A lovely night with Shakespear (XXX) - Eleanor

Salen blev langsomt fyld i efterårets tusmørke uden anelse om en djævels deltagelse i aftenens begivenheder. Abraxas bevægede sig ubemærket gennem menneskemængden og hen mod hans plads på balkonen over de gængse folk der sad nede på gulvet sammen med scenen. Uden at tiltrække sig yderligere opmærksomhed satte han sig på sin plads og rettede diskret på sit tøj.

Denne aften dette efterår bar Abraxas en hvid skjorte med et sort jakkesæt. Hans hår sad en smule uglet på hans hoved, men han rettede det hurtigt ud med den ene hånd, mens han så på sit ur på den anden arm. Forestillingen skulle begynde om godt og vel en halv time, men Abraxas var ligeglad med ventetiden – han havde rigelig tid. Hans mørke render under hans øjne så næsten ud til at forsvinde i det dæmpede teaters lys, og han nød denne stille tid, hvor han kunne fordybe sig i et stykke.

Det var et klassisk skuespil, et han havde set alt for ofte, og han hadede egentlig sig selv for gang på gang at tage ind og se det: Shakespear’s Romeo and Juliet. Han vidste at salen ville være fuld af de mennesker der var ukultiveret nok til aldrig at have læst hans skuespil, men Abraxas var nok den eneste i salen der havde oplevet Shakespear’s originale opførelse. Han smilede for sig selv over hvor gammeldags han var ved at være men skød hurtigt denne tanke til side. Med et køligt blik så han rundt om sig.

Eleanor var på vej til teateret, da hun skulle se Romeo og Julie. Hendes mor havde givet hende billetten i julegave, og skulle også havde været med, men sådan var det bare ikke. Så nu gik hun her alene i sin sort kjole som gik til knæerne og hendes stiletter. Håret var sat op i en hestehale, og hun ligenede i den grad en der skulle noget. Hun vidste sin billet og blev vist op mod balkonen, ikke noget unormalt for hende. Hun var van til at hendes forældre gav hende det bedste af det bedste. Dette kunne godt være en smule mærkelig for hende, men på den anden side boede hun over under deres tag - men kun fordi at de aldrig var hjemme. Så kunne hun ikke se nogen grund til at flytte, når hun bare havde huset for sig selv. Hun gik på af trapperne til balkonen, hun var godt klar over at det først startede om 20 minutter, men hun kunne godt lide at være i god tid. Hun håbede en smule på at der ville være andre på balkonen end hende, hun havde oplevet en gang hvor hun havde været alene. Det var ikke helt det samme, det passede hende fint med nogle få person som man kunne dele forstillingen med. Hun kom der op og stoppede op ved synet af en fyr som sad alene. Hun betragtede ham med et svagt smil, før hun gik hen og fandt sin plads, som var ved siden af ham. Hun vidste ikke helt om hun skulle sige noget, det kunne også være en smule mærkelig bare at spring ud i en samtale med manden. Hun kastede nogle blikke på ham med et smil, og kiggede så på hendes folder som hun havde fået ved døren. Hun læst ikke rigtig i den, så bare lige på billederne. Hun havde læst Shakespear's Romeo og Julie nogle gange før, men det havde været den gang hun læst litteratur på uni. Hun havde læst en del uden for skolen også, hvilket hun havde været ret så vild med. Måske skulle hun læse stykket snart igen. Hun lod sin blik glide over på manden, mens hendes øjne skiftede til en klar lime grøn farve.

Der var allerede nogle få mennesker der havde sat sig nede ved scenen der snakkede lavmælt. Abraxas følte pludselig et par øjne på sig og så på den velklædte kvinde der kom gående mod ham, og han kunne ikke holde et høfligt, men charmerende, smil tilbage. Han betragtede hende da hun satte sig ned og smilede igen hver gang hun tog modet til sig og så på ham. Abraxas lugtede godt så tæt som hun nu sad, men hans blik gik ud over salen og ned mod scenen, og nu kunne Abraxas ikke holde sig tilbage.

”Godaften” sagde han høfligt og rakte sin hånd elegant mod hende for at hilse. Hans hånd var bleg, elegant men stadig tydeligt fra en mand af karakter. Han vidste at han havde lagt planer for at bryde sin kedelige tilværelse med et velkendt teaterstykke, men noget ved denne yndige skygge ved hans side fik ham til at åbne munden.

Eleanor vidste ikke helt hvad hun skulle gør i forhold til manden ved sin side, det ville være høfligt at sige godaften, men på den anden side.. Også ret så mærkeligt når man så på samfundet. Hun var dog en del nysgerrig om denne mand, var hun tit når folk var klædt pænt på. Så fik hun en vist lyst til at undersøge og finde ud af noget om dem, måske var der fordi at hun selv kom fra det miljø og hun ikke havde set så mange på det sidst. Hun kunne godt se hans smil, det var både høflig, men havde en vist charmen over sig. Udfra hans udseende, kunne hun godt føle sig tiltrukket af ham. Hendes smag for mænd var også ret så bredt, det var nemlig ikke kun velklædt mænd som fik hendes opmærksom - for hende spillede personligheden en hel del.
Hun blev en smule overrasket men på samme tid glad over at han startede deres samtale, så behøvede hun ikke at følte sig så pinlig berørt, som hun normalt gjorde når hun bare sagde hej til en random person. "Godaften hr?" sagde hun spørgende med en charmende undertone, i det hun tog i mod hans hånd. Hun gav den et let klem og smilte til ham. Hun ledte tydeligvis efter et navn til ham, at hun tog den helt formelle tone, var ikke helt meningen. Men han virkede som en fin herre i hendes øjne lige nu. "Så er De kommer her alene i aften?" Hun betragtede ham let, stadig med en nysgerrighed.

Abraxas så indgående på Eleanor. Hun var bestemt flot klædt, og tydeligvis af højere stand end andre i salen. Han kyssede hendes hånd blidt, og kollisionen mellem hans kolde læber og hendes varme hænder føltes som et mindre stød på huden. De mørke øjne mødtes med hendes limegrønne, og med et smil på læben udtalte han sit navn.

