The Night is Dark... (Frozen)

Det begyndte efterhånden at blive koldt, der hvor hun lå. Selvom hun havde sin falske pelsjakke på, varmede den slet ikke nok. Så hun begyndte at få gysehud, mens hun lyttede til hvad han sagde. "Det burde jeg vel, men jeg har svært ved det, eftersom jeg har kneppet dig sønder og sammen." svarede hun lavt og rystede på hovedet.

Hun blev dog stødt over hans næste sætning. "Jeg er IKKE dum! Hvis du i øvrigt slår mig ihjel, hvad har du så af sjov tilbage i denne grufulde verden?" spurgte hun ligeud og lukkede øjnene. Hendes øjne var hele tiden slørede og det dunkede stadig i hovedet.

"Du kan bare ikke lade være med at være fornærmende, kan du?" sukkede han og smilede koldt.
"Og til din orientering... hvis jeg slår dig ihjel, er der masser af andre smukke, unge kvinder som jeg kan gøre mine små ting ved..."

Tænk at hun var så naiv... eller måske var hun blot dum.
Han overvejede hvad han nu skulle gøre...

Hun rystede kort på hovedet og smilede. "Nej, det ligger bare til mig at fornærme folk, hvis de er skide provokerende." sagde hun. Hun kneb dog øjnene sammen ved hans tilføjelse. Andre kvinder? "Hmm.. og jeg som troede, jeg bare var en lille smule mere unik end andre kvinder, men ak nej.." sukkede hun opgivende.

Det var sørgeligt at tænke på, at han ikke så hende som et specielt offer, men bare som et hvilket som helst andet dumt offer. Hun ventede på, hvad han skulle gøre ved hende, selvom hun gerne vil ud af det her og smadre ham.

"Anderledes? Det er du skam på visse punkter..." sagde han mens han vendte blikket mod hendes ansigt igen.
"Hvis ikke du var anderledes, ville jeg have dræbt dig eller efterladt dig første gang, uden at opsøge dig igen..."

Han smilede igen sit iskolde smil.
Hun var skam anderledes... han nød virkelig at gøre hende fortræd.

Igen førte han knivsbladdet ned over hendes mave. Fristelsen blev større hver gang han gjorde det...
"Hvis du kunne vælge... hvad så?"

Hun smilede selvfølgelig stort over, at hun var mere anderledes end de andre. "Det er jeg rigtig glad for at høre dig sige. Nu er jeg helt rørt til tårer." sagde hun iskoldt og smilede stift. Det kunne være han havde følelser for hende, men hvis han havde, ville han nok vise det på en anden måde.

Hun kiggede ham ind i hans sadistiske øjne og betragtede ham bare uden et ord. Han førte igen kniven over hendes mave, som en trussel. "Hvis jeg kunne vælge, ville jeg ligge i din seng og sove, mens jeg havde låst dig udenfor din dør." svarede hun ligegyldigt, som om det ragede ham.

Hendes tone morede ham, og han rystede på hovedet over at hun blev ved og ved og ved...
"Det var da et kedeligt valg. Så må jeg jo bare vælge for dig, hvis ikke du selv kan!" sagde han så, og den sadistiske lyst lyste ud af hans røde øjne.

Han lagde kniven ved siden af hende, knyttede næven, og gav hende to dybe, smertefulde slag lige efter hinanden.
Følelsen af hans næve mod hende bløde, bare mave var fantastisk for ham... hans sygelige sind reagerede voldsomt på det, og hans blod brusede vildt i hans årer.

"Vent...stop! Jeg svarede jo på dit spørgsmål, din sadistiske nar!" råbte hun og prøvede at vride sig fri - uden held. Hvis han brugte kniven nu, var hun højst sandsynligt færdig, men til hendes forbavselse, lagde han kniven fra sig og gav hende i stedet to smertefulde slags i maven.

Mens han slog hende, kom der små gispede lyde fra hende, mens hun spændte i maven. Hun følte at hun igen skulle kaste op, men holdt det i sig. "Du tænder sikkert på det, psykopat.." hviskede hun gennem tænderne og stirrede ondt på ham.

Han kiggede på hende med et falsk, overrasket udtryk.
"Tror du virkelig?" sagde han og smilede ondt.
"Tænk... det troede jeg du blev klar over første gang jeg gjorde det. For du har helt ret." sagde han, og hans smil blev igen sadistisk.

Han lagde sin hånd fladt på hendes mave og sagde: "Men det er nu en skam at du spænder sådan... det er langt bedre hvis du slapper af. As soft and vulnerable as possible."
Han knyttede igen næven, men denne gang lagde han den bare halvtruende imod hendes mave, mens han fortsat stirrede på hendes ansigt.

"Jaa, jeg ved godt, jeg er lidt langsom i optrækket, men nu ved jeg det altså. Men det er rart at du ikke benægter det." indrømmede hun blankt og stirrede ind i hans røde øjne. Gad vide, om hun mon kunne få nogle følelser i gang indeni ham. Måske kunne hun narre ham på en eller anden måde.

