring i verden var trukket ned over hendes runde skuldre, og hun lignede i høj grad den unge tillidsfulde pige hun egenlig burde have været , i stedet for en forvandlet blodkrævende impulsiv vampyr, i krig mod mafia -og iøvrigt en total ulykke magnet.

Millicent tog et ekstra kik på Gordon , hun ville sikre sig det VAR okay at hun trak sig nu? Hvis det var ville hun smutte ned til Thunder, og hvis han så stram ud i ansigtet, ville hun bestemme sig for at udsætte besøget lidt.

Gordon håbede ved gud ikke at Alessa havde pustet hans evne op. Løgndetektoren virkede til perfektion imod alle han havde mødt. På nær Millicent med hendes mindshield. Det forhindrede ham i at se hvad sandheden bag løgnen var, men om det var løgn ville han altid kunne se, og det var ikke kun på grund af hans evne. Den anden evne, telekinese, var noget andet, og den han og Alessa havde øvet. Den havde ligesom sit eget liv, og reagerede instinktivt, hvis Gordon følte sig truet. Indtil videre var det svært at bruge den på kommando. Ja andet end at løfte småting.
”Lad os nu se. Jeg vil håbe at du ikke bliver skuffet” Trak han på skulderen, og betragtede den smukt udskårne pavillon. Var der da noget den mand foran ham ikke kunne? Han strålede nærmest af overskud.

Det var nok mildt at sige at Gordons kæbe hang nede ved hans fødder, da en ildrose steg op, og som en fønix blev genskabt af ilden, blev den til en fugl der brændte ud. En hvid og guddommelig smuk ild. Han kunne se hvorfor Millicent havde været imponeret. ”Se DET var jo bare unfair, nu ligner jeg for alvor en elefant med min evne” Lo han og klappede et par gange i hænderne for beundringen.
Gordons ansigt ændrede sig til lidt undrende. Hvordan han rigtig så ud? ”Hvad mener du?” Spurgte han bare, og forstod ikke helt. Han havde aldrig mødt en engel, som ikke så menneskelig ud.
”Nå, så lad da mig prøve!” Udbrød han så, og vidste at det på ingen måde ville blive så smukt, som Khás utrolige evne. Hans evne var trods alt ikke den mest visuelle. De blå øjne lukkede sig langsomt, og han prøvede at mærke sin energi som Alessa havde lært ham. Glasset med wiskyen blev skubbet lidt frem, så de andre kunne se det. Det var det eneste han havde og at arbejde med, og selvom hans evne ikke var så effektiv i kamp endnu, så var finmotorikken ved at være på plads hos de små ting, han kunne øve i hverdagen. Stadig med lukkede øjne fokuserede han på den gyldne væske i glasset, som langsomt og med stor koncentration begyndte at stige opad, og forme sig som en lilje der steg op af hans glas. Han ville ikke åbne øjnene, for med det samme han gjorde, ville hans koncentration blive påvirket, og den flydende væske ville hoppe ud af sin nye form. Liljen fortsatte opad og tog form som en spurv, som hans fantasi bedst muligt forstillede sig. Den havde stadig den klare gyldne farve fra whiskyen. Den baskede med vingerne, så små dråber fløj fra den, en mindre fejl, og tog en flyvetur forbi Millicents næse, før han skyndte sig at lade den flyve ned i glasset igen, hvor den sprang og faldt ned som almindelig væske i hans glas. Så åbnede han øjnene igen.

”Ja, man skal ikke forveksle en mands og en kvindes job!” Gav han drillende Millicent igen, men hun vidste selvfølgelig at det var for sjov. Han havde set nok af hende til ikke at undervurdere hende.
En skål blev gengældt de to andre. Det var sandt at blodrikkeriet ikke var noget han stirrede beundrende på. Specielt ikke efter at han selv blev tømt så mange år tilbage, men de værste grænser var dog blevet overskredet da hun fik lov at drikke af ham, så nu var det ikke sådan at han fik det skidt mere.

En tjener fik fyraften, hvilket var fair, da solen for længst var gået ned, og tillod vampyren at rende rundt udenfor.
Dernæst var det Millicents tur til at undskylde sig selv. Han fangede hendes åbenlyse blik, der spurgte om lov, og det fik ham til at smile lidt skævt.
”Spørger du mig om lov nu? That’s a first. Skynd dig nu af sted” Sagde han bare, og så efter hende. Når hun var så glad og bekymringsfri som nu, så mindede hun ham forfærdeligt meget om den unge pige, han havde mødt før de begge døde. Et møde han aldrig rigtig havde tilgivet sig selv ikke at følge op på. Havde han gjort det, havde tingene måske været anderledes. De havde måske været sammen. Hun havde måske været glad mere end halvdelen af tiden, men sådan var det ikke, og hans blik efter hende var fyldt med en smertefuld længsel.
Hurtigt fik han dog taget sig sammen til at samle tankerne om noget andet, og han nikkede af det Khá forklarede om sin evne. ”Så du forhindre at hendes hud brænder, ved at ’kurere’ den i den ene dag?” Han tænkte lidt over det. Det måtte have krævet meget øvelse at være sikker på at man kunne gøre det. Var Millicent smuttet af sted imod stalden, ville Gordon læne sig lidt ind over bordet.
”Hvor langt rækker denne evne? Sådan rent hypotetisk, ville du så kunne gøre en vampyrs krop, en død krop, i stand til at bære børn for eksempel?” Ville han spørge. Han ville ikke gøre det da Millicent var der, for han vidste at det ville lede tankerne tilbage på diskussionen dagen i forvejen.

