I found you (Autumn + Mei)

Mørket begyndte langsomt at forsvinde. Laaangsomt... og mens hun, meget groggy, fumlede rundt i sit sinds mørke i et forsøg på at vågne op, var der konstant de mudrede lyde af den slåskamp der lige nu udspillede sig inde i Autumn's lejlighed.

De forvirrede hende i et øjeblik, og hun var usikker på hvad fanden der var sket - samt hvor lydene kom fra og hvad de var.

Og så, da der blev mere eller mindre stille, lykkedes det endelig Mei at vende tilbage til en vågen tilstand.
Hun åbnede langsomt de brune øjne, stønnede lavmeldt, og tog sig til hovedet.

En bule...

Vampyren havde slået hende ud.
Vampyren... åh gud, Autumn!

Mei satte sig op, og opdagede til sin store overraskelse at hun ikke var svimmel - hvilket betød at hun havde undgået en hjernerystelse.
Han havde da ellers slået hårdt nok...

Mei kastede et blik ned ad gangen og fik øje på den smadrede dør, samt lyden af en lampe, der blev flået i stykker derinde.
Hun havde sin chance nu... han ville sikkert stadig tro at hun var slået ud...

Så Mei rakte langsomt og stille ud efter den sorte taske, som lå på gulvet.
Med så lidt støj som muligt, trak hun den over til sig og lynede den op - langsomt.
Hun vippede flappen på tasken til side, og rakte ned i den for at tage to genstande op;

Den ene var et tredive centimeter langt magasin, fyldt med patroner.
Den anden var en UZI maskinpistol.

Ka-klik! lød det fra det sorte metal og platicfinish, da Mei stoppede magasinet op i UZI'ens ladehåndtag.
Nu skulle den satans vampyr lære lidt om smerte...

En bevægelse fangede hendes blik ud af øjenkrogen, og hun vendte hurtigt blikket imod døren, hvor Constantine nu kom slæbende med Autumn.
Han havde bundet hende med ledninger, og slæbte hende afsted i vingen...!?

En bølge af vrede og harme gik igennem hende da hun så hvilken tilstand djævlepigen var i... og Mei rejste sig op og pegede maskinpistolen mod vampyren.
"Hey!" sagde hun højt mens hendes kønne, brune øjne strålede af kontrolleret vrede.
"Lad hende gå, eller jeg pumper dig så fuld af bly at du skal bruge hele natten på at pille lortet ud igen!"

Constantine var ikke specielt forsigtig med djævlen, som han slæbte hende af sted. Om hun ramte ind i bord eller stole eller en væg, det tog han ikke så tungt. At det gjorde ondt på hende at blive hevet i vingen, det regnede han da stærkt med, faktisk havde han ekstra hårdt ved for at gøre det så ubehageligt som muligt. Mens han gik mod hoveddøren, overvejede han om han bare skulle kyle hende ned af trappen. Så måtte Zane brokke sig, hvis han ikke ville have englen leveret med brækkede knogler. Hun havde været træls at få fat i, især fordi det røvirriterende lille menneske var dukket op og havde forsøget at slå på ham. Pff. Constantine huskede sig selv på at sparke til hende, når han gik forbi.

Med lidt besvær fik han Autumn hevet ud af døren, da vingerne var besværlige at håndtere. Fordi han var optaget af det, lagde han ikke mærke til mennesket, før hun begyndte at råbe af ham. I samme øjeblik som han så geværet, hev han hårdt op i djævlen, så hun kunne fungere som et levende skjold, så mennesket ikke ville kunne skyde ham uden at ramme hende. Samtidigt med, lagde han en hånd om tøsens hals og klemte lidt til, mens han lænede sit hoved mod hendes og så lidt vurderende på Mei.

Så mennesket troede, at hun ville kunne skræmme han med et skydevåben? Der var ikke meget plads i opgangen og hun ville ikke kunne skude uden at ramme djævlen. Selvom tanken om at blive skudt med et så kraftigt et skydevåben, der spyttede alt for mange kugler ud, ikke var noget, der tiltalte Constantine, var han ikke bange. Overhovedet ikke. Lige nu stod han med det bedste kort på hånden, for mennesket var tydeligvis interesseret i at beskytte djævlen. Hvorfor vidste Constantine ikke, men han kunne bruge det.

Et smil bredte sig på hans ansigt, som han så på Mei med sine grå øjne, der var fyldt med en smule morskab og lyst til vold og død.
"Hvis du forsøger at skyde mig, skyder du din veninde her." Han drejede hovedet en anelse, så han demonstrativt kunne holde næsen ved Autumns hals og snuse ind. Mhm. Duften af blod. Hans blik forlod ikke Mei.
"Smid ærtebøssen væk.. eller jeg bider en luns ud af hendes hals." Hans pegefinger kærtegnede djævlens hud, uden at han slækkede grebet om hendes hals. "Hun ville bløde ihjel inden du kunne nå at gøre noget." Smilet på hans ansigt blev en smule større, så man kunne se hans spidse hugtænder. Det ville være spild af blod og Zane ville sikkert gå amok, men han kunne sagtens finde på at gøre det, og det kunne man se i hans blik.

Mei vidste, at hun skulle have skudt ham i ryggen. Hun skulle have sendt alle tredive kugler direkte ind i svinets lunger FØR han opdagede hende.
Det ville have været yderst tilfredsstillende...!

Men det var for sent nu. Og nu havde han taget Autumn som gidsel.
Satans!

Mei kneb øjnene en anelse sammen og sendte ham et blik så skarpt som et spyd.
Så fik hun et mildere udtryk, og vendte i stedet hurtigt blikket imod Autumn - samtidig med at hun fortsat pegede på Constantine med UZI'en.
"Tag det roligt... jeg skal nok befri dig fra den her hjernedøde D'tarion-zombie. Stol på mig." sagde hun, før hun igen vendte et skarpt, vågent blik imod vampyren.

"Nuvel..." sagde hun og tog fat om maskinpistolens magasin med sin frie hånd.
Mens hun fortsat så på ham, klikkede hun magasinet ud, separerede de to dele, og lod dem derpå falde til gulvet.

Havde hun dog bare taget den håndpistol som lå i tasken i stedet... den var præcis, og hun var en dygtig skytte.
Hun ville have skudt øjet ud på ham i samme øjeblik han nærmede sig Autumn's hals med tænderne... men en UZI var alt for upræcis, og hun ville have risikeret at ramme Autumn i ansigtet.

Constantine havde næsten håbet på, at mennesket ville gøre noget dumt, så han havde en undskyldning for at sætte tænderne i djævlen, men det så ikke sådan ud.
I stedet forsikrede hun bare tøsen om, at hun nok skulle få hende befriet fra.. et utilfredst udtryk dukkede op på Constantines ansigt og ham så lidt surmulende på Mei, mens hun pillede våbnet fra hinanden.

"Hey, jeg er ikke nogen zombie! Bare fordi jeg arbejder for elvermanden, betyder det ikke, at jeg ikke gør ting af egen fri vilje. Du lever da endnu, gør du ikke? Han var meget specifik om, at jeg skulle flå tarmene ud på dig, hvilket også ville være meget sjovt, og normalt ville jeg også have gjort det, men han skal heller ikke bestemme alt, vel?" Det gik op for ham, at hans mund løb af sted med ham endnu en gang, så han klappede dem sammen. Dog fik han lige mumlet en enkelt sætning mere. "Selvom det nok havde været smartere at slå dig ihjel."

Hvad så nu? Han havde ikke rigtigt muligheden for at lave om på sin fejl, så længe han stod her med djævlen i sin favn, men han havde vel egentligt heller ikke tid til at smide hende fra sig og hoppe på mennesket, der i øvrigt havde vist sig at være svær at slås med. Nok var Constantine voldelig og havde overfaldet en del igennem sin tid, men det var sjældent, at der var nogen, der kunne mere end en smule selvforsvar. Ægte kamptræning havde han ikke mødt ret mange gange.
Hans blik blev spekulativt for et kort øjeblik, som han overvejede, hvad han lige skulle gøre. Til sidst sukkede han og slap Autumns vinge, for at lægge armen om hendes brystkasse i stedet, så hun var lettere at slæbe på, mens han stadig hold hende op foran sig i tilfælde af, at mennesket havde andre skydevåben på sig.

