I found you (Autumn + Mei)

Mei blev frustreret som en anden teenage-pige, da Autumn afviste hendes ord - nej, ignorerede dem! - og ufortrødent fortsatte.
Og det blev ikke bedre af at regnen pludelig øsede ned over dem, som om der var nogen der havde savet hul i en sky...

Hun var gennemblødt i løbet af sekunder, og så nu endnu mere spinkel og sølle ud med top og shorts klæbende til kroppen, og håret hængende slasket ned så det dækkede hendes venstre øje.

Mei stoppede op og rystede på hovedet.
"Autumn, hør på mig! Jeg har ikke brug for et skide, lusket hospital hvor D'tarion's håndlangere kan spore os på nul komma fem! Og desuden efterlader du mig bare der! Niks du!" sagde hun og løb så op foran Autumn, for at gøre front mod hende, og sende hende et meget overbevisende blik fra de kønne, brune øjne.

"Desuden... jeg ved hvad der er sket med dig. Jeg ved hvorfor du pludselig kan den slags magi og har de evner! Jeg har set dem før, Autumn"
Det var uhyre vigtigt at få den djævel til at gå med på idéen om SHadowsun og sikkerhed... for ellers havde Mei en anelse om at dette ville blive en meget, meget lang nat.

Mei var tydeligvis ikke den eneste, der blev drivvåd på absolut ingen tid, for man kunne knap nok nå at blinke før, Autumn stod og lignede en våd rotte. Det gjorde hende dog ikke det helt store. Det faktum at hendes T-shirt omsvøbte hendes krop, som var den malet på, fratog også faren for at vinden ville taget fat i den. Det var bestemt ikke den bedste beklædning for den situation hun stod i, men det var ikke noget hun som sådan kunne klage over. Der havde ikke været tid til at skifte. Og hun havde heller ikke fået en notifikation om, hvad der ville ske på forhånd. Det var altid noget, at hun ikke frøs. Ikke på samme måde som et menneske ville i hvert fald.

Det kom som lidt af en overraskelse, da Mei pludselig stod foran hende og blokerede vejen frem. Af samme grund stoppede hun meget brat og tog endda et ekstra halvt skridt tilbage i frygt for at komme for tæt på mennesket, da hun begyndte at hæve stemmen ved hende. Den unge djævel gjorde store øje og stirrede noget forundret på hende. Var hun virkelig så nem at læse? Automatisk sippede hun sine læber sammen i skam og hendes blik veg ligeledes væk fra de brune øjne, der nu syntes at stirre direkte ind i hendes sjæl. Hun havde det næsten helt dårligt med at have overvejet muligheden. Men så igen - det var ikke fordi hun bare ville skride sådan uden videre.

Autumn følte ikke, at hun havde noget at sige til det. Det var som at blive taget på fersk gerning. Hun løftede en hånd op for at gribe fat i albuen på den modsatte ham og fremviste klare tegn på nederlag. Så det var først, da Mei fortsatte, at hun fik tungen på gled igen. Det undvigende blik var hurtigt blevet ændre til endnu et af overraskelse. Og atter var det rettet mod kvinden foran hende.
”Mei…” startede hun lidt usikkert, som var hun ikke helt klar over, hvordan hun skulle formulere sig selv. ”Jeg har som sådan ikke selv nogle.. magiske evner. Jeg kind of… absorbere bare andres. Og det er den samme historie med dem her - dem jeg gætter på, at du overværede.” Hun strammede grebet en smule mere, før hun med et suk lagde hovedet på skrå og så på Mei med et nærmest opgivende udtryk i det blege ansigt. ”Dét er hvad, der er sket med mig. Der er ikke noget nyt. De her… har dog valgt at blive hængende længere end normalt. That’s all. Men.. hvordan kan det være, at du ved af jeg ikke havde evnerne før?”

Hun følte sig som en druknet mus, og takket være hendes lille størrelse kunne hun måske også godt ligne en...
Absorbere evner? Disse blev bare hængende længere...?
Hvis det ikke var fordi hun selv havde oplevet de evner, og vidste hvad de krævede, så ville hun måske have troet på det.