Han sad kort og studerede Gordon som han flyttede rundt på væsken i glasset og formede den som Khá havde gjort med ilden. Det var faktisk ganske imponerende. Men det fik også Khá til at tænke. Problemet lå ikke i manglende kontrol. Det lå i manglende selvtillid omkring det. Han kiggede over på Millicent og sagde: "Jeg tror også han har savnet dig. Han har været lidt vild. Så det var vist et smart valg at du fik ham" Så blinkede han venligt til hende inden han igen kiggede tilbage på Gordon. Han strøg sig kort over hagen og talte så til den unge Engel: "Du undervurderer virkelig dig selv. Du tænker din evne kan virke klodset. Men væske er noget af de sværeste at flytte i sig selv. Der skal du have kontrol over hvert enkelt molekyle for at flytte det. Prøv at se den præcision du har over det"


En tår mere røg ned af den dyre whisky inden han kiggede tilbage og sagde: "Mine evner er ikke nødvendigvis mere imponerende end dine. Men grundet jeg har været Djævel før.... Så har jeg flere hundreder af års erfaring. Jeg må stadig gemme hvordan jeg virkelig ser ud"
Mørket var efterhånden faldet godt på så han hævede kort sin hånd og lavede en fejende bevægelse ud i luften. Samtlige lanterner på murene tændte med den behagelige hvide flamme. Så kiggede han tilbage på Gordon med et drilsk blik og sagde: "Nok er her elektrisk lys, men jeg har nu en svaghed for det gammeldags præg en gang imellem"


Han spiste et par druer og kiggede i retning af stalden inden han sagde næsten lidt sørgmodigt: "Tænk at en så uskyldsren som hende bliver placeret i en verden så mørk som denne.... Bare vent og se hvor meget hun lyser op når hun kommer ud på Thunder"
Endnu en gang grinede han forsigtigt over den nærmest drilske leg mellem de to. Det var klart de havde en hel del historie sammen. En de begge to satte stor pris på og plejede grundigt. Han blev nysgerrigt revet tilbage til virkeligheden over Gordons spørgsmål om evne endnu en gang. Ikke noget Khá havde tænkt over som sådan. Men i teorien....

Han satte sig lidt frem på stolen og kneb øjnene lidt sammmen som han svarede: "Hmmm jeg vil tro at hvis at vampyren kom til behandlinger ofte, så vil det være muligt. Jeg vil dog ikke kunne sige om barnet bliver menneske, vampyr eller Dhamphyr. Vampyrer kan jo i teorien godt blive gravide. Deres kroppe gør bare at det dør med det samme. Så jeg ville kunne holde døden for døren ja"

Det lød fornuftigt hvad Khá sagde , for som Millicent kendte Gordon ville hun betro ham at kunne stort set alt. Pånær at snige sig uden om Carmen, men det var en helt anden historie.
Så Millicent stirrede spændt på Gordon , da han kastede sig ud i et tilsvarende nummer med hans drink. Hun havde store facineret øjne og et stunned lille gisp, da også han kunne få en flot fugl , denne gang ud af de flydende promiller. " Du...du kan også !" Måbede hun og roste Gordon.
Det var jo bare dejligt, tænkte hun knasende ironisk så kunne hun da brilliere med sin evne og kortslutte brødristeren INDEN den brændte brød på- det var alle jo bare glade !
Efter at have grinet af de små vildtfarende dråber, sendte hun Gordon et ' in your dreams' blik, da han drillede med mænd og kvindernes plads. Hun havde kunne diskuterrer med ham i 15 timer, havde han ment den linie- men hun var klar over at han bare elskede at provokerer hende, en lille bitte smule.
" Jamen ...imens i reder verdenen fra udslætte,se ,så går jeg da ud og trækker blomster på en snor, så jeg også gør mig del " lo hun og nikkede til Khá..." Det glæder mig at høre , så bliver glæden gensidig. Han er fuld af gejst den hest , det må man give ham " småsludrede hun, som hun var ved at efterlade de to mænd.

I stalden vrinskede Thunder og lod til at blive urolig ,som Millicent nærmede sig.
Hun bremsede op , for lige at tage beskik af hesten, men hun tolkede det som den bare var glad...selv om hun virkelig intet anede om heste. Hun havde redet på hendes venindes hest, som stor pige...and that was that. Men med Thunder var det som de tilpassede sig hinanden, en virkelig særlig ting.
Så snart hun trådte helt hen til ham faldt heste også til ro, og hun kunne kæle for den.
Efter lidt hyggesnak og goddag klapperi, var tiden til at tage den ud på en frisk ridetur.
Millicent valgte denne gang at spænde remmen løs og efterlade de høje sko , i stalden. Nederdelen måtte hun kringe op til hofte højde, ellers ville den havde flækket i sømmet, når hun skulle sidde på Thunder.
Efter at have svunget sig op på den smukke hingst, satte hun de bare hæle i siden på den og klikkede lidt med tungen.." kom så smukke...off we go" lød det opmuntrende , og så var de afsted - kun med øje for naturen der lå forude- i modsat retning at pavillionen og de herrer, helt uvidende om samtalens drejning.HAVDE hun kendt til indholdet havde hun formentlig valgt at gøre Gordon tavs via den lillae klase af vindruer, hun havde stoppet forfærdet i hans hals, da det var et meget ømt punkt for hende- for ikke at sige personligt.

”Koncentrationen har aldrig været mit problem. Mere styrken. Det er større ting det går galt med. Og selvom disse tryllekunster er vældig flotte, så ville de ikke redde mig i en klemt situation.” Svarede han. Sådan havde han altid været mere forstand end muskler, og det galt åbenbart også for hans evne.
Han kom til at grine lidt af den anden engels beskedenhed. Flere hundrede års ekstra erfaring. Det gik ham ikke på, at Khá nok ville kunne tørre gulvet med ham i en slåskamp – heldigvis skulle de så ikke ud og praktisere det.

