En slave (Zuresh)

Zuresh vendte sig om og begyndte at gå hen imod indgangen, kun for at vende sig om og kigge underligt på Thanos.
"Hvad venter du på? Du er ikke en soldat i den franske hær, Thanos. Ordrer hører kun hjemme når de er nødvendige. Af sted med jer."

Han smilede skævt til halvdværgen, og vendte så fronten mod indgangspartiet igen.
"Elevatoren er nok nemmest..." sagde han før han gik indenfor.

Thanos skiftede ikke udtryk, da Zuresh lavede lidt sjov med ham. I stedet fulgte han bare efter ham ind i den store bygning. I forhallen så han rundt og fik øje på elevatordørene. Han var lidt usikker på, om han bare selv skulle fortsætte, men der var ikke nogen, der så ud til at skulle følge ham, så han gik hen og trykkede på knappen. Der gik ikke mange sekunder, før dørene åbnedes og han gik ind. 12. etage. Han trykkede på den tilhørende knap og kunne så ikke andet end at vente på, at elevatoren nåede derop. I det mindste var der ikke noget kvalmende elevatormusik.

Han så ned på kvinden i sine arme. Nu hvor han ikke længere havde ondt i brystet, var hun endnu lettere at bære på.
Hvordan en så spinkel og lille menneskekvinde kunne have vundet over en dæmon som Jean-Baptiste, var ham en gåde. Han kunne kun respektere hende. Allerede nu havde hun fået en respekt af ham, som kun få fik. Der var noget over hende.

Elevatordøren pingede og åbnedes. Han trådte ud og så op og ned af gangen. Tøvende drejede han ned af den ene gang, hvilket viste sig at være den rigtige vej. Han nåede frem til suiten - døren var ikke låst. Han gik ind. Det var en fantastisk flot suite og han kunne kun se sig lidt måbende omkring. Sikkerheden om, at Zuresh havde joket, da han sagde, at Thanos kunne få den, når Mei var kommet på benene igen, blev større. En slave boede ikke som en konge.

Han gik hen og lagde Mei på sengen. Hendes skjorte var stadig våd af blod, så han lagde hende oven på tæpperne i den ene side af sengen og trak dem fra den anden side af dobbeltsengen over hende. Måske det så ikke ville svine for meget.

Nu havde han tid til at gå suiten rundt. Der var også et fint badeværelse og Thanos kastede et længselsfuldt blik på bruseren. Gad vide, om han kunne tage et bad? Han var blodig og trængte til at få noget vand på kroppen. Han kastede et blik tilbage mod Mei. Hun ville nok ikke vågne med det samme.
Zuresh havde ikke sagt noget om, hvad han forventede, Thanos skulle gøre efter at have lagt Mei i seng. Han kørte en hånd over sit hoved og havde svært ved at tage den ene enkle beslutning - bad eller ej? Til sidst gik han resolut ud på badeværelset og lukkede døren bag sig. Der var lås på. Tøvende rakte han hånden frem og drejede låsen, så den klikkede.

Vandet var dejligt varmt, og han gav sig god tid til at nyde det. Det var ikke til at vide, hvornår han fik muligheden for at tage et bad igen.
Da han var færdig, tog han sine beskidte bukser på igen. Han havde ikke haft mulighed for at skifte dem efter kampen. Han havde heller ikke tænkt på at tage andet med, da han forlod Jean-Baptistes hjem. Så han måtte nøjes med bukser, bare fødder og bar overkrop for nu. Ikke at det var noget nyt.

Han låste sig ud af badeværelset og så rundt. Hvad så nu? Langsomt satte han sig ned i en af sofaerne. Han følte sig meget forkert i det flot møblerede rum. Han sad ikke længe, før trætheden var ved at få overtaget og det endte med, at han lagde sig og lukkede øjnene. Ikke længe efter sov han med en dæmpet snorken.

Der gik seks timer før Mei endelig rørte på sig.
Kampen og det stress, hun havde udsat sin krop for, havde taget mange kræfter. Så søvnen havde været nødvendig.

Nu strakte hun sig med et lille smil og satte sig op.
Hun gned sig i øjnene og kiggede rundt.
Shadowsun Tower... en af suiterne...

