Lange fingre (åbent)

Hun betragtede ham lidt, og hans ubehag var utroligt tydeligt for hende.
Fra barns ben, havde hun været virkelig god til at læse folk, og det var meget sjældent at hun tog fejl når hun gjorde dette.

"Du er utilfreds... du er pinligt berørt... og du hader mit blik." sagde hun, og smilede lidt til ham.
Køligheden forsvandt fra hendes brune øjne, og hun lænede sig lidt frem mens hun så på ham.

"Forstår du hvorfor jeg får dig til at betale?"
Hun sagde det så lavmeldt at andre omkring dem ikke ville tage notits af det. Der var ingen grund til at shame'e ham mere...

Simon løftede hovedet lidt og så først overrasket på hende, men rynkede så på næsen over hendes observationer.
"Hvad er du nu, psykolog?" Han lænede sig tilbage og kneb øjnene lidt sammen. Hvad var nu det for noget? Hvad gjorde hun nu det for? Hendes spørgsmål fik ham til at himle med øjnene.
"Ja, selvfølgelig. Din egen lille form for retfærdighed. De fleste plejer nu bare at stikke mig en på skrinet. Eller forsøge at flå hovedet af mig. Alt efter race." Han lagde hovedet på skrå. "Du er sær." Han mente ikke noget ondt med det sidste, det var bare en konstatering.

Hun lo ganske kort af hans ord, og rystede smilende på hovedet.
"Jeg er utroligt dårlig til at flå hoveder af... og jeg er normalt ikke særligt voldelig, med mindre det er nødvendigt." sagde hun.

"Jeg får dig til at betale dels fordi du har gjort noget forkert imod mig, og dels fordi alternativet er at kontakte politiet - og jeg er nu alligevel ikke interesseret i at sende dig bag tremmer i et par uger."

Tjeneren dukkede op med deres mad og drikke, og Mei lyste helt op. Hun havde været aaalt for sulten i dag...

Simon begyndte at slappe lidt af, da hun lo. Nå, hun var ikke helt så kold, som hun gerne ville give sig af med at være. Han flyttede lidt på sig på stolen og lænede sig frem igen.
"Du kunne snyde mig, jeg troede min arm var fortid." Han rynkede på næsen for at vise sin utilfredshed med hendes tag i hans arm tidligere. Hendes ord om politiet fik et kort mørkt udtryk til at gå over hans ansigt og han så væk.
"Det skal jeg vel så sige tak for," mumlede han. Han havde været i politiets klør før, men var altid sluppet heldigt fra det. Han var dog ikke i tvivl om, at de godt ville have fat i ham igen - og gerne holde på ham.
Maden blev sat på bordet og Simon skovlede hurtigt mad over på sin tallerken fra de to fade og skålen med ris. Han var også sulten og begyndte at hygge i sig. Manerer var ikke det han havde mest af, hvad kom til mad.

"Åh, jeg forventer skam ikke at du siger tak." sagde hun halvtørt, hvorefter hun igen smilede, og selv begyndte at skovle mad over på sin tallerken med en ske.

Hun valgte spisepinde (Of course!), og begyndte med stor tilfredshed at spise.
Hun var god med pindene, og selvom hun spiste væsentligt pænere end han nok gjorde, gik det stadig stærkt.

"Ikke så dårligt!" sagde hun, "Men det er ikke ægte, kinesisk mad. Det er faktisk de færreste steder her i vesten, som kan finde ud af at lave den slags."

Simon svarede hende ikke, han havde for travlt med at spise. Med gaflen sorterede han vant alle grøntsagerne, der var mulige at sortere fra, fra og spiste kun kødet og ris blandet op med sovs. Den eneste grund til, at han spiste risene var, at de mættede godt. Det der med planter sagde ham ikke så meget, andet end han godt kunne lide frugt. Noget frugt, anyway.
"Jeg er lidt ligeglad med, hvordan det smager. Det er mad. Og bedre end hvad jeg oftest graver op af skraldespandene." Han så kort og tænksomt ud i luften. ".. og fanger ude i skoven.. Mad er bedst tilberedt." Han trak på skuldrene og skovlede endnu en mundfuld ind. Jep. Det var helt sikkert bedre end at fange maden ude i skoven. Og dejligt meget nemmere. Han så lidt på hende, mens han tyggede.

