Hvad er de der lange maskiner?

Max blinkede igen til hende, da hun lukkede sin mund med lynlåsbevægelsen. Hun var meget nuttet. Virkede meget uskyldig, hvilket jo passede fantastisk godt til hendes race. Max havde lært, at man ikke altid kunne regne med, at bestemte racer havde bestemte karaktertræk. Han havde mødt venlige varulve, rare vampyrer og væsner, der burde være mere omgængelige, som var ubehagelige og voldelige. Men Lavi levede op til hans forestilling om, hvordan engle skulle være. Både og. Enten søde og nuttede eller majestætiske og alvorlige. Han kunne nu godt lide at have mødt en engel som Lavi.

Hun ville åbenbart ind til byen og hun ville ikke tage hjem, når de stod af. Perfekt! Det ville være sørgeligt at se hende flyve væk uden at have haft noget mere sjov. Og han ville meget gerne tage hende med ind til byen. Gad vide, hvor meget hun havde set? Han var ret godt kendt med midtbyen, havde næsten været alle steder, man kunne komme ind, og vidste, hvor der var godt og ikke godt. Han havde ikke boet i byen så længe, men når man ikke rigtigt kunne sidde stille hjemme i sin egen lejlighed, måtte man jo finde på noget at lave!
"Fedt, så tager vi ind til byen. Der er sjovt!" Han strakte sin lange krop og gabte. "Det er så kedeligt at køre i metro."

Højtaleren proklamerede, at de snart ville køre ind på stationen, der lå inde i nærheden af gågaden. Lavis spørgende udtryk fik ham til at nikke og smile til hende.
"Ja, vi skal af nu." Han greb hendes hånd, trak hende op at stå og hen til dørene, hvor han greb fat i en stang, så han ikke ville vælte når toget stoppede. Hvilket det gjorde kort efter og dørene gik op. Max hev Lavi med ud i friheden og begyndte at gå mod udgangen, stadig med hendes hånd i sin. Udenfor var det holdt op med at regne og skyerne var begyndt at spredes. Solen var på vej ned, men der var ikke helt mørkt endnu. Max rettede lidt på hatten og så lidt rundt. Hvad så nu? Det kunne være, at de skule gå ned på gågaden. Butikkerne var nok lukkede, men så kunne de i hvert fald kigge på vinduer. Eller se, om der var noget andet sjovt at lave. Så tænkt, så gjort, så han begyndte at gå den vej.
"Er der noget bestemt du vil lave eller skal vi bare se, om der sker noget spændende?" Han så ned på hende med et spørgende blik.

Hun klappede muntert i hænderne over at han havde tænkt sig faktisk at tage med hende ind i byen. Det hele var langt sjovere med ham omkring hende, og hvis han ikke var taget med, havde hun formegentlig bare fløjet hjem til sin egen lejlighed for at stirre ud i ingenting de næste mange timer.
Alligevel bragte hans næste kommentar ham et halvt smilende blik, der tydeligt sagde at det kunne han da ikke mene. Metroen havde været en fantastisk oplevelse, især det med kongen de havde hilst på. Desuden ville hun jo slet ikke være stødt ind i ham, hvis det ikke havde været for metroen.

Hun fløj næsten op af sædet, da hun mærkede hvordan han automatisk tog hendes hånd for st bringe dem tæt til de døre, der ville åbne når toget stoppede. Som han, greb hun selv fast om metalstangen med den frie hånd, da hun havde lært hvordan togets bremser fungerede.
Forventningsfuldt stirrede hun imod udgangen, som hun småtrippende ventede på at dørene ville åbne sig og lukke dem ud af den halvfuldte metro.

Som dørene åbnede sig efter stoppet havde bragt hende en anelse ud af balance, strammede hendes fingre grebet om Max hånd, som hun tog føringen for st bringe dem ud af metroen og op ad trapperne, der ville føre dem udenfor.
Som de nåede toppen og bevægede sig ned ad gaden, strakte hun vingerne, for at få før,ophedet tilbage i dem. Som med alle andre lemmer, blev de stive SF at være i samme position i længere tid ad gangen. Tilfredshedsundersøgelse malede sig over hendes ansigt, som øjnene ovrigt begyndte at bevæge sig omkring, for at indtage de store glasvinduers udsmykninger.