"Jeg har desværre ikke tid til at lege, der er en pakke, der skal afleveres. Hvis du nu er et sødt lille pigebarn og stiller dig derover i hjørnet, så jeg kan komme ned af trappen, så er der ikke nogen, der kommer til skade." Han viftede lidt med hånden, der havde fat om brystkassen på Autumn for at illustrere, at Mei skulle flytte sig.
Hvis hun flyttede sig, ville han kante sig udenom, sådan at Autumn altid var i mellem dem, og komme hen til trappen, som han ville gå baglæns ned af.

Hun havde ramt en nerve, og hun vidste det. Mei havde altid haft et talent for at læse folk, og det at hun havde kaldt ham en zombie, og dermed en hjerneløs tjener, havde bestemt ramt en nerve!

Hun lagde dog automatisk en hånd mod maven da han nævnte det med tarmene... det var som om det fik noget i hendes underbevidsthed til at titte frem i et halvt splitsekund... og så var det væk igen.

Hun adlød hans ordre og stillede sig over i hjørnet så han kunne komme forbi, alt imens hun betragtede ham med et årvågent blik.
Da han var nået et par trin ned ad trappen, smilede Mei og begyndte at tale:

"Aha... så du undlod at dræbe mig, af ren og skær trods? Betyder det ikke i realiteten at han har mere magt over dig end du tror? Jeg mener, hvis han kan få dig til at gøre sådan, gå imod din egen natur og dine egne lyster... er du så ikke i virkeligheden lige nøjagtigt dét, som jeg sagde før? En hjerneløs zombie-arbejder? Magt er mange ting, vampyr - men den er ikke altid åbenlys."

Det var besværligt at komme ned af trappen med djævlen i favnen. For det første skulle han gå baglæns og for det andet var hendes vinger i vejen. Det var ikke jordens bredeste opgang. I det mindste vejede hun ikke så meget, så han havde ingen problemer med at løfte på hende. Det endte dog med, at han flyttede sin hånd fra hendes hals og lagde den anden arm rundt om hendes bryst også. Lidt mindre handikappet.

Mennesketøsen begyndte at snakke og Constantine var ikke i tvivl om, at hun forsøgte at provokere ham. Nok virkede han ikke altid som den hurtigste knallert på havnen, men hans intelligens fejlede absolut intet. At han var doven og oftest ikke gad at bruge den var en anden sag. Men han havde trods alt gennemført en universitetsuddannelse uden problemer, dengang han var menneske. Og selvom hans personlighed havde taget en 180-graders drejning, var intelligensen ikke røget samtidigt med.
Så han fortsatte endnu et par skridt ned og himlede men øjnene.

"Wauw. Du kan både slås, er lækker og roder rundt med psykologi. Kan jeg ikke få dit telefonnummer eller din adresse, så ved jeg, hvad jeg skal lave, når jeg en dag kommer til at kede mig." Der var en snert af sarkasme i hans stemme, for selvom hun virkelig var lige til at slæbe med i seng, som den lille smækre tøs hun var, havde han mere lyst til at flå tarmene ud af hende, som Zane havde foreslået.

Selvom han vidste, at hun bare forsøgte at provokere ham, blev han alligevel lidt irriteret over hendes ord. Mest fordi han jo faktisk arbejdede for Zane, ikke af sin egen gode vilje og det gav elveren en vis magt over ham. Mere end Constantine brød sig om.

Mei fulgte ham med blikket, mens han på yderst handicappet vis baksede sig selv og Autumn ned ad trappen - baglæns.
Hans himlen med øjnene og efterfølgende svada med halvslibrige, kejtede smiger fik hende til at smile skævt, og ganske kønt.

"Nu smigrer du... men jeg er bange for at du ikke helt er min type. Jeg kan bedre lide mænd som har nosser nok til at være deres egen herre." sagde hun, og fortsatte således hendes verbale angreb - og udfordring - på ham.

"Hvad vil der ske når du afleverer Autumn, hm? Han slæber hende med et eller andet sted hen, og hidkalder dig når han igen skal bruge en stikirenddreng. Sikke da et fedt liv, mr. Zombie servant... yderst imponerende for noget så magtfuldt som en vampyr. Men okay... jeg har hørt om Twilight..."

Autumn havde det som, hun forestillede sig en ting ville have det, hvis den havde sin egen livstilværelse. Hun følte sig set ligegyldigt ned på, som var hun et simpelt stykke materiale, der blev brugt som andre ønskede det. Hun havde ikke meget at sige igen. Hun havde heller ikke meget at gøre. Ligemeget hvad – om hun gjorde så meget modstand, som var hendes muligt eller ej – så tvivlede hun stærkt på, at hun ville blive set med sin egen personlighed. Som et levende væsen. Men det var sådan set enten det eller at blie påpeget som et monster. Meget vel dét samme monster, som hun selv gik grund og gav den samme titel endda. Det var dobbeltmoralsk, var det ikke? Og hvem ville ikke hellere være brugbar end dobbeltmoralsk? Så måtte den tomme fornemmelse i brystet da være en værdig pris? Tankerne fløj rundt i hendes omtågede hoved. Det var som om, at hun forsøgte at overbevise sig selv igen. Præcis som hun plejede. Det var så nemt at dreje den skyldige pil i hendes egen retning frem for andres.
Men denne gang virkede det ikke til at lykkes. Selv ikke, da Constantine slæbte rundt med hende, som en sæk kartofler. Eller da han brugte hende som et skjold. Ikke engang da han åbenlyst så hende som intet andet end et hylster med blod. Og da bestemt ikke, da hun hørte Meis skarpe stemme runge igennem opgangen.

Smerten fra næsepartiet spredte sig flydende op til hendes hoved, samtidig med at hun blev mere klar og fattet frem for at hele verdenen sad på en karrusel. Der var ingen tvivl om, at hun stadig var svimmel, men i det mindste skulle hun ikke bekymre sig om at holde balancen. Det havde vampyren allerede et godt tag om, sådan som han var hendes krops primær støtte. Det var først en lettelse, da han slap hendes vinge, men hun fortrød hurtigt, da han lagde armen omkring hende i stedet og på den måde fjernede afstanden mellem dem.
Spydige ord blev slynget fra den ene part til den anden. Men imens den verbale krig havde sat i gang, kunne Autumn ikke fokusere på meget andet, end at han blev ved med at bevæge sig ned ad trappen. Nærmede sig mere og mere hans udvej. Panisk tog hun ikke de blå øjne fra Mei, der kom længere væk for hvert skridt, der blev taget baglæns. Hun havde allerede opgivet at tale eller råbe. Lyden ville ikke komme ud og samtidig være forstående. Hun vred sig i Constantines arme og gjorde sit bedste for at få sine hænder fri, til trods for måden de blev presset hårdt ind i hans overkrop.

Baglæns.
I det samme øjeblik som det gik op for hende, slog hun blikket ned for at se ned af sig selv og imod gulvet. Han holdt hende godt nok over jorden, hvilket hun mistænkte var for at gøre det nemmere for sig selv. Men det var ikke meget. For han havde stadigvæk brug for at kunne se over hende imod mennesket længere oppe. Hvis hun ikke bøjede sine ben eller holdt inde med at flekse sine fødder ville hendes tær hamre ind i kanten af det forestående trin. Det var næsten pirrende, så tæt på fast fodfæste var for hende. Så det var med nød og næppe at hun kordinerede det korrekt i sit første forsøg.
Hun lænede sig bevidst så meget ind imod Constantine, som hun kunne. Alt imens at hun satte af. Selv med den minimale styrke hendes skub havde været, så måtte det have været nok for inden længe mistede hun fodfæstet igen og så i stedet sit normal-perspektiv ændre sig i en fin kurve opad. Automatisk skreg hun, da hun rigtig kunne mærke faldet, men selvfølgelig blev skriget kvalt. Hun klemte sine øjne hårdt sammen og gjorde sig parat til landingen. Og som forventet, var den ikke behagelig. Også selvom hvis Constantine ikke nåede at reagere hurtigt nok og landede under hende.
Men hvad var fysisk smerte for hende? Hvad var et par skader nu, hvor andre allerede var opstået?