Millicent var smuttet, og Gordon måtte indrømme at Khás åbenhed tog ham lidt som en overraskelse. ”Uskyldsren.. Det ved jeg nu ikke helt” Han foldede armene over kors og prøvede at tvinge et smil frem. ”Men hun er en ener. Fantastisk, spørg du mig.” Og det var sandt. Han var ikke et sekund ked af at han var hendes skytsengel. Alessa havde fortalt ham at vampyrer og dæmoner sjældent havde sådan en, men hvis nogen på denne jord fortjente det, så måtte det være Millicent. At hun så havde fået den mest problematiske skytsengel var en anden sag.
Den aftensmad han havde snuppet på vej hjem fra arbejde, var begyndt at svinde ind, og han tog et par druer fra fadet foran ham. Samme druer, som Millicent havde stoppet i hans hals, havde hun fundet ud af at han havde bragt emnet op. Der var trods alt en grund til at han gjorde det da hun var væk, og at han havde sagt det som teoretisk. Så kunne han altid fortælle hende det senere, når de var alene. Hvor meget det end ville pine ham at hende og hendes forlovede valgte at formere sig.

”Det lyder helt fantastisk.” Måtte han indrømme. Det ville virkelig kunne redde lykken for en bunke af mennesker og vampyrer. Ja i hvert fald de vampyrer, som ikke ville æde barnet med det samme det kom ud. ”Hvad er en … Dhamphyr?” Spurgte han så efter at have undret sig lidt. Hele den overnaturlige verden var meget ny for ham.

Whiskyen, som nu blot lå i bunden af hans glas, blev sippet af, og han rømmede sig lidt.
”Jeg ville også gerne bede dig om en tjeneste faktisk, selvom du ikke rigtig kender mig. Jeg har hårdt brug for en sponsor, til at starte mit firma op. Vil du muligvis høre om det, og tage stilling til om du ville donere lidt penge?” Han følte sig som en tigger, men sådan måtte det være. Pengene gik på ingen måde til ham selv, og hans egne var allerede ved at være opbrugt.

Han lyttede meget interesseret til Gordons ord, nærmest som om han studerede den unge engel via ord. Hvilket også til dels var tilfældet. Det var på en vis måde fascinerende hvordan Gordon var så beskeden og hvordan ham og Khá så på tingene forskelligt og dog så ens. Khá tog en tår whisky mere inden han svarede Gordon: "En Dhamphyr er et navn for halvt menneske halvt vampyr. Jeg har dog aldrig stødt på en selv"
Khá satte sig frem på sædet og lyttede til Gordons forespørgsel om penge. Han tømte så sit whisky-glas og sagde venligt: "Det vil jeg da gerne. Men for en god ordens skyld så fortæl mig om dit firma og ca hvor mange penge du skal bruge så finder vi ud af den der fra"


Hans ene evne gjorde han kunne se folks sande natur så det var tydeligt at Gordon brændte for hvadend han spurgte efter penge til. Og nu havde Alessa fortalt lidt om ham. Alessa... Hun havde været savnet længe og en lille del af Khá følte sig ikke komplet uden hende længere.... Hans tanker kom ud af spor men tilbage så Gordon kunne begynde at fortælle om sin ide. Dog kunne han ikke helt lade være med at smile over lyden af Millicent og Thunder der susede muntert afsted. 

For at vise han mente at han ville hjælpe Gordon, fandt Khá sit checkhæfte frem og lagde på bordet så det var klar efter Gordons forklaring. Khá's øjne glødede lidt mere kraftigt gyldent imens han kiggede på Gordon. Men sin sande natur som Seraphim var stadig gemt. Lige nu handlede det også om Gordons ide. Dog inden Gordon kom i gang, rettede Khá sig kort op og sagde: "Mind mig lige på at vi skal have dig godkendt af døren til lokalerne også. Ja du skal selvfølgelig også se dem. Undskyld sidespringet, fortsæt endelig"

Han lyttede meget interesseret til Gordons ord, nærmest som om han studerede den unge engel via ord. Hvilket også til dels var tilfældet. Det var på en vis måde fascinerende hvordan Gordon var så beskeden og hvordan ham og Khá så på tingene forskelligt og dog så ens. Khá tog en tår whisky mere inden han svarede Gordon: "En Dhamphyr er et navn for halvt menneske halvt vampyr. Jeg har dog aldrig stødt på en selv"
Khá satte sig frem på sædet og lyttede til Gordons forespørgsel om penge. Han tømte så sit whisky-glas og sagde venligt: "Det vil jeg da gerne. Men for en god ordens skyld så fortæl mig om dit firma og ca hvor mange penge du skal bruge så finder vi ud af den der fra"


Hans ene evne gjorde han kunne se folks sande natur så det var tydeligt at Gordon brændte for hvadend han spurgte efter penge til. Og nu havde Alessa fortalt lidt om ham. Alessa... Hun havde været savnet længe og en lille del af Khá følte sig ikke komplet uden hende længere.... Hans tanker kom ud af spor men tilbage så Gordon kunne begynde at fortælle om sin ide. Dog kunne han ikke helt lade være med at smile over lyden af Millicent og Thunder der susede muntert afsted. 

