En slave (Zuresh)

Jean-Baptiste var ikke sen til at udnytte hendes uheldige landing. Han kastede sig frem og greb fat om sværdets skæfte. Ikke specielt elegant, da hans knæ stadig var svagt og han havde lidt svært ved at koordinere på grund af øjet og smerterne, det brækkede kindben sendte igennem hans hoved. Det lykkedes ham at undgå at vælte, i stedet tumlede han frem mod hende med sværdet hævet. Han sigtede ikke efter noget bestemt, bare hendes krop, men det ville passe med, at han ville ramme hendes hoved eller skulder. Han fremdrift ville, om han ramte hende eller ej, sendte ham i jorden, evt få ham til at lande oven på hende.

Mei nåede kun lige at hæve sig op på begge albuer, inden hans sværd ramte hende i skulderen.
Hun faldt omgående tilbage med et gisp af smerte - både på grund af den skarpe klinge, som havde leveret et dybt sår i hendes skulder, men også fordi han landede oven på hende - og med sine spinkle, syvogfyrre kilo, var det lidt af en udfordring...

Hans krop, der landede oven på hende, slog luften ud af hende, og hun måtte kæmpe med at få vejret et øjeblik, før hun forsøgte at slå ham så hårdt hun kunne i den ene side, med den hånd hvis skulder ikke var såret.

Jean-Baptiste mærkede hendes krop under sig og var ikke i tvivl om, at hans sværd havde ramt noget. Faldet ind over Mei fik ham desværre til at tabe sværdet igen og det faldt klirrende til gulvet. Inden han nåede at gøre noget, ramte Mei ham i side med et hårdt slag, og han knækkede lidt sammen i smerte. Det fik ham til at rulle af hende. Smerten i hans ansigt gjorde ham svimmel og dårlig, hans krop protesterede i mod, at han blev ved med at bevæge sig, men det var der ikke noget at gøre noget ved. Han famlede efter sværdet for at få fat i det og gøre det af med hende.

Da det lykkede hende at få ham af, rullede hun hurtigt rundt og kom på benene. Hendes skulder skreg af smerte, og hun mærkede irriteret hvordan blodet langsomt tilsølede den kortærmede, hvide skjorte.

Vreden var tydelig i hendes øjne, da hun forsøgte at plante sin fod oven på Jean-Baptiste's hånd, for derefter selv at gribe ud efter sværdet.

Hvis hun fik fat i det, ville hun uden at sige et eneste ord, svinge det imod hans nakke for at slå ham ihjel.

Hvis han fik fat i det, ville hun levere et hårdt spark imod hans ene side.

Jean-Baptiste nåede kun at få fat i sværdets skæfte med fingerspidserne, da hun satte foden på hans hånd.
"Nej!" kom det fra ham, og han løftede den anden arm op for at beskytte sig i mod den skarpe klinge. Han kunne ikke dø. Han kunne ikke dø ved hånden af et menneske! Et lille menneske!
Selvom Jean-Baptiste ikke ville dø helt, men blive sendt tilbage hvor han kom fra, var det stadig en forfærdelig ting. Han ville ikke komme tilbage til jorden i mange, mange år, måske aldrig, og han elskede det her. Elskede sine slaver og det luksuriøse liv, han levede. Han kunne ikke dø ved et menneskes hånd! Bitterheden skød igennem ham, inden smerten fra klingen borede sig ind i ham og alting blev væk.

"JO, for helvede!" råbte hun, og mærkede hvordan sværdklingen gik igennem hans kød.

"Fuck!" lød det vredt fra hende, og hun smed sværdet fra sig for at tage sig til sin, igen, sårede skulder.
Hun kiggede på den i et øjeblik, og besluttede så at det var okay. Såret var dybt, og hele hendes arm føltes underlig - men hun ville ikke forbløde.

Mei bandede igen, og sparkede til liget af den sadistiske satan, hvorefter hun satte i løb mod udgangen, mens hun fortsat tog sig til skulderen.

Nu gjaldt det om at være hurtig... det var ikke til at sige hvilke former for sikkerhed han havde installeret i sit luksuriøse hjem.