Hendes ansigt opfangede millioner af farver i et af dem, og Lavi stoppede brat op, inden hun klemte næsen og den frie hånd imod ruden, for at stirre ivrigt ind på slikket, der kunne ses overalt indenfor.
Som hans spørgsmål lød, vendte hun langsomt blikket imod ham, inden hun hurtigt løftede to fingre i vejret. Hun anede intet om hvad man foretog sig i sådanne byer. Hvad fik mennesker al deres tid til at gå med i det hele taget.

Hendes krop satte sig endnu engang i bevægelse, småluntende, hvilket ville ende brat, hvis Max trods alt valgte ikke st følge med hende, da hun stadig holdt fast i hans hånd.
Længere fremme ville man kunne se en større gruppe mennesker, der havde samlet sig i en ring om noget, der endnu ikke kunne ses.
Ivrigt forsøgte hun at hive ham med hurtigere for st se hvad det var alle havde travlt med st stirre på. Lyden af hujen og heppen var nem og høj i luften, og steg i tempo som de nærmede sig.
I midten SF gruppen ville man kunne se en gadeoptræder, der havde en lille silkeabe, der hoppede igennem en ring og lavede kunster.

Der var flere mennesker på gågaden end han havde regnet med, siden klokken var mange og vejret ikke havde været fantastisk. Men det gjorde absolut ikke noget, så var der mere at se på. Jo flere folk, jo bedre!
Han lod sig trække hen til ruden til en stor slikforretning. Lidt mut kiggede han ind af vinduerne. Slik. Han kunne godt have været inde og købe en stor bland-selv-pose og dele med Lavi, men butikken var allerede lukket. Han nåede dog ikke at ærgre sig så længe, for Lavi begyndte at trække ham med sig igen. Okay, s de skulle bare tulle rundt og se, hvad der skulle ske.

Synet af slikket fik det til at gå op for ham, at han var sulten. Måske han burde spise et eller andet. Mens englen trak af sted med ham, så han ned på hende. Gad vide, om engle spiste noget? Inden han nåede at spørge hende, hev hun ham med ind i en flok mennesker, der havde det sjovt over et eller andet, og han glemte tanken om mad igen, da han så manden, der havde en lille abe til at lave kunstner. Det tog ikke mange sekunder før Max var i gang med at juble sammen med dem omkring dem. Det så sjovt ud og han slap Lavis hånd for at klappe af aben. Han blev hurtigt så optaget af det, at han næsten glemte, at han fulgtes med den lille engel.

Det lille show fortsatte endnu en ti-minutters-tid, indtil manden kaldte aben til sig, så den sprang op og satte sig på mandens skulder. De sidste klapsalver brød ud og folk begyndte at forlade stedet. Max blev stående et øjeblik og overvejede, om han mon kunne overtale manden til at lade ham røre det lille nuttede dyr, men det så ikke sådan ud, da han allerede var ved at pakke sammen. Lidt skuffet sukkede Max, inden det slog ham, at han egentligt var der med nogen. Han så sig om efter den lille engel.

Det var ufatteligt som dette menneske tillod hende blot at trække afsted med ham, hvilket måtte se uendeligt komisk ud fra sidelinjen, men ikke noget hun tog sig af.
Istedet betragtede hendes enorme øjne den lille abe, som lystigt dansede rundt med sine tricks, da hun mærkede hvordan han slap hendes hånd for st kunne deltage i klappene. Hendes blik vendte sig kortvarigt op imod ham, for st indtage den åbenlyse glæde han udstrålede, inden hun igen vendte blikket imod aben.

Da forestillingen nåede sin ende, havde hun allerede sat sig i bevægelse uden st opdage, st Max ikke var fulgt med. Hun småhoppede over imod ejeren, inden hun stoppede foran den halvbugtede mand, og vinkede op imod denne med et enormt smil på ansigtet.
Herren så en anelse betuttet og forvirret ud, som Lavi begyndte st lave Fakter for denne, med fingre der pegede i alle retninger, manden, hende selv, aben, publikum.