For at vise han mente at han ville hjælpe Gordon, fandt Khá sit checkhæfte frem og lagde på bordet så det var klar efter Gordons forklaring. Khá's øjne glødede lidt mere kraftigt gyldent imens han kiggede på Gordon. Men sin sande natur som Seraphim var stadig gemt. Lige nu handlede det også om Gordons ide. Dog inden Gordon kom i gang, rettede Khá sig kort op og sagde: "Mind mig lige på at vi skal have dig godkendt af døren til lokalerne også. Ja du skal selvfølgelig også se dem. Undskyld sidespringet, fortsæt endelig"

Khá synes at sige ja, før han overhovedet kendte til ideen, og det fik Gordon til at ryste på hovedet imens han lo. ”Lad os nu se, om det er et projekt du vil støtte” Holdt han lidt igen. Det var jo vigtigt at tro på projektet, skulle man spytte lidt penge i kassen til det.
Hvad angik Dhamphyren, så virkede det spændende hvilke egenskab denne skabning ville få. Kunne den leve i dagslys? Skulle den drikke blod? Var den lige så hurtig. Verdenen af væsner, var meget interessant.

Der var noget i Khás gyldne øjne, der synes at drive væk, på den måde han kun kendte alt for godt. Et blik der mindede om afsavn og fortvivlelse. Han tog et vildt gæt på hvad han tænkte på, og besluttede at lave endnu et sidespring fra forretningen.
”Millicent har fortalt dig og Alessa er tætte. Så har du tænkt dig at gifte dig med hende?” Smilede han på den der lidt overbeskyttende måde, som et familiemedlem ville. ”Jeg føler mig forpligtet til at fortælle dig, at jeg bliver nød til at tørre gulvet med dig, hvis du såre hende.” Fortsatte han og lo. Det var jo ikke fordi det nogensinde ville blive aktuelt, og gjorde det, så var det nok ikke Khá der blev tørret gulv med. Han kunne nu godt lide englen foran ham, og han forventede ikke at han sårede hende. Alt i alt var det alligevel ikke noget han skulle blande sig i.

Han nikkede til dørene. ”Ja jeg skal nok huske dig på det med dørene – tilbage til forretningen” Smilede han og kløede sig lidt i nakken.
”Ser du jeg er uddannet advokat. Egentlig valgte jeg den vej, fordi jeg gerne ville hjælpe mennesker, og det der med lægevidenskaben var aldrig mig” Startede han ud, for at danne bunden for sin ide. Skulle man sælge sin ide, skulle man også lidt sælge sig selv.
”Det gik dog hurtigt op for mig, at de mennesker du hjælper på et advokatkontor, ikke altid er de mennesker der har brug for det, men de mennesker der har penge til det. Der kom min ide fra. Jeg ville lave en praksis, hvor alle havde råd til at få juridisk hjælp.” Blev der fortsat, imens han tog lidt mere whisky af det snart tomme glas. Likøren havde ellers prøvet at holde sig fra, efter hans genopstandelse, men det virkede afslappende, når hans hoved kørte rundt, og det gjorde det meget for tiden.
”Ideen var at mit firma skulle repræsentere privatpersoner og små firmaer i sager imod større firmaer, uden at forlange timeløn fra vores klienter, men derimod lave en aftale om, at vinder de sagen, vil vi have en passende del af erstatningspengene.” Det lød måske som et underligt princip, men alle ville have råd til det, og i de fleste tilfælde sagsøgte folk alligevel ikke for pengene, men for at ændre noget ved systemet.
”På den måde skal vores klienter ikke af med en øre, hvis vi taber sagen.”

Han smilede venligt ved Gordons spørgsmål og svarede så oprigtigt han kunne: "Jeg er ikke sikker på vi har muligheden for at binde os sådan til hinanden. Men det var hendes støtte og vilje der bragte mig tilbage fra Skærsilden. Jeg ved ikke om vi nogensinde bliver gift.... Men jeg håber...."
Han kunne dog ikke lade være med at grine højlydt men hjertevarmt over kommentaren om at Gordon ville tørre gulvet med ham. Khá følte sig positivt forpligtet til at give en lige så humoristisk kommentar tilbage igen: "Jeg vil skam kun Alessa det bedste. Vi har kendt hinanden i hundreder af år. Og vi elsker hinanden. Men ligefrem at tørre gulvet med mig? Det bliver ikke nødvendigt men vi ved vist begge at det ikke ville ende så heldigt for dig"
Han blinkede til Gordon som han sagde de sidste ord for at vise der intet ondt var i hans ord.

Imens Gordon gik i gang med at fortælle om sin idé, hældte Khá en ny whisky og et glas kildevand op til hver af dem. Så nippede han selv til det imens han lyttede interesseret. Det var så absolut et nobelt formål. Både som Djævel og nu var Khá mere end "godt ved muffen" men der var uendeligt mange der flere gange ville have brug for juridisk bistand men aldrig fik det. Og det at firmaets fremtidige ansatte's evner blev fundament for betalingen. Dristigt men nobelt.

Efter Gordon var færdig med at fortælle, satte Khá sin underskrift på en check og kiggede så op på Gordon. "Selvom du ikke altid selv er enig, så er du lige så nobel som min kære Alessa har fortalt mig. Jeg vil hellere end gerne støtte dig efter bedste evne. Det eneste krav jeg har er at jeg ikke skal have mit navn på noget andet end checken. Det er dit arbejde så du skal have æren for den. Nu var du så glad for ordet 'forretning'.... Hvor stort et tal vil du have på den her. Stol på mig, hold dig endelig ikke tilbage"
Khá sad bare og ventede på Gordons reaktion men havde en ganske særlig idé han dog ikke sagde højt

Han håbede… ”Jeg kender den følelse” Blev der svaret, imens han tømte sit glas, som Khá snart ville fylde igen. ”Hvorfor kun håbe? Hvis i elsker hinanden?” Et privat emne, som han ikke var sikker på at fyren ville diskutere, med en person han kun lige havde mødt, derfor ville det være helt okay at han lukkede samtalen af, var tilfældet at han ikke ville snakke om det.
Gordon kom til at grine ved det næste. Nej det var nok ikke blevet sådan. Ikke med hans kampevner i hvert fald. ”Nej du har nok ret. Så lad os bare sige at det ikke bliver sådan. Skål” Han løftede det genfyldte glas op som en gestus, og tog en tår.