”Abraxas Medici” sagde han blidt i det dæmpede lys. ”Og Deres?” Hans stemme var flydende som sirup og ligeså sød. Ubevidst blev der spredt en mere rolig mellem de to personer, der havde fundet sig selv i selvskab af hinanden. Han nød hendes reaktion og vendte blikket ud mod scenen der stadig havde det røde teater tæppet trukket for. Det varede ikke længe nu, tænkte Abraxas, mens han overvejede hendes spørgsmål. Hvordan skulle han svare på et så simplet, dog så kompleks spørgsmål, som hun nu stillede ham.

”Jeg gætter jeg forsøger at genleve noget fra mit eget liv” svarede han blidt og vendte igen sin opmærksomhed mod Eleanors skikkelse. Skulle han være ærlig, vidste han at det var et ret underligt svar han havde givet denne smukke kvinde, men han nød ofte godt af sin alder og dermed hans hukommelse. ”Hvad med Dem?” spurgte han charmerende med et krøllet smil på læben.

Eleanor smilte stort over hans forførende og høflig gustus ved at kysse hendes hånd, det var ikke noget hun havde forventet af ham. Men det var i den grad velkomme ved hende, det hun synes det var en ærefuld måde. Nok havde hun ikke levet i den tid hvor det var rigtig at gør denne gustus, men hun var opvokset med det. Hun kom nemlig fra de riger klasser i Di Morga, hvilket man godt kunne se på den måde hun gik klædt og til tider opførte sig på.
Hun nikkede med et delvist charmende og venligt smil til hans. "Så foretrækker dig hr Medici, eller fornavnet?" spurgte hun smilende med en sød stemme, for at være i samme tonelege som ham. Hun kunne godt mærke det ro som var om dem, der var også kun dem på balkonen. Noget inde i hendes håbede på at der ikke ville komme flere her op, så de kunne få lov til at snakke og se forestillingen. Hun fandt Abraxas intersant og spændende, det var bare noget over ham. Den måde at han hilst på, faldt så godt ind til at de skulle se Romeo og Julie - dog havde hun aldrig forstille sig at en ung mand som ham ville tage ind og se denne forestilling alene. Hun kiggede kort over salen, mens han spurgt om hendes navn, hun var ikke i tvivl om de flest mænd nede i salen var tvunget af kærester. "Navnet er Springs. Eleanor Springs," sagde hun smilende med en charmende tone. Det kunne være efternavnet ringede en tone ved ham, hendes far havde været så ret kendt i byen, men også i det mest af verden. Lige nu havde han en scorende forretting i Ægypten, men havde også været andre steder.
Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham let. Det var noget over det han sagde som gjorde hende klar over at han ikke var menneske. Det var en lille forventning i hende, i at hun forventede at finde ud af hvad han var. Hendes øjne blev en svag blå i udkanten af den lime grønne. "Lyder spændende. Men ret så mærkelig sagt... I det at De ikke ligner en dag over de 30," sagde hun smilende med en charmende tone, og gjorde det en smule tydeligt at hun vidste at han ikke bare var et normalt menneske. "Jeg sidder her alene med et skuffet hjerte. Fik det i julegave, som undskyld gave. Selvom at jeg nok havde taget her ind om jeg havde fået en billet i gave eller ikke." Hun vidste ikke om hun var gået for lang for sig selv, hendes forhold til hendes forældre var ikke noget hun ikke kunne snakke om med fremme. De flest kunne genkende noget af den skuffelse.

Abraxas nød at sætte sig selv på det punkt hvor man tvivlede hans levealder, og skulle han være ærlig havde han svært ved at smide de manerer han blev dannet omkring i hans første leveår. Han betragtede hendes elegante og stilede beklædning og smilede svagt ved synet. Traditioner, skønhed og mode havde ændret sig meget i hans levealder, men intet var nu så kønt som en sort og simpel kjole, i hvert fald ikke hvis man spurgte Abraxas.

”Blot kald mig Abraxas, det andet er næsten for formelt, nu da vi skal være partnere gennem denne vidunderlige forestilling de næste par timer” sagde han med et roligt blik. Hans smil sad forsat på hans læber mens han studerede Eleanor. Hun var bestemt af karakter, og ikke blot vandret ind fra et gadehjørne. Hun virkede yderst veluddannet og udstrålede en form for attitude at Abraxas mærkede sin libido vokse svagt – hans sanser nød i hvert fald hendes udseende. Da hun fortalte sit navn vidste Abraxas straks hvem han sad ved siden af, men han virkede ikke overrasket eller benovet over at sidde ved siden af en semi-berømthed, i hvert fald indenfor marketing og salg. Abraxas tog sig dog i at mindes en ældre herre med samme efternavn han havde gjort forretning med i sen tid. Mens Eleanor betragtede ham, betragtede han også hende, og han lagde straks mærke til hendes skiftende øjenfarve – et tydeligt tegn på en ikke-menneskelig eksistens. Og han kunne til sidst ikke holde et lille grin tilbage, på grund af hendes bemærkning til hans alder.

”Alderen er vel altid misvisende?” sagde han blidt og betragtede hende mens hun næsten åbnede sig selv op for ham. Han vidste at hendes forældre ofte var ude og rejse – da man ofte hørte om de forretningsforbindelser de havde skabt sig, men han nød at have sin afslappende aura omkring sig.

”Hvis Deres hjerte bløder, så er det måske ikke en vis ide at tage ind og se et skuespil med to ulykkelige elskende” sagde han med et smil på læben, mens han så med blide mørke øjne på hende. ”Men hvis Deres hjerte stadig bløder efter denne aften, så har jeg ikke gjort et godt arbejde som Deres kompagnon igennem denne forestilling.”

