A lovely night with Shakespear (XXX) - Eleanor

Hun lyttede smilende til det han fortalt og lagde hovedet svagt på skrå. Det var helt mærkelig at hører om det, mest fordi at det ikke var sådan i dag. "Ja, jeg har heller ikke flere spørgsmål om skuespiller. Men tak for at give mig det info, er noget jeg har kom til at tænke på," sagde hun smilende med en charme tone. Hun nødt hans berøring på sin kind og hånd, det var helt mærkelig at sidde med ham og føle sig så tiltrukket af en anden mand, som hun næsten ikke kendt. Men hun nødt, der var noget hemmelighedsfuld og spændende over det hele. Det var nyt. Hendes tanker gik slet ikke på Blake i aften, hun havde endda overvejet at have spurgt ham om at komme med. Hun var glad at hun ikke havde gjort det, selvom at det kunne være hårdt at sige nej til ham på den måde.
Hun smilte sødt og charmende til ham, da hna spurgte hende om en aften tur efter forestilling. "Det vil være mig en ære at gå en aften tur herefter med Dem," sagde hun smilende og blinkede let på øjnene. Min kære? Aww... Hun kunne slet ikke forstå hvordan denne aften tog til, at der opstod noget i hende som længe havde været gemt væk fra omverden. Han var kommet en smule ind over skindet på hende, hvilket også kun var godt. "Det skal De have lov til, men jeg vil også lære Dem at kende," sagde hun smilende og bed sig i læben. Hun lod blikket glide over på scenen hvor forestillingen begyndte igen. Hun fulgt med helt opslugt nu, hun bed sig nogle gange i læben.
Da de nåede til den sidst akt, kunne hun ikke lade vær med at havde fugtige øjne. Hun blinkede kort og overrasket med øjnene da hun hørte hans charmende stemme i hendes øre. Hendes øjne blev dog på scenen, mens han hviskede de sidst sætningerne der blev sagt. Hun holdte tårerne tilbage, da Juliet tog kniv selv. Hun klappede sammen med folket, mens hendes smil lå på læberne.

Abraxas nikkede blot til hende og var glad for at hun ville gå en tur med ham efter forestillingen. Han nød den måde hendes krop reagerede når han var tæt på hende og han kunne mærke noget i ham bevæge sig, som han længe siden havde glemt havde været i ham. Abraxas var optaget af forestillingens udfoldelse, lige fra den varme dag i Verona, til Tybalts mord og Juliets gråd. Han følte sig rørt af Romeos klagesang, som han kun alt for meget kendte til selv, og han beundrede det mod som Juliet lagde i at slå sig selv ihjel med sin døde mand ved sin side.

De små hviskende som løs fra Abraxas var ikke noget han lagde mærke til. Han fulgte blot forestillingen som han kendte den og lod ordene fra en svunden tid danse over hans læber. Da tæppet til sidst blev trukket for igen klappede Abraxas, ikke som en af pøblen, men som en der havde hørt en vidunderlig opera. Han havde et smil på sine læber og mumlede noget svagt imens folket i salen klappede højlydt. Da ”curtain call” var overstået og folk var begyndt at forlade salen vendte han sig mod Eleanor. Han så hendes våde øjne og lo stille, ikke hånligt, men hengivende.

En mand trådte op på balkonen og gik over til Abraxas. Et par få ord blev udvekslet lavmeldt og manden forlod endnu engang balkonen. Abraxas sukkede let og så bedrøvet på Eleanor.

”Min kære, det er desværre kommet mig for øre at jeg har nogle skuespillere at se til” sagde han og tog hendes hånd. ”Jeg beder normalt ikke om dette, men vil De akkompagnere mig til garderoben? Jeg lover Dem at De nok skal få Deres gåtur, dog lidt senere.”

Eleanor kunne ikke lade være med at grine for sig selv, da han lo af hende. Den scene var så sørgelig og modig gjort af dem begge. Den kærlighed stykket indholdt var jo smukt og stort, som de flest mennesker ikke anede var der. Hun var dog ret så sikker på at hun ikke ville dræbe sig selv hvis hun havde været Juliet, selvom hun havde mistet sit livs kærlighed. Det var måske stadig ret så voldsom at begå selvmord, for det kunne være at der var et håb. Eller det ville hun gerne tro på der var, hvis det nogensinde sket. Hun ville nok heller ikke havde det mod som Juliet havde haft til at gør det, ikke at Eleanor betragt sig selv som svag. Men det krævede noget at tage sit eget liv. "Det er bare en sørgelig scene," sagde hun smilende med en uskyldig tone til hans grin.
Hun betragtede manden det kom ind og lagde hovedet på skrå, gad vide hvad der skulle ske nu? Hendes øjnene havde fået den lime grønne farve igen, selvom at det havde været mere eller mindre brun under det mest af forstilling. Hun rykkede panden af Abrasaxs blik, mon der var noget galt? Hun lagde hovedet på skrå og lyttede til ham, hun smilte dog til ham. "Jeg er ret så sikker på at skuespillerne bliver glade for deres selvskab," sagde hun smilende og før hun sagde noget mere gjorde ham. Hendes smil blev større og en smule charme. "Vil da være mig en glæde at tage med Dem. Jeg vil se frem til min gåtur med Dem. Skal vi gå ned til dem?" spurgte hun smilende og rejste sig elegant op. Hun havde ingen problem med at gå i sine stiletter, en ting hendes mor havde trænet hende i mange gange. Hendes mor havde altid sagt at en kvinde kunne gå i stiletter til hver en tid.

