I found you in the dark - Khá

"I crafted it for both the things to come. And what has been. I crafted it for fury. Perseverance. Faith. May i?"


Han tog let imod sværdet og strakte det imens to af hans fingre næsten kælede for klingen. Lidt pludseligt sendte han et kraftigt slag ud i luften, hvilket resulterede i en klang så ren som var den en forlængelse af ham. Han begyndte en serie af meget langsomme flydende bevægelser der gik mere og mere over i cirkler. Langsomt men støt satte han hastigheden mere og mere op. Grundet lysets reflektion i klingen lignede det efterhånden en hvirvelvind af lys. Forstod man hvordan, ville man kunne høre bærerens indre toner. Ganske som Alessa gjorde. Hun ville kunne høre hans nyfundne styrke klart som solen. 

Klingen blev kastet op i luften hvorefter han elegant knælede og greb det. Sværdet blev hængt på plads i gemt væk igen inden han atter vendte opmærksomheden tilbage til hende. Først lænede han sig ind og kyssede hendes mundvig ganske blidt inden han sukkede over det han nu skulle fortælle

"It's true darkness is always coming... Yet Satan himself whispers in my ear to seduce me back to him. He whispers me secrets. Images of what to come. The creature Khá was never truly created by the Egyptian gods. He showed me Khá's true creation. A vessel for Hell's coming. Have you noticed the increase of Devils or Demons in this city alone? Slowly but steady the walls of Hell are crumbling. Khá was only the first step. I was not shielded from this knowledge... Because i was human and Satan thought me weak"

Et skævt smil sås over hans så melankolske, alvorlige måde at gebærde sig på. Hun lod ham tage sværdet fra sine hænder.
Da han kyssede hendes mundvig, bed hun sig usikkert i læben, som vidste hun ikke helt, hvordan hun burde reagere. Hans mørke svar gav hende en undskyldning for ikke at gengælde hans kærlige gestus.
Et suk gled over de smalle læber, og det trætte, grå ansigt var malet med alvor, men sær nok var ingen overraskelse at se over hans ord.

"Khá's origin is of no surprise, sad to say. If Khá indeed was a vessel of justice it should not be possible for it to be corrupted in such a way, that you were. And I have know of the growing imbalance for years.
As a Watcher I have heard the growing dissonance and yet I cannot find its original reason. Cause and effect.. The walls of Hell might be crumbling but that it not a reason it is an effect. The Resonane is tipping towards Dissonance.."

Hendes udtalte tanker havde bragt hende i en vandrende cirkel rundt i rummet, mens de lange hænder havde fundet lommerne i de løse joggingbukser. Hun stoppede op og de gråblå øjne søgte hans, for at se, om han kunne følge hendes tankemønster.

Han grinede lidt og kiggede på hende imens det blonde hår blev kørt væk fra øjnene og han satte sig stille. Han måtte igen bide det menneskelige i sig når hun igen trak tilbage på de var nære. 
"Oh his original intention was to be a vessel of Justice. But you saw what they ordered me to do. When carrying out the sentence of the Egyptian gods, it is easy to be corrupted. The corruption happened because the gods wasnt fast enough to take Khá back to a new vessel"


Så rejste han sig endnu en gang og gik hen til hende. Han tog blidt hendes ene hånd og skulle lige til at kysse den. Men stoppede. Hans øjne sagde nærmest: "Jeg vil virkelig gerne kysse dig men ikke hvis ikke du vil have det....." Så gik han hen og tog en fjernbetjening og trykkede på en knap og noget klassisk musik startede. Fjernbetjeningen blev lidt henslængt og han rakte armen stille ud mod hende.

"Call me sentimental but a human heart once beat in this chest. A growing corruption makes the walls crumble. But right now there is room for being ourselves. Would you care for a dance?"
Det var en afslappende ting og så var de tætte på en måde der måske ikke ramte hende sådan

Den ældre engel kendte efterhånd Khá så godt, at hun udemærket kunne aflæse hans sårede ansigtsudtryk. Men det var ikke det, hun kunne tage hensyn til. Hvor meget han end betød for hende, så kom hun selv i første række. Det var en ting man lærte, når ens overlevelse udelukkende afhang så meget af én selv. Det var ikke bare noget, hun kunne forkaste.
Et fnys kunne ikke undgå at træde over hendes smalle læber. Nok havde de ægyptiske væsner uanet magt, men de var blot dét. Mystiske, overnaturlige væsner, der var kravlet for langt op af rangstien og var endt med en magt, der ikke var tiltænkt dem.