Igen vidste han ikke hvad Alessa havde fortalt om ham, men det virkede udelukkende godt. Nobelt ligefrem… Han følte sig lidt rørt over at hun havde sagt det, for det var bestemt ikke altid at hans stædighed gjorde ham til den bedste elev. Hun måtte åbenbart have set mere i ham, end han havde vist hende.

Lidt benovet over at Khá var så villig til uden videre at give ham penge, rømmede han sig lidt. ”Det er ikke fordi du behøver donere så meget, som vi skal bruge. Jeg havde tænkt mig at søge flere sponsorer. Det kan nemt runde op i 100.000. Men jeg er glad for at du vil støtte formålet. Skal jeg være ærlig, tror jeg det var Alessa der motiverede mig til at gøre en ekstra indsats for de svageste. Hankede lidt op i mig så at sige” Sukkede han og sendte englen en tanke, Gad vide hvor hun var nu?
At Khá intet navn ville have nogen steder, gav ham lidt dårlig samvittighed, men når manden var så generøs, ville han ikke sige ham imod.

Han kiggede kort ned imens han tænkte over hvad Gordon sagde. I teorien var der ikke noget der forhindrede dem i det. Andet end dem selv. Han kiggede op igen imens han tog en stor slurk af sin Whisky og sagde: "Det kan også være muligheden byder sig. Vi har begge erkendt vores følelser. Men vi vil heller ikke glemme den opgave vi begge har fra Manden der oppe. Jeg bliver jo også nødt til at tage i betragtning den chance jeg fik. Jeg bærer min opgave så vel som min straf.... Men når vi kan så spørger jeg skam..."


Han lyttede til Gordon mest af alt fordi hans beskeden overraskede Khá en smule. Men kun for noget godt. Så skålede Khá en enkelt gang med ham og kiggede så ned på checken. "Gordon.... Jeg kan rigtig godt lide dit formål med pengene... Og du har en effekt på verden du ikke nødvendigvis forstår endnu til fulde. Hvad du vælger at skrive om min donation er sådan set op til dig selv. Så du må gerne skrive det som en donation fra mig. Men så heller ikke mere. Jeg er ikke kommet tilbage for at skabe et navn for mig selv...." Han holdt hånden hen over imens han skrev tallet. Så vendte han checken om så tallet ikke var synligt imens han sagde: "Dette her er min donation. Hverken mere eller mindre" Han smilede venligt af Gordon og rakte ham checken. "Betragt det som en gave for den godhed du skaber"


På checken stod der: "250.000 euro"

Gordon nikkede af Khás ord. ”En klog mand fortalte mig en gang at kærlighed er enden på pligt. ” Sagde han så og trak på skulderen. ”Jeg er nu tilhænger af at de går hånd i hånd. Jeg kan ikke se hvorfor det ene forhindre det andet.” Egentlig havde han aldrig været tilhænger af at komplicere tilværelsen. Alligevel fandt han sig selv i den mest rodede situation i verden, som han ikke selv havde nogen kontrol over.
”Jeg misunder dig lidt” Sukkede han så, uden nogen harm i stemmen, men med et lidt melankolsk smil. ”Ikke fordi jeg er forelsket i Alessa” Kom han så til at grine. Den havde måske kunne misforstås lidt, men deres forhold var mere som den af en mor, der prøvede at opdrage sit barn. Det virkede bare så nemt at det eneste der stod imellem dem, var en opgave, men han vidste jo heller ikke hvad disse opgaver var.

Ordene varmede. Han ville SÅ forfærdeligt gerne gøre en forskel i en så ensformig verden. En tanke slog ham. Khá havde sagt at hans opgave også var en straf. Måske var hans egen genopstandelse også det? Han havde aldrig været guds bedste barn, og nu var det ligefør han prøvede at være det. Ganske vidst havde han aldrig slået noget ihjel.. Eller scratch that.. Han havde faktisk slået 2 personer ihjel efter han blev engel, og havde haft det forfærdeligt over det. Men før han blev engel var alt han havde gjort at såre andre. Sine venner, sin familie , Millicent. Måske det var en straf. Og skæbnens ironi at han skulle passe på Millicent.
”Jeg vil gerne sætte dit navn på. At have venner til at hjælpe, er noget man skal værtsætte” Svarede han med et nik.
Han så ned på checken og fik meget store øjne. ”D-det er altså alt for meget af dig” Sagde han så lidt skyldigt. Det var virkelig mange penge at bare give ud.

Han tog en tår Whisky og satte sig lidt afslappet tilbage men dog med et lidt alvorligt blik. "Nu fortæller jeg dig noget jeg ikke fortæller en hver. I følge med min genopstandelse følger minderne fra min tid før. Jeg har været et frygtelig monster. Flere tusinde mennesker er faldet ved min hånd. Jeg kom tilbage med det formål at skabe lys i en mørk verden. Derfor er det ikke for mange penge. Jeg giver dig de penge fordi du har et rent hjerte omkring at hjælpe. Jeg bliver stadig hjemsøgt af de frygtelige ting jeg har gjort. Men for hver gang jeg gør noget godt, ser jeg et af de forpinte ansigter smile. Jeg kan aldrig gøre helt op for hvad jeg har gjort. Men jeg kan være med til at skabe en bedre verden. Så derfor tag pengene"


Det var ganske vist en hård omgang at smide efter Gordon. Men Gordon var tydeligvis overvældet af beløbet så det var nødvendigt med en solid forklaring. Han mente oprigtigt at den unge Engel ville kunne gøre en stor forskel. Og han skulle helt klart have en hjælpende hånd med det. Khá skulle bringe lys i en mørk verden. Om det blev med den hellige ild eller om en donation det rigtige sted.