Hun så godt at han sorterede grønt fra, og smurte risene godt ind i sovs... aha... så han spiste mest kød. Ikke så unormalt for unge mænd... dog, da han snakkede om at jage i skoven og spise råt kød, blev det klart for hende at hun ikke sad over for et menneske.

Han var enten varulv eller Navajo - og af hvad hun vidste, foretrak de fleste varulve faktisk råt kød, såeh...

"Du er Navajo." sagde hun, som om det var det mest naturlige i hele verden.

Så samlede hun et stykke kød op med spisepindene, og kastede det op i luften, over imod ham - for at teste hans reflekser, og måske regne ud hvad hans dyreside var.

Simon var ligeglad med, at hun regnede den ud. Her var det jo lige meget, om man var det en eller det andet, de fleste var noget. Undtagen hende, hun virkede til bare at være menneske. Måske. Det var ikke altid lige let at vurdere. Så han trak bare på skuldrene, men han nåede ikke at svare, inden hun kastede noget mad efter ham. I stedet for at prøve på at gribe det, fjernede han sig hurtigt fra madens retning.
"Hey, hvorfor kaster du ting efter mig?!" Kødet landede på gulvet. Han sendte hende et surt blik og lænede sig ned for at samle det op. Uden at tænke nærmere over det, stak han det i munden. Han var vant til værre.
"Man kaster da ikke med maden," sagde han, inden han havde tygget af. "Det er spild af god mad."

Så han var kvik nok til at undvige maden... men det faldt ham ikke ind at gribe den.
Det udelukkede ulv og hund.

Mei vidste at han måtte synes hun var endnu mere mærkelig nu, og hun kunne ikke lade være med at le ganske let af det, mens hun fiskede efter endnu et stykke kød på sin tallerken.

"Du er i hvert fald ikke en hund... og heller ikke en kat... og du har helt ret, det er meget uhøfligt at kaste med mad." sagde hun og smilede fornøjet til ham, mens hun proppede et stykke kød i munden.

Simon rystede på hovedet af hende og fnyste lidt af hendes udelukkelser. Hund og kat? Tsk. Selvfølgelig var han ikke det.
"Du kunne jo bare spørge." Han spiste en mundfuld mere. Det var da godt at se, at hun fornøjede sig over ham. Eller noget. Han pegede på hende med gaflen.
"Det er ikke såå ofte, at man støder på mennesker." Han var blevet mere overbevist om, at hun var menneske. Vampyr var hun ikke, det var dag, og de havde været ude. Og varulv var ikke noget, han kunne fornemme. De fleste andre, engle, dæmoner og andre magiske væsner vidste ofte, hvad andre var. Han plejede ikke at være helt dårlig til at gætte på racer, men det var lettest, når han var i sin dyreskikkelse, der var næsen med ham. Og hørelsen. Folks hjerterytme kunne fortælle meget.

Hans opførsel fik hende til at le igen. En let latter, som egentlig bare gjorde hende kønnere.
"Hvorfor spørge, når man kan have det sjovt med det?" spurgte hun og sendte ham et smil.

"Vær nu ikke så mut... det er en god dag, og du sidder trods alt på en cafè og spiser god mad!"

Hun snuppede en stegt gulerod og kiggede lidt på ham mens hun tyggede.
"Hmm.. hvem ved? Måske er jeg i virkeligheden en dæmon!"

Simon blev smittet af hendes latter og kunne ikke lade være med at grine lidt.
"Det er selvfølgelig rigtigt." Efter at have taget en slurk af den kolde sodavand, så han lidt på hende med et nysgerrigt blik. Hun var altså sær, efter hans mening. Han trak mentalt på skuldrene. Nå ja, nu sad de her. Og det var god mad. Han var ikke mæt endnu, men det begyndte at hjælpe lidt på det, så han begyndte at spise lidt langsommere. Hendes forslag om, at hun var dæmon, fik ham til at rynke på næsen.
"Nope. Det tror jeg ikke på."