Abraxas smilede over hendes kommentar. Han var altid populær blandt menneskene, der kun så hans udseende og karisma spændende. Derpå nikkede han og rejste sig op og rakte i en elegant bevægelse sin arm mod Eleanor. Da de havde bevæget sig ned fra balkonen blev Eleanor ført bag kulisserne og ned af en trappe der førte til garderoben. Der var mange døre som de passerede, nogle med gyldne navne graverede, andre med rollenavne graverede. Abraxas førte hende til en mørk dør hvor Abraxas Medici stod graveret med sølv, og under hans navn hans titel som teater direktør. Roligt åbnede han døren for Eleanor og viste hende ind i det overraskende store lokale. Der stod et skrivebord nogenlunde centralt fra midten og omkring langs væggene sad der en masse bøger i bogreolerne. Araxas førte hende hen til skrivebordet og løftede hende elegant op på bordet, så hun kunne sidde der. Hans bevægelse var let og rolig som en dansers.

Ikke længe gik det før hans dør blev smækket op og en storbarmet kvinde kom ind. Hun så flirtende på Abraxas, men da hun så Eleanor sidde på hans skrivebord, blegnede hendes smil og hendes blik blev seriøst. Abraxas lo stille og kyssede Eleanors hånd.

”Min kære Eleanor, lad mig præsentere dette teaters primadonna” sagde han med en latter der lød som en sang. Kvinden stod nu kun en meter fra Abraxas og Eleanor. Hun så bestemt ikke tilfreds ud, men hendes ansigt blev blødere og hun talte flirtende med Abraxas. Hun klagede over at hendes kostume var gået i stykker da hun havde sine sangøvelser, og Abraxas nikkede. Han tog tydeligvis sagen alvorlig og gik om bag sit skrivebord. Han åbnede en skuffe og fandt en seddel frem som han gik over og gav denne smukke kvinde der stod klar med hænderne fremme. Da hun så papiret hvinede hun glad og takkede Abraxas mange gange inden hun igen forlod lokalet.

Abraxas åndede lettet op og vendte sig blik mod Eleanor endnu en gang. Han smilede blidt og nærmede sig hende roligt. Han stoppede lidt foran hende, holdt sin afstand og talte roligt til hende.

”Jeg beklager virkelig mine arbejderes uhøflighed, men De skal ikke tage Dem af det” sagde han sødt.

Eleanor fat i hans arm og lod sig fører igennem teateret af ham, hendes blik glide rundt på de mange steder og døre. Hun havde aldrig været her omme, så hendes nysgerrighed lå ved hende. Hun var spændt på at se hvor han førte hende hen, hun undrede sig dog stadig over hvilken rolle Abraxas spille i forhold til til teateret, de havde endnu ikke snakket om arbejde. Et emne hun vil undgå hvis hun kunne komme til det eftersom hun ikke ville fortælle hvad hun selv lave pt. Hun gjorde små store øjnene over hans titel da hun så den, men sagde ikke noget til den. Hun vidste jo at der ventede arbejde for ham nå i kom ind på hans konto, så de kunne altid snakke. Hun bevægede sig smilende med ham og følte sig ærefuldt over at han tog hende med her til, dette måtte jo betyde at han havde lyst til at tilbringe aften med hende. Hun lo stille med en sød klang da han løftede hende op på bordet, var ikke noget hun var van til at få gjort. Hun havde betragtede hans bevægelser og anerkende at han måtte have været skuespiller eller danser i løbet af hans liv, det kunne meget mulig være - han havde i hver fald haft masser af tid til det.
Hun kiggede mod døren da det blev smækket op, hvilket undrede hende en smule. Hun betragtede kvinde som tydeligvis gerne ville have haft i Abrexas på andre måder end at spørger om ham ting, det var tydeligt. Hun smilte charmende til Abrax da han kyssede hendes hånd, var det for at vise hende at han ikke havde noget med den anden kvinde? Eller var det for at vise kvinden at han var sammen med Eleanor lige nu? Det kunne også være begge del. Hun kunne dog ikke lade være med at lytte med i deres samtale og betragtede kvinde som ikke så værst ud. Hun smilte venlig til kvinde foran sig som var teaterets primadonna, hvilket var ret så sjovt i følge hende.
"Du skal bestem ikke undskyld på grund af dem. Jeg er sikker på at de ikke er vokset op på samme måde om jeg eller dig. Plus jeg ser ikke noget dybt uhøflig i det," sagde hun blidt og bed sig svagt i læben. "Udover at hun flirte ret så groft med teateret direktør."