"Of course! No creature, no matter how pure, can stand against the crawling corruption that those sins brought on. People believed them gods, but they were mere creatures of the mythical world, striving to high only to end up crumbling under power that was not meant for them."

Foragt var at høre i hendes stemme. Der var ingen tvivl om, hvad hun mente om væsner, der udgav sig selv for værende guder. Nok besad de ubeskrivelige evner, men intet mere end dét.

Hun nåede ikke at svare på hans første kommentar, før han igen rejste sig og tændte for musikken.
En overrasket lyd trådte over hendes læber, da han trak hende ind i en afslappet danseposition.
Selvom de gråblå øjne så ud til at være langt væk i tankerne, var det tydeligt, at hun havde tilbragt mangt en tid på et formelt dansegulv. Højst sandsynligt dengang baller ikke var et særsyn.
En stund fulgte hun bare danse, som han førte den, langt væk i dybe tanker. Først efter en langtrukken stilhed skiltes læberne for en forklaring.

"There are some things you do not understand. I have been alone for the last thousand years. Depending solely upon myself for survival. But it is not only that.. I was not created for centering myself upon one single person. It is not natural for me, especially not when it seems that you expect something.. Affectionate.. Intimate from me.."

Selvom hun talte dybe, personlige ord forsatte den stille pardans så naturligt fra hendes fødder, som var hun født ind i den.

"It is not natural for me. I.. I don't know how to do it.."

Han førte hende stille rundt i en så klassisk pardans som det nu var muligt. Han var en fænomenal danser men det var ganske tydeligt at hun udemærket vidste hvordan hun skulle bevæge sig på et dansegulv. Han holdt øjenkontakten imens hun forklarede som et tegn på at han lyttede til hvad hun sagde. Han kunne som sagtens følge hende. Hun var født som noget helt andet end ham og hvad der måske var naturligt for hende, var stadig noget han skulle vænne sig til. Ingen træning eller undervisning. Nogle gange tog han sig selv i at tænke om det stadig var en del af hans straf at hans menneskelighed var bevaret

Efter hun havde talt færdig, smilede han og holdte et kys tilbage inden han forklarede hende sin side:
"I understand why you behave as you do. And it's perfectly fine. I understand the higher purpose you were born to. But you also need to understand that i was placed in this without any training or teaching. Forgive a human heart for remembering when we were as one as only lovers can"


Musikken stoppede og han bukkede ærbødigt for hende med et næsten drilsk smil. En tjener kom ind med en kande kildevand og to glas og satte på bordet. Khá hældte op og rakte hende det ene glas. Han havde intet sorg i sine øjne. Nærmere... Ja han var da lidt trist over det, men han accepterede fuldt ud at hun ikke valgte ham lige nu. Men måske en gang

Alessa så op på Khá med øjne, der var fyldt af frustration. Distræt bed hun sig i den smalle læbe, mens hun søgte efter et svar, der kunne få ham til at forstå, få ham til.. Ikke få hende til at føle det som om hun afviste ham. Det var jo ikke det hun forsøgte, men hun kunne ikke udtrykke sig klart nok, var ikke helt klar over hvordan.
Frustreret blev en løst knyttet hånd slået mod hans skulder. Der lå ingen kraft bag, og det var tydeligt nok ikke ment som et forsøg på at skade ham. Det var blot.. Ja, frustration og opgivenhed.

"That's not what I meant! Can't you just.. Maybe I need you to fight for me. Maybe I.. I'm pulling away because I am afraid you might give up."

Hun stillede demonstrativt glasset fra sig på bordet, så voldsomt at det væltede og vandet flød udover den behandlede træoverflade. Alessa lagde tydeligvis ikke mærke til det selv. Hun var for oprevet, for påvirket af følelser, og Asmodeus and Beelzebubs kræfter havde endnu så kraftigt et tag i hende, at hun ikke kunne tænke helt klart.
De lange ben førte hende rundt i lokalet i en formålsløs vandring.