Vreden bredte sig, som Mei blev ved med at svine ham til. Selvom han var klar over, at det netop var meningen at gøre ham vred, kunne han alligevel ikke lade være med at blive det. Hun udfordrede ham på nogle punkter, der betød meget for ham - hans mandighed, hans selvstændighed og hans ære som vampyr. Twilight?! Han havde set den første film og havde ikke kunne finde ud af, om han skulle grine eller græde hele vejen igennem det, der åbenbart var en meget populær historie om en glitrende vampyr, der ikke ville spise blod og som mest af alt mindede om en fe.

Og en stikirenddreng? Han var ikke nogen stikirenddreng!
Trods tanken, vidste han jo egentligt godt, at han nok ville komme til at hoppe og springe på Zanes ordrer. På den ene side fortrød han bitterligt at have sagt ja til at få den magiske hånd som erstatning for sin egen, men på den anden side ville han ikke have kunne klare at leve uden den hånd. Han ville blive sindssyg. Så det havde egentligt været valget mellem et elendigt liv uden hånd og et elendigt liv med hånd, og så ville han nu hellere have begge hænder. Så måtte han tage resten, som det kom. Hvem vidste, måske han ville få muligheden for at få sin egen tilbage en dag?

Autumn havde valgt det helt rigtige tidspunkt at forsøge at være i vejen, for vreden over Meis ord havde spredt sig og tog det meste af Constantines opmærksomhed. Så han lagde ikke mærke til, at hun holdt op med at vride sig eller at hun lå tungere ind i mod ham. I det som han åbnede munden for bramfrit at fortælle Mei, hvad han havde nosser til, kunne han pludseligt mærke sig selv miste balancen. Autumns skub kom, som han var midt i et skridt, så hans ene fod hang fri i luften, hvilket allerede satte ham på kanten af sin balance.

Det hele gik så hurtigt, at han ikke nåede at registrere ret meget af det, som tyngdekraften greb fat i ham og hev ham bagover med djævlen i favnen. Det var ikke ligefrem det mest stolte øjeblik for Constantine, da han med et overrasket udtryk i ansigtet væltede bagover og hamrede ned i afsatsen bag ham. Måske til både hans og Autumns held, var han kommet så langt ned, at hans overkrop hårdt ramte ned i afsatsen i stedet for mere trappe. Fordi han havde fat om djævlen, kunne han ikke tage fra og med den ekstra vægt oven på sig, landede han hårdt. Luften blev banket ud af hans lunger og hans hoved knaldede ned i betonen med et højt klonk. Smerten skød ind i hans hjerne og for et øjeblik blev alt sort.

Mei's blik skiftede fra den ene til den anden, i et halvt forsøg på at vise Autumn at hun ikke var alene - at hun nok skulle klare den, og at Mei ikke ville lade vampyren tage hende.

Da djævlepigen så udnyttede situationen, som Mei have håbet hun ville, og sendte både sig selv og Constantine bragende i betongulvet, greb menneskepigen hurtigt chancen:

Med en lynhurtig bevægelse, gik hun på knæ, samlede UZI'en og dens magasin op - en del i hver hånd - hvorpå hun fra denne stilling sprang ned ad trappen, mens hun klikkede magasinet ind i UZI'en.
Klikket lød da hun var halvvejs igennem luften, og da Mei landede meget præcist ved siden af de to, skød smerten op igennem hendes ben. Hun var jo blot et menneske, og et spring af den kaliber, ned ad en trappe, udgjorde nødvendigvis en lettere smertefuld landing.

Men hun havde været hurtig, og forhåbentligt hurtig nok!

Mens vampyren var slået halvt ud, satte Mei maskinpistolens munding imod hans side, og trykkede på aftrækkeren.

BRRRRRR!

Omtrent ti skud blev affyret, og Mei håbede at det ville forsinke vampyren bare lidt, mens hun - hvis hun kunne nå det - hurtigt begyndte at fumle med ledningerne som bandt Autumn, så djævlen kunne blive befriet og stikke af.

Det kunne sagtens være, at landingen var relativt blød for djævlen med Constantine som støttepude under sig. Men det ændrede skam ikke på, hvor elendig en stilling, hun landede i. Hun havde refleksivt forsøgt at holde sine hænder op for sig for at støtte faldet, men med dem begge bundet godt og grundigt fast på ryggen af hende, blev det ikke en mulighed. Og i hendes forsøg på at dreje sig omkring, nåede hun knap nok en kvart omgang omkring, hvilket blot resulterede i, at da de ramte gulvet. I hendes tilfælde var noget af det første, der gjorde kontakt, var en meget akavet og uheldig vinkel af hendes ene skulder. Hun kunne mærke hver enkel lille fiber der blev påvirket, da skulderen blev revet af led. Og endnu en gang forsøgte hun at udtrykke smerten. Og endnu en gang blev det dæmpet af viskestykket. Det var sådan en skuffende fornemmelse, at ikke kunne skrige ordentligt. At få det ud af systemet og udtrykke sig selv.
Straks drejede Autumn videre om på siden, hvor hun blev nød til at bide smerten i skulderen i sig, da den anden side ikke var en mulighed for hende at bevæge sig imod. Hun faldt tungt ned på gulvet, som hun fik trillet ned fra vampyrens nu meget stilleliggende krop. Heldigvis landede hun på maven frem for siden. Og mindst lige så heldigt, så huskede hun at holde sit hoved løftet, så hun ikke ligeledes ville hamre sit ansigt – og hermed den brækkede næse – ned i det hårde underlag.

Hun kunne fornemme vibrationerne, da Mei pludselig landede på samme platform som hende og vampyren. Godt nok så hun ikke ud til at veje det helt store, men den hårde landing havde alligevel påvirket noget. Autumn drejede sig selv i endnu en ubehagelig stilling for at kunne løfte hovedet og se hen imod mennesket for at bekræfte sin teori i håb om, at det ikke bare var en eller anden fjendtlig sjæl, som var blevet sendt af sted. Men det var Mei. Det var mindst lige så underligt at se hende, som første gang hun var hoppet ind ad vinduet til hendes gemakker. Hun var ikke andet end et menneske, men alligevel havde det lykkedes hende at redde hende ud af diverse fatale situationer. En misundelse begyndte at slå gnister i djævlen. Men det lagde sig hurtigt igen. Specielt da hun overværede det ret brutale angreb, der blev gjort på vampyren.
Autumn kunne ikke gøre meget andet end at gøre store øjne til, mens hun så den mindre maskinpistol stød skud efter skud ind i Constantine. Det var næsten kvalmeopvækkende at se hans krop meget slapt reagerede på det kraftigfulde skydevåbens effekt. Godt nok sprøjtede det ikke ud med blod, hvilket altid noget.
Hendes forskræmte blå øjne løftede sig med det samme op imod Mei, da hun så ud til at være færdig og havde sat kursen imod hende. Hun prøvede at sige noget, kun for at blive mindet om blokaden over hendes mund. Til trods for at hendes tunge føltes som en ørken, så havde hendes spytkirtler produceret en god mængde spyt, lagde hun mærke til. Automatisk begyndte hun at vride sine hænder, da hun kunne mærke ledninger blive løsere, og så snart det var hende muligt gjorde hun arbejdet færdigt og trak sine hænder fri. Blot for at blive mødt af den pinefylde smerte i skulderne, da hun prøvede at bevæge på den tilhørende arm. Før hun overhoved tog tid til at fjerne mundstykket, røg den anden hånd op på den skadede skulder. Som om det ville gøre mindre ondt, hvis hun rørte ved det. Det mere mærkværdige, var hvordan hun samtidig havde bidt meget hårdt sammen og på en måde fået bidt igennem viskestykkets stof. Hendes tænder måtte havde deformeret under kaosset.