Eleanor smilte let til ham, mens hun betragtede ham. Hun fugtede let sin underlæbe med tungen, da han snakkede. "Det er selvfølgelig rigtig at det blive for formelt," sagde hun blidt med en charmende undertone. Hun havde ikke lige tænkt over den. "Jeg kan slet ikke vente med at tilbringe de næste timer i Deres selvskab," sagde hun med en charmende undertone. Hun lagde det ene ben hen over det andet, og vendte sig mere mod fronten mod ham. Sådan her kunne hun bedre kigge og betragte ham.
Hun tænkte kort over hans svar og lagde hovedet på skrå. Hun var i den grad ikke i tvivl om at han ikke var 30 år og at han derfor ikke var et helt normalt menneske. Hun betragtede ham let, hun kunne godt lide hvad hun så. Ikke at hun var på vej ud for at date i aften eller at skulle scor nogen - det havde da ikke været hendes plan, men nu måtte hun se hvor dette gik hen, det kunne jo være. Hun smilte for sig selv over disse tanker, måske en smule uhøflig at sidde og tænke sådan, men hun kom jo fra denne tid af. Hun kunne godt lide den måde at han betragtede hende ligesom meget som hun betragtede ham. "Alder kan være misvisende. Så Abraxas," sagde hun smilende med et nysgerrig blik som hvilede på ham. "Hvis jeg må tage mig den frækhed at spørger dig; Hvor gammel er De?" spurgte hun med en charmende tone. "Deres helt rigtig alder." Hun smilte over at de var alene på balkonen og regnede med at de ville være ved med det, eftersom forestillning snart ville starte - dog havde hun en større lyst til at lærer ham at kende, ikke at forestillning ville blive kedelig.
Hun kunne ikke lade være med at smile over hans ord, så fine og sofistikeret. "Mit hjerte bløder nu ikke, mere end det plejer. Jeg er kommet over at mine forældres fravær, kunne se at du godt kendte til navnet 'Springs'," sagde hun blidt og trak på skuldrene, det var tydelig at det ikke rørt hende så meget igen. "Jeg er ikke i tvivl om dit selvskab vil være godt, jeg kan kun forestille mig at denne aften bliver god."

Abraxas lagde straks mærke til hendes charmerende tone og nød hvorledes hendes krop bevægede sig over i en mere frontal stilling. Hans blik nærmest fikserede på hendes ansigt der nysgerrigt gengældte hans blik, og han lo stille ved tanken om hvad der gemte sig under hendes elegante sorte kjole. Hendes spørgsmål til hans reelle alder overraskede ham dog ikke. Han kunne klart fornemme at hun ikke selv var menneske, og så derfor indgående hende i øjnene.

”Lad os sige det sådan; jeg oplevede reformationens indtog i middelalderens Europa” sagde han blidt i det dæmpede lys. Det var ikke ofte han talte om sin alder, ej heller hvad liv han havde levet, men for en gangs skyld, i dette mystikkens teater, delte han gladelig sin historie med en fremmed men smuk kvinde. Abraxas skimtede kort til sig armbåndsur, blot få minutter til at underholdningen skulle begynde og man ville høre hvorledes to unge mennesker havde fundet hinanden fanget mellem deres familier, samt hvorledes de nu skulle opleve den første scene i Verona.

”Men skulle Deres hjerte briste under denne aftens optræden, vil jeg være her ved Deres side” sagde han blidt og rykkede sit ansigt tættere mod hendes. Hans søde duft bredtes mellem dem mens han så indgående på hende. ”Deres ansigt kunne jeg ikke bære at se nedtrygt.”

Hendes øjenfarve en pæn blandning af det lyseblå og lime grøn, hvor den lime grøn skinnede mest igennem - nemlig hendes nysgerrighed som var meget tydeligt. Hun kunne ikke mindes at havde mødt nogen som kunne være så intersant og spændende som Abraxas var, hun fik lysten til at lærer ham at kende. Han holdt det godt skjulte hvilken race og hvor gammel han var. Hun var ikke helt med i hvad han mente, hun betragtede ham lidt og bed sig i læben. Hun tænkte lidt over den næste svar til ham, som han kunne svarer på så han afslørede lidt nær hvor gammel han var. "Så... Kunne du måske svarer lidt mere præcis? Jeg kan regne ud at du må have været med under Shakespears tid?" Spurgte hun smilende og lagde hovedet på skrå. Hun bed sig let i læben, kunne det godt passe? Mon han havde været nær Shakdespear i hans levetid? Hendes nysgerrighed blev større og ivrighed var større. Hun ville gerne hører mere om den tid, som hun var blev halvt opvokset efter.
Hun smilte charmende til ham og kiggede kort på scene hvor forestillning så små begyndt at start. Hun var mere go på at skulle snakke med ham end at skulle se stykket, selvom det var et af de bedste. "Hvor er det pænt af Dem, ville jeg sætte pris på," sagde hun smilende med en charmende og sød tone. Han var både flot, sød og så formel, at det kun gjorde det hele bedre for hende. "Hvis det skulle ske, er jeg glad for at have dig ved min side. Jeg er bekendt med dette stykke, som kan være sørgelig." Hun lænede sig en smule tilbage med et smil på læberne, hun nødt at være i hans nærvær.

Abraxas lagde mærke til hendes nysgerrige øjne der fulgte hans mindste bevægelser, og han måtte indrømme han nød nærværet med denne smukke Eleanor Springs. Elegant lænede djævlen sig tilbage i sit sæde og vendte igen blikket mod den smukke dæmon ved hans side. Han overvejede sig svar nøje og kørte en hånd gennem hans middellange hår. Bevares, han havde da kendte Shakespeare, men det var ikke noget han altid snakkede om, og som han fandt til at være så længe siden.

”Jovist, Shakespeare blev født og døde i min levetid” sagde han med et svagt smil mens han så på tæppet blive trukket fra. Han så derpå igen på Eleanor med et charmerende smil. ”Hvad med at vi snakker i pausen? Shakespeare skrev godt nok for alle, men det vil være uhøfligt for mine ansatte at se folk i salen snakke sammen mens de udfører dette.”

Abraxas talte oprigtigt, som om han brændte for teateret og det var hvad der sad ham for skue. Han lænede sig mod hende og hviskede hende i øret idét skuespillet startede. Han talte blidt, roligt, men forførende og udtalte de første sætninger i stykket til hende:

”Two households, both alike in dignity,
In fair Verona, where we lay our scene,
From ancient grudge break to new mutiny,
Where civil blood makes civil hands unclean.
From forth the fatal loins of these two foes
A pair of star-cross'd lovers take their life;
Whose misadventured piteous overthrows
Do with their death bury their parents' strife.
The fearful passage of their death-mark'd love,
And the continuance of their parents' rage,
Which, but their children's end, nought could remove,
Is now the two hours' traffic of our stage;
The which if you with patient ears attend,
What here shall miss, our toil shall strive to mend.”