Mei fik hurtigt øje på den sovende halvdværg, og hun stod ud af sengen for at bevæget sig lydløst over til ham.
"Så du reddede mig altså... du kunne være stukket af med de andre. Men nej..." sagde hun lavmeldt og blidt, for ikke at vække ham.

Hun smilede lidt.
"Du er en langt mere ærefuld man end den dæmon overhovedet kunne forstå..." sagde hun så, og vendte fronten mod badeværelset.

Da hun kom derud, sukkede hun over sit udseende.
Hun så frisk ud og havde farve i kinderne (Takket være den meget effektive healing), men hendes hår var filtret og hendes tøj var ødelagt af blod og skader...

"Det er ikke let at være kvinde, i det her hverv!" sagde hun og tændte for vandhanen, for at vaske sine hænder og sit ansigt lidt...

Thanos sov dybere end han normalt ville gøre, sikkert også på grund af healingen og den meget anstrengende dag. Han hørte ikke Mei liste rundt, selvom han normalt ville vågne.

Dog fik lyden af vandhanen ham til at sætte sig brat op. Han så sig lidt forvirret rundt, inden det hele kom tilbage til ham. Kampen, den døde mand, smerterne og Jean-Baptistes død. Og sin sin nye herre, der slet ikke var død alligevel. Han så mod sengen, der var tom. Det var nok kvinden, der var ude på badeværelset.

Stadig træt gned han sig i ansigtet med de store hænder. Han følte sig mere frisk i hovedet til at tænke over det hele, så han satte sig til rette og stirrede tomt ud i luften, mens han langsomt og roligt vendte det hele i hovedet.

Hans nye ejer, Zuresh, måtte være en mægtig mand, siden han kunne dø og vågne til live igen. Hans stærke evner til at heale talte også for sig selv. Og hans fysiske styrke havde været på højde med eller større end Thanos'. Det i sig selv gav ham respekt i Thanos' øjne - men hans snyderi i arenaen havde modsatte effekt. Thanos brød sig ikke om snyderi. Det fik ham til at føle sig dum og trukket rundt ved næsen. Gad vide, hvor stærk han egentligt var, den nye ejer? Nå, det ville han sikkert finde ud af på et tidspunkt.

Det største spørgsmål var vel egentligt, hvad han ville med Thanos, men det betød ikke noget for den stærke mand. Det havde han ikke nogen medbestemmelse i alligevel, og han havde prøvet lidt af hvert, alt efter, hvad herrerne havde haft brug for.

Mei vaskede det meste blod og snavs væk fra hænder, arme og ansigt. Vandet var forfriskende, og hun overvejede et øjeblik at snuppe et bad.

Dog havde hun ikke noget skiftetøj i denne suite, såeh...

Hun nøjedes med det hun allerede havde gjort, og forlod så badeværelset med et lille smil.
Da hun så Thanos, lyste hendes øjne lidt op, og hun stillede sig op ad dørkarmen mens hun betragtede ham.

"Godmorgen, Thanos..." sagde hun,
"Jeg er glad for at vi fik dig væk fra det sted."

Thans blinkede en enkelt gang og drejede sig så i sofaen, så han kunne se på hende. Hun så en del mere frisk ud, end da han havde bragt hende til dette sted. Zuresh var en god healer. Han rejste sig og så væk fra hendes ansigt.

"Godmorgen." Han svarede hende ikke på resten. Han var en smule forvirret over hendes venlighed og vidste ikke helt, hvordan han skulle reagere på den. Selvfølgelig var det ikke alle, igennem hans liv, der havde behandlet ham hårdt og som en slave, men det var sjældent, at han stødte på nogen, som faktisk behandlede ham uden frygt eller vold.

Han flyttede lidt på sig. Mei virkede som om, at hun forventede en samtale.
"Jeg er glad for at se, at De er på benene." Han var glad for at se hende på benene. På en eller anden måde, var han hende taknemmelig for at have slået Jean-Baptiste ihjel. Verden var helt sikkert et bedre sted uden ham. Igen gjorde det nok ikke den store forskel for Thanos, han gik fra den ene herre til den anden. Men forhåbentligt gjorde det en forskel for de andre slaver, som have været i dæmonens klør.