Det virkede dog ikke til st han på noget tidspunkt lod til at forstå hvad hun forsøgte at sige, eftersom han var mere interesseret i st glo på vingerne, der stak ud fra ryggen ad hende.
En næserynken og et udstilleres glimt, fik hende til st stampe let i jorden, for derefter st vende blikket rundt for st finde hendes følgesvend. Hvor var Max nu blevet af?
Hendes lysende øjne gled ivrigt over menneskemængden, der langsomt var ved st gå i opløsning, men ingen steder kunne hun se hatten stikke op imellem. Han burde ikke være svær st få øje på, men det lykkedes hende dog ikke.

Overvejende opdagede hun en stor kasse på jorden, som manden brugte til at gemme sine genstande i. Hun kravlede hastigt op på den, for st blive den halve meter højere og i stand til st se over hovedet på folkene. Der!!
Hun fandt han, og viftede ivrigt med begge arme, for st fange hans blik, latinens manden begyndte at plapre om at hun skulle hoppe ned fra hans kasse i en vis fart.

Max var lige ved at panikke lidt da han ikke kunne se Lavi i blandt de mennesker, som skiltes til alle sider. Hun virkede så lille og skrøbelig. Og sjov. Han ville nødig bare skilles med hende, uden at have muligheden for at sige farvel.
En bevægelse fangede hans blik og han kunne til sin lettelse se englen henne ved manden med aben. Han vinkede tilbage med et stort grin og kom derover.

Lavi havde placeret sig på mandens kasse og manden var absolut ikke tilfreds. Max overvejede, hvad han lige skulle gøre med den vrede mand, mens han lagde hænderne om Lavis liv og løftede hende ned fra kassen. Hun var ikke så stor og han var stærkere end han så ud til, så det var ikke så svært.
"Jeg tror ikke, at manden vil have, at du står der." Han vendte sig mod manden, der var begyndt at skælde ham ud i stedet.
".. jeg ved ikke, hvad I unger forestiller jer, men I kan godt se at komme væk herfra, jeg har ikke tid til.." Hans talestrøm løb ud, da Max lod hovedet tilte til siden og så på manden med et stirrende blik og et lille smil om læberne. Han blev ved med at stirre, inden han langsomt lænede sig lidt frem, samtidigt med, at han greb Lavis hånd. Manden blev stående, men så pludseligt nervøs ud. Hvad ville denne underlige unge mand?

Til sidst rakte Max hurtigt ud, knipsede manden på næsen og begyndte så at løbe, stadig med Lavi i hånden. Hvis hun ikke løb, ville han ikke komme så langt, så han hev lidt hårdt for at få hende med, Han var ikke sikker på, at det var en god idé at blive fanget af manden, der efter at være kommet sig over chokket, begyndte at råbe højt.

Hvis Lavi løb med, ville Max bryde ud i latter, som han løb så hurtigt som mulighed ned af gågaden og dreje ned af en sidegade, hvor han ville stoppe. Han tvivlede på, at manden fulgte efter, da hans ting stod der endnu.
Hvis Lavi ikke løb med, var han nok lidt på røven, da han havde en stærk fornemmelse af, at der var noget af et temperament i manden, så han kunne sikkert godt finde på at uddele øretæver. Så han ville i stedet forsøge at gribe hende om livet og hive hende med, hvilket måske kunne ende ud med, at manden fik fat i ham.

Hun stod afventende på at Max nåede hen til hende og sendte ham et stort smil, inden hun bemærkede at manden var begyndt at skælde godt og grundigt ud. Hendes blik flakkede fra den ene til den anden, da det stoppede ved Max lige tids nok til at hun mærkede hvordan han løftede hende ned fra kassen.

Igen stående på jorden, så hun op på den vrede mand, som hun mærkede Max gribe fat i hendes hånd, imens han fik manden til at tie stille blot ved et enkelt blik.
Imponeret kiggede hun på max, som denne lænede sig frem og pludseligt.. Smølfesparkede mandens næse.
Hendes frie hånd lagde sig overrasket over munden og øjnene blev store af forundrelse..