Hun var helt væk i Abraxas' ord, hun havde aldrig følte så betaget af en mand - hvis man ikke tæller Blake med. Men han havde ikke fanget hende sådan fra starten, der var bare noget over denne mand som gjorde hende mere ivrig efter at vide mere om ham og hans fortid for den sags skyld. Hun lyste op og smilte stort til ham overrasket, men stadig med undertonen af charme. "Den havde jeg ikke forventet! Ej, hvor vildt," sagde hun smilende med begejstring var fremme i hende. Hun havde ikke mødt nogen indtil nu som havde kendt Shakepear, men på samme tid kunne man også der hører at hun ikke selv var så gammel som hun kunne opfører sig. Hun rødmede kort over hendes måde at reagere på og bed sig svagt i læben mens hun betragtede. "Så kunne det være du vil fortælle lidt om ham i pausen? Jeg har læst lidt af hans værker da jeg læst engelsk litteratur," sagde hun smilende med en charmende undertone. Hun havde på fornemmelse at de dele samme bog smag i nogle tilfælde. "Jo, lad os nyde først akt," sagde hun smilende i det hun vendte blikket mod scenen med et smil. Hun var betaget af ham, helt optaget af ham.
Hun lagde hovedet på skrå, da hun kunne mærke hans ånde tæt ved sig. Hendes blik lod stadig på scene hvor stykket startede, hun gjorde store øjne over hans ord i mens de udtalte de samme. Hendes smil var charmende og stort. Hun havde virkelig ikke regnet med denne del af stykke skulle hviskes i øret af hende, men hun nødt hans ord. De var søde, forførende og sexet alt i et. Der var en lille flamme som tændt i hende over hans ord, det var ret så forførende at være sammen med ham. Hun havde bestem ikke regnet med dette her. Hun gik et svag stød igennem, og det blå blev til en meget svag lilla som næsten blev væk i det lime grønne af hendes øjne.

Abraxas vendte blikket mod scenen da prologen havde taget sin slutning, og første akt begyndte.

Akt I
Byens gader i Verona åbner sig på scenen og to mænd af Capulet familien ved navn Sampson og Gregory, diskuterer den tumult der er mellem deres lord og lord Montague. Imens de diskuterer ser de Abram og Balthasar der er to af Montague’s mænd. Efter at se dem en smule an, får Sampson Gregory til at starte en argument med disse to Montagues. En kamp bryder ud mellem mændende, der får alle folk på gaden til at slås. Benvolio forsøger at stoppe denne kamp, men bliver angrebet af Tybalt. Ikke længe efter lydes fanfarer og prinsen ankommer med sine mænd for at stoppe kampen. Han annoncerer at hvis der er nogen fra blot ét af husene der generer freden igen, vil de blive dræbt.

Efter kampen bliver Benvolio sendt ud for at finde Romeo. Romeo har opført sig utilregnelig hele morgenen, fordi hans livs kærlighed, Rosaline, ikke længere elsker ham, og han kan ikke længere se hvordan han nogensinde skal finde glæde eller kærlighed uden hende. Benvolio forsøger at få Romeo i et bedre humør, og mens de to snakker kommer en af Capulets tjenere gående forbi. Tjenren spørger om de kan læse den notits han bærer, og det viser sig at noten er en liste af folk der er inviteret til en stor fest hos Capuletterne. Benvolio ser Rosalines navn på listen og overtaler Romeo til at tage med til festen og sammenligne Rosalines skønhed med de andre kvinder til festen. Benvolio forsøger altså at overbevise Romeo om at der er mere end én kvinde i denne verden.

Scenen skifter og vi er nu ved Capulet husholdningen. Her har Ammen har opdraget Juliet siden hun blev født, hvilket var normalt for de fleste adelige at gøre med deres afkom. Lady Capulet fortæller Juliet at Paris, en ung greve og fætter til Prinsen, ønsker at gifte sig med Juliet. Juliet bliver fortalt at hun vil møde ham til festen den aften, og hun bliver spurgt om hun vil kunne lide ham. Hun svarer at hun vil forsøge, hvis det er hvad de ønsker hun skal gøre.

Senere den aften er Romeo, Benvolio, Mercutio og omkring 5-6 andre mænd på vej mod festen. Mercutio, der ofte er en spøgefugl, laver sjov med Romeo på grund af hans attitude omkring kærlighed. Romeo siger dog at han drømte at det ikke var en god idé at gå med til festen, men Mercutio siger blot at drømme lyver, og han begynder derpå en lang tale omkring drømme. Talen bliver dog så underlig at Romeo må stoppe ham, og beder Mercutio om ikke at tale i vildelse. Mercutio forsøger muligvis at vise Romeo at man ikke bare skal sidde og tænke over hvad man har mistet, men i stedet leve livet til det fuldeste.

Gruppen ankommer til festen, men mens de er der, genkender Tybalt Romeo. Tybalt ønsker at dræbe Romeo, men Lord Capulet afviser hans ønske. Så længe Romeo og hans venner ikke laver narrestreger, ønsker Lord Capulet ikke at have Prinsens vrede over deres hus. Det er ikke længe før Romeo ser Juliet, og alle tanker om Rosaline forsvinder. De to har en mindre samtale, og bliver med det samme tiltrukket af hinanden. Da gæsterne skal til at gå og Romeo og hans venner forlader festen finder de begge ud af at de har forelsket sig med deres hus’ fjende.


Akt II
Efter festen sniger Romeo sig væk fra sine venner og fætter. Hna gemmer sig i haven under Juliets vindue, og Juliet optræder nu og taler med sig selv omkring hendes kærlighed for Romeo. Ude af stand til at holde sig selv hen, springer Romeo frem fra sit skjul og de taler om kærligheden de føler for hendanden, og lover at elske hinanden. Juliet siger at hun vil sende hendes Amme til Romeo i morgen, og han fortæller hende hvornår og hvor de skal giftes.

