En slave (Zuresh)

Hun så ikke hans blik, da hun fortsat holdt blikket rettet mod sine fødder.
Havde hun set det, ville det dog på ingen måde have overrasket hende...

Hans ord fik hende til at gyse igen... nips...
Og ordene om Zuresh... hun mærkede vreden stige op i sig, samtidig med at hun frydede sig i stilhed...

"Ja herre... det ser sådan ud..." sagde hun, og tørrede en tåre væk fra øjenkrogen, mens hun snøftede en enkelt gang.
Hun virkede bange for hvad der skulle ske med hende... hvilken var meget forståeligt!

Jean-Baptiste sugede røg ned i lungerne og så lidt på cigaren med et fraværende blik. Selvom han havde set Zuresh' døde krop med sine egne øjne, var der stadig noget, der nagede ham. Han skubbede følelsen fra sig og så på Mei i stedet for. Han rynkede irriteret panden.
"Stop med at græde." Han tog fat om hendes hage og så ind i hendes øjne med et vredt blik. "Jeg skal nok få dig rettet ind. Jeg falder ikke for dit skuespil. Der er for meget stolthed i dig til, at du bare føjer dig." Han lod neglen på tommelfingeren glide ned over hendes kind. Han kunne stadig se stoltheden i hendes øjne. Hun skulle nok blive sjov at knække.

Thanos åbnede øjnene og så på det, han kunne se af deres hoveder over sæderne. Jean-Baptistes ord gav ham et stik i maven. Han havde været længe nok hos dæmonen til at se, hvordan han knækkede nye slaver. Hans herre havde også forsøgt at knække ham, men selvom Thanos nu føjede sig, var han ikke knækket. Jo, han var slave. Han var ejet og kunne ikke gøre noget ved det. Men hvis han fik chancen, ville han gøre oprør. Knække ryggen på manden, der havde forsaget smerte og udøvet den forfærdelige magi, der trak luften ud af alt omkring sig. Thanos havde ikke tal på de gange, han havde mistet bevidstløsheden under Jean-Baptistes hånd.
Han rørte på sig, da en bølge af træt vrede skød igennem ham. Han var vred og ked af, at Jean-Baptiste ville gøre ved den unge kvinde, hvad han havde gjort i mod så mange andre.

Hun gispede faktisk overrasket, da han greb fat om hendes hage og tvang hende til at se på ham.
Hans berøring var modbydelig, og hun havde lyst til at slå ham da han rørte hendes kind.

Men hun var nødt til at holde sig tilbage...

"U-undskyld. Det skal ikke ske igen." sagde hun,
Han havde ingen medfølelse for noget eller nogen... at han kunne gøre sådan, vidnede om at han var i stand til modbydeligheder langt ud over det sædvanlige.

Mei mærkede hvordan det løb hende koldt ned ad ryggen...

Jean-Baptiste slap hende og var tavs resten af køreturen hjem. Hjem var en forstadsvilla, der nærmest mindede om et slot. De store låger åbnede sig automatisk for bilen og de kørte ind af den store indkørsel. Bilen stoppede foran den store trappe, der førte op til hoveddøren og en slave hastede ned af trappen for at åbne døren for Jean-Baptiste.
"Kom med." Han steg ud og så på slaven, der stift holdt blikket i jorden. "Thanos skal heales. Tag ham med til hans kvarter og ring efter Henri og sig han skal komme med det samme."
Slaven bukkede og satte sig ind på forsædet ved chaufføren. De kørte videre og forsvandt ned af en lille grusvej, der førte om bag det store hus. Jean-Baptiste Gik op af trappen og ind af de store døre uden at se, om Mei fulgte med. Det var der jo ikke noget spørgsmål om, at hun gjorde. Døren blev lukket bag dem og han ledte dem ind i en stor stue, hvor der var ild i en stor indmuret pejs og der var gjort klar til hans hjemkomst.

Som hun steg ud af bilen og den kørte videre, holdt hun øje med den ud af øjenkrogen, så Jean-Baptiste ikke skulle opdage noget...

Hun havde selv været stille under resten af køreturen, og hun var det stadig, mens hun fulgte med indenfor.

Synet af den luksuriøse stue var ikke overraskende. Ilden knitrede i pejsen, og det ville have været helt hyggeligt - hvis altså ikke ejeren af huset var en sadistisk slaveejer...

Mei stillede sig pænt på gulvet, og holdt blikket på gulvet efter at have set sig ganske kort omkring.

