Courtesy (Angelie)

Ved at presse neglene ind i det nederste af Mei's håndled, ved det ømme område over blodåren, håbede Angelie at dette ville tvinge hende til at Tabe kniven. Denne kamp var vundet, hvilket de begge to var udmærket klar over, men tilsyneladende havde barnet ikke tænkt sig at opgive.

Som denne spændte smuklerne, og bevægede benene op, for at tvinge dem om nakken på Angelie, lod hun hælen bore sig så langt ned i Mei's skulder som muligt, inden hun satte sig på hug, og endnu engang pressede den frie hånd imod Mei's halsrør. Hendes hoved bøjede sig ned, og uden for benenes rækkevidde grundt den krummede foroverbøjede stilling. En falsk overgivelse var et beskidt kneb.
Hendes ansigt ville komme helt ned til Mei's så der ikke var mere end en fingers bredde imellem deres næser, inden hun klemte hårdt nok imod luftrøret for at tage ilten fra hende.

"Drop.. det!" hvislede hun ud imellem sammenbidte tænder, irriteret over kvindens nægtende opførsel.
Hendes greb ville ikke løsne sig, før kvinden stoppede med at forsøge sine beskidte tricks, eller før hun var bevidstløs fra iltmangel.

Angelie's negle tvang Mei til at slippet grebet om kniven, og den gled ud af hendes hånd og landede på jorden.

Da elveren så borede hælen ned i såret i den unge kvindes skulder, skreg hun igen i smerte. Hun kunne simpelthen ikke holde det inde, og hun hadede sig selv for det... og endnu mere da tårer dannede sig i hendes øjenkrog.

'For fanden da...!' tænkte hun slået.

Så kom kvælertaget... Angelie var stærk. Alt for stærk.
Mei hev efter vejret, men hun fik intet ned i lungerne - så den naturlige panik bredte sig i hendes krop og hun sparkede ud med begge ben.
Hun vidste at det ville tage ti sekunder, før hun mistede bevidstheden... men hun var ude af stand til at holde styr på tiden.
Smerten og hjælpeløsheden var for meget... hun kæmpede imod alt hvad hun kunne... men i sidste ende, måtte hun panisk se til mens hendes krop blev slap, og mørket så småt begyndte at dannes i hendes øjenkrog...

Som kvinden sprællede desperat under hendes greb, smilede Angelie og nød hvordan tårerne trillede frem fra hendees øjenkroge, stadig uden at slippe grebet om kvindens hals og håndled. Et menneske kunne trods alt kun klare så meget, og efter en ti sekunders tid, mærkede Angelie hvordan Mei's krop blev slap i hendes greb.. Bevidstløs, hjælpeløs..

Hendes hænder holdt fast et par sekunder længere, blot for at være sikker, inden hænderne løsnede sig om halsen, og lod Mei's hånd falde til jorden.
Betragtende lagde Angelie hovedet på skrå, inden hun tog fat i springkniven Mei havde tabt på jorden, og lod bladet glide over Mei's kind, for at skabe en fin lille reminder om dette møde, som mennesket ville se hver gang hun kiggede sig selv i spejlet, resten af sine dage.. Et sår bevægede sig fra øjet og ned til hendes mundvige, inden Angelie rettede sig op i sin fulde højde..

Hendes fod flyttede sig fra Mei's livløse krop, for at gå hen, samle krystalkuglen op fra sit gemme..
Uden at kigge sig tilbage imod menneskekvinden, satte Angelie sig i bevægelse imod Abbadon..

Fox var på tur i de mørke gyder, han kedede sig og ville se, om han kunne finde et par heldige skraldespande. Det var nogle underlige ting, folk smed ud. For ikke at vække for meget opmærksomhed i det rå område, tullede han omkring i sin dyreskikkelse, polarræven. Dog var hans hvide pels en stor kontrast til mørket, men det var der ikke så meget at gøre noget ved. Det var jo vinter. Selvom der var noget køligt, kunne han sagtens holde varmen. Endda lidt for godt. Han boede seriøst i en forkert klimazone.
Han var ved at snuse sig frem til noget, der duftede ganske godt, da et skrig borede sig ind i hans fintfølende ører. Det var ikke tæt på, men lyden blev kastet i mellem murene. Han tøvede lidt. Når nogen skreg, var det oftest en rigtig god idé at løbe i den anden retning, men hans nysgerrighed overvandt som sædvanligt fornuften. Han løb lydløst ned igennem gaderne på sine meget pelsede poter. Der lød endnu et skrig og han ændrede retning. Den vej. Det var lidt svært at pinpointe, når det rungede sådan, men de små ører var meget lydfølsomme.
Han kunne høre nogen bevæge sig rundt et hjørne, og han stoppede op og kiggede forsigtigt frem. En rødhåret elver stod over en livløs krop. Avs. Men Fox var ikke i tvivl om, at personen på jorden ikke var død, da han kunne høre både hæs vejrtrækning og hjerteslag. Elveren samlede noget op fra jorden og forsvandt i den anden retning - heldigvis, hun så ikke ud til at være en, man skulle spøge med.
Fox ventede lidt, for at se om hun ville komme tilbage, men det gjorde hun ikke. Forsigtigt listede han ind i gyden, sneg sig ind under et par snubletråde og bevægede sig meget forsigtigt hen til personen, der viste sig at være en kvinde. Han genkendte hende med det samme. Det var hende den underlige kvinde fra storcentret. Mei. Efter at have lyttet grundigt efter og kigget sig godt omkring, skiftede han skikkelse. Han satte sig på hug og lagde hovedet på skrå. Mei blødte fra skulderen. Forsigtigt skubbede han lidt til hende, for at se, om han kunne vække hende.
"Hey, Mei. Vågn op."