Den næste morgen fortæller Romeo præsten Laurence omkring hans plan til at ægtes med Juliet. Han er enig i at hjælpe de to elskende, i håbet om at dette ægteskab vil ende de stridigheder der er mellem deres to huse.

Romeo mødes nu med Benvolio og Mercutio. Mercutio driller Romeo og siger at han gik glip af omgang med andre kvinder. Ammen kommer kort efter deres dialog, og Romeo fortæller hende at han vil havde at Juliet skal mødes med ham i præst Laurences celle. Hun går med til det og vil fortælle Juliet om deres nye mødested.

Juliet venter utålmodigt på at Ammen skal vende tilbage. Da Ammen ankommer, fortæller hun ikke nyhederne lige med det samme, og driller Juliet en smule. Men til sidst fortæller hun detaljerne angående planen. Juliet bliver ovenud af glæde og ikke længe efter mødes de to unge og bliver viet af præsten.

Scenetæppede lukkede igen, og der var nu tid til en pause. Abraxas havde under hele forestillingen siddet og mimet med på alle replikker.

Eleanors øjne lod på scenen mens hun fulgte med stykket, hun smilte over at hun kunne hører hans svage stemme hviskede ordene som de sagde. Det var ikke særlig højt, men hun kunne svagt hører nogle ord, og gættede sig frem til at det måtte være stykket. Hun kastede nogle få blikke over på ham i mens akten kørte, hun elskede den måde han var helt optaget af stykke på, der var noget smukt over det.
Under anden akt lænede Eleanor sig mere frem for at kunne leve sig mere ind i stykket, her blev hun for alvorlig fanget af stykke, hun bed sig svagt i læben, mens et charmende og sødt smil stadig spillede sig hen over hendes læber. Hun kastede dog stadig nogle blikke over på ham, hun kunne ikke lade være. Hun var betaget af ham, og var glad for at hun havde taget afsted, selvom hendes planer tidligere havde været at blive hjemme. Hun vidste at hun nok skulle få en god aften ud af det. Hun klappede stort da tæppet gik for og der var pause, hun betragtede kort scenen før hun lænede sig tilbage i stolen. Hendes blik gled hen til hans ansigt igen.

Abraxas lagde ikke mærke til den måde han kendte alle replikkerne på, men han fulgte blot med i stykket. Han følte sig grebet fra starten, og da pausen begyndte tog han et øjeblik til at komme tilbage til virkeligheden, og klappede i takt med resten af salen. Roligt vendte han blikket mod Eleanor, med samme charmerende glimt i øjet som før forestillingen. Hun havde nu hans uafbrudt opmærksomhed, og han kunne se hun var lige ved at boble over med spørgsmål. Hans ansigt var afslappet, og de havde nu en lille halv time til at fordybe sig i hinanden.

”De er velkommen til at stille mig alle de spørgsmål De ønsker. Jeg skal svare så godt jeg kan” sagde han med et charmerende smil. Han sad afslappet i sædet og lagde det ene ben over det andet som en adelig fra 1800-tallet ville have gjort det. Enhver bevægelse han gjorde sig virkede raffinerede og veludregnede, som var han en dukke af porcelæn, der sad i en flot æske. Hans blik strejfede hurtigt ud over salen, hvor pøblen var på vej ud for at få noget at drikke mens pausen var der, men hans blik vendte hurtigt tilbage til Eleanor.

Eleanor var i den grad nysgerrig omkring hvem han var og hvad han havde set i sit lange liv. Han måtte jo havde set en hel del mere end hvad hun havde, og det måtte i den grad også være lang mere spændende end det normale liv, eftersom han havde været med i flere periode. Hun var kun selv 26 år gammel, så hun havde ikke oplevet det store endnu, men det kunne godt ske. Det evige liv var på vej til hende, hun var stoppede med at blive ældre i en alder af 22-23, hvilket hun var fin tilfreds med. Ungdommens udseende vil altid være med hende nu. Hun grinte svagt og blidt over hans ord, hun vidste dog ikke helt hvad hun skulle spørger ham om.
"Tror jeg har for mange ting at spørger dig om til at vi kan nå det i her. Men oplevede du det først stykke? Hvordan var det?" spurgte hun smilende og vendte sin fulde opmærksomhed mod ham. Hun havde skiftede over med benene, så det nu var venstre over det højde. "Jeg ville godt have oplevet den tid, hvor det var bal og kjoler, fine herrer," sagde hun smilende med en delvist drømmende tone. Hun ville dog stadig opleve denne tid også, ungdommens spændende og vilde tid. Hun kastede kort blikket ud over balkonen og kunne tydelig se at mange var gået ud for at hente noget mad også videre. Hun havde ikke selv brug for noget endnu. Hun vidste at der ville komme en pause mere, så kunne de måske få et glas vin og drikke. "Og så for at spørger igen; Hvilket år er mit selvskab født i?" spurgte hun nysgerrig og betragtede ham smilende. Det var tydeligt at hun nødt hans selvskab.

Abraxas lo stille ved hendes nysgerrige blik. Hans latter lød næsten som en sang der flød gennem salen og han så på den endnu unge dæmon foran ham. Hun havde i hvert fald ikke været i live i lang tid, men hun havde stadig fremtiden at gribe om, det vidste han. Han overvejede derpå hvorledes han skulle svare på hvordan skuespillet havde været dengang. Han kunne huske sig selv i alle de scenarier han nogensinde havde været en del af.

”Lad mig nu se.. Ja, jeg oplevede den første opsætning af stykket” sagde han roligt og forsøgte at udtale hvert ord roligt og formelt. ”Det var et smukt teater det blev vist i.. Meget rummeligt, og en masse pøbel stod på det jordede gulv, mens de rige og adelige sad oppe på balkonen. Der var varmt, trods den engelske aftenvind, og folk i salen lo og græd igennem det hele.” Han fortalte hvorledes skuespillerne var sminket og pudrede sig selv for at fremstå hvidere og dermed også rigere. Han fortalte med farverige ord hvordan stykket havde overrasket alle i salen og fået dem til at heppe på to uortodokse teenagere. Abraxas vendte blikket ud mod den scene de kunne se nedenfor balkonen. Han pegede for fortalte hvorledes teaterets stolper på Shakespeares tid så ud og hvorledes skuespillerne udnyttede scenen til alle følelser og udbryd som var kendt. Efter hans fortælling vendte han sig mod hende igen og smilede svagt.