Som forventet, opførte han sig som om hun var langt over ham på rangstigen. Han havde endda brugt det formelle 'de' i stedet for 'du'.

Mei betragtede ham lidt, og besluttede sig så for at vise ham at hun ikke var hans boss.
Hun gik over til sofaen og satte sig ved siden af ham. Så strakte hun sig med et tilfredst suk, og hvis han forsøgte at rejse sig, ville hun placere en hånd på hans skulder som for at sige 'Niks'.

"Du ved... Shadowsun går ikke ind for decideret slaveri. Hvis det gjorde, ville jeg aldrig være her." sagde hun med en rolig, blid steme, hvorefter hun vendte blikket mod ham.

"Du har været slave det meste af dit liv, og sandheden er at du ikke er parat til den verden som lurer derude. Men du er parat til at yde noget, for andre og for dig selv - og derfor er du her. Derfor er du under Zuresh' vinger, og derfor gjorde vi som vi gjorde i arenaen og hos Jean-Baptiste."

Thanos ville rejse sig fra sofaen, da Mei gik over og satte sig, men hun lagde en hånd på hans skulder. Der var ikke noget tvang over hendes berøring, og han ville sagtens kunne have rejst sig alligevel, men lod være. Hun forvirrede ham. Rigtigt meget, og det kunne han ikke lide. Han følte sig utilpas ved at sidde ved siden af hende. Hun opførte sig på en måde, som han ikke vidste, hvordan han skulle forholde sig til.

Han så ikke på hende, da hun snakkede. Hendes ord gjorde ham kun endnu mere forvirret. Hans nye herre gik ikke ind for slaveri? Men hvorfor havde han så valgt at indgå et væddemål om at overtage ham?

Hendes ord om, at han havde været slave næsten hele hans liv, rørte ham ikke. Det var sandt. Men hendes næste ord fik ham til at se på hende. Yde noget for andre? Forvirringen ville for en kort stund være tydelig at se i hans øjne og ansigt. Han rynkede panden og vendte hendes ord i hovedet. Han havde ingen anelse om, hvordan han skulle reagere på hendes ord. Det lød mest som om, at der var noget bamhjertighed over det, som hun og Zuresh havde gjort.

Det hele virkede så forkert på Thanos. Det var ikke normalt. Han var hevet ud af sine trygge rammer, det der gav mening. For alt hvad der var sket, siden Mei var trådt ind i Thanos' rum, have ikke givet mening. Han begyndte at få ondt i hovedet i forsøget på at forstå det.
"Hvis jeg ikke er her for at tjene Zuresh som hans slave. Hvorfor er jeg her så?"

"Det er meget simpelt, Thanos..." sagde hun og blev ved med at se på ham.
"Vi står over for en krig, imod en fjende som har gjort de mest frygtelige ting imod andre. En fjende som ikke bare tolererer slaveri, men praktiserer det til hverdag - med mænd,kvinder og børn. En fjende som ønsker at regere med frygt, vold og tortur..."

Mei lænede sig tilbage i sofaen og sukkede let. En uro ar dukket op i hendes kønne, brune øjne.
"Shadowsun står imod den fjende... og vi har brug for de bedste af de bedste til at kæmpe sammen med os. Desuden er det din chance for at lære, og for at tjene din frihed."

Hvis Thanos havde en sans for humor, ville han le. Højt og længe. I stedet hævede han bare begge øjenbryn. Det lød noget.. utroligt, hvad hun sagde. En stor fjende. Krig. Hvis han havde set fjernsyn, ville han sammenligne det med en af de der taler, der altid blev brugt for at få heltene med ombord i de godes tjeneste.

Det lød urealistisk. Eller, det gjorde det måske ikke. Men der var vel altid ondskab i verden. Han havde set meget af det i sin levetid. Mærket meget af det på egen krop. Men en krig ligefrem?
"En krig?" Han lød tvivlende. Og selvom der skulle komme en krig, hvad kom det ham ved? Han rynkede panden igen. Lære. Tjene frihed. Han forstod det ikke. Og det begyndte at gøre ham vred. Han havde det som om, at hun sad og lavede sjov med ham. Gjorde nar.