Hun var nær snublet over det lidt hårde ryk i hånden, da Max satte i løb væk fra manden. Klodset måtte hun gribe fat i kjolen og løfte den lidt op, for st være i stand til at følge med ham og hans abnormt lange ben.
Hun lyttede opmærksomt på hvordan manden skreg op og satte i løb efter dem imellem menneskene.
Blindt fulgte hun Max ned i en sidegade, der virkede en anelse Tom, hvor denne stoppede op. Dette gjorde at hun selv fik chancen for st få vejret igen, da hendes kondi mildest talt var elendig, måtte hun hive vejret ind i korte stød, mens hun bøjede sig let forover for at hvile panden imod muren.

Max var ikke specielt forpustet af løbeturen, han var i ret god kondi, mest fordi han ikke kunne sidde stille ret længe af gangen. Fysisk bevægelse var ofte det eneste, der gjorde, at han kunne holde ud at være i sig selv.
Men hans latter var dog en smule hakkende, som han alligevel måtte trækket vejret lidt tungt. Udtrykket i mandens ansigt havde været fantastisk og kan kunne næsten ikke stoppe sin egen latter over det.

Inde i gyden tog han sin hat af og gned underarmen over sin pande. Han var ikke svedig, men det kløede nu alligevel.
"Ha ha, åh, så du hans ansigtsudtryk? Ha ha." Efter at have sat hatten på plads igen, så han ned på Lavi, der virkede meget medtaget af den lille hurtige løbetur. Hun havde selvfølgelig også en del kortere ben end ham. Og så var hun vel vant til at flyve? Max havde egentligt svært ved at forestille sig engle rende rundt og dyrke motion, men nu havde han jo heller ikke mødt så mange engle.
"Er du okay?" Han havde stadig fat i hendes hånd, så han gav den et bekymret klem. Han spekulerede slet ikke over, at han rendte rundt med hendes hånd i sin, det føltes meget naturligt og den slags var nu ikke noget, han gik så meget op i.

Sidegaden de var løbet ind i, havde nogle små butikker, en café og et sted, der så ud til at sælge pizza og den slags. Perfekt. Så var der mulighed for mad. Gad vide, om han egentligt havde husket at få penge med? Han stak fingrene i den ene bukselomme og han kunne mærke nogle pengesedler. Mon ikke, at der var nok til at købe mad for.
"Er du sulten? Jeg er dødsulten."

Hun hørte hans små hakkende grin, som Max forsøgte st udtale en sætning til hende. Stadig med panden imod muren, drejede hun ansigtet imod ham, for at sende ham et stort grin og en tommel op med den frie hånd, for st vise st hun havde set mandens ansigt. Manden havde jo været ude af sig selv i vrede og forvirring over hvad der skete, hvilket havde været ufattelig morsomt.
I det hele taget havde denne dag taget en drejning, der gjorde hende rigtig godt tilpas. Hun var glad for st hun var stødt ind i Max.

Hun mærkede det lidt bekymrede klem i hånden, som han spurgte ind til om hun var okay. Hendes vejrtrækning faldt på plads efter st par dybe indåndinger, inden hun fik skubbet sig selv væk for muren og nikkede svagt, som hun vendte blikket den anden vej, for endelig at tage gaden iøjesyn.
Hun så hvordan små butikker befandt sig i denne og duften ramte hendes næsebor som en hammer.

Hun indsnuste dybt duften af pizza fra en af bygningerne, og kunne mærke hvordan mundvandet begyndte i munden på hende. Menneskenes mad var fantastisk! Det smagte henrivende, i hvert fald det hun havde spist, skønt hun ikke havde behov for næringen ret ofte. Alligevel nød hun den.
Hendes blik lagde sig sigende på Max, da han spurgte om hun var sulten, hvortil hun begyndte st nikke ivrigt. Egentlig var hun ikke ved st dø af sult, men mere af lyst til st finde ud af hvad der duftede så godt !

Max kunne ikke lade være med at grine, da han så Lavi grine og give ham "thumbs up" for hele situationen. Fantastisk! Det var jo ikke ligefrem fordi Max opførte sig specielt pænt, når han gav fremmede mænd smølfespark på næsen, og det var heller ikke alle, der ville synes, at det var sjovt. Han var heldig at være stødt ind i Lavi, som åbenbart også elskede at have sjov med alting.
Hun var frygtelig uskyldig. Selvom Max opførte sig som om, at han var uskyldig og blank, var han det absolut ikke. Måske tænkte han ikke altid sine handlinger igennem, hvis han overhovedet tænkte, men han havde oplevet for meget til at være uskyldig. Han tænkte for meget under laget af sindssyge og han vidste udmærket godt, at hver handling havde en konsekvens. At han oftest valgte at overse det, var så hvad, det var.