”Men hvad ved jeg.. Jeg er jo bare en gammel mand fra 1373” sagde han med et smil på læben.

Eleanors blik lå på hans ansigt med han sagde de først ord, hun gjorde store øjne da han fortalt at han havde været der under det først stykke - Det var vildt! Mega vildt! "Hvor er det vild at hører. Tænk at du har oplevet det samme stykke af Romeo & Juliet, hvad med hans andre stykker?" spurgte hun derefter med det samme blik. Hun var godt klar over at man kunne mærke at hun var ikke i nærheden af hans alder, da hun havde meget nutidens sprog også, selvfølglig havde hun stadig det formelle sprog i sig. Hun lyttede opmærksom til hans fortælling om teateret, skuespiller, hvordan folk havde reagere på stykket. Hun smilte stort mens han fortalt hende det og bed sig svagt i læben. Hun grinte svagt da han fortalt om skuespillerne måde at se rigere ud ved at gør sig hvidere. "Hvor ville jeg ønske at jeg kunne have set det, både skuespillerne og teateret," sagde hun smilende med en charmende og små drømmende tone. Hun tænkte lidt over det han havde sagt i forhold til skuespiller og makeup'en. "Hvor er sjovt at tænke på at folk brugt makeup den gang til at blive hvide for at fremstå rigere, og i dag skal man være solbrune før man er noget værd." Det var virkelig mærkelig hvordan tiden bare havde ændret så, idealerne var helt anderledes end de havde været.
Hun blinkede let med øjnene over hans svar, det havde hun ikke regnet at han var så gammel. "Så må du have oplevet næsten alt! Wow, hvor er fantastik at du har levet så længe," sagde hun smilende med en charmende tone. Hans svar ledte hende til et andet spørgsmål, havde det været mærkelig for ham at leve i nutid? Men alle de sociale media og det. Det var dog et spørgsmål hun ville vente med at spørger.

Abraxas smilede over hendes reaktion. Det var ikke ofte han delte ting om sit liv, og for at være ærlig vidste han ikke hvorfor andre fandt ham så interessant på det område. Han vidste at han havde levet et langt liv, og at det langt fra var et liv som mange oplevede. Han så hende i øjnene og nikkede til hendes spørgsmål. Han havde oplevet flere af hans stykker, fortalte han, men kom ikke ind på hvilke, da han ikke selv fandt det relevant for deres samtale.

”Det var en anden tid. Jeg kan huske jeg snakkede med den unge herre der spillede Juliet dengang – åh hvad var det han hed? James? Det må jeg undskylde, jeg tror jeg har glemt mandens navn – nå men hvorom alt er.. Vi talte om hvorledes tiderne havde ændret sig på vores tid dengang, og hvor skamløst det næsten var at kvinderne ønskede at deltage i teateret” sagde Abraxas med en lille latter. Han forklarede at den hvide hud viste at man ikke deltog i arbejde der foregik i solens hårde lys, og man derfor fremstod mere adelig af den grund.

”Og jeg er skam kun lidt over 640 år” sagde han med et smil.

Eleanor smilte stort til ham, og betragtede ham let. Hun ville gerne vide mere om tiden og andre tider, men det virkede også uhøflig at spørger ham da lige havde mødt hinanden. Måske om noget tid vil hun tager emnet om igen, lige nu skulle de bare hygge snakke, og måske komme lidt nær ved hinanden. Hun syntes at hun kom en smule nær ham, i det han fortalt om sine oplevelser med Romeo og Juliet stykket. Hvilket hun synes var spændende, hun havde altid og lytte og fulgt med når hendes bedsteforældre havde fortalt lidt om deres tid og oplevelser - dog havde de holdt krigene og det ude af hendes øre.
"Mandens navn i dette tilfælde er heller ikke vigtig for os," sagde hun blidt med en charmende tone. Hun rynkede let på panden over resten. "Jeg kan slet ikke forestille mig at en mand skulle spille kvindernes rolle. Jeg kan da godt se at det måtte være mærkelig for jer at lade kvinder blive skuespiller," sagde hun let og bed sig svagt i læben. "Men set på den anden side, så kan kvinde blive alt i dag som de vil. Dette må være ret så mærkelig for dig, eller er du bare fulgt med tiden?" Hun lagde hovedet på skrå med et charmende smil. Dette var jo et stort spørgsmål som kunne fylde meget for forskellige mennesker. "Du behøver ikke at svarer hvis jeg gik for langt. Kan godt se at det kan være et voldsom spørger når du ikke blev født i et ind samfund hvor kvinder bare var hjemme og gør hvad mændene ville," sagde hun med et blid tone. Hun kunne ikke forestille sig at skulle være undertryk af mand på den måde, hvor manden bestemt alt. Hun kunne dog lide idé om at være hjemmegående.

”Det var ikke mænd der spillede kvinder, men drenge” sagde han med et blidt smil. ”Deres stemmer var endnu ikke gået i overgang.” Han så på hendes ansigt som så han på et smukt stykke kunst, og han måtte indrømme at han blev lettere betaget af hendes være måde. Abraxas så på hendes hænder og tog hendes ene hånd i sine to med en behagelig bevægelse. Han sad og studerede hendes hånd en del mens han overvejede hendes spørgsmål og fandt endeligt et han følte passede overens med hvad han følte.

”Jeg har altid beundret kvinder” sagde han roligt, med en charmerende undertone. Han vendte hendes hånd i sine mens hans snakkede og fulgte med fingeren nogle små linjer på hendes håndflade. ”Kvinderne har vel altid haft den reelle magt, og derfor overraskede det mig ikke da kvindeforkæmperne kom. Men jeg har nu altid holdt af tanken om at kvinderne skulle styer hjemmet – ikke fordi vi mænd skulle være overlegne, men fordi mændene ikke kan holde styr på en husstand - det er kvinderne der ved bedst.” Han talte lavmeldt og roligt mens han studerede hendes hånd. Hans berøring gav næsten gnister mellem deres hud. Med et smil så han hende op i øjnene.