Mei løb udenfor, og spænede i den retning bilen havde kørt.
Da hun så slavekomplekset, satte hun hurtigt i løb derhen, og da hun nåede frem, forsøgte hun at åbne døren og træde indenfor...

Thanos havde sat sig op i sengen med ryggen mod muren. Det gjorde for ondt at ligge. Hele hans brystkasse føltes som at den var i brænd fra smerten fra det slag, Zuresh havde givet ham. Han var dækket af et tyndt lag sved, og han stirrede bare tomt ud i luften. Hans krop var begynd at få mørke blå mærker, der hvor Zuresh hårde slag havde ramt ham. Især slaget i brystet havde efterladt et stort sort mærke, der ikke efterlod tvivl om, at der var gået noget i stykker under huden.

Thanos var vant til smerte, men det var ikke kun smerten, der var et problem. Han kunne ikke trække vejret ret godt, og hans vejrtrækning var overfladisk og hurtig, selvom han forsøgte at slappe af. Nu måtte den healer godt tage at komme.

En lyd fangede hans opmærksomhed, men han flyttede ikke på sig. Der var nogen der råbte, en dør der smækkede og fødder der løb. Så vidt han kunne fange, var der nogen i bygningen, som ikke skulle være der. Han var ligeglad, det var ikke hans problem. Og heller ikke de andre slavers, så hvem end der var på vej ind i bygningen, ville ikke møde meget modstand.

Døren ind til hans rum var låst, men nøglen hang på en krog ude foran døren. Ingen af de andre slaver kunne drømme om at lukke ham ud og modtage vreden fra deres herre.

Hun havde forventet at nogen ville forsøge at stoppe hende... så det var en lettelse, da hun kom indenfor i slavekomplekset uden problemer.

Mei sukkede og forsøgte at få vejret, mens hun fortsat holdt hånden på sin sårede skulder.
Hun lod hurtigt blikket glide rundt, og det tog hende ikke lang tid at få øje på nøglen.
Den hang endda ude foran en dør... hvor originalt.

Hun tog en dyb indånding, som hun fik pusten igen, og gik så hastigt hen over gulvet, greb nøglen og stak den i låsen.
Der lød et klik, og Mei skubbede døren op.

"Hej du... med de store muskler og de blide øjne..." sagde hun og sendte ham et svagt smil

Thanos hørte nøglen gå i låsen og han rynkede panden. Langsomt drejede han hovedet, så han så mod døren. Hvem var det, der kom ind efter ham?

Hans blik, der ellers var fyldt med smerte og træthed, blev overrasket, da han så, hvem det var. Det var den lille kvinde, som Jean-Baptiste havde vundet i væddemålet. Hun havde en hvid skjorte på, der var ved at være rød af blod fra både et sår i siden og et i hendes skulder.

Han reagerede ikke på hendes ord. Han sagde ikke noget, han så på bare hende med et tomt blik i de brune øjne. Hvad ville hun her? Hvad lavede hun her? Hvor var Jean-Baptiste?

(( han har btw intet sagt endnu, hvis du ikke har lagt mærke til det. En stor tavs mand! ))

Mei rettede blikket mod hans øjne, og gik langsomt ind i lokalet.
Hun fjernede hånden fra sin skulder og tørrede den af i sine bukser, så den ikke var så blodig.

"Thanos... er det dit navn?" spurgte hun blidt, mens hun stadig så ham i øjnene.

"Sadisten kan ikke længere gøre dig noget... han er sendt tilbage til Helvede, hvor han hører til." sagde hun og forsøgte sig med et blidt smil mens hun bevægede sig over imod ham.

Thanos blinkede en enkelt gang, da hun sagde, at Jean-Baptiste var død. Der var ingen reaktion fra hans side, ud over liggyldighed. Det betød ikke noget for ham, om Jean-Baptiste var død eller ej. Det gjorde ham ikke fri. Han ville bare blive sendt videre til den næste ejer. Hvem det så end ville blive.