Lavi nikkede ja til at være sulten og Max hev hende med ned i mod stedet, der solgte pizza.
"Lad os se, hvad de har!" Duften fik hans mave til at knurre højlydt, hvilket bare fik ham til at grine lidt. Han var ikke ret god til at huske at spise, når han lå og rodede rundt i sine manier eller havde for meget uro i kroppen, så han var for det meste konstant sulten.

Det var et mindre sted, med en disk et par enkelte borde og stole og en "bar" ved vinduet, så man kunne sidde og kigge ud. Max stoppede op udenfor for at se på menuen. De havde det, som alle andre steder havde.
"Hvad vil du have?" Han så ned på Lavi og lagde hovedet på skrå. Igen, hvad spiste engle? Hun virkede til, at hun gerne ville have almindelig mad, så han regnede ikke med, at de skulle ud og lede efter nektar eller et eller andet andet sygt.

Hun nåede endnu engang knap at reagere, som hun mærkede ham trække afsted med hende endnu engang. Det var åbenbart noget dette menneske nød at gøre, for det var mere eller mindre hvad der var sket hele dagen, når det selvfølgelig ikke havde været hende der trak afsted med ham. Tilsyneladende var de vist lige gode om det når det kom til stykket

Som hun småluntende efter ham, nikkede hun til at det var en virkelig god ide han havde fået hvad angik mad. Selvom føde ikke var en direkte nødvendighed for hende i samme mængde som det var for mennesker, så nød hun alligevel de millioner af forskellige smage, mennesket kunne kokkerere. Det var noget helt specielt i hendes øjne.

Hun så til hvordan han begyndte at kigge på skiltet, de var stoppet foran, hvilket hun øjeblikkeligt begyndte st efterligne.
De let lysende øjne gled ned over menuen, inden hun satte sig på hug foran den, for derefter at begynde at bide sig i fingeren, som hun læste hvad der stod ud for de forskellige numre.

Hendes hoved lænede sig helt tæt på, og et navn trådte ud. Den hed noget med engel, og Lavi satte bestemt sin pegefinger imod denne pizza, uden at læse hvad der overhovedet var på den. Hun rykkede lidt i max hånd, og pegede endnu engang på nummeret, imens hun muntert kiggede op på ham.

Max betragtede Lavi med et smil, da hun lænede sig tæt ind til menuen og kiggede på, hvad stedet havde at tilbyde. Endeligt lod hun fingeren falde på en pizza. Han bukkede sig lidt ned for at se, hvad der stod, nysgerrig over, hvad hun ville spise. Det gik op for ham, at hun havde valgt den på grund af navnet. Den ovenover hed noget med djævel og var fyldt med stærke sager. Hendes var noget vegetar-pizza. Max trak på skuldrene og rettede sig op igen.
"Okay. Lad os gå ind og bestille." Han trak hende igen med sig, noget han havde gjort hele dagen. Han havde altid travlt, det der med at bevæge sig langsomt og roligt, det duede han ikke til. Der skulle ske noget!

Indenfor var der tomt, det var åbenbart ikke et tidspunkt, hvor andre fik noget at spise. Manden bag disken smilede til dem og Max smilede tilbage, inden han bestilte.
"Nummer otte og nummer 17. Og jeg skal have en cola. Hvad med dig, skal du have en cola? Eller en vand?" Han så ned på Lavi og afventede hendes svar. Da han havde fået det, hev han pengene op af lommen for at betale. Der var heldigvis nok, han fik endda penge tilbage. Hvis han ville, kunne han godt begynde at regne, men det gik han ikke så meget op i. Hvis der var penge nok, så var der penge nok, hvis ikke.. så havde han måtte finde på noget andet.

Efter at have stykket byttepengene i lommen, så han var de små borde til baren ved vinduet. Det ville helt sikkert være sjovere at sidde ved vinduet, så han tog Lavi med derhen. Han skubbede sig op på en af de lidt høje stole og så ud af vinduet. Der skete ikke meget ude på gaden, men der kom da folk gående forbi.