”Jeg beklager hvis jeg er for nærgående, men Deres udseende, hvis jeg må sige det lige ud, giver mig en hvis ro” sagde han oprigtigt mens de sad her alene på den store balkon. ”Og hold endelig ikke igen med spørgsmål, jeg lovede at svare ærligt på alle Deres spørgsmål.” Man kunne godt mærke at han fortsat holdt den formelle tone med hende.

Eleanor slog en svag latter op ved hans ord omkring hvem der spillede kvinder. "Hvor er det sjovt at tænke på. Altså at unge drenge hvis stemme ikke har været gået i overgang har spillet kvindernes rolle. Hvor måttet det da og være en nedgørende rolle, eller hvordan var det?" Hun blev helt i tvivl om det ville være nedværdig for de unge drenge at skulle spille en rolle som blev en smule set ned på og undertryk af mænd. Hun vidste at i dag ville unge drenge ikke spille den rolle. Det kunne dog stadig godt være at de syntes at det var en god rolle at få som begynder? Hendes blik flyttede sig ned på hendes hånd som lå i hans hænder, hun smilte forførende til ham. Han havde en påvirkning på hende som hun ikke kunne forklar.
Hun smilte charmende mens han tænkte over at skulle svarer på hendes spørgsmål omkring kvindernes rolle. Hun lyttede opmærksom på hvad han sagde omkring emnet og nikkede let til det han sagde. Hun kunne nu heller ikke forstille sig at han ikke var beundret af kvinder, det var de flest mænd havde et godt øje til flere kvinder. Hun kunne godt give ham ret i det han sagde. "Jeg vil egentlig give dig ret. Synes også at kvindernes hoved opgave eller ansvar ligger meget i huset, men hvis man har mange tjener kan de godt havde et job ved siden af huset," sagde hun smilende med en charmende tone. Hun nødt hans berørninger på hendes hånd, hun kunne mærke de små stød som gled igennem hende. Hvilket lyste let til den flamme han startede tidligere i hende, hendes øjne blev en svag lilla i kanten af øjnene.
Hendes kinder blev en smule svag rosa af hans ord om hendes udseende. "Du er bestem ikke for nærgående, jeg vil med glæde hører om hvad du tænker," sagde hun med en forførende tone. "Jeg må indrømme, for at være lige så nærgående, at du påvirker mig en smule." Hun bed sig i læben over hendes ord, det var ikke helt meningen at de skulle ud på den måde. "Jeg skal nok spørger, hvis jeg tænker noget. "

”Nedgørende? Det tror jeg næppe.. Men skuespiller faget dengang var heller ikke en så at sige anerkendt form for indkom” sagde Abraxas med et smil. Han nød hendes næsten uskyldige spørgsmål, der handlede om alle de små ting som andre ikke altid ville spørge ind til. Med en let latter, kun en smule højere end et åndedrag undslap Abraxas’ læber, og så derpå igen ned på hendes spinkle hånd i sine. Han var glad for at være i kompagni af en kvinde der troede på det samme som ham selv, og han kunne mærke den varme der kom fra hendes hænder. Ved hendes pludselige nærgåenhed kunne endnu et smil krydse over hans ansigt.

”Jeg tror at vi er ved at være ret så intime med hinanden” sagde han med en charmerende latter. ”Men det gør mig nu intet, men jeg tror at tiden er kommet til at jeg stiller Dem nogle spørgsmål.” Hans blik fangede endnu engang hendes skiftende øjenfarve og hans ene hånd kørte han op for at kærtegne hendes svagt rosa kinder der udgav en behagelig varme til hans ellers kolde hånd.

”Hvis De er Eleanor Springs, hvorfor befinder De Dem så endnu i Di Morgia?” sagde han indgående og så på hende med sine mørke øjne.

Hun lyttede til hans kloge ord, han havde vel ret? Eller selvfølgelig havde han ret, det var ham som havde været der under den tid og ikke hende. "Den havde jeg selvfølgelig ikke lige tænkt over," sagde hun med et sødt smil. "Hvordsn blev skuespiller egentlig betragtet inder den periode?" lød hendes næste spørgsmål, hun vidste at det ikke var så anerkendt - men var der mere til det? Kunne der jo godt være. Men hun kunne nu godt se hvis det var et små mærkelig spørgsmål st stille ham, når der sikkert var mange andre ting at spørger om.
Hun kunne godt mærke at hendes kinder var et svag rosa farve, da han sagde de ord. Men det passe jo efterhånden ret så godt, de var ved ar blive mere intim, selvom at det var i de små baner. Hun var dog påvirket af hans ord, og hans vær måde overfor hende. Hun kunne godt forstille sig at han havde haft flere partner igennem årene, pigerne måtte jo være vilde med ham? Eller var det bare hende? "Jeg har intet i mod at blive intime," sagde hun smilende med en forførende tone. Hun havde bestem ikke noget i mod ar blive mere intim, selvom at det ikke skulle være her og nu. Heldigvis levede de ikke i et samfund hvor man skulle være gift før sex, selvom hun synes det var noget smukt over tankegang - hun var dog ikke selv jomfru.
"Du kan bare spørger lyst, jeg vil svarer ærligt på det hele," sagde hun smilende med et sød undertone, stadig med en smule charme i sig. Hun tænkte over hans var i det at hun aldrig rigtig havde tænkt så meget over der. "Jeg har den samme frihed her som andre steder. Det er jo ikke ligefrem som mine forældre er hjemme. Jeg kan også rigtig godt lide byen.

”Skuespillere var set som gademusikanter, men blev oftere og oftere bragt ind i de højere lag da skuespillet udviklede sig ydere.. Men nok om det..” smilede Abraxas roligt. Han virkede optaget af hendes udseende, sådan som de sad der, med hans hånd mod hendes kind. Roligt fjernede han sin hånd igen og tog begge til sig. Han så på uret, og vidste at der ikke var længe til at forestillingen ville begynde igen. Han sukkede, da han virkelig nød den samtale de havde, men han ville ikke frasige sig en tur ned gennem hans første minder efter hans skabelse. Han så på hende mens hun fortalte om sig selv. Hun var elegant, af fin klasse og smuk – alt hvad en mand fra middelalderen ville have drømt om, men Abraxas var ikke blot middelalder mand, han var en mand fra alle tider siden den gang.