”Go!” var det første der forlod djævlens strube, da hun endelig kunne tale frit igen. Hun stirrede på Mei med en noget intenst bekymring i blikket. Hun ville ikke blande andre ind i sine problemer. Det ville bare ende galt!

Det havde været et hårdt slag, Constantine havde fået i hovedet, for han gik helt ud i nogle sekunder. Langsomt vendte han tilbage til virkeligheden, mens han kunne mærke djævlen rode rundt oven på ham for til sidst at fjerne sin vægt helt. Hvad var der sket? Noget med en trappe.. der lød et bonk ved siden af ham og underlaget rystede. Constantine slog øjnene op, men alting var sløret, som hans hjerne ikke helt havde styr på, hvordan den virkede. Et eller andet bevægede sig i hans øjenkrog, men han nåede ikke at dreje hovedet og forsøge at fokusere, før et øredøvende brøl fik hans ører til at hyle af smerte. Hvilket han slet ikke lagde mærke til, for en voldsom smerte skød ud fra hans side. Kraften bag kuglerne, der gik ind i hans krop, fik ham til at spjætte. Projektilerne borede sig ind og rev alt på deres vej i stykker, muskler, knogler og organer. Heldigvis var det kun en enkelt kugle, der fik fat i et ribben, men knoglestumperne gjorde også stor skade.

Fordi han var så tæt på bevidstløsheden, kom der ikke en lyd fra ham, ud over et dybt gisp, da han rent refleksmæssigt fik fyldt de tomme lunger op igen. Samtidigt spærrede han øjnene op i smerte og overraskelse.
Hun havde skudt ham! Kællingen havde skudt ham med sin maskinpistol! Smerten lagde et endnu tykkere slør over hans allerede slørede hjerne, men tanken gik klart igennem, efterfulgt af en overvældende bølge af vrede. Raseri.
Det første øjeblik kunne han ikke gøre noget, lammet af smerten og slaget i hovedet, men langsomt begyndte der at komme liv tilbage i hans lemmer. Selvom han helede hurtigt, ville det tage lidt tid med de store huller som kuglerne havde lavet - men han var ligeglad. Smerten kunne han leve med. Selvom blodtabet og den mængde energi, der skulle til at hele hans sår ville gøre ham mere sløv og knapt så stærk, havde han ikke tid til at vente på, at smerten var væk.

Vreden samlede sig og til sidst eksploderede den. Med en snerren skubbede han sig lynhurtigt på benene og kastede sig frem mod mennesket, der sad ikke ret langt fra ham.
Hvis det lykkedes ham at vælte hende omkuld, som han landede ovenpå hende, ville han uden videre begynde at lade begge knyttede næver falde mod hendes ansigt uden nåde.

Det lykkedes! Autumn var befriet fra ledningerne, og havde selv formået at befri sig fra... vent, havde hun bidt det over? Mei studsede lidt, men kom så på bedre tanker da djævlepigen råbte 'GO!'.

Hun blinkede med øjnene og skulle til at rejse sig fra sin knælende position, da hun så Constantine bevæge sig ud af øjenkrogen.
Mei vendte blikket imod ham og hævede UZI'en - men for sent.
Al luft blev slået ud af hende som han ramte hende, og hun blev kastet omkuld så hun lå på ryggen med ham over sig.
"Shit!" lød det fra hende, mens hun skærmede ansigtet imod hans slag.

Smerten var voldsom, for han var vampyr og langt, langt stærkere end hun kunne holde til - og da ét af hans slag ramte perfekt på hendes højre underarm, mærkede hun hvordan knoglen flækkede.
Dette sendte et lyn af intens smerte op ad hele hendes højre arm, og Mei kunne ikke holde et skrig tilbage.

Hun forsøgte at skubbe ham af sig, mens hun stadig skærmede sit hoved mod hans slag - men Mei var ikke fysisk stærk, og hun var lille og spinkel.
Hun havde ikke en chance mod ham i lige netop denne situation.

”MEI!” Der var et klart forskrækket udtryk i hendes blege ansigt, da hendes hjælp pludselig blev slynget til siden. Det tog noget tid for hendes fatning at forstå, hvem der netop havde kastet sig på hende, for ifølte Autumn, lå Constantine stadig og blødte ved siden af hende. Hun havde ikke forventet, at han ville ligge der for evigt, men han var lige blevet skudt! Flere gange endda. Han kunne umuligt allerede være kommet på benene. Men desværre lå han ikke, hvor hun havde troet, da hun drejede hovedet imod pladsen. Det eneste der mødte hende der var blod. Rødt flydende friskt blod. Hurtigt nok til at give hende piskesmæld, hvis hun havde gjort en enkel forkert bevægelse, så hun til den modsatte side. Over imod de to, der nu lå og kæmpede deres kamp. Eller rettere – det var kun den ene af dem, der gik til den.

Man skulle tro, at hun ikke kunne spile sine øjne mere op, men idét hun fik øje på Mei, der nærmest bare lå og tog regnen af slag, beviste hun, at det ganske rigtigt var hende muligt. Hun lignede end der havde set et spøgelse. En der havde noget ganske utænkeligt. Mennesket havde ingen chance for at overmande Constantine. Han var sindssyg! Det lignede næsten, at han var gået på autopilot. Panisk tvang hun sig ud af sin ynkelige tilstand og fik med nød og næppe sat sig bedre op, inden hun så ned på sine fødder. Hun slap sin skulder uden at tænke meget over smerten, og begyndte at fumle med ledningen om sine ankler. I stedet for at binde den op endte hun med at bare tage fat og hev indtil ledningen gik fra hinanden.

Hun havde nær faldet igen på grund af overbalance og svimmelhed, da hun rejste sig op til trods for, hvor ondt hendes krop gjorde. Det var ingenting, bildte hun sig selv ind. Hun ventede ikke et sekund med at vende sig omkring, og ligeledes ventede hun ikke med at svinge sit ene ben tilbage, blot for at sende det frem ad igen i et meget kraftfuldt spark placeret lige i siden på vampyren i et håb om at sende ham videre ned ad det næste sæt trapper til den næste platform.
Det syntes at have sortnet for hende. Hun var ikke sikker på, hvornår hendes skrækslagenhed havde klikket fra og slået vreden til. Det havde virket som sådan en unaturlig flydende overgang. Som havde hun i princippet aldrig været bange. Hun tog ikke engang tid til at se ned på Mei, som hun trådte hen over hende for at kunne nærme sig Constantine igen. Vingerne baskede truende, inden hun trak dem ind i ryggen igen, så de ikke var i vejen. Efterlod de to huller i hendes T-shirt. Hun greb atter fat omkring sin skulder og uden at fortrække meget af en mine satte hun den på plads. Det samme fik hun gjort med næsen, selvom det var lidt af en anden sag. Hun tog roligt et skridt ad gangen, mens hun beholdte sit blik mod vampyren.

Et sært mørke begyndte at snige sig ud fra hende, jo nærmere hun kom på Constantine. Det spredte sig hurtigt og sikkert. Opslugte opgangen. Lige indtil hun forsvandt. Blev ét med mørket, ville nogen beskrive det. ”Disgrace…”

Hvert eneste slag, der ramte mennesketøsen under sig, sendte et stik af tilfredsstillelse igennem Constantine. Vreden lagde en rød tåge over hans sind, en vrede der ikke kun var opstået på grund af skyeriet, men også på grund af Meis ord, der indholdt mere sandhed end hvad Constantine kunne lide. Han var under Zanes magt og han hadede det. Afskyede det. Og lige nu var Mei målet for den vrede, som lå og gemte sig inden i ham.
Lyden af en knogle, der brækkede, fik ham bare til at slå endnu hårdere. Han ville slå på hende, til hun ikke var andet end mos under hans hænder!