Selvom han var ligeglad, følte han dog et stik af tilfredshed. Han havde ikke kunne fordrage Jean-Baptiste. Ikke så meget på grund af hans behandling af Thanos, men på grund af den grusomhed han lagde for døren for alle andre. Thanos var ikke blevet underkuet af mandens behandling af ham, Thanos var aldrig blevet behandlet anderledes. Onde mennesker var der nok af i verden. Men han havde haft svært ved at se på, mens Jean-Baptiste havde mishandlet de andre slaver, især når en ny kom ind af døren.

Han nikkede langsomt til hendes spørgsmål om hans navn.
"Mit navn er Thanos." Hans stemme var dyb og rolig, og han udtalte ordene langsomt, hvilket passede godt med hans fysiske fremtoning. Den bar ikke præg af smerten i hans bryst. Det var det eneste han sagde.

Hun smilede lettet da han endelig sagde noget. Hun var ellers begyndt at tro at han ikke kunne tale... det var ikke uset, at slave-ejere drev deres slaver så langt ud at de mistede enhver form for menneskelighed - inklusiv rationel tænkning, og tale.

"Din kam mod Mr. Zuresh... den var iscenesat, så jeg kunne infiltrere Jean-Baptiste's hjem. Jeg er her for at befri dig, Thanos... og Mr. Zuresh vil gerne tilbyde dig et hjem, samt et job. Frihed, Thanos... det må da være... fristende, ikke?" sagde hun og tog sig til siden, mens hun trak vejret dybt, flere gange.
Satans til møgsværd!

Thanos flyttede lidt overrasket på sig, da hun sagde, at kampen var iscenesat. Han havde slået manden ihjel, han var ikke i tvivl. Han havde mærket livet forsvinde i mellem sine store næver. Der kom et lidt forvirret udtryk i hans øjne.

Hendes ord om frihed fik kort hans ansigt til at trække sig sammen og hans muskler til at spændes.
"Frihed?" Han tøvede lidt og rystede så på hovedet. Hans blik blev mørkt. "Jeg bliver aldrig fri." Han flyttede blikket fra hende og så ud i luften igen uden at gøre mine til at rejse sig.

Det slog ham, at hvis kampen var iscenesat, havde han sådan set tabt. Eller havde han? Det var snyd. Men Jean-Baptiste var død, og Zuresh åbenbart stadig i live. Hans tanker var sløve af smerten fra brystet. Betød det så, at han var ejet af Zuresh? Han tyggede lidt på tanken med det langsomme sind. Selv uden smerte, var hans tanker aldrig hurtige. Det var der ingen grund til.

Mei betragtede ham lidt, og hun kunne mærke hvordan medlidenheden væltede ind over hende. Denne mand havde lidt... Jean-Baptiste havde behandle ham som et dyr, forsøgt at gøre ham til et uhyre - men hun havde set det blide blik i halvdværgens øjne, da de befandt sig i bilen. Hun vidste at selvom Thanos var arret, så var der stadig noget i ham som var menneskeligt. Godt. Venligt...

"Jeg forstår... Thanos..." sagde hun med et besværet smil.
Han havde ikke kendt friheden i lange tider... hvis han da nogensinde havde kendt den.

Mei fjernede sin lettere skælvende hånd fra sin sårede side, og tog en chance: hun rakte den frem og lagde den blidt imod hans kind.
"Du behøver... ikke at... være alene længere."

Thanos rykkede hurtigt hovedet til sig, da hun rørte hans kind, og han greb hårdt fat om hendes underarm. Han så på hende med noget, der næsten kunne minde om et dyrs mistro og et glimt af vrede, der sagde, at han var klar til at forsvare sig. Men hendes blik fik vreden stoppet i dens fødsel. Han flyttede langsomt blikket til hendes side, der stadig blødte. Hun var ved at have tabt meget blod.

"Jean-Baptiste sendte bud efter en healer. Han burde snart være her." Han slap hendes arm, stadig uden at gøre mine til at rejse sig. Nu han kunne koncentrere sig om andet end smerten i brystet, gled den lidt i baggrunden. Han flyttede blikket til hendes ansigt for et kort øjeblik, inden han igen så ind i væggen i den anden side af rummet. Han var ikke ligeglad med, at hun tydeligvis var ved at forbløde, men der var ikke så meget, han kunne gøre. Han var ikke healer.