”Hvis De rigtig godt kan lide byen, så kunne De vel tænke dem en dejlig tur efter denne forestilling?” sagde han med et blidt smil. Han lænede sig frem mod hende, tog hendes hånd igen og kyssede den. ”Jeg vil så gerne lære mere om Dem, min kære, men forestillingen begynder atter en gang.” Derpå vendte Abraxas blikket mod scenetæppet der igen blev trukket fra og en ny akt blev udspillet.

Akt III
I denne akt møder vi Mercutio, Benvolio og de andre mænd. De taler om hvor ualmindelig varm denne dag er eftersom den gør mange mennesker vredere end normalt. Snart dukker Tybalt og nogle andre Capuletter op og konfronterer Mercutio og spørger om han har set hvor Romeo er. Romeo kommer ind på scenen og Tybalt udfordrer ham til en duel, men Romeo nægter og siger at han nu må finde det i sit hjerte til at elske Tybalt. Dog er det Mercutio der trækker sit sværd og kæmper mod Tybalt, og da Romeo forsøger at stoppe kampen, bliver Mercutio ramt af Tybalts sværd og dør.

Romeo bliver så rasende at han udfordrer Tybalt, og det ender med at Romeo dræber Tybalt. Prinsen lærer om disse døde, men fordi Romeo dræbte Tybalt fordi han dræbte Mercutio, bliver Romeo opfordret til at forlade Verona for evigt. Hvis Romeo dog bliver fundet indenfor byens mure, vil han blive henrettet.

Juliet sørger over både Tybalt og Romeo. Hun er i konflikt med hendes følelser omkring de ting der er sket, men hun tager sig i sidste ende sammen og vælger at tage sin mands side. Hun beder Ammen finde Romeo og få ham til at komme forbi hende inden han forlader byen.

Romeo er taget til Fader Laurence. Alt Romeo kan tænke på er at han vil dø, men Fader Laurence skælder ham ud, og siger at han skal takke Gud for Prinsens nåde. Ammen ankommer og skælder ham også ud for hans manglende styrke, og Romeo forsøger at slå sig selv ihjel med en dolk, men Ammen tager dolken fra ham. Fader Laurence beder Romeo om at stoppe med at pive og beder ham tage hjem til Juliet for at se hende. Derpå siger han at Romeo skal holde sig ude af byen indtil de kan fortælle alle om hans ægteskab til Juliet og bede Prinsen lade ham undskylde. Romeo tager ud for at se Juliet en sidste gang.

Juliet og Romeo tilbragte hans sidste nat i Verona sammen, og da han er taget bort, kommer Lady Capulet ind i hendes rum for at fortælle at Capulet familien har besluttet at hun skal giftes med Paris denne uge. Juliet bliver vred af dette, men Lord Capulet truer med at gøre hende arveløs hvis hun ikke gifter sig med Paris, så Juliet accepterer. Da han har forladt rummet, spørger Juliet sin Amme hvad hunskal gøre, men Ammen siger at hun burde gifte sig med Paris, fordi Romeo essentielt er død hvis de ikke kan ses. Da hun indser at Ammen ikke vil hjælpe hende, lyver hu og siger til sin moder at hun tager til Fader Laurences celle for at skrifte, fordi hun strittede imod hendes faders ønske.


Akt IV
Paris fortæller Fader Laurence at han ønsker at ægte Juliet om torsdagen den samme uge. Juliet træder ind og Paris træder ud, og Juliet beder Fader Laurens om at hjælpe hende, og han finder straks på en plan. Han giver hende en eliksir der vil få det til at se ud som om hun er død. Denne eliksir vil vare i 42 timer og hun vil vågne i katakomberne. Han vil sende et brev til Romeo og lade ham vide hvad der sker, så Romeo kan være der for at lukke hende ud af katakomben. Juliet tager eliksiren med sig hjem.

Juliet opfører sig som om intet er galt og fortsætter med at lade de andre tro at hun er ved at gøre sig klar til sit bryllup med Paris. Mens alle har travlt med at forberede bryllupet, tager Juliet eliksiren. Hendes krop bliver fundet den næste dag.


Akt V
Mens Romeo venter i Mantua, ankommer hans tjener og fortæller at han så Juliet blive båret mod Capuletternes begravelses sted. Romeo er ikke i stand til at tro på at hun er død. Han køber en gift der vil dræbe ham det sekund han indtager den, og tager ud for at se om hendes død er sand. I mellemtiden har Fader Laurence sendt et brev til Romeo, men det er for sent.

Da Romeo ankommer til graven møder han Paris, og de to begynder straks at slås. Det ender dog med Paris’ død og Romeo træder ind i graven og ser Juliet ligge der. Da han tror at hun er død kommer han med en klage sang.

Abraxas hviskede Romeos sidste linjer i øret på Eleanor:
”Eyes, look your last!
Arms, take your last embrace! and, lips, O you
The doors of breath, seal with a righteous kiss
A dateless bargain to engrossing death!”

Romeo drikker giften og falder straks død om på gulvet ved hendes side. Da eliksiren tager af vågner Juliet op til Romeos døde krop, hun begræder ham og finder gift-flasken i hans hånd. Hun ser han har drukket til sidste dråbe og forsøger at kysse ham i håbet om at der er noget gift på hans læber. Da der høres vagter tager hun hurtigt Romeos dolk og slår sig selv ihjel.

Montague, Capulet og Prinsen ankommer, og Fader Laurence forklarer alt der er hændt. Det går op for de to husstande hvor meget skade deres fejde har ført til, og de beslutter at ende den krig der er mellem deres navne. Prinsen siger som sidste replik.

Abraxas lænede sig endnu en gang ind mod Eleanor og hviskede i samme takt som prinsen:
”A glooming peace this morning with it brings;
The sun, for sorrow, will not show his head:
Go hence, to have more talk of these sad things;
Some shall be pardon'd, and some punished:
For never was a story of more woe
Than this of Juliet and her Romeo.”

Tæppet blev lukket og en høj klapsalver lød gennem salen.