Vreden ville kunne ses i hans øjne. Og ved at hans muskler umærkeligt blev spændt. Han kunne ikke følge med i alt det her. En ny herre var til at forstå, men måden han havde skiftet hænder på.. Og først blev han fortalt, at han kunne bo i et rum, der var en konge værdig. Og denne kvinde blev ved med at snakke frihed. Og nu noget om en krig, Thanos ikke var en del af. Vreden fik ham til at rejse sig op.
"Jeg ved ikke, hvad der foregår. Jeg ved ikke, hvad det er, De vil mig. Det De siger, giver ingen mening." Han bakkede et skridt væk fra hende. Vreden voksede og selvom hun var til grund for den, ville han nødigt gøre hende noget, hvis han ikke kunne falde ned igen.

Hans vrede, forvirring og generelle utilpashed kom faktisk bag på hende... men Mei havde heller aldrig håndteret folk som ham før.
Hun stirrede lidt på ham, og rejste sig så roligt op.

"Det... lød måske lidt overvældende. Det er jeg ked af, Thanos." sagde hun og førte en hånd gennem sit lange, sorte hår.
"Men sandheden er at der virkelig kommer en krig... og vi har brug for at vinde. Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, ud over at... Zuresh ønsker at du bor her, i denne suite. Og når der er brug for dine evner, så bliver du tilkaldt. Og er det ikke bedre at kæmpe for en sag, end at kæmpe i arenaen for at tjene penge til en herre...?"

Hun var godt klar over at han ville være i stand til at slå hende ihjel, hvis han mistede besindelsen... men det fik hende alligevel ikke til at forlade suiten.
"Jeg ved godt at det er en enorm omvæltning. Hvis der er noget jeg kan gøre for at det bliver lettere, så sig mig hvad det er."

Thanos knyttede sine hænder. Han havde så svært ved at følge med i det hele. I stedet for at give ordrer fik han valgmuligheder. Spørgsmål, som han ikke vidste, hvordan han skulle svare på. Meis måde at håndtere ham på, var så uvant for ham. Hun talte til ham som en ligemand. Slaver talte til ham som en ligemand, hvis de overhovedet talte til ham, men der var aldrig denne forventning om, at han skulle tage stilling til ting, han aldrig havde skulle tage stilling til før.

Og det var ikke bare de manglende ordrer, der var forkert. Hun nævnte igen, at han skulle bo i dette værelse. Alting var forkert. Thanos var rykket ud af sine rammer. Han havde aldrig skulle tænke over ting selv, og det havde været let.

Det pres, der lå i alt dette, fik hans hjerne til at kortslutte. Det var for meget på én gang. Hans blik blev tomt og han hamrede en knyttet næve ned i sofabordet. Dets glasplade eksploderede. Herefter greb han en lænestol og kylede den igennem rummet. Rammen til sofabordet fik også en flyvetur.

Man kunne måske kalde Thanos sindssyg, men det var mere en brist i hans sind. Vreden, der overtog alt, fratog ham styringen over sin egen krop og lod ham gå bersærk. Det var en forsvarsmekanisme, der var blevet udnyttet af andre igennem hele hans liv. Da han blev fanget som lille, havde han haft vredesproblemer, men intet som det, der var blevet fremavlet igennem smerte og pinsel.
Lige nu ville han bare ødelægge. Få følelsen af forvirring og fortabelse ud af kroppen. Men han ville ikke angribe Mei, medmindre hun udgjorde en trussel. Der var dog nok ikke nogen, der skulle regne med, at inventaret ville overleve.
Med et brøl kastede han fjernsynet ind i væggen fortsatte videre til, hvad der ellers var af ting i nærheden.

Mei's blik fik en mild kølighed over sig, da Thanos begyndte at smadre, og kaste, med ting. Et bord til et par hundrede euro, et TV til over tusind... nok var han uvant til denne frihed, men han var ved at gå over stregen.

"Thanos!" sagde hun skarpt og holdt blikket på ham.
"Jeg gider ikke at skulle give dig ordrer, men hvis du opfører dig sådan her så tvinger du mig!"