Abraxas lo ad hendes kommentar. Han havde aldrig tænkt over hvordan han fremstod for mennesker, og han undrede hvordan Eleanor så ham. Forsigtig lagde han en hånd på hendes kind og kærtegnede den blidt – hun var smuk og begavet. Havde han ikke haft sine gode manerer havde han kysset hende her og nu, men snart blev døren åbnet og manden fra balkonen trådte ind. Abraxas sukkede, da han havde håbet at det kun var primadonnaen der ønskede at snakke med ham, men han forstod nu at der var en anden sag han skulle tage sig af. Med et undskyldende blik vendte han sig om mod manden.

”Ja?” sagde Abraxas med en behagelig stemme. Han var rolig og holdt sin krop i en elegant men afslappet stilling da han stod med ryggen til Eleanor. Manden fremsagde at dette emne handlede om en ny form for fragt som teateret skulle modtage, men at folkene der skulle have flyttet fragten havde brudt deres løfte og sagt op i sidste øjeblik. Abraxas sukkede og tog sig til hovedet. Han stod længe sådan og tænkte, men vendte sig så om til skrivebordet med Eleanor på. Med et par lette skridt var han bag skrivebordet igen og fandt en lille seddel frem. Svagt mumlede han at han havde håbet aldrig at benytte dette nummer. Alligevel rettede han sig op med sedlen og gik over til manden med den.

”Bed efter førerhunden” sagde Abraxas roligt. ”Jeg gætter der ikke er flere opgaver for mig denne aften?” Han stod afslappet og så på manden der tænkte sig om og derpå rystede på hovedet. Derpå forsvandt manden ud af hans kontor og Abraxas vendte sig med et høfligt smil om mod Eleanor igen.

Eleanor smilte over hans latter og kunne ikke lade vær med at smile tilbage, hvor var han dog dejlig. Hun lod sin kind lægge en smule vægt mod hans hånd, mens hun betragtede manden foran sig. Hvordan kunne det være at hun bare kunne falde for en fremme mand på den måde?  Hun var godt klar over at han havde nogle manerer hun skulle bruge i gennem for at komme tættere på ham, mens han stod der foran hende havde hun den størst lyst til at mærke hans læber mod sine. Men det var sikkert for tidlig for ham, selvom at hun var mere end villig til at kysse ham lige nu og her. Hun var næsten helt tyllebundet af ham, hans måde at være på var bare dejlig og så hot - hans høflig, men stadig charmen var bare, mums.
Hun kiggede forvirrede mod døren, hvem trak dem dog ud af deres lille boble? Hun kunne  dog godt mærke at Abraxas heller ikke var tilfreds med at der kom en mand ind igen. Hun kunne genkende ham fra før, hun sad bare på bordet og lyttede til deres samtale, selvom hun ikke rigtig forstod det hele. Hun kendte jo heller ikke til tingene i teateret - endnu. Hun betragtede Abraxas mens han snakkede og fandt endnu en seddel. Hun lagde det ene ben over det andet, mens de snakkede færdig.
Hun smilte over at der ikke var mere for i aften, hvilket betød at hun havde Abraxas for sig selv. Hun hoppede elegant ned af bordet og bevægede sig hen til ham da han vendte sig om mod hende. Hun lagde en blid hånd mod hans bryst, og kiggede ham i øjnene med et charmende og forførende smil. Normalt havde hun bare kysset ham, men hun følte for at skulle spørger om lov. Han var jo en mand med gode manerer lige nu. Hun flyttede læberne hen mod hans, så der kun var få centmeter i mellem. "Er De klar over, hvor stor lyst jeg har til at kysse Dem?" Hendes øjne lå stadig i hans.

Abraxas følte sig tiltrukket af hende, og han fulgte hver en bevægelse hun gjorde, fra hendes skiftende ben til hendes lette måde at gå den korte afstand der var med dem. Da hun kom nærmere lagde han en finger under hendes hage, så han bedre kunne se hende an. Han så på hendes forførende smil, det trick der fik mænd til at gå i knæ for kvinder verden over, og han følte sig selv så uendeligt tæt og dog så langt fra kvinden der stod foran hende. Hendes ord fik et smil på hans læber, og han vidste at han kunne bruge resten af sin aften, nat, morgen – ja resten af livet – på at se på hendes gudesmukke ansigt. Hendes tone virkede så let og fuld af længsel at Abraxas nærmede sig hende yderligere, og kun spidsen af hans læber rørte hende mens han snakkede.

”De mener at De ville kysse en vildt fremmed, som De knap nok er intim med?” hviskede han sødt. Hans ånde var sød og en behagelig følelse bredte sig i rummet. Abraxas så hende længe i øjnene sådan som de stod der, så tæt som de kunne være uden at kysse. Med den anden hånd kørte han et af hendes øse hår om bag hendes øre. Han havde stadig hans manerer der lurede i hans baghoved, der fik ham til at tage hendes hånd. Han tog et mindre skridt væk, ikke for langt, og smilede blidt til hende.

”Lad mig gemme Deres kys til natten er omme” sagde han blidt og charmerende. ”Lad os i stedet nyde nattens mystik, gå en tur, og da kan De med rette tage et valg om jeg fortjener Deres blide og skrøbelige læber mod mine.” Han snakkede som et rent skuespil sådan som de stod der.