Gordon lænede sig lidt frem ved Khás forklaring. Han var ikke sikker på hvordan han skulle reagere. Fyren virkede ikke som en person der ville kunne slå tusindvis af mennesker ihjel, men så igen, alle kunne ændre sig. ”Det er… Det er jeg ked af at høre” Famlede han lidt ud i blinde. Hvad skulle han ellers sige? Han havde aldrig oplevet at nogen havde sagt noget lignende til ham. Det satte problemer i perspektiv.

”Det er bare stadig.. Mange penge.. For en privat person og jeg… Ja jeg ved ikke en gang om firmaet kan køre uden at gå fallit.” Sukkede han og ville ikke bore mere i det. Han var meget taknemmelig for det store beløb, og et smil blev da også sendt den anden engels vej. ”Men uanset så tak. Du gør drømme til virkelighed” Sagde han ærligt, og havde nu mere end nok penge til at starte op. Så måtte han bare håbe at det gav pote. Han selv og Millicent ville være de eneste ansatte til at begynde med, og han selv den eneste advokat.

Efter at have været stille et par sekunder besluttede han at skifte emnet. ”Du er en generøs person. Også med Millicents gaver. Hun var meget glad kan jeg forsikre.”

Khá sad et stykke tid og lyttede til Gordons få ord. Nok var der ikke mange men der var en dyb mening i dem. En han måske ikke selv fangede eller ville sige. Men Khá læste mange forskellige ting på den unge Engel. Men han tog en sidste beslutning om emnet hvor han satte sig mere frem på stolen og kiggede lidt alvorligt på Gordon.
Khá's stemme var alvorlig men bestemt. Stemmen var fyldt af beslutsomhed. "Nu skal du høre Gordon.... Du har mange jern i ilden for at gøre verden til et bedre sted at være. På mere end en måde så har jeg resourcerne til at hjælpe dig med det. Se på mig og vid jeg mener det her. Når det kommer til penge så vil dit firma ALDRIG gå fallit. Det vil jeg personligt sørge for. Du vil måske ikke tage imod det men det kommer du til. Kommer det der til hvor det er kritisk med at firmaet mangler penge så får i en privat donation af mig. Dit formål er nobelt og jeg vil hjælpe med at holde det kørende"


Så satte Khá sig lidt op igen og så lidt mere afslappet og smilende ud. Han tog en ny skål med Gordon inden han reagerede på Gordons næste ord også. "Mange tak jeg gør da hvad jeg kan. I gør jeres så jeg skal da også gøre mit for at hjælpe. Og jeg holder jo af jer begge to. Jeg betragter jer som gode venner. Nå Gordon.... Skal vi se på at få dig godkendt også?"

Gordon nikkede lidt mere bestemt, men stadig en smule ukomfortabelt. ”Okay. Tak Khá” Smilede han så taknemmeligt og slappede mere af. Noget hans krop var stadig uroligt. Som om et eller andet var galt. Han skævede en smule over imod stalden hvor Millicent var forsvundet hen. Han regnede med at hun snart ville komme tilbage. Håbede det, for skytsengletingen vibrerede og slørrede hans blik en smule.
Lidt fjern skålede han med englen overfor, og tømte sit glas igen. Han ville ikke tage imod mere for nu. Han skulle trods alt køre hjem.
”Gode venner.. Det er jeg glad for du synes. På trods af at vi ikke rigtig kender hinanden endnu.” Gordon blinkede en gang og rejste sig villigt op. ”Ja lad os da få mig godkendt. Det er nok praktisk nok” Smilede han og havde det fint med ikke at side stille mere.

Han tog Gordon med over til den store krypt hvor han så stoppede op. Khá kiggede venligt på Gordon og sagde: "Der er lige noget jeg skal gøre først. Jeg må vise mig som jeg virkelig er for at døren anerkender mig" 
Han tog et par skridt tilbage og lukkede sine øjne. Lidt pludseligt begyndte Khá at gløde med et hvidt skær, dog ikke så det blev alt for ubehageligt. Han begyndte at vokse til han var næsten 3 meter høj og et par kæmpestore snehvide vinger bredte sig ud fra hans ryg. Han åbnede sine øjne der nu havde fået en kraftig gylden glød. Man var ikke et sekund i tvivl om man stod over for en Seraphim og Khá var også meget majestætisk at se på. Han kiggede ned til Gordon og sagde venligt men med en lige så majestætisk stemme: "Så skulle vi være klar. Når løven åbner sin mund, skal du lade dig prikke så en dråbe blod falder på løvens tunge. Så vil du også blive accepteret fremover af døren.


Han tog Gordon med ned hvor selve døren var. Han lagde hånden på det gyldne løvehoved der åbnede gabet og sine øjne. Khá nikkede til Gordon om at nu skulle han prikke sig på løvens tand

Mobilen vibrerede i hendes lomme, og lyden den også kastede af sig oplyste at det var manden i hendes liv , der var på linien.
Med et smil om læberne trak hun i Thunders tøjler og hingsten adlød promte.
Hun steg ned.
Forventningsfuldt fiskede hun mobilen frem og blev lidt forundret da FaceTime var aktiveret. Det brugte Andrija da aldrig ?
Hun så dog nysgerrigt på skærmen , hvor billedet af hendes forlovet toende frem - men  hende øjne kunne dårligt tro hvad hun fik at se ... Og høre.
At det var et hændeligt uheld var sole klart.
Andrija og en anden dame. Snakken gik om de 6 måneder de havde hygget sig i - og der var maser af søde ord , beundring og kærtegn fra ham til den ukendte kvinde.
Millicents mave trak sig sammen i smerte og en uhyggelig snurren i kroppen begyndte at fylde hende ud.