"Der er jo nok en grund til at jeg sådan spænder. Tænk, hvis jeg slog dig i maven. Hvordan vil du mon have det?" spurgte hun og prøvede at få hans empatiske side frem. "Vi kunne jo også bare tage hjem." foreslog hun endnu engang og smilede provokerende.

"Hvorfor skulle jeg benægte det? Jeg er langt ude over at skamme mig over det... det er blot en menneskelig sindssyge, som jeg med glæde tilfredsstiller når muligheden byder sig." lød hans svar.

Han lyttede igen til hendes ord, og atter en gang lo han kort.
"Du spænder for at det skal gøre mindre ondt, det ved jeg... det gør de fleste... men selv der er det ganske tilfredsstillende." sagde han og smilede igen til hende.
Han nød situationen... han havde hende nøjagtigt hvor han ville have hende.

"Og nej... vi tager ingen steder."

"Man har vel visse feticher, men jeg har dog aldrig hørt om at man tænder på at smadre folks maver. Og ja, det er lidt sindssygt." svarede hun irritabelt. Hun var efterhånden begyndt at blive utålmodig efter at ligge der på den iskolde jord.

"Det er jo naturligt at være anspændt, når man møder fare på sin vej." svarede hun og smilede lettere tilfredst, fordi hun vidste at hun kunne holde til en del. De skulle åbenbart være her i et stykke tid. "Jamen... jeg fryser altså!" råbte hun, i håb om at nogen skulle høre hende.

"Nej, jegkan forestille mig at det ikke er så udbredt i den menneskelige verden... men ikke desto mindre synes jeg nu at det giver mening. Det er trods alt et både sexet og sårbart sted på kvindekroppen." svarede han med en lettere legende stemme, mens han nu førte hånden væk fra hendes mave, og ned over hendes ene lår.

Da hun råbte, himlede han med øjnene, og slog hende igen. Hårdere denne gang. Og i den øverste del af maven, hvor det ville gøre endnu mere ondt.
"Én gang til... og så er det kniven vi leger med." sagde han koldt.

Hun lyttede ihærdigt til det han fortalte. Måske var det mere normalt i hans verden at tænde på sådan noget, end i denne verden. Der fandtes nok ikke så mange, som tændte på den slags her. Vreden steg efterhånden, som han førte sin hånd hen på hendes lår, uden hun havde givet ham lov. "Stop det!" snerrede hun men kunne ikke vride sig fri for den hånd, der lå på hendes lår.

Da han valgte at slå hende igen, kom hun til at skrige af smerte, samtidig med at hun fik et surt opstød, som hun hurtigt sank igen. Hun ville gerne krympe sig sammen, men kunne ikke. "I don´t care.. it doesn´t matter anyways.." svarede hun lavt og vil snart gerne væk.

Denne gang kærtegnede han provokerende hendes mave efter slaget.
Legen var sjov... men han kunne mærke at den snart ville begynde at kede ham.

"You don't care? Jamen i så fald..." sagde han, hvorefter han fjernede hånden fra hendes mave.
Han smilede farligt til hende og samlede kniven op.
"Det her vil du nok ikke nyde..." lød det vanvittigt fra ham.

Så stak han hende.
Kniven blev boret dybt ind i hendes bare mave, og han holdt den der mens han så iskoldt på hendes ansigt.
Han overvejede om han skulle fortsætte nu... eller om han skulle redde hende for måske at fortsætte en anden god gang.

Det irriterede hende at han blev ved, selvom hun havde bedt ham at stoppe. Hun kunne ikke lide hans farlige udtryk i ansigtet. Hun skulle aldrig have sagt at hun var ligeglad. Da han stak ned i hendes mave følte hun ingenting i et øjeblik. Alt blev stille og det begyndte at prikke mærkeligt i hendes mave. Hun kiggede ned og så hvor meget det blødte. Det var mere mørkerødt end normalt. "Hvorfor?" spurgte hun mens et smil bredte sig. Hun så pludselig omridset af en hund. Mon det var Hewie? Skikkelsen knurrede i hvert fald og trådte frem. Det var Hewie som gøede af ham.

Hans ansigt var frosset i et ondskabens smil, og han svarede hende med en stemme som ville give de fleste kuldegysninger: "Hvorfor...? Det sagde du jo selv... du kaldte mig jo lige en psykopat."
Der var en underlig morskab i hans stemme. En ond morskab. Vanvid.

Han rettede kort blikket mod hunden, der pludselig dukkede op.
"Ah... den trofaste helt vender tilbage. Men vær rolig, hund... se her." lød det fra ham.

Med en langsom, yderst smertefuld bevægelse, trak han kniven ud af hendes krop - og i takt med at klingen forlod hendes kød, lukkedes hendes sår.
Da kniven var helt væk fra hende, var såret helt forsvundet, og alt hvad hun ville føle var en varm kilden i maven.

Han rejste sig op og gik et par skridt bagud, mens han så smilende på hunden.
"Gør nu ikke noget som får dig slået ihjel, hund."