Hun nødt han høflighed og hans måde at rør hende på, den måde han betragtede hende. Hun følte at han virkelig lagde mærke til hende måde at være på og bevæge sig, men han havde nu også kun set den mere klassiske side af hende. Hun var ikke født i slutning af 1900-tallet for sjov, selvom at hun var opvokset som en fin kvinde. Hun kunne godt mærke den svag rosa farve komme frem på hendes kinder, den måde han udtryk hendes lyster til at mærke hans læber gjort hende en smule forlegen. Hun var ikke sikker på om han var bekendt med hvordan man gjorde det med kærlighed og lyster idag, de flest unge mennesker havde i dag næstet fået halvdelen af tøjet af før de spurgt efter persons navn, hvilket dog også var forkert. Hun kunne svagt mærke hans læber svagt rør ved hendes, mens de stod helt tæt op af hinanden. Nu ville han også godt kune mærke den tydelig varme som kom fra hende, hun var jo varmere end et normalt menneske ville være.
"Helt fremme er De ikke længere, jeg kender både navn, alder og job," sagde hun med et en svag latter og en charmende tone. "Men velkommen til det til 20. Århundrede," sagde hun og blinkede kækt til ham. Det var en hentydningen til at tingene blev gjort på en hel anden måde i dag, men hun kunne nu stadig godt lide hans måde. Der var noget mere charmende og sexet over den måde han ført sig frem på, hun var ganske vist betaget af ham. Hun smilte både sødt og charmende til ham, da han tog et løs hår om bag øret på hende igen. Hun blinkede kort med øjnene da han bevægede sig en smule væk fra hende.
Gemme kysset til senere? Hmm, ikke helt tilfreds, men det gik. Hun lagde hovedet svagt på skrå over hans sidst ord, men hun så nu frem til at gå tur med ham i natten. "Den er fin med mig. Jeg er ret så sikker på at De fortjener mit kys når vi er færdig med at gå, De kunne vel følge mig hjem?" spurgte hun med en charmende og forførende stemme.

Abraxas smilede roligt til hende. Han vidste godt hvordan det fungerede i denne tid, han havde da haft sex i dette årti, men han kunne ikke lade være med at le. Hun havde tydeligvis lyst til ham, og han havde lige så meget lyst til hende, men han fandt hende speciel. Hun var ikke bare én man tog med i sengen og sagde farvel til for evigt, nej, hun var en veluddannet kvinde der fortjente respekt. Abraxas strøg blidt hendes kind og ønskede inderligt at hun ville forstå hans motiv. Det havde været lang tid siden han havde oplevet kærlighed, og dengang gik det galt. Han så ned et kort øjeblik for at klare sine tanker og vendte derpå blikket op mod Eleanor – han nægtede at sætte hende igennem nogen lignende smerte.

”Skal vi?” sagde han blidt og rakte armen mod hende, som han havde gjort på balkonen. Hans hår sad en smule rodet på hans hoved men det var en del af hans charme, men hans holdning var elegant som altid. Han overvejede muligheden om at følge hende hjem, men svarede ikke direkte, men med et nik. Elegant åbnede han døren for hende og førte hende denne gang længere ned gennem gangen og ud til baggården. Derfra kom de ud i natten og gaden var fuld af mennesker der var på vej ud i byen. Abraxas lo stille over hvordan en gruppe af venner stod og skubbede hinanden og udfordrede hinanden drilsk.

Eleanor undrede sig en smule over hans ikke direkte svar, da hun havde regnet med at han ville være kommet med en god kommentar eller noget i den retning om det. Hun kunne godt mærke at hun elske den opmærksomhed som han gav hende, den måde han tog fat i hende og førte hende rundt, løftede hende op på bordet, han behandlede hende med forsigtighed og høflighed - noget hun ikke var van til der skete. Hun havde mødt en fyr tidligere i sit liv som havde sammen opdragelse som hende, men han endte i nogle ret så hård stoffer - også var der Blake, drengerøven i hendes liv. Abraxas var bare noget helt andet, mystik og spændende. Hun var sikker på at hendes forældre ville elske ham, det var hun klar over.
"Lad os," sagde hun smilende med en charmende tone. Hun lagde sin arm i hans, så de kunne gå. Hun fulgte med ham ud i baggården, hendes blik gled rundt og landede på de unge drengen. Hun grinte let over deres drillende opførsel for hinanden, hun betragtede dem lidt, og genkendt nogle af dem fra stripklubben. Hun kunne deres drikkevarer i hovedet, da en af dem var stamkunde. "Så, hvad vej skal vi her fra?" spurgte hun smilende med en charmende tone og betragtede ham i det svage lys fra lygterne ved teateret.

Abraxas studerede hende nærmest i den let oplyste gade de nu bevægede sig gennem. Han havde aldrig et bestemt nål når han gik ture, men plejede at ende hvor han havde lyst til. Roligt overvejede han sit svar og så hende i øjnene med en glødende passion. Et charmerende smil bredte sig på hans læber og han lænede sig forsigtigt ind mod hendes øre.