Endelig lidt bedre humør fra ham! Hun forstod nu godt at han var så mut... han var trods alt blevet fanget i at stjæle - og så oven i købet af en pige som var langt mindre end ham.

"Nåh, så det gør du ikke? Det kan da være jeg kan kaste med ildkugler, fryse folk til is, og tage kontrol over deres sind! Jeg er da ond nok til at være en dæmon, synes du ikke?" sagde hun og blinkede drillende til ham.

Simon skubbede lidt rundt med nogle grøntsager og spiste noget mere kød. Han rystede på hovedet af hende.
"Du er sær. Ikke ond. Hvis du havde været ond, havde du ikke siddet her og spist med mig, men spist mig." Han skævede til hende, mens han tyggede en mundfuld. "Men jeg tænker, at det kinesiske smager bedre." Lige nu virkede kvinden til at være meget fin, så han havde sænket sine parader. Han drak igen af sin cola og hev noget mere af maden fra fadene over på sin tallerken. Han regnede med at spise til at kunne trille, nu han havde muligheden for det. Især når det faktisk var god mad direkte fra en tallerken.

"Det er da dig, som er sær. Du har ikke engang fortalt mig dit navn endnu." sagde hun og smilede til ham, mens hun snuppede en af hans grøntsager med sine spisepinde.

"Og helt ærligt... jeg tror du ville smage modbydeligt." tilføjede hun og proppede maden i munden.

"Hmm, ja ægte Kinesisk er godt. Men det er meget anderledes end det mad man kan få her i vesten." sagde hun så, og smilede let ved tanken om den gode mad fra det rigtige Asien...

Simon spærrede øjnene lidt op for at udtrykke mild overraskelse. Nu ville hun også have hans navn?
"Folk kalder mig Fox." Han gav aldrig sit "rigtige" navn ud. Man kunne bruge navne til meget i en verden af ond magi, så den risiko tog han helst ikke.
"Men hvis jeg er sær af den grund, så er du vel også?" Han løftede et øjenbryn ad hende. Og kunne ikke lade være med at grine af hendes kommentar om hans smag.
"Det har du nok ret i." Han var da blevet tygget i nogle gange før, men han havde ikke lige spurgt folk, hvordan han havde smagt. Han trak på skuldrene over hendes sidste kommentar.
"Mad er mad. Jeg er ikke kræsen."

Hun morede sig lidt over hans overraskelse. Men... man kunne vel ikke spise middag med en, man ikke kendte navnet på!

"Nå, det mener du? Jeg ville ellers have troet at du fik dig et hurtigt kig på mit visitkort for tyve minutter siden." sagde hun en smule spydigt, men stadig med en vis humor i blikket.

"Fox lyder som et Streetname. Det er uhøfligt at give et sådant navn til en ung kvinde. Mit navn er Mei" sagde hun så og skovlede en smule mere mad over.

Simon trak på skuldrene og lod sig ikke genere af hendes spydighed. Hun kunne tænke, hvad hun ville om hans måde at leve på, han var ligeglad. Han havde det fint, som tingene var.
"Hvorfor skulle jeg kigge på dem? De er ikke noget værd." Han skyndte sig at skrabe det sidste mad over på sin tallerken i tilfælde af, at hun skulle snuppe det sidste for næsen af ham. Det var ham der skulle betale, så ville han også spise så meget som muligt. Hendes ord om hans navn fik ham bare til at trække ligegyldigt på skuldrene.
"Du får ikke andet. Mei."

"Nok er de ikke noget værd, men de fleste mænd med blød nok rygrad til at stjæle fra en kvinde, er en eller anden form for pervers. Det ville ikke have overrasket mig hvis du kendte mit arbejdsnummer allerede, blot ved at kigge lidt på mit visitkort." sagde hun.
Den havde han selv bedt om.

Dog blev det sagt med et glimt i øjet!

