Behind the Portal - Angelie

Et par isblå pupiller glødede svagt i skæret fra den fulde måne, fik dem til at virke levende på en helt anden måde end når det blot var dag, eller nat, med eller uden sol og skyer. De strålede nærmest, oplyste halv-engelens ansigt, og gjorde det frit synligt for det spøgelse der sad foran ham, på en sten, skjult af de skygger der snoede sig langs væggene. Spøgelset bevægede sig ikke, og ligeså gjorde han heller ikke. Dette spøgelse kunne vel betegnes som bemærkelsesværdigt, og ikke blot af den grund at dette havde oprindelse i hans hjemverden, men fordi det ikke var i stand til at indtage en såkaldt fast form. Dets enorme, let pjuskede manke, af ildrødt hår bølgede kort i en brise, og lagde sig derefter en anelse ynkeligt ned over hendes skuldre, som forpustede hunde, der lagde sig ned og gav op. Spøgelset var i sandhed ikke særlig kønt, og det gjorde det ikke meget bedre at hendes tøj delvist bestod af sammen-syede klude, delvist bestod af hvad der kunne ligne affaldssække. Itarians udtryk forblev tankefuldt da spøgelset smilte en anelse naivt til ham, og rakte hånden frem, dog uden at Itarian så meget som rykkede sig en milimeter. Spøgelset så ikke ud til at være irriteret, men lagde blot hovedet på skrå, og så på ham med enorme blågrønne øjne, der udstrålede uskyldighed, loyalitet og følelsen af at hun var ulideligt naiv.
Han rystede let på hovedet.
"Er du tilfreds? Dit lig er skaffet af vejen, og du vil nu være i stand til at hyle og tude så meget du vil" den fuldstændig udtryksløse stemme, efterlod ordene, der ville have lydt irriterede hvis ikke han havde stoppet sine følelser, til at lyde let elegante, og en anelse mystiske. På en måde ville hele hans person vel fremstå som sådan, og dog ikke. Han var hverken elegant eller havde en katte-agtig ynde, han gik som et menneske, bevægede sig som et menneske, og ja til tider kunne han endda finde på at tænke som et menneske - En yderst dum tanke for de der kendte ham ordentligt.
Spøgelset smilede, og sivede ned gennem gulvet, efterladende halv-engelen i stilhed.
Hans røde hår lod sig ligeså kort rejse. Det svingede om ham som flammer der slikkede om hans krop og ansigt, for derefter fredfyldt at lægge sig omkring skuldre og torso.
Hans blik forblev fæstnet på det sted spøgelset for et kort øjeblik havde stået.

Vinden tudede let imellem de høje bjerge, som omkransede den yderste del af Di Morga. Angelie var ved at sprænge af irritation, og utålmodighed over at hun stadig intet havde hørt fra denne Itarian. Hun havde fået at vide, at han ville tage kontakt til hende, men var der sket noget? Nej! Igen var hun blevet ladt tilbage med sine grufulde tanker, og planer om hvad hun havde tænkt sig at gøre ved denne mand, når hun engang ville se ham igen, og det var så sandelig ikke småting hun havde i tankerne. Dog var der en enkelt forrædende tanke i hendes hoved, som spurgte om hun i det hele taget var i stand til det? Han havde fortryllet hende på en ukendt måde sidst de havde set hinanden.. Hans isblå øjne, som kunne se lige ind i hendes sjæl havde sendt kuldegysninger ned af hendes rygrad, og alligevel.. Alligevel var hun sikker på at hun burde gøre noget.
Lige nu vandrede hun selv rastløs rundt i Di Morgas gader.. Faktisk på grund af flere ting. Hun kunne ikke klare at skulle sidde tilbage ved flere rådsmøder, hvor embedsmændene snakkede om ingenting, og at alt var forkert, men når det kom til stykket ville de ikke gøre noget ved det. Hun håbede også på, at hun måske ville kunne finde en af disse portaler ved et rent tilfælde. Pigen var kommet gennem sådan en, så de måtte jo føre til ham på en eller anden måde. Dog havde hendes blik ikke fundet så meget som skyggen af sådan en endnu.. Og hun havde ledt efter den hele dagen. Dertil kom hendes sidste irritation. Han havde ikke kontaktet hende.. Hvorfor skulle der gå uger!? Hvad var der nu galt med at gå lige på og hårdt?
Lettere opgivende rystede hun på hovedet, mens hun lod fødderne vandre sin egen gang, på den allerede kendte vej hjem til Abbadon. Hun var ikke langt derfra og iløbet af nogle ganske enkelte minutter, stod hun igen inde på den anden side af døren. Heller ikke denne dag vil hun se noget til denne mystiske mand. Hendes rødbrune hår flagrede som altid omkring det blege ansigt, som var blevet prydet med den eneste rigtige farve, som kom fra de havblå øjne. Ligeså ulæselige som vandet selv, og ligeså temperamentsfulde.. De indeholdt enhver følelse, og lige nu udtrykte de dyb skuffelse og vrede.
Hun bed sig bestemt i underlæben, mens hun trak sig selv op af den lange trappe til første sal, hvor hun havde fået sit soveværelse den dag hun var flyttet ind i Abbadon. Måske ville dette sted ikke længere være hendes hjem om ganske kort tid, men det var også forkert af hende at være her længere, nu hvor hendes herre var væk.. Ude på sine sejringstogter uden hende. Hendes hånd lagde sig mod den brune dør, som hun let skubbede op, mens hun vendte blikket mod sengen. Som altid var hun iført sin sorte nederdel og sorte tanktop.. Enkelt og nemt.. Det var også sådan hun foretrak det.