This was it.
Selv om Hendes tanker forsøgte undskylde ham , som så mange gange før - hvor han havde overbevist hende om det var HENDE der var skør, var beviserne dér og lo hende ubarmhjertigt lige op i hendes ansigt , hvor øjnene kort forinden havde summet af kærlighed til Andrija.

Nu ramlede ALT

Alle hans kælenavne og alle de løfter Andrija havde hvisket i hendes øre, når ingen andre end dem var tilstede, de sprang fortvivlet rundt.
Hun rystede og kiggede en gang mere på sin skærm, imens hun kunne mærke hvordan hun gik i opløsning.
Han var glad - så glad ud med den anden . Alt hun TROEDE på , al hendes kærlighed til ham .... Igennem SÅ lang tid , måtte hun se forkrøblet og hul- den var ikke gengældt.
Han var ligeglad.  Havde åbenbart altid været det.

Noget tid gik , før hun fik 'samlet sig ' og med langsom gang nu nærmede sig de to fyre.
Hesten var glemt og spor af tåre , masser af tåre , var over hele Millicent.  
Det her var mere end hun kunne håndtere.
Hendes liv med ham var ikke NÆR hvad hun troede det var.
Ikke nær Hvad han havde sagt og lovet .

Hun havde elsket han over alt.
Sat HAM over alt.
Mere ville hun ikke sige- hun ville aldrig tale om det igen. Det gjorde for ondt til at sige højt.

Hvis de to mænd , Gordon og Khá prøvede at stoppe hende , ville vampyren i hende sikkert slå dem ihjel- eller endnu bedre - slå sig selv ihjel ved først mulig chance.
Hendes tale var monoton , blikket opløst i tåre og det var nok ret klart at hun var helt ved siden af sig selv.
" Jeg er nød til at gå.
Andrija... Han .... Vi er ikke sammen længere " blev de sidste ord , før hun  i vampyr speed stak af og overlod dem til hinandens selvskab - uden de havde en mulighed for at bremse hende.
Gordon kendte hende. Han ville vide at kun EN ting ville vriste Millicent ud af Andrijas arme .

Hun havde elsket den fyr med alt hun havde at give.
Hvilke tydeligvis bare slet ikke var godt nok.

---------------

Historien vil fortælle at Millicent tog tilbage til deres fælles hjem.
Hun var intet uden ham og  hun kunne ikke skrive uden at græde.
Selv nu.
Senka kom ind til hende og hun faldt hunden om halsen.
Senka - opkaldt for at gøre ham glad. Det betød skygge på Andrijas sprog , serbisk.
Den døde i hendes favn , da hun et øjeblik lod fortvivlelsen skinne igennem - og brækkede nakken på den uskyldige hund .
Alt mindede hende om ham. Hun vidste at hun sikkert ikke ville overleve det. Han havde netop lukket og slukket  for al lyset i hende - ikke i et øjebliks forhasterhed , men gennem måneders bevidste valg - hvor han havde sukker snakket hende og afgivet løfter- og nu stod kun en alt overskyggende smerte tilbage , sammen med det de afgørende spørgsmål

I en dyb kælder var hun.
Ude fra set kunne man tænke ' slap dog af ' men sandheden var at ingen andre end Andrija og hun kendte til deres samtaler og løfter  - og der var kun dagen forinden at de sidst havde fundet sted.
Hun følte sig holdt for nar.  
Nej - hun VAR en nar for at tro at hun nogensinde var god nok til at erstatte Andrijas behov for opmærksomhed og andre kvinder.

Sådan gik det til at Millicent Walker forsvandt fra Di Morga .
Med fingre neglene holdte hun fast i kanten af sit liv.
Det kunne ikke siges endnu om hun ville rejse sig igen eller om hun var så  forslået at skaderne ikke kunne hele,  og det ville ende hendes eventyr i en verden hun havde delt med en mand der var hendes et og alt.
I hvert fald havde hun troede det forholdte sig sådan.


// out

Gordon var fulgt med Khá hen til døren, hvor han først ikke helt var til stede, da den ubehagelige følelse af at noget var galt, stadig fik ham til at spejde nervøst rundt. Først da manden foran ham forvandlede sig drastisk og blev en del mere intimiderende og frygtindgydende på en meget majestætisk måde, måtte han samle sin kæbe op fra gulvet i chok. Automatisk trådte han et skridt tilbage, og stirrede bævende op imod den meget højere engel. ”Wow.. Dude.. Det der med at feje gulvet med dig hvis du sårede Alessa. Jeg tager det tilbage” Kom han til at smile lidt nervøst. Det var selvfølgelig for sjov. Havde Khá vist sig at være et røvhul havde han forsøgt, selvom han selv ville blive gulvkluden. Sådan så han dog ikke den prægtige mand foran ham.
”øh.. Right.” Fik han sig så taget sammen til, da han skulle registreres. Han havde aldrig været bange for smerte. Ikke på anden vis end fra vampyrbid, men tanken om at skulle forvolde sig selv den, kun et lille prik, var alligevel ubehagelig. Det mindede ham om gamle biologi timer han ellers havde glemt. Hvor de skulle prikke hul på deres fingre, for at måle hvilken blodtype de havde. Han huskede ikke sin egen, og han vidste ikke om den stadig galt nu når han var engel. Måske de havde deres helt egen siden vampyrer nød duften af dem?
Alligevel rakte han dog uden ret meget tøven ud, og lod løvens tand trække en rift over den bløde side af hans finger, som villigt afgav et par dråber ned på løvens tunge.