Hun gik tættere på ham, så hun var lige uden for hans rækkevidde (Med mindre han tog et enkelt kridt hen imod hende.)

"Hold op med at ødelægge ting, lige med det samme! Er det den tak jeg får, efter at have blødt for din skyld!?"

Thanos vendte sig brat mod hende, da hun sagde hans navn. Der var intet i hans øjne, andet end vrede og tomhed. Intet af den mand, hun havde snakket med for ikke mange øjeblikke siden.

Selvom hun råbte af ham og kom nærmere, var hans første reaktion alligevel ikke at angribe hende. Hendes ord om, at hun havde blødt for ham, fik alligevel lidt usikkerhed frem i ham. Men den holdt kun i et øjeblik. Den druknede i den vrede, der netop var der for at stoppe forvirringen. Vreden var nem. Ren.

Hendes enkle forsøg på at give ham en ordrer hjalp ikke på det. Uden for rækkevidde trådte han frem mod hende og stødte en hånd frem mod hendes bryst. Hvis han ramte, ville kraften få hende til at flyve bagud. Han kunne have samlet hende op og knust hende, så måske det alligevel var en ubevidst måde at få hende af vejen på, så han ikke behøvede at gøre hende mere.

Om det var blind tillid til den enorme halvdværg var usikkers, men Mei nåede ikke at reagere før han ramte hende i brystet.
"Ourgh!!" sagde hun da luften blev slået ud af hendes lunger, og hun blev sendt flyvende tilbage for at lande på gulvet, på ryggen.

Hun gispede og tog sig til brystet mens hun rullede om på siden og trak benene op under sig.
Shit, det gjorde ondt!
En sådan smerte betød gerne at hun havde et bøjet ribben.

"Fuck..." hviskede hun og kom langsomt på benene igen, stadig med en hånd mod brystet.

"Thanos, stop. Hvis ikke du holder op, så kommer du til skade!"

Thanos' indre var et stort rødt flammehav. Det havde endnu en gang brændt hans eget jeg væk - hvis han havde haft bare lidt af sig selv tilbage, ville han hellere have slået sig selv ud end at gøre Mei noget. Men alle de tanker og forvirrede følelser, hun havde sat gang i med sine ord og uvante blide væsen, havde sat gang i hans indre forsvarssystem, som han ikke selv kunne slukke.

Han bukkede sig ned, tog ved kanten af sofaen og væltede den rundt, inden han igen rettede blikket mod Mei. Hvis Mei havde været klog, havde hun forladt rummet og ladet ham rase færdig for sig selv. Men nu pustede hendes ord bare til hans vrede, og han gik frem mod hende, hans blik tomt og fyldt med raseri.

Han langede ud efter hende med en knyttet næve, rettet mod hendes hoved. Måske var det hendes ringe størrelse, eller også var der stadig noget, der holdt ham tilbage, for hans angreb var ikke specielt koordineret eller voldsomt. Selvom vreden væltede ud af hver pore i hans krop, var han ikke gået bersærk mod hende. Det var mere som om, at han bare ville have hende til at stoppe. Det var hende, der gjorde hans verden så forvirrende.

I det øjeblik han gik over mod hende, vidste Mei at hun var i fare. Nok var han ikke gået bersærk, men hvis han slog hende ville det have store konsekvenser.
Han var simpelthen for stærk, og hun var simpelthen for... skrøbelig.

Et slag i ansigtet ville kunne slå hende ihjel, et i brystet ville kunne brække flere ribben, og hvis han ramte hende i maven ville hun være totalt uskadeliggjort - for ikke at tale om potentielle indre blødninger.

Åh ja, hun var helt klar over hans ualmindelige råstyrke.

Mei så slaget allerede før det blev sendt imod hende, og hun undveg let ved at træde et enkelt skridt til siden.
"Okay..." sagde hun mildt, hvorefter hun begyndte at bakke væk fra ham.
"Jeg tror jeg forstår nu. Det er for meget for dig på én gang..."