I et kort sekund troede hun at han ville forsvare sig. At han ville brække hendes arm, hvilket han var i stand til at gøre så let som ingenting... men han gjorde det ikke, og Mei holdt masken.

"En healer, eh...? Sødt... men jeg tror ikke han vil... være videre behjælpelig." sagde hun og tog et enkelt skridt tilbage, for så at sætte sig ned på gulvet, mens hun stadig betragtede ham.

"Du forstår ikke... frihed... det kan jeg se og høre på dig..." sagde hun og trak vejret tungt.
"Så... kom og vær vores... gladiator... i stedet..."

Thanos lagde sine hænder på sine lår igen og begyndte at koncentrere sig lidt om sin vejrtrækning igen. Han ventede stadig på healeren, selvom Mei ikke virkede til at have tiltro til hans evner. Han havde nu healet Thanos en del gange på de sidste halvandet år, hvor han havde været ejet af Jean-Baptiste. Og han skulle nok også kunne klare både Thanos bryst og Meis sår.

Han rynkede panden ved hendes ord. Forstå frihed?
"Jeg forstår frihed. Jeg var fri engang. For mange, mange år siden." Hans stemme var uden følelser. Han kunne godt huske frihed, mente han i hvert fald, men han var ikke fri nu. Han tøvede lidt, inden han spurgte.
"Hvis Jean-Baptiste er død. Og jeg ikke slog.." Han tænkte kort over navnet. ".. Zuresh ihjel. Tabte jeg kampen?"

Hun nikkede lidt til hans forklaring.
Så han forstod frihed... men ville han også kunne håndtere det?
Eller risikerede de at slippe et frådende vilddyr løs i gaderne?

Hans spørgsmål fik hende til kort at rynke brynene.
"Jeg... hmm... du blev erklæret vinder... men... Zuresh snød..."

Så øjnede hun muligheden. Selvfølgelig!
"I teorien... tabte alle, undtagen... Zuresh..." sagde hun så.

Thanos havde levet i så mange år uden at kunne kontrollere sit eget liv, uden at kunne bestemme over sin egen hverdag, at han absolut ikke ville kunne håndtere friheden. Han ville ikke vide, hvad han skulle gøre af sig selv, og i sidste ende ville det nok betyde, at han ville blive meget, meget farlig for sine omgivelser. Ikke fordi han ville, men fordi han ikke ville kunne andet.

Det var ikke fordi Thanos ikke drømte om at blive fri, men han så det ikke længere som en mulighed. Han havde altid modsat sig at have en herre, at have nogen til at bestemme over ham, men samtidigt var det sådan, det skulle være.
Da han var ung og vild, havde slavehandlere og slavejere brugt meget tid på at knække ham, hvilket på den ene side aldrig var lykkes, for der var stadig den indre ild inde i ham, ilden fra det vilde dyr, den ild som levede side om side med vreden og gjorde ham så farlig.
Men han var blevet knækket i den forstand, at han ikke kunne se sig selv leve som en fri mand. Han var slave.

Han tænkte lidt over Meis ord. Zuresh havde snydt. Men han var den eneste vinder. Det gav mening for Thanos, og han flyttede lidt på sig, inden han så på Mei.
"Så er det op til Zuresh, hvad han vil bruge mig til."

Han tøvede lidt og rejste sig så. Hvis han var Zuresh' slave, var han forpligtiget til at passe på Zuresh' ting. Måske var Mei ikke slave, men hun arbejdede for Zuresh.
Det var ikke fordi, at Thanos ikke havde lyst til at hjælpe hende i forvejen, men han havde lært at adskille andres problemer fra sine egne for mange år siden.
Han bukkede sig ned og samlede hende op med en arm under hendes overkrop og en under hendes knæ. Hun vejede absolut ingenting for den stærke mand, og han ville sagtens kunne løfte hende i én arm, hvis han skulle have brug for det.
"Jeg vil tage dig til Zuresh. Fortæl mig, hvor jeg kan finde ham."