Den lille skabning, der havde stået bag Itarian under mordet på kvinden, og under samtalen med hende derefter, trådte nu frem og så på ham med et ligefrem irriteret blik. Skabningen var udstyret med kvindelige former, og var ikke iført andet end et par stramme læderremme omkring underlivet, og en let brystdug af noget der kunne ligne blomsterblade. Skabningen var ikke høj, men heller ikke lille. Hendes hud kunne minde om læder, dog skinnede den nærmest som kap med Itarians Isblå øjne, med dens egen skarpe lilla nuance, der ville være i stand til at blænde hvis hun stod i fuldt sollys. Ufr'tgail'ens stemme havde en stærk sydlig accent, og sproget hun talte, kunne minde om en blanding mellem Fransk og Tysk.
Hendes ord så ud til at vække Itarian af en trance. Han vendte sig mod hende og nikkede, talte til hende i det samme sprog, hans modersmål.
Hun smilede katte-agtigt, og begynde at bevæge hænderne i mønstre, der vred armene i groteske former, og fordrejede musklerne i ledene så meget af sveden sprang frem på kvindens pande. Det var hårdt at fremmane en portal som denne, men det var ikke mindre hvad hun var født til, og det var hvad hun også skulle dø af at gøre. Hun var øvet, trænet og blevet fortalt om fremmanen af portaler, og hun havde gjort det hele sit liv. Det tærede på ens livskraft, men når man, som hun, havde evigt liv, var det ikke noget man tog for noget særligt.
Da det kraftige lys aftog lidt, trådte Itarian igennem, og ankom lige i rette tid til at føle hvordan Angelie var på vej op af trappen. Portalen lukke sig, da kvinden i bjergene stoppede med de groteske armbevægelser, og portalen der var blevet åbnet i Angelies soveværelse lukkede sig hurtigt. Da håndtaget blev trukket ned, og åbnet, var portalen væk, og Itarian sad i vindueskarmen og så op på himlen med et udtryksløst blik.
hans ildrøde hår ville fange enhvers opmærksomhed, og de isblå øjne ville straks få dem til for altid at huske mødet, dog ønskede han ikke at tryllebinde hende længere, han ønskede blot øjenkontakt.
Han ikke så meget som vendte hovedet da han, ud af øjenkrogen, så hun kom ind af døren.

Hendes blå øjne var lettere fjerne, da hun tog det første skridt over dørtærsklen. I første omgang tog hun sig ikke af følelsen i huden, som fortalte hende at et andet væsen var i hendes nærhed. Angelies tanker farede stadig omkring det samme og det samme, som de havde gjort hele aftenen. Faktisk nåede hun at bevæge sig sløvt hen mod sengen, hvor hun greb den store tshirt, som hun altid brugte til at sove i, imens hun langsomt vadede hen mod døren, som ville føre ud til et badeværelse. Privatliv var noget hun satte højt, og dertil hørte grunen med ikke at klæde om i samme rum, som hvor sengen stod. Hun nåede helt hen til døren, og lagde hånden på håndtaget, da det nu gik op for hende, og hun havde overhørt sin egen magi. Det var første gang det skete når det handlede om en fremmed, og som om hun spolede filmen tilbage, begyndte Angelie at bakke let bagud, indtil hun nåede sengekanten igen, denne gang med ryggen til den. I en ligegyldig bevægelse lod hun tshirten falde ud af hendes greb, så den faldt ned på dynen, mens hendes blik langsomt flyttede sig fra at være fremadrettet, og ti venste hen mod vinduet hvor Itarian sad.
Hun stod stadig med siden til ham, da hun kneb øjnene irriteret sammen bare ved synet af ham.. Ikke fordi han var kommet eftersom det var hvad hun havde ventet på, men fordi han sad i hendes soveværelse.. Han burde slet ikke være i stand til at komme derind.. Måske havde han brugt en af de der forbandede portaler. Langsomt, som i en forsinket bevægelse fulgte hendes krop langsomt med, så hun endte med at stå med front mod ham også. Derudover bevægede hun sig ikke yderligere, men stod bare og stirrede på ham, som var han noget ulækkert, som ikke burde være til stede, hvilket han jo heller ikke burde.
"Hvad vil du mig?" Spurgte hun irriteret mens hun lod armene falde over kors i en protesterende bevægelse, der viste at han ikke skulle prøve at trænge sig ind i hendes intimcirkel, som de fleste væsner og mennesker havde rundt omkring sig.

Hans blik fulgte hendes bevægelser med et blik, der kunne virke intenst på en sådan måde, at de på det nærmest strålede. Hans øjne søgte lynhurtigt hendes, men da hun gik over mod badeværelset, fik hun vendte ryggen til, og først der fik han kontrol over sig selv. Han bed sig resolut i læben, og vendte blik mod hende, ikke kun hendes øjne. Hvad var der dog galt?
Han så på hende da hun 'spolede tilbage' og kom hen til sengen. Hendes ord, der for ham virkede irriteret og trætte, forekom i hans ører også en anelse tilfredse, som var dette hvad hun havde ventet på i lang tid. Det var sandsynligvis bare hans evne til at føle andres følelser der manipulerede med den sans der gjorde ham i stand til at høre hendes stemme, og derved kunne genkende ordene der blev omformet af hendes mund, og dens bevægelser.
Han så ind i hendes øjne med et blik der var ligeså udtryksløst som fuldmånen der lyste i hans baggrund uden for vinduet.
Hans læber bevægede sig utrolig langsomt, og let sirligt, da han begyndte at tale.
"Det var ikke meningen at du skulle høre noget som helst om portalerne.." mumlede han, og hans ansigt emmede udtryksløst i det blege lys, der faldt ind over hans hud, og fik den til at fremstå som en hvid baggrund til det ildrøde hår, der lå omkring hans skuldre, som ilden omkring en brændeknude, bare vendt på hovedet.
Han rejste sig og så på hende, nærmest undersøgende. Den lette glød af tankefuldhed blottede sig i de isblå pupiller, der svagt trak sig sammen, som var de udsat for blinkende lys.