Jean-Baptiste gik hen til et lille bord og hældte et glas whisky op til sig selv, inden han vendte sig mod Mei og lod blikket glide over hende. Han drak en slurk af whiskyen og tog et sug af cigaren, inden han gik over mod hende. På vejen stillede han glasset på et bord ved siden af en lænestol, der stod foran ilden. Da han kom over til hende, lod han en finger glide over hendes kind.
"Du er ganske køn." Han sugede røg ind igen og pustede den tænksomt ud. "Måske jeg skulle have dig med omkring. Som en hund i snor. Du ville gøre dig godt ud til selskaber." Han smilede lidt af sine egne ord.

Thanos blev kørt om bag den store bygning. Her var der en sidebygning, der var beregnet til slaver. Jean-Baptiste havde en del, både praktiske slaver som chaufføren, køkkenfolk og tjenestefolk, men også slaver som han havde for sin egen sjovs skyld. Som Thanos, der dog var så heldig at have mere end bare et fællesrum at sove i. Han havde sit eget rum, der var forstærket sådan, at når døren var låst, kunne han ikke komme ud. Han havde også sit eget lille træningslokale med vægte, en boksesæk og hvad der ellers skulle bruges for at holde hans muskuløse krop ved lige.
Thanos gjorde ikke de andre slaver noget, medmindre han blev provokeret. Han havde banket livet ud af en enkelt, men straffen fra Jean-Baptiste havde været hård og Thanos ville ikke gøre det igen. Så der var kun respektfuld forsigtighed fra de andre slaver, da de lukkede ham ud og førte ham ind i sidebygningen. Hans lænker blev fjernet og han kunne gå ind i sit rum og smide sig på sengen, mens han ville vente på, at healeren kom forbi og fjernede smerten fra hans bryst.

Hun følte sig nøgen under hans blik, og var oprigtigt glad for at være iført et jakkesæt, som dækkede hendes krop fra top til tå.
Hendes skønhed var dog ikke til at tage fejl af, og da han (Meget imod hendes vilje) rørte hendes kind igen, var det silkeblød, nærmest fejlfri hud han rørte ved.

Hun havde lyst til at angribe ham... at give ham en blodtud, lige her og nu... men hun måtte være tålmodig.

"Som de ønsker." sagde hun, og væmmedes ved ordene...

Jean-Baptiste fristedes til at flå det fine tøj ag hende på stedet, men valgte at trække den længere. Dog efterlod han ikke nogen tvivl om sine hensigter, da han først lod blikket meget sigende glide over hende og derefter lagde en hånd på hendes hals. Han klemte pludseligt til og førte cigarens glødende ende mod hendes kønne ansigt.
"Selvfølgelig. Du gør lige, hvad jeg vil have." Han trak hende ind mod sig og lod cigarens glød hvile ud for hendes øje. "Ellers kan du forvente at blive straffet." Han kneb kort øjnene sammen og slap hende igen. Han stak cigaren i mellem sine læber og knappede jakken op på sit jakkesæt, inden han tog den af og smed den over ryggen på en stol. Han gik hen og så ind i ilden.
"Straffet, ja," mumlede han for sig selv.

Hans blik gjorde hende rasende... tænk at have så lidt respekt for kvinder! Han var decideret modbydelig.

Da Jean-Baptiste lagde en hånd om hendes slanke hals og klemte til, mærkede hun hvordan hendes hjerte nærmede sig panik-fart - for det frembragte mindet om, hvordan Angelie næsten havde taget livet af hende med et stærkt kvælertag.
Et øjeblik var hun utroligt fristet til at forsvare sig - og især da han holdt cigaren ud for hendes ene øje.

Men atter en gang holdt hun det inde... hun måtte være professionel.

Hun hostede og tog sig til halsen da han slap hende. Det var en følelse hun aldrig, aldrig ville glemme... og hun lovede sig selv, at hun ville gøre enhver som gjorde dette imod hende i fremtiden frygteligt fortræd...

"Jeg... forstår, herre." lød det spinkelt fra hende.
Hun fulgte ham med blikket som han bevægede sig over for at se ind i ilden.
Hun behøvede heldigvis ikke vente ret meget længere...