Smerten fra brystet var stadig intens og hans vejrtrækning ikke så dyb, men han skubbede den til siden, som han plejede at gøre, når den var i vejen for det, som han skulle.

"Det... er det vel..." sagde hun mens hun betragtede ham med et svækket blik.
Hun havde mistet meget blod... så meget at hun var ved at være godt svimmel, og følte sig træt.
Såret i hendes side var heldigvis ikke så dybt, men det blødte kraftigt - det var dog skulderen der var værst.

Hvor var hun dog træt af den skulder... det var anden gang den havde været mål for andres angreb.

Hun blinkede overrasket med øjnene, da den stærke halvdværg løftede hende op som om hun intet vejede.
Mei var ikke tung... men det var stadig imponerende at han gjorde det med sådan en lethed.

"Shadowsun... Tower... i midtbyen..." sagde hun, og lukkede øjnene for så at hvile hovedet mod hans skulder.
Hun måtte få styr på svimmelheden...

Thanos var ikke specielt god til byens geografi, han var aldrig ude på egen fod. Men han havde dog set den store bygning før. Den lå langt væk fra Jean-Baptistes villa. Han ville ikke kunne gå så langt, ikke før Mei ville forbløde og han selv være for svækket af sine skader.
Han bar Mei ud af rummet og ned af en gang, hvor de andres slavers opholdsrum befandt sig.

Der var stille. Lidt for stille. Han drejede ind i et rum med en masse senge og et opholdsområde med stole og borde. Der var ikke mange i rummet, og de få der var, sad og stirrede lidt fortabt ud i luften. Thanos fik øje på slaven han ledte efter.
"Piet."
Slaven, som havde kørt bilen de var ankommet i, så op på ham, en smule forskræmt.
"Thanos. Er det rigtigt? Jean-Baptiste er død?" Han hviskede ordene ud, som var de farlige. Thanos så ned på Mei og nikkede så. Piet bed sig i læben.
"Hvad skal vi gøre?"
Thanos trak på skuldrene. Det var tydeligt, at de få slaver der sad her, havde brug for en leder.
"Dem som kan, løb. Skynd jer væk og bliv frie. Dem som ikke kan.. vent og se, hvem der gør krav på jer." Han trak vejret et par gange. Det gjorde ondt at snakke. "Hvor er de andre?"
"De er inde i hovedhuset. De ville se ham med deres egne øjne." Piet så ud til at tænke over hans ord. Thanos nikkede.
"Piet. Du skal gøre noget for mig." Thanos' tonefald sagde, at det ikke var til diskussion. Piet rejste sig fra den seng, han sad på, med et udtryk af mistro og en smule skræk for den store mand.
"Ja?"
"Du skal køre os ind til Shadowsun Tower." Thanos kastede igen et blik på Mei. Piet så ud til at skulle protestere, men kom vist på andre tanker. Han nikkede.
"Okay."

De gik ud til bilen. Thanos satte forsigtigt Mei ned på bagsædet, inden han selv satte sig ind. Piet havde valgt en almindelig lidt neutral SUV. Piet startede bilen og de kørte ind mod byen. Thanos sagde ikke noget, men sad bare og stirrede ud af sideruden.

Shadowsun Tower... det enorme højhuskompleks var fortsat pakket godt ind i presenninger og stilladser. Hele bygningens yderside var under ombygning, lige så vel som det meste af det indvendige også var det.

Det eneste, som ikke var dækket til, var det store, dyrt udseende indgangsparti, som var lavet i glas.
Her stod der to store bøffer iført jakkesæt, og med hver deres "Jeg er badass"-solbriller på.

Som bilen med Thanos og Mei kom nærmere, trådte Zuresh udenfor for at betragte den med et roligt blik.
Han var igen iført fuldt jakkesæt, og han så ikke ud til at have nogen form for skader...