Hvordan kunne han dog overhovedet smile, når hun var ved at dø? Det spørgsmål kunne man stille sig selv mindst 100 gange, når man snakkede om psykopater. "Du.. har intet.. hjerte eller...følelser." prøvede hun at sige. Hewie knurrede stadig, selvom han fik trukket kniven ud af hende. Det føltes som om det kildede voldsomt i maven, og da hun kiggede ned, var der intet.

Hun ville gerne rejse sig for at gå til angreb på ham, da hun ikke kunne, fik hun Hewie til at angribe ham. "Tag ham, Hewie. Han skal DØ!" skreg hun. Så kunne han fandme lære det. "Sådan går det, når man tirre Evangeline." sagde hun provokerende

"Der ramte du plet, lille ven... jeg har hverken hjerte eller rigtige følelser." sagde han og morede sig gevaldigt over hendes ord. Hun anede ikke hvor meget hun havde ret - men dog ikke på den måde hun troede.

Han lod skyggerne slippe hende, lige som hun pudsede hunden på ham. Han fortrød sin handling, men havde for travlt med at undvige den rasende hund til at få skyggerne til igen at binde hende.
"Husker du ikke hvad der skete sidste gang din hun angreb mig!?" hvæsede han og sprang væk fra hunden.

"det tænkte jeg nok, dæmon." hvæsede hun. Hun så sin chance til at overmande ham sammen med Hewie. Han havde for travlt med at få Hewie væk, så han havde ikke tid til at binde hende igen. Hun sprang på ham og fik ham lagt på ryggen, mens Hewie angreb hans hoved direkte. Hun udså sin chance til at gøre det, hun allermest havde lyst til: at smadre hans fede pik!

"Det her kommer til at gøre rigtig ondt." sagde hun ondt og hamrede sin knytnæve og ramte hans "guldæg" og spurtede fra ham, mens hun lo højt. "Såå kan du lære det, nar!" råbte hun 10 meter fra ham.

Da han opdagede at hun havde tænkt sig at angribe ham, smilede han endnu en gang og lod magien strømme usynligt igennem sig...
Angrebet fandt sted som hun havde planlagt - og da hun så råbte til ham fra en ti-meters afstand, ville hun opdage hvordan hans krop langsomt blev mere og mere gennemsigtig.

"Fint lille trick, det der med at gå efter det svage punkt." lød hans stemme et sted over hende.
Han sad dovent på et tag og kiggede på hende med et lille smil.
"Godt det kun gik ud over et skyggefantom... ser du... jeg erstattede mig selv med fantomet i det øjeblik du angreb. Magi er nu ganske nyttigt, synes du ikke? Og..."
han smilede hånligt.
"Du burde løbe... løb din vej, tøs... og håb på at vore veje aldrig mere krydses."

Hun havde slet ikke forudset hans næste træk, men det gik nu også en smule for nemt at overmande ham sådan. Da hun stod et stykke fra ham, synes hun at han forsvandt mere og mere og blev helt væk til sidst. Det var godt nok mærkeligt tænkte hun med Hewie.

En stemme lød over hende og hun krøb lidt sammen. Hun hørte hans plan. "Du er for snedig.." indrømmede hun og gik tilbage til gyden. "Men jeg løber aldrig fra en god "ven"." sagde hun og smilede, selvom han var farlig

Han rystede langsomt på hovedet og sprang ned i gyden igen.
Så begyndte han roligt at gå over mod hende...
"Du løber ikke...? Du kan måske lide smerten? Du er ikke bange for at dø en lang og pinefuld død, blot for min psykotiske fornøjelses skyld?" lød det iskoldt fra ham, mens han igen smilede let.

"Er du helt sikker på det?"

Hun blev lidt forskrækket over at han sådan kom springende, men det gjorde vel ingenting. Hun var ikke bange for ham overhovedet. Hun lyttede roligt til hans ord og smilede. Hun ville helt sikkert vise ham noget kærlighed, måske forstod han slet ikke denne følelse. Måske var han ikke blevet behandlet med kærlighed som lille.

Hun gik frem mod ham med rolige skridt. "Jeg kan lære dig noget om en følelse, du ikke kender til." sagde hun og smilede. Hun krammede ham hårdt ind til sig og holdt fast i ham. Helt forsvarsløs godt nok. "Jeg elsker dig." hviskede hun og håbede han måske vil gengælde krammet.

Han tøvede idet hun pludselig omfavnede ham... og hendes ord forvirrede ham mere end noget andet ville kunne have gjort i dette øjeblik.
Han havde næsten forventet at hun ville trække en kniv og stikke ham ned... ikke at hun ville erklære sin kærlighed til ham - hvis det da overhovedet passede.

Han rystede på hovedet og smilede, uden at lægge armene om hende.
"Min race har aldrig været i stand til at føle kærlighed. Du har fem sekunder..." sagde han helt roligt.

Hun blev ved med at holde fast i ham, selvom hun godt vidste at han på et tidspunkt ikke vil have hende hængende der mere. "Det eneste jeg vil er, at være sammen med dig..." hviskede hun roligt og holdt ham ind til sig. Hun lyttede til det han sagde. "Jeg kan godt lære dig det." sagde hun og kyssede ham pludseligt.

"Sekunder, minutter, whatever" sagde hun bare og blev stående.