Han havde ikke regnet med, at nogen ville stoppe ham. Og da slet ikke Autumn, som han ikke så som en seriøs trussel. Hun havde jo på intet tidspunkt vist noget som helst tegn på at have flere kræfter end et menneske. Hun havde aldrig opført sig som en djævel.
Derfor havde han ikke holdt øje med hende, ja, han skænkede hende end ikke en tanke. Så da sparket ramte ham i siden, var han totalt uforberedt. Heldigvis var det den modsatte side af, hvor han var blevet skudt, men chokbølgen fra kraften i sparket, fik hele hans indre til at bevæge sig og smerten var intens, især da hans gennemhullede organer ikke havde haft tid til at hele endnu. Overrasket kunne han mærke sig selv lette fra det faste underlag og flyve igennem luften. Det føltes som en evighed, før han ramte trappen og rullede de sidste trin ned på næste afsats, hvor han trillede ind i væggen. Da hans krop slog i mod trappen, lød der et højt velkendt knæk, da han brækkede sin skulder og smerten blandede sig ind i det inferno, der gik igennem hans krop.

Gispende af smerte kom han op at sidde med ryggen mod muren. Hans venstre arm hang slapt ned langs hans side, ubrugelig på grund af den brækkede skulder. Den højre arm lagde han over sin mave, der føltes som om, at den havde været igennem en blender. Med store øjne fyldt med smerte og overraskelse så han op på Autumn. Hvad skete der? Var tøsen ikke sådan et slapt lille pigebarn? Constantine var forvirret og kunne ikke tænke klart på grund af smerten, og langsomt kunne man se skrækken brede sig i ham.

Hun så anderledes ud. Hendes blik, hendes udtryk, hendes kropsholdning. Den måde hun selv satte sin skulder på plads. Hvad var det, han havde overset? Han havde haft hende i mellem sine hænder to gange og ingen af gangene havde han set det, som han så nu. Han havde ikke set så meget styrke i hende på noget som helst tidspunkt.
Det mørke, der spredte sig fra hende, var unaturligt. Constantine, der på grund af sin race, kunne se perfekt i mørke, kunne intet se. Alt var sort. Magisk mørke. Et tungt magisk mørke. Han havde ikke ikke kunne se i mørke siden sin mennesketid og det skræmte ham mere end man lige skulle tro. Skræmt skubbede han af med fødderne og trykkede sig ind i mod muren trods alle smerterne. Hans store øjne fór fra side til side, men han kunne intet se.
"Fuck," hviskede han næsten lydløst. Han havde en fornemmelse af, at han godt kunne risikere at dø lige nu og han var rædselsslagen. Selv hvis der ikke havde været magi, ville han have svært ved at forsvare sig med sin skadede krop.

Slagene blev hårdere efter han havde brækket hendes arm, og Mei havde svært ved at blive ved med at dække for hovedet. På et eller andet tidspunkt ville han smadre igennem hendes forsvar, og så ville hendes ansigt gå fra at være kønt og tiltrækkende, til at være noget lignende blodig leverpostej.

Hun kæmpede desperat for at få ham af; spændte i sine svage mavemuskler og forsøgte at vippe ham af med kroppen og ved at løfte med benene, men lige meget hjalp det. Hun var unægtelig fanget...

...lige indtil han blev losset af hende, og smadret ned i trappen længere nede.
Mei kiggede overrasket på på Autumn, som nu trådte henover hende... og da hun så den magi som djævlen lige nu aktiverede, blev hendes brune øjne store af overraskelse.

Nightstalker!
Hun havde kun set en så kraftfuld mørkemagi én gang, og det var da hun for første gang havde set Zuresh. Han have brugt denne magi til at blive usynlig for en af Mafiaens største celler, hvorefter han havde slagtet hver og én af dem - undtagen Mei - uden at de havde været i stand til at lokalisere ham.

Selv nattens væsener, som vampyurer og sortelvere, var blinde i NIghtstalker's sorte favn.

Og Autumn brugte den lige nu... hvilket kun kunne betyde én ting.

Mei satte sig op og tog sig til sin sårede arm, mens også hun blev indhyldet i mørket.
Hun brugte dette slør til at få pusten igen, og til, i blinde, at bruge venstre hånd til at flå det nederste stykke af hendes top i stykker, så hun kunne binde den sårede arm op.
Hun brød sig ikke om at blotte mere hud, men i tilfælde af at vampyren overmandede Autumn, var Mei nødt til at kunne kæmpe - og det var kun muligt hvis hun bandt sin arm op.

Da hun havde gjort dette, ventede hun bare... og lyttede.

I modsætning til de andre, kunne Autumn se uden problemer i mørket. Det var stadig ikke som, når solen stod højt på himlen og skinnede sit lys ned over Di Morga. Hun kunne sagtens selv se mørket. Eller skimme det, var det vel nok mere, eftersom det igennem hendes øjne lignede mere en tæt nat set på med en kats blik. Ligemeget hvordan hun ville beskrive det, så var det vigtigste bare, at hun kunne se. Og at hun kunne se ham. Constantine. Det var surrealistisk at se ham så skræmt. Man skulle tro at døden var lige i hælene på ham, sådan som han forsøgte at kravle igennem væggen bag sig. Og han vovede at kalde hende ’ynkelig’. Hun trådte ned ved af det sidste trin, så hun stod på samme afsats som den næsten skælvende vampyr og lagde med vilje lidt ekstra lyd i det, da hendes bare fød landede på det hårde underlag, så han kunne få fornemmelsen af, hvor tæt på hun var. Men derefter fortsatte hun lydløst.

Da hun kom tæt nok på ham placerede hun sin ene hånd lige ud foran hans ene øre, hvor hun knipsede højlydt. En temmelig harmløs ting. En let udført distraktion. Kun for at blive efterfulgt af endnu et spark, som hun denne gang sendte mod hans hoved. ”It’s your fault!!” råbte hun efterfølgende. Arrigheden i hendes stemme var ikke svær at tyde. Og hvis man hørte virkelig godt efter, ville man nok også kunne høre, hvordan hendes strube knurrede automatisk. Hun tøvede ikke med at forsætte. Som den første fod kom tilbage til sit fodfæste, sendte hun den anden i et forsøg på at ramme ham i maven. ”It’s ALL your fault!” Hun havde haft det holdt inde så længe, at hun ikke havde nogen måde at holde det inde længere.
I en smidig bevægelse kom hun ned at sidde på hug, meget nær vampyren, så han var indenfor den korrekte rækkevidde, da hun rakte ud efter ham igen. Denne gang med en åben hånd. Dog greb hun ikke om hans hals. I stedet lukkede hun sine fingre i et tag omkring hans øjne ved at presse ind omkring hans tindinger. Hun var ligeglad med, om han allerede var blind på grund af mørket. Hun kendte ikke effekten den havde på andre. Hun løftede straks hans hoved op. Tvang ham op at sidde igen, inden hun hamrede hans hoved op imod muren bag ham. Hånden forblev over hans øjne, mens den langsomt begyndte at blive en smule varmere. ”You’re the reason that I can’t just live my life in peace. You’re the reason that I had to go through HELL one more time.” hvæste hun rasende, inden hun lagde mere presse på sit greb om hans øjne.

”I told you.. to leave me ALONE! Didn’t I?!” Det ville være så nemt. At tænde ilden i sin hånd. Præcis som stemmen i hendes hoved sagde. Men hun hævede aldrig temperaturen til mere end, hvad der kunne beskrives som en trussel.

Mørket var tæt omkring ham og han kunne intet se. Absolut intet. Det var som om, at han havde mistet synet. Men det var ikke hans øjne, det var galt med. Det var det magiske mørke. Det føltes næsten kvælende og han måtte anstrenge sig for ikke at gå i panik. Som et nattevæsen, var det ikke at kunne se utroligt skræmmende.
I stedet fokuserede han på sine andre sanser. Og hans hørelse kunne sagtens fange hver eneste bevægelse, der var omkring ham. Lyden af stof, der blev rykket i stykker. Det kom fra afsatsen et niveau længere oppe, så det var nok mennesketøsen. Hjertebanken. Lyde fra lejlighederne i bygningen. Lyden af skridt ned af trappen. Bare tær. Det måtte være djælvepigen.