”Jeg har et sted jeg ønsker at vise Dem” hviskede han blidt med en charmerende stemme. Hans ånde var sød, men ikke kvalmende, så tæt som han havde sit hoved. Hans duft bredte sig mellem dem og en behagelig følelse spredtes hvor end de gik. En vind kørte gennem gaderne og havde kulden med sig, og Abraxas vidste at efteråret havde en finger med i spillet. Han så på Eleanor med et roligt blik, han vidste at hun var dæmon, men hendes element kendte han ikke til, og han var bange for at det var ilden der var hendes. I det tilfælde skulle hun holdes varm, da kulden jo kunne skade hende.

Eleanor fulgte med ham i gaderne, og betragtede ham til tider. Hun var jo nødt til at holde øje hvor hun satte fødder, da hun havde stiletter på, det ville ikke være elegant lige at falde og knække hendes sko. Hun var meget forsigtig, men bevægede sig stadig lige så hurtigt som ham. Hun undrende sig lidt over hans glødende blik, hvilket fik hendes øjne til at blive lime grønne igen. Hun forbandede hendes magi med at hendes øjne kunne skifte farve, hvis man bare kendte hende, kunne man hurtigt regne ud hvad hun følte og hvilket øjenfarve som hørte med til det.
"Er sted? Hvilket sted?" spurgte hun smilende med en nysgerrighed og en svag charmende tone. Hun kunne godt tænke sig at vide hvor han gerne ville havde hende med hen til? Det lød som noget der var en smule speciel på den måde han fik det sagt, hans søde hvisken i hendes øre. Hun følte sig for først sådan rigtig betaget af en hel fremme mand, Blake havde ikke være  fremmede for hende, hun havde mødt ham igennem skolen før han havde slået benene under hende væk. Abaxas havde slået benene en smule væk under hende bare på en aften, da han både var forførende, charmende og formel.

Gadelygterne omkring dem mens de gik havde et gulligt skær over sig, der gjorde gaderne fulde af mystik. Hvert gadehjørne var som at træde ind i en anden verden, men man følte sig stadig i stadiet mellem liv og død. Abraxas vidste at menneskene definerede dette sted som limbo, et sted hvor man var, men alligevel ikke var. Han førte hende til parken i byen hvor ildfluer langsomt var ved at danne små klumper i tusmørket. Det var ikke ofte at Abraxas var i parken, men på denne tid af døgnet skete der forunderlige ting i denne ellers så normale del af byen. Ildfluerne dansede i natten og man hørte i det fjerne en ugle kue.

”Det er sikkert et sted De har set mange gange om dagen” sagde Abraxas og fulgte hende over til den lille sø der var i parken. Ude på vandet gled insekter rundt på overfladen, som små skøjtedansere farede de op og ned og frem og tilbage. Det var en scene taget ud af Shakespeares skuespil ”A Midsummer Night’s Dream”, trods efterårets tilstedeværelse. Bladene på træerne omkring søen dannede et rent regnbueskær i månelyset – alle de farver og alle de træer! Abraxas trak forsigtigt sin arm til sig og lod Eleanor se på denne nattens forestilling, mens han selv tog plads bag hende. Han lagde en hånd på hendes skulder, hvor han rørte hendes bare hud – hun var kold – derpå tog Abraxas sin jakke af og lagde den forsigtigt over hendes kolde skuldre.

”Jeg beklager hvis jakken ikke passer, men hellere dette end kulden” sagde Abraxas blidt i hendes øre. Han kørte hans hånd forsigtigt og rytmisk op og ned af hendes ryg for at generere noget varme til hendes tilsyneladende spinkle krop. Hun så så forførende og godt ud i dette svage månelys, og med den blide summen af et insekt i baggrunden lagde Abraxas sine arme om livet på hende, mens han stod bag hende. Han ville ikke virke for fremstødene, men han var fast besluttet på at holde hende varm, og han måtte indrømme at han nød den nærhed han nu følte. Det havde været længe siden han havde følt denne følelse, men han skød tanken til side, og valgte at nyde dette øjeblik.

”Kan De lide det?” hviskede han i hendes øre, sådan som de stod og betragtede søens liv udspille sig. Hans duft var sød, men man kunne tydeligt lugte den varme og mandlige lugt af hans deodorant der nu florerede omkring dem. Hans krop var overraskende varm, men ikke svedig som fleste mænd havde været ved denne temperatur.