Thanos kneb øjnene sammen og slog ud efter hende igen, men stadig på den lidt sløve måde. Han reagerede ikke på hendes ord, men hendes milde tonefald fik ham til at stoppe op for et kort øjeblik. Som om, at der var noget, der sloges indeni ham. Men vreden vandt igen, og han gik frem mod hende igen.

Han var ikke en mand af mange ord, især ikke, når vreden havde overtaget. Men hans ustyrlige voldelige adfærd plejede også at tale for sig selv. I det mindste skulle Mei være glad for, at han havde metalringen om halsen. Som jærv var han hurtig og adræt og ville ikke have andre mål end hende. Som menneske var han også hurtigere og mere adræt end man skulle tro, men nu kunne han bruge sine hænder. Og han brugte dem.

Endnu et møbel, som han og Mei kom forbi, led en krank skæbne mod gulvet. Det gjorde hans færd mod Mei lidt langsommere, sikkert endnu et undervidst forsøg på at give hende tid til at slippe væk.

Thanos' slag blev igen undveget, da det stadig ikke var målrettet og hurtigt.
Mei var hurtig og meget præcis, så det var let for hende at undgå at blive ramt.

Møblet, en dyr kommode, blev smadret imod gulvet.
Mei trådte automatisk et par hurtige skridt bagud, hvorefter det gik op for hende at hun stod med ryggen mod muren.

"Kom nu Thanos... du kan godt..." sagde hun, igen med den milde stemme.

'Kom nu, store fyr... det er din sidste chance.' tænkte hun.

Hvis den stærke halvdværg valgte at slå ud efter hende igen, eller kaste en genstand imod hende, ville der ske noget... specielt.

Det var for sent at stoppe Thanos. Hans øjne var mørke af raseriet, der rasede inden i ham. Raseriet var bedre end den forvirring, hun havde givet ham. Og hendes milde stemme hjalp ikke på det. Det var ikke normalt, at folk forsøgte at TALE ham ned.

Han tog de sidste par skridt over til hende og lod atter sin næve suse mod hendes hoved. Hvis hun ikke flyttede sig, ville hendes hoved sikkert splatte ud over væggen.
Hvis hun flyttede sig, ville Thanos sikkert brække sin hånd i mod muren, hvilket måske ville sænke hans vrede. Måske puste til den.

Et eller andet inden i ham skreg af ham, for at stoppe. Han ville ikke skade Mei, hun havde behandlet ham pænere end nogen anden i meget lang tid. Det var som om, at hans næve tøvede et splitsekund. Hvis Mei ikke stoppede ham, ville han nå at afværge sig selv og hamre næven ind i væggen ved siden af hendes hoved i stedet. Brækket hånd eller ej.

Mei så direkte på ham, og undveg ikke slaget. Hendes blik var skuffet nu, og hun så ud som om hun var blevet besejret... eller ihvertfald at hendes teori var.

Da Thanos afværgede sit eget slag og sendte næven mod væggen, som var lavet af solid beton, greb en stærk næve pludselig fat om hans håndled og standsede fremgangen i slaget.

"Så er det nok..." lød Zuresh' hæse, magtfulde stemme.
Den mystiske mand var dukket op uden varsel, som om han var teleporteret... pludselig var han der bare.

"Jeg sætter pris på styrke og loyalitet... jeg sætter pris på at folk betaler tilbage, når de skylder noget - og du skylder Mei alt. Hvad jeg ikke sætter pris på, Thanos, er aggressive tåber, som ikke kan styre sig!"

Thanos blev meget overrasket, da Zuresh pludseligt stod der og greb fat om hans håndled. Men den varede ikke længe. Selv ikke manden, som Thanos vidste var sindssygt kraftfuld, kunne stoppe hans vrede. Som sagt, han havde aldrig ville skade Mei, hvis det ikke var fordi, at hans indre var overtaget af den ustyrlige magt, som hans vrede var.

Thanos var ikke glad for sin egen vrede, men han var afhængig af den. Hvis han ikke havde haft den, var han blevet endnu en hjerneløs slave, som ikke kunne andet end at følge sin herres ord. Hvis han ikke havde haft sin vrede, ville slavehandlerne have knækket ham. Hvis han ikke havde haft sin vrede, ville han have været død i arenaen for lang tid siden.