//Sorry, blev kort ^^

Hun ventede lettere utålmodigt, mens hun begyndte at vippe den ene fod op og ned i en taktløs og fuldbyrdet bevægelse, mens hendes blik var vendt direkte mod hans. Hendes rødbrune hår faldt livløst ned langs hendes ansigt, som om det havde opgivet sit viltre karneval, og var gået til ro, mens hun bare stirrede på ham, hun hverken betragtede eller kiggede, men stirrede faktisk direkte, som om hun ikke kunne få blikket væk fra ham igen. Det kunne hun dog heller ikke, men det var dog af egen fri vilje.
"Åh beklager.. Deres højhed" svarede hun irriteret, mens en let rynken på næsen afslørede hende, at denne leg ikke huede hende det fjerneste. Men da han rejste sig, bakkede hun instinktivt et skridt tilbage, for ikke at være alt for tæt på ham, hvis han skulle få tanker om at gøre det af med hende, ligesom det var endt for spionen, som havde fortalt omkring portalerne. Dog havde hun ikke tænkt sig at give op uden kamp.. Det kunne han glemme alt om.
"Og hvad har du så lige præcis tænkt dig at gøre ved det?" Spurgte hun langsomt, mens hun tog et skridt hen imod ham, for hvert ord som langsomt flød over hendes læber i hakkende bevægelser, indtil hun stoppede ordene, og skridtene da hun stod direkte foran denne Itarian. Hun understregede sit spørgsmål af enlige ord, ved at ende med at prikke en finger direkte i brystet på Ita, det samme sted hvor hjertet var gemt under kraftige beskyttende ribben, inden hun afventende lod hovedet vippe en anelse på skrå. De havblå øjne lyste nu af utålmodigheden som voksede i hendes krop, mens hun ventede på hans svar. Hun havde ikke tænkt sig at spilde hele livet på dette, eftersom hun havde ting der skulle ordnes.
Dog bemærkede hun alligevel at hans øjne kort skiftede.. Fra døde, kolde øjne, til at eje en enkelt tråd af en eller anden følelse. Hun kunne dog ikke helt placere hvilken følelse der var tale om, og sagde af samme grund ikke noget til det.

Han lagde hovedet let på skrå, og så hende direkte i øjnene, mens hun kom tættere på. De havblå dyb hypnotiserede ham på stedet, og fik hans isblå øjne til et øjeblik at virke matte, for derefter at lyse op igen som de krystaller der var gemt deri. Hans øjne veg ikke fra hendes, heller ej da hun prikkede ham på brystet.
Hvis hun virkelig havde følt efter, hvilket han håbede hun ikke havde, ville hun havde flt en uregelmæssighed under hans skjorte. En let prikken i huden der afslørede stæk, bunden magi, der forsøgte at trænge ud af sit fangenskab. Kun meget få i denne verden var i stand til at bemærke disse små ujævnheder der løb overalt over hans krop, den mængde af samlede energier der ustandseligt cirklede i hans sjæl, som en fisk hele tiden svømmer rundt i ring i et akvarium.
"Jeg vil stille Dem overfor et valg" sagde han, med en stemme der lød en anelse lunefuld, dog meget svagt, hvor den neutrale tone ellers dominerede resten. Han brugte med vilje en lidt finere tiltaleform da han ikke længere blot betragtede hende som et individ, men som et fuldbyrdet væsen, der stod sig godt i rang. Han var opdraget til at være galant overfor de såkaldte 'frøkener', og denne kvinde gik så sandelig ind under denne beskrivelse. Ung, tiltrækkende - efter hans mening-, af høj rang, og så den farverige karakter, alt sammen passede ind under hans definition af 'frøken' - og disse skulle behandles med respekt, også selvom de var ikke så lidt svære at have at gøre med.

Angelie bemærkede intet da hun prikkede ham i brystet, men hun bemærkede dog noget andet. Hvordan hans blik kort ændrede sig, men igen blev sig selv efter kort tid. Undrende kneb hun igen mistænkeligt øjnene sammen, mens hun betragtede denne person, som hun intet kendte til udover at han åbenbart havde et ret langt navn, en titel og ellers hvordan han så ud. Det flammende røde hår, som var i stand til at stå selv ilden lige i en konkurrence, og de isblå øjne som hun fandt tiltrækkende og skræmmende på en og samme tid. Alligevel stod hun igen overfor ham uden at kunne tvinge alle hendes spørgsmål og irriterende ord i hovedet på ham, som hun normalt gjorde med andre.. Igen havde han lukket munden på hende bare med sin tilstedeværelse og for at være ærlig var det vel begyndt at gå hende en anelse på efterhånden. Hun brød sig ikke om at være en del af en anden, som ikke var hende, og det var lige præcis hvad han fik hende til at føle.
Da han snakkede hørte hun med det samme at han kaldte hende for dem.. En høflighed som man brugte i de finere kredse, som hun selv holdte sig langt væk fra hvis hun kunne komme afsted med det. Hun ventede på at han ville fortsætte med at fortælle omkring hendes muligheder, men da han ikke sagde noget, kom en irriteret knurren op igennem hendes hals. "Så få dog munden på gled væsen!" udbrød hun irriteret, imens hun mærkede hvordan alt tålmodigheden gled ud af hendes sind. Der var ikke mere af det tilbage, og hendes lunte var allerede ekstra kort på grund af trætheden og de konstante tanker, som fløj igennem hendes sind, dag ud og dag ind. Hvad fanden skulle hun stille op med hans ord.. Kunne han ikke bare komme til sagen istedet for.
Endnu et udbrud kom igennem hendes læber, mens hun trampede væk fra ham og begyndte at gå frem og tilbage i rummet. Hun havde så absolut ikke tid til dette, og hun ønskede bare at få hendes valg overstået. Hendes blå øjne flammede voldsomt op, som for at reflektere hendes følelse igennem dem, så de kunne fortælle Itarian præcis hvordan hun havde det i dette øjeblik, og hun gad ikke længere spilde kræfter på at holde dem inde.

Hendes mistænksomme blik fik hans eget til at virke endnu mere tankefuldt end det havde gjort før, som var den lille smule følelse der før havde vist sig idem, på vej til at svinde bort, blæst væk af den vind Angelie's havblå øjne skabte i hans sind. Enhver tanke gled ud af hans hjerne, og lod ham et kort øjeblik stå tilbage uden så meget som at kunne se lige frem for sig, hvilket gjorde hans blik sløret.
Hun blev utålmodig da han ikke åbnede munden. Hans tanker begyndte igen at svirre, mens hans øjne langsomt blev krystal klare, isblå og med det sædvanlige let tomme udtryk.
Han ventede en kort tid mere inden hans læber endelige skilledes og lod de ord passere der havde været gemt på hans tunge i en hel del tid nu.
"Du er ikke jordisk" mumlede han, med et anstrejf af dyb alvor i den ellers let dybe stemme. Stemmen kunne lyde melodisk, hvis han ikke bare havde mumlet for sig selv, og dog havde den en hård bundlys, som en børste der skures hen over et stengulv.
"Du har brug for læren om dit eget folk, før du vil være i stand til at forstå din herkomst." hans stemme var nu mindre mumlende, og den melodiske klang bredte sig fra ham, som et lille klokkespil der var gemt i den ellers en anelse kraftige strube.
Han lagde hovedet let på skrå, og så på hende, ville se hendes reaktion så tydeligt som han kunne, og ikke blot af den grund at han ønskede at vide hvordan hun reagerede, og derved være i stand til at forudsige snarlige reaktioner, men også af den grund at hvis hun ikke ønskede denne lære, ville han blive nødt til at vide hvor hendes bløde punkt lå, et sted hun ikke ville være i stand til at forsvare, om det så var fysisk eller psykisk.