Eleanor fulgte ham med rundt i de gader de kom forbi, hun kendte stedet. Ikke så lang til stripklubben og hen hvor hun boede. Hun plejede at tage den kort vej igennem parken når hun skulle hjem fra arbejde, der midt om natten. Det var nu godt at hun var en ild dæmon, ellers havde hun nu nok ikke klaret sig på gaden om natten. Hun kunne godt huske en fuld mand for et halv år tilbage da hun igennem parken om natten, hun havde sat lidt ild til ham. Det var helt mærkelig at tænke på at det var sket, og nu stod hun her med en delvist fremme og nødt nærværet. "Jeg har været her mange gange i parken. Både dag og nat," sagde hun smilende, mens han førte hende ned til søen. Det var så et sted hun ikke havde set om natten, da hun for det mest bare havde travlt med at komme hjem igen. Hun bevægede sig forsigtig hen over græsset det her var ikke lige noget hun havde regnet med. Hun kom med et lille 'orh', da hun så insekter danser rundt oven på vandet, det så jo helt igennem smukt ud. Lige nu ville hun godt havde haft hendes kamera så hun kunne tage nogle billeder, men hun kunne altid komme igen. Lige nu ville hun bare nyde at være sammen med Abraxas, han havde ubevist førte hende til det sted hun elskede mest ved byen. Hun gøs helt da hans fingre rør hendes bar skuldrene, det var som om der lød strøm igennem hendes krop. Ja, hendes hud var kold, men hun fnøs langt fra. Hun mærkede jakken landede på hendes skulder, hun smilte sødt og charmende. "Du skal ikke beklage, men jeg fryser slet ikke," sagde hun smilende. Hun havde jo sin indre varme, så hun behøvede ikke overtøj. Hun kunne bare en tåle større mængder af rigtig kulde, som hvis hun tog til Grønland ville hun være fucked.
Men på den anden side elskede hun at mærke hans hænder op og ned af sin ryg, så det kunne godt være hun skulle begynde at fryse noget mere. Hun sukkede nydende da hun mærkede hans armene omkring livet. "Bare glem det, jeg fryser," sagde hun med en drillende tone, og lænede sig en smule i mod ham. "Jeg elsker det. Det er helt vild smuk, havde slet ikke regnet med at søen kunne se sådan ud om natten."

Sådan stod de længe mens de betragtede søens liv og hvorledes ildfluerne dansede i vinden. Han smilede, ikke for at underholde, men fordi han virkelig nød denne nærhed som han nu havde med Eleanor. Det havde følt som en evighed siden han sidst havde holdt en kvinde således, og han følte en lettelse bruse ind over sig. Denne lettelsesfølelse bredtes imellem dem i aftenvinden. Det var let at mærke hendes varme gennem jakken, og Abraxas rettede sig forsigtigt mens han stadig holdt armene om livet på hende. Havde han haft dårlige manerer, havde han nok snydt sig til et kys, men han var fra en anden tid og det kunne han ikke ryste af sig.

”Søen synes smukkere nu med Deres tilstedeværelse” hviskede Abraxas blidt i hendes øre. Der var intet seksuelt over det han sagde, snarere en hengivenhed der lød som en længsel. Han kunne lugte hendes parfume endnu bedre sådan som de stod, og et let suk undslap hans læber. Hans vejrtrækning var rolig, mens han lyttede til den svage lyd af hendes hjerte, og han priste sig lykkelig over at han havde gode sanser som djævel.

Hun elskede at stå sådan her måde ham, nok kendte de hinanden ikke så meget, men det kunne de komme til. Et skridt af gangen, ikke? Hun elskede han var fra en anden tid, som gjorde ham mere til den romantiske type i stedet for den klassiske drengerøv som hun kendte til. Hun vidste hun ikke burdet nyde at stå sådan her med en fremmede mand som hun gjorde, men der var bare noget særligt over ham, som gjorde hende helt tyllebundet af ham. Hun vidste at lige nu måtte aften og natten bare ikke ende, hun ville have mere tid til at nyde det hele i. Men mon ikke at hun fik lov at se ham igen inden længe, hvis de nu sluttede aften? Hun ville dog ikke havde noget i mod at blive med ham hele natten og dagen med, hun smilte for sig selv over disse tanker. Tanker som hun ikke burdet have, af flere grunde. Blake var en af dem, men hun var en smule ligeglad med hvad han tænkt nu. Lige nu havde kun en mand i tanker; Abraxas.
Hun klukkede svagt over hans kommentar, så sød og uskyldig. "Det må nok være de finste ord en har sagt om mig," sagde hun smilende med en sød stemme. "Men jeg vil sige det er vidunderlig at stå her med dig." Hun vendte sig med ryggen mod søen og ansigt mod ham. Hun betragtede ham let, mens hun lod sin ene hånd glide op til hans kind. Hun vidste hvad hun havde mest lyst til lige nu, tiden var perfekt i følge hende. Men ville han blive sur? Det kunne gør det hele bedre, men også gør det hele vær. Hun vidste ikke helt hvad hun ville vælge, lidt i konflikt med sig selv der. Hun bestemte sig med et for at tage chance, mon ikke også han havde lyst? Hun stilte sig en smulte på tæer, og lod sine læber blidt pressede mod hans.

Abraxas nød det øjeblik deres læber ramte hinanden, og han måtte indrømme at hun overraskede ham en smule. Han greb om hende og pressede sine læber mod hendes, og det var som om aftenens afstand og tilbageholdenhed fløj bort som et slør. Abraxas’ krop fyldtes af lettelse og lyst, men han holdt igen for ikke at ødelægge øjeblikket. Hans læber var hårde, men stadig bløde mod hendes, og dette ene kys føltes som en evig velsignelse. Da deres læber endelig skiltes så Abraxas hende i øjnene med et svagt smil. Han havde håbet at hun kunne have ventet til aftenen var omme, men han var alligevel glad for det kys de lige havde delt.

”De kunne ikke vente længere?” spurgte han drilsk, som var hun et utålmodigt barn. Han smilte blidt til hende og strøg hendes kind. Abraxas’ hud skinnede næsten i månens lys, og fik ham til at ligne en porcelæns figur der skulle håndteres forsigtigt så den ikke gik i stykker.