Jean-Baptiste stod tænksomt og røg lidt, inden han knipsede cigaren ind i pejsens ild. Herefter vendte han sig om og tog sit glas, som han drak af, mens han så på Mei. Varmen fra ilden varmede igennem hans skjorte, den stærke væske brændte ned igennem hans hals og han havde stadig røg i lungerne efter cigaren. Om lidt ville han benytte sig af sin nye slave. Og hengive sig i sejren, som hans umulige slave havde givet ham. Et smil spillede om hans læber. En sejr, han, Jean-Baptiste, også ville blive kendt for.
"Og hvad er det så, at en rapkæftet lille tæve som dig kan, siden en mand som Zuresh har dig rendende i sin skygge? Det kan umuligt kun være for dit kønne udseende." Han smilede et skummelt smil, der afslørede, hvad han nok selv regnede med, hvad Mei og Zuresh havde lavet.
Det slog ham, at han egentligt ikke havde fået hele den lovede præmie. Penge var ikke vigtigt for ham, han havde masser, men en præmie var en præmie.
"Og jeg regner med, at du kan give mig resten af den lovede pris for at vinde, hm?"

Hun hævede faktisk blikket og så på ham, da han spurgte hvad hendes opgaver havde været... og kaldte hende for en rapkæftet tæve.

Uden i første omgang at sige noget, knappede hun så sin jakke op, og trak den elegant af, for så at smide den over en stoleryg.
Inden under var hun iklædt en tynd, hvid skjorte med korte ærmer.

Mei gik roligt frem imod Jean-Baptiste, mens hun igen slog blikket ned.
"Jo... ser du, herre... jeg er måske nok ung... men jeg har mange talenter..." sagde hun med en lille stemme, som virkede halvt frygtsom.

Hun nåede over til ham, stillede sig på tæer så hun kunne få læberne op til hans øre - og så hviskede hun, med en helt anderledes, iskold stemme: "Og én af dem er skuespil."

Ordene blev øjeblikkeligt efterfulgt af et hurtigt knæspark direkte imod hans skridt, samt et håndrodsslag mod hans solar plexus.
Hendes hurtighed og præcision var imponerende, og det ville de være selv for vampyrer.

Jean-Baptiste stillede sit glas fra sig igen og kunne ikke lade være med at smile lidt, da Mei tog sin jakke af. Ikke værst. Hendes lidt frygtsomme stemme sendte en varm bølge igennem ham, og han lukkede øjnene, da hun trådte helt tæt på ham. Hendes ord fik ham dog til at spærre dem op.
Smerten skød op igennem hans krop og han bakkede bagud med et støn, som luften blev slået ud af ham. Selvom Jean-Baptiste ikke så ud af meget, høj, tynd og knoglet, var han dog ikke svag. Han havde levet i mange år og var absolut ikke uvant med smerte. Han var vel en dæmon.
Vreden væltede ind over ham, en kold beregnende vrede, der på ingen måder mindede om hans slaves vilde, dyriske raseri. Selvom Mei havde overrasket ham, reagerede han hurtigt. En vind fór igennem stuen, som hans magi gjorde sig til kende. Hans element var luften, og han var stærk. Han rakte ud mod hende og knyttede hånden. Thanos havde for længe siden lært, hvad det betød. Jean-Baptiste kunne suge luften ud af sit offers lunger og kvæle dem uden at blinke. Han var stærkest ved håndspålæggelse, men med et menneske som Mei, burde dette virke uden problemer.
"So," hvæsede han.

Hvis ikke han havde været så hurtig til at reagere, ville hun have dræbt ham med sit næste angreb - men hun nåede ikke at udføre det, før hun med et voldsomt gisp faldt ned på det ene knæ.
Det var hans magi...
Oh hold kæft hvor gjorde det ondt!

Dog var det ikke mere end hun havde forventet, og mens hendes lunger skreg efter den ilt som de ikke kunne få, rakte hun skælvende den ene hånd ned i sin lomme, for at gribe fat om den lille, hvide ædelsten, som hun på kløgtig vis havde medbragt...

Den anden hånd blev stukket ned i den anden lomme, hvor hun greb fat om håndtaget på en springkniv...

Mei lukkede øjnene og fokuserede - og mærkede så hvordan magien i ædelstenen aktiveredes, og begyndte at opsuge den vindmagi, som Jean-Baptiste havde brug mod hende.
Med et triumferende smil, nu hvor hun igen var i stand til at trække vejret ned i lungerne, rettede Mei sig op, og i det hun gjorde det, trak hun kniven, klikkede bladet ud, og kastede den direkte imod hans ansigt - igen med uhyggelig præcision.