Hun stoppede op i sin irritation over hvad der skete her, mens hun kort lod blikket flyde væk fra hans, og videre ud i rummet, uden noget egentligt formål.. Bare for at se på noget andet. Et suk gav genlyd i hendes indre, for derefter at bryde stilheden kort før Itarian nu talte. Egentlig lyttede hun kun med et halvt øre, men da han kom til delen omkring hende selv skærpede alle hendes sanser sig øjeblikkeligt. Hvad var det dog han stod der og fablede om? Javist var hun dødelig.. Eller nok ikke, men hun kunne i hvert fald ikke ældes som dødelige kunne.. Hun var død for himlens skyld. Men hendes eget.. Folk? Hvor var det nu kommet fra?
Hun rettede sig øjeblikkeligt op, inden hun lod hænderne presse imod en bordkant, hvor hun knyttede næverne let, og kiggede ned på et blankt stykke papir. Stilheden var nu total.. Hun havde intet at sige til det.. Hun havde ikke noget folk hun ikke kendte til, og sådan var det bare. "Hvad fanden står du og taler om" udbrød hun pludselig og vendte blikket mod ham, inden hun i tre store skridt, stod direkte foran ham igen. "Jeg er sgu da død.. Selvfølgelig er jeg ikke jordisk.. Jeg er en omvandrende sjæl, som ikke engang burde være her!" Hun mærkede hvordan hidsigheden hurtigt bredte sig i hendes indre, mens hun lagde hovedet en anelse bagover for at kunne kigge op på ham. Dog stod hun der kun i få sekunder mere, inden hun begyndte at gå rundt i lejligheden. "Jeg er født menneske.. Menneske med et mindre problem godt nok, men menneske! Jeg kender udmærket mit folk tak!" Hun afsluttede sin sætning i en tone, der fortalte at denne samtale var slut. Hun ønskede ikke at høre mere på hans historier.. Prins af det 3. rige, eller hvad fanden nu hende tøsen havde sagt. Han kunne være en alien for hendes skyld, men hun skulle fandme ikke trækkes ind i nogle af de historier.. Hun var menneske.. Godt nok var hun i stand til at forvandle sig, men et ganske simpelt menneske i sidste ende.

Hans læber formede let et smil ved hendes udbrud, han lyttede til hende med et blik der kunne virke noget nært forstående, eller måske endda nysgerrigt? Hvad end det var for en følelse der viste sig på hans ansigt forsvandt det igen da hun afsluttede sin sætning, og hans bryn rynkedes let. Hun var egentlig ret ensformig, præcis ligesom.. Han stoppede let og rystede på hovedet, hvorpå han lod hovedet glide helt tæt til hendes.
"Jeg taler ikke om din nuværende status som ånd, jeg taler om din individuelle skabelse!" sagde han, med det første glimt af let irritation. Dette forsvandt øjeblikket efter, erstattet af den udtryksløse maske, som nu så hende lige ind i de havblå øjne, uden at blinke, og med en underlig uregerlig glans over sig. Det var ikke den tankefulde udtryksløshed, denne var bare manglen på et ansigt passende til følelsen.
Hun sagde hun vidste hvilket folk hun kom fra, vidste hun også hvor dette folk kom fra? Hendes slægt havde båret dråber af den Deith-angelianske slægt med sig, og denne dråbe, var åbenbart havnet i hende. Han var endnu ikke sikker, men hvis han skulle finde ud af det, var det nødvendigt at han.. Kom til at kende til hendes.. krop. Han bed sig let i læben ved tanken, uden at det var særlig tydeligt, og så hende stadigt i øjnene, om hun så havde flyttet sig eller ej.
"Ønsker du adgang til min verden?" hans spørgsmål kom kun som en meget utydelig mumlen, der næsten ville være umulig at tyde for det almindelige øre, som om han faktisk ikke havde lyst til at sige det højt.
I grunden var han jo heller ikke nødt til det, da han trods alt beherskede sindet, men han afholdt sig tit fra at udnytte denne evne, der var blevet placeret i ham, efter hans mors ønske.
Begge var beregnet til at jage vampyrer væk, der skulle være listige nok til at komme ham nær.

langsomt begyndte det at gå op for hende, at denne person ikke snakkede om det samme som hende selv. Allerede før han havde sagt noget, havde hun set en utydelig følelse glide over hans ansigt. Han var også så fandens mystisk. Istedet lagde hun armene over kors, mens hun lyttede til hans ord, og et barnligt øjeblik gled over hende, mens hun begyndte at mime ordene 'bla bla bla' i takt med at hovedet vippede fra den ene side til den anden. Dette resulterede også i, at hun ikke bemærkede irritationen der kort kom frem i ham, og istedet trådte hun afvigende et skridt tilbage.. Hvorfor vidste hun ikke, men noget i hans personlighed fik hende til at føle, at hun ikke burde være så nær.
Nu kom den.. Endelig.. Selvfølgelig ville hun ind i den verden.. Det vidste han garanteret allerede, eftersom hun havde snakket rimelig højt omkring det under rådsmødet, hvor pigen var dukket op. Dog tøvede hun... Chancen stod og tog imod hende som en åben hånd, men alligevel virkede det for let..Der måtte være en hage ved det. Hendes øjne blev langsomt til smalle sprækker mens hun kiggede intens på ham. "Du ved allerede at jeg ønsker at se den" sagde hun så i et lavere og langsommere tonefald end tidligere.. Den mindede næsten om en slangens snuhed, der gjorde ordene i stand til at krybe om hjørner med andre. "Hvad får du ud af at vise mig den?" Tilføjede hun kort efter, mens et øjenbryn langsomt gled i vejret. Der var aldrig et tilbud uden et offer.. Sådan fungerede verden, og sådan måtte det også være for ham, selvom hun aldrig ville kunne vide det med sikkerhed, medmindre.. Ja at hun hoppede med på vognen nu, og håbede det ikke ville koste hende dyrt.