Hun nødt dette øjeblik med ham. Det var helt fortyllende som de stod der i mørket kun oplyst af lamper på stien, så der stod de ved søen og kyssede endelig. Nok burdet hun havde vente på at de havde afsluttet aften, men på den anden side var deT her for godt til at hun kunne havde ventet med det. Hans løber var en smule hårde i forhold til hende, men de var stadig en smule bløde og dejlig. Hun ville ikke fortryde at hun havde taget det først skridt, men det her var bare for godt til ikke at lade vær. Hun blinkede let, da de slap hinandens læber. Hendes blik lå i hans, hendes blik var varm og charmende. Hun kunne ikke hacde et en bedre aften end hun havde fået her nu, dette kunne kun blive bedre.
Hun grinte let af hans ord og aede svagt hans kind. "Desværre nej, dette øjeblik var perfekt til vores først kys,"sagde hun smilende og fik atter en svag rosa. Hun kunne ikke huske hvornår sidst hun havde rødmet så meget på en aften, men han var også noget specielt. "Plus dine læber så bare så lækkere ud," sagde hun smilende med en forførende undertone og et glimt i øjet.

Abraxas så på hende med et smil. Han kunne ikke forstå hvorfor en sådan gudesmuk kvinde som Eleanor Springs var blevet så tryllebundet af ham, og hvordan en ellers normal ung kvinde kunne komme og skabe ravage i hans tanker og lyster. Abraxas måtte indrømme at han aldrig havde tænkt over hvordan han fremstod overfor andre end ham selv, og han vidste i princippet meget lidt om hvordan han så ud i forhold til normale mennesker. Ikke desto mindre, nød han dette øjeblik i måneskinnet, fortryllet af en ung dæmon, der ligefrem havde givet ham et kys. Hendes kind varmede mod hans kolde hud der føltes som slebent marmor, mens han lyttede på hendes ord. Hun havde trods alt ret – det var helt klart det perfekte øjeblik til et kys, men Abraxas følte stadig som om han havde snydt sig til denne tæthedsfølelse.

”Min kære Eleanor” hviskede han blidt til hende. Han rynkede let panden ved tanken om hvad der skulle ske nu – turde han tage springet og føle de følelser som han for længst havde begravet i sit indre. De følelser han engang havde følt var blevet begravet med en kvindes kiste engang for længe siden, og han ønskede ikke at Eleanor skulle lide samme skæbne. Han tog hendes hånd fra hans kind og ned i sine hænder og studerede de spinkle fingre sådan som de lå i hans. Han kyssede let hendes hånd og mærkede hendes varme mod hans læber, og med et følte han som om hans liv var kommet tilbage til ham.

Som de blev stående ved søen jo mere forelsket følte hun sig, men hun havde ikke tænkt sig at tage det spring endnu - mest fordi at hun næsten ikke anede noget som helst om ham, og omvendt. Hun ville dog elske at tilbringe mere tid og lærer ham at kende, det kunne man jo på mange måder.... Både som personlig, og i seng. Dog ville hun ikke gå for lang med ham, medmindre han selv lagde op til det. Hun vidste han tydelig havde nogle normer og værdier han havde været ved at komme videre med, men det var vel også naturligt? Ligesom der var kommet andre normer i dag.
Min kære Eleanor?! Hun smilte stort og kærligt ved disse ord, hvordan kunne hun bare blive så betaget af ham? Herre gud, de havde jo lige mødt. Nogle folk faldt man jo bare over med et samme, hvor i mod at mange skulle man lige komme lidt tættere på før man faldt. "Abrax," sagde hun smilende og bed sig svagt i læben. "Skal vi blive her ved søen eller er du med på at gå videre? Nok er her smuk, men du begynder at føles meget kold," sagde hun med en blid og charmende tone. Hun anede stadig ikke var han var, mon hun skulle spørger for at være på det sikre side? Hvis han nu var vampyr, så var han jo kold af natur? Så var hendes spørgsmål jo ret så dum, hun betragtede ham smilende, hans øjne var ikke røde... Så vampyr var han nok ikke.

Abraxas lo stille ved hendes reaktion, som om hun ikke var vant til at høre søde ord. Hendes kommentar med hensyn til hans temperatur fik ham til at smile. Hun havde endnu ikke regnet ud hvad han var, og han håbede inderligt at hun ville acceptere ham alligevel trods hans races ry. Han lagde en tempereret hånd på hendes kind og nikkede så til hendes forslag om at gå videre. Dette øjeblik vidste han havde været specielt for dem begge, men han følte sig underlig til mode da de bevægede sig videre gennem parken. Det havde været længe siden han havde hørt hans hjerte virkelig slå for nogen og han kunne ikke forstå denne pludselige følelse af tillid der bandt dem sammen.

Mens de gik holdt Abraxas en arm om hendes liv, mens hans anden hånd sad i hans lomme. Det var tydeligt at han var blevet mere afslappet omkring hende, men han gjorde intet der ville blive misforstået som en form for uanstændig berøring. Han gik roligt ved hendes side gennem parken der var oplyst af få lamper hist og her. De nåede gennem parken og til det kvarter hvor Eleanor boede, og Abraxas så sig om. Det var et nydeligt villa kvarter med store haver og franske vinduer i alle huse. Han vidste ikke at hun boede i dette område men nød synet af disse smukke villaer.