"The last time.. The last time I bound myself to someone, the one time I actually married, he was thrown out, fell from Heaven. Gabriel forbid me to ever try to find him again. Until I met him some time ago, almost a thousand years later. He.. He had been made a devil and had no recollection of me whatsoever.
It hurt and I was unfocused for years after. It is possible for me, but it.."

Hun stoppede op i sin vandring nogle meter fra ham. De gråblå øjne løftedes usikkert fra gulvet for at se ind i hans.

"It is a simple fear, but I fear that I might get burned again. I do not want to become like the first Grigori.. I do not want to feel that kind of pain once again."

Hendes udtalelser skiftede mellem to fokuspunkter. Hendes kald og hendes følelser. Selvom hun nok ikke helt ville være ved det, så lød det egentligt mest af alt som om, at forklaringen om hendes kald blot var et forsøg på at benægte, at hun egentligt besad følelser.

Han stod først lidt tavs som om han vejede hendes ord. De gav fuldt ud mening men så alligevel ikke. Kortvarigt sagde han intet og nød bare det ene øjeblik i form af dansen. Et øjeblik uden pligt, ansvar eller himmelske bud. Sådanne tanker ville nok blive betragtet som blasfemiske taget i betragtning af hvad han var. Men 'mennesket' i sig ville han aldrig nogensinde give slip på. Havde det været et problem så var han heller ikke blevet sendt ned endnu en gang.
Uden tøven af nogen art mødtes hans blik hendes.

Hans øjne bar en glad af... Medlidenhed men også undren
"Maybe it's a test.... Maybe a punishment... Your love was taken... As was my child... Both robbed of our dearest light..... But why do your heart trouble you so? Were you not granted feelings? How can one ever hope to combat a threat that one refuses to understand? There will always be hurt. There will always be pain. But why shun light in hoping of shielding one from inner darkness?"

Han tog nogle rolige skridt hen til hende uden at fjerne sit blik fra hendes et eneste sekund. Det var med en dyb indånding at han lagde sin hånd på hendes ene skulder og smilede. En enkelt tåre trillede ned af hans kind imens han sagde:
"As the mother of my child said right before i slew her.... 'It is okay to cry'.... Alessa... You are Grigori.... Shun your despair... "
Han var udemærket klar over at det ikke var det nemmeste i verden han bad hende om men til gengæld stolede han på hun kunne

Et suk, der fik hele skulderpartiet til at ryste, gled gennem hendes krop. Khás påpegelser fik den ældre engel til at genoverveje gamle tanker. Dette var alle sammen ting, hun havde tænkt over før. Hun havde ofte søgt et "hvorfor?", men var flere gange kommet frem til, at det måske bare var sådan. Det havde været eksmandens valg, der havde fået ham forvist fra himlen, ikke hendes. Hun forstod, hvorfor hun var skabt med følelser. Det var jo netop for at kunne forstå menneskenes, ikke for at blive påvirket af dem selv. Normalt var Alessa en afmålt, selvsikker person, og det var netop derfor hun ikke var tilfreds med at føle sig så uligevægtig ved at være påvirket af det her.

"A test.. I have never seen it as a test. At least I am not sure.."

De langlemmede arme blev opgivende kastet op i luften.

"I know, I know! I was created with feelings for at reason. It just always leads to a weakness, and that is what makes me unsure. I have got enough enemies as it is.. Inner darkness.. I have always just been trying to shun it by doing my Calling. I'm.. That's what I'm used to.."

De gråblå øjne hvilede en kort stund på hånden på hendes skulder, før hun tog den i sin egen, kyssede den og lagde den over sit hjerte. Hendes vejrtrækning var endnu besværet fra de sidste par måneder, men varmen fra hendes bryst strømmede dog over ham.

Ved hans ord spændte hun kort op, som gjorde hans ord hende direkte utilpas.

"I.. You will have to help me, this will not come easy for me."

Alessa trådte helt ind til ham, for at kunne folde armene om den lidt højere engels stærke krop. Læberne fandt hans kæbeparti, som var det et forsøg på at lette stemningen en smule, som vidste hun ikke helt, hvad hun faktisk skulle gøre at sig selv.

"I know this is a lot to take in, while you still have to figure out your new existence. I did not mean for this to happen..."

Ordene lød usikre, fordi hun følte hun skyldte ham en undskyldning på en eller anden måde, fordi hun udsatte ham for det her.