Hans ansigt lagde sig let på skrå, da han hørte hvad hun havde at sige, så, han havde allerede vidst det? Næh nej, han havde såmænd bare bluffet. Han havde hørt mange gange før at folk der bare så meget som havde hørt om portalerne ønskede at se dem, at føle den lette kriblende fornemmelse når man gik igennem en. Der var kun et problem med det ønske, når de hørte at det var englenes himmel, vidste de ikke at de engle der hørte til i den verden, ikke var som de engle der hørte til i deres tro om at engle var deres såkaldte 'guds' budbringere. Idioti.
Han lukkede langsomt det ene øje, i hvad der kunne ligne et blink. Det virkede malplaceret, midt i det udtryksløse ansigt.
"Bluf er en god måde at få informationer frem på, husk det når du kommer til at være alene" sagde han, med en udtryksløs stemme, der kunne grænse til det muntre, nærmest som var han hendes læremester, og gav hende et råd hun skulle følge. For ja, han kunne føle hendes alder i hendes sind, og med hendes 20 år imod hans egne 12-14 årtusinder - Han huskede ikke det præcis tal - kunne han vel havde været hendes oldefar. Han havde set en del mere af livet end hun havde, og dog var han vel ikke ligefrem blevet klogere af det?
Han sukkede, skubbede tanken fra sig, og koncentrerede sig igen om Angelie.

//Sorry, blev kort ^^'

Hun kiggede afventende på ham, mens hun mærkede den tunge og intetsigende stilhed som hurtigt lagde sig i rummet, som en dundyne, der dækkede for enhver lyd.. Intet kunne trænge igennem, og Angelie selv kiggede bare lettere forvirret hen imod ham. Hun brød den ikke med en af sine utålmodige kommentarer, selvom den hurtigt trængte sig på i hendes indre. Hvad var der med væsner, og så tanker.. Snakken.. Ingen handlinger i den nærmeste fremtid. Nu stod hun bare og ventede på at hagen ved dette lands besøg ville komme ud i lyset, men da Itarian endnu engang snakkede var det om noget andet. Noget helt helt andet. Hvad havde Bluf nu at gøre med sagen? Havde han lige.. Nej.. Vel? Langsomt knurrede hun lavmælt, over at føle sig snydt på den måde.. Hun havde ikke engang overvejet at det kunne være det pure opspind, og kort vente stædigheden sig i hendes indre. Som om hun var parat til at bede ham om at skride, og aldrig komme tilbage, men nysgerrigheden for at vide noget mere var for voldsom. Hun måtte høre hvad han kunne fortælle hende. Istedet nikkede hun kort, som for at vise at hun nok skulle huske den lektion til en anden gang, og mindede igen sig selv om ikke at falde for det trick igen.
Langsomt begyndte det at gå op for hende, at han ikke sagde mere.. Han sagde ikke noget.. Nu går vi! Eller at hagen var døden.. Intet.. Ikke engang et eneste spor.. eller ledetråd. Utålmodigt vippede hun foden lidt op og ned mod gulvet, så en dumb lyd kunne høres for hvert sekund der gik. Om ikke andet så var ventetiden alt for længe for hende. "Jamen så lad os komme afsted" sagde hun hurtigt, og sendte ham et sigende blik, med et svagt spørgende glimt, for at hentyde til hvorfor fanden de stadig stod her. Det gav jo slet ingen mening.

Hendes lettere afventende tone i hendes næste sætning fik hans ansigt til at vende tilbage til sit normale udtryksløse udtryk, efterladende den før så tydelige læremester i ham helt væk i skyggerne af de isblå øjnes dyb. Hans øje åbnede sig langsomt, og han rystede på hovedet. Han var ikke færdig, han vidste endnu ikke om hun var værd at tage med derind. Hun havde endnu ikke fortalt ham hvad han ville vide.
"Hvad vil du opnå ved at træde igennem en af vores portaler?" spurgte han med en stemme der kunne virke spørgende på en kølig måde, som om han ikke ville have hende med, som prøvede han at ryste hende af. Hans ansigt derimod virkede med nysgerrigt end koldt, stadig med udtryksløsheden hængende over følelsen som et beskyttende skjold.
"Hvad tror du gør dig i stand til i det hele taget at kunne overleve en sådan omvæltning i luft tryk, atmosfære, og omgivelser?" Hans spørgsmål blev ved med at komme til ham i en stille strøm i hans sind, uden at han sagde særlig mange højt. Han spurgte ikke af nysgerrighed, men for at være sikker. Straffen for at bringe udenforstående ind i d. 3. verden var streng, og da han ikke var i stand til at dø, da der herskede andre regler om død i den verden, ville straffen indebære mentale lidelser. Som værende hans mors søn ville det være let for enhver der kendte hende, eller bare en af hans slægtninge, at ødelægge ham mentalt - også selvom det for andre ville virke umuligt.
"Hvorfor overhovedet interresere dig for dette? En ligegyldig kilde af information der ville gøre dig i stand til at knække hele jordens eksistens som var den en tændstik" hans sidste bemærkning var vel mest af alt rettet mod ham selv.