Han snurrede rundt på hælen, da lyden af trin hørtes ved siden af dem. ”Millicent!” Nåede han at smile, da han vendte sig rundt, og lod smilet stivne, for at synke ind til en bekymret mine. Noget var galt. Hendes krop var slap og øjne blanke, som drænet for al den livsenergi hun ellers normalt så flittigt delte ud af. Han kendte det blik. Åh hvor han kendte det, men noget var anderledes. Noget var mere opgivende end før. Hun havde ikke behøvet sige noget, men det var måske mere for Khás skyld, som ikke havde en jordisk chance for at følge med i hvad der skete. Gordon derimod var for godt sat ind i sagerne, følelsesmæssigt, til at det kunne gå forbi ham. Han havde set det knuste spejl i hendes blik flere gange, men aldrig i så mange stykker som nu. Det ville være løgn at sige at han ikke havde forudset at det ville komme dog. Han havde bare fejlet i at advare hende om det.
Gordon havde aldrig brudt sig om Andrija. Specielt ikke når Millicent gav udtryk for hendes forelskelse og beundring, men de øjeblikke han hadede Andrija var ikke der, det var, når Millicent så sådan ud. Som skytsengel var det nok umuligt at gøre andet, men han tvivlede nu på at det var det. Den idiot, kastede Gordon ud i hans tanker, som lige nu ikke helt vidste hvordan de skulle reagere.

Han ville prøve at lægge en hånd på den ene side af hendes skulder, som en ven, og spørge om hun var okay, men nåede ikke længere end de første par stavelser, før hendes blik sendte en voldsom følelse af både frygt og forbavselse igennem ham, og han slap hende, som om hendes kolde ud var brændende varm. Instinktivt trådte han et skridt tilbage, men fortrød det med det samme. Han var ikke bange for hende, sagde han til sig selv. Han ville være der, og han ville hive hende op fra den undergrund hun var faldet i for nogen, som aldrig havde været det værd.
Han rakte ud efter hendes håndled, for denne gang at sikre at hun ikke ville smutte, men sekundet inden at hans fingre låste sig om hendes håndled, var hun fik i vampyrfart, og han stod tilbage forvirret og chokeret.

Der gik et par sekunder inden han vendte sig imod Khá. ”Jeg…” Begyndte han, og så i retning af hvor hun var forsvundet hen. ”Jeg tror jeg bliver nød til at følge efter” Sukkede han så ud, og håbede at Khá ville forstå at han blev nød til at finde hende, og få overbevist hende om at livet gik videre. Og det vidste han at han kunne. Han var ikke tvivl, heller ikke selvom hun nok ville være det.

”Næste gang vi ses. Vil du hjælpe mig med at træne? Til selvforsvar med mine evner? Det ville virkelig være en hjælp.” Fortsatte han stadig meget ude af den. Han ville række en hånd ud for at give englen hånden. Han havde nydt englens selskab og ville skam gerne blive i det, men det var ikke det han blev nød til at gøre nu. Desuden ville han være skrækkeligt selskab resten af aftnen efter dette.

Imens Gordon gik igennem processen og Millicent ankom, mærkede Khá hurtigt at der var noget virkelig galt. Dog kunne han ikke placere hvad. Først da hun talte blev ting mere klart. Han kunne mærke vreden boble i sig over denne Andrija. Khá havde så udemærket hørt om ham. Og det han hørte, brød han sig virkelig ikke om. Men hvis Khá udtrykte sin vrede, ville det alligevel ikke hjælpe hende på nogen måde. Han kunne så tydeligt mærke på Gordon at han havde behov for at være et andet sted. Khá lagde hånden på Gordons skulder og så på ham med de glødende gyldne øjne. Ganske vist var Khá majestætisk og intimiderende lige nu, men hans stemme var overraskende beroligende:
"Gå du bare Gordon.... Mit tilbud står stadig ved. Mine resourcer står stadigvæk til jeres rådighed. Og selvfølgelig vil jeg hjælpe dig med din træning. Jeg har lovet Alessa det og jeg vil med stor ære hjælpe dig på den front også. Døren har accepteret dig. Skynd dig. Vid at jeg er her når i har brug for mig"


Gordon skyndte sig afsted i stor hast og Khá kastede et blik efter den unge Engel. Da Gordon var gået, skiftede Khá tilbage til sin menneskeform og gik tilbage til det dækkede bord. Han sad lidt for sig selv og nippede lidt til en tår vin. Som han sad der og tænkte blev han kortvarigt lidt overvældet. Hvor mon Alessa var? Hvordan blev fremtiden med Libra? Og mest af alt: Er kampene og hjælpen det hele værd? Kort efter kom en tjenestepige ud og sagde lidt forsigtigt: "Herre? Skal jeg tage af bordet?"
Han smilede til hende og sagde: "Nej jeg skal nok selv i aften Cecilia. Smut du bare hjem. Her er lidt ekstra for godt arbejde. Og bare kald mig Khá. 'Herre' er ikke nødvendigt"
Den unge pige nikkede smilende til ham og sagde: "Javel. Og mange tak Her... Jeg mener Khá"
Smilende hoppede hun op på sin cykel og kørte hjem. Så grinede han svagt for sig selv. Ja selvfølgelig er det det hele værd