Hun kom ned på afsatsen, han sad på og gik hen til ham. Han kunne høre både hendes vejrtrækning og hendes hjerte slå. Det slog alt for roligt i forhold til, hvad han var vant til at høre fra hende. Det hele kom nærmere og han kunne fornemme hendes nærvær i mørket. Men han kunne ikke se hende.
En bevægelse. Og pludseligt knipsede hun ud for hans øre. Lyden var høj og skar sig ind i hans hoved, så han gav et sæt. Det hylede ham så meget ud af det, at han ikke opfangede, at hun sparkede ham, før hendes fod ramte ham i ansigtet. Heldigvis havde hun ikke sko på, så selvom det gjorde ondt, kunne det være værre. Han havde prøvet at blive sparket af en sikkerhedssko med metalsnude. Se dét gjorde ondt. Men sparket var hårdt nok til at vælte ham til siden og få skrækken til at blusse op, da det bare beviste, at han ikke havde nogen mulighed for at forsvare sig selv. Der gik ikke mange sekunder, før endnu en fod ramte ham, denne gang i maven. Hans mave, som allerede var helt ødelagt indvendigt. Et støn af smerte forlod hans læber, inden hans krop i en automatisk reaktion hostede. Åh, den smerte. Hans organer var ved at hele, men det gik slet ikke så hurtigt, som det kunne. De fik jo ikke fred!

Han fik ikke lov til at sunde sig særligt længe, før djævlen tog ved hans hoved, med fingrene godt boret ind i hans tindinger, og trak ham op at sidde, inden hun ublidt smækkede hans hoved ind i væggen. Endnu en lyd af smerte forlod ham, da hans baghoved stadig var ømt efter turen ned af trappen. En velkendt fornemmelse begyndte at brede sig, som hendes hånd begyndte at udstråle varme. Nej, ikke velkendt, for det var ikke det samme som ilddæmonen havde gjort. Der kom varmen indefra, som var det ens egne celler, der begyndte at blive varme. Her var det mere som en ekstern varme. Trods det, begyndte Constantine at røre på sig, for minderne om smerterne ved at blive varmet op var voldsomt skræmmende.

"My fault? I haven't done anything.. Or well, I have, but.. this time I just do as I'm told!" Hans stemme var panisk og han forsøge at få sit hoved væk fra hendes hånd, dog uden at bruge sin virkende arm, som stadig lå rundt om hans mave.

Hans ord hjalp bestemt ikke på hendes humør. Hvis noget så gjorde han det bare værre. Hun knugede sin hånd hårdere. Borede sine fingerspidser imod hans tindinger. Han burde prise sig lykkelig over, at hun var en neglebider, ellers ville der have været flere sår, han skulle bruge energi på at lappe sammen. Det virkede dog ikke til at være det helt store problem. Så vidt hun havde lagt mærke til, så havde han stadig den luns af sin skulder, som hun nær havde bidt af ham for nogle uger siden. Påmindelsen fik hende ligeledes til at blive husket på den smerte, hun stadig kunne mærke i sin skulder. For godt nok sad skulderen ikke længere af led, men musklerne var stadig påvirkede af at blive revet frem og tilbage. Dog var det noget hun bed i sig. Lige nu var det vel bare vigtigst, at hun faktisk kunne bevæge armen. Hun måtte tage konsekvenserne for at bevæge den for tideligt senere.

”Would you kill yourself, if you were told to?!” råbte hun ham direkte i ansigtet efter en kortvarig stilhed, mens hun havde produceret hans svar. Med ét slap hun ham i en fluks bevægelse og sendte i stedet den samme hånd imod hans kindben. Denne gang var den dog knyttet. Og hendes hud var tilbage til dens originale kølige temperatur. ”No! Of course not! If you had only left me alone from the start, then I wouldn’t have to… to…” Hun kunne ikke engang færdiggøre sin sætning. Både fordi hun ikke vidste, hvordan. Og fordi hun var bange for, hvad hun ville lade ud.
Hun stirrede intenst på Constantine. Så intenst at selvom han ikke selv kunne overvære hendes blik, ville han sagtens kunne mærke det gnave sig vej ind i ham. ”Because of you I have now lost my home! What’s next? My identity?!!” Roligt lagde hun en hånd imod hans brystkasse og pressede blidt ind, som forsøgte hun at mærke hans hjerte banke sin sædvanlige rytme til livets sang. Hun lænede sig efterfølgende frem mod ham. Faldt fra at sidde på hug til at sidde på sine knæ. Hun stoppede først da hun var ud fra hans øre igen og hendes løse hår kunne kilde ham under næsen ved den mindst lille vind. ”How about I just take something from you?” hviskede hun næsten sensuelt under vreden i hendes stemme. ”You all wanted me to be like everyone else, right?” Hun pressede hånden lidt hårdere ind mod hans brystkasse. ”I’m not allowed to live how I want after all. And I do feel quite… tired of it all.”

Presset om hans tindinger steg, som han forsøgte at trække hovedet fri. Måske kunne han have sluppet fri, hvis han havde gjort alt, hvad han kunne. Brugt alle sine kræfter. Men han havde en fornemmelse af, at det ikke ville hjælpe noget. Mørket var så intenst, han havde ingen anelse om, hvilket vej han skulle bevæge sig, for at slippe væk, og han tvivlede på, at djævlen bare ville lade ham løbe. Så det endte med, han han holdt op med at forsøge at komme fri og i stedet bare sad og stirrede intenst ud i mørket i et mislykket forsøg på at kunne se Autumn.

Hendes råb fik det til at give et sæt i ham, da råbet var ekstra højt i hans sarte ører. For en gangs skyld løb hans mund ikke af med ham, for han havde ingen anelse om, hvad han skulle svare den vrede djævel. Begå selvmord på kommando? Hvad snakkede hun om? Hvis man kunne se han ansigt i mørket, ville man kunne se forvirringen, der bredte sig. Han var ikke sikker på, hvad der egentligt foregik lige nu, hans tanker var stadig slørede efter det hårde slag og smerterne. Hvad var det hun ville ham?
Det pludselige slag sendte hans hoved til siden og endeligt løftede han armen for at beskytte sit ansigt, hvis hun ville slå ham igen. Stadig med et skræmt og utrygt udtryk i ansigtet og øjnene forsøgte han stadig at se hende. Fornemme om der var et slag mere på vej. Ikke fordi det gjorde voldsomt ondt, men det var uvisheden der var værst. Hvad nu?

Der kom ikke flere slag. I stedet kunne han bare fornemme hendes blik, som hun stirrede på ham. Langsomt sænkede han armen igen, for atter at lægge den beskyttende over sin mave. Han vidste ikke, hvad han skulle svare hende. Det ville normalt ikke være et problem, han provokerede gerne, men han havde ingen anelse om, hvad hun kunne. Varmen hun havde demonstreret lige før, havde givet ham alt for mange grimme minder og han havde ikke lyst til at blive brændt igen. Men hvor pokker kom al det magi fra?!

Han nåede ikke at spekulere mere over det, før en hånd blev lagt på hans bryst. Næsten som om, at djævlen ville mærke efter hjerteslag, men hans brystkasse var død. Sidst hans hjerte havde banket, var da det pumpede det sidste blod ud af hans ødelagte krop, under broen i Paris, den aften han døde og blev født på ny.
Djævlen bevægede på sig og kom nærmere. Lidt for nært, han kunne mærke hendes kropsvarme, fornemme hendes åndedræt og mærke hendes hår kilde sig i ansigtet. Hendes hvisken gav ham gåsehud. Lige så meget en blanding mellem hendes ord og hendes tonefald. Tage noget fra ham? Hårdt knugede han sin højre hånd om sin blodige t-shirt. Tage hvad? Hans liv? Flere lemmer? Han forsøgt uden held at fugte sin underlæbe og sank så, inden han lukkede øjnene og tavst afventede sin skæbne. Hvad kunne han sige? Han havde en fornemmelse af, at lige meget hvad, der kom ud af munden på ham, ville det bare provokere hende endnu mere.