Hun glippede overrasket med øjnene. Så han var altså ikke interesseret i bare at tage afsted.. Nejnej.. Først skulle hun lige igennem et forhør på fire timer, og et dybtliggende suk trådte igennem hendes hals, og ud i deres omgivelser. Regnede han med noget.. Han forventede vel de rigtige svar, selvom det nok ikke var dem hun kunne give ham. "Ved du hvad" sagde hun så og slog kort ud med armene, mens blikket langsomt blev en anelse fraværende.. Kun i en meget kort periode, inden blikket igen fæstnede i hans, som to udadskillelige magneter, mens hun overvejede sine ord. "Jeg behøver ikke rejse igennem den". Hun nikkede let, inden hun istedet lod armene glide ned langs siden, og lade det ene øjenbryn glide i vejret. "Du er her.. Og den eneste grund til jeg ville derind, var for at sparke jeres røv tilbage til Neptun, og bede jer holde jer væk fra Di Morga.. Folk bliver skræmte over den slags portaler.. Og man kan ikke vide hvad den slags væsner eller mennesker kan finde på" hun lod ordene flyde i en ensformig strøm, uden nogen ændring i tonefaldet. Så vidt hun havde forstået var Itarian vel den der bestemte.. Ellers gjorde hans forældre, og han kunne bringe hendes ord tilbage.
"Jeg har på intet tidspunkt sagt jeg var i stand til at passere dem.. Jeg er bare parat til at gøre det" tilføjede hun hurtigt til hans næste spørgsmål, inden hun lod sig glide ned at sidde på sengekanten og lænede sig bagover, så hun lå udstrakt på madrassen. "Og hvis jeg ville knække jorden, er jeg sikker på det kan gøres på andre måder, end igennem dit fine lille perfekte rige" bed hun kort. Han troede måske ikke at hun havde opfindsomhed til at finde denne klodes svaghed? Det kunne hun, om det så ville tage hende en evighed. "Desuden ødelægger man ikke noget som moder natur har skabt."

Han så på hende mens hun talte, og smilede. Hendes svar, var ikke som han havde forventet, men de var ikke overraskende. Hun ville altså bare sparke dem tilbage til neptun? Hah, den verden han ville tage hende med til lå langt hinsides neptun, langt hinsides dette univers. Den sol der virkede så stor på denne planet, var en af de mindste stjerner på den himmel han selv var født under, den himmel der glødede violet, med de langstrakte jungler, templer, og isørkener. D. 3. verden var frodig, men ufremkommelig, liv var næsten umuligt, kun de stærkeste overlevede, der var ikke mange der overlevede prøvelsen efter de var fyldt hundrede.
"Så du gør det af omsorg?" sagde han, med et tankefuldt anstrøg i det mørklødede ansigt, og en anelse munter nysegerrighed i stemmen, kun som en undertone, og dog var den tydelig, som ønskede han at hun skulle høre den. Han ønskede ikke at hun skulle se ham som en neutral idiot der ikke kunne gøre andet end at tænke, og tale på måder der gjrode folk forvirrede. Han ville af en eller anden grund gerne have.. At hun vidste besked.
Han rystede let på hovedet ved denne tanke. Var han ved at blive vanvittig? Selvfølgelig måtte hun da ikke få noget at vide! Det var uhørt!
Oprøret i hans sind viste sig ikke det mindste i hans ansigt eller kropsprog, ikke engang hans øjne, der ellers plejede at viste en anelse følelse, var fuldt og helt tomme.
Han var kommet i tanke om noget, hvilket var grunden til de tomme øjne. Var disse.. Ikke .. de præcis.. samme svar? Hans tanke var langsom, mens han så på hende, på daværende tidspunkt var hun lige blevet færdig med at tale.
"Moder natur findes, det har du ret i." mumlede han bare, og lukkede kort øjnene, inden øjenlågene skød op, og afslørede de isblå dyb endnu en gang.
"I vores verden kalder vi hende Sinc"

"Omsorg!" udbrød hun højt, og sendte ham et vredesfyldt blik. Hvad troende han selv.. Selvfølgelig gjorde hun ikke den slags af noget så latterligt som omsorg.. Grunden var helt egoistisk tænkt, eftersom det var hende selv, der ville ende med problemerne med de oprørske væsner og mennesker. Det var hende, som ville blive overfaldet på gaden i tide og utide, fordi alle andre var bange for at jorden ville gå under. "Jeg gør aldeles intet af omsorg" vrissede hun afsluttende, og lod kort øjenlågene glide ned og lukke af for hendes omgivelser, mens hun roligt begyndte at tælle til ti.. Det beroligede hende automatisk, og efter nogle få minutter var hun igen faldet ned i et roligt og mere overkommeligt humør.
"Jeg ved godt at hun findes" svarede hun igen, mens en svagt diskret himlen med de blå øjne kunne anes, inden hun vendte blikket mod Itarian. "Jorden har jo ik ligefrem skabt sig selv og alle os vel". Hun talte i et tonefald, som man ville bruge overfor et barn, mens hun ventede på hans beslutning. Det irriterede hende, at de aldrig kom videre herfra.
Sinc.. Hun tyggede undrende på navnet, inden hun lod det samtaleemne falde til jorden.. Hun havde ikke brug for at lære om deres guder eller hvad de nu brugte der hvor han kom fra. "Så hvis du vil være så venlig at overbringe mine ord, så skal jeg nok holde mig væk fra din dyrebare verden" Endte hun kort deres samtale, eftersom hun havde opgivet chancen for at se det sted. Det var ligegyldigt nu.. Alligevel nærede en oprørsk stemme i hende.. En stemme der ønskede viden, selvom Angelie så vidt muligt prøvede at banke den til jorden i sit sind. Det var dog let at ane i ansigtet, at hun havde en indre kamp med sig selv, da hun ikke var typen, som skjulte sine følelser.. Faktisk kom de så sjældent frem, fordi hun sjældent følte.

Han så på hendes med en blanding af forundring, og irritation. Han lod dog hurtigt den mere neutrale maske glide på plads, så dette ikke ville komme til at være synligt for hende.
"Nu hvor vi er ved emnet, jo, jorden har skabt sig selv" hans stemme var rolig, og uden tvivl sand,
"Men dens beboere har en helt anden historie" tilføjede han og så på hende, hans øjenbryn hævede sig let, da han undrede sig over hendes bedrevidende tone. Hun vidste tydeligvis ikke hvem hun talte til. Men det var vel også meget godt, han havde aldrig brudt sig om at blive behandlet som værende bedre end alle andre. Han var dog heller ikke sikker på om denne form for behandling var hvad han helt havde i tankerne for hvad han kunne lide.
"Overbringe dine ord? Til hvem?" spurgte han, med en let fornøjet, brummende undertone, som morede han sig over hendes hurtige afslutning af deres samtale.
Han havde ingen at overbringe ordene til, hvis hun mente hans mor, hvilken han tvivlede på hun kendte til, ville hun selv være i stand til at videregive hendes ord, da hun var taget til byen sammen med ham selv. Hvad andet var, havde han ingen andre der var højere stillet, måske ligebortset fra den kvinde - Det var stadig ikke tilladt at nævne hendes navn højt.
Han rystede let på hovedet, rejste sig fra sin position lænende op af bordets kant, og lagde den udtryksløse maske på plads hen over hele ansigtet.
"Skal vi gå?"