Selvom Fox' skub var både blidt og let, fik det smerterne i Mei's skulder til at eksplodere, og hun spjættede en enkelt gang, klynkede svagt og åbnede så øjnene ganske lidt.
Smerten havde fået det dybe mørke af bevidstløshed til at forsvinde som dug for solen.

Hun kunne mærke hvordan hele hendes krop var som halvt bedøvet og meget svær at bevæge - et resultat af det voldsomme kvælertag, som havde kostet hende bevidstheden, og næsten livet.

Såret i hendes skulder blødte meget, og hendes hals bar tydelige mærker efter den stærke elverkvindes hånd.

Mei vendte et tåget blik mod Fox, og forsøgte at sige noget, men hendes medtagede luftrør tillod det ikke. I stedet kom der kun en let, utydelig hvisken, som tilmed gjorde så ondt at hun måtte lukke øjnene hårdt i for ikke at reagere på det...

Fox skubbede sig lidt tilbage, da Mei gav et spjæt, bare i tilfælde af, at hun ville gøre ham noget. Men det gik ret hurtigt op for ham, at hun var alt for medtaget til at kunne noget som helst. Han bed sig i læben. Selvom Fox måske ikke virkede som en person, der interesserede sig for nogen som helst, havde han et godt hjerte. Og lige med Mei, havde han det lidt som om, at han skyldte hende noget, selvom de var blevet enige om ikke at skilles på den måde.
Der var for meget blod, så han endte med at hive sin jakke, hættetrøje og t-shirt af, tage trøjen og jakken på igen og presse sin t-shirt mod hendes sår for at få lidt styr på blødningen. Hans tanker fór af sted. Han kunne jo ikke bare efterlade hende, men hvad så? Skulle han slæbe hende hele vejen ud til sygehuset eller tage hende med hjem? Han var ikke helt glad ved det sidste, hans hjem var hans og ingen vidste, hvor han holdt til. Sådan skulle det helst være. Men det var knapt så langt væk som sygehuset, og han blev tydeligvis nødt til at bære hende. Han var ikke sikker på, at Mei var vågen nok til at høre ham, så han mumlede bare for sig selv.
"Sygehus eller undgå myndigheder?" Han ville ikke ind på sygehuset, men han kunne vel aflevere hende udenfor.

Hvis hendes hals havde tilladt det, ville hun have gispet i smerte da han forsøgte at begrænseblødningen.
Hun var omtåget igen, og hørte end ikke hans spørgsmål om hvor han skulle bringe hende hen.

Stilheden og roen ved bevidstløshed var yderst tillokkende - ikke kun på grund af de fysiske smerter og skader, hun havde pådraget sig under kampen... men også på grund af skammen. Hendes knækkede stolthed over at være blevet slået så let.

Mei's øjne lukkedes langsomt, og hun lod sig omfavne af det behagelige mørke, hvor hverken smerte eller skam eksisterede...

Fox bed sig igen i læben, da Mei blev bevidstløs igen. Han var hverken læge eller sygeplejerske og vidste ikke nok til at kunne vurdere, om hun havde mistet for meget blod. Han så lidt vurderende på mægden omkring sig og besluttede, at det havde hun ikke. Fuck det. Mei virkede ikke som en, der skulle stilles for mange spørgsmål om, så han måtte nok hellere slæbe hende hjem. Han kunne godt hjælpe hende selv, han havde lært en masse igennem sit liv på gaden, og et sår kunne han godt klare. Han havde da fikset sig selv et par gange.
Han kunne ikke rigtigt holde ved t-shirten for at stoppe blødningen, samtidigt med, at han løftede på hende, så han stoppede den ned igennem halsen på hendes tøj, så den i det mindste lå i klem der. Forsigtigt tog han ved under hende og løftede hende op.
"Åh, for satan, du er sgu da tung." Han tog lidt bedre ved og begyndte at gå ned igennem gyden i retningen af hjem. Han huskede at træde over snorene, der var hen over gyden. Damn, der var langt hjem.