Det var vidst ikke kun hende, der havde ændret sig. Man skulle næsten tro, at de to havde skiftet hver deres primær personlighed ud med hinanden. Constantine sagde ikke noget. Han gjorde ikke engang noget. Han sad der bare. Ynkelig, som var han et svageligt dyr, der var trængt op i en krog. Eller et dådyr i forlygterne på en bil. Hun kunne fornemme hvor meget noget inde i hende, nød synet af hans skræmte ansigtsudtryk, men hun nægtede stadig, at det var hende selv der følte det.

”I’m… no tired.” sagde hun nærmest helt udmattet. Det var vel sandheden på den ene eller anden måde. Hun havde ikke sovet. Hun tvivlede næsten på, at hun nogensinde ville kunne falde i søvn igen. Ligemeget, hvor træt hun så end var. Inderst inde vidste hun godt, hvad der ligeledes påvirkede den del. Hun havde ikke fulgt sine livskrav meget længe. Hun havde bare kæmpet med det selv. For så længe det ikke dræbte hende, kunne hun sagtens leve uden. Det var i hvert fald sådan, hun havde set det størstedelen af sit liv. Men nu – med vampyren så tæt på sig – havde hun svært ved at holde sig tilbage. Det ville være så nemt.
Hun knugede sin hånd fast omkring hans T-shirt og i stedet for at presse mere og mere ind mod hans brystkasse, trak hun ham en smule mere op til sig, selvom de allerede var ret tætte. Hun trak sig selv tilbage. Dog kun for så at læne sig ind mod ham igen. Og idét deres ansigter var lige ud foran hinanden, placerede hun uden tøven sine læber mod hans i et noget passioneret kys.

Hvis det lykkedes hende, ville han straks begynde at mærke de konstante små stød af smerte, hun sendte igennem hans krop, mens den livsenergi, han måtte have samlet sammen tidligere ved at drikke blod, blev suget ud af ham. Hun videreførte ikke kysset til meget andet end det. Et kys. Det kunne ikke beskrives som lidenskabeligt. Mere… hungrende. Hvor hun dog hadede følelsen. Hun hadede, hvor meget hun elskede følelsen. Det var som, havde hun ikke spist eller drukket noget i flere døgn. Sådan en befrielse. Og hun havde ingen ord der kunne beskrive, hvor meget hun hadede det.

Det burde være nok. Selvom hun havde svært ved at stoppe igen, tvang hun sig alligevel væk i en blid bevægelse. Hun skubbede ham væk fra sig igen, slap grebet i ham, inden hun rejste sig på benene igen. Hun havde en kvalm smag i munden. Og det prikkede ubehageligt til hende, at hun faktisk havde kysset Constantine. Også selvom det ikke betød det mindste for hende følelsesmæssigt, var det stadig lettere traumatiserende. Mørket lagde sig endelig og trak sig tilbage til dens ejermand. Lyset i opgangen var dog gået ud, men ellers burde det ikke længere være det helt store problem for folk at se. Hun stirrede ned på den svækkede vampyr med øjne, der ikke længere bar den blå farve. Men i stedet var de samme grønne farve som skællene. Og den sorte pupil var blevet aflang. Dog beholdte de samme følelser, som afspejlede, hvordan hun havde det indvendig. Skrækslagen. Rasende. Vred. ”Leave me alone…” hvislede hun med en antydning af gråd i stemmen, inden hun sendte et spark lige imod siden, hvor han tidligere var blevet skudt, før hun trådte væk fra ham og så i stedet op på platformen over dem. Op imod Mei. Hvis hun var heldig, ville hun nå at se de samme øjne, inden de fik den samme abnormalt klare blå farve.
Hurtigt bevægede hun sig op ad trinene til mennesket og faldt halvt på knæ, hvor hun tog fat i hende for at hjælpe hende på benene. ”….” Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun måtte have overværet i hvert fald lidt af det. Og det skammede Autumn sig pludselig over. Hendes blik veg væk fra Mei, som hun begyndte at bevæge sig ned ad trapperne så hurtigt, som det var dem muligt.

Constantine havde ikke nogen fornemmelse for, hvad der foregik. Han var gået fra at slås med et menneske og fange djævlen og begynde at slæbe hende med tilbage til Zane, til at sidde her i et mørke, han ikke kunne se i, med djævlen foran sig uden at vide, hvad det var, hun ville. Det var ukarakteristisk af ham, at blive så skræmt, men han var åbenbart stadig ikke kommet helt ovenpå efter den behandling han havde fået hen over de sidste par måneder. Døden havde været alt, alt for nær alt for mange gange, og selvom han oftest virkede som om, at han var ligeglad, havde han faktisk ikke noget ønske om at dø. Eller noget ønske om at lide under store smerter.

Så han svarede hende stadig ikke, men for ham lød det også mest som om, at hun sagde det til sig selv. Hvad skulle han også sige? Bede hende sove? Være fræk i kæften og provokere hende? Noget han normalt ville kaste sig over, men stadig med tanken på den varme, hendes hånd havde udstrålet og med mørket så tæt omkring sig, var han stadig tavs. Selvom han kunne høre hver eneste bevægelse, hun gjorde, havde han stadig ingen mulighed for at forsvare sig selv. Hvis han ikke var så såret, som han var, havde han sikkert kæmpet med tænder og klør, men hans skulder var brækket og hans mave var stadig flænset op indvendigt, trods at den var ved at hele.

Pludseligt tog djævlen ved hans t-shirt og hev ham lidt frem. Det gav et sæt i ham af overraskelse, da der var noget, der rørte hans læber. Hun kyssede ham?! Forvirringen nåede lige at vælte igennem ham, inden smerterne begyndte. Det var ikke fordi, at de var slemme, det føltes lidt som at få stød gentagne gange. Som at røre ved et svagt elektrisk hegn. Men den følelse der fulgte var forfærdelig. Det var det modsatte af, hvad han følte, når han drak blod. I stedet for at mærke livsenergien flyde ud i cellerne i kroppen, kunne han nu mærke den forsvinde. Som blev han drænet. Han rørte på sig for at komme væk, men han kunne ikke. Hans kræfter forsvandt hurtigt og han blev meget hurtigt ufatteligt træt. Så træt, at han ikke kunne løfte sin hånd for at forsøge at få hende væk. Han vidste ikke, hvor lang tid han kunne mærke Autumns hungrende læber i mod sine, men det føltes som evigheder, inden hun slap ham og skubbede ham tilbage mod muren. Uden nogen kræfter tilbage i kroppen overhovedet faldt han sammen og stirrede tomt ud i mørket.

Mørket trak sig tilbage og sløvt løftede han blikket til hendes ansigt. Han var så træt. Det føltes som om, at han ikke havde drukket blod i flere måneder. Ikke at han bare havde mistet alt blodet i sin krop, men at han havde sultet i evigheder. Sløvt opfangede hans hjerne, at hendes øjne var blevet grønne. Som at se på en øgle med en tynd pupil. Hvad var det, der var sket med djævletøsen?!
Han nåede ikke at trække sine langsomme tanker igennem emnet, før hun sparkede til ham. Smerten skød ud i hans krop og han væltede til siden, uden styrke til at holde sig oprejst. Et svagt støn kom over hans læber, inden han lukkede øjnene og derefter blev liggende på det kolde beton. Blod. Han måtte have blod. Men lige nu.. kunne han ikke andet.. end at hvile.. bare lidt.

Uden at røre på sig, lyttede han til hende gå op til mennesketøsen og derefter gå hurtigt ned af trappen og forbi ham. Han var ligeglad. Han var bare så udmattet og han kunne mærke det blod, der ikke var noget energi tilbage i, løbe ud af hullerne i hans side.

Mei blev blot siddende og lyttede, mens mørket stadig var omkring dem.
Efter lidt tid åbnede hun øjnene, og det var en uhyggelig oplevelse, for hun kunne se lige så lidt som da de havde været lukkede - hvilket bare var et bevis på at det faktisk var Nightstalker, Autumn havde brugt... men kunne det virkelig passe...? Kunne et sådant sammentræf hænde?

Mei lyttede til ordvekslingerne, og blev næsten nervøs for denne nye Autumn - hvad nu hvis hun havde mistet kontrollen? Hvad hvis hun havde taget den djævlepersonlighed til sig, som muligvis lå gemt dybt i hendes sind?
Ville Mei så være i fare...?