"Du behøver ikke give mig andet, Fox. Fra nu af, hedder du bare Fox i mit hoved." sagde hun så og tog de sidste par bidder af sin mad.

(( skifter lige navn i tråden ))
Fox rynkede på næsen og fnøs. Han var lidt fornærmet, selvom han fangede, at hun lavede sjov. Han skovlede det sidste mad ind og skubbede tallerkenen fra sig. Puh, han var mæt. Han lænede sig godt tilbage og bøvsede ugenert. Han så lidt på Mei med et spekulativt blik. Han mødte mange folk på sin vej, både på gaden og andre steder. Han var ofte ret god til at charmere sig ind på dem, men der var gået et eller andet galt her. Nok fordi hun havde fanget ham på det forkerte ben, så at sige. Hendes hurtige skift fra vred til flink havde hylet ham lidt ud af den.
"Jeg håber du blev mæt," sagde han lidt spydigt. Han kunne også.

Hun skar en let grimasse da han sådan uden videre bøvsede... han var virkelig ru i kanten...
Da han spurgte spydigt om hun var mæt, smilede hun lettere lumsk, klappede sig på maven med den ene hånd og sukkede.

"Jah, det var da en helt okay forret..." sagde hun, med en stemme der nemt afslørede at hun tog pis på ham.

Selvfølgelig var Fox ru i kanten, han var vokset op alene. Ingen forældre til at fortælle ham, hvordan man gjorde. Andet end det han kunne huske fra sin barndom.
Han strakte sig dovent og kunne mærke trætheden komme luskende. Lige nu kunne han godt tage "hjem", krølle sig sammen og sove. Mad havde den effekt på ham. Halen over næsen og nyde mætheden.
Han lavede en grimasse af hende.
"Ha ha, meget sjovt. Håber du er tilfreds med at ruinere mig!" Han var stadig ikke tilfreds med at skulle betale, men ruinere ham, gjorde hun nu ikke. Ikke lige i dag, i hvert fald. Han kunne sikkert godt nå at tømme et par lommer mere, inden han tog hjem.

Hun himlede med øjnene af hans udbrud, men lo så alligevel af det.
Så rejste hun sig op og gik over ved siden af ham, mens hun rodede lidt i sin ene bukselomme.

"Nu ikke så sur. Det var da sjovt! Og med lidt held, har du lært noget af det." sagde hun og gav ham en klap på skulderen, mens hun trak hånden op ad lommen, og lagde et lille bundt foldede pengesedler på bordet.
Mere end han havde stjålet fra hende.

Så gik hun over, samlede sin hjelm op og hev jakken af stolen, for så at slynge den op over den ene skulder.

Hun vendte blikke mod ham og smilede.
"Ciao, Fox... måske ses vi igen en dag." sagde hun... og så begyndte hun roligt at gå ned ad den lange gang, ned mod hovedindgangen til storcenteret...

Fox blev siddende uden at svare hende og stirrede lidt på bundtet med sedler. Der var pænt mange penge. Han var forvirret igen. Og lidt klemt. For at hun GAV ham penge, betød at han skyldte hende. Og det kunne han ikke lide. Han ville ikke skylde nogen noget, det kunne altid give problemer senere hen. Hurtigt rejste han sig, greb sin jakke og hev sine egne penge ud af inderlommen og smed betalingen for maden på bordet, inden han greb Meis penge og løb efter hende. Han vimsede hurtigt ind og ud mellem folk, hurtig på fødderne. Så han havde hurtigt indhentet hende.
"Hey hey, niks, den går ikke. Her." Han løb ind foran hende, stoppede op og rakte hendes penge frem mod hende.

Hun hørte ham godt hale ind på hende, og da han så pludselig stod foran, stoppede hun op og kiggede på ham med let hævede øjenbryn.

Hun så ham i øjnene, læste hans kropssprog og hans blik... og smilede så.
"Du tror jeg vil opkræve en tjeneste fra dig." sagde hun og rystede på hovedet.

"Det er ikke tilfældet. Jeg er bare stolt over at du tog din straf - og jeg synes det skal belønnes."