Jean-Baptiste vidste med det samme, at der var noget galt. En krystal! Hvordan havde et menneske fået fat i sådan en? Han bandede indvendigt. Zuresh, selvfølgelig. Kniven kom som ud af den blå luft, men han havde hurtige reflekser og vred overkroppen til side. Han var dg ikke hurtig nok og kniven snittede hans øre, så blodet løb. Tankerne fór som lyn igennem hans sind. Hvad så nu? Han kunne da kun bande over, at Thanos ikke var i nærheden, han havde kvast den lille kvinde som en myg. Men Jean-Baptiste kunne også klare sig selv. Han lavede en bevægelse med hånden og lænestolen fløj mod Mei. Samtidigt rakte han hånden ud mod et sværd, der hang over kaminen. Sværdet fløj igennem luften og han greb dets skæfte. Hvis mennesket ville lege med skarpe ting, kunne de da godt det!
Han sprang frem og lod den skarpe klinge falde mod hende.

I det øjeblik den tunge lænestol begyndte at bevæge sig, fik hun øje på det ud af øjenkrogen, og hun reagerede med det samme:
Med en utrolig smidighed, sprang hun op i luften og vred kroppen til siden, lige tidsnok til at lænestolen fløj forbi under hende.
Hun lagde en hånd mod dens ryglæn og bruge også dette til at sætte let af, som hun ikke risikerede at blive hevet med af det tunge møbel.

Mei landede let på fødderne, lige tidsnok til at se Jean-Baptiste hugge ud efter hende med et sværd.
Hun vred kroppen igen, og sidesteppede hurtigt væk fra den dræbende klinge, mens hun brugte momentet i sin bevægelse til at sende et spark imod sin modstanders hoved.

Jean-Baptiste kunne ikke andet end at være imponeret over denne kvindes smidighed. Hun var tydeligvis trænet til kamp. En skam han var nødt til at slå hende ihjel.
Hans hug med sværdet ramte ikke og han kastede sig et par skridt tilbage for at undgå hendes spark. Han kunne mærke luften bevæge sig ud for hans ansigt, som hendes fod susede forbi. Uden tøven gik han frem og lod sværdet falde mod hende igen. Det var længe siden, at han havde fægtet, men sværdet var som en forlængelse af hans arm. Han havde også været menneske i middelalderen, hvor man praktisk talt blev født med et sværd i hånden.
Selvom han havde fuld tiltro til sine fægteevner, ignorerede han ikke sin magi og en vase fløj fra en reol og direkte mod Meis hoved.

Hun bandede indvendigt, da han formåede at undvige hendes spark.
Det næste sværdslag ville afgjort være dræbende, og selvom hun godt så vasen flyve imod hende, var den skarpe klinge prioritet; så Mei tog hurtigt et skridt til siden, samtidigt med hun hævede den ene arm for at blokere den flyvende vase.

Den tunge genstand smadredes mod hendes spinkle underarm, og hun bed tænderne hårdt sammen i smerte.
Armen dunkede let, men det føltes ikke som om den var brækket. Hun kunne stadig bruge den...

Med en kølig vrede i blikket, tog hun chancen og bevægede sig hurtigt tættere på ham, mens hun sparkede ud efter hans knæhaser i et forsøg på at fælde ham.

Jean-Baptiste måtte igen se sit hug ramme ved siden af, men vasen splintredes og faldt til gulvet. Det så ud til at gøre ondt på kvinden. Perfekt. Han havde dog ikke forudset hendes spark, og han røg i knæ, da smerten skød op igennem benet. Hidsigt lod han sværdet suse mod hendes ubeskyttede side.
Han havde svært ved at forhole sig til, at kvinden, et menneske, var så farlig en modstander. Men hun var dygtig, og han fik en god kamp ud af det. Han havde ikke nogen forestilling om, at hun havde en mulighed for at vinde. Hun var jo bare et menneske.

Mei smilede koldt, da hendes spark ramte. Hun så ham gå ned i knæ, og vidste at hun havde vundet - lige indtil sværdet igen kom imod hende. Fandens til sværdkæmper!

Mei vendte kroppen lidt rundt og sprang samtidig tilbage - men hun var for tæt på ham til helt at kunne undgå den skarpe klinge, som leverede et let snit hen over hendes ene side.

Heldigt... hvis ikke hun havde været så hurtigt, ville sværdet nu sidde begravet i hendes side.