Så selvom han hadede den for at overtage hans sind, ville han aldrig forsøge at fjerne den fra sit indre. Så kunne han lige så godt slå sig selv ihjel.
Om den en dag kunne mindskes nok til at han selv ville kunne kontrollere den, det var ikke til at vide.

Så selvom hans eget jeg vidste, at han ville betale dyrt for det, kunne han ikke stoppe sig selv, da vendte sin vrede mod Zuresh. Manden, der havde snydt sig til hans ejerskab. Thanos kendte ham ikke og havde kun en forventning om, at han ville behandle ham som alle andre havde gjort. Som et dyr, der skulle tæmmes med smerte. Så hvorfor skulle han respektere manden for andet end hans evner som han havde set og mærket i arenaen?

Thanos lod sin anden næve slå ud efter Zureshs brystkasse. Ikke med samme sløvhed, som han havde slået ud efter Mei, men med styrke, fart og præcision.

Zuresh parerede halvdværgens slag - og fikdet til at se ud som om det var let.
Havde det været Mei, ville hun ikke have haft styrke nok til at slå Thanos' hånd af vejen... men Zuresh fejede den væk fra sin ødelæggende bane, så let som ingenting.

"Vi gik igennem en del for at gøre det her på en måde, så du kunne forstå at det ikke handler om lænker og restriktioner." sagde Zuresh, mens hans ene, mørke øje lynede af vrede.

"Mei overbeviste mig om at det var det rigtige at gøre... så jeg lod mig ydmyge i arenaen, for dine følelsers skyld!" hvislede han og sendte selv en hurtig, kraftfuld næve imod Thanos' ansigt.

Mei kantede sig væk fra dem, forikke at blive ramt i krydsilden... men hun forlod stadig ikke lokalet.

Intet af, hvad Zuresh sagde, registreredes hos Thanos. Hvis det havde gjort, ville det bare have øget hans forvirring endnu mere. At der var nogen, der tog hensyn til ham, var uvant og unormalt. Og han kunne ikke tage mere unormalt.

Thanos var ikke dum. Men han var aldrig blevet udfordret rent hjernemæssigt, ikke mere end man ville udfordre en hund med træning. Så hans kapacitet for nye ting, nye tanker og idéer var ikke ret stor. Alt det, Mei havde sagt, alt det der var blevet gjort, var simpelthen for meget for ham at kunne håndtere. Hvis det hele havde foregået meget langsomt, et skridt af gangen, uden de store forklaringer og krav, ville han sikkert have forstået, at den nye herre og hans nye hjem, ikke var som de andre. Men han kunne ikke forstå det, fordi det gik så stærkt.

Så da Zuresh' blokerede hans slag og selv slog ud efter ham, undgik Thanos hans slag og slog selv ud igen, denne gang mod hans mave. Alt i ham var fokuseret på at slås. Som han havde lært, at verden var indrettet. Han skulle slås, det var det, han var blevet banket til at lære.

Zuresh smilede ikke da Thanos undveg. Normalt ville han have set en kamp som denne som en udfordring, eller bare lidt sjov motion... men denne halvdværg havde kostet meget. Og ikke kun i smadret inventar.

Han tog imod det hårde slag ved at spænde i sine massive muskler, hvilket gjorde at han i stedet for at få luften slået ud af sig, kunne nøjes med at blive skubbet et skridt tilbage.

"Jeg skal lære dig..." hvislede han, og noget i hans stemme var ufatteligt faretruende.
Så greb han ud efter Thanos' hals, og lige meget om han fik fat eller ej, ville halvdværgen kunne se hvordan Zuresh' ene øje blev grønt og reptilagtigt - og denne gang skete der noget mere.

I et kort øjeblik, ændrede rigmandens skygge sig.
Den voksede og fik et underligt, rovdyr-agtigt udseende med store, flagermuselignende vinger og en lang, piskende hale.

Zuresh selv ændrede sig dog ikke - men det lynhurtige, kraftfulde slag han nu sendte imod Thanos' hoved ville uden tvivl kunne slå halvdværgen ud på stedet.