”Hvor vil De gerne hen nu?” spurgte han blidt. Han havde aldrig et mål når han gik sine ture, og han måtte indrømme at det nok var det han nød mest.

Eleanor betragtede ham let, hun smilte over hans smil selvom hun ikke anede hvad han smilte over. Hun betragtede ham let, mens hun stadig undre sig over hvad han var. Hun kendte ikke til alle kendetegn ved de forskellige racer, hun kunne kende vampyr og dæmoner - men det var kun fordi hun selv var dæmon. Ved formskifterne kunne man se dyr trækningerne ved deres menneskekrop, og det samme med varulv, det kunne også mærke det indre dyr. Men ved ham anede hun ikke hvad han var, det var lidt en gåde for hende.
Hun fulgte med ham og smilte kærligttil ham, hun nødt denne aften. Den havde været perfekt for hende, hun havde mødt Abrax som var vidunderlig. Hun vidste godt at hun ikke kendte ham særlig godt, men det kunne hun komme til med tiden. Hun huskede hans ord fra tidligere om at ville lærer hende at kende mere, som de egentlig skulle have gjort på turen her. Men i stedet for nødt de hinanden selvskab og snakkede ikke så meget. De snakkede kun en smule, men det gjorde ikke noget for hende, de ville helt sikkert komme til at snakke meget mere. Hun genkendte stedet hvor de var på vej hen, hun boede ikke så langt her fra, hun kunne næsten se hendes hus herfra. Skulle hun spørger om han ville med ind? Hun var ikke klar til at lade ham gå, men det af ham hun kendte ville han måske sige nej på grund af sine gode og høflige side. Hun ville dog ikke godtage et nej fra ham, kun ja, intet andet.
"Ærligttalt er jeg lige glad, bare du er med mig," sagde hun smilende og lænede sin til ham. "Altså... Vi kan gå hjem til mig, hvis du er frisk. Kan tilbyde te eller en drink, alt efter hvad du er mest til?" Hun kiggede charmende på ham, der var ingen tvivl om hvad hun have lyst til.

Abraxas mærkede hurtigt at hun var fanget i hendes egne tanker, men lod hende gøre det. Han vidste ikke hvad hun overvejede, men da hendes spørgsmål om at tage hjem til hende kom som en mindre overraskelse for ham. Selvfølgelig havde han lyst til at komme med hende ind, men ville han kunne holde sig selv i skak? Hans manerer var der altid, men han var trods alt en mand med behov, og hvis hun først begyndte at være tættere på ham, vidste han ikke om han kunne holde sig tilbage. Abraxas stod lidt med sine overvejelser mens han så på Eleanor. Hun var sådan en smuk kvinde, og intet Abraxas havde set før kunne sammenligne sig med hende. Han ønskede ikke at ødelægge den aften de havde haft men tog sig selv i at have stået for længe uden at sige noget. Djævlens øjne mødte dæmonens i en tavs samtale, men han åbnede til sidst munden.

”Jeg ville elske en drink” sagde han blidt. Så var det gjort, og sådan skulle det ske. Det var for sent at bakke ud af det nu, og han ville elske at høre mere om hende. Hun var muligvis ung af sin eksistens, men der var noget af det nymodens der tændte en flamme i Abraxas. Det havde været længe siden han havde haft sådanne følelser kørende i hans krop, og sågar om en næsten fremmed.

Eleanor betragtede ham smilende, mens han overvejede hendes spørgsmål. Hun håbede inderligt at han gerne ville med hende hjem, hun havde planer om at styrer sig selv hvis det var. Hun ville ikke skræmme ham eller gå for langt, men hun var sikker på at hun ville se ham igen. Måske til en date eller et eller andet i den stil. Hun kunne ikke vente med at se ham igen, hun følte sig mere eller medmindre forelsket. Hun vidste dog godt at de skulle lærer hinanden at kende mere før de nok blive kærester, eller hvad de følte for. Hun ville dog ikke have noget i mod at bruge og den næste dag sammen med ham, det kunne være så godt og hyggeligt.
Hun smilte stort da han sagde at han ville elske at få en drink med hende, hun grinte svagt. "Det er jeg meget glad for at du gerne vil," sagde hun med en et glad smil, hendes øjne blev en lys grøn i stedet for hendes brune. "Så vil jeg vise dig vejen hjem." Hun tog blidt fat i hans hånd og smilte over følelsen af hans hud. Hun elskede at mærke ham, selvom at hun kun rørt ham kort eller få steder. Hun fulgte ham ned af en gade i område, og førte ham ind af indkørsel ved en stor villa. Den var hvid med sort tag, og nogle store vinduer her og der, der var etager.
"Så er vi her," sagde hun smilende og førte ham op af tapperne til hoveddøren, som også var sort. Hun låste døren op og smilte blidt til ham, mens hun lukke dem ind. De kom ind i en gang, hvor der var en trappe op og en gang til den anden siden.