"Fandens..." mumlede hun og stillede sig klar igen.

Jean-Baptiste udnyttede hendes undvigen til at springe på benene. Knæet var blevet vredet og gjorde ondt. Han måtte passe på det. Han stillede sig ligeledes i kampposition og lavede et elegant sving med sværdet.
"Du er ikke helt ringe. Jeg har ikke haft så meget sjov i lang tid." Han smilede koldt og nød synet af blodet fra hendes side. Selvom det her var meget sjovt, var det nok en god idé at få det overstået. En af stolene fra det store tunge spisebord, der stod midt i rummet, lettede fra jorde og fløj mod Mei. Måske han kunne nøjes med at slå hende ud, så han kunne have lidt sjov med hende, inden han slog hende ihjel. Han ville glæde sig til at høre hendes skrig runge i mellem væggene i det store hus. Han lavede et udfald mod hende og svingede sværdet mod hendes ben, så hun havde udfald fra begge sider.

Angreb fra begge sider... han var god. God nok til at hun måtte løbe en risiko nu...
Da han svingede mod hendes ben, samtidig med at det tunge bord kom flyvende bagfra, sprang hun op i luften og undveg dermed klingen), og forsøgte at plante begge fødder solidt på hans brystkasse, så hun kunne sætte af fra ham i et spark, som ville sende hende let og elegant hen over det flyvende bord - som måske endda ville ramme ham.

Hvis han derimod formåede at undvige hendes spark, ville hun blive ramt af bordet, og tumle hen over det, for så at lande på ryggen nede på gulvet.

Jean-Baptiste havde haft for store tanker om sig selv. Han havde ikke lige fået tænkt på, at den stol, der fløj frem mod Mei, også var på vej mod ham. Hendes smidighed overraskede ham igen og hendes fødder ramte ham hårdt i brystet. Han blev skubbet bagud og gav slip på sværdet for at tage fra sig. Han nåede knapt at løfte armen mod stolen, der kom mod ham. Den var heldigvis så højtflyvende, at han kun blev ramt af et af benene. Men stolen var tung og der var kraft bag, så da den ramte hans hoved, sortnede det i et splitsekund for hans øjne. Blodet løb ned over hans ansigt fra hans hårgrænse, hvor stolen havde ramt ham. Han ramte hårdt gulvet og var for hårdt ramt til at komme på benene med det samme. Hans hoved var for et kort øjeblik tomt for tanker, og hvis Mei angreb ham nu, ville han være i problemer. Sværdet lå for langt væk, til at han kunne nå det og han kunne ikke bruge sin magi i mod hende.

Det lykkedes...! Et kort øjeblik havde hun været bange for, at han ville formå at undvige hendes spark. Og det ville have kostet hende dyrt...

Hun landede på fødderne, og i det øjeblik han faldt til jorden, sprang hun frem imod ham.
Hun bevægede sig hurtigt over, så hun stod over ham, hvorefter hun gik ned på begge knæ, og sendte et håndrodsslag imod hans næse.
Hvis dette ramte, ville sadistens næseben blive skubbet op i hans hjerne, og han ville dø på stedet.

Jean-Baptiste var groggy og ufokuseret, men han nåede alligevel at se hånden, der kom flyvende mod hans ansigt. Han kunne ikke andet end at vendte hovedet, så hun i stedet for ramte hans kindben. Det gav et højt knæk inde i hans hoved, da knoglen brækkede og smerten var intens. En lyd af smerte kom over hans læber, men han reagerede instinktivt og sendte begge hænder mod hendes bryst for at skubbe hende væk med alt det muskelstyrke han kunne mønstre. Hvis han ramte hende, ville han trille væk fra hende og komme på benene, svimmel og usikker, næsten blind på det ene øje, men også klar til at tage i mod endnu et angreb fra hende.

Overraskelsen ved hans hurtige redning, var så stor for hende at hun ikke formåede at gøre noget for at undvige hans kraftfulde skub.
Så da han ramte hende, gispede hun og mærkede, hvordan hendes lette krop blev løftet op af hans desperate kræfter, og skubbet væk fra ham.

Hun forsøgte at vende i luften, men der var ikke tid, og i stedet landede hun hårdt på ryggen.
Uheldigt nok til at en skarp smerte skød op igennem hende... hvilket ville give Jean-Baptiste et par korte sekunder, før hun igen kunne komme på benene...