Den unge kvinde skubbede tanken fra sig. Det nyttede intet at tænke sådan...
Autumn var en sød sjæl, og den eneste grund til at hun reagerede sådan her, var at hun havde fået nok.

Da mørket pludselig forsvandt, vendte Mei omgående blikket imod de to. Hun missede lidt med øjnene, der lige skulle vende sig til at kunne se igen - men det forhindrede hende ikke i at spotte Autumn's grønne øjne... øjne som Mei havde set før.

Hun trak vejret hurtigt ind og spærrede øjnene let op da hun så det.
Så det var altså sandt...

Hun flygtede ikke da Autumn kom op til hende, og tog lettet imod den hjælp hun fik.
At forlade dette kompleks var en god idé, og hun var meget taknemmelig for at komme udenfor, på trods af hendes sparsomme påklædning, som ikke gav meget for den vind, der havde rejst sig derude.

"Autumn..." sagde hun,
"Se ikke væk fra mig. Du er ikke noget monster... du reddede mit liv, og du slog ham ikke ihjel. De to ting... de gør dig til noget specielt - men ikke et uhyre." sagde hun og ignorerede sin dunkende, smertende underarm.

Autumn bed stadig sin egen smerte i sig. I modsætning til Mei, så kunne hun bevæge sin arme endnu. Og så længe næsen sad på sin sædvandlige plads, så var det kun blod, der blokerede hendes luftveje. Det gjorde dog ingen forskel på, hvor meget det gjorde ondt, nu hvor adrenalinen stille og roligt sivede væk fra hende. Hun ville have ført menneskets raske arm omkring sine skuldre, men hun stoppede sig selv i tide. I stedet støttede hun hende kun en lille smule, med så lidt direkte kontant som muligt. Hun så kortvarigt mod Constantine, der så ud til at være i en lang værre tilstand end dem begge to lagt sammen. Han fortjente der. Hendes hoved blev fyldt med lignende tanker, hvilket tvang hende til at se væk igen med det samme, så hun kunne koncentrere sig om at føre Mei sikkert ned ad trappen, indtil de endelig kom udenfor. Til deres held var døren til opgangen allerede næsten blevet slået af hængslerne, så det var bare at sparke døren op med foden.

Hun ignorerede med vilje Meis ord. Hun ville ikke høre på dem. Og hun adlød dem heller ikke. Hun ville ikke løfte blikket og se på hende. Om hun var et monster eller ej, så havde hun stadigvæk påført vampyren unødvendig skade. Og vigtigere endnu – så havde hun frit brugt sine evner, som accepterede hun dem. ”Vi har brug for at få dig hen på hospitalet.” sagde hun roligt, da hun valgte at åbne munden efter en god lang stilhed mellem dem.
Eftersom hendes blik ikke længere søgte imod mennesket ved sin side, betød det, at det i stedet faldt ned af sig selv. Hun var ikke dækket af blod. Ikke på samme måde som Mei var efter at have moslet rundt med Constantine. Altid noget at det ikke var hendes blod. Hende selv havde kun rester på sine fødder efter de mange spark, som hun havde udsat vampyren for. Og så hendes ejet blod, der stadig sivede fra hendes næse og videre ned over hendes hage for at glide ned ag hendes hals og til sidst blive fanget af T-shirtens krave. Blødningen var ikke stoppet. Ikke nogen overraskelse der. Men nu kendte hun pludselig en metode til at hele. Hun kunne bare ikke få sig selv til det.

Dryp
Som om at nogen havde åbnet op for en vandhane, begyndte det at øse ned over dem, efter kun få advarsler. Det syntes dog ikke at påvirke Autumn udover, at hun endelig løftede hovedet lidt mere for at se op på himlen med et udmattet udtryk. Og så drejede hun hovedet for at lægge øjnene på Mei. Og som regnen forsigtigt vaskede blod væk fra hendes ansigt, fik hun formet det sædvanlige ubekymrede smil på sine læber. ”Kom. Det er bedst at få folk, der forstår sig på det, til at se på den arm.” og med det begyndte hun at bevæge sig i den retning, hun huskede at hospitalet lå.

Constantin havde ikke nogen fornemmelse af, hvor lang tid der var gået, siden han havde hørt døren til opgangen blive skubbet op. Han var ikke en gang sikker på, at han havde været vågen i den tid, der var gået. Hele hans krop føltes død, hvilket den teoretisk set også var. Blodet havde samlet sig i en pøl under ham, men det kunne være lige meget. Der var ikke ret meget livsenergi tilbage i ham, og hvis han fik lov til at ligge, ville han sikkert begynde at lugte mere af død end han gjorde i forvejen. Djævlen havde ikke suget al energien ud af ham, men hun havde taget mere end rigeligt. Han havde ikke energi til at komme på benene, han havde ikke energi til at hele og faktisk så det ret sort ud. Hvis der ikke snart skete et eller andet, ville han ligge der, når solen stod op. Og sikkert også når politiet kom.

På et tidspunkt fik lyden af en dør der blev åbnet, han til at åbne øjnene. Lidt sløret kunne han se en mand stikke hovedet ud fra en lejlighed, der havde hoveddør på den store afsats under den afsats, Constantine lå på, som delte trappen op i to i mellem de to etager. Manden sagde et eller andet, Constantine ikke fik fat i og kom så op af trappen. Som han kom nærmere, kunne Constantine se, at det var en ældre mand. Sikkert ham, der havde råbt af dem tidligere. Manden kom op og satte sig på knæ ved siden af ham og sagde igen et eller andet. Han rakte ud for at røre ved Constantines hals, sikkert for at tjekke for puls. Der ville ikke være nogen, selvfølgelig ikke. Constantine vidste nøjagtigt, hvad han måtte gøre. Han kunne høre mandens hjerte banke, lugte blodet i hans årer og hele hans krop skreg efter, at han skulle spise.

"Jeg.. er.. sulten.." Han hviskede så lavt, at manden måtte læne sig frem i mod ham. Nærmere. Tæt på hans mund. Pludseligt brugte Constantine det sidste han havde af energi, og smed en arm om mandens nakke for at trække ham helt ned til sig. Smagen af blod fyldte hans mund, som han bed hårdt sammen om mandens hals. Hans sigte havde været godt, for det væltede ud med blod fra en pulsåre. Manden sprællede og forsøgte at slippe væk, men trods sin manglende livsenergi, havde Constantine stadig så mange kræfter tilbage, at han uden de store problemer kunne holde den gamle mand. Og som blodet løb ind i hans mund, kunne han hurtigt mærke energien komme tilbage. Lige så hurtigt som livet forlod hans offer.

Et kvarters tid efter var han så frisk, at han vaklende kunne komme på benene. Med et godt greb i gelænderet kom han ned af trappen og fik skubbet hoveddøren op. Der var stadig mørkt. Han ville sagtens kunne nå hjem. Et kort øjeblik overvejede han, om han skulle tage til Abbadon. Fortælle alt, hvad der var sket. Men tanken om at fortælle elvermanden om hans nederlag gav ham kvalme, for han havde en fornemmelse af, at det ikke ville være godt. Tanken om at forsøge at stikke af strejfede ham. At glemme alt om elvermanden og bare finde et nyt sted at bo. Det var jo ikke fordi, at han havde noget til at holde sig her, ud over sit nye såkaldte venskab med rollingen. Men et eller andet sagde ham, at han ikke kunne løbe nogen steder, så længe han havde den forbandede hånd. Hans blik faldt ned på den, som hans arm stadig var slap på grund af den brækkede skulder. Nej. Der var nok ikke nogen vej udenom.

Men ingen sagde, at det skulle være i dag. Lige nu ville Constantine bare gerne hjem og sove. Så han slog kraven på sin frakke op og bevægede sig langsomt og en smule usikkert ud i regnen, mens hans krop helede med det nye blod. På et tidspunkt begyndte det at klirre under ham, som kuglerne blev skubbet ud af hans krop og skudhullerne lukkedes.