Selvfølgelig vidste hun intet om hvordan eller hvorfor noget var blevet skabt. Tonen var henlagt som altid.. Ikke fordi hun var bedrevidende, men nærmere fordi hun var irriteret over selve emnet. Hun hverken svarede eller kommenterede på hans snak om selve jorden eller mennesket i sig selv. Istedet lod hun et opgivende suk træde over hendes læber, og flyde ud i rummet, mens hun bare.. kiggede på ham uden noget egentlig formål.
Det virkede næsten som om hendes ord havde moret ham. Øjenbrynene svang undrende i vejret, da samtalen gled over mod hendes opfordring. "Det ved jeg da ikke.. Den der bestemmer sgu da" svarede hun hurtigt, inden endnu en himlen med øjnene, bekræftede at hun syntes at også denne samtale var tåbelig. Det var trods alt kun ham, som vidste hvem der skulle have ordene at vide.. Hun vidste bare at han var kongelig.. I den højere ende af hierakiet, og derfor mere betydningsfuld end så mange andre. Dog var hun ligeglad.. Hun havde ikke tænkt sig at hverken bukke eller skrabe for denne mandsling, som hun knap nok kendte. Man gjorde sig fortjent til den slags respekt, man blev ikke født med den.
"Huh?" Udbrød hun dog dumt, da han spurgte om de skulle gå. Så havde han altså alligevel besluttet sig for at tage hende med? Angelie kom hurtigt op fra sengen, og stillede sig over ved siden af ham. "Ja.. Lad os det" Sagde hun kort, inden hun sendte ham et afventende blik, da hun trods alt ikke vidste hvilken vej de skulle.

Han lod de isblå øjne køre til vinduet, hvor han lod sin indre magi strømme mod. I udkanten afsindet opfangede han noget, en lille unøjagtighed, i det store billede af forskellige tanker og sind der var ude på dette sene tidspunkt. Denne unøjagtighed, virkede som en firkant, mit i et hav af bobler, den passede ikke ind, og det var tydeligt i dennes sind. Han lod en let sitrende meddelelse svømme gennem væsenets sind, og den dukkede omgående op ved hans side.
Væsenet vaar blåligt, det havde glat hud som et menneske, og en let gele-agtig masse omgav dens underliv, og bryst. Dens former var kvindelige, og store. De var placeret de helt rigtige steder, og gjorde væsenet til noget af det smukkeste noget jordisk væsen nogensinde ville påstå at have set. De enorme gule øjne glitrede med en glans der kunne overgå selv den blege fuldmåne i en kamp om mystik, og de store vipper udgjorde en perfekt skygge over det gule dyb.
Den meterlange hale der stak ud gennem den uigennemsigtige gele-masse, bar en række striber, og pletter, alle sat i et mønster, udført af blod - eller en blålig form af den dybrøde væske.
Hendes skikkelse var perfekt. For perfekt. Hun var tydeligvis ikke skabt naturligt.
Da hun talte, talte hun med lyde som fugle ville bruge, en rækker triller og piftelyde, der kun i Itarians ører ville give nogen mening.
Han nikkede, og hun vidste hvad hun var hidkaldt til at gøre.
Hendes hænder, arme og ben begyndte automatisk at bevæge sig i de absurde mønstrer, mens hendes læber bevægede sig lydløst i en usammenhængende sang, der underligt nok foregik på engelsk.
"We who do not fight, we who do not want, we will forever do what ansisters did not do" mimede hun, mens hun lukkede de enorme gule øjne.
Et let, dybblåt lys trådte frem i værelset. Dette lys var ikke lige så blændende som den portal der havde ført budbringeren til Terre, det var et drømmende lys, der nærmest virkede som en fjerne drøm. Midt i værelset intensiveredes dette lys, og skabte et billede af et yndefuldt værelse, af buede linier og med enorme stykker stof hængt over væggene, der ligeså lyste i en let rød farve.
Itarian lavede en gestus mod portalen.
"Damerne først" mumlede han i en udtryksløs tone, som sædvanlig.

Hun ventede... Ventede og stadig.. Intet skete, og lige da Angelie skulle til at åbne kæften endnu engang for at protestere over denne ventetid, mærkede hun en anden skikkelse i rummet. Hvad fanden.. Var hendes værelse nu gået hen og blevet et hotel`? Irriteret vendtes de dyblå øjne sig mod skikkelsen, med en rap kommentar klar på læberne, da synet fik Angelie til næsten at miste vejret af forbløffelse. Denne blålige kvinde var smuk.. helt utrolig smuk, og Angelie kunne ikke lade være med at have et kort stik af misundelse over kvindens udseende, som var perfekt.. Ingen jordige mennesker eller væsner var perfekte.. Ligesom hun selv havde fejl hist og her.
protesterende tvang hun sit blik væk fra denne skikkelse, da kvindens arme bevægede sig i knækkende bevægelser, som ikke burde være mulige for nogle. Bare synet af bevægelser, fik en anelse syre til at skylde op i hendes indre, mens hun blev stående taktfast, og lod blikket hvile på portalen, som nu langsomt åbnede sig op foran dem. Hun så med lethed det pæne værelse på den anden side, med de buede linjer, og det rødlige stof på væggene.
Det tog hende nogle få sekunder før det gik op for hende, at Itarian havde sagt noget. Hun vendte blikket mod ham, og så hans gestus inden hun kort himlede med øjnene. Så formel. "Javel" mumlede hun kort, inden hun forsigtigt og prøvende lod det venstre ben glide ind igennem portalen, mens hun så hvordan benet forsvandt for hendes øjne, som var det blevet visket ud. Undrende lod hun tungen glide over de blege læber af ren vane for at fugte dem selvom dette ikke var muligt, inden hun igen trak benet til sig, og så hvordan det igen blev klistret sammen med resten af hendes krop. "Mærkeligt" mumlede hun mest for sig selv, inden hun sendte Itarian endnu et kort blik, som for at sige.. Vi ses på den anden side, inden hun trådte igennem portalen, og på magisk vis dukkede op i det rødlige rum, med buede linjer.