Da bilen stoppede rakte Thanos en hånd ud og lagde den på Piets skulder. Manden krympede sig kort, men Thanos gjorde ikke andet end at møde hans blik, inden han samlede Mei op igen og fik mast sig ud af bildøren med sine brede skuldre.

Til hans overraskelse stod Zuresh ved indgangspartiet til bygningen. Man kunne slet ikke se på ham, at han havde taget en omgang med Thanos i arenaen. Et kort stik af forvirring løb igennem Thanos, men han skød det til side. Det var ikke noget, han kunne forholde sig til lige nu. Smerterne fra brystet gjorde ham en smule svimmel, og han gispede kort efter vejret, da han tog Mei ud af bilen. Forsigtigt bar han hende frem til Zuresh, som han kort så i øjnene, inden han bukkede hovedet og rakte Mei en smule frem.

"Jean-Baptiste er død. Hun er kommet til skade." Han rynkede kort panden. Han brød sig ikke om det, han skulle til at sige. "De vandt. Jeg er til Deres service." Musklerne i hans krop spændes og vreden stak sit grimme ansigt frem, men han reagerede ikke på det. For træt og med smerter. Og Zuresh var hans nye ejer.

Hans vejrtrækning var begyndt at blive hæs af anstrengelsen af at bevæge sig.

Zuresh betragtede den store mand som denne steg ud af bilen - og da han opdagede at Thanos bar på den sårede Mei, dukkede der et glimt af respekt op i hans ene tilbageværende øje.

"Så klarede Mei sin mission på hendes egen måde... præcis som hun forsikrede mig om at hun kunne. Det gør mig stolt at vide at et simpelt menneske kan udrette sådanne ting - selvom hendes skader er af den farlige slags."

Han trådte et enkelt skridt frem, og rakte så ud med begge hænder.
"Det er ikke kun Mei, som er såret." sagde han, og lagde så den ene hånd på Mei's pande, og den anden på Thanos' skulder.

Zuresh' ene, mørke øje lyste op i en grøn farve, som erstattede den menneskelige, brune. Pupillen blev aflang som et reptils - og Thanos kunne mærke hvordan alt hans smerte og vejrtrækningsbesvær omgående ophørte.

Også Mei's sår lukkede sig, og den unge kvinde trak vejret mere roligt.
"Tak, Thanos... du bliver uvurderlig i dette foretagende. Jeg vil behandle dig med respekt - såfremt du ikke går imod mig. Bær nu Mei op på tolvte sal, suite nummer otte. Der er en god seng, hvor hun kan komme sig. Suiten er din - dit nye hjem -, lige så snart hun er på benene igen."

Thanos flyttede sig ikke, da Zuresh gik han til ham. Han svarede heller ikke på hans snak om det svage menneske. Thanos havde respekt for alle racer, da han havde set utrolige ting fra alle. Styrke kom ikke altid på, hvad man kunne fysisk.

Det gav et meget kort ryk i ham, da Zuresh lagde hånden på hans skulder, og han så op, hvilket gjorde, at han så Zuresh' øjes skift i udseende. Smerterne forsvandt, og han trak luften dybt ned i lungerne. En befriende fornemmelse, og han rettede sig helt op uden at fjerne blikket fra Zuresh, selvom det ikke var velset, at en slave så sin herre i øjnene.

Dog fik hans ord om respekt ham til at sænke blikket. Om Thanos ville gå i mod ham, var for tidligt at sige. Selv hvis han havde respekt for en herre, hvilket ikke var sket så mange gange, kunne Thanos aldrig forudse, om hans vrede ville få ham til at modsætte sig ordrer eller angribe sin herre. Det var sket mange gange.

12. sal og suite 8. Zuresh' ord om, at han ville få suiten for sig selv overraskede Thanos, hvilket man dog ikke kunne se på ham. En suite? Thanos følte tvivlen og mistroen tage over for overraskelsen. Det var sikkert bare ord for at holde ham i ro. Men selvom Thanos ikke troede på ham, ville han gøre som beordret og lade som om, at han troede ham.

Han afventede stiltiende på, at Zuresh gav ham ordre på at gå ind.