"Ingen væsener har en så total magt over nattens mørke... for det var hvad den evne var. Ikke bare mørke. Det var selve natten. Og det er umuligt for et normalt, magisk væsen at have lige præcis dén magt, Autumn - fordi den er guddommelig. Og hvis ikke su tror mig nu, så peg over på den skraldespand der..." sagde hun og pegese over på en sølle, våd metalspand ved det ene fortov.

"...fokuser rigtig hårdt, og sig ordene 'draconis ignis'. Hvis jeg har ret, vil skraldespanden blive tilintetgjort af ild. Omgående."

Det var med en tøvende bevægelse, at hundjævlen løftede sin hånd i retning imod den udpegede skraldespand. Hun havde dog ikke tøvet med at følge trop, da Mei havde opfordret hende til at tilintetgøre objektet. Hun havde meget hurtigt valgt, at hun ville prøve det ad. For hun tvivlede stadig markant på hendes ord. Eller rettere så ville hun ikke tro på det. At hun besad, hvad der blev beskrevet som en guddommelig evne. Det var absurd. Og surrealistisk. Hun huskede ikke, hvornår hun var blevet værdig til den slags. Og hvorfor lige hende? Ud af alle omkring hende, var det hende, der var endt med det tilsyneladende nye ansvar.
Autumn sank besværet en provokerende klump i halsen, hvorefter hun sippede sine tørre læber sammen i en blanding af koncentration og fortrydelse. Men hun bakkede ikke ud. Hun nåede det i hvert fald ikke, før hun kunne mærke en næsten ubehagelig velkendt varme i sine fingerspidser, som spredte sig som tråde igennem resten af hendes krop. Livsenergien, som hun havde taget fra Constantin hjalp med at forstærke fornemmelsen, og hun havde lyst til at trække sig tilbage. Fordi… hun hadede den ikke. ”Draconis Ignis.” sagde hun sagte, nærmest som en hvisken. Et stille kald. Og straks skød skraldespanden op i flammer. Grønne slikkende flammer. Det sendte et chok igennem Autumn, og hun bakkede med det samme bag ud med et noget forskrækket udtryk i det blege ansigt. Hånden hun havde haft holdt frem blev holdt tæt ind til brystkassen, mens hun så flammerne dø hen og efterlod kun aske.

Det lettere skræmte blik blev roligt ført ned på hånden, selvom noget sagde hende, at det ikke var der evnen var kommet fra. Hun knyttede sin næve og drejede derefter hovedet i retning af Mei. ”Jeg vidste evnerne var der, men jeg havde aldrig forestillet mig dem så kraftige.” var det første, hun kunne få sagt. ”… Og du har set dem før?” Hun drejede brat om og trådte helt hen til mennesket. ”Hvor?! Hvis det er sandt, hvad du siger, om at det ikke er noget det almene væsen besidder… Den der viste dig dem før bør vide, hvorfor jeg har dem nu…!” Jo mere hun talte, jo mere panik kom der frem i hendes stemme. Men alligevel faldt hendes højlydte toneleje sig igen imod slutningen: ”Måske ved den hvordan jeg kommer af med dem igen…”

Mei følte en vis form for lettelse, da den sølle, fordruknede skraldespand med en hidsig syden blev tilintetgjort af de grønne flammer - flammer som hun vidste var langt farligere end mange andre former for intens ildmagi.

Dette betød at hun havse haft ret fra starten. Først Nightstalker, og nu Draconis Ignis... selv hvis en skyggedæmon eller en mægtig vampyr kunne gøre noget som måske kunne ligne Nightstalker, så var de grønne flammer det ultimative bevis.

Mei gav et lille, overrasket hop fra sig, da Autumn pludselig vendte sig imod hende.
"Han vil helt sikkert kunne fortælle dig mere. Og måske kan han hjælpe dig af med evnerne..."
Nu håbede hun bare, at sidstnævnte ikke ville være en dødsdom for Autumn... Mei kunme lide denne pige.
Men mesterens humør havde været et helvede lige siden Shado forsvandt...

"Okay... til Shadowsun Tower." Sagde hun beslutsomt, og begyndte at gå i retning af det enorme højhus, som ragede truende op over de fleste andre af byens bygninger...