Han så på hende med det udtryksløse blik, da hun prøvende stak benet ind, og trak det ud igen, for derefter at gå helt ind. Han selv fulgte efter, og sendte en tanke til den yndefulde skabning, der begyndte på at at lukke portalen. Når hun var færdig, ville hun ligesom budbringeren smuldre og blive til Aske, for derefter at blive genfødt i en ny skikkelse, på den anden side af den portal den havde betalt sit liv for at lave.
Itarian lod en lille pakke glide ned på sengens røde stof. Alt andet end stoffet, var i dette rum lavet a delvist en form for hvidt træ. Der var ingen maling på træet, det var hvidt da det var blevet formet til senge, skabe og hvad der ellers var i værelset. I dette henholdvist røde og hvide paradis af ynde, og perfektion blev Itarians skikkelse oplyst, og gjorde hver detalje i hans tøj, hår, og ansigt, ikke mindst de isblå øjne, tydelig, og mere perfekte. Nærmest som var dette rum besået med magi, der gjorde alt hvad der trådte derind mere perfekt, mere fuldendt, hvilket selvfølgelig også var tilfældet. Magien ville være tydelig for enhver med den mindste smule magi i kroppen.
Itarian sendte en tanke til den tjenestepige der stod i et aflukket rum lige bag en skærm, der ligeså bestod af det besynderlig hvide træ, og hun kom frem, med en bylt i favnen. Han så på Angelie, der jo var kommet ind før ham.
"Tag den her på, du kan lægge dit gamle tøj på sengen" sagde han, og lavede en gestus mod bylten i tjenestepigens favn. Tjenestepigen var ligeså en af disse blå perfekte væsener, dog virkede denne meget mere naiv, nærmest som om den var i trance. Det ville ligeså være en mulighed, at dette væsen ikke tjente som værende en portalanist (en der laver Portaler), men en tjener, der tjente Itarians egne, mere private lyster.
Itarian gik ind gennem en dør der var gemt bag et enormt skab, for at gå ind i et andet rum, hvor han selv ville tage mere anstændigt tøj på.
Tjenestepigen gik frem mod Angelie, og rakte kjolen frem. Den var yndefuld. Stoffet virkede ligeså blødt som pels, hvis man mærkede efter ville man endda kunne mærke små hår, dog uden at det nogensindeh avde tilhørt et dyr, og dog var det ligeså let som luft. Den var lavendelfarvet, med en svag blå glans, der stod godt til Angelies øjne.

Hun sukkede let over synet, inden hun lagde armene ligge sig omkring kroppen i en form for trang til at gøre sig selv mindre i dette værelse. Det var alt for stort.. alt for lyst og positivt efter hendes smag. Hun foretrak selv det neutrale til indretning, men dette var bare så.. Perfekt.. Så fuldendt. Hun mærkede kort at Itarian også befandt sig i rummet, men hun vendte ikke blikket mod ham på noget tidspunkt. Ikke engang et ord flød over hendes læber.. Ja endnu engang havde hun intet at sige.. Ingen spidse kommentarer eller hentydninger. Hun stod bare og kiggede tomt ud i luften.
Før hun vidste af det var en anden skikkelse kommet ind i værelset, og Angelie blev langsomt opmærksom igen, da Itarian sagde at hun skulle tage noget på? Undrende kiggede hun på ham, og derefter hen mod endnu en af de blålige kvinder, som bar en lavendelfarvet bylt. Hendes blik vendte tilbage til ham, da han var på vej ind i et helt andet rum. Hvad fanden fejlede det tøj som hun havde på? Hun brød sig ikke om farver.. Sort og neutralt var som hun kunne lide det, og så ville han have til at tage den der på. Hun nåede dog ikke at åbne munden, for at protestere før lyden af døren gjorde hende klar over at der var lukket imellem dem.. Han kunne ikke se ind, ligesom hun ikke kunne se ud.
Hendes irriterede blik vendte sig dernæst mod den anden kvinde i rummet, som rakte bylten frem. Uden så meget som et ord, tog Angelie den, og holdte den skeptisk ud for hende, mens blikket betragtede den kjole, som emmede af farve og munterhed. Hun stod nok sådan i noget hen af flere minutter, inden hun sukkede endnu mere opgivende, og lagde kjolen fra sig på sengen. Kort overvejede hun helt at lade være med at tage den på, og langsomt blev hendes tanker til virkelighed. Hun lod kjolen ligge, og stillede sig istedet ventende med armene over kors, og blikket vendt mod en af de stofbetrukne vægge.

Den blålige kvinde gik hen mod Angelie, og rakte bylten frem. Hun lagde hovedet på skrå. Hendes perfekte ansigt var optegnet, og de enorme gule øjne, skinnede af en følelse, der aldrig var ment at blive set for det jordiske øje.
Hun gjorde pludselig en bevægelse i luften med sin hånd, og Angelie's førhenværende tøj, blev nu erstattet med kjolen, der slyngede sig om hende, satte sig på, og blev igen til et stykke dødt materiale. Angelies tøj var nu i tjenestepigens favn, der havde fået en grålig glans. Hun var blevet gennemsigtig, og Angelie ville ikke være i stand til at få hendes tøj tilbage, da hun blot ville gå igennem det.
Tjenestepigen blinkede til hende, og forsvandt ud gennem den skjulte dør som også Itarian var gået ud af. Døren lukkede sig efter hende, og ville vise sig umulig at få op.
Der var stille et øjeblik, inden et let klik lød, og Itarian tådte ud gennem døren, iført en trøje af det samme stof som Angelies kjole, dog i en blodrød farve, og med en kappe udover, med en enorm hætte hængende ned af ryggen.
Hans ben var beklædt af enkle lærredsbukser, og han havde solide støvler på føderne.
Hans isblå blik forsøgte at fange hendes.
"Den ser godt ud på dig" bemærkede han stille, uden helt selv at være klar over at han talte højt, hvorefter han gjorde en gestus mod en større trædør der stod på klem.
Gennem sprækken sås et par isblå øjne, der begge emmede af ærefrygt. Et barns øjne.

//Blev kort^^'